Link til læste bøger 2026

Jakob Wolf: Kristendom kort fortalt - Karl Ove Knausgård: Jeg var længe død - Eva Tind: Manden der fik vinger - Erling Jepsen: Min mor og doktor Goebbels - Tove Jansson: Stenmarken - Vibeke Grønfeldt: Livliner - Johannes Værge: Retvendt - Stine Pilgaard: Ti vilde heste - Vibeke Grønfeldt: Indretningen - Inger Smærup Sørensen: fru s - Vibeke Grønfeldt: I min tid - Vibeke Grønfeldt: Mindet - Suzanne Brøgger: En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege - Tessa Hadley: Festen - Fay Weldon: Livskraft - Emily Brontë: Stormfulde højder - Caroline Albertine Minor: Velsignelser - Ida Jessen: Postkort til Annie - Joël Dicker: Sandheden om Harry Quebert - Siegfried Lenz: Et minuts stilhed - Michel Houellebecq: Platform - Giséle Pelicot: En hyldest til livet - Marie Pavlenko: Over bjergene, hvor livet begynder - Christina Hesselholdt: Gennem et filter af rødt - Halldór Laxness: Salka Valka - Maria Hesselager: Jeg hedder Folkví - Christina Hesselholdt: Til lyden af sin egen tromme - Niels Barfoed: Jeg finder selv ud - Caroline Albertine Minor: Den forelskede ven - Nanna Holm: Røde port - Maria Hesselager: I mit hus - Keld Conradsen: Byen og havet - Ida Jessen: Vandpaladset - Anna Elisabeth Jessen: Verdensport - Keld Conradsen: Det gode menneske - Anna Elisabeth Jessen: Gode råd - Jenny Erpenbeck: Hjemsøgelse - Einar Már Gudmundsson: Alt fra hatte til sko - Ian McEwan: Hvad vi ved - Anne Cathrine Bomann: Åbent udsagn - Saul Bellow: Dekanens december - Jan Kjærstad: Valgdage - Marianne Verge: År jeg fødte børn - Sigrid Undset: Olav Audunssøn bog 1 og bog 2 - Christian Kracht: Eurotrash - Lena Andersson: Uden personligt ansvar - Benjamin Koppel: Sommerfuglens stemme -Jesper Wung-Sung: Sandøs rose - Lena Andersson: Mænd og kvinder -  Carla Guelfenbein: At svømme nøgen -Knut Hamsun: Pan - Anne Skov Thomsen: Præstens - Janus Kramhøft: De nærmeste - Magda Szabó: Døren - Abdulrazak Gurnah: Tyveri - Martin A. Hansen: Løgneren - Inger Christensen: Essays - Fernanda Melchor: Paradais

12. oktober 2026

Jakob Wolf: Kristendom kort fortalt

Tænk at den her vidunderlige bog kommer lige her, hvor jeg har været begravet i Knausgårds voldsomme spekulationer om sprækker ind til metafysikkens verden og den kommer for at hive mig ud igen af de sprækker og gjorde lørdag og søndag lys og fik mig til at svæve lidt over jorden selvom mine ben nægter mig at gå på den. Jeg har læst den som den fineste gengivelse af alt det jeg har lært siden jeg læste Bultmann første gang, hans bog om det ny testamente og mytologien og siden læste Løgstrup, som kom til at veje uendeligt meget mere i den måde jeg kom til at forstå teologien på. Jakob Wolf skriver befriende klart, holder sig til det der kan erfares og binder Bultmann og Løgstrup frugtbart sammen. Og så mindes jeg gode besøg hos hans mor, som var min kirkegænger i nogle år, mens jeg var i Løkken storpastorat, hun var præstekone fra Ingstrup præstegård og boede da som enke i Løkken. Hun kunne tale om teologi, klart og stærkt, og vi sluttede altid med en snaps! Wolf skriver om sin metode enkelt: Det, der gør et svar på, om Gud findes, troværdigt, er, at det er baseret på erfaringen. Og uddyber lidt senere: Vi erfarer uvilkårligt, når vi lever i verden, at vi ikke kan forholde os lidenskabsløst til vores livsvilkår. Argumentet for, at der ligger en magt til grund for verden og ikke ingenting, er, at vi omfatter vores livsvilkår med en lang række dybe følelser, der viser, at vi ikke opfatter dem som neutrale tilfældigheder. Så er vi i gang med at forstå, at Gud er magten til at være til i alt, der er til. Så magten og Gud er ord for det samme. Her kommer nogle af de fineste citater fra de indledende kapitler:

Fødslen er en robust erfaring af tilblivelse og væren. Det er ikke for meget sagt, at når et barn bliver født, bliver et nyt univers til. Vi fødes ikke for at dø, men for at leve, og livet er, så længe det varer, dødens modsætning. Selv om livet i universets perspektiv er uendeligt kort, er det dog en manifestation af fylde og evighed, da væren er delagtig i den evige magt. Evigheden er i livet, som dog forgår. Det er tilværelsens paradoks.

Som den magt, der gør, at vi er til og bliver ved med at være til, selv om vi hele tiden er underlagt tidens forsvinden, er Gud nærværende i os. Gud er så tæt på os, at vi ikke kan få afstand til Gud. Vi er hele tiden, mens vi lever, delagtige i magten. Magten er ikke kun til stede i os, men i alt, hvad der er til, ellers ville det ikke være til. Svaret på spørgsmålet om, hvor Gud er, er altså, at Gud er nærværende til stede i alle ting, altså allestedsnærværende.

Guds eksistens er altså med definitionen af Gud som magten til at være til lige så selvfølgelig som det, at der er noget. Men måske er det også netop det, der gør det vanskeligt at erkende, at Gud er til. De mest selvfølgelige forhold i tilværelsen er ofte de mest oversete.

Det var bare lige fra indledningen til bogen, senere kommer vi rundt om det hele. Tusind tak for det!

9. oktober 2026

Karl Ove Knausgård: Jeg var længe død

Jeg er ganske udmattet i krop og sind efter at have læst dette 6. bind i Morgenstjerneserien, den er ganske enkelt anstrengende at læse, ubehagelig tilmed, fordi ingen som Knausgård kan beskrive et introvert menneske som ham, og til sidst i romanen går han ud over alle grænser, og han minder mig om Lars von Trier, den samme vildskab og grænseoverskridelse. De sidste film af Trier tør jeg ikke se mere, ligesom jeg måtte lukke øjnene her i romanen nogle steder. Men hvor er det godt og sjældent har en bog taget mig så lang tid at læse og sjældent givet mig så mange understregninger, som forbliver i mit sind til eftertanke lang tid endnu. Der er så mange spændende ting. Jeg husker engang på præstehøjskolen, hvor Niels Henrik Gregersen fortalte om bevidstheden, at den har en formel, som gør at den altid vil eksistere. Det er ikke mindst det, Knausgård undersøger her, en bevidsthed, en sjæl, som altid vil være der. Og her bruger han Pavel Florenskij, som Wikipedia skriver udførligt om. Og når jeg når så langt i bogen, bliver det ulideligt spændende, hvor er de døde? Hvor er bevidstheden henne? Er der en verden, som vi bare ikke kan se nu? men måske kan se i glimt? Her er virkelig gang i metafysikken! Her kommer nogle af de mest spændende citater for mig:

Før djævlen, i Edens have, var alting ens, også menneskene. Der fandtes ingen skam: Det var et paradis. Syndefaldet blev det kaldt, det der fulgte. Men var det virkelig et fald? Mennesket blev jo løftet op! Burde det ikke hellere hedde syndeopløftelse? De blev pludselig opmærksomme på at de fandtes, ikke kun som art, at de var mennesker, men også som individer, at de var sig selv.

Før djævlen, i Edens have, var alting ens, også menneskene. Der fandtes ingen skam: Det var et paradis. Syndefaldet blev det kaldt, det der fulgte. Men var det virkelig et fald? Mennesket blev jo løftet op! Burde det ikke hellere hedde syndeopløftelse? De blev pludselig opmærksomme på at de fandtes, ikke kun som art, at de var mennesker, men også som individer, at de var sig selv.

Før djævlen, i Edens have, var alting ens, også menneskene. Der fandtes ingen skam: Det var et paradis. Syndefaldet blev det kaldt, det der fulgte. Men var det virkelig et fald? Mennesket blev jo løftet op! Burde det ikke hellere hedde syndeopløftelse? De blev pludselig opmærksomme på at de fandtes, ikke kun som art, at de var mennesker, men også som individer, at de var sig selv.

... men ansigterne, og hvad der skete når vi så dem: ikke hvad vi kunne se, men hvad vi kunne forstå ud fra det vi så. I den brøkdel af et sekund der adskilte sanseinformationen fra oplevelsen af den, befandt der sig en afgrund, mente han. Og den brøkdel var det egentlige mysterium.

3. oktober 2026

Eva Tind: Manden der fik vinger

Det var ren afslapning og nydelse at læse Eva Tind denne gang. Side for side at blive oplyst og underholdt og få en fortælling og tænke på manden, der levede sit liv som han ville, Gerhard Heilmann, som tegnede falken på omslaget af bogen og plovmanden på 500 kronesedlen og som havde en vilje stål og en manglende evne til at tilgive og levede som queer i en tid, hvor det var vanskeligt. En god lille oplevelse. Nu er næste bind i Morgenstjerneserien af Knausgård kommet. Jeg glæder mig!

3. oktober 2026

Erling Jepsen: Min mor og doktor Goebbels

Det er autofiktion i en klasse for sig, familiefiktion med hjertet på rette sted og en så enkel tekst, at jeg kom til at holde af den, ikke et ord for meget, ikke et ord for lidt; en samtale mellem mor og søn og en fortælling om det grænseland, som gemmer på så mange skæbner, fordi verdenshistorien væltede lige hen over det, Bæk Skov som kan slås op i Maps. Jepsens far, mælkemanden i Gram, kender jeg fra de forrige bøger, men nu lyser moren frem. Det er en fantastisk historieskrivning, Jepsen her virkeliggør. Der var ingen understregninger, mærkeligt nok, måske det gik for stærkt med at læse den - eller også fordi det ikke var det, der var tænkt med teksten.

3. oktober 2026

Tove Jansson: Stenmarken

Det var en frydefuld oplevelse at læse denne fine lille tekst af Tove Jansson, selvom den var så pinagtig og trist fordi hovedpersonen er så god til kun at se sig selv og sit eget, hvilket vil sige sit arbejde som journalist og forfatter, der har lagt beslag på ham indtil nu, hvor han har nået pensionsalderen, og hvor han må erkende, at han ikke kender sine to voksne døtre og aldrig har været der for dem. Det hedder et sted: "Han var – og er stadig – væsentlig bedre med ord end med mennesker, hvilket hans afdøde ekskone, Yvette, formentlig også gerne ville skrive under på. Hun ville formentlig også skrive under på, at han har været særdeles dygtig til at holde familielivet på behørig afstand." Selvom teksten bed, var den frydefuld. Prøv bare at læse den smukke slutning. Det er virkelig en åbning: 

Men far, hvad laver du? spurgte Maria, hun var på vej til brønden efter vand. Maria, sagde han, du er billedskøn og helt bibelsk, kvinden ved brønden og så videre … Hun giver synderen at drikke af det klare kildevand. Nej, gå ikke, jeg skal fortælle dig en hemmelighed; din far triller sten. Vent lidt, jeg vil tale med dig om ordenes betydning. Har du tænkt over, hvad det indebærer, at „i begyndelsen var Ordet”? Sæt spandene fra dig. Har du tænkt over, hvor forfærdelig vigtigt og svært det er at finde de ord, der er nødvendige for at klarlægge fuldstændig og rigtigt? Forstår du, hvad jeg mener? Ja, svarede Maria, jeg tror, jeg forstår. Jonas sagde: Jeg forsøgte at skrive et brev til dig. Gjorde du? Men jeg skrev ikke så meget. Hvad skrev du? Det blev bare til ‘elskede Maria’. Far, sagde hun, hvis brevet stadig findes, vil jeg gerne have det. Det behøver ikke være længere. Hun gav ham spandene, og han fyldte dem ved brønden. I hytten var der klart til afrejsen næste morgen, alting på plads, ingen gardiner, komfuret renskuret, rummet så meget tomt ud. Godt, sagde Karin og lagde rene viskestykker over brøndvandet. De, der kommer efter os, har kun en uges ferie, og det er aftenbussen. De ved vel ikke, hvor de skal finde brønden. Har far nu alting i orden og ikke glemt noget? Alt er i orden, svarede Jonas. Og jeg glemmer ingenting.

28. september 2026

Vibeke Grønfeldt: Livliner

Sidste bind i Grønfeldts tetralogi om Agate er forrygende og skøn, der er mange sider, men den giver endnu mere. Jeg har sjældent været så optaget af en bog som den her. Agate er god at læse sig selv ind i, for mig i hvert fald, måske fordi forfatteren er født samme år som jeg er, så vi har samme opvækst og samme tid til fælles, født på landet er vi begge og har fået lov til at opleve fremgangen i halvtredserne og i tresserne, ungdomsoprøret, færdigretter, transistorradio, knallerter, fjernsyn og alle ændringer i vores liv langt op i vores århundrede. Romanen er en skatkiste af sansninger, tænksomhed og erindring og ikke mindst selvopgør, at se sig selv ved at skue tilbage. Det er Agate god til selvom det giver modstand, for har hun ikke været lidt skrap? Og er der ikke noget, der var utilgiveligt? Her kommer lidt af det jeg har understreget:

Det var en god tid. Mine hænder er skruet godt på. Men medmenneskeligt set har mit liv uden for enhver tvivl været en fiasko. Trods heldet. Hvis jeg skal være ærlig, bekymrer det mig ikke. Det ærgrer overhovedet ikke. Man tænker sig tilfreds, man tænker sig utilfreds.

Det bløde i mig blev ikke ordentligt udviklet. Jeg holdt altid på det hårde.

Maleren kunne ikke have forestillet sig, hvor langt udviklingen ville nå i min tid. Og heller ikke Johannes, som døde endnu tidligere. Somme tider er de tæt på og trækker vejret gennem min mund, til andre tider langt væk. Bag en lukket og låst port.

Maleren kunne ikke have forestillet sig, hvor langt udviklingen ville nå i min tid. Og heller ikke Johannes, som døde endnu tidligere. Somme tider er de tæt på og trækker vejret gennem min mund, til andre tider langt væk. Bag en lukket og låst port.

Gå hjem og skriv skilte med navn på dem, der har gjort dig ondt, og stil dem rundt på bordet, og sæt dig til bords med dem, og fortæl dem, hvilken skade de har gjort, og kom så i morgen og sig mig, hvordan du har det. Når det er gjort, kan du indbyde alle dem, der har glædet og gavnet dig.

Man tænker sig syg, man tænker sig rask. Man tænker sig levende, man tænker sig død ... til sidst.

Der ligger sjælen. Hele individet ligger der fra fødslen. Resten af livet trænger det vigtige ind gennem hjernegrøden. Når vi dør, slipper det fri som en drøm.

23. september 2026

Johannes Værge: Retvendt

Så fik min læseven i Houlbjerg og jeg læst 'Retvendt'. Vi havde læst ham tidligere og var enige om, at der ikke var så meget nyt, men det er alligevel en god bog i strømmen af bøger, der gør kristendommen nærværende. Der er nogle ting, der er gode at få blik for; hvorfor taler vi om mavefornemmelse i stedet for om samvittighed? når vi siger at et menneske er enestående, har Værge den her kommentar: Mennesket er blevet mere ene-stående, end godt er. At være vendt mod sig selv er ikke at være retvendt. Der er gode henvisninger til hans læsepensum: “I modsætning til Descartes’ ‘Jeg tænker, derfor er jeg’, er dét, der kommer til syne i vores fortolkning af historien om Jesus og det syn på Gud, der følger heraf, et helt andet mantra: ‘Jeg relaterer, derfor er jeg’” (McFauge 224, 35). Samlet kan bogens indhold til slut siges sådan:

For det menneske, som kender til, at en godhed med guddommelig kilde gennem livet har kunnet forny ens tilværelse, vil det være nærliggende også at have tillid til, at godheden vil fortsætte sit virke, når døden indtræffer. I mødet med det, der kan ske i den sidste livsfase, er dét menneske anderledes positivt rustet end den, som er blevet fanget ind af den moderne parole, at det vigtigste er at tro på sig selv.

22. september 2026

Stine Pilgaard: Ti vilde heste

Hvor er det morsomt at læse Stine Pilgaard. Jeg var glad for at læse 'Min mor siger' især og de to følgende, men det er især morsomt, fordi jeg er lige nået til sidste bind i Vibeke Grønfeldts fortælling om Agate. Hvor er verden forandret på de 80 - 90 år, men "verdensindretningen" den samme. Det handler om kærlighed, som er lige vanskelig, om at livet kun findes for alvor i relationer. Om at livet og døden stadigvæk er den tornekrone, vi lever inden i. Hos Grønfeldt oplever jeg glæde og sorg, selvovervurdering og selvudslettelse, liv og død så jeg halser gennem siderne og genkender smertefuldt og morer mig alvorligt. Det gør jeg også hos Pilgaard, men på en meget lettere måde. Ja, jeg ventede faktisk på at blive færdig med 'Ti vilde heste', men var glad for at læse den, ikke mindst for dens sproglige overskud. Hun er så vild med sproget og gør sig sådan umage. Hvor er det godt. Læs bare det her:

Vi er hinandens kurbad, bløde dyner og duftende olier, kærlighed uden sex, løfter eller pligter. Vores sprog er et vildt ridt gennem dybe skove, under store regnbuer. Vi galoperer over rapsmarker, krydser oceaner og ender langt ude i verdensrummet.

Hendes strålende øjne blev med et matte, og jeg følte mig som en kontakt, der havde slukket lyset.

12. september 2026

Vibeke Grønfeldt: Indretningen

Tredje bind om Agate, der er farverig og god og slidstærk og navnet kommer også af det græske agathé som betyder god. Som roman er 'Indretningen' også god, den slipper ikke tempoet fra de to forrige, men fortsætter hæsblæsende ind i fyrrerne til krigsafslutning og malkemaskiner. For en boomer fra 47 er det guf. Jeg kan genkende det hele, men det er alligevel Agate det handler om. Kan kun holde facaden hele vejen, eller kommer der sprækker? Jeg synes det er spændende at følge, kærligheden har hun ikke til 'maleren', kun trygheden, men hun har den til Marita, på den hårde måde. Her kommer nogle af de bedste af mine understregninger:

– Husk lige på, at der ikke er nogen afstand mellem levende og døde herinde. Jeg trykker en finger mod tindingen. – Lige dér er far og bedstefar og hver eneste ting, de sagde og gjorde.

Grådigheden forarmer os, sådan er den indrettet.

Har du fundet dig selv, nu du er alene? spørger københavneren. – Gamle folk skal ikke finde sig selv, men give slip og forlade, siger mor.

Alting i verden hænger sammen. Sådan er indretningen.

Lagene underneden er lige så bevægelige som kviksølv, når det kommer af flasken. Jeg vil, vil, vil leve op til tillid, men der er også en lille djævel derinde underneden: Udæskende, nysgerrig, skadefro, fæl.

Er og er og er er godt, som det er. Og skal være godt nok. Tag det eller lad være.

De levende er ikke tættere på, end de døde er, sagde hun, sidst vi så i fløjlsalbummet. Snarere tværtimod. De er her ikke og er her alligevel.

10. september 2026

Inger Smærup Sørensen: fru s

Meget mod min vilje blev den min natbog, tilfældigt, og så måtte jeg jo læse den, og jeg har læst den med latter og med gru, for den minder mig alt for meget om noget jeg kender alt for godt, at tænke over livet, over det gjorte og det ugjorte, så den blev lidt mareridtsagtig for mig, men om morgenen også til munterhed. Det er ganske enkelt den mest usædvanlige bog, jeg længe har læst. Den er ikke det mindste venlig at læse og jeg har en fornemmelse af at fru s har læst Jon Fosse. De mange gentagelser, kan godt blive irriterende, men det er de jo også i ens eget sind, når det bliver ved med at gentage erindrede situationer, som jeg ikke kan komme forbi. Det var en bog, som gik tæt på mig og slutningen kan jeg slet ikke komme fra; fru s har forberedt sig til alderdommen, lagt alt i orden. Det går altsammen i uorden. Til sidst er der kærligheden til hendes søn tilbage, men det er da næsten det mest positive i romanen om fru s. Relationen. Her kommer nogle af min mange understregninger:

Kunne man bare få styr på åndedrættet, kunne man forvirre smerterne, mente fru s. Ligesom med angsten. 

Hun havde endeløst ryddet ud for ikke at have for meget. Det at have for meget ville være et problem i alderdommen, havde hun forestillet sig. Det var noget med ikke at blive overvældet, noget med at kunne overskue alt. Ikke beherske sine omgivelser, den tanke brød hun sig ikke om, men forstå dem måske eller i hvert fald ikke blive overmandet af dem.

Fru s havde hele livet ordnet og kommet i kasser og kurve og æsker og lavet lister og planlagt og struktureret og styret.

fru s kunne stadig se det lille barn i den voksne mand, og fru s havde ikke længere sprog, og munden og svælget og halsen var tørre, og der var kun hende, og der var ikke mere luft, og hun ville bare hviske, men kunne ikke hviske, og der var ikke mere, og hun ville bare hviske, ville hvæse du er elsket, du er elsket, du er elsket.

3. september 2026

Vibeke Grønfeldt: I min tid

Det er så fornøjelig læsning og det går over stok og sten, men det kommer bag på mig, hvor let helt unge prøver kønnet af med hinanden og tager konsekvensen, men Agate er stadig den samme; hun vil! Og hun fløjter og synger dagen lang og laver rim og remser og er farisæer og synder af et godt hjerte. Nu er 2. verdenskrig i fuld gang med overfaldet på Polen. Det fylder i kulissen. Her kommer et par understregninger:

I fosterstadiet er vi kryb, og krybdyret bliver inde i os, og vi kan ikke slippe væk fra det eller kvæle det helt. Somme tider slår vi revner, og uhyrer bryder ud gennem overfladen. Under indespærringen samler de kraft. Når de får luft og lys, gror de som skræpper i dagslys.

Enogtyve år, dybe sår – i lår. Kun mit hår er som i går. Drik en tår. Æd et får.

Det, der er valgt, bliver bedre for hver gang, man kaster blikket på det. Man skal vælge noget for at se det.

Man skal altid gemme en drøm i brystet. Bag panden. Hvælvet, kridhvid. Inderst inde.

Viljestyrke og livskraft er en og samme ting. Sagens kerne.

Med alderen kommer man ind til kernen, skal jeg sige dig, og bliver sig selv og holder op med at kredse om sig selv og spejle og spille sig selv.

25. august 2026

Vibeke Grønfeldt: Mindet

Nu hele fortællingen om Agate i fire bind, hvoraf Mindet er det første, og hvor er det en fornøjelse at læse - også fordi der er så meget jeg kan genkende, livet på landet dengang der var heste, før Ferguson traktoren kom, - den foregår vel ti år før, jeg blev født. Livet på en gård, hvor meningen var dér, i arbejdet, i køkkenhaven, i stalden og i fællesskabet - de skulle ikke finde den selv, meningen. Sådan lidt forenklet sagt. Den sprudler af liv og af livsmod og livsglæde. Agate er skøn. Her kommer nogle skønne understregninger:

Jeg kører efter, svinger uden om Ole og indhenter de forreste. Vi suser forbi huse og haver og grøfter og marker, syrener, syrener, mod kragesøen, hvor det foregår. Efter det stærke solskin er skoven kølig og mørk...Grenene svirper os som piske i hovedet, da vi hjuler om kap ned ad den våde skovsti. Frits vinder. Jeg er lige bagefter. Han ser på mig. Han kan lide mig. Vi er til.

Kære Gud, ingen må dø i dag, siger jeg indeni. Fader Vor, lad ingen dø. Selv om jeg er hedning. Jeg kan jo ikke tro som bedstefar og mange andre. Der mangler meget.

Margaretas sølvring. Og endelig er min finger tyk nok. Nu har jeg deres størrelse. Jeg indhenter dem og skal være, som de er...Når ordene er skrevet, kan man røre ved tankerne...Når man læser, kan man røre ved tankerne. Så er det endnu ikke nat.

Bedstefar er fri for kødets krav og pine. Det er himlen. Dødssynderne slutter ved døden. Når kødet er væk, er alle lige. Der er ikke noget hovmod og ingen nydelsessyge eller grådighed eller misundelse eller frådseri.

19. august 2026

Suzanne Brøgger: En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege

Det er virkelig en vidunderlig bog at genlæse, alene for at fornøje sig selv, en bog som Brøgger skrev helt tilbage i 1979, hvor hun var flyttet til den gamle skole i Løve, og hvor hun med stor kærlighed fortæller om livet sammen med naboerne og stedet. Her kommer nogle fine stykker tekst, som jeg ikke kunne lade være at understrege:

Man griber sig ind i mellem i at have vænnet sig sådan til at leve, at det er utænkeligt at dø. Man blir så nemt grebet af vanen!

Uanset hvor man er, og med hvem, knyttes de samme ubærlige bånd, derfor kan man lige så godt omgåes hvem som helst blandt mennesker. En halv time om dagen. Det er en vane jeg i de sidste ti år har søgt at indarbejde af disciplinære årsager. Kunsten er at fylde et hvilket som helst menneskeligt forhold ud en halv time om dagen – denne smule bliver til skæbne.

15. august 2026

Tessa Hadley: Festen

Sommernoveller med et ikke-gående knæ. Måske var jeg lidt for frustreret til at læse dem, for jeg er ellers vild med Tessa Hadley og jeg var også underholdt nu, helt afgjort, men kom lidt for langt fra dem indimellem. Titelnovellen gjorde allermest indtryk på mig og satte mig tilbage i efterkrigstidens England med de store sociale forskelle og søstrene Evelyns og Moiras vilde gåpåmod og deres bratte opvågnen til virkeligheden. De er på tvunget besøg på et tidspunkt hos en engang elsket dame, som nu er på plejehjemmet og hjælpeløs og vred over at ingen kan hjælpe hende. Hun ønsker bare at dø, så tænker Evelyn: "I mellemtiden begyndte Evelyn at udfordre sig selv med, hvor meget hun ville være i stand til at bære. Hvis man kunne se et enkelt træ uden for sit vindue, ville det så være nok at leve for? Hvis man i det mindste kunne se himlen: En nonne eller eremit kunne få et helt spirituelt liv ud af et lille stykke himmel eller mindre end det." Det samtaler de om bagefter, som nu unge præcis kan. Det er ganske vidunderligt. 

13. august 2026

Fay Weldon: Livskraft

Den er som et muntert, ironisk og skarpt kammerspil, Livskraft af Fay Weldon. Jeg har moret mig hele vejen igennem, selvom den også er ætsende og hårdtslående i kønnenes kamp, og nu forstår jeg bedre min gamle kones fornøjelse, da hun sammen med veninder i firserne og halvfemserne læste Fay Weldon. Intelligent underholdning, ganske enkelt. Her kommer nogle citater:

„Jeg ved, hvad du tænker, Nora,“ sagde Rosalie. „Du synes, det er synd for en kvinde, der ikke har mand og børn. Du er ikke rigtig klog.“

Hvor er det dog svært at forsone nattens jeg, den forslugne nydelses skabning, med det velordnede og stilfulde jeg, vi er om dagen.

Fordøm din søster, og du fordømmer dig selv. Fordøm din bror og lev i ensomhed for evigt!

„Ægteskabet er et fængsel,“ sagde Aphra. „Manden er fangevogteren, og børnene er kæderne om anklerne.

Det er det, vi gør, der tæller, ikke hvorfor.

Jeg tror, at alle de implicerede er i stand til enten at udholde sandheden eller fortjene den, selv om jeg er overbevist om, at ingen nogensinde byder den velkommen.

Men vi er nødt til at have tålmodighed med gamle venner. De er illustrationer, anskuelighedsundervisning, som skæbnen placerer foran os i det evige håb, at vi kommer frem til en konklusion eller to.

2. august 2026

Emily Brontë: Stormfulde højder

Så har jeg bare haft nogle dramatiske nætter med 'Stormfulde højder', og selvom jeg kunne huske handlingen i store træk var jeg optaget af hver eneste side. Sådan kan et menneske beskrives, når det ikke rammer målet; det er eminent litteratur og spejlet er ikke skrevet forgæves. Jeg tror, at enhver der læser den ser lidt mere klart bagefter på interpersonale relationer. Her kommer nogle af mine understregninger:

Han var og er stadig den mest trættende selvretfærdige farisæer, der nogensinde har gransket Biblen for at rage forjættelserne til sig og smide forbandelserne i hovedet på sin næste.

Han var og er stadig den mest trættende selvretfærdige farisæer, der nogensinde har gransket Biblen for at rage forjættelserne til sig og smide forbandelserne i hovedet på sin næste.

Hvorfor blev jeg skabt, hvis jeg skulle være spærret inde i mig selv?

Jeg ser en fred, som hverken jord eller helvede kan bryde, og føler efterlivets evigt lyse ro, den evighed, som de er gået ind til, hvor livet aldrig slutter, hvor kærligheden varer ved, og hvor glæden ikke kender nogen grænser.

1. august 2026

Caroline Albertine Minor: Velsignelser

Det er fine noveller, de skal åbnes langsomt, de lever deres skjulte liv, eksistentielle, de registrerer omverden og den indvendige i sindet, i humøret, i meningen med hvad verden bringer af bærligt og ubærligt. De er vidunderlige. Det er bare noget af det bedste. Her kommer et par smagsprøver fra mine understregninger.

Dengang hendes lykke var hel og inden i hende selv. Ikke som nu, udstykket og så fuldkommen udsat.

Håbet var euforiserende, og det løftede mig op og gjorde mig stærk, indtil det igen slap mig med en pludselighed, der fik mig til at miste vejret. I den tilstand krævede det alle mine kræfter på ny at hage mig fast og blive løftet.

Jeg bemærker taknemmeligt, at hans krop ikke fremprovokerer det sædvanlige behov for at udfylde tavshed som felter i en krydsogtværs.

21. juli 2026

Ida Jessen: Postkort til Annie

Jeg læste dem for 3-4 år siden, men fra noget jeg læste om novellerne, læste jeg dem igen. Det er lærerige noveller, fyldt med viden fra det virkelige liv sammen med midaldrende kvinder og mænd og forskellene imellem dem; og hvor er mændene da ikke noget at prale af, de sætter idealer op, de er krævende, bestemmende og indimellem generøse, mens kvinderne hele tiden søger kærligheden, hengivenheden. Det er som i det virkelige liv, og det er derfor den vil egne sig godt til en bryllupsgave og siden til selv refleksion, der kan gavne både mænd og kvinder. Det er en tænksom samling noveller, som ville være god til læsegrupper. Og så har hun så smukt et sprog. Her kommer nogle eksempler:

Kun i dybt oprigtige øjeblikke, når hun var fuldkommen uforstyrret, som nu, vidste hun, hvordan det var fat. Hvis hun skulle være, som han ville have hende til, ville hun stivne. Han bremsede hende. Han lagde bånd på hende. Han tværede hende ud, når hun forsøgte at nå ham.

„Hvordan kan man bestemme over andre?“ tænkte hun, men den tanke var så indviklet, at den helt unddrog sig hendes forsøg på at fange den.

De kører igennem lave byer, hvor husene ligger helt ud til vejen, og hvor haverne har trukket sig tilbage. - forbi busstationen, hvor rutebilerne kører ind i deres båse og falder sammen med et suk.

19. juli 2026

Joël Dicker: Sandheden om Harry Quebert

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke stoppede med læsningen af den her alt for lange krimiroman, men det var nok fordi der var et spændingsmoment; momentet blev bare skubbet foran med nye afsløringer 700 sider i alt og resultatet kendte jeg på forhånd, menneskets forhold til sandheden er en vanskelig sag, når man nu er et fejlbarligt og syndigt væsen. Det er som at se en krimi, hvor man bagefter føler at tiden i virkeligheden bare blev slået ihjel; jeg blev i hvert fald ikke klogere på noget som helst af dens gajolkundskab som den her: "– Kærlighed, kærlighed, evig og altid denne snak om kærlighed! Men kærlighed findes jo ikke, Goldman! Det er et ord som mænd har fundet på for at slippe for at vaske op!" Eller den her: "Livet er som en løbetur, Marcus: Der vil altid være nogen der er hurtigere eller langsommere end dig. Det der tæller i sidste ende, er den kraft du har lagt i at løbe hele vejen." Jeg fik bare en lang næse af al den misbrugte tid.

15. juli 2026

Siegfried Lenz: Et minuts stilhed

"To gange havde jeg lyttet til vores orkester, mens de holdt prøver, orkesteret og koret, men nu, foran dit billede, greb kantaten mig langt stærkere, end jeg havde forventet. Denne hjælpeløshed, denne fortvivlede søgen, håbet om svar, om frelse, anråbelsen af den sejrende kraft, som er hos dem, hos Faderen og Sønnen, for deres tid er den allerbedste tid. Hvor dit ansigt dog pludselig lyste op, Stella, det ansigt, som jeg havde kysset overalt, på panden, på kinderne, på munden. Pris og Herlighed, jeg nævner navnene tilsammen og overgiver mig, Ære være Dig. Og så dette Amen, som vores orkester svarede på som et ekko, der blev svagere og fortabte sig forunderligt i et univers af trøst, overvundet var Actus Tragicus. Jeg stirrede på hendes ansigt, aldrig før havde jeg haft en så mægtig følelse af tab; mærkeligt nok, eftersom jeg førhen ikke havde været bevidst om at eje det, der nu var gået tabt." Det er en vidunderlig læseoplevelse at læse Lenz. Det handler om kærlighed, at miste det man ikke kunne eje, fordi kærligheden var større end en gave, det var selv øjnene der blev åbnet for verden og så forbliver kærligheden der trods død og ulykke. Derfor hedder det også "Det, der er fortid, er trods alt sket og vil vare ved, og ledsaget af smerte og en iboende angst vil jeg forsøge at finde det, der ikke kan bringes tilbage."

14. juli 2026

Michel Houellebecq: Platform

Den her fik jeg aldrig læst, men nu har jeg: Sådan en provokatør, han er! Men han klæder Europa af til skindet og det fornøjelig læsning, selvom det indimellem langt overskrider grænserne for, hvad jeg synes er sjovt at læse, men der er mening med galskaben. Michel (hovedpersonen) tænker sådan her om sig selv et sted:

"Desuden bør man leve og have menneskelige relationer; jeg var normalt alt for anspændt og havde været det alt for længe. Måske burde jeg have haft nogle aftenaktiviteter, badminton, korsang eller noget andet. De eneste kvinder det lykkedes mig at komme i tanker om, var trods alt dem jeg havde bollet med. Det er såmænd heller ikke så ringe; man danner sig erindringer for at være mindre alene i dødsøjeblikket."  Den handler også om religion og tradition. "Om islam hedder det: Jo nærmere en religion kommer monoteismen – tænk godt over dette, cher monsieur – desto mere umenneskelig og grusom er den; og af alle religioner er islam den som påtvinger folk den mest radikale monoteisme." Om katolicismen: 

"Bemærk at katolicismen, denne subtile religion som jeg respekterer, og som vidste hvad der passer sig for den menneskelige natur, hurtigt fjernede sig fra den monoteisme som dens oprindelige

doktrin påtvang den. Gennem dogmet om Treenigheden, dyrkelsen af Den hellige jomfru og helgenerne, anerkendelsen af den rolle som helvedes magter spiller, englenes beundringsværdige indvirken, har den lidt efter lidt genskabt en autentisk polyteisme. Det er alene i kraft af dette at den har kunnet dække jorden med utallige kunstneriske pragtværker."  Der er meget at overveje imens jeg læser og han ender et godt sted: Og hvis jeg ikke har forstået kærligheden, hvad nytter det så at have forstået resten?

3. juli 2026

Giséle Pelicot: En hyldest til livet

Så faldt jeg igen for fristelsen til at læse en bog, jeg ikke ville købe som e-bog, men nu kan læse på Saxo-appen, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg har stort set læst den ud i en køre, for det er stærk læsning, skrevet af en kvinde som gennem 10 år er blevet drugraped af sin mand og 51 andre mænd i sit eget hjem, en frygtelig historie som blev opdaget i 2020, og hvor hun i 2024 blev kendt fordi hun under retssagen ville have åbne døre. Bare tænk på titlen! Det er hendes valg. 'En hyldest til livet', og så har hun været udsat for en grusom forbrydelse! som at blive kørt midt over af et højhastighedstog, skriver hun et sted, men hun holder fast i sig selv, og hun holder fast i sin historie sammen med sin forbrydermand; hun har elsket ham, han har også været god mod hende, mod børnene gennem 50 års ægteskab og hun forstår slet ikke sig selv, at hun ikke fattede mistanke mod ham. "Hvis jeg sletter det hele, er jeg død", skriver hun. Hun er helt menneske og ikke bare et offer, og det er hjerteskærende at læse om, hvordan flere og flere kvinder, måned efter måned, samles udenfor retsbygningen for at støtte hende. Jeg så hende i tv, da hun var i Danmark og mødte dronningen ved udgivelsen af bogen på dansk. Det var nødvendig læsning. Den har berørt mig dybt.

2. juli 2026

Marie Pavlenko: Over bjergene, hvor livet begynder

"Dengang vidste hun ikke, at ’altid’ er en forbandet løgner." Sådan står der et sted i romanen, og det er det, som det handler om for de to hovedpersoner, der begge har mistet det de troede, de skulle leve i altid indtil døden, men krig og ulykke ændrede alt. De mødes på flugt fra tabet og hjælper hinanden og det er en dejlig roman, som er let læst og som er spændende og som har et godt budskab om medmenneskelighed og tangerer mange af de tanker som jeg har tænkt om en syrisk flygtning. Og så får jeg lov til at læse digte af lyrikere, jeg ikke kendte det fjerneste til, her to franske:

”Uden at forhaste mig Vænner jeg mig til Nattens iboende Mørke.” Andrée Chedid

”Men livets uforlignelige åndedræt er håbets frugt.” Andrée Chedid

”Jeg holder dig i hånden, alle menneskers hånd.” Claude Roy

”At slå øjnene op hver morgen. ​Jeg taler til dig. Du taler til mig. ​Ae den sorte kat, som er glad for, at dens mennesker er der. ​Duften af friskbrygget kaffe. en rød drueklase på et hvidt fad. Du smiler til mig. ​Mere kan man ikke bede om blot sige til sig selv ​tak for at være her.” Claude Roy

2. juli 2026

Christina Hesselholdt: Gennem et filter af rødt

Det er bare den vildeste bog jeg længe har læst, jeg har undret mig og fornøjet mig og grinet højt og tænkt på, hvad den mon handler om. Ja, den handler selvfølgelig om, hvad det vil sige at være et menneske på jorden og så er den fortsættelsen til 'Til lyden af sin egen tromme' som jeg læste i forrige uge. De to søskende er havnet i  sort apati og bruger næsten et par år på at komme ud, bare over til naboen i Tårnhuset. Handlingen er absurd, men den virker, fordi verden i Hesselholdts øjne er absurd, når vi er stillet overfor ønsket om at vi skal redde hele verden fra alle mulige ulykker, dog er der en ting, som alene kan føre til løsning både på det nære og det fjerne: den anden! Et citat fra en film bliver gengivet af en af hovedpersonerne: ‘Nok er vi kun to mennesker. Men det er sådan forandring sker’. Relationer er det vigtigste i vores liv, selvom de er så besværlige. ‘Vi er individualister’, siger han. ‘Nå, det er dér skoen trykker’, siger Bruno, ‘men alene kommer I ingen vegne’. Det er Hesselholdts klare signal til os. Det er en utroligt fortættet tekst, som er fyldt med referencer til anden litteratur. Jeg læste en fantastisk god anmeldelse på Kulturkapellet.dk af en kollega Juma Nellemann Kruse, som virkelig åbner teksten og hele Hesselholdts forfatterskab. Den kan jeg anbefale! Her kommer nogle understregninger:

Det er næsten altid en skuffelse at ankomme til og stå ved et gravsted. Man kommer med blomster for at besøge én. Som ikke er hjemme. Aldrig er hjemme. Lige meget hvornår man kommer. Så der stod vi, far og jeg, igen denne torsdag og bankede på døren. Far pegede med sin sølvbelagte stok på lidt ukrudt jeg skulle fjerne. Jeg bukkede mig ned og hev og trak i mælkebøtter og fik sortgrønne fingre. Siddende på hug med ryggen til ham blev jeg bange for at han ville slå mig hårdt med stokken. Jeg så for mig mit hoved flække. Men han ville nok nøjes med at slå mig over skulderen, ikke at forveksle med et ridderslag. Jeg kan ikke længere lide at have ryggen til nogen. Næste gang tager vi vin og honningkager med. Mikaels lydløse bil er som skabt til kirkegården, de døde kører Tesla.

Og der er dog den lille fordel ved at have spildt så mange år på ikke at kysse nogen, at man helt har glemt hvor åbenbarende det kan være at trykke sine læber, bare puder af blod, mod et andet par puder af blod og åbne munden mod en mund der går op.

1. juli 2026

Halldór Laxness: Salka Valka

Det giver god mening at læse klassikere for mig, at genopleve en bog, som jeg stadig huskede meget af, ved jeg nu, hvor jeg har læst den igen. Det er en vældig fortælling om at blive et selv, at finde sig selv i en verden fyldt med godt og ondt og at vælge. Det lærer Salka Valka sig, hun står imod og siger fra, når der er noget der er forkert, det eneste sted hun ikke kan sige fra, er når hun møder kærligheden, Arnaldur. Det er stor litteratur, selvom jeg syntes jeg fik nok af udredningerne af socialismens goder. Her kommer nogle vidunderlige citater:

Hun bøjede sig over sit livs indhold i taknemmelig glæde. Havde hun ret til at kræve mere? Nej, – og dog. Mere, mere, siger brystet. Det er så svært at være menneske.

Du er nu altid så kæphøj, Salvör, og bliv du bare ved med det, min ven, for der er ingen, der holder en oppe, hvis man ikke gør det selv. Alle, der holder hovedet højt, bliver til noget. Når alt kommer til alt, så har det større betydning, hvordan man tager tingene, end hvad man i virkeligheden er.

Det kan sagtens være, at det er rigtigt, at Gud hjælper Adam og Abraham og Noa og forskellige andre i udlandet, – men sådan står det nu engang til hos os.

Det kan sagtens være, at det er rigtigt, at Gud hjælper Adam og Abraham og Noa og forskellige andre i udlandet, – men sådan står det nu engang til hos os.

Jeg mener, sagde hun, – kan idealerne leve, hvis kærligheden dør?

24. juni 2026

Maria Hesselager: Jeg hedder Folkví

Jeg læste hendes 'I mit hus' med stor fornøjelse for et par uger siden og derfor ville jeg straks kaste mig over hendes første roman. Jeg er stadigvæk glad for hendes sprog, hun kommer under huden på både bogstaver og mand og kvinde, og det er en fornøjelse at læse, men fortællingen kunne jeg ikke forlige mig med. Romanen er i høj grad en fortælling om, hvad det vil sige at være et menneske; har vi en fri vilje til at gøre hvad som helst eller har vi en fri vilje til at underkaste os skæbnens tilskikkelser. Kærligheden kan nok være total, men giver den ikke også plads til at trække sig tilbage, hvis det bliver nødvendigt. Det gør Folkví ikke.

23. juni 2026

Christina Hesselholdt: Til lyden af sin egen tromme

Sådan en bog holder jeg meget af. Der er en svag handling i romanen om Gustava og hendes bror Mikael og deres vanskelige og lidt specielle liv, men det er alle mellemregningerne der er spændende og skrevet uden at jeg bliver forpustet, det er køligt overvejende og herligt at sidde med i solen, mens jeg venter på at mit ben giver mig lov til at gå igen. Der er ofte grund til at kigge op og tænke efter, og så er der mange referencer til klassisk litteratur og det gælder i høj grad Manns Døden i Venedig. Og der er referencer til Putin, der marcherer ind i Ukraine til lyden af sin egen tromme, og den titel er også en god oversættelse af de to søskendes indkrogethed i sig selv. Det er rent ud sagt herligt at der kan skrives sådan. Her kommer nogle citater, der giver mig en fornemmelse af bogens tone:

Jeg ville ønske jeg bare var et par øjne der kiggede på verden, og et par hænder der greb fat i den.

Jeg hægter mig til tanken om Gertrude og Alice, geni og livslang kærlighed findes, ikke kun selfiestænger, sentimental musik og stor fortabthed, min.

Du kan ikke tåle den kærlighed. Du har holdt sammen på dig selv i årevis.

Du lever virkelig kun i dit hoved. Andet formår du ikke.

Blomsterne taler med deres farver, lilla, gul, hvid, blå, vi er floret i et brus af grønt, inddrik os med øjnene dette forår hvor der rasles med sablerne og selv lig mineres, sig krokus i stedet for langdistancemissil, sig ikke atomsprænghoved.

22. juni 2026

Niels Barfoed: Jeg finder selv ud

Der er bare så mange muligheder for at læse bøger nu om stunder, især når man som jeg helt har opgivet at købe og læse fysiske bøger. Nu har jeg udvidet min læsning med Saxos streamingtjeneste, så jeg kan læse en e-bog uden at købe den (eller høre dem som lydbøger). At jeg kommer mere og mere i "Big Tech"s vold må jeg tage med. Barfoeds sidste ville jeg ikke købe, men gerne læse, og jeg blev ikke skuffet. Det er en vidunderlig bog at læse for en gammel mand, der godt nok er væsentlig yngre end Barfoed, men han hjælper mig med at erindre væsentlige perioder af mit liv. Det er en stor fornøjelse at læse ham. Og han er vis. Hør bare, hvad han skriver: "Men som gammel, ikke mindst som ældgammel, er man på godt og ondt og heldigvis løst af en del lænker og fortøjninger... Alderdommen er den fase, der kommer nærmest til det ideal, der skjuler sig i begrebet "uden personsanseelse", som jeg ikke ved, hvor kommer fra. Det betyder at kunne gå til et andet menneske, som om det var et medmenneske slet og ret og ikke et omvandrende stativ med skiftende uniformer og duelighedstegn på." 

12. juni 2026

Caroline Albertine Minor: Den forelskede ven

Jeg får læst alt for meget i disse dage, for lige nu sidder jeg dagen lang og kan kun gå med krykker; mine knæ har sat hel ud af overbelastning. Og så bliver jeg alligevel i godt humør når jeg læser litteratur som Minors, det er høj klasse, og jeg bliver også høj og må igen og igen stoppe op, når hendes tekst bliver krøllet på en præcis måde. Se bare hvad hun kan skrive, det er som bogstaverne selv vil: Du var streng som en bog med forsiden nedad eller: “Sid helt stille,” truer Cixous med kunstnerens stemme, “nu laver vi dit portræt, så du hurtigt kommer til at ligne det.” Og så er der så mange henvisninger til guddommelig litteratur som her Rilke i Bjørnvigs oversættelse: “Thi se, der er en Grænse for dette: at skue./ Og Verden, end mere skuet,/ trives alene i Kærlighed.// Synets Gærning er gjort,/ gør nu et Hjerte-Værk/ med disse Billeder i dig, som du har fanget, for du/ tog dem med Vold, men kender dem ikke nu.” Hele tiden er der noget at overveje, som når Minor skriver: "Dette fandens til hul i ryggen, jeg var født med, og som jeg siden mit trettende år igen og igen havde forsøgt at fylde ud med drømmen om en anden, længslen efter en anden, lysten til en anden, forestillingen om de andres lyst til mig." (Kindle Locations 1198-1199). Sådan en bog! Tak for den

11. juni 2026

Nanna Holm: Røde port

Det er en debut og det er godt gået at skrive 532 siders erindring fra barndom og ungdom om alt det, der sætter mærker og spiller med resten af livet, som det mørkt hedder et sted: "Forældre er skygger, man kæmper for at komme fri af hele sit liv." (Kindle Locations 4854-4855) Men det er så også den mørkeste person, der siger det og som tror, at bare man tager et nyt og anderledes skridt, så er alle de gamle væk: "Han rejser sig fra bænken og tager et demonstrativt skridt ud til siden. - Nu! Og nu. Og nu. Og så kan vi ikke finde tilbage til det eksakte sted, vi kom fra. For det findes ikke mere. Det er tiden, der har forandret det. Og det er det, der gør verden så skide smuk, Aske-mand. Hele tiden er den ny." Dér tager han bare så meget fejl og Nanna Holms lange bog er et bevis på at alt sætter mærker og følger med os livet igennem. Jeg blev godt nok ikke særligt påvirket af den, det blev for meget referat for mig.

4. juni 2026

Maria Hesselager: I mit hus

"… Og altså hele tiden trække vejret. Hver dag stå op og rede håret. Rede sengen med en katolsk strenghed, trække et lagen hen over og ned om madrassen, så alt er holdt på plads."  Sådan en begyndelse, så er jeg helt tændt og lysvågen. Det er litteratur. Fortsættelsen er sådan her: "Kigge og vente, mens det bliver vinter. Tage tøj på og drage mod byen, nogle dage, hilse på folk på vejen, se sig selv udefra. Med en taske over armen. En fremmed kvinde bor alene helt ude mod skoven. Lukke øjnene for det, de tænker, de, som er: alle andre. Hvor kommer hun fra? Kan hun have mistet noget, hvorfor triste øjne? Eller matte? Om aftenen at trække gardinerne for for den massive nat og så alligevel af og til linde lidt på dem og stirre ud. Fra vinduet kan man se et par halvrådne æbler i græsset, så rækker lyset ikke længere, og mørket står som en mur. Der er en væg i Guds hårde hus, det har jeg altid vidst. Men at den væg skulle være her." (Kindle Locations 8-13). Jeg er elsker det, sætter læsehastigheden ned, skal udfylde og tænke efter. Og sådan fortsætter det hele romanen igennem, kropstætte sjælfulde betragtninger over småting og over kærlighed og svigt, begær og kedsomhed, men sammenhængen blev jeg lidt rundtosset af, så jeg måtte begynde forfra uden dog helt at fange ideen, fire fortællinger om forskellige kvinder, som er den samme kvinde, men også om to brødre. Det er godt med sådan en sætning: Livet føles af og til langt. Nu bliver jeg nødt til at læse hendes forrige: Folkví

2. juni 2026

Keld Conradsen: Byen og havet

Igen en god bog af Conradsen som udkom i 2022 og gav ham DR Romanprisen i 2023. Det er en god oplevelse at læse ham igen - for Århus årenes skyld og for Furs molers skyld og jeg lærer en masse om pladetektonik, for han øser af sin viden som geolog, men den handler om forbrydelse og straf, hvorfor hovedpersonen i bogen netop læser den, Dostojevskis roman om Raskolnikov. Her kommer en overvejelser, der bærer en del af bogen:

"Men hvis det forholdt sig sådan, havde jeg tænkt, var så ikke enhver bevægelse givet på forhånd? Var så ikke enhver kemisk proces bestemt til at forløbe på en forud fastlagt måde? Og hvis det var sandt, måtte så ikke alt være forudbestemt, kunne verden så ikke kun udvikle sig på én bestemt måde? Og hvis det igen var tilfældet, hvad var så tilbage af den fri vilje? Var den så ikke blot en illusion?" (Kindle Locations 383-386) Og her er et citat mere: "En stor ro har bredt sig i mig. Jeg mærker livet strømme med alle dets tilfældigheder og sammenhænge og føler mig åben for verden og et med den." Location 2664

30. maj 2026

Ida Jessen: Vandpaladset

"Der er så mange ord i verden: Skyld, skam, had og angst. Det er ingen nytte til at tænke i den slags ord, for de er så store, at de går i opløsning, så snart de er udtalt. Men der er én ting, jeg har tænkt og drømt så meget om i den sidste tid, og det er den, at kærligheden er det største af dem alle." (Kindle Locations 35-37). Sådan står der i begyndelsen af Ida Jessens  debutroman fra 1998 og hun beskriver hele den store geografi af menneskers liv, som hun siden vil arbejde med. Og til allersidst i romanen står der: "For bag ved alt, der er så klart som dagen, og bag ved det, vi ikke helt kan gennemskue, er der allerinderst inde i dét hemmelige rum vi aldrig åbner helt, en kærlighed der ikke kan argumenteres for. Det betyder noget."(Kindle Locations 2425-2427). Åh det er bare så godt at læse. Det var en fornøjelse hele vejen igennem, at tænke på alt det usagte og ugjorte, en fuldbefaren forfatter fra begyndelsen, det er hun.

29. maj 2026

Anna Elisabeth Jessen: Verdensport

'Gode råd' var bedre litteratur. 'Verdensport' bliver for enkelt, bliver bare lige ud ad landevejen, der bliver ikke noget at stoppe op ved, det kører bare som en enkel fortælling. Den har et spændende handlingsmønster, men det er alligevel for forudsigeligt. Der var ingen understregninger, som ville bede om at blive husket, så den var hurtigt læst.

28. maj 2026

Keld Conradsen: Det gode menneske

Jeg kendte ham slet ikke, men det gør jeg nu og vil følge hans forfatterskab, en aarhusianer som får mig tilbage til de gule sten i Universitet og til parken rundtom og til Trøjborg, hvor jeg selv boede engang, og så er jeg virkelig fornøjet over en sådan roman, der vil fortælle en historie om, at mennesket ikke bare er styret af et overlevelsesgen, men at det gode menneske også findes og at det gode sætter sig i generne og nedarves. Det er en vild videnskabsroman samtidig med at det er en kærlighedshistorie, som kommer til at følge og godtgøre teorien om at det gode menneske findes. Den er et opgør med Richard Dawkins’ værk ”Det selviske gen”. Mennesket er ikke selvvisk, fordi genet er det, men har en indbygget godhed - også i genet, fordi menneskets altruisme påvirker genet. "Altruismen var opstået på et tidspunkt og havde vist sig overlevelsesdygtig og var blevet ført videre gennem generne præcis som alt andet i evolutionen." Det har hovedpersonen fundet ud af og det er det bogen vil fortælle med en farlig kærlighedshistorie. Den rørte mig meget og jeg syntes den hang godt sammen. Her kommer nogle citater:

Og ikke kun skulle mennesker være overlevelsesmaskiner, de var også programmeret til at udnytte hinanden. Jeg måtte anstrenge mig for ikke igen at kaste bogen bort. (altså ”Det selviske gen”)(Kindle Locations 854-855). 

For det første, at det, vi kalder altruisme, findes. Lige så vel som dette bord eller denne stol eller Solen på himlen eller båden på havet derude, og det kan ikke reduceres til noget andet. Det er jo det allermest forbløffende ved universet, at nye ting hele tiden opstår med nye egenskaber og selvstændig eksistens. (Kindle Locations 3542-3545). 

En genetisk forandring altså, som for eksempel medfører altruistisk adfærd hos et individ. Hvis dette individ har succes og overlever og reproducerer sig, vil både adfærden og genet føres videre. Men om dette sker, afgøres ikke af genet. Det afgøres i individets interaktion med resten af verden.

Keld Conradsen. (Kindle Locations 3784-3786). 

16. maj 2026

Anna Elisabeth Jessen: Gode råd

Den her bog har jeg faktisk læst med stor fornøjelse, den en spændende uden at blive hurtigt læst, for der er langsomme afsnit med antydninger af alt det, der kan ske i familie relationer, hvor der er forventninger og ønsker og hvem skylder hvem hvad, et spil mellem børn og voksne, hvem ringer først og hvem tager telefonen? Det er det, der gør den interessant og så er der ting, der ikke fortælles helt åbent, så der er noget at læse ind imellem linjerne selv. Det er spændende!

13. maj 2026

Jenny Erpenbeck: Hjemsøgelse

"Hvor længe varer det, før de døde er glemt? 27 millioner døde alene i Sovjet. Døde, der gennem håbet om soning, er forbundet med de levende som med en navlestreng. Alt, måtte det være hans fars tavshed eller hans egen oprørskhed, blev målt op imod disse ofre… Hvorfor angik de døde ikke dig? havde han spurgt sin far, og faren var forblevet tavs." - sådan skrev hun i Kairos, som man ikke sådan glemmer. Den gjorde indtryk og det gør 'Hjemsøgelse', igen hele fortællingen om 2. verdenskrigs grusomheder og alle de døde, men her ikke fortalt af elskende som i Kairos, men af et hus, et hjem, hvis beboere, som elsker deres hjem, igen og igen må flygte og måske finde et hjem i fremmedheden. Hendes sprog er så enkelt, så det er en fornøjelse. Nu kender jeg det hus og især gartneren, som trofast passer haven. Her er nogle af de bedste understregninger:

Der findes ikke engang en lille sprække, hvor lyset kan slippe ind, og det er med til at redde hendes liv, men det betyder også, at der ikke længere er nogen forskel på mørket og hende. Hun ville ønske, hun havde et eller andet bevis på, at hun stadig er her, men der findes ikke noget bevis. Location 829 

Nu bliver hun klar over noget, hun ikke har tænkt på før: Hvis ingen længere ved, at hun er her, hvem skal så vide, at verden er til, når hun er væk? Location 967 

At man gennem fælles begær og skam kan blive knyttet tættere til et sted end gennem fælles lykke, var en erfaring, han gerne ville have været foruden. Location 1842 

13. maj 2026

Einar Már Gudmundsson: Alt fra hatte til sko

Den gav mig ikke så meget, eller for at sige det på en anden måde: ingenting. Lidt underholdning om livet blandt islændere i Danmark: Mange unge islændinge påbegyndte deres rejse verden rundt i Christiania, og nogle af dem kom aldrig længere. Rejsen rundt i verden gik indefter, ind i deres indre verdener, og det var ikke dem alle, der slap derfra. (Kindle Locations 1836-1837). Og lidt om danske forfattere. 

6. maj 2026

Ian McEwan: Hvad vi ved

"Da Saudi-Arabien slog sig sammen med Israel for at invadere Iran og sørge for, at de ikke fik atomvåben, opdagede de, at de allerede havde nogle. I kaosset sprængtes seks atomvåben over hovederne på de respektive styrker. Igen var det kunstig intelligens på begge sider, som blindt hungrende ledte efter fordele og besluttede, at angreb var det bedste forsvar.

Ian McEwan." (Kindle Locations 1578-1581). Det er både en dystopi og en roman om litteratur, lyrik og etik og simpel moral, og med det her citat fra bogen mere end aktuelt på smerteligste vis. Jeg er vild med McEwan og der er meget godt i romanen, men jeg undrer mig over hans fremstilling af Francis og Vivienne, men ikke et øjeblik forlader han eksistensvinklen. Det er svært at være et helt menneske, men det er let at være utro og det er både Francis og Vivienne, og nu viderefører McEwan denne utroskab til deres omgang med naturen. Og så handler det om en sonetkrans, og jeg tænkte hele tiden på Inger Christensens Sommerfugledalen, men hun drog til Brajčino og var tæt med naturen, hvad Francis bliver afsløret i ikke være, tæt på naturen, han ser den bare i opslagsværker og på den måde er han  den utro og Francis er hårdnakket benægter af klimaforandringerne ("Han var, som nogen engang havde sagt, en nuanceret benægter, men hvis han blev sagt imod, var han dog benægter til benet.") (Kindle Locations 455-456), sådan skriver McEwan om ham. Det hele er altså et moralsk forfald, som også forråder lyrik og kunst. Sådan hænger der sammen, tror jeg,  nu hvor jeg ikke kan slippe romanen nogle dage efter, jeg først skrev om den. Det er en roman, der foruroliger i den grad og der er masser af gode overvejelser. Her et enkelt som Vivienne overvejer:

Så min far var ikke død. Han levede i mit hoved, gik langs nervernes murkrone „tungt og stateligt“ som kong Hamlets genfærd, ikke med krav om hævn, men som en projektion ud i min sociale verden af svovlagtig, misogyn foragt og al den maskuline ligegyldighed, jeg kunne håbe på. Jeg behøver næppe at sige, at jeg kom gennem hele terapimøllen. Jeg fik det fra alle vinkler, fra alle faglige trosretninger. Vi brugte også mange timer, Rachel og jeg, på at tale om vores barndom. Det var en trøst sådan at være vidner til hinandens fortid. Jeg endte med at tro på, at jeg kendte mig selv godt nok til at udfordre genfærdet og drive ham ud. Men jeg burde have vidst bedre. Selverkendelse er ikke det samme som helbredelse. (Kindle Locations 3006-3010).

2. maj 2026

Anne Cathrine Bomann: Åbent udsagn

Det er en god og stærk roman, som jeg har været totalt optaget af at læse. Den første jeg læste med glæde, var 'Agathe' fra 2019 og som jeg var så heldig at få et eksemplar af, af forfatteren. Den her er en stærkt vedkommende roman - ikke mindst for en gammel mand som mig, som nu er ved at komme i den alder, hvor hans far blev ramt af demens. Det er skræmmende, men også rensende og ikke uden lys. Bomann har overskud til at se bagom det skræmmende, at finde vinduerne til forbindelse mellem mennesker, der står med demensen som en mur imellem sig. Sproget er godt. Alt er godt i den roman. Her kommer få af de understregninger, jeg gjorde i min Kindle, som var rigtig mange.

Tilgivelse handler i sidste ende om at vælge friheden frem for at bære nag.

”Selv foretrækker jeg nok det perspektiv, at vi er tættest på vores essens, når vi er sammen med nogen, vi holder af, uden at tænke for meget. Eller når vi lader os opsluge af noget, vi elsker.” Hun ler. ”Men det bliver måske for langhåret?”

”Men måske en smule paradoksalt,” siger jeg. ”Selvet, der træder klarest frem, når vi vender os væk fra os selv.”

27. april 2026

Saul Bellow: Dekanens december

Ved et tilfælde stødte jeg på hans navn i en eller anden boganmeldelse og huskede, at jeg havde læst ham og var begejstret for ham for længe siden og nu kan hans romaner købes for en slik som e-bøger, og hvor var det dejligt igen at møde en forfatter, for hvem sjælen er en realitet, som er med til at give virkeligheden karakter og er bestemmende for, hvad vi tror og gør i vort liv. Her kommer et par citat, som handler om det, men at mistroen til Universiteter og lærdom ikke er ny i Amerika:

Efter svogerens mening havde dekanen opgivet den virkelige verden for at søge tilflugt i filosofi og kunst. Akademikere var skriverkarle og fupmagere.

Saul Bellow. (Kindle Locations 714-715).

Virkeligheden fandtes ikke „derude“. Den begyndte først at blive virkelig, når sjælen fandt den sandhed, der lå bag. I det alment gældende var der ingen sammenhæng – ingen. Den alment gældende ånd, den vanetænkning, der regerede verden, havde ingen sammenhængskraft, den var opdelt. (Kindle Locations 4522-4524).

Som regel undgik Corde kirkegårde, og han kom aldrig i nærheden af sine forældres grave. Han sagde, at det var lige så nemt for de døde at besøge ham, men nu ville han efterhånden være nødt til at leje en sal. (Kindle Locations 4543-4544).

21. april 2026

Jan Kjærstad: Valgdage

Den har altså gjort noget ved mig, læsningen af den flytter noget i mine tanker om, hvordan skal jeg møde livet nu. Jeg fik ikke læst trilogien om Jonas Wergeland, jeg synes han tog så lang tid at læse fordi der var gentagelser og gentagelser igen og igen, men den her ramte mig, ikke fordi der var ydre ting at spejle sig i, men i selve den inderste kerne i fortællingen om Einar Z. Olsen. Når han er på 'værkstedet' går han bare rundt og iagttager og tænker, men giver sig tid til det, time efter time alle dage, nysgerrig på andre og på sit eget liv. Hvornår gør jeg egentlig det tænker jeg? Det er nok for lidt, men jeg har lyst til bare at være i e sådan værksted, hvor der ikke nødvendigvis skal leveres et resultat. Og så er romanen spændende og aktuel, så spændende at jeg kun fik lavet to understregninger. Det han skriver her starter noget i mig: ”Denne uomtvistelige glæde ved at eje nye genstande er jo noget, man forbinder med barneårene, alle husker den særlige glød i et spil, man fik til jul, eller den mystiske aura, der lå over et tryllesæt, man pakkede op til sin fødselsdag, men jeg beholdt denne, hvad skal jeg sige, evne til at glæde mig intenst også over ting, jeg købte som voksen ... Og jeg vil ikke kalde det materialisme. Det var noget andet, det var som at genfinde en frydefuld undren, man mister som voksen, en oplevelse af genstandes iboende magi – følelser, som slet ikke altid kan udtrykkes med ord”. Det er en begavet roman, som jeg blev glad og tænksom af at læse. Det kan være gavnligt.

9. april 2026

Marianne Verge: År jeg fødte børn

"Kære Marianne

Jeg fik en mail fra DAO om en pakke fra Gyldendal i min postkasse, slettede den, for alle mine e-bøger køber jeg gennem Saxo. Så gik jeg alligevel ud og der lå minsandten en pakke; jeg klippede siden på kuverten op i al hast og så det fineste papir fra Gyldendal (gemte det straks, som dengang hvor jeg var barn og gemte gavepapir og servietter), og der var en bog fra dig og skrevet af dig, og der fulgte et håndskrevet kort med! Tusind tak! Hvor er verden dog god. Den findes godheden! Og erindringen længe leve. At vi husker vores barndom, vores forældre, vores naboer!" 

Sådan skrev jeg til bogens giver og forfatter, som dengang for mange år siden på Mågevej var en lille skøn og susende glad pige med hurtige ben, som var vores gode genboers ældste og som legede med vores ældste, og som nu repræsenterer sin generation på den allerfornemste vis. Nu har jeg læst bogen og har været så glad for alt, hvad du skriver, Marianne. Du er virkelig en fornem repræsentant for din generation. Du skriver f.eks. sådan her:

Før jeg fik børn, tørrede jeg fodpanelerne af, inden jeg støvsugede. Jeg kunne finde på at stryge mine viskestykker. Tanken om at åbne et vindue, mens jeg lagde neglelak, strejfede mig ikke. Jeg spiste, når jeg var sulten, jeg sov, når jeg var træt. Jeg ejede ikke et stykke julepynt. Før jeg fik børn, var jeg altid den sidste, jeg tænkte på, inden jeg sov. (Kindle Locations 165-168).

Og så er du en dygtig forfatter, der forstår at holde sproget levende side efter side, selvom det for de fleste er almindelige dagligdags ting, som vi gamle også husker så tydeligt. Din disponering af stoffet fryder mig og jeg er så glad for din vilje til at ophøje det enkle, den mindste lille ting, til noget vigtigt, fordi det er alle de ting, som gør os til dem vi er. Der er ikke noget at sige til, at du har Rifbjerg med i den litteratur, du har liggende ved siden af dig, for han er helt tæt på det daglige. Det almindelige. Han er det almindeliges profet. Det kalder han også sig selv et sted. Hver dag i det trivielle, i det almindelige er der noget mere. Det er dét mere, du priser og erindrer. 

Ser du, denne hverdag er familiens solsystem, en rytme med faste ritualer, at skilles og mødes igen, et sammensurium af samtaler ved aftensbordet, hvor du vil sidde med i din høje stol og vokse ind i fortællingen om en far og en mor med fem børn på heltid, deltid, halvtid, som spiser et måltid sammen, snakker, griner, råber, skændes, diskuterer, mens deres nu, hurtigere, end de nogensinde vil kunne begribe, bliver til et dengang og i de år, familien boede i huset på Ingolfs Allé. (Kindle Locations 1198-1202).

Mange tak for bogen!

4. april 2026

Sigrid Undset: Olav Audunssøn bog 1 og bog 2

Olav Audunssøn i Hestviken og Olav Audunssøn og hans børn

Det har været min natbog siden den udkom og jeg har været intenst optaget af den hvert eneste øjeblik jeg åbnede den, og nu hvor jeg er færdig med den føles det som en enorm oplevelse at have været vidne til; et langt liv levet hudløst mellem stolthed og skam samt fyldt med skyld og en indre trang til bekendelse og tilgivelse. Det mest gennemgående tema har for mig været tanken om, at der aldrig er noget i vores liv, der ikke får betydning. Der er intet der glemmes, alting vil spille med igen og igen, selvom vi ikke vil tro det og gør, hvad vi kan for at glemme det. Det er rigtig mange sider at holde styr på og så er jeg lykkelig for min Kindle og tilhørende program, så når jeg nu er kommet gennem alle siderne og undervejs har lavet understregninger i massevis, så har jeg dem alle sammen samlet i det tilhørende program, når jeg lukker bøgerne op på PC'en. Det er et vidunderligt arbejdsredskab. Når jeg siden genlæser mine understregninger, kommer jeg bøgernes handling ihu og kan gentænke nogle af bogens dygtige fortællinger om skyld og skam og stolthed. Eva Jessen har skrevet et vidunderligt forord og oversat så den er læselig. Her kommer et par citater:

Det var, som om han pludselig forstod det: Siden tidernes morgen havde der foregået en kamp i verden mellem Gud og hans fjende, og alt hvad der havde liv, sjæl eller ånd var med i kampen på en af siderne, hvad enten man vidste det eller ej – engle og vætter, menneskene her på jorden og i dødsriget. (Kindle Locations 5490-5492). 

Det menneske som kun vil det, som det selv vil, kommer til at opleve den dag hvor man må indse, at man har gjort ting, som man ikke på nogen måde ville. (Kindle Locations 8631-8632). 

Den største synd af alle synder, det er at tvivle på Guds barmhjertighed. Nægte det hjerte som har lansen stukket tværs igennem sig, at få lov at tilgive. I det kolde, blændende lys indså han, at det jo var den smerte som han selv havde fået at mærke, såfremt et menneskes hjerte da kan være et spejl af Guds hjerte – ligesom vandpytterne på vejen kan rumme billedet af en stjerne, knust og skælvende, under nattehimlens stjernedyb. (Kindle Locations 8681-8684). 

Olav var den eneste herinde som ikke turde gå frem til alterbordet. I årevis havde han vidst at når han var nødt til det, til påske – så var han med som en Judas der var med til den sidste nadver. Da han var barn, havde han aldrig forstået, at Judas turde det – han måtte da vide at Gud vidste hvad han havde gjort. (Kindle Locations 908-910). 

Han havde tabt sin kristne tro – selv om han vidste at det som han engang havde troet, det var alt som er og var og bliver, og han selv var det som ikke var, men så mange gange havde han valgt sig selv og det der ikke var, at han havde tabt syn og sans for det der var Livet. (Kindle Locations 7020-7021).

Angre – nu forstod han at hans liv ikke ville være langt nok til at forstå alt hvad han havde at angre.

(Kindle Locations 7259-7260).

3. april 2026

Christian Kracht: Eurotrash

Det er en vild bog, hvor jeg er på taxarundtur i Schweiz med mor og søn, fortid og nutid, pengemagt og afmagt, skyld og uskyld. Det er også vildt godt og underholdende og lidt anstrengende og krævende at læse, for der er mange associationer og henvisninger til litteratur og krav om at sænke farten og følge med, så jeg kan forstå, at det er et opgør med dumhed, nazisme og umenneskelighed. Den slags romaner bliver jeg aldrig træt af, fordi jeg har sådan et behov for at forstå, hvad der får et menneske til at blive nazist og vedblive at være det, selv efter afnazifiseringen og jeg kan undre mig over menneskers lyst til at være så rige uden at elske deres penge, som Joakim von And. Her et citat, hvis ønske, jeg ikke ønsker for nogen: 

Det havde altid været Nolde, Munch og Pechstein, det havde altid været Kirchner og Heckel, mens de politiske kunstnere som Grosz eller Otto Dix ikke havde sagt min far noget. Beckmann derimod var et grænsetilfælde for ham, min far havde flere raderinger og malerier af ham. Men denne drømmeverden var kun opnåelig ved, der havde aldrig været nogen form for spiritualitet, det mystiske og det ophøjede havde for altid været ham fremmed, ikke engang døbt var jeg blevet. Der havde ikke været nogen modverden. For ham fandtes kun denne ene verden, og den endte i plastikposen i Elben. Han havde ikke ønsket nogen grav, han havde ikke ønsket nogen gravsten, han havde ikke ønsket nogen diskussioner, han havde ikke ønsket nogen minder, og så havde der ikke været andet tilbage end tavsheden og udslettelsen. (Kindle Locations 1075-1078). 

29. marts 2026

Lena Andersson: Uden personligt ansvar

Det var så den anden roman om Ester Nilssons mænd, den tredje jeg har læst, så nu kan det også være nok, men det er stadigvæk intelligent underholdning, selvom den her roman bliver for lang, nærmest gentagelse på gentagelse af Esters blindhed og Olofs uvirkelighed, slaphed eller bare én der vil have nydelsen som gratist. Han er bestemt ikke én som jeg har lyst til at se mig selv i og bliver lidt flov engang imellem, fordi jeg ved at kigge bagud i en sløret erindring vist nok kan genkende lidt af hans ræsonnement for at mødes med Ester, som lyder sådan her:

Nærhed er farligt. Man risikerer meget ved at komme nogen nær. Man risikerer at blive valgt fra og miste det, som man havde haft eller håbet på. Man risikerer at komme til at kende sig selv for alvor og skulle stå i ugarderet helfigur foran en anden. Derfor er der mange, der har to forhold eller endda flere. Ikke fordi de keder sig specielt meget i deres ægteskab, og ikke fordi mere af det gode er bedre, men for at få lejlighed til at skjule sig lidt, beskytte sig mod tab, ikke være så udsat.“

Lena Andersson. (Kindle Locations 2010-2013).

Men Olofs måde at handle på til allersidst, tror jeg ikke på vil kunne findes i virkeligheden. Det nægter jeg at tro på. Hvis man kan det...

27. marts 2026

Benjamin Koppel: Sommerfuglens stemme

Jeg synes det er en dejlig bog med en god fortælling om hvordan ondskaben fra nazisters overgreb ødelægger lange liv og stadig ødelægger i generationer efter. Og så læste jeg den først og fremmest fordi den som 'Annas sang' også handler om musik. Nu hører jeg Verdis Requiem, Mahlers 5. symfoni og Brahms kammermusik, men ellers ærgrer jeg mig over, at der ikke er strammet op på romanens tekst. Der er alt for meget tomgang. Her er et citat jeg har svært ved ikke at glemme:

Under huden på ethvert menneske gemmer der sig en djævel. Pas på, at den ikke slipper ud.

Benjamin Koppel.  (Kindle Location 3176). 

15. marts 2026

Jesper Wung-Sung: Sandøs rose

Altså - det her skulle man ikke tro kunne ske, at en dygtig forfatter, Jesper Wung-Sung, går ind i en klassiker, og fortæller dens historie en gang til nu bare fra en af klassikerens andre personer. Det ville næsten ikke være til at bære, tænker jeg, men det er det minsandten! Det er som at læse Løgneren igen, vi er helt derinde i samme stemning på den lille ø, nu ser vi livet ikke gennem Johannes Vig, men gennem Annemari. Og sproget er vidunderligt og billederne genkendelige, vi er på Sandø. Det er samme fortælling. Og det er ganske vidunderligt for mig, fordi jeg netop lige har arbejdet med Løgneren og har siddet med en ven og talt om alt, hvad der sker mellem Johannes, Oluf, Annemari, Harry og Rigmor. Jeg tror det er vigtigt for Wung-Sungs roman, at læseren er godt hjemme i 'Løgneren' og har den præsent, måske er det allerbedst at læse den igen før 'Sandøs rose' for at have alle detaljerne med, men 'Sandøs rose' er også en roman i egen ret. Den lægger ikke noget ekstra til i dramatikken omkring 'trekanten' Annemari, Rigmor og Johannes, men den tydeliggør hvor svært det i det hele taget er for mennesker at gebærde sig i livet og ikke mindst i kærligheden. Her er en bid af en samtale Johannes mellem Annemari og Harry og en tanke en midaldrende Annemari gør sig:

Skolelæreren tror på sjælelig fornyelse, siger Harry. Har han sagt det? Måske ikke direkte, men sagen er, at vi ikke kan vente på at mennesket bliver forandret indefra. Det er gennem ydre handling at al forandring vil ske. Ja, så er I rygende uenige, svarer jeg. For Johannes handler aldrig. (Kindle Locations 1018-1021). 

Jeg var også midaldrende, før jeg var sikker på, at Johannes havde gjort det for min skyld. Drevet mig af øen, fordi han vidste at jeg ikke ville blive lykkelig. Engang bebrejdede jeg ham, at han tog så lange skridt. Undskyld, svarede han. Det er fordi jeg er så vant til at flygte. Hvad flygter du da fra? spurgte jeg. Alt der gør ondt, min pige.  (Kindle Locations 1853-1856). 

5. marts 2026

Lena Andersson: Mænd og kvinder

Jeg har moret mig, det er ren lystlæsning, intelligent og med bid til os i tiden og alle vores måder at tænke rigtigt og i overensstemmelse med tidsånden i stedet for at følge vores hjerte. Og dertil er den fyldt med skarpe iagttagelser af forholdet i mellem os. Det er simpelthen fornøjeligt. Jeg skulle egentlig have læst 'Uden personligt ansvar først' fra 2014, så den er jeg allerede i gang med. Den her er helt ny. Her kommer nogle af hendes sjove og skarpe iagttagelser:

Fremme ved Hamnsgatan trak Lotta sin arm til sig og hilste på en ph.d.-studerende, som hun var vejleder for. „Det får os til at ligne et par fra anno dazumal,“ sagde hun og rykkede sig flere håndsbredder sidelæns. Havde hun set på Douglas, ville hun have set noget ildevarslende i hans udtryk. „Det er et tegn på ekskluderende tosomhed,“ fortsatte hun. „Det vil jeg ikke reproducere.“ Douglas stoppede brat op. „Du og jeg er to,“ sagde han. „Og vi er sammen. Det indebærer, at man også er ’ekskluderende’, som du kalder det. I tilfælde af at du ikke ser sådan på den sag, vil jeg gerne vide det nu. For mig er kærligheden én og udelelig. Dublerer man den, fortyndes den.

 (Kindle Locations 1790-1793). 

Kærlighedsforholdet er en øvelse i evighed.

Lena Andersson.  (Kindle Location 1308). 

18. februar 2026

Carla Guelfenbein: At svømme nøgen

Så er jeg bare nødt til at læse den, når der citeres så hyppigt fra Lorca og Neruda. I begyndelsen var der bare lidt for meget sex og jeg tænkte, om jeg orkede at læse romanen, men det gjorde jeg, heldigvis. Det er en "rigtig" roman, så jeg er tilbage i 1973 - 11. september med Allendes fald og fremme ved 11. september 2001 og menneskers måder at leve med så historiske omvæltninger, menneskers private livsforhold, sorg og glæde, der skal bindes sammen så mange år senere. Romanen bliver bedre side for side, kapitel for kapitel og til sidst er jeg helt opslugt. Åh, det var godt med sådan en rigtig roman. Her kommer nogle fine citater:

”Det er tavsheden, der opstår i talen, lyset, der skjuler sig i mørket, fylden, der opstår i tomrummet,” sagde hun og tav resten af dagen. (Kindle Locations 804-805). 

Hun tænker på et juleeventyr om en kvinde, der skiller sig af med sin lange fletning for at købe pibetobak til sin elskede, samtidig med at han sælger sin pibe for at købe en kam til hendes lange hår. (Kindle Locations 2059-2061). 

Da Ramón er taget af sted, kigger Antonia igen på fotografiet af manden, der falder ned mellem tårnene. Alt ved ham udtrykker holdning men samtidig – og det distraherer hende – også frihed.

(Kindle Locations 2205-2206). 

8. februar 2026

Anne Skov Thomsen: Præstens

Nej, hvor er jeg fornøjet og rørt efter at have læst Anne Skov Thomsens fine 'Præstens', men helt ærligt, så var der altså en hel del sider i begyndelsen, hvor jeg tænkte, at nu kan jeg vist godt skimme hurtigt, for det var så almindeligt og jeg kendte jo det hele. Men sproget var godt, indholdet mere og mere komprimeret og til sidst overgav jeg mig helt og glad for endelig at have læst en roman uden antydning af ironi, uden at hovedpersonen bliver offer, for godt nok er Sine lidt udsat, fordi hun er præstens og derfor får så mange sære spørgsmål og bliver behandlet anderledes, men det bliver ikke en offerrolle for hende, men en måde at arbejde sig ud i tilværelsen på med en større dybde. Og så handler hele bogen om det præsteliv, alle præster har oplevet gennem firserne, halvfemserne og så videre, beskrevet solidarisk og smukt, lige fra studiekredse over Kieślowskis film Blå, Hvid og Rød til aktivering af menigheden gennem ny gudstjenesteforløb og medinddragelse samt muldvarpefangst og høns i præstegårdshaven samt meget andet, beskrevet et til et. Hvor er det en herlig bog at læse på en søndag. Det er alligevel en udsædvanlig bogudgivelse, som burde kunne tiltrække sig en pris, fordi den er så usædvanlig. Et lys mellem alle de vrede ofre. Her kommer et citat, der viser hvor smuk teksten er:

Sine har altid haft det på fornemmelsen: at ordene rummer en særlig kraft. Hun samler på smukke ord i en lille notesbog. Dugdråbe. Evighed. Morgengry, har hun skrevet med sin fineste håndskrift. Det er, som om de rette ord hjælper øjet til rigtigt at se det hele. Ordene er en kærlighedserklæring til tingene; at kalde dem ved navn er at række hånden ud mod dem og sige: Jeg ser dig. Jeg ser dig, lille blad. Jeg ser dig, lille frø, lille splint, lille bitte knold.

(Kindle Locations 1221-1225). Kindle Edition.

5. februar 2026

Janus Kramhøft: De nærmeste

Han skriver godt. Det er en sproglig fornøjelse, skarp, tænksom og ræsonnerende omkring troskab, parforhold og erotik, som minder mig om Jens Christian Grøndahl og det er ikke så ringe, men jeg er alligevel skuffet, da jeg har læst færdig, for det er endnu et spejlgalleri over mænds syndekatalog, hvor jeg sagtens kan genkende mig selv, men det bliver næsten for meget, fordi det kommer ind i en evig gentagelse af alkoholismens mangel på løsning. Måske åbnes der en lille dør til en fremtid i romanens slutning, som er nok så melankolsk, da det sidste barn skal flytte hjemmefra:

– Min lille pige, sagde jeg. – Hvordan skal jeg kunne passe på dig, når du skal bo så langt væk?

– Ved at passe på dig selv, sagde hun.

(Kindle Locations 1531-1532). Kindle Edition.

1. februar 2026

Magda Szabó: Døren

Jeg har bare været så optaget af den her roman, som viser alle implikationerne af at være forbundet med hinanden, æstetisk og etisk, med hengivenhed, med kærlighed, med stolthed og med sårbarhed og med skammen som livets værste fjende. Hvor er det sommetider svært at se de fineste mennesker, som kan skjule sig bag en lukket dør, der gemmer de fineste og dyrebareste minder og ubærlige sorger. Her er Magda forfatterinden næsten blind for sin faktotums suveræne hjælpsomhed gennem mange år, men forstår at hun er elsket af Emerence, som husholdersken hedder og langsomt forstår hun at Emerence bærer på ubærlig sorg og kamp tilbage fra nazisternes jødeudryddelse i Budapest. Romanen er en gave, når vi når til den alder, hvor der er mange ting bag vores lukkede døre, og så er den god at læse når man som jeg er vild med at læse om, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Forfatterinden bliver klogere på det, selvom hun er troende og trofast kirkegænger. Hun faster langfredag med blommesuppe, og ikke andet, men et år hvor forfatterindens mand er syg laver laver Emerence paprikakylling, aspargessuppe og karamelbudding, og da Magda påpeger det, siger Emerence bl.a. følgende:

... indtil nu har jeg troligt lavet blommesuppe til Dem hvert eneste år, når De nu engang bilder Dem ind, at det er det, der tæller i himlen. De må have en underlig gud, som måler folk med blommer. Min gud, hvis jeg da har én, er alle vegne, på bunden af en brønd, i Violas sjæl og over fru Samu Böőrs seng, for fru Samu Böőr døde så smukt uden overhovedet at have fortjent det; det er kun de virkelig gode forundt at dø så smukt, alligevel forlod hun denne verden med værdighed og uden smerte. Hvorfor glor De sådan? De så jo i morges, da jeg fejede, at fru Samu Böőrs barnebarn styrtede af sted på den anden side, eller var De igen kun optaget af Dem selv? Hun kom løbende for at hente mig, og jeg gik med hende, De kan tro mig på mit ord, når jeg siger, at den person, jeg holder i hånden i hans eller hendes dødsstund, får let ved at forlade denne verden. Jeg vaskede hende også og beredte hende til rejsen. Jeg kan godt fortælle Dem, at det var noget af et kunststykke også at få tid til at lave frokost til Dem, som De nu takker mig så pænt for. Hør nu nøje efter, for det her kommer til at gøre ondt. De fortjener det. Husbond vil ikke leve længe, og det ved De også godt. Tror De måske, at han kan hente kræfter i en tallerken blommesuppe?

Magda Szabó. Doeren (Kindle Locations 2193-2200). Kindle Edition.

Det er en vidunderlig forfatterinde. Der er kommet to romaner mere af hende, men de er ikke udkommet som e-pub bøger - jeg håber de kommer. De hedder Izas Ballade og Katalingaden.

20. august 2026

Abdulrazak Gurnah: Tyveri

En fortjent nobelprismodtager skriver vidunderlig langsomt om opvækst og begyndelse på voksenliv for 3 unge på Zanzibar og i Dar es-Salam i Tanzania. Jeg har fire bøger af ham, får dem ikke læst i rækkefølge, men var glad for 'Efterliv', som jeg læste i 2022, så nu må jeg have læst 'Paradis' og 'Tavshedens ø'. Jeg elsker at læse noget, der bare fortæller fra dagligdagen, ikke mindst når den er så forskellig fra vores. Der sker faktisk ikke særlig meget de første to hundrede sider, men alligevel får jeg en tydelig fornemmelse af hvad slægt, alder og køn betyder, hvilke muligheder og retningslinjer den enkelte må følge og et lille indblik i, hvad globalisering betyder for deres liv. At holde ud, som den yngste af de tre, til sidst formulerer som sin stærkeste side.  Her kommer et par citater:

I den bedste af alle verdener ville du måske nok komme til at uddanne intelligente, flittige unge mennesker til ansvarlige verdensborgere. Men du lever ikke i den bedste af alle verdener, og dine elever bliver ligesom den flok, vi gik i skole med, eller noget i den retning, uforskammede, uinteresserede, uinspirerede og uoplyste. (Kindle Locations 1325-1327). Kindle Edition.

Hvad vil de mennesker os? Hvorfor kommer de her? De kommer her med deres snavs og deres penge og mænger sig med os og ødelægger vores liv for deres fornøjelses skyld, og vi kan åbenbart ikke modstå deres rigdom og deres snavs. Hvad vil de os? Man ser dem jo overalt, i den smalleste gyde og gade. Der går de og glor ind i husene og ned i halsen på folk, arm i arm med en af vores skamløse unge mænd, som går der og smiler som en abekat, mens han plaprer løs. Har de ikke hav og strand der, hvor de kommer fra? (Kindle Locations 3160-3163). Kindle Edition.

12. januar 2026

Martin A. Hansen: Løgneren

"Mennesket er fuldt hjemme i denne tilværelse, og det er aldeles fremmed i denne tilværelse (…) Helt hjemme – helt fremmed, det er de to poler, vore lidenskaber er spændt ud imellem." - hedder det med et citat fra Martin A. Hansen egen dagbog fra 1947 i Jens Albinus' forord til Løgneren og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med Inger Christensen, hvor hun i nedenfor omtalte bog fortæller om den eksistentielle alienation, fremmedhed, som forklares med en større fortælling om, at der engang var et Paradis og engang - efter fremmedheden - igen vil komme et Paradis, hvor vi kan være hjemme, men indtil da lever vi i Diaspora(en), som hun finder som et anagram i det italienske ord Paradiso. Jeg læste Løgneren med stor gensynsglæde og med helt nye øjne, hvor den var langt mere forståelig end da jeg læste den som teenager. Nu var der ind i mellem alle Johannes' relationer, Annemari, Rigmor og alle de andre stemmer i hans liv på Sandø også stemmer fra ens eget liv, der trængte sig på og gjorde slutningen meget sand og levende. Den slutter sådan her: "Jeg tror det har sig på samme vis med min livslod herefter. Den er som Gud vil, når det aldrig bider på min ensomheds lod, hvordan så ens vrede og nød er om natten, når man våger." 

11. januar 2026

Inger Christensen: Essays

’Del af labyrinten’ og ’Hemmelighedstilstanden’ er flettet sammen i Essays. Det er bogen at begynde et læseår med! Jeg har virkelig været på arbejde, men er også blevet velsignet, hun får mig til at forundres og glædes og giver mig en fornemmelse af at blive mere nysgerrig og måske bare en lille smule klogere. Hendes tekster inspirerer mig. Jeg har mestendels læst den om natten, når jeg ikke kan sove - og følt mig glad. Der er filosofi, teologi og poetik for alle pengene. Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig med den. Måske aldrig, men nu har jeg via min Kindle Edition fået samlet alle mine understregninger (og har fundet ud af at Kindle Edition er et fantastisk arbejdsredskab. Her kommer nogle citater om lidt af hvert:

For ved at skrive frembringer man orden, måske også i sit eget liv, og måske i den grad at livsprojekt og skriveprojekt smelter sammen, så det at skrive og det at leve ikke længere kan skelnes fra hinanden, men bliver dele af samme nødvendighed.

Sådan kan man finde trøst i at forestille sig, at det er muligt at skrive med samme lethed som den, hvormed frosten får isblomsternes gentagelser og variationer frem på ruden, eller mere fortættet, som når frugtkødet i en kiwi omklamrer sine sorte kernepunkter, ja måske ville det tilmed være muligt at skrive fuldkommen gråt i gråt, som når en stor sky, uden kanter og brud, kun ganske langsomt mens den breder sig, afslører sin konsistens og retning.

Hvis man tager det italienske ord for paradis, nemlig paradiso, så kan man ved at flytte om på alle bogstaverne i ordet paradiso danne ordet diaspora. Diaspora er det græske ord for adspredelse (Zerstreuung) og bruges for at betegne grupper inden for et tros- eller religionsfællesskab, som lever eller er tvunget til at leve i lande med en anden religion. Jøderne er et eksempel. Også kaldet diasporajøderne. Der kunne ligge en helt ny øvelse i dette anagram, der måske langsomt kunne få ordet paradis til at skifte adresse. Hver gang vi læser ordet paradiso, skal vi bare lade som om vi er blevet så ordblinde, at vi læser det som ordet diaspora. Ganske vist blev vi forvist fra paradis, men måske tog vi det i bogstaveligste forstand med ud i diasporaen. Og sådan som Europas historie ter sig for øjeblikket, ville det måske heller ikke være det værste der kunne ske, hvis vi blev i stand til at se netop diasporaen som et mytisk sted for menneskets forskelsløse væren i verden.

En verden altså, hvor paradiset mangler, men hvor der af og til findes en stald, der får os til at huske på det manglende. Et sted, hvor vi er fremmede og alligevel hjemme. Et sted, hvor vi er alene og alligevel sammen. Et sted, hvor vi ingenting er, og dog noget. Støv, men alligevel for en tid mennesker. Men når alt kommer til alt, vedblivende et sted, der fortæller os, at paradiset mangler, fordi det ikke er os, der kommer i paradis, men støvet. Støvet, fordi det er forskelsløst nok til at antage en eksistensform uden for verden.

Jamen, der er så meget, men nu har jeg vist kopieret, hvad jeg måske må. Især er det vidunderligt at få nogle af hendes egne oplevelser og indsigter i forbindelse med skrivningen af DET og ALFABET.

8. januar 2026

Fernanda Melchor: Paradais

At begynde et nyt år med læsning er fyldt med forventning og glæde, og jeg er begyndt med noget af det bedste, Essays af Inger Christensen; men jeg har jo altid flere bøger i gang og den her var hurtigt læst og kom derfor først her på siden, men den gav ingen glæde, men indsigt i mistrivsel, når det er allerværst og slet ikke det vi kender i Danmark, men som de kender i Mexico. Paradais er en bog om, hvad der sker når tomhed og vanrygt samt manglende livskraft overtager et ungt menneske og jeg har sådan en ømhed for hovedpersonen, for han er jo bare en dreng, men han har manglet forbilleder og lærere. Det er virkelig en totatlt nedslående bog. Min ven og boglæser Flemming Kloster Poulsen har anmeldt den på POV og slutter sådan her, hvilket jeg helt kan tilslutte mig. "Der er ikke meget paradis over bogen, og det er måske den afgørende udfordring til Fernando Melchors næste bog: At bruge sin virtuose sprogbeherskelse til at pege på mulige veje frem, at skabe håb om forandring, ikke nødvendigvis paradis på jord, mindre kan gøre det, blot noget, der trækker i den retning." Nu glæder jeg til at fortælle om Inger Christensens essays. De er vilde! (PS: kirken ved siden af titelsiden er Ørum kirke, taget efter nytårsgudstjenesten den 31. december.)