Pibekraver og Boglog

Boglog 2022

Kristin Vego: Se en sidste gang på alt smukt - Karin Smirnoff: Så tog jeg hjem - Stefan Zweig: Verden af i går - Karin Smirnoff: Vi tog på med mor - Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de unge som forsvinder - Ai WeiWei: 1000 års glæder og sorger - Abdulrazak Gurnah: Efterliv - Lutz Seiler: Stern 111 - István Örkény: Familien Toth - Jan Kjærstad: En tid til at leve - Kerstin Ekman: Ulvespring - Sara Marie Linderoth Bouchet: Hjem - Linn Ullmann: Pige, 1983 - Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sange om stilhed og hjem - Deborah Levy: Ting jeg ikke vil vide - Hernan Diaz: Tillid - Jens Christian Grøndahl: Fra i nat sover jeg på taget - Jon Kalman Stefansson: Dit fravær er mørke - Olga Tokarczuk: Bizarre fortællinger - Zakiya Ajmi: Delvist møbleret - Stine Askov: Nøjsomheden - Thomas Espedal: GÅ - Karl Ove Knausgård: Ulvene fra evighedens skov - Liv Nimand Duvå: Mødrenes hus - Herbjørg Wassmo: Det syvende møde - Herbjørg Wassmo: Mit menneske - Kim Leine: Karolines kærlighed - Anna Mejlhede: Håbets ø - Christian Mørk: Tilståelser - Benjamin Koppel: Annas sang - Benjamin Labatut: Når vi ikke længere forstår verden - Valérie Perring: Vand til blomster - Carl Frode Tiller: Indkredsning - Peter Tudvad: Sygeplejerske i Det Tredje Rige - Roy Jacobsen: Bare en mor - Anne Cathrine Bomann: Blå toner - Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt - Dorrit Willumsen: Tjeneren og hans søster - Anthony Doerr: Mindevæggen - Anna Elisabeth Jessen: Oblivion - Anne Cathrine Bomann: Agathe - Johanne Bille: Når mænd forlader mig - Leonora Christina Skov: Hvis vi ikke taler om det - Niels Brunse: Horatius - Dave Eggers: Paraden - Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Jeg læner mig mod verden - Lars Saabye Christensen: Byens spor 4 - Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah - Petra Rautiainen: Land af sne og aske - Elizabeth Strout: Åh, William

31. december 2022

Kristin Vego: Se en sidste gang på alt smukt

På en måde var det godt at læse novellerne. Titelnovellen "alt smukt" læste jeg to gange. Sproget er så fint, og iagttagelserne af andre og af forholdene mellem mennesker, der elsker, er gode. Og især beskrivelserne af helt unge piger der forvandles til kvinder, er smukke. Men de forekommer mig alligevel så lette. Selvom der er svigt og kærlighed når det ikke videre ind i en gammel læser som mig. Men sprogligt er det en fornøjelse.

26. december: 2022

Karin Smirnoff: Så tog jeg hjem

Der er smæk for skillingen - også i bind tre, som ender godt med at begynde noget nyt. Jeg elsker hendes sprog. Det bliver vildere og vildere. Kommaer findes ikke. Personers navne har ikke mellemrum. Og så kan hun skrive sådan her: "Alkohol og sorg har det med at køre en rendegraver over folks ansigter". Det er til at forstå. Om hele trilogiens baggrund hedder det: "Kippogården var ingen champagnegård. Den var egentlig ingenting bortset fra barndom. En nioghalvfems procent uegnet barndom." Det her udtryk synes jeg også er fint, en beskrivelse af et menneske: "Et autobahnmenneske med ene lige strækninger." Så kommer slutningen som er en salme af Ylva Eggehorn, nr 256 i Den svenska Psalmboken

Vær ikke bange der findes et hemmeligt tegn.

Et navn der værner dig hvor du end går.

Din ensomhed har en kyst mod lyst.

Vær ikke bange. Der er spor i sandet.

26. december 2022

Stefan Zweig: Verden af i går

Jeg var delvist indlagt et par lange dage lige før juleaften, men med den her bog af Zweig var dagene ikke spor lange. Han sidder som flygtning på et hotelværelse i New York i 1942 og har ikke nogen papirer med, men må skrive ud fra sin hukommelse, som han skriver sådan her om: "Jeg betragter nemlig ikke hukommelsen som en funktion, der bare tilfældigvis holder noget fast og tilfældigvis taber noget andet, men derimod som en bevidst ordnende og klogt vragende kraft. Alt det, man glemmer fra sit eget liv, er forlængst af et indre instinkt dømt til at skulle glemmes. Kun det, der hæver sig i erindringen, har krav på at bevares til fordel for andre." Jeg må sige det i grad er en fordel at kunne læse hans erindringer. De giver en stor forståelse af hele det nittende århundrede, men ryster mig også fordi meget af det vi oplever lige nu i Europa, til forveksling ligner datidens Europa. Her kommer nogle citater:

Absolut ingen troede på krige, revolutioner eller omvæltninger. Alt radikalt og voldsomt syntes på forhånd umuligt i denne fornuftens tidsalder.

Det nittende århundrede var ud af liberalistisk idealisme ærligt overbevist om at være på den lige og ufejlbarlige vej mod »den bedste af alle verdener«. Med foragt så’ man ned på tidligere epoker med deres krige, revolter og hungerkriser som på tidsrum, da menneskene endnu var umyndige og ikke tilstrækkelige oplyste; – men nu var det kun et spørgsmål om årtier, inden den sidste rest af ondskab og vold ville være endelig overvundet.

Jeg formår ikke helt at fornægte min ungdoms tro på, at det igen en gang skal gå opad trods alt. Selv fra den afgrund af gru, hvori vi nu halvblinde famler omkring med brudt og søndret sjæl, kaster jeg atter og atter blikket op mod hine gamle stjernebilleder, der strålede over min barndoms jord, og jeg trøster mig med den arvede tillid til, at dette tilbagefald engang vil vise sig kun at have været et interregnum i den evige fremskridtets rytme.

Aldrig har jeg elsket vor gamle jord mere end i disse sidste år før den første verdenskrig, aldrig har jeg håbet mere på Europas enighed, aldrig har jeg troet mere på dets fremtid end dengang. Vi troede. Vi øjnede en ny morgenrøde. I virkeligheden var det ildskæret fra den sig nærmende verdensbrand.

Når man nu roligt overvejende ser tilbage og spørger sig selv, hvorfor Europa 1914 gik i krig, kan man ikke finde én eneste rimelig eller fornuftig grund og ikke engang en anledning. Det drejede sig ikke om ideer og næppe nok om små grænsedistrikter; jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at der var dette overskud af styrke, en tragisk indre kraftophobning, der havde fundet sted i de fyrretyve fredsår og nu higede mod en voldsom udløsning.

Og det værste var, at det netop var den følelse, vi elskede højest, der bedrog os: vor optimisme.

Å, vi elskede alle den tid, vi levede i, den tid, der bar os på sine vinger, vi elskede Europa! Denne usalige, lykkelige tillid til fornuften, denne usalige, lykkelige tro på, at fornuften nok i sidste øjeblik ville hindre galskaben – den var vor eneste forbrydelse. Det er rigtigt nok, at vi ikke betragtede skrifttegnene på væggen med tilstrækkelig frygt; men er det ikke netop typisk for den ægte ungdom, at den ikke er bange, men troende?

Vel tænkte vi nu og da på krigen, men ikke stort anderledes, end man tænker på døden – som noget, der er muligt, men nok ligger langt borte.

…digterens sande mission: at være vogter og forsvarer for det fællesmenneskelige i mennesket.

…at beskylde fjendens soldater for enhver tænkelig grusomhed, er en teknik, der ligesåvel hører med til krigsmateriellet som ammunition og flyvemaskiner, og som under enhver krig regelmæssigt hentes frem fra magasinerne straks i de første dage.

Shakespeare blev forvist fra de tyske scener, Mozart og Wagner fra de franske og engelske koncertsale. Tyske professorer erklærede, at Dante havde været germaner, franske hævdede, at Beethoven havde været belgier; uden ringeste betænkeligheder rekvirerede man åndskulturgods fra fjendens lande, ligesom man rekvirerede korn og malm.

Hitler har ophøjet løgn til selvfølgelighed og antihumanitet til lov, næppe mere ville blive alvorligt dadlet, formåede endnu dengang at bringe hele verden i oprør.

Jeg havde fra første time ikke troet på »sejren«, og jeg vidste bare én ting med sikkerhed: selv om vi kunne tilkæmpe os den efter umådelige ofre, ville den ikke retfærdiggøre ofrene.

12. december 2022

Karin Smirnoff: Vi tog på med mor

Jeg var helt vild med hendes første i trilogien 'Jeg tog ned til bror'. Nummer to er næsten bedre. Det er levende litteratur. Der er noget på færde hele tiden. Jana og Bror er tvillinger og har en grum barndom bag sig og bærer på så meget ubærligt, at de har svært ved at leve deres liv, som udfolder sig i det norlige Västerbotten på kanten til Finland, i et miljø som præges af fundamentalistisk kristendom og ikke mindst dobbeltmoral og vold. Det kan Jana ikke klare og hun går til angreb. Da deres mor dør tænker hun: "Det nytter ikke noget tænkte jeg. Det er for sent. I det lå der forsoning. At indse at det ikke var muligt at genopvække hendes skyld og forvandle den til støv." Her kommer nogle af mine understregninger:

Hænder blev foldet hoveder sænket. Det føltes som om vi spillede chicago og jeg snød. Min tro var min private sag og ikke noget jeg ville dele med andre.

Den aften blev bror en del af kukkojärvis fællesskab. Det bortløbne lam var tilbage. Pastorsilas holdt hans hoved mellem sine hænder.

Du er ren nu sagde han. Gud har taget imod din syndsbekendelse. Dine synder er dig tilgivet.

Men som du ved har jeg været ateist siden barnsben.

Jeg ville have passet din grav alligevel sagde jeg til sidst. Himlen kommer du til om du tror eller ej. Sådan bliver det bare.

Jeg tror ikke på gud sagde laura når vi fulgtes ad ned mod byen. Gud tager ikke mødre og lader dårlige fædre leve videre. Eller hvad tror du sagde hun. Du lader ikke til at være som de andre.

Gud bestemmer ikke over menneskenes liv sagde jeg. Gud er en kraft. Muligvis en tryghed at læne sig opad. Men ingen dommer sagde jeg.

Det står i biblen sagde hun. At dømme levende og døde.

Man må skelne mellem beretninger og tro sagde jeg. Beretningerne og kirkens ledere holder menneskene i skak. Tro er noget andet.

5. december 2022

Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de unge som forsvinder

Tredje bind i en lang slægtsroman og samtidshistorie. Måske lidt for meget samtidshistorie i sidste bind og måske lidt meget dramatik i slægtsrelationerne, men jeg har fornøjet mig med at læse den. Det er elegant skrevet og der lægges op til mange diskussioner. Til sidst ikke mindst om forholdet mellem generationerne, hvor de seneste slægtled forsvinder fra boomerforældrene, fordi de ikke føler de var  der nok for dem. Forældrene havde nok i sig selv og deres karriere. Det er nok lidt som med slægt efter slægt. Problemerne går i ring. Der er vist ikke så meget forskel. Det er interessant, at der er teologiske overvejelser i sådan en moderne slægtsroman. Her et par eksempler:

“I kristne har en fortælling om Jesus, der hænger på korset ved siden af den dødsdømte Barabbas, som bliver taget til nåde, mens Jesus dør, og det betyder, at det onde eksisterer side om side med det gode, men at grænsen nogle gange bliver usynlig, kan udviskes og til sidst helt forsvinde. Sådan ser jeg det.”

Han lod ordene følge af et lille grynt, der kom helt nede fra maven: “Var Barrabas så kun ond frem til det møde på korset, og Jesus kun god? Nej, selvfølgelig ikke – de var begge dele – det er beskeden. Der findes ingen mennesker, der kun er onde eller gode, den eneste egenskab, der ikke har noget modstykke i verden, er fordømmelsen... husk det.”

“Ragnhild troede slet ikke på tilgivelse, kun på forsoning, vidste I det?”

Jakob nikkede. Han havde fået det lille foredrag en del gange, mens hun levede.

Eva vendte sig mod Thomas: “Hun mente, at dét med den rene tilgivelse også var noget rigidt vås, de evigt sludrende disciple havde fundet på, for når et menneske siger: Jeg tilgiver dig, så bliver der alligevel noget hængende, ligesom med kviksand, noget for­ræderisk og bundløst, som mennesker til sidst synker i – hvorimod for­­­soningen, der hverken befaler, overdriver eller forherliger sig selv, giver os den virkelige mulighed for at komme videre.”

24. november 2022

Ai WeiWei: 1000 års glæder og sorger

"At nægte at glemme giver livet ny realitet, og det er den modstandskamp, der er blevet min mission."

Det er ikke stor litteratur, men hvis litteratur er erindring, så er det alligevel stor. Det er en meget lang, men vigtig bog at få læst. Alle ved hvem Ai Weiwei er. Vi har hørt om ham ofte, men her har jeg fået et helt personligt billede af ham, som gør at jeg på en helt anden måde vil lægge mærke til ham i fremtiden. Citatet jeg begyndte med er fra et efterord, skrevet i Berlin efter flugten der til, hvor han i 2016 pakkede de klassiske søjler foran Koncerthaus i Berlin ind i tusindvis af redningsveste, alle samlet op på Lesbos, hvor bådflygtninge havde efterladt dem. Og Weiwei gør dermed opmærksom på, at modstandskamp er der brug for alle steder - også i det vesten, som ellers peger fingre af ad det land, han måtte flygte fra, Kina. Det samme har han igen og igen gjort i Kina. Han fortæller om hans bestræbelser for at mindes alle de tusinder skolebørn der døde i Sichuan under et jordskælv, fordi skolerne var for dårligt byggede. Her kommer nogle få af alle de understregninger jeg har lavet:

"Verden er fuld af tragedier, men den største er, hvis man ignorerer andre menneskers liv. Hverken Yang Xiaowan eller nogen af de andre børn, der døde på så tragisk vis, ville blive glemt. De fortjente alle sammen at blive husket."

“Når en stat begrænser sine borgeres bevægelsesfrihed, er den blevet til et fængsel,” skrev jeg. “Du må aldrig elske et menneske eller et land, der ikke giver dig friheden til at forlade det.”

"Kunst forholder sig altid til livets uvished, og empati og tillid er forudsætninger for frugtbar samtale."

"Frihed kommer af alle de ofre, man bringer for at opnå den. Begrænsninger kommer kun af frygt i hjertet, og kunst er frygtens modgift."

"Uden lyden af den menneskelige stemme, uden varme og farve i livet, uden andres blikke er Jorden ikke andet end en sten, der bevæger sig døv og blind gennem rummet."

23. november 2022

Abdulrazak Gurnah: Efterliv

Han var modtager af Nobels litteraturpris sidste år. Det kan mærkes. Igen er det på grund af vigtige begivenheder, som må og skal huskes. Kolonialiseringen af Østafrika for lidt mere end hundrede år siden. Især tyskernes som var grusom. Da jeg havde læst de første sider, var der så mange navne og familier blandet sammen at jeg tænkte: Det når jeg aldrig at huske alt sammen. Men langsomt gennem den lange bog kommer navnene ind i de rigtige sammenhænge og midt i alle grusomhederne fortælles der enkelt og ligefrem om menneskets mulighed for at overleve og bevare et menneskeligt ansigt. Jeg må have fat i Paradis, som ligger lige før den her i Gurnahs forfatterskab. Men igen: hvor lærer jeg meget om mennesker i den her bog.

16. november 2022

Lutz Seiler: Stern 111

Revolutionsåret 1989 spillede en stor rolle dengang og har altid været nærværende i mit liv lige siden. Og derfor elsker jeg at læse litteratur om det der skete ikke mindst i DDR. Derfor glædede jeg mig over at en af de største bøger om begivenheden nu blev oversat til dansk. Det er en vidunderlig roman. Har man bare været lidt i DDR før murens fald, så er det en fortælling, som går lige ind. Hvordan har menneskene levet i fuldstændig kunstige samfund, som DDR var. Var deres liv bare en udsættelse. Alt det kommer med i den her roman.

Der var ingen ende på meldingerne om savnede: mennesker fra Østtyskland som var sporløst forsvundet eller gået under jorden i Vesten, som forlod deres mødre, fædre, ægtefæller (og ja, også deres børn) og rejste til Ves­ten og forsvandt.

De havde fortiet det hele for ham og ført en slags erstatningsliv.

Skriver Carl om sine forældres flugt. Det er en virkelig god følgesvend i mange timer. 15 timer tog det vist at læse romanen. Vi ville have troet at det var de unge der flygtede til vesten for at få et liv. Men her i romanen er det forældrene til Carl der flygter. Og Carl flytter til Østberlin og bliver bz'er og lever en helt vidunderligt beskrevet ungdom, rodløs og eksperimenterende, hvor hele baggrunden mest bestod af søndage hvor faren og sønnen ordnede Ladaen nede i garagen. Hvor meget ånd var der lige i samfundet i DDR? Men det er en roman der følger historien til dørs:

Det havde noget med ydmyghed at gøre. Og forsoning måske. Som om der var noget jeg skulle gøre godt igen.

10. november 2022

István Örkény: Familien Toth

Det har været en fornøjelig oplevelse at være sammen med familien Toth. Det specielle er årstallet for kortromanen. Den udkom i 1966 i Ungarn, mens betonkommunismen var på sit højeste, så det eneste man kunne skrive med var ironi og satire. Her kommer et par understregninger: 

“Tit har jeg tænkt over, hvor længe mennesket fortsætter med at håbe. Nu har jeg svaret: lige til allersidste øjeblik.”

Hvis en slange (en sjælden gang) æder sig selv, er der så bagefter et tomrum af slangestørrelse?

Og findes der kræfter, som kan bringe et menneske til at fortære sin egen menneskelighed? Ja? Nej? Ja? Et godt spørgsmål!

9. november 2022

Jan Kjærstad: En tid til at leve

For snart mange år siden prøvede jeg at læse Kjærstad, men det lykkedes ikke. Jeg kan huske at jeg engang sad til bords med Birthe Arnbaks redaktør ved Birthe Arnbaks 80 års fødselsdag. Vi talte selvfølgelig om litteratur og jeg spurgte hende, om hun læste Kjærstad. Hun svarede: Nej det er livet for kort til. Vi var enige. Nu ville jeg alligevel prøve igen. Det er alt for perfekt. Opbygning. Hvert punktum. Men der sker ikke noget der betyder noget. Det er så glat. Til sidst var der dog en sætning, der kaldte på en understregning: At kunne være i live - er der noget andet, der tæller? Men undervejs er man selvfølgelig underholdt. Men ikke berørt.

29. oktober 2022

Kerstin Ekman: Ulvespring

Jamen - jeg troede slet ikke jeg skulle få sådan en glædelig overraskelse, at få lov til at læse endnu en bog af Kerstin Ekman. Jeg har de fleste stående i reolen og har brugt dem både indvortes og udvortes. Og sådan en fornøjelse det er at læse noget så sprogligt godt og spændende og meningsgivende, nu hvor vi har ekstra opmærksomhed på naturpleje og ønsket om at sætte naturen fri. Og så handler den om at blive gammel og være opmærksom på det. Her kommer nogle citater:

Mit liv er en bølge, som rører sig en tid. Den fik mig til at tænke at så længe noget rører sig, lever jeg. Selvfølgelig vil alting blive ved med at røre sig, skønt man selv ikke længere gør det. Men det er svært at begribe. Ville for eksempel pelargonierne i vinduet blive ved med at vokse og, når forårssolen kom, skyde nye skud og blomstre? Hvis ikke Inga glemte at vande dem, selvfølgelig. Ville hun gøre det hvis jeg døde?

Jeg sad og funderede. Det havde jeg ikke haft så megen tid til før. Jeg mener virkelig fundere. Det var som om pensioneringen først nu rigtig begyndte at virke, eller at alderen havde indhentet mig. Der kom tanker som jeg ikke ville have.

Jeg levede et almindeligt liv. Formodentlig ville det ikke vare ret mange år endnu. Ikke med mine hjerteproblemer. Men i hvert fald et almindeligt og endda godt liv. Ømhed blev mig forundt. Somme tider som gode stykker smørrebrød. Somme tider som hud mod min. Ofte, for resten. Men jeg kunne ikke følge op på den forventning som ømheden vakte hos os begge. Jeg formoder at det var medicinens skyld. Under alle omstændigheder fandt vi hinanden. Ømheden hørte ikke op. Somme tider tørnede vi sammen. Det havde vi altid gjort. To stærke viljer støder mod hinanden som tunge godsvogne. Vi var fuldt læsset med levet liv. Også med meninger og opfattelser og andet ret uvedkommende. Men selvfølgelig og frem for alt med vilje. Det knirkede ikke, blev aldrig langtrukkent. Vi kom i gang igen.

Vi levede et almindeligt liv. Jeg gjorde.

Jeg ved at du er ked af det, sagde hun. Vær det. Men fortvivl ikke.

29. oktober 2022

Sara Marie Linderoth Bouchet: Hjem

Dansk Flygtningehjælp udskrev i 2015 en romankonkurrence der skulle beskrive flygtninges verden og Bouchet vandt den. Med god grund. Det har været fint at læse den og jeg er kommet med rundt i en tænkt ghetto kaldet Solhaverne sammen med Aron, som husker tilbage både til Damaskus og til dengang han var 12 år i Solhaverne. Måske er den lidt for lang, men det giver mening hele vejen igennem og jeg får indsigt i hvor svært det er at være flygtning. Her kommer nogle undertregninger, enkle, banale, men sande alligevel:

Min mormor siger, at det hele giver mening, når man skal passe på nogle andre end sig selv. Det ændrer alting, det forrykker perspektivet, siger hun, for det er ikke dig, der er vigtig. Det er dem, du beskytter.

Nogle mennesker har så travlt med deres tro, med alt det, der kommer bagefter. De er ved at blive kvalt i deres moral og deres meninger om retfærdighed.

„Idas far siger, at hun ryger lige lukt i helvede, det kan hun være helt sikker på,“ sagde Selda. Ida var hendes veninde, hun var efterhånden oftere hjemme hos Ida end hjemme hos os.

Mor lyttede opmærksomt.

„Hvornår siger han det?“

„Når han bliver vred på hende, siger han sådan.“

„Det passer ikke,“ hviskede mor.

„Jo.“

„Men det, han siger, passer ikke. Alt er forfærdeligt nok, som det er. Der er ingen grund til at blive straffet for det oveni. Det er vigtigt, at I forstår det.“ Hun talte dæmpet, men vi kunne tydeligt høre hvert ord.

„Man bliver trøstet bagefter,“ sagde hun. „Man bliver trøstet, når alt er slut. Det er det, der er nåden og meningen med det hele. Ligegyldigt hvad der er sket, og hvad man har gjort, tager Han os til allersidst i armene, og så får man trøst.“

Det, der optager mig, er netop menneskets – alle menneskers – uudslukkelige ønske om at være forbundet i et fællesskab. Vores afhægighed af at høre til.

29. oktober 2022

Linn Ullmann: Pige, 1983

For ikke længe siden læste jeg Deborah Levys erindringsroman: Ting jeg ikke vil vide". Linn Ullmanns erindringsroman minder rigtig meget om den. Også her er der noget, som forfatteren ikke gerne vil huske og som har været lagt bagerst i bunken af erindringer. "Du er pigen som ikke vil dø, og nu, efter at have været væk i mange år, har du forvildet dig ind i mig igen." Det er smerteligt, men der er ikke andet gøre. Hun må huske, hvad der skete dengang hun var 16 år og tog til Paris for at lade sig fotografere af en 44-årig mand. Som misbruger hende. "Alt det jeg skriver om her, det der udspillede sig før og under og efter at A tog et billede af mig i Paris, består mest af glemsel, akkurat som kroppen består mest af vand. Det jeg ikke husker, som kun dukker op som drømme, fornemmelser eller smerter, kan ikke skrives, men skal alligevel skrives." Der var en stor tilfredsstillelse ved at læse bogen, den er også en mulighed for samtale med en klog forfatterinde som både er modig, ærlig og sårbar. Det er altid godt at møde.

11. oktober 2022

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sange om stilhed og hjem

Jeg er så glad for meget af det hun laver. Ikke mindst den sidste bog: "Jeg læner mig mod verden" bare for ganske få måneder siden. Nu har hun skrevet en bog om det hun bruger så meget af sin tid på, flygtningenes verden. Hele det liv, der udspiller sig når mennesker mister deres hjem. Og stilheden. Første halvdel er smuk. Den er jeg glad for at læse og der er mange ting, som jeg kan mærke og forstå. Såvidt som det er muligt. Hun skriver også om noget, jeg har sat mærke ved. Jeg tror hun har ret: "Det føles bare som at vælge den mindst ubehagelige ting af to onder: at drukne i alt det, jeg har set, og alt det, der gør ondt, fordi det er borte, eller at følge blikket og koncentrere mig om det, jeg ser, uden at løbe efter mine minder og dumme tanker, som Tik efter en tæve." Fortrængning kan være nødvendig. Ellers kører tankerne i ring og ring i en uendelighed. Der er mange ting som er gode. Og det er fint at få Platons hulelignelse i ny udgave. „Her er et bål,“ fortsatte han og lagde en dusk tør tang foran sandgrottens åbning, „når der er ild i det, falder skyggerne på bagvæggen, og det er det eneste af verden udenfor, som de får at se. Så bærer folk udenfor genstande forbi, og de lænkede finder på navne til skyggerne: hest, kar, vogn og så videre. En dag slipper en af dem fri. Han opdager, at de har taget fejl. At dét, de troede var virkeligt, kun er skygger, og at det virkelige er anderledes og langt rigere.“ Så meget hun når!

11. oktober 2022

Deborah Levy: Ting jeg ikke vil vide

"DET FORÅR, HVOR livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper. At køre ned ad dem var fint, men der var noget ved det at stå stille og blive båret opad, som udløste det. Tilsyneladende ud af det blå begyndte tårerne at strømme, og når jeg nåede helt op og mær­­kede vinden komme susende, måtte jeg anstrenge mig for ikke at hulke højt. Det var, som om rulletrappens bevægelse, når den bar mig fremad og opad, var det fysiske udtryk for en samtale, jeg havde med mig selv."

Sådan begynder hun sin 1. del af en erindringstrilogi. Og jeg var med fra samme øjeblik. Det bliver bedre og bedre for hver side. Det er så spændende at følge hendes arbejde med at komme overens med sig selv og alle de dele af hendes liv, hun ikke kan slippe: apartheid, eksil i et klasseopdelt England, forfatterdrømme og meget andet. Det værste ved bogen var, at den pludselig var slut. Jeg måtte tilbage og se, om jeg havde sprunget noget over. Men nej. 133 sider og færdig. Her kommer noget af det jeg understregede:

Hvide mennesker var bange for sorte mennesker, fordi de havde gjort onde ting mod dem. Hvis man er ond mod andre mennesker, føler man sig ikke tryg sammen med dem. Og hvis man ikke føler sig tryg, føler man sig ikke normal. Hvide mennesker var ikke normale i Sydafrika.

Når kærligheden går skævt, ser man ikke forsiden af tingene, men bagsiden i stedet.

Hvis en hvid mand pudser sin hund på et sort barn, og alle synes, at det er i orden, hvis naboerne og politiet og dommerne og lærerne siger: »Det er helt i orden med mig,« er livet så værd at leve?

Hvad gør vi med den viden, vi ikke kan holde ud at leve med? Hvad stiller vi op med de ting, vi ikke vil vide?

27. september 2022

Hernan Diaz: Tillid

Det her er en vidunderlig roman. På engelsk hedder den Trust, altså både tillid og Fond og den handler om Manhattan i de vilde 20'ere i sidste århundrede med økonomisk op og nedtur for finanssektoren, om den dygtigste af alle børsspekulanter med en selvtillid op over begge ører: ”Hvad jeg er ude efter, er dette: individets modstandskraft. Sjælsstyrke. Denne ene kendsgerning bør være altdominerende: hvad jeg har skabt, har jeg skabt på egen hånd. Alene. Fuldstændig uden hjælp. Og det var blandt andet det, jeg beviste under krakket. Uanset forholdene er der altid mulighed for individuelle handlinger.” Men der er én der er skrevet ud af historien. Det er hans hustru. Romanen er foldet ind i hinanden fire gange og der er fire versioner af den samme historie. Det er fantastisk at nå til sidste afsnit og se slutningen. Det er mesterligt efter min mening. "Vi holdt hinanden i hånden og kiggede op på loftet som i fredfyldt ensomhed à deux.

Jeg stoler ikke på udbruddene af velvære i mig, når jeg får ham til at føle sig godt tilpas." Sådan beskriver hun forholdet til ham kort tid før hun dør af kræft. 

21. september 2022

Jens Christian Grøndahl: Fra i nat sover jeg på taget

Som altid er jeg blevet lidt klogere ved at læse Grøndahl. Han tænker med sin skrift, overvejer mens han skriver. Det er en klog bog om at være menneske og især at blive ved med at være det samme menneske uanset alderen. Det handler om at være:

"Overraskelsen ved at blive ældre er, at man ikke får mere tyngde med årene, som man ellers troede, da man gik og ventede på, at historien skulle begynde. Den, man var engang, ville være blevet skuffet over den, man er blevet, men heldigvis har man glemt sit unge jeg. Han står tilbage på bunden og ser én skyde til vejrs op gennem tiden mod det store sølvspejl. Han kender ikke den stigende følelse af lethed og befrielse, og man ved det først selv, når man nærmer sig spejlet, suget ind i lyset, og indser, at det var lige meget, hvad man blev eller hvem."

Og så gennemtænker han alt det, som vi alle går og tumler med, kærlighed, skyld og skam og ansvar, livet og døden. Og metoo bliver også overvejet. Hver sætning er gennemtænkt og egentlig kan man slet ikke læse den hurtigt, hvad jeg nok har gjort og derfor har allermest lyst til at begynde forfra. 

20. september 2022

Jon Kalman Stefansson: Dit fravær er mørke

"Jeg tror at glemslen, sagde jeg forsigtigt og med en knude i maven, bange for at sige noget dumt, er det sorte hul som sidder på lur i midten af alle galakser og fortærer det lys der kan stråle fra erindringerne. Jeg husker måske historien, men ikke i sin helhed. Fortæl. Det er så godt når du fortæller." Det er det han gør og han gør det grundigt med mange gentagelser, fordi det er vigtigt at huske. Det er den store kærlighed og den grusomme mangel på samme som gemmer sig i alle de slægter han fortæller om. Og det kan være svært at holde styr på alle. I den danske udgave har redaktionen lavet en oversigt over alle personerne. Den kom først til allersidst. 

"Skriv. Og vi glemmer ikke.

Skriv. Og vi bliver ikke glemt.

Skriv. For døden er bare et andet navn for det at blive glemt."

Det er alle forfatteres opgave. Måske er det alle menneskers opgave. Forleden læste jeg en forfatter sige, at når han skrev, var det som at bede. Jeg husker ikke lige hvem, men så vigtigt er det. Det er en uoverskuelig samling understregninger jeg har lavet i romanen. Her kommer nogle af de vigtigste:

Forget the dead … they will not follow you.

Det har Dylan desværre ikke helt ret i – de døde følger os altid. Mørke og lyse, trøstende og anklagende.

Forståelse har det med at kræve unødvendigt besværlige ting såsom stillingtagen og ansvar, mens fordomme og ligegyldighed gør dit liv meget lettere.

Ubeboede ejendomme der ikke tages hånd om minder om et menneske som har mistet alt håb.

Ord er en rigtig god begyndelse, men kan være fuldstændig nytteløse hvis ikke de ledsages af en favn.

Du bliver bedømt på det du gør, ikke på det du har tænkt dig at gøre.

Men farfar, kan du huske da vi i dagevis sad sammen over Vera Rubins bog om mørkt stof, dark matter, og fandt ud af at mørkt stof udgør omkring 85% af alt stof i universet? At universets hovedbestanddel er komplet usynlig, og at det ikke er lykkedes nogen at finde en tilfredsstillende forklaring. Jeg kan huske hvor ivrig du var, og at du overvejede om det mørke stof ikke var den kraft som din far og min tipoldemor havde talt om. Men 85% af verden er usynlig. Netop sådan var mit liv blevet! 85% skjult for omverdenen. Kun femten procent af mig levede i hverdagen, og de rakte lige til lidt vask, til lidt madlavning, til at se fodbold og ikke meget mere.

Intet er så smukt som tilgivelse. Den og kærligheden er Kristi venstre og højre hånd.

Men den der aldrig betror sig selv til andre forvandles støt og roligt til en konkylie. Bevæger sig langsomt gennem livet presset sammen inde i sin skal, kryber sammen om sin inderste kerne, og alt det vigtige man aldrig taler om smelter sammen med skallen, der med årene bliver tykkere og hårdere med det resultat at det stadig bliver sværere for andre at nå ind til dig og for dig at nærme dig andre. Skallen bliver på samme tid et forsvar og et fængsel. Vil man leve sådan? Vil man dø sådan?

Du ved velsagtens at Gud og Djævelen skab­te mennesket i forening? Det sidste Gud gav mennesket var bevidsthed og sagde så at det nu var fuldkomment. Men så tilføjede Djævelen underbevidstheden. Hvor­for gjorde du det, spurgte Gud, kan du ikke se at du har givet mennesket noget som ikke engang vi forstår fuldt ud: Du har forvandlet det til et mysterium.

15. september 2022

Olga Tokarczuk: Bizarre fortællinger

Nej - de er slet ikke til at komme af med igen. De virkelig bizarre fortællinger. De bliver ved med at forstyrre mig og jeg har ikke kunnet skrive om dem. De går simpelthen så tæt på. De ligger et eller sted i en transcendent bevidsthed, som jeg  fornemmer og er lidt usikker på. Jeg vil kun lige fortælle om to af fortællingerne. Den ene hedder flypassageren og den begynder sådan her: "På en lang natlig flyrejse over oceanet begyndte min sidemand at fortælle mig om den natlige angst han havde lidt af som barn. Det samme mareridt havde igen og igen fået ham til at skrige og kalde på far og mor." Om dagen var der ikke noget at være bange for, for der var ikke noget at se i det værelse, hvor han skulle sove. Men barnet er ved mere end de voksne. "Det ved børn bedst: Selve døden kan man overleve. Det allerværste er det som gentager sig regelmæssigt, det uforanderlige, forudsigelige, uundgåelige og uafvendelige –det man ingen indflydelse har på, det som sætter kløerne i én og slæber én med sig." Og mareridtene gentog sig hver eneste nat. Noget der ville have fat i ham. Her var jeg lige ved at holde op med at læse, fordi det ligner min erindring om min barndoms dagligt gentagne mareridt om aftenen. Slutningen på fortællingen er fantastisk. „Det menneske du ser, eksisterer ikke fordi du ser det, men fordi det ser på dig,“ sagde han som enden på denne sære historie, hvorefter vi begge faldt i søvn vugget af flymotorernes dybe brummen. Den anden fortælling, som ramte mig usædvanligt var Strømpesømme. Det er om en gammel mand, hvis virkelighed pludselig begynder at kæntre: "Det var måske nok en bagatel, men hvad var det nu for noget? Han måtte have været uopmærksom da han tog sokken på, og havde ikke bemærket det ejendommelige ved sokker med en søm i hele længden, fra tæerne hen over vristen op til ribkanten. Så da han var færdig med at vaske sig, gik han i sin trippende gangart lige ind til skabet hvor hans sokker boede som en stor, samlet, gråsort masse nederst i en skuffe. Han tog den første den bedste af dem og holdt den op i øjenhøjde. Men da det var en sort han havde fået fat i, og da der var halvmørkt i rummet, var der ikke meget at se. Først da han havde været tilbage i soveværelset efter sine briller, så han at også den sorte sok havde sådan en søm. Nu tog han alle sokkerne op og benyttede lejligheden til at prøve at finde deres makkere – hver eneste havde en søm der gik fra tæerne op til ribkanten. Det så ud til at sømmen var noget medfødt i sokken, at den var en naturlig del af den og uadskillelig fra ideen om en sok." Det er ikke rart den dag, hvor der er noget der slet ikke passer. Uha - sikke fortællinger!

26. august 2022

Zakiya Ajmi: Delvist møbleret

Det er lidt tilfældigt, men de er begge nye romaner: Nøjsomheden og Delvist møbleret. Bare med helt modsatte fortegn. Hvor den første peger hen på fremtiden og et håb og et fællesskab, leder den anden ud i kaos. Det gjorde virkelig ondt at læse den. Jeg prøver at forstå, hvordan man kan leve som Nadja gør. Hovedkuls. Ufornuftigt. Ligeglad. Hjerteløs. Og hver gang jeg følger en hovedperson, her Nadja, lever jeg mig ind i hende. Forsøger at forsvare hende. Overfor mig selv. Overfor det hun gør. Men det giver ingen mening i længden. Der er noget nordic noir i romanen. Skoven, pløjemarken, vejene - altsammen trækker i Nadja. Uden støvler, uden ordentligt tøj. Med børnene hjemme. Det er næsten ikke til at klare. Og bogen er et eksempel på at man ikke skal købe færdig mad, men bruge tid på at skabe maden. Det var bestemt ikke nogen fornøjelse at læse den. Men jeg kan jo alligevel ikke helt slippe Nadja.

16. august 2022

Stine Askov: Nøjsomheden

Jeg blev i så godt humør af at læse Nøjsomheden. Og jeg måtte jo ganske enkelt slå titlen op og den er rigtignok, Nøjsomheden er et boligkompleks i Helsingør, som er kommet på den absurde ghettoliste. Her i romanen får Nøjsomheden stemme gennem Mona, som har lært en del af Tut. ”Løft hovedet” vil Tut sige, ”aldrig dukke nakken, så tror de, de må hakke”. Det er en samfundsroman om hvor forskelligt liv, der leves i det danske samfund. Og Mona bliver så grænsebryder, da hun møder en fra fra Strandvejen og det er ganske enkelt kvikt og indsigtsfuldt skrevet. Om Frederik som er hendes fætter og som er på den gale side som pusher skriver hun: "Inde i hans voksne ansigt gemmer hans barneansigt sig. Hun ser det, når de ler, at han endnu er derinde." Hun får arbejde i en boghandel og det er så fint beskrevet, hvordan hun læser bøger på stribe og anbefaler dem til kunderne. Jeg blev let i sindet af at læse den. Mona beskrives sådan, en morgen efter en nat med sin kæreste: "Hun er bleg, og øjnene er stirrende og rødrandede, men sjælen er som en stensætning." Hurra, siger jeg bare.

10. august 2022

Thomas Espedal: GÅ

Den har undertitlen: Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Begge dele bliver jeg klogere på, men uden at jeg helt kan tilslutte ønsket om at leve et vildt og poetisk liv, nu hvor jeg er blevet gammel. Måske tidligere. At leve et vildt og poetisk liv er at sætte sig i situationer, hvor vi ikke glemer alle de undere vi er omgivet af til daglig. Espedal nævner: "Vi glemmer. Vi glemmer det fundamentale, glæden ved at vågne, at kunne rejse sig, gå ud i køkkenet og drikke et glas vand. Et glas koldt vand!" Det er morsomt, for forleden læste jeg noget lignende hos Knausgård: "Lidt som vandet i hanen. Først når det ophører, får man øje på det, først da bliver det dyrebart – selvom vandet hele tiden har været det der holdt os i live." Men når Espedal går tænker han på alt det han har læst. Det er jeg glad for at læse f.eks. når han læser Dylan Thomas: "Mørket er et sted, lyset er en vej". Sådan en sætning kan jeg bruge og huske. Eller når han gengiver Kierkegaard: "Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den." Men rigtig klog blev jeg nu ikke.

8. august 2022

Karl Ove Knausgård: Ulvene fra evighedens skov

"Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet." (Johannes Åbenbaring 21,4)

Det er indledningscitatet til Knausgårds 800 sider lange og meget smukke overvejelse om livets mening og opstand mod døden, som han finder overalt i kulturen og i naturen. Det er roman om liv og død, evighedslængsel og udødelighed og om naturens programmering og semiotik og om viljen til liv. Allersmukkest i Alevtinas smukke shaman-agtige beskrivelser af naturens liv:

"Jeg så op gennem virvaret af grene og blade.

Hvad var det jeg så?

Hvad var det det udtrykte?

Viljen til at leve.

Hvor kom den fra?

Indefra.

Alt levende havde den vilje. Det var måske det som var livet, viljen til livet.

Hvorfor? Hvad var meningen med viljen?

Den fik livet til at fortsætte.

Men hvorfor? Hvorfor skulle livet fortsætte? Hvorfor havde dette birketræ lavet sig selv? Hvad ville det?

Leve. Leve. Leve."

Og senere hedder det:

"Som hjertet arbejdede. Som hjertet slog.

Og blodet der steg.

Fyldt af jern fra malmen, salt fra havet, luft fra træerne.

Steg og steg.

Malmen, havet, træerne.

Steg og steg.

Havet, skoven, solen der brændte.

Blodet der steg og steg.

Blodet der sang.

Alt er godt. Alt er godt.

Sig ja, sig ja.

Ja.

Ja.

Ja."

Det er så godt at jeg måtte vende tilbage og genlæse de sider. Den her form for poesi er undtagelsen i romanen, hvor der også er meget filosofi og ekstrem videnskabsteori, så jeg indimellem blev nødt til lige at finde titelbladet i min boglæser for at være sikker på, at jeg ikke ved uheld var kommet ind i en anden bog. Men overalt i romanen er han bare fyldt med alle de spørgsmål han har stillet lige siden han skrev "Ude af verden", som her: "Hvad havde de aller-allerførste mennesker tænkt når bladene faldt af træerne og det blev vinter? De måtte jo være blevet bange, for der var intet der afslørede at bladene skulle komme tilbage igen. Og når de så kom tilbage, må det have været som et mirakel. Måske fik det dem til at tro at de døde også kunne komme tilbage og begynde at leve igen." Han vil så gerne finde ind til svaret om, hvordan vi kom herind i verden: "Spørgsmålet var ikke så meget hvordan informationerne blev ført videre, det skete i dna-molekylerne der kopierede sig selv, men hvordan informationen først blev identificeret og fanget i en kode. Hvad identificerede informationen, og hvilken instans overførte den til koden? Og i forlængelse af det, hvad var egentlig information? Det var egentlig det yderste spørgsmål, det der stod som et spyd mellem det ikke-levende og det levende. At begive sig derind var lidt som en ny teologistuderende der skulle skrive en opgave der ville bevise Guds eksistens." Og noget af det jeg finder så smukt, er når han ved, at intet er noget i sig selv, men altid kun i en relation, skarpt udtryk sådan her: "Indsigten i at intet er noget i sig selv, men kun findes i forhold til noget andet, formodentlig skulle tages bogstaveligt, i hvert fald ifølge enkelte fysikere som mente at disse partikler simpelthen ikke eksisterer før det øjeblik de indgår i en relation. De er ikke noget i sig selv, hvor mærkeligt det end lyder, har heller ingen egenskaber i sig selv, de findes kun i relation til andre. Det var endepunktet. Alt er ingenting." Det er altså helt vildt at få lov til at læse Knausgård. Jeg glæder mig allerede til tredje bind, hvor der sikkert også dukker en stjerne op til sidst. 

31. juli 2022

Liv Nimand Duvå: Mødrenes hus

Romanen er en smertelig beskrivelse af at være prisgivet kræfter, som vi ikke har nogen indflydelse på, og en ærlig beskrivelse af alle de angstfyldte tanker, der fylder os når vi er hjælpeløst prisgivet andre mennesker. Her et fødende menneske i en voldsom vanskelig fødsel i hospitalets underbemandede fødselsafdeling. Alle de tanker der løber gennem Rosa er genkendelige for enhver, der har prøvet at være indlagt. Ikke kun af fødende. Tanker om, om jeg nu gør som det forventes af personalet. Tanker om de har forstået, hvad der er galt. Tanker om at det er den forkerte medicin. Det gør ondt at læse den meget realistiske del af romanen. Morfinen får Rosa til at famle sig frem i en utilgængelig og sort skov på jagt efter et fællesskab med andre kvinder i et mødrenes hus med et fællesskab, som vi har glemt at bevare i vores individualistiske samfund. Og til sidst i romanen ender det godt:

"Vi havde troet, at vi skulle dø, veerne havde trukket os ned i et dyb, vi ikke kendte. Vi havde troet, at vi allerede var døde, vi havde skreget. Vi havde spist af jorden, gumlet i gruset, gumlet i støvet, kisteresterne, og nu lå vi i græsset, hev efter vejret, flettede vores fingre ind i hinandens, delte vores fortællinger, som flettede sig ind i hinandens. Vi kunne ikke længere huske, hvilke af vores kroppe, der havde undergået hvad.

Vi bar det hele med os ind i et nyt liv, hvor vi hver dag måtte ned på jorden og øve os: ud på tæpperne i skyggen med børnene, ligge på ryggen og med blikkene forsøge at fange bladene, der bevægede sig i luften, tygge i græsset, opdage en lyd, prøve at rulle rundt."

Og endelig en fornem indsigt til allersidst:

Vi bliver aldrig os selv.

Vi bliver aldrig kun os selv igen.

Vi bærer børnene, og vi bærer hinanden.

Vi bærer hinanden i os selv.

21. juli 2022

Herbjørg Wassmo: Det syvende møde

Da jeg havde læst nogle sider og især da jeg kom til, hvor Gorm for at vække en kvindes nysgerrighed planter fakler i haven som et øje, vidste jeg at jeg jo havde læst den. Jeg læste den igen med fornøjelse. Romanen handler ikke om at finde den eneste ene, heller ikke om parallelle sjæle eller en sjæle ven, men det andet menneske, som holder fast trods modgang og som kan elske et andet menneske i stedet for sig selv. Det er en voluminøs kærlighedshistorie, men jeg kan lide den. Men "Mit menneske" (se nedenfor) er bedre. Wassmo bliver bedre og bedre. Her kommer et par citater fra bogen:

Det er ikke tiden der går, der forandrer mig, men hvad jeg gør med den tid der går, tænkte hun.

Der må være noget galt med et menneske der ikke mærker at det er sommer før han begynder at tænke på at det er efterår.

Jeg tror du er mit menneske, Rut. Ikke fordi jeg skal eje dig, men for at mine tanker skal bære dig gennem alt. Også sorgen. Må jeg det?

13. juli 2022

Herbjørg Wassmo: Mit menneske

Det er den bedste bog jeg har læst indtil nu i år. Hvor er den fantastisk. Jeg har været høj af at læse den. Det er en eksistensbog, som jeg elsker den. Og så er det en bog om billedkunst og litteratur. Billedkunsten spiller en stor rolle og jeg jublede, da jeg læste om hvad Rut registrerer, da hendes elskede Gorm får beskeden om søsterens selvmord. 

Så kom forandringen. Han stod ret op og ned – tværs gennem forvandlingen. Farverne forandrede sig. Den blussende hud efter badet. Håret, der dryppede ned i panden. Lampetten malede det grønt. Hun kunne ikke opfange, hvad han sagde, eller om han sagde noget. Men hun så farverne forandre sig fra glimtende blålig gråhed til blød, ulden tåge. Det våde håndklæde faldt af og blev liggende omkring hans ankler. Brystkassen var holdt op med at løfte sig. Huden på armen, der holdt telefonen, blev nubret. Hun kunne mærke kulden fra ham. Gennem den åbne dør til badeværelset så hun duggen dække spejlene og forvandle alt til knivskarpe glasskår.

Rut er billedkunstneren og jeg tænkte straks på at hun havde Grünewalds Isenheimeralter i Colmar i tankerne. Det billede er som en drivkraft i romanen. Det nøgne menneske, som ved at kærligheden er alt men som samtidig med og derfor tør leve uden forfængelighed. Det vil sige sandt. Gorms to sætninger som spiller en stor rolle for romanen er:

”Er selvet den eneste sande gud?”  og ”Frihed fra forfængelighed”

Og da der tilsidst i romanen omtales et maleri af den døde AG, står der sådan her:

Det andet billede viste den døendes nøgne overkrop og hoved malet i forskellige nuancer af hvid og mintgrøn.

Og som jeg husker med eneste og fuldstændigt overvældende møde med Isenheimeralteret i Colmar så er det ikke mindst den mintgrønne farve der spiller en afgørende rolle. Jeg har bunker af understregninger som jeg kan lade mig inspirere af når jeg når til vigtige eksistentielle ting i min prædikener. Her kommer nogle af dem:

Han satte sig på sengekanten.

– Ved du, hvad det er, du ikke orker?

– Det tomme liv, sagde hun, åbnede øjnene og stirrede ligeud i luften.

For hun er hans menneske. Ikke fordi han skal eje hende. Men fordi han vil møde hende med kærlighed.

Vi kan ikke leve hinandens liv, men vi kan prøve at se hinanden. Ikke tro, at alle har det så let, som det ser ud til. Ikke tro, at alle har fundet deres plads og er glade. Fra tid til anden kan det ske for os alle, at en snigende afmagt formørker alt og får os til at give op. Så er det vigtigt, at nogen ser os. Siger hej. Spørger. Hvordan har du det egentlig?

For de var så uendelig alene med hinanden...

Gorm … hold om mig, hviskede hun bare og kom hen imod ham.

Der stod han, mens vreden piblede ud. En strøm gennem hele kroppen. Bagefter følte han en rislende ømhed yderst i huden.

Gorm sad og så på den sovende skikkelse i den alt for store badekåbe. Og en logisk tanke dukkede op. At der fandtes en svimlende uendelighed af mulig kærlighed i en fordømt, ondsindet verden. At det i sidste ende var kærlighed, som holdt alting i gang. Formentlig var der ingen grænser for kærligheden. Måske var hele den højstemte overlevering om den evige, ægte følelse for den eneste ene bare en fælde? Måske var den ophøjede passion en nødvendig drøm for at blive indfanget. At der til sidst kun fandtes en gudsbenådet evne til at hengive sig mentalt til et andet menneske. Død eller levende.

Nu vil jeg skynde mig - lidt for sent - at læse Det syvende møde, som er den første bog om Rut og Gorm. Den kom i 2007, men jeg fik den ikke læst.

4. juli 2022

Kim Leine: Karolines kærlighed

Jeg er ikke god til spændingsromaner. Jeg synes det bliver alt for spændende i den her nye roman af Kim Leine, selvom nogle anmeldere synes at netop lige det mangler. Og så generer det mig under læsningen, at der er skrevet en del om romanens (måske) brug af en kendt, dansk politikerfamilie. Det gør ikke romanen bedre, men som spændingsroman er den god nok og den giver vist et godt billede af Ukraine og Rusland lige nu og af den russiske livs- og statsforståelse. Den er meget aktuel selvom den ikke har invasionen med, men dog annekteringen af Krim. Og den giver et godt billede af "trolde" og andet der bruges i IT-krigen. Men sprogligt er den temmelig fattig. Den det første ud af en trilogi. En dag må jeg overveje de to sidste.

23. juni 2022

Anna Mejlhede: Håbets ø

Jeg læser den ene bog efter den anden. Jeg glæder mig altid til den næste. Undertiden er det et slid, fordi der slet ikke er noget resonans mellem forfatteren og mig. Da jeg for lidt siden læste Tiller havde jeg det hårdt. Den fortalte noget om livet jeg ikke havde lyst til at genkende. 'Håbets ø' har alt den resonans jeg kunne ønske mig. Det er som at være sammen med et menneske, jeg har kendt gennem flere år. Det er en bog om sorg. Allerførst i bogen har Mejlhede sat en sangtekst af norske Ane Brun:

“Springa, våga springa

Genom döden, in i livet

Springa, våga springa

Genom mörkret – in i ljuset”

Det er lige præcis en ledetråd for hele bogen. Det er sjældent jeg har læst noget så godt. Jeg har glædet mig måned efter måned, som dagene går i bogen med hensyn til at komme fra mørket ind i lyset. "Jeg ved ikke, om sorg er et vakuum. Om det er normalt, at der er stilhed i alt. Også så lang tid efter." - skriver hun. At miste sin elskede. Det er det, det handler om. "Hvordan kan et enkelt menneske lægge verden så øde? Som om livet kun hænger fast i en enkelt tråd." Det er en alvorlig sag men skrevet så hjerteligt, at jeg kan genkende det fra mit eget liv som noget, der er til og ikke til at komme udenom. Og samtidigt så muntert som med Finn, på hvis gravsten der står "Tak for alt", men hvis det havde stået til ham selv, skulle der have stået: "Desuden medvirkede..." og så skulle alle vennernes navne havde have stået der. Det er bare så godt. Jeg elsker Mejlhedes beskrivelse af tidens ubønhørlige gang i tillid til, at det er tid, der skal til: "Med hænderne i skødet kan jeg mærke sekundviserne trække dagen af sted." Eller "Tiden tager alting, undtagen sorg." Rejsen mod livet og lyset går gennem naturen, kroppen, de nøjsomme dage efter dage og efterhånden mere og mere som får levende levende krop gennem dyr og mennesker. Åh - det er så godt. Tak for bogen. 

19. juni 2022

Christian Mørk: Tilståelser

Det er en spændingsroman. Og den fungerer som sådan. I nogle af afsnittene bliver jeg nødt til at læse lidt videre. Det er en robinsonade, altså her soldater der er isoleret - ikke på en ø med i en nedstyrtet flyver i Stillehavet i 1943. Der er både kvinder og mænd og der kommer tre af fjendens soldater til, så der kan ske alting. Og det gør det. Det handler om national identitet i krigstider, om køn og social indordning. De skriver om sig selv i de måneder der går inden de bliver reddet. Tilståelser. Egentlig er det en kærlighedshistorie mellem to kvinder. Men jeg sidder hele tiden og længes efter en nødvendighed, som aldrig kommer. Heller ikke til slut. Men den er fin nok. 

10. juni 2022

Benjamin Koppel: Annas sang

Jazzmusiker og komponist er han. Og nu også forfatter. Han er nevøen der til sidst i romanen får fortalt historien af gamle Hannah. Det er en god historie om kærlighed og pligt, om jødedom og antisemitisme. Om pligten hedder det: "...hvis man styrer efter lykken, ender man med at brække nakken. Man må finde lykken i det, man bliver tilbudt her i livet.“ Det forsøger Hannah at gøre. Den er skrevet lige ud ad landevejen. Fra start til slut. Det er rart for engangs skyld. Det er godt selskab at være i. Men det allerbedste er musikken i bogen. Musikken er Hannahs trøst. På et tidspunkt får hun en plade tilsendt med Brahms første strygesekstet med stjernemusikere som Isac Stern, Pablo Casals blandt andre. Jeg fandt pladen på Idagio. Hørte den samtidig med at jeg læste videre: "Derefter gentagelsen af temaet, nu med førsteviolin og førstebratsch i oktaver, så videreudvikling af temaet, videre til den fineste kommentar fra andenviolin og andencello i oktaver, der fører frem til unisone musikalske spørgsmål, besvaret af andenbratsch og andencello med rørende, bløde pizzicati". Og sådan fortsætter det alle fire satser igennem. Side efter side lukker musikken sig op. Alene af den grund er romanen et fund for musikelskere.

9. juni 2022

Benjamin Labatut: Når vi ikke længere forstår verden

Sikke en historie! Den er ikke til at slippe. Klimaks i fortællingen om opgøret mellem den almindelige klassiske fysik og så kvanteteorien. Det sker på Solway konferencen i 1927. Einstein versus Bohr. "Hver morgen ved morgenbordet (og sideløbende med de officielle diskussioner) fremførte Einstein sine gåder, og hver aften kom Bohr tilbage med sine løsninger. Duellen mellem de to dominerede hele konferencen og delte fysikerne i to uforsonlige grupperinger, men den sidste dag måtte Einstein kapitulere. Han havde ikke været i stand til at finde den mindste inkonsistens i Bohrs argumentation. Han accepterede særdeles modvilligt sit nederlag og kondenserede alt sit had til kvantemekanikken i en sætning, som han skulle gentage igen og igen de følgende år, og som han praktisk taget spyttede i hovedet på danskeren inden afrejsen.

„Gud spiller ikke terninger med universet!”  Bohr replicerede: „Det tilkommer ikke os at sige til Ham, hvorledes verden bør indrettes.“ Det handler om determinismen, at vi kan stole på at hvis vi taber en flødeskumskage, så vil den falde til jorden. Men i den subatomare verden, i kvantemekanikken kan alting være ganske anderledes og uforudsigelig. Hvis man ikke bliver skør når man læser om kvantemekanik, så er det fordi man ikke har forstået det. Og alligevel lever vi med kvantemekanik hver gang vi har en mobiltelefon i hånden eller bliver scannet på hospitalet eller går med refleksfri glas. Men Labatut fortæller om de mennesker, som stod bag kvantemekanikken. De levede på grænsen til galskab. Det er en herlig og forunderlig bog om noget jeg ikke vidste særlig meget om.

1. juni 2022

Valérie Perring: Vand til blomster

Efter Tiller, hvis Indkredsning III jeg lige har købt, og jeg skal nok læse både toeren og den, havde jeg lyst til at læse noget med glæde og det fik jeg af Perrins 'Vand til blomster'. Den er som hun skriver om en dagbog hun har læst "En af dem, der føles som en ven, man ikke vil forlade, men beholde tæt på, i nærheden." Det er en smuk og lang tragedie og en meningsfuld bog om kærligheden og døden. Og så er det en bog om kirkegården som erindringens levende sted. Der er mange bonmots som overskrift til hvert kapitel. Her kommer nogle af dem:

'Der findes noget, som er stærkere end døden – erindringen om de fraværende i de levendes hukommelse.'

'Vi var to til at elske, alene sørger jeg over dig.'

'Jorden skjuler dig, men mit hjerte ser dig stadig.'

'Vi ser døden som et fravær, når den i virkeligheden er et skjult nærvær.'

'Du er ikke længere, hvor du var, men du er altid med mig.'

'At blive elsket er det samme som at forblive ung.'

Sasha havde tænkt sig at ende sine dage derovre. Sasha sagde aldrig ‘ende mine dage’, men ‘nå frem til min død’.

'Jeg ved, at jeg altid vil bære hende i mig. Dét er evigheden.'

23. maj 2022

Carl Frode Tiller: Indkredsning

"For ved at hjælpe David hjælper jeg også mig selv, det er nogen at være til for der gør os til menneske, det er banalt, men det er sandt, uden nogen at være til for holder vi op med at eksistere, den gamle Arvid forsvandt da han mistede sine nærmeste, og kun ved Guds hjælp kunne han genopstå, ved at ære Gud og Guds skaberværk er jeg genopstået, det at elske sin næste som sig selv er det samme som at ære det Gud har skabt og det Gud er, og kun sådan kan man redde sig selv."

Det lyder fuldstændig rigtigt i mine ører, der er bare det ved det, at personen lyver. Ifølge forfatteren. Jeg synes godt nok det er en svær bog at læse. Da jeg læste "Begyndelser" af samme forfatter var jeg tilfreds. Jeg var blevet spanket på min selvopfattelse. Men Indkredsning er næsten ikke til at læse. Alle personerne bor i deres "jeghuse", er "incurvatus in se" som Luther kaldte det. Indkrogede i sig selv. Når de taler men en anden ser de mere på deres egen mimik og hører mere deres egen stemme, end den andens. Det er virkelig ubehageligt at overvære deres skænderier. Og så er de så lange. Det er jeget der dyrkes. Og det "frie" liv. "...eftersom vi ikke bare forsøgte at være fordomsfri og tolerante, men næsten dyrkede det der var sært og skilte sig ud, var jeg ikke i stand til at se at der var noget galt. Du var bare anderledes, og det at være anderledes var næsten altid positivt i vores øjne, ægtefødte børn af individualismen som vi var."

Der er noget fuldstændig umage til min livsindstilling i den roman, som jeg havde så svært ved at læse. Jeg kunne ikke distancere mig fra det. Det her er næsten det værste: "...flere hundrede år efter en atomkatastrofe som vores generation havde forårsaget, kravlede op af de mørke, underjordiske grotter hvor de havde levet i skjul, og at deres børn, efter at have peget op på den stjernehimmel de aldrig havde set før, og spurgt hvad det gule der blinkede højt deroppe, var, fik til svar at det var dråber af pis fra en gud der rystede pikken." Nu vil jeg lige læse noget andet. 

18. maj 2022

Perter Tudvad: Sygeplejerske i Det Tredje Rige

"Jeg ville finde det metafysisk onde i Ebba. Jeg forestillede mig, at jeg kunne finde en eller anden disposition for noget ondt. Men jeg fandt det ikke. Jeg har til gengæld fået meget sympati for en sød og omsorgsfuld gammel dame," siger Peter Tudvad i et interviet og fortsætter: "Det er jo netop det, der er så interessant og skræmmende. (...) Ebba var ikke særligt disponeret. At et menneske som hun, som ikke er psykopat, som nogle af bødlerne var, alligevel ender i kløerne på nazi-bevægelsen, gør én nervøs." Det er en fantastisk historie Peter Tudvad har fået skrevet ned på 481 sider med 792 henvisninger, men der er ikke en side for meget. Han maler det fulde billede af Ebba, hendes familie, veninder, klassekammerater, kolleger, familier og bysbørn i Tarm, hvor hun er født og hvor hendes far bliver fuldblods nazist og i Tyskland, hvor hun passer børn og siden bliver sygeplejerske. Jeg tænkte undervejs at enkelte afsnit sagtens kunne anvendes i skoleundervisning som oplæg til samtale om forældre og politik og unges stillingtagen. Og så er det gedigen historieundervisning. Og Ebbas biografi er virkelig fængende og ikke mindst til sidst, hvor Peter Tudvad kommer til at fungere som en god sjælesørger, der åbner for alle den fine gamle dames fortrængninger og indestængte angst. Han har været lys i hendes hukommelse. Han skriver:

"Lucifer! Nok er det navnet på djævlen i den kristne mytologi, men egentlig betyder det på latin den ”lysbringende”. Og det har jeg netop været over for Ebba, en, der ikke bare kastede lys over hendes fortid, men også bragte det ind i hendes liv. Jeg kan, uden at have villet det, for en sjælden gangs skyld i mit liv sige som Ebba om sin tid i Tysk Røde Kors, at der var brug for mig, og at jeg er uendeligt taknemmelig for, hvad jeg har kunnet gøre...Hun har ofte grædt, når hun har læst mit manuskript, noget hun ellers ikke har gjort i mange år, men som man måske også kunne synes, at den unge Ebba fortjente – lindrende tårer for al den krigens gru og angst, som den ældre Ebba i mange år helst ville slå hen, som var det ingen ting." Den var lang, men det var en supergod bog.

1. maj 2022

Roy Jacobsen: Bare en mor

Jeg var slet ikke klar over at der skulle komme et fjerde bind. Men det er godt at vende tilbage til Ingrid og Barrøy. Det er en saga om menneskers overlevelse. Jeg har ikke lavet nogen understregninger under min læsning. Kun sproglige ting. Jeg har bare været optaget af at læse videre. Og det er en voldsom historie. Øen udslettes. Eller gør den? Halvdelen udslettes. Mændene drukner på vej tilbage fra det vinterlige Lofotfiskeri. Og det ændrer alting. Men ikke Ingrid.

24. april 2022

Anne Cathrine Bomann: Blå toner

Fornylig læste jeg Agathe, Bomanns tidligere roman. Det var en stor fornøjelse. Især for dens langsomme fortælling om et almindeligt menneskes almindelige og udramatiske liv, men hvor der skete rigtig meget helt stille. Blå toner er anderledes, men har alligevel samme rolige fortællestil, som gør det til en god bog at læse. Men her er der dramatik. Og tak for det. Det må virkelig blive dramatisk, når der skal udvikles en pille mod vedvarende sorg. Anna protesterer vildt: “Kan det virkelig passe,” Anna ser appellerende fra Thorsten til Shadi og tilbage igen, “at selv vores sorg, noget af det mest basalt menneskelige, vi har, skal sygeliggøres? Så er det altså ikke de sørgende, der er noget galt med, så er det verden.” Romanen blander videnskab og etik "og huller og små hvide løgne" som hun skriver i Noter til sidst. Jeg skal ikke gøre mig klog på noget jeg ikke har forstand på, men kan undertiden synes at der er ved at udvikle sig et diagnose tyranni. Der er mange andre muligheder. Fra mit sted kan jeg efter endt læsning slet ikke lade være med at tænke på Niels Henrik Gregersens fine udsagn i sin bog Ind i fællesskabet:

"Døden er ikke kun en afbrydelse af et fortløbende fællesskab på godt og ondt, men også en mulig vej ind i et andet slags fællesskab med den afdøde. Deres liv bliver derfor ved med at komme op i bevidstheden. Om man beder om det eller ej, så sker det igen og igen.

Vi kan derfor ikke gøre os færdige med de afdøde uden selv at tabe noget af vores egen menneskelighed. Fællesskab mellem levende og døde har noget blivende over sig. Og hvis det er rigtigt (hvad man end vil lægge i det religiøst), så viser det, at vi som mennesker er dybere forbundet med hinanden, end vi som regel er klar over. Vi bliver altid iltet og transformeret gennem vore relationer til andre." - Levende og døde, vil jeg tilføje. Men tak til Bomann for en bog til tiden!

18. april 2022

Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Det har været den helt rigtige bog at læse i disse Ukraine måneder, men forstærket mange gange af at nu er det krig mellem dem, der var med i den store fædrelandskrig sammen. Det gør det endnu værre at tænke på, men samtidig afslører det det store vanvid krigen er som parallelsamfund. Som vanvidssamfund. Som ophøret af samfund. Hvor alle relationer bare skal ødelægges. Skydes i stumper og stykker. Det har været en stærk oplevelse at høre alle de ukrainske, hviderussiske og russiske kvinders fortælling om krigen. Undertiden måtte jeg lukke øjnene for ikke at få for mange billeder ind på hjernehinden af frygtelige ting, som kunne sætte med gang i natterædslerne. Når man ikke kan sove. Og kommer til at tænke på ting. I indledningen skriver Svetlana: 

Min barndoms landsby var efter krigen en kvindeby. En koneby. Jeg husker ikke nogen mandestemmer. Derfor var det dybt indgroet i mig, at krig er noget, kvinder fortæller om. Kvinder, der græder og synger, som om de græder.

På skolebiblioteket handlede halvdelen af bøgerne om krig. Ligeså på landsbybiblioteket og i distriktscentret, hvor min far ofte tog ind efter bøger. Nu ved jeg, hvorfor det var sådan. For det var jo ikke noget tilfælde. Vi har altid været i krig eller ved at forberede en krig. Og vi har altid erindret tidligere krige. Vi har aldrig levet anderledes og formår det nok heller ikke. Vi kan ikke forestille os, hvordan livet ellers kunne se ud, og det vil tage os lang tid at lære det engang i fremtiden.

I skolen lærte vi at elske døden. Vi skrev stile om, hvor gerne vi ville gå i døden for nogen eller noget ... Vi drømte om det ...

Det giver noget at tænke på nu hvor alle ukrainere igen vil gå i døden. Nu mod deres tidligere fæller. Men nu fjender. Af gode grunde. Men må det være svært. Det er et mangestemmigt kor Svetlana har talt med og fået med på sin båndoptager. Nogle er meget smukke, andre er uhyggeligt afvisende fordi det er så svært at bære på hukommelsen om alt det de har set. Mange er meget tænksomme. Svetlana skriver sådan her om dem:

Jeg må stille Dostojevskijs spørgsmål: Hvor meget menneske er der i et menneske, og hvordan kan man beskytte dette menneske, man bærer i sig? Det er hævet over al tvivl, at ondskaben frister. Den er mere interessant end det gode. Mere tillokkende. Jo mere jeg fordyber mig i krigens uendelige verden, des mere mat fremstår alt andet og bliver kedeligt og almindeligt. Krigens verden er storslået og bestialsk. Nu forstår jeg ensomheden hos dem, der er vendt hjem derfra. Som fra en anden planet eller fra det hinsides. De har en viden, som andre ikke har, og som man kun kan opnå helt derude, i dødens nærhed. Når de prøver at gengive noget af det med ord, mærker de katastrofen. De bliver stumme. De vil gerne fortælle, andre vil gerne forstå, men alle er magtesløse.

Så kommer alle vidnesbyrdene. For eksempel:

Jeg var blevet gråhåret, da jeg vendte hjem fra krigen, 21 år gammel, og håret var allerede helt hvidt. Jeg var blevet hårdt såret, havde hjernerystelse, og jeg hørte dårligt på det ene øre. Min mor tog imod mig med ordene: ‘Jeg vidste, at du ville komme tilbage. Jeg har bedt for dig dag og nat.’ Min bror var død ved fronten.

Hvor længe varede krigen? Fire år. Det er lang tid ... Jeg husker ingen fugle, ingen blomster fra den tid. De var der selvfølgelig, men jeg husker dem ikke. Ja, det er underligt, ikke? Kan man overhovedet lave en farvefilm om krigen? Alt var jo sort. Kun blodet havde en farve, kun blodet var rødt ...

Det er godt bogen slutter med 1945. Dér er de smukkeste erindringer:

“Jeg kom hjem ... Alle var i live derhjemme ... Min mor havde reddet alle: bedstefar, bedstemor, min lillesøster og min bror. Og jeg var kommet hjem ...

Efter et år kom min far også. Han kom hjem med fine ordener og medaljer, jeg havde selv en orden og to medaljer. Men i vores familie blev det hurtigt slået fast, at den største helt var min mor. Hun havde reddet alle. Havde reddet familien og vores hus. Krigen havde været allerværst for hende. Min far tog aldrig sine ordener eller ordensbånd på, han skammede sig over at spankulere rundt med dem foran mor. Det var upassende. Mor havde jo ikke nogen ordener og medaljer ...

Jeg har aldrig elsket nogen så højt, som jeg elskede min mor ...”

Rita Mikhajlovna Okunevskaja

Menig, minør

Man kan ikke have et hjerte, der hader, og et andet, der elsker. Mennesket har kun et hjerte, og jeg har altid tænkt over, hvordan jeg kan redde mit hjerte.

Det er en meget anbefalelsesværdig bog. I disse Ukraine måneder. Må de snart slutte.

13. april 2022

Dorrit Willumsen: Tjeneren og hans søster

Det var en stor fornøjelse at læse Dorrit Willumsens nye roman (med Corona). Og jeg tror hun har fornøjet sig også. Det er stille og rolig læsning om liv, der er gået, om drømme, der har haft plads, om liv der er levet ganske almindeligt og i tankerne levet mere vildt end det blev i virkeligheden. Til sidst er der en rød Opel Kaptajn og en turkis sofa som åbner en fremtid, som altid er der uanset alder. Og hele tiden den trofaste solsort. Det er en vidunderlig bog med sprogligt liv: "Landskaber vugger forbi, og syrener, dyner af syrener hænger til luftning ud over alle hække." Og så er det så almindeligt og godt, når hun siger: "Hun føler sig rask, men vil alligevel dø inden for en overskuelig fremtid. Hun har ikke noget specielt imod det. Det er bare måden, der gør hende urolig. Måske kunne hun dø diskret på et hospital under fuld narkose. Men sæt de genopliver hende." Om dansen med Corona skriver hun "Ingen kan vide sig sikker, og man træder til side for et åndedrag eller en skygge." Søster erkender til sidst hvem hun er: "...i al hemmelighed har Søster altid været lastefuld. Hun har hverken tænkt på ægteskab, børn eller kogebøger, men drømt om galopløb, champagne og smalle italienske sko. Det var dramaer, hun længtes efter." Det er ikke så ringe endda!

1. Marts 2022

Anthony Doerr: Mindevæggen

Altså, jeg var inde for at se hvad forfatteren til 'Alt det lys vi ikke ser' - som var vidunderlig - ellers havde skrevet før også 'Byen i skyerne', som skuffede. Jeg fandt den her titelnovelle fra en novellesamling - udgivet som sig selv. Han arbejder med det vigtigste, minder, hukommelse, erindring, - men det er ikke lykkedes her. Det er en fortælling med store perspektiver med race, rigdom-fattigdom, og et tema fra en fremtid vi ikke kender, hvor man kan få indopereret minder i hjernen, når man begynder at miste sin hukommelse. Men den er ikke værd at læse. Ærgerligt, men han skulle selvfølgelig øve sig før den store roman 'Alt det lys vi ikke ser'.

28. marts 2022

Anna Elisabeth Jessen: Oblivion

Det er en af de sjældne gange, hvor notes og highligths er tom i min Kindle. Jeg har ikke understreget en eneste gang. Oblivion betyder glemsel. Mange vælger at leve et obliviøst liv. De vælger at glemme. Et bedre ord, tror jeg, er fortrængning, for i det ligger det, at det næsten er umuligt. Det at fortrænge noget. Det vil dukke op igen og igen. Og det bliver tydeligt for alle de implicerede i en forfærdelig sag der begynder i ungdommelig sex og ender i løgn, fortielse og selvmord. Og sagen skulle åbenbart også være en virkelig foregået hændelse. Bogen beskriver det altsammen klart og fyndigt, men litteratur er det desværre ikke blevet til. Det blev mig lidt for kulørt.

23. marts 2022

Anne Cathrine Bomann: Agathe

Det var lige, hvad jeg trængte til. En eftertænksom og enkel roman. Den er bare så smuk. Anne Cathrine Bomanns lille roman om et menneske, der endeligt langt om længe og til allersidst kommer til at tænke på sig selv og se på sit eget liv. Han har haft mennesker i psykoanalyse i en menneskealder. Og han tæller ned til at han kan slippe for sit arbejde. Allerede fra de første sider befandt jeg mig godt. Sådan her beskriver hovedpersonen sig selv:

- Jeg havde aldrig været typen, der brød en igangsat bevægelse, og selvom der kun var tolv meter over til hans havelåge fra min, var det en omvej, jeg aldrig ville komme til at tage.

Det er om naboen i rækkehuset ved siden af. Så begynder de små beskedne åbninger ind til et liv, han har frygtet og forsøgt at undgå.

... - jeg rakte hende frakken, hun greb efter stokken, og da jeg ville give hende den, stødte vores hænder sammen. Det var besynderligt, for hver bevægelse var gennem årene skåret ned til sin absolutte nødvendighed, og normalt gled det, uden at nogen af os skænkede det en tanke. Jeg undgik at se på hende, det hele var akavet, og jeg ville bare ind i sikkerhed på kontoret. Jeg tog imod stakken af journaler med en lyd, der kunne betyde tak, og flygtede.

Det var hans sekretær igennem mange år som den tekst handlede om. Og sådan bliver det ved med at gå. Der er mange oneliners. f.eks. "Jeg er levende begravet i min egen tilværelse."

Den understreger på sin egen helt fine måde at relationer er det vigtigste i menneskers liv. Den er smuk. Han bager tilsidst en fredskage til sin nabo, som iøvrigt var døvstum.

13. marts 2022

Johanne Bille: Når mænd forlader mig

Nu kom jeg i min omtale af Leonora Christina Skovs seneste roman til at omtale Johanne Billes bog i samme sætning. Det skulle jeg ikke have gjort. Og jeg har ændret ordet ørkenvandring til tour de force. Det gælder især for Billes roman, som jeg slet ikke kunne finde ud af i starten, men det kom jeg så til. Den blev rystende voldsom og jeg blev meget optaget af den. Den er en forrygende ærlig bog skrevet om 'Hvordan siger man nej med en krop, der altid ligner et ja?' Hun har brug for mænd, fordi hun er levende og ikke kan lade være med at bruge sin krop og lyst til at forstå og udvide sin verden. Jeg mangler at vide noget mere om hende. Hvorfor hun ikke har et mere fast formet selv, et ståsted med grænser. En individualitet. En baggrund som kunne have udfoldet et liv med mindre afhængighed af mænd. Nå - men pludselig opdager jeg hvad der foregår i romanen. Dens turning point er en voldtægt. Romanen er en roman om samtykkelovens nødvendighed. Om voldtægtens uafvaskelighed. Teksten ind til det punkt i romanen er henslængt og lidt munter. Men det ændrer sig. Teksten bliver voldsom som hovedpersonens nedtur er voldsom. Prøv bare at læse:

En kvinde kan selvfølgelig ikke tale som et system, som en autoritet, hun kan kun tale til den slags. Ordrerne er mændenes, henvendelsen er kvindens. Kvindens magt er af en anden slags, det har jeg lært, den sidder i kroppen, den sidder i den lyse pigestemme, hvis bare hun forstår at bruge den rigtigt.

Lad mig derfor prøve med en dybfølt bøn i stedet – I holder jo af, når jeg beder om ting, ikke? Vil du ikke nok bære poserne for mig, vil du ikke åbne døren for mig, vil du ikke nok holde om mig, vil du ikke nok elske mig og så videre. Her er min sidste bøn: Vil I ikke nok lade mig være i fred? 

Jeg vil godt læse noget mere af Johanne Bille.

8. marts 2022

Leonora Christina Skov: Hvis vi ikke taler om det

Jeg har de sidste snart mange dage været på lidt af en feministisk tour de force. Jeg læser for tiden "Når mænd forlader mig" af Johanne Bille og så er jeg blevet færdig med "Hvis vi ikke taler om det". Det er begge unge kvinder der kæmper for at blive anerkendt som forfatter. Med forskelligt held. Jeg var glad for at læse Skovs forrige 'Den der lever stille'. Jeg syntes den var stærkt skrevet. Også fordi den var så sammenbidt og skrevet med fremdrift. Fortsættelsen har samme fremdrift, men for mig bliver det lige lidt for meget parfume- og kjolevalg og dårlig omtale af andre. Og det bliver for meget et livsregnskab, hvor der afregnes ved kasse et for hver eneste detalje. Alt huskes og skrives ned. Men jeg kan ikke andet end beundre hende for den energi hun lægger i det. Jeg har kun lavet en understregning og jeg synes den fortæller det samme: "Jo mere af historien det lykkedes mig at skrive, jo mere følte jeg faktisk, at jeg ærede mit yngre jeg, der havde arkiveret det hele efter bedste evne..." Der er også lidt for meget Askepot-fortælling i hendes selvfremstilling. Nu må det snart være nok med al den virkelighedsliltteratur. Der må være mange indenfor miljøet som kan finde sig selv beskrevet, når der ikke ligefrem er sat navn på.

21. februar 2022

Niels Brunse: Horatius

Hvor var det en stor fornøjelse og meget givtigt at læse Niels Brunses danske udgave af Hamlet. 36 eller 37 af Shakespeares stykker har han oversat; har jeg læst mig til. I hans egen udgave af Hamlet, er det Hamlets ven Horatius, der er hovedpersonen og den, hvis øjne og følelser vi ser og mærker med. Jeg siger det sådan, for det er sådan bogen mærkes. Horatius og Brunse mærker verden og bliver optaget af den. Hvor er det spændende at følge forholdet mellem Hamlet og Horatius. Deres hengivenhed til hinanden, som også er fyldt med spændinger. Om deres forskellighed. Deres forskellige forhold til det andet køn især. Men deres samtaler er bemærkelsesværdige og her ses Brunses interesse for teologien (jvf. Kristendommen ifølge Brunse). Jeg fornøjer over en ukunstlet klogskab:

 „Se på bønderne derovre,“ sagde jeg. „Vi kender dem ikke, de angår ikke os og vi ikke dem, men de slår høet og stakker det og kører det hjem og gemmer det, selv om vi ikke i dette øjeblik kan se noget formål med det. De gør det, fordi de har tillid til, at det vil være godt. De har tillid til, at der er en mening med det. Høet bringer dyrene gennem vinteren, og menneskene lever af det de får fra dyrene.“

„Så tillid er meningen.“

„Sådan må det være. Og en konges opgave er hverken ødelæggende krig eller ørkesløs fred, men at skabe tillid blandt mennesker.“ 

Det er en fint billede på tilliden. Den vigtigste af de suveræne livsytringer. Somme steder bliver det til en prædiken, som her om troen:

"...det eneste der kan hjælpe, og det er kendskabet til Gud, som hvert enkelt menneske bærer i sig, er det så kun som det mindste sennepsfrø, der dog kan vokse sig stort og stærkt, når Herren kommer til os som forårsregn, der væder jorden, og således kan det, der synes svagt, ja næsten redningsløst fortabt, bevares og vente på sin tid, der kan komme før man aner det, men som man ikke selv kan hverken fremme eller forhale, thi der findes kun det ene, som er nedlagt i os, hvor meget vi end må lide og fare vild i denne verden og så videre og så videre."

Romanens hovedperson er realistisk og det er på en meget aktuel måde. Da han efter dramaet skal skrive om det, bliver han nødt til at indse: "Jeg havde støttet mig til samvittigheden, og jeg ville tjene retfærdigheden, men jeg havde ikke ventet at støde ind i nødvendigheden."

"At være beredt, er alt!" - det er bogens essens. Og det er til alt. På et tidspunkt er der en næsten ikke fortalt trekant mellem Hamlet, Ofelia og Horats. Og slutningen er så smuk. Horats er den eneste overlevende i stykket. Og en tid lang lever han med en samvittighed, som tynger ham. Men Ofelia kommer til ham. Og han føler sig tilgivet. Så nu er han en virkelig overlevende og fri. Det er snart det smukkeste i hele romanen.

19. februar 2022

Dave Eggers: Paraden

De sidste dages sene læsning i sengen og tidligt om morgenen samme sted har været Dave Eggers Paraden. Det har ikke fremmet søvnen og virket foruroligende om morgenen. Det var ikke nogen stor oplevelse, men virkede alligevel meget billedfremkaldende og jeg var nysgerrig, selvom jeg anede en dårlig slutning. Der skal bygges en stor asfalteret vej i et af ufred og krig opdelt land. Vejen skal nu binde landet sammen. To unavngivne personer, nr. 4 og nr. 9 skal køre en stor maskine og har en tidsfrist. Det er et uland. Nr. 9 er nysgerrig og kommer i kontakt med den fattige befolkning og de tror begge, at  de gør noget godt for befolkningen. ”Så snart vi er færdige, bliver deres verden skudt ind i det enogtyvende århundrede. Handel, lægehjælp, adgang til offentlige ydelser, oplysning, uddannelse, slægtninge, elektricitet og havnen i nord.” Men det er naivt. Der er et militærdiktatur i vejen. Det smukkeste i bogen for mig var nr. 4, der hver aften han lægger sit til at sove i sit telt hører noget i sine ørebøffer. Nr. 9 vil gerne høre det til sidst. Det er en optagelse af familiens dag derhjemme. Moren der laver morgenmad. Pigerne der spiser og snakker. Det vigtigste i livet. Men ellers er der ikke noget at gemme fra den bog.

16. februar 2022

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Jeg læner mig mod verden

Det har været en god eftermiddag. Længere tager det ikke at læse den her generøse bog om, hvordan det er at være skrivende. Det er skriften, det handler om. Det er gennem skriften hun forbinder sig til andre. Og det er gennem hjertet og verden, som ligger bag skriften. Det er et essay, som har været god at læse, som at sidde sammen med forfatteren selv. Forstå forløbet til hun begyndte at bruge skriften, indtil hun nu er en forfatter, som mennesker holder så meget af. Generøst fortæller hun om sit liv. Hun fortæller om hvad børnene betyder for hende: "Det var en af vinterens mørkeste nætter, min datters hoved føltes som et muldvarpeskind mod min håndflade, så blødt og så lille, og jeg lovede mig selv aldrig at glemme dét øjeblik, den nærhed, den dybe, syngende vished om at høre sammen med mine børn, og at det mere end noget andet ansporede mig til at gøre mig mere umage med selve livet, og at den kærlighed hele tiden lukkede nye verdener op." Marstrand-Jørgensen er et disciplineret menneske: "Skriften vil livet, vil ubehaget og glæden ved at være til, vil sætte af fra den præmis, fordi der ganske enkelt ikke findes andre. Jeg kan ikke spilde mine ord på ingenting, jeg har kun den mængde, jeg har. Ligesom dagene heller ikke skal drysses ud i intet." Selvom jeg langt fra er så disciplineret, genkender jeg det. Og kan lide det. Hun har mange fine betragtninger over troen, hvad den betyder. Hun skriver: "Hvad ville en tro, der kun handler om mig, være værd? Levende tro må række ud. Det er enkelt. Det er et kredsløb: at stille sig til rådighed, at bede om hjælp, at bede om kræfter, at finde glimt af skønhed, når vejen åbner sig, at stille sig til rådighed igen." Hun har fine pointer omkring identitetsdebatten. Jeg er høj af at læse det her essay. 

15. februar 2022

Lars Saabye Christensen: Byens spor 4

Det har bare været så godt at læse Byens spor. De tre første bind var en drøm at følge og at læse. Det er 4 bind også. Det er en forfatter som går linen ud. Han vil følge sine mennesker til dørs. "For sådan er det. Døden samler" - skriver han tidligt i bogen. Han har selv været tæt på den, men overlevede en kræftsygdom. Havde egentlig taget afsked i bind 3. Han skriver med den viden sygdommen gav ham. Det er nærmest sådan jeg læser bogen. Han er på klarhedens grænse, hvor fra han ser sine personers liv, sit eget. Han står det meste af bind 4 lidt udenfor eller ovenover som en Vorherre og følger dem. Nu vil han samle dem. "At trøste er kærlighed på arbejde" - skriver han også. Det er den holdning han har til sine personer. De første mange afsnit i romanen er som de forrige, men så sker der et skifte. Han kommer til at kommentere sine personer lidt for meget, men til sidst retter han op på det og lader dem komme til orde igen. Der er så mange fine små ting undervejs, jeg fryder mig over. Stine kunne ikke på grund af en talefejl sige revolution, da hun var ung. Det var ikke godt i halvfjersernes politiske grupperinger. Hun kunne ikke sige r, så det lød som evolution. Det duede ikke. Eller en anden af personener som er en trofast korrekturlæser på kirkegårdens arkiver. Gravstenene. I en finale formår han at samle op på alle personerne, så jeg glad og lagde bogen fra mig med et kæmpe tak for historien!

11. februar 2022

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah

Jeg har været meget glad for at læse den her levende bog. 512 sider er mange, men det er kun nogle få jeg har skimmet, for jeg var glad for at følge Ifemelu, som har rigtig meget med forfatteren at gøre. Nigeriansk forfatter, som fik sin uddannelse i Amerika og vender tilbage til Nigeria og bliver en 'Americanah'. Jeg har været nysgerrig hele vejen, for jeg ville gerne vide hvordan det var at være i Amerika, når man kommer som ganske sort. Hun har sin tro med. Og det er ikke ukendt i Amerika.

„Gud, min himmelske fader, jeg befaler dig at fylde denne dag med din velsignelse og bevise over for mig, at du er Gud! Min Herre – jeg venter på, at du skænker mig min velstand. Lad ikke den Onde vinde, lad ikke mine fjender triumfere over mig!“ Ifemelus far sagde engang, at bønnerne var illusoriske kampe mod imaginær bagtalelse, men alligevel insisterede han på, at Ifemelu altid skulle stå tidligt op for at bede. „Det gør din mor glad,“ sagde han til hende."

Så er vi lige tilbage ved en gudstro, der er enkel.

"Fremgang, så er det Gud, der er på banen. Senere hen i gudstjenesten sprang Pastor Gideon frem i sin skarpskuldrede dragt og sine spidse sko og sagde: „Vores Gud er ikke en fattig Gud, amen? Det er vores lod at få succes, amen? At møde velstand, amen!“ Ifemelus mor løftede da sin arm mod himlen og sagde: „Amen, Gud, min Herre, amen.“

Europæisk mission i Nigeria har ikke været forgæves... Men bogen lærer mig om at være migrant i et fremmed land. Det er altså virkelig givende synes jeg. Og langsomt finder Ifemelu ud af, at hun ikke skal være i Amerika altid. Et sted siger hun: "Men en dag sad jeg og talte med nogen af Blaines venner om børn, og det gik op for mig, at jeg, hvis jeg får børn, ikke vil have dem til at vokse op i Amerika. Jeg vil ikke have dem til at sige ‘hej’ til voksne, jeg vil have dem til at sige ‘godmorgen’ og ‘godaften’. Jeg vil ikke have, at de skal mumle ‘godt’, når nogen spørger, hvordan det går. Eller løfte fem fingre, når de bliver spurgt, hvor gamle de er. Jeg vil have dem til at sige: ‘Jeg har det godt, tak,’ og ‘Jeg er fem år gammel’. Jeg vil ikke have et barn, som lever for ros og forventer at få en stjerne for at gøre sig umage, og som svarer igen, fordi de er vokset op med at kunne ‘udtrykke sig frit’. Er det frygtelig konservativt? Blaines venner sagde, at det var det, og i deres kreds er ‘konservativ’ den værste fornærmelse.“

I virkeligheden er det en roman om kærlighed, der passer og ikke forsvinder. Hun vender tilbage og får sin Obinze. Men det er ikke det, som er handlingen, men måske nok drivkraften. En virkelig god bog, hvis man har tid.

31. januar 2022

Petra Rautiainen: Land af sne og aske

Mens jeg læser om og af Jakob Knudsen og er i gang med en bog om Grundtvig, har jeg også læst denne fuldstændig stilsikre, men isnende bog om hukommelse i et krigslandskab i det nordlige Finland lige før og lige efter afslutningen på 2. verdenskrig. En kvinde vender tilbage for at lede efter sin mand. Men der er sket så meget. Hun får ingen svar. "Alle de samtaler, hun havde haft med myndighederne om diverse dokumenter havde været frugtesløse. Ingen information om noget som helst. Kun afvisende miner. Ord, der gjorde det tydeligt, at sagen ikke vedkom Inkeri. At hun bare skulle være taknemmelig for det, hun havde. Koncentrere sig om fremtiden. Hvorfor sagde alle det til hende? Skulle man virkelig det? Der var så meget fortid. Den var overalt, uanset hvor meget man forsøgte at skjule den med duften af frisk træ." Hukommelsen er vejen ind i den store litteratur som for eksempel franske Modiano. Rautiainen kan blive en stor forfatter også. Det er hendes første bog. Gennem mange sider får jeg ikke det mindste at vide, men aner til gengæld hvor forfærdeligt der er i de tysk-finske fangelejre, som er der rigtig mange af. De frygteligste skæbner har udspillet sig i baggrunden. Bogen given et insnende indblik med få ord. Det er næsten ikke til at bære. For eksempel sådan en sætning: "Ingen overlevede Kiestinki. Heller ikke de, der vendte tilbage." Det er en vigtig bog at læse i en tid hvor Putin vil lukke menneskerettighedsgruppen, Memorial, der på samme måde vil forsøge at finde stalintidens ofre og deres historie. Een i bogen siger: "Hold op med at grave i denne sag. Og fortæl ikke nogen om det her. Du kan ikke stole på nogen. Ikke engang dine barndomsvenner." Sproget et så nøgent og kølig som en barfrostdag i januar, men der er perler som denne: Vinden førte næsten hele ordet med sig. Det var en læseoplevelse af de store.

2. januar 2022

Elizabeth Strout: Åh, William

Det har næsten været alt for godt. I sidste uge var det Rachel Cusk. Nu Elizabet Strout. De to tidligere var 'Mit navn er Lucy Barton' og 'Alt er muligt'. De handlede om arv og miljø. Hvor kommer vi fra? Og hvordan bliver det ved med at sætte sig mærker i vores liv. Også her i romanen vender hun tilbage til det sådan her: "Prøv at forstå dette her:

Jeg har altid tænkt at hvis der fandtes en stor opslagstavle, og der på den tavle sad en knappenål for hvert eneste menneske der nogensinde har levet, så ville der ikke være nogen knappenål for mig.

Jeg føler mig usynlig, det er det jeg mener. Men jeg mener det på den dybeste måde. Det er meget svært at forklare. Og jeg kan ikke forklare det andet end ved at sige – åhr, jeg ved ikke hvad jeg skal sige! Det er virkelig som om jeg ikke findes, det er nok det nærmeste jeg kan komme det. Jeg mener at jeg ikke findes i verden." Hun tænker at det måske også skyldes at der ikke fandtes spejle i hendes hjem og at de var så isolerede, at de ikke havde andre at spejle sig i. I 'Åh, William" arbejder hun med hvordan vi spejler os i den vi vælger som livspartner. Der er så meget at overveje samtidig med at jeg læser. Og tænker tilbage på min egen oplevelse af det. Også om jeg kunne have gjort ting anderledes. Naturligvis kunne jeg! William mener ikke at den fri vilje findes. Lucy er ikke sikker på det er andet end fralæggelse af ansvar. Han siger: "Men jeg har tænkt over alt det her, Lucy, jeg har tænkt meget over det, og jeg vil gerne vide – jeg vil virkelig gerne vide det – hvordan et menneske nogensinde faktisk vælger noget?" Han tænker på de gange hvor han var hende utro. Hun skriver så klogt om mange ting. Ærligt, tror jeg. 

Om sorg skriver hun: "Sorg er så – åh, det er så ensomt, og det er det rædselsvækkende ved det, tror jeg. Det er som at glide ned uden på en meget høj glasbygning mens ingen ser en." 

William fortæller hende en dag om en nød han har om natten. Så må han tænke på hende for at finde ro, selvom de er skilt. Han får natterædsel. Det kan jeg genkende. Det er ikke bare tankemylder, men jeg kommer til at tænke på ting som jeg har læst og aldrig har kunnet glemme billederne af. Nu har jeg et ord for det: natterædsel.

Hun slutter sådan her:

Men når jeg tænker Åh William!, mener jeg så ikke også Åh Lucy!?

Mener jeg ikke Åh Alle, Åh kære Hvem Som Helst i hele den vide verden, vi kender ikke nogen, ikke engang os selv!

Bortset fra at det gør vi, en lillebitte smule.

Men vi er allesammen mytologier, mystiske. Vi er allesammen mysterier, det er det jeg mener.

Det er måske det eneste i verden jeg ved, er sandt.