Pibekraver og Boglog

Her er der en liste over læste bøger i 2018

efter læst rækkefølge2018

efter forfatterens fornavn

efter romanens titel

December 2018

Johan Harstad: Max, Mischa og Tetoffensiven

Det var fantastisk at være på rejse gennem aldre og kontinenter og indentiteter, men jeg blev undervejs frustreret over så lang en bog. 1070 sider tror jeg den er. Der er så mange digressioner og ting der er taget fra kunstkataloger, nettet og meget andet. Jeg skal jo videre til den næste bog. Jeg har ikke ubegrænset tid. Det kunne Johan Harstad godt lige overveje, men selvfølgelig er det en tosset indvending mod bogen. Jeg lærte også noget af digressionerne. Alligevel var jeg bange for den næste. Hvor lang ville den blive. De kommer i en lind strøm. Jeg ville gerne tilbage til handlingen, udviklingen af bogens person(er). Heldigvis er sproget godt hele vejen igennem. Hvordan han holde stilen på så mange sider, er imponerende. Så jo jeg var glad for at læse ham. "Morgenvejret? Det er kun sådan, for at vi skal holde ud endnu en dag. Det samme kan man forestille sig med morgenlyset. Gud må være i reklamebranchen, eller i det mindste være uddannet scenograf. Svært at forestille sig andet. Det meste ser bedre ud om morgenen. Undtagen mennesket. Mennesket tager sig helt klart bedst ud om aftenen. Først i buldrende mørke viser det sit sande ansigt." Det står i indledningen. Det er programmet. Det er en eksistensundersøgelse. Hvordan bliver vi dem, vi bliver. Det er et kæmpeprojekt. Og det er ikke mindst Amerika det handler om. Det er fint at være helt ind i historien. "USA er et land for de hjemløse. Det er derfor, jeg skriver dette. Før vi forsvinder helt for hinanden og forvandles til noget, vi ikke tidligere var, uden de tråde, der engang bandt os sammen." At være et være et menneske er et fuldtidsjob, siger han et sted. På den måde er den sitrende af liv. Lige pånær når vi er ude i de lange digressioner. Nogle enkle vendinger og ord samler jeg på: Medlidenhedstræthed. Limen i denne familie var ved at udvikle sig til en reklamationssag. Og her: "Hver dag er en ny mulighed for at føre regnskab med sine tab, nederlag." "...mens dagen endnu var i originalemballagen så at sige." Især da hovedpersonens onkel dør er der nogle meget rørende afsnit: "Han har uklare fantasier om det hinsides, det er ikke noget dårligt sted. Med søvn af en kvalitet alle levende vil misunde ham. Han grubler også over det øjeblik, hvor han går bort ... hvor han knap hører nevøens stemme og ikke længere er bange, men giver slip og lettet ånder ud. Og tager af sted. Det behøver ikke være svært." Det er en lang bog. Men også god.

December 2018

Jens Christian Grøndahl: Europa er ikke et sted

Noget af det som varmede mig mest da jeg læste bogen var det her af PH:

"Man varmes ved de små tings sammenspil,

og man har lyst til det, den anden vil,

så man stilfærdigt si’r de store ting,

og deler bord og seng.

Almindeligt, ganske almindeligt,

og varsomt, og stille og smukt.

Fornemme, at man hører hjemme,

et sted ved den grå viadukt.

Det kommer åbenbart med alderen. I dag har også jeg et blødt punkt for de små tings sammenspil, kærlighedens hverdag. Jeg har uden at lægge så meget mærke til det lært, at det vigtige ikke er at være noget særligt. Det vigtige er jo bare at være, sådan helt anonymt og tilforladeligt." Det kan jeg selv så godt lide. Det rører mig og det minder mig om Klaus Rifbjerg, det almindeliges profet, som han et sted kalder sig selv. Almindeligt, ganske almindeligt. Eller Halfdan Rasmussen. Kunne alle de der har lyst til store krige bare nøjes med almindelig selleri og pastinak. Grøndahl skriver så nænsomt om efterkrigsgenerationen, halvtredserne og tresserne. "Jeg giver mig selv en opgave her. Det kunne være en leg, en af de udfordringer, man giver hinanden for sjov. Hvis du skal beskrive det, du taler om, med ét eneste ord, hvad skulle det så være? Jeg tror, det må blive værdighed." Det liv der kom ud af arbejderbevægelsens kampe og demokratiet. "Værdighedens ramme er et hjem som det, jeg beskriver. En urørlighedszone omkring det intime liv, hvor der for en arbejderfamilie i generationen før havde været oplevelsen af at friste tilværelsen på en yderlig gesims. Man havde måttet leve i frygten for at falde ned til rotterne, og det er almindelig visdom, at frygt avler had." Sådan skriver han og jeg tænker på alt det vi gør ved dem der sidder yderst i dag. Ikke mindst dem som regeringen nu vil isolere på en ø. Det skal jo ende både i gru og i had. Så får jeg bogen igennem en slags genopdagelse af striden mellem Camus og Sartre, mellem den hjertelige humanisme og det kolde og beregnende i Sartres ideologi. "Få år senere er Frankrig i åben krig mod borgerne i kolonien Algeriet, Camus’ hjemland. Han tilhører les pieds-noirs, et småborgerskab af hvide franskmænd født i Nordafrika, og han er i klemme. Han sympatiserer med oprørerne, de svage, men tager afstand fra terror, hvad enten volden er fremprovokeret af kolonistyrets tiltagende brutalitet eller omvendt. Han prøver forgæves at bruge sin offentlige position til at mægle og står stadig mere alene. Venstrefløjen foragter ham for ikke at tage entydigt stilling til fordel for de undertrykte, mod imperialismen, og det kulminerer under pressekonferencen i Stockholm, da Camus har fået Nobelprisen og bliver spurgt om borgerkrigen. Han svarer, at han elsker retfærdigheden, men hvis han skal vælge mellem retfærdigheden og sin mor, så vælger han sin mor." Det er dilemmaet. Grøndahl brugte selvsamme argument sidste weekend i et essay i Altinget.dk. En mor i Frankrig midt i de gule vestes protester vælger sine døtres fremtid før isbjørnes liv. Grøndahl arbejder bogen igennem med kunstnerens ansvar. Hvordan begrundes den? Og så er vi lige pludselig og igen til middag hos Karen Blixen på Rungstedlund. Hun har en besøgende og de sidder og spiser. Det er Ole Wivel. Som Grøndahl også spiser sammen med på Brøndums hotel i Skagen. Det måltid kommer igen og igen. Det er forskellen mellem Blixen og Wivel Grøndahl vil have fat i. Blixen vil ikke moralen. Den slår kunsten ihjel. Hun er dionysisk, mens Wivel er apollinsk og kristen og vil sandheden, den moralske, også selvom han kan tage fejl (som han jo gjorde i sine unge år). Det er bare godt at få tingene ind i en sammenhæng. Men det er tydeligt at Grøndahl har en pessimisme. Det er svært at se, hvordan tingene skal løse sig. Og så kommer det: "Jeg tror, at det bliver kvinderne, der kommer til at afgøre sagen, ikke på én gang, men efterhånden." Det kan meget vel være at han har ret i det. Han konkluderer: "Europa er ikke et sted, men mange steder, og det er navnet på en gammel længsel efter endelig at bryde op." Jeg har rigtig mange understregninger i bogen som jeg vil vende tilbage til igen og igen. Det var godt selskab. Tak for det, Grøndahl.

December 2018

Jens Christian Grøndahl: Europas ambassade

En af Grøndahls konklusioner efter sin tur til Lampedusa og efter gode samtaler med mennesker på øen dér og med folk i Rom er: "Kun livet er helligt i modernitetens demokratiske civilisation, det enkelte menneskeliv, alt andet kan diskuteres. Snarere end at give anledning til fremmedgørelse mellem muslimer og ikke-muslimer bør terrortruslen få os til at indse det mest elementære fællesskab af alle. Og verdsligheden er dét fællesskabs ramme. Den moderne, anonyme by med dens flygtige hverdag, hvor vi krydser hinandens spor og i fællesskab tegner et foranderligt mønster af levede liv." Modstræbende tror jeg han har ret. Modstræbende fordi det er så trygt at høre kirkeklokken morgen og aften her i landsbyen hvor jeg bor. Det homogene samfund. Men verden bevæger sig. Det har den altid gjort. Mennesker bevæger sig. Kulturer støder ikke sammen, siger en af dem, som Grøndahl taler med. De blander sig med hinanden. Og det kan de gøre i verdsligheden. Men det kræver altså meget af verdsligheden. Og hvilken sikkerhed er der for at det enkeltes menneskeliv holdes helligt? Det er det store spørgsmål i en tid, hvor selv dybt kulturelle mennesker taler om at alle konventioner kan afskaffes eller ændres. På Lampedusa som altså ligger nærmere den nordafrikanske kyst end Italien, taler han med mennesker, der som fiskere fra Skagen til Lampedusa har en viden, der er vigtig. „Hvis du sidder i en båd, og nogen rækker hånden op af vandet og beder om hjælp, kan du svare på to måder,“ fortsatte han. „Du kan sige, at i næste måned starter vi et svømmekursus, eller du kan trække vedkommende op – og så starte det kursus. Men man kan ikke rangdele menneskers grunde til at sætte sig i bevægelse og sige: Du dér, ja, og dig dér, nej.“ Han så på mig gennem solbrillerne: „Siamo gente di mare ...“ Senere fandt jeg ud af, at det også er den italienske betegnelse for besætningen på et skib, „havets folk“. Han forklarede: Folk, der lever på havet, er vant til at hjælpe nødstedte uden at spørge, hvor de kommer fra. Det er ikke bare deres pligt ifølge havets lov, det er en del af deres mentalitet. Lampedusas præst siger i en samtale med Grøndahl: "Når tiden og historien stod over rum og steder, blev det i længden uholdbart at sige til den fremmede, at det her sted er vores, her må du ikke være!" Hvis rummet er underlagt tiden, må ejerskabet til et bestemt sted være lige så tidsbestemt, og i så fald er enhver nationalisme illusorisk med sine forestillinger om folk og rødder. Ingen kan eje et sted når vi lever i historien, for med tiden ændrer alting sig. Det er ethvert menneskes ret at kunne bevæge sig på kloden. At søge efter bedre græsmarker til sine dyr. Det er bemærkelsesværdigt at få at vide, at der var 14 millioner italienere som emigrerede fra slutningen af 1800-tallet om frem til 1. verdenskrig. Verden bevæger sig hele tiden. Og gentager sig. "En immigrant skrev hjem: „Hvis Amerika ignorerer os, ignorerer vi også Amerika, og for at overleve vender vi tilbage til skik og brug i det land, vi forlod.“ Man kan ikke lade være med at tænke på nutidens ghettoer og parallelsamfund. De italienske indvandrere blev anset for at være uduelige og beskidte og have let til kniven. Fordommene holdt sig helt frem til præsident Nixon, der engang udtalte, at det ikke var til at opdrive en ærlig italiener." At læse sådan noget sætter det hele i perspektiv. Og så er der bare fine iagttagelser af os i den del af verden, der efter mange års besværligheder virkelig har opnået rigdom, som vi så bestemt ikke mener skal deles med andre. Han skriver:"Europa agerer som en dinosaurus med en forsvindende lille hjerne til at koordinere sit enorme korpus og give sine bevægelser retning. Den træge forbindelse mellem hoved og krop er udfordringen over dem alle. Et flertal af danskerne – og mange andre europæere – opfatter suverænitetsafgivelsen i det europæiske samarbejde som en af globaliseringens invasive trusler. Man mener tilsyneladende, at indflydelsen kun går i én retning, fra verden til gadekæret, og ikke den modsatte vej. Man taler om, at unionen er forblevet „eliternes projekt“, og det kan måske nok forklare handlingslammelsen, men det kan ikke forklare frygten. Hvad er det, vi er så bange for? Er det at afgive noget af vores rigdom?" Det handler om at vælge åbenheden over for lukketheden, empatien over for frygten. Grøndahl gør opmærksom på, at italienerne har en anderledes tilgang til det sociale ansvar. Hos os er det velfærdssamfundet der står for medmenneskelighed. Den er så at sige udliciteret til det offentlige. Sådan er det ikke i Italien. Det betyder ikke at enhver er sig selv nærmest, men at enhver er sin familie nærmest. Og det engagement betyder noget, når der kommer flygtninge. Så har Grøndahl et godt kapitel om terroren. Han skriver: " Terroren har ingen religion, den er en dødskult, et anslag mod livet selv, og derfor er svaret heller ikke at stille den ene religion op over for den anden." Han citerer den algierske forfatter Kamel Daoud for noget, der er meget oplysende synes jeg: "Daoud analyserer, hvad han ser som islams gordiske knude: forholdet til kvinden, som den traditionelle kultur skiftevis besidder, tilslører, spærrer inde eller ligefrem dræber. Kvinden står for fantasi, frihed, livslyst og det begær, der er livets forudsætning, og det er alt sammen ifølge Daoud en trussel. „Islamisten elsker ikke livet,“ skriver han. For islamisten er livet her på jorden et nødvendigt onde, mens han venter på at komme i himlen. „Livet er et produkt af ulydighed, og ulydigheden er et produkt af kvinden … Fordi kvinden giver liv, og fordi livet er spild af tid, bliver kvinden ensbetydende med sjælelig fortabelse. Kvinden gør islamisten ængstelig, fordi hun minder ham om sin krop og om hans egen.“ Det synes jeg kaster lys på noget af det jeg ikke forstår ved islam. Han siger også almindelige sandheder, som er gode at huske, Grøndahl: "Hvad hjælper det at have selvtillid og være god til at sige sin mening, hvis man ingenting ved?"

November 2018

Jens Christian Grøndahl: Hjemme i Europa

Jeg vidste godt, jeg ville blive glad for at læse den. Alligevel tog det lidt tid inden jeg kom i gang. Men nu fortsætter jeg med de to næste om livet i Europa. Det mest fantastiske er selve ideen. Hjemme er vi ikke alene på grund af et sted eller en tid, men også og især på grund af dem vi er forbundne med. Grøndahl gennemfører det i sin roman. Især i fortællingerne om moderen og afskeden med hende. Det er så fint. Så hele gennemgangen af at være hjemme i Europa begynder og slutter med moderen samtidig med at han skriver i Rom og er over hele Europa i sine tanker. Dog er han usynligt, men mærkbart forbundet med sit udsyn til sin mor som det grundlæggende. Og hvor jeg godt kan lide det han skriver. Jeg lærer så meget af det. Om hvorfor vi føler os hjemme her, hvor vi har Homér og en kristendom, hvor Gud bliver menneske. De romerske skulpturer i granit af menneskets krop, hver enkelt lille detalje, kinden, nakken, vristen, viste vejen. Vi skal alle opstå. Fordi mennesket er det hele værd. Menneskelivet. Det er det, der er helligt. Julens enkle budskab. Barnets fødsel. Vi skal vide at det er hele vores indsats værd. Det evige liv begynder med fødslen. Med dagligdagen. Og arbejdet. Og det er grundlaget for alting i vores del af verden. Men vi kan ikke skrive det ind i nogen grundlov. Der skal være frihed i det offentlige rum.

Her kommer nogle af de første citater omkring Grøndahls mor og afskeden med hende:

"Man kommer ikke fra et sted, man kommer fra en tid og et sted, og især kommer man fra det sted, hvor man på bestemte tidspunkter har følt, at en voldsom længsel blev indfriet."

"Hendes efterladte. Der er et perspektiv i ordet, nej, der er to. Der er vores blik på hende, på den plads i vores liv, der står tom, og som vi illuminerer så længe, vi kan, med hendes efterladte billeder. Men der er også hendes blik på os (Min kursivering). Man behøver ikke tro på kødets opstandelse for at erkende virkeligheden i den dødes synsvinkel. Man bærer rundt på den med en vis følelse af ansvar, men også med en anden følelse, som man på skift forbinder med ord som ømhed, taknemmelighed eller mening. Man behøver ikke tro på et liv efter døden for at have på fornemmelsen, at de døde betragter os. Man behøver ikke have så travlt med at forklare, hvordan der naturligvis er tale om, hvad psykologerne vil kalde en projicering. Et imaginært spejlingsfænomen, hvorved man i tankerne forestiller sig, hvordan man ville tage sig ud i den afdødes øjne, hvis vedkommende ikke vitterligt var fuldkommen død og borte. Komplet og totalt fraværende, ikke til stede, tilintetgjort. Det behøver man ikke. Man kan nemlig også sige til sig selv og til enhver, som det interesserer, at man uden den dødes ikke-blik på en vis måde heller ikke selv ville være der helt. Som om min mor, hvis hun ikke havde efterladt sig dette imaginære blik i mig, i stedet ville have taget en bid af mit nærvær med sig i graven. Vi er stadig forbundne, selv efter døden. Jeg tænker ikke så meget på, hvad hun ville have sagt eller ment om, hvad vi går og foretager os. Det er heller ikke hendes dom, jeg forestiller mig, bortset fra at domme lå uden for hendes repertoire, så meget selverkendelse havde hun dog. Det er ganske enkelt hendes blik. Uden tanken om det ville jeg føle, at jeg selv var død en lille smule."

"Vàclav Havel skulle have sagt, kort før han døde. Håb, sagde han, var ikke et spørgsmål om, hvorvidt noget ville gå godt eller lykkes i det lange løb. Håb handlede om, hvorvidt det ville have givet mening."

Det her følgende citat er jeg så glad for. Det kan jeg slet ikke selv finde ud af at skrive, men jeg kan forstå det: "Måske har han slet ikke levet, Homer. Eller han har, men var bare den, der skrev de mundtlige overleveringer ned. Egentlig er det lige meget, så længe efter. Det er som med Jesus. Uanset om man tror på, at han er Guds søn, uanset om man tror, at han var en historisk person, så lever han i kristendommens tekster og den betydning, generation efter generation har tillagt dem. Man behøver ikke tro for at være under indflydelse af den fornuftsstridige forestilling, at Gud blev menneske. Og i den europæiske kanon er Homer, fiktiv eller virkelig, en af litteraturens founding fathers. Det er som med Bibelen, man er præget, selv om man hverken har læst Iliaden eller Odysseen. Kristendommen vil altid have mere at sige om mig, end jeg har at sige om den (min kursivering), og noget lignende gælder i svækket form den antikke tankeverden, som Homers røverhistorier er udsprunget af."

Det kan godt være at det ikke er noget jeg tænker på hver dag, men det ligger allligevel bagved, når Grøndahl skriver: "Det går også op for mig, at jeg på en mærkelig måde, en glemt måde, er hjemme her. Det kan aldrig blive den samme oplevelse at læse Mahabharata. En gud med elefanthoved vil aldrig inspirere mig til at føle den samme fortrolighed, som jeg føler over for Athene, Zeus’ datter, der som en opmuntrende veninde våger over Odysseus på hans færd."

Det er de store træk i idehistorien er der på færde. Jeg kan lide det. F.eks.: "Ånden, der ikke vil slippe kroppen. Det åndfulde i de gamle billedhuggeres omsorg for den smukke menneskrops detaljer, en lægs bølgende muskulatur, en kinds og en nakkes komplementære buer. Egentlig er det paradoksalt i betragtning af, hvordan Platon kom til at mærke al vestlig filosofi med sin skelnen mellem krop og sjæl, materie og begreber, kontingens og sandhed. Men hvor den indiske tænkning har insisteret på forsagelsen af det kødelige som vej til oplysning og fred, har vi i Europa aldrig kunnet formå os selv til at afslutte vores lidenskabelige mellemværende mellem ånd og sanser. Er det ikke den samme tanke, der går igen i kristendommens forestilling om, at Gud blev menneske, og læren om kødets opstandelse?"

Om det at læse litteratur siger Grøndahl: "Man er ikke bare sin historie, man er også de bøger, man har læst, og man er for altid knyttet til det imaginære sted, som er læsningens, hvorfra man kunne se sig selv udefra og indefra på samme tid. Se sig selv i forhold til andre, se sin tid og sit sted i forhold til andre tider og steder." Jeg giver ham fuldstændig ret.

En vidunderlige morsomhed kommer han med her: "den lille grundtvigianske nationalstat, som historikeren Uffe Østergaard har sammenlignet med en firlænget bondegård: enormt åben – indadtil".

Om de store linjer siger han: "Vi er selv vores tænknings grænse. Vores samtid og vores alder, vores personlighed, temperament og nedarvede kultur."

Og så vender han tilbage til sin mor. Det her vil jeg bruge: "Det bedste ved hende, var det ikke viljen til alt dét uden for hende selv, som hun rakte ud efter? Er det ikke det bedste ved enhver?"

En trøst til mig selv læser jeg i de her ord. Også om hans mor: "Hun levede for sit arbejde, og nogle mennesker lægger det bedste af sig selv dér."

November 2018

Don DeLillo: Hvid støj

Jeg har aldrig fået læst noget af Don DeLillo. Det var på tide. Og jeg er så glad for at læse ham. Det er bare helt vildt og overraskende. Jeg vil straks købe flere af hans bøger. De er  eksistentielle og intellektuelle. Allerede på tredje side står der sådan her: "Der er en motorvej for enden af baghaven nu, et godt stykke under os, og om aftenen når vi lægger os i vores messingseng, skyller den spredte trafik forbi, en fjern og støt mumlen der omgiver vores søvn, som døde sjæle der pludrer i udkanten af en drøm." Det er en sammenbragt familie med mange børn, kloge børn. Det hedder om hovedpersonen Jack og Babette: "Babette og jeg taler sammen i køkkenet. Køkkenet og soveværelset er de vigtigste værelser her, kraftens tilholdssted, kilden. Hun og jeg ligner hinanden på det punkt, vi betragter resten af huset som oplagringsplads for møbler, legetøj, alle de ubrugte ting fra tidligere ægteskaber og forskellige hold børn, gaver fra tidligere svigerforældre, aflagte sager og gammelt skrammel. Ting, kasser. Hvorfor føles disse ejendele som en så sørgmodig byrde? Der knytter sig noget mørkt til dem, bange anelser. De gør mig agtpågivende, ikke over for personlig fiasko og nederlag, men over for noget mere generelt, noget af større rækkevidde og indhold." Sådan noget er godt at læse. Der er noget der er usigeligt større, som vi kan være bange for. Døden. Den er omdrejningspunktet for det meste af det der foregår i romanen. Det er meget en mandebog om at være mennesker i de brølende 80'ere. Jack siger: "Det er også ironisk at det i sidste ende ikke er kvinders kroppe jeg længes efter, men deres sind. En kvindes sind. Den subtile inddeling i kamre og vældige ensrettede strøm, som et fysikeksperiment." Det er bare så rigtigt set fra mit sted. " Han siger: "Sommetider tænker jeg at vores kærlighed er uerfaren. Spørgsmålet om at dø bliver en klog påmindelse. Den kurerer os for vores uskyld over for fremtiden." Morsomt siger han: "Fjernsyn er bare et andet navn for adresseløse forsendelser." Og jeg går helt i stå når der så pludselig står følgende: "De dødes magt er at vi tror de ser os hele tiden. De døde er nærværende. Er der et energiplan som udelukkende består af de døde? De er også i jorden, naturligvis, hvor de sover og smuldrer hen. Måske er vi hvad de drømmer. Må dagene være formålsløse. Lad årstiderne veksle. Fremskynd ikke handlingen i overensstemmelse med en plan."Jack søn Heinrich er en vidunderlig gammelklog klog dreng der engang under en forureningskatastrofe hvor der er evakuerede hele familien: "»Det er som om vi er blevet kastet bagud i tiden,« sagde han. »Vi befinder os midt i stenalderen med vores viden om alle mulige store ting efter århundreders fremskridt, men hvad kan vi gøre for at gøre livet lettere for stenalderfolkene? Kan vi lave et køleskab? Kan vi overhovedet forklare hvordan det fungerer? Hvad er elektricitet? Hvad er lys? Vi oplever disse ting hver eneste dag i vores liv, men hvad nytter det hvis vi bliver slynget bagud i tiden og ikke engang kan fortælle folk om de grundlæggende principper, for slet ikke at tale om rent faktisk at lave noget som ville forbedre vilkårene. Nævn én ting du kunne lave. Kunne du lave en simpel tændstik som du kunne stryge mod en klippe for at frembringe en flamme? Vi tror vi er så betydningsfulde og moderne. Månelandinger, kunstige hjerter. Men hvad nu hvis du blev slynget ind i en tidsforskydning og stod ansigt til ansigt med de gamle grækere. Grækerne opfandt trigonometri. De foretog obduktioner og dissektioner. Hvad kunne du fortælle en gammel græker som ikke ville få ham til at sige: ‘Og hva’ så.’ Kunne du fortælle ham om atomet? Atom er et græsk ord. Grækerne vidste at de vigtigste begivenheder i universet ikke kan ses med menneskers øjne. Det er bølger, det er stråler, det er partikler.« Det tænker jeg tit selv. Den dag hvor katastrofen melder sig. Hvad kan vi så overhovedet finde på at lave? Hvad kan vi reparere? En elmotor? Noget som helst? Jacks sig noget klogt til sin ven: »Jeg ville gerne miste interessen for mig selv,« sagde jeg til Murray. »Er der nogen chance for at det sker?« Den handler i lange stræk om vores forhold til døden: »Jeg ved ikke hvad dit personlige forhold til dette stof er,« sagde hun, »men jeg tror det er forkert at miste sin fornemmelse for døden, ja selv sin angst for døden. Er døden ikke den grænse vi har brug for? Giver den ikke livet en værdifuld struktur, en følelse af bestemmelse? Man må spørge sig selv om noget af det man gør i dette liv ville have skønhed og mening uden ens viden om en slutstreg, en kant eller grænse.«  Sådan en samtale:

»Angst er selverkendelse hævet til et højere niveau.«

»Det stemmer, Jack.«

»Og døden?« sagde jeg.

»Jeg, jeg, jeg. Hvis døden kan opfattes som mindre mærkelig og uforbundet, vil ens følelse af jeget i forhold til døden blive mindre, og det samme vil ens angst.«

»Hvad gør jeg for at gøre døden mindre mærkelig? Hvordan bærer jeg mig ad med det?«

»Jeg ved det ikke.«

»Udfordrer jeg døden ved at køre hurtigt i svingene? Skal jeg bestige bjerge i weekenderne?«

»Jeg ved det ikke,« sagde hun. »Jeg ville ønske jeg vidste det.« Det er en super roman.

Mere af Don DeLillo.

November 2018

Yan Lianke: De fire bøger

Jeg læste tidligere på året "Lenins kys". Det var en stor fornøjelse. Den var satirisk og fyldt med sort humor, som den eneste måde at overleve systemets galskab på. Denne roman foregår også i Kina under Det Store Spring Fremad fra 1958 til 1960. Den store Danske skriver om eksperimentet: "Kampagnen blev ydermere gennemført med stor brutalitet, og det vurderes, at helt op til 45 mio. mennesker omkom som følge af Det Store Spring Fremad; folk blev myrdet, døde af sult, begik selvmord og blev arbejdet ihjel." Det indbefattede en totalt meningsløs dyrkning af jorden og en decentralisering af industrien med stålproduktion som første prioritet. Alle skulle aflevere træ og jern til stålproduktionen. Til sidst fandtes der hverken husgeråd af jern eller et eneste træ i naturen. Alt det er med i De fire bøger. Bare set fra Genopdragelseslejr zone 99. Her sidder 150 professorer, lektorer, skuespillere, forfattere. Alle de intellektuelle. Alle med briller. Det var dem, der skulle genopdrages. Det er en fantastisk og samtidig frygtelig bog at læse. Men det hele er skrevet - denne gang ikke i satirisk iklædning - men nærmest som en Bibelsk fortælling. Og det skete... De fire bøger er de fire evangelier. Hovedpersonerne er Humanisten, Forfatteren, Musikeren og Teologen. De fire evangelister. Hele romanen foregår i genopdragelseslejren, der ligger langs den gule flod langt udenfor beboelige områder, et sært ufrugtbart og urimeligt område, som jeg næsten kan se for mig. "Denne bog er dedikeret til den glemte historie og til dens millioner af intellektuelle, både afdøde og overlevende." Står der som indledning. Her er en ordveksling mellem Barnet og Teologen. Barnet er lejrlederen. En underlig skikkelse med en næsten almægtig magt. Det var ofte helt unge der ingen kultur eller erfaring havde, der stod i spidsen for genopdragelsen. Det var ganske barnligt med præmier: "Barnet kastede et blik på ham. „Jeg har stadig nogle bøger,“ sagde Teologen, „men jeg er ikke klar over, hvor mange blomster jeg kan få, hvis jeg giver dem til dig.“ „Det kommer an på, hvor tykke de er. En på to hundrede sider giver en lille blomst. En på over tusind sider belønnes med en mellemstor.“ Efter et øjebliks tavshed, sagde Teologen: „De bøger, jeg vil give dig, er langt vigtigere end nogen af de andres.“ „De bliver alligevel brændt,“ sagde Barnet. „Det er kun tykkelsen, der tæller. En tynd bog kan ikke holde gang i ilden.“" Fik en fange 125 blomster var han genopdraget! Men bøgerne blev ikke brændt. Barnet læser dem og bliver optaget af kristendommens fortælling. Jeg tror ikke det kan betale sig at tænke dybere over måden hvorpå det sker. Men barnet bliver både det modsatte af en Kristusfigur og en Kristusfigur. På samme tid. Undervejs gennem årene er der mange tildragelser som viser hvordan mennesker tilpasser sig undertrykkelse, taber dannelse. "Han gav sig selv endnu en lussing og bandede højt: „Din lort! Og du kalder dig selv for et dannet menneske?" - sådan må mange sige til sig selv undervejs. Det frygteligste afsnit er sultperioden: „Har I lædersko, så spis dem! Har i læderbælter, så spis dem! Men I må aldrig, aldrig nogensinde spise menneskekød!“ En sådan undertrykkelse og vilkårligt diktatur ender i død og uendelig lidelse og ødelæggelse, som beskrives fuldstændig suverænt til sidst i romanen. Det er en nødvendig bog om, hvor meget vi skal passe på demokratiet. 

November 2018

Ruth Ozeki: Tidens væsen

"Et øjeblik er en meget lille tidspartikel. Den er så lille, at ét døgn består af 6.400.099.980 øjeblikke." Det er et smukt regnestykke. En af de ting jeg ikke vidste og som forfatteren ved fra zenmester Dõgen. Ruth Ozeki er også zenbuddhistisk præst. Og det er tiden i buddhistisk tradition og i moderne kvanteteori der er omdrejningspunktet i denne enkle fortælling som foregår på mange planer. Undervejs tænkte jeg mest på den som en ungdomsbog. Men der er rørende og oprørende menneskelig viden og erfaring i den, som gør den god for en gammel mand også. Især Naos eget liv, og hendes fars og hendes onkels og hendes farmor, som er nonne på det sted, hvor tsunamien gik i land og skabte død og ødelæggelse. Det sted forbindes så at sige med flaskepost (og en krage og drømme og meget andet) til Ruth som er forfatteren, der læser den dagbog som ligger i flaskeposten. Og så tager alting fart. Og det er fint, men lidt mere koncentreret ville jeg godt have haft det. Men selve det med at vi er i forskellige tider og dog sammen og på flere steder samtidig synes jeg er så spændende. Så det køber jeg af interesse for sagen. Hele bogen er indrammet af À la recherche du temps perdu af Marcel Proust. (Som jeg endnu ikke har fået læst, men skal have læst). Mennesket er tidens væsen fordi "i sin essens er alting i universet intimt forbundet med hinanden som øjeblikke i tiden, kontinuerlige og dog adskilte". Dõgen siger: "Livet er flygtigt! Lad være med at spilde så meget som et eneste øjeblik af dit kostbare liv! Vågn op nu! Og nu! Og nu!" Jeg ved ikke om Ruth har en særlig vestlig udgave af buddhismen. Der er meget som virker lidt Gajolflap agtigt: At studere jeget er at glemme jeget. Men det er jo rigtig nok. At glemme jeget er at blive oplyst igennem altings enorme mylder, skriver hun også med reference til vestlig filosofi. Det var ikke spildtid at læse den.

November 2018

Jo Baker: Huset Longburn

Det er herligt at falde ned i sådan en bog. Det er underholdende og jeg ser så mange billeder på min indre skærm. Det er kælderudgaven af Jane Austens Stolthed og Fordum. Jo Baker er født i 73. Det kom bag på mig. Hun er en lærd forfatter. Austens roman har været hendes yndlingsroman. Hvert kapitel indledes med et citat fra den. Den følger den. Er samtidig med den. Men det er de usynlige i køkkenet og i vaskehuset der får ansigter og stemme i Huset Longbourn. Det er godt gjort. Det er en stor fornøjelse at læse. Det er et fint og sprog og jeg får også meget at vide som jeg ikke vidste. 

November 2018

Carl Frode Tiller: Begyndelser

Puh-ha det er godt nok en bog der går tæt på. Det er en eksistentiel oplevelse at læse den. Jeg har virkelig brugt den. Indvendig så at sige. Uden at det har været en fornøjelse, men nødvendig. Jeg har lyst til at læse den igen. Naturligvis var det Tiller, der skulle have haft Nordisk Råds Litteraturpris. Hans bog var også indstillet. Her er virkelig kød på. Og så er der noget af det mest vidunderlige, som jeg så godt kan lide at undersøge: hvordan alle tider i vores liv, alle situationer er samtidige på et tidspunkt. Når tiden er blevet fuldbyrdet så at sige. Et sted står der sådan her om det: "Tid og rum var egent­lig et og det sam­me, det var en struk­tur i uni­verset, og den­ne struk­tur hed rum­tid. Idé­en med rum­tid var at al­le øje­blikke som hav­de eks­iste­ret si­den uni­versets be­gyn­del­se, hav­de en be­stemt pla­ce­ring i tid og rum." og "Jeg luk­ke­de beg­ge øj­ne. Jeg vids­te ik­ke hvor­for, men tan­ken om at alt som hav­de eks­iste­ret, sta­dig eks­iste­rede, ba­re et an­det sted, fyld­te mig med en slags trøst". Romanens hovedperson dør i første kapitel. Og så går vi baglæns og hører historien om hvorfor han blev som han blev og hvorfor han tog sit eget liv. Hvordan han er blevet en operatør i sit eget liv. Hvordan han hele tiden må tænke på alle personers reaktioner og indrette sig efter dem. Han er aldrig bare sig selv. Selv når han er sig selv føler han igen og igen at der står nogen bag ham. Han spiller en rolle, hvor han hele tiden skal forholde sig til andre og til at alting kan gå galt. Det lærte han med en psykotisk mor. Men han er også blevet grum. Men det mest utrolige er hvordan begyndelse og slutning er vævet sammen. Det tror jeg på. Det er ikke urealistisk. Men han er så fyldt med mange ting, som gør det besværligt at forstå ham. Han har en evne til at være i naturen, så han kan blive en sommerfugl. Og han kan være så grum og sarkastisk og ironisk og frygtelig overfor sine nærmeste, så det gør ondt. Især når jeg kan mærke, at jeg selv har haft en rem af den tilbøjelighed. At skære andre af på det groveste med et venligt smil. Fordi vi er indkrogede i os selv. Incurvatus in se. Hedder det hos Luther. Det er den største synd. For så ser vi ikke hvad vi lever af. Og ser ikke den anden. Så spiller vi bare spil. Tiller har som forord noget af Pessoa: "Det fremmede iagttager os fra skyggerne." Det er sådan han har det. Hovedpersonen. F.eks. hedder det sådan her et sted: "Jeg nik­ke­de kort til de an­dre mens jeg klem­te læ­ber­ne sam­men på en må­de som vir­ke­de pass­ende i si­tu­a­tio­nen, jeg sag­de ik­ke no­get."  Eller "Da jeg sag­de det, blev jeg nødt til at ta­ge mig sam­men for at skju­le hvor glad jeg var. Vi har ik­ke væ­ret så tæt på hin­an­den læn­ge, tænk­te jeg." Det gør bare så ondt at læse sådan noget. Jeg bruger også litteratur til at finde ud af mig selv, hvem jeg var. Her er der noget jeg kan genkende med smerte. For sådan har jeg også opført mig. Indimellem. For at styre tingene. Måske. Det er altså en roman der vil noget. Den har virkelig sat mig i gang med det nødvendige indvendige arbejde.

November 2018

Audur Ava Olafsdottir: Ar

Den fik så Nordisk Råds Litteraturpris i forgårs mens jeg sad og læste den. Jeg ved ikke helt, hvad jeg mener om den afgørelse. Lige da jeg havde læst den færdig i går aftes tænkte jeg: den er da for let. Den kommer ikke langt nok ind i, hvad der kan få et menneske til at tage sit eget liv. Fortvivlelse er der ikke tale om. Det er måske tilværelsens ulidelige lethed, der kæmpes med. Det er en positiv bog om selvmordet. Den er så let at læse. Det er også fornøjeligt. Der er mange små gode ting, som jeg understreger. Men jeg er mere sulten efter endt læsning. Den mætter ikke. En mand er blevet svigtet af sin kone. Hans datter er ikke hans. Får han at vide. Nu vil han ikke mere. Men han vil ikke tage sit eget liv der hvor hans datter er. Det vil han ikke være bekendt. Så hellere tage til et krigshærget land. Det er det han gør. Men så sker det samme igen. På et næsten forladt hotel bliver han handyman og hjælper med at reparere ting og får kontakt med de to søskende, der forsøger at få hotellet på benene igen: "Dermed har vores forbindelse fået en personlig karakter. Det betyder at jeg ikke kan bebyrde hende med at tage livet af mig på hendes vagt." Det er argumentet. Det er jo også sandt. Ensomheden hos ham er ikke blevet til fortvivlelse, som vil drukne ham. Andre gange når de fortæller hvad der er sket i landet, tænker han at hans problemer med sit liv ikke er alvorlige nok til et selvmord. Han vender tilbage til sit liv med fornyet livsmod. Det er en feel good om selvmord. Men den er morsom med smukke poetiske overskrifter for små kapitler i en let bog. "Nu hvor jeg ikke dør i dag, må jeg have noget at spise." Det er sådan den er. "Jeg kan høre, jeg kan se" - tænker han, når han ser de høreskadede fra krigen og granatnedslagene. Det er lidt banal. "Gud redder de lidende med lidelser" - tænker han et sted. Det ville jeg gerne have Olafsdottir skulle have boret lidt mere i. Den er for let. Synes jeg. Til prisen!

Oktober 2018

Vita Andersen: Indigo

Jeg har ellers altid været glad for sætningen om, at det aldrig er for sent at få en god barndom. Det modsiger Vita Andersen. Hun siger det tydeligt og skriver en lang bog om det, der er som én lang lidelsesfortælling. "Det er et sår. Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der." Og jeg tror hende. Efter jeg har læst bogen. "Engang jeg gik gennem stuen, spurgte jeg: "Hvorfor lever jeg?" Min mor rejste sig fra sengen og gav mig en lussing." Det er sådan den er hele vejen igennem godt tre hundrede sider. Noget af det mest uhyggelige og nærmest sygelige, der gør alting værre for den lille Vita er moderens hang til det østlig mystik. "Hun rasede mod verden, kaldte på de høje mestre. Hun talte om karmiske bånd, sjæle som havde været sammen i mange liv. Ting i fortiden. Det uafsluttedes mægtige kraft." Sådan noget vrøvl kan godt gøre en lille pige ulykkelig og forvirret. Det vi ønsker for vore børn er at de får tillid til verden og tro på andre mennesker. Vitas mor siger: "Stol ikke på nogen, sagde min mor, mennesker er fjender eller gåder. Det blev den sidste gang i mit liv, jeg så hende". Da havde hun endnu engang forsøgt at begå selvmord. Det er en bemærkelsesværdig præstation Vita Andersen har begået. Det er ikke en bog jeg bliver opløftet af. Der er næsten ikke andet en viljen til at huske, der er positivt i denne bog. I dag afgøres det om hun får Nordisk Råds Litteraturpris.

Oktober 2018

Lars Saabye Christensen: Byens spor 2

Jeg bliver høj af at læse den. Det er en virkelig fornøjelse. Det er ikke mindst sproget som glæder mig. For der er ikke så meget at hente i dybden. Det er lige ud ad landevejen. En god historie. Og alligevel er der øvelse i empati med alle personerne. De bliver så levende alle sammen. Et sted i slutningen hedder det: "Alle er skyldige i et eller andet. Alle fortjener deres straf." Det er sådan vi tænker, når det går galt. Samvittigheden. Om den hedder det: "Og sjælen er det sted, hvor minderne og samvittigheden kan udfolde sig." En lille fin betragtning: "Samvittigheden er den største af alle forstyrrelser. Den begynder at virke, før der overhovedet er sket noget." Og videre: "det er de ordentlige mennesker, der får dårligst samvittighed, men hvorfor gør de så det, der giver dem dårlig samvittighed?" Maj gør sig nogle fine betragtninger om det at være: "Begge er stille et øjeblik og lytter, men kan ikke høre noget, kun regnen, sommerregnen på taget, og denne lyd, let og forbigående, men samtidig vedholdende, får Maj til at græde. Den minder hende om andre dage, andre tider, hvor hun var hel og kunne stå ansigt til ansigt med skoven og alt, hvad der var i den, uden at vige tilbage, uden at tøve. Den minder hende om en anden glæde, der ikke var fortjent, men som bare var der, som en gave, en egenskab." Og hende kan jeg også genkende mig i når hun tænker: "Der er altid en uro. Der er altid noget at fortryde. Der er altid noget, man ikke ser frem til. Hvad hun end gør, vil hun fortryde det. Er det muligt at gøre noget godt igen, at gøre noget, der er så godt, at alting bliver som før? Hvordan gør man det? Hvordan reparerer man det, der er gået i stykker i et menneske?" Der er morsomme sætninger: "Går de døde op eller ned? Det kommer an på. Det kommer an på livet." "Hvis Jesus nogensinde kommer tilbage, må det være på rulletrappen i Magasin du Nord." "Det er lettere at spille Dallapiccola i blinde end at leve fejlfrit, om så kun en enkelt dag." Tænker Jesper. "Maj bliver så glad. Det er endnu et sug af lykke, genkendeligt og hverdagsagtigt. Det er almindelighedens mirakler. " Det er især almindelighedens mirakler jeg så godt kan lide. Det kan godt være det er lidt lommefilosofisk, men det er til at forstå: "Vi ved ikke mere om hinanden end det, vi kan se og høre. Resten henligger i skygge. Og resten er det meste. Vi er bankhvælvinger, der ikke kan åbnes." Det er snart jul og så vil jeg gemme den her sætning: "Mændene, de hjemløse, synger Dejlig er jorden, mens de går i ring som de børn, de engang var." Der er et sprogligt overskud i romanen: "Enzo lader en cigaret falde ned i sneen og brænder hul i vinteren."

Oktober 2018

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen

Jeg læste et interview med forfatteren i Weekendavisen, hvor hun sagde: "Bortset fra verdensrummet og dele af Sydpolen og Nordpolen er døden det sidste uudforskede sted, der findes. Det er ubetrådt land, og derfor er det spændende at skrive om. Ingen ved jo helt, hvad der sker, når vi dør." Fantastisk tænkte jeg. Jeg havde læst Orkansæsonen og stilheden tidlligere, så jeg glædede mig. Det blev også godt selvom jeg slet ikke blev så glad for sproget. Og den virker lidt rigeligt konstrueret på mig. Romanen. Men bagefter blev jeg glad for at have læst den. Hun rammer nogle ting, som får mig til at tænke på og huske noget som jeg vist har glemt. Fordi hun skriver om det vigtigste. Døden. Smaragdsliberen dør. Oplever døden, men vender tilbage. Og kan fortælle om det: "På den anden side af døden havde farverne en intensitet, han ikke troede var mulig. Der var et sitrende liv ved lyset og luften og de berusende dufte." Fra det øjeblik i romanen var jeg for alvor med, for det kaldte noget frem i mig, som jeg har en hukommelse om. Jeg ved endnu ikke hvor det er fra. Jeg arbejder på det. Men den tanke om farverne var jeg bekendt med. Og luften som omsluttede mig. Men der var rigtig mange andre ting, der var gode at få med. At dagen begynder om aftenen med søvnen: "at bade, at gå i seng ren og så renset, som det lader sig gøre i hans alder, at sove. På den måde bliver hvilen og søvnen en religiøs handling, en handling, der ikke blot har at gøre med kroppens behov, men også med menneskets ydmyghed. Det er passende at lægge sig trygt i søvnen og at vide, at længe før gerningerne kommer hvilen. At døgnet begynder med overgivelsen til søvnen, roen og tilliden til skaberen. Først var mørket, så kom lyset. Først stilhed, så tale." Jeg fik et ord der var så godt. Guldtråden. Det minder om et eller andet fra Giro 413. "Hun ser forventningsfuld mod guldtråden, der tegner bjergkammen i mørket". Så er det også noget der er godt, men som er taget fra en eller anden bog: "Den forestilling, der ligger bag dette her, er, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Ethvert liv er helligt og udgør sit eget univers, og det må ikke krænkes. Dette liv må heller ikke krænke andres liv. I forestillingen ligger også den forståelse, at den, som ikke er et billede af mig, ikke desto mindre er et billede af Gud. Guddommeligheden er nedlagt i alle mennesker, uanset hvordan de har udviklet sig over tid. Om de er gode eller onde. Alt dette stammer fra vores fælles forfader Abraham, om hvem det i din Tora står skrevet, at selv hans fjender respekterede ham, fordi hans livsindstilling var at være sand mod sin egen tro og samtidig være en velsignelse for andre uanset deres tro." Og så endelig en vits, som jeg mener at have hørt før: “Den gamle rabbiner græder helt ukontrolleret,” begynder Pierre. “Han hulker og er meget ulykkelig. Pludselig hører han en stemme fra himlen, en stemme så stor og altomfavnende, at den gamle rabbiner ved, at dette er Gud, det kan kun være Gud. – Hvorfor græder du? spørger Gud. – Min søn har forladt jødedommen og er blevet kristen, klager rabbineren. – Også din? svarer Gud. – Ja, stønner rabbineren. - Hvad gør en far dog i sådan en situation? – Jeg ved ikke, hvad du vil gøre, svarer Gud, - men jeg lavede et nyt testamente!” God bog, men stadig sidder jeg med fornemmelse af konstruktion men end hjertesprog.

Oktober 2018

Amos Oz: Judas

Det var godt selskab. En rar følgesvend i nogle dage. Og jeg kunne bruge meget fra den i søndags i min prædiken i Foldby og Søften. Om at gøre sit sted til det sted, vi drømmer om. Mit Jerusalem. Mit Kanaan. Oz har ganske enkelt samlet en stor mængde af den jødiske forskning om jødernes forhold til Jesus. Og til Judas. Den første og sidste og eneste kristne fordi han var den eneste der troede at Jesus ville overleve korset, stige ned og begynde den messianske tid. Der er rigtig mange gode overvejelser om religion. "Jødedommen og kristendommen, og også islam, prædiker alle kun kærlighedens, nådens og barmhjertighedens nektar, så længe de ikke selv råder over lænker, tremmer, magt, torturkamre og galger. Alle disse trosretninger, også de, der er kommet til i de seneste generationer, og som til denne dag forhekser mange hjerter, er alle opstået for at frelse os, men det har aldrig varet længe, før de har udgydt vores blod." Den smukkeste fortælling er fortællingen om korsfarerne det ikke når frem til Jerusalem, men finder deres Jerusalem undervejs. Den fortælling har jeg brugt i min prædiken til 20.s.e. trinitatis.

Efter en genlæsning i 2023 er der meget mere at sige, for så er den smukkeste fortælling den om det der hænder de tre der er samlet i huset i tre måneder.

I løbet af de tre måneder, bogen skildrer, sker der et mindre Jerusalem-mirakel. Disse tre for hinanden totalt fremmede mennesker af forskellig alder, forskellige køn, forskellige ideologier kommer næsten til at elske hinanden; bliver omtrent en familie. De forandrer sig alle tre.

Gershon Wald, denne gamle skeptiker, denne religionens fjende, enhver reformators fjende, der er allergisk over for frelse, mister i slutningen af bogen mere eller mindre sin eneste søn for anden gang.

Shmuel Ash, der begynder som et omvandrende udråbstegn, som tror, at Stalin og Che Guevara er svaret, forlader bogen som et stort spørgsmålstegn. Han går ud i ørkenen for at finde sig selv og for at finde svar.

Og endelig Atalja Abravanel, denne sårede kvinde, der hader mænd; hun ender med både at være Shmuels mor og elsker på stort set samme tid.

”Jeg ved ikke, hvor i bogen, det sker – jeg har faktisk læst den igennem flere gange for at finde ud af det, men det er bogens kerne. Denne medfølelse, denne utrolige enhed imellem tre fuldstændigt fremmede mennesker på trods af, at de hver især inderligt hader, noget af det, den anden tror på.” siger Oz i et interview.

Lige et par understregninger:

Jesus siger selv udtrykkeligt: ’Jeg er ikke kommet for at nedbryde loven.’ Hvis blot jøderne havde accepteret ham, ville historien have set ganske anderledes ud. Kirken ville aldrig være opstået. Og måske havde hele Europa antaget en mildere og renere version af jødedommen, og så havde vi været forskånet for eksil, forfølgelser, pogromer, inkvisitionen, anklagerne om ritualmord, dekreterne rettet mod jøder og sågar holocaust.

Jeg tror, at Judas, Jehuda ben Shimon, manden fra Kariot, var en af disse præster. Eller i hvert fald stod dem nær. Måske var han udsendt af præsteskabet i Jerusalem for at slutte sig til kredsen af dem, der troede på Jesus, for at spionere mod dem og orientere Jerusalem om, hvad de var i gang med. Men han blev tilhænger af Jesus og elskede ham af hele sit hjerte og blev den mest hengivne af alle disciplene og fungerede tilmed som deres kasserer.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at Jesus var Gud eller Guds søn. Men jeg elsker ham. Jeg elsker de ord, han brugte, som for eksempel: ’Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!’ eller ’Min sjæl er fortvivlet til døden’ eller ’Lad de døde begrave deres døde’ eller ’I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?’. Jeg har elsket ham, siden jeg for første gang læste hans budskab i Det Nye Testamente, da jeg var femten år gammel. Og jeg mener, at Judas Iskariot var den mest trofaste og hengivne af alle hans disciple, og at han aldrig nogensinde har forrådt ham, tværtimod. Han ønskede at bevise hans storhed for hele verden. Jeg skal forklare dig det engang, hvis du har lyst. Måske kan vi gå ud igen en aften og sætte os et stille sted, hvor vi kan tale sammen.“

Mens han sagde det, kiggede han på hendes korslagte ben i nylonstrømper og spekulerede på, om strømperne under nederdelen blev holdt oppe af strømpebånd eller en hofteholder, og han krøb tilbage i stolen, for at hun ikke skulle se, at hans lem var helt stift, til ingen nytte.

Oktober 2018

Delphine de Vigan: De loyale

Merete Pryds Helle skriver om dysfunktionelle familier, så jeg bliver rystet. Det gjorde hun i både Folkets skønhed og i Vi kunne alt. Når jeg læser de Vigan græder jeg og er følelsesmæssigt ramt på en endnu dybere måde. Hun går så langt ind i sine beskrivelser af mennesklig ulykke, den forgæves loyalitet som et barn udviser mod sine dysfunktionelle forældre, barnets ensomhed. I indledningen får vi allerede en forklaring på bogens indhold: "Det er de usynlige bånd, der knytter os til andre mennesker, døde som levende. Det er de løfter, som vi har hvisket, og hvis ekko vi ikke kender. Tavse troskabseder. Det er de aftaler, som vi oftest har indgået med os selv, de ordrer, som vi har modtaget, uden at nogen har sagt dem højt, og den gæld, som vi gemmer i de fjerneste afkroge af vores erindring." Så er jeg bare fyr og flamme. Det her vil noget. Og jeg bliver ikke skuffet af fortsættelsen og bogen ud. "Det er barndommens love, der slumrer i vores kroppe, de værdier, som får os til at knejse med nakken, de grundprincipper, der gør det muligt for os at kæmpe imod, og de uigennemskuelige forskrifter, der tærer på os og holder os fanget. Vores vinger og vores lænker. Det er de springbrætter, der giver afsæt til vores styrker, og de jordhuller, hvor vi begraver vores drømme." Hvor er det godt. Hun skriver så tænktsom omkring vore interpersonale relationer: "...der er så afgjort en del af den Anden, som man ikke kender, for den Anden er et gådefuldt væsen, der bærer rundt på sine egne hemmeligheder og en dyster og skrøbelig sjæl. Den Anden skjuler sin andel af barndomsminder og hemmelige sår og forsøger at fortrænge sine dunkle og kryptiske følelser. Den Anden må ligesom alle andre lære at blive sig selv og på en eller anden vis forsøge at optimere sin person. Den ukendte Anden dyrker altså sin lille privatsfære." Det kan vi ikke overveje tit nok. Det er bare så vigtigt at tænke med. Især også når jeg sidder og kigger på konnfirmandernes forskellige ansigter. Drengen Theó, der er hovedpersonen i bogen, siger et sted om sin mor: "Det, han især fornemmer, er den kugle af had, som hun har bevaret inden i sig, og som aldrig har opløst sig. Han ved, at den er der, og at der kun skal få ord til, før den flækker over på midten og udøser det sorte blod, den rummer i sig. Han ved, at dette had er den rådne frugt af et gammelt sår." Han vil passe på både den mor og også sin far, der er gået i opløsning. De er skilte. Og Theó kan ikke bære det. Hélene redder måske Theó. Hun siger et sted: "Nogle gange tænker jeg, at det eneste formål med at blive voksen er dette: at udbedre de tab og skader, der opstod i starten af ens liv. Og at holde de løfter, der blev givet af det barn, som vi har været engang." Det er bog at blive klog af.

Oktober 2018

Jens Smærup Sørensen: Jens

Altså  det er først og fremmest en bog som er god at læse når man er ligeså gammel som forfatteren, der er født i 46. Jeg er fra 47. Så jeg genkender så meget af tonen fra landet og forholdene der og senere, hvor jeg gjorde samme bevægelse som Jens: rejste fra landet til Århus Universitet, fra landsbyens krav til storbyens anderledes krav. Oplevelsen af den bevægelse kan jeg fuldstændig genkende. Friheden og årene, hvor der ikke var så meget orden på alting. Senere optagetheden af lærer på Universitetet. Senere igen beundringen af bestemte forfattere. Jeg er så glad for at læse om forholdet mellem Jens og Peter Seeberg, fordi det er en af de forfattere jeg har holdt allermest af.

Det er en bog i et fint gammeldags sprog, som jeg holder af. Der er også store ord som her f.eks.: "Og således bliver med ethvert nyt barn menneskeverdenen atter og atter til – som en sløret, måske stadig dæmrende spejling af den hele verden der blev til med Ordet. Det skaberord der også ville sige os at der i vores forfjumrede tidslighed vil forblive en enhed og en evighed bag os og foran os, under os og over os." Jo jo, det er de store ord. Og så det her underspillede sprog fra landsbysamfundet: "...vi gjorde næsten alt hvad vi kunne for at affinde os med hinanden."

Han bliver rigtig god og skarp i synet på de seneste års værdikamp, et ord han bestemt ikke kan lide: "Det skulle danskheden så sandelig i Danmark. Og den skulle ikke længere bare være sådan en lejlighedsvis stemning som i forskellige grader og dybder kunne bevæge os; den skulle for hver og én af os indbefatte en på én gang forskræmt og krigslysten nationalisme, fortabt i fantasier om den danske stamme og dens kristentro. Og der blev talt om at genetablere en sammenhængskraft, som om alt folket nogen sinde tidligere har været filtret ind i sådan et klister, og som om det noget sted i verden har kunnet lade sig gøre uden tvang. Selv med ubegrænset voldsanvendelse er det forhåbentlig heller aldrig for nogen diktator fuldt ud lykkedes." Sammenhængskraft = klister. Det er godt!

Oktober 2018

Domenico Starnone: Bånd

Det var en herlig lille roman at læse. Starnone er napolitaner. Så der er Elena Ferrante på spil. Samme kvindelige vrede som i napolibøgerne. Starnone er gift med en kendt oversætter, som måske er den ukendte Elena Ferrante. Hun skrev "Forladte dage" før napolibøgerne. Den roman minder om Bånd, men var mere alvorlig og dyster. Bånd ender nærmest i en komedie, men alvoren er med hele vejen. Men en herlig roman som elegant fortæller den gamle historie om kærlighed og utroskab og om bånd, der binder på alle leder og kanter og hvoraf nogle giver gode forklaringer på både kærligheden og utroskaben. Der er mandens trang til frihed og bekræftelse af eget værd og kvindens ansvar for familien og de mange bånd hun forsøger at binde. Men sidst med et glimt i øjet er der den aldrig svigtende fornemmelse af skyld og skam og afsløring. Livslang dårlig samvittighed. Og frygten for afsløring. Muntert! Men også dystert fordi det har sat sig så lange mærker i børnenes liv. 

Oktober 2018

Nicole Krauss: Det store hus

"Jeg er flov over at sige, at mine øjne rent faktisk fyldtes af tårer, høje dommer, selvom tårerne, sådan som det så ofte er, udsprang af ældre, mere ubestemte sorger, som jeg havde udsat at tænke over, og som den gave eller det lån, et fremmed menneskes møbler var, på en eller anden måde havde rystet løs." Det her citat er bare helt dækkende for Det store hus. En vidunderlig roman om sindets og erindringens labyrint. Og så er det bare kombineret så godt. Møbler, dagligdag og erindring og det mest levende: den anden. Det er en helt vild roman. Den går så tæt på det enkelte menneske. Dets historie som ikke er fortalt eller erkendt endnu. Men som alligevel bestemmer store dele af dets liv. Det fortrængte kan aldrig fortrænges. Det spiller med. Det gælder alle personerne. Hvor er det bare godt. Jeg standses igen og igen og gentænker mit eget liv og overvejer det påny. Hvordan kunne tingene være gået anderledes? Hvis ikke...Det er de helt store radikale spørgsmål der stilles: "Og mens vi er ved Dem, så lad mig stille Dem et spørgsmål. Hvorfor var der altid timer i historie, matematik, fysik og guderne må vide hvilke andre nytteløse, totalt ligegyldige oplysninger, som De år efter år underviste syvendeklasseseleverne i, men aldrig timer i døden? Ingen øvelser, ingen lærebøger, ingen afsluttende eksaminer i det eneste fag, der betyder noget?" "Der vil være tid / til at gøre et ansigt klar til at møde de ansigter du møder" står der pludselig og jeg tænker på Levinas. Og hans filosofi om ansigtet. Sådan er der stopklodser hele vejen igennem romanen. Gode stopklodser. "Forstår I, vi leder efter mønstre, blot for at se, hvor mønstrene brydes. Og det er dér, i det brud, at vi slår vores telt op og sætter os til at vente". Det er klogt. Vi skal blive ved bruddene. Vi kan blive klogere. Hele romanen handler om mennesker, som ikke vil fortælle, hvad de husker er sket engang. Som fortrænger. Det er umuligt. Vi må blive ved bruddene. " Som om jeg ikke havde vidst, at alt i hans arbejdsværelse i Jerusalem var opstillet nøjagtigt sådan, som min bedstefars arbejdsværelse i Budapest engang havde set ud, helt ned i mindste detalje! Helt ned til de tunge gardiners fløjl og blyanterne i elfenbensholderen! I fyrre år arbejdede min far på at genskabe det tabte værelse netop sådan, som det så ud den skæbnesvangre dag i 1944. Som om han ved at sætte alle stumperne sammen kunne få tiden til at trække sig sammen og viske sorgen bort." Det er også det, som det handler om og som ligger som den tunge flod der strømmer under romanen. Holocaust. Sorg og savn og fortvivlelse. Og så det smukke, at det er dagligdagen vi forsøger at genskabe med møblerne. At vi gemmer de gamle møbler. Fordi de fortæller historie. Møblerne trøster. "Men i hans sjæl kæmper alle drømmene, al bedrøvelsen og glæden, kærligheden og sorgen, alle de bitre tab hos de mennesker, han kommer forbi på gaden, om en plads i hans ord." Det er bogens budskab. Forbindelsen mellem mennesker der tænker og tror på at der er en mulig forbindelse imellem os - trods sorgen og alt det bedrøvelige. Så vågner jeg helt op, når der står: "Hvad er pointen med en religion, som vender ryggen til spørgsmålet om, hvad der sker, når livet slutter?" Det bliver bare ved og ved. Bogen skal læses to gange skriver Information i en anmeldelse. Det tror jeg gerne. "hvem er ikke, når alt kommer til alt, en overlevende fra barndommens forlis?" Jeg er så glad for at have læst den her bog. Der er mere end et stort skrivebord. Der er alt det der er gemt i alle skufferne. 23 tror jeg. Og én hvor nøglen ikke findes længere. Puha - det var en eksistentiel oplevelse.

Oktober 2018

Elisabeth H. Winthrop: Nådestolen

"Willie træder udenfor; lyset i gården er skærende efter skyggerne indenfor; det blænder ham. Græsset knaser under hans fødder, mindre som glas end som halm. Det er som at stå i en mark af diamanter, tænker Will, og han gyser. Men han går ikke indenfor, ikke endnu; han bliver, hvor han er, og ser på sit hvide åndedrag, der snor sig væk og langsomt blander sig med verdens kolde luft; han ser sig selv trække vejret for første gang." Sådan husker Willie tilbage på sit korte liv den aften han skal henrettes i den elektriske stol. Det er hans storebror Darryl der viser ham det. "Udenfor ser Willie en verden, der i løbet af natten er blevet transformeret, sølvfarvet og fastholdt i en tindrende glasdrøm. Willie har ikke set noget lignende tidligere; han ved ikke, hvad det er, han kigger på. “Frost,” siger Darryl. “Er det ikke bare fantastisk?” “Frost,” gentager Will. Han ser på det sprøde isdækkede græs med forundring." De bor i Lousiana. I Syden. Det er i 1943. Alting går fremad selvom der er krig. Men racefordommene og et uforståeligt had blomstrer mere end nogensinde. Det er sætningen: han ser sig selv trække vejret for første gang. Det er så stærk at læse som et minde, der giver ham trøst inden han skal trække vejret for sidste gang. Der er så mange menneskeligt smukke ting i den roman. Og det modsatte. Hans tanker og de tanker som hans omgivelser har. Han tænker på Grace som var den pige han var blevet forelsket i. Hun var hvid. Han sort. De blev hinandens frygtelige skæbne. Han tænker. "Han ved, at han holdt Grace i sine arme, men han kan ikke føle varmen og vægten af hende, kan ikke genkalde sig den overvældende smerte – kærlighedens uimodståelige smerte, som førte dem til deres skæbne. Det er ligesom erindringen om smerte, når først smerten har lagt sig. Den er en erindring. Smerten er væk."  Den underjordiske bane, Colson Whiteheads roman om de undvegne slaver var god, men den er er langt mere eksistentiel beskrivende, den går et lag dybere ned.

September 2018

Roy Jacobsen: Rigels øjne

Efter "De usynlige" (2015) og "Hvidt hav" (2017), som jeg begge har omtalt i min boglog 2017, har jeg glædet mig til den sidste i trilogien. Rigels øjne. Og jeg blev ikke skuffet. Hold da op hvor er det en herlig roman. Ingrid Marie Barrøy leder efter sin elskede efter krigen. Han kom til hendes  ø i Helgeland helt oppe ved Polarcirklen. Som flygtning. Overlevede briternes sænkning af flygtningeskibet Rigel fordi han ville, men ødelagde sine hænder fuldstændigt. Inden krigsafslutningen må han flygte igen. Da freden kommer tager Ingrid efter ham, fordi han er far til hendes datter. Det hedder sigende om kærligheden og freden: "hun var på jagt efter kærligheden og stadig lykkeligt uvidende om, at sandheden er fredens første offer." Romanen er hele hendes stædige kamp for at følge efter ham og få at vide, hvad der er hændt ham. Og at vende hjem igen. Uden ham. Men vidende. Igen er det glæden ved sproget, det indholdsmættede. De få sigende sætninger. "De mødte tre hestevogne og en traktor, som Ingrid talte, passerede gårde med folk på markerne, der rakte deres redskaber op som en hilsen i sommeren, og alt det kunne på en dag som denne godt betyde, at mennesket er en lykkelig skabning i en smuk verden." Ingrid ved, at freden er næsten lige så tavs som krigen havde været. Men hun kæmper sig vej med den lille Kaja "det havde heller ikke været muligt at gennemføre den uden hende, uden et barn at slæbe på, den mest guddommelige af alle byrder." Hun taler med hende og stillede spørgsmål "som det var nødvendigt at stille et barn, der ikke kunne svare". Det er en vidunderlig trilogi fra et sted i verden jeg aldrig kommer til. Helgeland. Der hvor salmedigteren Petter Dass var præst.

September 2018

Ida Jessen: Telefon

Den var så levende. Jeg var virkelig glad for at høre den. Jeg er ikke god til det med lydbog. Jeg elsker bogstaverne og ordene. Som jeg kan understrege og glædes over. Jeg ved ikke hvorfor, men Ida Jessens bøger kan man ikke købe som e-bøger. Det er ærgerligt. Den dag Telefon udkom var jeg inde for at se efter den. Jeg kunne få den som lydbog. 14 kr. - alt i beregnet. Jeg læste en fin anmeldelse i KD og en frygtelig dårlig i Berlingeren. Kassebeers. Den var virkelig under lavpunktet. Han burde skamme sig. Han nedgjorde den. Men det er en smuk roman. Et møde med en forsoning. I telefonen. Det er bare så fint. Jeg håber snart jeg kan købe den som e-bog, så vil jeg læse den igen.

September 2018

Morten Pontoppidan: Lykke-Per

En fredag havde jeg gjort rent i huset om formiddagen. Da Jette kom hjem fra arbejde var hun så glad. Vi plejer at hjælpes ad. Til gengæld (noget for noget) så skulle hun tage med mig i biografen og se Bille Agusts filmatisering af Lykke-Per. Det fortrød vi ikke. Den fungerede og betog os. Og jeg fik lyst til at genlæse den og købte den sidste udgave som e-bog med Ida Jessens glimrende indledning, hvor hun blandt andet skriver "Per er dagens mand: en egoist og en fantast, der ikke tåler det forpligtende. Han begærer hedt, og når målet er inden for rækkevidde, trækker han sig tilbage. Han fader simpelt ud på en for andre og ham selv næsten umærkelig måde. Han kan ikke forvandle sit begær til venskab eller kærlighed eller bare helt gement arbejde. Han passer perfekt til definitionen af den moderne narcissist." På den måde er det en helt moderne og vedkommende roman. Også sprogligt og Ida Jessen gør opmærksomt på at bogen er fortalt af den altvidende fortæller som bare fortæller løs. Centralperspektivet. Det er gammeldags, men også ny på en måde og vidunderligt analogt!

Nu havde jeg allerede skrevet meget for at huske, men jeg tror jeg nøjes med at fortælle, at alle standpunkterne, alle de frelste og alle de fortabte ikke er forandrede. Det er stadigvæk som det er nu. Menneskesynet, forholdet til de anderledes. Teologien. Missionsfolk kontra grundtvigianere. Det er med det hele. der er intet nyt under solen. Jeg syntes det var en fantasisk bog at læse. Den var helt op to date. Vi tror alting er blevet så meget bedre og måske klogere. Overhovedet ikke. Det har ikke forandret sig siden Pontoppidan skrev sin roman om Peter Andreas. Der ikke engang ville være ved sit navn. Jeg var vildt begejstret af at læse den. Det var en stor fornøjelse.

September 2018

Merete Pryds Helle: Vi kunne alt

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive om den bog. Jeg syntes "Folkets skønhed" var lidt for utrolig. Ingen forældre ville kunne opføre sig overfor deres børn som de gjorde i den bog. Men det er da endnu værre i "Vi kunne alt". Så dysfunktionelle voksne forældre kan jeg slet ikke forestille mig. Måske er det derfor at jeg har godt at læse en roman om dem. Så det er nok det jeg får ud af den. At det kan gå så grueligt galt fatter jeg ikke. Der er stor livlighed og glæde i sproget, synes jeg. Men selve romanen er sært ujævn og slutningen påklistret. Men det er rart at tænke på et stærkt lille menneske som Merle. Det mod og den sejghed hun besidder er fin og godt. Og jo jeg var da godt underholdt. Men der er ikke noget jeg kan bruge. Ingen understregninger. Jo en: "Hun og Gerda blev enige om, at den eneste, man havde i verden, var sig selv, og at det kunne være en bedrøvelig affære, især sidst på måneden". Det er især det sidste komma der er smuk.

September 2018

Jon Kalman Stefánsson: Historien om Asta

"Men der er bare ikke så meget som er rigtigt i den her verden. Eller rettere sagt, hjertets sandhed falder ikke altid i hak med verdens sandhed. Derfor er livet uforståeligt. Det er smerten. Det er sorgen. Det er kraften som får os til at lyse." Det er Asta der er blevet klogere på livet. Jeg glæder mig hver gang jeg læser Jon Kalman Stefánsson. Jeg synes også jeg får udvidet min måde at tænke liv og død på. "Jeg har aldrig forstået det ord - alt" hedder det til sidst. Vi siger det så tit at vi har alt, men det er ikke altid vi forstår dybden i alt. Den anden, de andre. Som gav os livet og livsmodet. ”Måske drejer alt, tilværelsen, livet, vejret, sig først og fremmest om indstilling.” Jeg brugte det i en vielsestale i lørdags. Det passede på dem. De havde en god indstilling til livet og det de var i gang med. Og brugte også: ”Du ved, bare det at vågne og glæde sig til at spise morgenmad med dem som betyder noget for dig. Er det ikke en gave?” Det er så enkelt. Det er dagligdags filosofi. Det sværeste. Alt! Og så brugte jeg det her: ”Men du skal dog vide at jeg stadig elsker dig! At ligegyldigt hvad verden finder på, ligegyldigt hvad den rammes af, uvejr, økonomiske kriser, terror, populister, hadtale, meteorstorme, så står min kærlighed til dig fast. Urokkelig fast. Er uudslukkelig indtil døden. Og du skal også vide at hvis døden viser sig ikke at være enden, så elsker jeg dig også efter den. Min kærlighed går uskadt gennem livet, gennem døden og derefter ind i det vi ikke ved hvad hedder.” Om det store ja de skulle sige. Et steder skriver han: "Bøger som er skrevet for at kløve mørket". Det er sådan en bog. Historien om Asta. For sent lærer vi som Asta at gruble over om: "de har vandret ad tilværelsens sti for andre end deres egen skyld." Der er bare så mange sætninger der trænger til at understreges. Et citat jeg helt sikkert vil bruge i en begravelsestale er den her: "Derfor er mørket nødvendigt, hvis månen skal komme til sin ret - den lyser på grund af mørket. Det samme gælder de døde. Vi ser dem i mørket, mens dagens lys udvisker dem".  "Så svarede hun bare med tavshed. Som altid er det sværeste svar." Det er rigtigt. Den sætning er sand. Her nogle flere små citater: "Nogle siger at Gud er duggen som glimter på stenen og forvandler den til en ædelsten. Men når duggen tørrer og forsvinder bliver der en fattig, grå sten tilbage, fattig på eventyr." "Hverdagen er den klippegrund vi bygger vores tilværelse på." Og om det med indstillingen til livet som jeg først citerede: "Jeg vil smøge ærmerne op. Have noget at rive i. Man ligger såmænd stille nok mens man sover, derefter helt stille i graven, det er rigeligt. Resten af tiden skal man holde sig i gang." Og til sidst: "Sikke en egenskab det er at kunne smile, den her planet ville være ubeboelig hvis ikke vi kunne det." Det var en stor glæde at læse den bog. Tak for den.

August 2018

Téa Obreht: Tigerens kone

Jeg havde sådan glæder mig til den bog. Stadigvæk lever billederne fra krigen i Jugoslavien i mig. Flygtningene på vognene trukket af de små Ferguson-traktorer. Landsbyerne på bjergsiderne der blev bombet. Da Tito faldt - sammen med jerntæppet - gik Jugoslavien i opløsning. Og nu altså en bog fra området. Tito er med. Marskallen. Men han er bare et bagtæppe for forfatterens fortællinger ligesom krigen er det. Den blev en skuffelse. Téa Obreht er ganske ung da hun skriver bogen i 2012. Kun 26 år. Hun burde have haft en redaktør der kunne styre hendes fortællinger om tro og overtro i Serbien. De bliver så lange og usandsynlige at det bliver trættende at læse. Hun har alt for mange ord. Det er ikke til at se bogen for de mange ord. Materialet er der, men hun får slet ikke styr på det. Ærgerligt.

August 2018

V.S. Naipaul: Ankomstens gåde

Jeg ville læse noget af ham nu. Han døde i begyndelsen af august og jeg mindes ikke at jeg har læst ham. N står på loftet så jeg venter med at se om jeg har en bog af ham til jeg nødvendigvis skal derop. En nobelprismodtager. Men jeg var glad for den her. Det er en lang bog med mange gentagelser. Den afsøger altings autencitet. Det er meget spændende. Og især afsøger den menneskers autencitet i forhold til deres hverv og deres dagligdag. Om der er andet på spil i den person - andet som forstyrrer forholdet til dagligdagen og arbejdet. Det har han et utrolig skarpt øje for. Hvad er ægte. Hvad er uægte i et menneskes handling og hvorfor. Kunstigheden der pludselig stikker hovedet frem og afslører en eller anden uformåenhed i personens indre forestillinger og psykiske habitus. Det er det han arbejder med. Også i forhold til naturen selv som er suveræn. Bortset fra når mennesker mishandler den. Han lægger mærke til hvordan den gamle engelske herregårdstradition smuldrer og menneskenes medvirken og indflydelse på forfaldet. Forandring og opløsning har Naipaul som tema. Hele tiden er døden med. Til ankomsten som migrant er der en udpræget sårbarhed til stede. Det er meget spændende at læse om. Selvom det bliver lidt langstrakt. Det mest spændende i bogen er hans beskrivelse af, hvordan han slet ikke ser virkeligheden de første mange år fordi han ikke er blevet sig selv endnu. Menneske og forfatter er ikke blevet samme person endnu. Hans forestilling om hvem han er forhindrer ham i at se verden som den er. Et sted siger han om landetskabet har er i - på vej fra Trinidad til England: "... et stik i hjertet over min egen usikkerhed og min deraf følgende mangel på evne til at nyde landskabet". Det er noget jeg kan genkende fra min egen ungdom, hvor forestillingerne om hvem jeg var og dermed min usikkerhed forhindrede mig i at nyde omgivelserne. Måske var det ikke bare i ungdommen. Og det er det han afsøger i bogen. Det kunstige der gør vore handlinger kunstige. Det gav bogen mig. En tydeligere bevidsthed om hvordan vi har svært ved at være tilstede uden at vi bliver forstyrret af vores forestillinger om, hvordan livet skal være. Bevidstheden om forandring er det vigtige for ham. Han skriver: " Jeg levede med bevidstheden om forandring, om en evig strømning i tiden, og jeg lærte i bund og grund at lade være at sørge over den. Jeg lærte at vise denne overfladiske årsag til så megen menneskelig sorg fra mig. Forfaldet indebar et ideal, en tidligere fuldkommenhed." Der er lidt Prædikeren over ham. Et sted helt tydeligt: "Der var en tid med stråhatten; og der var en tid, hvor han gik med habit uden vest. Der var en tid til pullovere, til én pullover og to pullovere. Der var en tid til „bonde“-skjorter og en tid til lettere skjorter; en tid til en vatteret jakke og en tid til en mørk, tynd plasticregnfrakke. Hans påklædning passede altid perfekt til det arbejde, han udførte, og til årstiden. I denne omhyggelige bedømmelse af påklædning og vejr samt i sindigheden, i hans måde at spare på kræfterne på, lå Pittons bemærkelsesværdige nethed." Der var en speciel bog at læse. Men givtig.

August 2018

Jennifer Cody Epstein: Maleren fra Shanghai

Åh jeg elsker bare sådan en analog roman. Jeg ved ikke om man kalde den det. Men en gammeldags roman hvor tiden bare er fremadskridende. Det er så de to bøger af Epstein som kan læses lige nu. Når den næste kommer vil jeg være at finde blandt læserne. Det er sådan en lang og fin fortælling i et godt sprog hvor jeg igen lærte noget om en helt anden verden. Kina der som en helt anden verden møder vesten. Det er så spændende. Og selv om de to verdener er så forskellige, så ligner de alligevel hinanden når det gælder at være bornert. Bornertheden er grænseløs! En fin oplevelse.

August 2018

Jennifer Cody Epstein: Når himmelen falder ned

Jeg er sendt tilbage til ti år før jeg blev født. Det er fortællinger fra 2. verdenskrigs stillehavskrig. I efterskrift og i efterord får jeg en fornemmelse af at den her bog er researchet rigtig meget og rigtig godt. Sproget i bogen er godt. Jeg er glad for at læse side efter side. Og jeg får noget at vide om japanernes overgreb på Manchuriet i trediverne. Så skriver forfatteren de to modstandere sammen. Amerika og Japan. Det er virkelig næsten eskatologisk. De udsletter så mange mennesker på så uhyrlig en måde. Og de fejrer det år efter år bag efter. Det er mytologiske kræfter der er på spil. Eller som hun skriver mere realistisk: "Nu kiggede hun ud over Stillehavet, den ensartede blå strækning af hav og himmel, lige så blottet for følelse som selve rummet. Det er dette her, tænkte hun. Det er dette her, der satte det hele i gang. Det var dette her, de alle sammen havde kæmpet om: en silkeblød oceanstrækning mellem Californien og Yokohama. Det virkede sært, at noget så uforstyrreligt, så fredfyldt i sit inderste væsen, kunne have fremprovokeret så megen blodtørst; kunne få fædre til at myrde ægtemænd og piloter til at myrde mødre og unge mænd til at lade små børn falde ned i brønde. Hvorfor sker det? spurgte hun sig selv. Hvorfor gør vi det? Hvad har vi lært, når det er overstået?" Vi har ikke lært noget... Er jeg bange for. Vi glemmer, men jeg synes at sådan en bog er med til at få en til at huske.

August 2018

Jesmyn Ward: Syng levende og døde syng

Det er en barsk oplevelse af følges med Leonie, Jojo, Michaela og de andre i et nutidig Missisipi med en kulisse af oversvømmelserne i Mississippi, orkanen Katrina, fængslet Parcman og ulykken på boreplatformen Deepwater Horizon. Jeg blev så forbavset over den måde Jesmyn Ward skriver på. Hun skifter mellem personerne hele tiden. Hun skifter synsvinkel. Det de tænker og det de oplever. Især Leonies tanker var jeg forbavset over. Jeg kunne ikke lide hende. Hun misrøgter sine børn. Men så tænker hun ved sig selv: ”Det føles godt at være led, tale hen over den lille pige jeg ikke kan slå og lade vreden ramme en anden. Den anden jeg aldrig er god nok for. Aldrig mor for. Bare Leonie, et navn svøbt i de samme skuffede stavelser jeg har hørt fra Mama, fra Pop, selv fra Given, hele fucking livet”. Der er tanker om liv og død som Jojo tænker da hans bedstemor er ved at dø. Han er så bange for hun vil gå igen som andre der kom ulykkeligt af dage i familien og som ikke giver dem ro. Men hun beroliger ham. Hun vil gå gennem en dør. Ind til de andre. Hendes familie og venner som er døde. Desværre læste jeg den lidt for hurtigt, men det er svært at lade være med. Jeg ville læse hurtigt fordi den er ubehagelig, men jeg fik meget ud af den. Især det med at vi tænker så anderledes indvendigt end andre kan gætte sig til.

August 2018

W.G. Sebald: Saturns ringe

Jeg bliver overvældet hver gang jeg læser en bog af Sebald. Af forundring, af glæde og af samfølelse med hans indignationsevne som er så stor. Og hans vilje til at erindre sig  menneskers skæbne i historiens forløb. Det er tanker og erindringer han går sig til på en tur i Øst-England. Men tankerne går kommer mange steder hen. Bl.a. til Congo da det var en Belgisk koloni. Så skriver han efter at have fortalt om det utroligebarbari belgierne hengav sig til i Congo: "Og sandt er det, at man stadigvæk i Belgien bliver opmærksom på en distinkt grimhed, der stammer fra den tid, hvor den congolesiske koloni blev udsat for en tøjlesløs udbytning". Vi blev mindet om det, da vi mindedes 100-året for salget af De dasnk Vestindiske øer sidste år. Danmark var kolonimagt og med udbytningen kunne vi bygge pragtpalæerne i København. Sebald overvejer erindringens karakter: "Historien kræver en falsificering af perspektivet. Vi, de overlevende, ser alt fra oven og på samme tid, men ved stadig ikke, hvordan det var. I alle retninger strækker sig de mennesketomme marker, hvor halvtreds tusind soldater og ti tusind heste omkom inden for få timer. I den nat, der fulgte på slaget, må luften have været opfyldt af dødsrallen og stønnen. I dag er der intet tilbage udover den tavse brune jord. Hvad blev der af alle ligene og de afhuggede lemmer? Er de begravet under mindesmærket? Står vi på et bjerg af døde?" Sebald er melankoniens mester og erindringens mester. Han skriver: "Erindringer ligger i måneds- og årevis sovende i os og forgrener sig, indtil de vækkes til live af en ligegyldighed og på en mærkelig måde gør os blinde for livet." Og han fortsætter: "Hvad ville vi være uden erindring? Vi ville ikke være i stand til at få orden på selv de simpleste tanker, selv det følsomste hjerte ville miste evnen til at vise kærlighed, vores eksistens ville ikke være andet end en uophørlig kæde af meningsløse øjeblikke, og der ville ikke være selv det svageste spor af en fortid. Hvor jammerligt er ikke vort liv! – så fuldt af falske forestillinger, så forgæves, at det ikke er meget andet end skyggen af den luftspejling, som erindringen sætter fri." Han kører tanken helt til ende: "Fra første færd kan rekapituleringen af fortiden kun have ét sigte: befrielsens øjeblik", altså døden. Saturn er melankoniens planet. Sebald er melankoniens forfatter, men derfor er lyset også så meget desto mere på færde. Og selv i de mindste ting kan han se håbet: "Jeg har altid været glad for ænder, sagde han, selv som barn, og farven på deres fjer, særlig de mørkegrønne og snehvide, har altid forekommet mig at være det eneste rimelige svar på de spørgsmål, som jeg bliver ved at tumle med. Sådan har det været, så længe jeg kan huske." Lader Sebald en ven sige. Og han tilslutter sig.

August 2018

Yan Lianke: Lenins kys

Det er en mursten af en bog (440 sider), men let læst. Fortælleglæden hos Lianke er stor og jeg fik repeteret den kinesiske revolution og ikke mindst hvordan den oplevedes ude i distrikterne. Og jeg kom til at tænke på de fine kinesiske plakater vi engang købte på Louisiana i halvfjerserne og hængte dem på væggene. Vi vidste bare ikke hvad der foregik. Eller også var vi for ensporede. Nok det sidste. Kulturrevolutionen varede fra 1966-1976 og især det store spring fremad, der startede i 1958 var en katastrofe. Tre år efter sejren over regeringsstyrkerne. Det førte til sult i hele landet og det skriver han godt om. Under kulturrevolotionen skulle de unge rødgardister overalt i landet sknuse de fire gamle: Kultur, skikke, sædvaner og traditioner. Og mange mennesker blev dræbt. På grusomme måder. Ellers handler bogen om byen Lykke hvor indbyggerne er invalide på den ene eller anden måde. Før revolutionen levede de i et smukt kollektiv hvor alle hjalp alle. Salige er de blinde og lamme og døvstumme. En siger: "Du kan se, så du ser kun en grim og beskidt verden, men jeg, der ikke kan se, ser netop derfor verden pur og ren". Også efter revolutionen er det penge og magt det handler om. Magtbrynde og magtmisbrug. Lenins aftryk på bogen er et glimrende billede på hvordan persondyrkelsen blev afgørende. På Sjælebjerget skal der opføres en mindehal, hvor Lenin skal lægges til hvile, fordi Sovjet ikke længere findes og Rusland ikke har råd til at vedligeholde liget. En vanvittig ide, der skal være med til at øge turismen i området. Det gøres der tykt grin med bogen igennem. Den er underholdende men et par hundrede sider for lang. Egentlig fik jeg ikke så meget ud af den.

Juli 2018

Kazuo Ishiguro: Slip mig aldrig

Det er en fantastisk bog. Det er utroligt som han lever sig ind i de børns liv, som han forstiller sig er organdonorer i et samfund, hvor man med et nationalt donor program har klonet mennesker til at leve som reservedelslager for samfundets almindelige borgere. Vi følger børnene fra de er små. På et tidspunkt siger en af deres værger, som de kalder deres lærere: "Ingen af jer kommer til Amerika, ingen af jer bliver filmstjerner. Og ingen af jer kommer til at arbejde i supermarkeder, som jeg hørte nogle af jer planlægge forleden. Jeres liv er lagt til rette for jer. I bliver voksne, og så begynder I, før I bliver gamle, før I bare bliver midaldrende, at donere vitale organer. Det er det I hver især er skabt til at gøre. I er ikke som de skuespillere I ser på jeres videoer, I er ikke engang som mig. I kom til verden med ét formål, og jeres fremtid, det gælder jer alle sammen, er afgjort. Så I må ikke tale på den måde længere. I forlader Hailsham inden længe, og den er ikke så langt væk, dagen da I skal forberede jer på jeres første donationer. Det er I nødt til at huske på. Hvis I skal få et ordentligt liv, må I vide hvem I er og hvad der venter jer, hver eneste af jer". Men selv kloner har en sjæl. Og deres liv sammen er bare så fantastisk beskrevet. Nænsomt. Forsigtigt. Da jeg begyndte at læse bogen tænkte jeg at jeg havde læst den før. Det havde jeg ikke, men jeg havde set filmen, som følger bogen ganske tæt. Det er ikke en science fiction. Det er en etisk gennemtænkning af moderne lægevidenskab og samfundstænkning. På den måde er det en superbog. Titlen kommer fra et bånd, som hovedpersonen i romanen havde som ung pige: „Åh baby, baby, slip mig aldrig …“ Hun synger den og danser med et pude i favnen. "Sangen var næsten forbi da et eller andet gjorde det klart for mig at jeg ikke var alene, og jeg åbnede øjnene og opdagede at jeg stirrede på Madame som stod i døren. Jeg stivnede chokeret. Så begyndte jeg, i løbet af et par sekunder, at føle en ny form for uro, for jeg kunne godt se at der var noget mærkeligt ved situationen. Døren stod næsten halvt åben – det var en slags regel at vi ikke måtte lukke sovesalsdøre helt undtagen når vi sov – men Madame var ikke kommet helt hen til tærsklen. Hun stod ude i gangen, meget stille, med hovedet på skrå for at kunne se hvad det var jeg gjorde inde på værelset. Og det mærkelige var at hun græd. Det var måske endda et af hendes hulk der var nået gennem sangen og havde rykket mig ud af min drøm." Der er nogle af dem, der opdrager klonerne, som ikke synes om programmet. Men selve fortællingen, beskrivelsen af børnene og senere de unge og voksne er fantastisk. Det var en god bog. Til sidsst reflekterer hovedpersonen sådan her: "Jeg talte for et par dage siden med en af mine donorer som beklagede sig over at erindringer, selv de mest dyrebare, falmer overraskende hurtigt. Men det kan jeg ikke tilslutte mig. De erindringer jeg sætter størst pris på, kan jeg slet ikke se falmer. Jeg mistede Ruth, så mistede jeg Tommy, men jeg vil ikke miste mine erindringer om dem." Det er bare så godt. Jeg tilslutter mig.

Juli 2018

Sidsel Falsig Pedersen: Flora

Det er det første jeg læser af hende. Der er meget nerve i det hun skriver, hvis man kan sige det på den måde. Der er hele tiden eftertanke og selvblik. Flora ser ind i sig selv hele tiden, selvom hun ved at der er tomt derinde. "Jeg har ikke fortalt hende om den nat jeg så mig selv i spejlet og der ikke var nogen at se. Jeg ved at hun vil sige det var en drøm eller noget jeg har fundet på. Det håber jeg hun har ret i for det var uhyggeligt." - siger hun til sin tvillingsøster Rosa. De har et ikke særlig voksent og realistisk forhold til det er sker omkring dem, det der truer verden. Og heller ikke til de nære ting. Forholdet dem imellem er også uafklaret. Det er ikke ligefremt. "Jeg ser efter hende da hun rydder af bordet, jeg er heldig at hun synes vi hører sammen. Jeg er klar over at hun kan beslutte sig for ikke at tale til mig mere, hun kan sige nu er det nok, hun behøver ikke have en grund. Hun kan miste hukommelsen og glemme at vi er i familie, hun kan glemme at hun synes vi hører sammen." Sådan tænker Flora om sin søster. Der er meget angst forbundet med alting for Flora. Også for Rosa. Tilværelsen er ikke enkel. Det er et vilkår ved at være et menneske, tror jeg forfatterinden mener. Der er ikke nogen grund til at finde en diagnose. Usikkerhed og frygt og angst hører livet til. Det er en ret ærlig beskrivelse, men også en noget deprimerende fortælling om to unge søstre. I en verden af usikkerhed. Hun skriver godt om det at føle sig uvirkelig: "I bussen tilbage optager jeg et sæde med min fysiske krop, jeg er mig selv og jeg er ikke mig selv. Det er som om jeg ikke findes indeni, at hvis jeg så ind udefra ville jeg kunne se at der ingenting var under huden. Der er noget trist over det, det kan godt være jeg kommer til at glemme at stå af eller kommer til at græde. Når jeg græder går det som regel hurtigt over igen, det kan holde op fra det ene øjeblik til det andet, det stikker ikke dybt. Jeg nynner og det hjælper lidt, jeg tænker på at Rosa kunne hente mig ved bussen, at det ville være rart." Men jeg kan også godt blive lidt træt af at læse om livet, når det er så besværligt.

Juli 2018

Jeffrey Eugenides: Bryllupsintrigen

Det er dejligt at komme forskellige steder. I verden. I livet. Der var et stort spring fra Sara Baumes ensomme mand og hans hund til en amerikansk roman om kollegesungdom i firsernes i Amerika og deres frihed til at rejse og bundethed af det menneskelige. Men også den her lærte jeg meget af. Ikke mindst af Leonards sygdom. Han er bipolar og må leve med det altid. Og han er det i svær grad og dur ikke til at leve med det. Madeleine bliver forelsket i ham og er også forelsket i Mitchell. En trekant med indhold. Foruden Leonards sygdom får vi indblik i Mitchells ungdommelige optaget hed af det religiøse og et konkret ønske om at være et godt menneske. Han siger mange sjove ting: "Det værste ved religion var religiøse mennesker". Det er ikke dårligt sagt. Han søger det religiøse på sin rejse gennem Europa og i Indien. Han søger en helhed i sig selv, men oplever det sådan her: "I stedet for at give ham en fornemmelse af at være kommet hjem gjorde oplevelsen ham nedtrykt; det var som om han var blevet fotokopieret og kopien derefter kopieret igen og igen indtil den repræsenterede en svag gengivelse af den klarere, mørkere original." I Calcutta er der en fin ordveksling: „Jesus sagde at du skal give til dem der beder dig om hjælp,“ sagde Mitchell. „Ja ja,“ sagde Mike. „Jesus var tydeligvis aldrig i Calcutta.“ Til sidst søger han til Kvækerne hjemme. "Emerson sagde: „Jeg er mere kvæker end jeg er noget som helst andet. Jeg tror på den stilfærdige, beskedne stemme.“ Når Mitchell sad på sin bænk bagest i Mødesalen, prøvede han at gøre det samme." Bogen slutter på den eneste rigtige facon. Åbenhed for alle tre.

Juli 2018

Sara Baume: vælde vokse vakle visne

En irsk forfatters debut. Og hvilken debut. Sikke et sprog. Det er en stor fornøjelse. Igen en gave at få. Et indblik i et menneskes liv. Et meget specielt menneskes liv. Hans mor døde da han var to. Han fik aldrig noget at vide om hende. Hans far dør godt 80 år gammel, fordi han bliver kvalt i en pølse. Sønnen ved godt hvad han skal gøre for at hjælpe faderen, men vælger ikke at hjælpe. Han har aldrig haft nogen til at blive set af. Hverken en mor eller far. Og fordi han er krøbling heller ikke af andre. Han er blevet skjult hjemme. Fra menneskers øjne. Det er en beskrivelse af hans liv fra den dag han køber en enøjet hund. De fire v'er er fire årstider, som han følger intenst. Om havet siger han at han har behov for at vide "selv om jeg er lille og bundet til landjorden, ligger det her lige for mine fødder, enormt, endeløst". Det meste af bogen er hans liv sammen med hunden klemt sammen i en bil. Et sted siger han "Jeg er heller ike troende. Det kræver al min energi bare at tro på andre mennesker". Om hans isolation siger han "Uanset hvor jeg går hen, er det som om jeg er iført en rumdragt, der skærmer mig mod andre mennesker." Det er en rejse i en verden, som jeg ikke kendte, men jeg tænker på alle de enlige mænd der lever isoleret her ude på landet. Måske er det noget af deres liv jeg har læst om.

Juli 2018

Michael Robak: Øm

Jeg undrer mig over sådan en udgivelse. Jeg spildte min tid. Og jeg blev så irriteret undervejs. At sidde og læse alle navnene på faderens liste over erobrede kvinder (140)!!! Det er ikke godt nok. Det er for banalt. Det almindelige er det bedste, men kun hvis det beskrives med omtanke og skønhed i ord. Som Helle Helle kan det. Hos Michael Robak ender det almene i det banale. Og så løfter det ikke noget som helst. Tværtimod. Øv!

Juli 2018

Kristina Sandberg: At sørge for sine

Maj får mere stemme. Ikke meget men alligevel bliver det asymmetriske forhold mere symmetrisk. Ligeså meget fordi Tomas ikke klarer at holde sig fra alkoholen og fordi det fine gamle skofirma sakker bagud af dansen. Selvfølgelig er det en god roman. Også fordi den så detaljeret fortæller om, hvordan det er at være husmoder i fyrrerne og halvtredserne. Men stakkels Maj kommer aldrig helt igennem med det hun egentlig vil. Romanen ender slemt, så nu må hun ganske enkelt overtage sit liv. Helt. Så treeren skal læses, når den kommer på dansk. "Op med humøret! Hele tiden denne modstridende sang" - står der et sted. Det er stort set et godt referat af de to bind. Jeg har tænkt på det, nu mens jeg læser den, at det jo ikke er meget anderledes end den måde jeg selv hele tiden i tankerne forudgriber uheld og fejl (egne) - en slags mindreværdstænkning. Vi holder det gående - humøret - samtidig med at vi hører den modstridende sang.

Juli 2018

Kristina Sandberg: Et barn at føde

"Vær vid i dit hjerte", får Maj at vide hjemmefra. Det er jo smukt, men det kommer til at plage hende. Hvor vid skal jeg være, før jeg skal sige fra. Alting er nemlig ikke godt for smukke Maj. "Giv mig min krop tilbage, jeg er ikke parat! Tving mig ikke". Skriger hun forståeligt uden en lyd, da hun er blevet gravid med en meget ældre mand. Hun ender i et asymmetrisk forhold. Og så er vi i den gamle fortælling om kvinder og mænd. Maj er god. Tænker hele tiden godt og ondt. I kursiv står hvad hun tænker. Ellers står der det lidt hun siger. Den stærke kvinde og den ustabile mand. Og det bliver værre og værre. Det er en lang og sikkert berettiget klagesang fra en kvinde, der ikke får gode levevilkår og som ikke kan sige fra. Undertiden bliver romanen bare for lang. Det er gentagelse på gentagelse af situationer, hvor hun burde have forstået at hun skulle sætte sig selv igennem. Men hun gør det ikke. Det er virkelig tema med variation, sådan som der står et sted. Den tager altså tid sådan en bog. Der skal komme tre i alt. To er oversat til dansk. Jeg begynder straks på nummer to. Og håber at den ikke bliver så triviel. Jeg kender jo godt systemet med de ærlige kvinder og de utro og fordrukne mænd. Det er trivielt. Også i virkeligheden.

Juni 2018

Helga Flatland: En moderne familie

Her er det et ægtepar med tre børn, der bliver skilt efter 40 års ægteskab. Det udløser en lavine af refleksion hos børnene. Liv, Ellen og Håkon. Det er spændende. Mest fordi jeg også læser lidt om mig selv igen. Ellen og jeg blev skilt efter 28 års ægteskab. Hvordan oplevede børnene det? Vi passede på hele tiden. Ingen skulle snuble. Men man kan jo ikke helgardere og hvor meget ved vi om hinanden. Spørgsmålet er stadig hvordan de oplevede det dengang og nu. Det læser jeg om i den her fremragende roman. Også om de tre søskendes forskellighed. Om hvordan de ser familien. Så forskelligt. Det er en fremragende familieroman. Jeg holder så meget af Liv. Hun ligner noget jeg kender alt for godt. Men Ellen er også så spændende. Stakkels Ellen. Og heldige Ellen. Og så er der efternøleren, hjertebarnet, Håkon. Han er distancerytteren. Og det kan han i virkeligheden ikke lide. Håkon er den, der har fået flest understregninger. Han vil frihed. I kærlighed. Og da han bliver forelsket i Anna, vil han alligevel ikke. Hans tanker er skarpe: "Jeg tror, der i udgangspunktet er et tomrum, svarede jeg. Og alle kærlighedsforhold er fejlslåede forsøg på at fylde det tomrum, at blive forstået, men i praksis går det ikke op – for man har jo på samme tid brug for tomheden og følelsen af ikke at blive forstået for at opretholde en nødvendig længsel mod den anden. Man længes hele tiden efter, at nogen skal fylde noget i en selv, at blive forstået hele vejen igennem, at gå op i en slags højere enhed med et andet menneske, men det vil jo samtidig dræbe ethvert forhold, hvis det ønske rent faktisk opfyldes. Hvis man holder op med at længes, så holder man op med at elske, sagde jeg og havde endnu ikke truffet Anna." Men Liv giver ham modspil: "– Har det slået dig, at pligt og lyst måske er to sider af samme sag? Eller at det ene naturligt avler det andet i et sundt forhold? spørger Liv, er blevet rød i kinderne. – Jeg tror ikke, det er sundt, siger jeg og har lyst til at bide tungen af, men er også blevet fast besluttet på at vinde diskussion. – Pligt dræber al spontanitet, glæde og frihed, noget, ethvert forhold er afhængigt af for at overleve. Liv stirrer på mig. Holder en lille pause". Flatland er ikke i tvivl om, hvad kærlighed er. Hun ved det er triviel troskab og slutningen er da også ren feel good. "Karsten svarer højt og tydeligt ja. Begge smiler så bredt og så lykkeligt og lettet og kærligt til hinanden, da præsten erklærer dem for rette ægtefolk, at jeg til trods for min oparbejdede modvilje, det provokerende i præstens ord, må blinke de tårer væk, som presser sig på, filterløst berørt af øjeblikket." Det er en bog jeg er blevet lidt klogere af. Jeg tænker mine egne børn ind. Og tænker på deres forskellighed. Deres forskellige måder at se helheder på. Jeg vil låne dem bogen. Og tænke på dem når de læser den. Flatland vil jeg holde øje med.

Juni 2018

Ngũgĩ wa Thiong’o: DRØMME I KRIGENS TID

Det er godt at få et indtryk at et helt andet sted. Her Kenya. Det er en lang og indimellem rørende fortælling om opvækst og vilkår i et Afrika under verdenskrigenes og de interne kriges tid. Det er spændende læsning om kristendommens indflydelse og virkningshistorie. Det er spændende at læse om kikuyoernes omskæringspraksis som manddomsprøve. Helt uden forbindelse med islam eller jødedom. Den er også lidt selvoptaget. Men det er vel ikke unormalt for en eringdringsbog. Den næste venter jeg lidt med. Der er så meget nyt. Forskrækkeligt er det at læse om englændernes kolonistyre som ikke gir det tredje rige noget igen. De er ligeså slemme. En frygtelig historie hvor der i den almindelige befolkning her levet almindelige mennesker der har kæmpet for et almindeligt menneskeliv. Der er grund til indignation og til anerkendelse.

Juni 2018

Signe Gjessing: Synet og vennen

En fortælling kalder hun det. En fortælling om en sorg. Hun har mistet Florian. "Vil Florian skuffe som afdød? Nej, det tror jeg ikke. Det tror jeg ikke, jeg tror, at han kommer til at vise os sider af os selv, som vi ikke vidste af," skriver hun. Men det er ikke en enkel fortælling. Det er mere brudstykker end det er fortælling. Hun ser ham overalt. "Solen vil helt op. Og se dér, i dens følge, mindet om Florian. Det samler lyset op efter den, så det er væk, når det bliver aften. Sådan noget angår ham nu. Sådan noget med aften." Meget eftertænksomt siger hun: "Det er mere håbløst for mig at komme hinsides vores fælles skæbne: At være ladt tilbage – end det er for mig at tage Florian med ud af de efterladtes kompromitterende version af udødeligheden: Mindet." Hun er lyriker. Ganske ung. Det mærkes og det er forfriskende, "og jeg ser en orange appelsin udstråle          højstemthed". Jeg læste den to gange. Det er ikke nemt at se en enkel sammenhæng i hendes tanker. Men det er alligevel spændende læsning. Nye udsigtspunkter.

Juni 2018

Erik Fosness Hansen: Et hummerliv

Jeg var virkelig glad for at læse den her bog. Det der med at der er et ansigt bag ansigtet, som i Göran Tunströms roman Tyven, har jeg altid syntes var spændende. Mennesker gemmer sig. Der er en historie bag, som vi ikke kender. Palimpsest. Der er en skrift bag skriften. Her er historien lukket inde på et værelse på et højfjeldshotel som først bliver åbnet til allersidst i romanen der ender forfærdeligt, fordi det skjulte har en farlighed i sig som ikke kan tøjles. Der er rigtig meget Ishiguro i den her roman. Hans roman Resten af dagen som jeg læste for ikke længe siden var ganske vidunderlig. Jeg kom sådan til at holde af og kende hovedpersonen. På samme måde her. Det skjulte åbenbares ganske lidt ad gangen, dråbevis. Jeg synes det er mesterligt. Sedd's gammelkloge teenageliv er bare så smukt, men også bedrøveligt. Og vi mærker tydeligt smerten i al korrektheden. Det er en stor bog.

Der var et fint replikskifte, som jeg vil bruge engang:

Hvorfor skriver du det kryds? spurgte jeg.

Kryds?

Ja, øverst på recepten.

Nå – det. Han smilede. Det er ikke noget kryds. Det er et kors.

Interessant.

Det er noget vi læger altid har gjort. Det er en tradition.

Meget interessant tradition.

Det betyder: I Guds navn. Og bagefter skriver jeg Rp., og det betyder recipe, altså recept, og det betyder „man tager“. Det er altså det patienten skal tage.

Juni 2018

Lisbeth Brun: Det ottende bud

"Hun stod som en hare i en forlygte". Det er et fint billede. Den kan ikke komme ud af lyskeglen. Siv kan ikke komme ud af kærligheden til en dum mand, som jeg måske også selv kender en smule, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er en virkelig ubehagelig roman at læse. Jeg får uro i kroppen hele tiden. Han lyver for at få kærlighed, sex og opmærksomhed. Han lever mest og er mest ægte, når han har en ny kæreste. Engang siger hun, da de er sammen på et museum, "så bliver der plads til historien og at der er noget, der er større end én selv". Det er godt sagt, men han forstår det ikke. Det er en grum historie. Der er intet nyt i den. Det er den sædvanlige fortælling om utroskabens mange løgne, hvor man glemmer det ottende bud.

Juni 2018

Katrine Marie Guldager: Bjørnen

"Ingen er en ø, tænker jeg, da jeg senere sætter mig på terassen med kold kaffe. Alle er en ø". Det er bogen i en nøddeskal. Vi lever hver for sig. Hele tiden må vi prøve at finde en mening. "Hele tiden dette: kanten af meningsløsheden" - skriver hun den ærlige Katrine Marie Guldager. Jeg ærgrer mig bare sådan. Jeg læste for et år siden eller halvandet en roman, som også udspillede sig i en svensk ødegård, men hvor hovedpersonen kontakter en nabokvinde og overlever og forstår via hende. Jeg kan bare ikke huske titel og forfatter. Jeg var glad for at få litteratur igen. KMG er bare en god forfatter. Når hovedpersonen der isoleres i en svensk ødegård skal overveje sit liv siger hun: "Jeg bilder mig ind, at jeg er født med denne svaghed i sindet, denne dvælen ved det forkerte, det fejlslagne og det sorgfulde."  "Jeg er som et barn der ikke kan holde op med at pille i såret." Jeg kan bruge sådan en bog. Den sætter mig i gang med mine egne spørgsmål til mit eget liv, som også er forfatterens: "Jeg er bange for ikke at have brugt livets gave godt nok." Romanen handler om en kvinde, der vil være alene, men er bange alligevel for at være det med sig selv og med en umulig natur. Hun lever sammen med en mand, som sommetider har held til at sige det vigtigste: "Han siger: Rejs dig op. Han siger : Tag dig sammen. Han siger : Dit liv tilhører ikke dig"!!! Hun siger det jo ikke for det er ikke passende, men hun har kristendommen med sig. Til sidst siger hun: "Jeg tænker: Når det ser mørkest ud, bryder lyset igennem. Det er den fortælling jeg er født med". Det er det vi kalder påskemorgen. Håb. Det dur. Sådan en kort roman. Der er tusind gange bedre en den lange Det glemte brev.

Kort tid efter, først i juli, skulle jeg skrive en vielsestale og kunne ikke lade være med at bruge Bjørnen. Jeg skrev som indledning:

Jeg læste i Katrine Marie Guldagers nye roman, der hedder Bjørnen, følgende:

"Ingen er en ø, tænker jeg, da jeg senere sætter mig på terrassen med kold kaffe. Alle er en ø". Hun er vred. Kvinden i romanen.

Det er et opgør med en tanke om menneskets vilkår som digterpræsten John Donne skrev engang i 1600-tallet hvor han skrev:

”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.”

Altså vi hænger sammen, sagde han, vi deler verden fordi vi er en del af hinanden.

Katrine Marie Guldagers roman, fortæller om en kvinde, hvis liv er blevet lige lovligt vanskelig, hun er blevet fyret, hendes datter er lige flyttet hjemmefra. Der er så meget. Derfor tager hun afsted til deres ødegård i Sverige. Alene. For at rase ud. Skælde ud i fred og ro.

"Hele tiden dette: kanten af meningsløsheden" - skriver hun den ærlige Katrine Marie Guldager. Der er så mange måder at møde modgang på. Oprøret og vreden er en af dem. Og det er slet ikke så ringe endda. For så ved man hvad man har. Og hvad man kan.

Undertiden bliver vi i vore liv nødt til at træffe beslutninger, som ikke er nemme. Undertiden må vi bruge vores vrede til at opnå noget. Uddannelse, fremskridt. Alt muligt.

I den svenske ødegård tænker hun over sit liv. Og hun kan se, at hun mange gange er som et barn, der ikke kan holde op med at pille i såret. Det er svært at blive voksen. Det må vi øve os på hele livet. Og undertiden må vi også hele livet arbejde på at få en god barndom.

Alligevel forstår hun til sidst - også fordi hun er sneet alvorligt inde - at hun ikke er en ø. Alle er ikke en ø. Og hun komer i tanker om sin mand. Hun lever sammen med en mand, som sommetider har held til at sige det vigtigste:

"Han siger: Rejs dig op. Han siger : Tag dig sammen. Han si-ger : Dit liv tilhører ikke dig".

Så rejser hun sig op. Tager kampen op med bjørnen, ensomheden. Forladthedsfølelsen. Og hun vinder. Vrede og ydmyghed og en vilje til at forstå at vi er hinandens liv.

Det er en god roman. Da jeg skulle skrive en tale til jer i forgårs, så besluttede jeg mig for at bruge den her roman. Ikke fordi en af jer er blevet afskediget eller vil flygte til en ødegård i Sverige, men fordi I ikke er ukendte med at træffe vanskelige beslutninger og fordi alting ikke altid har været lige let og ligetil i jeres liv indtil nu.

Jeg blev så oplivet da jeg besøgte jer. Og da jeg kørte hjemad, tænkte jeg: det er godt gået. Mennesker er utrolige. Det synes jeg i er.

Juni 2018

Jillian Cantor: Det glemte brev

Den fik en god anmeldelse i KD. Det er også en god historie. Men sproget er frygtelig slapt. Der er ingen forfatter tilstede for alvor. Det er temmelig grimt at sige, men det synes jeg ikke der var. Indimellem var den også dum i sine antydninger. Og så er det alt for meget feel-good historie. Det er til at regne ud hele vejen igennem. Men jeg skulle jo læse den færdig og se om den ikke blev bedre. Det gjorde den ikke. Desværre. Hvilken bog kunne der ikke være kommet ud af den historie der forbinder Østrig under Anschluss og en moderne kvinde i LA omkring 1990 samt et frimærke.

Juni 2018

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

Det varede lang tid inden bogen kom som e-bog. Derfor får jeg den først læst nu. Den første understregning jeg har lavet i den er følgende: Sikke en afstumpethed, sagde fru Pryds. Det er lige præcis også det jeg hele tiden sidder og tænker på. Alle de kindheste og slag og hele den afstumpede måde at behandle hinanden på som romanen fortæller om. Var det virkelig så slemt? Måske. Det er næsten ikke til at tænke på. For når forældrene er uretfærdige og voldelige, hvordan skulle børnene så blive anderledes. Romanen fortæller fra daglejerhjemmet på Langeland til parcelhuset i København tredive år senere. Den er spændende. Og jeg læste den hurtigt. Men der var ikke meget jeg kunne bruge. Men god underholdning. Hun har et smukt billede, som jeg aldrig har hørt før: "Mor siger, at Gud kigger ud gennem de smås øje for at være sikker på, at de har det godt, sagde hun. - Når han så er sikker, flytter han sine øjne og så får de deres egne." Det synes jeg er rigtig smukt. En sætning som er typisk for romanen er: "Lige om lidt vil vi være døde, tænkte hun"

Juni 2018

Ian McEwan: Soning

Jeg blev den anbefalet, men straks jeg havde læst nogle sider, var det som om jeg kendte den. Og det var selvfølgelig filmatiseringen af romanen, jeg havde set. Det gjorde at jeg blev en smule utålmodig i min læsning, men romanen er bestemt anbefalelsesværdig. Den er en psykologisk studie i skyld og soning og et menneskes udvikling. God og intenst underholdning. Men jeg foretog kun en understregning. "At forsøge var ét og alt." Det er det vi må livet igennem. Aldrig blive trætte af at forsøge at forstå.

Maj 2018

Kazuo Ishiguro: Resten af dagen

Det var en oplevelse. Det er sjældent at jeg føler lige på den måde, at jeg næsten kunne sætte mig op og klappe i hænderne. Og i hvert fald smilede jeg da jeg havde læst den færdig. Det er en "værdig" og rørende bog. Når jeg sætter værdig i anførselstegn, så er det fordi det ord spiller en stor rolle i romanen hvor hovedpersonen igen og igen i sit tilbageblik på sit liv forsøger for hundredesyttende gang at definere var værdig betyder. For ham betyder det, aldrig at falde ud af rollen, aldrig at glemme sit arbejde, aldrig at lade følelserne løbe af med sig. Jeg kom sådan til at holde af ham. Da hans far dør, passer han sit arbejde. Da han kropsligt (så fint og nænsomt beskrevet ved at han står stille udenfor døren til hendes værelse) mærker at han elsker en kvindelig kollega, passer han i stedet sit arbejde. Da hans "Nåde" og arbejdsgiver på Darlington Hall vælger den forkerte side i 30'diverne passer han sit arbejde. Men aldrig giver han sig selv lov til andet end at være den gode butler. Det levende menneske inde i ham selv tør han ikke lade leve, men han pakker sin historie nænsomt ind. Først til allersidst mærker vi hans ulykkelighed. Ja, det vil sige, vi mærker den mellem linjerne hele vejen. Det er et under af en bog. Nobelprisen værdig.

Maj 2018

Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Det er en fin lille historie. Lige ud ad landevejen. Og dog. Den er ikke så nem at blive færdig med. Susanne hedder hovedpersonen. Hun siger sådan her til sin far, da hun finder ud af at hun vil læse teologi og være præst: "Jeg skal alt andet end dine polakker og haller fulde af fuglelort! Alt andet end at modtage 30.000 daggamle kyllinger fra rugeriet! Alt andet end at fede på dem i deres 39 dages sølle liv! Evighed eller 39 dage! Jeg vælger evighed! Jeg vælger alt andet end at høre dig tygge, dit råberi ad fjernsynet, se på dine hår i ørerne! Jeg skal bruge trompetskrald og skælvende mure! Basuner og englekor og skabelse! Jeg skal bruge en mening! En tanke så stor og vanvittig at det svimler! Jeg skal rejse steder hen du aldrig kommer! Jeg skal have et sprog til skønhed! Jeg skal have vinger! Jeg skal røres på det blideste og afkræves mit bedste! Og amen, fandengaleme, Amen, farmand!" Det er jo noget der vil noget. Hun bliver fængselspræst og arbejder med skyld og skam og tilgivelse. En dag får hun noget at tilgive sig selv og forstår hvor svært det kan være. En af de ting som den giver, bogen, er at tilgivelse skal man ikke pjatte med. Den skal nok have sin tid. Måske skal vi overlade den til Gud. Hun ønsker sig mening og et sprog for skønhed, men lader det så alligevel ligge da det handler om hende selv. Hun vil røres på det blideste og afkræves sit bedste. Men der falder vi nok alligevel igennem.

Maj 2018

Antonio Pennacchi: Mussolini-kanalen

Det er vidunderlig historiefortælling. Lidt ligesom Martin Andersen Nexø. Historiefortælling nede fra. Fra de almindelige menneskers fattige liv på Po-sletten. I begyndelsen fæstere hos samvittighedsløse herremænd. Vi følger Peruzzi-familien. Ikke ulig forfatterens egen familie sikkert. Han skriver som om han var med hele vejen igennem fra 1. verdenskrig til slutningen efter 2. verdenskrig, da de begyndte at få det godt efter Marshall hjælpen. Filó, fortæller han, er når folk sidder sammen om aftenen og fortæller om hvad der skete dengang og dengang. Det er spændende. Der er mange røverhistorier. Især spændende at læse om forbindelsen mellem socialismen og fascismen. Fascimens store succes var opdyrkningen af de Pontinske sumpe syd for Rom. Men meget andet hænder familien. Krigene. Dem alle. Religion. Kærlighed. Det hele er med i et muntert fortalt svulstigt sprog. Fra Peruzziernes side kunne det ikke se anderledes ud. Selvom der ikke fortælles meget om fascismens voldelige side. Jeg har været mange dage i Italien med den bog. Jeg får lyst til at se området. Gård nr. 517 især.  Og jeg tænker på udstykninger herhjemme med ens byggede husmandssteder. Samme opskrift for alle. Lokummet i et hus for sig.

Maj 2018

Kirsten Boas: Det onde jeg ikke vil

Det bliver meget kort. Der er store ting på spil. Kulturarv. Diktatur i Argentina. Alt det er i spil i Kirsten Boas's bog. Der er også meget, der bliver diskuteret fint. Men hvor mangler der bare eftertanke, langsomhed og sprog. Visdom. Jeg læste den som e-bog. Der var fyldt med stavefejl og ord der manglede. Det er til at leve med, hvis sproget ellers er godt. Der skal flere leveår til en bog.

Maj 2018

W.G.Sebald: De udvandrede

Der er noget næsten magisk ved Sebald. Ved hans vilje til erindring, ved hans vilje til at være i øjeblikket og lade øjeblikket fyldes med erindring. Det minder mig meget om Patrick Modiano, den franske nobelpristager, hvis bøger jeg har læst med stor glæde. Og måske skulle genlæse fordi jeg tænker på dem, når jeg læser Sebald. De to tænker på samme måde. De leder efter de længst forsvundne (deporterede) ulykkelige navngivne personer. Går i de gader, de gik i. Besøger de byer, de levede i. Og kan mærke dem. Erindring er det vigtigste. Et sted hedder det hos Sebald: "...intet var så uendeligt og så farligt som dumheden". Dumheden der glemmer. Der udsletter sporene af ondskaben, fordi dumheden ikke har plads til medfølelsen. Der renser gaderne for minder om de forbrydelser der blev begået i dem. Sebald citerer Goethe: Vor verden er en klokke, som er sprukken og ikke længere klinger. Den klinger hverken af sorg eller af glæde eller af virkelighed. Den er bare sprukken, uren fordi alting gemmes af vejen. I de udvandrede er der en vidunderlig dagbog fra et barns oplevelser. Et sted siger hun: "Naturligvis kan jeg ikke huske i dag, hvad vi gik og sagde. Men at markerne blomstrede på begge sider af vejen, og jeg var lykkelig, det mindes jeg endnu." Det er så rørende og smukt.

Maj 2018

Lars Saaby-Christensen: Byens spor

Efter Hertha Müller er det ren afslapning at læse Byens spor. Det er en fornøjelse. Så enkelt og rørende kan det gøres. Det er lige efter krigen. Og det er en fortælling om solidariteten, om fællesskabets vigtighed frem for individets. Samtidig er den enkelte beskrevet så tæt, at det er en glæde at læse. Romanen er første del af en trilogi om Oslo. Den smukkeste sætning og den eneste understregninng jeg har foretaget er følgende: "De er nødt til at bevare almindeligheden. Det er det afgørende. Det er reglen, de skal holde fast ved." Det er faderen, der tænker sådan. Han har lige fået at vide, at han vil dø af en lungecancer.

April 2018

Hertha Müller: Hjertedyr

"Når vi tier, bliver vi ubehagelige, sagde Edgar, når vi taler, bliver vi latterlige". Sådan indledes bogen og sådan sluttes den. Delt er vilkårene i diktaturets tid. Både for de, der ikke kan flygte og for de der flygtede. Diktaturet nåede også dem i Tyskland. Det er en fantastisk bog. Fyldt med smerte og fyldt med smertelig poesi. Den eneste måde at tale om smerten på er omskrivningerne. Der er ingenting der er på plads som i en normal verden. Angsten er der altid. Sulten. Landskabet vi bærer med os kan ses i vore ansigter, siger hun et sted. Alt er så sårbart. "Med ordene i munden træder vi lige så meget i stykker som med fødderne i græsset. Men det gør vi også med tavsheden." "Og når jeg forestiller mig det, så er det som om ethvert dødt menneske efterlader sig en sæk med ord." "Det man bærer væk fra egnen, bærer man ind i sit ansigt". Naturligvis er der beskrivelser af angsten. Som her: "Men angst skrider ud af sin bane. Når man har fået magt over sit ansigt, sniger den sig ind i stemmen. Når det lykkes at holde ansigt og stemme i et fast greb som en død ting, glider den oven i købet ud gennem fingrene. Den lægger sig uden på huden. Den ligger og flyder ude i det fri, man kan se den på alle de ting, som er i nærheden." Tilgivelsen findes: "Undskyldende ord trak fornærmelsen tilbage lige så hurtigt, som man kan standse luften i munden." Det er en fantastisk bog.

April 2018

Javier Marias: Forelskelser

Bøgerne finder jeg på udsalg og tilbud hos Saxo. Mange af dem. Andre køber jeg, når jeg læser anmeldelser i KD. Så går jeg straks ind og ser hvad de koster. Måske venter jeg på en bedre pris. Andre gange er det henvisninger i bøger til andre forfattere jeg mangler at læse. Javier Marias blev jeg opmærksom på på en meget behagelig måde. På vej hjem fra ferie på Mallorca kom jeg til at sidde ved siden af en mallorcinerinde, som studerede i København. Hun sad og læste i en stor bog. Jeg sad og læste i min Kindle. Jeg spurgte hvad hun læste. Hun fortalte om Javier Marias. Og så snakkede vi litteratur. Jeg skrev navnet ned. Det var en god ide. Forelskelser er en forunderlig bog. Den handler om forhold mellem mennesker der hele tiden gør sig alle mellemregninger klare. Før de svarer hinanden går de mellemregningerne igennem. Det kan godt virke lidt langtrukken, men jeg gav mig bare tid og nød det. Der er rigtig mange fine iagttagelser. Og hele bogen mindede mig om Forbrydelse og Straf og Dostojevski, hvor Raskolnikov argumenterer fornuftigt og dygtigt for at det kan forsvares moralsk at slå pantelånersken ihjel. Han troede han bare kunne. Tage et andet menneskes liv. Det kunne han naturligvis ikke. Her leges der med samme tema bare i kærlighedens navn. Må man slå den ihjel som står i vejen for kærligheden. På samme måde som Raskolnikov er Forelskelser en slags krimi. Det er spændende at læse den færdig. Det er også en rigtig god bog om døden. De døde skal ikke vende tilbage er et tema. Jeg protesterer voldsomt hele bogen igennem. Og lader mig forføre. For så at protestere dobbelt. Javier Marias bevæger os. De to hovedpersoner hedder Javier og Maria. Vi er dobbelte som forfatteren.

Her er nogle citater:

"Hvis jeg er den, jeg har været siden hans død, har jeg for ham altid været en anden, og jeg ville stadig have været den, jeg ikke længere er, i al evighed, hvis han stadig havde været i live." Det er sådanne formuleringer han laver, forfatteren. Om det skelsættende i døden. Det forandrende. Det er Louisa der siger det. Hun har mistet sin mand, hun elskede overalt.

"Verden tilhører i den grad de levende og faktisk så lidt de døde – skønt de alle bliver på Jorden og jo er langt flere – at de levende har tilbøjelighed til at mene, at en elsket persons død er noget, der sker for dem mere end for den døde, som er den, det i virkeligheden er sket for."

Jeg protesterer når han siger: "Man ved, at alt fortsætter uden én selv, at intet holder op, fordi man selv forsvinder. Men dette efter kommer ikke én ved." Evigheden er tom i bogens univers.

Den døde og den levende må ikke blandes sammen. Han skriver et sted: "Men du må ikke forveksle os, mig som levende og mig som død. Den første beder dig om noget, og den anden vil ikke kunne gøre indsigelse eller huske dig på noget eller vide, om du holder løftet. Hvor svært er det da at give mig dit ord? Intet forhindrer dig i at bryde det, det er gratis for dig." Vel er det ej.

Han manipulerer med læseren. Det er det interessante som gør det til en oplevelse at læse bogen. Så tak til mallorcinerinden i flyet.

April 2018

Helle Helle: de

Hvor jeg bare havde ondt i følelserne bagefter. De var helt ømme. Helt ind i sjælen. Jeg havde sådan lyst til at tage hende i hånden, pigen til moren. Hvor er det en rørende og smuk bog. Den er næsten ikke til at slippe. Der sker så mange ting i den. Det er så hjælpeløst. Så usagt. Det er nemmere at grine og græde. Det er det nøgne menneske der fortælles om. Jeg kommer til at tænke på Marianne Larsens digte. Det er en værdifuld bog. de. Den bør læses engang imellem. Der er så smukke citater: "Den, der har set en solopgang, vil jo altid kunne bære den med sig i sit indre, siger hun" pigen da talen er om det er værst at være blindfødt eller blive blind senere. Små underfundige ting som kurven der er fyldt med forbigået strikketøj. Da moren er på sygehuset ringer de sammen både eftermiddag og aften. "Når de ikke kan finde på mere at tale om, siger hendes mor: - Lad os bare sidde og ånde lidt". Eller den her: Kioskmanden smiler ud til hende, og hun smiler tilbage, dette smil forlader hende først et kvarter senere, og kun fordi hun sætter sit krus til munden". Hvor var det godt at læse om det almindelige. Ingen kan skrive om det som Helle Helle. Tak

April 2018

LISA HALLIDAY: ASYMMETRI

Det er en bog for bogelskere. Jeg blev mere og mere glad for den. Den handler om, hvordan man finder lighed i asymmetriske forhold. Her mellem Alice og Balzer alias Philip Roth, en lufthavnsfunktionær og en højtudannet økonom, Irak og USA. Første afsnit handler om asymmetrien mellem en kommende forfatter og en verdensberømt ældre forfatter. Det er her, der er noget for bogelskere. Teksten brydes uden vi får besked af citater fra den store litteratur. Det er let og glimrende underholdning. Andet afsnit handler om shiitisk islam og vesten. Her er hun spændende på mange måder. Her kommer nogle citater:

"...og samtalen nåe­de frem til et punkt, hvor vores gæst følte sig tryg nok til at spørge, om jeg var enig i, at religion kvæler intellektuel nysgerrighed. Tværtimod, svarede jeg. Jeg opfatter det som en religiøs forpligtelse at søge viden. Trods alt er det første ord i Koranen: Læs! Og i tredje linje står der: Læs, for Herren har lært dig kunsten at skrive; han lærte menneskeheden, hvad den endnu ikke vidste. Men religion, insisterede vores ven med imponerende selvsikkerhed, tillader kun en at stille så og så mange spørgsmål, inden man når frem til: kun fordi. Man skal have tro. Tja, sagde jeg, dit problem med religion er stort set det problem, som alle mennesker uden tro har med religion: at den tilbyder irreduktible svar. Men til syvende og sidst er nogle spørgsmål simpelthen ikke empirisk verificerbare. Find det empiriske bevis i spørgsmålet om, hvorvidt man skal afspore toget og slå alle tre hun­drede passagerer ihjel, hvis det ville betyde, at man redder den ene person, der er bundet fast til sporet. Eller: Er det sandt, fordi jeg ser det, eller ser jeg det, fordi det er sandt? Hele pointen vedrørende tro handler om, at irreduktible svar ikke generer den troende. Troende mennesker finder trøst og føler endda stolthed i deres viden om, at de har styrken til at gøre de irreduktible svar til deres helt egne, hvor vanskeligt det end er. Alle – inklusive ikketroende – forlader sig hver dag på irreduktible svar. Det eneste, religion i virkeligheden gør, er at være ærlig omkring spørgsmålet ved at give afhængigheden et konkret navn: tro."

Det er godt. Jeg er vild med sådan nogle overvejelser. Her et mere:

"Skæbne er ikke forudbestemt, men uendelig, og kan mutere via menneskets villede handlinger. Allah vil ikke ændre et folks skæbne, før de ændrer det, der ligger i dem selv. Gud har ikke forudbestemt den menneskelige histories gang, men er snarere bevidst om alle dens mulige veje og kan ændre den kurs, vi befinder os på i overensstemmelse med vores vilje og grænserne for Hans univers."

Og så det følgende citat, som jeg vil bruge i min konfirmationstale om 14 dage. Det er bare vildt godt. Det kan bruges på mange måder.

"Tænk på en hal med radiobiler. Når man sidder i radiobilen, kan man styre den i alle de retninger, man måtte ønske, mens man samtidig er forbundet via en stang til et loft, der forsyner bilen med energi og i sidste ende begrænser dens bevægelser til dem, der er forudbestemt af et forsyningsnet. Sådan forholder det sig også med Guds enorme hal med radiobiler, hvor Han skaber og præsiderer over den menneskelige handlings muligheder, som mennesker derefter påtager sig at føre ud i livet. Og idet vi gør det – drejer til højre eller venstre, kører frem eller bakker, banker ind i vores naboer eller respektfuld svinger uden om dem – beslutter vi, hvad vi skal blive til, og påtager os ansvaret for de valg, der definerer os."

Her kommer nogle flere understregninger om måder at møde verden på.

"Uvidenhed er et problem. Laden stå til er et problem. Men at stræbe efter exceptionel adfærd – exceptionelt gavmild, velovervejet, menneskelig opførsel – sådan som alle, der er heldige nok at være født i et exceptionelt rigt, exceptionelt veluddannet, exceptionelt demokratisk land burde gøre."

" Man opdager, at et yderst fredeligt og demokratisk samfund befinder sig i en tilstand af utrolig skrøbelig udsættelse, en udsættelse, der kræver balance ned til det mindste molekyle, så hvis blot én person ignorerer denne skrøbelighed med sin selvtilfredshed eller selvoptagethed, kan vedkommende forårsage, at hele den rådne struktur styrter sammen."

"Ydmyghed og tavshed er trods alt at foretrække frem for uvidenhed og arrogance."

"Vi flyver for højt på vores vildledende forestilling om magt og tryghed og kontrol, og når det hele så styrter sammen om os, bliver faldet gjort dybere af højden. Af den pludselige brathed, men også af den ydmygelse, man føler, fordi man ikke har set styrtdykket komme."

I sidste afsnit som er skrevet som et tænkt interview med den aldrende Phihlip Roth står der noget, som jeg som gammel virkelig kan forstå og sige ja til:

"Var det ikke Sokrates, eller en af hans slags, der sagde, at alderens cølibat er som endelig at slippe for at sidde på ryggen af en vild hest?"

"Det er, når man er evolutionens uvidende tjener, at man er mest vild efter sex."

"Men De spurgte til affældighed. Hvordan det er at være så gammel. Det korte svar er, at man udfører sine daglige gøremål, mens man minder sig selv om at se på alting, som om man ser det for sidste gang. Det gør man sikkert også."

"Casals, der for resten også spillede klaver, fortalte engang en journalist, da han var i halvfemserne, at han havde spillet det samme klaverstykke af Bach hver dag de sidste femogfirs år. Da journalisten spurgte ham, om det ikke var blevet kedeligt i længden, svarede Casals, at nej, tværtimod, hver eneste gang havde været en ny erfaring, en ny opdagelse."

"Hvad jeg mener om afslutningen? Jeg tænker ikke på afslutningen. Jeg tænker på helheden, hele mit liv."

Det sidste citat synes jeg samler rigtig meget af det, jeg selv går og tænker på i min lille arbejdsmandsverden. Det er en super bog. Anderledes. Jeg holde øje med Halliday i fremtiden

April 2018

W.G. Sebald: Austerlitz

Åh hvor var det velgørende at læse Sebald efter Leine, som bliver mig for manisk. Sebald derimod er erindringens digter. Det er det, det hele handler om i bogen. Og det passer mig så godt. Det er det jeg selv øver mig i. At erindre min tid. Min mor, som døde, da jeg var helt ung. At nærme mig hende. Hun sidder i sin rullestol, som det hed dengang. Jeg fik så meget af hende. Hun har præget hele mit liv. Og så er det så godt at læse en langsom bog, hvor forfatteren også er på sporet af fortiden. Her en fiktion om en jødisk dreng, der er reddet til et liv i England fra Prag som 4-årig før krigsudbruddet med nazisternes trussel om udslettelse. Det er så smukt fortalt i præcise hoved- og bisætninger. Lange sætninger. Sebald er født i Tyskland, men boede i England og talte det korrekt i alle detaljer ligesom han også mestrede fransk fuldkomment. Dog fastholdt han at skrive på tysk. Jeg skriver det i datid, fordi han omkom i en bilulykke i 2001. Det som har betaget mig allermest er hans næsten metafysiske fornemmelse for virkeligheden. I hukommelsen er metafysikken til stede akkurat som havde vi også fået Guds evne til at være allestedsnærværende. Her kommer nogle af de citater, jeg holder mest af: "...den mistanke, jeg altid havde haft, om at grænsen mellem døden og lviet er mere genemtrængelig, end vi sædvanligvis tror". "Og kunne det ikke tænkes, fortsatte Austerlitz, at vi også har aftaler i fortiden, i det, der allerede har været og for det meste er udslettet, så at vi dér må opsøge steder og personer, der, ligesom hinsides tiden, står i en eller anden sammenhæng med os?"  Jeg elsker at læse sådan noget. Og kan lide med min lille og temmelig unøjagtige hukommelse at lægge mærke til alt i mit liv. Også ting jeg endnu kan nå selvom alting måske allerede er udslettet. Og nu det allerbedste citat: "Det forekommer mig ikke, sagde Austerlitz, at vi forstår de love, hvorunder fortidens genkomst finder sted, men jeg synes mere og mere, at der måske slet ikke er nogen tid, men derimod kun forskellige rum, indskudt i hinanden efter en højere stereometri, hvorimellem de levende og de døde, alt efter befindende, kan gå frem og tilbage, og jo længere jeg tænker over det, desto mere forekommer det mig, at vi, som endnu er i live, i de dødes øjne er irreale væsener, der kun somme tider, under bestemte lysforhold og atmosfæriske betingelser, bliver synlige." Det er en bog som bliver i mig.

April 2018

Kim Leine: Rød mand/sort mand

Den har fået så mange fine anmeldelser. Jeg var glad for Profeterne i Evighedsfjorden. Men jeg har brugt alt for lang tid på at læse den her. Jeg tror ganske enkelt ikke på den. Jeg synes ikke den er spændende. Det blev tvangslæsning. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig alt det pis og lort og sæd og mudder der i den. Og teologisk er jeg utryg ved Leines viden. Den er så tendentiøs. Det er måske naturligt nok. Og der var ingen læselyst ved det. Der var ingen hemmelig viden som kunne oplyse mig om det at være menneske. Nu vil jeg skynde mig videre til noget litteratur.

Marts 2018

Henriette Rostrup: Det år vi gik til begravelser

Det var en bog jeg bare kunne læse. Den er spændende og farverig. Den holder mig vågen hele tiden fordi den spiller mellem nutid og flashbacks. Og jeg kommer til at holde rigtig meget af Julie. Hun er kompliceret og besværlig og hun flygter fra sine problemer. Hun føler også stærkt, og har et stort hjerte når der er brug for det. Hun er en virkelig person som må kææmpe med en fraværende mor som Leonora måtte. Hvad de mødre og fædre dog er årsag til af god litteratur. Jeg har set bogen omtalt som en underholdningsroman. Det er gedigen skønlitteratur. Fyldt med gode historier og eftertænksomhed. Hende må jeg huske at kigge efter.

Marts 2018

Marilynne Robinson: Det som er os givet

Jeg er om formiddagen ved at læse Marilynne Robinsons sidst oversatte bog. Jeg er nået til kapitlet Frygt. Jeg vil fortælle om min læsning hen ad vejen. Men det her afsnit er så godt. Det er en beskrivelse af Amerika lige nu. Men det er også en beskrivelse af Danmark. Måske hele Europa. Hun skriver: "For det første er nutidens Amerika fuldt af frygt. Og for det andet er frygt ikke en kristen tankegang. Som børn lærer vi at sige: „Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.“ Vi lærer at Jesus efter sin genopstandelse sagde til sine disciple: „Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ Kristus er nådigt og vedblivende til stede overalt i virkeligheden, og med ham vil historien blive bragt endegyldigt til afslutning. Det er større og mere altomfattende begreber end nutidens kristendom har for vane at benytte. Men vi lærer at Kristus „var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er … Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke“. Bemærk brugen af nutid. Johannes’ Første Brev forkynder „det evige liv som var hos Faderen og blev åbenbaret for os“. Som kristne kan vi ikke, såfremt vi for alvor accepterer vores egne tekster som autoritative, opfatte Kristus som isoleret i tid og rum. Ej heller kan vi tænke os at livet her på Jorden er vores eneste liv eller bare vores primære liv. Som kristne må vi tro at det ikke er vores kroppes død vi skal frygte, men vores sjæles fortabelse." Jeg kan så godt lide hendes kontante omgang med skriften. Den hellige skrift. Det er virkelig forløsende. Jeg kan ikke lade være med at blive mærket af det i mine prædikener om søndagen. Jeg bruger hendes måde at gøre det på. Modstillingen. Sammenligningen.

Og så kommer noget der rammer lige ind i lille Danmark med den nuværende regering, der kalder sig kristen måske mest for at forfølge alle anderledes troende. "Det kristne „establishment“, projektet om at gøre kristendommen til den i praksis officielle religion, er det første som dens egne statister vil gå efter, og det sidste som de troende bør tilslutte sig."

Her kommer noget som jeg er meget optaget af og som jeg allerede har brugt sidste søndag i en prædiken. Hendes tale om en etikkens arkitektur, der er glemt: "Derudover besad det teologiske univers for dem at se også en prægtig moralsk arkitektur. Virkeligheden var opbygget omkring godt og ondt, for menneskeheden var i enestående grad i stand til begge dele. Der fandtes ingen større skala end denne arkitektur at måle virkeligheden med, heller ikke hvis man, som de ofte gjorde, tog højde for flere himle end en enkelt. Lad os forestille os at menneskeheden ud fra en sund fornemmelse af denne moralske konstruktion var gået i gang med at brødføde de sultne, klæde de nøgne, give de tørstende at drikke og selvsagt også smede deres sværd om til plovjern. Det ville tydeligvis have været et stort skridt i retning af at forsikre planetens langtidsholdbarhed og været et argument for en højere orden af objektive kendsgerninger ud over blot at undervise i en lære hvis sandhedsværdi rutinemæssigt skoses eller uden videre afvises."

Hun er simpelthen god at læse. I afsnittet beviser arbejder hun med baggrund i Kristi præeksistente funktion i verden. Hun citerer Calvin: „Hvis ikke denne [Kristi] vedvarende inspiration gav verden livskraft, ville hver eneste levende ting omgående begynde at forfalde eller blive reduceret til intet.“ Emily Dickinson skrev:

Alt ydre er den ramme hvor

Hans ansigt gør sig kendt.

Alt udsyn affødt af hans

grænseløse kontinent.

Lyset, hans gerning, mørket,

hans viljestyrke stor,

al væren i ham tjener, lig

en kraft hinsides ord.“

Hun siger også: "Alt kød er som græs, og skønheden i det som blomsten på marken. Ved at mærke sandheden i sådanne ord ser vi verden fra et perspektiv ikke ulig Guds eget. Ved at mærke vores manglende lighed med det evige oplever vi selve højdepunktet i vores menneskelighed – det vil sige at opleve vores evne til at forstå langt ud over vores behov og vores øjeblikkelige situation og fundere over selve det at være til. Ved at ydmyge os bliver vi ophøjet, og det paradoks kender kristne også udmærket."

Jeg tænker på, at jeg langfredag vil prøve at arbejde med Kristi præeksistens for at nærme mig en forståelse af, hvad der sker langfredag indtil lyset vender tilbage igen søndag med opstandelsen, hvor Kristus igen indtager sin plads i evigheden. Lyset, hans gerning/ hans viljestyrke stor. Skrev Emily Dickinson.

April 2018 Jeg genoptager min læsning af Marilynne Robinson: Det som er os givet og vil gerne huske følgende citater:

"I alle tilfælde er både Inkarnationen, Korsfæstelsen og Opstandelsen stærkt ladede erklæringer om både eksistensen og den menneskelige eksistens. Der er tale om dybsindige og i hvert fald mig bekendt enestående påstande om menneskelivets værdi som noget grænseoverskridende, en yderst stærk påstand om værdien af de magtesløses og ukendtes liv. Dåben, altergangen og tilbedelsen er udtryk for deltagelse i denne metafysiske, ontologiske forestilling."

Marilynne citerer en Henry Ward Beecher for følgende om kristen humanisme:

"Dette forhold [der eksisterer mellem mennesket og dets Skaber] har rod i den kendsgerning at vi er skabt i Guds billede; at vi derfor også er forbundet med Gud, ikke blot gennem styrelse, men fra naturens hånd. Denne [grundlæggende] sandhed får lys i kraft af mening, i kraft af kristendommens lære om at hvert eneste menneskeligt væsen er Gud kært; en lære baseret på dette udgangspunkt, højt hævet over alle menneskelige gerninger og historier, det vil sige Kristi inkarnation, lidelse og død som menneskenes Frelser. Racen er et broderskab; Gud er Faderen, kærligheden er dette mægtige menneskelige fællesskabs lov, og kærligheden er ingens tjener. Det er den der oplyser alt hvad den rører ved, med frihed … Man kan ikke fremstille mennesket som underlagt guddommeligt styre og ansvarligt for resultater der får de mest kolossale jordiske bedrifter til at virke ubetydelige, som en sum af påvirkninger der har samlet sig sammen fra evigheden og af kræfter der ganske vist begynder på Jorden i vuggen og blidt som en mors stemme i en vuggevise fortsætter opad og tager alt med sig på vejen, indtil de opnår hele Guds kraft … man kan ikke fremstille mennesket som midtpunkt og genstand for et så ophøjet og evigt drama uden også at forlene det med noget af den storhed der er indlejret i Gud selv."

I et kapitel om Værdi (og Dietrich Bonhoeffer) siger hun: "Hvor ville vi være henne hvis den hebræiske Gud ikke havde sagt og insisteret på at menneskelige væsener skulle være i hans billede og derved være hellige? Har vi noget andet sikkert grundlag for at tro på en universel, menneskelig værdighed? Der er overhovedet ingen tegn på at det alt sammen er noget som vi intuitivt ved. Hvis folk i sandhed troede på at den unge mand i hættetrøjen derovre var skabt i Guds billede, ville en betragtelig del af vores egen befolkning ikke gå rundt og være forberedt på at skulle gribe til dødbringende vold."

Maj 2018 Jeg genoptager min læsning af Marilynne Robinson: Det som er os givet og vil gerne huske følgende citater:

Hun taler om, at hun gerne vil have en kristologi hun kan forstå: "For mit eget vedkommende løste problemet sig i fortalen til Johannesevangeliet, denne nytænkning af skabelsesberetningen der sætter Kristus i centrum af skabelsesfænomenet og samtidig også forkynder hans jordiske tilstedeværelse som Jesus fra Nazaret. Det medfører for mig at se at der i skabelsen findes indlejret en egenskab som man kan kalde menneskelig, en egenskab vi deltager i, som er manifest i os, og som vi er indbegrebet af. Det medfører at Jesus bliver det definerende element i denne grundlæggende menneskelighed. Kristus er central i ontologisk forstand ligesom det jeg har kaldt menneskelighed, og dermed også dybt indlejret i tilværelsen, for han var til stede hos Gud i begyndelsen, og uden ham var intet af det skabte blevet skabt."

"Religioner er udtryk for en sund, menneskelig fornemmelse af at der er noget hinsides tilværelsen sådan som vi oplever den her i dette liv."

"For mig at se medfører den skabende Kristus også at hans rolle som Kristus er indlejret i skabelsen – at der fra første færd var forudset skabninger hvis natur og livsforløb han kunne tage fuldstændig på sig uden på nogen måde at formindske sin højhellighed. Det var forudset at disse skabninger ville få brug for ham til at genoprette sig gennem en epokegørende handling – gennem kærlighed, tilgivelse, loyalitet, nåde, venskab og broderskab – lutter menneskelige ting hvis navne vi har lært som følge af vores egne evner og i hvert eneste godt menneskeligt samkvem, måske endda lige så længe vi har gået oprejst. Det er de ting vi kender af egen erfaring fra vores egne hjerter, sjæle og bevidstheder. I denne dybere forstand er vi dermed ikke længere fremmede her i Universet, forstået i ordets videste betydning, men tværtimod i enestående grad rodfæstet i det. Hvis forsynet viser sig i denne tilfældige konstruktion, denne smukke og velordnede, indsigtsfulde og manipulerbare vrangforestilling som vi er fælles om, da er vores privilegerede position også aldeles åbenlys."

"Friheden melder sig som eksempel – vi er ikke bare termitter som i tidens løb er blevet forfinet til at være højtudviklede og ufejlbarlige termitter. Måske strømmer der følelser i retning af mod og loyalitet rundt i kroppen på bier når de sværmer ud for at forsvare deres kube og dronning, men i og med at bier ikke er i stand til andet, er sådanne stimuli også langt fra det samme som dyder. Vi vandrer rundt omgivet af en højst bemærkelsesværdig frihed – til at forsømme, til at forråde og til at vænne os til middelmådighed, til at vende os bort fra de nødstilfælde der kan ramme vores nærmeste naboer eller til at profitere af deres ulykke. Vores evne til at tage konsekvent, ja, katastrofalt meget fejl gør os til noget enestående i naturen."

Her taler Marilynne om sig selv, om sin alders velsignelse:

"Men der er sket noget overraskende, en tiltagende glæde og identitetsfølelse som virkelig er noget andet end det jeg var blevet stillet i udsigt. Mine glæder er de samme – bøger og skuespil, kirke og undervisning – og mine følelser over for dem har stort set ikke forandret sig. Det må være indlysende at mit liv gennem flere årtier har kredset om fascinationen af netop dem og også nydt godt af dem. Nu føles de alle sammen som nye. Det er på ingen måde sket i nogen bevidst hensigt fra min side. Det er ikke fordi jeg har skiftet sind. Snarere synes mit sind temmelig brat af have skiftet mig.

Jeg troede den slags feber forsvandt med ungdommen, og nu er den altså tilbage i rasende omfang. Denne gang ved jeg godt hvordan jeg skal byde den velkommen. Denne gang ved jeg godt at mit liv er begyndt at lakke mod enden. Det fremmedartede ved først og fremmest liv her på Jorden og derefter ved alt hvad der fanger min opmærksomhed, er begyndt at bevæge mig stærkt. Det føles nyopdaget, nærmest ligesom en morgen der kun er usædvanlig i kraft af sin atmosfære af at være gennemført og uantasteligt ny, uanset hvor mange gange den gamle jordklode efterhånden er luntet rundt omkring Solen."

"Vores kærlighed og håb er hellige, og tilværelsen ærer og vil ære dem lige til himlene endegyldigt ruller til side som pergament."

Om en antropologi

"Jean Calvin, siger at vores genialitet, vores opfindsomhed, vores fantasi og vores behov for at forstå stjernerne og planeternes bevægelser er umiskendeligt bevis på sjælens eksistens. Han siger at når vi trænger ned i os selv, finder vi Gud, så udsøgt et håndværk er vi resultatet af. I sin hyldest til menneskeheden, og det vil dermed sige Gud, skelner han ikke mellem dels kroppens kompleksitet og adræthed, dels sindets eller sjælens bevægelighed og veltalenhed. Han behandler dem som to sider af samme sag. Derudover er der selvfølgelig bagsiden i form af vores gennemførte syndighed."

"Jeg kan huske engang at have læst en artikel om søstjerner. Man mente ikke at de havde nogen øjne. Så opdagede man at de faktisk var lutter øjne, at hele deres krop var dækket af synsreceptorer, og at den simpelt udseende skabning på en eller anden måde formår at integrere en hel mængde sansninger."

"Sagt mere præcist, hvad er kød så egentlig? Komplekst liv. Og hvad er så det? Det største mysterium i Universet. Det er kød der synger, flakser og flyver, og det er kød der både skaber civilisationer og trækker dem med sig ned."

"Vi kigger ud på kolliderende galakser og lader os forbløffe. Vi burde være mere forbløffet over at vores byer bliver stående, at vores kroppe gennemgår modning og aldring, og at vores selv har rod i og stammer fra en fortid der både er umulig at undgå og intetsteds at finde"

"Calvins tilgang er mere videnskabelig. Han siger at vi bør lade os forbløffe over selv vores tånegle og bør opfatte dem som sindbillede på en genialitet vi selv er en del af".

" alle tilfælde afhænger meget, måske også vores menneskelighed, af at vi kan fornemme og anerkende den egenskab ved vores egen slags som vi kalder sjæl. Sjælen udgør en universel og umistelig hellighed."

"I en vis forstand er Jesu liv en gentagelse af det som Gud antyder med skabelsen."

"Jesu oprindelse som Guds søn, hvad han med Lukas’ ord er fælles med Adam om, gør herkomst ligegyldig og lukker op for universalismen, for den bevægelse hvor kendskabet til Gud rykkes ud over de etniske, kulturelle og historiske grænser for den første åbenbaring til alle Adams andre børn, til menneskeheden."

" Historien er i virkeligheden et eneste stort og ufuldendt portræt af den gamle Adam. Alene selve det at have en historie gør os enestående. Og når vi så betragter den, forbløffes vi. Kun i myter og mareridt var det muligt at finde en skabning mage til. Hvad mennesket dog er."

Marts 2018

Sara Omar: Dødevaskeren

Det er simpelthen en frygtelig historie, hun har at fortælle. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at det kan have været sådan. Det er jo den fuldstændig rene galskab. Livet i hendes kurdiske landsby. Blod og død og frygt og skam i en uendelighed. Mændenes totale galskab. Hun er vred, da hun skriver den. Det kan man virkelig fornemme. Der er meget at være vred over. Der er nogle fine overvejelser undervejs hvor hendes morfar, der er en fri ånd, kritiserer islam og al religion, der ikke sætter mennesket fri og giver det mod til at forholde sig kritisk. Hvis alt det er sandhed Sara skriver, så er det næsten ikke til at bære at tænke på. Så forstår jeg bedre hvorfor der skal mange flere pladser til på  krisencentrene for unge kvinder fra det muslimske miljø. Det kurdiske miljø er som Boko Haram. Det er frygteligt at læse andet end koranen. Det er forbudt at tænke selvstændigt. Den er meget firkantet skrevet, men vreden er vel firkantet. Et sted hedder det: "Jeg ville ønske, at alle de idioter, der sætter islam over alt andet, kunne blive i Mellemøsten. Nej, ikke engang i Mellemøsten, for det går ud over kvinderne der".  Morfaren er fin. Han er zarathustri. Et steder laver han en fin lille lignelse: "Darwésh løftede Frmesk op på en stol lige ved siden af lampen, og så gav han hende et hvidt klæde i hænderne. “Kan du holde det her op foran lampen lige som en skærm?”

Hun nikkede og strakte sig ind foran lampen.

“Godt, se så godt efter, min dreng. “Nu holder jeg en bog op foran lyset her bag klædet. Kan du se bogen?”

“Ja,” sagde Aso med sikker stemme.

“Godt, så holder jeg lige den anden op. Kan du også se den?”

“Ja,” sagde Aso igen.

“Jeg kan også se den,” sagde Frmesk omme bag skærmen.

Han smilede til hende. “Aso,” sagde han så. “Kan du fortælle mig, hvilken der var Koranen, og hvilken der var Biblen?”

Aso rynkede panden. “Far, jeg så jo kun deres skygger.”

“Netop, min dreng. De to guders ord kaster den samme skygge, og enhver bog er intet andet end sin forfatters skygge, og det er derfor, vi altid skal forholde os kritisk til de ting, vi læser, især hvis de hævdes at være skrevet af en overjordisk magt for mange århundreder siden.” Han tøvede et øjeblik. “Det eneste, der burde kaste så lange skygger, er bjergene.”  Det synes jeg er smukt. Det kan jeg godt lide. Og vil helt sikkert bruge engang.

Marts 2018

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Den bog blev jeg meget glad for og meget  rystet af at læse. Det er en virkelig god bog. Den rystede mig fordi den fortæller så ærligt om at være et menneske. Hvor meget vi ikke ser undervejs af vores eget liv, fordi vi lader det ligge. Fortsættelsen til titlen er jo: lever godt. Men det passer ikke. Når vi skjuler vort liv og ikke lever med åbne øjne og ærlighed, så kommer vi til at skade andre mennesker. Vi skjuler os for at beskytte os. Livsrædde. Derfor er det en fantastisk god bog. Den er en øjenåbner. Den gør at jeg ikke er så glad for min egen indsats i livet. Der er i hvert fald meget, som det er bedst at tie stille med. Den gennemspiller forældre-børn forholdet endnu engang. Det slipper aldrig op det stof. Det gør det jo heller ikke i vort eget liv. Vi bliver ved med at vende tilbage til ting, som kunne have været anderledes. Men forfatterens kamp for at blive et selvstændigt menneske er en bedrift og meget rørende. Det er en superbog. Hele hovedstolen er beskrevet. Også som teologisk refleksion.

Jeg havde købt Dødevaskeren af Sara Omar da den udkom. Jeg var også begyndt på den, men jeg kunne ikke få mig selv til at læse den. Den fyldte mig med en frygt for, hvad der ville ske, som jeg bare ikke kan holde ud. Så jeg holdt op. Ikke engang en tredjedel henne. Da jeg så læste Den, der lever stille så kom jeg til at tænke på den. Enhver kultur giver noget videre til sine børn. Den her ordensgalskab som Leonoras far har, regelfasthed, der presser livet ud af deres liv. Fordi magtforholdet og morens sygdom aldrig kommer op i lyset. Det bliver til sammenpresset liv der kræver en kæmpe for at blive fri. Det klarer Leonora. Og jeg tænkte: Sara har sit og Leronora sit. Men så blev jeg nødt til at læse Dødevaskeren - selvom jeg faktisk var begyndt på Kim Leines sidste. Og jeg blev klar over, at begge historier, Leonoras og Sara er frygtelige. Men Saras baggrund er rædsel og mareridt.

Marts 2018

Richard Flanagan: Den smalle vej til det dybe nord

Jeg er komet bagud med min boglog. Jeg har været på ferie. Her blev jeg bl.a. færdig med nummer to bog af Flanagan. Den første var jeg så begejstret for. Den skrev jeg om for en måneds tid siden. Den her er knap så givende synes jeg. Men igen får jeg noget at vide, som jeg ikke vidste. Den gav en skrap fortælling om japanernes slavearbejdere på den lange bane gennem Burmas jungle. en rystende beskrivelse. Men den handler især om skyld og om kærlighed.

Der er en fin overvejelse i i begyndelsen af romanen: "Hvorfor er der altid lys ved altings begyndelse? Dorrigo Evans’ første minde var om solskin der strømmede ind i en menighedssal hvor han sad sammen med sin mor og bedstemor. En menighedssal af træ. Blændende lys og ham selv der stolprede frem og tilbage, ind og ud af dets ophøjede velkomst, ind i kvindefavne. Kvinder der elskede ham. Som at gå ud i havet og vende tilbage til stranden. Igen og igen.

Gud velsigne dig, siger hans mor mens hun griber fat om ham og giver slip igen. Gud velsigne dig, dreng." Det er smukt. Men så kommer det: "Senere blev gråd slet og ret en bekræftelse af følelser, og følelser det eneste kompas i tilværelsen."

Her har han en rigtig god parafrase over den mest udbredte måde af leve på lige nu: "...det forbløffede ham at se folk nu til dags røre ved hinanden konstant og snakke om deres problemer, som om det at sætte navn på livet på en eller anden måde kunne beskrive dets mysterium eller fornægte dets kaos. Han kunne mærke noget være ved at visne, sådan som fare i stigende grad blev vurderet og i højest mulig grad elimineret og afløst af en fad ny verden hvor det at tilberede mad ville blive oplevet som mere bevægende end at oplæse poesi, hvor begejstringen blev vakt ved at betale for en suppe bestående af fodergræs."

Særligt spændende er hans forsøg på at forstå de japanske bødlers tankegang. Et sted siger de: "Præcis, sagde Nakamura. Man kan ikke skelne mellem menneskelige og umenneskelige handlinger. Man kan ikke udpege, man kan ikke sige at dette menneske er et menneske, og dette menneske er en djævel. Sandt nok, sagde oberst Kota. Dette er krig, og krig er hinsides den slags."

Senere efter krigen tænker de sådan her: "Han havde trods alt været ansvarlig for mange dødsfald – måske, følte han det indimellem med en næsten primitiv stolthed som han ikke kunne benægte og absolut ikke betragtede som en selvmodsigelse, havde han ligefrem deltaget i nogle dødsfald. Men han følte intet ansvar, og tiden udviskede hans minder om sine forbrydelser og lod i stedet hans hukommelse hæge om historier om godhed og formildende omstændigheder. Som årene gik, blev han efterhånden kun hjemsøgt af hvordan så lidt af det overhovedet hjemsøgte ham."

Kærlighedshistorien i romanen er god nok. Men den får som krigen hovedpersonen til at sige igen og igen: "Verden er, tænkte han. Den bare er." Men også: "Uden kærlighed, hvad var verden så? ikke andet end genstande, ting, lys og mørke". Og "Hvor tom er ikke verden når man mister den man elsker".

Nu får Flanagan lov til at hvile lidt.

Februar 2018

Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz (1929)

Jeg har tilbragt næsten 14 dage i selskab med Berlin Alexanderplatz. Det har været forrygende. Min læsning af den har primært været eksistentiel. Sådan som jeg læser mest. Altså for at lære om livet. Om menneskets vilkår. Men der er jo tusind lag i den her roman. Skrevet fuldstændig som en moderne roman. Et kludetæppe at vilde ting og indfald. Alt muligt. Et billede af en storby og et menneske. Det er de to hovedpersoner. Men som en jøde fortæller til den frie tugthusfange Franz Biberkopf: Hovedsagen ved menneskene er deres øjne og deres fødder. Man må kunne se verden og gå til den. Jeg tror der burde oversættes gå i den. Det skal næppe forstås som at gå til den med fuld kraft. Men mere at finde vej til fods. Hele bogen handler om et menneske, som ikke bruger sine øjne ordentligt og som ikke bruger sine fødder rigtigt, så der ikke er sammenhæng mellem hoved og fødder, mellem fornuft og hjerte. I slutningen af romanen, hvor Franz får sit andet liv, får øjne og fødder der kan se og der kan gå, hedder det: "Vi er gået ned ad en mørk allé, ingen lygte lyste for os, man vidste blot, at her løb vejen, efterhånden blev det lysere og lysere, til sidst stod lygtepælen der, og så læste man endelig ved dens lys gadeskiltet. Det var en afsløringsproces af særlig art. Franz Biberkopf gik ikke ned ad gaden som vi...Med smertende hoved, næsten bevidstløs, nåede han alligevel til sidst hen til lygtepælen. Da han faldt om, lukkede han øjnene op. Da brændte lyset klart over ham og han kunne læse skiltet."  Døden er det eneste udsigtpunkt, hvorfra man til fulde kan udmåle et liv - skrev Rahib Almedine i sin bog. Det gør sig i allerhøjeste grad gældende i den her roman. Først gennem døden lutres hele billedet af Franz Biberkopf. Eller rettere sagt i en slags fordød, en slags skærsild. Det er en fantastisk scene. Beskrevet så det er helt utroligt, men hvor han i sin sygdom til allersidst ligger på sit dødsleje, som så ikke bliver hans dødsleje. Han forenes med sit livs allersværeste tidspunkter, hvor han må indrømme, at han ikke brugte øjnene og fødderne ordentligt. Det er Døden og Franz der taler sammen. Døden siger: Du var aldrig til stede, dit skarn. Og Franz må indrømme. Og Døden skælder ud: Sådan et svin, har fået et hjerte og et hoved og øjne og ører, og han synes, det er godt, når han blot er anstændig, hvad han så end kalder anstændig, og ser ikke noget, hører ikke noget og lever et vildt og meningsløst liv og opdager ingenting, hvad man så end gør. Og sætter trumf på: Du har jo intet hoved, du har ingen ører. Du er jo slet ikke født, menneske, du er jo slet ikke kommet til verden. Sådan et misfoster med vrangforestillinger. Først nu er han klar til at blive født. Genfødt. Så kommer kapitlet smerte. Her møder Franz sit liv og til sidst sin elskede Mieze. Det gør så ondt, fordi hun ikke lever længere. Men han bliver genfødt. Han overlever krisen og vender tilbage. I denne aftentime dør Franz Biberkopf, forhenværende flyttemand, indbrudstyv, alfons, drabsmand. Det er en anden, der nu ligger i hans seng. Denne anden har de samme papirer som Franz, ser ud som Franz, men i en anden verden bærer han et nyt navn. Det er forkert måske at tale om en morale, men Franz indser til sidste efter at han er vendt tilbage til verden og til et almindeligt menneskeliv, hvor han ikke er bange længere: Megen ulykke kommer af, at man går alene. Når man er flere, er det helt anderledes. Man må vænne sig til at lytte til andre, for hvad andre siger, kommer også mig ved. Jeg opdager, hvem jeg er, og hvad jeg kan foretage mig. Overalt omkring mig bliver min egen kamp udkæmpet, jeg må passe på, før jeg ved af det, bliver det min tur. Og videre hedder det: Men det er også smukkere og bedre at være sammen med andre. Så føler og ved jeg alting dobbelt så godt. Et skib ligger ikke fast uden et stort anker, og et menneske kan ikke leve uden mange andre mennesker. Jeg kan nu bedre forstå, hvad der er sandt, og hvad der er forkert. Og til sidst er han klar til at modstå det pres som nazisterne udsætter alle for. Det er også en meget tidshistorisk roman. Den forudser alt det der sker. Tit marcherer de forbi hans vindue med faner, musik og sang, Biberkopf ser koldt ud ad sin dør og bliver roligt hjemme. Hold kæft og trit og retning, marchér med os. Hvis jeg marcherer med, må jeg senere betale med mit hoved for, hvad andre folk har udtænkt. Derfor tænker jeg først det hele igennem, og når det er på tide, og det passer mig, retter jeg mig også efter det. Mennesket har fået sin forstand, stude danner i stedet en stand. Det er en superroman. Jeg kan huske jeg så Fassbinders filmatisering af romanen for mange år siden. Den vil jeg gense snarest. Den findes nok på Filmstriben. Teologisk er der også meget at hente. En fin gennemskrivning af Jobs historie, af Abraham og Isak, af skabelseshistorien. Og Johannes Åbenbaring er med hele tiden. Det er vildt. Det er næsten for meget. Jeg kan ikke ligge stille, når jeg læser sådan noget. Jeg ville ønske, at jeg gav mig tid til at læse den igen, men der er så mange nye bøger, der venter. Senere måske.

Februar 2018

Helga Weiss: Helgas dagbog. En piges vidnesbyrd om livet i en koncentrationslejr.

"Der er endnu ikke nogen, der er døde af at mangle biograf og teater. Man kan godt leve i overfyldte værelser (vi er relativt få, kun 33), i køjesenge med lopper og væggelus. Uden mad er det værre, men man kan også klare en smule sult. "hvor der er en vilje, er der en vej...", man må bare ikke tage det hele så alvorligt og tude. De vil ødelægge os, det er indlysende, men vi giver ikke op. Vi skal nok holde ud de par måneder til." Sådan siger den 12-årige Helga, der lige er ankommet til Theresienstadt. Senere kommer hun også sammen med sin mor til Auschwitz, Freiberg og Mauthausen. I Theresienstadt har hun det "godt". De har bøger: "Her er et stort udvalg af bøger. Det er forståeligt. Da vi pakkede vores halvtreds kilo bagage, var der ikke meget plads tilovers til bøger, til gengæld tog alle deres mest dyrebare bog med." Det er fantastisk at hun undervejs gennem Helvede selv har kunnet skrive dagbog som nu er blevet en dyrebar bog. Hvor er det et fint billede af en piges livslyst og sans for retfærdighed.

Februar 2018

Jesper Wung Sung: En anden gren

Nu hvor jeg har fået den læst færdig er jeg taknemmelig. Det var godt at læse den. Der kommer nærvær og virkelighed i den. Eksistensfortælling. Genkendelighed. Det er en god bog at læse. Men jeg var lige ved at give op. Efter to hundrede sider lagde jeg den fra mig. Ideen i bogen er god nok. Den er evig aktuel. Om de anderledes. Hvorfor bliver vi bange for dem? Hvorfor er vi onde ved dem? Spørgsmål til hver en tid. Jeg tænker at en gennemskrivning mere, en redaktion mere ville have været godt for romanen. Der var for meget konstrueret. For meget jeg kunne mærke at det bare skulle med fordi det stod i leksikaet om det emne. Men fra opholdet i Tyskland kommer der nærvær i teksten. Liv. Selve ideen og historien vil jeg ikke kommentere, men det er der hvor virkeligheden står på spil det begynder at blive spændende. Og det kunne være begyndt meget tidligere. Mere koncentreret. "En positiv påmindelse om tilværelsen." Her kommer nogle af de citater, som jeg synes er vilde. 

"Ingeborg husker en af hans sidste nætter i lejligheden. Han lå helt stille. Hun rørte ved ham for at sikre sig, at han var i live, inden hun rørte ham for at røre ham. Så havde hun taget hans hånd og ført den hen over sin krop.

Det er en flot dag, siger hun.

Inge-borg, siger han.

Får du sovet?

Det ved man aldrig.

Er du bange?

Nej. Det er jeg ikke. Er du bange for noget?

Det tror jeg ikke.

Godt. Det hjælper alt sammen.

Du har ikke forandret dig.

Han nikker.

Du har elsket, siger han, og det efterlader hende som altid i tvivl.

Og som altid lader hun tvivlen komme ham til gode."

Det er en samtale. Åh den er smuk. Forfatteren skulle have kredset om det her hele tiden. Historien fint fortalt og så alle de tætte formuleringer.

"At det går så hurtigt. Denne overgang fra intet til alt, hvidt til sort, som et barns indtog i verden. Og derefter uafvendeligheden. At det ikke kan laves om. Det blev dette menneske, dette liv."

Sådan et sammendrag er bare godt at overveje. Det er det vi er ude i. Uafvendeligheden.

Og så dødsøjeblikket beskrevet så fint:

"Han vågner forundret ved en dump lyd og lægger uvilkårligt hånden på sit bryst. San er levende og ser sig om. Det må være sidst på natten, først på morgenen. Der ligger en bog med opslåede sider på gulvet ved siden af manden i sengen over for ham. Den må være gledet ud af hans hænder. Hans hage er løftet, munden står åben, men San kan ikke se, om manden er død eller blot sover. Han vil rette sig op for at få luft i lungerne til at tilkalde hjælp, da det giver et ryk i hans skuldre, og det er, som en bekymringsløshed glider ind over ham. San lukker munden og slapper af i kroppen, mens der siver en ro helt ud i det yderste af lemmerne og udvisker skellet mellem levende og død. Han mærker, at forskellen mellem inde og ude ophæves, idet han drejer ansigtet mod vinduet. At derude på grenen sidder en fugl med et spidst, skinnende næb, sorte øjne og et fremskudt, busket, gult bryst. Bag ved et bjerg."

Tak for bogen.

Februar 2018

Rahib Alamedine: Den overflødige kvinde

Jeg har bare haft det bedste følgeskab i et par uger. Det er noget af det bedste jeg har læst i lang tid. Hvor er det godt. Sprogligt. Og eksistentielt. En ven jeg har at tale med om ensomhed og drømme. Hvor er jeg glad for at jeg fandt den i en bogkasse en fredag på Saxo til ingen penge. Måske 35 kroner. Den er 35 guldbarrer værd. Som indledning citerer han nogle forfattere han er afhængig af. Og det er rigtig fint især når jeg lige har læst Richard Flanagan som han citerer for følgende: "At læse og skrive bøger er måske en af den menneskelige værdigheds sidste bastioner, for i sidste ende er bøgerne en påmindelse om det, Gud engang mindede os om før også han forsvandt i denne tidsalder af ubarmhjertig ydmygelse - at vi er mere end os selv, at vi har en sjæl." Alamedine lever op til citatet. Selve romanens ide: en oversætterske sidder i Beirut under borgerkrige og interne familiekrige og oversætter en stor litterær verdensbog hvert år. Årene går. Oversættelserne ligger pakket ind og forseglet og bliver aldrig udgivet. De er først og fremmest til indvortes brug. For oversætteren selv og sådan tænker jeg også om de bøger jeg læser. Det er fortrolige samtaler med et klogt menneske. Oversættersken tænker hele tiden over livet efter en eller anden regnestoksmetode: Døden er det eneste udsigtspunkt, hvorfra man til fulde kan udmåle et liv. Siger hun et sted. Jo jo. Men heldigvis indfinder der sig samtidig en form for blindhed på det udsigtspunkt. Som en slags nåde. I hvert fald i en kristen verden. Hun er vældig optaget af Pessoa. Ham skal jeg have læst. Hun citerer ham igen og igen. "Intet er mere uværdigt for et tænkende menneske end at opfatte døden som en slummer". Det er bare godt at overveje. Og så lige ind i tiden siger hun: Ingen er mere konform end den, der bryster sig af sin individualitet. Der er indsigt på indsigt: "Når man skriver om fortiden, så lyver man med hvert et bogstav, hvert et skrifttegn, herunder det forbandede komma. Hukommelse, erindringer, selvbiografi - løgn og løgn og atter løgn." Eller: "Hver gang jeg forsigtigt fjerner min mors løkke fra min hals, tager jeg i stedet kvælertag på mig selv." Det er meget sådan af tiden går med at løsrive sig fra en forælder, vi ikke kan slippe. "Hvis du frygter ensomheden, så gift dig ikke". Den er skrap. Det her citat vil jeg bruge engang: "Jeg vil altid være ingenting. Jeg ønsker end ikke at være nogenting. Men inden i mig har jeg alverdens drømme." Bøgerne bliver hendes religion. Det kan jeg godt forstå og sætte mig ind i. Der sker alt og ingenting i den roman. Jeg elsker den og det er godt at forfatteren lader den klinge ud med lys. Og der er nye forfattere jeg er blevet opmærksomme på. Pessoa og Sebald skal jeg have læst.

Februar 2018

Kari Hotakainen: Åndehul

I sidste uge anmeldte KD Richard Flanagans stærke roman (se nedenfor) og også den her roman. Åndehul. Den her fik endog 4 stjerner mens Flanagans kun fik tre. Altså jeg er ikke enig i den anmeldelse i KD. Det her var bare totalt tomt. Spil af min tid. Jeg gør den færdig, sådan er jeg opdraget. Men hvor jeg ærger mig. Den er alt for smart. Sproget for smart. Vil give indtryk af en visdom, som den ikke har. Spil af tid. Og af penge.

Januar 2018

Richard Flanagan: Lyden af en hånd der klapper

Politiken har netop udgivet denne fantastiske roman fra 1997. Den blev anmeldt i KD i sidste uge. Det er en rigtig god ide. Den giver et indblik i, hvad det betyder at være flygtning, hvad det indebærer at være imigrant og hvor hårdt det er at bære fortiden med sig. Og så får jeg også den oplysning, at der var mange fra det forpinte østeuropa, der efter krigen drog den vej. På flugt. Til et liv som gæstearbejder. Slave. Hjemløs. På den anden side kloden. Politiken skriver sådan her om handlingen: "I 1954 befinder den jugoslaviske flygtning Bojan Buloh sig i en baraklejr i Tasmanien sammen med sin kone Maria og deres lille datter Sonja. Bojan har bragt sin familie om på den anden side af Jorden i håb om at skabe en bedre tilværelse for dem alle tre. Men en nat går Maria sin vej. Det sidste, Sonja husker om hende, er hendes ranke ryg, der forsvinder i snefoget. Tre år gammel er hun nu alene med sin ensomme og ulykkelige far og må leve med ham, indtil hun selv får chancen for at komme væk." Det er hård bog at komme igennem. Der var sider der næsten ikke var til at bære. Så meget smerte uden kan kunne sætte ord på det. Bojan kan kun bruge sin krop til at udtrykke sig. Enten gennem et fint forarbejdet møbel i træ som udtryk for den kærlighed han ikke kan sige med ord - eller gennem druk og tæv for den smerte han ikke kan finde ord for. Det som slår mig under læsningen er hvor fantastisk langt ud på hele kloden nazisternes ondskab nåede og blev ved med at martre mennesker og aldrig gav dem et helt liv. Heldigvis lader Flanagan håbet skinne igennem hele tiden, så far og datter kan mødes. Så hedder det så fint: "De ville kun tale om det de kunne holde fast i, og de ville ikke bruge ord de kunne gemme sig bag, men bruge ordene som tømmer til at bygge et bord de kunne sidde omkring." Men undervejs handler det om "en gullasch lavet på sorg". Der siges rigtig mange gode ting undervejs. F.eks.: "Kærligheden er en bro Sonja, sagde Helvi. Og visse vægte kan en bro ikke holde til uden at gå i stykker". Og der er Sonjas overvejelser over hvem hun er. Hun tror hun kan glemme fortiden. Hun siger: "Jeg er mine drømme om i morgen. Fortiden er ikke vores skæbne, og man tager chancer på samme måde som man kører bil, enten langsomt uden at hverken vove eller vinde noget, eller hurtigt, hvor det eneste vigtige er det som netop nu er lige foran én, samtidig med at alt bagved er fuldstændig uden betydning." Det er en tung bog som gør det lidt lettere at forstå det ulykkelige. Den var god. Jeg vil læse en anden roman af Flanagan som er oversat til dansk: Den smalle vej til det dybe nord. Jeg har sat den på huskeliste hos Saxo. Men hvor var jeg glad for den bog.Den sætter sig mærker. Samme dag jeg læste om den i KD anmeldte de også en finsk. Den er jeg begyndt på. Men hvor er det banal i forhold til Flanagan. Jeg må se at blive færdig med den.

Januar 2008

Hanne Kvist: Det snakker vi ikke om

"- Kunst er ikke bare malerier, sagde Kolborg. - Det er vel også det at vi kan mere, end vi tror. Mere en bare at klare dagen og vejen. Det nytteløse". Det er lidt lommefilosofisk. Det er en lærer der siger det til en opovakt pige, Herta, som vi følger i romanen. Hun kommer virkelig ud i det nytteløse men uden af det bliver kunst. Hun bliver låst i fyrrenes husmoderrolle. Hun vil have mere kunst. Mere liv. Men hun kommer til at ødelægge liv. Friheden er ikke at være fri. Men er at ville det vi har fået ansvar for. Ja, nu er det mig der er lommefilofisk. Hendes veninde som vil det hele, vælger rigtigt da det kommer til stykket. Det er bestemt ikke tidspilde at læse romanen. Jeg var godt underholdt og nød at huske tilbage til engang. Men det er som om jeg ikke tror på slutningen i bogen. Så hellere lidt mere "af en landsbydegns dagbog". Hertas liv bliver utroværdigt til sidst.

Januar 2008

Helle Helle: Forestillingen om et lykkeligt liv med en mand.

Det var en genlæsning. Jeg gav 15 kr. for den som ebog. Jeg læste den første gang på ereolen. Nu har jeg den. Den var 15 kr. værd. Alt inklusive. Nej - pjat det er en rigtig Helle Helle. Den er så skarpt et billede af menneskers liv sammen, så det virkelig er hårrejsende og rørende. Altsammen med så rolige ord, men bagved ordene er gråden og ensomheden og det uoverkommelige og det umulige projekt det sommetider kan være at være et menneske. Men Susanne er god til det. Alt for god til det. Hun kan ikke lade være at lade andre bestemme over sig. Og det er jo egentlig godt. Ikke? Eller er det? Det er i hvert fald vigtigt at have et sprog og vilje til at bruge det. Det har hun ikke. Helle Helle er skræmmende god.

Januar 2018

Hyeonseo Lee: Pigen med de syv navne

Det er sådan noget, der er godt at læse for at få noget at vide om den verden, vi ikke kender. Det er ikke den første bog jeg har læst om Nordkorea og afhoppere. Det er ikke skønlitteratur. Men vi får rigtig meget at vide om dikaturet på den mørke halvdel af Koreahalvøen. Og vi får god information om hvordan det er at komme ud i verden igen efter at have været spærret inde i et snæversyn bestemt en diktator. Nu glæder jeg mig til noget skønlitteratur.

Januar 2018

Kent Haruf: Vores sjæle om natten

Det er en fin lille bog. Upretentiøs. Med et meget roligt sprog. Enkelt. Det var godt at læse det. Og emnet var så smukt. En kvinde på 70, enke, der er ensom og vil gøre noget ved det. Hun henvender sig til naboen. Om han vil komme om natten. "En der var rar. Nærheden i det. Tale sammen om natten, i mørket". Det er ren eksistensmeddelelse. To eksistenser som hjælper hinanden. Det er meget smukt. Og enkelt. De fortæller hinanden om deres liv, deres ægteskaber. "Så livet er ikke gået, som vi ønskede det, ikke for nogen af os, ikke på den måde vi havde ventet". Men de må ikke være sammen. Der er en del, der ikke er gjort helt færdig i romanen. Men den er fin.

Januar 2018

Tommi Kinnunen: Hvor fire veje mødes

Og så kommer jeg lige ind i det bedste jeg ved. En familiesaga, en roman om familieliv. Her to stærke kvinder og en mand. Tre generationer. Jamen den er så god. Den er lige ud ad landevejen. Tidsbilledet er brudt op. Så jeg kopierede indholdsfortegnelsen. Årene skifter hen over et århundrede. Men det er planlagt fremragende så det skærper forståelsen af forløbet. Det er vidunderligt at følge kvinderne. Historien i Finland under krigen. Opbygningen bagefter. Men noget er endnu vigtigere. Vilkårene for de enkelte mennesker. Og det er fremragende beskrevet. Det er en glæde at læse. Og tænk det er hans første roman. Ham vil jeg holde øje med. Tommi Kinnunen. Det stærkeste afsnit i bogen er begyndelseskapitlet, som skal læses igen, når man har læst det sidste kapitel. Onni er den bedste far man kan tænke sig. Han er et godt menneske. Har har været soldat. Han har bygget hus. Han har gjort det så godt. Men han giver mig indsigt i noget, som jeg slet ikke havde fantasi nok til at forestille mig. Hvordan er det at leve som bøsse på et tidspunkt, hvor det var helt uaccepteret og blev regnet for en sygdom og en kriminel handling. Puha - det er virkelig hårdt at læse om hans lyst og hans smerte. Og om hans selvhad. Hans skam. Og så er der bare ikke meget godt at sige om den finske kirke i de år. Det er slemt. Det er en fremragende roman. Kanon!

Januar 2018

Per Olov Enquist: Lignelsesbogen

"Det siger sig selv: kærligheden var en uhyre kraft. Man kunne jo håbe. Og forestille sig." Undertitlen er "En kærlighedsroman". Det er en fantastisk roman. Det er noget helt ud over det almene. Det kan ikke beskrives på den måde. Den ramte mig bare på så mange områder. Det var helt utroligt. Den er metafysisk. At håbe og at forestille sig. Han er 79 år gammel, da han skriver bogen. Og det jeg er ham allermest taknemmelig for er hans erindring om dengang seksuallivet lukkede sig op. Han husker det smukkeste. Det er bare så vidunderligt. "Han havde altid senere forstået seksualiteten som det at åbne den inderste dør til et andet menneske." "Man steg ind i hinanden, og bagefter var ingenting som før." Det er bare så smukt. Han blev velsignet som 15-årig af en 51 årig kvinde. Kvinden på fyrretræsgulvet uden knaster i naboens hus. Som hjalp ham med forhuden og to centimeter ind. "Siden da havde han betragtet hver eneste dag han var i livet som en bonus" Det er bare så smukt. "Og så lagde hun de to fine hænder om hans ryg og trak ham meget langsomt ind, og han fornemmede at der ikke længere var to centimeter til porten for livets mening". Åh jeg har haft en tendens til at ville glemme det storslåede, altgribende i seksualiteten. Som noget der var overdrevet. Det var det ikke. Det følger ham livet igennem. Derfor citerer han også Tove Jannson: Skynd dig min elskede, skynd dig at elske, dagene mørkner minut for minut. Tænd vore lys, inden mørket er hos os, snart er den blomstrende sommer slut. Hvor er det bare så godt. Men der er meget mere i bogen. Han er på flodbredden sammen med de venner der er tilbage. Og han tænker naturligvis på døden på den anden side af Styx. Men det han tænker er om kærligheden. For det var den der bar ham igennem. Den kærlighed der sætter fri. Og ikke den der binder som klistret fluepapir. Senere mødte han kvinder som bandt ham til sig med øjnene. Hans overvejelser er smukke med baggrund i hans religiøse opdragelse i Vesterbotten. Et sted siger han i kursiv: "Løsningen på den gåde som livet i tid og rum udgør ligger uden for tid og rum. Hvordan verden er, det er fuldkommen ligegyldigt for det højere. Gud åbenbarer sig ikke i verden. Det er ikke hvordan verden er, der det mystiske. Men derimod at den er." Kursiven tror jeg betyder at han i det her tilfælde citerer Martinus. Jeg er ikke sikker. Men Martinus spillede en rolle i hans barndoms landskab. Slutningen i bogen er sådan, så jeg næsten blev nødt til at stå op hele tiden. Hvor er det mere en litteratur. Det er meddelelse. Og så er det fantastisk at møde hele hans produktion i løbet af romanen. Især var jeg glad for at møde Håkan, der forsvandt i tågen. Jeg tror novellen hedder Manden i båden. Det er så fint. Det gælder hele hans forfatterskab. Der er klarhed og der er tåge. Sådan er det. Også til sidst. Tusind tak for den mest fantastiske fortsættelse af "Et andet liv", som var en første autobiografiske roman, der kom i 2011 eller 13. Men tænkt at kunne skrive sådan...

Januar 2018

Marceline Loridan-Ivvens: Men du kom ikke tilbage

Jeg vender igen og igen tilbage til at læse den her litteratur. De overlevendes fra Auschwitz. Primo Levi først og fremmest for mange år siden. Bare på første side. Den alvor. Hun beskriver sig selv: Munter på vores måde, for at byde tungsindet trods og le alligevel. Ingen kunne forstå, hvad de havde været ude for. Tog afstand fra dem. Som før holocaust. Der er virkelig spændende overvejelser i slutningen af Marcelines brev til sin far, der ikke vendte tilbage. Om Israel. Om staten. Men det har altid været det eksistentielle, som har været grunden til at jeg har læst den litteratur. Den bedste sætning her er: "Det er næsten en fryd at vide, hvor ulykkelig man kan være." Sorgen som glædens betaling. Men fryden at det koster. Og så er der bare en sætning mere, som sætter det hele i perspektiv: "De vil aldrig tilgive os alt det onde, de har forvoldt os." Den er bare stærk. Men jeg tror der er sandhed i det.

Januar 2018

Jonathan Franzen: Korrektioner (608 sider)

Det er en forrygende roman. Det er vildt imponerende at et menneske kan skrive så brusende som en flod med opremsninger, detaljer og overvejelser samt humor og satire og kærlighed i en stor blandemaskine hvor der også er blevet researchet en hel masse. Det er en betonklods der er kommet ud af det, men der er ikke en side for meget. Romanen beskriver en families liv fra halvtredserne og frem. Far mor og tre børn. Jeg brugte noget fra den i dag i min prædiken til 1.s.e.helligtrekonger. "Det lå i deres natur at slå armene om ham, men denne del var blevet korrekset ud af dem. De stod og ventede som underordnede der venter på at chefen skal tage ordet." Evangeliet er den dag fortællingen om hvordan disciplene korrekser nogle mødre med små børn. Altså at korrekse det vigtigste væk, tilliden, åbenheden. Det er et virkelig godt billede på en halvtredserfar. Tænkte jeg. Men holdt det op med den generation? Næppe. Når jeg tænker på mig selv. Men dog ikke så slem. Håber jeg. Men bogen handler om, hvad der sker i et ægteskab og i børns voksenliv,når de er blevet korreksede i en uendelighed. Fabelagtig roman.