Link til læste bøger 2026

Nanna Holm: Røde port - Maria Hesselager: I mit hus - Keld Conradsen: Byen og havet - Ida Jessen: Vandpaladset - Anna Elisabeth Jessen: Verdensport - Keld Conradsen: Det gode menneske - Anna Elisabeth Jessen: Gode råd - Jenny Erpenbeck: Hjemsøgelse - Einar Már Gudmundsson: Alt fra hatte til sko - Ian McEwan: Hvad vi ved - Anne Cathrine Bomann: Åbent udsagn - Saul Bellow: Dekanens december - Jan Kjærstad: Valgdage - Marianne Verge: År jeg fødte børn - Sigrid Undset: Olav Audunssøn bog 1 og bog 2 - Christian Kracht: Eurotrash - Lena Andersson: Uden personligt ansvar - Benjamin Koppel: Sommerfuglens stemme -Jesper Wung-Sung: Sandøs rose - Lena Andersson: Mænd og kvinder -  Carla Guelfenbein: At svømme nøgen -Knut Hamsun: Pan - Anne Skov Thomsen: Præstens - Janus Kramhøft: De nærmeste - Magda Szabó: Døren - Abdulrazak Gurnah: Tyveri - Martin A. Hansen: Løgneren - Inger Christensen: Essays - Fernanda Melchor: Paradais

11. juni 2026

Nanna Holm: Røde port

Det er en debut og det er godt gået at skrive 532 siders erindring fra barndom og ungdom om alt det, der sætter mærker og spiller med resten af livet, som det mørkt hedder et sted: "Forældre er skygger, man kæmper for at komme fri af hele sit liv." (Kindle Locations 4854-4855) Men det er så også den mørkeste person, der siger det og som tror, at bare man tager et nyt og anderledes skridt, så er alle de gamle væk: "Han rejser sig fra bænken og tager et demonstrativt skridt ud til siden. - Nu! Og nu. Og nu. Og så kan vi ikke finde tilbage til det eksakte sted, vi kom fra. For det findes ikke mere. Det er tiden, der har forandret det. Og det er det, der gør verden så skide smuk, Aske-mand. Hele tiden er den ny." Dér tager han bare så meget fejl og Nanna Holms lange bog er et bevis på at alt sætter mærker og følger med os livet igennem. Jeg blev godt nok ikke særligt påvirket af den, det blev for meget referat for mig.

4. juni 2026

Maria Hesselager: I mit hus

"… Og altså hele tiden trække vejret. Hver dag stå op og rede håret. Rede sengen med en katolsk strenghed, trække et lagen hen over og ned om madrassen, så alt er holdt på plads."  Sådan en begyndelse, så er jeg helt tændt og lysvågen. Det er litteratur. Fortsættelsen er sådan her: "Kigge og vente, mens det bliver vinter. Tage tøj på og drage mod byen, nogle dage, hilse på folk på vejen, se sig selv udefra. Med en taske over armen. En fremmed kvinde bor alene helt ude mod skoven. Lukke øjnene for det, de tænker, de, som er: alle andre. Hvor kommer hun fra? Kan hun have mistet noget, hvorfor triste øjne? Eller matte? Om aftenen at trække gardinerne for for den massive nat og så alligevel af og til linde lidt på dem og stirre ud. Fra vinduet kan man se et par halvrådne æbler i græsset, så rækker lyset ikke længere, og mørket står som en mur. Der er en væg i Guds hårde hus, det har jeg altid vidst. Men at den væg skulle være her." (Kindle Locations 8-13). Jeg er elsker det, sætter læsehastigheden ned, skal udfylde og tænke efter. Og sådan fortsætter det hele romanen igennem, kropstætte sjælfulde betragtninger over småting og over kærlighed og svigt, begær og kedsomhed, men sammenhængen blev jeg lidt rundtosset af, så jeg måtte begynde forfra uden dog helt at fange ideen, fire fortællinger om forskellige kvinder, som er den samme kvinde, men også om to brødre. Det er godt med sådan en sætning: Livet føles af og til langt. Nu bliver jeg nødt til at læse hendes forrige: Folkví

2. juni 2026

Keld Conradsen: Byen og havet

Igen en god bog af Conradsen som udkom i 2022 og gav ham DR Romanprisen i 2023. Det er en god oplevelse at læse ham igen - for Århus årenes skyld og for Furs molers skyld og jeg lærer en masse om pladetektonik, for han øser af sin viden som geolog, men den handler om forbrydelse og straf, hvorfor hovedpersonen i bogen netop læser den, Dostojevskis roman om Raskolnikov. Her kommer en overvejelser, der bærer en del af bogen:

"Men hvis det forholdt sig sådan, havde jeg tænkt, var så ikke enhver bevægelse givet på forhånd? Var så ikke enhver kemisk proces bestemt til at forløbe på en forud fastlagt måde? Og hvis det var sandt, måtte så ikke alt være forudbestemt, kunne verden så ikke kun udvikle sig på én bestemt måde? Og hvis det igen var tilfældet, hvad var så tilbage af den fri vilje? Var den så ikke blot en illusion?" (Kindle Locations 383-386) Og her er et citat mere: "En stor ro har bredt sig i mig. Jeg mærker livet strømme med alle dets tilfældigheder og sammenhænge og føler mig åben for verden og et med den." Location 2664

30. maj 2026

Ida Jessen: Vandpaladset

"Der er så mange ord i verden: Skyld, skam, had og angst. Det er ingen nytte til at tænke i den slags ord, for de er så store, at de går i opløsning, så snart de er udtalt. Men der er én ting, jeg har tænkt og drømt så meget om i den sidste tid, og det er den, at kærligheden er det største af dem alle." (Kindle Locations 35-37). Sådan står der i begyndelsen af Ida Jessens  debutroman fra 1998 og hun beskriver hele den store geografi af menneskers liv, som hun siden vil arbejde med. Og til allersidst i romanen står der: "For bag ved alt, der er så klart som dagen, og bag ved det, vi ikke helt kan gennemskue, er der allerinderst inde i dét hemmelige rum vi aldrig åbner helt, en kærlighed der ikke kan argumenteres for. Det betyder noget."(Kindle Locations 2425-2427). Åh det er bare så godt at læse. Det var en fornøjelse hele vejen igennem, at tænke på alt det usagte og ugjorte, en fuldbefaren forfatter fra begyndelsen, det er hun.

29. maj 2026

Anna Elisabeth Jessen: Verdensport

'Gode råd' var bedre litteratur. 'Verdensport' bliver for enkelt, bliver bare lige ud ad landevejen, der bliver ikke noget at stoppe op ved, det kører bare som en enkel fortælling. Den har et spændende handlingsmønster, men det er alligevel for forudsigeligt. Der var ingen understregninger, som ville bede om at blive husket, så den var hurtigt læst.

28. maj 2026

Keld Conradsen: Det gode menneske

Jeg kendte ham slet ikke, men det gør jeg nu og vil følge hans forfatterskab, en aarhusianer som får mig tilbage til de gule sten i Universitet og til parken rundtom og til Trøjborg, hvor jeg selv boede engang, og så er jeg virkelig fornøjet over en sådan roman, der vil fortælle en historie om, at mennesket ikke bare er styret af et overlevelsesgen, men at det gode menneske også findes og at det gode sætter sig i generne og nedarves. Det er en vild videnskabsroman samtidig med at det er en kærlighedshistorie, som kommer til at følge og godtgøre teorien om at det gode menneske findes. Den er et opgør med Richard Dawkins’ værk ”Det selviske gen”. Mennesket er ikke selvvisk, fordi genet er det, men har en indbygget godhed - også i genet, fordi menneskets altruisme påvirker genet. "Altruismen var opstået på et tidspunkt og havde vist sig overlevelsesdygtig og var blevet ført videre gennem generne præcis som alt andet i evolutionen." Det har hovedpersonen fundet ud af og det er det bogen vil fortælle med en farlig kærlighedshistorie. Den rørte mig meget og jeg syntes den hang godt sammen. Her kommer nogle citater:

Og ikke kun skulle mennesker være overlevelsesmaskiner, de var også programmeret til at udnytte hinanden. Jeg måtte anstrenge mig for ikke igen at kaste bogen bort. (altså ”Det selviske gen”)(Kindle Locations 854-855). 

For det første, at det, vi kalder altruisme, findes. Lige så vel som dette bord eller denne stol eller Solen på himlen eller båden på havet derude, og det kan ikke reduceres til noget andet. Det er jo det allermest forbløffende ved universet, at nye ting hele tiden opstår med nye egenskaber og selvstændig eksistens. (Kindle Locations 3542-3545). 

En genetisk forandring altså, som for eksempel medfører altruistisk adfærd hos et individ. Hvis dette individ har succes og overlever og reproducerer sig, vil både adfærden og genet føres videre. Men om dette sker, afgøres ikke af genet. Det afgøres i individets interaktion med resten af verden.

Keld Conradsen. (Kindle Locations 3784-3786). 

16. maj 2026

Anna Elisabeth Jessen: Gode råd

Den her bog har jeg faktisk læst med stor fornøjelse, den en spændende uden at blive hurtigt læst, for der er langsomme afsnit med antydninger af alt det, der kan ske i familie relationer, hvor der er forventninger og ønsker og hvem skylder hvem hvad, et spil mellem børn og voksne, hvem ringer først og hvem tager telefonen? Det er det, der gør den interessant og så er der ting, der ikke fortælles helt åbent, så der er noget at læse ind imellem linjerne selv. Det er spændende!

13. maj 2026

Jenny Erpenbeck: Hjemsøgelse

"Hvor længe varer det, før de døde er glemt? 27 millioner døde alene i Sovjet. Døde, der gennem håbet om soning, er forbundet med de levende som med en navlestreng. Alt, måtte det være hans fars tavshed eller hans egen oprørskhed, blev målt op imod disse ofre… Hvorfor angik de døde ikke dig? havde han spurgt sin far, og faren var forblevet tavs." - sådan skrev hun i Kairos, som man ikke sådan glemmer. Den gjorde indtryk og det gør 'Hjemsøgelse', igen hele fortællingen om 2. verdenskrigs grusomheder og alle de døde, men her ikke fortalt af elskende som i Kairos, men af et hus, et hjem, hvis beboere, som elsker deres hjem, igen og igen må flygte og måske finde et hjem i fremmedheden. Hendes sprog er så enkelt, så det er en fornøjelse. Nu kender jeg det hus og især gartneren, som trofast passer haven. Her er nogle af de bedste understregninger:

Der findes ikke engang en lille sprække, hvor lyset kan slippe ind, og det er med til at redde hendes liv, men det betyder også, at der ikke længere er nogen forskel på mørket og hende. Hun ville ønske, hun havde et eller andet bevis på, at hun stadig er her, men der findes ikke noget bevis. Location 829 

Nu bliver hun klar over noget, hun ikke har tænkt på før: Hvis ingen længere ved, at hun er her, hvem skal så vide, at verden er til, når hun er væk? Location 967 

At man gennem fælles begær og skam kan blive knyttet tættere til et sted end gennem fælles lykke, var en erfaring, han gerne ville have været foruden. Location 1842 

13. maj 2026

Einar Már Gudmundsson: Alt fra hatte til sko

Den gav mig ikke så meget, eller for at sige det på en anden måde: ingenting. Lidt underholdning om livet blandt islændere i Danmark: Mange unge islændinge påbegyndte deres rejse verden rundt i Christiania, og nogle af dem kom aldrig længere. Rejsen rundt i verden gik indefter, ind i deres indre verdener, og det var ikke dem alle, der slap derfra. (Kindle Locations 1836-1837). Og lidt om danske forfattere. 

6. maj 2026

Ian McEwan: Hvad vi ved

"Da Saudi-Arabien slog sig sammen med Israel for at invadere Iran og sørge for, at de ikke fik atomvåben, opdagede de, at de allerede havde nogle. I kaosset sprængtes seks atomvåben over hovederne på de respektive styrker. Igen var det kunstig intelligens på begge sider, som blindt hungrende ledte efter fordele og besluttede, at angreb var det bedste forsvar.

Ian McEwan." (Kindle Locations 1578-1581). Det er både en dystopi og en roman om litteratur, lyrik og etik og simpel moral, og med det her citat fra bogen mere end aktuelt på smerteligste vis. Jeg er vild med McEwan og der er meget godt i romanen, men jeg undrer mig over hans fremstilling af Francis og Vivienne, men ikke et øjeblik forlader han eksistensvinklen. Det er svært at være et helt menneske, men det er let at være utro og det er både Francis og Vivienne, og nu viderefører McEwan denne utroskab til deres omgang med naturen. Og så handler det om en sonetkrans, og jeg tænkte hele tiden på Inger Christensens Sommerfugledalen, men hun drog til Brajčino og var tæt med naturen, hvad Francis bliver afsløret i ikke være, tæt på naturen, han ser den bare i opslagsværker og på den måde er han  den utro og Francis er hårdnakket benægter af klimaforandringerne ("Han var, som nogen engang havde sagt, en nuanceret benægter, men hvis han blev sagt imod, var han dog benægter til benet.") (Kindle Locations 455-456), sådan skriver McEwan om ham. Det hele er altså et moralsk forfald, som også forråder lyrik og kunst. Sådan hænger der sammen, tror jeg,  nu hvor jeg ikke kan slippe romanen nogle dage efter, jeg først skrev om den. Det er en roman, der foruroliger i den grad og der er masser af gode overvejelser. Her et enkelt som Vivienne overvejer:

Så min far var ikke død. Han levede i mit hoved, gik langs nervernes murkrone „tungt og stateligt“ som kong Hamlets genfærd, ikke med krav om hævn, men som en projektion ud i min sociale verden af svovlagtig, misogyn foragt og al den maskuline ligegyldighed, jeg kunne håbe på. Jeg behøver næppe at sige, at jeg kom gennem hele terapimøllen. Jeg fik det fra alle vinkler, fra alle faglige trosretninger. Vi brugte også mange timer, Rachel og jeg, på at tale om vores barndom. Det var en trøst sådan at være vidner til hinandens fortid. Jeg endte med at tro på, at jeg kendte mig selv godt nok til at udfordre genfærdet og drive ham ud. Men jeg burde have vidst bedre. Selverkendelse er ikke det samme som helbredelse. (Kindle Locations 3006-3010).

2. maj 2026

Anne Cathrine Bomann: Åbent udsagn

Det er en god og stærk roman, som jeg har været totalt optaget af at læse. Den første jeg læste med glæde, var 'Agathe' fra 2019 og som jeg var så heldig at få et eksemplar af, af forfatteren. Den her er en stærkt vedkommende roman - ikke mindst for en gammel mand som mig, som nu er ved at komme i den alder, hvor hans far blev ramt af demens. Det er skræmmende, men også rensende og ikke uden lys. Bomann har overskud til at se bagom det skræmmende, at finde vinduerne til forbindelse mellem mennesker, der står med demensen som en mur imellem sig. Sproget er godt. Alt er godt i den roman. Her kommer få af de understregninger, jeg gjorde i min Kindle, som var rigtig mange.

Tilgivelse handler i sidste ende om at vælge friheden frem for at bære nag.

”Selv foretrækker jeg nok det perspektiv, at vi er tættest på vores essens, når vi er sammen med nogen, vi holder af, uden at tænke for meget. Eller når vi lader os opsluge af noget, vi elsker.” Hun ler. ”Men det bliver måske for langhåret?”

”Men måske en smule paradoksalt,” siger jeg. ”Selvet, der træder klarest frem, når vi vender os væk fra os selv.”

27. april 2026

Saul Bellow: Dekanens december

Ved et tilfælde stødte jeg på hans navn i en eller anden boganmeldelse og huskede, at jeg havde læst ham og var begejstret for ham for længe siden og nu kan hans romaner købes for en slik som e-bøger, og hvor var det dejligt igen at møde en forfatter, for hvem sjælen er en realitet, som er med til at give virkeligheden karakter og er bestemmende for, hvad vi tror og gør i vort liv. Her kommer et par citat, som handler om det, men at mistroen til Universiteter og lærdom ikke er ny i Amerika:

Efter svogerens mening havde dekanen opgivet den virkelige verden for at søge tilflugt i filosofi og kunst. Akademikere var skriverkarle og fupmagere.

Saul Bellow. (Kindle Locations 714-715).

Virkeligheden fandtes ikke „derude“. Den begyndte først at blive virkelig, når sjælen fandt den sandhed, der lå bag. I det alment gældende var der ingen sammenhæng – ingen. Den alment gældende ånd, den vanetænkning, der regerede verden, havde ingen sammenhængskraft, den var opdelt. (Kindle Locations 4522-4524).

Som regel undgik Corde kirkegårde, og han kom aldrig i nærheden af sine forældres grave. Han sagde, at det var lige så nemt for de døde at besøge ham, men nu ville han efterhånden være nødt til at leje en sal. (Kindle Locations 4543-4544).

21. april 2026

Jan Kjærstad: Valgdage

Den har altså gjort noget ved mig, læsningen af den flytter noget i mine tanker om, hvordan skal jeg møde livet nu. Jeg fik ikke læst trilogien om Jonas Wergeland, jeg synes han tog så lang tid at læse fordi der var gentagelser og gentagelser igen og igen, men den her ramte mig, ikke fordi der var ydre ting at spejle sig i, men i selve den inderste kerne i fortællingen om Einar Z. Olsen. Når han er på 'værkstedet' går han bare rundt og iagttager og tænker, men giver sig tid til det, time efter time alle dage, nysgerrig på andre og på sit eget liv. Hvornår gør jeg egentlig det tænker jeg? Det er nok for lidt, men jeg har lyst til bare at være i e sådan værksted, hvor der ikke nødvendigvis skal leveres et resultat. Og så er romanen spændende og aktuel, så spændende at jeg kun fik lavet to understregninger. Det han skriver her starter noget i mig: ”Denne uomtvistelige glæde ved at eje nye genstande er jo noget, man forbinder med barneårene, alle husker den særlige glød i et spil, man fik til jul, eller den mystiske aura, der lå over et tryllesæt, man pakkede op til sin fødselsdag, men jeg beholdt denne, hvad skal jeg sige, evne til at glæde mig intenst også over ting, jeg købte som voksen ... Og jeg vil ikke kalde det materialisme. Det var noget andet, det var som at genfinde en frydefuld undren, man mister som voksen, en oplevelse af genstandes iboende magi – følelser, som slet ikke altid kan udtrykkes med ord”. Det er en begavet roman, som jeg blev glad og tænksom af at læse. Det kan være gavnligt.

9. april 2026

Marianne Verge: År jeg fødte børn

"Kære Marianne

Jeg fik en mail fra DAO om en pakke fra Gyldendal i min postkasse, slettede den, for alle mine e-bøger køber jeg gennem Saxo. Så gik jeg alligevel ud og der lå minsandten en pakke; jeg klippede siden på kuverten op i al hast og så det fineste papir fra Gyldendal (gemte det straks, som dengang hvor jeg var barn og gemte gavepapir og servietter), og der var en bog fra dig og skrevet af dig, og der fulgte et håndskrevet kort med! Tusind tak! Hvor er verden dog god. Den findes godheden! Og erindringen længe leve. At vi husker vores barndom, vores forældre, vores naboer!" 

Sådan skrev jeg til bogens giver og forfatter, som dengang for mange år siden på Mågevej var en lille skøn og susende glad pige med hurtige ben, som var vores gode genboers ældste og som legede med vores ældste, og som nu repræsenterer sin generation på den allerfornemste vis. Nu har jeg læst bogen og har været så glad for alt, hvad du skriver, Marianne. Du er virkelig en fornem repræsentant for din generation. Du skriver f.eks. sådan her:

Før jeg fik børn, tørrede jeg fodpanelerne af, inden jeg støvsugede. Jeg kunne finde på at stryge mine viskestykker. Tanken om at åbne et vindue, mens jeg lagde neglelak, strejfede mig ikke. Jeg spiste, når jeg var sulten, jeg sov, når jeg var træt. Jeg ejede ikke et stykke julepynt. Før jeg fik børn, var jeg altid den sidste, jeg tænkte på, inden jeg sov. (Kindle Locations 165-168).

Og så er du en dygtig forfatter, der forstår at holde sproget levende side efter side, selvom det for de fleste er almindelige dagligdags ting, som vi gamle også husker så tydeligt. Din disponering af stoffet fryder mig og jeg er så glad for din vilje til at ophøje det enkle, den mindste lille ting, til noget vigtigt, fordi det er alle de ting, som gør os til dem vi er. Der er ikke noget at sige til, at du har Rifbjerg med i den litteratur, du har liggende ved siden af dig, for han er helt tæt på det daglige. Det almindelige. Han er det almindeliges profet. Det kalder han også sig selv et sted. Hver dag i det trivielle, i det almindelige er der noget mere. Det er dét mere, du priser og erindrer. 

Ser du, denne hverdag er familiens solsystem, en rytme med faste ritualer, at skilles og mødes igen, et sammensurium af samtaler ved aftensbordet, hvor du vil sidde med i din høje stol og vokse ind i fortællingen om en far og en mor med fem børn på heltid, deltid, halvtid, som spiser et måltid sammen, snakker, griner, råber, skændes, diskuterer, mens deres nu, hurtigere, end de nogensinde vil kunne begribe, bliver til et dengang og i de år, familien boede i huset på Ingolfs Allé. (Kindle Locations 1198-1202).

Mange tak for bogen!

4. april 2026

Sigrid Undset: Olav Audunssøn bog 1 og bog 2

Olav Audunssøn i Hestviken og Olav Audunssøn og hans børn

Det har været min natbog siden den udkom og jeg har været intenst optaget af den hvert eneste øjeblik jeg åbnede den, og nu hvor jeg er færdig med den føles det som en enorm oplevelse at have været vidne til; et langt liv levet hudløst mellem stolthed og skam samt fyldt med skyld og en indre trang til bekendelse og tilgivelse. Det mest gennemgående tema har for mig været tanken om, at der aldrig er noget i vores liv, der ikke får betydning. Der er intet der glemmes, alting vil spille med igen og igen, selvom vi ikke vil tro det og gør, hvad vi kan for at glemme det. Det er rigtig mange sider at holde styr på og så er jeg lykkelig for min Kindle og tilhørende program, så når jeg nu er kommet gennem alle siderne og undervejs har lavet understregninger i massevis, så har jeg dem alle sammen samlet i det tilhørende program, når jeg lukker bøgerne op på PC'en. Det er et vidunderligt arbejdsredskab. Når jeg siden genlæser mine understregninger, kommer jeg bøgernes handling ihu og kan gentænke nogle af bogens dygtige fortællinger om skyld og skam og stolthed. Eva Jessen har skrevet et vidunderligt forord og oversat så den er læselig. Her kommer et par citater:

Det var, som om han pludselig forstod det: Siden tidernes morgen havde der foregået en kamp i verden mellem Gud og hans fjende, og alt hvad der havde liv, sjæl eller ånd var med i kampen på en af siderne, hvad enten man vidste det eller ej – engle og vætter, menneskene her på jorden og i dødsriget. (Kindle Locations 5490-5492). 

Det menneske som kun vil det, som det selv vil, kommer til at opleve den dag hvor man må indse, at man har gjort ting, som man ikke på nogen måde ville. (Kindle Locations 8631-8632). 

Den største synd af alle synder, det er at tvivle på Guds barmhjertighed. Nægte det hjerte som har lansen stukket tværs igennem sig, at få lov at tilgive. I det kolde, blændende lys indså han, at det jo var den smerte som han selv havde fået at mærke, såfremt et menneskes hjerte da kan være et spejl af Guds hjerte – ligesom vandpytterne på vejen kan rumme billedet af en stjerne, knust og skælvende, under nattehimlens stjernedyb. (Kindle Locations 8681-8684). 

Olav var den eneste herinde som ikke turde gå frem til alterbordet. I årevis havde han vidst at når han var nødt til det, til påske – så var han med som en Judas der var med til den sidste nadver. Da han var barn, havde han aldrig forstået, at Judas turde det – han måtte da vide at Gud vidste hvad han havde gjort. (Kindle Locations 908-910). 

Han havde tabt sin kristne tro – selv om han vidste at det som han engang havde troet, det var alt som er og var og bliver, og han selv var det som ikke var, men så mange gange havde han valgt sig selv og det der ikke var, at han havde tabt syn og sans for det der var Livet. (Kindle Locations 7020-7021).

Angre – nu forstod han at hans liv ikke ville være langt nok til at forstå alt hvad han havde at angre.

(Kindle Locations 7259-7260).

3. april 2026

Christian Kracht: Eurotrash

Det er en vild bog, hvor jeg er på taxarundtur i Schweiz med mor og søn, fortid og nutid, pengemagt og afmagt, skyld og uskyld. Det er også vildt godt og underholdende og lidt anstrengende og krævende at læse, for der er mange associationer og henvisninger til litteratur og krav om at sænke farten og følge med, så jeg kan forstå, at det er et opgør med dumhed, nazisme og umenneskelighed. Den slags romaner bliver jeg aldrig træt af, fordi jeg har sådan et behov for at forstå, hvad der får et menneske til at blive nazist og vedblive at være det, selv efter afnazifiseringen og jeg kan undre mig over menneskers lyst til at være så rige uden at elske deres penge, som Joakim von And. Her et citat, hvis ønske, jeg ikke ønsker for nogen: 

Det havde altid været Nolde, Munch og Pechstein, det havde altid været Kirchner og Heckel, mens de politiske kunstnere som Grosz eller Otto Dix ikke havde sagt min far noget. Beckmann derimod var et grænsetilfælde for ham, min far havde flere raderinger og malerier af ham. Men denne drømmeverden var kun opnåelig ved, der havde aldrig været nogen form for spiritualitet, det mystiske og det ophøjede havde for altid været ham fremmed, ikke engang døbt var jeg blevet. Der havde ikke været nogen modverden. For ham fandtes kun denne ene verden, og den endte i plastikposen i Elben. Han havde ikke ønsket nogen grav, han havde ikke ønsket nogen gravsten, han havde ikke ønsket nogen diskussioner, han havde ikke ønsket nogen minder, og så havde der ikke været andet tilbage end tavsheden og udslettelsen. (Kindle Locations 1075-1078). 

29. marts 2026

Lena Andersson: Uden personligt ansvar

Det var så den anden roman om Ester Nilssons mænd, den tredje jeg har læst, så nu kan det også være nok, men det er stadigvæk intelligent underholdning, selvom den her roman bliver for lang, nærmest gentagelse på gentagelse af Esters blindhed og Olofs uvirkelighed, slaphed eller bare én der vil have nydelsen som gratist. Han er bestemt ikke én som jeg har lyst til at se mig selv i og bliver lidt flov engang imellem, fordi jeg ved at kigge bagud i en sløret erindring vist nok kan genkende lidt af hans ræsonnement for at mødes med Ester, som lyder sådan her:

Nærhed er farligt. Man risikerer meget ved at komme nogen nær. Man risikerer at blive valgt fra og miste det, som man havde haft eller håbet på. Man risikerer at komme til at kende sig selv for alvor og skulle stå i ugarderet helfigur foran en anden. Derfor er der mange, der har to forhold eller endda flere. Ikke fordi de keder sig specielt meget i deres ægteskab, og ikke fordi mere af det gode er bedre, men for at få lejlighed til at skjule sig lidt, beskytte sig mod tab, ikke være så udsat.“

Lena Andersson. (Kindle Locations 2010-2013).

Men Olofs måde at handle på til allersidst, tror jeg ikke på vil kunne findes i virkeligheden. Det nægter jeg at tro på. Hvis man kan det...

27. marts 2026

Benjamin Koppel: Sommerfuglens stemme

Jeg synes det er en dejlig bog med en god fortælling om hvordan ondskaben fra nazisters overgreb ødelægger lange liv og stadig ødelægger i generationer efter. Og så læste jeg den først og fremmest fordi den som 'Annas sang' også handler om musik. Nu hører jeg Verdis Requiem, Mahlers 5. symfoni og Brahms kammermusik, men ellers ærgrer jeg mig over, at der ikke er strammet op på romanens tekst. Der er alt for meget tomgang. Her er et citat jeg har svært ved ikke at glemme:

Under huden på ethvert menneske gemmer der sig en djævel. Pas på, at den ikke slipper ud.

Benjamin Koppel.  (Kindle Location 3176). 

15. marts 2026

Jesper Wung-Sung: Sandøs rose

Altså - det her skulle man ikke tro kunne ske, at en dygtig forfatter, Jesper Wung-Sung, går ind i en klassiker, og fortæller dens historie en gang til nu bare fra en af klassikerens andre personer. Det ville næsten ikke være til at bære, tænker jeg, men det er det minsandten! Det er som at læse Løgneren igen, vi er helt derinde i samme stemning på den lille ø, nu ser vi livet ikke gennem Johannes Vig, men gennem Annemari. Og sproget er vidunderligt og billederne genkendelige, vi er på Sandø. Det er samme fortælling. Og det er ganske vidunderligt for mig, fordi jeg netop lige har arbejdet med Løgneren og har siddet med en ven og talt om alt, hvad der sker mellem Johannes, Oluf, Annemari, Harry og Rigmor. Jeg tror det er vigtigt for Wung-Sungs roman, at læseren er godt hjemme i 'Løgneren' og har den præsent, måske er det allerbedst at læse den igen før 'Sandøs rose' for at have alle detaljerne med, men 'Sandøs rose' er også en roman i egen ret. Den lægger ikke noget ekstra til i dramatikken omkring 'trekanten' Annemari, Rigmor og Johannes, men den tydeliggør hvor svært det i det hele taget er for mennesker at gebærde sig i livet og ikke mindst i kærligheden. Her er en bid af en samtale Johannes mellem Annemari og Harry og en tanke en midaldrende Annemari gør sig:

Skolelæreren tror på sjælelig fornyelse, siger Harry. Har han sagt det? Måske ikke direkte, men sagen er, at vi ikke kan vente på at mennesket bliver forandret indefra. Det er gennem ydre handling at al forandring vil ske. Ja, så er I rygende uenige, svarer jeg. For Johannes handler aldrig. (Kindle Locations 1018-1021). 

Jeg var også midaldrende, før jeg var sikker på, at Johannes havde gjort det for min skyld. Drevet mig af øen, fordi han vidste at jeg ikke ville blive lykkelig. Engang bebrejdede jeg ham, at han tog så lange skridt. Undskyld, svarede han. Det er fordi jeg er så vant til at flygte. Hvad flygter du da fra? spurgte jeg. Alt der gør ondt, min pige.  (Kindle Locations 1853-1856). 

5. marts 2026

Lena Andersson: Mænd og kvinder

Jeg har moret mig, det er ren lystlæsning, intelligent og med bid til os i tiden og alle vores måder at tænke rigtigt og i overensstemmelse med tidsånden i stedet for at følge vores hjerte. Og dertil er den fyldt med skarpe iagttagelser af forholdet i mellem os. Det er simpelthen fornøjeligt. Jeg skulle egentlig have læst 'Uden personligt ansvar først' fra 2014, så den er jeg allerede i gang med. Den her er helt ny. Her kommer nogle af hendes sjove og skarpe iagttagelser:

Fremme ved Hamnsgatan trak Lotta sin arm til sig og hilste på en ph.d.-studerende, som hun var vejleder for. „Det får os til at ligne et par fra anno dazumal,“ sagde hun og rykkede sig flere håndsbredder sidelæns. Havde hun set på Douglas, ville hun have set noget ildevarslende i hans udtryk. „Det er et tegn på ekskluderende tosomhed,“ fortsatte hun. „Det vil jeg ikke reproducere.“ Douglas stoppede brat op. „Du og jeg er to,“ sagde han. „Og vi er sammen. Det indebærer, at man også er ’ekskluderende’, som du kalder det. I tilfælde af at du ikke ser sådan på den sag, vil jeg gerne vide det nu. For mig er kærligheden én og udelelig. Dublerer man den, fortyndes den.

 (Kindle Locations 1790-1793). 

Kærlighedsforholdet er en øvelse i evighed.

Lena Andersson.  (Kindle Location 1308). 

18. februar 2026

Carla Guelfenbein: At svømme nøgen

Så er jeg bare nødt til at læse den, når der citeres så hyppigt fra Lorca og Neruda. I begyndelsen var der bare lidt for meget sex og jeg tænkte, om jeg orkede at læse romanen, men det gjorde jeg, heldigvis. Det er en "rigtig" roman, så jeg er tilbage i 1973 - 11. september med Allendes fald og fremme ved 11. september 2001 og menneskers måder at leve med så historiske omvæltninger, menneskers private livsforhold, sorg og glæde, der skal bindes sammen så mange år senere. Romanen bliver bedre side for side, kapitel for kapitel og til sidst er jeg helt opslugt. Åh, det var godt med sådan en rigtig roman. Her kommer nogle fine citater:

”Det er tavsheden, der opstår i talen, lyset, der skjuler sig i mørket, fylden, der opstår i tomrummet,” sagde hun og tav resten af dagen. (Kindle Locations 804-805). 

Hun tænker på et juleeventyr om en kvinde, der skiller sig af med sin lange fletning for at købe pibetobak til sin elskede, samtidig med at han sælger sin pibe for at købe en kam til hendes lange hår. (Kindle Locations 2059-2061). 

Da Ramón er taget af sted, kigger Antonia igen på fotografiet af manden, der falder ned mellem tårnene. Alt ved ham udtrykker holdning men samtidig – og det distraherer hende – også frihed.

(Kindle Locations 2205-2206). 

8. februar 2026

Anne Skov Thomsen: Præstens

Nej, hvor er jeg fornøjet og rørt efter at have læst Anne Skov Thomsens fine 'Præstens', men helt ærligt, så var der altså en hel del sider i begyndelsen, hvor jeg tænkte, at nu kan jeg vist godt skimme hurtigt, for det var så almindeligt og jeg kendte jo det hele. Men sproget var godt, indholdet mere og mere komprimeret og til sidst overgav jeg mig helt og glad for endelig at have læst en roman uden antydning af ironi, uden at hovedpersonen bliver offer, for godt nok er Sine lidt udsat, fordi hun er præstens og derfor får så mange sære spørgsmål og bliver behandlet anderledes, men det bliver ikke en offerrolle for hende, men en måde at arbejde sig ud i tilværelsen på med en større dybde. Og så handler hele bogen om det præsteliv, alle præster har oplevet gennem firserne, halvfemserne og så videre, beskrevet solidarisk og smukt, lige fra studiekredse over Kieślowskis film Blå, Hvid og Rød til aktivering af menigheden gennem ny gudstjenesteforløb og medinddragelse samt muldvarpefangst og høns i præstegårdshaven samt meget andet, beskrevet et til et. Hvor er det en herlig bog at læse på en søndag. Det er alligevel en udsædvanlig bogudgivelse, som burde kunne tiltrække sig en pris, fordi den er så usædvanlig. Et lys mellem alle de vrede ofre. Her kommer et citat, der viser hvor smuk teksten er:

Sine har altid haft det på fornemmelsen: at ordene rummer en særlig kraft. Hun samler på smukke ord i en lille notesbog. Dugdråbe. Evighed. Morgengry, har hun skrevet med sin fineste håndskrift. Det er, som om de rette ord hjælper øjet til rigtigt at se det hele. Ordene er en kærlighedserklæring til tingene; at kalde dem ved navn er at række hånden ud mod dem og sige: Jeg ser dig. Jeg ser dig, lille blad. Jeg ser dig, lille frø, lille splint, lille bitte knold.

(Kindle Locations 1221-1225). Kindle Edition.

5. februar 2026

Janus Kramhøft: De nærmeste

Han skriver godt. Det er en sproglig fornøjelse, skarp, tænksom og ræsonnerende omkring troskab, parforhold og erotik, som minder mig om Jens Christian Grøndahl og det er ikke så ringe, men jeg er alligevel skuffet, da jeg har læst færdig, for det er endnu et spejlgalleri over mænds syndekatalog, hvor jeg sagtens kan genkende mig selv, men det bliver næsten for meget, fordi det kommer ind i en evig gentagelse af alkoholismens mangel på løsning. Måske åbnes der en lille dør til en fremtid i romanens slutning, som er nok så melankolsk, da det sidste barn skal flytte hjemmefra:

– Min lille pige, sagde jeg. – Hvordan skal jeg kunne passe på dig, når du skal bo så langt væk?

– Ved at passe på dig selv, sagde hun.

(Kindle Locations 1531-1532). Kindle Edition.

1. februar 2026

Magda Szabó: Døren

Jeg har bare været så optaget af den her roman, som viser alle implikationerne af at være forbundet med hinanden, æstetisk og etisk, med hengivenhed, med kærlighed, med stolthed og med sårbarhed og med skammen som livets værste fjende. Hvor er det sommetider svært at se de fineste mennesker, som kan skjule sig bag en lukket dør, der gemmer de fineste og dyrebareste minder og ubærlige sorger. Her er Magda forfatterinden næsten blind for sin faktotums suveræne hjælpsomhed gennem mange år, men forstår at hun er elsket af Emerence, som husholdersken hedder og langsomt forstår hun at Emerence bærer på ubærlig sorg og kamp tilbage fra nazisternes jødeudryddelse i Budapest. Romanen er en gave, når vi når til den alder, hvor der er mange ting bag vores lukkede døre, og så er den god at læse når man som jeg er vild med at læse om, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Forfatterinden bliver klogere på det, selvom hun er troende og trofast kirkegænger. Hun faster langfredag med blommesuppe, og ikke andet, men et år hvor forfatterindens mand er syg laver laver Emerence paprikakylling, aspargessuppe og karamelbudding, og da Magda påpeger det, siger Emerence bl.a. følgende:

... indtil nu har jeg troligt lavet blommesuppe til Dem hvert eneste år, når De nu engang bilder Dem ind, at det er det, der tæller i himlen. De må have en underlig gud, som måler folk med blommer. Min gud, hvis jeg da har én, er alle vegne, på bunden af en brønd, i Violas sjæl og over fru Samu Böőrs seng, for fru Samu Böőr døde så smukt uden overhovedet at have fortjent det; det er kun de virkelig gode forundt at dø så smukt, alligevel forlod hun denne verden med værdighed og uden smerte. Hvorfor glor De sådan? De så jo i morges, da jeg fejede, at fru Samu Böőrs barnebarn styrtede af sted på den anden side, eller var De igen kun optaget af Dem selv? Hun kom løbende for at hente mig, og jeg gik med hende, De kan tro mig på mit ord, når jeg siger, at den person, jeg holder i hånden i hans eller hendes dødsstund, får let ved at forlade denne verden. Jeg vaskede hende også og beredte hende til rejsen. Jeg kan godt fortælle Dem, at det var noget af et kunststykke også at få tid til at lave frokost til Dem, som De nu takker mig så pænt for. Hør nu nøje efter, for det her kommer til at gøre ondt. De fortjener det. Husbond vil ikke leve længe, og det ved De også godt. Tror De måske, at han kan hente kræfter i en tallerken blommesuppe?

Magda Szabó. Doeren (Kindle Locations 2193-2200). Kindle Edition.

Det er en vidunderlig forfatterinde. Der er kommet to romaner mere af hende, men de er ikke udkommet som e-pub bøger - jeg håber de kommer. De hedder Izas Ballade og Katalingaden.

20. august 2026

Abdulrazak Gurnah: Tyveri

En fortjent nobelprismodtager skriver vidunderlig langsomt om opvækst og begyndelse på voksenliv for 3 unge på Zanzibar og i Dar es-Salam i Tanzania. Jeg har fire bøger af ham, får dem ikke læst i rækkefølge, men var glad for 'Efterliv', som jeg læste i 2022, så nu må jeg have læst 'Paradis' og 'Tavshedens ø'. Jeg elsker at læse noget, der bare fortæller fra dagligdagen, ikke mindst når den er så forskellig fra vores. Der sker faktisk ikke særlig meget de første to hundrede sider, men alligevel får jeg en tydelig fornemmelse af hvad slægt, alder og køn betyder, hvilke muligheder og retningslinjer den enkelte må følge og et lille indblik i, hvad globalisering betyder for deres liv. At holde ud, som den yngste af de tre, til sidst formulerer som sin stærkeste side.  Her kommer et par citater:

I den bedste af alle verdener ville du måske nok komme til at uddanne intelligente, flittige unge mennesker til ansvarlige verdensborgere. Men du lever ikke i den bedste af alle verdener, og dine elever bliver ligesom den flok, vi gik i skole med, eller noget i den retning, uforskammede, uinteresserede, uinspirerede og uoplyste. (Kindle Locations 1325-1327). Kindle Edition.

Hvad vil de mennesker os? Hvorfor kommer de her? De kommer her med deres snavs og deres penge og mænger sig med os og ødelægger vores liv for deres fornøjelses skyld, og vi kan åbenbart ikke modstå deres rigdom og deres snavs. Hvad vil de os? Man ser dem jo overalt, i den smalleste gyde og gade. Der går de og glor ind i husene og ned i halsen på folk, arm i arm med en af vores skamløse unge mænd, som går der og smiler som en abekat, mens han plaprer løs. Har de ikke hav og strand der, hvor de kommer fra? (Kindle Locations 3160-3163). Kindle Edition.

12. januar 2026

Martin A. Hansen: Løgneren

"Mennesket er fuldt hjemme i denne tilværelse, og det er aldeles fremmed i denne tilværelse (…) Helt hjemme – helt fremmed, det er de to poler, vore lidenskaber er spændt ud imellem." - hedder det med et citat fra Martin A. Hansen egen dagbog fra 1947 i Jens Albinus' forord til Løgneren og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med Inger Christensen, hvor hun i nedenfor omtalte bog fortæller om den eksistentielle alienation, fremmedhed, som forklares med en større fortælling om, at der engang var et Paradis og engang - efter fremmedheden - igen vil komme et Paradis, hvor vi kan være hjemme, men indtil da lever vi i Diaspora(en), som hun finder som et anagram i det italienske ord Paradiso. Jeg læste Løgneren med stor gensynsglæde og med helt nye øjne, hvor den var langt mere forståelig end da jeg læste den som teenager. Nu var der ind i mellem alle Johannes' relationer, Annemari, Rigmor og alle de andre stemmer i hans liv på Sandø også stemmer fra ens eget liv, der trængte sig på og gjorde slutningen meget sand og levende. Den slutter sådan her: "Jeg tror det har sig på samme vis med min livslod herefter. Den er som Gud vil, når det aldrig bider på min ensomheds lod, hvordan så ens vrede og nød er om natten, når man våger." 

11. januar 2026

Inger Christensen: Essays

’Del af labyrinten’ og ’Hemmelighedstilstanden’ er flettet sammen i Essays. Det er bogen at begynde et læseår med! Jeg har virkelig været på arbejde, men er også blevet velsignet, hun får mig til at forundres og glædes og giver mig en fornemmelse af at blive mere nysgerrig og måske bare en lille smule klogere. Hendes tekster inspirerer mig. Jeg har mestendels læst den om natten, når jeg ikke kan sove - og følt mig glad. Der er filosofi, teologi og poetik for alle pengene. Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig med den. Måske aldrig, men nu har jeg via min Kindle Edition fået samlet alle mine understregninger (og har fundet ud af at Kindle Edition er et fantastisk arbejdsredskab. Her kommer nogle citater om lidt af hvert:

For ved at skrive frembringer man orden, måske også i sit eget liv, og måske i den grad at livsprojekt og skriveprojekt smelter sammen, så det at skrive og det at leve ikke længere kan skelnes fra hinanden, men bliver dele af samme nødvendighed.

Sådan kan man finde trøst i at forestille sig, at det er muligt at skrive med samme lethed som den, hvormed frosten får isblomsternes gentagelser og variationer frem på ruden, eller mere fortættet, som når frugtkødet i en kiwi omklamrer sine sorte kernepunkter, ja måske ville det tilmed være muligt at skrive fuldkommen gråt i gråt, som når en stor sky, uden kanter og brud, kun ganske langsomt mens den breder sig, afslører sin konsistens og retning.

Hvis man tager det italienske ord for paradis, nemlig paradiso, så kan man ved at flytte om på alle bogstaverne i ordet paradiso danne ordet diaspora. Diaspora er det græske ord for adspredelse (Zerstreuung) og bruges for at betegne grupper inden for et tros- eller religionsfællesskab, som lever eller er tvunget til at leve i lande med en anden religion. Jøderne er et eksempel. Også kaldet diasporajøderne. Der kunne ligge en helt ny øvelse i dette anagram, der måske langsomt kunne få ordet paradis til at skifte adresse. Hver gang vi læser ordet paradiso, skal vi bare lade som om vi er blevet så ordblinde, at vi læser det som ordet diaspora. Ganske vist blev vi forvist fra paradis, men måske tog vi det i bogstaveligste forstand med ud i diasporaen. Og sådan som Europas historie ter sig for øjeblikket, ville det måske heller ikke være det værste der kunne ske, hvis vi blev i stand til at se netop diasporaen som et mytisk sted for menneskets forskelsløse væren i verden.

En verden altså, hvor paradiset mangler, men hvor der af og til findes en stald, der får os til at huske på det manglende. Et sted, hvor vi er fremmede og alligevel hjemme. Et sted, hvor vi er alene og alligevel sammen. Et sted, hvor vi ingenting er, og dog noget. Støv, men alligevel for en tid mennesker. Men når alt kommer til alt, vedblivende et sted, der fortæller os, at paradiset mangler, fordi det ikke er os, der kommer i paradis, men støvet. Støvet, fordi det er forskelsløst nok til at antage en eksistensform uden for verden.

Jamen, der er så meget, men nu har jeg vist kopieret, hvad jeg måske må. Især er det vidunderligt at få nogle af hendes egne oplevelser og indsigter i forbindelse med skrivningen af DET og ALFABET.

8. januar 2026

Fernanda Melchor: Paradais

At begynde et nyt år med læsning er fyldt med forventning og glæde, og jeg er begyndt med noget af det bedste, Essays af Inger Christensen; men jeg har jo altid flere bøger i gang og den her var hurtigt læst og kom derfor først her på siden, men den gav ingen glæde, men indsigt i mistrivsel, når det er allerværst og slet ikke det vi kender i Danmark, men som de kender i Mexico. Paradais er en bog om, hvad der sker når tomhed og vanrygt samt manglende livskraft overtager et ungt menneske og jeg har sådan en ømhed for hovedpersonen, for han er jo bare en dreng, men han har manglet forbilleder og lærere. Det er virkelig en totatlt nedslående bog. Min ven og boglæser Flemming Kloster Poulsen har anmeldt den på POV og slutter sådan her, hvilket jeg helt kan tilslutte mig. "Der er ikke meget paradis over bogen, og det er måske den afgørende udfordring til Fernando Melchors næste bog: At bruge sin virtuose sprogbeherskelse til at pege på mulige veje frem, at skabe håb om forandring, ikke nødvendigvis paradis på jord, mindre kan gøre det, blot noget, der trækker i den retning." Nu glæder jeg til at fortælle om Inger Christensens essays. De er vilde! (PS: kirken ved siden af titelsiden er Ørum kirke, taget efter nytårsgudstjenesten den 31. december.)