Swanns verden 2

Pibekraver

26. juni 2019

Marcel Proust: Swanss verden 2

Det er altså en forunderlig historie. Det kommer bag på mig, at det er det den handler om. En giftig fortælling om jalousi og om hvordan vi kan vrage hinanden, når vi ser den andens brist. Der er rigtig meget jeg genkender fra mit eget liv. Om hvordan kærligheden næres af mange forskellige ting. Drømme og forestillinger. Som vi kan tage med os og give hinanden farve med. Det er en lidt uforståelig verden, Swanns. Men alligevel almen menneskelig. "Vi skal dø, men vi har taget disse guddommelige fanger som gidsler der skal dele vores skæbne. Og døden i selskab med dem virker mindre bitter, mindre æreløs, måske også mindre sandsynlig." Det er drømmene og forestillingerne som kan bindes til et stykke musik som tilfældet er her i bind 2. Men det er en umulig kærlighed, som han længes væk fra: "“Man ved ikke hvor lykkelig man er. Man er aldrig så ulykkelig som man tror.” Men han tog også i betragning at denne tilværelse allerede havde varet i flere år, at alt hvad han kunne håbe på var at den ville vare for evigt, at han ville ofre sit arbejde, sine fornøjelser, sine venner og sluttelig hele sit liv til fordel for den daglige venten på et møde der ikke kunne føre noget lykkeligt med sig, og han spurgte sig selv om han mon ikke tog fejl, om det der havde været grobund for hans kærlighedsaffære og forhindret bruddet, ikke havde skadet hans skæbne, og om det bedste der kunne være sket, ikke var netop den begivenhed som til hans store glæde kun indtraf i en drøm: at han rejste sin vej; og han tænkte ved sig selv at man ikke ved hvor ulykkelig man er, at man aldrig er så lykkelig som man tror." I sin jalousi forstår han rækkevidden af negativ erindring: "Han forundredes over sin hukommelses uhyggelige genskabende kraft. Det var først når tiden engang havde svækket denne dynamo, hvis forplantningsevne mindskes med alderen, at han kunne håbe på at få fred for sine pinsler." Swann lider: "For det vi tror er vores kærlighed og vores jalousi, er ikke en og samme ubrudte og udelelige lidenskab. De består af en uendelighed af gentagne forelskelser og forskellige jalousianfald, som er kortvarige, men som på grund af deres uafbrudte mangfoldighed giver indtryk af kontinuitet, vækker en illusion om enhed. Livskraften i Swanns kærlighed og trofastheden i hans jalousi var gjort af døden, af utroskaben, af utallige begær og utallige mistanker, der alle havde Odette som mål. Hvis han ikke havde set hende i længere tid, ville de af dem der døde, ikke blive erstattet af andre. Men Odettes tilstedeværelse blev ved med skiftevis at så ømhed og tvivl i Swanns hjerte." Der er mange gode betragtninger: "...for mig var der ikke andre storslåede skuespil end dem som jeg vidste at man ikke havde sat i scene for min fornøjelses skyld, men som var nødvendige og uforanderlige – skønheden i et landskab eller i stor kunst. Jeg var kun nysgerrig, tørstede kun efter at stifte bekendtskab med det som jeg troede var mere ægte end mig selv, det der for mig havde den prisværdige egenskab at kunne vise mig lidt af hvordan et stort geni tænker, lidt af den kraft og skønhed der kommer til udtryk i naturen når den overlades til sig selv, uden indblanding fra menneskenes side." 


Den lille Marcels forestillinger og drømme er fantastiske, men genkendelige. Det er det, der sker med mig når jeg læse På sporet af den tabte tid. At jeg vandrer tilbage til min barndom og de drømme jeg havde. Ikke om Venedig og Firenze, men om noget mere nærliggende som spillede så stor en rolle, at jeg kunne fylde min tankeverden helt ud med dem. "Det som min fantasi higede efter, og som mine sanser kun opfattede ufuldstændigt og uden glæde i nuet, havde jeg sikkert lukket inde i navnenes fristed, og det var sikkert også fordi jeg havde fyldt dem med så mange drømme, at de nu drog mine længsler til sig som en magnet, men navne er ikke særlig rummelige, jeg havde nok at gøre med at få plads til et par af byens vigtigste “seværdigheder”, og så stod de der side om side, uden bindeled. I navnet Balbec kunne jeg, ligesom i forstørrelsesglasset på de penneskafter man kan købe ved badestederne, se nogle oprørte bølger omkring en kirke i persisk stil. Måske var selve det forenklede i disse billeder i virkeligheden en af grundene til den magt de fik over mig." "Til trods for at jeg befandt mig i Paris, var det det jeg så, og ikke det der var omkring mig. Selv fra et rent realistisk synspunkt indtager de lande man længes efter, til enhver tid en langt større plads i ens virkelige liv, end det land man reelt befinder sig i."


Drømme og forestillinger spiller en vigtig rolle: "Og selv fra en enkel kvantitativ synsvinkel er dagene i vores liv ikke lige lange. Med hensyn til at tilbagelægge dagene råder sådan lidt nervøse naturer som min over forskellige “omdrejningshastigheder”, ligesom en bil. Der er vanskeligt fremkommelige, bakkede dage som det tager en evighed at klatre op ad, og dage som man kan løbe syngende ned ad i fuld fart. I den måned – hvor jeg bestandig, som en melodi jeg ikke kunne blive træt af, gentog disse billeder af Firenze, Venedig og Pisa som, i den længsel de vakte i mig, havde noget lige så dybt personligt som en forelskelse, en forelskelse i et menneske – troede jeg fuldt og fast på at de svarede til en virkelighed der var uafhængig af mig, og de skænkede mig lige så store forhåbninger som dem en kristen fra den første tid kunne nære på tærsklen til paradiset."


"De steder vi har kendt, tilhører ikke kun den rumlige verden som vi for nemheds skyld anbringer dem i. De var kun et tyndt skot mellem de indtryk som støder op til hinanden, og som formede vores tilværelse dengang; mindet om et bestemt billede er kun længslen efter et bestemt øjeblik, og huse, veje og avenuer er – ak – flygtige som årene" 

Sådan slutter bind to og så kan jeg begynde forfra. Det hele er et spil mellem virkelighed og forestillingen om virkeligheden og så tingene i sig selv. Men jeg forstår det ikke helt. Men jeg mærker det indeni som en sandhed når han skriver det. Det er det, der er foruroligende og gør at jeg læser med stor glæde. Og en slags genkendelse.