Prædikener i Mellerup

Prædikener i Mellerup Valgmenighedskirke

Fra selvhjælp til næstehjælp

4.s.e. påske

Salmer: 722-218-292—243474- Når æbletræets hvide gren

 

Kære menighed

Sammen med en ven læser jeg nogle bøger. I denne uge var det et gammelt gensyn med en bog, jeg havde læst, men læste igen med stor lyst. To store essays samlet i en bog. Sokrates og Jesus. Forfatteren hedder Finn Jacobi. Bogen kom i 2005. Det var især essayet om Sokrates, der denne gang gjorde mig lysvågen. For det er sådan at når præsten skal skrive sin prædiken, begynder han om mandagen, når han har fundet salmerne. Så ved han hvad teksterne handler om, og så handler det om at samle sammen hele ugen, så der kan blive noget at skrive om, om lørdagen. Og teksten til i dag har jo, som I hørte nogle vigtige sætninger om sandhed og om at være fri. Det blev så de mærkeord, jeg ledte efter i ugens løb.

Sokrates og Jesus er hovedpersoner i verdens to mest kendte processer, hvor de begge bliver dømt til døden. Jesus uskyldigt dømt som vi lige har hørt i påsken, skønt Jacobi i sit essay om Jesus gennemgår tiden omkring processen mod Jesus, hvor der er den ene opstand efter den anden mod den romerske besættelsesmagt. Zeloterne, sikarierne og mange andre med en anfører som ofte kalder sig Messias, udgør en trussel i den periode og helt frem til katastrofen i 70, hvor templet bliver ødelagt. Men Jesus er ikke oprører. Her mellem påske og pinse er teksterne – især efter 1. tekstrække – Jesu afskedstaler til disciplene, hvor han forklarer dem hvorfor han må lide døden, at han må dø for at kunne være hos dem i al fremtid. Og at han til pinse vil sende dem Helligånden. På den måde vil Jesus kunne være overalt med sit budskab om sandhed og frihed. Mit rige er ikke af denne verden, siger han. Og da disciplene vil forsvare ham med sværd i Gethsemane have, siger han, at de skal stoppe, for sværd bringer kun ulykke. Han går frivilligt i døden, fordi han ved at det er det, der er meningen med ham og den måde, han kan blive sandheden på.

Og det minder rigtig meget om Sokrates, der i processen mod ham også dømmes uskyldigt. Og hos ham er der meget, der svarer til meget i sagen mod Jesus. Sokrates dømmes fordi han har svigtet Athens guder og fordi han forfører ungdommen. Men det er onde mennesker, der vil ham det ondt. Til det siger Sokrates: Et menneskes godhed har ondskaben ingen magt over. Nok kan den retfærdige være i den uretfærdiges vold, men så længe han ikke gengælder ondt med ondt, forbliver han et godt menneske, og så længe hans godhed er intakt, er han i virkeligheden uskadt.

Hverken nu eller i fremtiden vil der være mange af den overbevisning, tilstår han med et smil. Men det er sandheden.

Kun set under evighedens synsvinkel giver en sådan forståelse af retfærdigheden mening. Den kan ikke udledes af et menneskes behov for en betrygget tilværelse, men kræver tværtimod at den retfærdige er villig til at sætte sit liv på spil. Her gælder det som i Jesu forkyndelse, at den der vil redde sit liv i den situation, skal miste det.

Sokrates var opmærksom på at retfærdigheden ikke var menneskers område. Det var alene Guds område. Og var et menneske i forbindelse med Gud og forstod at retfærdigheden tilhørte Gud, så ville Sokrates hellere være uenig med hele folkeforsamlingen i Athen end at være uenig med sig selv og Gud. Gud satte ham i troen fri.

Her spiller dagens tekst igen med, hvor Jesus siger: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie.

Det er det der er spændende ved at læse om Sokrates og ved at læse evangeliets tekster, hvordan kommer de til at spille en rolle i det liv vi lever i hverdagen. Og hvor kan vi finde roen og modet til at leve med Gud og naboen uden at komme i tvivl om, hvem vi selv er og hvad der er godt og forkert?

For mig er der ingen tvivl. Her i huset og her i evangeliets ord drages vi med ind i et liv, hvor der er højere til loftet end nogen andre steder. Og hvor der er taget hånd om både retfærdigheden og sandheden og friheden, fordi de her er i Guds hånd. Her kan vi som Jesus i Gethsemane bede som han: Ske din vilje! Og trygt kan vi vide, at verdens ondskab ikke kan ændre vores tro og forvandle den til ondskab. Uanset hvad der end hænder os, så kan vi bare kaste os ud i livet, frygtløse og vide, at det vigtigste trods alt er bevaret hos Gud.

Men selvfølgelig også indimellem temmelig bange og vantro og usikre og undertiden uden kunne mærke Gud nogen steder. Derfor har vi bygget kirker for at vi her kan gentage trosbekendelsen og igen og igen få at vide, at det er Gud der dømmer og ikke os.

Så kom Weekendavisen. Lidt tidligere, torsdag, fordi der var Bededag fredag. Her anmeldte Pernille Steensgaard fire selvhjælpsbøger. Her igen var det svaret på de store spørgsmål om, hvordan vi kan leve vores liv uden at miste os selv og uden at miste det vigtigste.

I en tid hvor mange mennesker stadigvæk lever med timemanagerens tvang, hvor hvert eneste minut skal udnyttes og vi skal nå så meget som muligt, er der en engelsk bog, der angiver en anden måde at leve livet på. Den hedder ” Fire tusind uger. Timemanagement for almindelige dødelige”. Den siger ganske kort: Opgiv troen på at kunne styre tiden, måske er man her ikke i morgen, og opgiv den udmattende plan om at udnytte tiden til at blive det optimale, uendeligt kompetente, emotionelt uovervindelige og totalt selvstændige menneske, for det har altid været umuligt og vil fortsat være det.

Glem fortvivlelse og panikslagen frygt for ikke at få det meste ud af den begrænsede tid, de 4000 uger vi har fået tildelt, det vil bare ødelægge den selvsamme tid, for projektet er dømt til at mislykkes. Det er menneskeligt at fejle, ramme ved siden af, tage på, springe over, hvor gærdet er lavest, drikke for meget, være bange. Alt kan ske, kun én ting er sikker: I det lange løb er vi alle døde.

Her tænkte jeg, at forfatteren med større held kunne have henvist til Mattæus og teksten om liljerne på marken og himlens fugle: Se til himlens fugle, de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?...” 

Og minsandten om ikke en af de fire selvhjælpsbøger er en af Sokrates’ kolleger, der levede tre hundrede år efter Sokrates og ganske kort tid før Jesus, Epiktet hed han. Han er faderen til den holdning, der er for tiden, er så udbredt: Stoicismen.

Det vigtigste for ham og de andre græske stoikere var at dele alting op i to kategorier: det, man kan have kontrol over, og det, man ingen indflydelse har på. Hvad der hænder én i den sidste kategori – død, sygdom, fallit, tab af anseelse – må man affinde sig med.

Ens vilje er ikke fri, kun måden, man forholder sig til det ukontrollable på.

»Hvis du ønsker, at dine børn, din kone og dine venner skal leve for enhver pris, er du et fjols, siger Epiktet. Dermed ønsker du nemlig, at ting, der ikke er under din kontrol, er under din kontrol, og at ting, der ikke er dine, er dine.« Så vil du få et liv uden balance. Og du vil blive ramt af ængstelse og sorg.

Når du kysser dit barn eller din kone, skal du sige: »Det er et menneske, jeg kysser«; for hvis dét menneske så dør, vil du ikke komme ud af balance.«

Siger Epiktet altså. Men så har man jo allerede meldt sig ud af livet. Ingen kan leve med sådan en dørstolpe. Liv er levende og indebærer tab og sorg.

Jesu svar til ham er fortællingen om den kanaanæiske kvinde, som ikke helmer førend hun får hjælp af Jesus til sin lille pige der er syg. Liv mellem mennesker er så forbundet, fordi vi først for alvor bliver levende i forholdet til et andet menneske. Så skidt med at holde balancen. Det er bedst at holde på kærligheden. Og så må det koste tårer. Hvis det er sådan det er.

En tredje selvhjælpsbog foreslår vejen til sandhed og frihed sådan her:

Det handler om at tabe sig ved at lære at tælle kalorier korrekt og holde vægten ved at lægge sine vaner om. Dertil en generøs cocktail af selvglæde, vitaminpiller, fitness, proteindrik og træningstasken pakket dagen før. forfatteren giver eksempler fra egne af vaner, de lyder blandt andre:

»Efter at have taget et morgenbad, læser jeg fem ting højt, som jeg elsker fra mit liv.«

»Efter at jeg har styrketrænet, drikker jeg min proteinshake.«

»Efter at have hældt min kaffe op, sætter jeg mig og organiserer min to do-liste.«

»Inden jeg poster et nyt opslag på Instagram, svarer jeg på alle beskeder.«

Så hellere Epiktet – næsten.

Den sidste selvhjælpsbog var den jeg helst ville læse. Pernille Thomsens bog om, hvordan vi kan af-bekymre barnesindet: Hun skriver: Det begynder næsten altid med ondt i maven, for »når man skal i kamp, har man ikke tid til at fordøje, kroppen ønsker ikke at bruge blod og ilt på at nedbryde mad«.

Hvilken kamp? Kamp i børnehave og skole, skræk for andre elever, for kollektiv skældud, for uforudsigelighed, larm og lugte, angst for at kaste op, for ensomhed og isolation, ikke at være cool.”

 Det er kloge og kærlige, forstående ord om barnesindet og man husker og forstår, hvorfor vi ofte døjede med det man i min barndom kaldte mavekatar. Det var fordi vi skulle i kamp.

Måske fordi det her handler om barnet og ikke den selvbestemmende voksne, er det den bog, der får alle mine stjerner. Den minder mig om det, der med et fremmedord hedder empati. Du skal elske din næste som dig selv. Og du skal elske Gud. Og de to bud er det samme, for din hjælpeløse næste bærer også Guds ansigt.

Luk øren op, al kristenhed!

og hør, at Guddoms-manden

med liv og lys og Himlens fred

er og hos os opstanden!

 

Her ånd og liv er end hans ord,

her vendes sorg til glæde,

og grant det mærkes ved hans bord,

at han er selv til stede.

 

Ja, i vort hjerte og vor mund

er livets ord det søde

som i en påske-morgenstund

opstået fra de døde.

- skal vi synge med Grundtvig. Og det vil vi klynge os til. For her henvises vi ikke til selvhjælp, men til næstehjælp. Kun ved at elske uanset hvad Epiktet siger om at miste balancen, så vil vi henholde os til Guds evighed og der er vi forbundne på liv og død.

Nadveren er om noget det sted, hvor vi er sammen i ansvar for hinanden. Det vil vi tænke på om lidt, når vi går til alters sammen.

Amen

Livet i sandhed

2.s.e. påske

Salmer: 750-218-403-Når æbletræets hvide gren-721

 

Kære menighed

Jeg har i denne uge været heldig at få to citater, som jeg umiddelbart blev meget inspireret af og jeg kunne kopiere og lægge ind på min computer for at bruge i dag søndag. Jeg vil komme med dem senere, men de handler om det som teksterne lægger op til, når de taler om os kristne som får og Kristus som hyrde. Hvordan kan vi høre Kristus til og hvordan ikke? Og hvad indebærer det?

I ugens løb har jeg i særdeleshed arbejdet med en tekst af tidligere dogmatikprofessor Theodor Jørgensen, kaldet Theo af sine studenter. Det er en artikel hvori han nærlæser noget af en af mine helte, den tidligere præsident i Tjekkoslovakiet, Vaclav Havel. Havel var dissident. Af den grund sad han også i fængsel for sine meningers skyld. Fire og et halv år. Fra fængslet skrev han breve til sin hustru. Breve til Olga. Det er forrygende læsning.

At være dissident skriver han, betyder at være et menneske der er ved at beslutte sig for ”livet i sandhed” og derfor vil bryde med ”livet i løgn”. Vi husker alle sovjettiden og den kolde krigs tid, hvor millioner af mennesker i østlandene blev systematisk undertrykt og hvor der kun var plads til statens ideologi, kommunismen. Ytrede man sig mod partiet, var man dissident. Ytringsfrihed var ukendt. Som frihed var det.

Havel taler om at et menneske må lytte sig frem til og mærke livets egentlige intentioner. Og livets egentlige intentioner er forbundet med sandhed og frihed. I det praktiske liv i verden er det nemmest at forbinde det han kalder ’livets egentlige intentioner’ med universelle menneskerettigheder og borgerrettigheder. Hvis disse rettigheder bliver brudt i et samfund, må dissidenten ytre sig og protestere. Både for sin egen skyld, for at kunne leve i sandhed, men også for andres, så de ikke skal lide under løgnen.

Havel har selvfølgelig kristendommen med i sin baggrund og bygger meget på den, fordi han i den finder livets egentlige intentioner, hvad livet handler om inderst inde, sandhed, kærlighed, frihed, menneskelighed, nænsomhed, ansvarsfølelse.

Havel tager et sted udgangspunkt i Johannesevangeliet og skriver: ”I begyndelsen var ordet, berettes det på første side i en af de vigtigste bøger, vi kender. I den bog betyder det, at kilden til hele skabelsen er Guds Ord.”

Men Havel understreger igen og igen det vigtige, at dissidenten altid kun har ordet og aldrig magt. Kun ordets magt, som også er stor, men som også er magtesløs under et diktatur. Men det egentlige i livet kan kun forsvares med ord, aldrig med magtmidler.

Alt det her gennemgår Theo i sin artikel og så kommer det spændende i et kapitel med overskriften: Kirken som et fællesskab af dissidenter.

Og nu kommer der noget, som bare er brandaktuelt, men også altid aktuelt: at vi må skelne mellem åndens verden og politikkens verden. Det som Luther kaldte de to regimenter. Med fyrsten, kongen og magthaveren opretholder Gud det verdslige regimente. Med kirken udøver Gud sit åndelige regimente. Ud fra det perspektiv mener Theo at der kan tales om kirken som et fællesskab af dissidenter.

Det er aktuelt, fordi 4 af vores biskopper i folkekirken har ment, at netop nu var der brug for at trække dissidentkortet, hvis man kan kalde det sådan. Det var en kritik at planerne om at oprette et modtagecenter i Rwanda for asylansøgere.

Det kan virkelig skabe debat. Den har levet sit liv på alle nyhedsplatforme den sidste uge. Det er hele tiden et spil, hvor der ikke er nogen der har det endelige svar. Om det er betimeligt at protestere nu eller om det ingen mening giver. Jeg har slet ikke viden og indsigt nok til at vide det. Med de kommende klimaforandringer og med alle krigene, der vil opstå i kølvandet, er det fuldstændig uoverskueligt. Så det vil jeg ikke begive mig ud i, men jeg mærker inderst inde at der også dér lever en dissident, som engang i mellem burde træde i karakter. Og protestere.

Og nu kommer så det første citat, som også er hentet fra Theodor Jørgensen:

”For den kristne er Kristi kors en bekræftelse af, at Guds almagt er Guds kærligheds almagt, der her åbenbarede sig som magt i magtesløshed sådan at forstå, at kærligheden ikke gik på kompromis med det onde og derfor måtte lide, men derigennem også brød ondskabens kredsløb og sejrede.”

Det er nogle fortættede sætninger. Så jeg læser det lige igen. Langsomt.

”For den kristne er Kristi kors en bekræftelse af, at Guds almagt er Guds kærligheds almagt, der her åbenbarede sig som magt i magtesløshed sådan at forstå, at kærligheden ikke gik på kompromis med det onde og derfor måtte lide, men derigennem også brød ondskabens kredsløb og sejrede.”

Det er jo som en maggiterning, hvor hele påskens budskab er kogt ind til bare et punktum. Når vi undertiden har tænkt at det var urimeligt, at Jesus skulle lide døden på et kors for os, så får vi svaret her. Det var fordi Guds kærligheds almagt ikke gik på kompromis med det onde, og derfor måtte lide og med lidelsen og opstandelsen påskemorgen brød Gud ondskabens kredsløb.

Det er med andre ord Gud selv der i sin søn bliver den store dissident, og gennem ham står op mod ondskaben. På den måde er Gud vores hyrde. Herren er min hyrde, mig skal intet fattes. Som det hed i den gamle oversættelse.

Det er vigtigt her at lægge mærke til, at dissident bliver vi ikke samlet. Her sætter man sig selv ind. Og det er vigtigt også at lægge mærke til, at der ikke kan argumenteres politisk – altså partipolitisk. For nu er dissidenten i åndens regimente, hvor magten er ordet og kærligheden, som aldrig kan slå fra sig.

Jeg holder af den formulering hos Havel, når han taler om ’livets egentlige intentioner’. Men det han taler om, kan aldrig blive et program. Men kun et opråb når tiden er til det.

Kristendom har ikke et program for livets egentlige hensigt, men i bjergprædikenen finder vi alle svarene på, hvordan en kristen må tænke om det. Du skal elske din næste som dig selv. Og du skal elske Gud. Men det er det samme, ved vi fra lignelsen om den store dom. Kristus er i den nødstedte, den hjemløse, den sultne og den tørstige. Så at elske næsten, er at elske Gud.

Bjergprædikenens lov vil aldrig kunne bruges i samfundets love. Livets egentlige hensigt, som også er kærlighed til fjenden, vil ikke kunne gå i politiets arbejde. Lov skal være lov og staten må sætte magt bag loven. Ret skal være ret.

Et opråb til tiden, dissidentens protest, kan derfor kun være som et indirekte frispark i fodbold. Den kan aldrig gå mod målet, men kan kun afleveres på vej mod målet og undervejs rettes til af en andens fortsatte forsøg på at ramme målet.

Gudskelov har vi gudstjenesten og menigheden, hvor vi gennem dåb og nadver og gennem ordet får at vide, at vi hører hjemme i sandhedens liv og ikke i løgnens liv. Men hver søndag og dagligt må vi arbejde på sagen med frygt og bæven og lade søndagen give sine svar og hverdagen sine manglende svar fra os. Måske.

Og nu er det tid til det andet citat, som har begejstret mig i denne uge. Det var fra et interview med en anden god teolog, nemlig Peter Lodberg. Han sagde sådan her:

”Som jeg forstår det, vender kristendommen om på tiderne, så det er fremtidens muligheder, der er stærkere end fortidens forsømmelser. Hvis vi kun var bundet af fortiden, så var vi bundet af synd, nød og undertrykkelse, mens vi i kristendommen er bundet af og til den fremtid, som kommer os i møde i Kristi opstandelse. Kristendommen indeholder et stærkt håb om at skabelse og liv altid vil vinde over døden. Det er mit livssyn.”

Det synes jeg bare er så godt. Det vil jeg gerne gøre til mit eget livssyn, for det indebærer at håbet vil være med til at gøre os til sande får, som Herren er hyrde for. Måske vi ovenikøbet vil være med til – ind i mellem – at blive lidt dissidente, om ikke andet steds så i vores eget liv, så vi personligt kan tage afstand fra tvang og undertrykkelse og alle løgne, som vi kan bilde os selv ind under ethvert system.

Bare at komme til at leve lidt mere sanddru. Det vil ingen skade være til. Gud give os dage, hvor vi lever i sandhed og ingen, hvor vi lever i løgn.

Amen

Vi er for kostbare til at fortabes

Påskedag i Mellerup 2022

 

Kære menighed

Den amerikanske forfatterinde Marilynne Robinson fortæller et sted om påsken fra sin barndom:

"I min barndom indebar påsken en fin ny kjole og sko og hat og handsker til at have på i søndagsskole og naturligvis også en påskeæg-jagt. Efter søndagsskole kom min bror og jeg hjem til store kurve fyldt med chokoladekaniner og skumfiduskyllinger. Vi ledte efter kogte æg, som vi havde farvet dagen forinden. Vi spiste en middag bestående af bagt skinke, asparges og nye kartofler, med citrontærte til dessert."

Som Marilynne Robinson har de fleste af os sådanne erindringer. Hos os i Danmark er der nok flere erindringer om juledag end om påskedag. Men nogle har vi. Jeg husker især det højtidelige, at vi altid ønskede hinanden glædelig påske om morgenen.

Det var som om en ny tid begyndte. Noget uhørt var indtruffet efter langfredags mørke og skærtorsdags svigt. Nu blev verden på en måde genskabt. Al uretfærdighed var ikke glemt, men den var overvundet. Vi forstod ikke, hvad det handlede om. Vi forstod bare at det var noget helt utroligt og utrolig vigtigt.

Så bliver Marilynne Robinson spurgt om, hvordan hun indplacerer påsken i kirkeårets fester og hun svarer:

"Påskens budskab er meget smukt, men stadig en smule ud over min fatteevne, for at sige det mildt. Julen synes beregnet til at gøre det hellige tilgængeligt, næsten familiært i ordets bedste betydning. Et spædbarn i sin moders arme. Påske er en forbløffende brist i det familiære. Dens besynderlige nybrud rummer mere, end vi kan opsuge. Opstandelsen er ikke noget, som nogen kan forbinde med egne minder eller analogier eller forventninger."

Det tror jeg, hun har ret i. Julen viser os Guds vilje som er at komme os nær i barnet Jesus og kalde på vores hjertelighed og omsorg. Og vi kan forstå det og vi har så mange billeder af det. Ligesom vi har billeder af Jesus, der går rundt og forkynder og gør, hvad der er Guds vilje. For at vise os, at vi er til for hinanden. At væren i sig selv altid er at være der for andre. Og i sin død afviger Jesus måske ikke radikalt fra andre mænds dødelige skæbner, selvom han dog går hele vejen gennem lidelsen uden at miste sin tro på, at vi er til for hinanden. Allerstærkest, da han beder for sine bødler. Men opstandelsen er ikke noget, vi kan forbinde noget med fra vores eget liv.

Det er noget helt uventet og noget helt nyt.

Og så siger hun det, som er hele interviewet værd:

"Påsken er en meget dybsindig erklæring om den værdi, som Gud giver menneskelivet”.

Og det er det, som bare berører alt det i mig, som jeg forstår ved opstandelse og ved påske. Og som handler om det, der gør mig så glad for at være født i et kristent land og selv har fået lov til at mærke kristendommen helt ind i sjælen.

I kristendommen er livet en sejr og får den højeste værdi. Altid skal vi gøre, hvad vi kan for at redde liv. Kristendommen vil livet al død til trods. Det er ikke dødens magt, der skal bestemme over os og gøre os bange.

På den måde er påsken en erklæring om den værdi, som Gud giver menneskelivet. Med Kristi opstandelse påskemorgen får vi lov til at træde ind i et liv, som Gud står inde for. Og Gud vil altså livet. Og Gud elsker mennesker så meget, at de får evig værdi. Vi kommer i troen på Gud til at leve et liv med opstandelsestro. Med håb. Og med kærlighed.

Kristus kan vi mærke i troen, så vi dagligt oplever at livet er en gave, og at vi skal øve os i at leve, som han viste os. At leve i en parathed til altid at være i sammenhæng med andre, at være til for dem. Gud har givet de sammenhænge så stor værdi, at der er kommet evighed i dem. Det betyder, at alt hvad vi gør, det gør vi under evighedens horisont. Himlen er vores horisont. Det betyder, at det aldrig kan være lige meget hvad vi tænker og hvordan vi handler. Opstandelse er at livets tildragelser ikke bare kan være ligegyldige og lægges til side. De er gaver fra Gud og bliver opbevaret i Guds hukommelse.

Opstandelsestro er også så meget andet. Det er også glæden vi kan mærke i hele kroppen, når vi ser, hvordan Guds skabte natur nu står op af døde, hvordan alting får farve og lyd og Guds natur bliver et billede på påskens opstandelse, at vi på samme måde som naturen kan genskabes og få nyt liv og nyt mod.

Marilynne Robinson siger også i interviewet:

"Jeg tror på livet efter døden. Jeg tror, at mennesker er for kostbare til at fortabes til døden eller til de meget hårde begrænsninger, som har forhindret så mange af dem i at leve liv, der er dem værdige. Jeg tror ikke på, at al deres ubrugte godhed og åndfuldhed bare vil forsvinde ud i den blå luft. Jeg vil ikke spekulere i, hvorvidt eller hvordan denne udødelighed vil finde sted. Jeg er sikker på, at jeg ville vildlede mig selv, hvis jeg gjorde."

Det er bare så godt. Med en lille omskrivning har jeg sat det som overskrift for min prædiken: Vi er for kostbare til at fortabes.

Som Gud gav alt liv ved skabelsen og så, at alting var såre godt, ja at mennesket tilmed var skabt i Guds eget billede, så siger Gud nu med påskens budskab om opstandelse, at vi er for kostbare til at fortabes selvom der er kommet så mange skrammer i lakken siden skabelsens morgen.

Påskens beretning er en ny skabelsesfortælling. Nu har Gud selv sat sit liv ind på at få mennesker til aldrig at tro på at døden er en sejr. Det er livet der er en sejr. Langfredag går over i Påskedag. Natten går over i morgen.

Den del af Guds treenighed som tog kampen op, var ordet som blev menneske i Jesus fra Nazareth. Hermed skete der noget forrygende og spændende i religionernes verden. Nu blev det guddommelige synligt. En del af Gud blev menneske. Gud gik selv ind i det billede han skabte os i. Blev et menneske i kød og blod og kæmpede for, at et menneske skal tages alvorligt som Guds billede. Det er mennesket der er helligt. Det er aldrig ordet. Det er aldrig skriften. Det er aldrig loven. Det er aldrig templet. Det er mennesket der nu skal være Guds tempel. Vi er Guds hus. Han kæmpede mod den tids konservative præsteskab, der var raske til at stene folk, der forbrød sig mod skriften. Jesus sagde at det var mod Guds vilje. Og når de spurgte ham om, hvilken autoritet han sagde det med, så svarede han at den havde han direkte fra Gud. For han var Guds søn. Så blev de stiktossede og ville forsøge at stene ham til døde. Det er også årsagen til hans død. Gudsbespottelse. Fordi han sagde at Gud og hans rige var midt iblandt os. Men det hele afsløres nu påskemorgen. Det er ikke de stride præster, som altid vil se død og ødelæggelse, der har ret. De har uret. Religionen flyttes fra templets allerhelligste rum ud i hvert enkelt menneskes hjerte.

Den del af den treenige Gud som var ordet, blev altså kød og blod i en mand der som en frihedskæmper sled os fri af religionens trældom. Vi skulle ikke længere være under skriftens strenge lov, men være fri til at leve med ansvar direkte overfor Gud.

Gud kan vi tale med når og hvor det skal være. Han er overalt når bare vi lytter nok. Og der er evighed i det. Jeg er bare så glad for den tanke som Marilynne Robinson giver udtryk for i det jeg citerede til sidst, hvor hun sagde: ”Jeg tror på livet efter døden. Jeg tror, at mennesker er for kostbare til at fortabes til døden eller til de meget hårde begrænsninger, som har forhindret så mange af dem i at leve liv, der er dem værdige. Jeg tror ikke på, at al deres ubrugte godhed og åndfuldhed bare vil forsvinde ud i den blå luft.”

Det er der så stor en trøst i når vi tænker på de mange uskyldige ofre for denne verdens ulykker og ondskabsfuldheder. Deres ubrugte godhed og åndfuldhed forsvinder ikke bare ud i den blå luft.

På H.C. Andersens gravsten blev der sat et citat af hans egne udsagn om troen på menneskets værdi og menneskets opstandelse. Der står:

”Den sjæl Gud i sit billede har skabt

er uforkrænkelig, kan ei gå tabt,

vort jordliv her er evighedens frø,

vort legem døer, men sjælen kan ei døe".

Så er der kommet evighed ind i livet. Så må vi fyldes med respekt for hinanden på en helt ny måde. Livet er blevet en endnu større gave. Det er livet, der er en sejr i kristendommen.

Hos salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen læste jeg følgende forleden om hendes tro på Himlen:

”Jeg forestiller mig noget med lys og glæde og harmoni. Da jeg var barn, tænkte jeg nok også mere, at Himlen ville ligne Jorden, bare smukkere. Og at vi der skulle møde hinanden og genkende hinanden, fordi vi ville ligne os selv. Og jeg drømmer stadig lidt om, at der vil komme en engel til mig i Himlen og lære mig at spille cello. Men i virkeligheden tror jeg, at de færreste gør sig meget konkrete forestillinger om Himlen. Sådan tror jeg nærmest altid det har været. Himlen er et stærkt udtryk for håb. Og for mig er det nok at tro på, at jeg i livet og i døden er i Guds trygge hænder. Og så vil alt være godt”.

Himlen er et stærkt udtryk for håb.

Det er bare en sætning, som i sig indeholder hele påskens budskab.

Det er det vi ønsker hinanden tillykke med, når vi i dag ønsker hinanden en glædelig påske.

Så glædelig påske, kære menighed

Amen

Ordets fortættede skikkelse

Skærtorsdag i Mellerup

Salmer: 456,455,,476,474,772

 

Kære menighed

I aften vil vi koncentrere os om, hvordan vi hører ordet. Teksten er så tydelig. Der er ikke noget, vi ikke kan forstå. Det er ikke en intellektuel og fortættet tekst. Det er en enkel handling. Jesus vasker disciplenes fødder. Det er det hele. Han renser dem, selvom han inderst inde godt ved, at en af dem vil forråde ham og de andre lade ham i stikken. Og så samler han det hele til sidst. “Når nu jeg har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

At høre ordet har altså konsekvenser. At høre er ikke bare at høre. Det er meget mere. “At høre er ikke bare at lade sine trommehinder berøre af klang og lyd, at høre er i sin dybeste konsekvens at stå til rådighed for det nye, ordet bringer ind i ens virkelighed igennem øret.” Sådan skriver Erik A. Nielsen i sin store bog om Kristendommens retorik.

Kære menighed

Det er nu, det bliver spændende, for troen kommer af det, som høres. Når vi hører musik, ved vi, hvordan den gør noget ved os. Når vi hører Bachs Goldberg variationer, får vi fred i sindet, så lægges alting ordentlig på plads i sjælens rodebunke. Det er ikke bare lyde, der rammer trommehinden. De fortsætter ind og ændrer os. Laver os om lige på stedet. Når vi hører stor kunst, udvider verden sig. Musikken stopper ikke ved trommehinden, men fortsætter ind og gør vores forståelse af verden større og mere detaljeret.

Hvis vi hører fejende jazz musik, begynder benene at røre på sig. De begynder at danse. Lyden går direkte ned i benene.

Når vi som børn hørte mor råbe: Vi skal spise! begyndte fordøjelsen allerede som mundvand og benene ændrede retning og forventningen var tændt.

Ordene har en fantastisk virkning. De stopper aldrig ved trommehinden, men fortsætter langt ind i vores krop og sjæl.

Ordene i kirken har den samme kraft i sig. Ikke mindst sådan en aften, som i aften, hvor vi fejrer nadverens indstiftelse. Dette er mit legeme. Dette er mit blod. Her er der en tæthed i ordene, som gør noget ved os, som ændrer alt, dersom vi lader hørelsen blive fuldkommen.

At høre er altså i sin dybeste konsekvens at stå til rådighed for det nye, ordet bringer ind gennem vores øre.

Det er som med et kærlighedsforhold. Når den elskede bekræfter sin kærlighed, når hun siger: Jeg elsker dig, så bliver ordene ikke ved trommehinden. De går ind i hjertet, som slår dobbelt så hurtigt, fordi det betyder så meget, at hun siger det. Og kroppen kan slet ikke stå stille, men må omfavne den, som sagde ordene, fordi ordene har genskabt verden og mit liv. Så de almindelige skattepligtige arme må lægges om den andens krop og alting er blevet nyt og vidunderligt. “Jeg elsker dig” fører uvilkårligt til at jeg også elsker dig. Ordet skaber, hvad det nævner. Ordet bliver til kærlighed. Jeg stiller mig til rådighed for det nye, som ordet bringer mig. Kærligheden.

I sin yderste kærligheds erklæring viser Jesus med et billede, hvad kærligheden betyder for ham. Han giver sig selv, han giver sit legeme og sit blod. Det er det han gør alvor af i morgen, langfredag. Og det gør altså noget ved os, når vi smager brødet og vinen, og når ordene går helt ind i vores eksistens og gør os nye, fordi vi har fået en kærlighed fra Gud.

Ord forvandler. Ellers har vi ikke hørt dem i den rigtige betydning. “Hej hvor er det dejligt at se dig!” ændrer øje­blikket på et splitsekund. Så lyser dagen med et nyt lys, som den anden med sine ord skabte i os.

Til daglig og livet igennem må vi bevare den evne, at vi kan ændres af den andens ord. Det er at være levende. Det er at være til stede. Det er at være et menneske. At være åben for den andens ord og især for den ændring, som de medfører.

“Det afgørende spørgsmål er således, hvor meget af ens eksistens der ejer villighed til at indfri det, som ankommer i ordets fortættede skikkelse” skriver Erik A. Nielsen.

Når jeg siger det til en anden, at det er dejligt at se vedkommende, så glædes jeg også, når jeg på den anden kan se, at det er forstået, når jeg kan se, at der er kommet et smil på ansigtet. Det behøver ikke at være gengældt på anden vis, ved at den anden skal returnere sætningen. Det vigtige er, at den anden har fået en gave og nu bærer den med sig og pakker den op som en glæde.

Vi må indfri hinandens ord.

“Indfrielsen sker ved, at ens eksistens og livsførelse står til rådighed for den forvandling og frugtbargørelse, ordet opfordrer til og forsøger at vække.” Sådan skriver han videre i sin bog om Kristendommens retorik.

Det vil altså sige, at når vi siger levende ord til hinanden, når vi udtrykker kærlighed eller venskab, så skal den anden og vi selv lade vores livsførelse stå til rådighed for den forvandling, som ordet forsøger at vække i os. “Det er dejligt at se dig” fører til en forvandling, hvor vi med ét føler os hjemme i denne verden.

Nu gør Jesus det helt tydeligt, hvad det vil sige at høre. Jeg har vasket jeres fødder, så skal I også vaske hinandens fødder. Jeg har gjort jer rene, så skal I også rense hinanden i stedet for at svine hinanden til. Jeg har været en tjener for jer, så skal I også være hinandens tjenere.

Ordet er først hørt, når vi har ladet vor eksistens og livsførelse stå til rådighed for den forvandling, som ordene forsøgte at vække i os.

Det vil sige, at vi er først kristne, når vi lader forbilledet forvandle os, når vi lader ordet bestemme vore handlinger. Det handler om at høre på den rigtige måde, det handler om at høre med hjertet og med vores livsførelse.

Dette er mit legeme. Dette er mit blod. Spis og drik det. Og lad det forvandle og frugtbargøre dit liv, så du nu bliver til legeme og blod i andres liv.

Det er kærlighedens ord, der forvandler og skaber nyt. Der er en fortættethed i ordene, som kun kan høres, når vi lader os forvandle. Får vi forstoppelse i ørene, dør vi. Intet ændrer os og forvandler os. Ordene skal helt ind i kroppen og gøre underværker.

“For at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”

Så enkelt er det. Troen kommer af det som høres. Men troen kommer også af det som gøres, for det fører uvilkårligt videre. Forvandlingen sætter sig spor, når vi lader frugtbargørelsen kommer andre til gode.

Så at være kristen er fra nu af blandt andet aldrig at svine andre til, men altid at vaske deres fødder. Så bliver verden et bedre sted at være.

Amen

”Skynd dig at elske”

Palmesøndag i Mellerup

Salmer: 176-217-192-68-474-Som at svæve på vinger


Kære menighed

”Og naar saa jeg og den Verden, jeg skabte for dem med mit Ord, engang svinder hen for dem og mister sin Kraft, — saa er jeg sikker paa, de vil have nogenlunde let ved at finde den sande Gud og Skaber og finde sig til Rette i den Verden, han har skabt, nemlig Virkeligheden.”

Det er lærer Urup i Knudsens roman af samme navn, der forsvarer sig sådan overfor statens tilsynsførende. Han er billedet på friskolelæreren, der fortæller af hjertet for børnene, fortæller dem at de er skabt, at de har et ansvar, at de er elskede og at Gud har nedlagt en bestemmelse i dem. Lærer Urup vil vække dem til dåd og gerning og alvor. Han vil vække dem til at svare tilbage, når de oplever livets glæde og livets sorg.

Som kvinden i dagens evangelium svarer tilbage med en overdådig taknemmelighedsgerning.

Vi er skabt i Guds billede, han har lagt en længsel i os. Det er bestemmelsen. Ingemann skriver i en af sine salmer, at Gud har lagt en kerne i “hver barnesjæl på jord”, og han lader salmen munde ud i en bøn:

Lad den kerne underfuld
vokse i vort indre,
når der skinner sol på muld,
og når stjerner tindre;
lad det frø opvokse smukt
med din børnevrimmel
til at bære evig frugt
i din høje himmel.

Det er den børnene skal have med sig ud i voksenlivet og de vil kunne møde livet med et livsgrundlag, som altid vil give dem - ikke lykken og heldet, men en mening uanset, hvordan det vil komme til at gå.

I går læste jeg Lisbeth Smedegård Andersens fine lille bog: Troen gør verden større. I serien Kristendommen ifølge… Hun skriver som indledning:

”Troen gør verden større, og at tro er at leve i en stadig undren og taknemlighed over den verden og det liv, Gud har skabt, og med lyst til at fordybe sig i det.”

Måske er vi bare en generation af gamle og ældre, der tænker enkelt om kristendommen på den her måde, men det virker. Jeg har skrevet lidt om begge bøger, som I kan se Præstens arbejds-værelse på hjemmesiden.

Palmesøndag er en fantastisk dag. Den indleder den stille uge, hvor vi i særlig grad tænker over, at vi ikke bare skal slå os til tåls med at være en dusinvare, men at vi er en del af noget meget større, at vi er en del af Guds skabte verden, at vi har en bestemmelse og har en rolle at spille som hans medarbejdere. Og i særlig grad er det en fantastisk dag i de lige årstal, hvor vi har anden tekstrækkes fortælling om, hvordan en kvinde kommer ind i det hus, hvor Jesus sidder til bords sammen med sine disciple. Hun har brugt hvad hun havde til at købe den bedste nardusolie i en alabastkrukke. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved og salvede ham. Det var en kærlighedsgerning. Og det var den fineste form for tillid til et andet menneske. Forbilledet var hentet i templet når ypperstepræsten salvede den udvalgte til konge, til Messias som konge hedder på hebraisk, fordi han er den salvede. Det er det hun tænker med. At vise hvad der er det vigtigste i hendes liv lige nu. Og at hun viser ham det. Hun tror han er den Messias, jøderne ventede skulle komme. Hun har set ham mere menneskelig end alle andre. Set mere i ham end alle andre.

Hvem hun er, om hun er Maria Magdalene eller en helt anden kvinde, det ved vi ikke. Det vi ved er, at hun er et menneske, der er begyndt at forstå. Og at hun svarer på det hun har forstået. Og at hun vil takke for det.

Vi er ikke bare sat i verden for at trække vejret men for at forstå. Og teksten minder os om at den bedste måde at forstå på er ved at elske, at kaste al vor kærlighed på et andet menneske og på en sag og på Gud. Måske er det det samme. For det er først når vi helt og holdent går ind i noget med kærlighed og tro, at vi forstår det og også forstår hvem vi selv er.

Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Skrev Grundtvig. Der er kærligheden der åbner verden. Og åbner den enkelte. Gud er kærlighed, siger Johannes.

Virkelig tro, altså tro der virker, er ikke tro på noget utroligt, men er at være i overensstemmelse med noget der rækker uden for os selv, hvad vi er, når vi helhjertede vil noget. Det er det vi kan opleve i kærligheden. Men også på så mange andre planer. Også i hengivelsen til en tro på at Gud er meningen med at vi er her og at vi har noget vi skal gøre, fordi Gud vil have os til det. At være tro. At arbejde for andre. At forstå med hjertet.

Hvorfor kvinden ødsler sådan med sin nardusolie, kan ikke forstås. Slet ikke af de tilstedeværende i fortællingen, der tænker i excel-ark akkurat som vores politikere gør det i dag. Men der er noget der er vigtigere.

”Kærligheden er ikke retfærdig. Den er et privilegium” - læste jeg i en roman af Lotte Garbers. Det er bare så fint. Jeg bliver så glad når jeg læser sådan noget. Det er det vi er. Vi er privilegerede. Fordi vi har kærlighedens mulighed.

Nu afdøde Per Olov Enquist skrev i sin seneste roman om sit liv og om sin første oplevelse af kærligheden til et andet menneske: "Siden da havde han betragtet hver eneste dag han var i livet som en bonus" Det er bare så smukt. Den gave kærligheden er, farver alt. Og han bliver ved med at gentage omkvædet fra Tove Jannsons høstvise:

”Skynd dig min elskede, skynd dig at elske, dagene mørkner minut for minut. Tænd vore lys, inden mørket er hos os, snart er den blomstrende sommer slut.”

Det er det hun gør, kvinden i teksten til i dag. Hun skynder sig inden mørket kommer langfredag. Hun tænder lys fordi hun har set, at Gud er en del af hendes liv og at hun er en del af Guds liv. Det skal hun altid skal huske, fordi Guds kærlighed er det eneste der er evighed i. Hun forstår alting bedre nu.

"Mit hjerte løber foran mig. Jeg, jeg løber efter mit hjerte, jeg kan ikke være uden" - siger Frøken Høj i En ny tid af Ida Jessens fine roman fra Jelling.

Det samme kunne kvinden med alabastkrukken også have sagt. Nu løber mit hjerte foran mig. Jeg kan ikke gøre andet end følge det. Så kan de alle sammen sige, at det var dog for galt.

Her er et menneske der ved, hvad hun vil. Hun ved at det hele kan ende galt. Alligevel er der en sag her, der er større end alting andet. Her har hun fundet sin plads. Her er hun lykkelig, fordi hun ved, hvad der er meningen med hende. Det er at være gavmild ud over alle grænser.

Kære menighed

Det som er magtpåliggende at sige med prædikenen i dag, det er at vi må arbejde på at sortere rigtigt, at vælge rigtigt i alle de muligheder vi har. Vi må prøve på at løbe efter vore hjerter og begynde at forstå, at vi kan være helt trygge, når bare vi lader troen være vores udgangspunkt. Troen på at vi er mere end os selv og at vi må tage vare på vores sjæl, det mærke, der betyder at vi er ansatte i en størres tjeneste, nemlig Guds. Så får alting betydning. Vi er forenet med ham fra første begyndelse og ved genfødslen i dåben som hans børn.

Van Gogh skrev engang til sin bror:

“Elsk en ven, et menneske, en ting, hvad som helst, og du er på den rette vej til at vide mere og mere om det du ved. Det er hvad jeg siger til mig selv. Men man må elske med en dyb og alvorlig sympati, med viljestyrke og forstand og bestandig uddybe sin viden. Det fører uundgåeligt til tro på Gud, og til en urokkelig tro”.

Det er bare så godt. Kvinden i evangeliefortællingen til i dag ville kunne sige det samme. Elsk en ven, et menneske, og du er på rette vej. Det er vejen til livet og dermed også vejen til Gud. Vejen til Gud går gennem kærlighed, den kærlighed, som er en dyb og alvorlig sympati, altså en dyb og alvorlig samfølelse med alt. Med naturen, med andre mennesker, med det at leve.

Vi må huske at fortælle hinanden, at vi er skabt, at vi har et ansvar, at vi er elskede og at Gud har nedlagt en bestemmelse i os. I påskeugen viser han, at det er det vi skal tro trods al krig og ondskab i verden. Påskedag sejrer Gud over alle verdens kolde magter. Nu er Jesus salvet til den Messias han var altid.

Kære menighed

God og alvorlig - og til sidst glædelig påskeuge!

Amen

 

Modtagelse og videregivelse

Midfaste søndag

Salmer: 330-217-367-Guds nåde er en vintergæk-474-476

 

Kære menighed

Jeg læste en vidunderlig lille bog i denne uge. ’Agathe’ hedder den og er skrevet af en debutant Anne Cathrine Bomann. Hun skriver nænsomt om en gammel mand, der i hele sit liv har siddet i sin konsultation som psykiater og talt med mennesker, hvis liv ikke fungerede. Nu er han næsten færdig, fordi han nu er blevet gammel. Og han opdager med gru, at han faktisk står helt afklædt selv. Som mange af hans klienter åndeligt talt stod afklædte i deres liv. Det kan godt være han har kunnet hjælpe dem. Men sig selv har han glemt. Han har aldrig været involveret i et andet menneske af kærlighed. Han siger til sig selv: jeg er levende begravet i min egen tilværelse.

Han har i alle årene, et helt menneskeliv på arbejde, haft en sekretær. Hun har passet kontoret ude i venteværelset. Han har passet sin konsultation. Så kommer der en magisk sætning: - jeg rakte hende frakken, hun greb efter stokken, og da jeg ville give hende den, stødte vores hænder sammen.

Det er jo ikke noget, men det er første gang i alle årene. De rører hinandens hænder. Og han skynder sig at flygte ind på sit kontor.

Nu begynder han at se sit eget liv. Og han begynder at opdage at de andre mennesker findes. Sekretæren, hvis mand er døende. Naboen som han aldrig har talt med. Jeg tror det ender godt for ham.

Forfatteren Benny Andersen vidste at det er frygteligt at blive begravet i sin egen tilværelse. Derfor ville han røre ved andre. Han skriver om det i digtet Bordbøn.

Giv mig i dag

mit brød at smøre.

Blødt og strengt skal mødes

i mine hænder

og smørrets solskin overvælde

brødets mørke.

Lad mig røre ved det vi lever af

brunt brød, gult smør,

kærlighed.

Benny Andersen er ganske på linje med evangelisten i dag. Dagligt brød er ikke bare det, vi spiser. Dagligt brød er alt det vigtigste i vores liv. Det vi slet ikke kan undvære.

Og så gør Benny Andersen det meget enkelt. Han sidder med det gode danske mørke surdejsbrød. Der er kerner og styrke i det brød. Nu skal det mødes med det bløde smør. Og smørrets solskin skal overvælde brødets mørke. Og Benny Andersen er allerede langt inde i en tolkning af det at være et menneske. Blødt og strengt skal mødes. Sådan er tilværelsen. Vi kommer ikke gennem livet uden at møde modsætninger. Både det strenge og det bløde hører med til at være et menneske. Men det vigtigste af alt er, at smørrets solskin skal overvælde brødets mørke. Livsglæden må aldrig forsvinde. Taknemmeligheden for at leve må aldrig glemmes.

Lad mig røre ved det vi lever af

brunt brød, gult smør

kærlighed

Ja brødet rører han ved dagligt, fordi han skal leve. Men alt det andet skal han også røre ved. Knus til børnene, et klem til naboen, en omfavnelse til vennerne og et kærlighedens favntag til den elskede. Mindre kan ikke gøre det. Sådan må vi leve, røre ved det levende, som vi skylder så meget.

Den sætning kan jeg godt lide: Lad mig røre ved det vi lever af. Hvilken lykke er det ikke at få lov til det. Og naturligvis slutter han med det eneste ord, hvori alle hemmeligheder gemmes. Ordet kærlighed.

Men Anne Cathrines gamle mand var bange for at røre ved det han skulle leve af. Og han indser det. Langt om længe.

Kære menighed

Nu er vi nået midtvejs i fastetiden. Fastetiden handler om at stå helt afklædt overfor livet. Fastens allerfineste fortælling er fortællingen om Jesus, der af ånden føres ud i ørkenen for at faste i 40 dage og nætter. I ørkenen er mennesket udsat og sårbart, uanset hvor stor og klog og stærk det menneske er. Der er det næsten umuligt at overleve. Og selvom Jesus er Guds søn, lader han sig ikke friste til at gøre brød af stenene. For et menneske skal altid huske på, at det inderst inde står afklædt og sårbart. Vi skal vedgå vores sårbarhed. Det er fastetidens tema, som vi skal arbejde med i os selv.

Vi har i fastetidens tekster altså været vidner til en bevægelse fra det mindste af det mindste i ørkenen til overflod i bjergenes græsklædte dal. For forud for dagens tekst er det store bespisningsunder sket. Masser af mennesker uden det daglige brød langt oppe i bjergene. Og så blev to småfisk og fem brød til mad for alle der var sammen dag i græsset for at høre Jesus tale. 

Det der var tilovers efter spisningen, fyldte 12 kurve. Det er ikke blot én mere end 11. For 12 er det universelle, fuldendte tal. Ligesom antallet af disciple. Der er altså uendeligt meget tilbage endnu. Uanset hvor mange, de ville have været den dag, var alle blevet mætte. Det er pointen.

For det liv, Jesus er og kommer med og, som han siger, er fra Gud – det er åbenbart det liv, der bliver mere af ved at blive delt. Vi er så vant til at basere vores tilværelse på alt det, vi samler sammen og helst ikke deler med nogen: penge, ære, tid osv. Nu får vi at vide, at det i dybeste forstand nærende og bærende er det, der deles.

Bespisningsunderet var et tegn til skaren, som de nu skulle overveje den dybere betydning af det.

Det var ligesom fortællingen tidligere i år om kvinden ved Sykars brønd, som skal overveje betydningen af det, Jesus siger om at han er livets vand.

Skaren misforstår bespisningsunderet som kvinden ved Sykars brønd heller ikke ser den dybere betydning først. Skaren i bjergene vil have en brødkonge. Men Jesus vil åbne deres øjne for at livet består i modtagelse og videregivelse, ja at modtagelse og videregivelse er som et livsvilkår.

Anne Cathrine Bomanns gamle psykoanalytiker havde aldrig forstået det livsvilkår. Og han havde glemt at bede bordbøn med Benny Andersen om at røre ved det vi lever af, brød, smør, kærlighed.

Igen er det dybest set en strid om, hvem Gud er: magtens eller hengivelsens udspring. Men Jesus nægter i ørkenen at have den magt, som ville give ham hele verden. Derimod er hans liv bestemt til at give sig selv hen til verden for at verden i ham skal forstå at livet først bliver rigt når vi lærer at modtage det og at videregive det. Men skaren kan slet ikke se til bunds i Jesu dybere mening med at sige om sig selv at han er livets brød.

Det kommer først senere. Til påske. Så måske vil de forstå.

Det liv, der bliver mere af ved at blive delt, er i sidste instans ham selv. Kristus i verden betyder at livets mening og hensigt er hele tiden at blive til i modtagelse og videregivelse. Ikke at samle sammen for sin egen sikkerheds skyld. Og slet ikke at leve et liv uden at kunne at kunne gå en omvej forbi naboen eller lære sin sekretær nærmere at kende, som den gamle mand i romanen.

Igen viser kristendommen sig med et budskab der både er ansvarligt, bæredygtigt og på alle måder i balance med både natur og medmenneske.

At leve sit liv i Kristus er at leve et liv i hengivelse i stedet for i magt. Det er at leve et liv i modtagelse og videregivelse i stedet for at puge sammen til sig selv som en anden oligark.

Jeg er livets brød, siger Jesus. Det kvalificerede brød. Det ved vi fra hver eneste søndag, hvor vi får del i noget meget større end bare en almindelig søndagsfrokost. I nadveren er det virkelig Herrens dag, der kommer os nær, så vi får fornemmelsen af at blive løftet, så vi ser livet på en ny måde og får lov til at leve som nye. Vi får livets brød ind i os og bliver en del af evangeliets ønske om, at vi skal se himlen blive en virkelighed i vores dagligdag så vi for alvor kan modtage og give videre.

Vi skal arbejde på den mad, som består til evigt liv, siger Jesus i teksten. Vi skal arbejde på det i os, som der er evighed i. Vi skal leve i en dannelse til evigheden. Som allerede er nu, når vi deler livet med hinanden, men som også vil være her i al evighed.

Amen

Troen er også en viljesbeslutning

1. søndag i fasten

Salmer: 743-217-69-Guds nåde er en vintergæk-474-52

 

Kære menighed

I fredags kunne vi læse i avisen om resultatet af rapporten ”Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2021. Mere end hver sjette dansker mistrives, fortæller den. Det er underligt, når vi nu har det så godt. Men der er mere i det. I baggrunden. Akkurat som det er med ethvert menneske vi møder. Der er altid et ansigt bag ved ansigtet. Et ansigt, som vi ikke kan se. Når det er lykkeligt eller når det græder. Der er altid en skjult historie.

Rapporten fortæller at når man ser på især unge piger i 16-24-årsalderen, er det nu mere end hver tredje der mistrives. Angst, depression og ensomhed er væsentlige ingredienser i drengenes, men især i pigernes mistrivsel.

Det er virkelig noget som sætter tanker i gang. Kristeligt dagblad skrev naturligvis om det, men som måske det eneste blad, spurgte de bl.a. professor i dogmatik i København Niels Henrik Gregersen om, hvilke tanker han gjorde sig om det. For problemet var måske ikke bare psykologisk, samfundsmæssigt eller lignende, men måske også teologisk. Han svarer:

”Jeg mener, at en årsag til mistrivslen er, at den udbredte perfekthedskultur har vendt sig indad og skabt en overfølsomhed. En løsning er, at man får nogle dannelses-institutioner, der begynder på skoleplan, og hvor man ikke hele tiden spørger børn: ’Hvad synes du?’, men hvor man i stedet retter blikket sammen mod noget fælles tredje”.

Det er det sidste der er vigtigt. Det han vil forsøge at sige er, at mange unge står helt alene og at de ikke er fælles med andre om en holdning til livet, som kan berolige dem og sige, at livet er godt nok, selvom det indimellem også er lidt besværligt. Ethvert barn skal blive et stabilt selv ved at have fælles opmærksomhed sammen med deres forældre på verden, som skal fortælle barnet, at verden er god nok og at de kan have tillid til den. Verden er ikke altid rosenrød, men solen står jo stadig op hver dag.

De skal huske den vidunderlige skabelsesberetning i fællesskab med deres forældre, hvor Gud dag for dag ser sig tilbage og siger, at det faktisk ikke er så ringe endda, men at der er rigtig meget godt og at det i øvrigt er ganske utrolig godt. Trods alt. Det er ikke mindst en tro på den Gud der skabte alting godt, der kan gøre en forskel, når vi tror, at vi selv skal skabe vores liv. Der er allerede så meget der er til stede som vi kan forbinde os med og få hjælp af. Det er blandt andet det en kristen livsforståelse kan hjælpe os med at få øjnene op for.

Og teksten vi hørte om sjettedagen, hvor Gud skabte mennesket i sit billede. Som mand og som kvinde. Og han velsignede dem. Det er det der er vigtigt. Med en velsignelse i ryggen kan det aldrig gå helt galt. For vi er i sammenhæng med noget større, som vi kan forvente os alt godt fra. Også selvom vi ikke får de mange 12-taller. I den nyeste oversættelse hedder det sådan her: ”Han skabte mennesket som mand og kvinde og velsignede dem, så de ville få mange børn og et langt liv. Han sagde til dem: »Få børn, og bliv så mange, så I kan fylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden.”

Det der smerter allermest ved at læse om unge med depressioner og angst, er at de er blevet så alene. Og at de tror, de skal klare deres problemer alene og at de selv skal iscenesætte deres liv. Vi er blevet så autonome i vores individualiserede tid. Vi skal være vores eget livs arkitekt. Det har alle mennesker travlt med hver for sig. Og det er jo ikke altid at det lykkes. Og så kommer fornemmelsen af at man ikke er god nok. Og derefter følger selvfordømmelsen. Når pigerne ikke får de højeste karakterer, er det et personligt nederlag. Skuffelsen og selvfordømmelsen går over i depression. Og det er hårdt at bære når der kun er en selv til at bære.

Jeg kunne ønske at der var nogen der havde evnen til at genfortælle historien om Josef og hans brødre på nutidsdansk. Som en moderne dannelsesroman. Om Josef der drømte om store ting i fremtiden og som ikke kunne lade være med at fortælle sine større brødre om sine drømme, som de ikke syntes om. Og i stedet for at slå ham ihjel smed de ham i en brønd og solgte ham siden som slave til købmænd der skulle til Ægypten.

Thomas Mann skriver i sin store fortælling Josef og hans brødre:

”Gud havde sendt ham drømme, som drømmeren burde have holdt for sig selv: den om negene, den om stjernerne. Og sådanne drømme var ikke så meget en forjættelse som en befaling. På den ene eller den anden måde skulle de opfyldes – hvordan, det vidste kun Gud, men bortrykkelsen til dette land var begyndelsen dertil. Af sig selv gik de imidlertid ikke i opfyldelse – man måtte hjælpe til. At leve i overensstemmelse med den stille formodning eller overbevisning, at Gud har enestående planer med én, er ikke lavsindet stræbsomhed, og ærgerrighed er ikke det rette ord derfor. For det er ærgerrighed på Guds vegne, og det fortjener frommere navne.”

Så vidt Thomas Mann. Jeg tror netop den velsignelse gælder alle, dersom vi tør have tillid til den verden, som Gud skabte. Vi har alle sammen en forjættelse i os. Ja måske ligefrem en befaling, et kald til at være til på en bestemt måde. Og så elsker jeg den sætning:

”Af sig selv gik forjættelserne imidlertid ikke i opfyldelse – man måtte hjælpe til.” Tro er at have mod til at samarbejde med livet som en tillidserklæring til Gud.

Og nu tror jeg nok, jeg er ved at nå frem til dagens tekst med den vidunderlige sætning af den brave far, hvis søn er så ramt af sygdom: Jeg tror. Hjælp min vantro.

Jeg tror at tro er at være tro. Det vil sige at være tro mod sin oprindelse, at jeg er skabt af Gud for at samarbejde med ham om livet her i verden. Så godt som jeg nu kan. At tro, at Gud har enestående planer med én, er ikke lavsindet stræbsomhed, som Mann sagde det. Det er ikke mig der skal bære det hele alene. Det er ikke mig, som skal dømme mig selv. Det er Gud der giver mig opgaven. Og det er Gud der skal dømme mig. Og det kan jeg være glad for, for vi kender allermest Gud i Kristus. Og han er en nådig dommer. Mere nådig end den selvfordømmelse vi kan komme til at rode med, hvis vi skal dømme os selv. Så ender vi bare i depression og selvforagt.

Tro er ikke noget, vi har på en konto. Ligesom vi har penge i banken. Og derfor altid kan bruge yderligere. Men det hele tværtimod afhænger af at være tro.

Iben Thranholm, teolog, journalist og samfundsdebattør, skrev engang sådan her i en diskussion om hvad tro er:

- Moderne kristendom har en slags slogan om, at det ikke gør noget, vi ikke tror på Gud, for Gud tror på os. Det er kun en halv sandhed og vanvittigt uambitiøst. Det svarer til at få en Ferrari og skifte motoren ud med den, der sidder i en Fiat Panda. Gud vil os altid det bedste, men hvis vi ikke selv arbejder med på vores tro, virker den ikke.

Jeg kan godt lide, at hun siger, at vi skal være mere ambitiøse med vores tro. Det er blevet almindeligt at alle der siger noget om deres kristendom og tro, altid siger at tvivlen er en stor del af deres tro.

Der er en stærk tendens til at glorificere tvivl. Vi priser tvivlens nådegave, mens tro bliver noget svært og tilkæmpet. Mange opfatter endda tro uden tvivl som farlig og ”blind”. Mange virker bange for troens kræfter – eller også kender de dem bare slet ikke.

Jesus siger, at for den, som tror, er alt muligt.

Tro i kristen forstand er ikke en overbevisning om en række trossætninger, men er fortrolighed med Gud.

Iben Thranholm siger også:

- Troen er en viljesbeslutning. Når så mange klager over, at de ikke kan finde ud af at tro, handler det måske mere om, at de ikke rigtig kan beslutte sig for, hvad de vil, og fordi de ikke samarbejder med Gud om at få deres tro til at vokse.

Det er ikke mindst udsagnet om, at troen er en viljesbeslutning, jeg er glad for. Kristendom er et spørgsmål om at gøre sin indsats. Det vil sige at vælge, hvor man kaster sine terninger. Jeg ville kaste dem i den rubrik, hvor vi tror, at Gud er god, og Gud har en evighed, som vil bevare livets godhed trods alt det onde, der sker i verden.

Vantro er at tro, at vi ikke er velsignede og at Gud ikke vil os det godt. Jeg tror det kan hjælpe både unge piger og drenge og gamle mænd og koner at få en tro, der er tillid til at verden er et samarbejde mellem Gud og os og at vi er velsignede til at passe på alt, hvad vi får ansvar for. Ikke mindst os selv, at vi ikke maler os selv inde i et hjørne, hvor vi som arkitekter selv står for udformningen af vores liv.

Men først og sidst er det at holde sig til Jesus og lade os inspirere af ham. For han er her, som troen blandt gudløse. Det er det evangeliefortællingen siger os i dag.

Amen

En hånds berøring

Fastelavns søndag

Salmer: 380-696-678-Når vinterstorme-401-285

 

Kære menighed

Jeg elsker bare at læse god litteratur og når jeg sidder midt i sådan en bog, så understreger jeg igen og igen og undertiden må jeg rejse mig op og gå lidt rundt, fordi jeg lige har læst noget, jeg kan bruge i mit eget liv og som åbner andre tekster. Så er det som om jeg har fået en stor gave helt uden videre.

Jeg er rigtig meget begejstret for en amerikansk forfatterinde som hedder Marilynne Robinson. Hun skriver om livet og menneskene i en lille by i staten Idaho, hvor hun er født. Hun skriver ikke mindst om dem, som vi ikke lægger mærke til, om dem, vi sommetider overser og måske i virkeligheden ikke kan lide.

I den sidste roman hedder han Jack, som hun et sted lader tænke sådan her: "Sommetider ville jeg ønske at jeg bare var et sæt tøj og en ordentlig barbering. Ubeboet, om man så må sige." 

Han er en hvid, men det går slet ikke rigtig godt for ham. En sort pige får øje på ham og de bliver kærester. „Som jeg ser det, siger hun et sted i romanen, må der være en Jesus der kalder de ting smukke, som ingen andre nogensinde ville få øje på. De dyrebare ting burde passes på, uanset hvad der så bliver af resten.“

Og se, så er vi jo lige inde i fortællingen om den blinde tigger ved Jerikos port, som disciplene ikke havde videre lyst til at lægge mærke til.

Det er en af mange sider af kristendommen. Jesus gør det igen og igen. Ser og opdager dem, som ingen vil se og være sammen med og tage alvorligt. Børnene, kvinderne, de spedalske, de syge, de overfaldne, tolderne og skøgerne. Det er en af de ting han betyder i verden den dag i dag. Og som igen og igen får mennesker til at standse op og vise opmærksomhed til dem, vi helst vil gå forbi, så meget at en amerikansk forfatterinde kan skrive om det i det 2100 århundrede.

Og hvorfor er det vigtigt. Det er vigtigt fordi forholdet til Gud afgøres i forholdet til vores medmenneske. Det er i den sammenhæng han siger ordene om at Gudsriget er nær, for nu skal det være klart, at det er den etiske fordring om at tage vare på hinanden der skal være vores opgave med at tjene Gud.

Jack i Marilynne Robinsons roman tør næsten ikke tro, at den sorte pige Della vil ham. Han er så fyldt af usikkerhed og af skyld og skam. Så står der det her i romanen, hvor han er ved at forlade hende, fordi han føler sig så ussel:

”Men hver gang han satte sig ned igen, tog Della hans hånd. Han havde ret udførligt grundet over den overordentlig store trøst der var i den hånds berøring. Endnu et teologisk spørgsmål, hvordan ét menneske kan betyde så meget for ét andet menneske hvad angår fred og forvisning, som om loyalitet var lige så virkelig som tyngdekraften.”

Det er bare så godt. Det er nemlig det, det er. Et teologisk spørgsmål, at så meget kan et menneske betyde for et andet menneske. En hånd og en berøring. Den overordentlig store trøst der er i en hånds berøring, er en gave fra Gud, det er Guds kraft og ånd der overføres, når vi rækker en hånd ud, for det betyder loyalitet, det betyder kærlighed og at kærligheden er lige så virkelig som tyngdekraften.

 Kærlighed handler. Kærlighed sker. Det kan være noget vi giver. Og det kan være noget vi modtager. Det er lidt som med Gud og gudsriget. Gud og hans rige sker også. Det er noget der bliver til virkelighed, når der bliver plads til det mellem os der sidder fanget i hvert sit eget jeg-hus. Når vi er opmærksomme med den blindes opmærksomhed, når der er et værensnærvær som trygler om hjælp, så åbner vi for Guds rige. Det kan være mellem to personer som i Robinsons roman. Eller det kan være i en salme som den jeg læste fra alteret:

Herre, hos dig søger jeg tilflugt, du er den borg, hvor jeg finder redning. Og når alt er ude – også langfredag – I dine hænder betror jeg min ånd.

Vi er altså på vej ind i fasten. Det bliver vi mindet om med udgangen af den salme. Men nu skal I høre en salme, der kun er et par år gammel.


Kender jeg alverdens hem’ligheder
Ser mer’ end øjet ser
Så er jeg stadig Ingen
Hvis ikke du er her
Kan intet eksister’ og gro

 

Ejer jeg alverdens diamanter
Men har jeg ikke dig
Så gavner det mig intet
At vide jeg er mig
I tomhed er der ikke ro

 

Størst af alt er kærlighed
Den tåler alt og varer ved
Og døden selv må leve med
At størst af alt er kærlighed


- skrev Anne Linnet for et par år siden inspireret af Kærlighedens Højsang i Korintherbrevet.

Ser mer’ end øjet ser.

Så er jeg stadig Ingen.

Hvis ikke du er her.

Så er vi igen ved den blinde tigger ved porten ind til Jeriko, som var et menneske, der var tvunget til at se mere end øjet kan se, for han kunne ikke se, blind som han var, så han måtte se med sit hjerte og med hele sin ulykkelige eksistens. Han var prisgivet de mennesker som gik ud og ind ad porten, prisgivet deres gavmildhed.

Disciplene havde overhovedet ikke forstået, hvad Jesus havde sagt om rejsen til Jerusalem, at han ville blive lagt for had og ville blive mishandlet og slået ihjel – og på tredje dag skal han opstå, står der i teksten.

Jo – fordi det var den eneste måde, hvorpå Kristus for al fremtid kunne være hos alle mennesker, der som Jack og tiggeren i dagens tekst virkelig havde en dyb forståelse af deres egen fortabthed. Som var i nød og som bad om hjælp.


Men har jeg ikke dig
Så gavner det mig intet
At vide jeg er mig
I tomhed er der ikke ro


Og den ’dig’ Anne Linnet her synger om er Kristus, som kommer når vi beder om det, fordi vi ikke kan leve uden kærlighed. I tomhed er der ikke ro. Det gjorde Jakob Knudsen på akkurat samme måde i sin aftensalme:


Vær mig nær, thi uden dig
ensomhed mig truer;
vær mig nær, thi uden dig
jeg for mørket gruer!
Hold mig med din faderhånd,
så jeg dig fornemmer;
fri mig ud af mørkets bånd,
så min frygt jeg glemmer!


Og det samme gør Grundtvig endnu mere tydeligt:


Og sæt dig ved min Side!

Og tal med mig, som Ven med Ven,

Om, hvor vi snart skal sees igien,

Og glemme al vor Kvide!


Men disciplene havde ikke set det endnu, at det var på den måde ordene om menneskesønnen skulle opfyldes. De var blinde for at Jesus gennem sin død og opstandelse skulle blive den Kristus som altid ville følge os. Den blinde ved porten ind til Jeriko bliver således den sande discipel af Jesus fra Nazareth som udlæggeren af, hvem Gud nu vil være. Ikke fordi han er et bedre vidne eller har afkodet flere teologiske traditioner, men ene og alene, fordi han ved, at han intet selv har og derfor må vente sig alt af Gud.

I dag skal vi slutte med Milan Kundera, som var forfatter i Tjekkoslovakiet da Sovjetunionen slog foråret i Prag ned i 1968. Det er et citat fra hans vidunderlige bog: Udødeligheden. Han skriver et sted om kærligheden som katalysator for livet og det passer både på, hvordan disciplene skal forstå Jesu udsagn om lidelsen i Jerusalem og vores egen holdning til livet, når det også byder os på lidelse og gru. Hovedpersonen i omtalte bog spøger, som vi alle spørger i disse dage:

“Hvordan skal man leve i en verden, som man ikke billiger?

Agnes kører hen ad en stille landevej og svarer:

Kærlig­hed eller kloster.”

Kære menighed

Her i dag hvor vi for alvor går ind i fastetiden på en verdenshistorisk dyster baggrund med et russisk overfald på et forår, der var på Maidanpladsen i Kiev for få år tilbage og som stadig var blomstrende, skal vi tage stilling til det spørgsmål, om vi vil kærlighed eller kloster, om vi vil elske en vanskelig verden på trods af al dens ondskab, eller om vi vil trække os tilbage fra den og gå i kloster og melde os ud.

Vi må blive i den. Det er svaret. Og det kan vi med kærlighed fra Gud. Så må vi gøre, hvad vi kan fra hver vores lille plads i verden.

Må Gud give os gode ledere så vi kan undgå den store katastrofe. Vi betror os i dine hænder Gud.

Amen

Gør deres indsatser mine damer og herrer!

Septuagesima søndag

Salmer: 747 – 208 – 696 – Når vinterstorme - 474 - 373

 

Kære menighed

Nu hvor barnet i stalden har vist hvem han er, at han Guds søn og dermed ét med Gud, og i dag, hvor søndagen hedder søndag septuagesima, hvilket betyder den 70’sindstyvende dag før påske, skal det så handle om troen på Guds søn.

Hvad er så tro på Guds søn? Tro er naturligvis at være tro. Tro overfor livet, overfor Gud. Og så har jeg selvfølgelig kun sagt ord, som alligevel ikke siger så meget.

Nu skal I allerførst høre et lille citat fra en bog jeg læste sidste år. Det er den norske forfatter Edvard Hoem, der har skrevet om sin slægt, hvoraf mange udvandrede til Amerika i 1800-tallet, men romanen bevæger sig til sidst langt op i 1900-tallet både i Norge og hos migranterne. Der er fire bind og mange hundrede sider. De er skønne at læse. Også fordi det dengang, hvad der kommer bag på mig igen og igen, slet ikke var tænkeligt at være sammen i et samfund uden at tale om kirken og om Gud. Nu om dage taler vi ikke om Gud i samfundet på den måde. Som en naturlig del. Eller om kirken. Og alligevel var det netop den kristne tro, der gav folk mod til at rejse ud og til at vove at tage land ude i Amerikas og Canadas yderste områder. Sikke en energi de havde. Og sikke en troskab. Der kunne være nogle af mændene der spekulerede mere over troen og kunne blive ganske rundtossede af det, men så havde de heldigvis en kone i nærheden. Her kommer citatet:

"Når han ville drøfte det med Kate, indså han hurtigt, at hun ikke spekulerede over dybere sandheder af den slags. For hende var tro mere handling end ord: at gøre det gode, leve i sandhed, være trofast mod sine nærmeste og så se frem til den dag, da man skulle forlade jorden for at gå ind i den evige hvile." 

Så enkelt og klart kan det siges. Hvorfor gøre det sværere end det er – selvom lige netop dét ofte kan være det sværeste af alt – at være tro. Men jeg kan lide det her citat, fordi det siger, at tro er at handle. At gøre det gode, leve i sandhed, være trofast mod sine nærmeste og så være forvisset om, at vi er rodfæstede i Guds evighed og dermed i Guds kærlighed.

Så er det bare med at få næverne op af lommen og få benene i gang og komme ud i livet og være til i udveksling med alt, hvad der foregår omkring os, gøre det for at være til nytte, ikke for at profilere os selv, ikke noget med at lyve os til at være noget særligt, men bare være den vi er hver for sig med et ønske om at bruge os selv i fællesskab og i trofasthed mod vores nærmeste. Troen er at handle i sit liv med alt hvad jeg har i mig, i fuld tillid til, at det er meningen med netop mig.

For sandheden er jo, at vi har fået et kæmpe potentiale, en umådelig stor gave, nemlig: at vi har fået livet med alle dets muligheder. Vi er udstyret med talenter og rigdomme så ufatteligt store. Troen skal afholde os fra at blive bange for livet.

Der er i livet ikke tale om, at vores talenter bliver givet under en eller anden form for lov om ligestilling. Det kan der aldrig blive tale om i eksistensens store spil. Forskellige vil vi altid være, men det er en af rigdommene, og vi skal kun leve op til de talenter vi har fået. Og vi skal ikke se på hinandens forskellige talenter og muligheder med misundelse. Der er frihed på alle hylder, det er bare med at komme ud af starthullerne.

Og det gør de to første i lignelsen om de betroede talenter. Men det er hos den tredje vi kan lære, hvad det er vi ikke skal gøre: at mistro livets gave

Den tredje tjener siger det ligeud. Livet er krævende, alt for krævende. Det er ikke bare et spørgsmål om noget for noget, det kræver langt mere. Jeg kender livet som en hård Herre, siger den tredje tjener, der også vil høste hvor han ikke har sået, og vil samle hvor han ikke har spredt noget som helst. Af frygt for livet gravede jeg mine af dig givne muligheder ned. Så her er det sølle liv, som du gav mig. Det hele. Jeg er færdig med det. Lad mig så være i fred.

Men det er jo netop fortabelsen. At sidde alene, låst inde af sig selv, og overladt til sin egen gråd og tomhed.

Og Herren siger til ham – nå så den opfattelse havde du af mig, at jeg høster hvor jeg ikke har sået, - så kunne du jo have givet det til andre, som kunne have fået summen til at vokse. Du modsiger jo dig selv.

Den tredje tjener havde slet ikke fået øje på Gud, havde slet ikke forstået, hvem Gud var, at Gud var en nådig Gud, var en gavmild Herre, som vovede at give så meget væk til sine tjenere. Guds øje i det høje er et kærligt øje. Ikke et dømmende. Hvis man har en Gud der er straffende og som kræver mere end det er muligt at give, som giver sine skabninger skyld og skam, så forsvinder glæden. Men Gud giver jo kvit og frit i kristendommen. Gud overlader det til menneskene, at navngive alle ting og at passe på hele skabningen. Værsågod – det er jeres ansvar.

Den tredje tjener kunne ikke få øje på glæden ved opgaven eller ved livet i det hele taget. Han var blevet selvkredsende, tænkte kun på sig selv, at livsgaven og livsopgaven ikke skulle tage kræfterne fra ham, for det ville nok ikke gå godt alligevel.

Ikke at tro er altså at tænke om livet, at det er alt for krævende. Ikke at tro er lade livet stå foran én som en kæmpe risiko og en modstander og ikke turde give sig i kast med det. Ikke at tro er ikke at have tillid til livet selv.

”…at gøre det gode, leve i sandhed, være trofast mod sine nærmeste og så se frem til den dag, da man skulle forlade jorden for at gå ind i den evige hvile”.

At sige trosbekendelsen, at sige Fadervor, er at sige tak for livsgaven og dermed forstå, at vi kun kan være i et forhold til Gud når vi samtidig husker, at vi skal elske Gud og vores næste som os selv. Udveksling med vort medmenneske. Uden frygt.

Ved at ville livet med andre og i udveksling med andre kan vi nemlig godtgøre den store gave livet er, i en videregivelse af det modtagne. Vi er blevet noget betroet. Det skal vi naturligvis give videre af. Og så modtager vi også og livet vil vokse og blive stort.

Vi bliver først os selv ved at blive mere end os selv. Den tredje tjener blev aldrig andet end sin egen mistro og glædesløshed i sit eget mørke. De to første blev rigere og rigere på glæde og mening med deres liv.

Den kristne tro vil forvandle os fra at være store dumme egoer til at være et socialt selv, der er åbent for andres liv. Guds rige er i mellemrummene imellem os. Gud er iblandt os som muligheden for at nå hinanden.

Vi må leve så meget i troen, at Kristus flytter ind i os. Kun via ham kan vi nå længere i den opgave det er at blive et socialt selv.

Tænkte vi os til en fjerde tjener i lignelsen, som ligesom de to første modtog to eller tre talenter og som dem satse­de det hele, men tabte fordi livet slet ikke er nemt, så ville Herren sige det samme til ham, som til de to, der fordoble­de Herrens talenter. Godt du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde. Den fjerde i lignelsen er den fortabte søn, som havde modet til at blive skyldig.

Måske ligger der endnu en visdom gemt i fortællingen, nemlig den, at når vi vover at investere kærlighed og hen­givenhed i livet, så får vi ofte dobbelt ud af det, fordi det fordobles i samværet med den anden. For at vove livet er at komme ud af sig selv og sin egen lille verden og ind i en andens liv og så vokser det.

Så kom jeg til at huske på Benny Andersens fine ord: livsfordobler som han skrev i sit digt til hans elskede Rosalina.

Jeg mødte dig som en fremmed
men fandt ud af at du kendte mig
bedre end jeg selv

Du førte mig på opdagelse i mig selv
du kendte genveje
til oversete udsigter
undersete koralrev
Hvad der på mit kort stod opført som
BLIND VEJ
viste sig at føre til sindets største
og kærligste lufthavn

Min livsfordobler
mit hjertes indvandrer
med lidt for vide
let slaskende horisonter
omfavner jeg dig
i denne fortrolige forårsnat.

Så gør deres indsatser mine damer og herrer.

Det er det troen handler om, for troen er tillid til Gud, at han kan klare, at vi taber og vinder, når bare vi satser.

Amen

Kom i den sidste nattevagt

4. s. e. helligtrekonger

Salmer: 752-264-582-22-474-401

 

Kære menighed

I dag kommer min prædiken til at handle en del om Grundtvig. Det er fordi jeg læser Finn Abrahamowitz bog om ham og det begejstrer mig somme tider så meget, at jeg ikke kan lægge bogen fra mig om aftenen. Forleden aften var jeg nået til en af hans store kriser, den i 1843 og 1844. Han er fyldt de 60 år og han tror, at det er så alvorligt, at han ikke kan leve længere. Angst og frygt og tvivl martrer ham. Er han kristen? Hans datter Meta passer ham kærligt og trofast og trøster ham.

Han har lidt af tunge tanker eller af det vi kalder en depression nu om dage i alle sine år. Ikke mindst i 1810 i Vindbyholt kro på vej ned for at overtage farens job i Udby sogn. Da han var kommet ud på den anden side den krise, skrev han følgende til en ven:

“Gud er uforanderlig kærlighed over for mig, dét er hans løfte; det er bare mig, der er foranderlig, omskiftelig, svingende i mit sind. Jeg vil herefter ikke bygge på mine egne følelser om Gud, men på Guds trofaste pagt med mig i dåben...”

Det er sådan et fint udsagn. Jeg holder af den tekst og har foreløbig sat den øverst på min side på Valgmenighedens hjemmeside, Præstens arbejdsværelse, kalder jeg den. Der er noget beroligende og enkelt ved den tekst. Jeg er foranderlig, omskiftelig, svingende i mit sind, siger Grundtvig. Og hvem kan ikke sige det samme. Hele tiden lever vi i modsætninger. Den største er naturligvis liv og død, men ud af den modsætning kommer alle de andre, tro og tvivl, kærlighed og had, tillid og mistillid, håb og mismod. Han er en levende mand, Grundtvig. Han er et menneske. Det er det jeg kan lide. Han kender omskifteligheden i sit sind. Og han erkender det.

Altså det handler om troen. I mange af de samtaler og diskussioner jeg har med kolleger og venner for tiden handler det igen og igen om troen. Kan vi med Grundtvig bare én gang for alle fastslå, at vi kan høre trosbekendelsen og vide, at Gud er uforanderlig, at det står ved magt, at vi med dåben har klaret den sag af? Kan vi tro så meget at vi aldrig står udenfor troen? At tvivlen ikke stikker sit hoved frem? Og hvad nu hvis vi tror så meget, at vi aldrig tvivler, er vi så blevet fundamentalister?

  Det er her, jeg holder af første sætning: Gud er uforanderlig kærlighed over for mig, dét er hans løfte. Slut og stop så med at tænke mere. Men sådan foregår det jo ikke.

Og nu kommer jeg til forleden aften, hvor jeg var nået til krisen i 1844. Da skriver han endnu et vers til sin salme At sige verden ret farvel. Det dybe og elskede vers 6:

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!

Første linje siger “sidste nattevagt”. Det er hundevagten, ulvetimen, dén vagt der begynder længst ude i natten – og ender med det befriende morgengry. Men det er også et skjult citat, der åbner hele verset. Det er dagens tekst. Efter bespisningen af de 5000 i ørkenen går Jesus op på bjerget for at bede. Disciplene sejler langt ud. De må kæmpe mod bølgerne, for vinden var imod. “Men i den fjerde (den sidste) nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: “Det er et spøgelse,” og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”

Disciplene var i livsfare på den hårde sø. Det var ude i natten og næsten bælgmørkt. De skreg af frygt; deres angst var tæt på dødsangst – indtil de genkendte ham. Men hvad nu, hvis de ikke havde genkendt ham? Hvad så!

Grundtvig havde i sin sjæls mørketid den samme angst. Han beder så dybt, han kan i sin sjælekvide: Kom til mig som én, jeg genkender. Sæt dig ved min side, næsten som datteren Meta sad ved hans side.

Finn Abrahamowitz skriver:

”Allerinderst eller allerdybest i Grundtvig – så dybt som man kun kommer i en depression – er der den samme angste klang, der altså må have været der i alle årene. Det er hovedmodsætningen livet – døden, men for at kunne forlige sig med døden, mørket, løgnen, må der være troen. Når den mistes, mister Grundtvig alt.

Der er somme tider et sted et lille barn, der var faret vild og ikke kunne finde hjem, når hjertet skjalv og gråden randt, og verdens bølger bruste. Dette lille barn er det, der trygler, kom sæt dig ved min side!”

Så vidt Finn Abrahamowitz. Sommetider må vi opgive hovmodet og selvsikkerheden og blive et lille barn, der er faret vil og ikke kan finde hjem.

Men der er jo endnu en fantastisk scene i teksten med Peter, som er trøstende for os der kender tvivlen og hjælpeløsheden, som barnet.

Her træder Jesus frem igen. Det er fjerde søndag i epifanitiden. Her viser han sin almagt. Han kan gå på vandet og har magt over stormen! Men det er ikke for at vise sin almagt han gør det. Det er for at hjælpe Peter, der pludselig ser faren ved at træde Jesus i møde ude på den farlige bølge. Peter ser – ligesom senere Grundtvig - lige ind i døden og så mister han troen. Jesus er der for at række hånden ud mod Peter og mod de andre i båden og mod ethvert menneske for at holde det fast over den svimlende afgrund.

Men der er mere endnu. For Jesus er ikke en, der er kommet udefra for at hjælpe Peter og os, han er ikke kommet for at bryde ind og lave undere i vores liv, nej – han er kommet for udefra for at gøre vores liv til en del af hans liv, af Guds liv.

Det er stadigvæk barnet fra julenat. Det skal vi altid huske, hvis folk spørger os, om vi kan tro på Guds almagt, så at sige, at vi kender først og fremmest Gud gennem et lille barn i en krybbe i en stald og et menneske, der må lide på korset for sin opfattelse af Gud.

På korset rækker Gud ud sidste gang for at vise os, at Gud er kommet for at gøre vores liv til en del af ham selv. Og han understreger det ved at vise sin magt over døden påskemorgen.

Det ender godt. Den bedste vin er gemt til sidst.

”og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!”

- digter Grundtvig og finder igen håbet, fordi livet har fået evighed af Gud. Vi har rod i evigheden og bliver der, som barnet der endelig har fundet hjem.

Sådan rækker Gud os sin hånd livet igennem for at vise os sin forbundethed med os. For at vi skal blive en del af ham. Nu er vi hans børn.

Jeg holder bare så meget af Jørgens Michaelsens salme, som vi netop sang og som var lidt svær at synge. Men især holder jeg af vers 3, som genfortæller det hele:

Vi bæres til dåben,

Og armene om os

Bekender: vi tror.

Vi bæres af et andet menneske. Og af den der sætter sig ved os. Det kan Grundtvig også finde sig selv i, da han skrev Sov sødt, barnlille.

Da drypper som duggen
der manna på vuggen 
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.

Det er bare det bedste vers vi kan synge for barnet i vugge og i senge og for os selv, når vi alligevel mærker at livet byder os på høj bølgegang og svimlende dybder af frygt og afgrunde af tvivl. Engang i mellem vil vi tvivle. Engang i mellem vil vi tro. Vi er bundet af vores foranderlighed, men også bundet til den uforanderlige Gud. 

Amen

Husholdningens problemer og gudsrigets

2.s.e. helligtrekonger i Mellerup

Salmer: 735-308-596-441-474-8

 

Kære menighed

Nu har vi tre tekster. Den første tekst fra gamle testamente fortæller, at vi lever i et gudsforhold, at vi er krop og sjæl og ånd, og at den ånd søger meningen med det hele. Kong Salomo havde centraliseret den søgning til sit tempel i Jerusalem. ”Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!”

Det er bemærkelsesværdigt at lægge mærke til, at ånd og sandhed hører sammen. I ånden fortæller vi til Gud hvad vi har svært ved at forstå hos os selv, men vi vil gerne kende sandheden. Derfor tilføjelsen: og tilgiv! Det er derfor gudsforholdet bliver så personligt.

Når vi læser i Bibelen læser vi især om os selv. Ikke af selvoptagethed, men for at være et sted, der taler sandt om os og for at forundres over dybe åndelige virkeligheder, vi er forbundet med. At vi kan tænke og tale med den skaber, som oprindeligt blæste sin ånd ind i os.

Længsel efter kærlighed, livsglæde, skønhedssans og stræben efter sandhed – ja meningen med det hele – og ikke mindst vores tendens til at forråde det hele. Det er det vi må tale med Gud og hinanden om.

Hos apostlen Johannes, der kender trosbekendelsen, kommer evigheden med. Vi er i troen på Kristus forbundne med Gud så vi nu er Guds børn i evighed.

Det vil sige ånd og sandhed har evighedsværd. Det var det Jakob Knudsen mente med udtrykket at levet livet evigt. Det er kernen i alt han skriver om, det vigtigste, at have rod i evigheden hos Gud. Det har vi kun så længe vi kan tale sandt med et andet menneske og med Gud.

Nå – men nu kommer vi så til dagens vidunderlige tekst fra Johannes evangeliet. Nu viser Jesus sig for en tilfældig kvinde i Samaria. Vi er i epifanitiden i kirkeåret. I julen blev Jesus født, nu viser han sig for mennesker, viser, hvem han er.

Og teksten er vidunderlig fordi den spiller på det vi kender så godt, at der altid i næsten alt, hvad vi taler sammen om, er et dybere lag. I mødet ved brønden i Sykar handler det om nogle af de mest basale livsforhold vi kender, overlevelse. Det kan vi ikke uden det livgivende og livsopholdende vand.

Men i løbet af mødet ophæves forholdet mellem krop og ånd. Det er eminent gjort. En sandhed om kroppens basale krav om vand bliver til åndens basale krav om sandhed og mening med alting.

En kvinde går ud til en brønd for at hente vand. Hun gør det hver dag. Ved brønden sidder en vejfarende. Han er træt og tørstig. Det er i middagstimen. Da kvinden kommer hen til brønden, siger han: Giv mig noget at drikke.

Det er en ganske ualmindelig situation, fordi den vejfarende overhovedet værdiger hende, en fremmed kvinde, et ord, men der skal bare falde to replikker mere, så er kvinden kommet i den mest omstyrtende og uforudsigelige samtale, hun nogen sinde har deltaget i.

Hvordan kan du, en jødisk mand, spørge mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke? Replicerer hun.

Og nu skifter Jesus til et dybere lag i samtalen, for han har et budskab han skal af med.

Kvinden er i gang med at løse husholdningens problemer, Jesus er i gang med at løse Gudsrigets. Godt nok er han tørstig, men ikke mere end at han har lyst til at tale med kvinden om vandets betydning i en åndelig sammenhæng. Han ved at der i menneskelivet er brug for langt kraftigere næring og drikkelse end det, den daglige husholdning fremskaffer.

Så han svarer hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«

Og nu går kvinden med på samtalen, fordi hun aner, at der er ved at ske noget usædvanligt. Hun ved godt at vand ikke bare er vand, for vandet i brønden har en historie. Den ligger på et stykke jord som patriarken Jakob har ejet. Og det er hun bevidst om. Det har en symbolsk betydning for hende og hendes by. De har via brønden del i en lang og livgivende historie.

Og nu ser Jesus sammenhængen, som han kan bruge for at komme med sit budskab. Som traditionen kan være livgivende, så vil det, der nu er ved at ske, være af endnu større betydning.

Derfor svarer han: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen.  Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«

Det vand vil kvinden gerne have, siger hun.

Men den trætte vejfarende ser så dybt i kvinden, at han kender hendes mærkelige omskiftelige kærlighedshistorie. Fem mænd har hun haft. Og ham hun lever sammen med nu, er ikke hendes mand. Så kvinden har med hensyn til kærlighed tørstet og drukket og tørstet hele sit liv.

Nu forstår kvinden for alvor at det ikke er husholdning de sidder og taler om. Og hun forstår at den vejfarende er noget helt særligt. Og nu er målet næsten nået for Jesus. Nu kan han snart vise sig som den han er, åbenbare sig om Guds søn, som Messias.

Så kvinden vil hellere end gerne tale om templet i Jerusalem, om det virkelig kun er dér man kan tilbede ret. Og Jesus er – det ved vi jo – han er nu Guds tempel, det er i ham, i en levende vejfarende at vi møder Gud og kan lære at tale i ånd og sandhed.

”De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed” siger Jesus til hende. Og hun er som ethvert menneske optaget af sit liv og sit forhold til Gud og hun har også hørt, at jøderne venter Messias.

»Når han kommer, vil han fortælle os alt.« - siger hun.

Og nu kommer klimaks i samtalen. 

Jesus sagde til hende: »Det er mig, den, der taler til dig.«

I en hverdagsagtig samtale mellem to mennesker møder Jesus hende på samtalens vilkår, når begge parter er med på at tale om basale livsforhold, der som vand er nødvendige, men også at tale om det på et dybere plan, at det er et basalt livsvilkår at vi ønsker at kende sandheden om os selv og vores forhold til Gud.

Og kvinden løber tilbage til den by, hvor hun måske nok ikke er den, de ser allermest op til, fordi hun ikke ligefrem havde levet op til større troværdighed med alle de mænd, hun har haft. Men det er hun revnende ligeglad med og hun kommer til steder i byen hvor hun tidligere har skjult sig og siger, at nu skal de komme ud til brønden. »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« Sådan siger hun. Og de drager derud. Og Jesus bliver to dage i byen og folk kommer til tro på ham.

Og evangeliet er på vej ud i verden. Vi kan glemme alt om at finde den rette kirke og det rette tempel, for Gud findes ikke i templer, men i det menneske der kom til jorden julenat.

"Det er derfor Jesus, jøden over alle andre jøder, må henrettes, lægges i gravens stenhule og sprænge den påskemorgen. Først da er ånden sat fri til at virke på ethvert sted i verden. Først da er vandet fra fædrenes brønd løftet så højt op, at det som levende vand kan strømme igennem enhver som tror."

Sådan skriver Erik A. Nielsen i Kristendommens retorik (som var inspirator til skrivningen af denne prædiken).

Og derfor kan vi holde gudstjeneste med dåb i vand med alle vandets betydninger og holde nadver med alle brødets og vinens betydninger og vide at sakramenterne er sande og realistiske akkurat som vort åndelige liv er det.

Amen

Når vi søger Gud, søger vi meningen

Helligtrekongersdag i Mellerup

Salmer: 712-101-136-138-474-117

 

Kære menighed

Nu kan vi bruge helligtrekongersdags aften til at tænke på gaven vi fik julenat. En gave som bare har fået så stor en betydning, og som har ændret al samtale for altid om religion og om hvad det vil sige at være et menneske.

Gaven julenat var at Gud kom til jorden i et menneske som fortalte lige ud ad landevejen om at Gud ville være rammen omkring vores liv. En ramme fyldt med kærlighed og med barmhjertighed, men også med krav til os om at give det videre til dem, vi har ansvar for. Både kærligheden og barmhjertigheden.

Livet er ikke tomt. Det er budskabet helligtrekongersaften. Himmel og jord er forbundne. Ikke den kosmiske himmel med milliarder af galakser og deres stjerner, men den himmel som er svaret på vores bønner til Gud om at give os en retning og et mål i vores liv, en mening. Det var en af de ting, som jeg blev gjort opmærksom på af en kollega i København, Pia Søltoft hedder hun, og som jeg ikke har glemt men arbejdet med igen og igen siden. ”Man kan sige,” sagde hun i en radioudsendelse, ”at når vi søger Gud, så søger vi meningen.”

Og altså også omvendt, når vi søger meningen af et sandt hjerte, søger vi efter Gud.

Det er spændende synes jeg. Hjertet får ro når vi finder meningen med det vi ikke kan samle selv. Så får vi mulighed for en åbning mod Gud, som vi ikke kunne tænke på selv. Når vi ser mod himlen eller går ind i vores lønkammer og beder til Gud, så beder vi om en mening med vort liv sådan som det er blevet. Med dets lykke og dets ulykke. En vej frem. En åbning. Vi beder om lys over vores liv. Vi beder til det inderste, den ultimative virkelighed, kan vi kalde det. I bønnen er min indre stærkeste virkelighed og min ydre stærkeste virkelighed forbundet. Jord og himmel forbundet. Når vi beder til Gud, er der skabt et rum for resonans mellem jord og himmel. Den himmel, hvor Gud er, er ikke tom og kold. Svaret er blandt andet teksten til i dag:

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

Den værste blindhed vi kan have er den blindhed, som gør os blinde for håbet og for kærligheden og for troen. Det er den triade, tro, håb og kærlighed som kan fylde os når bare vi stiller os rigtigt og har samme vilje som de vise mænd, der vandrede efter lyset.

Men altså stadig huske på, at det var Gud der kom til os i et menneske for at være med os. Det er så uforståeligt, som det næsten kan blive. Gud gør det for menneskelivets skyld. I kristendom handler det om menneskelivet her og nu. Kristendom er oplysning af vores liv, når vi er kommet til at vandre i mørket. Så vi kan blive vist hen til lyset som er håb, som er tro, som er kærlighed.

Kære menighed

Nu er jeg bange for at jeg begynder at sige ord på ord, som bare følger af hinanden. Og det bliver man ikke nødvendigvis klogere af. Det ender bar også med at I sidder og falder behageligt i søvn. Derfor skal I høre om en bog som virkelig foruroligede mig. Det var den novellesamling som fik Nordisk Råds litteraturpris for et par år siden og dér var det ikke mindst hans takketale, som skabte røre om ham. Danske Jonas Eikas ’Efter solen’. Det var et stærkt møde med noget, som jeg ikke selv kan genkende i mit eget liv, men som jeg nødvendigvis må acceptere og som jeg ikke skal gøre mig klog på.

Alle novellerne er en illustration af desperate mennesker i en omskiftelig verden, vi er ved at miste kontrollen over, men som vi gerne vil redde. I en af novellerne tænker hovedpersonen, der sidder i en fattig kirke i en fattig forstad til London, at han føler sig utilstrækkelig på alle måder og tænker:

”- ikke at kunne give verden den betydning igen som jeg vidste den havde, også for mig. I mange timer sad jeg og mærkede det fravær, og det gjorde ondt ind i knoglerne som om de smuldrede.”

Det er stærkt at læse. Bogen hedder altså ’Efter solen’. Verdens lys er rent faktisk slukket. Gud er død. Og jeg tænker at der er mange unge mennesker, som ikke har fået rammer om deres liv på den ene eller anden måde og derfor har ondt langt ind i knoglerne som om de smuldrer.

Man skal ikke kimse ad den ny litteratur, som ikke er let at læse og som kan direkte være ubehagelig at læse, men den fortæller noget om den verden vi lever i – som kan være meget forskellig for vores børn og deres børn.

Hvad kan kirken sige ind i den verden? Hvordan skal vi oversætte: Jeg er verdens lys? Hvad betyder det?

Jeg tror det i høj grad er vigtigt at vi samler om os om traditionen i en stadig oversættelse. Derfor kan jeg lide Pia Søltofts ord om at det er meningen, vi mener når vi taler om Gud. Det er helt nødvendigt at vi bliver ved med – ikke bare at gentage ordene – men give dem indhold så vi kommer til at spille med i det billede af verden, som vores børn og børnebørn lever i.

Det er karakteristisk for Bibelens tekster, som jeg ser dem, at de selv lægger op til at lade sig nyfortolke, uden at man af den grund eliminerer tidligere fortolkninger, læste jeg i et interview med forfatteren Ida Jessen.

Det er vores opgave. Hvordan den skal løses ved jeg ikke men jeg tror det handler om forholdet mellem det indre og det ydre. Jesus er lidt inde på det i sin tekst, hvor han siger: I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen.

Det er bare en fantastisk sætning, som åbner for en dybere forståelse. Religion betragtet som noget ydre er overholdelse af renhedsforskrifter og rituelle regler og al den slags, som jødedommen var blevet.

I vores samfund har meget i mange år handlet om det ydre liv. Måske alt for meget. Måske har vi glemt det indre. Glemmer vi sjælen til fordel for det ydre liv med fremgang og sikkerhed materielt alene, så bliver der et tomrum. Hvis den indvendige side af livet, hvor troen og tilliden bor, bliver mindre end den udvendige side, så ved vi til sidst ikke hvordan vi skal udfylde tomrummet, der skabes når forskellen bliver for stor.

”… ikke at kunne give verden den betydning igen som jeg vidste den havde, også for mig.”

- skrev Jonas Eika. Det er et udsagn om tomrummet.

Vi må simpelthen strenge os an i kirken, så vi kan få et sprog som er en stadig nyfortolkning af julens budskab og gave til os om at Gud vil være verdens lys og ramme om vores liv.

Det er en bredere plan for vores arbejde i kirken vi har brug for. Det er ikke nok bare at sige ordene.

Så derfor vil jeg godt tage fat i epistlen, som jeg læste:

”Mørket viger, og det sande lys skinner allerede. Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket.”

Når Gud lader sig føde som et menneske julenat, så er det fordi det er godt og vigtigt at være et menneske. Det er godt at have en krop. Men der er forhold, som vi ikke må glemme. Vi har et ansvar. Det følger med krop og sjæl. Vi må have den kristne etik med i skolen igen. Og i konfirmandundervisningen så det ikke kun bliver klippe/klistre alt sammen.

Og så får vi med etikken og kærligheden en ramme om vort liv som giver os glæde, men også ansvar. De to er hinandens gensidige. Vi må have solen med igen. Det skal ikke være efter solen for dem vi har ansvar for.

Kære menighed: Godt nytår!

Amen

Øjeblikke af nåde

Juleaften i Mellerup

Salmer: 94,120,,99,121

 

Kære menighed

Så kom endelig juleaften med al sin forventning og glæde. Og der er bare sådan en brug for den i år. Nu vil vi glæde os i aften og i morgen fordi den allerbedste nyhed er, at Gud vil os. Vi skal ikke frygte, men glæde os. Vi bærer ikke os selv og vort liv alene. Gud vil være med os.

Og sidder vi alene fordi vi er bange for at være sammen med andre på grund af pandemien, så er der alligevel så meget at glæde sig over.

Hos amerikanske Elizabeth Strout læste jeg noget, som jeg selv vil stræbe efter at gøre. Hun skriver om et par der går i en kirke til en julekoncert, og sidder nu på bænken, og så hedder det:

"Houlton tænkte, mens hun rykkede sig lidt i sin dejlige sorte overfrakke, at livet trods alt var en nådegave – at noget af det der fulgte med at blive ældre var at vide at så mange øjeblikke ikke blot var øjeblikke, de var nådegaver. Og egentlig var det så dejligt at folk fejrede denne mørke tid på året med en sådan inderlighed. Ligegyldigt hvad folks liv indeholdt, så følte folk sig alligevel tilskyndet til at feste fordi de på hver deres måde vidste at livet var værd at fejre."

Så vidt det jeg læste, men jeg synes det er så rigtigt. Lige nu midt i den mørkeste tid tænder vi lys og ved, at livet er værd at fejre. Og så især det her med at tænke tilbage, især som ældre, og vide at så mange øjeblikke ikke blot var øjeblikke, men var nådegaver.

Dem skal vi glædes over i aften, sammen og alene, og vide at der var så meget mening i dem. Øjeblikke af lys, som stadigvæk lyser, når vi tænker på dem. Øjeblikke fyldt med dyb glæde og som stadig fylder os med taknemmelighed. Øjeblikke fra vores barndom som stadig lyser for vor fod. Øjeblikke hvor vi ser vores børn og andre få karakter og lever på en sådan måde, at det kalder på en næsten uoverkommelig glæde.

Forfatteren Niels Brunse skriver et sted om de øjeblikke.

- Jeg har undertiden oplevet tilstande, hvor jeg uden nogen ydre grund pludselig er blevet ramt af en stor glæde. Det er som om selve lyset omkring mig får et varmere, stærkere skær, og det jubler stille inde i mig. Det varer højst et par minutter. I mine egne tanker kalder jeg det, der når mig, for “nåde”.

- Det er en meget meningsfuld oplevelse, der ingen mening har; det fremkalder ingen syner, det løser ingen problemer og giver mig ingen ideer, men jeg kan ikke undgå at føle det som et strejf af Guds tilstedeværelse, og det er alt andet end dømmende, skræmmende eller formanende. Tværtimod føler jeg mig i sådanne øjeblikke betingelsesløst elsket af et eller andet, jeg ikke kan sætte noget andet ord på end Gud.

Det er bare så fint skrevet. Og det er herligt at de to forfattere. jeg nu har nævnt. begge bruger ordet nåde om de øjeblikke. På den måde er Gud også i verden som en virkelighed. På alle de måder, hvor vi oplever at vi at se meningen i et barns øjne, mærke det i den elskedes hånd, føle båndet til et andet menneske, er Gud til stede som en virkelighed.

Det er præcis det vi fejrer i aften, at Gud blev nær og virkelig i vores liv. Han er ikke en fjern og urørlig Gud. Gud blev i julen menneske.

Det er det stor glædelige budskab. Da jeg engang i Sct. Mortens kirke havde en af koristerne til at læse juleevangeliet, sluttede han spontant med at sige: Med kærlig hilsen Gud!

Der er så mange der i disse år gerne vil sige, at de tror. Men at de tror på Gud, er svært for dem at sige. Men at de er del af noget større. Det er er ok. Men den treenige Gud. Det er besværligt. Det er ikke nemt at have med at gøre. Og så er det bare i virkeligheden meget enkelt.

Det vi fejrer i julen, er at Gud bliver menneske. Og nu kommer der noget rigtig vigtigt, som jeg først fornylig for alvor selv forstod: Læren om treenigheden skal først og fremmest ses som en løsning på et problem, nemlig det problem, at Gud ellers let bliver så fjern, at det lige så godt kunne være løgn, at der er en Gud.

Monoteismen, altså at der kun er en Gud, kommer allerstærkest til udtryk i Islam, hvor Gud er ganske fjern og kun kan ses i Koranens ord og love. Og deres hellige skrift Koranen er ret beset et langt opgør med de kristne samtidige, som de havde lært så meget af.

- I Skriftens folk! Gå ikke for vidt i jeres religion! Sig ikke andet end sandheden om Gud! Messias, Jesus, Marias søn er kun Guds udsending. Så tro på Gud og Hans udsendinge, og sig ikke: ’Han er tre!’ Hold inde! Det vil være bedst for jer. Gud er én gud.

- sådan står der i Koranen.

Også jødedommens gudsbillede er strengt monoteistisk, men der er sprækker i strengheden, for Gud følger sine mennesker, besøger dem hist og her, når Gud har noget på hjerte eller har noget vigtigt at fortælle dem.

I kristendommen viser Gud ganske enkelt sin menneskelige side i Jesus og kommer dermed til syne og helt tæt på i vores liv. Humaniteten kommer ind i gudsbilledet.

Det er det vidunderlige vi fejrer julenat. Der var nogle tidlige teologer, der var modige nok til at stå ved det på et kirkemøde i byen Nikæa i år 325 og som vedtog, at Guds Søn er ”af samme væsen som Faderen”, og da gjorde de netop det, Koranen trehundrede år senere skulle fordømme på det kraftigste: De gjorde Jesus ”lige med Gud”. De ophøjede noget lavt og jordisk – et kødeligt og dødeligt menneske – til Gud.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, - hører vi i trosbekendelsen levende ord. Det er mødet mellem himmel og jord. Det er Gud der går ind i det menneskelige for at vi skal blive, hvad vi var bestemt til. Mennesker i Guds billede. Mennesker som ikke kan undvære tro, tillid og håb; livslyst, glæde og kærlighed. Mennesker af ånd. Det er det vi lever af og på.

Knausgård spørger i sin seneste roman:

- Tilbedelsen af Jesus var som en helliggørelse af os selv, var det ikke? At Gud blev en af os. Var det måske begyndelsen på den totale menneskeliggørelse af den tilværelse som vi havde nu?”

Kære menighed

Det er her det hele begynder at blive så spændende. Er kristendommen begyndelsen på den totale menneskeliggørelse af vores tilværelse? Helliggørelsen er vores arbejde med at blive Kristus lig, altså for alvor blive kristelige. Det er den store plan Gud har med os.

Vi har nu fred med Gud, og Gud trøster og giver os lysøjeblikke som pant på sin kærlighed til os, men Gud lader os ikke i fred. Han har en opgave til os, at vi skal være til for vort medmenneske.

Decembernat.

Engle slår vingerne ind og lander

forsigtigt i menneskesind.

- skriver Iben Krogsdal i en salme.

Vi skal gemme englene i vores sind, gemme deres budskab om at der findes en Gud, som vil være med os.

Og vi skal huske den sultne, den tørstige, den fremmede, den syge, den fængslede. Vi skal menneskeliggøre vores tilværelse. Det er det Gud ønsker af os.

Glædelig jul

Amen

Dannelse til evigheden

3.s. i advent i Mellerup med Indsættelse

Salmer: 754, 74, 85,,80, 474,87

 

Kære menighed

Se, jeg forkynder jer en stor glæde, sagde englen til hyrderne julenat. Det skal vi snart høre igen, for nyheden er stadigvæk sand og lige vigtig, at Gud vil høre sammen jorden. Og alting falder på plads mellem Gud og mennesker. Men det er en lige så stor glæde at få lov til at begynde en gudstjeneste her i Mellerup valgmenighedskirke med Jakob Knudsens morgensalme, hvor han begynder som englen: Se, nu stiger solen af havets skød.

Jakob Knudsen skrev den i forgangne uge for 131 år siden. De fire første vers den 6. december, den 7. skrev Knudsen det femte og dagen efter de to sidste, fortæller biskoppen i Århus i sin bog: Vær mig nær. Han har ikke kunnet undgå at se prædiketeksten til 3.s.i advent i den anden tekstrække. Zakarias lovsang.

Salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen, gør et sted opmærksom på sammenhængen. Hun siger om salmen: ”En god salme kan føre os fra et sted til et andet. Og gennem Knudsens smukke ord synger vi os fra en almindelig solopgang til et opstandelseshåb. Den bevæger, men den bevæger sig også. Den begynder med den almindelige morgen, men ender ved det evige liv som en slags evig solopgang. Det kan man sagtens blive rørt af uden at være bibelstærk nok til at kende Zakarias’ lovsang.”.

For mig, der nu får lov til at stå på samme prædikestol som Jakob Knudsen gjorde den gang for 131 år siden, sker der noget, jeg kun kan møde med stor ydmyghed og med stor glæde og taknemmelighed. Og hans morgensalme vokser og bliver endnu mere autentisk for mig.

Den samler noget jeg har arbejdet med alle mine år som præst og som handler om at sætte ord på, hvorfor netop den salme har kunne give trøst ved så mange begravelser. Og givet mod til lige så mange, når livet var bedst og værst. Det er præcis det her med at den bevæger og flytter sig og bevæger og flytter os. Den begynder med den almindelige morgen, men ender ved det evige liv som en slags evig solopgang fra det høje.

Det er bare så godt. Vi får at vide, at vi ikke skal bære vort liv selv. Meningen med vort liv handler ikke om os selv. Vi bliver kun os selv ved at blive mere end os selv. Ved at blive en del af de andre. Sådan har Gud skabt os. Vi skylder andre en del, for at sige det ligeud. Det må vi råde bod på så godt vi kan. For vi har fået livet af dem. Men livet bærer vi ikke selv, når vi tør tro på, at vi er gudskabte på den måde. Så er det bare med at klø på med at leve. Knudsens morgensalme er som en sejrshymne, der viser, at mørket er brudt, og lyset har vundet.

Han skriver et sted om at leve livet evigt. Hvad han egentlig mener med det ved jeg ikke helt, men jeg arbejder på det. Nu har jeg jo lyst til at arbejde med ham de næste år. Så længe jeg får lov. Men foreløbig tænker jeg at leve livet evigt betyder noget med, at vi primært skal bruge allerflest kræfter på at arbejde med det i vores liv, der bliver her, når vi ikke selv længere er her. Et smil som vil blive husket, et hjerteligt blik på en anden, en glæde, en holdning, en tro, et vidnesbyrd om at det går an at leve. En håndsrækning til en i nød, et forsvar for en anden. Et digt som udtrykker min taknemmelighed. At øve sig i at være til for andre. At skrive en lovsang som kan inspirere andre som Zakarias og Knudsen gjorde. Altså hele tiden overveje, hvad der betyder noget. De andre. Vi lever i en dannelse til evigheden. For det er der, det hele samles. Det er der meningen med det hele bliver tydeligt, når vi er sammen der.

Jeg drømmer om, at det kan være et af mine mål med mine prædikener her i kirken: at forsøge at indkredse, hvad det vil sige at leve livet evigt, hvad dannelsen her i kirkerummet søndag efter søndag søger at give os. At skærpe vores blik for det, som kommer til at give alting farve og betydning. Så al mørkhed og sjælevé svinder. Altså vi må forbinde os med Gud og de mennesker Gud sætter ind i vores liv. Det er der meningen med  livet er. Det er det vi skal gå efter. Og der er mange veje til det.

Der er bare så mange ting i gang i vores samfund hos mennesker i alle aldre. Og det er godt. De unge skriver tekster til sange som forsøger at ramme det, der bliver tilbage når alt andet er glemt. Det i os, der overlever, når vi selv er døde.

En nutidig sangskriver er Peter Sommer. Jeg sidder lige nu og læser en bog om bl.a. ham og andre fra Skanderborg, som hans kone Marianne Verge lige netop har fået udgivet på Gyldendal. Det er god læsning. Hver morgen når de sidder og taler sammen og hun optager samtalen. Tænk bare at være så koncentreret om at leve sit liv med indhold! Hun lader Peter Sommer sige:

- Jeg ser mig helst ikke tilbage. Kun efter dig. Jeg vil fremad. Og jeg får dårlig samvittighed overfor livet, hvis jeg spilder for meget af det på at være trist, utilfreds eller doven. Så må man i gang med at fabrikere nogle sange. Sætte noget i bevægelse.

Eller det her:

- Det sidste jeg tænkte på inden jeg sov, var, at jeg altid søger opad, er kærlighedssøgende, vil, at troen er bedre end det modsatte.

Det kan jeg lide. Det at han stræber opefter efter i sine tekster. Så lige det sidste jeg læste forleden:

- Du kan ikke regne med at blive elsket hver dag, men du kan sætte dig ned med et stykke papir foran dig og skrive dine drømme ned eller skrive om det, du ikke formår…

Det jeg så godt kan lide hos ham, er at hans livsprogram ikke bare er at realisere sig selv. Han har et større mål. Jeg synes det er så smukt at han skriver, at han føler dårlig samvittighed overfor livet. Så må man i gang med at fabrikere nogle sange. Du kan skrive det ned og minde dig selv om, at livet handler om en dannelse til noget større, som binder dig til livet og som får dig til at se længere.

Eller som han minder os om i sangen ’Begge veje’: ”Du er dig selv fantastisk/ men er du det for nogen”.

Hvorfor skrive det ned? Jo, for at give det evighed. Dét bliver jo ved med at være der.

Knudsen gjorde det, da han skrev Se, Nu stiger solen. Og forsøgte i den salme at give os et livsprogram, hvor evigheden og Gud er det bærende element og mål.

Jeg synes også Peter Sommer siger det samme, når han en morgen siger til Marianne, forfatteren: jeg søger altid opad, er kærlighedssøgende, vil, at troen er bedre end det modsatte.

Evighedsperspektivet. At leve livet evigt.

Zakarias gjorde det. Lige på stedet. Skrev en lovsang. Zakarias der var far til Johannes Døber, hvis navngivning vi er til i evangelieteksten. Zakarias var gammel da hans lige så gamle kone blev gravid med Johannes. Og Zakarias mistede talens brug af forskrækkelse over det. Talens brug fik han tilbage ved navngivningen og sagde at drengens navn skulle være Johannes. Og så kom lovsangen. Benedictus, som vi stadig hører i alle store oratorier.

Zakarias synger også en sang der søger opad. Til Gud som det endegyldige mål. Til den nådige Gud, som han kalder for solopgangen fra det høje, som vil besøge os og lyse for os, som sommetider sidder i mørke og i dødens skygge.

Dér har vi Knudsens mørkhed og natmørke hav.

Zakarias lægger et program ind over sin lille søns liv. En dannelse til evigheden, hvor Gud er fra evighed til evighed. Der skal arbejdes på sagen. Drengen voksede op og blev stærk i ånden, skriver Lukas.

En anden sangskriver vidste hvor vigtigt det var at bruge det levende ord. Det er Grundtvig. Når du står med en glæde, så skriv et takkebrev. Når du står med en sorg, så skriv en salme om at miste. Når du er lukket inde i sindets mørkhed, så skriv en salme som Dejlig er den himmel blå. Det var det han gjorde livet igennem.

Jeg har lige læst om Grundtvigs tanker om det levende ord i en nys udkommet bog med tekster af teologen Theodor Jørgensen, som hedder Dannelse til evigheden. Derfor har jeg sat det som overskrift på min prædiken.

Grundtvig tænker lige ud ad landevejen når han læser prologen, indledningen til Johannesevangeliet: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Så altså Kristus var med ved skabelsen. At vi er skabt i Guds billede, betyder at vi har fået licens og adgang til levende ord på vores tunge, det levende ord, som Grundtvig forstod som et genlydsord til Kristus. Al sand menneskelig oplysthed skyldes i sidste instans Jesus Kristus som skaber-Ordet, i hvem der er liv og det liv er menneskers lys.

Grundtvig forbinder altså det, at vi er skabt i Guds billede med Kristus som er skaber-Ordet, ved hvem og til hvem alt er skabt.

Måske bliver jeg lidt for fagteologisk nu, men det korte af det lange er, at det er dét vi har glæde af i vores form for kristendom i Danmark. Et menneskesyn, hvor gudbilledligheden er en signatur ved ethvert menneske. Som Zakarias lægger et program ind i sin søn Johannes liv, sådan lægger Gud ved skabelsen af os sit billede og program ind i os, så vi ikke får ro førend vi finder hvile i Gud.

At vi skal leve et kristeligt liv, er at leve et liv hvor vi mere og mere bliver Kristus lig. Og ethvert menneske har den signatur, så alle, ved at følge sit hjerte, altid vil huske sætningen om at elske Gud og sin næste sig selv. Altid leve med den tanke om at bruge mest energi på det, der er vil være her, når jeg ikke selv er her længere. At give en glæde til et andet menneske. At være til stede i et andet menneskes liv, når der er brug for det. Ja, måske gå i brechen for et andet menneske, så det kan koste mig selv mere end jeg bryder mig om.

Dannelse til evigheden og at leve livet evigt. Det er den store lektie vi har for hver dag og som vi må i kirke for at mindes om igen og igen.

Vi kan bare begynde i det små hver mandag. Skrive en seddel med et vers om at livet er godt. Så er vi allerede i gang med at gøre som Zakarias og Knudsen.

Gud give os mange dage til at skrive sange i.

Amen