Jordan B. Peterson

Pibekraver

Jordan B. Peterson

12 regler for livet

En modvægt til kaos

Jeg synes det er så spændende en bog, at jeg bliver nødt til at oprette en side bare til den. Der er meget i bogen som jeg stiller spørgsmål ved, men jeg holder af bare at sige, at det her lyder fornuftigt. Jordan B. Peterson lægger postmodernismen til side og vover igen at tale om sandheden med stort S. Det kan jeg godt lide, selvom det kan være farligt. Nedenfor er nogle af de citater som jeg selv har lagt til side for at bruge dem senere. 

REGEL 1

Ret ryggen

REGEL 2

Behandl dig selv som en, du har ansvaret for at hjælpe

REGEL 3

Vælg venner, der vil dig det bedste

REGEL 4

Sammenlign dig med den, du var i går, ikke med en anden i dag

REGEL 5

Sørg for, at dine børn er til at holde ud

REGEL 6

Fej for egen dør, inden du kritiserer verden

REGEL 7

Søg det meningsfulde (ikke det belejlige)

REGEL 8

Sig sandheden – eller lad i det mindste være med at lyve

REGEL 9

Gå ud fra, at den, du lytter til, måske ved noget, du ikke ved

REGEL 10

Vær præcis i det, du siger

REGEL 11

Lad børn være i fred, når de løber på skateboard

REGEL 12

Kæl med en kat, når du møder en på gaden

26. august 2019

Jordan B. Peterson: 12 regler for livet. En modvægt til kaos.

Det følgende er mine foreløbige optegnelser fra bogen. Jeg er ikke færdig med den endnu.


Overture

Jeg gjorde opmærksom på, at den (altså meningen) igen og igen var blevet formuleret og behandlet i fortidens store fortællinger, og at den havde mere at gøre med at stå fast og træde i karakter, når man møder modstand, end at springe rundt og forsøge at fastholde en lunefuld og flygtig lykke. Den tanke er en del af bogens lange tilblivelseshistorie.

 

Orden er, når folk omkring dig handler i forhold til let forståelige sociale normer og er forudsigelige og samarbejdsvillige. Det er en verden med faste sociale strukturer, udforskede omgivelser og genkendelighed. Orden er typisk fremstillet symbolsk som maskulin. Det er den vise konge og tyrannen, som for evigt er bundet sammen, ligesom samfundet altid fremstilles som både en struktur og en form for undertrykkelse. Som noget, der på en gang støtter og hæmmer.

     Kaos er til gengæld, hvor eller når noget uventet indtræffer. Kaos opstår i triviel form, når du for eksempel er til en fest med folk, du tror, du kender, og du fortæller en vittighed, som pludselig gør alle tavse og forlegne. Kaos i mere katastrofale proportioner er, når du pludselig bliver arbejdsløs eller svigtet af en kæreste. Som modpolen til den symbolsk maskuline orden fremstilles kaos oftest som feminin. Den er det nye og uforudsigelige, som momentant viser sig midt i alt det velkendte. Den er på en gang skabelse og undergang, kilden til nye ting og stedet for de døde. Ligesom naturen i modsætning til kulturen både er fødsel og død.

 

...fælles trossystem, der dels findes i folks hoveder og dels viser sig gennem deres handlinger, gør det nemt for alle – både i deres egne øjne og i andres. Fælles trossystemer forenkler også verden, fordi mennesker, der ved, hvad de kan forvente af hinanden, også har mulighed for at arbejde sammen om at tæmme og styre omgivelserne. Der findes måske ikke noget vigtigere end at bevare denne form for organisering, denne forenkling. Hvis den trues, smuldrer samfundets fundament.

 

Hvis livets mening ikke tillægges en positiv værdi, opfattes den ikke engang som neutral. Fordi vi er sårbare og dødelige, er smerte og angst en integreret del af den menneskelige eksistens. Vi har brug for at sætte et bolværk op mod den lidelse, der er indbygget i den menneskelige Væren.

 

Uden et fælles trossystem bliver livet kaotisk, jammerligt og uudholdeligt. Men med et fælles trossystem kan vi ikke undgå at komme i konflikt med andre grupper, der bekender sig til et andet trossystem. I den vestlige verden har vi længe forsøgt at skrue ned for betydningen af de traditions-, religions- og endda nationscentrede kulturer, blandt andet i et forsøg på at mindske risikoen for, at der opstår gruppekonflikter. Til gengæld er det, som om vi i tiltagende grad er til fals for meningsløshedens desperation, og det er bestemt ikke nogen forbedring eller noget fremskridt.

 

…det er fortidens store fortællinger altid insisterer på: at det enkelte menneske befinder sig i korsets midte. At midten bliver synlig ved hjælp af korset, ligesom guldet altid skal findes under det store kryds på skattekortet. Når man befinder sig i midten af korset, mærker man lidelsen og forvandlingen – og det er først og fremmest et faktum, som den enkelte frivilligt skal acceptere. Det er faktisk muligt at frigøre sig fra et slavisk tilhørsforhold til gruppen og dens doktriner og samtidig undgå den ekstreme modsætnings alvorligste faldgrube, nemlig nihilismen. Det er faktisk muligt at finde tilstrækkelig mening i ens personlige bevidsthed og erfaringer.

     Hvordan kan verden befries fra konfliktens frygtelige dilemma på den ene side og den psykologiske og sociale opløsning på den anden side? Svaret lød sådan her: Ved at løfte og udvikle individet og ved alles villighed til i fællesskab at bære Værens byrde og følge den heroiske vej. Vi må hver især påtage os så stor en del af ansvaret for vores personlige liv, samfundet og verden, som det er os muligt. Vi må hver især fortælle sandheden og reparere det, der er gået i stykker, og nedbryde og genopbygge det, der er gammelt og forældet. Det er på den måde, vi både kan og skal mindske mængden af lidelse, der forgifter verden. Det er meget af bede om. Det er faktisk alt at bede om. Men alternativet – det terroriserende, diktatoriske trossystem, den sammenstyrtede stats kaos, den utæmmede naturs tragiske katastrofetilstand, det formålsløse individs eksistentielle angst og svaghed – er så indlysende værre.

 

Vi er pakdyr, lastdyr. Vi må bære en byrde for at retfærdiggøre vores kummerlige eksistens. Vi har brug for rutiner og traditioner. Det er orden. Der kan blive for meget orden, og det er bestemt ikke godt, men vi kan også blive omgivet af kaos og ende med at drukne – og det er heller ikke godt. Vi skal holde os på den lige og smalle sti.

 

Og her skal ”dér” forstås som grænsen mellem orden og kaos. Netop dér er vi på en gang stabile nok, udforskende nok, forvandlende nok, reparerende nok og samarbejdende nok. Det er dér, vi finder den mening, som berettiger både livet og dets uundgåelige smerte.

 


Ret ryggen

Hvis du for eksempel har en dårlig holdning – hvis du er krumbøjet, og skuldrene luder, brystet huler, og hovedet hænger, hvis du ser lille, overvundet og uduelig ud (i teorien gør det dig mindre udsat for et bagholdsangreb) – vil du også føle dig lille, overvundet og uduelig. Og den følelse vil blive forstærket af andre menneskers reaktioner. Ligesom hummere ser folk hinanden an, og de danner sig et billede af den anden blandt andet ud fra hans eller hendes holdning. Hvis du ligner en taber, vil folk reagere på dig, som om du er en taber. Hvis du retter ryggen, vil de begynde at opfatte og behandle dig anderledes.

 

Når du retter dig fysisk, kan du slet ikke lade være med også at rette dig metafysisk. Det sker faktisk helt af sig selv. Når du retter dig op, accepterer du også helt frivilligt at påtage dig Værens byrde. Dit nervesystem begynder at reagere helt anderledes, når du utvungent ser livets vilkår og krav i øjnene. Du reagerer på en udfordring i stedet for at forberede dig på en katastrofe.

 

At rette ryggen er det samme som at acceptere livets tyngende ansvar med vidtåbne øjne. Det betyder, at man positivt beslutter sig for at transformere potentialernes kaos til en håndterbar og reel orden. Det betyder, at man må bære den byrde, det er at være bevidst om egen sårbarhed, og at man accepterer afslutningen på barndommens paradis, hvor man ikke rigtig var bevidst om hverken endegyldighed eller død.

 

At rette ryggen betyder, at man bygger arken, som redder verden fra oversvømmelsen, at man leder sit folk gennem ørkenen på flugt fra tyranniet, at man styrer bort fra det behagelige hjem og land, og taler dunder til dem, der ignorerer enker og børn. Det betyder, at man skal bære korset på sine skuldre, det kors, som også er et kryds, der markerer stedet, hvor den enkelte og Væren skærer hinanden med så stor kraft.

 

Lad være med at gå duknakket rundt. Sig din mening. Formuler dine ønsker, som om du har ret til at få dem opfyldt – i hvert fald lige så meget ret som alle andre. Gå opret, og se fremad med et fast blik. Vov at være lidt farlig. Få serotoninen til at flyde lidt raskere i de neurale netværk, som er så desperate efter at blive påvirket af stoffets beroligende effekt.

 

Behandl dig selv som en, du har ansvaret for at hjælpe

Orden er Gudfader, den store dommer, bogholderen, og den, som uddeler belønning og straf. Orden er den hær af politibetjente og soldater, som findes i fredstid. Den er den politiske kultur, det forretningsmæssige miljø og systemet i bredeste forstand. Den er ”man” i ”du ved, hvad man siger”. Den er kreditkort, klasseværelser, køen ved kassen i supermarkedet, at vente på tur, trafiklys og den velkendte rute, pendlerne altid tager.

 

I den positive udgave er kaos selve muligheden, kilden til ideer, det mystiske rige, hvor undfangelse, vækst og fødsel hører hjemme. I den negative udgave er kaos det uigennemtrængelige mørke i en hule eller den frygtelige ulykke i vejsiden.

 

Kaos og orden udgør det levendes evige og transcendentale miljø. At spænde over den fundamentale dualitet er det samme som at være i balance: at have den ene fod solidt plantet i orden og tryghed, og den anden i kaos og muligheder, vækst og eventyr.

 

Orden er ikke nok. Du kan ikke bare nøjes med at være stabil og tryg og uforandret, for der er altid nye, vigtige ting at lære. Men kaos kan hurtigt blive for meget. Du kan ikke gennem længere tid lade dig oversvømme og overvælde mere, end du tåler, mens du lærer det, du endnu ikke har lært. Derfor bliver du nødt til at sætte den ene fod i det, du allerede har lært og forstået, og den anden i det, du er ved at lære og forstå. På den måde har du placeret dig selv et sted, hvor du kan styre den eksistentielle rædsel og dermed er tryg, og hvor du samtidig er opmærksom og engageret. Netop dér vil der både findes noget nyt at lære og en måde, hvorpå du kan forbedre dig. Netop dér findes meningen.

 

Men selv for Gud er det tilsyneladende ikke muligt at skabe et afgrænset sted, som er helt og aldeles beskyttet mod det udefrakommende – heller ikke i den virkelige verden med dens nødvendige begrænsninger og omgivende transcendens. Det ydre, altså kaos, sniger sig altid ind, fordi intet sted helt kan isoleres fra resten af virkeligheden. Så selv det ultimative ”safe space” indeholder uundgåeligt en slange. Menneskene i vores oprindelige afrikanske paradis stødte altså ofte på rigtige og meget virkelige slanger i græsset og i træerne.

 

Den værste af alle mulige slanger er den evige menneskelige hang til ondskab. Den værste af alle mulige slanger er den psykologiske, åndelige, personlige, indre. Ingen mure, uanset hvor høje de er, vil kunne holde dem ude. Selv hvis fæstningen i princippet var solid nok til at holde alt ondt ude, ville slangen straks vise sig igen indenfor.

 

Hvor sløve og elendige ville vi ikke blive, hvis der ikke længere var nogen grund til at være opmærksomme? Måske mente Gud, at hans nye skabning kunne klare slangen og opfatte dens tilstedeværelse som det mindste af de to onder.

 

Altings skaber kalder, og Adam svarer: ”Jeg hørte dig godt, Gud, men jeg var nøgen og gemte mig.” Hvad betyder det? Det betyder, at mennesker, der bliver foruroliget over deres nøgenhed, altid har svært ved at sige sandheden, at balancere mellem orden og kaos og at leve op til deres skæbne. De er med andre ord bange for at spadsere en tur med Gud. Det er måske ikke ligefrem beundringsværdigt, men det er ganske forståeligt. Gud er en fordømmende far. Han har høje standarder. Han er svær at stille tilfreds.

 

Det skabte et evolutionært kapløb mellem omkredsen af fosterets hoved og størrelsen af morens bækkenåbning. Kvinden tillod, at hendes hofter blev så brede, at det til sidst var tæt på umuligt for hende at løbe. Barnet gik med på at blive født næsten et helt år for tidligt i forhold til andre pattedyr på samme størrelse og udviklede samtidig et kranium, der kunne klemmes ret meget sammen.

 

Det betyder alt sammen, at kvinden betaler en høj pris for både graviditet og yngelpleje, særlig i de første år, og at en af de uundgåelige konsekvenser er en forøget afhængighed af en mand, der til tider er upålidelig og ofte gnaven. Hun er i bund og grund underlagt hans humør.

 

Og så vender vi tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvorfor køber folk receptpligtig medicin til hunden og sørger omhyggeligt for, at dyret indtager den, men kan ikke finde ud af at gøre det samme for dem selv? Nu har du så svaret udledt af en af menneskehedens mest grundlæggende tekster. Hvorfor skulle nogen dog tage sig af et væsen så nøgent, grimt, skamfuldt, skræmt, værdiløst, kujonagtigt, bittert, ynkeligt og bebrejdende som en af Adams efterkommere? Selv hvis det væsen er ham selv?

 

Kapitel 1’s morale er, at Væren, der skabes af det sande ord, er god. Det gælder endda også for mennesket, før det blev skilt fra Gud. Denne godhed blev fuldstændig rystet af begivenhederne omkring Syndefaldet (og Kain og Abel, Syndfloden og Babelstårnet), men vi har bevaret en antydning, et glimt af det guddommelige, før Syndefaldet.

 

Svaret på det hele findes allerede i Første Mosebogs kapitel 1: at rumme Guds billede – at tale den gode Væren frem af kaos – men at gøre det fuldt bevidst og ganske frivilligt.

 

Hvis vi skal tage ordentligt vare på os selv, skal vi være i stand til at respektere os selv – men det gør vi ikke, fordi vi – ikke mindst i vores egne øjne – er faldne væsener. Hvis vi levede i sandhed, og hvis vi talte sandhed, kunne vi atter følges med Gud og respektere os selv og hinanden og verden. Så ville vi måske behandle os selv som mennesker, vi holdt af. Så ville vi måske stræbe efter at bringe verden på ret køl igen. Vi ville dreje den i retning mod himlen, hvor vi håbede, at folk, vi holdt af, ville kunne leve i stedet for at sætte kursen mod Helvede, hvor vores bitterhed og had for evigt ville straffe alle og enhver.

 

Jeg har lært to meget vigtige ting af Carl Jung, den berømte, schweiziske dybdepsykolog, om ”at behandle andre, som du gerne selv vil behandles” eller ”elsk din nabo som dig selv”. Den første ting var, at ingen af de to udsagn handler om at være flink. Den anden ting var, at de begge to er en form for ligninger og ikke formaninger. Hvis jeg er nogens ven, familiemedlem eller kæreste, er jeg moralsk forpligtet til at købslå og forhandle lige så hårdt på mine egne vegne, som de er på deres. Hvis jeg ikke klarer det, ender jeg som en slave, og den anden person som en tyran. Det kommer der ikke noget godt ud af. Det er meget bedre for en hvilken som helst relation, at begge parter er stærke. I øvrigt er der ikke den store forskel på at forsvare sig selv, når man bliver mobbet eller på anden vis generet, og forsvare en anden. Jung påpeger, at det betyder, at man skal favne og elske den synder, man selv er, lige så meget som man skal tilgive og støtte et andet fejlbehæftet menneske, der er ved at snuble.

 

Du kan ikke bare mishandle dig selv, som det passer dig. Det handler mestendels om, at din Væren er ubønhørligt forbundet med andres Væren, og en eventuel mishandling af dig selv kan få katastrofale følger for andre. Det ses måske allertydeligst efter et selvmord, hvor de efterladte ofte føler sig både forladte og fortvivlede. Men i metaforisk forstand skal du også huske på, at du indeholder en gnist af det guddommelige, som netop ikke tilhører dig, men Gud. Vi er trods alt alle – i hvert fald ifølge Første Mosebog – skabt i Hans billede. Vi har den halvgudelige evne til at være bevidste. Vores bevidsthed spiller en rolle, når vi taler Væren frem. Vi er populært sagt versioner af Gud i en lav opløsning (”kinosiske”). Vi kan skabe orden af kaos – og omvendt – på vores helt egen måde. Med vores helt egne ord. Så vi er altså ikke helt på niveau med Gud, men vi er heller ikke ingenting.

 

Menneskeheden som helhed, og de, der udgør den som enkelte, identificerbare individer, fortjener medfølelse og sympati for den forfærdelige byrde, de hver især vakler under. Medfølelse og sympati, fordi de er underlagt den dødelige sårbarhed, statens tyranni og naturens hærgen. Det er en eksistentiel situation, som et dyr hverken udsættes for eller er tvunget til at udholde, og som det ret beset kræver Guds barskhed at bære fuldt og helt.

 

Du skal vide, hvor du er på vej hen, så du kan tage dine egne beslutninger og undgå at ende som vred, hævngerrig og ondskabsfuld. Du skal sørge for at formulere dine egne principper, så du kan forsvare dig imod, at andre udnytter dig, og så du føler dig tryg og sikker, mens du arbejder og leger. Du skal omhyggeligt disciplinere dig selv. Du skal holde de løfter, du giver dig selv, og belønne dig selv, så du kan stole på dig selv og er i stand til at motivere dig selv i fremtiden. Du skal finde ud af, hvordan du helst skal behandle dig selv, så der er størst chance for, at du udvikler dig til og fortsætter med at være et godt menneske. Det vil være rigtig godt, hvis du kan bidrage til, at verden bliver et bedre sted. Himmeriget opstår ikke bare sådan af sig selv.

 

Sammenlign dig med den, du var i går, ikke med en anden i dag

Ideen om et værdifrit valg er i bund og grund en selvmodsigelse. Der foregår altid en form for værdifastsættelse, inden man vælger at udføre en bestemt handling. Det er en forudsætning for, at man kan udføre handlingen. Og når man har valgt en bestemt handling, har man også valgt dens iboende standarder for, hvad man kan opnå med den.

 

Den er del af en ond triade: arrogance, bedrag og vrede. Intet forårsager mere skade end denne underverdenens treenighed.

 

Her kommer et tip. Fremtiden er ligesom fortiden. Men der er en afgørende forskel. Fortiden ligger fast, men fremtiden kan gøres bedre. Den kan endda gøres ret meget bedre på blot en enkelt dag og med en minimal indsats. Nutiden er for evigt fejlbehæftet. Men måske er det slet ikke så vigtigt, hvor du begynder, men mere i hvilken retning du bevæger dig. Måske findes lykken altid i turen op ad bakken, og ikke i den flygtige tilfredsstillelse, der venter på toppen. En stor del af lykken er håb, uanset hvor dybt nede i underverdenen det håb blev skabt.

 

Nu sigter du højere. Nu rækker du efter stjernerne. Nu oplever du at se klart. Det, du sigter mod, afgør, hvad du ser. Den sætning er værd at gentage: Det, du sigter mod, afgør, hvad du ser.

 

Biblen er på godt og ondt den vestlige civilisations grundlæggende dokument, dens grundlov, kunne man også sige. Det, der grundlægges i den, er de vestlige værdier, den vestlige moral og den vestlige opfattelse af godt og ondt. Den er resultatet af processer, som ligger langt ud over vores fatteevne. Biblen er et bibliotek bestående af mange bøger, som hver især er skrevet og redigeret af mange mennesker. Den er et enestående dokument – en nøje udvalgt, velorganiseret og til sidst logisk sammenhængende historie, gennemskrevet af en række ukendte forfattere i løbet af flere tusind år. Biblen er blevet kastet op fra dybet af den kollektive menneskelige forestillingsevne, som i sig selv er et produkt af ufattelige kræfter, der har virket gennem umådelig lang tid. Når vi studerer den omhyggeligt og respektfuldt, vil den fortælle os, hvad vi tror på, og hvordan vi derfor bør handle. Det er svært at forestille sig en anden måde at få så dyb indsigt på.

 

Det var realister, som skabte eller opdagede Det Gamle Testamentes Gud. Når Hans oldtidsfolk tankeløst slog ind på den forkerte sti, endte de tit som fortvivlede slaver – nogle gange i flere århundreder ad gangen – hvis ikke de nærmest blev udryddet. Var det fornuftigt? Var det retfærdigt? Var det rimeligt? Det Gamle Testamentes forfattere stillede yderst sjældent den slags spørgsmål, og når det skete, var de meget forsigtige med deres ordvalg. De antog i stedet, at Værens skaber vidste, hvad Han gjorde, at Han i bund og grund var omnipotent, og at Hans krav og pålæg skulle følges til punkt og prikke. Det gjorde de klogt i. Han var en sand naturkraft.

 

Han omfavner alle, tilgiver alt. Jo, han sender dig ganske vist en tur i Helvede, hvis du opfører dig rigtig slemt. Men Han er grundlæggende en kærlighedens gud. Det virker mere optimistisk, mere naivt favnende, men også (og i lige så høj grad) mindre troværdigt. Hvem vil i en verden som vores – undergangens drivhus – tro på den historie? En gud, der er gennemsyret af godhed, i en verden, der har oplevet Auschwitz?

 

Det betyder, at du i stedet skal holde op med at manøvrere og kalkulere og se igennem fingre med og intrigere og håndhæve og forlange og undgå og ignorere og straffe. Det betyder, at du skal opgive dine gamle strategier. Det betyder, at du i stedet skal være så opmærksom, som du måske aldrig har været det før.

 

Vær opmærksom. Fokuser på dine omgivelser, både de fysiske og de psykologiske. Læg mærke til noget, der generer dig, der bekymrer dig, der ikke vil lade dig i fred, noget, du kan ordne, noget, du vil ordne. Du kan finde den slags ved at stille dig selv tre spørgsmål (og du skal lyde, som om det virkelig interesserer dig): ”Hvad er det, der generer mig?”, ”Er det noget, jeg kan ordne?” og ”Har jeg virkelig lyst til at ordne det?” Hvis du finder ud af, at svaret på et af spørgsmålene, eller måske endda dem alle, er ”Nej”, skal du give dig til at lede andre steder. Sigt lavere. Fortsæt eftersøgningen, indtil du finder noget, der generer dig. Noget, som du både kan og vil ordne. Og gør det så. Det er måske nok for den dag.

 

Sigt højt. Sigt efter at forbedre Væren. Ret ind, ret din sjæl ind efter Sandheden og Den Højeste Godhed. Der er orden at indføre, og skønhed at udfolde. Der er ondskab at knuse, smerte at lindre og dig selv at forbedre.

 

Det er alt dette, der efter min mening er kulminationen på den vestlige kanons etik. Det er desuden alt dette, der formidles gennem de evigt forvirrende, glødende vers i Jesus’ Bjergprædiken, som igen udgør en form for essens af Det Nye Testamentes visdom. Det er den menneskelige ånds forsøg på at transformere forståelsen af etikken fra barnets første og nødvendige ”Du må ikke” og de ti bud til det sande individs fuldt artikulerede vision. Det er ikke kun et udtryk for en beundringsværdig selvkontrol og selvbeherskelse, men også for et helt grundlæggende ønske om at gøre ret i verden. Det er ikke syndens endelige ophør, men syndens modsætning – det gode. I Bjergprædikenen tegnes omridset af menneskets sande natur og menneskehedens ultimative opgave: Koncentrer dig om den enkelte dag, så du kan leve i nuet, og fokuser fuldt og helt på det, der findes lige foran dig – men gør det først, når du har besluttet dig for at rette dit indre lys udad, så det kan berettige Væren og oplyse verden.

 

Erkendelsen vokser, og i stedet for at spille tyran begynder du at være opmærksom. Du siger sandheden i stedet for at manipulere med verden. Du forhandler i stedet for at spille martyr eller tyran. Du behøver ikke længere være misundelig, for du ved ikke, om andre egentlig har det bedre. Du behøver ikke længere være frustreret, for du har lært at sigte lavt og være tålmodig. Du er ved at opdage, hvem du er, hvad du ønsker dig, og hvad du er villig til at gøre for det.

 

Bed, og du skal få. Bank på døren, og den vil åbnes. Hvis du beder, som om du mener det, og du banker, som om du vitterligt gerne vil lukkes ind, får du måske muligheden for at forbedre dit liv. En lille smule, måske endda meget. Endda helt. Og med den forbedring vil der følge en forbedring af selve Væren. Sammenlign dig med den, du var i går, ikke med en anden i dag.

 

Sørg for at dine børn er til at holde ud

Børn skades, når deres ”flinke”, uopmærksomme forældre ikke sørger for at gøre dem bevidste og skarpe i opfattelsesevnen, og i stedet lader dem befinde sig i en bevidstløs og unuanceret tilstand. Børn skades, når de ansvarlige voksne undlader at vejlede dem og rette deres fejl, fordi de er bange for at skabe en konflikt, eller gøre børnene triste eller vrede.

 

Men langt oftere handler det om, at moderne forældre simpelthen er lammet af skræk for, at deres børn vil holde op med at elske dem, hvis de hele tiden irettesætter dem. De vil frem for alt være gode venner med deres børn, og er villige til at ofre respekten for at blive ved med at være det. Det er ikke godt. Et barn har mange venner, men kun to forældre (nogle har ikke engang to), og forældre betyder mere, ikke mindre, end venner.

 

Små børn er som blinde mennesker, der leder efter en mur. De må famle og prøve sig frem for at finde ud af, hvor grænsen rent faktisk befinder sig (og den er i øvrigt alt for sjældent dér, hvor det hedder sig, at den er).

 

Fej for egen dør, inden du kritiserer verden

T.S. Eliot i sit teaterstykke The Cocktail Party. En af personerne til selskabet har det bestemt ikke fornøjeligt. Hun taler med en psykolog om sin dybe fortvivlelse. Hun siger, at hun håber, at al hendes smerte er selvforskyldt. Det overrasker psykologen. Han spørger hvorfor. Hun fortæller, at hun har tænkt meget og længe over det og er kommet frem til følgende konklusion: Hvis det er hendes egen skyld, kan hun måske gøre noget ved det. Hvis det til gengæld er Guds skyld – hvis det er virkeligheden, der er noget galt med, hvis alting er indstillet på, at nære hendes lidelse – så er hun fortabt. Hun vil ikke kunne ændre virkelighedens grundlæggende struktur, men måske kan hun forandre sit eget liv.

 

Søg det meningsfulde (ikke det belejlige)

Det at give et rituelt offer til Gud var en tidlig og sofistikeret gennemspilning af ideen om behovsudsættelse. Der er konceptuelt meget langt fra blot at kaste sig over maden, når man er sulten, til at lære at lægge lidt tilberedt kød til side, så der er noget til senere eller til en person, der ikke er til stede, men formodentlig vil dukke op. Det tager umådelig lang tid at lære at gemme noget til en selv senere eller til at dele med andre (de to ting er egentlig det samme, eftersom man i det første tilfælde faktisk planlægger at dele med sit fremtidige jeg). Det er meget lettere og langt mere sandsynligt, at man straks og ganske egoistisk sluger al den mad, der er inden for rækkevidde.

 

Vores forfædre udlevede et drama, en fiktion: De personificerede den magt, der styrer skæbnen som en ånd, der kan forhandles og købslås med, som om den er et andet menneske. Og det helt utrolige var, at det faktisk virkede. Det skyldtes delvist, at fremtiden for en stor dels vedkommende består af andre mennesker – ofte lige præcis de samme mennesker, som har holdt øje med og evalueret de mindste detaljer i din tidligere adfærd. Og derfra er der ikke langt til Gud, der sidder i det høje og observerer dine mindste bevægelser og noterer dem i en bog, der senere kan hentes frem og konsulteres. Her kommer en interessant symbolsk ide: Fremtiden er en kritisk faderfigur. Det er et godt udgangspunkt at tænke sådan. Men der meldte sig yderligere to arketypiske og fundamentale spørgsmål, da arbejdet og offeret kom på banen. De har begge to at gøre med den ultimative udvidelse af arbejdets logik – altså at ofre noget nu for at få noget bedre senere.

 

Når man opgiver noget værdifuldt, sikrer man fremtidig velstand og fremgang. Når man ofrer noget værdifuldt, behager man Gud. Hvad er det mest værdifulde og dermed det bedste offer? Eller hvad er i det mindste et symbol på netop det? Et stykke godt kød. Det bedste dyr i flokken. Ens kæreste eje. Og hvad er endnu bedre end selv det? Noget, der er intenst personligt og voldsomt smertefuldt at give slip på. Det er måske symboliseret i Guds insisteren på omskærelse som en del af Abrahams offer, hvor netop en del ofres for at redde et hele. Er der noget større end det? Og hvad konstituerer det ultimative offer – for at opnå den ultimative belønning?

 

Til gengæld tilbyder Marias søn, Jesus, sig selv til Gud og verden, til forræderi, tortur og død – til det fortvivlelsens øjeblik, hvor han hænger på korset og råber de frygtelige ord: ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Mattæusevangeliet kapitel 27, vers 46). Det er den arketypisk fortælling om mennesket, der opgiver alt, for at verden kan blive bedre – der ofrer sit liv for at fremme Væren – og som tillader Guds vilje at manifestere sig fuldt og helt inden for rammerne af et enkelt, dødeligt liv. Det er, hvad et hæderligt menneske kan gøre. I tilfældet med Jesus er der endda to, som ofrer sig: Kristus, der giver sit liv, og Gud, hans far, der samtidig giver sin søn. Det er netop af den grund, at det kristne offerdrama om sønnen og selvet er arketypisk. Det er en fortælling på grænsen af vores forestillingsevne: Det er umuligt at forestille sig noget mere ekstremt, noget større. Det er faktisk definitionen på ”arketypisk”. Det er kernen af det, vi forstår ved ”religiøst”.

 

Hvis du afholder dig fra at være løgnagtig, og lever, som din samvittighed byder dig, kan du bevare din værdighed, selv når du står over for den ultimative trussel. Hvis du sandfærdigt og modigt står ved de højeste idealer, vil du blive belønnet med mere tryghed og styrke, end nogen kortsigtet fokusering på din egen sikkerhed formår at tilbyde. Hvis du lever fuldt og helt, vil du opleve så stor og så dyb en mening, at den endda beskytter dig mod at føle dødsangst.

 

”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår fra Guds mund.” Hvad betyder det? Det betyder, at selv når der opstår hungersnød, er der noget, som er vigtigere end mad. Eller sagt på en anden måde: Brød er til ringe nytte for et menneske, der har forrådt sin sjæl, selv hvis han sulter.

 

Kristus sigter derfor mod noget højere: mod en beskrivelse af en Væren, der en gang for alle og til evig tid vil løse sultens problem. Hvad ville der ske, hvis vi i stedet for det umiddelbart belejlige vælger at lade os nære af Guds ord? Det ville få alle mennesker til at leve og producere og ofre og tale og dele på måder, der for evigt ville gøre hungersnøden til noget, der hører fortiden til. Der er sådan hungersnødens problem endeligt løses i ørkenens goldhed.

 

Kristendommen udrettede nærmest det umulige. Den kristne doktrin opløftede den individuelle sjæl og placerede slave og herre, borger og adel på samme metafysiske niveau og gjorde dem lige for Gud og loven. Kristendommen insisterede på, at selv kongen kun var en blandt mange. At noget, der stod i så stor kontrast til alt, hvad man kunne observere i omgivelserne, kunne opnå anerkendelse, betød også, at ideen, om at verdslig magt og en fremtrædende stilling i samfundet var tegn på Guds gunst, måtte pointeres eftertrykkeligt og vedvarende.

 

Det betød, at den metafysiske opfattelse af hver enkelt sjæls implicitte transcendentale værdi etablerede sig mod overvældende odds som den fundamentale forudsætning for den vestlige kulturs lov og samfund. Det var ikke tilfældet i fortidens verden, og det er stadig ikke tilfældet de fleste steder i nutidens verden. Det er faktisk et rent mirakel (og noget, vi hele tiden bør holde os for øje), at vores forfædres hierarkiske, slavebaserede samfund blev reorganiseret under indflydelse af en etisk/religiøs åbenbaring, så man begyndte at opfatte et menneskes ejerskab og absolutte herredømme over et andet som grundlæggende forkert.

 

Det samfund, der udviklede sig i forbindelse med kristendommens indførelse, var langt mindre barbarisk end det hedenske samfund – ja, end selv det romerske – som det erstattede. Det kristne samfund anerkendte i det mindste, at det var forkert at kaste slaver for sultne løver som underholdning for folket, selvom mange barbariske skikke stadig eksisterede. Det var imod drab på spædbørn, prostitution og ideen om, at man har ret, blot fordi man har magt. Det insisterede på, at kvinder er lige så vigtige som mænd (selvom vi stadig forsøger at finde ud af, hvordan det skal manifesteres politisk). Det forlangte, at selv samfundets fjender bør anses som mennesker. Og endelig skilte det kirke fra stat, så alt for menneskelige kejsere ikke længere kunne forlange at blive behandlet som guder. Det var alt sammen som at bede om det umulige, men det skete faktisk.

 

Ethvert menneske kan rumme umådelig megen ondskab. Ethvert menneske forstår måske ikke a priori hvad der er godt, men helt bestemt, hvad der er ondt. Og hvis der findes noget, der ikke er godt, ved man, at der også findes noget, som er godt. Hvis den værste synd er at pine andre – udelukkende med det formål at påføre dem lidelse – så er det gode det diametralt modsatte. Det gode er alt det, der forhindrer den slags i at ske.

 

Sigt opad. Vær opmærksom. Klar det, du kan klare. Bliv ikke overlegen, fordi du har viden. Søg ydmygheden, fordi den totalitære stolthed manifesterer sig i intolerance, undertrykkelse, tortur og død. Vær bevidst om din egen utilstrækkelighed – din fejhed, onde vilje, bitterhed og vrede. Tænk på din egen morderiske ånd, før du bebrejder andre deres og forsøger at sætte skik på verden. Måske er det ikke verden, der er noget i vejen med. Måske er det dig. Du har ikke nået målet. Du har ikke ramt plet. Du har ikke set Guds lys. Du har syndet. Og det er alt sammen dit bidrag til verdens mangelfuldhed og ondskab. Og vigtigst af alt: Lad være med at lyve. Lad være med at lyve om noget som helst. Nogensinde. At lyve fører lige lukt ned i Helvede. Det var løgnene, både de små og de store, der førte til millioner af menneskers død i de nazistiske og kommunistiske regimer.

 

Gør det til dit motto: Af bedste evne vil jeg handle på en måde, der lindrer unødig smerte og lidelse. Du har nu placeret et sæt af udgangspunkter og handlinger, der stræber mod at forbedre Væren, i toppen af dit moralske hierarki. Hvorfor? Fordi vi kender alternativet. Alternativet var det 20. århundrede. Alternativet var så tæt på Helvede, at forskellen ikke er værd at tale om. Og det modsatte af Helvede er Himlen. At placere lindringen af unødig smerte og lidelse øverst i dit værdihierarki er det samme som at arbejde på at skabe Guds rige på jorden. Det er på en gang et sted og en sindstilstand.

 

Hvis værdisystemet er rettet mod at forbedre Væren, vil den mening, der viser sig, være livsopretholdende. Den vil være en modgift mod kaos og lidelse. Den vil få alting til at betyde noget. Den vil få alting til at blive bedre.

 

Du spørger måske dig selv: ”Hvad skal jeg lave i dag?” på en måde, der får det til at lyde, som om du egentlig spørger: ”Hvordan kan jeg bedst bruge min tid på at gøre noget bedre i stedet for værre?” Den slags opgaver viser sig hurtigt, for eksempel i bunken af papirer, der burde gennemgås, værelset, som du sagtens kunne indrette lidt hyggeligere, eller måltidet, der både kunne være lækrere og serveret med en større taknemmelighed over for din familie.

 

Når du har placeret ”gør verden bedre” øverst i dit værdihierarki, og du tager dig af de netop nævnte opgaver, oplever du måske, at meningen med det hele vokser og udvides. Det er ikke fryd. Det er ikke lykke. Det er snarere en slags soning for alt det ubehagelige, din stakkels forslåede Væren har været udsat for. Det er en slags gæld, du skylder for det vanvittige og grusomme mirakel, der udgør din eksistens. Det er sådan, du mindes Holocaust. Det er sådan, du forsøger at helbrede den syge verdenshistorie. Det er sådan, du påtager dig ansvaret for at have været en mulig tilflytter til Helvede. Det er din villighed til at tjene som en engel i Paradis.

 

Sig sandheden – eller lad i det mindste være med at lyve

Løgne forvrider Værens struktur. Usandheder fordærver både sjæl og stat, og den ene form for fordærv nærer den anden.

 

Den rationelle forstands evne til at bedrage, manipulere, intrigere, snyde, falsificere, minimere, vildlede, forråde, benægte, udelade, bortforklare, fordømme, overdrive og utydeliggøre er så umådelig, så bemærkelsesværdig, at århundreders før-naturvidenskabelig tænkning, der koncentrerede sig om at klargøre den moralske stræbens natur, endte med at konkludere, at den var entydigt dæmonisk.

 

Fornuftens ånd er noget levende. Den lever i os alle. Den er ældre end os alle. Det er bedre at forstå den som en personlighed i stedet for en tænkemåde. Den har mål og svagheder, og den kan fristes. Den flyver højere og ser længere end nogen anden ånd. Men fornuften bliver forelsket i sig selv. Og det bliver værre endnu: Den bliver forelsket i sine egne frembringelser. Den ophøjer og tilbeder dem som evige sandheder. Derfor er Lucifer totalitarismens ånd. Han kastes fra Himlen og ned i Helvede, fordi en sådan ophøjelse, et sådant oprør mod den højeste og det ubegribelige, uvægerligt bliver til Helvede.

 

Helvede er evigt. Det har altid eksisteret. Det eksisterer også nu. Det er den mest golde, håbløse og ondsindede underafdeling af den kaotiske underverden, hvor de mest skuffede og forbitrede mennesker for evigt er henvist til at opholde sig.

 

Det er falskhed og bedrag, der gør mennesker mere fortvivlede, end de kan bære. Det er falskhed, der fylder menneskenes sjæl med had og hævngerrighed. Det er falskhed, der giver ophav til de frygtelige lidelser, som menneskeheden underlægges: nazisternes dødslejre, Stalin, og det endnu større monster Mao og hans torturkamre og folkedrab. Det var falskhed, der slog millioner og atter millioner af mennesker ihjel i det 20. århundrede. Det var falskhed, der næsten blev civilisationens undergang. Og det er falskhed, der stadig truer os på den mest grundlæggende måde i dag.

 

Traditioner kan være os behjælpelig med at udpege vores mål. Det er fornuftigt at gøre, hvad andre mennesker altid har gjort, medmindre vi har en rigtig god grund til at lade være. Det er fornuftigt at uddanne sig og arbejde, finde kærlighed og få en familie. Det er sådan, kulturen opretholdes. Men det er nødvendigt at sigte mod dit mål – uanset hvor traditionelt det er – med vidtåbne øjne. Du sætter kursen, men den kan vise sig at være forkert. Du har en plan, men den holder måske ikke. Du er måske blevet ført på vildspor af din egen uvidenhed – eller værre endnu: af dit eget endnu ikke opdagede fordærv. Netop derfor er det så vigtigt, at du er åben over for det, du ikke ved, i stedet for det, du ved. Du skal være opmærksom for at tage dig selv på fersk gerning. Fjern først bjælken fra dit eget øje, så du kan se klart til at tage splinten ud af din brors, som der står i Mattæusevangeliet kapitel 7, vers 5. På den måde styrker du din egen ånd, så den kan klare eksistensens byrde, og du genopliver samtidig staten.

 

Kulturen er altid ved at gå under, selvom den blev etableret af mennesker med gode intentioner engang i fortiden. Men nutiden er ikke fortiden. Og dermed svækkes eller forældes fortidens visdom, fordi der er en stor forskel på nutiden og fortidens vilkår. Det er en konsekvens af tidens gang og de forandringer, der nødvendigvis følger med. Men vi skal også huske på, at både kulturen og dens visdom ligeledes er sårbare over for korruption og fordærv og over for frivillig, helt bevidst blindhed og djævelske intriger. På den måde understøttes den uundgåelige funktionelle forringelse af de institutioner, vi er blevet overdraget af vores forfædre, af vores egen uhæderlighed og tåbelige udskejelser – af vores rammen ved siden af målet, så at sige – i nutiden.

 

Det er vores ansvar at turde se det, der findes foran vores øjne, og at lære af det, selvom det kan være grusomt. Endda så grusomt, at det kan skade vores bevidsthed og efterlade os halvblinde. Det at se er særlig vigtigt, når det udfordrer det, vi ved og tror på, når det ryster og destabiliserer os. Det er det at se, der informerer individet og opdaterer staten. Det var derfor, Nietzsche sagde, at en mands værd kan bestemmes ved at undersøge, hvor megen sandhed han kan udholde. Du er på ingen måde kun summen af det, du allerede ved. Du er også alt det, du kunne vide, hvis du bare ville. Derfor skal du aldrig ofre det, du kunne være, for det, du er. Du bør aldrig opgive det gode, der findes i dig, for den tryghed, du allerede har – og helt bestemt ikke, når du allerede har fået et glimt, et ubestrideligt glimt, af noget i det fjerne.

 

I sin menneskelige form ofrede Kristus frivilligt sig selv for sandheden, for det gode og for Gud. Det betød, at han døde og genopstod. ”Det ord, der skabte orden af kaos, ofrer alt, endda sig selv, for Gud.” Den enkle, men ufatteligt vise sætning, opsummerer kristendommen. Hver gang man lærer noget, dør man en lille smule.

 

Hvis du i stedet siger sandheden, vil dine værdier ændres, efterhånden som du bevæger dig fremad. Hvis du tillader dig at blive informeret af virkeligheden, som den manifesterer sig, mens du kæmper dig fremad, vil din opfattelse af, hvad der er vigtigt, forandres. Du vil nyorientere dig – nogle gange stille og roligt, andre gange hurtigt og radikalt.

 

Hvis ikke vi er opmærksomme på kulturen, vil den degenerere og dø, og ondskaben vil i stedet vinde frem.

 

Når løgnen bliver stor nok, forurener den hele verden. Men hvis du kigger godt efter, består den største løgn altid af flere små løgne, og de består hver især af endnu flere, endnu mindre løgne – og dermed lægger den absolut mindste løgn grunden til den absolut største løgn. Det handler ikke om at give urigtige eller vildledende oplysninger. Det er i stedet en handling, der indeholder kimen til den mest alvorlige konspiration mod menneskeheden nogensinde. Dens tilsyneladende harmløshed, dens trivielle gemenhed, den pinlige arrogance, den kommer af, den åbenbart trivielle omgåelse af ansvar, som den forsøger sig med – alle disse ting sørger effektivt for at skjule dens sande natur, dens oprigtige farlighed og dens lighed med de store onde handlinger, som mennesket begår og ofte nyder.

 

Hvis dit liv ikke er, hvad det kunne være, skal du prøve at sige sandheden. Hvis du klynger dig desperat til en ideologi eller svælger i nihilisme, skal du prøve at sige sandheden. Hvis du føler dig svag og afvist, desperat og forvirret, skal du prøve at sige sandheden. I Paradis siger alle sandheden. Det er netop det, der gør det til Paradis.


29. august 2019

Gå ud fra, at den du lytter til, måske ved noget, du ikke ved

Jeg tænkte: ”Du er så utydelig og så ikke-eksisterende. Du er en, der bor i kaos og i underverdenen. Du bevæger dig ofte ti forskellige steder hen samtidig. Enhver kan tage dig i hånden og føre dig den vej, de vælger.” For hvis du ikke spiller hovedrollen i dit eget drama, så har du en birolle i en andens – og du risikerer at få tildelt en trist, ensom og tragisk rolle. Da frøken S havde fortalt sin historie, sad vi der. Jeg tænkte: ”Du har normale seksuelle lyster. Du er ekstremt ensom. Du er seksuelt utilfredsstillet. Du er bange for mænd og uvidende om verden, og du ved intet om dig selv. Du vandrer rundt som en ulykke, der venter på at ske, og ulykken sker, og det er dit liv.”

 

Det må du acceptere, før du kan samtale filosofisk i stedet for at overbevise, undertrykke, dominere eller endda være morsom. Du må acceptere det, før du kan acceptere en samtale, hvor Ordet, som for evigt mægler mellem orden og kaos, er i kraft, i psykologisk betydning.

 

Det er, som om du under sådan en samtale lytter til dig selv, samtidig med at du lytter til den anden person. Du beskriver, hvordan du reagerer på de nye oplysninger, den, der taler, videregiver. Du beretter, hvad de oplysninger har gjort ved dig – hvilke nye ting de har fået frem i dig, hvordan de har ændret dine forudfattede opfattelser, hvordan de har fået dig til at tænke på nye spørgsmål. Du siger disse ting direkte til den, der taler. Derefter har de samme virkning på ham. På denne måde bevæger I jer begge frem mod noget nyere og bredere og bedre. I ændrer jer begge, efterhånden som I lader jeres gamle forudfattede meninger dø – efterhånden som I kaster jeres ham af jer og fremstår i ny skikkelse.

 

Vær præcis i det du siger

Der findes en børnebog, There’s No Such Thing as a Dragon af Jack Kent (på dansk: Der findes da slet ikke drager (red.)), som jeg virkelig godt kan lide. Det er en meget enkel fortælling, i hvert fald på overfladen. Jeg læste engang nogle sider af den for en gruppe tidligere studerende på University of Toronto og forklarede dens symbolske betydning.* Den handler om en lille dreng, Billy Bixbee, der en morgen ser, at der sidder en drage på hans seng. Den er cirka på størrelse med en huskat, og den er meget venlig. Han fortæller sin mor om den, men hun siger til ham, at der slet ikke findes drager. Så begynder den at vokse. Den spiser alle Billys pandekager. Snart fylder den hele huset. Mor prøver at støvsuge, men hun er nødt til at kravle ind og ud ad vinduerne, fordi dragen er over det hele. Det tager hende forfærdelig lang tid. Så løber dragen væk med huset. Billys far kommer hjem – og der er ingenting der, hvor han plejede at bo. Postbuddet fortæller ham, hvad der er sket med huset. Han løber efter det, klatrer op ad dragens hoved og hals (der nu ligger midt på gaden) og finder sin kone og søn igen. Mor påstår stadig, at dragen ikke findes, men Billy, som nu er godt træt af det, insisterer: ”Der er en drage, mor.” Den begynder straks at blive mindre. Snart er den igen på størrelse med en kat. Alle er enige om, at drager på den størrelse (1) findes og (2) er langt at foretrække frem for deres gigantiske modstykker. Mor, der på dette tidspunkt modvilligt har åbnet øjnene, spørger lidt klagende, hvorfor den skulle blive så stor. Billy foreslår stille: ”Måske ville den gerne lægges mærke til.”

 

     Måske! Det er moralen i mange, mange historier. Der opstår lidt efter lidt kaos i et hjem. Gensidig bitterhed og mangel på lykke hober sig op. Al uorden bliver fejet ind under gulvtæppet, hvor dragen mæsker sig i krummerne.

 

Hver eneste af de trehundrede tusinde problemer, som ikke er blevet afsløret, som der er blevet løjet om, som er blevet undgået, rationaliseret væk, skjult som en hær af skeletter i et stort, rædselsvækkende skab, bryder frem som Noahs syndflod og oversvømmer alt. Der er ingen ark, fordi der ikke er nogen, der har bygget en, selvom alle mærkede, at det trak op til storm.

 

     Undervurder aldrig undladelsessynders destruktive kraft.

 

Hvorfor nægte at undersøge sagen, når viden om virkeligheden sætter dig i stand til at mestre virkeligheden.

 

Præcision gør specifik. Når der sker noget forfærdeligt, er det præcision, der adskiller den ene forfærdelige ting, der faktisk er sket, fra alle de andre lige så forfærdelige ting, der kunne være sket – men ikke gjorde det.

 

Præcision efterlader måske tragedien intakt, men den jager de onde ånder og dæmonerne væk.

 

En virkelighed, der bliver ignoreret, forvandler sig (falder tilbage) til den store gudinde Kaos, det store krybdyruhyre Det Ukendte – det store rovdyr, som menneskeheden har kæmpet mod siden tidernes morgen. Hvis kløften mellem forstillelse og virkelighed ikke bliver nævnt, vil den blive bredere, du vil falde i den, og konsekvenserne vil ikke være gode. Virkelighed, der ignoreres, manifesterer sig som en afgrund af uklarhed og lidelse.

 

Vær forsigtig med, hvad du fortæller dig selv og andre om, hvad du har gjort, hvad du gør, og hvor du skal hen. Led efter de rigtige ord. Sæt de ord sammen til korrekte sætninger, og de sætninger til korrekte afsnit. Der kan rådes bod på fortiden, når den af præcist sprog bliver reduceret til sin essens. Nutiden kan strømme forbi uden at udplyndre fremtiden, hvis dens realiteter udtales klart. Med omhyggelig omtanke og sprog kan den ene fantastiske skæbne, som retfærdiggør eksistensen, udvindes af den mangfoldighed af uklare og ubehagelige fremtider, som langt mere sandsynligt vil manifestere sig af sig selv. Det er på denne måde, Øjet og Ordet skaber orden, man kan leve i.

 

ad være med at skjule babyuhyrer under gulvtæppet. De vil trives. De vil vokse sig store i mørket. Og så, når du mindst venter det, vil de springe frem og fortære dig. Du vil synke ned i et ubestemmeligt og forvirrende helvede i stedet for at stige op i en himmel af positivitet og klarhed. Modige og sande ord vil gøre din virkelighed enkel, jomfruelig, veldefineret og beboelig.

 

Konfronter tilværelsens kaos. Tag sigte på et hav af problemer, Præciser dit bestemmelsessted og udstik din kurs. Erkend, hvad du ønsker. Fortæl mennesker omkring dig, hvem du er. Koncentrér og spejd opmærksomt og bevæg dig fremad uden tøven.

      Vær præcis i det, du siger

 

Lad børn være i fred, når de løber på skateboard

Når nogen hævder at handle ud fra de højeste principper for andres bedste, er der ingen grund til at tro, at den persons motiver er ægte. Mennesker, der er motiverede til at gøre tingene bedre, bekymrer sig som regel ikke om at lave om på andre mennesker – eller hvis de gør, tager de ansvaret for at foretage de samme ændringer hos sig selv (og først). Bag indførelsen af regler, der forhindrer skateboardere i at gøre virtuose, modige og farlige ting, ser jeg en snigende og dybt antihuman ånd i aktion.

 

Her er det grundlæggende problem: Gruppeidentitet kan opsplittes helt ned til individniveau. Den sætning burde skrives med store bogstaver. Hver enkelt person er unik – og ikke kun på den banale måde: væsentligt, betydningsfuldt, meningsfyldt unik. Medlemskab af en gruppe kan ikke indfange den forskellighed. Punktum.

 

Der er ingen, der har en direkte rørledning til dine ønsker og behov – ikke engang du selv. Hvis du prøver at finde ud af, præcis hvad du ønsker, opdager du måske, at det er sværere, end du tror. Den person, der undertrykker dig, er sandsynligvis ikke klogere end dig, især ikke klogere på dig. Fortæl i stedet vedkommende lige ud, hvad du vil foretrække, når du selv har fundet ud af det.

 

Det modsatte af en kriminel er en ødipal mor, som er en helt særlig slags kriminel.

 

     Den ødipale mor (fædre kan også spille denne rolle, men det er forholdsvis sjældent) siger til sit barn: ”Jeg lever kun for dig.” Hun gør alt for sine børn. Hun snører deres sko og skærer deres mad i små stykker og lader dem alt for tit kravle op i sengen til sig selv og sin partner. Det sidste er samtidig en god og konflikt-afværgende måde at undgå uønsket seksuel opmærksomhed på.

     Den ødipale mor laver en pagt med sig selv, sine børn og djævelen selv. Aftalen er denne her: ”Først og fremmest må I aldrig forlade mig. Til gengæld vil jeg gøre alt for jer. Når I bliver ældre, men ikke mere modne, vil I blive uduelige og bitre, men I vil aldrig være nødt til at tage ansvar for noget, og alt det, I gør forkert, vil altid være en andens skyld.” Børnene kan acceptere eller afslå det – og de har i en vis udstrækning et valg.

     Den ødipale mor er heksen i eventyret om Hans og Grete.

 

Det er en klar fordel for kvinderne, at mænd ikke gerne affinder sig med indbyrdes afhængighed. En del af grunden til, at mange arbejderklassekvinder, som vi har antydet, ikke gifter sig nu, er, at hun ikke vil tage sig af en mand, der leder efter arbejde, og samtidig passe sine børn. Fair nok. En kvinde bør tage sig af sine børn – selvom det ikke er alt, hvad hun bør gøre. Og en mand bør tage sig af en kvinde og børnene – selvom det ikke er alt, hvad han bør gøre. Men en kvinde skal ikke tage sig af en mand, for hun skal tage sig af børnene, og en mand skal ikke være et barn. Det betyder, at han ikke må være afhængig.

 

Onde kvinder skaber måske afhængige sønner, understøtter og gifter sig måske endda med afhængige mænd, men opvakte og bevidste kvinder vil have en opvakt og bevidst mand.

 

Og hvis du tror, at stærke mænd er farlige, så vent bare, til du ser, hvad svage mænd er i stand til.

 

Kæl med en kat, når du møder en på gaden

Forestil dig et væsen, som er alvidende, allestedsnærværende og almægtigt. Hvad mangler sådan et væsen? Svar: Begrænsning.

 

Skønt tredive eger kan danne et hjul,

    er det hullet i navet,

    der gør hjulet nyttigt.

    Det er ikke leret, pottemageren klasker på,

    der gør krukken nyttig,

    men hulrummet inde i den facon,

    krukken er lavet i.

    Uden en dør kan man ikke gå ind i rummet,

    Og uden sine vinduer er det mørkt.

    Sådan er ikke-eksistensens nytte (Lao-tse)

 

At hade livet, at foragte livet – selv på grund af den ægte smerte, som livet forvolder – er kun med til at gøre livet uudholdeligt meget værre. Der er ikke nogen ægte protest i det. Der er ingen godhed i det, men kun ønsket om at forvolde lidelse for lidelsens skyld. Det er selve essensen af ondskab. Mennesker, som kommer frem til den slags tanker, er kun ét skridt fra den totale ødelæggelse. Af og til mangler de bare værktøjerne. Af og til har de, som Stalin, fingeren på atomknappen.

 

Tænkning er jo trods alt den højeste menneskelige bedrift, er den ikke?

     Måske ikke.

     Der er noget, der overgår tænkning, på trods af tankens i sandhed formidable kraft. Når eksistensen viser sig at være eksistentielt ubærlig, kollapser tænkningen ind i sig selv. I den slags situationer – i dybet – er det at lægge mærke til, ikke at tænke, der virker. Måske skulle du begynde med at lægge mærke til det her: Når du elsker nogen, er det ikke på trods af deres begrænsninger. Det er på grund af deres begrænsninger. Selvfølgelig er det kompliceret. Du behøver ikke at være forelsket i hver eneste lille fejl og bare acceptere dem. Du skal ikke holde op med at prøve at gøre livet bedre eller ignorere lidelsen.

 

Sæt noget tid af til at tale om og tænke på sygdommen eller andre kriser og om, hvordan de skal håndteres hver dag. Ud over det, så tal ikke om det. Hvis du ikke begrænser effekten af det, vil du blive udmattet, og alt vil komme ind i en nedadgående spiral. Det hjælper ikke på noget. Spar på dine kræfter. Du er i krig, ikke i et slag, og en krig består af mange slag.

 

”Hver dag har nok i sin plage” – sådan står der i Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 34. Det udlægges ofte som: ”Lev i nuet uden at bekymre dig om i morgen.” Men det er ikke det, det betyder. Denne formaning skal fortolkes i sammenhæng med Bjergprædikenen, som den er en integreret del af. Den prædiken uddrager essensen af de ti ”Du må ikke” i Moses’ bud til én enkelt forskrift: ”Du skal.” Kristus pålægger dem, der følger ham at sætte deres lid til Guds himmelske rige og til sandheden. Det er en bevidst beslutning om at gå ud fra Værens primære godhed. Det er en modig handling. Sigt højt, som Pinocchios Gepetto. Ønsk ved en stjerne, og handl så rigtigt, i overensstemmelse med det sigte. Når du først er på linje med himlene, kan du koncentrere dig om dagen. Vær forsigtig. Bring de ting, du kan kontrollere, i orden. Reparer det, der er i uorden, og gør det, der allerede er godt, bedre. Det er muligt, at du kan klare det, hvis du er påpasselig. Mennesker er meget stærke. Mennesker kan overleve stor smerte og tunge tab. Men for at holde ud, må de se det gode i Væren. Hvis de mister det, er de for alvor fortabt

 

Og måske kommer der, når du er ude at gå en tur, og dit hoved er fuldt af alle mulige tanker, en kat, og hvis du lægger mærke til den, vil du i bare 15 sekunder få en påmindelse om, at Værens under måske opvejer den uudryddelige lidelse, der følger med den.

     Kæl med en kat, når du møder den på gaden.

 

Coda

Det meste af tiden befinder vi os alle i mørke.

 

Men måske handler det om, at de spørgsmål, bønnerne indeholder, ikke er formuleret på den rigtige måde. Måske er det i virkeligheden ret dumt at bede Gud om at ændre de fysiske love, hver gang vi falder i grøften eller begår en alvorlig fejl. Måske er det helt forkert at spænde vognen for hesten og bare forvente, at ens problemer bliver løst på en eller anden magisk måde. Måske er det bedre at spørge om, hvad du skal gøre rigtigt nu for at øge din beslutsomhed, styrke din karakter og finde kræfterne til at fortsætte i fremtiden. Måske skulle du bede om at få lov at blive indviet i sandheden.

 

Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke;

    men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.

    Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?

    Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ”Hvad skal vi spise?” Eller: ”Hvad skal vi drikke?” Eller ”Hvad skal vi klæde os i?”

    Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette.

    Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

    (Mattæusevangeliet kapitel 6, vers 28-33).

     Hvad betyder det? Det betyder orienter dig korrekt, og koncentrer dig så om i dag. Du må ikke gøre det sidste, før du er helt sikker på, at du har gjort det første. Sigt efter det gode, det smukke og det sande og fokuser så knivskarpt og omhyggeligt på hvert øjeblik. Styr hele tiden mod himlen, mens du flittigt bedriver dit værk på jorden. På den måde er du både fuldt opmærksom på fremtiden, mens du er fuldt opmærksom på nutiden. På den måde øges dine chancer for at gøre dem begge perfekte.

 

Hvad skal jeg gøre med verden? Opfør dig, som om Væren er mere værdifuld en ikke-Væren. Lad ikke eksistensens tragedie gøre dig bitter eller korrumperet. Det er essensen af regel 1 (Ret ryggen). Luk ikke øjnene for verdens usikkerhed, men mød den tillidsfuldt og tappert.

 

Verden er et forum for deling og handel (det er endnu engang regel 7), ikke et skatkammer, hvor man bunker sine plyndringer op.

 

”En gammel mand er et ynkeligt væsen,” skrev William Butler Yeats, ”en pjaltet frakke på en pind medmindre/sjælen klapper i hænderne og synger højere og højere/for hver en pjalt i sin dødelige kåbe . . .”

 

Hvad skal jeg gøre, når mit spædbarn dør? Omfavne og trøste mine andre kære. Det er nødvendigt at være stærk, når vi ser døden i øjnene, for døden er en del af livet. Det er derfor, jeg siger til mine studerende: Sigt efter at være det menneske ved din fars begravelse, som alle kan støtte sig til i deres sorg og fortvivlelse. Det er en værdig og ædel ambition: at udvise styrke over for modgang og ulykke. Og det er noget helt andet end at ønske sig et liv uden problemer.