Mellem frygt og Håb

Pibekraver

3. januar 2020

Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen: Mellem frygt og håb

Som læser af Kristeligt Dagblad har jeg læst de fleste af de her artikler i bladet, hvor de imidlertid er væsentligt forkortede. Så det gav god mening for mig at læse dem igen. I forlængelse af hinanden. Her kommer de ting, som jeg godt kan lide og som jeg har understreget:


Ida Jessen

”Jeg har aldrig været interesseret i dagens strømninger, eller hvad der er moderne litterært set her og nu. I Telefon skriver jeg om tidens fylde og det, der viser sig. Og det, der viser sig, er det, man ikke afviser. Jeg sagde, at godhed er så nem at afvise, for den kan man ikke argumentere for, men i det øjeblik man klæder sig nøgen og ikke har andet for med folk end at lytte til dem, da viser noget sig. Og der skal være dette sted uden for nyttetænkningen, hvor man ikke læser af en bestemt grund, hvor påsken ikke skal bruges til noget bestemt, hvor man ikke skal løbetræne for at blive stærk igen, ikke gå på ferie for at blive stærk igen.”


"Der, hvor man er mindst sig selv, er man allermest fri. Det er en lettelse at slippe for at gå rundt og føle sig som sig selv.”


"Det er karakteristisk for Bibelens tekster, som jeg ser dem, at de selv lægger op til at lade sig nyfortolke, uden at man af den grund eliminerer tidligere fortolkninger.”


Hartmut Rosa

”Faktisk er jeg nogle gange fristet til at følge den franske filosof Bruno Latour, der, som jeg forstår ham, siger, at det slår troen eller religionen ihjel, hvis man tvinger den troende til at sige, hvad vedkommende tror på, altså at skære det ud i pap. Som jeg ser det, er den positive side ved religion nemlig ideen om at være i en lyttende, og svarende, tilstand til livet. Uden at forsøge at slå fast: ’Gud siger: …!’, som teologerne gør, eller at bruge den slags udsagn til som fundamentalist at konkludere: ’Gud har sagt – og derfor skal man gøre sådan og sådan!’ For mig at se er det problemet med religion.”


"Det mest værdifulde sker i livet, når man bliver overvældet af for eksempel skønheden i et landskab, i et stykke musik eller i en person. Ikke når man er i fuldstændig kontrol,” forklarer Hartmut Rosa, der som eksempler på områder, hvor vi ofte oplever resonans, nævner både kærligheden, religionen – især kristendommen ­– og kunsten. Men også demokratiet rummer et løfte om resonans, mener Rosa. ”For det bygger på løftet om, at alle skal have en stemme, og at den bliver hørt.”


Det gode liv forudsætter derfor ifølge Rosa, at vi ikke bare selv har en stemme, og at vi bliver hørt, men også, at vi lytter til andre, er i dialog med andre og møder verden og den anden med en tilgang, der ikke kun handler om at opnå et bestemt udbytte.


især kristendommen, giver os en følelse af, at der på bunden af vores eksistens ikke er et tavst eller fjendtligt univers, men én, der hører os, ser os og taler til os. Kristendommens billeder af dette er meget stærke. Der er en, der holder os i sin hånd, en, der gav os livets åndedræt.


”Min yndlingsmåde at tænke om det på er bønnen. For hvad er det, vi gør, når vi beder? Mange vil sige, at vi kun vender os indad, men jeg tror, vi vender os begge veje. At i bønnen er min indre stærkeste virkelighed og min ydre stærkeste virkelighed forbundet. Og bønnen er på den måde om noget en skabelse af et rum både for lytten og svaren. Selv om man véd, at der nok ikke kommer et klart svar, så er det et rum, hvor nogen hører mig. Gud er jo netop ’unverfügbar’. Jeg kan ikke kontrollere ham, besidde ham eller bestemme over ham. Det var også præcis sådan, den tyske teolog Rudolf Bultmann brugte ordet ’Unverfügbarkeit’, der er et kristent begreb. Men Gud er ’erreichbar’, mulig at nå, tilgængelig. Han vil lytte og på en måde være forbundet. Og den form for forbindelse er vital. Den negative teolog vil sige, at der slet ikke er nogen reaktion, men dét er ikke kristendom for mig. For mig er det netop den vertikale fornemmelse af resonans mellem mig selv og den ultimative virkelighed, eller hvad man nu kalder det. Og folk, der ikke er religiøse, kan have den samme fornemmelse, hvilket er meget interessant. Hvis man for eksempel står ved havet, hvilket jo ikke er så svært at komme til i Danmark, er det ofte det samme, der sker: Folk vender sig udad og lytter til havet, føler bølgerne rulle ind på stranden og siger så: Lige dér kan jeg føle mig selv, dér finder jeg mig selv.”


James Wood

Ved en begravelse inviteres man til at overskue et helt liv og tegne de linjer, der skildrer et liv fra vugge til grav. Vi kender ikke slutningen på vores egen historie, men kan ved begravelser for en stund overskue et andet menneskes.


”Spørgsmål som ’hvorfor er der lidelse’ og ’hvordan anerkender jeg den anden’ er moderne spørgsmål. Men de er også blandt de vigtigste politiske spørgsmål i vores tid – samtidig med, at de er blandt de vigtigste religiøse spørgsmål til alle tider. Så når kristne diskuterer ’hvem er min næste, hvem er den anden, hvordan behandler jeg ham?’, kan det ikke blive mere relevant for os alle. Vi tror måske i Europa, at vi kan have en diskussion om eksempelvis indvandring, der ikke er påvirket af kristen tankegang, men det er umuligt.”
”Vi er alle påvirket af kristendommen. Vi kan ikke undslippe den. Det finder jeg meget inspirerende.”


Patti Smith

”Til unge mennesker siger jeg altid: Pas på dig selv, og arbejd hårdt. Hold dig sund, så du kan arbejde. Jeg romantiserer ikke selvdestruktion. Man skal tage vare på sig selv. Uanset hvad du vælger, kræver det et vist mål af hårdt arbejde at blive dygtig, og det bør folk forstå. Der er ingen genveje.”


”Der er intet som at være entusiastisk omkring flere ting. Det er lige meget hvad. Man kan bage, dyrke haven, læse bøger om videnskab eller tage sig af andre mennesker, alt muligt. Intet holder os mere levende end dét: at være entusiastisk. Er man det, og gør man tingene helhjertet, vil det forlænge ens liv.”


For William Blake (1757-1827) var eksempelvis en tanke om nadverfælleskab med englene helt almindelig, men i moderne tid har vi mistet forbindelsen til det guddommelige.


Kristendom skal være bygget på barmhjertighed, som den var i begyndelsen. Barmhjertighed er nøglen.


Det lærer sorg os. Vi tager folk for givet, men når de så er væk, bliver deres bedste træk forstørret, og vi ser, hvem dette menneske var. Vi ser, hvad vi måske har glemt, og hvorfor vi elskede dem. De ting, der gjorde dem særlige, bliver forstørret. Så vi lærer dem næsten bedre at kende efter deres død.


”Jeg kan lide kirkegårde af forskellige grunde. Det er ikke kun et afgrænset område, hvor man kan være sammen med dem, der er døde, men også med dem, der har vist respekt for den døde før én selv. Man er en del af et fællesskab med både levende og døde, når man besøger en kirkegård. De fleste kirkegårde er også meget smukke. Træerne og skulpturerne er smukke. Der er kirkegårde, der virker ensomme, og andre, der er storslåede. Jeg finder dem interessante på mange niveauer, ikke kun åndeligt, men også æstetisk.”


”Vær et godt menneske. Vis medfølelse. Vær ærlig. Og gør ellers, hvad I må gøre. Vi formes jo af vores historie. Begge mine børn er musikere. De mistede deres far tidligt. Vi har været igennem meget og har et tæt forhold, hvor vi kommunikerer meget. Men helt enkelt: Vær god og ærlig.”


Slavoj Žižek

For yderligere at illustrere, hvad jeg mener om kristendommen, har jeg nogle gange fortalt denne berømte anekdote om dengang, Napoleon lod sig krone som kejser. Paven kom hen til ham med kronen, hvorefter Napoleon tog den ud af hans hænder og selv satte den på sit hoved, hvortil paven sagde: ’Jeg ved, hvad De ønsker at gøre, Deres Majestæt. De ønsker at ødelægge kristendommen. Men tro mig, det vil ikke lykkes for Dem. Vi, kirken, har forsøgt at gøre dette i 2000 år, og det er ikke lykkedes os.’


”I min læsning af Bibelen læner jeg mig blandt andet op ad den tyske filosof Hegel, der sagde, at det ikke var Guds repræsentant, der døde på korset, men Gud selv. I andre religioner har vi også hørt, at Gud dør. Men der sker det som i en slags evighedscirkel, hvor Gud dør og siden kommer tilbage. Men i kristendommen, med Hegels fine formulering, dør han dér på korset. Og derfor er kristendommens budskab ikke, at der er en gammel mand deroppe, som vil tage sig af os, og at vi derfor bare kan tage det roligt. Nej, vi er derimod dømt til vores frihed i dette lige og uhierarkiske fællesskab, hvor hverken familierelationer, blodets bånd eller social arv er det egentligt afgørende. Det er blandt andet noget af det, Paulus så smukt siger, når han understreger, at der ikke er tale om mænd, kvinder, jøder eller grækere – men kun Kristi tilhængere. Det er for mig at se det helt store budskab i kristendommen, og som udelukkende findes der.”


”Protestantismen rummer også den fine pointe omkring, hvad ’forudbestemmelse’ virkelig betyder. For det betyder jo, at på en eller anden frygtindgydende måde er Gud måske ikke ond, men i hvert fald temmelig ligeglad, og det er der noget frisættende i. For det er jo, hvad Kristus betyder: at man ikke skal lede efter frelse i Gud, men at det forholder sig, som den franske forfatter og katolik Paul Claudel formulerede det: ’Kristendommens hemmelige budskab er ikke, at Gud vil hjælpe dig, men at Gud er impotent, afmægtig, uden vores hjælp’. Gud har brug for vores hjælp. Gud stoler på os, har tillid til os og er kun i live, hvis vi tror på ham. Og et sådant trosforhold ser vi altså kun i kristendommen. Når folk for eksempel siger til mig, at det kan man også finde i buddhismen, så siger jeg: Skråt op – så vis mig det!”


Men jeg køber ikke denne idé om, at vi i Vesten kun kan reddes af en østlig tænkning. Af det orientale. Og at buddhismen er ikkevoldelig, som en modsætning til islam.

”Se bare på Sri Lanka, Bhutan og Thailand. Også i Japans historie spillede zenbuddhismen en rolle som ideologisk fundament for landets krigsførelse. Så jeg køber ikke den med, at islam er voldelig, og buddhisme ikke er. Det passer ikke. Forkast ideen om, at vi i Vesten kun kan reddes af østlig tænkning. Og det er i den forbindelse, at vi skal genfinde kristendommen og dens styrke. Men vel at mærke i en korrigeret version i forhold til den officielle udlægning, som nogle statsledere benytter. For eksempel Ungarns premierminister, Viktor Orbán, der hævder, at landet har brug for et kristent demokrati, samtidig med at hans familieværdier og politik over for flygtninge og immigranter er totalt ukristelig. Han er ikke en sand kristen. Jeg siger ikke, at det er uproblematisk med flygtninge og immigranter. Jeg idealiserer dem ikke. Men jeg forsøger at huske på en smuk tekst fra Det Gamle Testamente, hvor der står, at vi skal behandle flygtninge ordentligt – og altid huske på at vi også selv engang var flygtninge.”


Hos Žižek betyder denne betoning af gentagelsen hos Kierkegaard, at kristendommen påbyder os ”at genopfinde os selv på ny i ét og alt,” som han skriver i Om troen med reference til Kierkegaards pointer om gentagelsen.


Zygmunt Bauman

Baumans tænkning tager altid udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske; hvordan vi både kan præge og bliver præget af det samfund, vi lever i. Hvor vi er forbundet af en helt grundlæggende etisk præmis: at vi alle er medmennesker for hinanden, selvom det til tider kan være endda meget svært at se, at vi lever op til denne.


”Så jeg besluttede mig for at kigge nærmere på, hvad det er, der sker i disse år. Hvor folk, der kommer hertil, efter at de er flygtet fra krigens vold og brutalitet, bestemt ikke bliver mødt med åbne arme, men i stedet spreder frygt hos de nationale befolkninger i Europa. Hvor den almindelige anfægtelse over at se folk på flugt, mennesker, der drukner, og overfyldte flygtningelejre, er væk, og spørgsmålet om etik derfor også rejser sig,”


Hvor der før var utopister med forestillinger om en bedre fremtid, er Utopia i dag afløst af Retropia, hvor man gør sig forestillinger om en bedre fortid og ønsker sig tilbage. Det ser man for eksempel meget tydeligt i den politiske retorik i dag.


I sin bog fra 2016 skriver Zygmunt Bauman blandt andet, at ”menneskeheden er i krise – og der er ingen anden udgang på krisen end menneskelig solidaritet”.
Men i en tid, hvor individet føler sig truet på sin egen overlevelse og eksistens, har medmenneskeligheden, solidariteten og moralen svære kår.


”Det moralske menneske er et menneske, der altid er hjemsøgt af bevidstheden om, at det ikke er moralsk nok.”



Mario Vargas Llosa

”Vi ser desværre en renæssance for populismen og nationalismen. Disse fænomener er sygdomme i det demokratiske system, men er praktisk taget alle vegne nu. Det er meget bekymrende for eksempelvis den demokratiske proces i tredjeverdenslande, hvor korruptionen er udbredt. Kommunismen er forsvundet, og demokratiet har sejret, men desværre nu i en populistisk variant.”


Problemet er, at vi kan ødelægge den fortsatte styrkelse af Europa, det mest ambitiøse og positive projekt i verden. Det er meget vigtigt, at den vestlige verden er til stede i fremtiden. Verden kan ikke undvære os, for vi må aldrig glemme, at det er et privilegium for os at leve med frihed og lighed. De fleste lande i verden har aldrig oplevet så stor frihed, så ekspansionen af europæiske idéer må fortsætte.


Når borgere stopper med at læse, trues demokratiet. Hvis et demokrati skal være ægte, og borgerne skal deltage i det, er idéer og bøger essentielle. Billeder, derimod, skaber en overfladisk kultur, som meget nemt kan manipuleres af ondsindede kræfter.


”Jeg er ikke religiøs, men der er meget godt at sige om religionen. Til trods for at de værste krige har været religionskrige, må man i balancens navn sige, at religionen har været til langt større gavn end det modsatte. Utallige mennesker, som ellers ville have været desperate, har hentet trøst her. Men det vigtige er, at religionen ikke får forrang i et samfund. Man skal acceptere alle religioner, men ingen skal kunne tage magten. Det er inkompatibelt med demokrati.”



Charles Taylor

Mennesket selv er i moderniteten blevet det endelige referencepunkt på godt og på ondt.


Den sande Gud er i ofret, ikke i forfølgerne.


”Vi kan behandle hinanden som mennesker og arbejde sammen og løse problemer sammen. Uden at være nødt til at ofre nogen.”


Finn Skårderud

...”at det, mange af de unge, jeg møder, derimod mangler, er en oplevelse af retning eller mening. Vi savner også ro og overblik i en kompleks verden, hvor det mest stabile, man kan få øje på, er, at alting ændrer sig hele tiden.”


”Ideen om, at mennesket har en sjæl, afløses i den moderne og naturvidenskabeligt orienterede verden, som Freud befinder sig i, af det nye begreb ’sindet’. Et meget medicinsk udtryk, der fører til ord som ’sindslidelser’, som vi kan behandle, udtænke manualer og retningslinjer for. Men dermed åbner vi også for et nyt menneskesyn, hvor tingsliggørelsen sniger sig ind. Og den passer fint ind i den omsiggribende markedstænkning, der egentlig var forbeholdt det private erhvervsliv, men som langsomt internaliseres og med sin konkurrencelogik groft sagt gør os til varer og livet på en måde til en børs. Hvor alt bliver målt og vejet, og hvor der handles med social anerkendelse, selvværd, overskud og underskud. Hvor vi sætter pris på os selv og hinanden, og hvor vi diagnosticerer ’afvigelser’ i stedet for at være interesserede i dem. Rummet for normalitet bliver på den måde også trangere. På trods af vores idé om, at modernitet og frihed ’til at skabe sig selv’ ellers hænger sammen.”


Man kan også kalde sjælen eller det refleksive rum for nysgerrighed, undren, spiritualitet eller religiøsitet. Det er ikke så afgørende for mig, for det handler om det samme: at der findes et rum uden for den rigide instrumentelle fornuft.


David Grossman

”Jeg tænker på døden hver time af dagen. Den intensiverer mit liv. Døden bliver mere og mere konkret for mig, for jeg bliver ældre, og så bliver den mindre abstrakt. Døden sker! Det er ikke længere bare noget, man siger, men er virkelighed. Jeg skriver som en vanvittig for at nå det, jeg vil. Og jeg lever mere intenst – jeg vil mere ind i livet nu, hvor det snart er slut.”


’Tal altid sammen’. Samtale er massage af den modvillige sjæl.


At være i live er at udsætte sig selv for nuancer. Ikke at gemme sig bag klichéer.


Axel Honneth

”Faktisk vil jeg sige, at vi har en moralsk pligt til ikke at opgive håbet. Vi har ikke andre muligheder end at fortsætte.”