Boglog 2019

Pibekraver

Boglog 2019

9. oktober 2019

Tommi Kinnunen: Lyset bag dine øjne

Hvor var det godt at komme tilbage til familien ved 'Hvor fire veje mødes' med den homoseksuelle far, det store hus og Helene der bliver blind. Nu fortsætter historien. Og den er så god. Jeg kommer til at mindes 'Alt det lys vi ikke ser' som også var en roman om en pige, der blev blind. Helene kæmper med sit liv og sin blindhed og det ender ikke godt. "Livet handler ikke om at være lykkelig" siger Helene et sted. Om hendes blindhed siger hun: "Blindhed er ikke mørke, men en ekstrem form for renhed. Samme form for klarhed som midt om vinteren, hvor luften ikke er gennemsyret af andet end en viden om, at den første sne er på vej." Det er jo værd at huske på som seende. At der er så meget at sanse og forstå uden synet. Men det slutter alligevel godt for Helene. Hun dør ikke alene, men med sin bror ved sin side. Og her er der igen en tekst om at dø: "Han lægger armene om mig. Kysser min kind. Der er en, der tager sig af mig. Jeg ligger i nogens favn. Livet er godt. Jeg savner intet længere. Jeg er let, og vinden fører mig med sig som en drage. Jeg bliver opløst i tusind stykker, spredt for vinden og jævnt fordelt. Hverken tid eller sted findes, alt er en strøm, og jeg en del af strømmen, der når hele verden rundt. Min ene hånd flyver mod øst, den anden mod sydøst, mine fingre løsner sig fra hænderne, leddene fra hinanden. Mine ben bliver delt op i mindre bidder, brusken skilles fra ryghvirvlerne. Musikken vibrerer i frosne vandpytters brudte overflader. Jeg kan på én gang mærke verdens ujævnheder og varme og glatte ting, menneskenes nærhed mod mit ansigt og sand og grannåle mellem tæerne. Jeg smelter og antager flydende form. Jeg kan høre hver eneste klang og kvint, hvert eneste sagte ord, hver eneste lyd, men jeg ler, for intet er længere forbundet med noget andet. Intet er længere af nogen betydning. Jeg bliver opløst i lys og varme. Bliver en del af duftene, kendte som ukendte. Nogle af dem har jeg lidt endnu et navn for. Barbersæbe. Nerie og appelsinblomst, kamfer og myrte. Fars skjorte, der lugter af vind". Det er da smukt skrevet. Det mest fantastiske ved romanen er at jeg som læser får lov til at gå tur som blind. Og at forstå hvad homoseksualitet er, for der er et barnebarn, Tuomas, der også er homoseksuel ligesom sin farfar. 

Her er nogle af de ting jeg understregede:

Farmor siger til Tuomas da det trækker op til torden: "Som menneske skal man beslutte sig for, om man har tænkt sig at frygte verden eller ej". Og han har brug for det, når han en dag skal springe ud.

Her er et godt råd til ungdommen: "Uanset hvor meget den anden vil, siger du nej, indtil du selv har lyst. Hvis han ikke tror dig, så bid og spark og prut. Husk, hvem du er, og hold fast i det."

Helene kommer på blindeskole som stort barn og hun savner sit hjem. Om natten vover hun sig op og går ned i skolestuen, hvor hun finder et kort hun kan føle sig frem på: "Mine fingerspidser følger den, indtil den møder en anden, der kommer sydfra, og i krydset mellem vejene finder jeg den lille by, jeg kender så godt. Jeg lægger kinden mod kortet og dækker mit hjem med fingrene. Dér sover Johannes og far og mor. Og Anna og mormor. Det hele kan være under én finger, hele sognebyen og sommerhuset og elven og sandbanken og aborrerne."

Her kommer et guddommeligt råd til Tuomas og alle os andre: "Hvilket råd kan jeg give dig, nu hvor du har besluttet at være modig og gå med hovedet holdt højt? Jeg kunne godt tænke mig at sige, at hver dag i livet ikke er en kamp, og at i morgen ikke er en kopi af i går. Der er gode dage, og der er dårlige dage. Man skal forstå at genkende dem og holde dem adskilt, som man adskiller hverdag og fest. Bliv aldrig noget, bare fordi en anden ønsker det. Man skal kun være god nok til sig selv, ikke til andre. Husk, at selvom alle fortællinger ikke er kærlighedshistorier, gør det dem ikke mislykkede."

Tuomas giver fint udtryk for det menneskers holdning til Gud og kirke: "Tuomas tænker tit på mormors Gud. Han beder ham aldrig om noget, men sender en gang imellem den himmelske far sin tak. Han har meldt sig ud af kirken, for han føler ikke, at han har brug for den eller religionen. Men han har brug for at tro. For en diffus idé om, at der et sted bag det hele alligevel findes nogen eller noget med en plan og en bemyndigelse. Han har brug for tanken om, at det ikke er alting, man selv kan påvirke. Det er en trøsterig tanke". 

Om familien hedder det: "Man ville ikke kunne få et sæt spillekort ud af den her familie, der er alt for mange, der er sorteper."

Om mødet med kærligheden hedder det for Tuomas: "Så traf han Osku. Han havde hverken brug for en mor eller en far, men kom lige så uventet som en blåmejse, der titter ind ad vinduet på en forårsdag. Nu var de begge som nye mennesker. Det føltes rart. Tænk, hvor langt væk han havde bevæget sig blot for at blive den, han oprindeligt havde været." 

Det var en vidunderlig bog. Det er lykken at læse.

4. oktober 2019

Delia Owens: Hvor flodkrebsene synger

Igen en bog om menneske og natur ligesom Åleevangeliet. Den er knap så dybsindig som Patrik Svenssons, men den er vidende og så er den alt for spændende. Men på en god måde. Jeg har være med Delia Owens i North Carolina, i sumpene der ligger ud til Atlanterhavet. Et mægtigt stort område med en helt utrolig fauna. Det er den som åbner sig for læseren, hele det store sumpsystems liv af fisk og fugle og biller og blomster og græs og alt. Og så et menneske der bliver forladt. Som er white trash. Men som overlever. Og det er en god fortælling og den bliver med garanti filmatiseret en dag og bliver en kæmpesucces og en kæmpe tåreperser. Men jeg lærte mere af Åleevangliet. Men det var nu ret godt at være i sumpene så længe det varede.

3. oktober 2019

Tom Buk-Swienty: Til døden os skiller

Det er så nummer to om Kaptajn Dinesen. Jeg læser den nu, for jeg skal jo i gang med Løvinden, hans bog om Karen Blixen. Men først skal jeg lige have læst familien op. Så jeg mangler endnu en, Tommy og Tanne. Det er en fornøjelse at læse ham. Det er skrevet godt. Og jeg lærer en masse danmarkshistorie og verdenshistorie. Men ellers hungrer jeg efter den nye litteratur der ligger og venter. Så jeg springer altså lidt fra familien igen, for nu er jeg i gang med "Hvor flodkrebsene synger", der lige er udkommet på dansk. Og den er vidunderlig.

26. september 2019

Karl Ove Knausgård: Fuglene under himlen

Det er en mesterlig novelle. Den er læst på et par timer. Og er ganske enkelt noget af det bedste jeg har læst. Det er en fortælling der er skrevet helt nede i dagligdagen som Helle Helle kan det. Knausgård skriver ikke andet end det han ser i den hverdag, hvor Solveig er vendt tilbage til sit udgangspunkt for at passe sin mor, men samtidig passe sit arbejde som sygeplejerske. Hun har to børn. Hun bor ikke sammen med sin mand mere. Han var ikke hel. Han manglede noget, tænker hun. Hun skulle altid rette sig efter ham. Aldrig var det omvendt. Sådan var det også med hendes egen mor. Så Solveig bekymrer sig rigtig meget. En dag får de en ny patient på sygehuset. En gammel skolekammerat som også er vendt tilbage. Selvom han har en svulst i hjernen og skal opereres dagen efter, så er der noget ubekymret over ham. Han havde en »bekymringsløs udstråling«, en slags »leddeløs, lemfældig glæde«. Hvor har han det fra? Samme dag ringer hendes datter Line, at hun kommer hjem nogle dage. For at læse, tænker moderen. Line virker indadvendt og lukket og Solveig vil så gerne tale med hende. Men hun lukker af. Og moderen sidder alene sent og er bekymret på datterens vegne. Så kommer hun i tanker om engang på et kursus, hvor hun havde læst noget af Søren Kierkegaard. "Da jeg havde læst den, føltes det, som om jeg stod ved kanten af Guds rige. At Guds rige var her, men at vi var lukket ude fra det. Og at liljerne og fuglene var indgangen." Dagen efter har patienten hængt et billede op ved sin seng af en fugl der lander på en pæl på en mark. Samme dag falder hendes mor på badeværelset og brækker armen. Hjemmehjælperen finder hende og får hende på sygehuset hvor datteren tager imod hende. Og moderen siger at da hun lå på gulvet og var hjælpeløs, kom Line og så hende men gik sin vej. Så er der så at sige mulighed for mange bekymringer for Solveig. "Line havde set sin mormor ligge hjælpeløs på gulvet uden at gribe ind. Uden at hjælpe. Hun var tværtimod stukket af. Men var det sandt? Kunne det virkelig være sandt? Mor kunne have bildt sig det ind. En tåge af smerte og udmattelse, sygdom og medicin, hun kunne have set hvad som helst. Men inderst inde vidste jeg, at det var sandt. Det passede. Tag det roligt, sagde jeg til mig selv. Der er ikke sket noget uopretteligt. Og alt kan løses." Solveig og datteren spiser sammen om aftenen. Og de taler om mormorens uheld og brækkede arm og Line siger ikke noget om sin rolle. Til sidst kan Solveig ikke lade være med at sige, at Line havde set sin mormor hjælpeløs og var gået sin vej. Så rejser Line sig, henter sin rygsæk og går sin vej uden at sige farvel. Og Solveig fortvivler og kan ikke forstå sin datter og sidder og tænker tilbage på faren til Line, at hun ligner ham. At hun også mangler noget. Også Thomas, hendes søn. Hun forsøger at løbe efter hende, men kan ikke nå hende. Hun forsøger at ringe, men Line svarer ikke. Så sidder hun og tænker og husker billedet af fuglen på marken og teksten hun læse. Hun ringer til sin søn Thomas og fortæller at Line er taget afsted selvom hun lige var kommet. Om han ved noget om sin søster som hun ikke ved, om hun har problemer? Så fortæller han hende, at Line skal have et barn. Det var derfor hun var taget hjem for at snakke med sin mor. Solveig skynder sig at ringe til Line igen. Og siger til hende at hun lige har fået den glædelige begivenhed at vide og ønsker sin datter tillykke og beder hende om hun ikke nok vil komme tilbage. Jo, svarer Line. Jeg er på vej. Knausgård skriver:

"Liljen på marken og fuglen under himlen.

De var i Guds rige. Og for os gik vejen derind gennem dem, det, de var.

Hvad var de?

Han havde skrevet om deres tavshed, deres lydighed og deres glæde.

Er det muligt for os at tænke sådan?

At det, der hænder os, ikke vedkommer os?

Det ville fri os fra al lidelse og fra al smerte. Og det ville åbne Guds rige for os.

Jeg kunne mærke, at jeg smilede.

Det krævede en absolut tillid og en absolut hengivenhed til Gud. Det var det, liljen på marken og fuglen under himlen havde. Selv i den største sorg og med den mest forfærdelige morgendag i vente, var fuglen fuld af glæde. Sorgen og morgendagen vedkom den ikke. Alt det havde den lagt over på Gud.

At være lydig som græsset er lydigt, når vinden bøjer det, tænkte jeg og så op: Fra vejen lød der skridt. Straks efter så jeg Lines skikkelse komme gående mellem træerne, og jeg rejste mig for at omfavne hende."

25. september 2019

Patrik Svensson: Åleevangeliet

Jeg var så fornøjet ved at læse den her bog. Det var bare en stor glæde hele vejen igennem og jeg kom til at tænke på Torgny Lindgren. Ham elskede jeg og har læst alle bøger af. Svensson skriver lidt på samme måde. Jeg har fået så meget at vide om ålens hemmelighed. Der er rigtig meget videnskabelig information. Men hele tiden bagved ligger tanken om menneskelivets hemmelighed. For eksempel når han skriver: "Sådan lever ålen størstedelen af sit liv i sin gulbrune skikkelse, i skiftevis aktivitet og passivitet. Uden nogen særlig målbevidsthed ud over den daglige søgen efter mad eller ly. Som om livet først og fremmest var en venten, og som om meningen indfinder sig i mellemrummene eller i en abstrakt fremtid, der ikke kan fremskyndes med andet end tålmodighed." Far og søn fisker ål og kommer tæt på ålens liv. "Vandet var mørkt, her og der vajede nogle totter siv truende, men alt under overfladen var skjult for os. Vi kunne intet vide, men vi valgte at tro, som man undertiden er nødt til at gøre. At fiske handler vel ofte om netop det." Hele tiden den der dobbelte betydning. Som her: "Når det kommer til ålen, har det ellers vidende menneske altid i en vis udstrækning været overladt til troen."  I stedet for ålen kunne der ligesågodt have stået Kærligheden. Og derfor går der også metafysik i bogen: "Det handler ikke nødvendigvis om Gud. Metafysikken er snarere et forsøg på at beskrive tilværelsens egentlige natur, hele virkeligheden. Den siger, at der er forskel på eksistensen i sig selv og eksistensens egenskaber. Den siger også, at disse to spørgsmål er separate. Ålen er. Eksistensen kommer først. Men hvad den er, er en helt anden sag." Ålens liv er et billede på menneskers liv med vejen ud og vejen hjem og alle metamorfoserne undervejs. "Ålens oprindelse og vandring er jo i al sin mærkværdighed også mulig at relatere til og sågar genkende: Den lange drift med strømmene for at komme væk og den målbevidste og møjsommelige vej tilbage, alt det, vi er parat til at gøre for at finde hjem." Sandhed efter sandhed afsløres: "Ålens gådefuldhed bliver et ekko af de spørgsmål, alle mennesker rummer i sig: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvor skal jeg hen?" Den her definition på et menneske er fin: "Ordet individ betyder på sin side noget, som ikke kan deles, en helhed som beholdes intakt og uforanderlig, også når alt andet forandres. Og eftersom den menneskelige krop unægtelig er foranderlig og ligeledes de ydre forudsætninger i løbet af et menneskeliv, så må det være noget andet, noget bestandigt, som gør os til individer. Dette noget har man i lange tider kaldt for sjælen."

Den her replik er jeg så glad for:

Farmor troede på Gud.
”Han er stor,” sagde hun. ”Større end nogen, du kan tænke dig.”
”Er han større end farfar?” spurgte jeg.
”Meget større!”

Det er en klog bog. Jeg slutter med det her citat:

"Og måske er disse mentale tilstande helt uafhængige af det, vi normalt måler vores liv gennem – hjerteslag og åndedræt, men også selve tiden. Det er i det mindste en overvejelse, der er fremført af Arvid Carlsson, som fik nobelprisen i medicin i 2000. Måske oplever vi i selve dødsøjeblikket, bemærkede han i en artikel, en tilstand, der er helt frigjort fra oplevelsen af tid.
”Og hvad er det?” sagde han. ”Det er jo evigheden.”

 

22. september 2019

Ellen Strandgaard: At eje sandheden

Jeg købte den i fredags, da jeg så den var til salg på "Eksistensen". Nu er jeg færdig med den. Og det var en god læseoplevelse. Først og fremmest er det en fornøjelse, at der nu er kommet en gedigen roman der svarer til Tara Westovers "Oplyst" som kom tidligere i år fra Iowa, USA. Den var jeg ganske benovet over. Det var en stor oplevelse at læse den. Og den ligger et par meter over "At eje sandheden". Men Ellen Strandgaards roman er sandelig ikke at kimse ad. Hendes sprog er godt. Der er rigtig mange gode formuleringer. Og så vil hun noget med sin tekst. Begge romaner handler om at komme fri at sandheden. Eller fri til sandheden. Der er ikke noget der binder mere end sandheden. Det være sig i Indre Mission, Baptistkirken og endelig i De sidste dages hellige, mormonkirken som også Tara Westovers bog handlede om. De to bøger supplerer hinanden rigtig godt. Strandgaards er så udpræget dansk. Det er fint at følge tre slægtled af kvinder der begynder deres vandring fra Rise mark i Sønderjylland. Over Indre Mission og de to følgende retninger. Til de til sidst når København (og friheden!!!). Der kommer rigtig meget god historie på både i Sønderjylland og i Viborg og ved Åbenrå fjord. Det er en danmarkshistorie på en fin måde med særlig henblik på den emancipation, som en tydelig religiøs holdning giver. Fantastico. Det er en super bog.

18. september 2019

Vibeke Grønfeldt: Endnu ikke

"I nat skrumpede jeg til ingenting. Alderens, slutningens trivialiteter løb i et kort og smalt bånd tilbage til begyndelsens uden at fange de løsslupne øjeblikke af en vis fylde, der trods alt har været. Der var kun overlevelse, viljestyrke tilbage fra nødløsning til nødløsning, fra viljesakt til meningsløse udveje, gemmesteder, til holdepunkters isslotte og sorte søer, jeg ikke turde spejle mig i.
Husets sidste alkohol, en flere år gammel vingave, hjalp mig ikke noget. Den var sur som eddike og kvalm, da jeg sødede den med melis og vanilje, og endte med at give onde overfladiske drømme." Sådan skriver hun i slutningen af denne helt vidunderlige bog. Den er genkendelig på mange måder synes jeg. I hvert fald når jeg er lidt modløs og synes det er svært at få et rigtigt godt syn på helheden af mit liv. Undertiden kan jeg godt skrumpe til ingenting. Men jeg synes hun mangler noget, som jeg benytter mig rigtig meget af: At indse at uden de andre, var det aldrig gået. De andre som var mine nærmeste. Det betyder jo ikke at jeg ikke skrumper. Men skrumpningen holdes i ave af de andres smil. Trods alt. "I en vis alder må man indtage tilskuersædet ved panoramaruden og kigge ud mellem skyerne og drikke en bajer, flyve til vejrs på tanken og plukke de blå violer dér, ligge i mosset, synke dybere og dybere i blødhed og le, så højt man kan." Det er slet ikke noget dårligt råd. "Men at satse på råkuldens isnen som klarsyn er hovmod. Selverkendelsens kældre er af en anden beskaffenhed og rummer en anderledes syre. Turene op og ned ad trapper og gennem sorte kældergange kræver det yderste og lidt til og lidt til ... For at holde balancen i blæsten er det nok at læne sig mod den og vente, til den driver over." Det er altså fornøjelilg læsning. Jeg har glædet mig hele vejen igennem over hendes skarpe syn på vores tid (2015-2015) og især over hendes naturbeskrivelser. Naturen er balsam for hendes sind. Uden den kunne hun ikke være. "Der er beroligende rom og solbærsaft i glasset, medicin mod søvnløshed. Den både hjælper og hjælper ikke, som alle andre sindsregulerende kure. Foreløbig håber jeg på ro til læsning af en bog, af indtryk, sætninger, af ord uden for mit eget hoved. Noget uden for det." Måske er det derfor jeg læser så meget. Det er i hvert fald ikke løgn at jeg har brug for at noget kommer udefra. Noget uden for mit eget hoved. "Vi har det godt nok. Det kunne være gået meget værre. Når jeg tænker på de ulykker, der har svævet over vores hoveder ... omkring os ... er det mærkeligt, det ikke er gået meget værre. Vi har klaret det." Det er bare så godt. 

Det her minde kan jeg så godt lide: " Åh, jeg holder af ... vejret, sagde min mor, en måned før hun døde. Hun kunne ikke længere gå ud i haven, men sad og så på fugle og skyer. Nedfrosne planter uden for vinduet og tænkte på alle slags blomster."

Og det almindeliges velsignelse på anden måde kan jeg lide. Om et køkken: "Det var godt at komme ind, som i ingen køkkener i mange år. Dagenes orden ligger indkapslet her. Alting har sin plads."

Det her citat er brugbart: "Har man først fået den vane at se sig selv udefra med et ondt skolemesterblik, er det svært at slippe af med den hårdhed igen: Vær på vagt over for dig selv, siger øjnene. Det næsten usynlige, der gennemtrænger stort og småt og fryser selv en lille nattestund i stolen til is: Nu sidder du der klokken to, snart er klokken fire, og du bør sove, så du kan stå op som et menneske, du bør ikke gøre, som du gør, men være på vagt i stort og småt over for dig selv og ingen anden.
Det sværeste er at være på vagt over for vagtmesteren i nat og alle nætter."

Det er en fremragende følgesvend. Den dagbog over to år.

8. september 2019

Jane Gardam: De sidste venner

Altså det har været en fornøjelse, men nu er det også nok. Bøgerne om det gamle England. Tre personer og deres historie og hvordan de spiller sammen og mod hinanden. Et bind til hver person. Underholdning. Den må blive filmatiseret. Den vil blive en succes nu hvor der er så meget tale om Hongkong. 

Bare lige et par citater har jeg understreget

"Fordi du var elsket, vil du også selv kunne elske. Og du vil kunne genkende sand kærlighed til dig." - banalt men især den sidste sætning er god.

"Jeg sagde for meget. Men rent faktisk - så tror jeg ikke, man overhovedet kan sige for meget i min alder. Gør du? Eller nogensinde. Om kærlighed."

4. september 2019

Jane Gardam: Manden med træhatten

Nu er det lige ved at blive lidt rigeligt romanblad. Og så alligevel er der jo noget at hente. Jeg glæder mig stadigvæk over oversættelsens sprog og også over indeholdet. Men... Og så er jeg vild med hendes disposition. Hun kører rundt hvor hun har været før. Og afslutningen har jeg allerede læst i bind 1, men nu kommer den med nye detaljer. Det går bestemt an. Et bind mere. Og så er jeg færdig. Jeg er ikke vild med spændingsromaner. Jeg vil gerne læse for at lære. Ikke for at blive underholdt så meget. Men jeg tager lige 3'eren med.

2. september 2019

Jane Gardam: Imperiets mand

En vidunderlig første del af en trilogi med vidunder brittisk humor og en glasklar oversættelse. Det er glædelig fritid. Det er en formiddabel måde at få viden om kolonibørnenes liv og kolonitidens afslutning iøvrigt. Et ekspempel på vidunder humor dette:

"Alistair rejste sig og humpede rundt, mens hans krumme skygge fyldte det hele. Udenfor i den dampende aften hørtes der optændte stemmer igennem beboelsesområdet og en hanes galen. En tromme begyndte at dunke.

“Det er festivalen. De ofrer en hanekylling.”

“Det behøver De ikke at fortælle mig, tante May.”

“Deres søn overværer det. Er det efter Deres opfattelse den rigtige måde for et kristent barn at leve på?”

“Han er ikke noget kristent barn.”

“Jo, han er. Det har jeg sørget for. Han blev døbt ved fødslen. Hans mor holdt ham. Det er ikke baptisternes måde at gøre det på, men hun bad selv om det. I tilfælde af at han ikke overlevede flodbåden. Han er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, der intet har at gøre med at snitte spiserøret over på en hane ved fuldmåne."

Den her sætning bør jeg gøre til min egen: "For hende var hver eneste ny dag usvigeligt en glædelig overraskelse."

Overvejelser over imperiet er der mange af:

“Jeg vil være historiker. Det har jeg tænkt mig. Det er det eneste håb – at finde ud af, hvordan vi er blevet sådan. Primater, mener jeg. Bølger af aggression. I dag vil være historie i morgen. Imperiet er på tilbagetog. Det svinder bort. Der vil opstå kaos, når det er væk, og vi vil ikke være blevet spor bedre mennesker. Når imperier slutter, sker det ofte med en storslået finale – og derefter? Tyskland truer på ny, gotere mod visigoter.”

En fin sætning: ‘Menneskets liv er prydet med døden.’

Døden: "Han knælede stift ned ved siden af hende, så sig selv knæle ned, tage hendes hånd, kysse hendes hånd og lægge den ind til sit ansigt. Der var ingen tvivl i hverken sjæl eller krop om, at hun var død. Død. Borte. Indtruffet. Mistet. Forbi."

Konventionelle enstavelses-samfundsborgere! Sikke et ord

Jer går straks i gang med toeren.

25. august 2019

Sara Bouchet: Savas vidner

Hendes far er fransk, hendes mor dansk, fortæller hun i en video som forlaget har lavet med hende. Hun er født i Kristrup og bor nu i Fladbro skov. Jeg ville læse hende så jeg vidste noget mere om hende som forfatter, men jeg egner mig bestemt ikke for en spændingsroman som den her. Jeg får ikke noget ud af den. Der skal mere ro på og eftertanke. Sara Bouchet har så meget på hjerte og hun laver et kæmpe system af tråde som til sidst skal binde det hele sammen. Hun fortæller i videoen at hun har brugt næsten 20 år på at skrive den. Fra og til naturligvis. Og det lykkes da også, men jeg kan bare ikke lide at man skal skynde sig og læse, fordi det er spændende. Jeg ønskede bare at blive færdig med den - også fordi den var så uhyggeligt fyldt med overtro, fanatisme og forskruet religiøsitet. 

19. august 2019

Egon Hostovsky: Skjul

Jeg havde sådan glædet mig. Jeg læste anmeldelsen i Weekendavisen. Jeg lærer gerne den slags litteratur. Har læst rigtig meget af den. Flygtninges breve og bøger om at være hjemløs. Her handler det om en tjekkisk ingeniør og intellektuel og jøde, som flygter til Frankrig i 1930 og som sidder indelukket i en kælder i mørke i mange måneder som forfulgt. Der er nogle fuldstændig gode sætninger. Få! "Bliv barn igen og du ændrer verden". Og så handler den om erindring. På et tidspunkt, hvor han bare skal overleve skjult i kælderen i mørke, begynder han at leve barndommens dage et for et. At stå op, at få morgenmad. Alting i rækkefølge som han kan huske det. Mere og mere detaljeret. Og det er jo dejligt at vide. Det er barndommen, der skal redde os den dag hvor vi får brug for det. Men som helhed var det bare så skuffende en tekst. Øv. Og samtidig var der ikke gjort noget ud af oversættelsen. Det var en google oversættelse. Det dur ikke til en pind. Og tekstopsætningen i e-bogen var under al kritik. Hvad ligner det at udgive noget, der egentlig er godt, men ikke får det oversat, så det bliver til et litterært sprog.

16. august 2019

Alice Monro: Offentlige hemmeligheder

Jeg har læst endnu en novellesamling af Alice Monro. Det er til at blive afhængig af. Det er spændende. Hendes personer handler. Der sker noget hele tiden. Og det er altsammen offentlige hemmeligheder! "Næste morgen krøb han op i min seng, og alt gik sin gang". Sådan en sætning er vidunderlig. Hele tiden er de der. Og så smilene. De kommer også hele tiden, når jeg læser sådan en fortælling: "Han ejede tre gårde, og han lovede hende et badeværelse inden for et år plus et spisestuemøblement og en polstret sofa med tilhørende stole. På deres bryllupsnat sagde han: »Nu må du tage det, som det kommer,« men hun vidste, at det ikke var uvenligt ment." Eller "Jeg havde engang hørt nogen sige, ved et selskab, at en af de gode ting ved ægteskabet var, at man kunne have rigtige affærer." En af de smukkeste noveller er Hotel Jack Randa (underforstået træet Jacaranda), der slutter med et lille digt:

Elske – tilgive
Elske – glemme
Elske – altid

10. august 2019

Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte

Det er hendes første bog. Og det er en god bog. Jeg glæder mig til den næste. Jeg mødte Liv Duvå sidste lørdag, hvor jeg var til bryllupsfest med min yngste på Roskilde Festival Højskole. Ved receptionen om eftermiddagen efter vielsen i byparken skulle vi lære hinanden at kende gennem en champagne-leg. Det var meget enkelt. Vi skulle dele en flask med en tilfældig gruppe med samme nummer vi havde trukket i en bowle. Vi skulle fortælle om os selv og jeg var så heldig at komme i gruppe med Liv, som fortalte at hun var forfatter og foreløbig havde skrevet den her bog. Jeg købte den straks. Og nu har jeg læst den. Det er en stærk debut. Vi talte sammen i lang tid og talte om, at stor litteratur er erindring. Nu forstår jeg hvorfor hun var enig med mig. Den her roman om at være pårørende til en dranker er en nødvendig erindring. Hun gør sig virkelig umage. "Man forsøger at holde fast i det exceptionelle ved det, der ikke længere er. Alt det, vi ikke fik navngivet i tide, de mange hule rum, jeg kun løgnagtigt kan kalde os." Hun tømmer farens hus, alle hans sager, men hun gemmer en pose med det tøj som fortæller mest om ham. Hun binder den med en stram knude i toppen. Til sidst kommer den op på et uisoleret loft, "hvor den står, indtil knuden med tiden går op". Det er et fint lille billede på erindringens funktion. Det kan jeg godt lide. Det gælder om at navngive alt det vigtige om hinanden i tide. Liv skriver godt. Gør sig umage med sproget. Jeg er glad for at jeg fik lov til at møde hende og læse hende. Der sker noget ekstra på den måde. Jeg har samtalet med hende undervejs. For det meste sagt noget rosende til hende, men også stillet nogle spørgsmål om noget, hvor jeg ikke syntes jeg fik nok at vide. Der kommer en ny bog til oktober. Det glæder jeg mig til. Tak for samtalen.

7. august 2019

Alice Munro: Livet

Hvor har jeg været glad for at læse Alice Monro. Forsiden viser det. Det er rejsen det gælder. Livet. Den ene vej eller den anden. Det er små tilfældigheder der bestemmer eller er det noget mere. Det er også vilkårene. Måden vi svarer dem på. Jeg tænker på Kieslowskis film Blind chance, om den unge mand der skal med toget. Tre gange forsøger han at løbe efter toget med forskellige udfald. De er vidunderlige. Novellerne. Jeg har aldrig været vild med noveller, romanens poesi. Men Monros er jeg vild med.

"Sådan var den historie. Jeg ville ikke tro, at det handlede om mig eller om det, som det allermest handlede om. Sex. Nu har jeg forstået det. Nu har jeg fået det til at falde på plads, og det var ingens skyld. Hvis det skyldtes noget, var det det menneskelige køn i en tragisk situation. Mig der voksede op, og mor der var som hun var, og far der var, som han var. Det var hverken min skyld eller hans skyld." Det er derfor hun kalder bogen for Livet. Det er bare så godt. At se det på den måde. De sidste fem afsnit i bogen er om hendes barndom. De er også fuldstændig vidunderlige. Dem holder jeg meget af. Der er så meget erindring på den gode måde i dem. Et sted siger hun, til allersidst: "Vi siger om visse ting at det er utilgiveligt, eller at vi aldrig vil kunne tilgive os selv. Men det gør vi – vi gør det hele tiden". Det menneskelige. Det er det jeg elsker. Jeg læser flere af hende. Men det her skulle være den sidste fra hende. Der er noveller nok, skulle hun have sagt til en journalist. Læs dem der er.

30. juli 2019

Han Kang: Levende og døde

Jeg læste et interview i KD med Han Kang, der var på besøg i DK. Det blev jeg meget betaget af. Især hendes definition på, hvorfor hun læser. Den ligner min. Hun siger: "

”Når jeg læser, leder jeg efter noget. Efter tegn på, at mennesket mest af alt er godt.”

Og hun føjer til: ”Det er den fortælling, Astrid Lindgren fortæller, ikke sandt? Brødrene Løvehjerte er ikke en fortælling om ondskab og mørke og despoter, men om alt det lys, der findes i mørket. Det trodsige lys. Det er det, jeg leder efter.”

Sådan noget bliver jeg så glad for at læse og véd at det aldrig er spild af tid at læse god litteratur. Det er et eftersøgningsarbejde. At lede efter det trodsige lys. At lede efter det, der samler mennesker igen, når de har været ved at falde fra hinanden. At lede efter tegn på, at mennesket mest af alt er godt. Så jeg købte og læste hendes seneste. Og hendes forrige. Hun siger også i interviewet, at det skal gøre ondt at læse om det onde. Det gjorde det. Jeg kan godt huske det nu. Diktaturet i Sydkorea, støttet af USA efter nederlaget i Vietnam. Det var frygteligt. Hun arbejder i bogen med hvor samvittigheden bliver af. Men jeg synes ikke det når til at eftersøgningen giver et brugbart resultat. Hun leder efter tegn på at mennesket mest af alt er godt, men beskriver mennesket når det forvolder ondt. Der er meget lidt lys. Kun mellem ofrene er er der lys. Men det er et vidnesbyrd om en kamp for menneskelighed. Det er en dokumentation der aldrig fik lov til at blive virkelighed tidligere. Så det er godt at læse om. Det er vigtigt at huske ofrene.

28. juli 2019

Elisabeth Strout: Alt er muligt

Da jeg læste den første af hende, skrev jeg at det var litteratur efter mit hjerte. Det gælder stadigvæk. Den er bare så god. Jeg læste i Weekendavisen i denne uge et interview med den koreanske forfatter Han Kang, hvor hun et sted siger: ”Når jeg læser, leder jeg efter noget. Efter tegn på, at mennesket mest af alt er godt.” Det er det samme Strout gør når hun skriver. Hun leder efter det trodsige lys. Der er tætte samtaler i den her bog, som er så vigtige og som er gode at spejle sig i. Og her kan jeg virkelig læse noget, der fortæller mig noget vigtigt. Her kommer en række citater, jeg har brug for at huske og kunne finde tilbage til hurtigt.

Om godt og ondt:

"Det forekom ham, at jo ældre han blev – og han var efterhånden gammel – jo bedre forstod han, at han ikke forstod den forvirrende konflikt mellem godt og ondt, og at det måske ikke var meningen, at et menneske skulle forstå alt her på jorden."

Om det menneskelige at det er at kunne føle anger:

"Og der er altså en konflikt eller en kamp, kan man vel kalde det, hele tiden, synes jeg. Og anger, for at kunne føle anger – for at kunne være ked af, hvad vi har gjort, som har såret andre mennesker – det gør os menneskelige."

Det menneskelige igen:

"Vi famler alle sammen rundt i mørke, Angelina, og forsøger at gøre vores bedste, vi elsker ikke til fuldkommenhed, Angelina, men det er også helt i orden."

"Patty mærkede tydeligt, hvor gerne Angelina ville tale om sig selv, men det generede hende ikke, hun noterede sig det bare. Og hun forstod det. Alle, forstod hun, var først og fremmest interesseret i sig selv."

"I sin selvbiografi skrev Lucy Barton, at folk altid var ude på at føle sig overlegne i forhold til andre, og det mente Patty var rigtigt."

"Nej, min skat, lad mig nu bare fortælle. Jeg vil kun sige, at jeg råbte ad dig, jeg råbte virkelig, jeg aner ikke hvorfor, men jeg gjorde det, og du blev forskrækket, og jeg råbte, fordi jeg lige havde opdaget sandheden om din far og Aileen, men det sagde jeg ikke noget om til dig – før, ja, det ved du jo, mange år senere, men pointen er, at jeg forskrækkede dig, min skat, jeg råbte ad dig, og du blev bange.“ Mary kiggede forbi Angelina hen mod vinduet, og der var bevægelse i hendes ansigt. „Og det er jeg meget ked af,“ sagde hun.

Lidt efter spurgte Angelina: „Er det det hele?“

Mary så på hende. „Ja, min skat, det er det. Jeg havde det rigtig dårligt med det i mange år efter.“

Det kan man nemlig. Jeg ved selv af en del tilfælde, som jeg har det rigtig dårligt med.

Selvindsigt:

"Hvad Annie ikke havde sagt, var, at der var mange måder ikke at vide noget på; hendes erfaring gennem årene bredte sig nu som et strikketøj på hendes skød med forskelligfarvet garn – også mørkt – på alle ledder og kanter."

"De var vokset op med skammen; det var den jord, der havde givet dem næring."

"Jeg kan ikke lide følsomme mennesker, der kun er følsomme på deres egne vegne."

24. juli 2019

Ulla-Lena Lundberg: Is

Det er ikke bare en gammeldags og god roman. Den er mere end det. Den er så detaljeret og beskrivende så det er stor litteratur. Den er nærmest antropologisk beskrivende. Og så er det en præsteroman, der diskuterer den skandinaviske protestantisme mellem vækkelse og liv i kald og stand. Og det er er gennemarbejde og dygtigt. "DEN, DER HAR set forandringen i et landskab, når en båd kommer ind i synsfeltet, kan aldrig være enig i, at det enkelte menneskeliv er betydningsløst." Det er bogens første sætning. Og så er jeg bare solgt. Præsten er sympatisk og en god præst. I en diskussion siger han: "Gå i kirke. Syng med på salmerne. Lyt til præsten. Det føles måske tørt og uvedkommende, men lidt efter lidt åbner det sig. Fortællingerne om Jesu liv viser sig at handle om vores eget liv. Eksemplerne og lignelserne giver os råd og anvisninger, hvis vi er åbne for dem. Vi tænker ikke kun på, hvad vi selv vil, men på, hvad der kan være guds vilje med vore liv." Det er jo en god opskrift. Jeg vil bruge citatet i en prædiken engang. Og præstekonens fornuft kan jeg godt lide:"Det er ikke sandt, at man kan overlade sine bekymringer til Herren og roligt lægge sig til hvile i fortrøstning til hans hjælp, for Kristi kirke er i høj grad afhængig af sit jordiske personale. Bed, og I skal få – jo, tak, men kun hvis nogen har stået og bagt og dækket bordet. Alle har takket Gud for den fine dag, og Mona kan strække sig så langt, at hun takker ham for, at hun takket være doktor Gyllen er sund og rask og kan arbejde som en hest. Men hvis hesten ikke arbejdede, kunne de få lov at sidde der og trille tommelfingre, mens maverne knurrede. Mirakler er det småt med, arbejde er der altid nok af!" Det er også en dramatisk bog, så læsningen tager næsten alt for meget fart, så jeg ikke nød det smukke og præcise sprog. Den bog var en oplevelse.

17. juli 2019

Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Den var ikke til at læse. Jeg måtte lukke øjnene igen og igen. "En ung officer førte en lille dreng ud på gaden, lagde hans arm hen over sit knæ, og – knæk! brækkede den midt over. Så sprang han tilbage i bussen ... Og vi kørte videre ..." Sådan et billede hjemsøger mig igen og igen om natten, hvis jeg ligger vågen. Dem vil jeg ikke have for mange af. Men den er så smukt skrevet. Den er fra 1985. Det er godt den er udgivet. Bare alle krigsgale mænd ville læse den. 1.000.000 kvinder deltog i den røde hær. Det er en bog hvor de fortæller i forskellige temaer. Men som sagt, der er meget der skal springes over. En fortæller: "Jeg mødte min stedsøster. Hendes landsby var blevet brændt ned. Hun havde tre sønner, som alle var døde. Både huset og børnene var brændt. Hun satte sig på jorden og vuggede fra side til side, vuggede sin sorg. Siden rejste hun sig op, men vidste ikke, hvor hun skulle gå hen. Hvem hun skulle gå til.

Vi gik alle sammen i skoven: min far, mine brødre og jeg. Ingen overtalte eller tvang os til det, vi ville det selv. Min mor blev alene tilbage med koen ...” Det er sådan den er skrevet. "Jeg kan huske, at vi søgte skjul i en hvedemark et sted, en dag hvor solen skinnede. De tyske maskingeværer, ta-ta-ta-ta, efterfulgt af stilhed. Kun hvedens susen kunne man høre. Og så igen de tyske maskingeværer, ta-ta-ta-ta ... Og man tænkte: Kommer jeg mon nogensinde til at høre hvedens susen igen? Den særlige susen ...”. Hvedens susen glemmer jeg ikke. Det er smukt billede. Hvad slægten betyder beskrives så fint: "Albummene har hver sin titel: ‘Vores slægt’, ‘Krigen’, ‘Bryllup’, ‘Børnene’, ‘Børnebørnene’. Jeg kan godt lide denne respekt for ens eget liv, denne veldokumenterede kærlighed til fortiden og det, man har oplevet. Til ens nære." Det er noget jeg vil tænke på. Det er godt.

15. juli 2019

Per Petterson: Mænd i min situation

"Jeg kunne se dem for mig, alle bilerne parkeret på steder som det her, langs veje og gader, ved busstoppe­steder, i garager og indkørsler, med mænd i min situation, halvt liggende, halvt siddende i sædet med frakken og bilen trukket tæt omkring sig i et forsøg på at sove et par timer alene og til sidst ligesom hentes i den sorte nat af bløde hænder og lydløse hejseværker, holdt sammen i lange rækker efter hinanden, skærm mod skærm, lak mod lak, knap mod knap, i et fællesskab sorteret efter mandens alder og bilens mærke, nærmest ventende på den sidste olie, på udslettelsen, sovende i fosterstilling med de ubarberede kinder mod de hårde kolde håndrygge, knap åndende i det kolde mørke." De stakkels mænd. Det går ikke godt. Deres rastløshed. At de ikke bliver taget om, men bliver forladt i stedet. Så kan de ikke sove hjemme mere, men måske få en lille bid søvn i bilen. Det er et fantastisk billede han skaber. Af bilerne og af trøstesløsheden. Hvor de ligger om drømmer at de dør i dødens tulipan med en i hånden, men hvem? Arvid Jansen er blevet forladt af sin kone Turid og sine tre døtre. Og da den ældste af dem ringer til og siger, at de ikke kommer mere, ændres hans liv totalt: "Nå ikke, sagde jeg, og nu brændte det forfærdeligt i maven, og det var som om jeg faldt og faldt, susende som Saulus var faldet på vejen til Damaskus med et uudholdeligt blændende lys i øjnene og blevet en anden, blevet til Paulus, og midt ude på den samme støvede glohede vej mistede jeg også mig selv og blev en anden end den jeg havde været, jeg blev en anden far, og jeg blev stille, og Vigdis sagde, far, er du der, og jeg sagde, ja, nu er jeg her. Men det var jeg ikke. Det var en anden." Og så kommer det vidunderlige citat: "...og så kunne jeg ikke lægge det lys til summen af lys, som Tolstoj skal have sagt, læg dit lys til summen af lys, for det var ikke mit lys, jeg lyste ikke længere". Det er fortabelsen at miste båndene til sine børn. Petterson mistede sine forældre og to brødre i Scandinavien Star branden. Han skriver: "...de døde sammen, alle fire, om de holdt hinanden i hånden idet det gik op for dem hvad der skulle ske. Det gjorde de ellers aldrig, i live, i livet rørte de knap hinanden. Eller om det gav nogen mening for mig. Hvilken mening skulle det have været. Hvem ville have turdet at give det nogen mening, det der skete, udover det at det var sket. Ingen præst ville have turdet, ingen handelsminister. Det havde sin egen tunge ikke-mening og var lukket om sig selv, utilgængelig for mig og alle andre." Det er godt. Det er præcist. Ingen præst og ingen handelsminister ville have turdet. Om sorgen siger han "...hvordan måler man sorg, findes der en tommestok for det at sørge, er der for eksempel forskel på at sørge over én i modsætning til to eller tre personer, eller tilmed fire, som i mit tilfælde, fik alt det plads på et metermål, eller kunne styrkeniveauet give udslag som på et instrument, for eksempel en geigertæller, og jo tættere instrumentet nærmede sig den fulde størrelse, fulde bredde, det fulde antal, desto hurtigere og højere ville det instrument give de velkendte pibelyde fra sig. Og hvordan vidste jeg hvornår der var sorg nok..." Det for mig mest spændende er kapitel 28 i bogen. En fortælling om dengang han lige var begyndt at være sammen med Turid og hun var gravid med deres første barn og skulle rejse væk fjorten dage og han slet ikke kan finde ud af det: "Jeg satte mig ved bordet i stuen med kaffekoppen og tænkte at jeg glædede mig til hun kom hjem igen, men jeg vidste ikke om jeg gjorde det. På bordet lå en liste over ting jeg skulle gøre mens hun var væk. Det var hende der havde lavet den, jeg tog den op, sad lidt på den måde, som om jeg læste, og lagde den fra mig igen. Jeg tømte koppen og gik ud i køkkenet. Bordet var som blæst, hun havde taget hele opvasken før vi rejste. Jeg satte koppen fra mig på køkkenbordet, tørrede hånden i bukserne og tog koppen op igen og smed den hårdt ned i vasken. Den eksploderede." Det er den der følelse af om det rigtigt eller ej. Forholdet. Der er noget der jeg kan genkende, når jeg husker tilbage. Er det derfor han smadrer koppen. Vreden mod sig selv. Eller er det af vrede mod Turid. Den slutter realistisk. Jeg synes ikke der er noget der går op i en højere enhed. Han får hjælp undervejs. Men er alene.

9. juli 2019

Jonathan Franzen: Frihed

Det eneste der er galt ved den her roman er at den tager alt for meget af min tid. Næsten 600 sider tager tid. Men den giver mig også noget. Jeg får indblik i familiemønstre og en amerikansk måde at bruge sit liv på, hvor det er mere enten eller end det er hos os. Enten går man i et med sine ideologier og sit arbejde eller også går man helt ud af både arbejde og ideologi. Og ligesom i brudzone forbavses jeg over, hvad der dog kan tillades når det gælder naturudnyttelse. I Frihed handler det om bevarelse af en lille blå sangfugl, men der indgås kompromis med kulindustrien, som foretager bjertopfjernelse. Hvilket ord. De smadrer ganske enkelt bjergene. Sådan noget burde anses for helligt område. Jeg har været inde at undersøge nærmere på internettet. De gør det virkelig. Det er chokerende. Det er den store amerikanske nutidsroman, men jeg fik nu ikke så meget med fra den. Sproget er forrygende. Det er godt. Understregninger lavede jeg næsten ingen af. Shakespeare åbner romanen: 

Gå sammen, dyrebare vindere,
del jeres jubel med enhver; jeg selv
vil flyve som en gammel turteldue
op på en vissen gren og dér begræde
min tabte mage, til jeg selv går tabt.

Det er fra Vintereventyret. Og det passer godt på hovedpersonens historie. Det er et drama af samme karakter som Shakespeares. Der er så store op og nedture i romanen at det ligner det almindelige liv. Men den slutter amerikansk: "Og så holdt han op med at se på hendes øjne og begyndte at se ind i dem og gengælde deres blik inden det var for sent, inden denne forbindelse mellem livet og det der kom efter, gik tabt, og lod hende se al den elendighed der var i ham, alt hadet fra to tusinde ensomme nætter, mens de begge endnu var i kontakt med det tomrum hvor summen af alt hvad de nogensinde havde sagt eller gjort, hver eneste smerte de havde påført hinanden, hver eneste glæde de havde delt, ville veje mindre end den mindste fjer i vinden.
„Det er mig,“ sagde hun. „Bare mig.“
„Det ved jeg,“ sagde han og kyssede hende". 

Jo - det er godt. Jeg kan især li: ...inden denne forbindelse mellem livet og det der kom efter, gik tabt.

24. juni 2019

Jonathan Franzen: Brudzone

Den var god til tid i lufthavn og i fly hjem fra ferie i Fuengirola. 10 timers læsetid, sagde min Kindle. Det meste af tiden i rigtig godt selskab. Selvom det er hans første og ikke virker helt så færdig som Korrektioner og Frihed, så er tiden ikke spildt med ham.

Han borer dybt i menneskers sind og væsen og finde brudzoner som giver forkastninger og skælv i deres indbyrdes liv, sådan som også geografiske brudzoner kan skabe kaotiske situationer. "At forstå var måske nok at tilgive, men Louis var træt af at forstå." Det er spændende og lærerigt at følge Louis. I de første måneder bliver jeg vred på ham. Han er fyldt med brudzoner og virker direkte afstumpet på nogle måder. Men det ændres ganske stille. I en samtale hedder det: "Jeg fandt ud af at man er nødt til at have tro. Det var det jeg aldrig havde forstået førhen. At tro ikke er noget med åndssvage buddhaer eller åndssvage glasmosaikker eller åndsvage bibeltekster. Tro er noget der er inden i én!" Det er Lauren der siger det, men hun bliver ikke beskrevet og fortalt godt nok i bogen. Men citatet er værd at overveje.  Kærligheden er løsningen. Det her citat kan jeg så godt lide: "De eneste tidspunkter hvor Louis følte sig i sikkerhed, de eneste tidspunkter hvor han kunne lide det menneske han var, var når han var alene med Renée på Pleasant Avenue. Så længe han var i hendes lejlighed, vidste han hvad han foretog sig, fordi alting fulgte logisk af det udgangspunkt at han elskede hende. Han var hendes kok, hendes komiker, hendes trøster, hendes stuepige." Det hedder om hans tanker til sidst: "Han ville højst sandsynligt have vrænget hvis nogen havde sagt til ham at kærlighed kunne lære ham de mange specifikke færdigheder der tilsammen udgør tålmodighed og velvilje, og ville helt bestemt have gjort det hvis nogen havde sagt at kærlighed var en gylden ring der, hvis man greb den, ville bære én opad og fremad med samme styrke som en naturkraft. Men det var ikke desto mindre præcis hvad han følte nu, og det eneste spørgsmål var hvordan det kunne forklares at hans liv med Renée, når han var alene eller uden for lejligheden, føltes som så stor en sorg." Det er en god bog, men nu tror jeg alligevel at jeg vil genlæse Frihed. 

18. juni 2019

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd

Det er den mærkeligste bog jeg længe har læst. Den er fyldt med iransk mystik og liv. Der er ingen grænser mellem mennesker og natur. Liv og død flyder sammen og døden er en begyndelse og moral er både fraværende og nærværende. Så er der en reel fortælling med virkelig begivenheder, men så forvandles det til noget helt ny og ukendt. Der var et godt efterord af en herboende iraner, som også har oversat. Så kunne jeg få styr på lidt mere. Men mærkelig er den. 

16. juni 2019

Claudio Magris: Donau

Det er en vidunderlig gave at få at få lov til at læse denne polyhistoriker Magris. Den bedste rejse igennem den del af Europa, som jeg aldrig har set, men desto mere tænkt på som et område, der bærer på så meget. Her kommer turen helt tæt på. Geografi, politik, race, køn, litteratur, filosofi og politik. Det fås ikke meget bedre. Det er et krydstogt gennem et land, som jeg har lært så meget om og har så mange billeder af i mit hoved. Der er ting jeg først nu forstår, men som jeg ikke forstod dengang det skete. Hvorfor for eksempel at Slovakiet lod sig skille fra Tjekkiet. Her får jeg en forklaring der sætter det ind i en sammenhæng. En tre tusind kilometers rejse i mennesker og alle deres indbyrdes problemer. Det er en fantastisk bog. Her kommer nogle af mine mange understregninger. Jeg blev så godt i humør af at læse den. Skriften betyder alt. Det intellektuelle er vigtigt. Ellers falder alting fra hinanden. Magris holder Europa sammen. Det er godt.

Et gennemgående tema hos Magris er orden og kaos. Han skriver: "en lidenskabelig trang til orden og en hemmelig længsel efter kaos – denne universalisme indtager en vigtig plads i Europas kulturhistorie, ikke mindst fordi den har gjort spændingen mellem liv og værdi, mellem eksistens og orden til en del af sig selv."

Om nationer skriver han: "Måske vil vi ikke være virkelig sikre, før vi har lært at forstå, ja næsten fysisk at sanse, at enhver nation før eller siden vil have sin storhedstid og at der ikke i absolut forstand findes højerestående eller laverestående kulturer, men kun en stadig vekslen mellem opblomstring og forfald."

Undervejs skriver han meget om det at skrive, at erindre: "Måske er det at skrive ensbetydende med at udfylde tilværelsens hvide pletter, tomrummet der med ét står på vid gab mellem timerne og dagene, mellem genstandene i et værelse, tomrummet der trækker alting med sig i en malstrøm af fortvivlelse og uendelig meningsløshed."

Migrations visdom: "Selvom han beundrer hende i romerske gevandter, forlanger Ausonius ikke af sin elskede, der er fulgt med ham til Rom, at hun skal fornægte sin oprindelse, de germanske floder og skove. At tilegne sig en ny identitet er ikke ensbetydende med at svigte sin gamle, det er tværtimod en berigelse af personen, der dermed får skænket en ny sjæl." "Den enkeltes identitet er en evig søgen, og det at forsvare sin oprindelse med næb og kløer er ofte i lige så høj grad udtryk for en infantil slavebundethed som den frivillige overgivelse til rodløsheden kan være det under andre omstændigheder."

Om tro: "En tro, der opleves og nedfældes i kroppens bevægelser, indgyder den afklarede tillid til livet, som gør det muligt at gå gennem verden uden at hjertet brister. Grev Helmuth James von Moltke, oldebarn til den preussiske feltmarksal der vandt slaget ved Sédan og derfor fik tilnavnet »Slagmarksfilosoffen«, troede fuldt og fast på Jesus Kristus, og da det Tredje Riges folkedomstol i 1945 dømte ham til døden på grund af hans modstand mod Hitler, gik han sin henrettelse i møde som var det en ubehagelig, men uundgåelig middagsinvitation."

Mere om tro: "Man føler sig lykkelig sammen med dem der lader os føle verdens ubetvivlelige tilstedeværelse, og på samme måde indgyder en elsket krop os vished gennem sine skuldre, sine bryster, gennem hofternes runding og deres vuggende bevægelser, der bærer os som et hav. Og den der ikke har nogen tro – belærer Isaac Bashevis Singer – kan lade som om han har en; troen vil komme siden."

"Accepten af verdens fejl og mangler, accepten af dens parallelle linier der aldrig krydses, slører ikke troen på at disse linier en gang vil mødes i det uendelige, men tvinger dem heller ikke, med vold og magt, til at mødes før den tid."

Om Tyskland: "Den tyske idyl er således en inderliggørelse af et konservativt samfund der forsvarer det bestående, og den følger således Paulus’ og Luthers formaninger om ikke at forlade den stand man er født ind i, og om at respektere den »naturlige« hierarkiske samfundsorden."

Om moral: "...hvis der ikke findes en lov, en frygt, et bolværk, der afholder én fra at gøre det som man ustraffet kunne gøre i Auschwitz, så kan ikke kun doktor Mengele, men måske alle og enhver blive en Mengele."

Exegese: "Livet har ingen medlidenhed med dem der lever i bevidstheden om deres egen skrøbelighed, men bærer til gengæld over med de svage, eller rettere, med dem der stiller deres svaghed til skue for at læsse deres problemer over på andre, og bliver forkælet, ynket og værnet om som om de var ædle smukke sjæle. Selv Jesus var uretfærdig over for Martha, han syntes det var helt naturligt at hun skulle forberede middagsmaden, mens Maria salig og ubekymret lyttede til hans ord. Og dog er det Martha der på den mest inderlige måde har bekendt sin tro på Kristus, måske mere inderligt end Peter."

Om overtro og viden: ...men bag legens maske taler en videnskabsmand som tror på sandhed og eksakthed, som i geometrien ser skabelsens guddommelige proportioner, og som derfor udforsker den med ufravigelig præcision, fordi han ved at viden beriger verdens mystik, og at det sande mysterium ikke er det som bevidstheden overgiver sig til med veltilfreds overtro, men det som fornuften uafladeligt udforsker med alle de redskaber den har til rådighed."

Om Hitler: "Hitler, der havde myrdet millioner og havde til hensigt at udrydde hele folkeslag, var som mange ubarmhjertige tyranner før ham en sentimental person, der blev dybt bevæget når han tænkte på sig selv, og som elskede at fortabe sig i idylliske fantasier."

Om forfatteren Stifter: "Det velkendte landskab, blottet for kraftige farver eller opsigtsvækkende effekter, lærte ham at respektere det der er, og rette en ærbødig opmærksomhed mod de små begivenheder, som åbenbarer livets inderste væsen langt mere end de store omvæltninger og brogede sceneskift; det lærte ham at indføje den enkeltes ynkelige ambitioner og lidenskaber i naturens, generationernes og historiens store og objektive lov." "hemmeligheden ved mådeholdet, ved accepten af en grænse der tillader den enkelte at indordne sin egen subjektive forfængelighed under noget der rækker ud over hans egen person"

"...i Ungkarlen fortæller en ung mand en gammel kvinde at han har mistet evnen til at glædes ved tingene, og hun svarer ham at det er den største uret man kan gøre livet, for man har ikke lov til at sige at der ikke længere er noget at glædes over." "Stifter leder efter glæden i den tilsyneladende monotoni, i hverdagens gentagelse. Han tilbragte dagene i sit hjem, hvor han skrev, passede blomster (især kaktusser), restaurerede møbler og polerede det skrivebord, der stadig står i hans gamle studereværelse; han malede, gik metodiske spadsereture, priste dagenes og ugernes gang, lyttede til flodens hvisken og fornemmede hvordan dens rolige rytme gennemstrømmede hans liv og hans værker. Donaus dæmpede taktslag, der til stadighed fyldtes med nye nuancer, var for ham lig med lykken og han ønskede blot at nuet skulle vare evigt."

Et billede på livet: "Generationerne – skriver Stifter i Hedelandsbyen – er som en rosenkrans og de individuelle liv som dens perler der én efter én bliver trukket hen over snoren, og hvert liv er magen til det foregående og føjer en dråbe af glemsel til tidens kæde, idet det finder sin plads blandt de andre og glemmer sig selv."

Om historie: "I en anden sal er der en sekvens af fotografier der viser forløbet af attentatet i Sarajevo, der på mange måder minder om forløbet i Dallas; i disse brøkdele af et sekund, mellem det ene billede og det næste, lød de pistolskud der blev ensbetydende med Europas selvmord – og måske var det disse skud, for os dødbringende, der ad fornuftens uransagelige og listige veje skulle blive startskuddene til de asiatiske og afrikanske staters frigørelse – de lande som de gamle europæiske magter, forenede, ellers fortsat ville have kunnet regere og udnytte."

Om ideologier: "At miste sine ideologier er lige så naturligt som at miste sine forældre; det er et øjeblik fuldt af smerte, men det betyder ikke at den afdøde fader skal forkastes eller vanhelliges; for selvom han er død, behøver man ikke at løsrive sig fra hans lære."

Freud: "Freuds arvtagere er ikke de tågede ideologer der jonglerer med psykoanalysen som med et stykke tyggegummi, men derimod de tålmodige terapeuter der hjælper den enkelte til at få et lidt bedre liv."

Om krig: "Det mod der skal til for at se krigens bundløse tåbelighed og for at standse den, er mere værd end det mod der skal til for at begynde en; det er et mod der er en kejser værdig."

Om Marcus Aurelius: "...den enkelte person er skabt af de værdier som vedkommende tror på, og som afgør om ansigtet er ædelt eller vulgært; sjælen tager farve efter de tanker der former sig i den, skrev han, og den enkeltes værd er tæt forbundet med værdien af ting der har betydning for ham. Det er måske en af de mest rammende beskrivelser af det menneskelige væsen, nøglen der gør det muligt at læse dets historie og dets natur: vi er det vi tror på, de guder der befolker vores bevidsthed; og denne religion, den være sig ophøjet eller overtroisk, sætter sit uudslettelige præg, aftegner sig i vores træk og i vores bevægelser, bliver vores måde at være på."

Om erindring: "Mindet er på sin vis i sig selv en lægekunst; det opbevarer alt i sin glasmontre, både de gabende sår og de lidenskaber der har forvoldt dem."

Om døden: 

I et digt af Milan Rúfus hedder det:
»Kun forfra er døden frygtindgydende.
Når du har lagt den bag dig,
bliver den med ét smuk og uskyldig.
En karnevalsmaske, hvori
du efter midnat kan samle vand,
for at drikke eller vaske sveden bort.«

Om litteratur: "...måske er litteraturen ikke andet end denne livets arkæologi."

Om det multi nationale: "Som årene, årtierne og århundrederne går, ændres landsbyernes vedtægter og antallet af nationaliteter og religioner; smeltedigelen holder aldrig op med at boble, blande, opløse, brænde og fortære."

Om afklaring: "føler sig rodfæstet i den jord man besidder, og når man fra sine vinduer ikke ser ud over små personlige ulykker eller andre nuancer i et nervøst sind, men ud over marker og skove og årstiders gang."

Om savn: "...og kapellet som apoteker Schmitz opsøgte hver aften for at fortælle sin afdøde kone om dagens gang og spørge hende til råds."

Om livet i kald og stand: "Det er borgerskabets og håndværkerstandens moral, en tysk moral der bygger på kærligheden til hjemmet, til familien, til venskabet, til den rytme der angiver en almenmenneskelig skæbne: fødsel, ægteskab, død; middagen, værkstedet, ølstuen, cigaren, kortspillet, gudstjenesten, søvnen."

Om at elske detaljen: "Den der elsker livet, bør måske også elske dette puslespil af ting der skal ordnes og indføjes, og ikke blot være begejstret over rejsen til fjerne øer, men også over det bureaukratiske tovtrækkeri i forbindelse med pasfornyelsen."

Om sandhed: "Denne søgen efter absolut sandhed fortærer enhver sandhed og munder paradoksalt nok ud i altings ligestilling og ligegyldighed; længslen efter renhed og ønsket om at gøre sig fri af synden, ender i orgiets rus."

Om stolthed: "Et bøjet hoved bliver ikke hugget af, erklærer et rumænsk ordsprog med stolthed."

Om galskab: "Shih Huang Ti, den kinesiske kejser der ikke vidste om han skulle rive ned eller bygge op, delte sig ligeligt mellem disse to modsatrettede lidenskaber ved at anlægge den kinesiske mur og brænde alle rigets bøger"

Om evigheden: "I den kristne verden efter døden findes sjæle og legemer, i den hedenske kun skygger; måske er det derfor den hedenske virker mere tidssvarende og troværd."

Om det okkulte: "Lige så lysende og ren som denne morgen er det sande mysterium, der foragter alle former for tryllekunster, mirakler og det okkultes opsigtsvækkende udstyrsstykker."

Om alt: "Livets, dødens og skæbnens mysterium flyder sammen med mysteriet om den oversavede dame, der til sidst hopper ud af kassen og nejer for publikum."

Bogens afslutning og livets: "Åh Herre – hedder det i et af Marins digte – gør at min død bliver ligesom floden der strømmer ud i det store hav, in t’el mar grando"

Mange tak for alle ordene. Jeg kommer til at bruge dem før eller siden.

3. Juni 2019

Hanne Højgaard Viemose: HHV, Frshwn. Dødsknaldet i Amazonas.

Det er den anden bog lige i træk som handler om kvindeliv på højtryk, når det bliver skrammet alt det der gør ondt og som ikke er til at slippe. HHV er total turbo på voldtægt, der aldrig forsvinder, forelskelser der gør ondt, svigt som ingen kommer sig over. Det er bare en vild historie. Det vælter ud af siderne. Jeg kan næsten ikke følge med undervejs og styrter alligevel videre. Det er en roman uden nogensomhelst orden. "Hvorfor jeg ikke bare har holdt mig til ét fiktivt navn i stedet for det her rod?" skriver hun selv, fordi der er så mange udgaver af hende: Hannah, Ann Virmosch, Hanne, Anne, Hannah, Anita, Hanuta, Hanella, Hinterbella Hüüfgarden Viemoza, h, Ana Viemoza, Ana Doloroza Honningblomst Viemoza, Hanneh Veehmosch, Anna frá Eyrarbakki. Hun har mange sider og "det her rod" er noget godt rod selvom det er forvirrende og jeg ikke altid ved, hvor jeg er henne i romanen lige nu. Hun præciserer det selv: "...tingene hænger sammen, den ene episode kan ikke forstås uden den anden, eller tredje eller den syv hundrede og fjerde, det er ikke altid til at se, hvilke mønstre der er på færde, men i hvert fald, lad mig slå ned på sommeren 2015, den vanvittige sommer, hvor begivenhederne begyndte at tage fart og rulle henover mig, forfatteren, og Anita, så jeg måtte slippe enhver plan om at skrive nogen bestemt historie, men bare forsøge at hænge på, følge med i det liv, der pludselig opførte sig som en flok islandske heste på vej over det sorte, stenede højland, eller måske nærmere som en flok afsindige og kødædende vildfår på vej ud over kraterkanten på en af Islands rumlende vulkaner." - Kødædende vildfår. Med kursiv skriver hun noget, som hun godt ved er sandt, men hun ikke selv altid kan praktisere i sit liv. "Grænsesætning er af vital betydning. Den er med til at tegne vor identitet, da vi via grænserne kommunikerer overfor omgivelserne, det vi som person vil, og ikke vil, være med til. Grænsesætning i dybere betydning er evnen til at forsvare sig selv. I den dybeste betydning er det at kæmpe for sit liv." Jeg ved ikke om det er et citat, men det er godt. Og så er der også gode diskussioner om etik: 

– Ondskab er at lukke øjnene for andre menneskers lidelser, at forholde sig passivt hvor man kunne have gjort andet, at slukke for empatien.

– Hvorfor ska du altid citere gamle tyske filosoffer?

– Det handler om godt og ondt.

– Hvis folk vil vide, hvad Hannah Arendt mente, ka de godt selv finde ud af at melde sig til et kursus på folkeuniversitetet.

– Er du ligeglad?

– Med hvad?

– Ondskab, med hvad der er godt og ondt.

– Jeg interesserer mig ikke for absolutter.

– Du tror ikke på Gud?

– Nej.

Sådan en samtale. Og så har hun bare en tendens til at møde mænd om hvem hun kan sige: "du har altid en istid i baghånden, en rundsav i forsvarskassen, som du troligt bærer rundt på som en tømrer på sin værktøjskasse. Fåk (HHV's stavemåde) det er en vild roman.

29. maj 2019

Dy Plambeck: Til min søster

Jeg var så glad for at læse den her bog. Det har været trygt og godt at være sammen med Aya og hendes søster Andrea. Og så havde jeg nær ikke læst den, fordi KD gav den så dårlig en anmeldelse, men anmeldelser skal man ikke tro 100% på. Bogen er godt skrevet, den er spændende og alt sådan noget. Der er noget vildskab over de to søstre som er godt. Lidt Thelma og Louise over dem. Men det vigtigste var alt det jeg fik med om det eksistentielle. Romanen er et vidnesbyrd om hvor meget vi bruger hinanden og spejler os i hinanden og hvor vigtigt det er. Ikke bare dem vi lever sammen men også forlængst døde, som vi bærer med os. Som Anna i romanen. Dy skriver det selv: "Det slog mig, at vi så  hinanden i øjnene gennem Anna. Hendes blik var mellem os." Det er bare godt. Rigtig godt endda. Især "hendes blik". De to, Andrea og Aya, hjælper hinanden på den smukkeste måde samtidig med at de lader livet leve. Det er en roman om mennesker.

25. maj 2019

Irmgard Keun: Barn af verden

Keun er tysk forfatter i trediverne, der bliver forfulgt af nazisterne. Hun er sammen med Philip Roth i to år, hvor de farer rundt fra hotel til hotel, fra by til by. Og lever et vildt liv. Tilværelsen er set og beskrevet af et barn. Hun får de morsomste ting galt i halsen: "Fællessang er så godt som mord, alle krige er startet med fællessang." "Tyskerne må ikke tale højt, for de skal nemlig høre radio." Men hun forstår noget, der er temmelig aktuelt i verden altid: "Først ville far ikke have, at vi skulle rejse til Italien, fordi Italien er gode venner med Tyskland, og derfor er det også et farligt land. Men vi er emigranter, og alle lande er farlige for emigranter, mange ministre holder taler, hvor de skælder os ud, og der er ingen, der vil have os, men vi gør jo ikke noget og er nøjagtigt ligesom alle andre mennesker". Det er en lille letlæst bog, som ikke vjer meget.

24. maj 2019

Edvard Hoem: Høstkarl i himlen

"Han vidste ikke, hvem han arbejdede for, andet end at det var Vorherre, som også i det evige ville sørge for ham. Vorherre havde sat ham til det, han var bedst til: at være høstkarl i himlen. Det var da også den gerning i livet, som havde glædet ham mest, at føre leen, og han så, at han smilede i drømmen og vidste, at når soldagen var omme, ville hans børn komme og være hos ham til evig tid.
Så da morgenen oprandt, og Serianna slog øjnene op, vendte han sig mod hende:
– I nat har jeg drømt, at jeg også skal være høstkarl i himlen, sagde han, – og så er der ingen fare for, at Eilert ikke vil kende mig igen."

Sådan slutter en roman, der har været en nydelse at læse. Det er bog om emigration. En lille million udvandrede fra Norge til Amerika. Det er en fin beskrivelse af deres håb og deres savn og alt det arbejde, der var at gøre dengang. Og så er det en fin beskrivelse af en gedigen gammeldags tro på, at himlen på en eller anden måde søger for et gensyn, for Nesje ved at han næppe kommer til at se sin søn og sine slægtninge i Amerika igen. Men så har han et overmenneskeligt sted hvor han vil se dem. Selv om hans kone Serianne måske tvivler lidt i en samtale dagen før Nesje drømmer om at han er høstkarl i Himlen.

– Men bliver det sådan i himlen, at vi kan kende hinanden?
– Hvad er det, du siger!
– Er det sikkert, at vi kan genkende vore kære, når vi kommer der? Kan det ikke lige så godt være sådan, at venskab og kendskab og slægtsskab træder i baggrunden, således at vi ikke bekymrer os om det mere, fordi vi alle er Guds børn og skal lovprise ham evindeligt?

Det er fine ræsonnementer. Der er så meget visdom i den roman. En kærlig beskrivelse af slægten forud.

18. maj 2019

Sally Rooney: Normale mennesker

Det er den første jeg læser af hende, irske Rooney. Romanen er god og næsten ikke til at slippe. Det er et kammerspil mellem to unge, der hver for sig bærer på en personlighed og en historie, som de ikke uden videre er klar over, hvordan de skal forvalte. Samtidig med at de er omgivet af alle deres venner, barndomsvenner og medstuderende, tilfældige, og af deres familier med hver deres egen historie. Men der er masser af tilknytningspunkter i romanen. Jeg læser pludselig noget, der kunne være skrevet om mig selv. Om Conell, den ene af de to, hedder det: "Han var som et fryseelement, der var tøet for hurtigt på ydersiden og dryppede på alting, mens indersiden var gennemfrossen. På en måde udtrykte han flere følelser end nogensinde før i sit liv, mens han på samme tid følte mindre, intet." Den her beskrivelse synes jeg er sønderrivende god, når jeg ser tilbage på en tid i mit eget liv. Romanen handler om Conell og Marianne. Et sted i slutningen hvor de er ved at få styr på sig selv og forholdet imellem dem, hedder det: "I alle disse år har de været som to små planter, der har delt det samme lille stykke jord, har groet ved siden af hinanden, vredet sig for at give plads til hinanden, indtaget usandsynlige stillinger." Marianne har det værst. Hun har det største arbejde af de to. Med sin egen historie og sit eget indre. Det er en dramatisk fortælling om et udsat menneske. Det hedder: "Men smerten fra hendes ensomhed vil intet være imod den smerte, hun engang følte, smerten over at føle sig værdiløs." Ensomhed og værdiløshed. Det er opgaven. De oplever tilsidst og sammen en ensomhed, som de ikke kan slippe af med, men leve sammen med og dermed slutte fred med sig selv og komme videre. Det er et dybt psykologisk kammerspil, som jeg har haft glæde af at være deltager i.

15. maj 2019

Kristina Stoltz: Cahun

"...oprøret mod den store sandhed, den eneste ene, det overhovedet at tro på, at den findes. Jeg har brugt hele mit liv på at stikke af fra den. Den eneste frihed, der findes, er en konstant og vedvarende afstikker fra sandheden." Sådan samler Lucy Swob sine tanker om, hvad det var hun sammen med sin samlever Suzanne tænkte om deres virksomhed som modstandsfolk under anden verdenskrig. De sidder fængslet og dømmes til døden, men benådes. Men det interessante er oprøret mod den store sandhed. Det er det der er kernen i kunstneren Claude Cahuns kunst og liv. Hun gjorde sit liv til et værk. Sandheden findes ikke. Heller ikke sandheden om at være mand eller kvinde. Hun er queer, men det vil hun heller ikke bestemmes som. Det er et oprør. Stoltz har lagt et kæmpearbejde i den her bog. Research og hendes egen skrivning. Den er formet som et triptykon. Der er tre fortællere. Cahun fortæller første del. Så kommer den lange midterdel. Det er "Soldaten". Det er alle de sider der er i Lucy og i alt, hvad hun har med at gøre. Sidste del er Suzannes fortælling til sidst efter Lucys død. Det er en lang fortælling, men der kommer godbidder undervejs, som jeg kan bruge. Lucy beskriver isolationen i fængslet: "Nu er lyset gråligere, en sky for solen måske, den sol jeg ikke har set i flere måneder. At mærke vind, sol der prikker i huden, virkelighed. At se huse på den anden side af en vej, følge en sti, træde ned i en vandkant, mærke sand under fødderne, lade horisonten udtømme blikket, træde ind ad en dør, åbne et vindue, træde ud ad en dør. Indgå. Det føles, som om tågen udtørrer huden. Hver dag klipper min krop endnu et stykke af sig selv." Det er godt. Sandheden. Det er den det handler om. Hun siger: "Jeg kan sige så meget som, at alt, hvad jeg finder på, er sandt, indtil det ikke er sandt mere. Jeg tror på fantasien som sandhedskilde, som erindringens dørvogter. Al omskrivning går forud for originalversionen." Stoltz skriver godt. Det er et godt sprog. Altså endnu en bog om en fotograf. Tidligere læste jeg Hesselholdts roman om Vivian Maier. Den var nok så eksistentiel brugbar.

11. maj 2019

Robert Louis Stevenson: Vandring med et æsel i Cevennerne

Jeg har bare været så glad for at læse denne bog fra 1878, der nu endelig er blevet oversat til dansk. Bare at læse om hans første nattesøvn udenfor med æslet Modestine: "Først tvivlede jeg på, at jeg var søvnig, for jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere end ellers, ligesom af en behagelig spænding, som mit sind stod fremmed over for. Men så snart mine øjenlåg rørte hinanden, sprang der en listig lim frem mellem dem, og de skiltes ikke mere ad. Blæsten i træerne var min vuggevise. Somme tider lød den i flere minutter ad gangen med en stadig, jævn susen, der hverken steg eller tog af; og så kunne den svulme og briste som en vældig, buldrende brådsø, og træerne overstænkede mig med store dråber fra eftermiddagens regn. Nat efter nat har jeg lagt øre til denne urovækkende vindkoncert i mit eget soveværelse på landet; men om det nu var, fordi træerne var anderledes, eller terrænet, eller fordi jeg selv var udenfor og midt i den, så står det fast, at vinden sang en anden melodi i disse skove i Gévaudan. Jeg lyttede og lyttede; og imens tog søvnen gradvis min krop i besiddelse og dæmpede mine tanker og sanser; men min sidste vågne bestræbelse var stadig at høre efter og skelne, og min sidste bevidste tilstand var undren over denne fremmede larm i mine ører." Det er en vidunderlig vandretur i Massif Central. Jeg fulgte ham på kortet. Han gør sig gode overvejelser undervejs: "Det vigtige er at bevæge sig, at mærke vort livs behov og forhindringer desto tydeligere, at forlade civilisationens dundyne og finde kloden granithård under fødderne og oversået med skarpe flintesten. Når vi bliver ældre og mere optaget af vores gøremål, er selv en fridag desværre noget, der skal arbejdes for. At holde en oppakning fast på en paksadel mod en storm fra det iskolde nord er ikke nogen fornem syssel, men det tjener til at holde tankerne samlet og beskæftiget. Og når nutiden er så krævende, hvem kan så bekymre sig om fremtiden?" Altså at være tilstede lige nu. Være til i nuet fordi det kræver det. Så forsvinder bekymringerne om fremtiden. Efter et besøg i et trappistkloster Vor Frue af sneen udbryder han: "Og jeg velsignede Gud for, at jeg havde min frihed til at vandre, til at håbe og til at elske." Der er stor nydelse ved at læse hans oplevelser af naturen: "

Natten er en helt monoton periode, når man er under tag; men i den åbne verden træder den let med sine stjerner, sin dug og sine dufte, og timerne markeres af forandringer i naturens ansigt. Det, der ligner en midlertidig død for folk klemt inde mellem vægge og gardiner, er kun en let og levende slummer for den, der sover på marken. Hele natten kan han høre naturen trække vejret dybt og frit; selv når hun tager sin hvile, vender hun sig og smiler; og der er én livlig time, ukendt for dem, der bor i huse, hvor et pust af vågenhed drager hen over den sovende halvklode, og hele den udendørs verden kommer på benene." Men han savner sin elskede og det skriver hans smukt om: "Og dog, bedst som jeg frydede mig ved min ensomhed, blev jeg klar over en underlig mangel. Jeg ønskede mig en ledsager, der ville ligge tæt ved mig i stjerneskæret, tavs og uden at røre sig, men altid inden for rækkevidde. For der findes et fællesskab, som er endnu mere stille end ensomhed, og som, ret forstået, er ensomhed fuldkommengjort. Og at leve udendørs med en kvinde, man elsker, er det frieste og fuldstændigste af alle slags liv." Her siger han noget vigtigt om næstekærligheden: "For næstekærligheden begynder i blinde; og kun gennem en række af lignende misforståelser hæver den sig efterhånden til et holdbart princip om kærlighed og tålmod og en fast tro på alle vores medmennesker." Her noget smukt om fortrolighed: "I denne ufuldkomne verden byder vi med glæde selv delvise fortroligheder velkomne. Hvis vi blot finder én, vi kan tale frit fra hjertet med, og som vi kan gå ved siden af i kærlighed og jævn og enkel uforstilthed, så har vi ingen grund til at gå i rette med verden eller Gud." Om det evige liv hedder det: "...men at elske er den store amulet, som gør verden til en have, og „håbet selv, som gæster alle,“ holder længere end livets tilskikkelser og rækker med skælvende hånd ud over graven og døden. Let at sige; ja, men ved Guds nåde, også let og taknemligt at tro!" Det er en vidunderlig bog.

9. maj 2019

Henning Mortensen: Trampolin

Engang blev jeg gjort opmærksom på Henning Mortensen af mine gamle naboer fra Skanderborg. Kender du ikke tolderen Ib Nielsen fra Horsens. Nej det gjorde jeg ikke. Så læste jeg romanerne om ham og var temmelig begejstret. Og glad for den store viden om kunst som forfatteren lagde for dagen i sine bøger. Romanen her er hurtigt læst. Den er smuk og går lige i hjertet. Hans sprog er stadigvæk skarpt. Noget af tiden: "...men der kan vel strømme lige så megen kærlighed ind gennem en lille hånd som gennem en stor." Den handler om den dreng, der savner sin døde far. Det er meget smukt beskrevet: "Men far bliver hos ham på en måde, der rækker ud over drøm og virkelighed. Han ved ikke, hvad han skal benævne det sted." I kristendommen kalder vi det sted, det evige liv. Og så står der det her. Det kan jeg lide: "Det er den ægte følelses kerne. Sandheden. Det allerdybeste. Ydmyghed, taknemlighed, en omfattende ro, omsorgen for hinanden." Lige da jeg havde læst bogen var jeg lidt skuffet. Så er jeg imidlertid vendt tilbage til den igen. Og den er vendt tilbage til mig. Og nu kan jeg se, at det faktisk er et lille stykke af et mesterværk om den kraft der ligger i den ægte følelses kerne, som han omtaler. Og som altså bedst opbevares af en dreng, der savner sin far.

7. maj 2019

Marguerite Duras: Elskeren

Jeg ville læse noget enkelt. Den nyeste af Henning Mortensen, Trampolin. Men jeg havde også den her af Duras liggende. Det varede ikke længe, så måtte jeg tilbage til Duras. Lol V. Steins henførelse fangede mig. Det gjorde Elskeren også. Lilian Munk Rösing har skrevet et glimrende Efterskrift. Hun formår lige at samle nogle af de store temaer, så jeg forstår hvorfor jeg er så betaget af Duras. Hun kalder Duras prosa for silkeprosa. Det forstår jeg. Hun skriver: "Det gør ondt at læse Duras. Det gør ondt at læse noget, der skærer ind til benet af smerten og nydelsen. Men det er også en stor fryd. Fryden ved en sanselig silkeprosa, der med enkel skønhed lægger sig om de ben, den skærer ind til. En prosa, der lader sansernes nydelse såvel som uretfærdighedens og adskillelsens smerte forplante sig til læserens kød." Duras leder efter det sted, hvor muligheden for at skrive kan blive virkelighed. "At være afsondret uden at være afskåret; at trække sig tilbage uden at lukke af; at være på afstand af verden, men alligevel mærke den. Et sted mellem ude og inde, mellem adskilt og forenet, mellem invaderet og isoleret, mellem opslugt og alene, mellem dag og aften, mellem begær og mathed. Et skrivested, et læsested, et tænkested" - sådan opsummerer Rösing det. Det er godt. Hengivelsen lammer, ensomheden lammer. Et sted midt imellem. Balance. Det andet bærer døden i sig som den rige unge kineser i Elskeren oplever det. Der er en lang diskurs hos Duras om udødeligheden. Det hedder: "At det er så længe som det leves, livet er udødeligt, så længe det er i live. At udødeligheden ikke er et spørgsmål om mere eller mindre tid, ikke et spørgsmål om udødelighed, men om noget andet, som forbliver ukendt. At det er lige så forkert at sige, at den både er uden begyndelse og slutning, som at sige, at den begynder og slutter med sjælen, eftersom det er sjælen og den vedvarende blæst, som den er beslægtet med." Jeg vil understrege det og bruge det. Det er vigtigt at arbejde videre med. At det er så længe som det leves, livet er udødeligt. Det er ikke langt eller kort. Så kommer den vedvarende blæst. Hvis Gud, som jeg læste fornyligt, ikke eksisterer, men sker, så kan man også sige at udødeligtheden ikke findes, men blæser, sker. Det hele hos Duras handler om at mødes og skilles. Og derefter mærke efter: hvad er der hændt. Hos pigen sker der en udvikling der er god: "Siden han blev besat af hendes krop, led den lille pige ikke mere under den, dens spinkelhed, ligesom moderen mærkeligt nok ikke bekymrede sig om den, som hun gjorde før, som om også hun havde opdaget at denne krop endelig var lige så antagelig og acceptabel som enhver anden." skriver Duras. Han derimod gik det stik modsat. Hengivelsen, besættelsen gjorde ham svag og ulykkelig. Der bare så mange smukke ting i den her roman: "Kys på kroppen får én til at græde. Det er som om de virker trøstende. Sammen med familien græder jeg ikke. I dag, i dette værelse, giver tårerne trøst både for fortid og fremtid.". Det handler om at mødes og forlade, glædes og savne. "Og jeg vil altid være der til at savne alt det jeg forlader, alt hvad jeg tager imod, det gode som det onde." Det er til at blive høj af. Nu prøver jeg igen med Henning Mortensen fra Horsens.

 

3. maj 2019

Marguerite Duras: Lol V. Steins henførelse

Det er en meget smuk bog. Den ligger her ved siden af mig. For en gangs skyld har jeg bogen håndgribeligt i hånden og for øjnene. Jeg har fået den i gave af et menneske, som jeg holder meget af, sætter meget højt og har lært meget af. Jeg fik den i fødselsdagsgave, mens vi sad her og spiste Pulpo a la Gallega i april måned. Nu har jeg læst den. Det har været en opgave. Jeg har ikke forstået den. For kærlighedens spil kan man ikke forstå. Men jeg har været henført af den. Personerne nærmer sig hinanden ved at gå ind i hinandens liv, som vi sommetider gør. Overskrider grænser som ikke kan ses. Et sted siger fortælleren: "Bag hende forsøgte jeg at tilpasse mit blik så meget til hendes at jeg begyndte at erindre hendes erindringer mere for hvert sekund der gik. Jeg erindrede begivenheder der grænsede op til dem som havde set hende, ligheder hvis omrids forsvandt så snart de lod sig ane i salens mørke nat." Det citat er sådan som bogen er. Personerne transcenderer hinandens grænser, kropsligt og åndeligt. Hele tiden. Og det er ikke til at finde ud af. Romanen er lige så gådefuld som menneskers kærlighedsliv. Det er en utrolig roman. Lola som hun hedder er i en avanceret trekant med et kærlighedsforlis bag sig. Og prøver at finde tilbage, men kommer længere og længere ind i kærlighedens gåde. Er gådens svar lykke, så findes svaret ikke så meget i de erotiske erobringer som i noget, der ikke koster så meget, men som er lige så oprindelig. Her kommer Lols eget bud på det i en samtale min sin veninde/konkurrent Tatiana: "„Fortæl mig noget om lykken, fortæl mig det.“
Lol spørger venligt, uden irritation: „Hvorfor Tatiana?“ „Sikke et spørgsmål, Lol.“ Så tænker Lol efter, hendes ansigt bliver anspændt, og hun forsøger med et vist besvær at sige noget om lykken. „Forleden aften, det var tusmørke, men noget efter det tidspunkt hvor solen var forsvundet. Der var et øjeblik med stærkere lys, jeg ved ikke hvorfor, et minut. Jeg så ikke havet direkte. Jeg så det foran mig i et spejl på en væg. Jeg følte en meget stærk fristelse til at tage derhen, tage hen og se.“ Mange tak for gaven. Den kommer til at ligge og rode lidt rundt i mine drømme.

2. maj 2019

Jørgen Leth: Det bliver ikke væk

Jeg synes næsten digtsamlingen er en samtalepartner. Og jeg er glad for samtalen. Jeg havde glædet mig til at læse den og blev ikke skuffet. Jeg er så glad for den titel, der er ved at blive væk på omslaget. Det bliver ikke væk. Det er det, der er så trøstende. Og som gør det hele meningsfyldt. 

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver
ikke væk Jeg skriver det ned så er det der
Så står det der Det behøver ikke være en blank side
Det forsvinder hele tiden
Det skal bare puttes på plads
Det må ikke blive væk
Og det er vigtigt at huske

Sådan hedder det i titeldigtet. Det haster. Der er så meget der kan nås endnu i den lange bevægelse, som livet er, så længe vi insisterer på at være levende. 

Bevægelserne, det er mit eget stof. Det er en måde at
besværge døden på. Jeg insisterer på at jeg er i live.

Det er det, der er vigtigt. Bevægelsen findes. Det er ikke stilstanden, vi skal tænke på. Så længe det er muligt er det bevægelsen vi skal glædes over. Han skriver:

Det er jo ikke døden
Jeg tænker på
Tiden der går så hastigt
Nej, det er ikke de ting

Jeg ser prammene bevæge sig
Op og ned ad floden

I digtet: Der er mange, og det er sent - skriver han som William Heinesen:

Med et slag ser jeg alting levende myldrende omkring mig.
Den svimlende fornemmelse af at gå ned gennem sit eget liv,
møde gamle venner, smile.

Det er voldsomt godt. Det er at være i bevægelse stillesiddende. Det er en brugbar digtsamling. Jeg vil læse den igen og igen. For det er en samtale og der bliver hele tiden noget nyt at tale om.

29. april 2019

Knut Hamsun: Victoria

Den er vidunderligt romantisk tænkende kombineret med klasseforskellene, selvom de ikke var store der omkring 1900-tallet i Nordland, hvor Knut Hamsun boede. Jeg tænker ganske enkelt tilbage på murerens Marie og Else Jensen, der var så smuk og som skabte den samme følelse i min barndom, for hun kom fra en stor gård og jeg var bare malerens søn. At læse Victoria er en pause mellem nye bøger som alligevel giver så mange eftertanker. Hamsun skriver: "Kærligheden er Guds første ord, den første tanke som sejlede igennem hans hjerne. Da han sagde: Bliv lys! blev der kærlighed. Og alt hvad han havde skabt, var såre godt og han ville ikke have noget ugjort af det. Og kærligheden blev verdens ophav og verdens hersker; men alle dens veje er fulde af blomster og blod, blomster og blod." - den sidste sætning. Det er Hamsun. Jeg læste i en anmeldelse, at Kierkegaard blev digter ved pigen, han ikke fik. Det samme gælder her. Men allligevel med den sociale baggrund som bagtæppe. Eksistentielt er det bare så præcist formuleret i Victorias brev til Johannes: "Mit liv er så ulevet, intet har jeg fået gjort for nogen og dette fejlslagne liv skal ende nu." Hun dør ung og er ked af, at hun var, hvordan hun var. Når vi skyder forbi målet er det fordi vi ikke får gjort noget for nogen. Kærligheden er en relation og ikke bare en følelse, som den bliver især for Johannes. Hun er ked af det til sidst. Det nærmer sig "Kom i den sidste nattevagt" når hun skriver: "Johannes, kære, kære ven, min eneste elskede på jorden, kom til mig nu og vær her lidt når det begynder at mørkne. Så vil jeg ikke græde, men smile så godt jeg formår, af glæde over at De kom." Kærligheden er Guds, derfor slutter hun sit brev til ham: "Det er Victoria som skriver dette og Gud læser det over min skulder."

27. april 2019

Eva Tind: Rosenvej

Det er så den tredje Eva Tind roman jeg læser i træk. Jeg er gået baglæns. Fra Afkom over Han til Rosenvej. Det har været fint. Især kan jeg mærke hvordan Tind udvikler sit sprog. I Rosenvej er hun stadigvæk lyriker, som hun begyndte som. Det er prosalyrik på højste niveau. I Han bliver hun mere beskrivende med øjet men har sjælens beskrivelser med. I Afkom er det hele samlet. Der er prosa og lyrik kommet i en symbiose som jeg godt kan lide. Det har været en oplevelse at være med fra begyndelsen på en parcelhusvvej i Låsby, hvor faderen er vejmand og moderen laver mad på De gamles hjem, men hvor datteren har mange øjne at se med og lyriske ord til at fortælle med. Her kommer et eksempel på, hvor fantastisk det kan beskrives: 

"Den oprindelige landsbys småveje følger jordens bugtninger, træer, sten, søer, åer, vandløb, løber op og ned ad høje og bakker, omkranser byens plads, der breder en cirkulær skygge ud under den gamle bredkronede eg. Snoede veje bindes sammen af en struktur af nye veje, snorlige tegnet med blyant på folie af en nyuddannet ingeniør. Kloakføringer, ledninger og rør, der vokser ud gennem siden på en vejmand og en køkkenassistent med en iver, der smitter alle de andre familier, der køber en grund langs vejen. Husene bliver bygget af håndstrøgne mursten, der bliver lagt oven på hinanden og holdt sammen af en lysegrå mørtel. Farbror Anders og min far murer selv vores hus i gule sten. Farbror John, der er kleinsmed, trækker alle rør. Min mor siger, at hvis hun ikke havde giftet sig med min far, ville hun have valgt farbror John, fordi han er den, hun kender, der ligner min far mest." Det er smukt. Og så er der lige den sidste sætning, der viser hvor skrøbeligt alting er. Og aldrig har jeg læst sådan en beskrivelse af en dåb før: "Cirkel, bue, kugle, kugleoverfladen er en punktmængde og cirklen en mængde af punkter, der ligger som en ring af lys omkring døbefont, oblater, præstens ansigt, som jeg ser ind i. Jeg er tre år, da jeg omsider bliver døbt. Axel og Inga står fadder i kirken ved siden af døbefonten. De står fadder ved min dåb over for familien, menigheden, præsten, Gud. Axel tror på Gud, Inga har medfødt hofteskred, hun står sammen med Axel ved siden af min mor og holder mig i hånden. Lyden stødes ud af orglets smalle piber. Orglet trækker luften ned i sine store, håndsyede lunger, der opbevares skjult for menigheden i et tilstødende lokale. Organisten er et organ, der pumper salmerne ud af orgelet med krop, fingre, fødder, musikken stiger og vugger vandet i døbefonten, der skvulper og skvulper over. Vandet løber ud over kanten, hen ad gulvet, flyder som en å ned ad kirkegulvet, en å fyldt af kril og myldrende fisk, krebs, tang og igler, der suger og bider sig fast i ærmerne på folk." Og her et billede af kirken: "Byen er en kirke, og kirken er en by, en bygning på Rosenvej, der rejser sig rundt om Jesus. Linjer sat sammen til en krop med tårn og klokke, en rektangulær begivenhed af sten, glas og guld. Kirkens dekoration, de mørkeblå salmebøger i reolen i våbenhuset, de gyldent svungne ord. En bunke indsamlingsbrochurer på teaktræshylden oven over reolen, et foto af en dreng og en hund. Præsten taler et sprog, som folk i landsbyen forstår. Præsten har munden fuld af blade, oblater, vingede insekter, lys, der genskinner i den hvide kalk, som jeg rører med hænder og tunge." Jeg tænker mig at hun husker tilbage. Hvor meget husker et treårigt barn? Det er i hvert fald stort det hun husker. Hun er selv lille. Igen handler det meget om identitet. "- virkeligheden set gennem mine øjne er betinget af en konstant rejseaktivitet. Jeg forlader mig selv for at vende tilbage som en anden, der ligner dén, der rejste ud, og som nu rejser ud igen og vender hjem i samme navn, kun ændret få gange, den samme krop kun ændret i mindre grad, klippet, repareret, syet, sat sammen efter knuder, brud, fald, snit, fødsler sorte af modlys." Det er altså godt. Det kan jeg lide at læse. Jeg er ikke sikker på at alle ord falder på plads, men de skaber på en eller anden måde plads til det jeg ikke forstår.

25. april 2019

Eva Tind: Han

Er der noget der skræmmer mig, så er det diktaturet. Hvad det gør ved mennesker. Hvordan det ødelægger deres almindelige menneskeliv, deres muligheder for at være mennesker. Herta Müllers romaner er så fantastiske vidnedsbyrd om det faktum. At komme til sådan et land med diktatur. Jeg var engang som studerende på besøg på Humbolt universitetet i Berlin. I Østberlin. Nu har jeg været et par dage i Nordkorea. Med Eva Tind. Det har været en skræmmende oplevelse, men også befriende fordi hun kan beskrive det på en måde så hun både skræmmes og gør sig overvejelser af almen eksistentiel karakter. Vi er alle underlagt en form for dikatur når det gælder identitet og ophav, som hendes sidste roman behandlede. Forhold som vi ikke har kontrol over, men må arbejde med. "Han" er mandkøn, men også navnet på hendes biologiske koreanske far, hvis familie kom fra Nordkorea. "Han" er også "et fænomen iboende den koreanske kultur. […] Han er en del af menneskets blod og åndedrag, det beskriver en følelse af uforløst vrede mod en livslang smerte forårsaget af uretfærdig lidelse" - skriver hun. Hele tiden arbejder hun med forholdet til sin biologiske far og det, der sker i Nordkorea under diktaturet. Men så er der alle de skræmmende beskrivelser af det hun ser. Manglen på husdyr (de er spist). Manglen på almindelige mennesker. Dem får de ikke lov til at se. Efter en dag i diktaturets turismeshow skriver hun i en samtale med "Han": En dag vil myter, bygninger, billeder knuses, som et spejl falder mod en spids, hård genstand. Som et splintret spejl. Sådan ligger landet." Her kommer en beskrivelse der er skarp: "Lidt efter sidder vi igen i bussen. På vej. Den blå dis, over landskabet hænger den bløde, orange sol. Solen er himlens øjne. Ud ad busruden ser jeg verden i glimt: et stort, brunt landskab. En mand sidder på hug over for et barn. Ved siden af ham står en cykel. Flere pakker er surret fast til cyklen både foran og bagpå. En flod under en bro. Fire kvinder og fem mænd sidder på hug langs floden. Ansigterne vender mod det frosne vand. En enlig brun ko. En kvinde kommer gående ned ad et bjerg, hun trækker en vogn bag sig. Små bunker brun, vissen bevoksning brænder. Tyve mennesker går gennem landskabet. Deres sorte hår, deres rolige gang. De går gennem kulden for at hakke i den frosne jord." Om en tur ved den demilitariserede zone skriver hun: To hundrede halvtreds kilometer lang og fire kilometer bred, et tusind kvadratkilometer stort, neutraliseret land, der skærer sig uhindret gennem den koreanske halvø, gennem græs, træer, søer, sumpområder, bjerge, marskland, prærie, halvfjerds typer pattedyr, tre hundrede tyve fuglearter. Minerne ligger som sorte, døde perler i jorden. Mennesket er bortvist, men planter og dyr vokser frit. Den sorte bjørn, tranerne, tusinder af plettede sæler, moskushjorte, los og leopard. Uberørt af mennesket, som en naturpark, sådan ligger landet mellem nord og syd." Til sidst siger hun til sin koreanske far: "Han, jeg føler mig ensom. Jeg kan ikke mærke, hvorfra denne trang til at vende omvendt, om, tilbage, kommer fra. Det her er ikke mit land, mit hjem. Jeg føler mig alene, du er en fremmed, en tom kurv, krop, fabrik, en øde ø at vende tilbage til." Nå ja - til aller aller sidst siger hun: "Kære far, jeg tilgiver dig aldrig. Kære far, jeg tilgiver dig hver dag." Det var et godt besøg i et dikatur.

22. april 2019

Eva Tind: Ophav

Måske har jeg bare slet ikke været opmærksom på Eva Tind. Der er så mange bøger og så meget andet læsestof. Men Tind er bestemt et godt selskab. Hun er vokset op her i nærheden. I Låsby. Som adoptivbarn fra Korea. Det handler det meget om. Ophav er det vi kommer fra og som er en gåde på mange måder i almindelige menneskeliv. Gåden er særligt stor, når afstanden til det vi kommer fra ligger på den anden side kloden. Men Tind nøjes ikke bare med den tanke. Det er altid en gåde at tænke på sit ophav og hvordan vi kan have det med i vores liv. Det er det bogen handler om. Hvordan vælger vi at leve. På den måde er det en god bog at læse. Jeg blev underholdt. Og jeg lærte nye ting om Indien og Korea. Det er en verdensåben bog. Den eneste understregning jeg har lavet i bogen er: "En mur er en løgn formet om en perle der skinner." Suis mor er kunstner først og fremmest og vil skabe noger der varer, som hun siger og vil derfor ikke have sit barn. Men de mødes til sidst, hvor moren Miriam bygger Rodinia, som er ordet for det prækambriske superkontinent, som vor tids kontinenter udsprang af, moderland. Takket være sin kunst er hun blevet umådeholden rig og indemurer Sveriges ældste træ og sig selv bag en 15 km mur som ikke må overskrides inden muren falder sammen af sig selv. Det skal være et Paradis. Uroprindelig. Hende selv - før hun fravalgte at blive et moderland. Der er mange lag i romanen som er en fortælling om rejser og udviklinger i menneskers liv. Det var meget godt at læse. Jeg kom til at holde af personerne. Men jeg manglede lidt mere at understrege.

18. april 2019

Emanuelle Carrera: Gudsriget

Det er især indledningen og hans egen argumentation der er god. Og som jeg lader mig inspirere af. Hans sprog er godt. Han oversættelse af kristne ord er gode, som f.eks. når han definerer synd: "Uden at kende den længes jeg efter en anden måde at være til stede på, i verden, over for min næste, over for mig selv, end denne blanding af angst, uvidenhed, smålig egoisme og tendens til at handle ondt når man ønsker at gøre det gode, en sygdom vi alle lider af, og som kirken har en fællesbetegnelse for, nemlig synd. Nu er jeg så blevet bekendt med at der findes et middel mod synden, lige så effektivt som aspirin mod hovedpine. Det forsikrer Kristus os om i Johannesevangeliet. Jacqueline fortæller mig det igen og igen. Hvis det virkelig er sandt, er det sjovt at ikke alle kaster sig over det. Personligt siger jeg ja tak."  Og han kan finde på at sige at al vor ulykke bunder i selvoptagethed. Slutpointen er: At den der gør det (evangeliet, vasker den fattiges fødder etc) rammer evangeliet og får en anden måde at være til stede på i verden. Tro er ikke ord men næstekærlig handling. Men ellers er det godt nok noget af en lang forelæsning om Lukas og Paulus. Der var ikke noget nyt, men det var fermt skrevet.

17. april 2019

Robert Seethaler: Et helt liv

Jeg er i gang med en mursten af Emanuel Carrera. Jeg skulle lige have lidt luft med en overskuelig bog. Den var tilmed meget tilgængelig. Næsten for meget, men alligevel en fin lille fortælling med et smukt sprog om et menneskes liv, en firsårig. Fra de ynkeligste vilkår til de værste alligevel med et smukt billede af sit som han selv godkendte som et godt liv, at det var gået godt. Et sølle hittebarn der får mange bank, men som har en overlevelseskraft. Der er nogle meget smukke berøringserfaringer, der bliver til erindringer. Pigen på værtshuset som kort berører ham, da hun serverer maden for ham. Hendes bryst berører hans arm. Han glemmer det aldrig. Han bliver gift med hende senere, men mister hende kort efter. Hun vender tilbage til ham de sidste dage, hvor han ikke tænker klart. Han ser hende. "hvor har du været i al den tid" råber han. "jeg har jo så meget at fortælle dig. Du har ingen anelse, Marie! Hele det her lange liv!" Der slutter den. Det er ikke nogen stor roman, men den er en enkel fortælling om et menneskeliv, som blev meget usædvanligt. Jeg læste den på e-reolen. Ganske gratis. Jeg behøver heller ikke at eje den.

11. april 2019

James Baldwin: Giovannis værelse

Gyldendal udgiver en Skala serie med gamle klassikere. Den her er fra 1956. Men det er stadigvæk levende læsning skal jeg love for. Den er aktuel fordi den er et opgør med hele den identitetsbevægelse, som truer med at være meget lidt inclusiv. Han er farvet, men i Giovannis værelse er han en hvid mand i Paris. Homoseksuel. En identitet som var lige så lidt accepteret dengang i USA - som nu under Trump. Det er et evigt aktuelt emne. Men Baldwin vil mere end det. Han går helt ind i den homoseksuelles identitet. Og så bliver det et lærestykke i skam og benægtelse og fortrydelse og skyld og alt det, der vender indad. Det er en god roman om noget, jeg ikke ved så meget om. Et liv i Paris i halvtredserne mellem bøsser og alkohol i stride strømme. Men resten kender jeg. Pinlige svigt. De pinlige løgne. De pinlige alt det, vi ikke vil være ved, når vi ikke vil være ved os selv med alt det vi er. Det er en god klassikker. Der er mange gode indsigter i bogen. Her kommer et par stykker: "Folk der tror på at de har en stærk vilje og er herrer over deres egen skæbne, kan kun fortsætte med at tro på det ved at blive eksperter i selvbedrag." Og "...så forstår jeg nu at den foragt jeg følte for ham, også kom af min egen selvforagt". "Måske har alle en Paradisets have, jeg ved det ikke; men de har knap nok set deres have før de ser flammesværdet."  Hella siger et sted i romanen til hovedpersonen: "Det begyndte at gå op for mig i Spanien – at jeg ikke var fri, at jeg ikke kunne være fri før jeg var knyttet – nej, bundet – til nogen. Hun siger også „Det er ikke hvad jeg har. Det er heller ikke hvad jeg vil have. Det er det at du har mig." Til sidst da han har mistet alt siger han: "Jeg skal tro, jeg skal tro på at Guds tunge nåde som har ført mig til dette sted, er det eneste der kan bære mig væk fra det". Det kan jeg helt tilslutte mig.

8. april 2019

Christina Hesselholt: Virginia is for lovers

Jeg var så glad for Vivian, romanen om fotografen Vivian Maier. Den var fyldt med eftertænksomhed og var meget smuk. Virginia is for lovers er ikke god at læse på samme måde. Igen er der et historisk oplæg for romanen, men det fører slet ikke til de samme steder. Kun langt ind i en dystopisk familie. Dem er der en del af. Sproget er uhørt smukt somme steder: "Mit grå ansigt i lommespejlet lægger en dæmper på selv lærkerne. De dør i himlens huller." Sådan siger en af de to dømte til dobbelmordet som er det historiske oplæg. Og det er så smukt formuleret og jeg kan leve mig ind i at Elisabeth, som personen hedder, har skrevet det. Indlevelsen i hendes liv er så dyb især af hendes forhold til moderen (en af de dræbte): "Forrevne skrøbelige dage hvor jeg forsøger at undgå at kigge mor i øjnene, for så ved jeg ikke længere hvor hun begynder og jeg selv ender, jeg forsvinder ind i hende og værre endnu: hun forsvinder ind i mig og giver sig til at lede efter hemmeligheder." Jeg har aldrig læst kriminalromaner. Jeg synes ikke det er spændende. Men dette er ikke en kriminalroman. Den vil ind bag ved. Alligevel kedede den mig. Men jeg blev opstemt af det sproglige, når hun for eksempel skriver om en blidhed, der er som løvs stilfærdige flammen. Ej - hvor ville jeg gerne have en roman af Hesselholt som bare var hendes egen helt og holdent. Om det almindelige ualmindelige liv.

5. april 2019

Christoph Hein: Lykkebarn med far

Jeg er blevet beriget på mange måder af den her roman, som ikke kun er fiktion. Det er en virkelig historie, men dog alligevel med de korrektioner, som vi laver i vores erindringsarbejde. Hein siger selv: "Minder bruger vi til at korrigere et mislykket liv med, det er kun derfor, vi mindes. Det er minderne, vi beroliger os selv med, når vi nærmer os livets afslutning. Det er disse fatale minder, der i sidste ende giver os lov til at slutte fred med os selv." Han har fået besøg af en helt ung pige som vil lave et interview med ham, nu hvor han næsten er nået til vejs ende i et langt liv. Og jeg kan slet ikke lade være med at tænke på Ghita Nørby og Iben Marie Zeuthen. En slags asymmetri der ikke kan fungere. Til slut i bogen kommer han tilbage til journalisten: "Hvad skal og hvad kan jeg fortælle en lille avispige om mit liv? At vi ikke ved på forhånd, hvad der bagefter er fuldkommen indlysende? Eller at vi alle er klogere i bagklogskabens klare lys?" Han sender hende væk under et interview og siger: "Verden er stor nok til, at vi alle kan begå fejl, men vores liv er ikke langt nok til, at vi kan glemme det hele." Og så fortæller han om sit liv. Det er vildt spændende. Han er lykkebarn fordi hans mor synligt er gravid med ham i 1945 og derfor spares af de russiske soldater, der gerne ville hævne hendes mands frygtelige krigsforbrydelser. Og den far følger ham som en mærkbar skygge hele livet. Et fadermærke kalder han det. Ligeså synligt som et modermærke. "Gunthard og jeg var og blev hans sønner, også efter at han var død, vi blev ved med at være hans børn, og som med et modermærke var vi mærket med et fadermærke efter hans forsvundne formue og hans forbrydelse." Jeg har virkelig været i godt selskab med Hein. Han bliver lærer og som princip har han følgende: "Jeg var ikke deres ven, ikke deres bror, ikke deres allierede, det gjorde jeg dem klart, ligesom jeg viste dem, at jeg ikke var deres fjende, men snarere deres fjenders fjende. Og alle disse små drenge og piger, hvor cool og overlegne de end lod som om de var, havde fjender, og deres værste fjende gemte sig i dem selv, i deres egen uopløselige usikkerhed." Om en stor sorg i sit liv siger han klogt: "Smerten forandrede sig ikke, den blev ved med at være den samme, den vældede ikke op, den gav ikke efter, den var et uforanderligt hav, mørkt, uimodtageligt, uudsletteligt." Han mister sin kone og sit barn. Og i et nyt ægteskab vil han ikke have børn: "På et eller andet tidspunkt ville Gerhard Müller dukke op, hendes bedstefar, den henrettede krigsforbryder." Det er i lange stræk tæt på at være en fantastisk beskrivelse af arvesynden. Konstantin har virkelig arvet sin fars synder og de sætter deres præg på hans liv, selvom han selv er kærlig og retfærdig. Han lever i DDR og er DDRs store stemme. Han siger: "Det, der overlever os alle, er vores dossier." Det er en lang og grundig fortælling om et liv og især om dossieret, arvesynden. Men det er også synd for ham at have det dossier med sig, sin far. I den forstand kalder arvesynden på medlidenhed fra andre. En fortælling som inspirerer mig til at overveje mit eget og min egen pyntede fortælling, som kan forsone mig med min måde at have levet på. Konstantin spekulerer over sit liv men vil ikke blande andet ind i det end tilfældet. Og siger klogt til sidst: "Man skal ikke spekulere over livet, men leve det, ikke andet".

31. marts 2019

Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen

Det var en stor fornøjelse at være inde i Grøndahls sprogunivers og litterære eftertanke. Det er selvfølgelig fordi det generationsmæssigt passer sammen med mine data og mine oplevelser, at jeg glæder mig og føler mig hjemme. Jeg er en stor fan af Grøndahl. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Livet er dramatisk. Og kan blive mere dramatisk i disse tider hvor der både er stærke vinterstorme og Metoo kampagner. Og børnenes liv, som vi oplever på en måde, som vi ikke helt kan gøre rede for, når vi er ældre. Vi kender dem ikke rigtig mere. Der er kommet noget nyt til. Men hvor meget kender de os. "Man ved så lidt om sine børn, mindre end de ved om deres forældre. De bliver år for år mere gådefulde, mens man selv føler sig eksponeret for deres klare blik." Skriver han. Det er en generationsfortælling med alt hvad der hører til af skilsmisser og fejltagelser, men det er behandlet så nænsomt og med omtanke og et kritisk selvsyn. Og jeg kan genkende det, når han skriver: "Vi er ikke hinandens jævnbyrdige overalt og hele tiden. Der er tidspunkter, hvor den ene skærmer den anden, og der er tidspunkter, hvor man ikke selv ved, at man bliver skærmet. Gør det noget?" Nej - det er at vi bærer hinandens svaghed en gang imellem. Og resten af tiden bliver skærmet af den anden. For mig er det bare en stor fornøjelse forbundet med at læse sådan en bog. Den forklarer noget af mit liv, som jeg har brug for at få klarhed over. Hvad var det der skete dengang? Hvordan var det vi taklede det?

29. marts 2019

Thomas Boberg: Africana

Det er en forunderlig bog. Jeg er glad for at have læst den. Jeg har siddet på min flade eller ligget i sengen uden søvn om natten og rejst rundt i Afrika. Noget jeg er sikker på, jeg aldrig kommer til på mine ben og oprejst. Jeg har oplevet et menneskeligt kaos og en kaotisk menneskelighed, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Nu har jeg mødt det hele lyslevende i Etiopien og i Gambia. Og det indbefatter varmen og lugten og lydene. Det er bestemt en gave at få. Nogen gange går der lidt tomgang i det. Og der er ting der gentager sig, tænker jeg. Men måske er det bare det virvar af liv der er de steder i Afrika. Men det er også en eksistentiel rejse - og det gør mig godt. Det er allermest det jeg kan lide. Forholdet mellem Thomas og Rebecca. Det er spændende. Han er kommet hjem fra Latinamerika. Er kommet i et nyt forhold, som åbner for Gambia og hele Afrika, fordi Rebeccas far er gambianer. Han lærer - så genkendeligt - af det ny forhold: "Konflikt forekom mig altid at indvarsle et definitivt brud. Det gode ville ikke vare. Og hvem havde også sagt, at livet handlede om, at det gode skulle vare? At skændes er sundt, sagde Rebecca, der er ingen par, som ikke skændes." Det er almindeligt, men det er vigtigt. Det er fint at gøre opmærksom på det i en bog med en langt større geografi. Der er altid en geografi, der er vigitigere. Eksistensens. Boberg bliver syg undervejs og tænker at han " halvgamle mand, du i virkeligheden også er, at du kan dø før tid. Hvad vil før tid sige? Før du har levet et liv med din kæreste. Før dine børn bliver store nok til at klare sig selv. Før det liv begynder at skabe mening. Hvad er mening? Altså, mens du sidder der og ser på den stork og får en tanke, der rækker tilbage i din egen verden, som en sølvtråd, der snor sig i en bagvej til dit eget liv..." Jeg kan godt lide en sølvtråd. Dem skal man lægge mærke til i sit eget liv, når der er noget der minder dig om at du skal dø. Under sygdommen tænker han: "Jeg så mig selv som død. Der var ikke noget der. Men liv her er jo herligt. Den sang kan synges. Jeg så mig selv fra dødens intet, som det fravær af deres far, mine børn ville vokse op i. Min ældste søn var voksen, at miste sin far som ung mand er under alle omstændigheder noget bras, men min datter var seks år. Fra dødens intet oplevede jeg i et glimt min datters savn. Det rev i min krop, i mine indvolde. Jeg så hende vokse op uden en far, det slog mig, hendes smerte og længsel efter bare at have en far derude." Det er en rejseroman, hvor jeg nød afsnittene om religion og teologi og filosofi. "Religion er den ensomme altoverdækkende herskende parasol. Troens stokke. Troens pjalter. Troens hemmelige skrin. Troens accept. Troens laden stå til. Troens åg og fletningen af legender og dens insisteren på sandhed og krig." Her samler han lige en hel del eftertanke omkring tro. Og så får jeg en spændende oplysning: "I muren nicher til de tolv apostles hoveder, og se Gondar-korset med de fire æg, ægget er treenighedens symbol, i kirkerne ser man apostlene stå med æg i favnen, ægget: skal, hvide, blomme." Det vidste jeg ikke. Her er en menneskelig fin erfaring: "Det meste handler om kroppens tilstand. Når kroppen kan, løfter sindet sig i solen og humøret sætter blomster." Den sætning vil jeg bruge en dag. Her en morsom sætning: "De eneste regler i verden folk virkelig respekterer, forbrydere, politikere, lønarbejdere og arbejdsløse, det er fodboldreglerne". Det jeg fik allermest ud af var afsnittene fra Gambia, om migranterne, deres fortællinger om the backway, flugten til Europa. Rebecca undersøger deres forhold. Og beskrivelserne er smukke som her: "Det smil du ser henover gambierens ansigt, siger han så, det er ikke udtryk for glæde, det er udtryk for en drøm om glæde". Jeg har lært mere om migranterne fra Sahelbæltet i den her roman end i alle de tv-aviser jeg har set om emnet. Profetisk siger han noget, jeg tænker han kan have ret i: "Enten ved verden det ikke, eller også vil den ikke erkende det, at lige nu er Afrika det væsentligste i verden. Den væsentligste tanke netop nu er afrikaner. Den væsentligste katastrofe netop nu er afrikaner. Det væsentligste træ netop nu er afrikaner. Den væsentligste diamant er afrikaner. Det væsentligste næsehorn er afrikaner. Den væsentligste fugl, den væsentligste blomst er afrikaner. Den væsentligste bog lige nu er afrikaner. Den vildeste musik lige nu er afrikaner." Det var en vild oplevelse at læse den her bog. Tak!

24. marts 2019

Lars Sandbeck og Rikke Vanggaard: Far. Søn. Ånd

Bibelselskabets Håndbøger er en gave. Denne her er så klar og fin og har lært mig noget, som jeg ikke vidste eller kunne formulere selv. Især tanken om, at læren om treenigheden først og fremmest skal ses som en løsning på et problem, nemlig det problem, at Gud ellers let bliver så fjern, at det lige så godt kunne være løgn, at der er en Gud. Monoteismens stærkeste udtryk har Islam, hvor Gud er ganske fjern og kun kan ses i Koranens ord og love. Også jødedommens gudsbillede er strengt monoteistisk, men der er sprækker i strengheden, for Gud følger sine mennesker, besøger dem hist og her når Gud har noget på hjerte eller har noget vigtigt at fortælle dem. I kristendommen viser Gud ganske enkelt sin menneskelige side i Jesus og kommer dermed til syne og helt tæt på. Humaniteten kommer ind i gudsbilledet. Derudover arbejde de fint med tanken om Gud som noget der ikke eksisterer, men som sker. Som vi kan sige: det regner. Sådan burde vi kunne sige: det guder. Gud hænder. Gud er mere som et udsagnsord end et navneord. De skriver: "Som treenig begivenhed er Gud begivenhedens formål og intention (Fader), dens virkeliggørelse (Søn) og dens fremtidsrettede og fremtidsåbnende kraft (Helligånd). Gud er Faderens, Sønnens og Helligåndens fælles handling. Gud er den begivenhed, som Faderen, Sønnen og Helligånden tilsammen udvirker. Og den begivenhed er, hvis det ellers er sandt, at Gud er kærlighed, kærlighedens begivenhed. Den kærlighed, vi har mulighed for at erfare midt i dette liv, sker ikke uden formål eller som en bevidstløs hændelse. Der er en vilje, der giver sig selv til kende i den. Det er Gud, der vil os noget. Gud bryder som treenig begivenhed ind i vores tilværelse for at forvandle de relationer, der har krigen som fortegn, til relationer, der har kærligheden som fortegn. Og når først kærligheden sker, åbner der sig muligheder for en fremtid og et liv, som ikke er endeløs konflikt, kamp og konkurrence." Deres fineste billede på treenigheden er, at Gud er en fuga: "Gud er en fuga, en forrygende, trestemmig en af slagsen. Faderen, Sønnen og Helligånden er som tre selvstændige stemmer, hvis unikke klange og melodier væver sig ind og ud af hinanden, blander sig, men samtidig giver plads, så ingen af stemmerne begynder at dominere eller fortrænge de andre. Samtlige stemmer og melodilinjer er distinkte og kan høres i deres egen ret, men sammen med de to andre danner hver enkelt stemme en vidunderlig, flygtig harmoni, en treenig samklang, hvor de tre guddommelige personer synger kærligt og hengivent til og for hinanden. Samklangen, den harmoniske enhed, er Gud. Og på netop denne måde er Gud til som den fælles musikalske begivenhed og dramatisk bevægende sang mellem Faderen, Sønnen og Helligånden." Og lidt højstemt, men smukt hedder det til sidst: "Til sidst, ved den store afslutning, bliver vi toner og klange i Guds egen fuldkomne harmoni; vi bliver indoptaget og får del i Guds treenige fuga som fordoblinger af stemmerne."

19. marts 2019

Tom Rachman: De uperfekte

Jeg har alt for meget respekt for aviser. Det er dem der giver mig input til at finde litteratur jeg kan læse. Så kommer der en anmeldelse af "Den italienske mester" af Tom Rachman, men de skriver at den ikke når op på højde med "De ufuldkomne", som var hans debutroman. Jeg køber den og den ny. Men jeg er bare lidt meget skuffet debutromanen. Den er temmelig lang og handler om en international avis i Rom, som får pengene fra en rigmandsfamilie i Amerika. Men det er op og ned. Den slutter dér hvor mange aviser får problemer fordi nettet oplyser folk om nyheder ganske gratis. Jo selvfølgelig er det dejligt at vide, at mennesker på sådan en avis også er mennesker af kød og blod, at de kan blive forelskede og føle sig fortabte, men så er nyheden altså heller ikke større. Fem dage har jeg brugt på den. Fritiden naturligvis. Men det er lidt for meget på sådan en bog. Jeg har kun lavet en understregning på så mange sider: "Alle mennesker på planeten har brug for menneslig kontakt for at forblive normale og ved deres fulde fem, tror jeg. Så enkelt er det." Og det citat er der i hvert fald ikke noget galt ved. Jeg venter lidt med at læse Den italienske mester. Jeg skal måske ikke tro på alle anmeldelser. Jeg glædede mig over at gå rundt i Roms gader og mærke stemningen, men eksistentielt lærte jeg ikke den dyt. Og der er derfor jeg læser. For at lære noget.

14. marts 2019

Ali Smith: Efterår

Den kunne i virkeligheden hedde Asymmetri. Ali Smiths første at de fire. Det kunne passe på den grundliggende fortælling mellem Elisabeth og Daniel. Hun er 32 og han er 101. Og er ved at dø. Men sandheden ligger imellem de to. Den ligger ikke i de lige linjer, som alle ønsker skal komme med Brexit. Hele tiden skal jeg læse den virkelighed ind som stadig foregår. Romanen er skrevet lige efter afstemningen i 2016. "En dag sagde han en meget fornuftig ting. Når staten ikke er venlig, sagde han. Vi talte om afstemningen, det var lige op til den, jeg har tænkt meget over det siden. Er folket kvægfoder, sagde han." Efterår handler ikke mindst om den følelse af at vi bare er kvægfoder i en afstemning. Og at det er derfor det hele går galt. Ingen tager det alvorligt nok. "Lad være med bare at sidde der som en snoreløs dukke, siger hun. Vær her. Gør noget." Det er en temmelig vidtløftig roman. Det skrifter mellem mange fortællinger. Den bærende er mellem Elisabeth og Daniel. Et sted er der noget meget fint eksistentielt: "Det er okay at glemme, skal du vide, sagde han. Det er også godt. Faktisk er vi nødt til at glemme ting indimellem. At glemme er vigtigt. Vi gør det med vilje. Det betyder at vi får en smule fred. Hører du efter? Vi er nødt til at glemme. Ellers ville vi aldrig kunne sove igen. Elisabeth græd nu sådan som et meget mindre barn græder. Gråden kom ud af hende som vejr. Daniel lagde en flad hånd på hendes ryg. Det jeg gør når jeg er ulykkelig over at der er noget jeg ikke kan huske er. Hører du efter? Ja, sagde Elisabeth ud gennem gråden. Jeg forestiller mig at det jeg har glemt sidder ligesom foldet sammen helt ind til mig, som en sovende fugl. Hvilken slags fugl? spurgte Elisabeth. En vild fugl, sagde Daniel. Hvilken som helst fugl. Du vil vide hvilken slags når det sker. Og så, det jeg så gør er at jeg bare holder om den, uden at holde den alt for fast, og lader den sove. Og det er så det." Det er et godt råd når vi ikke kan løse noget. Tage det med tæt ind til os. Det er en lidt spøjs roman. Sommetider sidder jeg og tænker, hvorfor skal jeg nu læse om Pauline Boty og hendes kunst men så er det for at blive mindet Profumo skandalen, der er lige så grim som det der foregår lige nu. Vinter var betydeligt bedre og nemmere at læse.

14. marts 2019

Charlotte Rørth: Gud, du er jo lige her

Egentlig er jeg lige ved at færddigøre Ali Smith: Efterår, men så læste jeg en anmeldelse i Weekendavisen af Rørth nye bog. Jeg læste den første og var glad for den og så ville jeg lige skynde mig at læse den her i eftermiddag. Måske kunne jeg bruge noget af den til søndagsprædikenen. Det bliver nu ikke så meget. Den er rigtig god fordi hun siger rigtig mange fine ting om det at tro, at det ikke er at kunne trosbekendelser udenad, at vinge en række spørgsmål af om Guds eksistens, men at vi er tro i vores liv. Hun siger et sted: "Man skal bevæge og bevæges, gøre og gøres ved, handle og handles med, være sammen med andre i den kærlighed, man med ord taler om i troen. Først da kan man vel være fuldt ud troende?" Og hun siger meget smukt om Folkekirken: "Kirken er sådan et sted, hvor man til alle tider har mødtes om det vigtigste i livet. Et sted, vi mennesker bygger til at være sammen i. Det er ideelt set huse, hvor vi samles om at undres over livet og har ritualer, der hjælper os livet igennem ved at minde os om det, der virkelig betyder noget. Til daglig og ved de store glæder og katastrofer." Men det er vist ikke noget nyt, men jeg tænker på, at hendes bog bliver læst af mange. Og så kan den få stor betydning. Fordi hun tegner et smukt billede af Folkekirken. Og det er jeg glad for. Hun siger: "Jesus er sendt for at vise os konkret, hvad vi kan gøre, hvilket blik vi skal have på hinanden, at vi kan dø og i døden både være rædselsslagne, føle os forladte og sprede sorg, men samtidig, og det er her, troen for alvor står frem, samtidig mærke, at vi er på vej hjem til et sted, hvor vi holdes om, selv om vi ikke begriber hvordan." Men jeg er lidt usikker på hendes tanker om at vi har Gud inde i os og at vi har været indbefattet i det store, der er Gud både bagud i tid, nu og i al evighed. Det er jeg rent ud sagt usikker på. Gudbilledligheden er ikke at en del af Gud er i os, men at vi kan handle i gerninger som er gjort parate til os, at vi ikke er ingenting, men spontant når vi glemmer os selv eller tvunget kan opfylde kærlighed, tillid og barmhjertig og så videre. Ellers var det en lidt tynd bog efter mine begreber.

11. marts 2019

Tara Westover: Oplyst

Det er en af de vildeste bøger jeg har læst længe. Jeg har næsten ikke kunnet trække vejret imens og har ofte måttet lukke øjnene for det jeg læste. Og så er det ovenikøbet nonfiktion. Det er hendes hovedstol hun har beskrevet. Det er ret vildt! Barndommen i et hjem langt udenfor lands lov og ret. "Hele verden tog fejl – kun far havde ret" skriver hun om sin mormonfar. Jeg læste et sted at 8% af alle amerikanere er mormoner. Men det er ikke en bog om mormonisme, derimod en bog om absolutisme og fundamentalisme og isolationisme. Jeg får slet ikke et billede af et religiøst menneske, når Tara fortæller om sin far. Han handler fuldstændig kynisk og ufølsomt og umoralsk. Han stiller ingen spørgsmål til sig selv. Han fylder nemlig det hele. Han er super narcissist. Og psykotisk. Jeg blev simpelthen så vred på ham. Hans helt uærbødige omgang med livet. Det er næsten umuligt at forestille sig sådan et liv. De lever uden forbindelse til staten, for den er socialistisk og farlig og vil ødelægge deres liv. Børnene er ikke tilmeldt folkeregistret. De får ikke lov at gå i skole. Ved ingenting om livet udenfor livet, de har ved Bucks Peak, et vidunderligt bjerg i staten Idaho, hvor faren har et autoophug og moren er optaget af alternativ medicin. Og hvor de venter på jordens undergang, hvor de vil være de eneste i miles omkreds der overlever. Tror faren. Men Tara skriver så smukt om dem. Hun er så fyldt af barnets kærlighed til sin far og til sin mor og sine søskende. Hun bliver ved med det indtil hun indser, at nu må hun bryde forbindelsen til sin far. Og dermed til familie. Men det er det, der overrasker mig mest. Hendes kærlighed til dem, at hun bliver ved med at vende tilbage til dem. Det er bare så smukt og næsten overmenneskeligt. "Men min far havde lært mig, at der ikke findes to rimelige meninger om noget emne: Der er kun Sandheden, og der er Løgne... Enten måtte jeg forblive et barn altid, i al evighed, eller også måtte jeg miste ham." Men hun frigør sig og begynder en uddannelse som 17-årig og når til en forståelse: "Jeg var begyndt at få en ny erkendelse, havde forstået noget elementært om min bror, min far, mig selv. Jeg var begyndt at se, hvordan vi var blevet formet af en tradition, som vi havde fået fra andre, en tradition, som vi, bevidst eller tilfældigt, var uvidende om. Jeg var begyndt at forstå, at vi havde lagt stemmer til en diskurs, hvis eneste formål var at umenneskeliggøre eller tyrannisere andre – fordi det var lettere at nære den diskurs, fordi det at fastholde magten altid føles som vejen frem." Det er virkelig en hård kamp at slippe ud af den absolutisme og indelukkethed, der også var fyldt med fornedrelse. Især af det kvindelige. Efter en nats oplevelse af fornedrelse når hun til en indsigt: At erkende usikkerheden er at erkende svagheden, magtesløsheden, og på trods af den stadig tro på sig selv. Det er en skrøbelighed, men i denne skrøbelighed er der også en styrke: overbevisningen om, at man skal leve i sit eget sind, ikke i en andens." Og det er noget, der rykker. Så kan hun begynde at blive selvstændig. Og der er bare så mange fine iagttagelser undervejs. "Af min far havde jeg lært, at bøger enten skulle tilbedes eller smides ud. Guds bøger – bøger skrevet af mormonprofeterne eller de amerikanske grundlovsfædre – skulle ikke studeres, men skattes som noget, der var fuldendt i sig selv. Jeg havde lært at læse mænd som Madisons ord som en afstøbningsform, hvori jeg burde hælde mit eget sinds gips, så den kunne blive omformet efter konturerne af deres fuldendte model. Jeg læste dem for at lære, hvad jeg skulle tænke, ikke for at lære, hvordan jeg skulle tænke mine egne tanker." Nu finder hun en anden vej. På skolen lærer hun om: "at positiv frihed er selvbeherskelse – at selvet hersker over selvet. At have positiv frihed, forklarede han, er at tage magten over sit eget sind; at gøre sig fri af irrationel frygt og tro, af afhængighed, overtro og alle andre former for indre tvang." Altså det er en fantastisk bog om oplysning og formørkelse. Om fornuft og overtro. Hun konkluderer at: "det, der er kommet mellem mig og min far, er mere end blot tid og fysisk afstand. Det er en forandring i jeget. Jeg er ikke længere det barn, min far opfostrede, men han er stadig den far, som opfostrede det barn." Det tror jeg er vigtigt for alle mennesker at indse. I Taras fortælling er det livet om at gøre for hende at nå der til. I mindre målestok tror jeg det er vigtig for alle at få den indsigt i forholdet mellem sig selv og sine forældre. Det er en klog bog.

7. marts 2019

V.S. Naipaul: Et hus til mr. Biswas

Det var en lang bog, når jeg har så mange andre jeg gerne vil i gang med. Men jeg har været i rigtig godt og muntert fællesskab og jeg har været glad for læsningen. Den er fra 1961. Den første nobelprismodtageren skrev. Det er migrantlitteratur som lærer mig rigtig meget om, hvordan det er frivilligt og ufrivilligt at bryde op fra sin hjemstavn og komme til en helt anden kultur. Hvordan bevarer vi det vigtigste af os selv? Det i os som har så meget at gøre med det vi kommer fra? En stor indisk bosættelse skete på Trinidad i Caribbean. Det er en bog om fans fars kamp for selvstændighed i en indisk storfamilie og i fattigdom. Det er fyldt med munterhed og sarkasme. Nødvendige midler for at overleve. Og så er den meget privat også: '„Jeg vil ikke have at du skal blive som jeg.“ Anand forstod. Far og søn så hver især den anden som svag og sårbar, og hver især følte et ansvar for den anden, et ansvar som i særligt smertelige situationer blev skjult bag en overdreven autoritet for den enes vedkommende, og overdreven respekt for den andens.' Men det er kampen for et sted i verden. Et liv for et hus. Det er det han giver. Han frygter aldrig at få sit sted: "og endnu værre, at have levet uden så meget som at have forsøgt at gøre krav på ens egen lille stump af verden; at have levet og være gået i graven som man var kommet til verden, overflødig og uden tag over hovedet." Jeg lærte også meget om indisk religion. Og glemmer ikke et citat: Gudebilleder er trædesten på vej mod en tro. 

2. marts 2019

Christina Hesselholt: Vivian

"Jeg overmandes af tanker som jeg ikke har haft siden puberteten. Jeg er overvældet af undren og fremmedhed, jeg forstår ikke hvad jeg bestiller her, nedsænket i den indhegning af tid som er mit liv, eller hvad enhver anden bestiller her. Og ord som liv og verden siger mig ingenting. Det går lettere når jeg lader som om det ikke er mærkeligt; så kan jeg tale lidt om humlebien. Jeg trækker vejret dybt og ser om ikke det kan rette op på min væren ude af trit med verden." Det er sådan hun har det Vivian. Jeg er egentlig ved at læse en stor kolos af en roman af W.S. Naipaul. Den er lang, så jeg opholder mig en del på Trinidad for tiden. Men nu er jeg altså lige smuttet igen igen. Denne gang til Chicago hvor jeg følger Vivian Maier, født 1926 og død 2009. Hun er fotograf med hele sig selv. Et spørgende selv. Hun lever af at være barnepige for andre familiers børn. Får ingen selv. Er uberøret hele livet. Men er berørt i den grad af andre menneskers liv og det man kan læse i deres ansigter, så hun tager billeder hele tiden. Mange. Kassevis som hun flytter rundt på hele livet. Og ikke kan overkomme at fremkalde. Men nu er hun berømt. Hendes billeder udstilles verden over. Det er en slags dokumentarroman om hendes liv, Hesselholt har skrevet. Den er god. Den passer mig godt. Jeg har lavet rigtig mange understregninger. Vivian er usikker hele sit liv. På sit værd. "På vej hjem i toget siger Miss Maier jeg bliver nødt til at lære at kunne lide mig selv, for det er ikke sikkert at der altid vil være andre til det." Det er hendes egen oplevelse og øvelse og viden hun taler om. "Hun er isoleret i sig selv og er dog så tæt på andre, når hun ser dem gennem kameraet og læser deres liv. "Ingen skal komme og bremse mig, ingen skal stjæle mit liv, selvom jeg spekulerer over, hvordan det bliver ikke at have nogen at læne mig mod når jeg bliver gammel, men der er alligevel ingen garantier ingen garantier, bare se til du ikke skvatter af livets store hjul, andet og mere er der ikke at gøre. Jeg har aldrig nogen sinde set en hånd jeg godt ville have kom mig nær." Det er en meget tænksom og munter bog med mange små scener og situationer og udsagn fra et meget bemærkelsesværdigt menneske. Som siger de sjoveste og alvorligste ting: "Jeg skal se og se og gå og gå. Jeg håber mit hjerte standser en dag mens jeg går, men at jeg falder på en måde så frakken eller kjolen alt efter hvilken årstid det sker dækker skovbalsområdet. Det er på tide at det tåbelige ord ryger ud." Skovbalsområdet. Det er anden gang det ord kommer. Det er så morsomt sagt af en, der tydeligt var fuldstændig uden lyst til sex. Hvorfor hun også kan sige: "Hvis folk brugte al den tid de bruger til at tænke på sex, til at tænke på retfærdighed, ville verden se anderledes ud, jomfru hele vejen gennem den seksuelle revolution, så får man noget fra hånden. Bare en kam gennem håret og så af sted. Eller en hat, så sparer man hårvasken." Fortælleren i bogen som også er Hesselholt overvejer Maier store lyst til at fotografere mennesker og deres handlinger: ‘Ethvert menneske bærer i sig hele den menneskelige tilstandsform’ med et citat af André Gide. Om sig selv siger Maier: "Fordi jeg skal forblive uberørt altid, behøver jeg ikke spilde tid på ubetydeligheder som hår eller påklædning, jeg er den der skal Se." Jeg kan lide Hesselholts projekt. Jeg synes jeg lærer noget af bogen. Noget om at se. At lægge mærke til ansigter. Deres historie. Nu må jeg hellere komme tilbage til Trinidad...

25. februar 2019

Ali Smith: Vinter

Hvor var det en glædelig overraskelse at læse Ali Smith. Hun er i færd med at skrive en tetralogi. Efterår er kommet. Sommer og Forår kommer senere. Jeg vil helt bestemt give mig i kast med Efterår snarest. Vinter var en rigtig britisk og vidunderlig nutidig roman, som har et meget enkelt budskab, at underverdenen ikke er varm og ildsprudende, men er kold. Romanen er et opgør med den daglige underverden og dens kolde magtmennesker, Dickens Scrooge, som nægter næstekærligheden plads. Men det er en gennemeksistentiel bog, hvor der hele tiden er noget der rammer: "Denne uduelighed, af alle hans mange udueligheder, vil hjemsøge ham. Den vil, ja, klippe ham op indefra.Han vil ønske at han havde haft rejst sig fra den skærm han sad og så på og havde krydset rummet og bare slået armene om hende hver gang hun fortalte ham den drøm. Bare et knus, lige der, ville have været bedre end det ingenting han gjorde, det værre-end-ingenting han gjorde, måden han foragtede hende på fordi hun følte noget, fordi hun forsøgte at sætte ord på det, give det et billede." - Skriver hun om Arthur, som ikke kan være et menneske for sin kæreste, som også forlader ham. I stedet køber han Lux, da han skal jeg til sin kolde mor for at fejre jul. Og Lux er virkelig et lys, som oplyser og opvarmer ham og hans kolde mor. Opskriften på at overleve vinteren er sådan her: "Det er det vinteren er: en øvelse i at huske hvordan man bliver stille for derefter føjeligt at vende tilbage til livet. En øvelse i at tilpasse sig den frosne eller stivnede tilstand den hensætter en i." Det ender godt i romanen selvom det ender så skidt, fordi Lux brænder inde i Grenfell Tower. Et sted i romanen grunder hun over hvorfor det lille Jesus barn bliver lagt i en krybbe: "Det jeg vist forsøger at sige, siger Lux, altså jeg mener om det med krybben, er. Lægger de barnet i krybben fordi barnet skal spises til sidst? Er det at blive spist barnets skæbne lige fra starten?" Det er ret godt set. Hun får samme rolle som Jesus. Hun forener Arts mor og hendes søster, der er hendes modsætning. Og hun får Art til at se det vigtige i livet. Hun siger til Art: "Og ikke alle sandheder i vores liv slipper altid ud gennem de knyttede næver som holder dem." "Det menneskelige vil altid sætte sig igennem." Det er bogens motto. Det er et fantastisk nutidsbillede af England med dets spaltede befolkning mellem for og imod brexit. Den diskussion kører gennem hele bogen. Jeg er oplivet af en god bog. Hun bruger løst af stor litteratur, Keats, Shakespeare og Dickens. Cimbeline spiller en billedrolle tilsidst, fordi Lux engang har set en udgave af den i Canada, hvor der inde i bogen var et aftryk af en blomst, der var lagt til tørre der. Men aftrykket af den var så smukt. Cimbeline handler netop om det kolde menneske, findr Art ud af. Han søger bogen tilsidst på et bibliotek: "Cymbeline, siger han. Den om gift, forviklinger, bitterhed, balancen der genoprettes til sidst. Løgnene der bliver afsløret. Tabene der bliver kompenseret. Hun smiler. Smukt udtrykt, siger hun. Og den foliant du taler om, den med aftrykket af rosen, befinder sig på Fisher Library i Toronto." Den rose bliver Lux i hans liv: "...en blomst der selv for længst er forsvundet, men se, den er her stadig, aftrykket som dens liv har skabt idet den strækker sig frem over ordene på siden for hele verden at se som en sti der fører til et stearinlys' tændte væge."

19. januar 2019

Linn Ullman: Det dyrebare

Nu trængte jeg bare til at læse noget rigtig godt, så jeg fandt en af W.S. Naipauls romaner frem, Et hus til Mr. Biswas. Det er en lang roman. Den første han skrev. Der er langt til vejs ende. Så kom jeg lige til at sidde med min iPad og ereolen og så lånte jeg lige Linn Ullmann. Jeg synes bare hun skriver så forbandet godt. Liv og Bergmann er altid med. Og den her roman er simpelthen en psykologisk thriller udgave af Scener fra et ægteskab. Den er så ulideligt spændende. Og den graver dybt i kærlighed og tillid og evindelig utroskab og generationskløfter og ubærlige ulykker. Hvor er den bare slidsom at læse for en gammel mand med meget kærlighed og tillid og utroskab bag sig. Og sorger. Men det var godt at læse. Hun er godt nok levende. Den dame.

15. februar 2019

Niels Lyngsø: Himlen under jorden

Jeg beklager. Nu savner jeg bare noget læsestof, som kan mætte mig. Jeg har ikke brug for ture hverken i Katakomberne under Paris eller møder i Geneve, der ikke handler om eksistens. For engangs skyld og meget mod mine principper stopper jeg læsningen lige her og nu. Jeg trænger til omtanke, koncentration og nærhed i en tekst, som vil noget. Ikke underholdning. Det er der altså for meget af her. Jeg kan selv slå Katakomberne op i Wikipedia. Og alle de andre ting. Tiden er for kort. Jeg vil have eksistenslitteratur. Tak.

14. februar 2019

Niels Lyngsø: Min ukendte bror
Det er også ukendt land for mig. Lyngsøs lyrik var jeg ikke tålmodig nok med eller havde forstand nok til. Jeg kunne ikke bruge den. Nu er der så prosa. Min ukendte bror. Han er i virkeligheden meget kendt for mig. Jeg synes det er en lidt for almindelig kendt historie. De fleste mænd i min generation kan også genkende det alt sammen. Nogle steder følger jeg også Hans Peter, hovedpersonen med indlevelse og genkendelse. Også hvor det gør allermest ondt, men jeg ved ikke hvad jeg skal med det. Der lægges ikke flere planer ind, som jeg ikke kunne gøre selv. Jeg lærer ingenting. Og det er træls. Det er mange sider at læse for så lidt. Og det værste er, at ind i mellem så går alting i stå sprogligt. Det er når vi lige skal inspireres af nogle Google opslag og det ene og det andet. Det gider jeg altså ikke. Det kan godt være at jeg dømmer lidt forkert her. Men det er mig der har brugt tiden på at læse. Google det kan jeg selv. Og det er kedeligt. Jeg går straks videre til Himlen under jorden. Den roman som er opfølgeren på den her. Det hele kom sig af at Niels Lyngsø havde skrevet en bog: Om ti dages stilhed. Så ville jeg se, hvad det var der skete i hans forfatterskab. Jeg mangler at blive klogeligt overrasket.

10. februar 2019:

Irène Némirovsky: Ballet

Det er en fin stor novelle fra Frankrig oversat af Anna Højgaard Andersen og Hardy Andersen og udgivet på forlaget Chataigne. Og deres forord er fremragende og giver et dramatisk baggrundstæppe for historien om en nyrig overklassemor og hendes datter i en jødisk familie. Desværre et ubehageligt billede af jødisk grådighed og stræbsomhed. Akkumuleret rigdom er vel altid ubehagelig og umoralsk og gør ikke deres ejere mere modne. Her er i hvert fald en mor, der er så umoden at hun ikke kan give plads til sin fjortenårige datter. Det er en perle af en fortælling om moderens jalousi og datterens hævn. 

9. februar 2019

Joan Didion: Blå timer

Når jeg læser om andres litteratur, som de holder af, ser jeg altid om jeg kan få bogen som e-bog og til en rimelig penge. I en artikel læste jeg om en der havde læst Joan Didion og som anbefalede hende. Jeg købte to. Måske skulle jeg have nøjedes med en. Jeg synes godt nok hendes verden er så fuldstændig mærkelig, omgivet som hun er af kendte filmstjerner og dyre middage og en utrolig selvoptagethed. Den handler om døden. Den handler om at få rynker, om at blive svag og skrøbelig. Om at det ikke kan passe. At både mand og datter kan dø. Og det er barsk naturligvis. Når hun tænker på døden tænker hun på sin datter. "Jeg havde også forestillet mig, at vores "privatliv" var noget for sig, sødt og ukrænkelig." Sådan skriver hun og forholder sig stoisk til alt der sker, men gennemtænker det igen og igen. Også adoptionens krinkelkroge, fordi datteren var adopteret. Nu mærker hun for alvor sin skrøbelighed. Hun skriver: Når man mister fornemmelsen af, at det er muligt, går det hurtigt. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Jeg fik ikke nye ord og nye indsigter.

7. februar 2019

Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år

Jeg har allerede brugt af bogen i en prædiken til 4. s.e. helligtrekonger: ”Hun må bare lade sig føre med. Af Gud, ville de sige her på gården. Hun er ikke så gudelig og sidder ofte og kommer i tanke om andre ting, når der bliver bedt bordbøn. Men hun tror selvfølgelig på Gud. Han er der bare, man behøver bare ikke at tale så meget om ham.” Det er sådan den er hele vejen gennem alle de 100 år. Citatet fortæller om en ung pige på 21 år at hun tænker sådan, fordi hun dagen efter skal emigrere til Amerika. Det sker i 1921. Små fine og gode formuleringer, som er sande fra en tid, hvor jeg naturligvis kan genkende så meget, født som jer er i 1947. Der er en lille fin tekst til hvert år. 100 tekster som afspejler tiden og familiens liv. Jeg har været glad for at læse den. Og er blevet mindet om det liv, der blev levet på den gård, Troldholm, hvor jeg som barn var rigtig meget. Også en indremissionsk familie, hvor der ikke blev sagt unødigt meget, men hvor der var et stabilt liv. Og dyrene og staldene og marker er som taget lige ud af min barndom. Men der sker meget i bogen. To mord bare på den gård. To mord som aldrig helt bliver opdaget. Og hvor man ikke gik og omfavnede hinanden hele tiden. "Johanne kan ikke huske, at hun har givet eller fået kærtegn af sin søster, sine brødre eller sine forældre. Familiens hænder vil hellere klappe hunde, stryge en hests manke eller endda stryge en kats ryg end røre ved hinanden". Og det sætter sig mærker som der nænsomt gøres opmærksom på gennem årene. Det er som en slags dokumentarfilm, der vises for læseren. Jeg var rigtig godt underholdt og nysgerrig hele tiden.

2. februar 2019

Jane Aamund: Samtaler om natten

Hun døde tirsdag i denne uge på Hospice Ankerfjord i Hvide sande. Aviserne har bare skrevet så smukt om hende. Et menneske med en ukuelig vilje, sej, inspirator og sådan noget skrev de. Jeg har bare fulgt hende lidt gennem KD og er også betaget af hende, fordi hun er sådan én evangelierne efterlyser, én med en stor tro. For det må hun have haft, når hun blev ved gennem den ene kræftsygdom efter anden at skrive. I 2017 skrev hun Samtaler om natten. Jeg købte den i går og læste den. Den er ikke lang og ikke svær at læse. Hun fortæller lige ud af posen om livet på vestjyske sygehuse, Holstebro og Herning, om Sosu'er og sygeplejersker og om mennesker i Lemvig, hvor hun boede. Det, der slår mig og gør mig glad, er hendes evne til at se andre mennesker selvom hun er så plaget af sygdom. Samtalerne om natten er primært samtaler om de andres liv. "For der er jo nattetimer, hvor enhver, der lever et menneskeliv, ligger og spekulerer. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Er jeg på den rette vej? Hvem skal jeg støtte mig til og bede om hjælp?" Hun fortæller muntert om, hvordan hun vælger Harboøre kirke frem for alle andre. For der er alvor og glæde og den passer til hendes barnetro, som hun aldrig opgiver. Jeg var lidt skuffet. Der var ikke alt det jeg havde drømt om af tanker. Men at hun var levende er overbevisende og det bedste. Og så har hun bare munden med sig. Som her: "De kvindelige magthavere, og muslimske rettroende mænd er de værste."

31. Januar 2019

Hanne Marie Svendsen: Bølgernes skum

"Altid krav, altid forpligtelser, altid skam og skyld." Så er jeg tilbage i den klassiske og gode eksistenslitteratur, som jeg elsker. Hanne Marie Svendsen er så belæst. Hun bruger den store litteratur som bagtæppe for sin egen store litteratur. "Individet er kun skum på bølgetoppene" skriver hun et sted med baggrund for romanens titel. Og antyder dermed, at vi drives af kræfter, som vi ikke har magt over. Men hun mener det ikke. Så enkelt er det ikke. Vi er ikke kun skum. Vi er noget der er vigtigere og mere fyldt med krop og ånd. Vi kan på tværs af bølgerne bryde deres magt. Vi er ikke kun skum. De tre veninder vender deres bølgetoppe, så de når sammen og rækker hænderne ud mod hinanden. Og Marion, som havde været sænket ned i en depression siger til sidst, hvor en tåre triller ned over hendes kinder og hendes gamle veninde spørg, hvad der er galt: Det betyder ikke noget, jeg er vist bare ved at vågne op. Men der er intet der er sikkert. "Hvordan finder folk ud af at leve." Det er spørgsmålet. Det er en eksperimenterende roman med flere stemmer, som alligevel finder sammen tilsidst. Den bliver i virkeligheden skrækkeligt spændende. De tre piger som har fulgtes gennem skolen, men mister forbindelsen. Som til sidst finder sammen. Og hvordan er det gået. Hele det der målebånds noget, hvor vi måler hinandens lykke, det går i stykker her. Der er ingen der har vundet. Ingen der har tabt. Hvordan finder vi ud af at leve. Det er en fremragende roman. Jeg glæder mig til at læse den sidste fra hendes hånd. Jeg har købt den. Men den her går helt ind under huden. Jeg er virkelig til stede i alle de fire stemmer, der er i romanen. Forfatterens og de tre pigers. Og så skal jeg lige have lukket op i bogens understregninger igen, fordi der er nogle bonmot der er så gode. 

"Selv det videste udsyn kan man spærre med en avis." (Den polske aforistiker Stanislaw Jerzy Lec)

Fra Nadezjda Mandelsjtams erindringer:

„Tænk engang om også vi kunne have levet et normalt liv med knuste hjerter, opgør og skilsmisser! Der findes faktisk dårer, der ikke ved, at det er sådan et normalt menneskes liv forløber, og det er det, man af alle kræfter skal stræbe efter. Hvad ville vi ikke have givet for et drama af den art!"

"Der er et navn for kraften, jeg husker det ikke, men det er sammensat af ord for vand, vind og åndedrag."

30. januar 2019

Hanne Højgaard Viemose: Hannah

Det er en fortælling om en ung backpacker, en pige som hedder Anne, men som midtvejs kalder sig Hannah. Som barn blev hun kaldt Hans. Derfor Hannah. Altså en rejse til Australien for at finde sig selv som Anne eller Hans eller Hannah. Det er for så vidt godt nok at læse, jeg får et indblik i en backpackers liv og det er bestemt ikke kedeligt. Og jeg kan sætte mig ind i det, når hun fortæller om det. Det mest spændende er at møde hende selv, men det er ikke let. Heller ikke for hende selv tror jeg. Hun kan ikke finde ud af hvem hun er. Jeg tænkte undervejs: den frihed kan man ikke leve i. Ingen forbindelse tilbage til den mor, som måske har svært ved at acceptere hende. Kun frihed og frihed og frihed. Det må være en backpackers forbandelse. Derfor roder hun sig også ud i alle mulige og umulige forhold. Jeg skulle nok have været lidt yngre for helt at blive betaget af den. Jeg har købt HHV, FRSHWN. Jeg venter lidt med at læse den, men det var derfor jeg ville læse en af hendes tidligere.

28. januar 2019

Jáchym Topol: Gennem et koldt land

"Mor gik aldrig ud, hun skulle altid mærke værelsets kanter og hjørner mod sin ryg, hun nøjedes med et lillebitte rum kun stort nok til at trække vejret i, hun ville ikke længere opholde sig i store rum, og alligevel døde hun ikke på et galehus. Hun blev aldrig sendt derhen, ikke engang efter episoden hvor hun bandt mig fast inde i kammeret, så jeg ikke kunne komme i skole. De spærrede hende heller ikke inde efter den anden episode, hvor mor ikke ville lukke mig ud i verden." Sådan fortæller den underlige jeg-fortæller i bogen som handler om noget, der virkelig er aktuelt lige nu: erindringskulturen i Europa. Den går ikke mindst for sig i Tyskland lige nu. Når jeg siger fortæller er underlig er det virkelig rigtig. Men jeg tror forfatteren vil gøre opmærksom på, at sådan er der mange der har det i Østeuropa. Der er så store huller i menneskers liv, kulturelt, politisk, menneskeligt. Løbende gennem historiens grusomhed er der sket en amputering. Akkurat som det fortælles om moren, der aldrig gik ud. Han selv har slået sin far ihjel måske med vilje. Han har siddet lang tid i fængsel og var den, der var bedst til at føre fangerne hel henrettelse ved hængning!!! "Med sovjetunionen til evig tid". Det ville være frygteligt, men det gav også en rodløshed og usikkerhed da evig tid blev reduceret til få decennier. I Theresienstadt kommer han tilfældigt med et arbejde for at bevare stedet som et monument over den grusomhed, der foregik der under nazisterne. "At glemme fortidens grusomheder er det samme som at acceptere den nye ondskab" siger hans leder ganske rigtigt, men han gør det mest for at have noget at lave! Senere kommer han til Hviderusland, hvor der er foregået endnu værre grusomheder. "Ud af ca. 9200 hviderussiske landsbyer havde de nazistiske tropper brændt 5292 ned, enten delvist eller helt. Mange af dem blev faktisk brændt ned flere gange. Grusomhederne, der foregik i øst, er ikke nået helt ud til os, og i de værste tilfælde er vi uvidende om dem." Det kan jeg læse i et meget givtigt efterord til bogen. Her forsøger oppositionen til Lukasjenko at lave en erindringskultur omkring de landsbyer og andre massakrer. Først havde Stalin været der. " Stalin myrdede tyve procent af den russiske intelligentsia, men halvfems procent af den hviderussiske." Så kom tyskerne. "De tvang mændene til at løbe i ring, indtil de var helt udmattede. Så jagtede de dem ind i en lade og brændte dem levende. Kvinder og børn brændte de i en anden lade. Hvorfor forsvarede disse mennesker sig ikke? Fordi slaver er dumme? Nej, de troede simpelthen ikke på det. Indtil sidste øjeblik. At de ville kaste børn i ilden. Hvorfor skulle nogen gøre det? Ingen havde troet, at det kunne ske, før det skete. Det havde morderne planlagt godt." Sådan noget er ikke til at læse, men det er jo blevet historisk fakta selvom vi ikke hører så meget om det. Der kommer dog aldrig noget ud af den erindringskultur. Jeg-fortælleren spiller en rolle i den sammenhæng. Han vil ikke være med til det. Kan ikke. Der er ingen sammenhæng for ham. En mærkelig men sikkert præcis tolkning af tilstanden under et diktatur.

24. januar 2019

Lotte Kirkeby: De nærmeste

Det er virkelig en foruroligende bog. Den er åndeløst spændende. Der sker så meget inden i de tre søskende og i mellem dem. De har mistet deres far og mor i det samme døgn. Faren døde af sygdom. Moren fordi hun ikke ville være alene tilbage. Romanen er tænksom på alle måder af ordet og selvom det måske ikke lige har været romanens indhold, der har præget ens egen familiehistorie, så er der alligevel meget som forsigtigt skubber til ens tanker. Har der alligevel ikke været noget af det? Og har du måske selv haft en rem af huden? Glæden ved bare at være sig selv? Ikke at tage andre ind hele tiden? At lukke af? Faren og moren i historien havde i virkeligheden nok i hinanden. Derfor lukkede de sig inde i deres forhold og lukkede børnene venligt ude. Det er det der venligt, som er spændende. Vi vil ikke miste vores børn, men vi ved vi vil gøre det en dag. Og vi vælger måske derfor at miste dem før tid. (Måske fordi det også er naturligt!!!). Jeg holder meget af storesøsteren, som er fortælleren. Hun analyserer det hele så omhyggeligt. Men de er singler alle tre. Det er sigende. Har de fået deres far og mor ind under huden uden at ville det? At de lukker af. Andre skal ikke komme for tæt på. Og hendes eget forhold til sine to piger gør det ondt at overvære ind i mellem. Men så kommer der en samtale hos præsten. Så vågner jeg virkelig op: "»Det var dejligt, at I kunne være her alle tre,« siger præsten. Der ligger bøger overalt på hans kontor, og bakken med kaffe og kopper, som han selv henter og bærer ind, da vi har sat os, står på en af de stabler, der ser mest stabil ud.

»I må undskylde, at her roder,« siger han. »Det er også mit arbejdsværelse.« Vi sidder ved siden af hinanden på tre stole, som han har stillet foran sit skrivebord, og det er, som om vi skal til eksamen. Vi kan ikke se hinanden, men vi nikker og siger tak, da han spørger, om vi vil have kaffe. Der er ingen af os, der har mødt ham før, og han har aldrig mødt vores forældre. Men det er dem, som vi skal snakke om. Det er os, der skal fortælle, og det er ham, der skal skrive ned, så han kan tale over dem i kirken. Det var mig, der ringede til ham, og i telefonen sagde han, at de var blevet kaldt hjem. Han talte længe og trøstede, selv om jeg ikke sagde noget, og jeg græd heller ikke. Han brugte ord som den yderste dag og det evige liv, og jeg var glad for, at vi var blevet enige om, at det var mig, der skulle ringe, og ikke en af de andre." Og jeg tænker på min egen praksis som præst, hvor jeg ikke vil være den præst der skal tale over dem eller nogen, som jeg ikke kender som venner eller jeg elsker. Nu hvor vi alle er enere, individer, skrivende, så skal de nærmeste jo selv have lov til at skrive det, der skal siges om den eller de døde, som her i romanen. I samtalen er det ganske som i virkeligheden. Tre søskende med tre forskellige forældre. Deres opfattelser er så forskellige. Og de forsøger at finde den rangorden der engang var imellem dem, men forgæves. Og det bliver så godt som det kan. Igen er det en bog om døden, at vi skal dø. Det er ikke den ringeste af dem, der er kommet. Jeg er vildt betaget af den. Lotte Kirkeby er kommet ind i mit bibliotek. Tak for det.

21. januar 2019

Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling

Det var den bog konfirmanderne fortalte mig om. Jeg følger åbenbart slet ikke med i litteratur for unge. Det må jeg indrømme. Det er jo en vidunderlig bog. Første del af 6 bøger i alt, der handler om Filip der kommer ned i Helvede. Det er en moderne Guddommelig Komedie i ren Dante stil. Jeg fornøjede mig meget. Det var morsomt at læse den. Sikke en fantasi den mand har. Her kommer et eksempel: En spinkel tåre dannede sig i ansigtets ene øjenkrog og løb ned over den gyldne hud. »Det er første gang i de knap totusind år, jeg har hængt her, at jeg har hørt de ord komme ud af en andens mund end min. Så mange gange har jeg sagt, at jeg var ked af det, at jeg fortrød det, jeg havde gjort. Også selv om det slet ikke var min skyld. Nej, det var overhovedet ikke min skyld. Jeg sagde jo, at efter min mening havde manden ikke gjort sig skyldig i nogen forbrydelse, og jeg tilbød dem endda at frigive ham. Men de ville ikke lytte. De krævede ham dømt, og så var jeg jo nødt til at dømme ham! Men nu er jeg selv fordømt. I al evighed skal jeg hænge her og pines, som jeg engang selv pinte, og der er ingen, der lytter til mig, ingen der vil høre på, at det slet ikke var min sky… AV!« Det er Pilatus der som straf for sit liv og dets afgørelser nu hænger som dørhammer på vej ind til Djævelen. Det er den frie vilje, der interesserer forfatteren. Den vilje der frit vælger det onde som Sørens kammerat gør mod Filip, som bare er sådan en god dreng. Der er ikke ondt skabt i ham. Eller er der. Det handler bogen rigtig meget om. Djævelen forsøger at forklare ham det. Hvis verden kun var solskin og blomster og intet ondt. Så ville det blive kedeligt: »Ingen hensynsløshed, dovenskab eller egoisme. Ingen misundelse, og dermed heller ingen sportsgrene eller konkurrencer. Vinderinstinktet er dødt, for hvis man taber, bliver man hverken vred eller hidsig, men derimod glad på modstanderens vegne. Og når glæden er lige stor ved både at vinde og tabe, hvorfor så overhovedet spille? Bøger og film handler om ingenting, for i denne verden er der ingen skurke, der skal fanges og dermed ingen helte. Aviserne er lige så tomme på indhold som bøgerne, for der er intet at skrive om. Ingen forbrydelser, skandaler, svindelnumre, politisk korruption, ingenting... Og hvad værre er, Filip: Der vil slet ikke være plads på jorden til denne forandring. Ingen krige, ingen kemiske udslip, ingen naturkatastrofer eller trafikuheld til at holde befolkningstallet nede. Det vil være katastrofalt. Eller sagt på en anden måde, min dreng: Hvis Helvede lukker, så vil verden gå ad helvede til.« Ved hjælp af lidt jalousi begynder Filip dog at blive fristet til at blive ond. Det går ganske godt for ham til sidst. Men han er blevet snydt. Og han indser at det er bedre at holde sig til det gode. Og til Vita, som han så vender tilbage til livet med og snyder Mortimer. Fremragende bog. Nu er jeg spændt på om de har læst den eller bare har hørt om den eller set den som film.

16. januar 2019

Markus Zusak: Bogtyven (2005)

Jeg har p.t. et meget fint konfirmandhold. De er meget dygtige. Videbegærlige. Og jeg vil prøve at overbevise dem om, at det er fantastisk at læse. Det lukker verdener op, som vi aldrig ellers havde mulighed for at forstå. Det er kilder til viden og til oplevelser og til empati. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Og jeg tænkte mange igennem. Bøger. Jeg gjorde holdt ved Bogtyven. Det er virkelig noget der vil noget for børn i 7. klasse. Men den er så lang. Jeg havde set den som film, men ikke læst den. Nu læser jeg et kapitel ad gangen og genfortæller lange afsnit. Jeg synes det er en fin bog. Jeg havde stor glæde af at læse den og vil gerne gøre andre interesserede i den. I morges - tidligt - var jeg lige ved at gøre den færdig (i sengen). Så læste jeg det her: "Michael Holtzapfel vidste, hvad han gjorde. Han slog sig selv ihjel, fordi han ønskede at leve." Så alvorlig er den. Men det er godt at følge pigen Liesel, hendes sårbarhed og hendes klarsyn for, hvad der er godt og hvad der er grimt. Der er meget god sandhed i den bog for alle aldre. I tirsdags da vi havde timer, konfirmanderne og jeg, arbejdede vi med det onde, fristelsen til at gøre ondt. Og hvad er det onde. Og så fortalte de om Djævelens lærling. Og hvad er det for en bog? De fortalte. Og Viktor kunne forfatterens navn. Den er jeg ved at læse nu. Ellers har jeg så mange bøger der står og venter. Jeg kan næsten ikke vente selv. 

6. januar 2019

Herta Müller: Mit fædreland var en æblekerne

Det er den fjerde bog jeg læser af hende. Hver gang er jeg fuldstændig optaget af det. Det område i europa er jeg så optaget af uden at vide hvorfor. Jo, det er naturligvis på grund af diktaturet. Både før kommunismen og under. Og hele historien fra 2. verdenskrig og frem til nu og alle de tanker jeg gør mig om bl.a. Rumænien. Som er så fattig. Og stadigvæk så låst. En af de store baggrunde for Herta Müllers forfatterskab får vi noget at vide om her. Hendes barndom i "Lavningen" langt ude på landet. Hendes mors liv ikke mindst. "Jeg hørte tit landsbyordet for deportation, „tvangsforflytning“. Men som barn forstod jeg ikke hvad det betød. Som barn havde jeg altid indtryk af at min mor var meget gammel, men hun var knap tredive. Og jeg syntes det var uhyggeligt at spise alene med hende. Uroen og begærligheden forplantede sig til mig når vi spiste, det var som en jagt efter at blive mæt." Hendes mor havde været været landsforvist. Deporteret. Det var en uvished og en frygt der sad i hende fra barnsben. At alt kunne blive frataget én. Frihed, mad, hjem. Som lille pige tænkte forfatteren: "Gud er overalt, han ser alt. De døde kommer i himlen. Jeg ledte efter dem i skyernes form og fandt dem også, de døde naboer og de døde dyr. Jeg vidste jeg ville få problemer med Gud. Hvis han ser alt, ved han også hvad jeg tænker i hovedet. Okay, han gør ikke noget lige nu, men på et eller andet tidspunkt straffer han mig." Sådan er det når man vokser op i diktaturet. "Når man havde skriftet, skulle man sige sætningen: „Jeg vil alvorligt forbedre mig og undgå lejligheder til at synde.“ Som om det var mig der havde opsøgt synden og ikke omvendt. Efter hvert skriftemål vidste jeg at jeg aldrig kunne holde dette løfte, at det var løgn. På den måde endte hvert skriftemål med en ny stor løgn. Og det kunne jo ikke skjules for Vorherre." Kirken har  mange steder i Europa bare taget så meget fejl. Müller kan skrive: "Religionen var aldrig en trøst, den truede altid kun og tildelte skyld." Hendes barndom var tung på den og mange andre måder: "Når jeg ser tilbage på min barndom, var det med alle følelser som med samhørighedsfølelsen, at følelser kun var usynligt til stede. Der hvor man ikke med ét ord taler om sig selv, kan man heller ikke vise følelser. Jeg tror jeg ville være blevet forskrækket hvis min mor pludselig havde kærtegnet mig." Og så er hele bogen bare dagsaktuel. Den er en kommentar til det der sker i verden lige nu. "Når der bliver løjet alle vegne, når ens egne oplevelser står i så grel modsætning til den officielle sandhed og dermed bliver taget fra en, må man jo blive tavs. Og hård. Ja, de hjemvendte værnemagts- og SS-soldater havde kæmpet sammen med den rumænske hær ved Stalingrad, og så var de forbryderne og rumænerne heltene. På den måde blev mindretallet næsten objektivt forhindret i at tale om nazitidens forbrydelser og også for sig selv anerkende sandheden. Denne tavshed og hårdhed havde endnu en konsekvens, en opportunisme der ilede i forvejen. Mine forældre var og blev dresseret af frygt." Historieforvanskning. De havde alle været fascister. "Frygten for politisk straf gjorde dem ubetinget underdanige, uforbederlige og feje." "Barndommen har en temmelig hurtig forfaldsdato. Derefter er man henvist til sig selv og må hele livet opdrage sig selv, hvad enten man vil eller ej. Hvordan man gør det, ved jeg ikke, man er så uigennemsigtig for sig selv." Jeg kan bare blive ved og ved med at citere hende. Det er så tænksom, der er meget der klinger med i ens eget liv. Selvom det ikke har været levet under rumænernes vilkår. Nej, jeg tror omvejene er de rigtige veje siger hun et sted. Det kan jeg så godt lide. Der er ingen nemme løsninger på at blive et menneske. Et sted fortæller hun om Landsmandsforeningen i München. En forening hun ikke kan lide. Og kalder dem: Et følelsesministerium. Det ord kan jeg godt bruge på noget, der findes i Danmark. Og så får jeg jo meget at vide om socialismen: "Denne allestedsnærværende grimhed var den eneste lighed under socialismen." "Vores tunge humør var idealet for socialismen, livsglæde gør mennesker spontane, det vil sige uberegnelige." "Den ortodokse kirke var fast integreret i fascismen. Døden var ganske vist „en mester fra Tyskland“, men den havde en nidkær lærling fra Rumænien. Den dag i dag forties og fordrejes det i Rumænien mere end det indrømmes." Her giver hun mig et alment godt eksistensråd: "Lige netop når man mangler et holdepunkt, må man ikke mure sig inde derhjemme, da må man ikke være for meget alene med sig selv. Så er det bedre at man ser på sommeren i haverne eller sneen på stakitterne. Jeg tvang mig selv til at gå et eller andet sted hen i byen hver dag. Tit ud i afsides bydele." Det er altså gavnlig læsning. Og så har hun et fuldstændig vidunderligt sprog, hvor hun leger med ordene, samler på dem, klipper dem ud, sætter dem sammen på nye måder. At hun fik Nobelprisen var fortjent. 

3. Januar 2019

Niels Fredrik Dahl: Mor om natten

"På den ene side, suget efter nærhed, kærlighed, kontakt. På den anden, og stærkeste, side: angsten for denne nærhed, følelsen af ikke at kunne håndtere en dyb kontakt med et andet menneske." Med det her citat er vi helt ind i bogens maskinrum og i ethvert menneskes maskinrum. Alting udspiller sig vel her. I morgen har jeg en bisættelse af en, som levede meget alene. Her bruger jeg det her citat. Men bruger også det her: Hvad er et menneske? Den store russiske forfatter Dostojevskij svarede: Et menneske er en bøn. En bøn om at blive set, hørt, forstået, accepteret, tilgivet og elsket. Det er sådan det er. Jeg havde aldrig læst noget af Niels Fredrik Dahl, men det var godt at møde ham. Der er gået 8 år, hvor han ikke er udkommet med noget. Hvis det har været alt det her, tiden er gået med, er der ikke noget at sige til det. Her er en sætning jeg godt kan lide når jeg tænker på min egen mormor: "det er muligt at Gud ser alt, men ikke før mormor har set det." Men ellers er det de store personlige indre konflikter: "Vær her, siger jeg. Men vær ikke her, for her er jeg. Jeg vil være her, helt alene. Jeg kan ikke være alene, du skal være her, du skal holde mig i hånden, ok, siger du, du er her, du holder mig i hånden, det går over, siger du, det kommer til at gå over, men det kommer aldrig til at gå over, jeg er uden håb og uden tro, og så går det over, så slipper det taget for denne gang, som om jeg er kommet ud af natten."  Det er sådan han skriver. Og han bruger gode gamle forfattere: "Jag älskar dig, står der i digtet, med det av mitt liv som är levande. Genom förnedringarna, misstagen, fegheten. Vi går samman igen, står der, uhjälpligt splittrade. Vi har en oerhörd kraft." Her kommer en selvindsigt, som jeg godt kan lide: "Alle vil ses som den de er, siger vi, men måske er det vi egentlig vil, at blive set som en anden end den vi er, og at frygten, den der trykker, som af og til lammer, skyldes at vi er bange for at blive set som den vi er. At overgive sig til den man er, eller det som er." Det kan jeg forstå. Og noget andet som jeg godt kan forstå, fordi min mor også lever i mig: "At mor lever og fortsætter med at virke i mig – betyder det at der fandtes noget mellem os som jeg, eller hun og jeg, ikke var opmærksomme på, men som virkede, virkede mens vi sov, virkede mens vi gik som fremmede rundt om hinanden i de mørke rum i blokken hvor vi boede?" Hele tiden må jeg bremse op i læsningen og tænke mig om. "Gud kan ikke være alle steder på én gang, derfor skabte han mødrene. Mor kan ikke være alle steder på én gang, derfor skabte hun Gud..." skriver han så pludselig. Til slut et citat om morens drøm om at "finde en mand som kunne fylde det store, sorte hul hun hele tiden var ved at falde ned i, og som aldrig kunne fyldes; giv mig mere, mere, mere, giv mig mere, mere, mere, som en sang, et omkvæd gennem hendes liv." Som helhed var jeg lidt foruroliget. Også fordi han ikke vil gøre dem nemt for læseren. Der er hele tiden spring i tid og det er der jo ingen grund til. Jeg har fået nogle ting med mig. En god begyndelse på et nyt læseår.