Boglog 2022

4. juli 2022

Kim Leine: Karolines kærlighed

Jeg er ikke god til spændingsromaner. Jeg synes det bliver alt for spændende i den her nye roman af Kim Leine, selvom nogle anmeldere synes at netop lige det mangler. Og så generer det mig under læsningen, at der er skrevet en del om romanens (måske) brug af en kendt, dansk politikerfamilie. Det gør ikke romanen bedre, men som spændingsroman er den god nok og den giver vist et godt billede af Ukraine og Rusland lige nu og af den russiske livs- og statsforståelse. Den er meget aktuel selvom den ikke har invasionen med, men dog annekteringen af Krim. Og den giver et godt billede af "trolde" og andet der bruges i IT-krigen. Men sprogligt er den temmelig fattig. Den det første ud af en trilogi. En dag må jeg overveje de to sidste.

23. juni 2022

Anna Mejlhede: Håbets ø

Jeg læser den ene bog efter den anden. Jeg glæder mig altid til den næste. Undertiden er det et slid, fordi der slet ikke er noget resonans mellem forfatteren og mig. Da jeg for lidt siden læste Tiller havde jeg det hårdt. Den fortalte noget om livet jeg ikke havde lyst til at genkende. 'Håbets ø' har alt den resonans jeg kunne ønske mig. Det er som at være sammen med et menneske, jeg har kendt gennem flere år. Det er en bog om sorg. Allerførst i bogen har Mejlhede sat en sangtekst af norske Ane Brun:

“Springa, våga springa

Genom döden, in i livet

Springa, våga springa

Genom mörkret – in i ljuset”

Det er lige præcis en ledetråd for hele bogen. Det er sjældent jeg har læst noget så godt. Jeg har glædet mig måned efter måned, som dagene går i bogen med hensyn til at komme fra mørket ind i lyset. "Jeg ved ikke, om sorg er et vakuum. Om det er normalt, at der er stilhed i alt. Også så lang tid efter." - skriver hun. At miste sin elskede. Det er det, det handler om. "Hvordan kan et enkelt menneske lægge verden så øde? Som om livet kun hænger fast i en enkelt tråd." Det er en alvorlig sag men skrevet så hjerteligt, at jeg kan genkende det fra mit eget liv som noget, der er til og ikke til at komme udenom. Og samtidigt så muntert som med Finn, på hvis gravsten der står "Tak for alt", men hvis det havde stået til ham selv, skulle der have stået: "Desuden medvirkede..." og så skulle alle vennernes navne havde have stået der. Det er bare så godt. Jeg elsker Mejlhedes beskrivelse af tidens ubønhørlige gang i tillid til, at det er tid, der skal til: "Med hænderne i skødet kan jeg mærke sekundviserne trække dagen af sted." Eller "Tiden tager alting, undtagen sorg." Rejsen mod livet og lyset går gennem naturen, kroppen, de nøjsomme dage efter dage og efterhånden mere og mere som får levende levende krop gennem dyr og mennesker. Åh - det er så godt. Tak for bogen. 

19. juni 2022

Christian Mørk: Tilståelser

Det er en spændingsroman. Og den fungerer som sådan. I nogle af afsnittene bliver jeg nødt til at læse lidt videre. Det er en robinsonade, altså her soldater der er isoleret - ikke på en ø med i en nedstyrtet flyver i Stillehavet i 1943. Der er både kvinder og mænd og der kommer tre af fjendens soldater til, så der kan ske alting. Og det gør det. Det handler om national identitet i krigstider, om køn og social indordning. De skriver om sig selv i de måneder der går inden de bliver reddet. Tilståelser. Egentlig er det en kærlighedshistorie mellem to kvinder. Men jeg sidder hele tiden og længes efter en nødvendighed, som aldrig kommer. Heller ikke til slut. Men den er fin nok. 

10. juni 2022

Benjamin Koppel: Annas sang

Jazzmusiker og komponist er han. Og nu også forfatter. Han er nevøen der til sidst i romanen får fortalt historien af gamle Hannah. Det er en god historie om kærlighed og pligt, om jødedom og antisemitisme. Om pligten hedder det: "...hvis man styrer efter lykken, ender man med at brække nakken. Man må finde lykken i det, man bliver tilbudt her i livet.“ Det forsøger Hannah at gøre. Den er skrevet lige ud ad landevejen. Fra start til slut. Det er rart for engangs skyld. Det er godt selskab at være i. Men det allerbedste er musikken i bogen. Musikken er Hannahs trøst. På et tidspunkt får hun en plade tilsendt med Brahms første strygesekstet med stjernemusikere som Isac Stern, Pablo Casals blandt andre. Jeg fandt pladen på Idagio. Hørte den samtidig med at jeg læste videre: "Derefter gentagelsen af temaet, nu med førsteviolin og førstebratsch i oktaver, så videreudvikling af temaet, videre til den fineste kommentar fra andenviolin og andencello i oktaver, der fører frem til unisone musikalske spørgsmål, besvaret af andenbratsch og andencello med rørende, bløde pizzicati". Og sådan fortsætter det alle fire satser igennem. Side efter side lukker musikken sig op. Alene af den grund er romanen et fund for musikelskere.

9. juni 2022

Benjamin Labatut: Når vi ikke længere forstår verden

Sikke en historie! Den er ikke til at slippe. Klimaks i fortællingen om opgøret mellem den almindelige klassiske fysik og så kvanteteorien. Det sker på Solway konferencen i 1927. Einstein versus Bohr. "Hver morgen ved morgenbordet (og sideløbende med de officielle diskussioner) fremførte Einstein sine gåder, og hver aften kom Bohr tilbage med sine løsninger. Duellen mellem de to dominerede hele konferencen og delte fysikerne i to uforsonlige grupperinger, men den sidste dag måtte Einstein kapitulere. Han havde ikke været i stand til at finde den mindste inkonsistens i Bohrs argumentation. Han accepterede særdeles modvilligt sit nederlag og kondenserede alt sit had til kvantemekanikken i en sætning, som han skulle gentage igen og igen de følgende år, og som han praktisk taget spyttede i hovedet på danskeren inden afrejsen.

„Gud spiller ikke terninger med universet!”  Bohr replicerede: „Det tilkommer ikke os at sige til Ham, hvorledes verden bør indrettes.“ Det handler om determinismen, at vi kan stole på at hvis vi taber en flødeskumskage, så vil den falde til jorden. Men i den subatomare verden, i kvantemekanikken kan alting være ganske anderledes og uforudsigelig. Hvis man ikke bliver skør når man læser om kvantemekanik, så er det fordi man ikke har forstået det. Og alligevel lever vi med kvantemekanik hver gang vi har en mobiltelefon i hånden eller bliver scannet på hospitalet eller går med refleksfri glas. Men Labatut fortæller om de mennesker, som stod bag kvantemekanikken. De levede på grænsen til galskab. Det er en herlig og forunderlig bog om noget jeg ikke vidste særlig meget om.

1. juni 2022

Valérie Perring: Vand til blomster

Efter Tiller, hvis Indkredsning III jeg lige har købt, og jeg skal nok læse både toeren og den, havde jeg lyst til at læse noget med glæde og det fik jeg af Perrins 'Vand til blomster'. Den er som hun skriver om en dagbog hun har læst "En af dem, der føles som en ven, man ikke vil forlade, men beholde tæt på, i nærheden." Det er en smuk og lang tragedie og en meningsfuld bog om kærligheden og døden. Og så er det en bog om kirkegården som erindringens levende sted. Der er mange bonmots som overskrift til hvert kapitel. Her kommer nogle af dem:

'Der findes noget, som er stærkere end døden – erindringen om de fraværende i de levendes hukommelse.'

'Vi var to til at elske, alene sørger jeg over dig.'

'Jorden skjuler dig, men mit hjerte ser dig stadig.'

'Vi ser døden som et fravær, når den i virkeligheden er et skjult nærvær.'

'Du er ikke længere, hvor du var, men du er altid med mig.'

'At blive elsket er det samme som at forblive ung.'

Sasha havde tænkt sig at ende sine dage derovre. Sasha sagde aldrig ‘ende mine dage’, men ‘nå frem til min død’.

'Jeg ved, at jeg altid vil bære hende i mig. Dét er evigheden.'

23. maj 2022

Carl Frode Tiller: Indkredsning

"For ved at hjælpe David hjælper jeg også mig selv, det er nogen at være til for der gør os til menneske, det er banalt, men det er sandt, uden nogen at være til for holder vi op med at eksistere, den gamle Arvid forsvandt da han mistede sine nærmeste, og kun ved Guds hjælp kunne han genopstå, ved at ære Gud og Guds skaberværk er jeg genopstået, det at elske sin næste som sig selv er det samme som at ære det Gud har skabt og det Gud er, og kun sådan kan man redde sig selv."

Det lyder fuldstændig rigtigt i mine ører, der er bare det ved det, at personen lyver. Ifølge forfatteren. Jeg synes godt nok det er en svær bog at læse. Da jeg læste "Begyndelser" af samme forfatter var jeg tilfreds. Jeg var blevet spanket på min selvopfattelse. Men Indkredsning er næsten ikke til at læse. Alle personerne bor i deres "jeghuse", er "incurvatus in se" som Luther kaldte det. Indkrogede i sig selv. Når de taler men en anden ser de mere på deres egen mimik og hører mere deres egen stemme, end den andens. Det er virkelig ubehageligt at overvære deres skænderier. Og så er de så lange. Det er jeget der dyrkes. Og det "frie" liv. "...eftersom vi ikke bare forsøgte at være fordomsfri og tolerante, men næsten dyrkede det der var sært og skilte sig ud, var jeg ikke i stand til at se at der var noget galt. Du var bare anderledes, og det at være anderledes var næsten altid positivt i vores øjne, ægtefødte børn af individualismen som vi var."

Der er noget fuldstændig umage til min livsindstilling i den roman, som jeg havde så svært ved at læse. Jeg kunne ikke distancere mig fra det. Det her er næsten det værste: "...flere hundrede år efter en atomkatastrofe som vores generation havde forårsaget, kravlede op af de mørke, underjordiske grotter hvor de havde levet i skjul, og at deres børn, efter at have peget op på den stjernehimmel de aldrig havde set før, og spurgt hvad det gule der blinkede højt deroppe, var, fik til svar at det var dråber af pis fra en gud der rystede pikken." Nu vil jeg lige læse noget andet. 

18. maj 2022

Perter Tudvad: Sygeplejerske i Det Tredje Rige

"Jeg ville finde det metafysisk onde i Ebba. Jeg forestillede mig, at jeg kunne finde en eller anden disposition for noget ondt. Men jeg fandt det ikke. Jeg har til gengæld fået meget sympati for en sød og omsorgsfuld gammel dame," siger Peter Tudvad i et interviet og fortsætter: "Det er jo netop det, der er så interessant og skræmmende. (...) Ebba var ikke særligt disponeret. At et menneske som hun, som ikke er psykopat, som nogle af bødlerne var, alligevel ender i kløerne på nazi-bevægelsen, gør én nervøs." Det er en fantastisk historie Peter Tudvad har fået skrevet ned på 481 sider med 792 henvisninger, men der er ikke en side for meget. Han maler det fulde billede af Ebba, hendes familie, veninder, klassekammerater, kolleger, familier og bysbørn i Tarm, hvor hun er født og hvor hendes far bliver fuldblods nazist og i Tyskland, hvor hun passer børn og siden bliver sygeplejerske. Jeg tænkte undervejs at enkelte afsnit sagtens kunne anvendes i skoleundervisning som oplæg til samtale om forældre og politik og unges stillingtagen. Og så er det gedigen historieundervisning. Og Ebbas biografi er virkelig fængende og ikke mindst til sidst, hvor Peter Tudvad kommer til at fungere som en god sjælesørger, der åbner for alle den fine gamle dames fortrængninger og indestængte angst. Han har været lys i hendes hukommelse. Han skriver:

"Lucifer! Nok er det navnet på djævlen i den kristne mytologi, men egentlig betyder det på latin den ”lysbringende”. Og det har jeg netop været over for Ebba, en, der ikke bare kastede lys over hendes fortid, men også bragte det ind i hendes liv. Jeg kan, uden at have villet det, for en sjælden gangs skyld i mit liv sige som Ebba om sin tid i Tysk Røde Kors, at der var brug for mig, og at jeg er uendeligt taknemmelig for, hvad jeg har kunnet gøre...Hun har ofte grædt, når hun har læst mit manuskript, noget hun ellers ikke har gjort i mange år, men som man måske også kunne synes, at den unge Ebba fortjente – lindrende tårer for al den krigens gru og angst, som den ældre Ebba i mange år helst ville slå hen, som var det ingen ting." Den var lang, men det var en supergod bog.

1. maj 2022

Roy Jacobsen: Bare en mor

Jeg var slet ikke klar over at der skulle komme et fjerde bind. Men det er godt at vende tilbage til Ingrid og Barrøy. Det er en saga om menneskers overlevelse. Jeg har ikke lavet nogen understregninger under min læsning. Kun sproglige ting. Jeg har bare været optaget af at læse videre. Og det er en voldsom historie. Øen udslettes. Eller gør den? Halvdelen udslettes. Mændene drukner på vej tilbage fra det vinterlige Lofotfiskeri. Og det ændrer alting. Men ikke Ingrid.

24. april 2022

Anne Cathrine Bomann: Blå toner

Fornylig læste jeg Agathe, Bomanns tidligere roman. Det var en stor fornøjelse. Især for dens langsomme fortælling om et almindeligt menneskes almindelige og udramatiske liv, men hvor der skete rigtig meget helt stille. Blå toner er anderledes, men har alligevel samme rolige fortællestil, som gør det til en god bog at læse. Men her er der dramatik. Og tak for det. Det må virkelig blive dramatisk, når der skal udvikles en pille mod vedvarende sorg. Anna protesterer vildt: “Kan det virkelig passe,” Anna ser appellerende fra Thorsten til Shadi og tilbage igen, “at selv vores sorg, noget af det mest basalt menneskelige, vi har, skal sygeliggøres? Så er det altså ikke de sørgende, der er noget galt med, så er det verden.” Romanen blander videnskab og etik "og huller og små hvide løgne" som hun skriver i Noter til sidst. Jeg skal ikke gøre mig klog på noget jeg ikke har forstand på, men kan undertiden synes at der er ved at udvikle sig et diagnose tyranni. Der er mange andre muligheder. Fra mit sted kan jeg efter endt læsning slet ikke lade være med at tænke på Niels Henrik Gregersens fine udsagn i sin bog Ind i fællesskabet:

"Døden er ikke kun en afbrydelse af et fortløbende fællesskab på godt og ondt, men også en mulig vej ind i et andet slags fællesskab med den afdøde. Deres liv bliver derfor ved med at komme op i bevidstheden. Om man beder om det eller ej, så sker det igen og igen.

Vi kan derfor ikke gøre os færdige med de afdøde uden selv at tabe noget af vores egen menneskelighed. Fællesskab mellem levende og døde har noget blivende over sig. Og hvis det er rigtigt (hvad man end vil lægge i det religiøst), så viser det, at vi som mennesker er dybere forbundet med hinanden, end vi som regel er klar over. Vi bliver altid iltet og transformeret gennem vore relationer til andre." - Levende og døde, vil jeg tilføje. Men tak til Bomann for en bog til tiden!

18. april 2022

Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Det har været den helt rigtige bog at læse i disse Ukraine måneder, men forstærket mange gange af at nu er det krig mellem dem, der var med i den store fædrelandskrig sammen. Det gør det endnu værre at tænke på, men samtidig afslører det det store vanvid krigen er som parallelsamfund. Som vanvidssamfund. Som ophøret af samfund. Hvor alle relationer bare skal ødelægges. Skydes i stumper og stykker. Det har været en stærk oplevelse at høre alle de ukrainske, hviderussiske og russiske kvinders fortælling om krigen. Undertiden måtte jeg lukke øjnene for ikke at få for mange billeder ind på hjernehinden af frygtelige ting, som kunne sætte med gang i natterædslerne. Når man ikke kan sove. Og kommer til at tænke på ting. I indledningen skriver Svetlana: 


Min barndoms landsby var efter krigen en kvindeby. En koneby. Jeg husker ikke nogen mandestemmer. Derfor var det dybt indgroet i mig, at krig er noget, kvinder fortæller om. Kvinder, der græder og synger, som om de græder.

På skolebiblioteket handlede halvdelen af bøgerne om krig. Ligeså på landsbybiblioteket og i distriktscentret, hvor min far ofte tog ind efter bøger. Nu ved jeg, hvorfor det var sådan. For det var jo ikke noget tilfælde. Vi har altid været i krig eller ved at forberede en krig. Og vi har altid erindret tidligere krige. Vi har aldrig levet anderledes og formår det nok heller ikke. Vi kan ikke forestille os, hvordan livet ellers kunne se ud, og det vil tage os lang tid at lære det engang i fremtiden.

I skolen lærte vi at elske døden. Vi skrev stile om, hvor gerne vi ville gå i døden for nogen eller noget ... Vi drømte om det ...


Det giver noget at tænke på nu hvor alle ukrainere igen vil gå i døden. Nu mod deres tidligere fæller. Men nu fjender. Af gode grunde. Men må det være svært. Det er et mangestemmigt kor Svetlana har talt med og fået med på sin båndoptager. Nogle er meget smukke, andre er uhyggeligt afvisende fordi det er så svært at bære på hukommelsen om alt det de har set. Mange er meget tænksomme. Svetlana skriver sådan her om dem:


Jeg må stille Dostojevskijs spørgsmål: Hvor meget menneske er der i et menneske, og hvordan kan man beskytte dette menneske, man bærer i sig? Det er hævet over al tvivl, at ondskaben frister. Den er mere interessant end det gode. Mere tillokkende. Jo mere jeg fordyber mig i krigens uendelige verden, des mere mat fremstår alt andet og bliver kedeligt og almindeligt. Krigens verden er storslået og bestialsk. Nu forstår jeg ensomheden hos dem, der er vendt hjem derfra. Som fra en anden planet eller fra det hinsides. De har en viden, som andre ikke har, og som man kun kan opnå helt derude, i dødens nærhed. Når de prøver at gengive noget af det med ord, mærker de katastrofen. De bliver stumme. De vil gerne fortælle, andre vil gerne forstå, men alle er magtesløse.


Så kommer alle vidnesbyrdene. For eksempel:


Jeg var blevet gråhåret, da jeg vendte hjem fra krigen, 21 år gammel, og håret var allerede helt hvidt. Jeg var blevet hårdt såret, havde hjernerystelse, og jeg hørte dårligt på det ene øre. Min mor tog imod mig med ordene: ‘Jeg vidste, at du ville komme tilbage. Jeg har bedt for dig dag og nat.’ Min bror var død ved fronten.


Hvor længe varede krigen? Fire år. Det er lang tid ... Jeg husker ingen fugle, ingen blomster fra den tid. De var der selvfølgelig, men jeg husker dem ikke. Ja, det er underligt, ikke? Kan man overhovedet lave en farvefilm om krigen? Alt var jo sort. Kun blodet havde en farve, kun blodet var rødt ...


Det er godt bogen slutter med 1945. Dér er de smukkeste erindringer:


“Jeg kom hjem ... Alle var i live derhjemme ... Min mor havde reddet alle: bedstefar, bedstemor, min lillesøster og min bror. Og jeg var kommet hjem ...

Efter et år kom min far også. Han kom hjem med fine ordener og medaljer, jeg havde selv en orden og to medaljer. Men i vores familie blev det hurtigt slået fast, at den største helt var min mor. Hun havde reddet alle. Havde reddet familien og vores hus. Krigen havde været allerværst for hende. Min far tog aldrig sine ordener eller ordensbånd på, han skammede sig over at spankulere rundt med dem foran mor. Det var upassende. Mor havde jo ikke nogen ordener og medaljer ...

Jeg har aldrig elsket nogen så højt, som jeg elskede min mor ...”

Rita Mikhajlovna Okunevskaja

Menig, minør


Man kan ikke have et hjerte, der hader, og et andet, der elsker. Mennesket har kun et hjerte, og jeg har altid tænkt over, hvordan jeg kan redde mit hjerte.


Det er en meget anbefalelsesværdig bog. I disse Ukraine måneder. Må de snart slutte.

13. april 2022

Dorrit Willumsen: Tjeneren og hans søster

Det var en stor fornøjelse at læse Dorrit Willumsens nye roman (med Corona). Og jeg tror hun har fornøjet sig også. Det er stille og rolig læsning om liv, der er gået, om drømme, der har haft plads, om liv der er levet ganske almindeligt og i tankerne levet mere vildt end det blev i virkeligheden. Til sidst er der en rød Opel Kaptajn og en turkis sofa som åbner en fremtid, som altid er der uanset alder. Og hele tiden den trofaste solsort. Det er en vidunderlig bog med sprogligt liv: "Landskaber vugger forbi, og syrener, dyner af syrener hænger til luftning ud over alle hække." Og så er det så almindeligt og godt, når hun siger: "Hun føler sig rask, men vil alligevel dø inden for en overskuelig fremtid. Hun har ikke noget specielt imod det. Det er bare måden, der gør hende urolig. Måske kunne hun dø diskret på et hospital under fuld narkose. Men sæt de genopliver hende." Om dansen med Corona skriver hun "Ingen kan vide sig sikker, og man træder til side for et åndedrag eller en skygge." Søster erkender til sidst hvem hun er: "...i al hemmelighed har Søster altid været lastefuld. Hun har hverken tænkt på ægteskab, børn eller kogebøger, men drømt om galopløb, champagne og smalle italienske sko. Det var dramaer, hun længtes efter." Det er ikke så ringe endda!

1. Marts 2022

Anthony Doerr: Mindevæggen

Altså, jeg var inde for at se hvad forfatteren til 'Alt det lys vi ikke ser' - som var vidunderlig - ellers havde skrevet før også 'Byen i skyerne', som skuffede. Jeg fandt den her titelnovelle fra en novellesamling - udgivet som sig selv. Han arbejder med det vigtigste, minder, hukommelse, erindring, - men det er ikke lykkedes her. Det er en fortælling med store perspektiver med race, rigdom-fattigdom, og et tema fra en fremtid vi ikke kender, hvor man kan få indopereret minder i hjernen, når man begynder at miste sin hukommelse. Men den er ikke værd at læse. Ærgerligt, men han skulle selvfølgelig øve sig før den store roman 'Alt det lys vi ikke ser'.

28. marts 2022

Anna Elisabeth Jessen: Oblivion

Det er en af de sjældne gange, hvor notes og highligths er tom i min Kindle. Jeg har ikke understreget en eneste gang. Oblivion betyder glemsel. Mange vælger at leve et obliviøst liv. De vælger at glemme. Et bedre ord, tror jeg, er fortrængning, for i det ligger det, at det næsten er umuligt. Det at fortrænge noget. Det vil dukke op igen og igen. Og det bliver tydeligt for alle de implicerede i en forfærdelig sag der begynder i ungdommelig sex og ender i løgn, fortielse og selvmord. Og sagen skulle åbenbart også være en virkelig foregået hændelse. Bogen beskriver det altsammen klart og fyndigt, men litteratur er det desværre ikke blevet til. Det blev mig lidt for kulørt.

23. marts 2022

Anne Cathrine Bomann: Agathe

Det var lige, hvad jeg trængte til. En eftertænksom og enkel roman. Den er bare så smuk. Anne Cathrine Bomanns lille roman om et menneske, der endeligt langt om længe og til allersidst kommer til at tænke på sig selv og se på sit eget liv. Han har haft mennesker i psykoanalyse i en menneskealder. Og han tæller ned til at han kan slippe for sit arbejde. Allerede fra de første sider befandt jeg mig godt. Sådan her beskriver hovedpersonen sig selv:

- Jeg havde aldrig været typen, der brød en igangsat bevægelse, og selvom der kun var tolv meter over til hans havelåge fra min, var det en omvej, jeg aldrig ville komme til at tage.

Det er om naboen i rækkehuset ved siden af. Så begynder de små beskedne åbninger ind til et liv, han har frygtet og forsøgt at undgå.

... - jeg rakte hende frakken, hun greb efter stokken, og da jeg ville give hende den, stødte vores hænder sammen. Det var besynderligt, for hver bevægelse var gennem årene skåret ned til sin absolutte nødvendighed, og normalt gled det, uden at nogen af os skænkede det en tanke. Jeg undgik at se på hende, det hele var akavet, og jeg ville bare ind i sikkerhed på kontoret. Jeg tog imod stakken af journaler med en lyd, der kunne betyde tak, og flygtede.

Det var hans sekretær igennem mange år som den tekst handlede om. Og sådan bliver det ved med at gå. Der er mange oneliners. f.eks. "Jeg er levende begravet i min egen tilværelse."

Den understreger på sin egen helt fine måde at relationer er det vigtigste i menneskers liv. Den er smuk. Han bager tilsidst en fredskage til sin nabo, som iøvrigt var døvstum.

13. marts 2022

Johanne Bille: Når mænd forlader mig

Nu kom jeg i min omtale af Leonora Christina Skovs seneste roman til at omtale Johanne Billes bog i samme sætning. Det skulle jeg ikke have gjort. Og jeg har ændret ordet ørkenvandring til tour de force. Det gælder især for Billes roman, som jeg slet ikke kunne finde ud af i starten, men det kom jeg så til. Den blev rystende voldsom og jeg blev meget optaget af den. Den er en forrygende ærlig bog skrevet om 'Hvordan siger man nej med en krop, der altid ligner et ja?' Hun har brug for mænd, fordi hun er levende og ikke kan lade være med at bruge sin krop og lyst til at forstå og udvide sin verden. Jeg mangler at vide noget mere om hende. Hvorfor hun ikke har et mere fast formet selv, et ståsted med grænser. En individualitet. En baggrund som kunne have udfoldet et liv med mindre afhængighed af mænd. Nå - men pludselig opdager jeg hvad der foregår i romanen. Dens turning point er en voldtægt. Romanen er en roman om samtykkelovens nødvendighed. Om voldtægtens uafvaskelighed. Teksten ind til det punkt i romanen er henslængt og lidt munter. Men det ændrer sig. Teksten bliver voldsom som hovedpersonens nedtur er voldsom. Prøv bare at læse:

En kvinde kan selvfølgelig ikke tale som et system, som en autoritet, hun kan kun tale til den slags. Ordrerne er mændenes, henvendelsen er kvindens. Kvindens magt er af en anden slags, det har jeg lært, den sidder i kroppen, den sidder i den lyse pigestemme, hvis bare hun forstår at bruge den rigtigt.

Lad mig derfor prøve med en dybfølt bøn i stedet – I holder jo af, når jeg beder om ting, ikke? Vil du ikke nok bære poserne for mig, vil du ikke åbne døren for mig, vil du ikke nok holde om mig, vil du ikke nok elske mig og så videre. Her er min sidste bøn: Vil I ikke nok lade mig være i fred? 

Jeg vil godt læse noget mere af Johanne Bille.

8. marts 2022

Leonora Christina Skov: Hvis vi ikke taler om det

Jeg har de sidste snart mange dage været på lidt af en feministisk tour de force. Jeg læser for tiden "Når mænd forlader mig" af Johanne Bille og så er jeg blevet færdig med "Hvis vi ikke taler om det". Det er begge unge kvinder der kæmper for at blive anerkendt som forfatter. Med forskelligt held. Jeg var glad for at læse Skovs forrige 'Den der lever stille'. Jeg syntes den var stærkt skrevet. Også fordi den var så sammenbidt og skrevet med fremdrift. Fortsættelsen har samme fremdrift, men for mig bliver det lige lidt for meget parfume- og kjolevalg og dårlig omtale af andre. Og det bliver for meget et livsregnskab, hvor der afregnes ved kasse et for hver eneste detalje. Alt huskes og skrives ned. Men jeg kan ikke andet end beundre hende for den energi hun lægger i det. Jeg har kun lavet en understregning og jeg synes den fortæller det samme: "Jo mere af historien det lykkedes mig at skrive, jo mere følte jeg faktisk, at jeg ærede mit yngre jeg, der havde arkiveret det hele efter bedste evne..." Der er også lidt for meget Askepot-fortælling i hendes selvfremstilling. Nu må det snart være nok med al den virkelighedsliltteratur. Der må være mange indenfor miljøet som kan finde sig selv beskrevet, når der ikke ligefrem er sat navn på.

21. februar 2022

Niels Brunse: Horatius

Hvor var det en stor fornøjelse og meget givtigt at læse Niels Brunses danske udgave af Hamlet. 36 eller 37 af Shakespeares stykker har han oversat; har jeg læst mig til. I hans egen udgave af Hamlet, er det Hamlets ven Horatius, der er hovedpersonen og den, hvis øjne og følelser vi ser og mærker med. Jeg siger det sådan, for det er sådan bogen mærkes. Horatius og Brunse mærker verden og bliver optaget af den. Hvor er det spændende at følge forholdet mellem Hamlet og Horatius. Deres hengivenhed til hinanden, som også er fyldt med spændinger. Om deres forskellighed. Deres forskellige forhold til det andet køn især. Men deres samtaler er bemærkelsesværdige og her ses Brunses interesse for teologien (jvf. Kristendommen ifølge Brunse). Jeg fornøjer over en ukunstlet klogskab:

 „Se på bønderne derovre,“ sagde jeg. „Vi kender dem ikke, de angår ikke os og vi ikke dem, men de slår høet og stakker det og kører det hjem og gemmer det, selv om vi ikke i dette øjeblik kan se noget formål med det. De gør det, fordi de har tillid til, at det vil være godt. De har tillid til, at der er en mening med det. Høet bringer dyrene gennem vinteren, og menneskene lever af det de får fra dyrene.“

„Så tillid er meningen.“

„Sådan må det være. Og en konges opgave er hverken ødelæggende krig eller ørkesløs fred, men at skabe tillid blandt mennesker.“ 

Det er en fint billede på tilliden. Den vigtigste af de suveræne livsytringer. Somme steder bliver det til en prædiken, som her om troen:

"...det eneste der kan hjælpe, og det er kendskabet til Gud, som hvert enkelt menneske bærer i sig, er det så kun som det mindste sennepsfrø, der dog kan vokse sig stort og stærkt, når Herren kommer til os som forårsregn, der væder jorden, og således kan det, der synes svagt, ja næsten redningsløst fortabt, bevares og vente på sin tid, der kan komme før man aner det, men som man ikke selv kan hverken fremme eller forhale, thi der findes kun det ene, som er nedlagt i os, hvor meget vi end må lide og fare vild i denne verden og så videre og så videre."

Romanens hovedperson er realistisk og det er på en meget aktuel måde. Da han efter dramaet skal skrive om det, bliver han nødt til at indse: "Jeg havde støttet mig til samvittigheden, og jeg ville tjene retfærdigheden, men jeg havde ikke ventet at støde ind i nødvendigheden."

"At være beredt, er alt!" - det er bogens essens. Og det er til alt. På et tidspunkt er der en næsten ikke fortalt trekant mellem Hamlet, Ofelia og Horats. Og slutningen er så smuk. Horats er den eneste overlevende i stykket. Og en tid lang lever han med en samvittighed, som tynger ham. Men Ofelia kommer til ham. Og han føler sig tilgivet. Så nu er han en virkelig overlevende og fri. Det er snart det smukkeste i hele romanen.

19. februar 2022

Dave Eggers: Paraden

De sidste dages sene læsning i sengen og tidligt om morgenen samme sted har været Dave Eggers Paraden. Det har ikke fremmet søvnen og virket foruroligende om morgenen. Det var ikke nogen stor oplevelse, men virkede alligevel meget billedfremkaldende og jeg var nysgerrig, selvom jeg anede en dårlig slutning. Der skal bygges en stor asfalteret vej i et af ufred og krig opdelt land. Vejen skal nu binde landet sammen. To unavngivne personer, nr. 4 og nr. 9 skal køre en stor maskine og har en tidsfrist. Det er et uland. Nr. 9 er nysgerrig og kommer i kontakt med den fattige befolkning og de tror begge, at  de gør noget godt for befolkningen. ”Så snart vi er færdige, bliver deres verden skudt ind i det enogtyvende århundrede. Handel, lægehjælp, adgang til offentlige ydelser, oplysning, uddannelse, slægtninge, elektricitet og havnen i nord.” Men det er naivt. Der er et militærdiktatur i vejen. Det smukkeste i bogen for mig var nr. 4, der hver aften han lægger sit til at sove i sit telt hører noget i sine ørebøffer. Nr. 9 vil gerne høre det til sidst. Det er en optagelse af familiens dag derhjemme. Moren der laver morgenmad. Pigerne der spiser og snakker. Det vigtigste i livet. Men ellers er der ikke noget at gemme fra den bog.

16. februar 2022

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Jeg læner mig mod verden

Det har været en god eftermiddag. Længere tager det ikke at læse den her generøse bog om, hvordan det er at være skrivende. Det er skriften, det handler om. Det er gennem skriften hun forbinder sig til andre. Og det er gennem hjertet og verden, som ligger bag skriften. Det er et essay, som har været god at læse, som at sidde sammen med forfatteren selv. Forstå forløbet til hun begyndte at bruge skriften, indtil hun nu er en forfatter, som mennesker holder så meget af. Generøst fortæller hun om sit liv. Hun fortæller om hvad børnene betyder for hende: "Det var en af vinterens mørkeste nætter, min datters hoved føltes som et muldvarpeskind mod min håndflade, så blødt og så lille, og jeg lovede mig selv aldrig at glemme dét øjeblik, den nærhed, den dybe, syngende vished om at høre sammen med mine børn, og at det mere end noget andet ansporede mig til at gøre mig mere umage med selve livet, og at den kærlighed hele tiden lukkede nye verdener op." Marstrand-Jørgensen er et disciplineret menneske: "Skriften vil livet, vil ubehaget og glæden ved at være til, vil sætte af fra den præmis, fordi der ganske enkelt ikke findes andre. Jeg kan ikke spilde mine ord på ingenting, jeg har kun den mængde, jeg har. Ligesom dagene heller ikke skal drysses ud i intet." Selvom jeg langt fra er så disciplineret, genkender jeg det. Og kan lide det. Hun har mange fine betragtninger over troen, hvad den betyder. Hun skriver: "Hvad ville en tro, der kun handler om mig, være værd? Levende tro må række ud. Det er enkelt. Det er et kredsløb: at stille sig til rådighed, at bede om hjælp, at bede om kræfter, at finde glimt af skønhed, når vejen åbner sig, at stille sig til rådighed igen." Hun har fine pointer omkring identitetsdebatten. Jeg er høj af at læse det her essay. 

15. februar 2022

Lars Saabye Christensen: Byens spor 4

Det har bare været så godt at læse Byens spor. De tre første bind var en drøm at følge og at læse. Det er 4 bind også. Det er en forfatter som går linen ud. Han vil følge sine mennesker til dørs. "For sådan er det. Døden samler" - skriver han tidligt i bogen. Han har selv været tæt på den, men overlevede en kræftsygdom. Havde egentlig taget afsked i bind 3. Han skriver med den viden sygdommen gav ham. Det er nærmest sådan jeg læser bogen. Han er på klarhedens grænse, hvor fra han ser sine personers liv, sit eget. Han står det meste af bind 4 lidt udenfor eller ovenover som en Vorherre og følger dem. Nu vil han samle dem. "At trøste er kærlighed på arbejde" - skriver han også. Det er den holdning han har til sine personer. De første mange afsnit i romanen er som de forrige, men så sker der et skifte. Han kommer til at kommentere sine personer lidt for meget, men til sidst retter han op på det og lader dem komme til orde igen. Der er så mange fine små ting undervejs, jeg fryder mig over. Stine kunne ikke på grund af en talefejl sige revolution, da hun var ung. Det var ikke godt i halvfjersernes politiske grupperinger. Hun kunne ikke sige r, så det lød som evolution. Det duede ikke. Eller en anden af personener som er en trofast korrekturlæser på kirkegårdens arkiver. Gravstenene. I en finale formår han at samle op på alle personerne, så jeg glad og lagde bogen fra mig med et kæmpe tak for historien!

11. februar 2022

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah

Jeg har været meget glad for at læse den her levende bog. 512 sider er mange, men det er kun nogle få jeg har skimmet, for jeg var glad for at følge Ifemelu, som har rigtig meget med forfatteren at gøre. Nigeriansk forfatter, som fik sin uddannelse i Amerika og vender tilbage til Nigeria og bliver en 'Americanah'. Jeg har været nysgerrig hele vejen, for jeg ville gerne vide hvordan det var at være i Amerika, når man kommer som ganske sort. Hun har sin tro med. Og det er ikke ukendt i Amerika.

„Gud, min himmelske fader, jeg befaler dig at fylde denne dag med din velsignelse og bevise over for mig, at du er Gud! Min Herre – jeg venter på, at du skænker mig min velstand. Lad ikke den Onde vinde, lad ikke mine fjender triumfere over mig!“ Ifemelus far sagde engang, at bønnerne var illusoriske kampe mod imaginær bagtalelse, men alligevel insisterede han på, at Ifemelu altid skulle stå tidligt op for at bede. „Det gør din mor glad,“ sagde han til hende."

Så er vi lige tilbage ved en gudstro, der er enkel.

"Fremgang, så er det Gud, der er på banen. Senere hen i gudstjenesten sprang Pastor Gideon frem i sin skarpskuldrede dragt og sine spidse sko og sagde: „Vores Gud er ikke en fattig Gud, amen? Det er vores lod at få succes, amen? At møde velstand, amen!“ Ifemelus mor løftede da sin arm mod himlen og sagde: „Amen, Gud, min Herre, amen.“

Europæisk mission i Nigeria har ikke været forgæves... Men bogen lærer mig om at være migrant i et fremmed land. Det er altså virkelig givende synes jeg. Og langsomt finder Ifemelu ud af, at hun ikke skal være i Amerika altid. Et sted siger hun: "Men en dag sad jeg og talte med nogen af Blaines venner om børn, og det gik op for mig, at jeg, hvis jeg får børn, ikke vil have dem til at vokse op i Amerika. Jeg vil ikke have dem til at sige ‘hej’ til voksne, jeg vil have dem til at sige ‘godmorgen’ og ‘godaften’. Jeg vil ikke have, at de skal mumle ‘godt’, når nogen spørger, hvordan det går. Eller løfte fem fingre, når de bliver spurgt, hvor gamle de er. Jeg vil have dem til at sige: ‘Jeg har det godt, tak,’ og ‘Jeg er fem år gammel’. Jeg vil ikke have et barn, som lever for ros og forventer at få en stjerne for at gøre sig umage, og som svarer igen, fordi de er vokset op med at kunne ‘udtrykke sig frit’. Er det frygtelig konservativt? Blaines venner sagde, at det var det, og i deres kreds er ‘konservativ’ den værste fornærmelse.“

I virkeligheden er det en roman om kærlighed, der passer og ikke forsvinder. Hun vender tilbage og får sin Obinze. Men det er ikke det, som er handlingen, men måske nok drivkraften. En virkelig god bog, hvis man har tid.

31. januar 2022

Petra Rautiainen: Land af sne og aske

Mens jeg læser om og af Jakob Knudsen og er i gang med en bog om Grundtvig, har jeg også læst denne fuldstændig stilsikre, men isnende bog om hukommelse i et krigslandskab i det nordlige Finland lige før og lige efter afslutningen på 2. verdenskrig. En kvinde vender tilbage for at lede efter sin mand. Men der er sket så meget. Hun får ingen svar. "Alle de samtaler, hun havde haft med myndighederne om diverse dokumenter havde været frugtesløse. Ingen information om noget som helst. Kun afvisende miner. Ord, der gjorde det tydeligt, at sagen ikke vedkom Inkeri. At hun bare skulle være taknemmelig for det, hun havde. Koncentrere sig om fremtiden. Hvorfor sagde alle det til hende? Skulle man virkelig det? Der var så meget fortid. Den var overalt, uanset hvor meget man forsøgte at skjule den med duften af frisk træ." Hukommelsen er vejen ind i den store litteratur som for eksempel franske Modiano. Rautiainen kan blive en stor forfatter også. Det er hendes første bog. Gennem mange sider får jeg ikke det mindste at vide, men aner til gengæld hvor forfærdeligt der er i de tysk-finske fangelejre, som er der rigtig mange af. De frygteligste skæbner har udspillet sig i baggrunden. Bogen given et insnende indblik med få ord. Det er næsten ikke til at bære. For eksempel sådan en sætning: "Ingen overlevede Kiestinki. Heller ikke de, der vendte tilbage." Det er en vigtig bog at læse i en tid hvor Putin vil lukke menneskerettighedsgruppen, Memorial, der på samme måde vil forsøge at finde stalintidens ofre og deres historie. Een i bogen siger: "Hold op med at grave i denne sag. Og fortæl ikke nogen om det her. Du kan ikke stole på nogen. Ikke engang dine barndomsvenner." Sproget et så nøgent og kølig som en barfrostdag i januar, men der er perler som denne: Vinden førte næsten hele ordet med sig. Det var en læseoplevelse af de store.

2. januar 2022

Elizabeth Strout: Åh, William

Det har næsten været alt for godt. I sidste uge var det Rachel Cusk. Nu Elizabet Strout. De to tidligere var 'Mit navn er Lucy Barton' og 'Alt er muligt'. De handlede om arv og miljø. Hvor kommer vi fra? Og hvordan bliver det ved med at sætte sig mærker i vores liv. Også her i romanen vender hun tilbage til det sådan her: "Prøv at forstå dette her:

Jeg har altid tænkt at hvis der fandtes en stor opslagstavle, og der på den tavle sad en knappenål for hvert eneste menneske der nogensinde har levet, så ville der ikke være nogen knappenål for mig.

Jeg føler mig usynlig, det er det jeg mener. Men jeg mener det på den dybeste måde. Det er meget svært at forklare. Og jeg kan ikke forklare det andet end ved at sige – åhr, jeg ved ikke hvad jeg skal sige! Det er virkelig som om jeg ikke findes, det er nok det nærmeste jeg kan komme det. Jeg mener at jeg ikke findes i verden." Hun tænker at det måske også skyldes at der ikke fandtes spejle i hendes hjem og at de var så isolerede, at de ikke havde andre at spejle sig i. I 'Åh, William" arbejder hun med hvordan vi spejler os i den vi vælger som livspartner. Der er så meget at overveje samtidig med at jeg læser. Og tænker tilbage på min egen oplevelse af det. Også om jeg kunne have gjort ting anderledes. Naturligvis kunne jeg! William mener ikke at den fri vilje findes. Lucy er ikke sikker på det er andet end fralæggelse af ansvar. Han siger: "Men jeg har tænkt over alt det her, Lucy, jeg har tænkt meget over det, og jeg vil gerne vide – jeg vil virkelig gerne vide det – hvordan et menneske nogensinde faktisk vælger noget?" Han tænker på de gange hvor han var hende utro. Hun skriver så klogt om mange ting. Ærligt, tror jeg. 

Om sorg skriver hun: "Sorg er så – åh, det er så ensomt, og det er det rædselsvækkende ved det, tror jeg. Det er som at glide ned uden på en meget høj glasbygning mens ingen ser en." 

William fortæller hende en dag om en nød han har om natten. Så må han tænke på hende for at finde ro, selvom de er skilt. Han får natterædsel. Det kan jeg genkende. Det er ikke bare tankemylder, men jeg kommer til at tænke på ting som jeg har læst og aldrig har kunnet glemme billederne af. Nu har jeg et ord for det: natterædsel.

Hun slutter sådan her:

Men når jeg tænker Åh William!, mener jeg så ikke også Åh Lucy!?

Mener jeg ikke Åh Alle, Åh kære Hvem Som Helst i hele den vide verden, vi kender ikke nogen, ikke engang os selv!

Bortset fra at det gør vi, en lillebitte smule.

Men vi er allesammen mytologier, mystiske. Vi er allesammen mysterier, det er det jeg mener.

Det er måske det eneste i verden jeg ved, er sandt.