Jakobs historier

Pibekraver

Josef og hans brødre

24. maj 2020

Thomas Mann: Jakobs historier

Som jeg har skrevet i forbindelse med min læsning af Marcel Proust, at jeg ikke kan få de resterende 5 bind som e-bog, så har jeg måttet skifte min aften- og natlæsning ud med Thomas Mann. Det er slet ikke noget dårligt bytte. Det er også langsom læsning. Det meste af tiden.


"...netop den vanskelighed, at alle har en far og at ingen ting er født af sig selv, årsag til sig selv, men alt er frembragt og viser tilbage, dybere ned i fortidsbrøndens begyndelsesgrunde, grunde og afgrunde." - sådan tænker Josef. Så det er den store litteratur det handler om, erindringens historier. Men det mest fantastiske som jeg har oplevet ved at læse Jakobs historier er fortællingen om velsignelsen. Den der er velsignet kan rejse med mod og med udholdenhed og stædighed, for det vil ende godt. Der er kernefortællingen om Jakob. Han kan ikke slippe tanken om velsignelsen - selv midt i den største sorg, da han mister Rakel. "Han havde reddet sit liv, sit kostbare forjættelsesliv, for Gud og fremtiden – hvad vejede imod det vel guld og karneol? Det var livet, det hele kom an på her". Man skal have tillid til sin lykke. Og ikke som Laban være på kant med den og derfor vælger at forhandle med underverdenen, forretningslivets love. At være velsignelsesløs er ikke holdbart.  Her kommet et længere citat, som resumerer det hele ganske godt:


"Guds pagt med den i Abram, vandreren, virksomme menneskeånd var en pagt, hvis hovedformål var gensidig helliggørelse, en pagt, hvori menneskelig og guddommelig trang er sammenfiltret i en sådan grad, at det næppe er til at sige, fra hvilken side, den guddommelige eller den menneskelige, den første tilskyndelse til en sådan samvirken er udgået, men i alt fald en pagt, i hvis oprettelse det ligger, at Guds helliggørelse og menneskets er en dobbeltproces og inderligt ’i pagt’ med hinanden. Hvad, har man lov at spørge, skulle man vel ellers med en pagt? Guds befaling til mennesket: „Vær hellig, som jeg er!“ har allerede Guds helliggørelse i mennesket til forudsætning. Den betyder egentlig: „Lad mig blive hellig i dig, og vær det så også som jeg!“ Med andre ord: Guds lutring fra mørk lumskhed til hellighed indbefatter, tilbagevirkende, menneskets, hvori den fuldbyrdes efter Guds indtrængende ønske."


Der er en tanke om lighed og samme styrke mellem Gud og menneske. Det er ikke underkastelse, men følgeskab, måske nok mest efterfølgelse. Det er en valgskæbne. Det er den skæbne Jakob får, da han får velsignelsen. Det er den der lader ham tyde sit liv i velsignelsens lys. Men han skal gøre den til sin egen. Og alt kommer til at gå godt. Selv snyderiet går i velsignelsens vej. Det bliver et følgeskab, hvor Gud og Jakob er i en evig samtale og en evig skelnen. Det ord bruger Jakob da han ved bryllupsnatten - den første - vil kunne se Rakel bedre: "Gud er skelnen! Derfor løfter jeg nu dit slør, elskede, så jeg kan se dig med seende hænder". 


Jakob lever hver dag for sig i tillid til at han en dag vil nå sit mål:

"Femogtyve år – og de gik for Jakob som en drøm, som livet forløber for den levende, der attrår og vinder, venter og skuffes eller når sit mål, sammensat af dage, han ikke tæller, og som hver bringer sit, som tilbagelægges én for én, i venten og stræben, i tålmodighed og utålmodighed, og smelter sammen til større enheder, til måneder, år og årrækker, hvoraf til sidst hver enkelt er som én dag. Det er omstridt, hvad der bedst og hurtigst fordriver tiden: ensformighed eller inddelende afveksling. I tidsfordriv ender det i hvert fald. Det levende stræber fremad, det stræber efter at tilbagelægge tiden, det stræber i grunden efter døden, mens det tror at stræbe efter livets mål og vendepunkter. Og er end dets tid inddelt og opdelt i epoker, så er den dog på den anden side også ensformig netop som det menneskes tid, der forløber med hans jeg som stadig forudsætning, så at de kræfter, der er ham tjenlige ved tids- og livsfordriv – ensformighed og inddeling – begge til stadighed er virksomme på én gang."


"Jakob skulle vende rig hjem til Jizchaks hus, og det havde på én gang været en forjættelse og en befaling – det sidste, for så vidt som forjættelsen naturligvis ikke godt kan gå i opfyldelse uden menneskets medvirken. Skulle han gøre Guds, kongens, ord til løgn, forbryderisk gøre det til skamme ved sin egen ligegladhed og ved overdreven hensynsfuldhed mod en onkel, der dystert billigede alle erhvervslivets hårdheder uden nogensinde rigtig at have forstået at drage fordel af dem for sig selv? Jakob var ikke engang fristet til at gøre sig skyldig i en sådan fejl."


Jakob var en ventende elskende, skriver Mann. Han er så tænksom eller bliver det når han gennemskriver Jakobs historier. Et sted siger han: For uden skyld og lidenskab ville intet komme af stede. Det er godt!


Og når det værste sker, som da Rakel dør, skriver han:

„Herre, hvad gør du?!“

I sådanne tilfælde følger intet svar. Men det er menneskesjælens storhed, at den ikke ved denne tavshed kommer til at tvivle på Gud, men formår at fatte det ubegribeliges majestæt og vokse ved den."

En vidunderlig bog!