Morten Albæk

Pibekraver

12. september 2019

Morten Albæk: Ét liv Én tid Ét menneske

Jeg lægger også den her bog for sig selv. Lige som Jordan B. Petersons. Det er jo ikke skønlitteratur, men jeg har været glad for at læse den her bog. Det har været en stor fornøjelse. Jeg synes han er et modigt menneske der på det store marked forsøger at fastholde meningsfuldhed. Det er det, der betyder noget. Det er meget enkelt. Det handler om at se forskel på lykke, tilfredshed og meningsfuldhed.


Her er en række citater, som jeg allerede har brugt noget af i en prædiken.


Forord

Begivenheden i Biersted Kirke og dagene, ugerne, månederne og årene derefter har givet mig især én essentiel indsigt i livet, som jeg først senere for alvor har forstået betydningen af. Måske jeg dengang var for ung, umoden og uerfaren til at forstå det.

 

Dette er det første ærinde med denne bog: at slå fast, at intet kan være vigtigere, end at vi hver især lever meningsfulde – og ikke kun momentant tilfredse eller lykkelige – liv.

 

Vi er ikke i vater eksistentielt set.

 

Forskellen på tilfredshed, lykke og meningsfuldhed

Mening er følelsen af, at dit liv er et værdigt og håbefuldt liv. At du med al den erkendelse, du har akkumuleret gennem tilværelsen, ser bagud, til siden og fremad med selvværd og selvrespekt. Derfor rummer meningsfuldhed også plads til de oplevelser og dele af livet, der ikke umiddelbart er lyse eller lystfulde. Sorgen kan ikke leve skulder om skulder med tilfredsheden. Det er utilfredsstillende at føle sorg. Du kan heller ikke være lykkelig og føle sorg. Men du kan føle sorg og mening på én og samme tid. De færreste vil sige, at det fylder dem med tilfredshed at begrave én af deres nærmeste. Endnu færre vil hævde, at det er en omstændighed, der bringer dem lykke. Men vi er mange, der har oplevet en sådan periode som ekstrem meningsfuld. Den har mindet os om en række erfaringer, har bragt os tættere på dem, vi elsker, og givet os perspektiv på vores eget fremtidige liv.

 

Men følelsen af mening med livet kan være prægnant til stede – både når du er utilfreds, når du er ked af det, og når du er ulykkelig.

 

Og sandsynligheden for, at det facit, når vi skal gøre livet op, er et, vi vil være bekendt og finde værdigt, må alt andet lige være meget større, hvis vi betragter livet som et sammenhængende hele og fokuserer på, om det overordnet set er eksistentielt i vater, før vi begynder at suboptimere enkelte dele og dimensioner af det.

 

De interviewede derfor 85 indsatte i et engelsk fængsel og bad dem evaluere sig selv på en række parametre. De skulle forholde sig til, i hvor høj grad de var moralske, troværdige, ærlige, pålidelige, empatiske, generøse, lovlydige, selvkontrollerede og venlige. Først blev de bedt om at vurdere sig selv i forhold til andre indsatte, sidenhen i forhold til den gennemsnitlige del af den øvrige befolkning. Knap så overraskende vurderede de sig selv til på ni ud af ni parametre at være bedre end gennemsnittet af de resterende indsatte. En bekræftelse af »The better than average-effect«. Hvad der til gengæld overraskede holdet af forskere, var, at de indsatte på otte ud af de ni parametre også vurderede sig selv bedre end gennemsnittet af den øvrige befolkning. De vurderede sig selv til at være mere moralske, mere troværdige, mere ærlige, mere pålidelige, mere empatiske, mere generøse, mere selvkontrollerede og mere venlige. Kun på ét punkt vurderede de, at de trods alt ikke kunne siges at ligge over den øvrige befolknings niveau: lovlydighed. Til gengæld vurderede de ikke sig selv til at ligge under den øvrige befolknings niveau. De vurderede, at de var på samme niveau, det vil sige akkurat lige så lovlydige som den del af befolkningen, der altså ikke sad bag tremmer. Her har vi altså en gruppe mennesker, der til trods for, at retssystemet officielt havde dømt dem som kriminelle, mener at være lige så lovlydige som den øvrige befolkning – og i øvrigt på ethvert andet karaktertræk mener at være i besiddelse af egenskaber, der gør dem til bedre mennesker end alle andre. Mennesker, der er suspenderet fra virkeligheden og berøvet deres frihed som konsekvens af deres egne handlinger, men som det til trods fortsat mener at være mere moralske, troværdige, ærlige, pålidelige, empatiske, generøse, selvkontrollerede og venlige end de mennesker, der ikke er dømt til at sidde bag tremmer.

 

I antikkens Grækenland opsøgte man oraklet i Apollontemplet i Delfi, når der var behov for råd og vejledning om vigtige beslutninger i livet. Men før man fik lov til at vende sig selv og sine kvaler på vrangen for oraklet, blev man konfronteret med ordene »kend dig selv«, der var hugget ind i templets marmorvægge. Apollon var fornuftens og lysets gud, og ordene var henvendt til ethvert opsøgende individ og opfordrede til forud for alt andet at kende sin egen person og sine egne evner og mangler. Først når man havde gjort sig umage for at opnå indsigt i sig selv og dermed vedkendt sig sine begrænsninger, sin menneskelighed og sin dødelighed, gav det mening at spørge oraklet og guderne til råds. Det var en dyd at vende blikket indad og blive klar over, hvem man var og ikke var, før andre blev bedt om at forholde sig til det.

 

Hvor mange af os kan egentlig hævde, at vi ved, hvem vi er? Med andre ord, kan vi svare præcist, logisk og sammenhængende på spørgsmålet »hvem er du?« De fleste af os svarer nærmest hypnotiseret ved vores profession, men at være ansvarlig for frugt og grønt i Føtex Hjørring siger mere om, »hvad« du er, end om »hvem« du er. Hvem vi er, er et dybt og grundlæggende spørgsmål, som handler om vores evner og begrænsninger, vores personlighed.

 

Vi har skabt en angst for at afsløre vores egne begrænsninger, fordi vi tror, at andre anser os for svage, hvis vi åbent erkender, hvad vi ikke ved og ikke kan.

 

Men besøger vi Apollontemplet eller et engelsk fængsel med en overdrevet positiv indstilling til os selv, så modtager vi jo rådgivning og leveråd derefter. Vi ankommer med andre ord med en stærk selvtillid, det vil sige tillid til, hvad vi evner, og tager derfra igen med en selvindsigt, der hovedsagelig bekræfter os i denne. Vi stopper fundamentalt set med at besøge oraklet for at få svar, men besøger det i stedet for at blive bekræftet i det, vi ved, vi kan. Der er derfor ingen grund til at læse skriften på tempelvæggen. Det er farligt, for i så fald omsættes vores selvindsigt aldrig nogensinde til selverkendelse. Den lever blot videre som selvovervurdering.

 

Men perfekte liv kan kun leves af perfekte mennesker, og det perfekte menneske har aldrig nogensinde eksisteret, al den stund at vi alle sammen fødes med begrænsninger, hvad enten de er fysiske, intellektuelle eller sociale, og al den stund, vi alle vil fejle før eller siden. Vi fødes uperfekte, og uperfekte mennesker kan per definition kun leve uperfekte liv. Det var dét, teksten på marmorvæggene i Apollontemplet skulle minde de ankomne om: at de var alt andet end guddommelige. Akkurat som ankomsten til fængslet burde minde om, at man er alt andet end retskaffen.

 

Vores selvindsigt, hvis den skal omsættes til en sund selverkendelse, må derfor bygges af både tilliden og tvivlen på selvet, det vil sige en viden om alle de positive egenskaber, vi rummer, sammen med en viden om alle de lidet flatterende egenskaber, vi unægtelig også indeholder.

 

Formår selvtilstrækkeligheden at udvikle sig til en selvcentrering, eller bevæger selvhadet sig over i en selvdestruktion, vil det i sidste ende medføre isolation. Og for hvert skridt vi går i den ene af de to retninger, bliver vejen tilbage til selvkendelsen kun længere og sværere. I så fald når vi aldrig det næste trin på selvrespektens stige: Efter selverkendelse kommer selvværd.

Det er derfor bydende nødvendigt at bringe andre ind i sit liv – andre, der på ærlig vis kan bidrage til selverkendelse og en sund balance mellem tilliden og tvivlen.

 

Udfordringen er, at selvtilliden ikke er bedre end den sidste handling. Selvtilliden er i sig selv hul, og uanset hvor meget af den vi akkumulerer gennem livet, så vil vi, i det øjeblik, vi bliver udfordret på vores evner og egenskaber, miste den igen.

 

Konsekvensen er den nulfejlskultur, der har slået rod i hele uddannelsessystemet, hvor vi i alt for høj grad har bundet vores selvværd op på vores bedrifter.

 

Men hvad hvis vi udskifter møntfoden, så det ikke længere er selvtillid, men selvværd, vi belønner? Så vil vi se en generation, der lige pludselig begynder at interessere sig lige så intenst og fokuseret om at kende sig selv, som de i dag er optaget af at lære algebra og grammatik. Første skridt på selvrespektens stige er selvindsigt.

 

Det hele starter med skriften på væggen i Apollontemplet i Delfi. Først når vi har tilstrækkelig indsigt i os selv, kan vi erkende, hvem vi er og ikke er. Med selverkendelsen kommer selvværdet. Når vi kender vores styrker og svagheder, tager vi magten fra både selvtilliden og selvforagten. Vores værdi er ikke hængt op på den seneste fejl eller succes, men på den samlede sum af vores væren.

 

Med andre ord, hvordan sikrer vi, at det liv og den karriere, vi på vores dødsleje eller i vores otium evaluerer, er ét, vi kigger tilbage på med stolthed? Her er det ikke nok med indsigt, erkendelse og værd. Det kræver, at vi hver dag tager den indsigt, erkendelse og det værd med os i vores handlinger ved at udøve en fundamental selvrespekt.

 

Selvindsigt skaber selverkendelse, der skaber selvværd, som skaber selvrespekt. Det er den stige, vi hver dag må træde op ad, hvis vi skal finde vej til en meningsfuld tilværelse.

 

Og hvis vi har erkendt, hvem vi er, og finder en værdighed i, hvem vi er, bør vi også til enhver tid respektere det så meget, at vi ikke finder os i at spilde mere end nødvendigt af det ene liv, vi har til rådighed – lige såvel som vi bør behandle ethvert andet liv, vi møder, med den samme respekt.

 

Den første sandhed er, at vi skal dø. Det taler vi en lille smule om, men ikke alt for ofte og gerne med en akavet kæk bemærkning om ikke at tage sorgerne alt for meget på forskud. Men når vi momentvis eller ved sygdom og ulykke tvinges til at erkende, at livet har et endeligt, giver det som regel perspektiv, retning og prioritet. Det minder os om, at livet forgår.

 

Vi kan dog hverken uddanne eller arbejde os ud af uforudsigeligheden. Den er et uomgængeligt vilkår, der nok kan reduceres, men som aldrig forsvinder helt. Så hvordan garderer man sig i et forgængeligt og uforudsigeligt liv? Og hvem er så bedst til at mestre livets tilfældigheder? Det er dem, der kender sig selv og respekterer sig selv. For selvom du ikke ved, hvad der kommer i morgen, så kender du dig selv godt nok til, at uanset hvad der møder dig rundt om hjørnet, så ved du, hvad du vil og ikke vil, hvad du kan og ikke kan.

 

Hvad der til gengæld ligger inden for vores kontrol, er den måde, vi tackler livets uforudsigelighed på. Og det er mening, der er det eksistentielle immunforsvar.

 

Selvindsigt skaber selverkendelse, der skaber selvværd, der skaber selvrespekt. Det er den stige, vi skal hjælpe os selv og hinanden op ad hver eneste dag. Og målet? Det er hverken tilfredshed eller lykke, da de som koordinater for vores civilisation ikke har bragt os derhen, hvor vi skal. Vi skal så ofte som muligt, hvis ikke altid, føle en dyb mening med det liv, vi lever og ser ind i.

 

Som professor i psykologi Jordan Peterson fremhæver, er der en anden lektie, vi kan lære af Jung. Det er nuancering af den ellers så indgroede »gyldne regel«. Det moralske princip, der tilsiger, at du bør »behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet«. For det første handler dette princip ikke primært om at være venlig, og for det andet er der ikke tale om en formaning, et påbud, men i stedet en dyd, hvis mål er ligevægt. Hvad enten det er over for en chef, kolleger, venner, familie eller kæreste, er man forpligtet til at tale lige så godt for sin egen sag, som de er for deres. Man er forpligtet til at bære sig selv med den samme selvrespekt og med en lige så stærk efterlevelse af sine dyder, som de er. Hvis man ikke lykkes med dette, ender man selv som slave og den anden som herre. Og det er ikke dydigt at lade sig blive et offer for en tyran, uanset hvilken skikkelse tyrannen dukker op i. Det gælder over for andre, og det gælder over for dig selv. Det handler om at rette ryggen og sige fra over for din egen selvforagt og samtidig bære dig med den nødvendige selvrespekt til at være en konstruktiv opposition, når andre søger at tilsidesætte dit (og organisationens) moralske kompas. Og jo tidligere i livet du vælger ikke at acceptere nogen form for undertrykkelse, jo større er sandsynligheden for, at du kommer til at leve et værdigt liv. Og værdighed er helt centralt for følelsen af mening.

Som arbejdende mennesker har vi al mulig grund til ikke at være ofre. Til ikke at være slaver. Du er fri, for pokker. Og er du endt i en situation, hvor du indser, at du ikke lever et liv, der er båret med selvrespekt og søgen efter mest mulig mening, er den sødeste poesi, der kan flyde fra dine læber, sætningen: »Jeg siger op.« Hav den nødvendige selvrespekt, og sig op. Sig fra. I det ene liv, du har.

Som nævnt er der er flere, som siger deres job op, fordi de gerne vil væk fra det, de er i, end fordi de vil noget andet. Der er altså i de fleste tilfælde tale om et fravalg af det eksisterende frem for et tilvalg af noget andet. Med andre ord er det som oftest tilfældet, at medarbejdere ikke har forsøgt, eller i hvert fald ikke formået, at skabe den nødvendige forandring i det eksisterende og derfor må forlade skibet.

Der er behov for nye og bedre målepunkter, og er det utænkeligt at lade disse være graden af mening? At lade meningsfuldhed være en ledende indikator for, hvor vi som samfund bør sætte ind? Og hvor godt står det til med Danmark, hvis vi ikke måler graden af lykke, men mening? Hvad ville det betyde, hvis vores kollektive mentale terræn ikke var beplantet med idéen om at leve et lykkeligt liv, men i stedet med et liv, der var meningsfuldt? Ville vi som individer i højere grad fremelske sammenhænge, som ikke bare handler om at være glade, men som kunne bidrage til en øget selverkendelse og derigennem et mere meningsfuldt liv?

Hvad ville det betyde for vores samfundsinstitutioner og vores virksomheder, at de blev holdt op på, hvor stor en grad af mening de var med til at skabe? At måle en uddannelse på graden af mening, den bidrager til, frem for om den gennemføres på normeret tid. Om sygeplejersken føler, at det kald, han grundlæggende traf sit valg af profession ud fra, også bliver besvaret i det daglige. Om det er grundlæggende meningsfuldt.

Forestil dig en virkelighed, hvor kampen, der kæmpes, ikke handler om at kravle op ad en lykkestige og stige til tops i en tilfældighedsbåret lykkemåling, men hvor der i stedet kæmpes om at opnå den størst mulige selverkendelse og grad af mening med livet. Forestil dig en virkelighed, hvor Danmark kunne bryste sig af ikke at være det lykkeligste folk på kloden, men det, som oplever mest mening.

Og heri kunne det tredje niveau af meningsfuldhedens ledelsesprincipper bestå: at hvert medlem af FN forpligtede sig til – med en præcist defineret metode og på præcist operationaliserede parametre – at dokumentere sine borgeres oplevelse af meningsfuldhed.

På mit spørgsmål om, hvorfor i alverden han mente, at en ansættelse hos mig kunne tilføre hans liv værdi, svarede han nemlig med den største selvfølge og den smukkeste klarhed, at han havde behov for, at der til grund for enhver aktivitet i hans liv lå en veldefineret etik, og at dette derfor også måtte gælde det arbejde, som han fik løn for.