I kyklopernes land

Pibekraver

28. april 2020

Karl Ove Knausgård: I kyklopernes land

Om Skæbnen

”Forestillingen om et for os usynligt virkelighedsniveau er arkaisk, og i lige så høj grad som sproget, det der har gjort vores tilværelse radikalt anderledes end dyrenes, som uden det sprog og det det repræsenterer, på en helt anden måde er bundet til øjeblikket, lænket til kroppen, fanget i materien.” Et dyr har ingen skæbne. Skæbne har at gøre med at få liv og at miste liv, fordi fødslen og døden skaber vores tankeunivers og takket være vores ord, så får vi også sprog for det, som ikke er synligt.

Knausgaard fortæller om en drøm som forfølger ham da han vågner. Han drømmer at en tyr er rasende på ham, men er sunket med kroppen ned i jorden. Han hugger hovedet af tyren, men kroppen kæmper stadigvæk for at komme op og forfølge ham. Så vågner han og tænker, at nu kommer der til at ske noget forfærdeligt. En vil komme og beskylde ham for noget frygteligt. Så skriver han: ”På en eller anden måde må jeg alligevel have troet på varsler, for det var indlysende for mig at drømmen var et varsel om at noget skulle ske, noget der medførte at jeg på en eller anden måde troede på skæbnen, eftersom den eneste måde drømmen kunne sige noget om fremtiden på, var at det der ville ske i fremtiden, allerede var bestemt. At der allerede var noget på vej mod mig.”

Det kunne jo også bare være en hele tiden slumrende fornemmelse for, at jeg på en eller anden måde skulle blive afsløret i en ikke særlig velanset tilbøjelighed. Noget jeg tænker på, men som jeg ikke vil have afsløret. Det behøver ikke være noget bevis for at det står skrevet histoppe, men at det bare står skrevet inderst inde. Men det skriver han også lidt senere: ”Så er drømme et natligt udslip af visuel energi eller en underbevidst bearbejdelse af dagens indtryk, og hverken Gud eller det guddommelige er bogstavelige størrelser, men endepunktet for en higen efter det bedste i det menneskelige eller fornemmelsen af en samhørighed med altet.”

Det sidste synes jeg er spændende: en higen efter det bedste i det menneskelige eller samhørighed med altet. Det kan godt give grobund for dårlige tanker om os selv, når vi tænker noget umoralsk.

Der findes en viden, som vi kan lære i skolen. Og så findes der en viden, som vi ikke kan lære, men kun kredse omkring og måske drømme om. Han skriver: ”Men det at få et barn, som helt indtil det sker også er noget selvfølgeligt, eller det at have mistet en der står en nær og se hans eller hendes døde krop, som også er noget selvfølgeligt indtil man står der, foran afgrunden – dette intet som barnet kommer fra, og som den døde er forsvundet ind i, er en aflæring, for i disse zoner mellem liv og død har det selvfølgelige ingen magt, i dem er der ingen vished.” Underforstået at det selvfølgelige som vi lærer i skolen og som gør tilværelsen hjemlig, det slår ikke til, når vi møder fødslen og døden.

”Alle som har set et barn blive født, og alle som har set et menneske ligge dødt, har stået et sted hvor al viden og indsigt er ophævet. Det er stedet for begyndelsen af livet, det er stedet for slutningen af livet, det er livets grænseområde hvor ingen anden viden end den allerenkleste findes: Vi kommer alle herfra, og vi skal alle herhen, til dette hylster af kød som ligner os, men ikke længere er det. Er det muligt at stå foran det her, livet som kommer og livet som var, uden at tænke på skæbnen? Det tror jeg ikke. Når man står foran et dødt menneske, er dets liv afsluttet, intet kan tilstøde det længere, og spørgsmålet om hvorfor det blev som det blev, hvorfor det gik som det gik, hvad som førte det i netop den retning og ikke i den anden, er lige så nærliggende som det modsatte er når man står foran det nyfødte barn: Hvordan vil det gå med det, hvad vil der ske, hvordan vil dets liv blive?”

Det er en vigtig skelnen af viden og alt det, vi tænker om fortid og nutid og fremtid. Vi kan jo ikke vælge vores liv. Det vederfares os. Og det er noget som indebærer tanken om det vi ikke ved noget om, det hinsides.

 

Hvordan jeg ikke opdagede Amerika

Jeg citerer bare nogle linjer, som jeg overvejer med stor fornøjelse.

”Identiteten ligger ikke i landskabet, ikke i søen eller skoven eller fjeldet, den ligger i vores forestillinger om landskabet og findes i navnene, hvor forestillingerne ligger lag på lag. Hvorfor? Det handler om tilhørighed og om tryghed. Men også om at få en grå verden til at skinne.”

”For at kunne beskrive noget, måtte man på en eller anden måde være følelsesmæssigt knyttet til det, om end kun svagt. Det ydre må vække noget i det indre, intet betyder noget i sig selv, det er klangene det afgiver, i sjælen og i sproget, som gør den beskrevne verden meningsfuld.”

”Hjemme er en følelse. Den opstår af en masse usynlige bånd som man ikke kender til før man rejser væk og de ikke længere findes. Båndene skaber tilknytning, og tilknytning forvandler selv den yderste periferi til centrum, et midtpunkt, der hvor verden begynder.”

 

Ansigtets bagside

Det er et rigtig godt essay, som jeg læste med stor interesse. Her er det samlet i et citat, som er sigende for helheden: ”Urbilledet på den bøjede nakke og det sænkede blik findes i Bibelen, i historien om Kain og Abel, hvor der står om Kain at han ”gik med sænket hoved”. Jahve spørger hvorfor han sænkede hovedet og fortsætter: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.” Det rører ved selve kernen af det menneskelige, som jeg ser det, at det at være i sig selv er umenneskeligt, det menneskelige er altid noget der bliver til i noget andet, ja, det menneskelige er det andet, som vi bliver til og er i.”

I mange år sagde jeg i mine prædikener at Gud altid var i mellemrummene. For det er i mellemrummene imellem os at vi bliver til, bliver skabt. Jeg tror Knausgaard siger det samme med fortsættelsen af ovenstående citat: ”Det at være duknakket er at være duknakket over for noget, det at være stivnakket er at være stivnakket over for noget, det at give sig hen i tilbedelse er at give sig hen til noget, og også det at se ned, er at se ned fra noget. Denne relativitet, som er lige så kompleks som den er abstrakt og uhåndterlig, eftersom den foregår i mellemrummene…” Gud er det uhåndgribelige og det uhåndterlige, som vi alligevel ikke kan undgå, fordi vi hele tiden enten stivnakket vender os fra Gud eller giver os hen til Gud.

Jeg kan så godt lide Knausgaard når han ser. For han ser virkelig. Og får mig til at se. For eksempel når han refererer sit fjerde barns fødsel: ”Hidtil havde ingen og intet kunne nå hende der hvor hun lå omsluttet af vand inde i en anden krop, og i et par sekunder var hun også urørt i verden, da hun lå der som død, indelukket i sig selv, uden at trække vejret og med lukkede øjnene, men så blev hun rørt ved, og så trak hun vejret, ikke uden smerte, går jeg ud fra, og verden strømmede ind i hende. Jeg har aldrig set det så tydeligt før, hvordan et nyt menneske bogstavelig talt bliver løftet ind i fællesskabet med andre mennesker, at det er det der sker. Et nyfødt barn har ingen muskler i nakken, og sårbarheden og hjælpeløsheden i det er absolut, det kan ikke flytte sig og ikke engang holde hovedet oppe selv, men skal støttes af andres hænder, holdes op mod andres ansigter, som er det første hun ser når hun åbner øjnene. Med det træder hun ind i kredsen af ansigter hun skal leve resten af sit liv i.”

Han tænker virkelig sejt om Gud: ”I det jeg skriver, er der altid en længsel derud, til det egentlige, det som befinder sig uden for det sociale, samtidig med at jeg ved at det som er der, uden for ansigtets lys, som vi af og til kan få et glimt af via kunsten, gør alt til intet. At oplevelsen af det sublime er oplevelsen af intet. At Gud er intet, som vi lever på trods af.” Jeg ville nok være så venlig overfor mig selv og tænke, at en del af det urørlige og af det intet, der er Gud, også er at finde i ansigtets lys, som med den andens nærvær er med til at give mig liv.


Fra det sidste essay er det vigtigt at få det her med: "Det vi søger efter i kunst, er mening. Det meningsfulde er forpligtende. Det forpligtende har konsekvenser."

Det er også sådan jeg oplever det.