Prædikener i Mellerup | pibekraver.dk

Prædikener i Mellerup Valgmenighedskirke

Vejen ud er vejen hjem...

3.s.e. trinitatis i Mellerup med afsked

Salmer: 725-522b-11-Den lange lyse sommerdag

Kære menighed

Jeg vil opholde mig lidt ved det med at rejse ud til et land langt borte. Så kommer jeg til det punkt, hvor det er klogt at huske det sted, hvor vi kommer fra. Og til sidst skal det handle om at vejen ud er vejen hjem. Altså til at gå ud af sig selv og blive sig selv igen. Det lyder som en lang prædiken. Det bliver det ikke.

I fredags læste jeg i Kristeligt Dagblad et interview med filmmanden, digteren og sportskommentatoren Jørgen Leth, som siger sådan her: ”Jeg er jo ikke blevet yngre, så jeg tænker meget over alderen og over, at jeg skal væk. Og jeg tænker meget over, om jeg har gjort det godt nok.”

Om Jørgen Leth kan man i hvert fald sige at han rejste ud til et land langt borte. Det har han skrevet om, lavet film om, og altid var han på farten verden rundt. Nu er han blevet gammel, skal lære at gå igen, som da han var et år gammel, falder, må rejse sig igen. Og bor hos sin søn. Han er kommet tilbage til afhængigheden af andre, som da han var barn. Han har haft en ide og et kald til at bruge sit liv i kunstens nysgerrighed og koncentration og fulgt det; måske også en smule 68’er agtig selvforkælet.

Nu tænker han på, om han har gjort det godt nok. Som menneske. Og siger:

”Jeg håber, at jeg er et ordentligt menneske, men det kan jeg da godt sommetider komme i tvivl om. Det er ikke alting, der hænger sammen som et kunstværk i ens liv. Men kan man gøre det om? Nej, det kan man ikke! Man har levet et liv, og så er det svært at gøre om.”

”Jeg prøver at reparere det i tankerne. Jeg vil helst have så få fortrydelser som muligt, når jeg står ved slutresultatet, så jeg vil gerne lave nogle rettelser i det, hvis der er grund til det, så jeg prøver for eksempel at holde mine korrespondancer i live. Forsoninger kan jeg godt lide,” siger Jørgen Leth til intervieweren.

Hvad har Jørgen Leth med den yngste søn i lignelsen at gøre? Ingenting, men jeg kan alligevel ikke lade være med at se lidt af sønnens bevægelse mod hjemmet, rejsen hjem, med Leths måde at overveje sit sted i livet lige nu.

Man har levet et liv, og så er det svært at gøre om – siger han, men det kræver også at man tænker på den rejse, man har foretaget. Var det godt nok? Og var det det, der var meningen med mig?

Så siger han i interviewet:

”Nu bor jeg hos min søn Asger, det er jeg glad for, så jeg er tæt på familien. Men jeg ved godt selv, at der er mange ting at bebrejde mig med hensyn til fravær og den slags. Og det vil jeg gerne have repareret. For jeg ved godt selv, at jeg har været en fraværende far, som min søn Kristian blandt andet også har fremført i nogle af sine bøger, men jeg forstår alt, hvad han har skrevet. Og vi er heldigvis blevet forsonet,” siger han og ser op.

”Han har længtes efter sin far, og jeg har længtes efter ham.”

Det er alligevel som en tydelig parafrase af dagens tekst. Han bliver modtaget i hjemmet. Med åbne arme. Og forsoning! Bare lidt omvendt.

Det er jo ikke bare en fortælling om Jørgen Leth. Den kan vist fortælles om os alle, når vi i perioder var mere optaget af rejsen end af ansvaret for skolemadpakker og blevask og nærvær til dem, vi var forpligtede på.

Til sidst siger han sådan her:

”Jeg bruger ærligt talt ikke rigtig kirken, men sommetider savner jeg et sted at gå hen med min synd og mine selvbebrejdelser. Som barn lærte jeg salmer af Brorson, Ingemann og Grundtvig, som stadig sidder i mig, og med alderen bliver jeg stadig mere åben for at tro. Jeg ved bare ikke, hvordan man kommer i gang med det. Jeg kender ikke engang nogen præst, jeg kan tale om det med.”

Såvidt Jørgen Leth, men så tænkte jeg også, at nu ringer jeg da lige til ham og siger han skal gå i kirke søndag. Teksten søndag handler også om dig, ville jeg sige til ham og om alle os andre og så handler den om, at det lys vi så allerførst og som vi synger om i Knudsens Se, nu stiger solen – det lys følger os stadigvæk og omfavner os som faderen omfavner begge sine sønner i dagens lignelse.

Knudsen slutter sin salme midt i sin livsrejse med at stævne mod sin grav, hvor livets Gud skærmer ham trods rejsens skrammer og brist og at lyset igen stiger af havets skød som en omfavnelse af ethvert lille menneske der rejste ud og kom hjem. Her i huset holder vi søndag efter søndag fest for at Gud og vores skaber og himmelske fader må lignes med de to fortabte sønners far og alle os andre mødres og døtres, fædres og sønners himmelske fader.

Og Jørgen Leth skulle sætte sig til at læse sin nu afdøde kollega Poul Borums vidunderlige digtsamling, der hedder Digte til musik, hvor han i det sidste digt han overhovedet skriver, genskriver Knudsens salme, om hvordan han begynder med at se lyset til allersidst og at det følger ham til det sidste.

Jeg vakler

og er ved at falde

Byrden er for tung at bære

Al verdens lys

hviler på mine skuldre

Og vejen

op ad bjerget

er lang og stejl

Og nu er snart som et minde

Jeg begynder at se lyset

og lyset er sikkert og stærkt

og lige så fjernt som nært

og lyset er en anden

og ser på mig

ser mig

Den sidste strofe skal læses igen og igen. Og det bliver det smukkeste maleri af både opstandelsen i livet og i døden, når vi for alvor ser hinanden, men også et møde til allersidst med en anden.

Poul Borum skriver ved afslutningen af sit liv:

”Se, sagde jeg, nu står alle dørene åbne, nu skal vi løbe hånd i hånd gennem år efter år, lige til vi bliver født.”

Sådan kan jeg godt lide at tænke på det, at vi hånd i hånd skal løbe gennem alle årene lige til vi bliver født. Fra hjælpeløshed til hjælpeløshed. Det er bare med at følge med så godt vi kan. Det går stærkt og vi kan blive bange undervejs. Derfor er det godt at komme i kirke igen og igen for at høre om, hvad der venter os når vi vender hjem efter mange dage og år med fortrydelser og forsoninger, som vi må klare så godt vi kan.

Vi er led i en større tid end vores eget. Vi skal leve i tiden med forbindelse til evigheden. Jeg kan huske i min første prædiken her i kirken at jeg understregede Knudsens tanke om at leve livet evigt. Det har jeg næsten ikke undgået at tænke på en eneste gudstjeneste siden.

Jeg læste noget andet vigtig i Kristeligt Dagblad i ugens løb. Det her:

Evigheden er den grænse, der definerer mennesket. For evigheden er ikke en vis mængde tid uden for tiden – nej, det er evigheden, der bestemmer tiden og bestemmer mennesket i tiden.

Det er Marie Høgh der skriver sådan i en klumme om, hvor forfærdeligt det er, at vi er ved at glemme eller se bort fra det evige liv.

Det er i evangeliet om en nådig Gud, der kærligt omfavner det evige menneske, både når det kommer for langt væk fra sig selv og når det kommer for langt ind i sig selv, som de to sønner i lignelsen, at det helle kommer til at ende godt.

Her sættes vi ind i en evighedsrelation, hvor barmhjertighedens og tilgivelsens målestok ligger som en ny begyndelse og en ny evig grund under vores liv.

Høgh skriver:

Ved Kristus alene bliver menneskelivet fyldestgjort af glansen fra evigheden. Det er nemlig ikke os, der lejlighedsvis skal give evigheden en chance – men evigheden der skænker os muligheden for, at vi kun skal være det, vi er – evighedens børn i tiden.

Amen

Lys, Luft, Legeme

Trinitatis søndag

Salmer: 403-6-435-722-Igen berørt-29

Kære menighed

I ugens løb begyndte jeg at genlæse en gammel stjerne på min litteraturhimmel, nemlig forfatter og museumsinspektør i Viborg, Peter Seeberg. Det fik noget at gøre med dagens hovedtema. Treenigheden.

Jeg læste en monografi om hans forfatterskab, hvor Marianne Juhl skriver sådan her om personerne i hans i forfatterskab:

”Upåfaldende og uanselige mennesker i deres sårbare almindelighed, kastet ud i en moderne verden uden noget religiøst eller ideologisk bolværk mod livets tilfældigheder og lidelser; uden nogen forklaring på livets mening, ud over den enhver må prøve at skabe.”

Det er den der sårbare almindelighed jeg så godt kan lide at læse om og overveje og genkende. Seeberg skriver om den igen og igen, fordi han selv - måske - var ualmindelig sårbar. Han blev født i en indremissionsk familie i Skrydstrup i Sønderjylland og havde en barnetro, som han siden blev nødt til at finde ud af, hvordan han skulle erstatte med noget mere holdbart som voksen.

For ét var han helt på det rene med: Kristendom har aldrig noget med fundamentalisme at gøre, hvor tingene er sort-hvide og ikke står til diskussion. Troen er aldrig en sikkerhed. Gud skal ikke bruges til at tryne andre med eller til at skabe skam og skyld, så man bliver syg af det.

Livet igennem prøvede Seeberg at få eksistens og ikke bare at være en biperson eller en spion som er titlerne på nogle af hans værker. Han ville være set, for ellers eksisterede han ikke.

I den svenske klassiker ”Doktor Glas” læste jeg også i denne uge, i slutningen af romanen, det her:

”Jeg kan ikke holde ud at være den eneste, der ved, hvem jeg er, at gå med maske, altid, for alle. Ét menneske må jeg blotte mig for; ét menneske må vide, hvem jeg er.” Det er et nødskrig fra et ensomt menneske som er isoleret i sig selv og ikke kan komme ud.

Altså, man kan sige, at det er bare det faktum vi må indse, at vi aldrig kan blive et jeg uden den anden og ikke kan leve uden at være kendt af denne anden. Det er i udvekslingen og i fællesskabet med andre at livet begynder og udvikles, og vi hver for bliver os selv. Vi må blive i dagligdagen og i udvekslingen med andre for at vinde evigheden.

Seeberg siger det sådan her et sted:

”Vi skal leve i det Nærværende. Det er ikke skænket os, for at vi skal forsømme det. Kun i et rent Forhold til det dennesidige faar Fremtiden en Mening. Naar vi gør, hvad vi kan, muliggør vi Fremtiden.”

Det er sådan en sætning som gør mig så godt at læse. Selvom man indimellem ikke helt kan se meningen med livet, så kan man i hvert fald bage et brød, rydde op i køkkenet, muge ud ved hønsene, hjælpe naboen. Blive i det nærværende. For det er kun sådan vi muliggør fremtiden. Ved at tro på den, ved at være trofaste mod den, ved at handle mens tid er.

Den her sætning lyser: Når vi gør, hvad vi kan, muliggør vi fremtiden. Ikke bare vores egen, men også den andens, vort medmenneskes. Fællesskabets.

Men, kære menighed, når jeg lige tager fat i Peter Seeberg i dag, så er det lige så meget fordi jeg læste hans venlige, men også udfordrende udlægning af treenigheden, som det handler om i dag, treenigheds dag, trinitatis søndag; Fader, søn og Helligåndens dag.

Seeberg skriver at hvad det handler om, det er:

„I taknemmelighed at leve på de enkle, konkrete værdier, som livet giver os: Lys, Luft, Legeme. Er der ikke megen Aand i dette? Vel dog, forsaavidt som Aand ofte tager bolig i enkle, menneskelige forhold, ja maaske kun der“.

Fader søn og Helligånd – Lys, luft, Legeme.

Det sidste er ikke udtryk for et frelsende og ekstatisk sund-hedsliv. Det lå langt fra Seeberg. Det var ikke et spejderliv han tænkte på eller noget andet, som hans ungdomstid var opfyldt af med den tyske lebensraum-tanke og det stærke, frie, blonde individs livsudfoldelse.

Fra Skrydstrupbarndommen havde han alle ordene med om Faderen og sønnen og Helligånd, men han blev nødt til at oversætte dem, for Gud var for ham så helt tæt forbundet med livet, at der ingen forskel var. Gud var lys og luft og legeme. Al magt i himlen og på jorden er hos Gud, netop som alt det vi lever af og i.

I begyndelsen var der mørke over alt, men Gud skabte lyset. Der var intet liv, men langsomt kom det til, til lands og til vands og i luften og til sidst blev mennesket skabt med et legeme som Gud pustede sin ånde ind i. Og det blev et levende væsen. Fortæller det gamle testamentes skabelsesberetning.

Mennesket blev en eksistens. Et væsen som var håndgribeligt for en anden, som blev til i forhold til en anden. Adam som måtte have Eva, som måtte vide hvem han var. Eksistens betyder at være udenfor. Udenfor sig selv og derfor til at berøre. Sådan skabt må vi hele tiden være hinandens livgivere. Vi kan ikke holde ud altid at være alene og alene om at vide om, hvem vi er. Det er først i berøringen med andre, at vi kan leve. Vi er udenfor.

Hvorimod Gud selv er inde i væren og derfor aldrig kan findes eller berøres, men mærkes, når livet suser igennem os med forårsvinde og efterårsmørke i sind og i skind.

Jeg holder allermest af tilføjelsen hos Seeberg: Vel dog, forsaavidt som Aand ofte tager bolig i enkle, menneskelige forhold, ja maaske kun der.

Den ydmyghed, der ligger i hans trosbekendelse, især det sidste: ja måske kun der.

Først når vi mærker at himlen er tilstede i den andens legeme, den andens væsen, er vi på vej mod en tro, der kan erfares, men som næsten ikke kan beskrives. I enkle menneskelige forhold. Det er der, Gud er tilstede. Som lys og luft og legeme.

Hvad jeg hele tiden gennem min tid som præst har forsøgt at sætte ord på er, at Gud som livskraft er tilstede i mellemrummene mellem os, når vi tør leve på de enkle konkrete værdier, som Gud giver os.

Kristendommens hele herlighed er, at Gud går ind i det humane, ind i det menneskelige. Det er det han gør julenat, da barnet bliver født i Betlehem. Og nu bliver jeg nødt til at bruge en anden forfatter, som jeg har haft så stor glæde. Suzanne Brøgger skriver sådan her om det andet led i trosbekendelsen.

”Han blev kaldt ”menneskesønnen”, men kun i den mening, at han kom til at personliggøre det menneskeliges skrøbelighed. Og at han ikke modsatte sig det fælles vilkår. Hvis man overhovedet skal tro på et menneske, så må det blive ham, der ikke pansrede eller forstillede sig for at fremstå med en styrke, der ikke er menneskets. Og hver gang han kom til at åbenbare noget tilsyneladende overmenneskeligt, ja, ligefrem guddommeligt, så henviste han altid til noget uden for sig selv. Han var af det, men han var det ikke selv.”

Sådan skriver hun i romanen, der hedder Sølve. Og det er så fint skrevet og viser, hvordan kristendommen åbner sig for det humane, så alle os upåfaldende og uanselige mennesker i vores sårbare almindelighed kan møde Gud i fortællingerne om Jesus Kristus.

Det er det budskab vi skal ud med i hele verden, at vi ikke skal finde Gud i verdens form for magt og slet ikke gøre Gud til en sort-hvid sandhed, men finde Gud i det levende, almindelige sårbare liv, hvor Gud selv er livskraften. I det liv har vi lov til at være glade og føle livet, også selvom vi engang imellem har mistet pusten og føler os tilovers eller uden mening. Lige der, når vi er allermest ærlige om vores sårbarhed, og måske kun der, kommer lyset og livet tilbage til os som et åndepust fra Gud. Og så vil vi måske igen kunne se lyset, trække vejret frit og mærke at vi har et godt sted at være hjemme i. Et legeme som kan være sammen med andre legemer og vide, at det er Guds vilje med os, fordi han lægger ånd i det når vi tør tro. Ja, at vi er forbundet med Gud selv, en del at det store legeme, som er Guds rige. Glædelig trinitatis søndag!

Amen

Se op og elsk jorden

Kristi Himmelfarts dag i Tustrup

Salmer: 257-251-722-11

Kære menighed

I dag handler det om at overveje hele vores liv. Hvordan ser vi på vores liv her på jorden? Er det bare et langt lineært forløb, fra fødsel til død og dermed slut, finale? Eller er der mere mellem himmel og jord? Ja – det er det, der er spørgsmålet. Og i dag giver evangeliet svaret. Der ér mere mellem himmel og jord. Gud er der! Den velsignende Kristus er der! Ånden er der!

Der er en mening med vores liv. Den anden. Det der er, allerinderst inde, i hver enkelt af os, er de andre. Det er kærligheden, det er at vi er forpligtede, det er at vi er velsignede af andre. Der er en mening med livet. De andre; de svage som skal støttes, de nødstedte, som skal hjælpes. Dem vi skylder at være glade. Dem vi skal være trofaste imod. Hele livet som skal udfoldes i fællesskab, fordi vi er forbundne. Glæden som skal spredes, folkeligheden som skal blomstre. Demokratiet som skal give alle stolthed og frihed. Derfor skal ånden være det, der binder os sammen.

Dengang mennesker levede her på stedet i bondestenalderen, var de ikke et øjeblik i tvivl om, at der var mere mellem himmel og jord. Det kan vi se af deres gravpladser. De døde var ikke mere døde end at de stadigvæk spillede en rolle. Mennesker dengang var bevidste om, at de var led i en lang kæde af mennesker, som var som perler på en snor. Og når en af de perler døde, så var de stadigvæk med til at få perlekæden til at hænge sammen. Derfor skulle de passes på i gravkamrene; med gaver og med ritualer.

- Med dyrkningen af jorden fik mennesket for første gang, en stærk følelse af at stå på skuldrene af forfædrene, forklarer antropolog og medarbejder på Moesgaard Museum i et interview jeg fandt på nettet og tilføjer:

- Men det er ikke den forestilling, vi abonnerer på i dag. I dag har vi i højere grad en følelse af, at vi skaber os selv på ny ved hver generation.

- I nutidens Danmark lever vi med et lineært syn på verden. Og det er svært at tilskrive døden mening, når ens tankegang er at når man er død, så er man væk, fortæller den 43-årige antropolog Henrik Hvenegaard.

Det har han så evigt ret i. Overalt tænker vi lineært, ikke vertikalt. Vi tager ikke himlen med på råd i vores tænkning.

Jeg har lige været meget optaget af en bog som Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger, som ikke mindst var med til at få os til at tænke himlen og Gud helt ud af ligningen. Det er en roman om Freud og om hans yngste søster, Adolfine. Den er på mange måder et opgør med Freuds måde at overveje menneskers liv på. Forfatteren er fra Makedonien og hedder Goce Smilevski og romanen hedder ’Freuds søster’.

Freud ser op til Charles Darwins og hans teori om arternes oprindelse og tænker alt ud fra hans verdenssyn. Romanen begynder og slutter med det faktum, at den berømte læge Sigmund Freud valgte ikke at skrive sine seks søstre på den liste, der kunne have bragt dem i sikkerhed i London. I stedet døde de i nazisternes gaskamre.

Søsteren Adolfine, elskede sin bror og så op til ham, men kunne ikke forstå ham. Undervejs og især til sidst har de samtaler, som er vigtige og hvor forfatteren giver stemme til, hvad der er nødvendigt at tænke om livet og døden i Europa lige nu.

Det er svært at tilskrive døden mening, når ens tankegang er at når man er død, så er man væk, sagde antropologen i interviewet. Adolfine i romanen har oplevet kærligheden, et andet menneskes kærlighed, men mistede ham ved en ulykke. Hun vidste at der var mere mellem himmel og jord. Et sted siger hun: ”For mig blev Rainer en konstant tilstedeværende fraværende skikkelse. Han var ikke hos mig, men han var mere til stede, end jeg selv var.” Efter sin elskedes død ser hun på ham med sin sjæls øjne og aldrig holder op med at tale til ham.

Hun hjælper engang en helt ung dreng hun møder på hospitalet, hvor de begge er indlagte. Han er så syg at han ikke kan leve, men er så bange for døden og spørger hende om, hvad døden er.

Så står der i romanen:

I hans stemme genkendte jeg min egen frygt fra barndommen.

»Vi forsvinder ikke, når vi dør,« sagde jeg. »Et menneske er som hånden inde i en handskedukke, der får dukken til at bevæge sig. Når et menneske bliver født, glider det ind i sin krop som en hånd i en dukke. Når kroppen dør, trækker mennesket sig ud som en hånd i en dukke.«

»Jeg har aldrig haft en handskedukke.«

Jeg kom i tanke om, at han aldrig bad om noget.

»En dag skal jeg lave sådan en dukke til dig.«

»Jeg venter. Jeg er ikke nogen døgnflue, så jeg har god tid.«

Men han har ikke god tid, det véd Adolfine, så hun laver en simpel handskedukke til ham og giver ham den, den følgende dag med ordene:

»Hvad skal den hedde?«

»Heinerle,« svarede han. »Dukken er mig,« og så smilede han. »Du sagde, at når et menneske dør, kommer han ud af kroppen, ligesom hånden kommer ud af en dukke.«

»Sådan er det,« sagde jeg.

Heinerle hostede og lagde den hånd, der var dækket af stof over munden. Da han flyttede den, var dukkens ansigt blodigt.

Kort efter døde han.

I en af sine sidste samtaler med Sigmund siger hun cirka sådan her:

Hos Gud vil alle og alt det, der allerede er gået til grunde ikke gå til grunde, der vil alt og alle opbevares og beskyttes i al evighed. I evigheden har alt og alle i disse lag af tid en berettigelse og en mening – hver gestus og hvert ord, hvert smil og hver tåre, hvert øjeblik af begejstring og hvert øjeblik af fortvivlelse – en mening, der er umulig at fatte for os nu. Denne eksistens er måske en gåde, der først vil blive løst, når vores tilværelse, som vi kender den, er til ende, og så vil den åbenbare sin fulde mening. Hos Gud.

Kære menighed

Jeg tror det er en meget fin beskrivelse af, hvordan kristendom tænker om det vi ikke kan vide noget om, nemlig om døden, men vi kan tro det, hvis vi tør tro at der er mere mellem himmel og jord. Det er i virkeligheden for livets skyld at vi skal tro det. Ikke for dødens, men for livets skyld, for hvis der på den måde er kommet himmel og evighed ind i vores liv, så bliver selv de mindst ting i vort liv fyldte med mening og fortryllelse og alt imellem os har fået evighed.

Bondestenalderens mennesker satte sig et mærke, som vi kan se så mange tusinde år efter. Et mærke som om de ville sige, at liv og død er evighedens.

Vi lever i en tid, hvor vi også må sætte mærker, fordi vi tror på at Gud genbesøgte sin jord i sin enbårne søn, der ankom julenat og siden tog tilbage til himlen lige foran sine disciple, for at vise dem og os, at vi ikke skal bare se ligeud, men også se opad mod Gud og vente os al god mening i livet derfra. Mærkerne må være båret af, at vi evigt er hos hinanden med ansvar og med kærlighed.

Det er i hvert fald et forsøg værd. God Kristi himmelfarts dag.

Amen

Kampen om sandheden

4.s.e. påske

Salmer: 243-218-235-695-Igen berørt-234

Kære menighed

Det er sandheden der er ledeordet i dag, når vi skal finde ind til kernen i teksterne. Sandheden skal gøre jer fri, siger Jesus til sine modstandere, dér hvor han sidder på tempelpladsen og udvikler sine holdninger til moral og tradition. Kvinden der var afsløret i utroskab, er der lige blevet fortalt om; at hun skulle stenes og hvor Jesus tog hende i forsvar og forslog mændene som kendte til sandheden i loven, at den der var ren og uden synd kunne kaste den første sten. Og så satte han sig ellers til at skrive i sandet på jorden. En temmelig flygtig måde at skrive på må man sige, men godt som et billede på hvor vanskeligt det er at tale om sandheden. Og det endte med at kvinden fik lov at gå hjem og selv redde tingene ud på menneskevis.

Og så fortællingen om Saulus, der bliver til Paulus, fordi han bliver væltet omkuld på vejen uden for Damaskus, noget man godt kunne drømme om, skete for nogle flere som ikke bare er skråsikre, men sikre på at de går med sandheden og derfor kan forfølge andre. Men det er menneskeligt, alt for menneskeligt, at tro at vi kender sandheden. Vi behøver bare at mindes yngre år, hvor vi godt kunne minde om Saulus og var sikre på, at vi lige nøjagtigt sad inde med sandheden.

Så jeg skal forsøge at være forsigtig, når nu jeg skal sige noget om sandheden. Men løgn og sandhed er jo noget vi beskæftiger os med hver eneste dag – også når vi sorterer i nyhedsstrømmens mange fortællinger. Og måske skal vi i virkeligheden skal begynde med os selv, hvordan vi efterhånden gennem årene får pyntet og rettet op på alt det i vores liv, som vi ikke var alt for stolte ved. Så løgnen kender vi alle sammen personligt, vil jeg tro.

Hos den sønderjyske forfatter Erling Jepsen har jeg læst om, hvor man som helt ung godt kunne finde på at fremstille sin baggrund lidt kønnere. I kender ham måske også fra filmene ”Kunsten at græde i kor” og ”Frygtelig lykkelig”. Det var ikke nogen let barndom han havde haft i Gram, hos mælkemanden, der var temmelig psykisk ustabil og ofte truede med selvmord, men som også misbrugte den yngste søster. Så da han med gode menneskers hjælp flytter til Haderslev for at gå på gymnasiet, kan han ikke rigtig bruge sin baggrund til noget. Hvis de andre får nys om, hvordan den var, så frygter han for at han aldrig bliver anerkendt.

Så han lyver sig til en hel anden baggrund, som han undervejs har ikke så lidt besvær med at forsvare, men anden del af erindringerne slutter alligevel med en henvisning til dagens tekst, hvor han skriver sådan her.

”Men hvis jeg skulle vælge mellem sandheden og løgnen, var jeg ikke tvivl: Jeg valgte løgnen. Ham evangelisten Johannes tog fejl, når han påstod, at sandheden skulle sætte os fri. Det gjaldt i hvert fald ikke mig. Det var løgnen, som satte mig fri. Fri til at være den, jeg inderst inde følte, jeg var.”

Åh – det er bare så svært at blive et selv i de helt unge år. Der kunne være mange gode grunde til at pynte lidt på det alt sammen. Og det sker der jo heller ikke så meget ved – andet end at jo ældre vi blev, så indså vi vores egen dårskab, når vi havde skammet os over vores baggrund. Og senere igen bliver vi så glade for den og lærer at sætte pris på alt det vi er kommet af - også selvom der var ting, der skulle være der.

Men løgnen er alvorlig nok. Hos en af vore fineste digtere, Ursula Ankjær Olsen læste jeg følgende tekst om løgnen i digtsamlingen ”Atlas over huller i verden”:

”Løgnen må betragtes som et masseødelæggelsesvåben. Løgnen må betragtes som et masseødelæggelsesvåben af uhyrlig effektivitet og skyhøj præcision. Den angriber den kollektive bevidsthed med lynets hast, den når hele vejen rundt om jorden, før sandheden har nået at få sko på. Den rammer plet hver gang, modsat konventionelle våben, og virkningen er stort set altid den ønskede. Dens ødelæggelser er altomfattende men alligevel usynlige. I hvert fald for dem, der blev ramt. For hver der blev ramt rejser sig nye, der også gerne vil rammes. Løgnens militære anlæg er meget svære at lokalisere og derfor næsten umulige at udrydde.”

Den tekst kan jeg godt lide. Især kan jeg godt lide at hun iklæder den militær magt og præcist beskriver hvad løgnen gør ved den kollektive bevidsthed. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan den løgn helt tog magten fra selv fornuftige mennesker i tredivernes Tyskland. Nazismen som verdens største løgn, der blev et masseødelæggelsesvåben. Så det syvende bud er et af de vigtigste bud. Du må ikke misbruge din Guds navn til løgn. Og det er jo altid det der virker stærkest, hvis man virkelig vil have magten, så må man lyve Gud over sin side.

Så derfor måtte nazisterne anrette den ene autodafe efter den anden, hvor de brændte bøger, som kunne risikere af afsløre deres løgne. For nazisterne var det en troshandling, at brænde bøger med en anden sandhed end deres. Actus fidei, troshandling på latin, som sprogligt blev til autodafe.

Og her er vi inde ved noget, som er uhyggeligt vigtigt. Når en handling bliver opgraderet til en troshandling, så skal vi være på vagt. Når Salman Rushdie bliver angrebet som gammel mand og stukket ned på det grusomste, så er det en troshandling af værste slags.

Eller når diktatorer og folkeforfører opgraderer sig selv til alene at besidde sandheden, når de gør sig til guder. Derfor var en af de første den måske allermest berømte tyske forfatter og filosof Emanuel Kant, der kom på bålet med sine bøger. Hvad han havde skrevet om mennesket og om Gud ville på alle måder afsløre nazismens løgne.

Han er blevet fejret i denne uge på forskellig vis, fordi han i mandags blev født for 300 år siden. Et af de mest vidunderlige citater han er kendt for lyder sådan her:

”To ting fylder sindet med stadig ny og stedse dybere beundring og ærefrygt, jo oftere og mere vedvarende tanken beskæftiger sig dermed: den stjernebestrøede himmel over mig og den moralske lov i mig.”

Det er sådan et citat, det er godt at sidde med i lang tid og overføre til sig selv; at vi på samme måde som Kant til stadighed eller i hvert fald en gang imellem giver os tid at betænke hvordan vi har en himmel over os og af vi er en del af den og at vi selv som stjerner i rasende fart styrer gennem universet og dog er fortrolige med netop jorden, som vi står så godt på, men at vi i samme grad for alvor betænker, at det er lige så utroligt at vi er programmeret med en lov i vort indre, som fortæller os, hvad der er ret og hvad der er forkert.

Kant lever lige på det tidspunkt i den europæiske historie, hvor Gud er ved at forlade scenen. Indtil Kant var det utvivlsomt for alle, at vi skulle følge budene, fordi Gud havde lagt dem ind i os, givet dem til os som hjertets tavler over forskellen mellem godt og ondt.

Det var der efterhånden mange mennesker, som syntes var vanskeligt, når de så hvordan kirken og kongerne og kejserne forvaltede Guds embede. Gud blev sat fra magten, men ikke hos Kant. Han sagde bare, at vi ikke skulle bygge moralen på, hvad Gud havde sagt engang, men at vi skulle forundres over den indvortes moralske lov vi er født med. Og derfor kunne vi tro på Guds eksistens.

Forskellen mellem godt og ondt har ontologisk rang, sagde Løgstrup. Vi ved allerede fra barnsben, at tillid er bedre end mistillid. Forskellen mellem godt og ondt ligger i os. Sandhed er bedre end løgn, lærer barnet allerede, når det har løjet for første gang. Ikke fordi det bliver afsløret, men fordi det mærker i sig selv at det er forkert.

Det var Kants kategoriske imperativ, der var på spil allerede dér. Du skal handle sådan at det du gør, skal alle andre også kunne gøre. Og det ville blive noget skidt, dersom alle gav sig til at lyve.

Sandheden hører Gud til. Det gør vi også. Det er derfor aldrig os, der sidder med en sandhed. Men der er noget, der er endnu dybere i den her sammenhæng, som er helt ud af vores hænder, men som vi må tage stilling til altid, når det gælder sandheden i kristendommen. Og det er Gud først og fremmest det vores værdi i den gave han gav os, da vi fik livet. Allerede der havde vi en værdighed, som følger os livet igennem – selv når vi har løjet stærkere end en hest kan løbe.

Det vil jeg sige noget mere om i min lille bordtale ved nadveren om lidt.

Amen

Kirkens grammofonnål

2.s.e. påske

Salmer: 721-218-222-Opstandelse er lige her-Igen berørt-227,9

Kære menighed

Engang imellem læser jeg noget, der får mig til at juble og springe op af stolen eller ud af sengen for at fejre det. Det gjorde jeg i denne uge i min natbog hos den polske forfatterinde Olga Tokarczuk, hvor hun skriver denne vidunderlige sætning i hendes seneste roman:

”… og de spidse neogotiske tårne havde fra første færd fået Wojnicz til at tænke på grammofonnåle, der trak hemmelige lyde ud af himlens plade.”

Åh – det er så fint at tænke på når vi for eksempel ser cykelløb i Europa, i Touren eller i Giroen eller i Vueltaen, og vi ser den vidunderlige natur i de tre lande, bjergene, søerne, vinmarkerne, de hvide byer på bjergsiderne – og altid og alle steder rammer kameraet kirken og dens grammofonnål. Og jeg sidder ofte og tænker over om de bliver ved med det. Kamerafolkene. Også at tage kirkerne med, når nu vi ved, at der bliver færre og færre mennesker der bruger dem. Eller bliver der færre og færre? Bliver der stadigvæk spillet himmelsk musik og er der stadigvæk god kontakt til himlens hemmelige lyde, som kun er offentliggjort i digteriske bøger som Bibelen og i salmernes vidunderlige men langt fra videnskabelige ord. ”Herren er min hyrde, jeg skal intet fattes, han lader mig ligge i grønne enge, leder mig til det stille vand”. Alt det vi ser på rytternes vej gennem Europa og kan læse os selv ind i. Er Gud stadigvæk med? Kirkens pladespiller?

Jeg håber det. Jeg tror det. Vi er bare et sted i kulturens liv, hvor det er utænkeligt for de fleste intellektuelle og forfattere og almindelige folk at bekende sig til noget så usikkert som Europas grammofonnåles forbindelse til den himmelske plade, der kan fortælle os noget. Når vi nu véd bedre selv. Når vi både selv vil have magten og æren og gerne tager skylden på os, fordi vi tror, vi aldrig bliver magtesløse, men altid kan ofre det bedste vi har. Tokarczuk skriver sådan her om det:

”Engang havde folk brug for at ofre for ikke at føle sig hjælpeløse over for Gud. De har for øvrigt stadig behov for at ofre noget og leder ustandseligt efter anledninger til det. Når vi ofrer, viser vi, at vi er stærke og har magt over verden. Vi deler verden med Gud, giver ham lov til at nippe af den og undergraver samtidig hans storhed og magt. Hvorfor skulle man ellers ofre til Gud, der jo selv kan tage, hvad han ønsker? Og hvorfor skulle han tage imod noget, når han i forvejen ejer alt.”

Det er en spændende betragtning, som det tager tid at overveje, men som er god at tænke med når avisen læses både når det gælder små og store problemer i verden, som skal løses.

Olga Tokarczuk har skrevet en bog om det Europa, som vi godt ved er ved at blive en træt gammel verdensdel og som Torkarczuk mere eller mindre sender på et af de gamle højtliggende sanatorier i bjergene, i Davós eller som i romanen i Sydtyskland. Der kan de intellektuelle og kloge og alle mænd få lov til at tænke sig om, mens de måske igen kan komme til kræfter og ikke mindst til besindelse. Akkurat som Thomas Mann i sin tid skrev sin roman Trolddomsbjerget, som også var et Europa, som dengang havde mistet retningen og derfor blev sendt på sanatorium for at blive helbredt. De blev ikke raske, men antændte i stedet verdenskrige som blev en katastrofe for hele menneskeheden og ødelagde mange af grammofonnålene i Europa. Og atter måtte der genskabes en kontakt til selve livskraftens kilde og det blev slet ikke let med alt det, der var sket.

I romanen følger vi den unge polske Wojnicz på Sanatoriet og hans samvær med en gruppe andre patienter som i al deres lediggang henfalder til samtaler og diskussioner, som er vidunderlige at følge med i. En siger sådan her:

”Kun kristendommen holder os tilbage fra at gå løs på hinanden. Selv de ikke-troende burde anstrenge sig en smule intellektuelt, sagde han, og i det mindste lade, som om de tror. Ikke gøde jorden for ateisme og deisme. Mennesket er i grunden et moralsk anløbent væsen. Det lader sig styre af instinkter og er amoralsk af natur. Det er kristendommen, som har gjort os til mennesker, uden dens normer har vi intet, og nihilismen vil råde. Mens han sagde alt dette, missede han tilfreds med øjnene, som om han glædede sig over sin apokalyptiske vision.”

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er sådan det er og at det er godt, at de ikke-troende alligevel anstrenger sig og mander sig op til at være kultur-kristne. Så de ikke gøder jorden for ateisme og deisme.

Mennesket er i grunden et moralsk anløbent væsen, for oprindeligt gælder Survivel of the fittest. Det kan betale sig at tilpasse sig for at redde sig selv og sine og dermed overleve.

Hadrian, en romersk kejser, siger i en nys udkommet roman om hans erindringer sådan her en aften, hvor han taler med en kristen slave:

”En hel aften drøftede jeg med ham det påbud, som går ud på at elske sin næste som sig selv; det strider alt for meget mod den menneskelige natur til oprigtigt at kunne følges af menigmand, som aldrig vil komme ud over at elske nogen anden end sig selv, og det passer lige så lidt for den vise, som jo ikke i særlig grad elsker sig selv.”

En kølig og fornuftig afvisning af Guds bud til alle mennesker, sådan som et af de allerhelligste budskaber bliver afspillet via alle Europas grammofonnåle, buddet om at elske næsten som sig selv.

Men det er nødvendigt at det bliver ved med at blive afspillet igen og igen, for vi glemmer at vi er skabt i Guds billede og at vi derfor har ansvar for hinanden.

Den jødiske filosof Lévinas siger det sådan her:

“Imidlertid, med det menneskeliges fremkomst er der noget, der er vigtigere end mit liv, og det er den andens.”

Og han siger også:

“Jeg tror, at sprogets begyndelse ligger i ansigtet. På en eller anden måde kalder det, i sin tavshed, på én. Ens reaktion på ansigtet er et svar. Ikke blot et svar, men et ansvar.”

At være mennesker sammen har med Gud at gøre. Deisme er at vi tror Gud har skabt verden fornuftigt og godt og så ellers lader os om at bestyre det skabte. Men Gud er ikke inaktiv. Han interagerer med verden. I den grad. Hver gang vi er ansigt til ansigt med et andet menneske, har vi med Gud at gøre, fordi vi er skabt i hans billede. Altid skal vi have et svar at give den anden. Med vores mimik eller med vores sprog. Det andet menneske har krav på et svar. Derfor er tavshed nærmest noget af det mest tarvelige vi kan påføre hinanden. Tavshed dræber langsomt.

Der skal ikke være så meget snak. Jøderne spørger igen og igen Jesus, om han er Guds hemmelige tale til os. Men de burde vide det allerede, fordi de har hinandens ansigt at stå til ansvar for. For det ved de også fra de ti bud. Gud har plantet sig midt imellem os med de ti bud. Men til sidst sendte han sin søn som en hyrde for os, for at vise os vejen. At han og Gud er vejen. Vejen til det andet menneske. Og vejen til verden.

I Europa bør vi heller ikke have så meget snak. Men lytte efter de hemmelige, men åbenbarede ord fra himlens plade. Vi skal ikke tro på Fake News eller på mærkværdige konspirationsteorier eller håbe på mirakuløse hjælpeånder eller give sig til at jage dæmoner og onde ånder bort. Hos Tokarczuk hedder det enkelt:

„Gud og verden findes, og intet derimellem. Ånd og materie. Filosofi og videnskab. Det hellige og det verdslige. Tanke og krop. Hele vores civilisation bygger på den opfattelse, sådan fungerer vores sind.“

Måske det bliver det lige lovlig firkantet. Måske er verden ikke så enkelt, men mere broget, den verden vi elsker som den brogede verden. Men ét vil vi holde fast ved her i kirken:

Vores hyrde er hos os. Vi har hans ord og hans bud om at leve sammen og svare hinanden med ansvar. Vi skal være hinandens hyrder, som han er vores og har vist os vej til at kærlighed til vort medmenneske og til vort liv forsøder alt.

Amen

Opstandelsen er lige her

Påskedag

Salmer: 236-218-241-Opstandelse er lige her-Igen berørt-234

Kære menighed

Jeg glemmer ikke en smuk september søndag sammen med de andre østjyske valgmenigheder, hvor vi sad i Odder valgmenigheds smukke forsamlingshus efter gudstjeneste og frokost og hørte Iben Krogsdal fortælle om sine salmer og om sit liv med et stort smil. Og hun fortalte om den salme vi skal synge efter prædikenen

Opstandelsen er lige her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven uden vanter

- og at det var hende selv der stod der på kirkegården som tredje og så en gammel kvinde knæle ned på graven for at plante et frø. Om kvinden havde vanter på eller ej kunne hun ikke huske helt præcist, men det billede satte sig fotografisk fast på min nethinde og jeg elsker salmen.

Det er sådan vi planter håb; ved at tro at opstandelsen er lige her og ved at skrive sådan en salme og ved selv gå hen på en grav og mindes dem vi stadigvæk ser for os. Og efterhånden med årene, så bliver der flere og flere ansigter vi ser for os på den måde. Ja, det er ikke så meget ansigterne, det er det også, men det er især deres blikke. Det lys i deres øjne som var så meget dem.

Karl Over Knausgård spørger i et stort essay om dødens mur i Weekendavisen sådan her:

”Hvis vi sammenligner en levende krop med en livløs, er den mest iøjnefaldende forskel, at den levende har et lys i øjnene, som om noget skinner inde i den, og hvad andet kan det være end en slags livsflamme? Spørgsmålet er, hvad der sker med den, når kroppen støder imod muren og bliver liggende livløs i verden. Den forsvinder, det er indlysende, men hvorhen og på hvilken måde? Er den simpelthen blevet pustet ud, som et stearinlys pustes ud?”

Nej – det ved han også godt. Der er blikke der stadigvæk er her. Min mors blik på mig, min elskedes blik og alle de andres blikke, som jeg har været velsignet med livet igennem.

Og det minder ikke så lidt om det, jeg var inde på skærtorsdag aften i min prædiken, om det lys der skinner i alle levende, som Johannes skriver om i sin prolog. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys.

Det er i det lys, vi opdager hvad det vil sige at være mennesker, som knytter os til hinanden med bånd, der kan forsætte selv på knæ på et gravsted uden vanter.

Knausgård protesterer og skriver helt i forlængelse hos evangelisten Johannes

”Men en indre flamme, som bærer livet oppe i en krop, ja, som måske ligefrem er selve livet, tændt engang i urtidens urtid, holdt i live af skabning efter skabning, alle svagt glødende af denne underlige og mægtige kraft, en sådan flamme, et sådant indre lys, det må da være stærkt og ikke så svagt og skrøbeligt, at det uden videre kan pustes ud på et kort sekund?”

Og så finder han et billede, som jeg elsker at tænke på:

”Ja, dette indre lys, som i en vis forstand er noget særligt for lige netop denne krop, og som i en anden forstand er fælles for alt levende, kan det måske ikke bare være trængt igennem muren? Det er altså ikke knust mod den, men har en form, som har gjort det muligt for det at trænge igennem – lidt ligesom lys kan trænge igennem en glasrude, men ikke en hånd?

Altså at det, som har gjort lige netop denne krop til noget særligt, lever videre også på den anden side af muren, som tilintetgør, mens kroppen bliver tilbage på denne side?

At det, som har gjort mor til mor, det, som var årsagen til lyset i hendes øjne, ikke er blevet ødelagt for altid, men stadig findes et sted på den anden side?”

Så vidt Knausgård. Det billede kan jeg godt lide, at lyset i den kæres øjne gennembryder dødens mur, som var den bare lavet af glas og derfor stadigvæk kan ses.

Opstandelse er lige her, tror jeg, jeg ville sige også her, som Iben Krogsdal gør det i sine salmer. Det handler igen og igen om – som det gjorde for den store salmedigter Knudsen – om at leve livet evigt. Alt har fået betydning. Det mindste og det største af kærlighedens lys, som skinner svagt og stærkt imellem os.

Det ”Du” Iben Krogsdal har i sin salme er Gud. Det er Guds lys og evighed, der skinner sådan ind i vores liv. Det er Guds opstandelses lys og kraft, der får alting til at ske, som blæser liv i mere af vores planer end vi aner, får mennesker til at se op og forstå et nærvær, Gud er i vers efter vers en lille lignelse. Det er en god salme.

Noget andet jeg har lyst til at understrege i dag, er noget jeg læste i en artikel om Jesu lidelse og død, hvor tidligere sygehuspræst Preben Kok og meget mere, hvis bog fra 2008 med titlen ”Skæld ud på Gud” blev en stor succes – han skriver her blandt andet:

Vi har mistet evnen til at skelne mellem menneskets og Guds område. Vi vil have magt, hvor der kun er magtesløshed. Derfor føler vi skyld over noget, vi ikke har indflydelse på.

Løsningen er at give Gud skylden i stedet, siger Preben Kok, der selv led af angst og depression, fra han var 19 år, til han var 46 år. Og så kommer det vigtige. Han siger:

”Da Kristus hænger på korset, helt alene med lidelsen, råber han til Gud: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’. Han synger den ultimative klagesang, og idet han lægger ansvaret over på den rigtige, sker der en mærkværdig transcendens (altså en overskridelse): Der opstår et Guds nærvær.”

Det kommer til udtryk i det sidste, Jesus siger inden sin død i Lukasevangeliet: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.”

Preben Kok mærkede det selv, da han befandt sig på afgrundens bund, helt dernede, hvor han ikke troede, at han ville leve ugen ud, som han tidligere har fortalt til Kristeligt Dagblad. Da han klagede til Gud, oplevede han ikke bare et nærvær, men ”en mærkelig form for frihed”. Og det samme har han bevidnet igen og igen, når han som præst har stået over for mennesker plaget af sygdom og sorg.

”Rigtig mange mennesker påtager sig skyld, fordi de ikke vil indrømme en magtesløshed. Det er lettere at leve med skyld end magtesløshed i vor dage. Men den erkendelse af magtesløshed, der ligger i den stærke og ærlige klagesang, fjerner skylden. Og det bliver friheden,” siger Preben Kok.

Det er godt at læse. Jeg havde ikke tænkt Jesus vilde råb om sin forladthed på anden vis en som den yderste nød, hvad det også var, men at råbet blev råbt til Gud, som i virkeligheden stod med hele ansvaret og at Jesus derefter kunne mærke at alt var fuldbragt og på rette plads.

Hos Gud er plads for den ultimative ulykke og nød. Vi skal ikke bære den store sorg selv, men overgive den til rette vedkommende, Gud Fader selv.

Og så opstår der et nærvær, som er som den opstandelse, der lige her, som Iben Krogsdal skriver om i sin salme.

Glædelig påske, som vi i dag endelig kan sige til hinanden, indeholder så meget, men først og sidst er det et håndtryk og en omfavnelse, som vil sige mere end ord kan sige om, at det nok skal gå, at håbet vender tilbage, at modet vender tilbage, at livet fortsætter igen og igen både på den ene og den anden side af glasruden, at vi aldrig helt mister dem vi mister, men at tydeligere og tydeligere kan se dem og måske mærke dem til allersidst.

Glædelig påske kære menighed

Igen berørt

Skærtorsdag

Salmer: 785-456-477-Igen berørt-767

Kære menighed

Det her læste jeg i avisen i går morges om ”Jesus-verset” i Anne Linnets tilgivelsessang, som jeg slet ikke vidste fandtes. Det var i et interview med Julie Lindell, som er sanger og som synger sammen med Anne Linnet blandt andre. Verset lyder sådan her:

Han er den, der fanger

Smerten i din anger

Fjerner tyngden i dit bryst

Og se, du bliver forløst.

Han vil kunne tilgi’

Det man ikke kan si

Det man gemmer i sin sjæl

og ik’ tilgi’r sig selv

Til Folketingets påskeandagt sidste onsdag sang Julie Lindell Grundtvigs store langfredagssalme ”Hil dig frelser og forsoner” og Annet Linnets nye påskesalme, ”Påske”, der slutter med at folde påskehåbet helt ud, skriver avisen videre:

Påskemorgen

Midt i sorgen

Vågner vi når sol står op

Vi forundres

Der ved graven

Hvor er sjæl og hvor er krop

Håbet selv

Er sluppet fri

Vi kan leve liv med mening i

Et mirakel ser vi ske

Vi tør tro på det vi ik’ ka’ se

Jeg vidste jo godt at Anne Linnet skrev salmer. Hun har skrevet de smukkeste julesalmer, hun har skrevet om Kærligheden, der er størst af alt sammen med Paulus og nu er hun altså nået til påskens begivenhed, som har en så afgørende betydning for os alle sammen, når det gælder vores forhold til liv og død, vores forhold til meningen med alting og dermed til vor næste og os selv.

Det er første vers jeg læste fra tilgivelsessangen, der passer til skærtorsdags aften, hvor det handler om nadveren, om hvordan Gud bliver til et menneske og vil give os sig selv. Johannes skriver om det som det første i sit evangelium:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Jeg var til en vens bisættelse i tirsdags. Han havde ønsket at der skulle prædikes over de ord fra Johannes evangeliet ved hans kiste. Og det gjorde præsten så fint og godt, fordi som hun sagde, så var netop det sted så sigende for min ven, at han hele sit liv stræbte efter det lys, som giver os mulighed for at finde ud af hvad det vil sige at være et menneske på alle måder, at vi med frimodighed hele tiden åbner os for livets muligheder og uden angst går til livet med ydmyghed, velvidende at vi har brug for Guds oplysning.

Gud er så forbundet med sin skabning af ånd allerede fra verdens begyndelse. Ordet om meningen med alting var skjult i skabelsens lys. Hemmeligheden om menneskelivet, mysteriet, som vi har så svært ved at forstå, bliver virkelig. Gud må gøre sig mere tydelig, selvom han altså er med os fra fødslen. Gud blev nødt til at blive til menneskets næste, et menneske på jorden, for at vise os, at Gud tænker os med hele tiden. Han er med os lige til det sidste. Også når vi svigter og forråder og ødelægger livet.

Når vi tør tro på Gud, så er det Guds lys, der lever i mig – og herigennem lader mig leve sammen med andre. I sidste ende er det fællesskabet, der er åndens bolig, og min krop og sjæl kan kun overleve ved at være en del heraf. Og det skal være et fællesskab, hvor barmhjertighed og tilgivelse råder. Et helt andet fællesskab end den cancel-kultur vi oplever for tiden, hvor mennesker dømmes ubarmhjertigt ude og hvor vi alle skal være pletfri. Sådan fungerer skærtorsdags aften ikke. Her er det som Anne Linnet synger:

Han er den, der fanger

Smerten i din anger

Fjerner tyngden i dit bryst

Og se, du bliver forløst.

Han vil kunne tilgi’

Det man ikke kan si

Det man gemmer i sin sjæl

og ik’ tilgi’r sig selv

Det er også en parafrase af teksten til i aften om, hvordan Jesus ser på sine disciple denne skærtorsdag, den sidste de har sammen i Jerusalem før Langfredag. Jesus beder senere i Gethsemane om at blive fri for at tømme det bæger, der er skænket ham. Straffen fra samfundet, fordi har han været en protestant og skabt et nyt billede af Gud. Men da han ikke bliver bønhørt vælger han frivilligt at give sit liv i kampen mod mørkets kræfter og for barmhjertighedens Gud.

Men her og nu skærtorsdagsaften ser han på sine disciple og ser at de bare er almindelige mennesker som os alle, der kan føle skam og ikke ville være ved den skam, som vi ikke kan sige hvad er og ikke kan tilgive os selv for, fordi vi svigtede igen og hvor vi kan blive bange og svigte når vi ikke tør holde fast ved troen på det gode i livet og måske forråde det gode, når vi bliver mere end bange. Som disciplene gjorde det selvsamme aften og nat.

Så rejser han sig og tager et klæde om lænden og tager et vaskefad og håndklæder og vasker disciplenes fødder. Alles fødder. Også Judas Iskariots fødder. Gud ved vi alle er sårbare over for livets fristelser om at sikre os selv og lade andre sejle deres egen sø. Og det mest afslørende er at Peter bestemt ikke skal have tilgivet noget eller vasket sine fødder, for det skal han nok selv klare – ligesom alle os andre, som elsker at være selvberoende og bestemt ikke magtesløse. Som Patti Smith synger i en af sine sange: Jesus døde for vores synder, men ikke for mine! Akkurat som Peter ikke skulle have Jesus til at vaske sine fødder rene.

Vi skal nok klare vores liv selv, bære vores skam og snyd og synd selv, men vi er magtesløse, når det kommer til stykket og kan kun håbe på Guds barmhjertighed. Guds fodvask, Guds brød og vin skal vi dele med hinanden og lade blive bestemmende for vores liv.

Hvis ikke ordet reinkarnation var blevet brugt om den tanke, at menneskets sjæle reinkarneres, kunne man uden vanskelighed tale om den fortsatte reinkarnation af Kristus i mennesket. Det er det, der sker i nadveren. Her møder vi Guds barmhjertighed og Guds tjeneste for os. Nu skal vi lade det komme ind i os og give det videre til dem vi møder i vores liv. Altid skal vi lade det lys skinne for andre, altid skal vi være parate til at gøre andre rene i stedet for at svine dem til.

Vi skal synge en ny nadversalme, som jeg har mødt hos Janne Mark, som dels komponerer en masse melodier til nye salmer, men også selv skriver samer. Jeg er så betaget af teksten. Her er ingen teologiske spidsfindigheder eller uforståelige ting. Her hvor vi knæler ned ved Guds spisebord, bliver berørt og bevæget igen og igen:

Igen berørt, bevæget af
dit ord, din ånd
dit ord, din hånd
her heler du hver bristet sang
om lyse liv og dage
vi får dit mod, vi tør gå ud
og være lys i verden
vi er af dig, du er i os,
er vores liv og færden.

Jeg tænkte lige i begyndelsen jeg havde læst den, at det måske var lidt for meget at sige: vi er af dig, du er i os, er vores liv og færden. Det var lige før jeg tænkte, at jeg ikke kunne bære det job.

Men hele påskens og ikke mindst skærtorsdagsaftens budskab handler om, at vi alle har del i det ord, der var fra begyndelsen af, også selvom vi er dem, vi er, også fyldt med selvglæde, snyd og synd og skam. Men du vasker os rene og vi får mod på igen berørte af din kærlighed til at gå ud i verden og forsøge at vise barmhjertighed og kærlighed og hjælpsomhed mod andre.

Amen

Ord af visdom: Let it Be

Mariæ bebudelses dag

Salmer: 12-201-71-73-476-68

Kære menighed

Som boomer - altså født i fødselsboomet efter anden verdenskrig - var blomstringstiden for mig og min generation ikke mindst sammenfaldende med The Beatles sidste album fra 1970, Let it Be. Det er, som I måske husker, med den vidunderlige titelsang til mor Maria, mother Mary. Det var ikke uden betydning. Der skete altid noget med mig og med alle dem jeg kendte, når vi hørte den sang. Den handlede om at vi skulle være tilstede. At vi skulle være på det rigtige sted, og at svare på livet på den rigtige måde. Måske ikke svare, men overtage det liv, der nu var til stede lige her. At vi skulle lade det ske, at vi skulle gå ind i det og tage det på os og gøre det til en del af os.

When I find myself in times of trouble, Mother Mary comes to me, Speaking words of wisdom, let it be.

Når vi ikke ved hvilken vej vi skal gå, når det er svært at finde vej i det hele taget, så er det godt at kende jomfru Maria, der siger tingene lige ud, da hun ikke selv vidste hverken ud eller ind efter englens besked til hende, en besked som ville vælte hendes liv og ændre det radikalt: lad det ske, svarede hun. Du skal bare blive i det. Så kommer det hele for en dag.

Det er en vidunderlig salme som Paul McCartney og John Lennon skrev og fik os alle til at danse til igen og igen. Den blev en del af mange menneskers vej til at finde sig selv tror jeg. Let it be, lad de ske. Lad livet ske, tag det på dig og du vil se en dag, at lyset stadig vil skinne på dig. Og måske allermest den dag, vil du forstå, hvem du er.

En anden, ikke en boomer, men et sent krigsbarn, Suzanne Brøgger har lige netop nu skrevet en vidunderlig bog, som hedder På Væggen. Det er hendes væg hjemme i Løve gamle skole på Sjælland og på væggen i Café Brøg i Fiolstræde i København, det handler om, for der hænger de forfattere, som har betydet så meget for hende, som hun har læst hele livet og som hun stadigvæk taler med og om.

De har givet hende de ord af visdom, som hun har haft som pejlemærker i hele sit liv. I indledningen taler hun med sig selv om hvordan og stiller overordnet spørgsmålet om, hvad dannelse er, hvordan bliver man dannet til at leve sit liv, hvordan lader vi livet danne os, hvad siger vi: Let it be til? Hun skriver:

– Hvorfor dannelse? Hvad skal man med den?

– For at blive den, du er, som Nietzsche råder til.

– Hvad sker der, hvis ikke jeg bliver den, jeg er?

– Så bliver du helt beroende på, hvad andre siger om dig.

Eller du bliver som andre. Eller som andre siger, du skal være.

– Hvordan kan jeg blive den, jeg er?

– Ved at øve dig i at blive bevidst om dine livsvalg.

- Hvad betyder dét?

– Den, der bliver bevidst om sine livsvalg, bliver også belønnet. Både manifest og metafysisk.

– Hvordan metafysisk?

– Du kommer til at opleve, at dine ønsker går i opfyldelse. At der opstår en overensstemmelse mellem den, du er, og omgivelserne. Du får en skæbne. Og man får tillid til tilværelsen.

– Hvad skal man med en skæbne?

– Skæbne giver mening som bonus. Livsmening.

– Det hele kan jo være summen af meningsløse tilfældigheder?

– Skæbne er at give tilfældet blivende betydning. At blive den, man er, giver styrke og mening.

Såvidt Suzanne Brøgger fra indledningen til sin bog. Hun fylder firs næste gang og hun siger stadigvæk ja, ja og ja til livet i hele dets udstrækning og hun har tænkt sig at arbejde til det sidste og blive ved med at holde samtalen i gang med sin venner på væggen.

Det er i høj grad en bog om kvinder, om Maria’er. Det er i kvindelivet, at livet opstår. Også i metafysisk forstand. I mødet mellem himmel og jord. Det er dér lynet slår ned og englen viser sig og livet får mening.

Jeg kunne have rigtig meget lyst til igen at have konfirmandundervisning – som dengang i 70’erne og 80’erne, hvor man kunne fortælle konfirmanderne noget, fordi der ikke var larm og ballade i konfirmandstuen.

Tænk at kunne tale med dem om, hvordan det er at være et individ med himlen over sig og himlens lys, der igen og igen viser sig for os, mens vi skal blive bevidste om vores valg i livet. Det handler om at blive sig selv.

”Vær dig selv, alle andre er taget”, skriver Brøgger. Og naturligvis skal konfirmanderne ud, og lære af andre og efterligne andre, men på et tidspunkt ved de godt, at nu er nu. Nu skal de være sig selv, for alle andre er taget. Og så sige til dem:

Du kommer til at opleve, at dine ønsker går i opfyldelse. At der opstår en overensstemmelse mellem den, du er, og omgivelserne. Du får en skæbne. Og man får tillid til tilværelsen. Og en livsmening. Og så kunne de synge med på The Beatles Let it be på fulde hammer. Og mærke at det er det de skal i deres liv, at de skal sige lad det ske, lade mig lytte til hvad himlen over mig vil mig, at der er en mening med, at jeg er her. Der er metafysik i mit liv. Der er ånd.

Evangeliet til i dag er, at vi er langt mere end vi tror, at vi betyder mere end vi tror. Ikke at mennesker er guddommelige, det kan vi jo se på den måde vi forvalter jorden på, at det er vi ikke. Ellers ville vi begynde at tage meget mere vare på vores kald til at passe på kloden. Men vi har alligevel hver og en fået et kald fra Gud til at være i en bestemt situation og det skal vi svare på med et Lad det ske.

Det er også det ved Mariaskikkelsen i dagens tekst der er så godt. Her har vi en helt ung pige. En ganske almindelig pige. Ovenikøbet en pige der kommer galt afsted. Hun skal have et barn uden for ægteskab. Det er her kristendommen starter. Det er her evangeliet begynder. Gud som skabte os, er i os almindelige mennesker som en medfødt evne til at svare Gud. Vi skal hele tiden være lydhøre for, hvem det er vi har ansvar for, hvem vi lever for, hvem der er afhængige af os.

Guds bedste ord er på en måde mennesker. I dag er det Maria der får en opgave. I morgen er det måske en af os andre.

I ugens løb havde vi et langt og godt provstikonvent her i Randers Nordre, hvor vi skulle arbejde med, hvordan vi tager hånd om nogle af dem, der føler de har svært ved at være en del af kirken, fordi de føler de er ude på kanten. Vi skulle arbejde med LGBTQ+ miljøet. Hvordan kan vi modtage dem i vores fællesskab? Jamen – det gav jo sig selv. Vi skulle bare fortælle dem om Jesus og hans liv. Han kom selv ude fra kanten, født af en ung pige, der ikke var gift. Hele livet levede han ude på kanten og det var der han traf alle de andre, der ikke passede ind i det vedtagne.

Det var i virkeligheden interessant under et gruppearbejde at sidde og få flere og flere vinkler på den Jesus, der også er Kristus og vores levebrød her i kirken. Han talte med kvinder der havde været gift et utal af gange, han talte med mænd der gemte sig i træer, fordi de skammede sig. Han forsvarede kvinder der havde været utro.

Gud er vores første relation og er i alle relationer. Det er her Gud kan blive en mening med vores liv. Alle har vi et aftryk af Guds billede i os. Og derfor er der er noget i mig, som vil Gud og som giver mig en tro og en fortrøstning som et startsted for et livsgrundlag i mit liv.

Også jeg kan blive frugtbar i andre menneskers liv. Akkurat som Maria. Når bare jeg vil lade det ske. Lade mig fylde med fortrøstning om, at det er det der er meningen med mig i dag.

Guds ord må vi aldrig bruge til andet end til at give til hinanden som en fortrøstning som et startsted for et livsgrundlag i vores liv. Vi må aldrig forskrække hinanden med Gud, for nu ved vi, at Gud lader sig føde i ethvert menneskes liv.

For ham som Maria fødte til jorden, var en evig del af Gud selv for at vi alle skulle finde en mening også i vores liv.

Kristendom er at være et menneske. At blive et Guds ord i andre menneskers liv.

Det er her kristendommen giver fylde i vores liv. Gud er her. Livet er ikke pandekagefladt og meningsforladt, men er fyldt af Gud ord til os om hans vilje også må ske i vores liv, at vi vil elske livet, elske vores medmennesker, elske hver dag, selv når livet gør ondt og der bliver vanskeligt. Guds ord er livsfylden i vores liv, som vi kun kan svare til med et Lad det ske.

Amen

”alt, hvad jeg evig bar i mig”

1. søndag i fasten

Salmer: 417-441-323-658

Det hellige evangelium til 3. søndag i fasten skriver evangelisten Johannes:

Jesus svarede: »Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for jeg kommer fra Gud, og det er derfor, jeg er her. Jeg er ikke kommet af mig selv, det er Gud, der har sendt mig. 43Når I ikke forstår, hvad jeg siger, er det, fordi I ikke er i stand til det. 44Det er Djævelen, der er jeres far, og I vælger at følge hans lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, han har aldrig været til at stole på, og sandheden ved han ikke, hvad er. Når han lyver, er det helt naturligt for ham. Han er en løgner, ja, al løgn kommer fra ham. 45Og det er derfor, I ikke tror på mig. Jeg siger nemlig sandheden. 46Hvem af jer kan pege på noget forkert, jeg har gjort?« spurgte Jesus. »Hvorfor tror I så ikke på mig, når jeg fortæller jer sandheden? 47Dem, der tilhører Gud, hører, hvad han siger. Men I hører ikke efter, for I tilhører ham ikke.«

48»Vi har jo fuldstændig ret, når vi siger, at du er lige så slem som en samaritaner og besat af en dæmon,« svarede de jødiske ledere. 49»Jeg er ikke besat,« svarede Jesus. »Jeg viser min far respekt, men I foragter mig. 50Jeg forsøger ikke selv at opnå respekt; det er der en anden, der sørger for, og han er dommer. 51Hør nu her,« fortsatte Jesus, »enhver, der gør, hvad jeg siger, vil aldrig nogensinde dø.« Bibelen 2020

Kære menighed

Det nærmer sig en afgørelse, det bliver mere og mere dramatisk her frem mod påske. Igen og igen ryger Jesus ind i voldsomme diskussioner med sine modstandere. Det er ikke folk i almindelighed, altså almindelige jøder. Mange almindelige jøder tror på Jesus og mærker, at det lys han taler om som Guds lys i menneskers liv, nu også oplyser deres liv, at mødet med ham ændrer deres liv, at Gud er anderledes end de indtil nu har fået at vide af farisæerne og de skriftkloge, som er Jesu stærke modstandere. Det gælder liv og død for Jesus og derfor kommer han nok også til at forivre sig – eller forfatteren af evangeliet, Johannes kommer til at skrive noget dumt. ”Det er Djævelen, der er jeres far!”, ryger det ud af munden eller af pennen – for Jesus lærer os først og fremmest at ethvert menneske er værdifuldt og er skabt af Gud uanset hvad, men i kampens hede er der vildskab på færde. Løgn forvansker alt og er tillidens værste fjende. Og så kommer den værste beskyldning. At hans modstandere har Djævelen til far.

Derfor læste jeg dagens evangelium fra Bibelen 2020, hvor det tydeligere understreges at det er de jødiske ledere, Jesus skælder hæder og ære fra og kalder Djævlens børn. Ikke jøderne, ikke hele folket.

I går gjorde Kristeligt Dagblad en hel del ud af dagens tekst, fordi den har været med til at forstærke antisemitisme i fortiden. Og det er der ingen grund til at forsætte. Fordi jødernes ledere er forkerte på den, er det ikke hele folket, der er forkerte.

Der bliver mere og mere brug for nøjagtighed og viden og grundige studier af alt, men vi er også i en tid, hvor det paradoksale er at en af de største trusler om løgn kommer fra AI, altså kunstig intelligens og Chatgpt, som kan hjælpe os med mange ting, men som desværre også kan viderebringe løgne.

Der var et vidunderligt indslag i en af ugens Newsroom på Tv2, hvor Gertrud Højlund havde to eksperter i studiet for at tale om netop AI, for hun havde fundet eksempler på at de kan genere billeder som ligner, men som slet ikke passer. Tilfældigvis var det et billede af Trump, som skulle styrke hans løgne om at han blev forfulgt. Hun var forskrækket over alle de andre mulige forfalskninger af alt når Chatgpt overtager nyhedsformidlingen. Hun ville nok foretrække sin fars Højlunds Forsamlingshus, hvor det var levende mennesker der debatterede af hjertens lyst og så hinanden i øjnene. Men forskrækket kan vi virkelig være over al den løgn som bringes til torvs i vores tid. Ikke mindst i Guds eget land med alle konspirationsteorierne om alt og alle. Ja hun kunne have inddraget dagens tekst.

Jeg prøvede så at bede Googles chatgpt, som nu hedder Gemini, om at skrive nogle overvejelser over dagens tekst. Det blev faktisk ikke så dårligt. Først skriver den:

Jesus proklamerer sin guddommelige oprindelse og hævder at være sendt af Gud. Han argumenterer for, at hvis de jødiske ledere var Guds børn, ville de elske ham. Denne udtalelse udfordrer deres tro og autoritet og fører til en skarp diskussion.

Dernæst skriver den:

De jødiske ledere forstår ikke Jesu ord og beskylder ham for at være besat af en dæmon. Deres manglende forståelse afspejler en dybereliggende kløft i tro og åndelig tilknytning.

Og endelig skriver den:

Jesus kontrasterer sin guddommelige oprindelse med Djævelen, som han beskriver som en morder og en løgner. Han associerer de jødiske ledere med Djævelen på grund af deres modstand og manglende tro.

Det som jeg især lægger mærke til i Googles Chatgpt er at den understreger at det er jødernes ledere, som Jesus beskylder for at være børn af Djævelen.

Så her får vi faktisk en god analyse af teksten og det vil naturligvis gælde mange indviklede og svære emner og områder, hvor AI hurtigt kan konkludere noget rigtigt og være til stor hjælp ikke mindst i videnskabelig og diagnosticerende sammenhæng med store og uoverskuelige mængder viden, undersøgelser og resultater.

Så langt i mine forberedelser til at skrive min prædiken i går formiddags kom jeg til at læse en artikel i min fagforenings blad, som kommer ugentlig, som hedder Præsten og som altid skriver en prædikenvejledning. Men før vejledningen var der en tekst som jeg blev glad for. Gerd Theissen er en tysk teolog, som vi kender rigtig godt her i Danmark, som han også besøger ofte.

Han har skrevet en ny mulig trosbekendelse og havde nogle spændende kommentarer til, hvad kristendom i virkeligheden er. Så nu skal I høre først noget fra trosbekendelsen og senere noget af teksten.

Vi tror på Gud,

meningen med vores liv,

alle tings oprindelse og mål.

Alle er skabt i hans billede.

Han har givet alle den opgave

at bevare hans skaberværk,

at stifte fred,

at sørge for retfærdighed,

at leve i frihed.

Ham har vi tillid til,

i gode såvel som onde dage,

i dag og i evighed.

Sådan lyder den første trosartikel. Jeg kan godt lide hans lighedstegn mellem Gud, meningen og målet for vores liv. At være kristen er at være hjemme i en verden der skabt med en orden, med en bestemmelse, et hjem hvor man kan stole på hinanden, hvor løgnen ikke findes, men hvor hjertets renhed findes som et forsøg på at leve efter den bestemmelse som Gud har lagt ned i ethvert menneske.

Min overskrift for min prædiken i dag er sidste linje af Grundtvigs salme vi lige sang.

”Alt, hvad jeg evigt bar i mig” - det er bare den bedste varedeklaration af et menneske. Vi er bestemt til noget, vi har fået en opgave. Vi er ikke fra begyndelsen Djævelens og vredens børn. At vi har en anden side i os, det ved vi godt, og det gør ondt med årene og med svigtene, når vi syntes vi klarede os godt og alligevel svigtede i forhold til et andet menneske eller svigtede en sag eller os selv. Svigtede vores bestemmelse. Syndefaldet er er en fællesarv, som vi ikke kan løbe fra. Løgnen, svigtet og faldet hører til i vores liv. Det må vi igen og igen erkende, selvom det gør ondt.

Men vi skal huske, hvad vi evigt bærer med os:

Han har givet alle den opgave

at bevare hans skaberværk,

at stifte fred,

at sørge for retfærdighed,

at leve i frihed.

Vi kan nægte at tage opgaven på os. Vi kan skabe en løgnefortælling om os selv, at vi selv er Herrer og skaber vores eget liv og at vi har ret til at gøre hvad som helst.

Gerd Theissen skriver:

”Man skal forestille sig Gud som en psykoterapeut, der vil hjælpe den i nød gerådede menneskehed til et vellykket liv. Han arbejder med en narrativ psykoterapi, som ved hjælp af fortællinger, der rammer en dybt i hjertet, vil forandre menneskene.”

Gud som psykoterapeut. Det er ikke en tanke jeg har haft før. Men arbejdet som menneske, at bevare hans skaberværk, at stifte fred, at sørge for retfærdighed, at leve i frihed. Det er da et program som jeg gerne vil være med til hver dag i mit liv. Men så kommer skyggerne, så kommer spøgelserne og alle de ting, som vender spidserne ud ad og som vi skærer os på, fordi vi svigter opgaven. Og vi kan tro at vi er fortabte, fordi vi igen og igen ikke vil gå ind i lyset af det lys, som Jesus bragte til verden. Så vil vi holde fast i vores skyld og skam. Det dur ikke til noget som helst, sig Gud som den gode psykoterapeut. Skyld og skam er udmærket som en konstatering, men ikke som en fortsættelse af vores menneskeliv. Nej her kommer Gud med tilgivelsen og ikke dommedagsprædikenen. Tilgivelsen skal give os modet tilbage til at følge vores varedeklaration.

Her kommer anden trosartikel fra den tyske teolog:

Vi tror på Jesus Kristus,

Marias barn og Josefs søn,

Guds ord,

som kalder til efterfølgelse,

til kærlighed til næsten,

fremmede og fjender,

syge og handicappede.

Han opsøgte de forvildede og fortabte,

så de ikke skulle gå til grunde.

Men magthaverne dømte ham.

Han blev korsfæstet og begravet.

Med ham døde vores mod til at leve.

Med ham blev det vakt til live.

Med ham lever vi,

i onde såvel som gode dage,

i dag og i evighed.

Det er især de to sætninger her, jeg har understreget:

Med ham døde vores mod til at leve.

Med ham blev det vakt til live.

Her i kirken under evangeliets ord får vi mod til at leve, fordi vi får livet og modet givet tilbage. Med fuld tillid og tro, selvom vi godt ved, at vi har svigtet endnu engang.

Alt det kan godt give anledning til uge efter uge at gå i kirketerapi og få talt lidt om, hvordan det går og om der er plads til forbedringer.

Amen

Det essentielle er at leve, se, forstå,

blade i bøger eller i mennesker.

1.s. i fasten

Salmer: 745-503-28-336-476-Guds nåde er en vintergæk

Kære menighed

Som overskrift for min prædiken i dag har sat en sætning jeg understregede i en roman sidste år. Jeg har en hjemmeside, hvor jeg skriver om de bøger jeg har læst og også gemmer nogle af de understregninger jeg laver undervejs i læsningen. For at læse er at samle bogstaver og sætte dem sammen til ord, som beskriver menneskers liv og verdens gang. Det kan man læse i Ordbog over det danske sprog: at læse betyder at samle. Samle bogstaver, viden, erindring.

Overskriften til min prædiken er hentet fra en roman skrevet af en belgisk forfatter, Charles Plisnier, som skrev den tilbage i halvtredserne i en stor og omfangsrig roman, som hedder Mødre. Og den lyder:

Det essentielle er at leve, se, forstå, blade i bøger eller i mennesker.

Det essentielle er det væsentlige, som er det samme ord som i at være, men betegner væsentlige i væren som at leve, at se, at forstå og at blade i bøger eller i mennesker.

Det ligger i vores væsen at vi vil forstå at livet, at det er medgang og modgang, at vi snart er lykkelige, snart er ulykkelige, at livet snart er uden smerte, men fyldt med glæde, og når der er modgang og smerte, at vi da kan vide at vi ikke er de eneste, der lider nederlag og behøver at gå med bøjet hoved, men at der er mange andre og at der altid er en torsdag mere, altid en fremtid og andre sider af livet.

Det kræver hele vores nærvær, hele vores opmærksomhed, at vi løfter blikket fra vores nederlag og vores fejl og mindreværdskomplekser. Og at vi koncentrerer os om at leve i overensstemmelse med vores væsen, at livet skifter og forvandles og at vi skal blive ved med at se og forstå. Og at vi blader i hinanden. Vi er hinandens tekst. Vi er hinandens bibel. Vi er hinandens salme.

Og vi kan blade i bøgerne og for eksempel læse, som vi gjorde først i gudstjenesten, om Kain og Abel. Om hvad der sker, når vi ikke følger vores væsen, vores væren, som er at gå med løftet ansigt, hele tiden læsende livet og de andre. Det glemte Kain, fordi han følte sig forbigået. Han følte sig ikke set. Ovenikøbet ikke set af Gud. Og hvis vi føler vi ikke er sete, så er vi jo ingen og er vi ikke set af Gud er vi gudløse, og så er vi slet ingen og vi kan så gøre lige hvad vi vil. Gå med sænket hoved, slå vort medmenneske og måske ovenikøbet slå ihjel. At blade i biblens første sider lærer os denne lektie. Kain var ikke forladt af Gud, Gud så ham og tog fat i ham og spurgte ham: Hvor er din bror? Så uanset hvor usete vi føler vi er, er vi altid set af Gud. Som Kain også var set af sine forældre, der blev skræmte over deres ældstes indelukkethed. Han skulle løftet sit ansigt og set op. Han skulle have forstået og læst livet indgående.

Det er sådan vores væsen er. Det er det vi er skabte til. At gå med åbne øjne gennem livet, leve, se og forstå.

Isolerer vi os og går gennem livet med sænket pande, så bliver vi et uvæsen, et umenneske, for mennesker bliver vi kun i et samvær med andre. I en forpligtethed med andre. Og i den forpligtethed har vi brug for Gud, for at læse om, hvordan han skabte os til at se og til at forstå. Vi har brug for at blade i Bibelen eller i alt det, som er skrevet med inspiration fra troens verden.

I sidste uge læste jeg Daniel Dalgaards roman som han kalder Vulkanø og som handler om hvordan det er at være far, når ens femårige søn sætter sig for at få sin vilje – mod sin far. Dalgaard bladrer derefter i sin fars liv og sit eget liv og finder ud af, hvordan hans fars trang til orden og kontrol dengang gav mange blå mærker på armen da han selv var fem år og gav meget anledning til udskamning og vrede ord. Og at den vrede faren viste ham dengang, er gået videre til ham, og hvordan han nu lader den gå videre til sin 5-årige søn. Og så vil han forsøge at ændre den arv ved at arbejde med det i bogen. Det er en roman – lige ud ad landevejen. Det er autofiktion af den enkleste slags, men samtidig en uendelig vigtig bog at blade i for at blive klogere på sig selv og sit liv.

Det er sådan al litteratur har betydning. Hele tiden er der grund til at se og at forstå og at bladre i bøger og i hinanden. Så kan man langt om længe måske se et mønster i sit liv som man kan være med til at bryde, hvis det er nødvendigt.

Disciplene og vi kan lære meget af Kain og Abel fortællingen og vi kan lære meget af det Jesus fortæller dem og det er ret så utroligt at de slet ikke har set hinanden, de tolv, som ligeværdige men pludselig skal til at måle hinandens størrelse i forhold til sig selv og det er selvfølgelig et spørgsmål om magt. Det lærte vi allerede i 1. klasse i folkeskolen, hvor størrelse og magtforhold allerede skulle sættes.

Men Jesus fortæller dem sandheden, som er et helt andet sted, nemlig at vi skal være til for hinanden ved at se og ved at forstå, hvad der foregår i vores liv sammen og derved blive til hinandens venner og ligemænd, der hellere vil tjene end herske over hinanden. For allerede når vi får ideen om, at vi måske er større og vigtigere end andre, er vi begyndt at sænke hovedet en lille smule og kan ikke kom til at se forbi os selv og vores frygt for at blive overset. Og så begynder balladen.

Jeg har et digt af Halfdan Rasmussen, som jeg må tage frem igen og igen. Første strofe lyder sådan her:

Lille menneskehjerte,

tempel og bedested,

skænk mine tavse læber

toner at synge med.

Lær mig at møde livet

åbent og rent i dag.

Hjælp mig at føre drømmen

frelst gennem nederlag.

Hele den strofe er vidunderlig og for mig er det en salme, en bøn, men allermest holder jeg måske af de to første linjer:

Lille menneskehjerte,

tempel og bedested

Det er en anden måde at sige på, at det at være menneske er at leve, se, forstå, blade i bøger eller i mennesker.

Hver for sig er vi en kirke og et bedested. Med samme andagt som vi går ind i kirken skal vi gå ind i hinandens liv og forsigtigt blade os igennem hinanden og forsigtigt bede om fællesskab og nærvær uden hvilke vi ikke kan leve.

Lær mig at møde livet

åbent og rent i dag.

Hjælp mig at føre drømmen

frelst gennem nederlag.

Amen

Løg eller kerne

Seksagesima søndag

Salmer: 741-375-557-320-476-Det er vinter mellem

Verden er våd og lys –

Himlen er tung af væde …

Hjertet er tungt af lykke,

lykkeligt nær ved at græde.

Kære menighed

- det er et digt en del af jer kender fra langt tilbage, tror jeg. Det er Morten Nielsen, der skriver sådan – allerede fortrolig med døden og som selv døde som 22-årig i modstandsbevægelsens dage. Litteraten Thomas Bredsdorff bruger det i sin nys udkomne bog, som han med sidste linje i digtet kalder: Lykkeligt nær. Det er på allersidste side i bogen og han fortæller sådan her om digtet:

”Digtet begyndte i Morten Nielsens værksted som en lang svada over et helt ark har jeg set da jeg gik hans kladder og manuskripter igennem på Det Kgl. Bibliotek for fyrre år siden. Så forenklede og forenklede han indtil det hele fyldte bare fire linjer, bundet sammen, de første to af væde, de næste to af tyngde, de sidste to af lykke – med en modhage. Sådan vil jeg gerne, når tiden kommer, sige pænt farvel”

Det er fortrøstningsfuldt at læse Bredsdorff i betragtning af at han er fyldt 85 år og så stadig kan huske dengang han på Det Kgl. Bibliotek for fyrre år siden læste originalmanuskriptet til digtet.

Og det er en fin indgang til at forberede et farvel på, synes jeg. Et farvel med en vækst gennem hele livet, hvor der lag på lag er lagt liv ovenpå liv, så der til sidst er en tyngde, som er våd af væde, fordi det også er et tårefremkaldende farvel, men også fyldt med lykke.

Det er meget fornøjeligt i øvrigt at læse ham. Han har nogle aldeles vidunderlige betragtninger. F.eks. sig han og refererer sådan her:

Vi opbygger dag for dag med dygtige lægers hjælp et paradoks af bibelske dimensioner: Sundhedsvæsenet skaber en verden af syge. Og videre:

Han har netop læst manuskriptet til Erling Jepsens ny roman, der udkommer til efteråret. I et indlagt hørespil lyder det sådan, når den ene gamle advarer den anden: “Får lægerne først kløerne i dig, så dør du aldrig”.

Men det jeg især blev fanget af, var Bredsdorffs ønske om at finde kernen i sig selv og i dem han stadigvæk skriver nekrologer om i Politiken. Han skriver sådan her om opgaven og kommer med råd til os jævnaldrende:

”Opgaven går ud på at finde kernen, og det i en fart. Han ser sig om i sit liv og prøver at udbrede metoden til alle dele af det. Der er ikke ret meget tid tilbage. Find kernen i en fart og lad ikke resten fylde for meget. At ‘læse’ betød oprindeligt at ‘samle’. Det er en gave som gammel stadig at kunne læse, samle op, huske hvad der stod på forrige side. Han ved kun alt for godt at den gave kan man miste længe før man mister livet.

Det gælder om at bruge den inden da. Lyt, lyt til Mozarts Don Juan, sagde Søren Kierkegaard; læs, læs noget der er tiden værd, siger han.”

Det er en god opfordring, som jeg tager til mig, men det kan godt gøre mig en lille smule lille og ydmyg når jeg læser sådan noget og jeg tænker straks på, om jeg mon har en kerne. Eller om jeg måske bare er som et løg. Og kom til at tænke på Günter Grass store roman ’Når løget skrælles’ og som er sen bekendelse af hans ungdoms betagelse af nazismen og hans senere deltagelse i krigen lige i slutningen, som han aldrig tidligere havde omtalt eller afsløret.

Et løg er lag på lag, der lægges ovenpå i lag efter lag. Og sådan har jeg ikke noget imod at tænke på mit eget liv. Sådan oplever jeg det meget, at jeg hele tiden har lagt lag på lag efter alt det jeg har oplevet og lært og fået af andre. År efter år har jeg undret mig over de lag der er kommet til. Allermest lag som skyldes inspiration fra andre. Fra dem jeg har haft som lærere og fra det som jeg har været optaget af at læse og undersøge nærmere. Og fra de mennesker, som har været så venlige at give mig hverdage med indhold. Og ikke bare tomhed eller ensomhed, som vel er det samme.

I en efterfølgende roman lader Günter Grass en af sine personer sige sådan her:

”At løget ikke har nogen kerne, er ikke en mangel, men et fortrin. Det ene lag er ikke mere 'ægte' end det andet, det syvende ikke mere end det sjette. Det er der alt sammen, livet er snart sådan, snart sådan.”

Det kan jeg helt tilslutte mig. Men hvad er det da der binder det hele sammen. Det er naturligvis kærligheden. Det er Gud og nu kommer det sidste litteratur for i dag, som jeg har lånt hos en belæst kollega i nærheden, Ole Juul, som engang skrev sådan her i en klumme i Kristeligt Dagblad:

Henrik Ibsens Peer Gynt er mennesket, der flygter bort fra den sammenhæng, han er sat i. Han forlader sin kæreste, Solveig, og sin gamle mor, Aase, og drager ud i verden for at erobre den. Peer møder Dovregubben, som lærer ham, at et menneske er sig selv nok, hvilket Peer til fulde efterlever på sin videre færd. Han bliver rig på mammon og rig på bekendtskaber, men hver eneste gang, et møde binder ham i ansvar og dermed minder ham om hans oprindelse og sammenhæng, rejser Peer videre.

På en sørejse forliser Peer, han mister alt, hvad han har skrabet sammen af rigdom, men redder dog sit liv. En aften sidder han og grubler over, hvad der dog blev af det liv, som han selv ville skabe. Alt imens han sidder i sine egne tanker, skræller han et skovløg. Lag på lag skræller han af løget, lag på lag skræller han af sig selv og når frem til den erkendelse, at han som løget ingen kerne har i sin personlighed. Som menneske er han fortabt. I sin sjælelige nød husker han nu Solveig, og han finder tilbage til den kvinde, som har ventet på ham alle disse år. Til hende klager Peer sin nød og beder hende fortælle, hvad hans bestemmelse er, hvem han er, og om han overhovedet er til som menneske.

”Sig, hvad du ved! Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande? Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande?”. Og Solveig svarer: ”I min tro, i mit håb og i min kærlighed.”

Peer vælger da at være den, Solveig elsker. Igennem hendes ubetingede kærlighed sættes Peer ind i en fortælling. Igennem kærlighedens fortælling reddes han tilbage til livet.

Såvidt min kloge kollegas genfortælling af Peer Gynt.

Og det er her vi kan slutte og beslutte at vi er som løg, men at vi også til sidst får kernen fra Gud og fra vores Solveig eller på anden vis får det, som binder det hele sammen i verden: Tro, håb og kærlighed. Naturligvis. Det vidste allerede Paulus. Triaden over alle andre triader, og størst af de tre er kærligheden, som har ventet på os alle år, for Gud har evigheder af tid. Og før vi vidste af det, var vi altid allerede elsket af Gud.

Midt i alle de lag på lag lagt oven på hinanden gennem år efter år har vi været midt i Guds rige, for hvor der bare er den mindste form for taknemmelighed og tro, dér er Guds rige midt iblandt os.

Hverdag efter hverdag i et ganske almindeligt liv vil Gud give den vækst der til sidst giver os en kerne, som vi ikke selv kan give os, men som vi kan hente ved at vende os mod det andet menneske, som vil være os tro og som var det år efter år, uden at vi gjorde meget til gengæld.

Gudsriget vokser og vokser og bliver større og større, men det er ikke takket være noget i os selv men det er takket være Guds gode triade. Tro håb og kærlighed. Det er takket være at han har sat os i forbundne og forpligtede forhold til hinanden.

Nu skal vi synge en af Grundtvigs allerbedste salmer. I 8 vers skriver han:

Thi den gode jord hernede:

Tro og håb og kærlighed

Rense vil Gud selv og frede

Til en himmelsk frugtbarhed

Det må vi læne os ind i, som det hedder nu om dage. Men det er ikke dårligt at læne sig ind i noget. Her at læne sig ind i at Gud med tro og håb og kærlighed kan give os den kerne, vi ikke selv altid kan finde.

Amen

Vi skal læse hinanden som en bøn

og ikke som en trussel

Sidste søndag efter helligtrekonger

Salmer: 747-217-52-131-476-674v.1-3 og 7

Kære menighed

Jeg læste forleden dag noget, som måske kan være med til at lukke teksten op, for den er ikke nem. Den er nærmest uforståelig. Her er bare så meget på spil. Vi kan mærke på teksten, at det er dramatisk. ”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud” – siger Jesus og siger endnu mere uforståeligt: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”. Umiddelbart ville vi jo synes det skulle være omvendt.

Det er nu klokken falder i slag i kirkeåret og vi vender os mod dramaet i påsken. Selve opgøret. Det handler om, hvad det vil sige at være et menneske. Lever vi bare for os selv? Eller er der en mening med at vi lever så nær og så afhængig af hinanden, som vi gør? Hvad er det at elske og hade når det gælder vores forhold til denne verden og denne verdens fyrste?

Det jeg læste, var i en bog om trøst, hvor forfatteren gengiver noget der engang skete i AUSCHWITZ, SOMMEREN 1944: En varm søndag eftermiddag går to yngre mænd i tyverne, den ene fra det nordlige Italien, den anden fra Strasbourg i Alsace, gennem lejren til køkkenet for at hente en spand suppe og bære den tilbage til deres barak. De har begge opholdt sig i lejren i omkring et halvt år og kender dens rutiner. De stoler ikke på hinanden, for man kan ikke stole på nogen her, men Jean har valgt Primo til suppetjansen. Det er det eneste øjeblik, hvor de kan slappe af, en kort barmhjertig stund midt i en djævelsk rutine af udmarvende og ydmygende arbejde på et sted, hvor røgen fra krematorieovnene farver himlen. Jean spørger Primo som er forfatteren Primo Levi, som siden skrev de næsten allerbedste bøger om Holocaust, om han ikke vil hjælpe ham med at lære sig italiensk. Og da Primo Levi hører det spørgsmål citerer han til sin egen overraskelse noget fra Dantes Guddommelige komedie, fra afsnittet om indgangen til Helvede, hvor der på Helvedes port står indskrevet: Her lades alt håb ude. Det er jo dér Jean og Primo er. Ordene han citerer er:

Husk jeres oprindelse,

I blev ikke født for at leve jeres liv som vilde dyr

Men for at stræbe efter dyd og viden.

Da de linjer dukker frem af mørket i Primos hukommelse, føles det, som om han hører dem for første gang, som en trompetfanfare, som Guds stemme. Han havde lært dem udenad i gymnasiet. Nu kom de til ham som var det Gud selv.

Ordene mindede de to fanger om, at de ikke var født til at være vilde dyr, og at der fandtes en anden verden, hinsides pigtråden, hvor de en dag ville kunne leve som mennesker.

De må ikke elske deres liv så meget, at de bliver onde for at overleve, for det vil altid være på andres bekostning.

Det må være det Jesus mener med det umulige udsagn om ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”. Du skal ikke gøre alt for at overleve selv, - jo selvfølgelig lære digtene så godt udenad som Primo Levi, så vi kan have en rettesnor med os i livet, så vi altid husker at vi blev født fort at elske dyd og viden og ikke skal leve som vilde dyr. Vi skal elske livet som jo i virkeligheden er at elske vores elskede, vores nabo og elske den vidunderlige verden som omgiver os, men altså også elske den så meget, at vi aldrig nogensinde vil skade hverken den elskede, naboen eller verden bare for selv at overleve.

”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud” siger Jesus. Det er kristendommens budskab til verden. Vi er forbundne med og forpligtede på hinanden i en grad, så vi aldrig må lade os friste til at bruge magt for at sikre os livet for os selv eller leve på andres bekostning. Heller ikke når verdens fyrste sætter os alle sammen ud i ekstreme situationer, hvor alting forstærkes og vi fristes til at leve som dyr, der slår ihjel for at overleve.

- Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

At elske sit liv er altså at give det til andre. At være til for andre. At elske sit liv fordi vi elsker andre og den verden, vi har fået at leve i. Det vil sige forsvare de andre og forsvare verden.

Den russiske forfatter Solsjenitsyn, som skrev om sit ophold i Sibiriens fangelejre i romanen Gulag Øhavet, blev engang spurt.

- Hvordan var livet i lejrene?

Han tøvede, som det var et spørgsmål, han aldrig før var blevet stillet.

- Dér blev jeg fri, svarede han eftertænksomt. – Det var dér, jeg opdagede, at jeg havde friheden til at vælge, om jeg ville være menneske eller dyr.

At være menneske er aldrig at tvære sin næste ud for selv at komme frem.

Men hvis frøet dør, så vil det bære mange fold, siger Jesus. Det er det forjættende.

I bogen om trøst, jeg begyndte med at citere fra, er der også et afsnit om den store franske forfatter Albert Camus som skrev en roman, som blev læst rigtig meget under Coronapandemien. Pesten hed den. Og pesten i romanen er nazismen som breder sig mere og mere i Europa. Camus er på det tidspunkt isoleret på et tuberkulosesanatorium i Sydfrankrig og efter i en lang periode at være lukket om sig selv, indser han, at han skal åbne sig for andre. Han begyndte at bevæge sig ud over sin ensomme selvoptagethed til en flygtig medfølelse, en tidlig opblussen af solidaritet med fremmede mennesker. Over for døden og det onde var det vigtigste for Camus ikke spørgsmålet om, hvem der havde ret, men hvem der trøstede de lidende. Faktisk fandtes der øjeblikke, hvor ord var overflødige. Man skulle blot sidde der ved sengen og holde det andet menneskes hånd, give det vand at drikke, skifte dets tøj, fjerne dets affald og hjælpe med at lindre dets lidelse. Det var den eneste trøst, der betød noget.

Det er bare så smukt. Det er at ofre sig. Det er at være et frø, der kommer til at spire for et andet menneskes skyld. Det er at sætte et håb ind i verden, at blive et lys for et andet menneske, der ikke kan se lys i sit liv.

”Verden er således struktureret, at mennesket ikke behøver at udtænke en særlig »mening« med verden, med mit eller dit liv. I stedet skal enhver lytte til den konkrete kaldelse, der kommer til ham eller hende fra de andre skabninger. Også de andre skabninger er Guds ord, der har et budskab til mig – en tavs bøn eller et tydeligt behov, som jeg skal imødekomme. Hvordan vi så lytter til det andet menneskes kalden på os, kræver indsigt, fornuft og omtanke fra vores side med henblik på at gøre det rette i den givne situation.”

Sådan skriver den dygtige dogmatiker Gregersen i en bog om Luthers teologi.

Det er især linjen: Også de andre skabninger er Guds ord, der har et budskab til mig, som jeg er glad for. Det er sådan vi skal læse hinanden, som en bøn og ikke som en trussel. Og så må vi ellers arbejde med troens hjælp, så vi får indsigt, fornuft og omtanke, så vi kan blive Guds nærvær og svar på andres bønner.

Det må vist være mere end nok for i dag.

Amen

Syvstjernens strålebånd

Helligtrekongers aften

Salmer: 136-138-99-131

Alle stjerner

sætter deres lys i gang med en masse ting, som det kan lave sammen med mit

hjerte.

Kære menighed

Sådan digter Signe Gjessing i sin seneste digtsamling, der kom i efteråret. Den hedder Illuminationen af alt.

Og det er det, som det handler om i aften, stjernens illumination af Guds budskab som skal oplyse hele verden. Eller tilbyder sig som oplysning.

Alle stjerner

sætter deres lys i gang med en masse ting, som det kan lave sammen med mit

hjerte.

Det er også det Betlehemsstjernen vil, sætte mit og dit hjerte i gang med en masse ting fyldt af lys. Af livslyst, af kærlighed, af optagethed af livet, af hengivenhed, af medlidenhed, af alt det som sætter livet fri og giver det mening.

Men der er sammenhæng i alting, siger evangeliet. Vi er forbundet med skaberen gennem skabelsen, vi er forbundet via skaberens ord om, at der skal blive lys.

Signe Gjessings digtsamling siger det samme. Alting hænger sammen. Vi er forbundet med universet, med det hinsides, med stjernerne – og med hinanden. Sådan er digtsamlingen skrevet om alt i universet filtreret gennem et jeg og et du.

Jeg søgte straks, jeg havde læst Gjessings digte, på Videnskal.dk, hvor jeg fandt følgende:

Supernovaer spreder byggesten er overskriften; så hedder det:

Større og tungere grundstoffer kræver energi fra en supernova-eksplosion, dvs. en stor stjernes død, for at blive dannet.

Stjernen skal være mindst otte gange større end Solen for at kunne lave flere protoner, neutroner og elektroner, end jern indeholder.

Eksplosionen spreder materialet ud i rummet omkring, og det er netop dette materiale, bestående af alle de grundstoffer vi kender, som vi selv og alt andet omkring os, er lavet af. Stjernestøv.

Er det ikke vidunderligt, næsten poetisk, selvom det er skrevet på et videnskabeligt site. Vi er i den grad forviklet med universet. Det er vores livsånde og livskraft og det klogeste vil være at være i en god forbindelse med universet.

Gjessing skriver f.eks.:

Stjernerne skal have vores hjertevægge på som refleksveste.

Så tæt skal sammenhængen mellem stjernen og os være, så tæt at stjernens lys skal skinne som stjernen lys, fordi de skal sende vores lys videre.

Et andet sted skriver Gjessing:

Universet står ud til alle sider som en stjerne, hvor er du?

(Det hinsides skaber de bedste betingelser for verden, som den ikke benytter sig af.)

Hvor forunderligt er det ikke lige, at der skrives poesi nu om dage som forener sig så fint med kristendommens tanke om forbundetheden med Gud som skaber og med skabningen, naturen, universet. Og det hinsides, som skaber de bedste betingelser for verden, som den ikke benytter sig af, skriver hun.

Som der står om lyset i Johannes prologen om lyset der kom til verden, men som verden ikke tog imod.

Helligtrekongersaften med stjernen som ledestjerne kan vi godt give os selv lov til at lege med tanken og øve os i, hvordan vi er forbundet med alt det vi kigger ud i, når vi ser stjernehimlen, at Gud er som livskraften i det alt sammen, men samtidig også huske på, at stjernen lys viser os hen det Det usædvanlige befinder sig på almindelige menneskers vej. Det guddommelige findes i et lille barn i en stald i Betlehem. Et barn født af almindelige forældre. Gud findes i det barn.

Gud er ikke i ekstreme filosofiske systemer, men i et menneskebarn. At kunne finde Gud i hverdagens gode liv og at finde Gud i tillidens vej. At kunne finde Gud i vort medmenneske, er håbets og kærlighedens vej til livet.

Den jødiske rabbi Dov Beer fra 1700-tallets Ukraine blev engang spurgt:

“Hvilken vej skal vi følge? Den frommes vej, den fromme der vier sit liv til Gud i askese og afholdenhed? Eller den vises, som gennem lærdom forsøger at forstå den almægtige?”

“Den bedste vej er at følge barnets vej”, svarede Dov Beer.

“Et barn ved ingenting. Det har endnu ikke oplevet, hvad virkeligheden er” replicerer spørgeren.

“Du er helt forkert på den”, svarer rabbi Dov Beer. “For et barn besidder tre egenskaber, som vi aldrig må glemme. De er altid glade uden nogen egentlig grund. De er altid travlt optaget. Og når de vil opnå noget, udtrykker de det altid med det samme og præcist.”

Her er barnets svar i stalden. Her er helligtrekongers anbefaling til os gemt. Nu kan vi vælge, hvad vej vi vil vælge.

Kristendom er en ganske enkel religion. Ja, måske er det ovenikøbet forkert at kalde det for en religion. Kristendom er en måde at finde vej igennem sit liv på, hvor vi bliver anvist enkle og ærlige øvelser på at nærme os Gud.

Mælkevejen og stjernemarken viser os den menneskelige vej fyldt med strabadser, men det er der vejen til det sted, hvor det usædvanlige og guddommelige findes, når bare vi hele tiden bevarer forbindelsen til det skabte og til skaberen og til frelseren, som blev født julenat, fordi vi alt for tit glemmer lyset i vort liv.

Det handler om som barnet at være glad for overhovedet at være blevet levende, at have fået lov til at se en solopgang, at have fået lov til at opleve kærligheden, frugtbarheden og al den virksomhed, som giver os lyst og glæde ved livet.

At leve er at være besluttede, er at være determinerede på at være mennesker, skabte i Guds billede og med adgang til alt det usædvanlige som findes i et større rum end det vi kender, men som vi er forbundet med. Det rum som er universets og stjernernes og alt det, der er hinsides vores liv.

At være kristen er at søge tilbage til barnets umiddelbarhed, at blive som et barn igen, for barnets vej er lige ind i himlen.

Så kan stjernernes lys sætte os i gang med en hel masse ting, som lyset kan lave sammen med vores hjerter. Det lille barn i krybben er en supernova, der giver os det stof, som for alvor kan gøre os levende og komme til at leve livet evigt.

Til sidst skal I lige få endnu et digt fra Gjessings digtsamling:

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.

Mit hjerte finder et godt sted i nærheden af kroppen at øve sig på sit skrig, der

skal markere, at kroppen er genopstanden.

(Støv roder sig ud i noget med en verden.)

Som sidste salme skal vi synge en salme, som I måske ikke kender så godt, men det skal vi fordi den er så smuk og fordi der i vers tre står sådan:

Han knytter syvstjernens strålebånd,
åbner dog varsomt de blindes øjne.
Himmel og jord i den samme hånd -
sandhedens lys midt blandt vore løgne.
Er selv hernede
Gudsrigets glæde,
synligt til stede
i tro og håb.

Så passer alting sammen på bedste måde. Godt nytår kære menighed.

Amen

Juleaften er en døråbner

Juleaften 2023

Salmer: 94-120-104-119

…så måtte Asle og Alida blive ved med at gå omkring i gaderne og banke på døre og spørge om ikke de kunne leje et værelse der i huset, men ikke i nogen af husene var der et værelse at leje, så hvor skulle de mon gøre af sig, hvor kunne de mon finde ly for kulden og mørket i det sene efterår, et sted måtte de vel kunne leje et værelse, og det var da godt at det ikke regner, men snart begyndte det vel også at regne, og de kunne ikke bare blive ved med at gå sådan, og hvorfor ville ingen huse dem, var det måske fordi alle godt kunne se at Alida snart skulle føde, det kunne jo ske hvad dag det skulle være, som hun så ud, eller var det fordi de ikke var viede og dermed ikke for ordentlige ægtefolk, og ordentlige folk, at regne, men var der da nogen der kunne se det på dem, nej det var der vel ikke, eller måske var det muligt alligevel, for noget måtte der være som gjorde at ingen ville give dem husly

at det da skulle være så svært at få tag over hovedet her i Bjørgvin, at få ly for kulden og mørket, nej det havde de da aldrig kunnet forestille sig, for hele eftermiddagen og aftenen gik Asle og Alida omkring i Bjørgvins gader og de bankede på den ene dør efter den anden, de spurgte den ene efter den anden og svar det fik de, mange slags svar, men mest blev der sagt, nej de havde ikke et værelse at leje ud, værelset var allerede udlejet, sådan sagde de

og de trasker videre og så begynder det at regne og de trasker bare videre, men at gå sådan i regnen og blive våde, og så få frost i sig, det er mørkt nu, det er koldt nu, det er jo sent efterår og de har ikke noget sted hvor de kan søge ly for regnen og kulden og mørket og havde det bare været så vel at der fandtes et sted hvor de kunne sætte sig, i et varmt værelse, ja havde det da bare været så vel

så går de hen og stiller sig op ad en mur, under tagskægget, og så står de og trykker sig ind mod muren

Hvad skal vi gøre, siger Alida

Vi må jo finde ly for natten, siger hun

Ja, siger Asle

Kære menighed

Det jeg læste her som indledning til min prædiken er fra en bog af årets nobelprismodtager i litteratur, den norske forfatter Jon Fosse. Måske I hørte Litteratur på p1 i onsdags, hvor det netop handlede om Jon Fosses forfatterskab. Det jeg læste, er fra Trilogien. Tre små bøger som et skrevet som i ét åndedræt. Oprindelig var han musiker. Det er tydeligt, når man læser det. Det er som en fuga, der aldrig vil holde op. Der er næsten ingen punktummer.

Det er naturligvis ikke Josef og Maria han skriver om, men han har haft dem med i sine tanker, selvom det på ingen måder skal ligne. Grunden til at jeg læste teksten er, at det er godt at få udvidet evangelietekstens korte sætning om, at der ikke var plads til Josef og Maria i herberget, og at de måtte nøjes med en stald. Og så handler det også om, at netop julens budskab skal oplyse det mørke, hvor vi mennesker kan være så selvtilfredse, at vi ikke kan se andre menneskers nød, men vælger at lukke døren for næsen af dem og lukke dem ude. I desperate situationer hvor nøden er allerstørst og hvor alt ondt kan ske.

Asle og Alida hos Jon Fosse er sårbare unge, som lever helt ude på kanten. Asle har mistet sine forældre, Alida er blevet smidt ud hjemmefra, fordi hun ikke er elsket overhovedet, men også fordi hun 17 år gammel er blevet gravid sammen med Asle, som har samme alder hende, der nu skal være mor. Alt for tidligt.

De overvejer det selv mens de går fra hus til hus i Bergen, som de er flygtet til, for at finde et værelse, at de nok ikke bliver regnet for ordentlige folk, og at alle jo kan se, hvordan det er fat med Alida, at hun kan føde hvad øjeblik det skal være.

Handlingen foregår i en fortid, hvor der ikke var plads til at træde ved siden af, komme galt afsted. Og som læser er det umuligt ikke at have medfølelse med dem. Så alene i verden, så udelukket af samfundet som de er. Mennesker med alle døre lukkede til fremtiden.

På samme måde er Josef og Maria også alene med noget, som de slet ikke forstår, men som hænder for dem. Også de bliver mødt med lukkede døre og afslag på afslag. Det har I nok selv været ude om, her er der ikke plads. Også de har måttet høre for at Maria er blevet gravid og ikke alle har haft tillid til hendes fortælling om englen Gabriels besøg hos hende. Og Josef selv har overvejet at forlade hende, men hver gang har han skiftet mening og bliver hos hende og hjælper hende. Han får hjælp af sine drømme og kaster sig ud i at tro på Maria. Men nu er de i nød som Asle og Alida.

Juleevangeliet er årets højdepunkt i hele kirkeåret. Her får vi den utrolige fortælling om Guds magt i verden, at Guds søn fødes, ikke på Palatinerhøjen i kejser Augustus’ Rom, men i dyrenes fodertrug langt ude i en lille bitte landsby, hvor de er tvunget hen af kejseren i Rom.

Juleevangeliet vender med andre ord op og ned på alting, når det gælder magten, og udfordrer den verdensorden som vi kender.

Dér i krybben ligger nu Guds hjerte, Guds kærlighed til sine skabte mennesker. Dér ligger Guds egen søn som igen og igen skal fortælle os at vi skal møde hinanden med kærlighed, lukke døre op for fattige og udstødte, at vi ikke skal lave alle de grænser med vores forestillinger om ideologi, etnicitet, magt og rigdom. Det er så let som velbjerget at finde gode måder at beskytte sig selv på med ideologier og fordomme og klart kunne se, at andre ikke behøver beskyttelse, fordi de selv har været ude om det.

Anne-Lise Marstrand Jørgensen skriver sådan i sin nye genfortælling af Det ny testamente:

”Alle de regler, Josef kender, gælder ikke her, natten åbner sig som en port, og med ét bliver der lysere omkring dem. Josef går ud for at se, hvem der kommer med så stærk en lampe. Men der er ingen derude, vinden suser i dalen, hyrdernes fjerne blus blinker døsigt over vidtstrakte marker. Og så lyset. Det står ned fra himlen, og Josef må skygge for øjnene med hånden, da han lægger nakken tilbage. En stjerne så stor som en lille sol, et lys, der slår mørket itu. Han tumler ind for at fortælle Maria, hvad han har set. Barnet ligger ved hendes bryst og er allerede begyndt at sutte. Hun er gennemsigtig af træthed, hun har kuplet hånden om drengens bløde hoved. Hun ser på Josef, og han siger det en gang til. Lyset kan hun jo selv fornemme, det strømmer gennem sprækker og vindueshuller. Hun nikker bare, men siger ingenting, og han sætter sig på hug hos hende og barnet.”

Det er så fint skrevet, så man som læser, næsten kan mærke lyset, der siver ind alle steder i den mørke nat og man får lyst til at forstå, at det er en hilsen fra Gud, en hilsen fuld af lys, så vi kan se hinanden i stedet for at være lukkede inde i os selv og vores uforståelige liv.

Lyset skinner også for hyrderne ude på marken og Herrens engel kommer til dem og siger, at nu er glæden kommet og den skal være for hele folket, også for jer hyrder allerlavest på samfundsstigen. Så skriver hun så smukt, Anne-Lise Marstrand Jørgensen:

”Så glitrer himlen stærkere end vand på en solskinsdag, ingen ord vil senere kunne beskrive, hvor smukt det er, eller være i stand til at gengive den himmelske lyd af sang, der bryder ud. Som havde alverdens storme samlet sig i en ren og klar tone, som havde al den sol, der nogensinde har bagt ned over dem, udkrystalliseret sin livgivende kraft. En hær af stemmer, der kommer alle vegne fra, men ikke stammer fra noget menneskes mund: „Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!“

I julen fejrer vi Guds selvoverskridende kærlighed, der skaber resonans og efterdønninger i vores liv og det fejrer vi i aften. Nu skal vi lade resonansen danse i mellem os. Juleaften tænder lys i verden og i børns og barnlige voksnes øjne, så vi for alvor kommer til syne for hinanden som små mirakler og ikke selvforskyldte hjemløse. Lader vi os forføre af juleevangeliet, så kan vi også tage springet og række ud mod andre, selvom de ikke ligner os og slet ikke er lige så gode som os, når vi selv skal afgøre det.

Maria reagerer på udfordringen ved selv at tage springet. Det er derfor, hun siden er blevet kaldt troens heltinde. Hun tør gribe Guds underlige bebudelse, skønt hun næppe begriber den. Det samme gælder Josef. Han er ikke far til barnet og står udenfor. Alligevel drages han mod Maria og barnet og er dem tro.

Endelig er der hyrderne på marken, som ser englen og bliver ”grebet af stor frygt”. Heller ikke de forstår, hvad de udsættes for. Ikke desto mindre gribes de af englens fremmede budskab og begiver sig af sted mod barnet i krybben.

Juleevangeliet vil også have os til at flytte os, til for alvor at se hinanden, aldrig at lukke døre for mennesker, der står på desperationens rand og langsomt begynde at fjerne alle de begrænsninger vi sætter op for hinanden. Vi skal turde tro på kærligheden og lade os smitte af den kærlighed, som er Guds hjerte der ligger i krybben.

Julen er på en måde at træde ind i alt det intime når vi tager hinanden i hænderne – med gråd, med glæde og med fryd. Hjertet går ind i Jesu føderum. Det bliver helt blødt, og det åbner sig mod inderligheden, men også det barnlige i én selv. Det er givende at få en kontakt til den store kærlighed; ligesom Josef og Maria, hyrderne og de vise mænd oplevede det. De lyttede til englen. Som vi skal hver dag året rundt. Englen som døråbner.

Derfor er juleevangeliet det bedste evangelium hele kirkeåret.

Så glædelig jul kære menighed

Amen

Barmhjertighed er fredens vej

1. søndag i advent

Kor og orkester fra efterskolen medvirker og det er mest sang og musik

Salmer 74.733.117.121

Kære menighed

Først en af julens fortællinger:

Da mørket er tættest, sætter Josef sig op. Man kan ikke se en hånd for sig, han famler sig vej til vinduet og lirker skodderne op. Det knirker sagte, så strømmer den kølige brise imod ham, så ses himlens rigdom af stjerner. Bag ham ligger Maria og barnet i mørk silhuet, og hans hjerte trykkes af angst. Han drømte, og det, han drømte, var sandt. Det var en engledrøm, det mærker han, og budskabet er ikke det, han håbede at høre: Flygt, tag barnet og Maria, og rejs til Egypten.

Ordet er tumlet fra mund til mund. Når det rammer den forkerte, går det ikke i lemmerne som trøst, men som sværd.

De ord, der løftede sig som lovsang og velsignelser fra Simeons mund, som blev gentaget af den gamle Anna og rungede videre som trøst, skifter karakter, da de når Herodes. Det føles, som om nogen slår luften ud af ham, han griber til det eneste middel, han kender til: at ville møde magt med overmagt. Før daggry giver han sine soldater besked på at sende folk ud ved solopgang og lede efter den, der blev født under stjernen.

Men Josef lyttede, han sidder på knæ ved Maria, da mørket sprækker i en flænge af rødt. Han hvisker, hun nikker. Uroen blusser op, men nu ved hun, de er i gode hænder. Hvorfor skulle Herren ellers bede dem flygte?

Da Herodes’ soldater hamrer på dør efter dør, er familien allerede undervejs. Ingen kender til barnet, de leder efter, og soldaterne må gå tilbage med uforrettet sag. Da Herodes sender soldaterne ud igen, er Jesus, Maria og Josef allerede flere dagsrejser borte, de har sluttet sig til en karavane, der rejser gennem Sinai-ørkenen, dagene er ensformige, landskabet skifter med lyset. Herodes giver ordre til, at alle drengebørn under to år i Betlehem og omegn skal slås ihjel. Sværdet hugger sår, blodet danner en flod. Ingen mødre lader sig trøste, for deres børn er ikke mere. De små hænder, fødderne, der lige har taget de første skridt, kærligheden og ømheden, der nu hober sig op i grav efter grav. Måske mærker Maria det også, måske bærer hun tanken som en knugende sorg.

- så vidt Marstrand-Jørgensens nye genfortælling af den ondeste af julens fortællinger, barnemordet i Betlehem. Ligeså ond og meningsløs som al den lidelse og ondskab mennesker lige nu på samme sted påfører hinanden i kampen mellem Israel og Hamaz og andre steder i verden, for den sags skyld. Lige så umuligt at forholde sig til, lige så udmattende at tænke på, for Gazastriben er blevet et helvede på Jorden efter den bundløst perverterede ondskab, der gav sig til kende i terrorangrebet 7. oktober.

Terroren og det brutale svar på den sætter os alle skakmat. Verdenssamfundet er forgiftet af ideologier, af fordomme, af konspirationsteorier, af religiøs fanatisme. Sympatien med det ene offer bliver nærmest uundgåeligt opfattet som en hån mod det andet. Og så er Fanden løs igen.

Vi forkorter vores indlevelse og maler fjendebilleder for at sikre os, at vi selv står på den rigtige side. Det er for tiden så godt som umuligt ikke at blive fanget i en ukorrekt stillingtagen, hvad enten det er palæstinenserne eller israelerne, vi umiddelbart har lettest ved at identificere os med.

Over for en tragedie så monumental som den, vi i disse uger overværer på afstand, kommer humanismen til kort.

Forfatteren Jens Christian Grøndahl siger det i en kronik sådan her:

”Mens vi føler med ofrene for det bestialske terrorangreb den 7. oktober, kan vi være forvissede om, at Guds nåde og barmhjertighed sænker sig over det lemlæstede muslimske barn på et sønderskudt hospital i Khan Younis. Mens vi tænker på det palæstinensiske folks håbløshed, ydmygelse og nedarvede smerte, terroriserede som de er gennem fire generationer af israelske soldaters og bosætteres vold, diskrimination og overgreb, kan vi være sikre på, at Gud bøjer sig over en voldtagen jødisk kvindes maltrakterede lig.”

Den dag Josef og Maria måtte flygte fra tyrannen Herodes og massakren på drengebørnene i Betlehem for godt to tusinde år siden, skete det, som sker hele tiden jorden over, hvor vi sætter os til dommere over andre og skjuler os bag sikre overbevisninger om andres fejl og udløser forfølgelse og nye uretfærdigheder i et virvar vi ikke kan finde vej i, fordi der er så mange røster der blander sig og fordi vi er syndige og oftest tænker på os selv før andre.

Kristendommens fortælling er ikke en mirakelfortælling, som fjerner ondskaben fra verden, men en sandfærdig beretning om, hvordan mennesker går fejl af livet, når de vælger magtens og krigens og hadets vej.

I kristendommen hører vi sandfærdigt om at vejen til Gud går rundt om Guds søn, der som spæd måtte flygte for Herodes og som siden måtte lide døden på Golgata, på et kors med den dybeste fornedrelse og lidelse til følge.

Jesus følte sig forladt på det tidspunkt, min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? råbte han desperat. Tre dage senere påskemorgen så en af kvinderne ham i gravhaven, lyslevende, som et bevis på at Gud er med ethvert menneske, uanset hudfarve og religion, der lider og dør, at kun her kan vi hente håb.

Zakarias’ lovsang fortæller om det:

Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,

for du skal gå foran Herren og bane hans veje

og lære hans folk at kende frelsen

i deres synders forladelse,

takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,

hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os

for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,

og lede vore fødder ind på fredens vej.

Det var så programmet for Johannes døber. Zakarias var hans far og den lille Johannes forbindes med alt det, der skal ske når Jesus kommer til verden julenat:

Guds veje er tilgivelse, syndernes forladelse, erkendelsen af at vi alle kommer til at tage fejl, men at det eneste der dur, er barmhjertighed, og at Gud vil arbejde for det gennem menneskers liv, også når vi sidder i mørke og dødens skygger, så vi endelig kan lære at sætte vores fødder på fredens vej.

Af alle de ord er det ordet barmhjertighed, som vi mangler allermest. Det burde være et selvstændigt fag i skolen. Barmhjertighed med alle, der sidder i mørke og dødens skygger, for barmhjertigheden kender ikke forskel på jøde og palæstinenser, kender ikke forskel på vinder eller taber, men viser medfølelse og medlidenhed med de ulykkelige og har tilskyndelsen i sig til at hjælpe og finde frem til fredens vej. Måske er det noget af kerneværdien i kristendommen: tanken om at vi må lære at vise andre barmhjertighed og forståelsen af vi selv allermest har brug for det.

Amen

Juletræet - et civilisatorisk strå

1.s. i advent 2023

74-83-78-87

Kære menighed

Overskriften for min prædiken er Juletræet – et civilisatorisk strå, (I ved at man skal i det mindste bruge et strå for at holde sig oppe, når det er helt galt) men før jeg kommer til strået, vil jeg godt fortælle lidt fra en artikel jeg læste i KD forleden dag. Det var et interview med en engelsk præst, tænker og teolog og Facebook-guru med mange følgere, fordi han har kastet sig ud i værdidebatten om Europa. Som lærer og præst på universitetet i Oxford havde han oplevet igen og igen at skulle begrave gode kolleger med påbud om, at han ved begravelsen i kirken ikke måtte nævne navnet Gud. Alle var blevet ateister. Han gik med på ideen, så når han kom til ligtalen, oplyste han menigheden om, at han nu gik ud i fem minutter. Nu måtte de selv sidde og tænke med taknemmelighed på afdøde. Han skulle nok sige noget om ham sidenhen. Men når han ikke måtte sige ordet Gud, så kunne han jo heller ikke vise hen til det sted, hvor han mente takken skulle rette sig til, nemlig til skaberen, til Gud, for at have givet dem det menneske, som de skulle tage afsked med.

Da det var sket nogle gange, fik han nok. Hans navn er Gavin Ashenden. Nu ville han gå ind i værdidebatten om Europas situation og fremtid, som han mener er mørk. Han meldte sig ud af Church of England, som efter hans mening var blevet for woke (alt venstreorienteret, identitetspolitisk og så videre), og han blev katolik.

Han stiller det meget enkelt op i interviewet. Han siger sådan her: ”Jeg ved godt, at det er lidt forenklet, men det er altså nemmere at tale om verdens store sammensatte ideologier som personer, der repræsenterer deres følgere, så lad os sige, at Jesus, Muhammed og Karl Marx er tre gladiatorer i kamp mod hinanden. Det, der sker nu, er, at Karl Marx og Muhammed har indgået en alliance, fordi Karl Marx bilder sig ind, at Muhammed bare er en arabisk udgave af Jesus, som han kan slå, når Muhammed og Marx er færdige med at nedkæmpe Jesus sammen. Men der har Marx forregnet sig. For Muhammed er slet ikke som Jesus. Muhammed blander for eksempel politik og religion sammen. Og Muhammed er aldrig blevet besejret, for han er krigsherre og slog sine modstandere ihjel, mens Jesus satte livet til for sin fortælling om, at Gud er kærlighed. Gennem 1500 år har Muhammed udvidet sine territorier konstant. Og nu er Jesus meget træt og altså næsten nedkæmpet. Og vi ved, hvad der vil ske. Vi ved, at Jesus vil blive besejret. Vi ved, at Marx og Muhammed vil møde hinanden i finalen, og vi ved, at Muhammed vil vinde.”

Det er godt nok skarpt skåret og måske også for kulturpessimistisk, men ved nærmere eftertanke, så er det jo meget det, der sker, når vi de senere år har fulgt med i debatten i Frankrig og andre store europæiske lande, om venstrefløjen og lgbt+ og islam. Og nu er Ashendens teori jo blevet helt tydelig, så vi i hele Europa og i Danmark med ser Marx forene sig med Muhammed, når der i march efter march bliver råbt på støtte til Hamas.

Ikke nok med Ukrainekrigens ubønhørlige voldsomhed og uro, nu også kampen mellem Israel og Hamas. Og vi skal ikke vågne mange gange om natten for ikke at komme til at tænke på alt det der sker, så søvnen igen har svært ved at indfinde sig.

Vi må finde de civilisatoriske strå, som kan give os håbet tilbage. Om sådan et strå læste jeg hos Herta Müller, den rumænskfødte forfatter. Hun fortæller et sted om en samtale med en af de andre store rumænske forfattere, Oskar Pastior, de kommer til at tale om det de ser på en rejse sammen, en skov af juletræer. Og Herta Müller siger: Grantræer er altid færdige og grønne. De gør intet som helst, det er de kedeligste træer der findes. Jeg forstår slet ikke, sagde jeg, hvorfor det netop er grantræet man stiller ind i huset som juleudsmykning, bare fordi der ikke findes andet myndigt slankt i grønt.

Oskar Pastior insisterede på, at juletræet og julen kunne være som et civilisatorisk strå man som interneret griber ud efter uden at tro på jul eller Gud. Det er nok at tro på grantræet. Pastior havde under disse fem års tvangsarbejde i den sovjetiske arbejdslejr, på eksistensens nulpunkt – som han sagde – til jul lavet grangrene til sig selv af optrevlede grønne uldhandsker. Han bandt hundreder af lige lange uldtråde til et ståltrådsstativ indtil det lignede et grantræ. Alle var rørte. Uldjuletræet stod i ugevis på det lille træbord i barakken.

Jeg blev tavs. – skriver Herta Müller.

Altså - selv som ikke-troende må de to prøvede og eksilerede forfattere erkende, at vi har brug for billeder og traditioner, som kan minde os om noget vigtigere og større. I mørketiden nu med krige så mange steder og på så smertelige steder, er det vigtigt at huske den sandhed og store kraft i kristendommens inderste kerne, som viser os en vej ud af mørket og som er den eneste vej, som vil fredens vej. Vi må aldrig glemme Kristus, når han gjorde den gamle profeti fra Esajas bog til en virkeliggørelse i hans liv:

Herrens ånd er over mig

Fordi han har salvet mig.

Han har sent mig

Mig for at bringe godt budskab til fattige

For at udråbe frigivelse af fanger

Og syn til blinde

For at sætte undertrykte i frihed

For at udråbe et nådeår fra Herren.

Her er mere end et civilisatorisk strå, her er mere end et grantræ, her er ganske enkelt noget, som vi mere og mere bliver nødt til at holde helligt og gøre gældende. Ordene stammer fra det land som nu ligger i krig med sine naboer, og det gør mørket endnu mere mørkt og freden har lange udsigter, men håbet skal holdes højt og aldrig glemmes.

Som kirke må vi bære vidnesbyrd om juletræets civilisatoriske betydning og for vores egen skyld skal vi huske julens budskab om det billede af Gud, som er den inderste og stærkeste kraft i menneskers liv, at alene hos Gud findes den store nåde og forbarmelse, der ikke findes hos os selv, fordi vi er syndere alle til hobe.

Adventskransens lys, juletræets pynt, godheden som vi med gaver vil vise hinanden, julen vi fejrer snart – alt sammen skal vi gøre mere og mere ud af for at huske, at Gud er god, at Gud vil frigivelse af fanger, syn til blinde og sætte undertrykte i frihed.

Lisbeth Smedegaard Andersen digter sådan her i en ny salme:

er du den der kommer til os
med Guds ånd og visdomsord
går med trøst til dem der sørger
tro til dem der intet tror?
tør vi bygge nye byer
der hvor bomberne slog ned
skal vi se de øde marker
blomstre som et rosenbed?

kom og rør de blinde øjne
så vi gennem mørket ser
fuglene som lys på kviste
børn der ikke græder mer
fylder advents korte dage
med forventning mens vi går
på en hellig vej hernede
mod det nye nådeår.

Ja vi venter dig med længsel
tænder i decembers nat
håbets mørkemilde flammer
baner vejen lysbesat
tænd i os med ånd og varme
helligånd og hjertegnist
så vi tror at liv skal sejre
over dødens magt tilsidst.

Amen

Minikonfirmandtale november 2023

Den sidste stjerne.

(Et juleeventyr af Charlotte Falmer)

Den gang da Vor Herre skabte himlen og jorden, solen og månen, havet og skyerne, syntes han alligevel der manglede noget. Det var som om, at månen ikke lyste nok op, der manglede mere lys. Vor Herre tænkte sig om et øjeblik og så fik han en god ide. Han skabte små lanterner der kunne hænge på den mørke nattehimmel og lyse op.

Han smilede for sig selv og sagde: jeg vil kalde det stjerner.

Alle stjernerne hang og blinkede smukt, den ene overgik næsten den anden, ja, det var som om de allerede fra starten blinkede om kap og hver især prøvede, at være den stjerne, der strålede mest.

Men den sidste stjerne der var blevet skabt, havde næsten intet lys i sig. Det var en lille undselig stjerne, som var mere mat end nogen af de andre stjerner.

Den prøvede at puste sig op, for at kunne skinne mere, men lige meget hvad den gjorde, blev den ved at være mat. De andre stjerner så på den og sagde.

”Se, den kan ikke lyse lige så meget, som vi kan! Den kan ikke være med til at skinne om kap – den kan jo aldrig vinde – den er jo ikke en rigtig stjerne”. For hver aften, skinnede stjernerne om kap, og hver eneste af dem, syntes at netop den var den mest fantastiske. De lyste og blinkede, så menneskene nede på jorden stoppede op, for at se på dem og sagde: ” Det er fantastisk at se, som de skinner og blinker! Hvor er de dog smukke!”

Den sidste stjerne så på de andre og tænkte; Ja, hvor er de smukke! Gid det dog var mig, der kunne lyse himlen op på den måde! Men lige meget hvordan den bar sig ad, kom der aldrig noget rigtigt lys fra den. Den blev ved med at skinne mat. Til sidst indså den, at det bedste var at holde sig for sig selv på himlen, for hver gang den prøvede at være med hos de andre stjerner, lo de hånligt af den og sagde: ” ha! Du kan jo aldrig komme til at skinne klart – du har jo ikke noget lys i dig! Du er ikke en rigtig stjerne, som os, så forsvind med dig. Fra den aften holdt den sidste stjerne sig for sig selv, mens den på afstand beundrede de skinnende stjerner.

Men dybt i sit lille stjernehjerte var den ked af det.

En aften, opdagede stjernen en ung pige ude på en mark, i nærheden af Nazareth. Den unge pige så op mod himlen, og stjernen kunne se, at der var tårer på hendes kinder. Hun foldede hænderne og sagde: Gud i himlen, jeg vil gøre, alt hvad du har bedt mig om, men vi er nødt til at tage af sted og rejsen bliver lang. Jeg er bange, men hvis du vil lade en stjerne lyse, så jeg kan følge den vej du har bestemt, vil jeg være tryg og vide, du er med mig.”

Stjernen syntes, det var en smuk ung pige, og i hendes ansigt var der et skær, den ikke havde set hos noget menneske før. Den ville meget gerne hjælpe hende, så den skyndte sig tilbage til de andre stjerner og sagde til dem:

”Hør på mig, der er en ung pige nede på jorden, der har brug for en ledestjerne, til at lyse for sin fod. Hun be’r om en stjerne der kan lyse for hende og hjælpe hende på en lang rejse hun skal ud på. I som kan stråle og blinke – hjælp hende.”

De andre stjerner så vredt på den sidste stjerne og sagde: ”Kommer du her og forstyrrer os, når du ved vi blinker om kap? Kan du da ikke se, at vi har vigtigere ting at lave, end at lege ledestjerne for et ungt pigebarn? Lad hende passe sig selv, så passer vi vores”. Og så fortsatte de hver især med at blinke og skinne og vise sig frem, for de mennesker der stod nede på jorden og beundrede dem. Den sidste stjerne blev først ked af det og så blev den vred.

”Hvordan kan I være ligeglade med, om der en ung pige der har brug for jeres hjælp? I er tarvelige og egoistiske, det er hvad I er”! De andre stjerner så hårdt på den og sagde: ”Hvis du synes, det er så vigtigt, at hun får hjælp, kan du jo bare selv lyse for hende…så skal hun da nok finde vej”.

Og så lo de højt og vendte sig væk fra den sidste stjerne.

Stjernen var helt ødelagt af sorg, den ville så forfærdelig gerne hjælpe den unge pige, og den skyndte sig tilbage for at se om hun stadig var der. Det var hun. Hun sad på knæ på marken, med bøjet hoved, og så ud som hun stadig bad.

Den sidste stjerne besluttede sig for at gøre, hvad den kunne for at hjælpe hende – koste hvad det ville.

Den anstrengte sig alt hvad den kunne og prøvede at få sit lys til at skinne.

Den prøvede og prøvede, men det var som om, der slet ikke var det mindste lys i den, i aften. Den så ned på den unge pige og hviskede: ”Jeg ville af hele mit stjernehjerte så gerne hjælpe dig. Hvis jeg bare kunne få lov at lyse for dig i aften, bare et øjeblik for at give dig mod og håb, ville jeg aldrig mere være ked af, at jeg ikke kan lyse som andre stjerner”.

Den unge pige løftede sit ansigt op mod himlen og det var som om hun så direkte på den sidste stjerne. Da den sidste stjerne så pigens øjne, pustede den sig en sidste gang op, for at prøve at samle al sin kraft og give hende bare et kort lysglimt. I det samme skete der noget forunderligt. Stjernen følte pludselig en varme, den aldrig havde mærket før. Det føltes som om den skulle sprænge sig selv i stykker, alting i den sitrede og rystede og den blev varmere og varmere. Stjernen nåede at tænke, at nu, ville den ende som et stjerneskud, men det gjorde heller ikke noget, for hvis den unge pige så det, ville hun kunne ønske, og gennem sin egen død, ville stjernen således være med til at opfylde pigens ønske…

Så med et, var der et lys på himlen, der blændede alt. Det var et stort, blændende og fantastisk lys, der fik hele himlen til at stråle som et juletræ med tusinde lamper på! Stjernen mærkede at rystelserne var holdt op, at den stærke varme nu var behagelig og så, så den det.

Den så, at lyset der havde oplyst hele himlen, nu blev samlet i en stråle, der kom fra den selv. Det var den sidste stjerne der lyste mere klart på himlen end nogen af de andre stjerner nogensinde havde gjort.

Så hørte den en stemme. En mild og samtidig kraftfuld stemme der sagde:

”Du, var den sidste stjerne jeg skabte, du skal blive den første og største stjerne der nogensinde har lyst og skal lyse. Du havde kærligheden til at hjælpe, og ville ofre dig selv for at menneskepigen skulle finde trøst. Derfor er det dig, der skal lyse for hende, og for de mennesker, for hvem en stor begivenhed vil ske. Fra nu og i al fremtid, skal dit navn være Betlehemsstjernen”.

Og alle de andre stjerner på himlen nejede, som kun stjerner kan neje, og viste på denne måde, at den sidste stjerne, Betlehemsstjernen var den, der lyste klarest af dem alle.

Den unge pige så op mod stjernen og hviskede; Tak, du smukke, smukke stjerne.

Og stjernen blinkede til den unge pige – de følte begge at det var begyndelsen på et vidunderligt eventyr.

Kære minikonfirmander

Det er julens budskab, som vi snart skal høre igen og som handler om, at vi alle er stjerner, fordi vi har øjne, der skinner og blinker og viser hvem vi er.

Engang imellem kan vi godt have en fornemmelse af at vi ikke er lige så flotte som alle de andre, men i Guds øjne er vi alle store og skinnende stjerner.

Og I er alle smukke stjerner og I skal alle tro på, at I er det, for her i huset kaldes vi ovenikøbet Guds børn. Josef var ikke en stjerne i sine brødres øjne. Han var en lille forkælet unge syntes de. Så ud med ham. Eller rettere sagt ned i brønden med ham. Og så blev han solgt som slave. Men han ville ikke lade sig slå ud, han ville hjælpe til hvor han kunne. Akkurat som den sidst skabte lille stjerne. Og sådan gik det til at han kom til at hjælpe mange mennesker under en tørke dengang i Ægypten. Og han blev forenet med sine brødre og nu kunne de se, at den mindste af dem, var den største.

Kan I nu bare huske det. I er stjerner i Guds øjne.

Nu skal vi synge H.C. Andersen salme

Lille kort prædiken på gulvet:

24.s.e. trinitatis

Afslutning med minikonfirmander

Salmer: 749-103-70-478-369-121

Engang havde jeg en plan for konfirmandundervisning. Undervisningen går jo ud på at fortælle dem om Gud, at vise, hvordan Gud kan være en del af deres liv, hvordan Gud kommer dem i møde gennem andre mennesker. Opgaven skulle hedde: gå ud i byen og find de steder, hvor det er helt tydeligt, at Gud er som en hjælp til andre, som en velsignelse. Og det, tror jeg, slet ikke er en umulig opgave. Den er i hvert fald nemmere at gennemføre end at finde Gud i Himlen langt borte.

Gud er i de rum, som er imellem os og som bæres af det, der ikke står skrevet ned i nogen overenskomst. Gud er i de rum, hvor en sosu overgiver sig til øjeblikket og passer den gamle eller den syge med en kærlighed og med en ømhed, som ikke stod i undervisningsmaterialet, da de blev uddannede. Et menneske, som giver medfølelse og pleje på samme tid. Eller hvor sygeplejersken, skønt travlhed alligevel giver sig tid til at tage patienten i hånden og sige, at alting vil ende godt og dermed give et håb og et nærvær til patienten, der kan føle sig forladt af alle.

Gud er i de rum, hvor forældre bare ikke kan lade være med at elske deres børn. Uanset hvor dumt, de har båret sig ad, så elsker de dem. Og tager imod dem. Og hjælper dem videre, giver dem en forståelse af, hvad de måske havde gjort forkert, men med en ubrydelig kærlighed.

Tænk på lignelsen om den fortabte søn. Faren der står og knuselsker sin søn der vender hjem i fattigdom, sult og ensomhed. Arne Haugen Sørensen har malet det. Det er et billede af Gud.

Jeg tænkte på, at jeg kunne bede dem om gennem en længere periode at tage billeder af Gud, altså at tage billeder af de steder, hvor et menneske hjælper andre, lader sig bevæge af et andet menneske og hvor det giver, uden at ville have noget igen. Altså et magtfrit rum, et sted uden handler.

De har jo alle sammen et kamera i deres iphone eller smartphone. Det er bare at være opmærksom. De kunne også knipse løs og tage billeder af skaberens smukt skabte verden fra det mindste til det største.

Altså, jeg mener, at det jo faktisk er det, evangelierne stiller til skue. Billede på billede af de rum, hvor der er plads til Gud og til at livet bliver til et under og et mirakel af glæde.

I alle de ti mirakler, som Matthæus fortæller om efter at Jesus i bjergprædikenen har kommenteret de ti bud, fortælles der præcis om, hvordan Gud lader sig bevæge af mennesker, der har brug for hjælp og tydeligt viser os, hvordan vi skal opfylde budenes krav. Bare en berøring, og Jesus vender sig om og siger: din tro har frelst dig. Kvinden i dagens tekst. Og ved sorgen over synagogeforstanderens datter.

Der er ingen trosbekendelse, men der er masser af tillid til, at Gud findes i hjælpen, at Gud er på vej, så jeg kan leve.

Det er et spændende og et levende gudsbillede. Det er ikke det eneste gudsbillede. Det kan være sammen med så mange andre, men for mig er det, det vigtigste. Kristendom handler for mig ikke så meget om ord, som det handler om at gøre noget for andre, at lade sig bevæge af andre i situationer, hvor de har brug for mig, og handler om komme til de magtfri rum som er kærlighedens rum. Og ikke mindst handler kristendom også om kampen mod alle de kræfter, der ikke holder de rum hellige, men nedbryder dem og misbruger dem med løgne og had.

Så vi kan altså tale om Gud på den måde: Gud møder os i et andet menneske vil være med os i vores tvivl og ensomhed, sorg og lidelse, men også i vores overstrømmende glæde, som når vi fejrer kærligheden.

Og så kommer kirkebønnen, for den er også billede på billede af, hvor Gud arbejder i denne verden.

Kære Himmelske Fader! Vi har nu hørt dit budskab til os. Giv os glæde og håb fra det og lad os aldrig betvivle at livet er livet værd.

Giv os mod til sammen med din gode begyndelse at fortsætte, hvad du sætter i værk, så vor verden må få, hvad den så hårdt trænger til: Fred på jorden, hvor mennesker bekriger hinanden. Frihed og retfærdighed for de truede, de forfulgte og de, der sidder i fængsler og er glemte. Trøst til de sørgende, der har mistet, barmhjertighed til de forladte og døende, lindring til de syge. Kraft til de forsagte, klarhed for de tænkende og tid til de elskende.

Vær du med de regerende, giv dem indsigt og forstand og vilje til at hævde sandhed og ret. Velsign og bevar vort fædrelands dronning og hele hendes hus. Velsign og bevar os alle og lad vort arbejde lykkes.

Giv også din kirke, hvad den behøver: Fremfor alt mod til sandhed, mod til frihed, mod til forkyndelse af din kærlighed. Herre lad os ikke være modløse, men sæt du os i bevægelse mod det rige, hvor du er alt i alle. Amen

Så vis mig nåde og miskundhed

Alle helgens dag

Salmer: 785-117-573-8-369v.6-754

Kære menighed

Da vi sidst havde sangaften, arbejdede Lene og jeg i forberedelserne med nogle af Kim Larsens sene tekster, som er med i Højskolesangbogen. En af dem hedder: Den lige vej - fra 2017. Tekster lyder sådan her:

Når mit regnskab det ska' gøres op
Så tror jeg nok Vor Herre får en prop
For jeg har syndet så det stod i stænger
Men det vil jeg ikke længer

Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
Plus det løse, som ingen husker

Så vis mig nåde og miskundhed
Der var momenter af kærlighed
Og øjeblikke, hvor mit mismod
Ikke tyngede mig ned
Og jeg gik den lige vej
Op til himlen, op til dig
Men for det meste
Var det ligesom om
Det gik den anden vej

Jeg synes det er en rigtig god tekst og tænk at den tekst runger og pumper med rockens bas og guitarer og Larsens stemme i masser af menneskers ører og de gamle ord får nyt liv og alle mindes igen om ord som nåde og miskundhed. Og nåden er Larsen ikke i tvivl om, hvad er. Det er den lige vej, op til himlen, op til dig. Og det er når der var momenter af kærlighed. Det var nåden, den lige vej. Men for det meste, var det ligesom om det gik den anden vej.

Det er ikke bare en sang om Larsen, det er en sang som meget godt giver udtryk for, hvordan de fleste af os lever og tænker om meningen med livet. Vi ved godt når vores vej bliver kroget og ikke mindst indkroget i os selv, så vi kun ser os selv og ikke vover at tro på andre. Den lige vej er der hvor livet strømmer som en nåde fra Gud ind i vores liv gennem andre og sammen med andre, som vi vælger at gå sammen med.

Jeg har siddet og læst nye salmer af Iben Krogsdal og en af dem minder om Larsens. Hos Iben hedder det:

Så vær mig nådig og giv mig sommerenge
og læg en aura omkring min svage krop
og brænd dit nordlys hvor jord og himmel mødes
og fyld dit håb i mit allersidste drop

Det er også godt her hvor miskundhed, at Gud kærligt lukker øjnene når vi synder i stænger, er skiftet ud med en fred der er som sommerenge, der føles som milde og gode for den svage krop, som nu i sit allersidste drop får lagt et håb ind om at levende og døde er i Guds hånd.

Det er håbet, som det handler om i dag Alle helgens dag. Håbet om at Gud er der, at han gemmer dem vi elskede og holdt af og savner og stadig elsker. Håbet om at Gud samler os op i en opstandelse, som vi rigtignok ikke kan fatte, men som vi på barnlig vis godt bare kan tale enkelt og ligetil om, for ellers kan vi slet ikke fatte noget af alt det, der betød noget i livet, hvis ikke Gud er der og gemmer det. Håbet om, at der er et lys for enden af livet som vi bliver omfattet af, og som trøster og favner levende og døde. Opstandelse fra de døde er ikke til at tro, men det er slet ikke til ikke at tro, for kærligheden vil række helt op i himlen til dem vi mistede.

Sorgen er det stærke hjerte
der blir ved at bløde
den der elsker, trækker stadig
vejret med de døde

- skriver Iben Krogsdal i en af sine salmer.

Det er så smukt, for sorgen er den tungeste form for kærlighed, så sorgen er det stærke hjerte, der bliver ved med at bløde, for vi stadigvæk trækker vejret med dem vi savner og som nu er døde.

Derfor skal man ikke løbe fra sorgen, for sorgen er pantet på kærligheden, et pant, som vi må passe på og værne om.

Det er det, der står i teksten til i dag, i saligprisningerne:

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Alt det som vi kan opfatte som svagt og ikke levedygtigt, er det som prises i teksten hos Matthæus, for Gud er selv i alt det, der i verdens øjne er svagt. Det er som en huskeseddel, vi skal at have os for øje hele tiden i alt, hvad vi oplever i livet. Det er i svagheden, hjerteligheden, barmhjertigheden, retfærdigheden og i sorgen Gud rører ved os og forbinder sig med os og lover os en fred, som vi slet ikke kan undvære at tænke på som altings endemål. Gud holder os fast i livet og ved alt det levende og skrøbelige med sine ord om, at livet til allersidst bliver samlet op af Gud.

Og i sorgen, når den vi har levet sammen med, er død så holder vi i troen fast på, hvad Gud har lovet os, at Gud passer på vores døde og kender deres navn:

Når den jeg har elsket er borte
og ikke kan mærke hvor hårdt
min kærlighed skriger og jager
og nægter at vende sig bort

Så lov mig Du findes i døden
så lov mig Du åbner din favn
med himmelske, lysstærke arme
og siger min elskedes navn

- sådan beder Iben Krogsdal i en salme, som er god at få trøst af, når sorgen overvælder den, der savner og græder. Hun taler direkte til Gud. Så lov mig Du med stort d, findes i døden og siger min elskedes navn.

Alle helgens dag mindes vi de døde. I Jón Kalman Stefánssons roman ”Dit fravær er mørke” lader den islandske forfatter sin hovedperson vandre på en kirkegård, hvor han ser en inskription på en faldefærdig gravsten. Her står der: ”Erindringen om dig er lys, fraværet er mørke.”

Kirkegårde er vigtige og vi må aldrig glemme dem, for erindringen er vigtig. Vi må aldrig få så travlt, at vi glemmer. Vi må i visse sammenhænge have en langsomhed i os, så vi husker. Så vi langsomt går om blandt stenene på vores hjemsteds kirkegårde og mindes langt og forstår, at vi uden dem vil være stedt i et mørke, mens den vi elskede og som vi mistede altid vil være en erindring om lys.

Akkurat som vi sidder i kirken med ansigterne vendt mod solopgangens plads, vendt mod lyset, som også alle vore kære er vendt mod solopgangens lysende port ind til guds rige.

I dag syntes jeg det ville være lysende rigtigt at begynde med Knudsens aftensang, hvor han beder Gud om at være ham nær, når ensomhed og mørke truer

Og ikke mindst til sidst i livet, beder han Gud om at være med ham:

Og når dødens nat engang
over mig sig sænker,
lad mig høre morgensang,
førend ret jeg tænker:
dine fugles morgensang
i den høje sommer,
der, hvor dag er altid lang,
natten aldrig kommer!

Derfor skal vi synge morgensangen til sidst og lade den være lyset foran os i tiden der kommer og går og en dag bliver den sidste. Fyldt med Gud og fyldt med lys.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

Amen

Et spørgsmål om tillid

20.s.e. trinitatis

Salmer: 741-299-303-729-369v.6-518

Kære menighed

I må undskylde, men jeg bliver igen nødt til at begynde med et citat fra noget, jeg netop har læst:

“En anden ting, Rhea,” sagde Lis, “i forhold til kontrol. For det er jo nok kontrol, det her i sidste ende handler om. Nogle gange er det, som om det først er, idet man slipper kontrollen, at man opnår den. Giver det mening?”

“Et spørgsmål om tillid?” spørger Rhea

“Det kan du vel godt koge det ned til.”

Rhea funderede over det.

“Det lyder rigtigt. Men også svært. At få kontrollen ved at slippe den. Det lyder som noget, man kun kan drømme om.”

“Et dagligt arbejde,” sagde Lis.

Det er fra Theis Ørntofts gode roman ‘Jordisk’. Rhea har endelig besluttet sig til at gå til samtaler med en psykolog, fordi hun fungerer så dårligt sammen med andre, som hun forklarer Lis, så vil hun enten bare helst melde sig helt ud eller også vil hun havde det fulde ansvar. Feltet midt i mellem, samarbejde, kan hun ikke finde ud af. Senere på dagen skal det kollektiv, som hun bor i, have besøg af landsbyens beboere. Og der kommer mange og de er fremmede; det føles som et kontroltab, ligesom hvis hun skulle forelske sig i en anden. Parforhold er ikke noget for Rhea. Eller besøg af mange fremmede mennesker, som der ikke er et program for. Og så er det at samtalen kommer om kontroltab.

Det er noget vi taler meget om i de her år. Behovet for at have kontrol over sit eget liv, retten til frit at bestemme, retten til at være herre i vort eget liv. Ultimativt taler vi om det for tiden både når vi taler om begyndelsen af livet og om afslutningen. Hvordan får vi kontrol over det nye liv der starter, hvornår kan vi afbryde et fosters liv. Og det synes som om det er kontrollen der er vigtigst. Retten til at bestemme over eget sit liv. Friheden til at vælge fosteret fra.

Og ikke mindst på foranledning af statsministerens udsagn på Bornholm om hendes ønske om at der ville kunne indføres aktiv dødshjælp. Døden er det ultimative kontroltab. Vil vi findes os i det? Har vi ikke ret til også at brede kontrollen helt frem til den ultimative grænse og selv bestemme, hvor vi vil dø.

Og her kommer så teksten fra profeten Jeremias, som er en modtekst til vores og en tekst tid tiden. Det er profeten Jeremias, der går ned til pottemagerens hus og der hører Guds ord. Jeremias står og kigger på pottemageren, der arbejder ved drejeskiven, og han ser, at når et kar mislykkes, så laver pottemageren det blot om til et andet kar, som han nu vil have det. Og mens han står der, siger Gud til ham, at som leret er i pottemagerens hånd, sådan er menneskelivet i Guds hånd.

Den tekst kan jeg godt sidde og blive glad for nu mens jeg sidder og skriver min prædiken. Og jeg læser naturligvis teksten som kristen og teksten eksistentielt rettet til ethvert menneske. Den berører virkelig noget i mig. Og den understøtter en måde, som jeg gerne vil se mig selv på. Hvem er jeg, at jeg skulle blive så suverænt et menneske, at jeg skulle kræve at have fuld kontrol over mit liv på alle måder? Nej jeg tror ikke vi selv skal bestemme, men vende tilbage til Rheas eget spørgsmål, som også er et svar: Et spørgsmål om tillid? Spørger hun sin psykolog Lis, som mener, at det kan man godt koge det ned til.

Tillid til livet, til andre, til verden og dermed også et forsøg på at leve i forhold til andet end til mig selv. Tillid er det vigtigste.

Naturligvis. Eller tro som er det samme, og det er det teksterne handler om til i dag. I troen kan vi have tillid til, at vi lever i skaberens gode verden, at Gud har skabt os til at leve og at vi har en dåbspagt med Gud, hvor det hedder at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. Som skabte er vi allerede noget i os selv lang tid før vi begynder at danne og uddanne os selv. Vi er skabt til at leve i tillid og i samarbejde og til at leve i forelskelsens og kærlighedens kontroltab. Vi er ikke skabt til at leve i had og isolation. Og vi har en dåbspagt med Gud om, at Gud vil være med os undervejs som børn, som unge og som forældre med glæden ved de børn, der kommer og siden komme til os i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt.

Vi kan hvile trygt i pottemagerens hænder og dermed også vide at vi altid er i et forhold til Gud, når vi er midt i livet med alt den aktivitet og alle de forhold vi bliver impliceret i.

Søren Kierkegaard siger til H.C. Andersen i Garffs bog Solisterne:

”Jeg tilstår i øvrigt gerne, at jeg finder det ret vellykket, når jeg om etikeren bruger netop det billede, at han er sin egen ansvarshavende redaktør, idet en redaktør jo forholder sig til noget allerede foreliggende, noget, han ikke selv har tilvejebragt, nemlig en andens tekst, som han skal redigere. Tilsvarende har etikeren hverken produceret sig selv eller samfundet eller Vorherre, der så at sige alle fandtes, inden han indledte sin redaktionelle proces med at blive sig selv.

Ét er nemlig at digte sig selv, et andet at lade sig digte. Den kristne lader sig digte, og i denne henseende lever en enfoldig kristen langt mere poetisk, end mangt et meget begavet hoved.”

- såvidt Kierkegaard.

Det synes jeg bare er så godt. Vi er vor egen ansvarshavende redaktør, men vi skal ikke misforstå vores opgave. Vi er ikke Gud og skaberen eller traditionen forud for os. Vi står på skuldrene af andres liv og erfaring og vi står på Guds skabte jord med al den mening, som allerede er lagt ind i livet. Vi er ikke Gud i eget liv. Vi er redaktører. Vi er Guds tkst, som vi skal redigere.

Når det rører mig at læse om Gud som pottemageren og mig selv som leret, så er det fordi det giver mig en indre fred, som jeg kan bruge og tænke på og huske den dag, når det ultimative kontroltab kommer til mig. Jeg kan trygt give mig Gud i vold uanset hvordan forholdene må blive.

I kristendommen får vi mod til at lade os digte, i stedet for at digte os selv. Og i virkeligheden er det her den store frihed findes, som giver os mod til at leve livet og lade os implicere i det. Frihed til virkelig at gøre nytte, fordi vi ved, at vi kan have tillid til livet. Frihed til at involvere os i andre og lade dem være med til at digte og forme vores liv.

Og måske er det også det lignelsen om kongesønnens bryllup handler om, for et bryllup er glædens og kærlighedens sted, hvor vi fejrer at vi lader os digte af andre og hvor vi med taknemmelighed husker, hvordan vi selv er blevet beriget med noget, vi blev givet uden at vi kan være andet end taknemmelige.

Og noget kan tyde på, at der var nogle af de indbudte, som ikke lige havde lyst til det. Der var marker der skulle passes og der var forretninger der skulle gøres. Og det forstår man jo godt. Sådan er det. Men det som vi også skal forstå er, at det stod over alt andet for dem. At de folk der sagde nej tak til invitationen, havde sagt ja til dem selv og deres egen råderet over deres liv. Det var det vigtigste for dem. De ville have det fulde ansvar for deres marker og deres forretninger. De ville være deres egen tekst. Det eller ingenting overhovedet. Og det skulle ske med deres ideer og deres vilje og ikke med tanke på andre. Ligesom Rhea i citatet jeg læste.

Det, som vi almindeligvis gør, er, at uanset vores sindstilstand, om vi er triste, vemodige eller glade, så ser vi det i lyset af blot os selv.

Det er dumt. Det er der ikke meget trøst i. Der er heller ikke meget energi i det. Vi bliver bare lukkede inde i os selv, eller vi bliver hovmodige og gør os til Gud i eget liv. Vi må rundt om Gud, vi skal ikke sige nej tak til invitationen til kærlighedens fest. Selv dér, hvor det handler om vores egen sindstilstand, skal vi være til stede i glæde og ydmyghed over at være et skabt væsen. Det vil ændre alting.

Kierkegaard foreslår os det med noget han kalder gudsbevægelsen. Vi skal lige – uanset hvad vi er i færd med at foretage os – så et slag om Gud og erkende, at det er klogt at gøre det i selskab med Gud, fordi vi i alle forhold står i forhold til Gud som livets inderste magt.

Invitationen til kongesønnens bryllup er invitationen til Guds rige, til troens liv. Og adgangsbilletten er at vi erkender, at vi ikke er Gud i eget liv. Festdragten er taknemmeligheden og tro, håb og kærlighed.

Jeg har siddet og læst salmer for børn i minikonfirmand alderen. Jeg har først og fremmest læst Iben Krogsdals. De er skønne. De udtrykker det jeg forsøger at sige. En af dem lyder sådan her:

Gud er lys, så vi kan se
og han fylder livets sang
ind i os ved solopgang.
Gud er lys, så vi kan se

Gud går ingen steder hen.
Han er altid lige her,
rør dit hjerte – han er der.
Gud går ingen steder hen

Gud er sammen med os nu.
Hvis vi hvisker hjælp mig, Gud
slår han sine arme ud.

Gud er sammen med os nu.

Gud er varmen vi kan få
og i andres trygge kram
kan vi altid mærke ham.
Gud er varmen vi kan få

Kære menighed

Så enkelt kan det skrives, at leve for Guds ansigt, at være klar over at han er vores tekst, hvis bryllupsfesten mellem himmel og jord skal blive god.

Amen

Den kristelige kærlighed er mildhedens lukkede øje.

1. s. e. trinitatis

Salmer: 731-7-691-696-369v.6-372

Kære menighed

Ali Smith har skrevet endnu en årstidsbog efter forår, sommer efterår og vinter. Andre tider, hedder den. Det er en tid om isolationen under Coronaepidemien og måske også om evigheden. Hun skriver så smukt om det at være alene, være isoleret, som hun synes er voldsomt. Men så tager hun en bog, og så har hun pludselig mange at tale med. Og en anden dag læser hun et tusind år gammelt digt, hvor hun tænker på, hvor lidt alene hun er, når hun læser det. Hele tiden, siger hun, er vi i kontakt med noget, der er større end os selv, mere finmasket, mere vidende, klogere, ældre og stærkere. Vi behøver ikke at føle os forladte. Vi er måske ovenikøbet selv blevet til en bog, som andre læser i for tiden. Eller måske bare en lille bitte pjece på en halv a5. Hun skriver også om troen. Sådan her:

Ja. En tro.

En tro var uden tvivl en slags selskab.

Nogle gange bare en melodi. En sang.

Teksten til en sang.

Kære menighed

Det er en god beskrivelse af det at have en tro. At troen er som en slags selskab, noget indvendigt, som aldrig kan forsvinde. At det er som en melodi. Som en sang. Teksten til en sang.

Jeg tror at den tekst vi har foran os til i dag, er sådan et selskab, en sang og en tekst, som fylder os hele vejen ind i sjælen og langt ud i kroppen. Som allerede fyldte os fra første gang vi hørte den og indtil nu, som fylder os fra morgen til aften, år efter år. Og som undervejs noget af tiden får os til at føle os uduelige, uværdige måske og bange og gøre oprør mod Guds øje i det høje. Men andre gange giver os mål og redskaber i livet og gør det dag for dag. Også som en trøst. Vi har en bestemmelse, vi kan være stolte af. Livet er ikke noget, der bare er noget med at spise sig mæt og sove og arbejde, at stå op og gå i seng. I en lang række af endeløse dage indtil vi ikke kan mere.

Kristen tro giver os en forståelse af vores dage, der ikke som ateismen bare reducerer vores dagligdag til tavse, døde, kolde, stumme ting, vi har lov at bruge efter forgodtbefindende og i frihed, men som ser verden som fuld af betydningsfulde, samtalende, varme, levende fænomener, som forvandler et andet menneske til at blive elskelig.

Troen som i kristendommen holder os ved selskab, vil meget mere. Den vil grundfæste os i et fællesskab af evig betydning, gøre os til en del af en stor plan, Guds plan, for at livet skal få mening.

Noget jeg har brugt meget energi på i min tid som præst har været at fortælle konfirmander om, at livet er noget i sig selv. Det er bestemt i forvejen. Det har en indbygget bestemmelse. Akkurat som der findes naturvidenskabelige love, sådan er der også allerede nogle ting i vores eksistentielle liv sammen, som er bestemt i forvejen. Vi er skruet sådan sammen, at vi inderst inde ved, at der er forskel på tryghed og usikkerhed, tillid og mistillid, godhed og ondskab, åbenhed og lukkethed. Alt det som Løgstrup kaldte de suveræne livsytringer, som sætter sig igennem undertiden næsten mod vores vilje. Livet er ikke tomhed, værdiløs og ligegyldig. Tværtimod er livet i sig selv fyldt med en tilbøjelighed til at følge de livsytringer, som vil vælge de gode muligheder, vi har sammen. Men det kræver et valg. Det kræver altid et valg at lade tilliden vinde, at lade åbenheden vinde.

Teksten som følger os som en sang i os er fra Matthæus.

›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

Det vil jeg nu sige noget mere med om, med hjælp af Søren Kierkegaard og H.C. Andersen og Joakim Garff fra sidstnævntes bog, hvis titel er: Solisterne.

Han, Garff, forestiller sig de to store enere, så forskellige de er, sammen tager på rejse til Rom. En dag er Andersen ikke helt i godt humør, men er ængstelig, hvad han er ofte. Så for det ene og så for det andet. Men Kierkegaard får ham med ud og starter med at sige de ord, vi kender så godt: Jeg har gået mig mine bedste tanker til og kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. – siger han til Andersen.

Andersen betvivlede metodens effektivitet og gik desuden meget, hvad hans skæve hæle kunne bevidne. I øvrigt kunne man vel også gå – fra forstanden! Replicerer han.

Kierkegaard var lige ved at give op, men siger så.

– Husk, at en sådan vandring ikke bare er en vandring ud i det blå, men skal være en slags gudelig adspredelse. Læg Dem derfor på sinde, at det er en pligt at elske de mennesker, De møder på Deres vandring og at elske de mennesker, De ser.

Hvem som helst? Spørger Andersen

Enhver! Svarer Kierkegaard

Det er fornøjelig læsning og nu udfolder Kierkegaard troens perspektiv som bliver lagt ind over dagligdagen. Guds bestemmelse med os. Der er ingen der er mere troende end Andersen, men han er det meget i hjerteligheden og følelserne. Der supplerer den intellektuelle og troende Kierkegaard Andersen meget godt.

Efter en dag i Venedig at have forladt deres hotel holdt de til venstre gennem en gydelabyrint, glædede sig ved synet af Rialtobroen for derefter at tage opstilling nogenlunde midt på Markuspladsen, hvor Kierkegaard duppede panden og fugtede læberne. Nu skulle Andersen høre godt efter.

– Når det at elske de mennesker, man ser, er en pligt, så er opgaven ikke at finde det elskelige menneske. Opgaven er derimod at finde det menneske elskeligt, man nu engang står overfor. Og at kunne blive ved med at finde vedkommende elskelig, hvordan han eller hun end forandrer sig med tiden.

Det er bare så godt. Det handler ikke om at finde et elskeligt menneske, men at finde det menneske elskeligt, vi møder.

Det er programmet, som det er programmet for i dag her i kirken. Skal livet lykkes bare så nogenlunde, så må vi på forhånd tro det bedste om den anden, vi møder på vores vej. Du skal elske din næste som dig selv, for kan mistroiskhed gøre noget mindre, end det er, så kan kærlighed gøre noget større, end det er! Så vil livet vokse og kærligheden vinde frem. Ganske langsomt måske i begyndelsen, men den vil vinde.

Mistroiskhed overfor et andet menneske ødelægger alting i forholdet. En dag kan det blive nødvendigt at nære mistroen, fordi det andet menneske måske truer os. Men det er en anden sag. Når vi starter vores gåtur gennem livet eller dagens gåtur, så må vi gå med tilliden og kærligheden.

Men kærlighed kan gøre noget større end det er. At vise en anden umiddelbar tillid åbner for den andens tro på tilliden.

– Men er næsten mig også nærmere, end jeg er mig selv? - spørger Andersen.

– Nej, det er næsten ikke, men næsten skal netop være dig lige så nær. Loven er derfor: Du skal elske dig selv, som du elsker næsten, når du elsker ham som dig selv, svarer Kierkegaard med sin endnu dybere forståelse af, hvor forbundne vi er.

Han siger altså, at det handler om at forstå at vi har skæbne sammen. For det har vi, når vi elsker ham som os selv.

- Det er nemlig den kristelige kærlighed, der, om jeg så må sige, opdager, at „næsten“ overhovedet er til – og at ethvert menneske, selv det usleste, selv det nedrigste, er næsten, føjer Kierkegaard til.

Det er vigtigt at læse hele teksten med, for det største og første bud er nødvendig for det andet. Det er det, som Kierkegaard kalder for Evighedens forandring. Det er troen på Gud som giver buddet om kærlighed til næsten sin totale betydning.

Det er at leve et liv evigt, sådan som Jakob Knudsen altid tænkte på som det vigtigste. Det er at leve sit liv i mødet med sin næste foran Guds ansigt.

Det er det, som i dagens tekst med det underlige ordkløveri mellem Jesus og hans modstandere, som skal vise, at ordene er fra Gud, ja er Guds egne, sådan som Jesus sagde dem.

»Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.«

Jesus svarer: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?«

Underforstået at Jesus igen udfordrer dem og siger til dem, at han selv ikke er Davids søn, men er Guds søn.

Buddet om at elske næsten som os selv, kommer fra Gud. Det er evighedens forandring, der er kommet ind i verden med Jesus Kristus.

Kierkegaard er slet ikke færdig endnu. Dagen går og de går de to rundt i Venedig gennem pladser og gyder og det bliver mørkt og de må få hjælp til t finde hjem. Inden de når så langt, siger Kierkegaard:

- Mennesket skulle begynde med at elske den usynlige Gud. Sådan lærte man nemlig, hvad det ville sige at elske. Men det, at man så virkelig elskede den usynlige Gud, skulle vise sig ved, at man elskede det menneske, man stod overfor. Den kristelige kærlighed var mildhedens lukkede øje.

Det er den sidste sætning jeg har sat som overskrift for min prædiken til i dag.

Den kristelige kærlighed er mildhedens lukkede øje. Vi skal have samme miskundhed, som Gud har overfor os. Vi må øve os i at have mildhedens lukkede øje, der tydeligt ser at det andet menneske er vores næste – uanset dets handlinger.

Vi har skæbne sammen, fordi vi er sammen i evighedens fordring på os.

Amen

Gift dig og få børn

3.s.e. trinitatis

Salmer: 730-218-148-731-369v.6-Høstgule marker

Kære menighed

Jesus og hans venner skal overnatte hos gode venner i Nain lige syd for Nazaret. De er opløftede og fortumlede efter dagens begivenheder. Ved byporten mødte de et begravelsesoptog. En enke havde mistet sin eneste søn, sorgen havde taget så hårdt på hende, at hendes brødre måtte holde hende oprejst på vej mod graven. Jesus havde fået medfølelse med hende. „Græd ikke,“ havde han sagt og rørt ved den båre, de bar den døde på. Den unge mand havde sat sig op med det samme, lige så levende, som han havde været ugen før, og Jesus havde taget ham ved hånden og ført ham hen til sin mor. Omkring dem var folk faldet på knæ og havde knap kunnet tro, hvad de så med deres egne øjne.

Sådan fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen i sin roman over Det ny testamente, som lige er udkommet. Den hedder: Natten åbner sig som en port. Og den er god at læse, hun har en lyrisk tone som gør den levende og så blev jeg altså rykket en lille smule nærmere Jesus, jeg kom til at forstå mere af hans liv. Og ikke mindst hans død. Hun skriver sådan at læseren går sammen med Jesus. Der bliver sammenhæng i fortællingen. Det er ikke så ringe gjort. Jeg håber rigtig mange mennesker vil læse den og følges med gennem Nain den morgen, hvor Jesus er hvor han altid vil være, som et håb midt i lammelsen ved mødet med døden. Der er altid mere at fortælle, når Jesus er med.

Men noget som jeg også læste i denne uge, rørte mig endnu mere. Det var Puk Qvortrups bog fra 2019 som hun skrev få år efter at hendes mand, Lasse faldt om med hjertestop under et halvmaraton i Århus. Samme dag havde deres to-årige dreng, Elmer, fødselsdag. Og mens Puk, som igen er gravid i ottende måned, er ved at pynte fødselsdagskagen og har travlt, ringer telefonen; det er fra hospitalet. Det er en læge der ringer og siger at det er alvorligt, at hendes mand har haft et hjertestop, og at han ikke selv kan trække vejret, men nu bliver holdt kunstigt i live.

Alting vælter for Puk. Hun skal ud til Skejby, finde en indgang til det rigtige sted, hvor en læge vil vente på hende. Hun må kalde familien sammen. De må hjælpe. Og hun får så meget hjælp som hun kan og inderst inde har hun en livskraft. Hun er et menneske af ånd, som bliver til vilje. Det mærker jeg hele vejen igennem bogen, selvom hun også siger at hun ikke tror på Gud. Hun har levet med den livskraft i alle årene også da de blev viet i Århus domkirke, hvor hun også må tage afsked med ham. Så skriver hun men hun sidder på hospitalet:

”Jeg blev overrasket over at se mine hænder flette sig sammen foran mit bryst og høre min hvisken: Kære Gud. Vil du ikke være sød og høre på mig? Vi har ikke talt sammen før, fordi jeg ikke tror på dig. Men det her handler ikke om mig, det handler om Lasse. Det er nu, du skal vise, at du findes. Lasse skal være far igen, han har så meget at leve for. Vi har brug for ham. Vis nåde.”

Det er en helt igennem fin lille bog, som hedder: Ind i en stjerne. Den er så ærlig og fint fortalt og slutter godt med en stor smerte klogere, men hun tror på en ting: gift dig og få børn. Da familien kommer hjem til hende lige, da det er sket, står hendes søster der med sin kæreste og hun siger til dem ’Gift jer og får børn’. Fællesskabet, ansvaret, den anden, som er en gave i ens liv. Det er det første hun tænker på, da du hun oplever det værste. Og det er det første hun siger til psykologen, da hun får tilbudt en samtale med sådan en. Man skal gifte sig og få nogle børn. Helt umotiveret siger hun det. Hun fortryder ikke, selvom det nu bliver hårdt og vanskeligt.

Det er sådan vi møder enken fra Nain. Alting er væltet for hende også. Hun har mistet sin mand, nu mister hun sin søn.

I sidste uge læste jeg Esben Kjærs bog i serien: Kristendommen ifølge. Han kalder den Tro for tvivlere. Esben Kjær er den rapkæftede journalist, som havde programmet Bagklog i P1.

Han vil så gerne tro, for han oplevede det frygtelige at miste Sebastian på syv år. Det er nu ti år siden, men det er stadigvæk som en umulighed i det liv, som han ikke har tillid til længere så lidt som til Gud. Han skriver: ’Samtidig har jeg brug for troen i mit liv. For eksempel har jeg helt konkret brug for at tro, at Sebastian er hos Gud og ikke i et hul i jorden.’ Resten af denne bog handler om, hvordan jeg har prøvet at styrke min tro, der som udgangspunkt var svag, farveløs og mest sad oppe i hovedet. Hvad kan man egentlig tro på, når ens hjerte er blevet revet ud af brystet og knust af den værste tragedie overhovedet?

”Helvede, det er de andre” sagde Jean-Paul Sartre. Det er bare sådan en sætning, der slet ikke er til at glemme igen. Friheden findes i de andre, i ansvaret, så han tager så grusomt fejl. De andre og den anden er tværtimod det fuldstændigt uundværlige, det evige i livet, det er i fællesskabet, at livet bliver til, at vi skabes som mennesker, at vi ånder, tror og håber, at vi allermest mærker livskraften, at vi allermest mærker Gud, både som gave og som fordring. Gud er i mellemrummene. Helvede, det er derimod ensomheden, isolationen.

I ’Hafni fortæller’ skriver Helle Helle sådan her om Hafni:

”Hun defilerede også en del rundt på pladsen. At være blandt campisterne var, som når hun går i Netto og tager en tilfældig vare alene for at kunne stå i en lang kø tæt op ad tavse fremmede. Men hendes uro kommer næsten altid gungrende tilbage.”

Det er bare Helle Helles kunst helt underspillet at fortælle om den værste plage et menneske kan udsættes for. Ensomheden. At være uden de andre. Det giver sådan en uro, som gungrende kommer efter hende, som den store Bukkebruse, når hun lige har været på vej over broen til noget, der ligner et fællesskab i Netto. Hele vejen igennem romanen har jeg sådan en lyst til at slå armene om hende.

Nu skal I høre noget af det bedste jeg har læst længe, som jeg læste i Theis Ørntofts seneste roman, der hedder ’Jordisk’. I sin første roman skrev han en rasende og uhyggelig bog om ensomhed og isolation, men nu er der helt andre ting, der er blevet vigtige. Her skriver han et sted, hvor han lige igen har oplevet glæden ved at være sammen med sin venner, de andre som Sartre kalder dem. Så står han alene og i tanken binder han det hele sammen:

”Regnen er bundet til landskaber. Samtaler er bundet til kroppe. Kroppe er lavet af kød og blod. Og livet er bundet til døden. Døden er en farverig og mærkelig fødsel. Døden er en overgang. En dag skal alting genopstå. Jeg ved det.”

Altså kære menighed. Så jubler den gamle præst. Tænkt at en ung forfatter i Danmark lige nu kan skrive sådan her. Regnen er bundet til landskaber. Regnen er velsignelsen fra oven, der får markerne til at give os liv som brød og vin. Samtaler er bundet til kroppe. Samtaler er som en velsignelse mellem os, som gør os levende og forpligtede og som giver os forhold, som aldrig holder op, men bliver ved efter døden.

Livet er bundet til døden. Det er betingelsen i alle vores alvorlige samtaler og relationer, men det standser ikke livet og ødelægger ikke livet, for døden er en fødsel. En dag skal alting genopstå.

Når livet truer os og vi føler os små og usikre skal vi vide én ting, og det er at livets inderste livskraft, som er Gud vil følge os og give os styrke. Det er sådan jeg læser fortællingen om opvækkelsen af enkens søn i Nain. Og når jeg læser den hos Anne Lise Marstrand-Jørgensen, så tror jeg på at det skete. Selvom det er umuligt. Men det er mere umuligt ikke at tro på det.

Frøet i jorden som ingen ser,
lever sit liv i det skjulte,
trænger op gennem muld og ler,
står som bølgende marker her -
hvisker om fugl og føde,
nynner om markens grøde!

- sådan skriver Michael Nielsen, tidligere valgmenighedspræst i Ryslinge i den salme, som vi skal synge til sidst.

Det er sådan livskraften også er tilstede skjult både i jorden og i mennesker.

Og senere skriver han:

Vækstens under, den stille magt,
viser sig i naturens dragt,
ser vi hvad livet ville,
så bliver hjertet stille!

Det livet ville er de andre, er at forpligte sig, er at gifte sig og få børn og relationer og ansvar og mening med at være til. Og Gud ske lov er vækstens under endnu engang sket, selvom det så lidt anstrengt ud i junis tørre solskin, men så kom regnen i juli og blev næsten alt for meget, men med arbejde lykkedes det alt sammen. Vi må være taknemmelige for at det er sådan livet her på jorden er skruet sammen, at Gud er livskraften i det levende, der skal vokse og glæde sig.

Amen

oprejst, i dagens blændende lys

10.s.e. trinitatis

Salmer: 748-353-14-325-752,4-29

Kære menighed

Allerførst skal I høre et citat fra en bog jeg læser lige nu. Jeg er ikke færdig med den. Jeg synes heller ikke den hænger godt sammen. Jeg vil ikke anbefale den, men der er noget i den, som jeg slet ikke kan lade være med at blive glad for at læse. Her kommer citatet:

”Oversygeplejersken med små briller og et sort bånd på den hvide kappe skubber mig frem og tilbage på metalpladen, hvor jeg ligger på den bløde madras. Hun åbner lågerne i siden, hun siger: Hvordan har du det i dag? Hvor gør det ondt? Hun rører ved mig med sine varme hænder, regulerer trykket i maskinen. Mine egne arme er så bløde som milkshake af ikke at blive brugt. Hun placerer jernlungen under et vindue, det har jeg bedt hende om, så vinden udefra kan blæse ind over mit ansigt, kilde mig med sine mikroskopiske sandkorn, og et øjeblik, når jeg lukker øjnene, kan jeg tro, at jeg ikke er en natsværmer, men går derude, oprejst, i dagens blændende lys.”

Det er en trettenårig pige, Agnes, som ligger i en jernlunge, som er den ældste form for en respirator, hvis formål det er at holde patienten i live igennem kunstigt åndedræt. Patienten ligger med hele kroppen inde i en tank – kun hovedet befinder sig udenfor. Åndedrættet understøttes ved at trykket inde i tanken skiftevis øges og sænkes, læste jeg på Wikipedia.

Pigen har polio og ligger på Blegdamshospitalet i halvtredserne, hvor polioepidemien hærgede i Danmark. Romanen hedder Jernlungen og er skrevet af Kristine Reffstrup. Det er hendes anden roman. Men slutningen af citatet:

- så vinden udefra kan blæse ind over mit ansigt, kilde mig med sine mikroskopiske sandkorn, og et øjeblik, når jeg lukker øjnene, kan jeg tro, at jeg ikke er en natsværmer, men går derude, oprejst, i dagens blændende lys.

Det er så smukt. Og hun véd i det øjeblik, hvad der tjener til hendes fred. Det er hendes håb om at leve, det er hendes tro på, at hun ikke skal blive ved med at ligge i sin puppe som en natsværmer, men kan gå derude, oprejst, i dagens blændende lys.

Det er jo også fordi jeg ikke kan lade være med at sætte mig i pigens sted. Så isoleret. I en jernlunge. Jeg har endnu ikke læst bogen færdig, så jeg ved ikke hvad det ender med. Det der er vigtigt for mig lige nu, er hendes tro på at hun en dag igen kan gå derude. Oprejst.

Jøderne trosbekendelse, som var den gammeltestamentlige tekst til i dag, er så smuk. Agnes i jernlungen på Blegdamshospitalet siger den, selvom hendes situation er umulig. Det er sådan jeg læser hende. Fordi jeg er præst – selvfølgelig, men også fordi jeg ofte har oplevet den tro hos patienter jeg har kendt over længere tid. Tro er ikke ord. Det er en holdning til det vi møder i livet. Tro og håb findes selv i en jernlunge.

”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.”

Det er også vores pagt med Gud. Uanset hvad der sker, så står den pagt ved magt. Et menneske kan rammes af sygdom og af meget ondt, fordi ulykker og sygdom og epidemier findes. Det ser vi hele tiden i verden, nær os og fjernt fra os. Men lever vi i en tro på at livet er en gave fra Gud, og det er det pagten med Gud fortæller os at livet er, så vil det ende godt, for Gud har lovet at være med os, når blot vi vil elske Gud og det han har givet os, nemlig livet, af hele vort hjerte og af hele vor sjæl og af hele vor styrke. Det er det barnet gør, Agnes i jernlungen. Og derfor handler livet først og fremmest om at elske. Elske mor og far og søster og bror og hver en næste, som vi får lov til at levet livet med. Og livet, sådan som det ligger foran mig og den krop som jeg får til at opleve livet med. Og Agnes bruger dagene og nætterne til at huske alting godt sammen med hendes søster Agnes og deres liv sammen indtil den dag Polioen ramte hende. Og hun elsker når søsteren kommer på besøg.

På mange måder er det vigtigt for os at tænke som barnet i Jernlungen. Altid og livet igennem hele tiden at elske dagligdagen, alt det nære og alt det fjerne og fremmede og under alle omstændigheder have en tro på, at det vil ende godt.

Sørine Gotfredsen skriver i sin seneste bog Livskraft sådan her:

”Det handler om den største kærlighed, der nemlig, som sagt, muligvis ikke er dén, man føler til et andet menneske, men i stedet dén, man nærer til livet selv. Det gode er, at det aldrig er for sent at melde sig ind i dette smukke kærlighedsforhold til livet.”

Og med Kierkegaard hævder hun også, at den indre livskraft ikke skyldes os selv, men vores skaber: ”Utrætteligt hævder han, at vi narrer os selv, når vi tror eller ligefrem insisterer på, at den egentlige livskraft udspringer af eget indre, og at vi skal forstå, at den i stedet har sit udspring i det guddommelige.”

Det synes jeg er en vigtig pointe at få med. Et andet sted læste jeg, at Gud solgte sin frihed, da Han skabte mennesket i sit billede. Gud kan ikke slippe sin skabning og derfor kan Agnes også bede vinden udefra kan blæse ind over sit ansigt og kilde sig med sine mikroskopiske sandkorn.

Selvom der også i romanen Jernlungen er meget, som jeg slet ikke kan lide og ikke forstår, så glæder det mig at en forfatter kan skrive så smukt om den tro, som allerede befinder sig i et lille menneske på tretten år.

Men det er også klart, at selvom livskraften og troen så at sige er indbygget fra skaberens side, så står det til os at blive ved med at holde os selv i live og vi er selv med til at bestemme, om vi vil bevare berøringen med de første og stærkeste glimt af livskraft, som vi alle har fået i barndommen blændende lys.

Jeg tror det er sådan vi skal omgås troen i kristendommen og det er sådan det er, når religion er bedst. Vi skal hverken brænde hinandens bøger eller slå hinanden i hovedet med bøgernes forsøg på at tolke menneskelivet allerbedst.

Hvis vi vil vores egen fred, så må vi lade være med at stille vores tro så skarpt op, at vi mener os i vores gode ret til at håne andre. En af de gode ting som er sket i den tid, hvor jeg aktivt har levet og arbejdet i kirkens tjeneste, er at nu handler det ikke mere så meget om at være rettroende. Jeg tror vi nu har bedre muligheder for at komme bagom alle de forskelle, som delte kirken op i kirkelige retninger, fordi vi vover at se troen som et fænomen, som først og fremmest er en gave i det almindelige menneskeliv. Og det er ganske givet noget Grundtvig har en stor del af ære for.

Sørine Gotfredsen skriver sådan her om det i sin bog:

”Grundtvig ville have sine landsmænd til at tro på, at ingen er sat på kloden ved en tilfældighed, men at vores liv er omkranset af guddommelig skabervilje, og alt dette kan, som Grundtvig jo med tiden indså, et menneske få fornemmelsen af, uanset om man tror på, at Jesus er Guds søn, eller ej. Først må vi forstå, at vi er åndsvæsner, og siden kan vi blive mere bevidste om, hvad vi i sidste ende tror på. Med andre ord: Menneske først, kristen så.”

Så er det sagt, så det er til at forstå. Tak Sørine.

Sidenhen i livet bliver det vigtigt at forstå Guds nye ansigt i Hans søn Jesus Kristus, for så endelig at nå så langt i forståelsen af, hvad det vil sige at elske livet, at vi ser, hvordan Gud er gået foran med sit eksempel, at Jesus satte livet til for sine medmennesker i kampen for at frigøre os fra alle religionskampe. Templet blev lagt øde 40 år efter Jesus døde på korset, og da han døde, blev det fortalt at forhænget ind til det allerhelligste flænges fra øverst til nederst. Adgang til Gud blev givet fri. Da Jesus svinger svøben over alle der krævede penge for at få adgang til Gud og da han væltede bordene, sagde han tydeligt, at Gud står i et forhold til hvert et menneske, og hvis mennesket vil give Gud plads, så er hvert eneste menneske et tempel og derfor helligt.

Sådan noget er godt at huske på, når nogen engang imellem får lyst til at brænde andres hellige bøger af.

Oprejst, i dagens blændende lys. Den sætning har jeg sat som overskrift for min prædiken. Det er det vi skal være glade for at få lov til.

Amen

Hvordan er det med dig,

skulle du ikke røre dig en æggesnaps

3.s.e.trinitatis

Salmer: Salmer: Den lange lyse sommerdag-522-11-725

Kære menighed

Som overskrift for dagens prædiken begyndte jeg med at skrive: Gud er ikke et krav om retfærdighed, men en lidenskabelig medfølelse, som ingen kan undvære. Jeg tror, det er det, teksterne til i dag handler om. Enkelt og klart fortæller de, at Gud ikke stiller et krav om retfærdighed, men giver os en lidenskabelig medfølelse, som ingen af os kan undvære.

Jeg tror, det er en sandhed, at intet menneske kan leve uden medfølelse. Kommer vi i den situation, hvor vi ikke kan få medfølelse, bliver vi fortabte som det bortkomne får og den borttrillede mønt.

Kristendom handler om, at Gud kommer os i møde med den medfølelse, for at vi skal få mod til at leve dette vidunderlige liv med glæde.

Behovet for medfølelse og lydhørhed fra andre følger os hele livet fra vi er ganske små til vi bliver gamle.

Tove Ditlevsen har beskrevet det så smukt i novellen En æggesnaps, der handler om en lille piges vilde længsel efter sin mor. Det meste af dagen er hun ene, fordi moderen arbejder på en fabrik. Ensom og tom er dagen for hende, og hænder det så at moren om aftenen er forsinket, forestiller barnet sig straks, at der er sket en ulykke. I den situation, novellen skildrer, har moren været ekstra forsinket, barnet har grædt af længsel; men endelig kommer hun. Og dog blev ikke det hele på én gang godt, for moren er træt og forstår ikke til at begynde med, hvor meget hendes lille pige trængte til at mærke hendes kærlighed. Barnet har forberedt aftensmåltidet, kogt kartofler, stegt frikadeller og dækket bord. Men moren lægger ikke mærke til, hvad der ligger i det, hun er tavs og træt. Tavs og træt sætter hun sig til bords og bare spiser, næsten som om hun er ligeglad med det hele og lægger ikke mærke til, hvor vildt hendes barn har glædet sig til dette måltid, glædet sig til at de skulle være sammen. Barnet er ulykkeligt, hun vogter på morens bevægelser og minespil; hun grunder over, hvad der kan være i vejen, om hun har gjort noget forkert, om moren er vred eller bedrøvet - og kan ingenting forstå.

Men til sidst bliver moren endelig opmærksom på, hvordan det er fat; hun ligesom vågner og opdager barnet på ny. Hør, siger hun, hvordan er det med dig, skulle du ikke røre dig en æggesnaps. Æggesnaps, det var det bedste barnet vidste. Nu forstod hun, at moren alligevel ville have med hende at gøre. Hun springer op og løber ud i køkkenet. - Du skal da også have en, mor, råber hun, jeg skal nok røre dem begge to. - Al bekymring er som blæst bort, kontakten er genoprettet; og først nu blev det til alvor, hvad hun havde følt for et øjeblik siden, at verden fyldtes med lys og hjertet fyldtes med ro.

Det er en vidunderlig novelle og det kan næppe udtrykkes klarere, at vi alle som én har brug for medfølelse fra et andet menneske, et tegn på at en anden vil være sammen med os.

Fra vores egen barndom husker vi det, og måske har vi måttet slåsse med det alle vore dage, det faktum, at der var for få æggesnapser. Så kommer følelsen så nemt og hurtigt op til overfladen, følelsen af, at vi er trillet bort fra de andre, at vi er kommet ud af alle sammenhænge, og at vi ikke længere ses af medfølende øjne.

Det forekommer mig, at i de syvogfyrre, jeg har været præst, så har det været det altoverskyggende problem som igen og igen har fyldt samtaler med mennesker. Den største sygdom og det største onde et menneske kan have, det er ensomheden. Der er så mange borttrillede mønter i verden. Så mange der mangler medfølelse.

Tove Ditlevsens novelle fortæller om det altid aktuelle tema i vort liv, at vort etiske og menneskelige beredskab altid skal være på fulde omdrejninger. Altid har vi et ansvar, som vi kan vælge at se forbi eller vælge at tage på os. Vi kan aldrig vide, hvori præcis vores opgave kan være, men at vi skal være til stede med en medfølelse og en lydhørhed, det er fordringen til os.

Overfor barnet især. Barnet har brug for at vide sig set af sin far og af sin mor, vide sig hørt. Livet igennem følger det et barn, når det ikke er blevet set tilstrækkeligt. Havde moren i novellen ikke til sidst set sin lille piges vilde længsel efter medfølelse, havde den lille pige fået den viden ind i sit unge liv, at livet ikke var værd at leve, at det kun var til at være ligeglad med.

Kristendom kommer ind i verden som et tilbud om en æggesnaps til alle, der leder efter medfølelse. Det er det, der er vigtigt at forstå vedrørende kristendom. Kristendommen kræver ikke af os, at vi skal skrive under på alle trosartikler eller at vi skal opføre os retfærdigt og pænt og aldrig træde ved siden af. Men tro for kristendommen er imidlertid at turde leve i forvisning om, at kærligheden er det vigtigste, og at vi derfor hele tiden skal forsøge at komme ud af vor egen selvkredsning og hen mod vort medmenneske med en medfølelse. I mange af vore leveår tror vi, at vi skal gøre os fortjent til opmærksomhed fra andre, fortjent til kærlighed.

Kristendom slår en streg over alt sådan noget. Det er det evangeliet til i dag handler om. Skidt med, at vi ikke hører med til de retfærdige, der følger lovens ord og er gode borgere. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om det helt eksistentielle for os alle: medfølelse.

Den kommer Gud med nu.

Jeg læste fornylig hos den kloge nu afdøde Frederik Dessau en sætning, som jeg er blevet så glad. Sætningen lyder sådan her:

”At løse et problem er at forandre en situation.”

Det er det hele. Det er det moren gør i Ditlevsens novelle. Barnets problem og dermed ikke mindst morens problem blev løst med en æggesnaps.

Der er virkelig gods i den sætning. Tænk bare på mange af de situationer i vort liv, hvor vi måske syntes, at det ikke var muligt at overleve i dem, fordi de var for uoverkommelige og for vanskelige at leve med. Men så var det faktisk måske nok en ide at gå ud i køkkenet og røre en dej sammen til et brød. Og når det så var bagt, var der måske også en løsning på det problem som standsede det hele tidligere.

At løse et problem er at forandre en situation.

Kristendom kommer ind i verden med den sætning. Jesus fortæller os, at det ikke er os, der ikke er gode nok, men at vi alene trænger til at blive fundet. Så bliver der glæde i engleafdelingen og sol over Gudhjem.

Nu vil jeg så vende tilbage til en sætning, som jeg sagde i begyndelsen: Gud er ikke et krav om retfærdighed, men en lidenskabelig medfølelse, som ingen kan undvære.

Den sætning har jeg ikke selv skrevet. Jeg har den fra Knud Hansen, den gamle forstander på Askov Højskole. Men det er også en fantastisk sætning. Den indeholder hele dagens evangelium. Gud løser vort problem med retfærdigheden, som vi ikke kan leve op til. Han løser det ved at forandre situationen. Han kommer os i møde med en lidenskabelig medfølelse, som ingen af os kan undvære.

Men jeg tror alligevel, at jeg ændrer overskriften over min prædiken. Jeg tror, den mere skal lyde noget i den her retning, for evangeliet er fortællingen om Gud, der venligt kommer os i møde med spørgsmålet: Hør, hvad er det med dig, skulle du ikke røre dig en æggesnaps?

Amen

“Hvor gerne ville vi ikke have, at resten af vores liv skulle blive en eneste beskrivelse af lys.”

1.s.e.trinitatis

Salmer: 403-696-697-723-752v4-396

Kære menighed

Nu er vi så kommet til trinitatistidens klare budskaber om, hvad vi skal gøre. Den rige mand og Lazarus behøver ikke meget udlægning. Den taler sit sprog til os alle hver især.

Og så alligevel. Så let er det jo heller ikke. Der skal være en dybere sammenhæng i et menneske for det kan være mere end både Lazarus og Den rige mand, som også i teksten er gjort til stereotyper. De to kan vi se hver dag, når vi ser os omkring i samfundet og i verden. Det er der ikke megen kunst i at være de to.

Der skal være en flamme i et menneske på en langt dybere måde, hvis der skal ske noget i livet, der kan kaldes Gud og dermed kan kaldes kærlighed.

Og derfor vil jeg begynde et helt andet sted end i tekstens sort-hvide univers.

I går var der i KD et stort interview med Sørine Gotfredsen i anledningen af at hun har udgivet en ny bog om Grundtvig og Kim Larsen, hvor hun blandet siger sådan her:

”Det med Ånd kan let blive indviklet, og man tror, man skal have store, gådefulde oplevelser for at erkende noget åndeligt. Og nej, det skal du nødvendigvis ikke. Du skal opleve de store øjeblikke i dit liv og tage dem virkelig alvorligt, mens du frigør din tanke fra tidens rationelle og psykologiske forklaringer. Når man oplever et strejf af salighed, hvor man føler sig fuldstændig fri for sorg og nærmest opfyldt af lykke, er det livskraft og Åndens øjeblik.”

Såvidt Sørine om vejen til at blive et menneske med en flamme eller en livskraft i sig, som kan give mere bund i et menneske, så det menneske kan balancere i en verden med alle de modsætninger som er her.

Om sådan et åndens øjeblik og livskraft skrev Göran Tunström så smukt om i romanen “Juleoratoriet.

Han skrev sådan her:

“Nu er morgensolen her. Den skinner på vejen. Ja, lyset er her, og hvor gerne ville jeg ikke have, at resten af mit liv skulle være en eneste beskrivelse af lys, således som jeg en gang for længe siden oplevede det i et vejsving: det var sommeraften den gang, solens skrå stråler over de grønne marker, jeg var ked af det og ensom. Da skete det pludselig, at der lige gennem min krop gik en varme, der var nærvær overalt. I løvet, i kornet. Jeg var gennemsigtig som musik. Jeg var en Adagio. Jeg var en af noderne, en nødvendig del af det stykke, der blev spillet.”

Dét skal være søndagens prædikens ønske for os alle:

“Hvor gerne ville vi ikke have, at resten af vores liv skulle blive en eneste beskrivelse af lys.”

Tunström har kursiveret ordet lys. Det er fordi det indeholder meget mere end det, vi forstår ved det blotte lys, som oplyser dagen og som øjet opfanger som lys. Det er også det lys, som kan redde os og kalde os tilbage til livet, når vi en aften står ensomme i aftenens skrå stråler og som pludselig kan gennemvarme os og gøre os til en del af livet igen.

Suzanne Brøgger skriver et sted i bogen “Sølve”:

"Der er en større verden bag, som ikke kan få ord, men hvis jeg alligevel skal prøve at finde et ord for det, der ligger bag det hele og mellem os - så må det være kærlighed!"

Det er det indhold, der også er i ordet lys.

“Da skete det pludselig, at der lige gennem min krop gik en varme, der var nærvær overalt.”

De fleste af os har oplevet det en eller flere gange i vort liv, det øjeblik, hvor vi er blevet gennemstrømmet af en større verden bag, som om en eller anden omfavnede os, gav os ro. Vi behøver ikke nødvendigvis at finde fremmede ord eller religioner for at beskrive den oplevelse, men der vil også være mange andre ord for det i andre religioner og livstydninger. Det kaldes ganske enkelt kærlighed eller nærvær, som noget der er en del af det her liv. Det er det første vi skal gøre for mennesker, som har været ude for en ulykke og som har fået et chok: at pakke dem ind i tæpper, at give dem varme og dermed nærvær igen.

Det var det, der skete for det menneske i Tunströms roman. Ensom og uden sammenhæng med andre i den blå time sidst på dagen, da alligevel at møde en magt i tilværelsen, som kunne gennemstrømme ham med varme og nærvær, en fornemmelse af, at livet dog alligevel passede og at han passede ind et sted - ovenikøbet som en nødvendig del.

Som i et stykke musik: at vi kan blive som andensatsen i en klaverkoncert, en adagio. Han skriver dermed om, hvor sårbare og udsatte vi er, spinkle som tonerne med de lange mellemrum og bløde anslag i adagioen, men at vi netop i det sårbare kan blive vidunderligt smukke.

“Jeg var gennemsigtig som musik. Jeg var en Adagio. Jeg var en af noderne, en nødvendig del af det stykke, der blev spillet.”

Dermed er vi ved at nå ind til det, der er kernen i dagens tekst, hvor hverken Den rige mand eller Lazarus var nået til at blive andet end noget for dem selv i deres isolerede og indelukkede rigdom og fattigdom. De var aldrig kommet med i den livsmusik, hvor vi for alvor kan komme til at opleve, at vi er en nødvendig del af det stykke, der bliver spillet. Overhovedet at blive en del af noget andet end os selv og vores lille liv. Men at blive en del af livet selv, når det vil spille på os. Som var vi ikke bare adagioen, men også instrumentet. Ikke et instrument for os selv, men et instrument for livet, sådan så vi lod os spille med af al den anden musik, der var omkring os, de andre instrumenter.

Så er vi for alvor ved at blive levende, tror jeg.

“Hvor gerne ville vi ikke have, at resten af vores liv skulle blive en eneste beskrivelse af lys.”

Det er det, vi er på vej til at blive, dersom vi hengiver os til at være et instrument for livet. Det er derfor vi går i kirke søndag efter søndag, for at finde sprækker ind til den større verden bag, som hedder lys i kursiv og som hedder kærlighed og som hedder varme.

Så er vi stedt lige midt i en af kristendommens allersmukkeste tekster, som jeg læste som episteltekst. Apostlen Johannes skriver det så vidunderligt:

“Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.”

At blive i Gud ved at være et instrument for det lys, som han lader sprede over os hver morgen, det er at blive i kærligheden og det er at lade Gud blive i os. Og så hænger alting sammen, og vi er ikke bare enkeltpersoner, men er del af den store musik, som hedder Gud.

Kære menighed

Så tror jeg ikke længere, det er så nødvendigt at høre om Himmel og Helvede, om frelse og om fortabelse, som var resultatet for Den rige mand og Lazarus, for så er vi midt i noget, som vi kun kan juble over at være en del af, en livsmusik, hvor vi er nødvendige for hinanden. Så kommer vi endelig ud af vores indkrogethed i os selv, som når vi er blevet alt for rodet ind enten i vores fattigdom eller i vores rigdom. Så er vi endelig tilstede, så vi vil handle hjerteligt.

I hvert fald i nogle øjeblikke.

Helhjertede er vi jo ikke altid. Halvhjertede kan dog også gøre det lidt ad vejen. Men at nå hele vejen ind til at være ét med kærligheden, det må være det vi skal arbejde på.

Derfor er vort fælles ønske fra nu af:

“Hvor gerne ville vi ikke have, at resten af vores liv skulle blive en eneste beskrivelse af lys.”

Amen

Titusind fodspor

Pinsedag i Mellerup udendørs

Salmer: 290-287-291-723

Kære menighed

Jeg læste fornyligt noget hos den norske forfatter Karl Ove Knausgaard, som jeg bare blev så begejstret for og som jeg vil bruge i dag, fordi det jeg læste på en måde er det, der sker i dag Pinsedag, som der fortælles om i Apostlenes Gerninger, at de pludselig forstod hinanden alle de forskellige mennesker der var samlet den dag.

Knausgaard fortæller, hvordan han ved en oplæsningsaften for fængslede forfattere hørte nogle digte af den koreanske forfatter Ko. Den der læste digtene, sagde i sin introduktion, at det eneste virkelig forfærdelige for Ko da han sad i fængsel, var at han blevet nægtet enhver menneskelig kontakt. Han var totalt og fuldstændig alene. Det sidste menneske på jorden. På det tidspunkt besluttede han, at hvis han nogensinde kom ud derfra, ville han skrive et digt om hvert eneste menneske han havde mødt i sit liv. Han kom ud, og han begyndte på den vanvittige opgave, han havde pålagt sig selv.

Digtene er udgivet i en digtsamling, der hedder Titusind fodspor.

At læse sådan noget sætter simpelthen så mange tanker i gang om, hvad der er det vigtigste så længe vi lever. At nå til den indsigt som Ko kom til i fængslet, at vi forstår hvor meget vi betyder i hinandens liv og at vi aldrig må glemme alle de ti tusind fodspor vi sætter i hinandens liv.

Pinsedag er fællesskabets dag, hvor alt uforståeligt bliver forståeligt, hvor forskellene mellem de mange folkeslag udjævnes, hvor det menneskelige kommer i centrum, fordi vi pinsedag samles i Kristi navn. Den Kristus som samlede alle under nåden og inkluderede alle. Ingen skulle ekskluderes. Ingen skulle gøres fredløse.

Fredløse fandtes før kristendommen kom til. Og de findes den dag i dag, når vi glemmer Kristus. Den fredløse havde ingen rettigheder i samfundet og ikke noget sted, det vil sige, han skulle opholde sig der, hvor der ikke kom andre. Det var straffen, at blive nægtet det som livet med andre mennesker indebar. Som den koreanske forfatter blev det. Aldrig mere at se ind i et par menneskeøjne. Aldrig mere stryge et andet mennesker over håret, over kinden. Aldrig mere le sammen med et andet menneske. Hvis den fredløse kom, vendte de sig væk fra ham. De kunne også dræbe ham hvis de ville, han var ingen, det havde ingen betydning om han var levende eller død.

Det var det frygteligste. At blive til ingen. Ikke at lade sine øjne fyldes af den anden, glæden ved at se den anden. Til sidst vil det ansigt gå i opløsning.

Som på de spedalske. De var urene, alle vendte sig væk fra dem, de måtte leve i deres egne små samfund. Deres ansigter gik i opløsning. De levede i en slags fredløshed. Men for Jesus var der ingen forskel på dem og de andre. Tolderne, der var forhadte fordi de var korrupte og stjal fra de fattige, og luderne, de mest uværdige af de uværdige, for Jesus var der ingen forskel på dem og de andre. De var mennesker ligesom alle andre mennesker. Jesus sagde: dersom nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Han er et menneske som du, han er dig. Slå ham ikke.

Her er vi inde ved det menneskelige, som Kristus ophøjede og gjorde til det guddommelige i menneskelivet.

Den rumænske flygtning, bosiddende i Randers, Monica Papazu, fortæller et sted om sin mor, der engang var i færd med at bede i en rumænsk kirke i de bedendes skare for mange år siden under den kolde krig, at hun så en kvindelig sovjetisk officer træde ind i kirken, med hovedet dækket af et sjal, som man gør i Rusland. Hun gjorde korsets tegn, bøjede sig foran ikonerne og gav sig til at bede på knæ. Da hun løftede blikket, fik hun øje på min mor, som hun i forvejen kendte.

Det, min mor aflæste i hendes øjne, som ligesom blev større og større, var en grænseløs angst, en bundløs rædsel. Kvinden snappede efter vejret: Hun var blevet set i en kirke, i gang med at bede! Min mor holdt fast i hendes blik, indtil der faldt ro over hendes ansigt. De to kvinder, adskilt af den afgrund, som historien sætter mellem sejrende og besejrede, havde genkendt hinanden i deres fælles magtesløshed, smerte og frygt og behov for guddommelig trøst.

De var fælles i det øjeblik. Det var en slags pinse, hvor de gik bort fra verdens og det sociales inddeling af os i vindere og tabere, gode og onde, rigtige og forkerte, bosiddende og flygtninge. Og de mødtes i det menneskelige. De mødtes i Kristus dér i kirken i de bedendes skarer. Her opløses alle forskelle, for her råder nåden. Nåden er det helt centrale i det kristne budskab. Nåden der lader Guds kærlighed gælde alle med en omfavnelse af ethvert menneske. Guds kærlighed tillader ingen at blive fredløse.

At bede sammen, at bekende troen sammen, er at nå til det menneskelige. Og i det er Kristus, for Gud elskede verden således, at han sendte sin søn til verden. Ikke for at dømme den, men for at være sammen med os og for at samle os.

Det er det, der sker pinsedag. Den skal minde os om, at vi nu er kirken, at vi er Kristi legeme her på jorden. Vi skal bruge gudstjenesten til at nå til fællesskab i det menneskelige, hvor alle skel og forskelle falder, men hvor vi forstår, at vi er hinandens verden, fordi vi har samme Fader i Himlen.

Når vi forstår det og handler derefter har vi ånd. Guds pinseånd, som skal fylde kirken og verden.

Hele vort liv har vi oplevet det modsatte, for sådan er verden indrettet. Da vi var små og gjorde noget forkert, ville vores mor ikke se på os. Da vi blev ældre, blev vi lukket inde på værelset. Da vi fyldte for meget i skolen, blev vi frosset ude.

Og i voksenlivet er det ikke det fjerneste anderledes. Vi kan stadigvæk lukke hinanden ude, gøre hinanden fredløse.

Sådan er det, vi gør hinanden ondt. Vi påfører hinanden skade, for det at leve er sværere end nogen kunst. Og det onde er ikke noget man beslutter sig for, det er noget der opstår i en, siger den tænksomme norske forfatter Knausgaard.

Og så føjer han til:

- Det vi har glemt, er Kristus, det uhørte i hans ord om at vende den anden kind til, det uhørte i tilgivelsen, den enorme, men også selvudslettende kraft tilgivelsen har, og hvordan alle mennesker og alt menneskeligt bliver forbundet i det.

Kære menighed

Det vil vi minde hinanden om i dag. Nu er det os, der er Kristi kirke på jorden. Vi skal huske nåden, som forbinder os i det menneskelige. Og vi skal være menneskelige sammen. Og vi skal forsøge at skrive et digt om hvert eneste menneske vi har mødt med tak for et af de ti tusind fodspor i vort liv.

Glædelig pinse!

Amen

Hold let om dette hybenblad

Kristi Himmelfart Mellerup

Salmer: 257-251-261-Når æbletræets-369v.6-725

Kære menighed

Jeg satte mig for at skrive en prædiken om troens geografi som i dag strækker sig helt op i kosmos. For det kræver det næsten en dag hvor vi ser op i skyen og ser Guds søn forsvinde for modsigelsesfyldt at være hos os alle endnu mere tæt forbundne. Det kender vi jo godt. Vores døde er hos os på en næsten endnu mere intensiv måde end før. Deres blikke følger os og deres stemmer er ikke forstummet. Troens geografi skal være en lovprisning af livet under præcis denne himmel, hvor Guds søn omgiver os på alle sider, dersom vi lader troen give ham lov. Det er også den danske himmel med dens skyer og med dens regn og sol så skiftevis med varme og med kulde og blæst og gode dage uden en vind som denne uge var et billede på.

Og jeg vil begynde med den natur, som er så dansk og så derefter komme til troens videre geografi og måske er det stort set forbundet og kan ikke fortælles uden hinanden.

Men allerførst skal I høre to strofer af en salme af jeres tidligere så dygtige præst Benedicte Præstholm, for hun skrev for få tilbage en salme til Furreby kirke, som også hørte til mit embede i Vendsyssel, en rigtig sommersalme til Kristi Himmelfart, som vi var så glade for at synge.

Nu skal I bare høre:

En overflod af godhed vælder ud af sommerfloret

og lægger varsomheden ind i lykkelige sind:

Hold let om dette hybenblad, rør nænsomt bølgesporet.

Vær varsom, når du stryger hånden over denne kind.

Den lyse sommer er en gave rakt os af en anden,

som kærlighed og kildevand og hånden i din hånd.

Så uforskyldt som fuglesang og fregnerne på panden.

Et liv til låns, som vindes ud af hellig skaberånd.

Det er så smukt, og det føles rigtigt langt ind i vores sjæl. Det er vores måde at manøvre på i vores følsomme menneskelige geografi hvor vi er så indfældede i hinanden og i naturen. Men vi mærker og vi finder vej ved hjælp af troens tydning af det vi oplever. Det gør alting større og øger vores varsomhed i vores sind.

Så kan vi finde vej i den danske sommers geografi. Vi oplever at der ud af bøgens grønne blade og af alting andet omkring os kommer en overflod af godhed. Det mærkes sådan, for vi får lyst og vi får mod på livet igen efter vinterens megen mørke og de mange nøgne træer.

Hold let om dette hybenblad, rør nænsomt bølgesporet.

Vær varsom, når du stryger hånden over denne kind.

Men det bliver bare bedre og bedre i næste strofe.

Den lyse sommer er en gave rakt os af en anden,

som kærlighed og kildevand og hånden i din hånd.

Det er bare så godt. Og er med troen så indlysende, at gaven er rakt os af en anden. Og forfatteren skriver ikke om gaven er fra Gud eller den, som vi holder i hånden. Men det er heller ikke nødvendigt, for sådan er troens geografi ikke indrettet som et kort fra geodætisk institut hvor koordinaterne skærer hinanden præcist og synligt.

I troens verden er det nemlig det samme. Om gaven er fra Gud eller fra hånden i din hånd. For Gud er tilstede i det alt sammen når hænder mødes i kærlighed og livet behandles varsomt.

Det er så lykkeligt uforskyldt, at varsomheden må fortrænge ethvert forsøg på ejerskab og besiddertrang.

Så uforskyldt som fuglesang og fregnerne på panden.

Et liv til låns, som vindes ud af hellig skaberånd.

Hvor er det godt at få sådan nogle ord. At der findes mennesker som Benedicte, som kan digte dem, for her i disse strofer finder jeg en troens geografi, så jeg kan begynde at finde vej i kirkeårets fortællinger. Hun bærer sit navn med rette: benedicte, som ordret betyder: vel talt.

I dag Kristi Himmelfart skulle vi måske tale mere om kosmologi end om geografi, men det er virkeligheden slet ikke tilfældet. At Kristus farer til himmels, betyder nemlig, at han nu er overalt på jorden. Kristus forsvinder ind i skyen og forlader vores sted, for at være helt nær alle steder.

Himlen er ikke et sted, den er en horisont. Himlen er helt enkelt det, der rører alt, som er under himlen. Når den opstandne og korsfæstede farer til himmels, overgår han altså til det perspektiv, hvor han kan være mere end ét sted ad gangen.

Kristus "ser" vi glimtvis med troens øje i den guddommelige Himmel, hvor øjenåbneren ikke er naturvidenskabens teleskop, men de nådeshandlinger og -ord, som Jesus bragte. Den astronomiske himmel, universet, åbner sig for naturvidenskaben og beskrives i eksakt matematisk sprog; den religiøse Himmel åbner sig for tro, håb og kærlighed og beskrives i lignelser og hjertets billedstærke poesi, som salmebogen og Benedictes salme strømmer over med.

Der er gået fyrre dage siden påske, hvor det fortaltes at den korsfæstede var opstået fra de døde. Til det sidste ville han fastholde det menneskelige. Ikke nogen undere skulle annullere hans død på korset. Stig nu ned af korset og bevis at du er Guds søn.

Nej, han fastholder det menneskelige, som også er at dø.

For kristendom handler ikke om at være religiøs på en overtroisk måde, men om at være i den menneskelige geografi. I kristendom pjattes der ikke med tyngdekraften.

Jesu opstandelse er ikke en ophævelse af, hvad han mente hele livet gik ud på og hvad det var troen skulle handle om. Jesus var overbevist om, at et menneske med Bonhoeffers udtryk er en med andre. Altid. At leve som en med andre er at leve et kristenliv i håbets og i kærlighedens relationer og så kan livet opleves himmelsk.

Når vi i dag fejrer Kristi Himmelfart bekræfter vi, at tror vi på den korsfæstede Kristus, som nu vil være overalt og give liv som en overflod af sommer, som hånden i din hånd, som viljen til altid at være til for andre end sig selv, for at være en med andre.

Når Kristus farer op i sin Himmel, så sender han os ud på denne jord for at vi med næstekærlighedens og barmhjertighedens gerninger kan videreføre hans rige.

For himlen vil være overalt, hvor vi modtager den opstandne som vores indre liv. Så vil vi i troens geografi bevæge os rundt i vores liv og finde vej, fordi vi ved, at det er Guds ånd, der alene er vejviser og at vi lever

Et liv til låns, som vindes ud af hellig skaberånd.

Det er ikke Kristus i naturen, men det er Kristus i troende hjerter, der lever med taknemmelighed og nænsomhed, så godt vi kan. Det geografiske kortoplæg vi har fået for troen i kirkeårets gang, og som endnu engang er næsten fuldført og når sin klimaks til pinse, viser os hen til hinanden og beder os om at skrive lige så smukt om livet sammen som salmedigteren Benedicte, jeg citerede, gjorde og vide at deri er livet.

Amen

Alt søger ind i sit mønster

4.s.e.påske

Salmer: 750-218-292-28-371-424

Kære Menighed

I dag skal I høre tre digte af Halfdan Rasmussen, som jeg vil bruge til at lukke bibelteksterne op med. Lene Bredsdorff har skrevet en smuk bog om ham for en del år siden, som bare hedder Halfdan. Jeg fandt den frem, fordi jeg til sangaften mellem forårssangene vil læse digte af Halfdan. I bogen er der nogle digte, som jeg ikke havde mødt før, men også nogle, som vi alle kender. Og jeg vil begynde min prædiken med et Tosseri fra 3. samling fra 1953, som fortæller meget om, hvordan Halfdan Rasmussen tænker og lever og skriver og så handler det også om forår.

Han tager det hele med i sine tosserier. Lys og mørke, sjov og alvor, går i spænd hos ham. Dette tosseri hedder Noget om at føle sig grebet:

I går sprang alting ud

som Gud bestemte.

I dag sprang jomfru Olsen

ud fra femte.

Men da en sanger stod

og kvad om våren,

fortrød hun springet

før hun ramte gården.

Og da hun syntes godt

om hans tenor

lod hun sig gribe af

hans skønne ord!

Det er Halfdan Rasmussens rimede poesi i en nøddeskal. Og det er livets lys og skygge, glæde og alvor samlet i et digt, som jo bare er et pjattedigt, men også et alvorligt digt.

Med Halfdan Rasmussens Tosserier, som mest ligner nogle rim for børn, er det på samme måde som med H.C. Andersens eventyr. De er fortalt for børn, men sådan at vi voksne kan spejle os deri og se livet og døden i et nyt lys. Vi skal skynde os før døden at blive grebet af noget og helst af holdbare ord.

Hos Halfdan er der forår i digtet.

I går sprang alting ud

som Gud bestemte.

Livet er glæde og lys og forår, men det kan ændre sig i løbet af ingen tid, og så vil der være gråd og ensomhed, fordi vi måske er blevet forladt eller har oplevet sygdom og ulykke. Livet har ændret sig, så vi ikke kan se hverken forår eller lys.

Så derfor springer jomfru Olsen ud fra femte. Nu er hun blevet forladt en gang til. Nu kan hun ikke mere.

Livet er altid både lys og skygge. Men hvad det handler om, siger Halfdan også i sit digt, selvom det måske kan befrygtes, at det måske er lidt for sent for jomfru Olsen.

Det handler om i tide at skifte sit hjerte, der måske er blevet som af sten, ud med et levende og bankende, følsomt hjerte. Det handler om i tide at blive grebet af foråret, af lyset og af ordet eller af poesien og sangen, som jomfru Olsen blev det.

Der er næsten ikke nogen bedre tekst end den gamle tekst fra Ezekiel. Jeg giver jer et nyt hjerte. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.

Det er, så vidt jeg ved, alt hvad det handler om, når vi går i kirke. En ugentlig øvelse i at bevare et levende hjerte, der kan lade sig gribe af forår, af lys, af ord og af andre menneskers kærlighed, kort sagde: som tør lade sig gribe af Gud.

At få et levende, bankende menneskehjerte, der kan banke for andre end os selv. Det er, hvad der er meningen med religion og kristendom i dag den 7. maj og hver eneste dag. Det er at turde leve dette liv og altid forsøge at få lys og mørke, glæde og alvor til at gå i spænd. Det er at samle det hele og lade være med at blive nervøs og vælge at springe ud fra femte. Og det er at få mod til at tro, at alting samles til sidst. At trådene i vort livs tæppe til sidst danner et mønster, som får lov til at stå i al evighed. Det er at få mod til at vente til det sidste, til evigheden.

Her kommer det andet Halfdan digt, som han skriver helt tilbage på sin Grækenlandstur, hvor han en dag står ved et gammelt tæppe og falder i staver. Digtet hedder Trådene:

Trådene synger. Det svundne er med hvor du går.

Livet har vævet sit mønster af dage og år.

Menneskehænder har skabt det af drøm og begær.

tynget af støv stod det op for at møde dig her.

Drøm spinder tråd til det kommende. Intet går tabt.

Broderligt når det dig, alt som blev levet og skabt.

Det er sådan et dejligt digt, fordi de er som vores gamle fotoalbums i reolen og billederne på mobilen eller pc’en. Så mange tråde der dog er trukket gennem et menneskeliv. Glade tråde og vrede tråde, sørgmodige og muntre tråde, trofaste og svigtende tråde. Alting samlet til sidst i et tæppe, en helhed.

Og så skriver Halfdan:

Alt søger ind i sit mønster. I trådenes sang

sover en rytme der stiger til helhed engang.

Jeg læser det lige igen:

Alt søger ind i sit mønster. I trådenes sang

sover en rytme der stiger til helhed engang.

Halfdan har aldrig givet sig af med salmer eller trosbekendelser, alligevel er han i dette digt tæt på, skriver Lene Bredsdorff i sin bog. Han tror på livet. Livet er ikke bare tomt, er ikke bare et spil. Livet betyder noget, betyder så meget, at der er et mønster og en helhed engang. Man kan vel godt sig at det er en tro på evigheden i livet.

Uanset om der med sikkerhed kommer død, savn og sorg, så er også dét en del af det mønster, der til sidst bliver til en helhed og som hører med, for at alting også skal blive til en evig glæde.

Dét er i virkeligheden det, Vorherre sidder og forklarer for sine disciple skærtorsdag aften i det, vi kalder for afskedstalerne. At alt søger ind i sit mønster, siger også han. Det er ikke sikkert de kan forstå det nu, hvor sorgen og savnet og forskrækkelsen snart kommer til at sidde så fuldtonende i dem. Men en dag, så vil de indse, at tæppet først er blevet færdigt i det øjeblik, hvor han har måttet udkæmpe det sidste slag, selvom det vil koste ham livet.

Så en dag vil lyset vende tilbage og de vil indse, at det var nødvendigt, at kampen kom til at blive så skræmmende hård. Og da vil han vende tilbage. Ikke som sig selv, men som deres og vores åndedrag.

Vi har Gud i os, fordi vi har hans livsånde i os. Derfor blev vi til levende væsener. Men vi har et ekstra åndedrag. Det åndedrag, som får jomfru Olsen til at lade sig gribe af ord fra en tenor. Med opstandelsestroens ånd får vi vilje til at kæmpe til det sidste. Det er det, der er kristendom. Det er derfor vi må i kirke søndag efter søndag, for at blive smittet af det ekstra åndedrag, der sætter os i stand til at se liv og død, glæde og sorg, munterhed og alvor i øjnene.

Og her kommer så det sidste digt af Halfdan. Det var det, han skrev på sin elskede Signes lyserøde granitgravsten. Dér skrev han, hvad der i virkeligheden også er den allerbedste tolkning til teksten i dag. Han skrev:

Al din varme gav du fra dig

da du døde

og nu strømmer den os

levende i møde.

Er det ikke bare utrolig smukt. Jeg læser det lige igen:

Al din varme gav du fra dig

da du døde

og nu strømmer den os

levende i møde.

Det var sådan Halfdan oplevede livet med Signe, men det er også meget oplysende for, hvordan disciplene og siden vi kan leve med langfredags mørke og forstå påskedags opstandelse.

Det er sådan Jesus tager afsked med sine disciple. Det er det bedste for jer, at jeg går bort, siger han til dem. For kun på den måde kan han vende levende tilbage. Så vil han for alvor tage bolig i os, så vi kommer til at leve i hans ånd og fyldes af hans varme.

Det er meget tætte tekster her mellem påske og pinse. Det er sorgens periode, de halvtreds dage, der er mellem påske og pinse, den tid sorgen må bruge. Pinse kommer sprogligt af ordet pentecoste, som på græsk betyder 50. Det er de halvtreds dage sorgen må lamme os.

Når den tid er gået, så må talsmanden komme til pinse, ånden; den savnede, som ånd, som varme og som retning i vort liv, med ord så gode, at vi bliver grebet af dem, så vi ikke dør.

Så vender han tilbage for at give os et levende menneskehjerte, et hjerte, der tør banke for andre end os selv og som tør leve dette liv med al dets sorg og al dets glæde. Et hjerte, som er stærk nok til at ville forsøge at samle alle trådene i tæppet, som til sidst skal blive til en enhed.

Amen

”Hvert øjeblik, er svarets sum, dersom vi elsker”

2.s.e. påske i Mellerup

Salmer: 15-218-168-51-752v.4-29

Kære menighed

Som overskrift for min prædiken i dag har jeg valgt en linje fra et digt, som Jørgen Gustava Brandt skrev helt tilbage i 1960. Linjen lyder sådan her: ”Hvert øjeblik, er svarets sum, dersom vi elsker”.

Jeg forstår det på den måde at i hvert eneste øjeblik er vi forbundet med svaret på vort liv. Hvert eneste øjeblik er vi forbundet med det inderste i livet. Hvert eneste øjeblik er en mening med alting, dersom vi elsker.

Sådan vil jeg gerne vælge at læse evangelieteksten til i dag. Læse hyrdebilledet sådan ind, at vi hele tiden følges med livets Herre. Vi er hele tiden i kontakt med det væsentligste, dersom vi elsker.

At følge den hyrde, vi har, betyder nemlig, at vi hele tiden må involvere os med kærlighed og hengivenhed. Hvert øjeblik er kærlighedens og hengivelsens intensitet til stede.

Jeg læste linjen og digtet i en bog af Asger Schnack. Spejl og spor, hedder bogen og handler om dem, der har været spejl og spor for ham, hans hyrder, så at sige. I bogen besinder han sig på det forhold, at vi hele tiden lever i en samviden med livets inderste. Han siger:

”Mennesket er ikke en plante. Mennesket har denne bevidsthed, denne samviden. God eller dårlig sætter den os hele tiden ind i tiden.”

Vi har en samviden med livets Herre, så at sige, med livets skaber. Vi har en bevidsthed, der hele tiden ønsker at forholde sig til spørgsmålet om livets mening, om livets inderste værdi og mål. Vi kan ikke vegetere som en plante, men må hele tiden sættes ind i tiden med vore afgørelser. Det er på den måde, vi er kastet ind i vores eksistens. Vi kan ikke slippe, fordi vi hele tiden har dette tætte følgeskab med livets Herre, der som vores hyrde, viste os, hvordan liv og tro og håb kan sejre, dersom vi tør elske lige så meget som Han turde.

Asger Schnack siger: ”Det er en samvittighed over for selve livet, fra fødsel til død. Man mærker livet selv, som en vibration, en skælvende skråstreg. Det er en følelse, som ligner taknemmelighed, der breder sig. Og så går den ikke, ikke at leve. Eller bare at hænge i et negativt spejl.”

Når jeg læser sådan noget, så bliver jeg opløftet. Den samviden vi har med Gud bliver til en samvittighed over for selve livet, fra fødsel til død. Og den samvittighed lyser så meget på livet, at vi bliver fyldt med en taknemmelighed, der breder sig.

Det er en ny måde at fortælle evangeliet på. Asger Schnack nævner ikke Gud eller evangeliet med ét ord, men det er en præcis udlægning af evangeliet. Det er det vi kan hjælpe hinanden med at overveje og gøre alvor af, når vi søndag efter søndag samles i en flok for at lytte til hyrdens ord, Jesu ord. Her kan vi skærpe sansen for aldrig at komme til at hænge i et negativt spejl, hvor vi bare ser de forkerte ting i livet og det, som gør alting negativt. Her kan vi hjælpe hinanden med at få taknemmeligheden til at brede sig. Taknemmeligheden for dagen og livet, for den elskede og alt det, der giver os liv.

For den dårlige samvittighed er angeren og ærgrelsen og fortrydelsen over ikke at have gjort det rigtige i tide, over ikke at have været til stede, ikke at have grinet eller grædt til tiden. For livet er jo netop sådan indrettet, at vore afgørelser sætter os ind i tiden. Det kan blive for sent. Der bliver ikke spillet en omgang mere.

Asger Schnack forestiller sig det som et billede: ”synet af den døende, der ligger på ryggen og ser i lange baner den nakke, han ikke fik kysset, det hår, han ikke fik snuset duften ind fra, under et eller andet løvværk. Han ligger der og forsvinder.

Det blik fra de øjne, han ikke fik besvaret. Den underliggende tone, han ikke fik nynnet med på. Hele potentialet af byer og marker, han ikke fik set. De kræfter, han ikke fik brugt. Den skønhed, han ikke rullede ud. Den dybde, de højder.”

- skriver Asger Schnack.

Lever vi i tæthed med det levende i livet, med livets inderste, så får vi mulighed for at opleve det smukke fra overskriften, hvor hvert øjeblik bliver svarets sum, dersom vi elsker.

Jørgen Gustava Brandt siger i digtet, at Gud er i hver dags hændelse, i hver en ting, på hvert sit sted. Gud er som den ild, der får os til at mærke livet for alvor, der får os til at elske livet, elske hver ting og hvert sted.

I vores tætte samviden med Gud fører samvittigheden os altid på vej mod summen af alle spørgsmål. At være er at være til i nærhed, at grine og græde, og at handle efter vort hjerte så godt som vi kan. Det er at få set hele potentialet af byer og marker og af skønhed.

Svaret på livet er i hengivelsen til glæden, når vi deler smilet med andre. Og er i sorgen, når vi græder med andre. Svaret på livet er i glæden ved at få lov til at se hele potentialet, som et menneske kan få lov til at se.

Og nu nærmer sig det øjeblik i min prædiken, hvor jeg igen begynder at forstå, at alting i virkeligheden samles under en bestemt følelse, som er altomfattende, nemlig taknemmeligheden. Taknemmeligheden for, at livet virkelig koster livet, at der er en sammenhæng, når bare vi tør leve sandfærdigt og ligetil.

Jeg har aldrig kunnet forstå, når mennesker lægger beslag på deres tanker om Gud sådan, at de bemægtiger sig ham. At de gør Gud til deres private vagtværn. Det er slet ikke på den måde, Gud i Kristus vil være hyrde for os. Nej, han vil være tættere på os end, vi er selv. Han er i alt, hvad der rører sig, dersom vi begynder at elske. Så er Gud der.

Efter prædiken skal vi synge en af de nyere salmer i salmebogen. Den er skrevet af en norsk præst. Det kan man tydelige mærke i alle ordene. Den har sammen med sin melodi, der minder ikke så lidt om en melodi fra Frelsens Hær, lidt af Jesus som privat vagtværn.

Men det er ikke sådan, den skal læses. Den er god nok. Han skriver om, hvordan han er i Herrens hænder, når dagen gryr i øst. Og han er i Herrens hænder, når dagen dør i vest.

I alt er han i livets hænder. Han er overgivet til livet, men det betyder noget, at han tolker Gud ind i livet. Derfor får han alt tolket som en gave. Fra først til sidst, fra daggry til aftenrøden er alting en gave, som kalder på taknemmeligheden.

Så er der mulighed for at sætte sit aftryk på alt, hvad der møder os. Så får vi mod og vilje til at gøre alt, hvad der indtræffer undervejs til vort liv. Så erfares Jørgen Gustava Brandts fine sætning: ”Hvert øjeblik, er svarets sum, dersom vi elsker”.

Han kunne også have skrevet: dersom vi svarer. For svaret er altid kærlighed. Det er det vi skal øve os i inden det bliver for sent.

Kristendom er en tryghed til at ville være tilstede i livet som medspiller med mod og vilje. Det kan vi være, fordi Gud ikke er imod og men med os. Gud er vor hyrde.

Amen

Med ryggen til døden

Påskedag i Mellerup

Salmer: 754-218-236-241-476-234

Kære menighed

Som ved korset langfredag, sådan også ved graven her til morgen: Det er kvinderne der går forrest og giver os påskens bevægelse og inderste hemmelighed. De står ved graven, hvor stenen er rullet fra og ser ind i graven, men dér hvor han lå, er der tomt. Der er til gengæld en hilsen fra Gud. Guds sendebud i ører og hjerter siger vi skal vende tilbage til livet. Dagen er ny, livet er nyt.

Det gælder også vores egne grave, som vi besøger. Vi forstår det straks, når vi har revet og ordnet gravstedet. Her er de i ikke, dem vi savner, men så vender vi os om og går ud af kirkegården med en ny ro og mere forståelse af liv og død.

Birthe Arnbak har skrevet et smukt digt om det. Jeg læser noget af det:

Vejen følger fjorden,

som mild og bleg i solen

vugger spredte flokke

af eventyrets svaner.

Nykalket lyser tårnet

bag høje, nøgne kroner,

klosterkirkens rester

over byens røde tage.

Jeg standser bag ved diget,

smækker bilens nutid inde.

Lågen knirker, som den plejer,

og en rive

hvisker, tier, hvisker,

tier.

Alt er venten nu om billedet

af kister båret langsomt

rundt om hjørnet af den grove

kirkemur og løvets bløde

skiften over muren:

Sommer var det begge gange.

Men I er ikke her.

I mig er I begravet,

valplads, valfartssted og skygger

horisonten rundt.

Jeg ser indad, ser familien

som tunge silhuetter,

stonehenge i mit indre

omkring den lillebitte

grønne græsplet, der er min.

Så vidt Birthe Arnbak.

- Vi ser ind i graven, men ser ingenting – og så vender vi os om og kigger ud på livet på en ny måde. Vi står med ryggen til døden, og kun fordi vi har ordnet graven og på en måde været tilbage i sorgen og kommet op igen, kan vi se klarere og se lyset. Det er ikke mindst derfor vi besøger vores døde på kirkegården, som er en grænseflade mellem liv og død.

Med påskeevangeliet i hjertet er den grænseflade ikke farlig og fyldt med uhygge, men den giver os en tro på at vi altid har døden i ryggen. Påskemorgen lærer vi at gå ud af graven og tilbage til livet. Det er der vi skal møde Gud, livet og kærligheden igen.

Det er en måde at se det på takket være kvindernes besøg på kirkegården. Den konkrete opstandelse er jo ikke til at forstå. Den fortælles der heller ikke om. For det kan der ikke fortælles om. Men opstandelsens virkningshistorie. Den kan der fortælles om. Vi ser ind i dødens rum og ser ingenting, men vender os om og ser livet på en ny måde med døden i ryggen.

På den måde bliver det også meget tydeligt, at opstandelse ikke bare er for døde, men som alt andet i kristendommen vigtig for os, der stadigvæk får lov til at leve. Nu kan vi leve livet med døden i ryggen og virkelig på den måde mærke og se, hvordan det evige liv smitter af på alting i livet. Opstandelsestroen beriger hvert eneste øjeblik af vort liv lige nu. Hver handling og hver bevægelse, vi foretager os hen imod hinanden, får en evig betydning. Hver eneste kærlighed, hvert eneste knus, hvert eneste håndtryk betyder mere end bare noget, der kan glemmes. Vi tror med opstandelsen på, at vi aldrig mister hinanden. Der er evighed i vore forhold.

Troen på det evige liv forlener dagligdagen og de enkelte øjeblikke med et evighedsperspektiv, der kommer til at gøre tilværelsen endnu mere vigtig for os end den var før. Vi arbejder ikke bare dag for dag med næste dag for øje, men undervejs gennem dagene forsøger vi at holde os evigheden for øje.

Det lyder måske lidt anstrengende, dersom vi hele tiden skal tænke det uendelige med i det endelige, men for mit eget vedkommende er det de store linjer i livet, der bliver tydeligere. Jeg tænker: det er da fantastisk at få lov til at være med til noget så vigtigt som det her liv, hvor vi tror på, at vi ikke bare går til spilde, når vi dør, og hvor alting derfor bestemmes af, hvordan vi handler, og hvad vi siger og gør. Men at vi samles i Gud eller i Himlen, som vi plejer at sige det. Derfor betyder det noget, hvad vi gør. Der er et evigt liv ovenover os, som kaster lys ind over alt her nu. Vi kan ikke bare handle efter for godt befindende. Livet skal ikke leves på den korte bane.

Det er som om vi har fået lysbriller på. Vi kan sagtens se døden og det mørke og det onde, langfredag, men opstandelsens lysbriller gør det muligt at bære det onde, for opstandelsen betyder, at det alligevel ender godt.

Livet ender godt. Påskeevangeliet siget, at livet er som en flod. Der tilføres hele tiden nyt vand fra den kilde til alt, som er til, og som vi kalder Gud. Gud er den uophørlige kilde – både i begyndelsen af vores liv og nedenunder os og helt frem til slutningen. Gud er dybt nede i grunden af vores liv. Vores liv drypper ikke bare bort, men vi føres videre i flodens strøm. Aldrig nogensinde lever vi som ensomme dråber. Altid hører vi sammen i den større flod, sammen med andre mennesker. Vi er aldrig ensomme individer. Til sidst skal vi flyder ind i Guds liv for at blive samlet op dér. Ind i fællesskabet.

Påsken er det store budskab om, at vi ikke lever ensomt hver for sig. Allerede midt i tiden lever vi i en flod af overskud, der fører os sammen og fører os videre. Til sidst skal vi flyde ind i Guds liv for dér at blive samlet op. Ligesom Gud har bevæget sig ind i vores verden i Kristus, sådan skal også vi bevæge os ind i Gud. Gud er blevet menneske, for at vi skal blive en del af Guds liv.

Budskabet om Jesu opstandelse giver os ingen forklaringer, ingen lette svar, ingen løsninger på livets små og store problemer. Men der bringes bud om et mysterium, der omgiver os på alle sider, og som vi hvert øjeblik lever inden for og som former og farver vort liv, som intet andet budskab kan gøre det.

William Blake digter:

At se verden i et sandskorn og en himmel

I en vild blomst,

Holde uendeligheden i sin hånd og

Evigheden i en time.

Når der kan digtes sådan om uendeligheden i det skabte, så kan vi med påskemorgens tro på det evige liv digte endnu mere til. Det er ikke det mindste urealistisk at tro på det evige liv. I kristendommen bliver livet for alvor flerdimensionelt.

Nu skal vi bare bevæge os den rigtige vej i vort liv sammen. Altid med ryggen til døden og med nye øjne på livet, som kan se det evige i det timelige, og det vigtige i at være sammen med vores medmennesker på samme vej ind i Gud.

Glædelig påske!

Amen

Udenfor har vinden lagt sig

Skærtorsdag i Mellerup

Salmer: 785-456-476-477-778

Kære menighed

Jeg vil begynde med at læse noget helt vidunderligt smukt. Det er Klaus Rifbjerg, der har skrevet det. Og når han skriver sådan noget, så synes jeg bare, han er god. Han kan være flabet, men kan også skrive nænsomt og kærligt om livet og er ikke uden grund blevet kaldt almindelighedens digter.

Det jeg vil læse er et digt fra digtsamlingen ” Udenfor har vinden lagt sig” og det handler om det, vi er i færd med lige nu. Måltidet. Det bedste vi ved. Fællesskabet. At nogen har gjort sig umage, for at vi kan glæde os. At vi kan sidde sammen. At vi lever sammen for et øjeblik. At vi deler tid og nærvær og mad. Rifbjerg skriver:

- Vi sætter os til bordet, og alt er som altid. Vi bryder brødet, hælder vin og vand op. Vi taler dæmpet, udenfor har vinden lagt sig. Jeg rejser mig, og vi tager sammen ud. Vi vasker op. Vi sætter ting på plads og fejer krummerne af bordet. Vasen med blomster står nu, hvor den stod. Vi læser. Snart venter sengen og den lange nat. Jeg slukker og ser efter om dørene er låst. Om natten vågner jeg og hører vinden, lægger hånden på dit hår og lytter til dit åndedræt. Falder i søvn igen, drømmer, vågner. Det er morgen.

Det er så enkelt skrevet. Det er mesterligt. Det er noget af det bedste, han har skrevet. Og vi mærker det langt ind i os. Det er lige præcis sådan, hverdagen er, når alt er, som det skal være.

For der er mere i digtet. Rifbjerg skriver som indledning:

- Den dag, jeg frygter mest, er når de enkle ting bliver meningsløse. Jeg ved, det er sket, når fanfaren i »Maden står på bordet« ikke længere opfattes. Jeg ved, at når serviettens kølighed mod læberne ved »Velbekomme« ikke længere gør indtryk og føles som et kys, er det forbi.

Han skriver altså ud af taknemmeligheden ved, at alt er, som det er. Stadigvæk. Og så skriver han ud af sin indre viden om, at sådan bliver det ikke ved. Han blev jo en temmelig ældre herre, og lægger nu mærke til de allermindste ting, som livet igennem måske bare var selvfølgelige. Nu ved han, at det var gaver. Hver dag var en gave. Derfor skal gaven beskrives så smukt som muligt.

Det er midtpunktet i hverdagen, midtpunktet i årenes løb, midtpunktet i livet. Måltidet, hvor vi er sammen på den mest intime måde. Alle de måltider, hvor alt bare var, som det skulle være. Hverdagens måltider. Det ene efter det andet. Og alle festmåltiderne ved højtiderne. Og ved familiefesterne. Sammen med familie og med venner. Og med naboer. De store fester i vort liv, mærkedagenes middage. Højtidelige og festlige.

Det er en stor del af farverne på tilværelsen. Måltider, der var skelsættende og som holdt os i live og som forhøjede vort liv.

Det er ved sådan et måltid med højtid, at Vorherre sidder skærtorsdag og gør påskemåltidet til et evigt og universelt måltid, mindemåltidet for udfrielsen af Ægypten, gør han nu til et mindemåltid om den gerning han er på vej til at fuldføre og som aldrig nogensinde vil glemmes.

Her sad din Søn ved vores bord

Og talte sine gode ord,

Så vi nu véd,

At kærlighed

Er mulig på din jord.

Vi bryder brødet og hælder vin op. Og Jesus siger til sine disciple, at han har længtes efter at spise det måltid sammen med dem. Akkurat som vi alle kan længes efter at sidde sammen med nogen, som vi især holder meget af. At spise sammen med dem.

For når vi spiser med nogen, giver vi noget af os selv. Og vi vil glæde dem, vi holder af. Spis nu! Og drik nu! Og vi gør noget ud af maden og køber den bedste vin.

Og glæden er stor allerede under forberedelserne, mens vi går i køkkenet og laver maden. Nu skal de smage, hvordan en suppe skal smage. De skal bare have det bedste, tænker vi.

Det er et fantastisk øjeblik, som Jesus bryder ind og gør til sit. Og han bemægtiger sig det så fuldstændigt, fordi alt, hvad han gjorde, gjorde han helt. Når han elskede børnene og kvinderne og de udstødte, når han tog sig af de syge, de forviste og dem, som ingen ville lege med, så gjorde han det på Guds vegne, for Gud elsker alle.

Når han drillede præsterne og alle dem, der vidste, hvordan alle skulle opføre sig, så gjorde han det i en sådan grad, at de til sidst besluttede sig for at få ham skaffet af vejen. Han var farlig, fordi han troede på andet end lov og moral. Han troede på kærligheden. Den der tør give sig selv til andre.

Og så forvandlede han påskemåltidet, så det fik et helt nyt indhold. Hans liv bestod i at give videre uden at skelne mellem gode og onde. Skærtorsdag, ved det sidste måltid, gav han brødet og vinen videre til dem. »Se, jeg giver jer mit legeme og mit blod«. Lad det flyde ind i jer … og videre ind i dem, I møder.

Vi ved ikke om Judas stadig sidder med pungen og de tredive sølvpenge eller om han så stille som muligt er gået sin vej. Måske er han blev under nadveren. Under alle omstændigheder siger Jesus om ham, at det er forfærdeligt at være den der forråder. Men siden da Judas fortryder, da vil nadverens tilgivelse og være med ham, som den er med de andre, der svigter Jesus og fornægter ham. Og som den vil være med os, der også ofte svigter og fornægter det, som Gud ønskede af os.

Så når vi nu sidder her med den røde vin og med brødet, som vi bryder og sender rundt, så mindes vi det menneske, som åbnede en vej til en helt ny forståelse af Gud. At Gud ikke er en tordensky, som kaster med lyn og slår os med torden, men at Guds vilje er en vilje til kærlighed, som giver uden at forvente noget igen.

Den treenige Gudfader har to hænder: Sønnen og Ånden. Igennem sin Søn deler Gud vilkårene med os og fortæller os, at han vil være med os alle dage, ja at han vil sætte livet til for den kærlighed, som vi har så meget brug for, for at kunne leve. Det er hvad, vi fejrer her i påsken. Og Guds Ånd opmuntrer os til at tro og håbe og give kærligheden videre.

Derfor er måltidet i aften noget helt unikt.

Her sad din Søn ved vores bord

Og talte sine gode ord,

Så vi nu véd,

At kærlighed

Er mulig på din jord.

Det er salmedigteren Lars Busk Sørensen, der digter sådan. Lige ud ad landevejen. Det er kristendom i en maggiterning:

Så vi nu véd,

At kærlighed

Er mulig på din jord.

Det er, hvad kristendommen siger til os. Det er, hvad vi skal vise hinanden i praksis. For vi er også Guds hænder her på jorden. Så kan vi spise sammen i stor nærhed og tæthed og vide, at vi har en fremtid endnu.

- Snart venter sengen og den lange nat. Jeg slukker og ser efter om dørene er låst. Om natten vågner jeg og hører vinden, lægger hånden på dit hår og lytter til dit åndedræt. Falder i søvn igen, drømmer, vågner. Det er morgen – digtede Kalus Rifbjerg, håbende på morgenens mulighed.

Det vil vi alle gøre.

Amen

Uden den andens ansigt er vi ingen

3.s. i fasten i Mellerup kirke

Salmer: 736,217,487,,658,752,60

Kære menighed

Selvom teksterne er svære til i dag, bliver det alligevel stillet enkelt op. Lev som lysets børn, for lysets børn er lutter godhed, retfærdighed og sandhed, sagde Paulus til os i teksten fra alteret. Altså I må se det for jer. Det er et liv med oprejst pande. Det dur ikke at skjule sig. Det er bare med at gå lige på livet. Uden frygt og med glæde, åbne øjne, åbent hjerte, løftet hoved. Det er dåbens liv. Vi har fået lov til at leve livet for fuld gas. Vi skal have tillid til os selv og det skabte liv. Kommer vi galt afsted og vælger forkert og fortryder, så bliver vi en dyrekøbt erfaring rigere, men vi er stadigvæk dåbens børn. Men selv når vi vælger forkert, så skal vi ikke miste tilliden til os selv, men foruroliget bliver klogere. Med årene forstår vi mere og mere. Og Guds tillid til os giver os mod til ikke at begynde at kigge efter andres fejl og gøre dem til vores gode undskyldning eller mindske størrelsen af vores fejltrin.

Jeg er ved efter mange år at genlæse Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. Kristin er så skøn med sit gule hår og med sit gode sind og med sin familie, som også har lagt hendes fremtid fast med et aftalt ægteskab som det var skik og brug i 1300-tallets Norge. Men Kristin bliver forelsket i en anden mand og går altså imod sin gode far, som hun elsker overalt. Så er der bare de fineste overvejelser efter at hun har talt med en tiggermunk, Edvin, hun kender og har tillid til. Så hedder det:

”Før havde hun kæmpet mod en dump og hemmelig frygt og prøvet på at trodse: hun havde ikke syndet så hårdt. Nu syntes hun, at Edvin havde vist hende klart og tydeligt, jo, hun havde syndet; sådan og sådan var hendes synd, og hun måtte tage den på sig og prøve på at bære den tålmodig og godt.”

Kristin var begyndt at høre efter sladder og andres fejl, for at gøre sin egen syn mindre. Alt det holder hun nu op med og vil alene være sin kærlighed tro og så gøre det så godt hun kan i forhold til sine forældre.

Det er det forunderlige ved kristendom. Guds kærlighed omfatter alle. Også os der tager fejl igen og igen. Han ser nådigt på os. Han vender ikke blikke væk fra os. Derfor behøver vi heller ikke at vende blikket væk fra andre mennesker, men være tro på det vi er og det vi får.

At fortryde noget er at begynde forfra – klogere. Det er ikke noget nederlag. Dæmonerne og alt det onde kommer først, når vi lukker os inde og ikke møder livet med åben pande. Men nu ved vi at Gud altid ser på os med tilgivelse og kærlighed. Så er det bare med at leve op til det yderste vi kan, så længe vi får lov.

Det onde kommer først ind i livet, når vi ikke tør leve livet åbent. Derfor er det i den her sammenhæng nødvendigt at huske den gamle fortælling om, hvordan Gud engang ikke så Kain.

Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver meget klogt og tænksomt om det sådan her:

Det der driver fortællingen, er ansigtet og blikket. Herren ser på Abel. Kain bliver ikke set, det er udgangspunktet for historien. Når han ikke bliver set, er han ingen, og når han er ingen, har han ikke længere noget at tabe. Hvad skulle han tabe? Skulle han tabe ansigt? Det har han allerede tabt. Og der er et kritisk punkt, i rummet mellem at Kains ansigt ikke bliver set, og at han sænker ansigtet og selv sørger for at det ikke bliver set. Det nedadvendte ansigt er direkte forbundet med det onde, for Gud siger: »Hvis du vil gøre godt, så løft dit ansigt.« Altså se, og bliv set. Hvis ikke »vil synden krybe sammen ved døren, og det er dig den begærer og du skal herske over den.« At vende sig væk, som ikke kun er ikke at se, men også ikke at blive set, er farligt, for der, i det rum, som er det ukorrigerede rum, samler synden sig.

Her er der altså bare noget som er fuldstændigt utroligt vigtigt at tænke på og overveje, når vi skal arbejde med det onde i denne verden. Det kritiske punkt er i det øjeblik vi ikke bliver set og til at vi sænker ansigtet og selv sørger for ikke at blive set. Vores frie vilje til at leve med oprejst pande eller at vælge at skjule os.

Hvor kommer ondskaben fra? Sådan har mennesker altid spurgt sig selv og hinanden. Det her er et godt bud på svaret. Det kommer, når vi lukker os inde og ikke lader os korrigere af andre, af livet, af hengivelse og af kærlighed og af andres bøn om hjælp.

Forskellen mellem godt og ondt er oprindelig. Sådan forklarede Løgstrup det. Forskellen mellem godt og ondt er givet på forhånd. Den er før vores kultur. Den er før os. Den er i væren. Den er bestemt i selve det værendes basis. Det er Gud, der har sat forskellen, forskellen mellem lys og mørke. Sådan tror vi her i huset på, at det er Gud, der har skabt verden og alt, hvad der er i den. Også forskellen mellem godt og ondt som er ligeså oprindelig som forskellen mellem varme og kulde, sommer og vinter, og som træer og planter og skyer på himlen.

Det er bare så fantastisk godt set, når han skriver det så enkelt, som han gør: At vende sig væk, som ikke kun er ikke at se, men også ikke at blive set, er farligt, for der, i det rum, som er det ukorrigerede rum, samler synden sig. Der er ikke noget ror, der kan korrigere vores kurs så den bliver til fælles bedste.

Måske er det dét al slags radikalisering handler om. Den radikalisering vi taler så meget om i dag, fordi den kan blive grobund for en fuldstændig uberegnelig ondskab.

At gå med sænket hoved, at isolere sig fra samfundet, at arbejde i et lukket rum af kun én slags overbevisning, at være sammen med ligesindede, som også kun tænker ensidigt. Det er det samme. At blive retfærdig, at have tømt huset for alt andet, gjort det rent for alle andre tanker. Det er at være i et ukorrigeret rum.

At vende sig væk, som ikke kun er ikke at se, men også ikke at blive set, er farligt. Det er her, det hele udspiller sig, når dæmonien slippes løs. Det er skjultheden. Det er bortvendtheden. Alt det der trives i mørket og i det skjulte er farligt.

Karl Ove Knausgård skriver også:

Ansigtet er den anden, og det er i dets lys vi bliver til. Uden det ansigt er vi ingen, og er vi ingen, er vi døde, og er vi døde, kan vi gøre hvad som helst. Med det ansigt, som ser os og som vi ser, kan vi ikke gøre hvad som helst. Ansigtet forpligter. Det er derfor Gud siger: Løft dit ansigt. Forpligt dig!

Kære menighed

Det er bare så godt. Overskriften for min prædiken i dag er: Uden den andens ansigt er vi ingen. Det er altså hentet fra Karl Ove Knausgård. Det er en fuldstændig dyb og gennemprøvet tanke fra hele vores kulturbaggrund. Det er sådan det hænger sammen med ondskaben. Det er når vi intet ansigt har, når vi er ingen, det vil sige, at vi er døde, så kan vi gøre hvad som helst.

Det er dæmonien. Dæmonien er et ingenmandsland. Det er et rengjort hus. Det er et hus uden spor af menneskeliv. Uden spor af kærlighed og forpligtelser. Uden spor af latter og af glæde og af gråd. Det er et hus uden børn og uden gamle og syge. Det er et hus uden kærtegn og uden favntag. Og et hus uden fejltagelse og fortrydelse.

Filosoffen Emanuel Levinas arbejdede med ansigtets filosofi hele sit liv. I det øjeblik jeg har set ind i et andet menneskes øjne, så har jeg ansvar for det menneske, sagde han. Så er jeg forpligtet. Og jeg kan ikke bare gøre hvad som helst. Det andet menneskes ansigt er sårbart og sender en meddelelse om at det skal ses og ikke dræbes. Vi skal mødes i det åbenbare.

Det korrigerede rum er, når vi er lydhøre overfor hinandens nærvær, ansigt og følelser og overfor Guds stemme.

Dæmonien er i lukketheden, hjemløsheden, radikaliseringen, i det at vi fjerner alle andre fra vores hus. Vores huse må aldrig være rene. Den vanvittige ide om renhed stikker sit grimme fjæs op igen og igen, at vores lande skal være rene. Ingen jøder. Ingen muslimer. Huset skal gøres rent. Men det er det, der er galskaben og dæmonien. For ethvert menneske er i vores tro skabt i Guds billede. Det gælder både for jyder og jøder, muslimer, hinduer og alle andre.

I Tyskland fortælles der følgende historie fra trediverne: "En nazistisk præst holdt en hidsig prædiken og forkyndte: ”Ud med alle jøderne, de hører ikke hjemme her!”. Så skete der noget i den kirke ved alteret: Kristus steg ned fra korset og forlod kirken."

Kristus var jøde. Kristus og hans nåde er borte, når vi lever i vores egen renhed og tomhed, hvor vi forfølger andre.

Velsignelsen er i det blandede, det fyldte. Det uforudsigelige. I overraskelserne. I det vi ikke har styr på. Er i vores åbenhed. Velsignelsen er i det mangfoldige liv, som Gud har skabt til os.

Og velsignelsen følger os også når vi har begået fejl og lavet utilgivelige fejltrin. Gud ser os stadig og giver os mod til at leve med mere erfaring. Gud ønsker at vi overtager vores fejl og lærer af dem samtidig med at Gud stadigvæk ser på os med kærlighedens tilgivelse.

Det handler om at synde tappert, som Martin Luther engang sagde det. At være ved sit liv. At kæmpe videre med åben pande.

Det var det han kæmpede for, Jesus der nu er på vej til Jerusalem og det sidste slag mod religionens lukkede sandhed, som lukker andre ude. Jesus er på den måde modsætningen til al religion, fordi han lukker op til Gud, så vi alle kan komme til at leve i et korrigeret rum, hvor vi korrigeres af Gud og af mødet med Gud i den andens ansigt.

Vi skal ikke gøre os selv til herrer, der tror vi har retten til at hade og til at hævne. Gud er vores overordnede, som har givet os livet, og så længe vi har liv, så må vi følge Guds bud om at vi aldrig må sænke vores ansigt mod jorden og isolere os og dermed slippe dæmonien løs, men at vi altid skal se op og lade os velsigne af Gud og af hinanden. Lev som lysets børn, for lysets børn er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.

Amen

I Guds navn

1.s. i fasten

Salmer: Guds når er en vintergæk-557-369-634

Kære menighed

Jeg vil begynde min prædiken med et lille replikskifte fra en bog jeg læste for længe siden. Det lyder sådan her:

”Hvorfor skriver du det kryds? spurgte jeg.

Kryds?

Ja, øverst på recepten.

Nå – det. Han smilede. Det er ikke noget kryds. Det er et kors.

Interessant.

Det er noget vi læger altid, har gjort. Det er en tradition.

Meget interessant tradition.

Det betyder: I Guds navn. Og bagefter skriver jeg Rp., og det betyder recipe, altså recept, og det betyder „man tager“. Det er altså det patienten skal tage.”

Det er fra en roman af Erik Fosness Hansen ”Et hummerliv” hedder den og kom for 4-5 år siden.

Det er så fint. Jeg tænker på, om det kun er i Norge, lægerne altid tegner det kors på recepten. Det burde være over alt. Men det er smukt, for selv lægerne og især patienten har brug noget andet og mere end den håndgribelige medicin.

Det er næsten det Vorherre venligt men bestemt gør Djævelen opmærksom på, at han skal huske. Korset betyder i Guds navn. Det er sådan vi skal tænke om livet altid, både når vi glædes og alting er godt, men også når vi er ved dets yderkanter, når livet gør ondt. Det er den yderkant Jesus står ved i teksten i dag, ved fastens udfordringer, hvor der kan erhverves nye indsigter.

Djævelen er temmelig åndløs. Han gør ikke noget i Guds navn og han vil hellere end gerne overleve på den letteste måde. Helst uden at arbejde for det.

Fristelsen i ørkenen er derfor i høj grad en evig aktuel fortælling om to ting, som også i dag er mere end højaktuelle.

For det første er Djævelen indbegrebet af alt det værste og jeg kan slet ikke lade være med at tænke Trump ind i billedet som noget af det værste vi har oplevet de senere år. Det er simpelthen så næsten angstfremkaldende, når han stadigvæk med sine udtalelser vender op og ned på sandhed og løgn. Han lyver så det fløjter og han får en stor del af den amerikanske befolkning med på sine løgne. Noget af det mest foruroligende der kan ske, er når konspirationsteorier går på sandhedens plads. Nazismens løgne om jøderne, om sigøjnerne og om alle afvigerne i tredivernes Europa betød Holocaust og millioner af døde. Og på samme måde er det næsten ikke til at høre Putins løgne om nynazisterne i Ukraine og vestens degeneration.

Man skal holde sig væk, når man står overfor mennesker, der vender op og ned på sandhed og løgn. Og i politik bliver man nødt til at bekæmpe det. Også på den hårde måde.

Det er det, Jesus gør så mesterligt i beretningen om fristelsen i ørkenen. Jesus ved godt at det er et angreb på ham og på hans forståelse af Gud og af virkeligheden og kunne også have svaret ham: "Hvad er pointen med en religion, som vender ryggen til spørgsmålet om, hvad der sker, når livet slutter?" som Nicole Krauss skriver i sin store roman ”Det store hus”. For i fasten er det også døden der spiller med som den store modsætning til livet og som sætter livet i relief. At leve 40 dage i ørkenen er virkelig et overlevelsesprojekt. At se sandheden er at se livet, som det er og ikke være konspirationsteoretiker og tro på løgne, men vide at liv og død er virkelighed.

Jesus svarer Djævelen: Mennesket skal ikke leve af brød af alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund”. Og Djævelen får altså besked på, at hans forestilling om at komme let til livet med et rask lille mirakel er meningsløs og en løgn, som der ikke kan leves på. Hvad skal vi med en religion, der ikke er sandhed. Der skal være sammenhæng i livet. Der skal arbejdes for brødet og det skal spises i taknemmelighed mod Gud. Krop og ånd skal høre sammen.

I denne uge har jeg arbejdet med foredraget, som jeg forsøgte at gøre nogle af jer delagtige i torsdag aften. Ånd har krop. Det er titlen på en bog, som inspirerede mig meget for flere år siden og det var så titlen på mit foredrag.

Måske kunne jeg have forklaret det alt sammen lidt bedre hvis jeg havde brugt dagens tekst, som måske i virkeligheden netop handler om det. At ånd skal have krop. At alle andre forsøg på at gøre sig livet nemt er at løsrive ånden fra kroppen.

Bare at spise løs fordi videnskaben en dag måske kan skabe sten om til brød, er ikke nok til at løse menneskets allerstørste sult, som er sulten efter mening. Så maden er nødvendig, og maden for den fastende får større og større betydning som dagene går, men det er stadigvæk ikke vigtigere end Guds ord om, at Gud vil være med os alle dage og vil velsigne os, når bare vi husker ham. Brødet kommer fra Gud. Giv os i dag vort daglige brød. Vi må bede Gud om det og ikke bare tro, det kommer af sig selv.

Brødet er ligesom medicinen. Det skal tages i Guds navn. Først da kan sjælen også blive mæt.

Djævelen ved at han står overfor sin sejrherre, så han vil igen prøve at friste Jesus med at gøre sig selv til Gud ved et trylleslag og derved vinde mennesker for sin sag. Hvis du er guds søn så kast dig ned fra tempeltinden og vis at du kan komme ned uden så meget som at støde din fod.

Men Jesus svarer noget i retning af, at man aldrig skal udfordre skæbnen og for Jesus vil det være det samme som at have en fuldstændig fordrejet og unaturlig tillid til Gud.

Og så kunne han have givet Djævelen et lille indblik i Jesu dagligdag, som næsten hver dag går med at opsøge og hjælpe mennesker som er kommet i nød af sygdom eller på anden måde er blevet isoleret. Det er kun ved at være menneske med sans for at ethvert andet menneske er Guds billede at jeg kan vise, hvad det er Gud vil have os til. Med alle de tilfælde, hvor mennesker bliver raske af min tilstedeværelse, kunne Jesus have forklaret, vil jeg vise at det er i det hårde arbejde med at blive et kærligt og venligt og medlidende og hjælpsomt menneske, at Gudsriget kommer nær. Ikke når jeg ville spille sprællemand og tryllekunstner, men når jeg viser barmhjertig mod andre.

At kunne se Guds billede i andre menneskers krop og liv er at have ånd.

For det andet er teksten om fristelsen i ørkenen et glimrende eksempel på, hvad det handler om også for os i livet. De tre fristelser er som det livsmotto, de fleste af os kender: nemlig mig, mig og mig. Den tredje fristelse om at få al magt i verden er ønsket om at vinde rigdom og magt.

Vig bort Satan, svarer Jesus. Du skal tilbede Herren din Gud og ham alene. Det vil sige at du også skal forstå at ethvert medmenneske er Guds billede og at du derfor skal tjene dit medmenneske i stedet for at have magt over det.

I Goethes berømte roman Faust, som er lige kommet i en ny dansk oversættelse, møder vi Faust. Faust er en videnskabsmand, der har mistet troen - og meningen med livet. Den eneste vej tilbage, tror han, er at indgå en pagt med djævelen. Aftalen er at Faust får lov at udfolde alle sine lyster uden hensyntagen til andre, hvis han bare vil sælge sin sjæl til Djævelen. Hold dig langt væk, tænker vi! Men det gør Faust ikke!

Teaterinstruktøren Katrine Wiedemann, der har skrevet efterord til den nye oversættelse, fortæller, at noget af det mest interessante ved dramaet, er da djævelen, i skikkelse af Mefisto, træder ind på scenen. Det er ingen voldsom entré. Djævelen tager skikkelse af en lille hund. Hunden ser undseelig og helt ufarlig ud ved første øjekast. Faust ”glemmer” at lukke døren – og hunden smutter ind.

Og da den først er inde, vokser den og folder sig ud i al sin gru! Pointen er, at det onde sniger sig upåagtet ind, mens man har sin opmærksomhed rettet andre steder hen.

Det onde, skriver Wiedemann, det onde opstår steder, hvor der er grobund - og hvor der er åbenhed for det onde. Hvorfor er der åbenhed? Fordi noget ikke fungerer, og en eller anden svaghed åbner for yderligere destruktion.

Åbenhed for det onde er at vende op og ned på sandhed og løgn som i konspirationsteorier og trangen til at tænke mig, mig og mig hele tiden.

Forsvaret mod det onde er at ånd har krop, og dermed vide at vi er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Vi er skabte i Guds billede. Det gør hele forskellen. Og vi er ikke skabte til at vende op og ned på sandhed og løgn. Vi er skabte til at møde hinanden i sandhed og kærlighed og gavmildhed.

Eller som Paulus anbefalede os i Korintherbrevet: ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved oprigtig kærlighed og ved sandfærdig tale. Sådan skal vi som kirke være. Som fattige, der dog gør mange glade, som de, der intet har og dog ejer alt. Amen

Gud er en kraft.

Seksagesima søndag

Salmer: 751-298-153-320-476-152

Kære menighed

Nu skal I høre en lille kort samtale fra en bog jeg har læst:

”Jeg tror ikke på gud sagde Laura når vi fulgtes ad ned mod byen. Gud tager ikke mødre og lader dårlige fædre leve videre. Eller hvad tror du sagde hun. Du lader ikke til at være som de andre.

Gud bestemmer ikke over menneskenes liv sagde jeg. Gud er en kraft. Muligvis en tryghed at læne sig opad. Men ingen dommer sagde jeg.

Det står i biblen sagde hun. At dømme levende og døde.

Man må skelne mellem beretninger og tro sagde jeg. Beretningerne og kirkens ledere holder menneskene i skak. Tro er noget andet.”

Så bliver jeg bare glad, når jeg har læst sådan noget og tænker at det er godt, der skrives bøger igen og igen, så vi ikke glemmer det vigtigste, som er, at Gud er god. Ja, Gud er som van Goghs ”Sædemanden” – det smukke maleri af bonden der rundhåndet sår sin sæd ud over sin mark med store armbevægelser for at det skal vokse op som korn og blive til liv som brød til familien. Gud ved, hvad han vil. Han vil have den jord, som er sort og gold til at blive en mark med bølgende korn i Guds rige. Og det er både landmandens mark, som vi elsker at se med det bølgende korn, men også i overført betydning, sjælenes mark, menneskers måde at opføre sig på med frugtbar omsorg for den anden.

Sidste år var der 3 unge italienske piger som valgte netop det maleri af van Gogh, som var udlånt fra Holland til Italien. Det vigtigste billede på samarbejdet mellem menneske og jord, for de var klimaaktivister, som overhældte maleriet med suppe og siden limede sig fast til væggen under det. Det var en voldsom stærk protest ved hjælp af van Goghs ikoniske maleri. Heldigvis var maleriet dækket af glas, så der skete intet med selv maleriet og pigerne blev vel hjulpet fri.

Men det er så stærk et motiv vi har i teksten til i dag. Og når jeg begyndte med den lille samtale mellem to piger, så var det fordi hovedpersonen i bogen havde forstået, at Gud er god og er som en sædemand, der elsker at sprede sit ord for at jorden skal blive en god jord, hvor mennesker vokser i indsigt i, hvad det vil sige at være menneske under en nådig Gud. Og nu tilbage til den lille samtale igen.

”Gud bestemmer ikke over menneskenes liv sagde jeg. Gud er en kraft. Muligvis en tryghed at læne sig opad. Men ingen dommer sagde jeg.

Det står i biblen sagde hun. At dømme levende og døde.

Man må skelne mellem beretninger og tro sagde jeg. Beretningerne og kirkens ledere holder menneskene i skak. Tro er noget andet.”

Samtalen står at læse i den svenske forfatter Karin Smirnoffs roman ’Vi tog op med mor’, som er nummer to i en trilogi, som handler om livet højest oppe i Västerbottens len i Sverige, hvor meget af kristendommen er fundamentalistisk og fordømmende, og hvor et dødsfald i barselsseng sagtens kan udlægges som Guds straf for en eller anden begået synd i fortiden. Det gør hovedpersonen Jana oprør imod. Gud er som en kraft, siger hun.

Det har været sådan en måde at sige det på i mange år, så sent som forleden i et interview i avisen, hvor et menneske i stedet for at sige at hun troede på Gud sagde at hun troede på en kraft, der var større end hende. Det ord Gud er ikke altid lige til at få over læberne. Det er måske også en slags blufærdighed.

Men når Jana siger det, tror jeg hun mener det. Akkurat som Paulus sagde det i dagens epistel, at ordet om korset er Guds kraft, hvorved vi frelses.

Kraften er som sædekornet, der rundhåndet bliver sået ud over jorden, for at den skal blive som en bølgende kornmark. Det falder ned i jorden og forvandles til nyt liv. Det spirer og sætter strå og sætter aks, og akset vokser og sætter mangfoldige frø, som bliver til korn. Det er selve livskraften. Og hun har læst rigtigt i stedet for at høre på vækkelsesprædikanterne. Gud bestemmer ikke over menneskenes liv, men er en kraft mennesker kan vælge at blive en del af ved at lytte til manden der sidder i båden på Genesaret sø og fortæller om Guds gavmildhed uanset jordbunden han sår sit ord i.

Guds ord er hans velsignelse. Den strør han udover frugtbare og golde og hårde mennesker. Der er en velsignelse til alle, - ikke for hvad mennesker gør, hverken af godt eller af ondt, men fordi vi med Guds ord får muligheden for at vokse henimod det der var meningen med vores liv, at vi skulle være til for hinanden. At vi skulle være dagligt brød i hinandens liv.

Og så bliver manden i båden selv ét med sit ord, for han er den der med sin forkyndelse og med sin tro på sin far i Himlen lærer os alle, hvem Gud er. Og endelig er det også et forvarsel om, hvad der skal ske i påsken, hvor han lægges i jorden med sit budskab om at Gud er god, men at det budskab aldrig kan holdes i en grav, men vil bryde graven og opstå til liv og frugtbare marker igen og igen.

Min gamle veninde og digter Birthe Arnbak digter sådan her et sted:

Jeg vil

at du skal leve

længes græde og fortvivle

Jeg vil at dine drømme

skal blomstre blusse true

nye ting få navn

at du skal se og se.

Jeg vil

at dine øjne

skal forvandle dig hver gang

at nye tanker vokser

og borer nye gange

mod lys og stadig undren:

ukendt jubel

ukendt fred

din lod på jorden.

Det er sådan et vidunderligt digt. Det er en velsignelse, som vi gerne vil velsigne andre med. Det er sædemandens, Guds ord til os, når Gud gavmildt giver os liv dag efter dag.

Jeg tror det er det, der ligger i sædemandslignelsen. Gud kaster sin kærlighed på alle mennesker. Han skal ikke først have dem omvendt. De skal ikke først ligne pæne og moralske småborgere. De skal ikke først være retfærdige eller bodfærdige. Gud kaster ufornuftigt sin kærlighed på os og giver os lov til at være, det vi er.

Jeg vil

at dine øjne

skal forvandle dig hver gang

at nye tanker vokser

og borer nye gange

mod lys og stadig undren

ukendt jubel

ukendt fred

din lod på jorden.

Det handler om at vokse i det liv, vi hver for sig har fået. Vokse på alle måder. Ikke bare mådeholdent, men ganske umådeholdent, selvom det indimellem kun bliver til pludselig vækst og siden ufrugtbarhed. At være alle slags bonitet, det er det, vi har fået lov til.

Det betyder at vi ikke behøver at skjule os og tænke dårligt om os selv de dage, hvor ingen ting bærer frugt i vores liv. Det betyder, at vi ikke evigt skal gå med mindreværdskomplekser over, at vi ikke er gode nok, og det betyder at vi ikke evigt skal gøre handlinger, så vi kan vinde andres og Guds accept.

For Gud ved, hvordan vi er. Gud tager imod os, sådan som vi er, og skaber modet i os til at bære vor skyld og skaber ønsket om ikke at gøre mere fortræd end højst nødvendigt.

Og så er det allerede ved at være høsttid. For så kan vi få lov til at vokse uden tvang, men vokse i overensstemmelse, med hvad vi dybest set allerede er.

Det er som et brusebad at få det at vide, huden samler sig i friskhed, livet bliver som på skabelsens morgen. Vi får besøg i dag af Gud - ikke fordi vi er så og så gode, men fordi hans kærlighed vil det og fordi vi er.

Så kan man slappe af. Være al den slags forskellige jord, som Gud vil velsigne med sit ord. Og så kan man forsøge sig igen med at være menneske.

Amen

Den gode forklaring

Sidste s. i Helligtrekonger

Salmer: 14-404-161-69-752v.4-7

Kære menighed

Jeg vil begynde med et citat fra Gregersens samtidsteologi, som hedder Ind i fællesskabet. Det lyder måske ikke som noget der lyder helt samtidigt, men det kan teologi vel ikke. Det er dog et godt forsøg synes jeg. Citatet lyder sådan her:

”Inkarnationen handler om, at der går hul på Guds evighed, idet Gud bliver menneske – og dermed tager tiden og historien på sig. Tiden bliver uforglemmelig, og tiden får vægtfylde, fordi evigheden går ind i tiden… På helt tilsvarende måde handler opstandelsen om, at tiden går ind i evigheden.”

Jeg ved godt, at det er voldsomt at få det her som koncentrerede ord, derfor får I dem lige igen.

Man kan sige, at det er det, der foregår i dagens tekst om forklarelsen på bjerget. Der går hul på Guds evighed. Her bliver det klart på den sidste søndag i epifanitiden hvem Jesus er. Det siges højt fra himlen: Dette er min søn, i ham har jeg fundet velbehag! Hør ham!

Det er det vidunderlige vi mødes om søndag efter søndag i kirken, at vi er ikke ladt alene på jorden. Og slet ikke af en straffende Gud, for evangeliet fortæller at Gud er god. Hvis vi vil teksten budskab, så åbnes der for et blik på vores liv, som forvandler det. Når der er gået hul på Guds evighed, så er Gud ikke en fjern Gud, men han går ind i tiden og tager historien på sig.

Det er en koncentreret sætning den sidste, men den betyder også alverden. Ingenting i vores almindelige jordiske liv er længere det samme, for Gud har taget historien på sig. Det betyder at historien bliver uforglemmelig. Det er det al stor litteratur handler om, at alt det, der er liv her på jorden, det er uforglemmeligt. Det erindres i ord og i tanke og i skrift, fordi det får vægtfylde af Gud selv, af evigheden selv.

Alting gælder i evigheden fra nu af. Og så kommer tilføjelsen hos Gregersen:

”På helt tilsvarende måde handler opstandelsen om, at tiden går ind i evigheden.”

Det gør en kæmpe forskel for mennesker, om de tror på evigheden eller ej. Hvis der ikke er en evighed, så kan vi bare glemme alt. Vi kan glemme Holocaust. Vi kan glemme al lidelse. Men hvordan bliver sådan en verden. Gud er at erindringen får evighed - kan man måske sige. Det er det, der er på spil, når vi sidste søndag i helligtrekonger får en god forklaring på bjerget. Evigheden er kommet ind i vores liv.

Jeg bliver nødt til at bruge endnu et citat af Gregersens samtidsteologi. Det lyder sådan her:

”Men det gælder også om at forstå, at gudsriget, der er evighedens nærvær i nuet, aldrig kan forblive i nuet, men må trække både fortiden og fremtiden med sig, fordi det gælder om at redde alt det i et menneskes liv, som der er evighed i, fordi der er en iboende betydning i det.”

Det her citat siger lidt det samme, som det første jeg brugte, men det gør det tydeligere. Evighedens nærvær i nuet. Det er det de tre disciple oplever på bjerget. Den gode forklaring i bjergets øjeblik kommer til at betyde, at deres og vores liv er forandret. At med troen på, at Kristus er Guds søn, så er både fortid og fremtid af allerstørste betydning. Og så kommer det vigtige: Det sker for at redde alt det i et menneskes liv, som der er evighed i. Det er det der skal være vores mål fra nu af. Dannelse til evigheden, som jeg gerne kalder det, den dannelse betyder noget.

Vi betyder noget. Vi er ikke bare sandkorn på stranden der væltes tilfældigt frem og tilbage. Vi har fortid og fremtid. Og al tid betyder noget.

Nu vil jeg gøre det lidt enklere at forstå.

En af de forfattere jeg glad og gerne vender tilbage til er Imre Kertész, den ungarske forfatter og nobelprismodtager i 2002. En af hans bøger hedder “Jeg - en anden” og er en skarp og fin lille bog, der hele tiden arbejder med spørgsmålet om, hvem vi er - eller naturligvis, som vi alle må spørge hver for sig: hvem er jeg. Og svaret ligger selvfølgelig allerede i titlen: Jeg – en anden.

Jeg er den anden. Jeg er den, som er sat i et menneskeligt fællesskab. Jeg er den der har ansvar for den anden. Jeg er den der også har brug for den anden. Ja som lever af den anden. På den andens nåde. Ikke mindst. Det vidste han, jøden, om nogen med Holocaust i bagagen.

Et sted skriver han sådan her i et forsøg på at finde vej i livet:

“Lev som om hvert eneste af dine skridt var velsignet. Du kan også leve som om du var forbandet. Men så bliver du forbandet.”

For tiden er dét, hvad der er lektie nok for mig. Sådan et udsagn må vi have skrevet på sengeforliggeren, hvis vi stadig havde sådan én, så vi hver morgen blev mindet om det.

“Lev som om hvert eneste af dine skridt var velsignet.”

Det er jo sådan, det er. Hver morgen, vi står op, er vi velsignede, når vi kan stå op. Så er det med at komme ud i dagen og mærke, at nu er der liv forude, der er medmennesker, der venter, der er opgaver, der vil have os til at arbejde for sig.

Forfærdeligt dumt er det at leve, som om vi er forbandede. Så er der med det samme taget parti for mørket.

I kristendom er der taget parti for lyset og miraklet og underet og en god forklaring, nemlig den at i troen får vi lov til at følges med Kristus, der siger frygt ikke, rejs dig op og som siger: jeg vil være med jer alle dage.

At følges med Jesus som discipel, har formodentlig ikke været det nemmeste af alt. Det har ikke altid været til at se, at han skulle være Guds søn. Hvad han mest beskæftigede sig med, var almindelige menneskers almindelige fordomme, sygdomme og andre misforståelser af, at livet er evigt.

Men i dagens tekst hører vi om, at de var på et bjerg, hvor alt på en gang var forklaret. Der så de alle hverdagenes små tildragelser og så, at de var uforglemmelige, at der var evighed i dem. Der spiller selvfølgelig så meget andet med i den tekst fra traditionens rige lag. Nu er Jesus på bjerget som Moses var det engang tidligere og så at mennesket var frit med en fri vilje og derfor indså, at det var nødvendigt at Gud gav mennesket de ti bud, så det var bundet til dem og den anden.

Nu er Kristus på bjerget med sin gode forklaring om at Gud blev menneske. Evangeliet er en manifestation af, at Gud er hos os. Gud er i både i det timelige og i det evige. Han er på toppen af bjerget, men han er også i bunden af dalen, når vort liv ikke har meget at rose sig af, fordi det kan være svært at ofre sig for den anden.

Det er det, der er Jesu historiefortælling til os. Han vil at vi skal se, at livet er uendeligt fordi Gud har forbundet sig med os. Når vi så er nede i den dagligdag, der er fyldt med problemer og til sidst tager livet af os, så vil vi alligevel kunne se, at alting er uendeligt. Men også bagefter er alting uendeligt, fordi Gud er om os både nu og siden, altså også den dag, hvor vi ikke sidder på sengekanten en skønne morgen.

Derfor skal vi leve som om hvert af vore skridt er velsignede. Det skal vi hvert eneste minut af hver eneste dag. Og hvis vi ind i mellem tænker, at vi ikke er velsignede, så må vi finde et bjerg, som vi kan stige op på og få udblik fra.

Der kan vi møde Gud, der vil fortælle os, at livet er uendeligt. På bjerget skal vi ikke blive. Vi skal ned og mærke, at selv det liv, hvor sorgen er kommet, er det bedste, vi nogensinde vil komme til at opleve. Gud give os øjne og sans for evigheden i hverdagen.

Amen

”at forvandle destruktionstrang til lys, til liv”

Første søndag efter helligtrekonger

Salmer: 745-101-22-144-474-486

Kære menighed

Vi er lige begyndt på epifanitiden i kirkeåret, tiden hvor Jesus åbenbarer hvem han er. Epifani betyder at gøre sig synlig. I dag med det lyksalige bryllup hvor den bedste vin serveres til sidst. Min indgangspræmis til min prædiken er, at vi altid har brug for, at Jesus gør vand til vin også i vores liv ved at skænke os dét, vi allermest mangler: tro, håb og kærlighed.

Det handler om at se med troens øjne. Nu lægger naturvidenskaben til side. Den kan vi sagtens beholde på sit eget område, hvor den fortæller os hvad der er op og ned i vores univers, men der er noget i tilværelsens eksistentielle sandheder, som vi slet ikke kan undvære og som vi kun finder i troens univers, som er ligeså sandt som naturvidenskabens. Bare på en anden måde. Sjælens måde. Her er der plads til at se, at der findes undere i livet, som vi bare ikke havde set før. Og det har vi brug for.

Nu vil jeg fortælle om en af mine for tiden store læseoplevelser, som er i min natbog, som er Jevgenija Ginzburg med titlen ’Min tunge vandring’. Den er lige blevet oversat i sin helhed til dansk. Det vil jeg gøre, fordi ligesom Jesus kan få os til at lukke øjnene op for livets undere, så kan det almindelige liv i ualmindelige situationer også få os til det.

Jevgenija er som overbevist kommunist med i det inderste af kommunistpartiet i Rusland i trediverne, hun er selv tredive år, gift og har to børn, men i 1936 sætter Josef Stalin gang i den store udrensning. Fra 1936 og frem mod Moskvaprocesserne i 1937, hvor Jevgenija bliver stillet for en militærdomstol, og som en af de mest betroede i partiet forventer dødsstraf. I alt regner man med at måske op mod to millioner mennesker bliver sendt i arbejdslejre i årevis og mange tusinde må lide dødsstraffen efter bare 24 timers rettergang i Moskva processerne. Jevgenija er altså en af dem, som imidlertid i en skueproces tager til genmæle, men har indstillet sig på døden. Så skriver hun fra selve retssalen, hvor hun tidligere har siddet i overfyldte fængsler uden luft og lys i måneder:

”Gennem det vidtåbne vindue kommer et friskt pust af sommervinden. Det er et smukt værelse med højt til loftet. Sådan noget findes altså virkelig!

Løvet på de store mørkegrønne træer under vinduerne rasler. Denne hemmelighedsfulde og kølige lyd gør et voldsomt indtryk på mig. Jeg synes, at jeg aldrig tidligere har hørt denne lyd. Jeg bliver helt bevæget. Hvorfor har jeg ikke tidligere lagt mærke til det?

Og uret på væggen … Rundt og stort med visernes blanke overskæg. Hvor er det længe siden, jeg har set sådan et. Jeg bemærker tidspunkterne for procedurens begyndelse og afslutning.”

Syv minutter! Hele farcen varer præcis syv minutter – hverken mere eller mindre.

Hun bliver idømt 10 års strengt isolationsfængsel og er lykkelig. Hun skal leve.”

At læse sådan noget er stærkt. Det er træernes løv der rasler, som bevæger hende. Jeg synes, at jeg aldrig tidligere har hørt denne lyd, skriver hun. Hvorfor har jeg ikke tidligere lagt mærke til det? – spørger hun sig selv.

Hun er sat på den yderste grænse i livet, forventer at blive skudt indenfor de 24 timer, og så åbenbarer livet sig i al sin skønhed hende. Indtil da har livet bare været sort og gråt i fængslet i længsel efter sine to drenge og sin mand, som nu også er blevet fængslet. Nu ser hun underet. Og den store roman handler om, at det er livet hun vil. Det er ikke en kristen oplevelse hun får. Det er livets egen koncentrerede og overraskende oplevelse af at livet er et under. Det er Gud der viser sig for hende, men skjult ligesom med Moses i klippespalten. Og det er det Jesus bruger nu i epifanitiden. Han viser med vinunderet i Kana at livet er et under, som aldrig skal bremses.

Vi skal leve. Vi skal ikke undgælde for alt det vi har gjort forkert, og vi skal slet ikke med vores pukkel af skyld i hukommelsen lave processer mod os selv, vi skal ikke for en streng dommer en dag, men vi skal leve. Gud er god. Det er det hele evangeliet vil fortælle os.

Vi skal se på den vi elsker og se underet i stedet for trætheden og almindeligheden. Vi skal se på naboen med rene og forbavsede øjne og ikke bare gennemskue naboen som et småligt og dumt menneske. Det sete afhænger af øjnene der ser. Iris Murdoch fortæller et sted i et essay om, hvordan en svigermor ser kritiserende og fordømmende på sin svigerdatter, finder alle hendes fejl og hun fjerner sig fra hende, fordi hun jo slet ikke er god nok til hendes dreng. Men hun indser at det er en fejl og hun vælger at se på hende med kærlighedens blik. Hun ser akkurat de samme ting som før, men nu med kærlig opmærksomhed. Og så ændrer virkeligheden sig, fordi hendes blik på den ændres. Og det ændrer også den, som bliver set.

Den der er kommet ud af dåben og den der har drukket af vinen ved altergangen, kan aldrig glemme at Gud er god og derfor også må lade sig forvandle til selv at blive til en, som vil se med gode øjne på andre.

Vand og vin spiller en central rolle i hele kristendommen. Ikke som vand og vin i sig selv, men som billede på det vi har allermest brug for: tro håb og kærlighed. Gud er den generøse skaber, der lader træernes blade rasle i vinden og på den måde åbner vores øjne for at tilværelsen er et under. Og Gud er den generøse dommer, som befrier os fra at dømme andre, befrier os fra smålighed og mistroiskhed, og som sætter os fri til at leve. Det er det tro håb og kærlighed kan gøre.

I Kana blev vand til vin. Det fortælles, at i Kina blev vin gjort til vand ved et bryllup. Alle gæster var blevet bedt om at tage hver en flaske risvin med og dermed bidrage til festen. Vinen var en del af bryllupsgaven, og ved ankomsten blev al vinen hældt i en stor beholder, som der kunne øses af.

Da vinen blev hældt op, viste det sig, at det var det rene vand. Alle gæsterne havde tænkt, at de kunne slippe for at bidrage og feste på andres bekostning, og at ingen nok ville opdage, hvis de hældte en flaske vand ned i vinen fra de øvrige.

Desværre havde alle fået samme tanke, og det ødelagde bryllupsfesten. Nærigheden og griskheden på det menneskelige plan vil ingen ende tage og udstiller den skyld, som mennesker bærer med sig, og som dræner livet for liv og trækker råddenskab og mørke i sit kølvand. Derfor har vi mere end nogensinde før brug for, at Jesus gør vand til vin – i vores liv ved at skænke os dét, vi har forspildt, eller dét, vi ikke kan give os selv: liv, lys, tro, håb og kærlighed.

I min formiddagsbog i ugens løb læste jeg hos Ida Jessen i et af essayene i hendes nyeste bog følgende om det at arbejde som forfatter. Hun skriver:

”Arbejdet er at forvandle destruktionstrang til lys, til liv, til noget der holder menneskene oppe... Arbejdet består i at overvinde sine fordomme, sin automatik, sig selv. Arbejdet består i at se andre end sig selv. Se dem i stedet for at gennemskue dem. Se også dem man ikke bryder sig om.”

Det synes jeg bare er så godt. Det er alt det, evangeliet vil have os til og som vi slet ikke kan holde op med når bare vi hele tiden holder os dåbens ord og nadverens handling for øje. Gud er i vand og vin og brød. Det er det vi skal leve af og ved.

Gud ske tak og lov for troens sandheder, som kan give os mod og tro på, at livet er et under, fordi Gud selv er i det som et menneske, som Jesus der som sit første under gjorde vand til vin.

Amen

Se op – det er et godt livsråd

Helligtrekongersaften 2023

Salmer: 136-138-122-103

Kære menighed

Det var midt i julenat

Hver en stjerne glimted mat

Men med et der blev at skue

En så klar på himlens bue

Som en lille stjernesol.

- og Anja C. Andersen, astrofysikeren, tror det har været fuldstændigt sådan. Hun siger i en artikel: ”En gang imellem står alle de klare planeter, altså Jupiter, Saturn, Mars og Venus, tilfældigvis samme sted på himlen, set fra Jorden. Det sker sjældent, og det er ikke, fordi de fysisk er tæt på hinanden. De ligger bare i samme synsvinkel herfra, og så bliver det et meget klart objekt i en periode. Problemet med den forklaring er bare, at det ikke passer med år 0. Men det skete faktisk fire år tidligere, så spørgsmålet er, om det alligevel ikke kan være forklaringen. Med 2000 års afstand er fire år jo heller ikke en særlig stor fejlmargin, og der kan sagtens være opstået noget kalenderrod med romernes kun 10 måneder lange år og alle de skudår, der har været siden”.

Det vil jeg gerne tro og der er også mange andre historiske begivenheder, som tyder på, at Jesus blev født 4 år før år nul. Men det er jo heller slet ikke det, der er meningen med at løfte hovedet og se op fra vores skærme og i stedet se mod stjernehimlen og mod noget, der er meget større end os.

”De vise mænd søgte via stjernen mod barnet, som de fandt uden brug af Google maps. Hvordan de helt konkret fandt barnet, er mindre vigtigt. Bibelen giver ikke videnskabelige, men eksistentielle sandheder” siger astrofysikeren. Hun har ikke svært ved at kombinere sin forståelse af stjernehimlen med sin tro på Gud, som salmedigterne tit sammenligner med solen, der bringer lys og liv og lyst. Hun siger også:

”Der står også i Bibelen, at vi er skabt som støv. Og det er helt rigtigt set fra en astronoms synspunkt. For vi er alle sammen skabt af stjernestøv. De atomer, som du og jeg er lavet af, er skabt inde i stjernerne og er kommet hertil via stjernestøv, og når solen engang går under om fem milliarder år, så fordamper det hele, så vi bliver blæst ud som stjernestøv igen. Og så indgår det hele i en ny proces i det kosmiske kredsløb.

Når vi begraver folk, siger vi jo også: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå…”.

”Ja, og det er jo i virkeligheden også stjernestøv. Dengang, man skrev det, troede man måske bare, at vi indgik i et mindre kredsløb, hvor mennesket var på jorden, og Gud var oppe i himlen.”

Nu skal jeg nok holde med at citere Anja C. Andersen, men det sidste skal lige med, at det stadig giver mening at søge Gud ved at kigge op og så kommer sætningen som jeg har sat som overskrift for min prædiken: Det er et generelt godt livsråd at se op.

Hele kosmos er med i bevægelsen julenat. Det handler om håb. Håb for det lille barn i krybben, håb for hele verden takket være det barns liv og budskab om, at Gud nu er trådt ind i det humane. Vi er forbundet med skaberen ikke bare via stjernestøv men via ordet om barnet der i søndags fik navnet Jesus som betyder frelseren. Den der bringer håbet ind i verden, det håb som er menneskers lys.

Jeg har lige genlæst Jakob Knudsens Angst og Mod om reformatoren Martin Luthers liv. Jeg har skrevet alle mine understregninger ind. I kan finde dem på vores hjemmeside. Den bedste af mine understregninger er følgende, som jeg ikke har kunnet finde ud af om er sagt af Luther selv eller det er Knudsens formulering:

„Troen er det hele. Tro indadtil kaldes fred, tro udadtil kaldes håb, og om det hele bliver virkeligt og åbenbart, da er det kærlighed.”

Jeg synes bare det er så godt. Troen er det hele. Det er grundlaget for hele vores liv. Det er grundlaget for vores glæde, vores måde at agere på i forhold til andre mennesker. Troen er det som kan forbinde os. Troen er udtrykket i vore øjne. En invitation til at komme ind. En tro på at vi er til for hinanden. Tro er at kigge op. Tro er at være tro.

Og den måde at leve vores liv på giver fred indadtil. Når vi tror er vi i sync med hinanden. Det er et af de smarte nye ord, men det lyder faktisk lidt bedre end det, som det er forkortelse for, nemlig synkronisering. Den danske ordbog skriver dom eksempel: Vi ved fra forskning, at synkronisering af menneskers bevægelser fremmer positive følelser i rummet og i samarbejde.

Altså at tro er forudsætningen for at vi kan gøre noget vigtigt sammen.

Bare det mindste gram mistro og det hele er ødelagt. Så kommer mistilliden og stjernerne slukkes og glæden bliver væk. Tro er det hele. Og når vi har det sådan sammen, så er hjertet fyldt med fred. Vi kan slappe af. ”Ingen af os skal prøve at se sig selv i nakken. Vi skal se fremad, tro og håbe” – som Staupitz, Luthers skriftefader, sagde til ham. Og vi har en mulighed for at blive hele mennesker. Og måske en dag, når troen og håbet bliver virkeligt og åbenbart i vort liv, da bliver det til kærlighed.

At vi tør elske, at vi tør bruge os selv med alt, hvad vi har i os, at vi vil livet trods alt der sker. At vi kan glædes fordi der er så meget vi har set på med kærlighedens øjne. Alt det vi fik og alt det som vi ikke fik. Alting farves dog af kærligheden.

Men troen er troen på, at vi ikke står alene overfor livet og døden. Vi står i dåbens og evangeliets tilsagn til os om, at vi ikke skal bære modgang og ansvar og trofasthed alene, at vi ikke skal fremtidssikre os selv og hinanden. Troen kommer til syne som en tro på at Gud er god og forsikrer os om, at den godhed dækker alt det, som vi ikke fik til at lykkes. Dommen over vores liv vil være fri hals, som betyder frelse.

Jeg har lige haft en lille udveksling på FB med en omtale af en bog, som jeg godt kunne lide. Det var ikke alle, der kunne lide det jeg skrev. Men noget godt kom der ud af det. For hos en der mente jeg var på afveje, fandt jeg et godt digt af Niels Hausgaard fra Vendsyssel oversat til dansk på nær jeg som bliver til A.

Fuldstændig ligesom andre mennesker har A været et barn,

nogen siger det højt og andre hvisker, at A var et skarn.

A vil da heller ikke bestride det, det nytter vel ikke,

men A kan ingenting gøre ved det, det er for sent.

Nu sidder A tit her inde og mindes tiden der er gået,

tænker på alle de ting der findes, A ikke har forstået.

Der er så meget man ikke er inde i, meget er for sent,

så mange folk man ikke har tilgivet, forstod dem vel ikke.

Der er så grumme lidt i livet, der gør mig bange,

men det er da rimeligt A kan blive det, det er sket flere gange:

Sådan en nattetid det rigtig blæser i ti graders frost,

og havet det brøler hult og hvæser, så krymper mit bryst.

Men hvis A kan se på himlen en stjerne eller tre

og kanske glimtvis hele vrimlen, så synger mit sind.

Så er A glad, fordi A lever mellem fødsel og død,

A glædes også derudover, så lever A meget (mø).

Og når man kender vendelboen, så ved man at det er at gå langt i en bekendelse. Det bliver kun til glimtvis at vi kan se hele gådens løsning. Som er kærlighed. Men når det er allerværst så går det an at kigge op og se på himlen og vide, at den ikke kun er tomhed med fyldt også af Gud, som ønsker os det bedste i vores liv mellem fødsel og død, at vi skal glædes, fordi vi lever med en nådig Gud der tilgiver, når vi ikke gør det.

Amen

Røget flæsk, fladbrød og Biblen

Juleaften

Salmer: 94-120-104-119

Kære menighed

Jeg læser altid med stor fornøjelse Sørine Gotfredsens anmeldelser af tv og radio i Kristeligt dagblad. I mandags var hun vred. Hun anmeldte DR’s store juleshow fra sidste lørdag var det vist. Til slut skriver hun:

”Et juleshow som dette med barnagtig værtsdialog, alt for lange indslag med endnu én af landets drengede komikere iklædt en slidt t-shirt, og ikke ét eneste ord om julens kristne indhold vidner ikke blot om en vestlig epoke nedsunket i disneyficeret forvirring.

Det vidner også om et DR, der end ikke til jul bestræber sig på at ære det dybeste, vi står på. I stedet reproducerer man blot den strøm af amerikansk pop, der i forvejen omgiver os året rundt.

Alt imens man gør grin med salmesangen. Det er ikke godt.”

Så vidt den skarpe pen fra Sørine. Jeg kan godt lide hendes udtryk: Det dybeste vi står på. Det skal vi ære og ikke glemme. Det dybeste vi står på, er ikke mindst det vi fejrer i aften. Det er barnets fødsel i stalden i Betlehem, ja det er Guds ankomst til det menneskelige, Guds deltagelse i det humane, håbet om fred der bliver alle mennesker til del.

…født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde.

Det er det dybeste vi står på, at Gud er i det menneskelige selv da han blev afvist og slået ihjel, for som Gud er han her stadig, for Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til. Det er det vi altid skal huske, hvor vi end skal hen med samfundet og vores eget liv. Vi skal have det dybeste med os, det alene kan forhindre at vi skaber helvede for hinanden på denne jord. Og det bør selv DR huske på og ikke mindst alle lande i vores del af verden. At Gud er iblandt os, må få os til at stoppe og få os til at gentænke alle planer om krige, som er Fandens værk.

Jeg har haft en lille notits hængende på min opslagstavle i knap to år. Der står juleprædiken og så en dato: 29. februar 2020. Jeg kigger efter i min boglog og ganske rigtig. Der står noget jeg vil bruge nu.

For det er bare en af de bedste forfattere, jeg længe har læst. Edvard Hoem hedder han, og han har skrevet et kæmpeværk om sin slægt der på et tidspunkt i 1800-tallet udvandrede fra det nordligste Norge til Amerika.

Da bogens hovedperson pakker sin kuffert for at tage af sted på den lange rejse ud i det ukendte, husker han det vigtigste som for ham er røget flæsk, fladbrød og Biblen. Føde til kroppen og føde til sjælen. Alle tre dele langtidsholdbare. Alle tre dele vigtige for at holde os i live.

De fleste af udvandrerne holdt fast i Biblen og den giver dem mod og håb og tillid nok til at klare en mange gange fattig tilværelse. De kunne ikke leve foruden Guds ord. Men der er også enkelte som gør oprør imod den og lægger den bag sig. En af dem er Gjertine. En stærk og selvrådig kvinde, jæger og landmand, så stærk som en mand er hun, men også hustru og mor.

Gjertine får en depression over, hvor udsigtsløs kampen for det daglige brød på prærien er. På et tidspunkt søger hun ud i en øde beliggende jagthytte for at være alene med prærien. Og med Gud. Den Gud, hun ikke mere tror på. Men julenat oplever hun, at det, hun mente at have forladt, vender tilbage med en vældig styrke.

For juleaften kan hun ikke lade være med at synge en julesalme i sin ensomhed. Og et par linjer i et vers går direkte ind i hende. Der står sådan her hos Edvard Hoem:

"At du er født herinde/ I Hjertets dybe Grund!

Nu begyndte hun at tænke alvorligt over, hvad de sidste linjer mon betød. Hun havde aldrig tænkt på, at meningen med en salmetekst skulle findes andre steder end i den bibelske tekst, men nu gik det op for hende, at sådan var det netop ikke. At Jesus skulle fødes i hendes hjerte, det lød urovækkende, næsten bespotteligt. Hendes hjerte var vel ikke af en sådan kvalitet, at Guds søn kunne fødes der? Hele julenat, den første nat hvor søvnen svigtede hende, sang det vers inde i hende. Det, hun troede, hun så let havde forladt, vendte tilbage med en vældig styrke, men heller ikke det gjorde hende bange."

- sådan skriver Edvard Hoem.

Kære menighed

Det er bare så godt. Det er det dybeste vi står på og må huske at ære. Som kristne må vi hele tiden have den salmelinje med os, at vi siden dåben hele tiden må give rum til det barn der fødtes julenat.

Juleevangeliet fortæller os at vi har værdi, selvom prærien og universet er så stort, at man kan tænke, at et menneskeliv da ikke betyder noget. Men i juleaften bliver vi mindet om, at vi faktisk betyder noget. At det mindste, Gud har skabt, er stort.

”At du er født herinde/ I Hjertets dybe Grund”

Det er den fantastiske virkelighed vi fejrer i julen, at Gud vælger sit menneske. Han må styre direkte efter vores hjerte. Nu skal vi arbejde sammen, siger Gud, med barnets fødsels i Betlehem. Som julens barn skal vi give rum til hans budskab i hjertet. Og ikke bare i hjertet, men også vi vores handlinger. Nu skal vi bringe hele kirkeårets mange fortællinger i spil i vores liv, og forstå, at vi og Gud virker sammen når vi bringer Jesu ord og gerninger i spil i vores liv sammen.

Med fare for at nogle vil kalde mig naiv, og måske jeg også selv vil gøre det en dag, så vover jeg alligevel at give udtryk for en taknemmelighed og en glæde ved, at vi i Danmark har fået en regering hen over midten, hvor tillid spiller en væsentlig rolle. Ja – ikke bare en rolle, men åbenbart hovedrollen, når man så åbenlyst kan gå fra mistillid til tillid. Og så kan folk pludselig blive meget moralske og kalde sådan noget løftebrud og uærligt og at det er bedre med fløjkrige. Det er det letteste at sige, synes jeg.

I regeringsgrundlaget Ansvar for Danmark hedder det:

"Danmark er et kristent land, og den danske evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare. Vi ønsker en folkekirke, som bygger på frihed, lighed og rummelighed. Samtidig er det afgørende for regeringen, at der skal være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme."

Jeg kunne godt have skrevet det lidt anderledes, så kirken ikke bare bygger på frihed lighed og rummelighed, næsten som i den franske revolution, men bygger på det dybeste vi står på, at Gud i evangeliet er kommet ind i det humane og at Gud gennem samarbejde med os vil have Kristi liv og død som grundlag for alt, hvad vi gør som mennesker og som samfund.

Men det glædelige ved den ny regering er alene, at vi altså husker at få det med. Biblen sammen med røget flæsk og fladbrød. Ikke at det kristne budskab skal være politik, for sådan kan det aldrig blive. Kristen politik kan findes ikke, men må altid i frihed komme i spil og indirekte sætte sine aftryk. Med hjertet skal der lovgives sammen med fornuften og de muligheder vi får for at tage ansvar for Danmark.

Og ind i hvert et hjerte der åbner selv et lille staldrum i sit hjerteherberge, vil Gud nu i nat flytte ind og blive vores ledestjerne.

Jeg læste i går et vidunderligt interview med astronom og astrofysiker Anja C. Andersen, som et siger sådan her:

”I kirken jeg mindet om, at jeg selv er Guds barn. At jeg er lille, men elsket. Jesus kom jo selv ind i verden som et modbillede på alle dem, der prøver at gøre sig selv store. Han var den største, der gjorde sig til den mindste. Han lod sig føde som et lille, sårbart spædbarn, som ikke kunne andet end at blive elsket. Men som alligevel blev en stor glæde for både hyrder og vise mænd, der kom for at besøge barnet. Og det giver mig et håb, som jeg ikke kan finde i fysikken.

Som forsker arbejder jeg med en model af universet, hvor Gud er skrevet ud. Men som menneske synes jeg, at det giver enorm god mening at tro på Gud, fordi menneskelivet ellers kan virke en smule meningsløst, når man kigger på Ukraine, Iran og Kina, hvor vor tids Herodes-skikkelser holder folk nede. Men det giver netop håb at kigge op. Stjernehimlen er enormt demokratisk, fordi alle kan kigge op på den. Måske er det sværere at se den i storbyer og i lande med overskyet vejr, men stjernerne er der. Og det tror jeg også, at Gud er,” siger den vise videnskabskvinde.

Hun har husket rejsekosten. Det hele. Det dur. Og det vil vi bekræfte hinanden i hver gang vi her i kirken siger trosbekendelsens løfte om, at Gud er nær ved os alle fordi han julenat blev født af jomfru Maria.

Kære menighed! Glædelig jul!

Alt er godt. Alt er godt.

Sig ja, sig ja.

Fjerde søndag i advent

Salmer: 109-74-90-78-474-73

Kære menighed

Hvis nu Biblen er sådan et slags ord-apotek, så kunne paulusteksten til i dag være et af medikamenterne som kunne tilbydes mennesker der er fyldt med mismod og mørke myldretanker. På indlægssedlen kunne der stå: til dig der ikke rigtig kan se nogen mening med noget som helst og som derfor er mørk i sindet anbefales Paulus brev til filipperne kap. 4, vers 4-7. Indtages hver dag i en uge morgen og aften. Mulige gavnlige bivirkninger: eftertænksomhed, bedre syn for sammenhæng med livet. Kan fremme fornemmelse af taknemmelighed.

Paulus skrev:

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Men hvordan skal det forstås det med at vi skal glæde os fordi Gud er nær hos alle mennesker overalt på hele kloden. Er man fyldt med mismod, orker man ikke at høre sådan noget, som om man pludselig kunne at begynde juble og være glad i Gud. Men jeg tror heller ikke det er det, der menes. Paulus skriver ikke fra et jubelsted, for han sidder i et fængsel og skriver. Det handler ikke om jubelkristendom. Det handler om noget dybere.

Kære menighed

Det er et forsøg det her, men jeg har læst noget fornylig som fuldstændig gav mig anledning til at tænke dybere over, hvordan vi er forbundne med alt det, der omgiver os. Jeg læste det i Knausgårds ’Ulvene fra evighedens skov’, hvor han et sted mærker sin sammenhæng med naturen. Ofte når vi er mismodige og ikke kan finde mening med noget er det fordi, vi er lukkede inde i et rum, bare med os selv. Men det kan ændres, hvis vi åbner os og siger ja til andre eller som her i det jeg nu vil dels læse, dels referere fra Knausgårds seneste roman.

”Solen var på vej ned, himmelen over den var rødlig med en orange rand mod det dybe blå som derfra rejste sig over skoven og alt andet. Fyrretræerne over mig fangede de sidste stråler, ranke og majestætiske.

Jeg befandt mig på en kugle. Den snurrede langsomt rundt, så stedet jeg stod på, bevægede sig nedad, væk fra solen, en anden kugle der hang derude i tomheden, omspændt af flammer.

Det havde jeg altid vidst, men det var først nu jeg forstod det.

Tanken overvældede mig.

Det var jo vanvittigt.

To kugler i tomheden.

Den ene var vores. Den anden brændte for os.

Et vindpust gik gennem skoven, jeg hørte det før jeg mærkede det mod huden, bladene raslede og rystede, der var hundredvis, nej, tusindvis af dem og alle raslede og rystede, og så mærkede jeg vinden mod huden, en let og kærlig berøring, og så var den væk. Så var det træerne på den anden side der rislede og raslede. Vinden flød som en flod af luft gennem skoven, og skoven, den susede og kunne så godt lide det.”

Det var et direkte citat. Og det er så smukt. Jeg tror det kræver koncentration og en venlig forståelse af at alt er liv omkring os og at skaberen, at Gud er i det alt sammen. Og personen ligger på ryggen og tænker videre, rører ved træet og fornemmer hvordan træet lader vandet strømme op fra roden helt op i toppen af træet og mærker hvordan alle bladene forlyster sig ved aftenbrisens vindpust.

”Træ efter træ, kilometer efter kilometer, alle åbne mod verden, ikke lukket som jeg altid havde tænkt de var, men åbne. De var indgangen til livet! De var livets port! De lod lys og luft og vand strømme gennem kroppen og blive til liv, til mere og mere liv, det var derfor de strakte sig op og strakte sig ned og strakte sig ud, de fangede materien og forvandlede den til liv. Til blade og grene, til myrer og myg. Til orme, til hænder og arme og ansigter. Til mig der lå med lukkede øjne på ryggen i lyngen med den ene arm strakt ud bag hovedet og hånden mod træstammen, som til en kæreste jeg ønskede skulle blive. De havde forvandlet mig til verden. Vandet løb også i mig, det var rødt og dunkede i halsen, dunkede i brystet, dunkede i tindingerne, tilmed i fingrene dunkede det.

- skriver Knausgård. Men det bliver endnu bedre:

Jeg rørte forsigtigt ved en af dem. Det var som om leddene var smurt i olie, hver lille bevægelse var så dejlig, forplantede sig videre og fyldte kroppen med vellyst. Inde bag øjenlågene var alting rødt, men der behøvede jeg ikke at være, jeg kunne være i det der gjorde godt, i fingeren der gik frem og tilbage, de fugletynde ben og senerne der sad på den, blodet der susede forbi.

Som hjertet arbejdede. Som hjertet slog.

Og blodet der steg.

Fyldt af jern fra malmen, salt fra havet, luft fra træerne.

Steg og steg.

Malmen, havet, træerne.

Steg og steg.

Havet, skoven, solen der brændte.

Blodet der steg og steg.

Blodet der sang.

Alt er godt. Alt er godt.

Sig ja, sig ja.

Ja.

Nu ikke mere Knausgård, men jeg tænker på at det måske kan få os til at føle den glæde som Paulus taler om i sit ordapotek.

Vi er ikke alene selvom vi føler det. Gud er nær i alt der omgiver os. Skoven viser sig at være et apotek for et menneske, som med ét ser den og mærker den og føler sig et med malmen og saltet og luften. Det er alt sammen også i os. At gå en tur på den måde i skoven er også en slags gudstjeneste, som den vi sidder i nu, hvor præsten forsøger sig med at sige noget forståeligt om Gud.

Hvert øjeblik kan vi indtage medicinen fra Paulusteksten og tænke på, hvor tæt vi er på hinanden, at det er det samme blod der løber i os, at det er den samme glæde vi kan se i den andens øjne, at vi kan række ud og røre ved hinanden og mærke at den anden også har brug for mig, at vi er sat i en sammenhæng, hvor vi aldrig bare må tro at vi er en ø, men at vi altid er forbundne med fastlandet. Når bare vi åbner og siger ja til hinanden og vil tage ansvar for os selv og hinanden samtidig.

Så slår vores hjerter sammen, måske næsten i takt. Og i den forbundethed ved vi, at må elske den anden lige så højt som os selv.

Svarer den anden med sit hjerte, så fyldes vi med taknemmelighed og vi indfældes i noget der er meget større end vi kunne forestille os.

Så kommer meningen. Gud er nær i alt. Som åndedrag, som ord, som berøring, som malm og salt og luft.

Og hvis vi ikke tror det, så er det dét som julen handler om og skærer ud i pap for os, at Gud selv kommer i et menneske, i barnet hvis fødsel vi fejrer hver julenat.

Og at vi alle er forbundne med det menneske som Johannes Døberen var forbundet med ham i en tro på, at vi altid kan bane vej for en tro på at Gud selv er nær hos alle levende, hvis vi eller lytter godt nok efter ham.

På den måde tror jeg at tro på Gud, er at finde meningen både i den vidunderlige natur vi er indfældet i og i de mennesker vi deler vores hverdag med. Og den medicin vil åbne vores øjne langsomt for, hvor god jorden og hvor godt livet er – også trods al den smerte og julesorg som findes.

Glæd jer altid i Herren!

Amen

Hun ryger lige lukt i helvede

Anden søndag i advent

Salmer: 733 - 74 - 274v.1-4 – 274v.5-9 – 474 - 87

Kære menighed

Allerførst skal I høre et citat fra en roman af Sara Marie Linderoth Bouchet:

„Idas far siger, at hun ryger lige lukt i helvede, det kan hun være helt sikker på,“ sagde Selda. Ida var hendes veninde, hun var efterhånden oftere hjemme hos Ida end hjemme hos os.

Mor lyttede opmærksomt.

„Hvornår siger han det?“

„Når han bliver vred på hende, siger han sådan.“

„Det passer ikke,“ hviskede mor.

„Jo.“

„Men det, han siger, passer ikke. Alt er forfærdeligt nok, som det er. Der er ingen grund til at blive straffet for det oveni. Det er vigtigt, at I forstår det.“ Hun talte dæmpet, men vi kunne tydeligt høre hvert ord.

„Man bliver trøstet bagefter,“ sagde hun. „Man bliver trøstet, når alt er slut. Det er det, der er nåden og meningen med det hele. Ligegyldigt hvad der er sket, og hvad man har gjort, tager Han os til allersidst i armene, og så får man trøst.“

Det var citatet. Romanen hedder Hjem og blev et resultat af en konkurrence Dansk Flygtningehjælp udskrev i 2015. Det blev vinderromanen, som handler om en syrisk flygtningefamilie, som vi følger hele vejen fra Damaskus til en ghetto i Danmark. Nu har jeg endelig fået den læst og jeg var fornøjet og blev klogere og citatet jeg læste, er jeg glad for.

Og det passer godt ind i dagens tekst som ikke mindst gør opmærksom på, at godt nok venter vi Jesu fødsel julenat, men vi venter ham også som dommer når vores tid er omme. Og meget ofte tænker mennesker ligesom Idas far, at enten ryger man lukt i helvede eller også får man venligst adgang til himlen.

Det er slet ikke sådan kristendommen forsøger at tænke om det. Når vi i trosbekendelsen siger, at Jesus sidder ved den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde, så er det ikke en fordømmelse, der er tale om, men en oplysende og opklarende begivenhed, som er mere glædelig end farlig.

Grundtvig har skrevet helt vidunderligt om det i en adventssalme, som jeg desværre aldrig har brugt, men det er jo fordi der er så mange gode adventssalmer ellers, som overhaler den her indenom.

Men altså nummer 66 i salmebogen i første vers hedder det:

Lyslevende fra Himmerig

Guds Søn kom ned til jorden,

ej som en dommer frygtelig

med lynild og med torden,

men som et barn i moders skød,

mildøjet, dejlig hvid og rød,

med stemme spæd og klinger,

med julegaver til de små:

til hver en kåbe himmelblå

og gyldne englevinger.

Her er Kristus som dommer fremstillet som barnet i kryb-ben. Som dommeren ser Kristus på os med barnets milde øjne for at lære os at blive børn på ny. Kristi komme på den yderste dag er en frisættelse af barnets glæde på tværs af al vores frygt for dom og fortabelse. Den ligefremme glæde skal gennemlyse os, så vi tydeligt kan se, hvordan vi igen og igen vælger os selv og vores egen fordel i stedet for at vælge vort medmenneske og fællesskabet. Ingen kan som bekendt komme ind i Guds rige uden at blive som børn igen.

Grundtvig er her på linje med moren i romanen jeg læste fra. Moren har helt ret når hun siger til datteren og hendes veninde: Alt er forfærdeligt nok, som det er. Der er ingen grund til at blive straffet for det oveni. Det er vigtigt, at I forstår det. Man bliver trøstet, når alt er slut. Det er det, der er nåden og meningen med det hele.

Det virker meget stærkt i en roman, hvor der har været så meget krig og elendighed, men moren er en troende kristen. Og troen kender ikke til frygt, men kender til oplysning og gennemlysning fra barnets øjne. At blive truet med Helvede er ikke gavnligt for nogen. Det er tværtimod skadeligt og mennesker kan blive syge af at frygte og af at bære på skyld, som de slet ikke skal bære alene.

Det andet sted jeg var præst for mange år siden, passede jeg især én afdeling på Viborg Øst, som var sygehus for sindslidelser. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig. Der var ikke mange, og jeg var der tit, så jeg lærte dem at kende. De bar alle sammen på visheden om, at de var fordømte, at de var skyldige, at de ville gå fortabt. De havde det med fra tunge miljøer ude fra vestkysten. De var forkerte og derfor var de bange.

Måske kan vi forstå hvad det vil sige at være kristen på den her måde: At tro på Gud er at leve for Guds åsyn og at vurdere sig selv og sin verden som set fra evighedens standpunkt.

Og Guds åsyn er altså julebarnets åsyn, der igen og igen vil lære os at blive som børn igen. Den dybe mening i julens budskab er at julenat kommer evigheden ind i verden, og hvert menneske bliver sat ind i evighedens synsvinkel som altid giver os det spørgsmål: “Hvad bruger du i grunden dit liv på?” Lever du som barnet med tillid og med bevidstheden om at du er afhængig af andre. Og lever du med en Gud, hvis åsyn er barnets rene ønske til dig om at leve sandt og ærligt. Og at med en Gud, der ikke truer dig med at ryge lukt i Helvede, men som tværtimod har givet dig sin kærlighed, så han vil beholde dig i sin himmel.

Rejs op dit hoved, al kristenhed!

Opløft dit øje, slå ej det ned!

I Himlen du har hjemme

- skriver Grundtvig i sin store salme, der hører dagen til. Og føjer til i 4. vers:

Ej mer du gruer for dommedag,

du ved, din dommer har ført din sag

og fra sig selv den vundet

Altså Gud har tabt sin sag til sig selv, fordi i kærlighedens øjne har det aldrig været meningen at vi skulle ryge lukt ned i Helvede.

Den indsigt og den tro på en nådig Gud kan hjælpe os med at undgå alt for mange dumme ting, som for eksempel: Altid at ville være den perfekte; altid at kontrollere andre eller måske ovenikøbet os selv; at leve dobbelte liv, et pænt og et hemmeligt; at tillære sig fromme facader; at forsvare sig selv både i tide og utide; at angribe andre for at forsvare sig selv; aldrig at unde andre noget; at se på tilværelsen med snæversyn og at se på andre med fordomme.

Men vi kan også benytte os af svaghedens kneb: ikke at gide noget; ikke turde noget; se til den anden side; undgå konflikter af en enhver art; lade andre sejle deres egen sø; altid placere sig selv i offerrollen som den uskyldige, som det er synd for; altid at kritisere og ikke bygge op; at leve småligt, uden storsind, latter og selvdistance.

Det er sådan et nutidigt lastekatalog jeg har fundet hos en af mine yndlingsteologer, professor i dogmatik på Københavns Universitet, Niels Henrik Gregersen.

Dommedag og alle dens rædsler kan vi glemme alt om, for troen følger os hver dag og ønsker hele tiden af os at vi må blive gennemlyst af barnet i krybben og derefter øve os i at leve autentisk og som ordentlige mennesker, uden at gøre os selv til guder, der holder styr på andre, retter på andre og helst vil kontrollere alt.

Talen om dommedag inden for kristendommen skal først og fremmest forstås som et evangelium, det vil sige et glædeligt budskab om, at alt det løgn og bedrag, som er i vores liv, ikke skal føres videre, men renses væk.

Det er et dagligt projekt, men det hjælper at gå i kirke om søndagen for at forstå, at det ikke er frygten der skal drive os, men kærligheden fra Gud, så at alt det i vort liv, som er af lys - tro, håb, kærlighed, sandhed, skønhed, tillid - skal skinne frem og give nye livsmuligheder. Dom betyder altså ikke fordømmelse, men renselse, og renselse betyder ikke bare befrielse fra syndens magt, men først og fremmest forvandling og transformation.

Hvis dommedag drejer sig om at blive set med Guds øjne, er den sidste dom et evangelium, et møde med Guds blik, som vil rense og rehabilitere mennesket. Og aldrig en trussel om at ryge lukt i Helvede.

Amen

Velsignet er det at glemme sig selv i andre!

Sidste søndag i kirkeåret

Salmer: 749-375-41-732-474-431,431

“Der var en stolt tepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre. Kopper, fløde- og sukkerskål, den hele teopstilling ville nok mere huske på lågets skrøbelighed og tale om den, end om den gode hank og den udmærkede tud; det vidste tepotten.”

Sådan begynder H.C. Andersen sit eventyr Tepotten.

Det er så vidunderligt med H.C. Andersens eventyr, de fortæller os om, hvad det vil sige at være et menneske. De afdækker med lysende klarhed, hvordan vi er. Der var en stolt tepotte. Der var et stolt menneske, men hvad skete der så et menneskeliv igennem? Der kommer skår.

Man kan jo ikke fortælle andre om sig selv på den måde. Det ville blive pinligt. Men H.C. Andersen kan fortælle om sig selv og alle os andre ved at fortælle om en tepotte.

Vi har dog noget at være stolte af. Vi er ikke bare ingenting. Vi har noget bagud og noget forud. Vi har en tud og vi har en hank. Vi har en historie og vi har en fremtid. Vi er dog noget.

Men naturligvis har vi også vore mangler, men dem taler vi helst ikke om. Det gør de andre derimod gerne.

H.C. Andersen var så sårbar. Hele livet igennem måtte han kæmpe med den sårbarhed. En sårbarhed, som vi andre også må kæmpe med meget af tiden, fordi den hører til det at være et menneske.

Men Thepotten er dog noget og ved om det. Det bør vi også altid vide.

"Jeg kender dem!" sagde den ind i sig selv, "jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den, deri er min ydmyghed, min beskedenhed; mangler har vi alle, men man har da også begavelse. Kopperne fik en hank, sukkerskålen et låg, jeg fik nu begge dele og én ting forud, den de aldrig får, jeg fik en tud, den gør mig til dronning på tebordet.

Jo, det er godt at læse H.C. Andersen, for det er at se sig selv i spejlet. For det gælder jo både for tepotter og os andre, at vi ikke kommer gennem livet uden skår og dog alligevel tror, at vi har noget forud for alle andre, ja begavelse og tilmed ydmyghed. At komme gennem livet som porcelæn er ikke altid nemt. Det er i høj grad, hvad vi er. De fleste af os. Porcelæn. Der går let skår af os. Det er godt at vide om sin egen skrøbelighed. Sådan tænkte tepotten også, men den skulle lære endnu mere inden den var færdig.

”Alt dette sagde tepotten i dens frejdige ungdomstid. Den stod på det dækkede bord, den blev løftet af den fineste hånd; men den fineste hånd var kejtet, tepotten faldt, tuden knak af, hanken knak af, låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det. Tepotten lå besvimet på gulvet, det kogende vand løb ud af den. Det var et svært stød, den fik, og det sværeste var, at de lo, de lo ad den og ikke ad den kejtede hånd.”

Igen den sårbare H.C. Andersen. Det sværeste var, at de lo. De kunne have leet ad den kejtede hånd, men de lo ad den knuste tepotte.

Men nu kommer eventyrets slutning, som er så evangelisk og så smukt. Tepotten bliver naturligvis kasseret efter turen på gulvet, men den genopstår og får et endnu bedre liv hos en fattig gammel kone. Hun fylder jord i den og i jorden et blomsterløg som erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand.

”Og løget lå i jorden, løget lå i mig, fortæller Andersen, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!”

Den sidste sætning satte jeg som overskrift for min prædiken til i dag. Sådan en sætning: Velsignet er det at glemme sig selv i andre!

Så kan det simpelthen ikke siges bedre. Tænk det vidunderlige øjeblik, hvor vi er et med et andet menneske, fordi vi glemmer os selv af kærlighed til den anden eller de andre. Jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed, skriver Andersen.

Når vi for alvor får øje på andre og ikke kun på vor egen stolthed, når vi begynder at være noget for andre, når vi begynder at give dem rum i vores liv, så er forvandlingen sket med os porcelænsmennesker, når vi har fået vores egen stolthed mærket af et fald og mærket, hvordan det er at blive knust, at blive leet ad, at være slået itu. Og derefter fået mulighed for at se og bære andre mennesker.

“Kun et knust hjerte er helt”, skrev Suzanne Brøgger engang for mange år siden med en skarphed i pennen, så sætningen aldrig er blevet glemt.

Kun et knust hjerte er helt, for det hjerte er som en tepotte uden den stolte hank og uden den stolte tud og kan så endelig blive til en urtepotte, et vækststed for kærligheden.

Tænk at slutte sit liv som urtepotte med et hjerte i. “Løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser”.

Hvor er det godt skrevet. Det er når livet ikke længere styres af mig selv, af mine stolte tanker om, hvem jeg er og hvor god jeg er, men når jeg har glemt mig selv i andre.

Kort fortalt er eventyret om tepotten og evangeliet af samme slags. Vi skal gennem mange hurdler i livet, førend vi begynder at blive til levende mennesker. Der skal slås nogle skår i os, førend vi begynder at forstå, hvad livet handler om.

“Alt dette sagde tepotten i dens frejdige ungdomstid”, hedder det i eventyret, mens tepotten fortalte om sine stoltheder. Når først den tid er forbi, begynder livet. Når først skårene kommer, begynder forvandlingen, hvor vi bliver til rum for andre menneskers vækst.

I dagens evangelium hører vi om, at evangeliet er åbenbaret for de umyndige. Når det handler om evangeliets inderste hemmelighed, så er det bedre at være en knust tepotte end at være en med hank og tud i behold.

Meget senere skrev H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr indtil denne Time ligger således nu oprullet for mig så rigt, så smukt, så fortrøstende! - selv af Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde”.

Det er igen så vidunderligt skrevet. Det kunne Josef have tilsluttet sig og han sagde det til sine brødre. Hans angst og forladthed i brønden i Dota og siden den stærkeste og største mand i Ægypten næstefter Farao. Selv af Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde. Sandt er det, at krise ikke altid betyder, at noget er ved at gå i stykker og er ved at blive ødelagt for tid og evighed. Krise betyder derimod oftest, at noget nyt kan begynde, at der kan starte en ny form for vækst i vore liv.

Vort livs eventyr er at kunne læse os selv ind i tepottens forløb, så vi til sidst kan glemme stoltheder forud og bagud og blive til en urtepotte, hvori der kan være plads til andre mennesker.

Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile, siger Jesus i dagens tekst.

Jesus viser vejen ved at stille sig selv til rådighed. I ham kan vi finde hvile og vækst. Han er som en tepotte med et bankende hjerte i og med plads til os alle.

Her i kirken får vi alle søndage året igennem, kirkeår efter kirkeår, lov til at være omfattet af Guds store tepotte. Her er der vækstmuligheder for os alle. Her kan vi komme, når vi endelig opgiver vor egen stolthed og tro på os selv.

Endnu et kirkeår er gået. Det er gået godt. Vi har været sammen i åbenhed og samtale og først og sidst i venlighed. Ingen har bestemt, hvad vi skulle tro og gøre, for alt her i huset må ske i frihed. Vi er hele tiden på vej. På vej mod en tro på Gud. På vej mod Gud.

Amen

Mit liv er en bølge, som rører sig en tid.

Allehelgensdag

Salmer: 8-217-573-729-474-November går tungt

Kære menighed

Jeg sidder altid klar til at understrege, når jeg læser noget som handler om den yderste eksistens, når det handler om liv og død, og ikke mindst i tiden omkring Allehelgensdag. Og jeg blev ikke skuffet af de bøger jeg netop har læst. Tænk at Kerstin Ekman skulle skrive en roman mere. De første Hekseringene, Springkilden, Englehuset læste jeg og sikker også flere af jer allerede i slutningen af halvfjerdserne, så hun er en gammel dame, født som hun er i 1933, og som altså nu har skrevet Ulvespringet. Her er der visdom at hente ved at følge hovedpersonen, som er gammel og har et dårligt hjerte. Et sted tænker han sådan her om en sætning han engang havde læst et sted:

”Mit liv er en bølge, som rører sig en tid. Den (sætning) fik mig til at tænke at så længe noget rører sig, lever jeg. Selvfølgelig vil alting blive ved med at røre sig, skønt man selv ikke længere gør det. Men det er svært at begribe. Ville for eksempel pelargonierne i vinduet blive ved med at vokse og, når forårssolen kom, skyde nye skud og blomstre? Hvis ikke Inga glemte at vande dem, selvfølgelig. Ville hun gøre det hvis jeg døde?”

Han er gået i seng, men tankerne holder ham vågen og han konkluderer, at sådan kan man ikke tænke og véd så med det samme, at han ikke kan holde op. Han lige så godt kan stå op. For nu kan han i hvert fald ikke sove.

Og forleden læste jeg hos en ung svensk forfatterinde i en stor roman, som også lige er kommet følgende:

”Døden er en sær størrelse, er den. I årtier har jeg lagt mærke til den. Et menneske eksisterer. Det trækker vejret. Taler. Så kan det forandre sig, forsvinde. Aldrig eksistere mere. Det er umuligt at vænne sig til. Og her sidder jeg i en krop der næsten er mage til de dødes, men jeg trækker stadig vejret.”

Lina Nordquist, hedder hun og romanen hedder: Hvor du går, følger jeg.

Det er en meget nøgtern konstatering af forskellen mellem liv og død. Det er umuligt at vænne sig til. Døden. Men måske skal man heller ikke tænke sådan.

Men allermest mærket af noget jeg læste, blev jeg af kronikken jeg læste i går morges, i Kristeligt Dagblad, hvor et ærligt menneske fortæller om sine tanker om efterlivet. Historien kort er den, at kronikørens kone døde i 2015 som 61- årig af knoglemarvskræft. Han fortæller om hvordan de var samlede omkring hende den sidste dag. Om bisættelsen fra en kirke. Om asken der strøs ud i Øresund. Om hvordan han i dagene og ugerne efter gav sig til at skrive digte uden formildende og trøstende ord, som han havde hørt nok af. Han ville bare skrive om den nøgterne død og trøstesløsheden. Han er oversætter, så han skriver selv bl.a. digte. Et af dem er med i kronikken:

Du er borte nu

livet fortsætter både

før og efter os

Han fortæller om, hvordan han synes godt om, når folk viser medfølelse med ham ved at sige, at det gør dem ondt eller det automatagtige: jeg kondolerer.

Men han ved ikke hvad han skal stille op, når folk siger: Hun er rejst videre. Eller: hun er gået over i den næste tilstandsform. Og han skriver følgende i kronikken: ”Ligeså på allehelgensaften i den lokale kirke, som man inviteres til, da de vil oplæse og bede for alle de beboere i sognet, der er døde i årets løb. Jeg følte, jeg burde deltage, og bad Kathrines bror tage med for at kunne klare det. Det var meget mærkeligt at høre præstens ord om genopstandelse. Og vi gik begge derfra med en mærkværdig, fremmedgjort fornemmelse.”

- skriver han. Og jeg sidder og får sådan en medlidenhed med ham, fordi jeg ved jo godt, hvordan det er han har det. Selv så mange år efter. Hvis hun er et sted, så er det det forkerte sted hun er. Hun skal være hos ham. Hele hans verden forandredes da hun døde. Hun var sammenhængen. Meningen med hans liv.

Kronikken slutter han sådan her: Her står jeg med min sorg og min tvivl. Hvad ved vi egentlig?

Nu vil jeg prøve at svare ham ved at nærlæse dagens tekster. Det eneste vi ved, tror jeg, er at vi må blive ved med at søge at overkomme at leve med sorgen. Og når jeg så læser profeten Esajas tekst slår det mig, at det har jeg vist lige læst et andet sted: Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem! Langs vejene skal de græsse, i det nøgne land finder de græsning. De skal hverken sulte eller tørste, hede og sol skal ikke plage dem, for han skal føre dem i sin barmhjertighed og lede dem til kildevæld. Jeg gør alle mine bjerge til vej. Sådan står der i Esajasteksten.

Hos Anna Mejlhede læste jeg i hendes roman Håbets Ø, som handler om, hvor svært det er at leve med sorgen over sin elskede: "Hvordan kan et enkelt menneske lægge verden så øde? Som om livet kun hænger fast i en enkelt tråd." Skriver hun et sted og har et digt først i bogen:

“Springa, våga springa

Genom döden, in i livet

Springa, våga springa

Genom mörkret – in i ljuset”

Det er som et ekko af den gamle profet: Kom frem. Det er gamle testamentes bedste bud til mennesker, der føler at livet er blevet tomt og mørk. Kom ud i lyset igen. Vov at springe. I mørket er der ingen vej. Spring ud i lyset, for hvor der er lys, er der vej. Hav tiltro til at Gud findes, at lyset kan vise vej, at der er lys trods al mørke og uvejsomhed. Så stædighed og mod, kære kronikør. Det er hårdt arbejde at sørge, men nederst i sorgen findes kærligheden.

Seeren fra Patmos, Johannes, skriver vildt om, hvordan vi skal håbe på, at der er mening med alting. At vi ved livets afslutning, skal håbe på Gud, at Gud vil skabe en ny jord og en ny himmel. Se, jeg gør alting nyt, siger ham, der sidder på tronen, står der i teksten.

Lyset kommer nu ikke længere fra solen og månen, men fra Gud, som er urlyset, skaberlyset, gentaget i Kristus, lys af lys. Skabelse og afslutning, alfa og omega møder hinanden i Kristus og i en ny verden.

Forsøgsvis ville jeg sige til kronikøren, at jeg godt forstår, at hvis de døde er i en parallelverden magen til vores, så kunne Kathrine ligesågodt være hos ham lidt længere. Men der er ikke noget der er sammenligneligt efter døden. Dér er alting nyt. Det er et stort billede Johannes maler i åbenbaringen. Den forsoning og tilgivelse, som vi ikke kunne finde ud af i livet, får vi nu mulighed for hinsides livet. Det er fuldstændig rigtigt, at vi ingenting ved, men vi kan stadigvæk håbe at Gud er alfa og omega og at der i det evige liv er en forsoning og en fuldendelse af alt det, der her var brudstykkevist.

Her ser vi som i et spejl, som i en gåde, men der skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevist, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud, siger Paulus.

Det er ikke en viden nu, men det er en måde at leve med et håb på. Ikke et håb om et gensyn én til én, men et håb om en forløsning på alt det, som ikke blev som det skulle, fordi vi stod i vejen. Og et håb om et fællesskab i kærligheden, som ikke dør.

Åbenbaringens ord om, at det som var før, er forsvundet fortæller jo også, at det vi længes efter i fortiden, ikke vender tilbage. Det er det nye, som Gud skaber, vi skal se frem mod.

Og hvad vi ved helt sikkert, det er at vejen til mig selv som individ går gennem fællesskabet, sådan går vejen ind i gudsriget tilsvarende kun gå gennem Guds fastholdelse og udfoldelse af det menneskelige fællesskab i gudsrigets nye liv. Uden Gud ikke noget evigt fællesskab.

Det er måske næsten det eneste vi kan sige. Troen på Gud som den evige, som skaber og genløser. Og som dommeren over levende og døde, som vi siger i trosbekendelsen. Og dermed også siger, at det betyder alt, hvordan vi opfører os overfor hinanden. At livet også handler om at kende forskel mellem godt og ondt. At arbejde med det hele tiden.

Men vi kan lade alting af den slags regnskaber ligge. Den eneste måde at løse dem på er at elske livet. Det uundværlige salt og det uundværlige lys er kærligheden. Tro håb og kærlighed er det der skal arbejdes med hele livet og det hele livet skal leves på. Derfor skal I have et enkelt lille digt her til allersidst, som jeg læste hos Søren Ulrik Thomsen i hans seneste bog, hvor han blandt andet fortæller om sin mor, der led af depressioner livet igennem, men som elskede livet og skrev digte om det. Han nævner det her digt fra sin mor: „Så dejligt som på jorden/ er næppe noget sted/ og kommer jeg i himlen/ vil jeg ha jorden med“. Det er vist egentlig en god bekendelse at have.

Amen

Vi er relationsvæsener

19.s.e. trinitatis

Salmer: 754-414-164-407-474-731

Kære menighed

I torsdags skulle vi have læsekreds. Vi skulle læse Stine Pilgaards: Meter i sekundet, som er en vidunderlig bog, ikke en egentlig roman, mere fortællinger fra en ung mors liv som ikke bare bor sammen med en kæreste, som er lærer på en højskole, og med en lille nyfødt, men også med et for hende helt nyt og ukendt samfund i Velling i Vestjylland. Nu blev der desværre ikke nogen læsekreds, men jeg havde arbejdet så meget med bogen at den nu dukker op i den her prædiken.

Hovedpersonen, som er meget lig med Stine Pilgaard selv, får et lille job som brevkasseskribent i Skjern-Ringkøbings amtsavis. En kvinde skriver til hende om, hvorfor det dog er så umuligt for hende at finde den rette mand, som kan matche hende med hensyn til egenskaber og interesser og alt det, som man skal fylde livet med.

Brevkassen svarer hende: At møde en kæreste er at stille sig til rådighed for et andet menneske. (Sådan! Det er sådan Stine Pilgaard tænker) Spørg ikke, hvad din date kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for din date (skriver hun videre). De fleste mennesker tror, at de har brug for noget ganske andet end det, de desperate mangler. Og hun slutter med at skrive: Alle mennesker har et ensomt, mørkt rum inden i sig. Forestil dig en hule på bunden af havet. Uden værdighed hælder vi forskellige ting i den. Frimærkesamlinger, kolonihaver, rygsækrejser, kæledyr, alkohol, litteratur. I svage øjeblikke får vi den tanke, at hulen er menneskeformet, et lille puslespil, der bare mangler en brik. Vi leder efter en, der passer lige der, og som kan jage mørket på flugt. Det er meget sødt, men det er forkert. Mørket er vores eget, og det kan ikke deles med nogen. Den eneste ene er ikke en anden, det er dig selv, og du er alene.

Det er bare vildt at læse sådan noget i en moderne kvindes fortællinger fra sit liv. Det er jo Søren Kierkegaardsk. Det er når livets vilkår har ensomhed, afgørelse og fortabelse i sig. Hvad livet altid har. Det enkelte menneskes liv bæres ikke oppe af velfærdssamfundet og af vellykkethed, men af dets vilje til at leve og åbne sig for andre både når det er let og når det er mere end svært. Ellers lukker alting sig nede i en lille hule på bunden af urhavet, hvor der er kaos. Og hvor den eneste tro hedder lotto.

En anden, som underskriver sig: den bitre, og spørger hvad hun skal gøre ved den vrede hun føler mod sin partner, som hun nu skal skilles fra. Brevkassen svarer: Ligesom et tog kan skjule et andet, dækker vreden tit over andre følelser, og som regel er det sult, sorg eller angst. Og slutter sit svar med følgende: Kære bitre. Inden i vredens labyrint findes sorgens have, og den må man besøge, når det er nødvendigt.

Så vidt det jeg vil bruge fra Meter i sekundet, som er en munter og livsglad bog om at møde livet modigt og ærligt, men altså også en bog, som godt kan give anledning til samtaler og eftertanke. Inden i vredens labyrint findes sorgens have, og den må man besøge, når det er nødvendigt. Det er bare den bedste sætning. Tænk hvis vi lidt oftere gik derind og græd lidt over noget, der ikke gik som det skulle, i stedet for at blive forbitrede og vrede. Vi skal passe vores haver, både kærlighedens have og sorgens have.

Stine Pilgaard ved at kærligheden ikke bare er for sjov eller noget man kan vælge til på en aftenskole, at den anden ikke bare skal fylde et tomrum ud, som vi har et sted inde i os. Kærligheden er noget meget mere vigtigt, end det vi kan vælge. For kærligheden kan slet ikke vælges. Den kommer først når vi indser at der er en anden jeg kan stille mig til rådighed for med hele mit liv og med al min lyst og kærlighed. Når det er blevet et uomgængeligt ønske og behov. Da vækkes der noget endnu større. Hun kunne have svaret dem, at de kun blev sig selv ved endnu mere at blive den anden. Så sker der noget.

Jeg læste engang noget hos Martin Buber, den jødiske filosof, som er berømt for sin teori om du og jeg, altså at vi intet er uden i mødet med et du. Det vil jeg nødigt glemme, men gøre alt for at udfolde i mit eget liv. Martin Buber siger:

”Når to mennesker virkelig når ind til hinanden, autentisk og menneskeligt, er Gud den elektricitet, der bølger mellem dem.”

Se – det er noget der dur. Det handler ikke om en manglende brik i et puslespil. Det har noget med livets allerinderste at gøre. Det har at gøre med Gud og altings oprindelse at gøre. Det kan man jo ikke bare skrive i Skjern-Ringkøbing Amtsavis, men det er det, som det handler om. Og det er derfor det er så alvorligt med kærligheden.

Det er også et godt billede på Gud som er kærlighed ifølge det ny testamente. Det er hele tiden værd at overveje, at Gud er den elektricitet, som bølger mellem os, når vi får alvor når hinanden. Og det er et fantastisk billede på, at Gud er kommet ned på jorden og vil være den, der giver os identitet gennem kærligheden. Ja har villet det fra skabelsen af. Og nu gennem sin søn igen og igen understreger at det er kærligheden, der er hans eneste magt.

Han kalder på os og forvandler os og får ånd og krop til at mødes i et guddommeligt eksperiment. Gud spiller hele tiden med.

Det er den Gud, der er på færde i evangelieteksten til i dag, hvor mennesker møder hinanden og giver hinanden identitet, når vi tør mødes og sige til hinanden åbent, at der er noget der er større end os selv og hinanden, og at det er den kraft som Gud er i vores liv. Jesus er Gud som menneske, som den elektricitet, der bølger imellem os og får os til at flytte os, rejse os og komme nærmere et autentisk liv. Kom og se. Kom og hør. Vi må forsøge at lytte os frem til livets mening.

Og samtidig foregår det altså helt hverdagsagtigt. Har vi troen i os som en gave som tillid til hinanden, så sker der hele tiden mere, end vi lige kan se, for vi kan tale sammen og sige Kom og se. Så er Guds skaberværk i gang og vores liv kan give mening. Et liv i ånd og menneskeligt samvær.

Det mest herlige i teksten til i dag er, da de to af Johannes disciple spørger Jesus om hvor han bor. Det er helt enkelt. Hvad er din adresse, så vi kan opsøge dig engang. Men han svarer: I kan bare komme med nu. Og så går de med ham hjem. Gud har en adresse. I det almindelige menneskeliv. Det er det han er gået ind i.

Jeg læste engang i en avisartikel om et menneske, der var dybt ramt af sorgen og savnet af sin mand, som på et spørgsmål om hvad hun skulle gøre nu, svarede:

»Det smukkeste? Det er at leve videre«.

Jeg tror, det er sådan noget, der spreder evangeliet. At vi tør fortælle om det, der gør, at vi kan leve videre, at vi vil blive ved med at tro på livet uden bitterhed og vrede. Det er en af hemmelighederne i kristendommen der siges her: »Det smukkeste? Det er at leve videre«.

At livet forsætter. At livet har evighed i sig. Derfor. At kærligheden er en stige til himlen, hvor de elskende kan bevæge sig op og ned både i og udenfor tid og rum. At kærligheden er og altid har været omdrejningspunktet fra det øjeblik Gud skabte jorden og os der fik lov til at leve på den.

Luther arbejdede meget med det billede af Gud. Det er jo det han opdager, at Gud ikke er en streng Gud, men en kærlig Gud. Og dertil er Luther sikker på at allerede skabelsen er et resultat af kærlighedens evige fællesskab mellem Fader, Søn og Helligånd. Det er denne kærlighed, der skinner frem i skabelsens verden, som forbinder os i relationer, siger han.

Så derfor fødes vi ind i et netværk af relationer med børn og ægtefæller, venner og naboer. Vi er relationsvæsener. Vi skal myldre ud og ind af hinandens liv og fortælle om, hvordan Gud giver livet evighed. Vi skal lære at tale med hinanden. Det hører med til skaberværket og skal værket lykkes, så er det kærligheden vi skal have fat i.

At tro på Gud og på livet på den måde kan skabe det sårbare, ydmyge, sorgramte menneske, der alligevel vil se det smukkeste i det at leve videre med taknemmelighed, fordi han og hun i kærligheden fik et glimt af Gud.

I den sammenhæng har jeg længe båret med mig noget, som jeg læste hos en fransk forfatterinde Valerie Perring i en roman, der hedder Vand til blomster som udkom på dansk tidligere i år. Det er så smukt, synes jeg. Og det er noget vi alle får brug for på et tidspunkt. Hun skriver i sådan nogle enkeltsætninger, jeg har understreget:

'Jorden skjuler dig, men mit hjerte ser dig stadig.'

'Vi ser døden som et fravær, når den i virkeligheden er et skjult nærvær.'

'Du er ikke længere, hvor du var, men du er altid med mig.'

Romanen handler om en kvinde der bliver graver på en kirkegård og som i sig har ønsket om hele tiden at bevare erindringen om kærlighed trods al bitterhed, som hun også kunne have valgt.

Måske er det alt det, der er på spil i dagens tekst om ord fra menneske til menneske og med Gud indbygget i kærligheden og forståelsen af livet.

Gud giv os at kirken og ordet kan blive en slags brevkasse for udveksling af store ord til os små mennesker. Til trøst og til mod.

Amen

“Væn jer til at leve, så det gør en forskel...”

17.s.e.triniatis

Salmer: 18-518-28—68-474-Blandt spurvefjer…

Kære menighed

Intet er så smukt som tilgivelse. Den og kærligheden er Kristi venstre og højre hånd. Sådan skriver islandske forfatter Jon Kalman Steffansson i sin seneste roman.

Vores hjemlige forfatter Anne Marie Løn har også skrevet en vidunderlig roman, som hedder “Kærlighedens rum”. Det allerbedste sted i romanen er, hvor hun skriver om tilgivelse. Hun skriver:

“Tilgivelsen var åbenbar i de første favntag på trappen og gik med os ind i rummene, stod i atmosfæren som en ordløs kraft hen over bordet og måltidet mens vi spiste, gik ind i mundene med brødet, maden og vinen og fyldte vores kroppe med aflad. I hvert blik, hver berøring, i hvert et åndedrag erkendte vi en fælles skyld og sonede hver sin brøde.”

Det er meget smukt at forestille sig to menneskers møde på sådan en trappe. De har været borte fra hinanden, der er sket noget, som ikke skulle være sket. Men alligevel er de båret af en kraft og af en magt, som viser sig i de første favntag på trappegangen. Tilgivelsen var til stede i de favntag. Kærlighedens rum omgav dem, så der var plads til alt det, der var nødvendigt: tilgivelse, erkendelse af fælles skyld, respekt og ansvar for hinanden trods alle svigt. Det altomfattende liv ville de tage hånd om sammen.

Og det er smukt at forestille sig dem sidde ved bordet senere og se, hvordan tilgivelsen står i atmosfæren som en ordløs kraft som går med ind i mundene med brødet og vinen, og fylder dem med forsoning og tilgivelse.

Ja det er næsten det smukkeste, jeg har læst som udlægning af nadverens indhold overhovedet noget sted.

Og, kære menighed, jeg kan heller ikke lade være med at læse det som den allersmukkeste udlægning af dagens evangelium om tolderen Levi, der kaldes ind i kærlighedens rum. Levi sidder alene ved sin toldbod, forladt af alle, for ingen ville have med den slags kollaboratører at gøre. Han var gået i besættelsesmagtens tjeneste og kunne ikke forvente andet en foragt og isolation.

Ved allerførste blik fra Jesus, da Jesus får øje på ham ved toldboden, er tilgivelsen åbenbar. Og den får ord på, Levi døbes på stedet med sit navn til kærlighedens rum. Levi Alfæus’ søn, følg mig. Og de følges ind til bordet og igen opleves det nye, det altforandrende og det altomfattende, som himmeriget er. Tilgivelsen står i atmosfæren som en ordløs kraft hen over bordet, der er dækket med brød og vin.

For på vejen hjem har Levi nået at bestille mad og invitere folk, nemlig alle de andre, som var i samme vogn som han selv. De var dem, de andre ikke gad lege med. Syndere og toldere. De gik nu med ind til en af de første nadverfejringer i evangeliet. Jesu sidste måltid med sine disciple skærtorsdag aften er på den måde bare en fortsættelse af alle de måltider de havde delt med hinanden undervejs i det rum, hvor tilgivelsen var som en ordløs kraft.

Og udenfor stod de rigtige, farisæerne og de skriftkloge og så forundrede og med mistro på, hvad det var, der skete. Skulle himmeriget være for syndere og toldere, spurgte de hinanden.

Skulle Guds rige være et sådan kærlighedens rum, hvor alle skulle vise hinanden respekt og bære ansvar sammen. Det ville de nok betakke sig for at komme med i, hvis det var med syndere og toldere.

Men inde hos Levi er stemningen som til et bryllup. Her skal ikke fastes, men festes. Og tilgivelsen giver dem alle deres selvrespekt tilbage, så de kan begynde et nyt liv. Følg mig lyder nu til hele selskabet. Det her kan betale sig at følge efter, for nu begynder der et nyt liv.

Nu er tavlen vasket ren, fordi de er kommet ind i kærlighedens rum, hvor tilgivelsen fylder alting ud med fornyet livsmod og tro på fremtiden.

Det kan godt være, at der kommer til at ske noget forkert igen, ja måske allerede i morgen, men nu har de mødt det favntage, hvori tilgivelsen er til stede.

Kærligheden går rundt i Kapernaum og kalder på folk og alle bliver lige under tilgivelsens måltid. Der er ikke noget at sige til, at den mand bliver en trussel mod alt bestående og at han må skaffes af vejen i påsken.

Men intet kan stå evangeliet i vejen. Alt skal blive nyt. Det gamle sprænges som mørnede sække, og den unge vin skal flyde og berige de mennesker, som tror på ordene.

Og dagen efter skal Levi så begynde at leve et helligt liv og levned. Spiritualitet skal nu afløse den romerske pengestrøm ned i hans lomme, og det kan nok være, at Levi får sine problemer. Vi ved ikke noget om hans fortsatte liv, men han vil komme til at opdage at spiritualitet i kristendommen er pratisk orienteret. Åndens liv skal leves som hverdagsliv og vil altid være bundet i forholdet til næsten.

Anna Marie Aagaard fortæller i sin bog “Ånd har krop” om en af de gamle kirkefædres arbejde med, hvad et helligt liv og levned består i. Det er Johannes Chrysostemos, der levede i det fjerde århundrede.

I en påskeprædiken fortæller han, hvad der er sket med Levi og med enhver, der bliver døbt ind i kærlighedens rum: “Indtil i går var I i fangenskab, men nu er I frie mennesker. I har tidligere levet i syndens skam, men nu lever I i frimodighed. I er ikke bare frie, men I er hellige.”

Og han foreslår Levi og alle os andre, der vil øve os i at leve et helligt liv og levned, følgende værktøjer:

“Gør gode gerninger, så dine omgivelser vil takke Gud

Lad være med tom, upræcis tale

Prioritér gudstjenesten frem for sammenkomster, der bare er fyldt med nonsens

Lad ydre adfærd afspejle sjælens skønhed

Lad være med at spise og drikke for meget

Tæm vreden og forfængeligheden.”

Det kan godt være, at det måske vil være en god ide at afprøve værktøjerne en for en, at gå dem efter for at se, hvordan vi egentlig selv fungerer som et kristent menneske. At få sine omgivelser til at takke Gud, fordi vi findes, må jo være en lykke, den største! At spare tungen for al tomhed i talen, kan bestemt også være værd at overveje. At sætte gudstjenesten højest i stedet for nonsenssammenkomster, går jeg ind for. At lade den ydre adfærd afspejle den kærlighed fra Gud, som vi har fået, bør vi øve os i.

Det er bemærkelsesværdigt, at åndens liv i høj grad er hverdagsliv og at åndens liv er bundet i gensidighed til “den anden”. Kristen spiritualitet er praktisk, er tilmed eftertænksomhed med hensyn til at spise og drikke, og er altid bundet til hverdagen og næsten. Reglerne handler i virkeligheden om at leve koncentreret omkring det vigtigste, at vi lever på helt nye vilkår, hvor alting i livet kan erfares som noget stort og smukt, og hvor vi selv må gøre os umage med at bruge de værktøjer, så vort liv kommer til at afspejle den værdi, Gud har sat på os. Vi skal ganske enkelt anstrenge os på, at vore handlinger kommer til at afspejle den tilgivelse og den kærlighed, som vi har mødt fra andre mennesker og i evangeliet.

“Væn jer til at leve, så det gør en forskel i forhold til det herskende samfunds sædvaner”, siger Chrysostemos til sine elever. Ny vin på nye sække.

Kære menighed

Jeg tror ikke personligt ikke ret meget på nymoralisme eller på moralisme i det hele taget. Alligevel tror jeg på, at det kan være gavnligt at koncentrere sig om at være et ordentligt menneske. Akkurat som det er nødvendigt at træne, dersom man vil øve en idræt, f.eks. cykling. Ellers kan man bare ikke følge med de andre.

Og alligevel er det ikke træningen i at være et ordentligt menneske, der er det første. Det er Guds accept, at vi bliver set af den livskraft, der er i evangeliet, at vi bliver inviteret med ind under tilgivelsens atmosfære sådan som Levi blev det. Har vi som Levi oplevet en sådan fest, hvor alting kan begynde forfra og hvor dagen i morgen er helt ny, så forvandles vi.

At gå til gudstjeneste er gavnligt for begge dele, for i gudstjenesten mindes vi om den kærlighed, der tilgiver ved første favntag, og i gudstjenesten mindes vi om, at vi skal leve, så det gør en forskel.

Det er vist ganske velkendt fra vort daglige liv med hinanden. Når vi af et andet menneske bliver set på med sympati, når en anden siger god for os, så bliver vi automatisk mere opmærksomme på netop det menneske, så vil vi koncentrere os mere om overfor det menneske at være sympatiske. Får vi godhed og tillid fra en anden, kan vi ikke lade være med at vise godhed og tillid tilbage.

Evangeliets bevægelse er den samme. Den vil vise os Guds sympati, så selv en kollaboratør kan få lov til at få sin selvrespekt tilbage ved at øve sig i et helligt liv og levned. Det er nok begge dele der skal med.

Kærlighed og øvelse.

Det er dagligdagens liv som kristne, der er det åndelige liv. Gudstjeneste er at tjene Gud med det liv, vi lever. Derfor må vi hele tiden koncentrere os.

Amen

Såtid og høsttid

1. s. e. trinitatis og høstgudstjeneste

Salmer: 727 – 680 – 728 – 730 – 474 – Fra vest står blæsten ind

Kære menighed

Min gode kollega og ven Flemming Kloster Poulsen som er præst i den danske kirke i London, delte i sidste uge de indtryk han havde fået af den nyligt afdøde dronning Elizabeth. Og mandag i den her uge kunne vi så med egne øjne se, hvor stor en hengivenhed der fulgte dronningen på hendes sidste rejse gennem London til begravelsen på Windsor Castle. Det som Flemming især havde lagt mærke til, var dronning Elizabeths taler til det engelske folk 1. juledag – som det er sædvanen i England. Da han havde sin første jul i Sankt Katherines hørte de første gang talen. Han skriver derom i Kristeligt dagblad sådan her:

Jeg blev forundret over, hvor direkte dronningen gav udtryk for sin forankring i den kristne tro. Hun viste en personlig optagethed af julens kristne budskab, opsummerede kort kristendommens grundlæggende fortælling og fortsatte: ”Milliarder af mennesker følger Jesu lære og finder i ham et vejledende lys i deres liv. Jeg er en af dem.”

Flemming undersøgte det nærmere og læste de gamle juletaler igennem og er betaget af hendes vedholdenhed og mod til at fortælle, hvordan hun bruger kristendommen. For eksempel i år 2000, hvor hun i sin julehilsen gav en kort sammenfatning af Jesu liv og lære og fortsatte: “Det har givet mig en ramme, indenfor hvilken jeg har forsøgt at leve mit liv.”

I juletalen 2014 kaldte hun troen for ”mit livs anker” hele vejen igennem alle skandalerne og de personlige tab, ensomheden i hendes position og den styrke, som kræves. Jesus er en rolle-model for forsoning og tilgivelse, sagde hun. ”Hans eksempel har lært mig at søge at respektere og værdsætte alle mennesker, uanset deres tro.”

- fortæller altså Flemming fra London.

Så på den måde har dronning Elisabeth ganske enkelt været et vidne om, at selvom vi bliver mere og mere sekulære i Europa og så mange gerne vil lægge kirken og kristendommen bag sig, så mente hun at det var vigtigt hele tiden at lade sig inspirere af den tro, som har været med til at skabe hele vores kultur.

Der er næsten ingen der længere tør sige, at de lader sig inspirere af Jesus fra Nazareth. Måske er det også det, der på en eller anden måde er i spil nu, hvor briternes hengivenhed er så stor, fordi de inderst inde godt ved, at der er noget der hedder det ene fornødne. At leve på en bestemt måde med en forbindelse til den magt som skabte os i sit eget billede. At det fordrer noget af os, at vi hele tiden er i vandreselskab med Gudsbilledet i os. At vi har en bestemmelse i os af at vi skal nærme os det billede, som Jesus gav os af Gud.

I 2019 havde dronningen ikke det nemmeste år. Der var skandaler og meget andet, som føltes som store bump på vejen. Igen talte hun om at hente inspiration i troen og sagde: "Jesus Kristus viste verden, hvordan små skridt, som er taget i tro og håb, kan overvinde forskelligheder og dybe skel og i stedet bringe fred og forståelse. Mange af os prøver at følge i hans fodspor. Vejen er, selvfølgelig, ikke altid nem, nogle gange er den temmelig bumpet, men små skridt kan gøre en verden til forskel.”

Jeg synes det er befriende at et så vigtigt menneske med så stor en berøringsflade tør stå frem og åbent sige, at hun henter sin inspiration og sit håb i kristendommen og i Jesu lære. Hun er både Maria, som lytter efter alle budskaberne og lader sig inspirere af dem, men hun er også en Martha, som kunne tage fat i det enkle og gode liv i haven og trofast passe sit embede og de mange pligter der fulgte med år efter år efter år.

Så det er altså det der er vores lektie til i dag.

Jesus kommer til en lille landsby og bliver taget imod af Martha der åbner sit hus for ham. Hun har en søster Maria, som sætter sig ved Jesu fødder og lytter til hans ord. Martha må tage sig af det praktiske alene og synes det er uretfærdigt, men Jesus svarer hende kærligt med hendes navn to gange Martha, Martha og siger venligt til hende, at hun ikke skal bekymre sig så meget. Men ét er fornødent. Det er også at sidde og tænke sig om og ikke blive alene i sin travlhed.

Jeg tror det er en fortælling om de to sider af os hver især, som vi udmærket kender til. Vi har en side af os, hvor vi bare bliver fuldstændigt optaget af alt det praktiske, af vores arbejdsliv, af vores karriere. Alt det vi kan og elsker at styre og at flytte rundt på andre og ændre forhold i vores liv. Vi kan blive helt maniske for at sikre os, at vi ikke taber pusten. Og når bare vi hele tiden beskæftiger os med vores arbejde og vores indflydelse, så har vi magt over tingene. Der er ikke noget vi elsker mere. Og pludselig kan vi som Martha se, at der er andre, der ikke arbejder så meget, i hvert fald ikke lige så meget som vi gør. Og det går dem godt alligevel. Så begynder vi at klage os over verdens uretfærdighed.

Så er det på tide at standse op. Det kan være vi er opdraget til at arbejde og til at være flittige. Det er vi jo med vores lutherske opdragelse til at leve et liv i kald og stand. Samvittighedsfuldt. Hver eneste dag. Men vi kan også blive så samvittighedsfulde, at vi bliver samfuttighedsvilde, som Anna Sophie Seidelin engang morsomt udtrykte det.

Så skal vi komme i tanker om, at vi også har en anden side, hvor vi skal være i overensstemmelse med det gudsbillede vi alle er skabt med. Vi skylder ikke os selv og vores travlhed livet. Det er ikke vores skyld at vi er. Det er Gud som giver liv og ånde til os. Ellers ender det jo med at vi tror, vi er som Gud. Især når vi begynder at dømme andre ude som dovne. Men Gudsbilledet er stadig i os og det skal minde os om, at vi hele tiden skal have taknemmeligheden med os og glæden ved at være. Ikke kun bundne af en travl hverdag og vores egen driftighed, men også frie til at glæde os ved livet, lykkeligt hengivne til det, der blev vores. Salmisten siger det så smukt i sin tekst: at være Gud nær er min lykke, jo for når vi hviler i tanken om at vi er skabte i Guds billede, har vi en frihed i verden. Vi lever ikke af os selv. Vi har fået livet skænket af Gud. Så det er mere livet om at gøre at give Gud æren for det, end det er livet om at gøre at give os selv æren. Ellers ender vi et helt forkert sted. I troen ved vi at vi har vores væren fra Gud, og det gælder også for alle andre mennesker og derfor skal vi møde andre mennesker med tillid og åbenhed.

Den tillid betyder ganske enkelt alt. Det er ikke nok bare at have tillid til sig selv. Det projekt kan hurtigt blive mere end besværligt. Men en grundlæggende tillid til, at det er Gud der giver os livet, kan give os en god ramme at leve vores liv i. Så kan vi møde alle udfordringer med åben pande. Frie og frejdige.

Så kan vi som dronning Elizabeth leve med ca. 400 officielle handlinger hvert år. År efter år. Som jeg hørte det blive sagt i en udsendelse på begravelsesdagen.

For selvfølgelig skal vi arbejde og have travlt og bruge tiden og glæde os hver dag, vi har kræfter til at arbejde. Det skal vi gøre så længe, vi kan og være glade for det. I alle sammenhænge og i dag tænker vi allermest på de sidste to måneders glæde ved at se høsten komme godt i hus takket være mennesker der sætter en ære i at arbejde. Somme dage både nat og dag. Og vi har kunnet gøre så meget, som vi kan på vores sted for at al den høst der også findes udenfor markerne, bliver høstet.

Arbejdsmoral er bestemt en god ting. Marthas travlhed skal vi ikke kimse ad. Hvorfor ikke nu, hvor der er økonomisk krise på vej med stigende priser på næsten alt, så ikke slå et slag for virkelig at udnytte al den høst i haver og langs veje og i skove, som vi ved fælles hjælp kan udnytte?

Lige netop i dag har vi høstgudstjeneste, som passer godt med Mikkelsdag, den 29. september, hvor der frem til 1770 blev holdt takkegudstjeneste for høsten. Naturens cyklus er en illustration, et eksempel på Guds løfte og dets opfyldelse, skabelsespagten og Noahpagten: såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat skal ikke ophøre, så længe jorden står. Nyligt passerede vi jævndøgn, og på vore breddegrader breder mørket sig nu ud over døgnet. Løftet om, at dagens lys ikke skal ophøre, er konkret og betydningsfuldt. Og skal minde os om, at vi må se hvordan alting har sin grund i Gud. Måske skal vi også huske på det midt i al klimaangst og frygt for fremtiden.

Alt afhænger ikke af vores travlhed og vores bekymringer, men meget afhænger af det. Det vigtigste er dog stadig at vi kommer her i kirken og forstår, at vi en gang imellem må lade travlhed være travlhed og bare sidde og forstå, at vi er forbundne med Gud, som gav os livet.

Samtidig med vores samvittighedsfulde travlhed må vi huske at holde os nær hos Gud, som er alt livs kilde, og lade tiden gå med at takke Gud for alting.

Amen

Fordi du har tjent andre...

1. s.e.trinitatis i Mellerup

Salmer: 15-6-260-683-474 Fra vest står…

Kære menighed

Overskriften for min prædiken til i dag er: Fordi du har tjent andre...

Det er fra en roman af den svenske forfattter Kerstin Ekman. Hendes hovedperson, som er præst, siger til en anden af bogens personer:

- Du lever et kristent liv.

- Fordi jeg går i kirke om søndagen? replicerer den anden.

- Nej, - svarer præsten - fordi du har tjent andre. Det er et kristent liv. Det er mennesker, der har brug for vores gerninger, ikke Gud.

Fordi du har tjent andre...

Så enkelt kan det udtrykkes i en kort dialog hos Kerstin Ekmann i sidste del af trilogien Ulveskindet, som kom for tyve år siden, men er værd at genlæse.

Vi lever et kristent liv, fordi vi tjener andre.

Det behøver ikke være stort og fint, det vi udfører, men vi lever med andre i vores liv, tænker på deres velbefindende, hjælper dem at kunne udfolde deres liv.

Vi må hele tiden forsøge ikke at have os selv som hovedfag. Andre mennesker må hele tiden være i vores synsfelt, og vi må så forsøge at handle ud fra den kerne i os, som byder os at følge Guds bud om næstekærlighed. Så godt vi nu kan.

Det er, at vi har hinanden med i vores synsfelt hele tiden. Det er det, at vi er åbne, når vi møder hinanden og ikke har os selv på programmet hele tiden, men at vi kan høre, hvad den anden har på hjerte. At den anden har brug for at mærkes, at den har brug for et knus og en imødekommenhed.

Eller som jeg læste det så fint hos Herbjørg Wassmo i den seneste roman fra hende:

”Vi kan ikke leve hinandens liv, men vi kan prøve at se hinanden. Ikke tro, at alle har det så let, som det ser ud til. Ikke tro, at alle har fundet deres plads og er glade. Fra tid til anden kan det ske for os alle, at en snigende afmagt formørker alt og får os til at give op. Så er det vigtigt, at nogen ser os. Siger hej. Spørger. Hvordan har du det egentlig?”

Den gammeltestamentlige profet Mika siger det så tydeligt, som overhovedet muligt. Han har hørt folks meninger om, hvordan man gør Gud en tjeneste. De vil ofre til Gud.

Nej, siger Mika, og så siger han det helt enkelt og nede på jorden: “Du skal handle retfærdigt, vise trofasthed kærlighed og årvågent vandre med Gud.”

Hele tiden skal vi gå ind i vores hjerte og høre efter, hvordan vi selv ville ønske at blive behandlet i den og den situation. Så nærmer vi os meget enkelt retfærdighed. Vi skal leve retlinede, når vi behandler andre og os selv. Vi skal leve med omtanke, når vi tager del i samfundet. Så vi giver, hvad vi skal og modtager med taknemmelighed, hvad vi har krav på.

Handle retfærdigt og vise trofast kærlighed. Det sidste er ikke mindre svært end det første. Det ved vi noget om, når årene er blevet mange i vores liv. Men at elske, det er det, det handler om. Igen og igen blive ved med at øve kærlighed, holde af, tro på hinanden, være taknemmelige.

Og så kommer det smukke udsagn til sidst: Vi skal vandre årvågent med Gud. Hele tiden skal vi være bevidste om, at vi aldrig nogensinde bare er alene med os selv, at vi har en frihed, der giver os lov til at gøre, hvad som helst, vi har lyst til. Uanset hvor meget magt, vi har, så kan vi aldrig nogensinde gøre os så meget til herrer, at vi kun er os selv og selv kan bestemme over vores eget og andres liv. Gud er stadigvæk ved vores side og er stadigvæk i et sidekammer til hjertet. Derfra reagerer han på, hvordan vi vælger at handle i vores liv, når vi møder vores medmenneske. Vi kan prøve at se hinanden, som Wassmo sagde det så præcist. Virkelig se!

Vi er aldrig nogensinde bare os selv. Vi er hele tiden sammen med Gud. Det er ikke sikkert, at det er os, der vandrer med Gud, men det er helt sikkert, at Gud vandrer med os. For han har skabt os med en del af sig selv, som bestemmer os til at være medmennesker.

Der er noget meget smukt i profetens Mikas måde at sige det på, at vandre med Gud. Det vil sige at prøve på at følge med i alle de krav om ansvar og medfølelse, som livet sætter os i. At vandre med livets inderste energi. Med livets inderste kraft. At vandre med Gud.

Det er altså det, der er kristendommens bud på at være menneske, at vi endelig til sidst bliver bevidste om, at vi er sammen med Gud i ethvert øjeblik, så vi hele tiden bliver nødt til at referere til hans bud om næstekærlighed.

Vi er altså Guds medarbejdere her på jorden.

Til sidst i sin roman Skrabelodder, som jeg startede med at citere fra, siger Kerstin Ekmann det formidabelt fint, at det hendes hovedperson, præsten, hele tiden har haft som den dybeste længsel, det ved hun nu er rigtigt og sandt.

Hendes længsel har hele tiden været:

“At Gud hører sammen med det menneskelige. At vi virkeliggør ham.”

Det er noget af det væsentligste at gøre sig klart vedrørende vores tro på Gud. Det er ikke noget andet, det handler om, det er ikke et spørgsmål om at vi skal drømme om et sæde i Himlen, men et spørgsmål om at blive ved jorden, for der vil Gud vandre sammen med os.

Det var grimt af den kvinde, fru Zebedæus, som Kaj Munk kalder hende i en prædiken om Zebedæussønnernes mor, hvor havde hun dog fuldstændigt misforstået det hele, bortset fra at være en mor, der ønsker det bedste for sine sønner.

Og på en måde er det trøstende for os, der kun kan nærme os Jesus her i menighedens fællesskab og i vores eget løn- og hjertekammer. Her er altså to disciple, som sammen med andre disciple vandrede sammen med Jesus, som heller ikke havde forstå hvad Jesus ønskede af dem.

De kan lige så lidt som profeten Mika forhandle sig til en plads allerøverst oppe ved bordet i Himlen. Vores eneste mulighed for at komme tæt på Gud er at blive noget andet, at træde ind i en anden form for væren, – både i forhold til andre mennesker og i forhold til Gud! Egentlig er det enkelt - vi skal nemlig blot blive dem, vi er, inderst inde. Gud har skabt os hver især, som han vil have os. Der er ikke noget andet vi skal leve op til eller præstere –– vi er gode nok i os selv. Og hele tiden skal vi huske på, at han går ved siden af os - og vejleder os - indefra!

Folkenes fyrster undertrykker mennesker, og stormændene misbruger deres magt over dem, siger Jesus. Som vi selv gør i forhold til andre, når vi ikke tænker os om og ikke ser hinanden. Vi undertrykker hinanden, går bag hinandens ryg, konkurrerer med hinanden.

Men blandt jer skal det være anderledes, siger han. Den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener. Jesus vender retfærdigheden på hovedet – for ham er vi store, når vi tjener andre – når vi giver os selv i samværet med hinanden - og lader andre menneskers liv og virkelighed være lige vigtig som vores. Når vi lytter til hinanden, ser hinanden og løfter hinanden – i stedet for kun at tænke på selv at komme frem.

Kristendom er når vi har tjent andre. Det er et kristent liv.

Amen

Morgensang med Friskolens børn

25. august 2022

Jens og Jakob

Godmorgen og velkommen her i kirken. Vi har sunget den salme som vi allerbedst kan lide her i huset. Se, nu stiger solen som er blevet skrevet lige her ovre i den gamle præstegård, hvor ham, der skrev den, boede. I december måned er det lige nøjagtig 132 år siden, for han skrev den i 1890. Det var ikke bare sådan lige og skrive en salme.

Men de fire første vers kom næsten af sig selv. Han var så glad for livet. Jakob – hed han. Jakob kunne blive helt ellevild af glæde, når han stod op om morgenen og så solen. Så kunne han råbe højt til sin kone og sine børn: Se, nu stiger solen af havets skød.

Derefter gik han i stå den dag. Hvordan skulle han nu skrive videre fra glæden om morgenen? Dagen efter kom han til at tænke på, at glæden og solens morgenlys måtte have en afsender. Der måtte være én som stod bag det. Jo – selvfølgelig, tænkte han. Nu skulle det selvfølgelig handle om det. Om den der skabte solen og jorden og alting. Gud! Naturligvis.

O, du milde Fader, min skaber Gud.

Så gik der to dage, hvor han ikke kunne skrive noget som helst, for han tænkte på, at det var så godt at leve, men han vidste også, at han en dag skulle dø. Sådan som alle mennesker en dag må dø. Da måtte han have fat i Gud igen og skrive om ham og om, at der var et håb som var så stort at døden ikke skulle tage glæden ved solen væk.

Engang når han skulle dø, tænkte han, så ville det være på samme måde som om morgenen. Så ville solen stråle som på en sommermorgen. For Gud har tænkt på at alting skulle være godt!

Jens hed en anden mand der boede her samtidig med Jakob. De kunne godt lide hinanden. Jens boede her først og Jens var vild med at skabe en skole for unge mennesker, som havde lyst til at lære noget. Derfor byggede han Mellerup Højskole. Det var lige nøjagtig ti år før Jakob skrev den salme som vi lige sang.

Så var der kommet en højskole, men så kom han i tanker om, at det faktisk også ville være en god ide, hvis han fik bygget en kirke. Så det gjorde han. Det er den her, som vi sidder i nu. Ti år efter skolen byggede han kirken her. Og så skulle de have en præst. Det blev selvfølgelig hans ven Jakob.

Og han stod lige deroppe på prædikestolen og fortalte sine tilhørere at han havde skrevet en salme, og den skulle de synge – akkurat som vi har gjort det i dag.

Men Jens husker alle i byen den dag i dag, for ham skyldes det, at der kom en højskole, en kirke og en præstegård og senere en friskole, som I går i og senere igen en efterskole og et børnehus.

Derfor satte de en mindesten op efter ham. Da han døde, fik han en gravsten, som alle mennesker får en gravsten, hvor deres navn står og fødselsdato og dødsdato. Men Jens fik altså også en mindesten. Det gjorde Jakob også. De står her ude foran kirken. Vi vil gå ud og se dem om lidt. Jenses mindesten er en høj flot sten med hans hoved på. Hovedet var lavet af bronze. For 3-4 år siden var der nogen der fik øje på hans hoved på stenen, sådan et hoved kalder vi også for en buste, et hoved med lidt af skuldrene nedenunder.

Så tænkte de på, at den buste kunne de godt lige skære af for alt det bronze, den vare lavet af, kunne helt sikker smeltes om og sælges og de kunne tjene masser af penge.

Så de kørte hjem og hentede en nedstryger, som er en sav, som kan save i metal. Og så savede de hovedet af Jenses mindesten. De gjorde det mens alle andre sov og det var mørk og ingen så dem.

Da folk næste gang kom til kirke så de at der manglede et hoved på stenen. De ringede til politiet, men politiet kunne ikke finde de dumme mænd.

Nu er der kommet sådan et lille ansigt på stenen. Så det skal fejres i dag. Det skal afsløres hvor fint det er. Så i aften skal der være fest for Jens fordi han byggede alle de skoler og en kirke.

Månen over Bella Bio

Nu skal I høre, hvad en lille dreng tænker. Det gør han i en bog, der hedder Månen over Bella Bio, og den er skrevet af Bjarne Reuter.

Drengen tænker sådan her:

Min mormor siger, tiden flyver af sted. Hun ved ikke, hvor den blir af. Jeg tænker, at den samler sig i en bunke langt væk, og en dag, når vi mindst venter det, vender den pludselig tilbage.

Jeg synes godt, man kan sige, man hører til de store, når man kommer op i fjerde klasse. Søren H. Sørensen siger, der kun er tre år til han skal i realen. Jeg ved ikke, hvad realen er, men jeg har hørt, at Torben og Leif fra Hegnshusene skal med derop. Hvordan man kan være så dygtig i skolen og samtidig bo i Hegnshusene, fatter ingen af os.

Jeg har nævnt det for Henning, der siger, det kan skyldes Gud. Henning har nemlig en faster i Slagelse, der synger i kirkekor, og hun siger, at Guds veje er uransagelige. Henning siger, det betyder, at man ikke kan regne dem ud. Samt at Guds søn, Jesus, kunne udføre undere, det vil sige nogle tricks, som folk troede på dengang, da de hverken kunne læse eller skrive, men red på æsler og gik med sandaler hele året. - Det er det samme med Torben og Leif, siger Henning. - I hvert fald kan det godt hænge sammen med et under.

Personligt tror jeg nu ikke, at ham med glorien har været nede i nr 117A, hvor der stinker af øl og kattepis, bare for at lære leif at læse.

- såvidt drengens tanker. Bjarne Reuter fortæller i bogen om sin barndom i et meget fattigt kvarter i København.

Det er en dejlig tankerække han gør sig, drengen. Det kan måske skyldes Gud, siger Henning, der har en faster i Slagelse og som synger i kirkekor - og det er udmærket med sådan en faster, der ved mere om Gud end de fleste andre. For det kan nemlig godt være at Gud er med dem, som vi allermindst forventer det. Måske ovenikøbet med en dreng fra Hegnshusene, så han kan komme i realen. Hvis man læser om Guds søn Jesus, så kunne det godt se sådan ud. Han fulgtes næsten altid med folk, som andre ikke ville følges med, fordi de var fattige eller syge. Så det kan godt være at Gud i særlig grad har lyst til at besøge dem i hegnshusene - uanset hvor ulækkert der er.

I virkeligheden er det sådan det er. For Gud er der ingen forskel på mennesker. For ham er vi alle Guds skabninger.

Når alting engang samles og den tid, der er fløjen afsted, kommer godt tilbage, så kan det godt skyldes Gud, fordi han gerne vil samle alting.

Hvor er du Adam? Hvor er du Eva?

9.s.e. trinitatis

Salmer: 725-247-365—276-474-Den lange lyse

Kære menighed

Jeg vil begynde med noget, der godt ved første øjekast kan se ud til at være noget fjernt fra teksten om den uretfærdige dommer og enken, men mit mål er at helst det skal komme til at oplyse den tekst.

Jeg har i nogen dage været meget optaget af Knausgårds nyeste roman som hedder Ulvene fra evighedens skov. Det er en fuldstændig mærkværdig, men alligevel spændende og oplysende roman, som ind i mellem alle personfortællingerne arbejder med kvantefysik og cellebiologi og meget andet. Og for Knausgård har det, det formål at forsøge at forklare vores eksistens og hele klodens skabelse. Det er ikke så lidt, men det er det, som det handler om.

Noget af det, som jeg syntes var allermest spændende var det om kvantefysikken, hvor der blandt andet fortælles om:

Sandheden i kvantefysikkens mærkværdige verden hvor indsigten om at intet er noget i sig selv, men kun findes i forhold til noget andet, formodentlig skulle tages bogstaveligt, i hvert fald ifølge enkelte fysikere som mente at disse partikler simpelthen ikke eksisterer før det øjeblik de indgår i en relation. De er ikke noget i sig selv, hvor mærkeligt det end lyder, har heller ingen egenskaber i sig selv, de findes kun i relation til andre.

Det var endepunktet. Alt er ingenting.

Altså når han skriver sådan ud fra alt det han har læst om kvantefysik, så er det fordi det næsten er som at læse om de mennesker hans skriver om i sin roman. At være et menneske er i sine sandeste øjeblikke at indse, som de mindste partikler i fysikken, at vi som dem ikke er noget, uden at vi er det i relation til andre. Alt er ingenting. Først i relationen bliver vi til og kan blive alt. Det er endepunktet.

Det er meget godt at tænke på. At det er sådan hele livet er skabt. Fra de mindste partikler, som partikelfysikerne kan finde til det levende liv, vi er omgivet af i samfundet fra barnsben og hele livet igennem.

Hos Herbjørg Wassmo i romanen Mit Menneske, læste jeg om Marianne og Gorm Grande, som er privilegerede børn af et forretningsdynasti, men Marianne kan ikke finde ud af sit liv. Hun bliver reddet i sidste øjeblik efter at have indtaget en dødelig dosis sovepiller. Senere er Gorm hos sin søster. Hun sagde:

– Gorm … Jeg orkede ikke mere. Der blev sort. Der havde været sort længe, mumlede hun uden at se på ham.

Han satte sig på sengekanten.

– Ved du, hvad det er, du ikke orker?

– Det tomme liv, sagde hun, åbnede øjnene og stirrede ligeud i luften.

Der var noget i hendes liv, som forhindrede hende i at leve i de relationer, som hun havde mulighed for. Så hun forsøgte at leve alene. Være stærk i sig selv. Og så fandt hun ud af at hun ingenting var. Alt var tomhed. Og det tomme liv kunne hun ikke leve med.

”Hvor er du Adam? Hvor er du Eva? Kain, hvor er din broder Abel?” De spørgsmål er grundlæggende sandheder om menneskelivet, og kristendommen og Bibelen fortæller os, at det er de spørgsmål Gud ledsager menneskeheden og hvert enkelt menneske med. Hver og en af os. Hele tiden. Hvor er du? Gud vil bevare relationen hele tiden. Da Kain har slået sin bror ihjel, har udryddet sin nærmeste relation, truer tomheden ham for alvor. Men Gud ledsager ham stadig og spørger ham: Kain hvor er din broder Abel? Og Kain bliver et menneske, fordi han må indse sin skyld og forstå, at i ethvert forhold er der også ansvar. Og det havde han nu svigtet så frygteligt. Kain blev næsten som fredløs og han blev en fremmed, men fandt livet igen.

Det er hele tiden relationen vi henvises til. Det er i forholdet til medmennesket vi kan blive alt. Og kan vi af en eller anden grund ikke det, så er vi i fare for at blive til intet, som Marianne der forsøgte at tage sit eget liv.

Her i huset får vi at vide, at Gud lever i hver eneste af os og dermed giver Gud os mulighed for at leve sammen med andre. Og derfor samles vi her i kirken for i sidste ende er det i fællesskabet vi finder åndens bolig. Til forskel fra partikelfysikerens indsigt i at de mindste partikler ikke er noget uden en relation, så skyldes det alene den indbyggede gen. Hos os mennesker er det anderledes. Her handler det om beslutning og valg. Med andre ord og dannelse og om ånd.

Jeg kan godt lide at forestille mig Gud lidt ligesom informationen i de allermindste partikler, som partikelfysikeren kan finde. Der er informationen, at det kun er i relationen og i fællesskabet vi bliver til. Og den information har Gud også lagt ned i vores sjæl. Vi er relationsvæsener. Derfor skal vi naturligvis passe på vores relationer. Hele tiden spørge til hinanden: Hvor er du? Har du det godt? Og hele tiden overveje om vi passer vores relationer ordentligt. Det kræver selvindsigt. Det kræver selvkritik. Selvransagelse. Er jeg begyndt at dømme folk ude sådan som Esajas fortalte om i den første tekst jeg læste, så dommerne kunne afvise de svages sag, udbytte enker og udplyndre faderløse.

Gud er med hele tiden og spørger igen og igen: Hvor er din broder? Og det er ikke gratis at overhøre det spørgsmål. Så kan vi blive som den uretfærdige dommer, der hverken frygter Gud eller mennesker, ja ovenikøbet er ligeglad med andres liv. Den helt store egoist, der kun lever for sig selv og derfor mister sine egenskaber som en del af fællesskabet. En autokrat uden medfølelse.

Lignelsen om den uretfærdige dommer og enken fortælles for at vise hvor vigtigt det er hele tiden at være i en relation. Bed altid og for at vi ikke skal blive trætte, får vi enkens eksempel. At være et menneske er at have energi til at bede om vores ret til at være sammen, til at være i et fællesskab. Og det er at have selvindsigt nok til at forstå, hvad det koster.

Måden vi gør det som menneske er at skabe forbindelse mellem hjerteligheden og munden, så ordene kommer ud og vi begynder at bede hinanden og Gud om liv.

Men den uretfærdige dommer var ligeglad med hende. Men hun løb ham på døren igen og igen. Kimede ham ned med dørklokken. Dag efter dag. Hun ville ikke give op. Hun får endelig sin ret, men kun fordi han er blevet så træt af hendes renderi og måske ligefrem bange for, hvad hun kan finde på. Skræmt som han er ved relationer til andre mennesker, der kommer tæt på ham.

Men går vi forgæves til hinanden, så er der én, fortæller lignelsen, som vi aldrig går forgæves til. Og det er Gud som altid er midt imellem os, midt i alle vores relationer. Når det andet menneske er blevet ligeglad, men svarer os bare for at få ro, så kan vi være trygge ved Gud. Han følger os altid.

Når vi lige er ved at miste tilliden til alt og alle, så kommer han os nær i sit ord og siger: jeg her altid hos jer. Tilværelsen dur. Jeg har ikke lavet den uden ord og hjertelighed. Så bliv ved med at tro på livet og på mig. Det er det vigtigste.

For det er at tro på Gud Fader der skabte alting og lagde sit lille program ind i den mindste kvantepartikel og ethvert menneskes sjæl. Og det er tro på hans søn Jesus Kristus, der fortalte lignelsen og om Guds evindelige trofasthed mod os, at Gud altid ledsager os. Så bed til Ham. Og allerede ordene til Gud er en begyndelse til nye ord til det menneske, du ikke kan komme i kontakt med og som ikke vil give dig din ret som menneske. Og det er at tro på Helligånden som er alle relationers sprogfader, som vi hørte det pinsedag, hvor alle forstod hinanden trods alle sprogbarrierer. Det er det vi må have gang i her i menigheden. Glæden ved at have del i det glædelige budskab at når vi tager Gud ind i vores hjerte, så kan vi få gang i hjertesproget. Så vil kvantepartiklens indbyggede kode om relationernes vigtighed blive et valg vi ikke kan undvære. Og så tænker jeg at det måske nok i virkeligheden selvfølgelig også er allermest omvendt, at det ikke er os, der tager Gud ind i vores hjerte, men at det er Gud der allerede i dåben har gjort os til sine børn og ledsager os, hvad end vi bliver udsat for i livet af uretfærdige domme og andet, der kan komme til at gøre os ondt.

Kære menighed

Det er dejligt at begynde på et nyt kirkesemester. Rækker af søndage med et åndeligt fællesskab, som er nødvendig for vores eksistens og vores glæde. Gud give os gode søndage.

Amen

Knudsen og Knausgård

En refleksion ved besøg af 120 gæster fra Rønde Højskole

August 2022

Kære gæster

Allerførst skal I høre hvad jeg fornylig læste hos den norske forfatter Karl Ove Knausgård et sted i sin seneste roman: Ulvene fra evighedens skove.

På gårdspladsen stoppede jeg op og så ud mod himmelen i vest, hvor solen hang rødlig og glødede. Alt var stille. Lyset foldede sig om træerne. Hist og her stod sværme af insekter som søjler i luften mellem dem. Længere ude lå der et gyldent skær over marken og åsene.

Hvor var det dog ordnet perfekt.

Himmelen lå over os som et tag, så vi slap for at tænke på den skrækkelige tomhed og kulde derude. Jorden lå som et gulv nedenunder, så vi slap for at forholde os til den brændende varme kerne af metal dernede. Og så så vi kun et rum ad gangen.

Markerne, åsene, horisonten, himmelen, solen.

Og hvis jeg vendte mig om, huset.

Men hvordan kom vi herind?

I dette rum?

Så vidt Knausgård, som hele tiden arbejder med de store spørgsmål og her fortæller så smukt om at føle sig hjemme i sit hjem og på sin gårdsplads. Han skriver hele tiden om eksistens og menneskeliv. Hvordan kom vi herind? I dette rum?

Jeg læste for noget tid siden noget næsten tilsvarende af Jakob Knudsen. Det var i en juleprædiken han holdt i 1895 i kirken her. Dér siger han sådan her:

Man sidder en Vinteraften blandt Venner til Gilde i en hyggelig og lun Stue. Lampen er tændt, og Piberne er tændt, og Snakken gaar. Og gennem Samtalen faar man stadig det samme tilbagevendende Indtryk, som gør En saa tryg: at her er man hjemme, her bliver man forstaaet, her er Ens egen lille Verden.

Saa bliver det sent, og man bryder op — kommer ene ud under det uendelige Stjerneflimmer deroppe paa den mørke Vinterhimmel. — Og Ens egen lille Verden er borte, man er selv et intet, her, hvor den dunkle Evigheds bundløse Afgrunde aabner sig mod En fra alle Sider, kun halvvejs skjult af det gennemsigtige Stjerneslør, tilvirket af Millioner Verdener.

Og så føjer han til:

Det er underligt, at vi Mennesker kan leve under saadanne Modsætninger, som ligger os saa nær, omgiver os overalt, Modsætninger, hvor vi endogsaa selv er med paa begge Sider: er med i Timeligheden og er med i Evigheden — at det ikke sprænger vort Væsen!

Knudsen siger senere i prædikenen, at vi kan lukke tanken om evigheden og det ukendte ude. Vi kan i hvert fald gøre et forsøg på det, for det bliver kun ved forsøget i længden kan ikke løbe fra at bevidstheden om at vi er i dette her uendelige og evige univers.

Han siger så fint: I virkeligheden flyder vi derude på evighedens hav, og selvom vi holder os til dagligdagen, så kommer der sprækker i det vi kan overskue og føle os trygge ved.

Men det er lige så meget fordi han netop ved at vi er sammensatte. Vi har del i både evigheden og timeligheden. Sådan er vi bygget. Og nægter vi at vi hører til i evigheden, at vi lever livet evigt, som Knudsen gentager igen og igen, så mister vi os selv akkurat som vi gør, hvis vi nægter at leve i timeligheden.

Derfor er det godt at der findes en juleaften. Og prædikenen slutter så smukt med at konstatere, hvad hyrderne konstaterede, at den fjerne og ubegribelige himmel og jorden den nat blev forenede.

Han siger det sådan her: det er underligt i vore Øjne! Hvem skulde tro det? — Jo, det skal alle de, som lider af det uhelbredelige Evighedens Tungsind, for at de kan erfare, at det ikke er uhelbredeligt — men at Gud er Lægen. De skal tro, ligesom Hyrderne, at Barnet dér i Stalden er Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, født af en Kvinde, og at med Ham er Himlen dalet ned til Jorden, med Ham er de to Verdner blevne til én.

Altså Gud er lægen. Det er et fint udsagn.

Jeg ved ikke hvad Knausgård vil sige til Knudsens udlægning. Men helt uenige er de i hvert fald ikke. De arbejder meget på samme måde. Knudsen skriver også om sit eget liv igen og igen. Og skriver om dagligdagen og om evigheden. Akkurat som Knausgård gør.

I den forrige roman af Knausgård, den der hedder Morgenstjernen, skriver han sådan her:

”Meningen lå ikke i mig, meningen lå ikke i den anden, meningen opstod mellem os. Korsangen var det enkleste billede på det, og Jesu lære handlede om at praktisere det. Alle var lige, alle var en del af det store, og i det store befandt Gud sig.”

To forskellige stemmer men lige vigtige. Med mange år imellem sig. Det er på en måde godt at tænke på, synes jeg.

En lykkedag på jorden!

1. s. e. trinitatis og sommerfest

Salmer: 747-725,41, Den lange lyse sommerdag

Kære menighed

Så er vi nået halvvejs gennem kirkeåret med jul og påske og pinse som de store fester. Vi begyndte med kulde, mørke og nervøsitet for nedlukning igen med Corona, men i slutningen af januar blev vi befriet for den. Og vi kunne igen glæde os over samværet og langsomt vendte lyset tilbage og stråler nu mere end på noget tidspunkt før.

Vi begyndte vores gudstjeneste en lovprisning af lyset med en af Ingemanns smukke morgensalmer, den som børnene i Caroline Amalies asyl sang om mandagen, for Ingemann skrev en til hver dag i ugen til asylets børn. Det er en af Eskilds yndlingssalmer, så han har bestemt at vi skulle synge den i dag, hvor han tjener os for sidste gang som kirkesanger.

Os har og vor Herre kær

Ingen sjæl han glemmer

I hvert solglimt Gud er nær

Og vor glade morgensang fornemmer.

- sang børnene og vi, og véd at lyset var det første der blev skabt og at Gud er os nær i hvert et solglimt, for han glemmer ingen. Gud ser ind i både slot og vrå og også ind til manden i lignelsen der var blevet så rig at han blev nødt til at gøre sine lader større.

Og vi skal slutte med at synge Lars Busk-Sørensens skønne salme: Den lange lyse sommerdag. Jeg elsker den bare selvom jeg ikke helt véd, hvad jeg skal stille op med en lykkedag på jorden. Vi taler ikke så meget om lykke i kirken, men lykke som det øjeblik hvor vi ser meningen i alting, fordi vi ser Gud i det hele, at Gud er os nær i hvert et solglimt, så vil jeg gerne være med til en lykkedag på jorden.

Den lange lyse sommerdag

af solen gennemglødet

så smukt forvandlet til en smag

af kærlighed i brødet

Det synger i mit blod

At livets Gud er god

Og under mig en lykkedag på jorden!

Vi ser det mere og mere. Solen der gennemgløder kornet, der om ikke mange uger tager farve efter solen og snart smager af kærlighed i brødet. Det er sådan en fin måde at se alting på. Se at alting er gennemglødet af skaberen, af Gud. Vi kunne tænke så meget andet. Men når vi med troen tænker Gud ind i det hele, kommer der sammenhæng og mening i det alt sammen. Og taknemmelighed ikke mindst. Når vi fyldes af taknemmelighed, tror jeg vi er tættest på at være lykkelige.

Derfor sætter vi hinanden stævne her i kirken søndag efter søndag. Også for at vi kan blive gennemglødet af Gud og komme til at smage af kærlighed, når vi omfatter hinanden med ansvarlighed.

Hvor skal vi være lykkelige for at leve i det her land og i den her tid, hvor det er muligt. Hvor vi har frihed til at have en kirke, hvor Gud ikke glemmes.

Jeg læste fornylig noget andet af Lars Busk Sørensen, salmedigteren fra Lemvig, hvor han har et fint lille udtryk, som jeg aldrig har hørt før. Han siger, at det vigtigste er Guds kærlighed samt kærlighedens “små søskende”, som han udtrykker det: Tillid, sympati, forståelse, empati, barmhjertighed.

Nu om dage hedder det empati og sympati. I empatien føler man sig ind i den anden, i sympatien føler man med den anden.

Ordet empati stammer fra græsk og på dansk taler vi om at have indfølingsevne, at kunne sætte os i andres sted og forestille os, hvordan det må være og derefter handle efter hvad vi med kærlig fantasi kan forestille os. Så vi kan handle ansvarligt med vores liv.

Indfølingsevnen bruger vi allermest, når det gælder dem, vi elsker og holder af. At lukke af for indfølingsevnen og standse den gør os til kynikere og gør os afstumpede. Hvis vi nægter indfølingsevnen sin ret til at leve, så mister vi selv retten til at leve, fordi vi så kan ende med at blive umennesker.

I sympatien føler vi med andre. Bærer en smerte sammen med andre og viser det aktivt, ved at gøre noget. Empatien og sympatien gør os klogere på den andens situation og dermed også på vores egen situation. Vi mærker, hvordan vi er hinandens liv. Eller som Paulus så smukt siger det: Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. Og for Paulus gælder det, at den empati og sympati, der på den måde udspiller sig mellem os, den er helt tydeligt forbundet med Kristus. Kristus var levendegørelsen af kærlighedens ”små søskende”. Paulus var heller ikke i tvivl om at Kristus var en del af Gud allerede ved skabelsen af mennesket og derfor fik vi evnen til at være til for hinanden.

Det er de små søskende, som er så fraværende i dagens tekst om den rige mand. Det er næsten så det gør ondt at læse den. Her er et totalt fravær af ethvert medmenneske.

Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, kaldte sin erindringsbog for: En biperson i mit liv.

Det var ham selv, han mente. Når han skulle se hele sit liv samlet fra begyndelsen og indtil nu, så måtte han forstå sig selv som en biperson. Ikke at han ikke skulle vælge og beslutte og handle i sit liv og selv havde haft ansvaret for sine valg og beslutninger, men det vigtigste, det som han havde levet af, var andre mennesker. Det var dem, der var hovedpersoner i hans liv.

Så derfor er det tosset at leve alle sine leveår med sig selv som hovedfag. I hvert fald er det en given sag, at vi i så tilfælde ikke når til kærligheden. Til den velsignede kærlighed, som der er gensidig glæde i. Der går år af vores liv før vi opdager lykken ved at blive til et bifag i vores eget liv.

Hvis vi er hovedfag i vores eget liv alle dage, vil vi aldrig formå virkelig at give kærlighed fra os. Og det er alfa og omega for dem, vi er sammen med. Hvis de ikke får lov til at opleve at være elsket af os, så får de igen svært ved at undgå at blive hovedfag i deres eget liv.

Kærligheden alene knækker selvoptagethedens, selvhøjtidelighedens og selvretfærdighedens kode, så vi kommer ud i livet og bliver frugtbare mennesker sammen med andre.

Som gammel kan jeg alt for godt se mange af mine leveår med mig selv som hovedfag. Det er ærgerligt. Det kan nok ikke undgås. Men vi kan altid nå at begynde at øve os i taknemmelighed og ydmyghed. Det er aldrig for sent.

Jeg tror, det er vigtigt at sætte sig ned dagligt og øve sig i de to ting. Det er lige så vigtigt, som det er at løbe og træne sin krop. At tænke sig om, at se tydeligere, hvor mange gaver, der er i vores liv.

Men sådanne tanker er totalt fraværende i den rige mands liv. De erindringer der om ham, er at han kun er sit selv, sit jeg og mig og mit. Jeg har klaret mig selv alle dage og klaret mig godt. Slå dig til ro, siger han til sig selv. Du har nok at leve af. Men hvorfor er han urolig. Det er han fordi han er alene. Han er den fattigste af alle. Alle hans bekymringer handler kun om ham selv og sin ejendom og ikke det fjerneste om at Gud er ham nær i hvert et solglimt.

Sikken en biografi at få om sit liv. Godt nok blev han hovedperson og kunne selv bestemme. Men så hellere være en biperson, som lærte sig taknemmelighed og hvad den sande lykke er. At få en lykkedag på jorden er en gudskænket dag. En dag vi må takke andre og Gud for. Mærke indtil benet at vi er gennemglødet af Guds ånd og sol.

Rigtig god sommer med mange lykkedage.

Amen

Grundlovstale 2022

i Hersom præstegårdshave

Kære tilhørere

Min grundlovstale til jer er opstået ud af alt det, der for alvor har foruroliget mig. De sidste år, synes jeg, har været foruroligende. Jeg tænker ikke så meget på pandemien, for det tog vi temmelig fornuftigt hånd om her i landet. Nej jeg tænker på alt det, som truer med at vælte det, vi er samlet om i dag, demokratiet, parlamentarismen, folkestyret, retten til at ytre sig og til at have en fri presse. Grundlovsdag fester vi fordi vi bor i et land, hvor vi kan have tiltro til samfundsinstitutionerne. Til lederne. Til styrelserne. Til politiet. Til domstolene. Jeg var præst et halvt år i Luxembourg i 2016. Dér lærte jeg en fra menigheden at kende som arbejdede i den europæiske domstol, som har til huse i Luxembourg. Han bestyrede det overvældende store bibliotek, som samler alle medlemsstaters lovgivning og EU’s. Han viste det stolt frem. Og jeg tænkte: hvor er det godt, at vi bor i en verdensdel, hvor vi har domstole, som holder os borte fra kaos.

Sådan er det ikke alle steder. Der er to datoer, som især har foruroliget mig og som bandt mig til nyhedsudsendelserne i dagevis. Vi oplever lige nu noget af det forfærdeligste, krigens lovløshed i Ukraine. Den 24. februar brød lovløsheden ud og havde været på vej gennem flere år. Jeg var netop i den måned ved at læse hviderusseren Svetlana Aleksijevitjs bog, der hedder ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, hvor hun interviewer kvinder der var med i den store fædrelandskrig, som russerne kalder 2. verdenskrig, hvor de modigt kæmpede mod nazisterne. Svetlana er på alder med mig, så hun husker selv efterkrigstiden, fattigdommen, jordhulerne de boede i, manglen på alt. Stadigvæk.

Hun skriver som indledning:

”For os havde alt sit udspring i krigens skræmmende verden. I min familie var min ukrainske morfar blevet dræbt ved fronten og lå begravet et sted i ungarsk jord, mens min hviderussiske farmor var død af tyfus blandt partisanerne; to af hendes sønner havde været i hæren og var forsvundet sporløst i krigens første måneder, af de tre, hun havde sendt af sted, vendte kun én hjem – min far. Elleve fjerne slægtninge og deres børn var blevet brændt levende af tyskerne – nogle i deres hus, andre i landsbykirken. Sådan var det i hver eneste familie. Hos alle.

Vi kendte ikke til nogen verden uden krig, krigens verden var den eneste verden, vi kendte, og krigens mennesker de eneste mennesker, vi kendte. Heller ikke i dag kender jeg nogen anden verden.

Vi har aldrig levet anderledes og formår det nok heller ikke. Vi kan ikke forestille os, hvordan livet ellers kunne se ud, og det vil tage os lang tid at lære det engang i fremtiden.” Skrev hun dengang i 1985 før verden åbnede sig lidt mere.

Svetlana Aleksijevitj er for længst flygtet ud af diktatoren Lukasjenkos Hviderusland.

I skal lige høre hvad en af 500 kvinder fortæller:

”Da krigen var ovre, havde jeg tre ønsker: For det første ville jeg aldrig mere kravle på maven, men begynde at køre i bus; for det andet ville jeg købe og spise et helt hvedebrød; for det tredje ville jeg sove en hel nat i hvidt sengetøj, og lagenerne skulle knitre. De hvide lagener...” Albina Aleksandrovna hedder hun.

Thomas Ubbesen, udenrigskorrespondent ved DR, skrev en bog i 2019 i 30-året for kommunismens fald, hvor han tager på besøg i alle de tidligere lande, som tidligere hørte under sovjets diktatur. Det er en bog om den ene nye diktator efter den anden, hvor parlamentarisme er en by i Rusland. Han interviewer en hviderusser som siger sådan her:

”Det er vold, der styrer det her, og sådan har det altid været. Halvdelen af familierne her i landet er ofre, den anden halvdel er bødler. Og man taler ikke om det. Man kan ikke holde ud at tale om det. Der ytres ikke et ord om den slags mellem høflige mennesker. Det er for store emner, som det fører for vidt at åbne op for, synes folk. Det er ting, der går 40-50-60 eller 70 år tilbage, som har at gøre med sult, massemord, politisk vold, straf, undertrykkelse og menneskelig ydmygelse i industriel målestok. Råheden i det hele er ikke til at fatte. Alt drypper af blod her. Og det hele skal fortrænges, det kræver selve systemet. Man tier.”

Der findes Helveder. Det er ikke kun i religionernes fortællinger de eksisterer. De findes i virkeligheden.

Og alt sammen kommer af magthavernes løgne. Diktatur kan kun holdes oppe af løgne, som halvdelen af borgerne går med på, fordi de er blevet fyldt med propaganda og frataget muligheden for selv at kende, hvad der er sandt og falskt.

Den helt store løgn er den bedste. Hitler lavede den største af alle løgne, den såkaldte dolkestødslegende om at jøderne, socialdemokraterne, forrædere inden for landet havde dolket de væbnede styrker i ryggen i 1. verdenskrig. Han skriver i sin Mein Kampf:

”Den demokratiske folkejøde bliver til blodjøden og folketyrannen. I løbet af få år søger han at udrydde de nationale bærere af intelligensen, og idet han berøver folkene deres naturlige åndelige ledelse, gør han dem modne til en evig undertrykkelses trældom.

Rusland er det frygteligste eksempel derpå. Her lod han med fanatisk vildskab hen ved 30 millioner mennesker dræbe eller sulte ihjel for at sikre en hoben jødiske litterater og børsbanditter herredømmet over et stort folk.” Så jøder og kommunister slås i hardkorn og hadet og propagandaen bygges derefter op indtil Hitler overtager magten og ingen tør sige ham imod.

Fornylig så vi en lignende løgn være baggrund for et overfald på et frit demokratisk Ukraine. Putin måtte komme især områderne Donetsk og Lugansk til undsætning for at hjælpe dem mod nazisternes og fascisternes overgreb mod befolkningen. Det er stadig billedet af den store fædrelandskrig mod nazisterne der spøger i hans løgn.

En russer bosat i Kiev ringede hjem til sin far i Rusland for at fortælle om krigen og hans forsøg på at få sin kone og deres børn ud af landet. Faren forstod ingenting. Rusland var i Ukraine for at hjælpe dem med fødevarer og for at bekæmpe nazister.

Nu kommer jeg til den anden dato med noget der skræmte mig mere end næsten noget andet. Den 6. januar 2021 overfaldt en rasende flok tilhængere af Trump, Capitol, da de folkevalgte udførte deres job i den amerikanske kongres efter valget af Biden.

Efter fire foruroligende år med Trump, der i lighed med historiens fascistiske ledere præsenterede sig som den eneste kilde til sandheden og kaldte journalister for folkets fjender og deres journalistik for fake news – akkurat som nazisterne i trediverne kaldte den tids aviser for ”Lügenpresse”.

Trump undergravede bevidst sandheden og undergravede enhver tillid til statens institutioner og spredte konspirationsteorier, som hans tilhængere sultent tog til sig og troede på, at hvis ikke Trump var ved magten ville Bill Gates og Hillary Clinton og en ond elite af pædofile tage magten og ødelægge alt for den almindelige borger.

Jeg læste om et vidunderligt begreb hos filosoffen Hannah Arendt. Hun siger et sted, at hvis en diktator strækker det hun kalder for ”faktualitetens vævning” så meget at stoffet brister, så bryder et samfund sammen. Det var det der skete med stormen på den amerikanske kongres. Trump havde med sin løgn strakt den vævning, der består at det sande og det virkelige, faktualitetens vævning, for langt og så gik det galt.

At være et menneske er at være i overensstemmelse med sandheden så godt det nu kan lade sig gøre. Og at holde hinanden fast på sandhed og virkelighed. Det er virkelig foruroligende at høre om konspirationsteorier og høre om løgne så store som Rundetårn, der kan ødelægge den verden, som vi er så afhængige af.

Forleden hørte jeg et ord, så min ører var ved at falde af. En flatearther. Hvad i alverden var lige det. Det var i p3 i Danmarks radio, hvor den dygtige videnskabskvinde og astrofysiker Anja. C. Andersen skulle interviewes af studievært Ellen som har en fladjords mand i sin øresnegl, altså en, der er overbevist om at jorden er flad. Det er så ham der stiller spørgsmålene. Anja C. Andersen havde ikke haft en anelse om, at det var sådan interviewet skulle foregå og har siden klaget over at være blevet ført bag lyset. Hun vil ikke være med i noget, der gør videnskab til fake news. Naturligvis ikke. Og så på statsradiofonien.

Jeg tror ikke vi skal lege med sandheden, bare fordi vi lever i en tid, hvor vi tror at satire er den bedste underholdning. Der er en forskning der er sand, som holder sig til fakta. Det må vi have respekt for. Det var den forskning der med lynets hast i forhold til tidligere gav os vacciner, så vi slap nådigt gennem pandemien.

Konspirationsteorier er farlige hvis de bruges til at gøre grin med videnskab og faktualitetens vævning.

Jeg læste hos Morten Albæk om en vidunderlig undersøgelse i et engelsk fængsel. De interviewede 85 indsatte og bad dem evaluere sig selv på en række parametre. De skulle forholde sig til, i hvor høj grad de var moralske, troværdige, ærlige, pålidelige, empatiske, generøse, lovlydige, selvkontrollerede og venlige. Først blev de bedt om at vurdere sig selv i forhold til andre indsatte, sidenhen i forhold til den gennemsnitlige del af den øvrige befolkning. Knap så overraskende vurderede de sig selv til på ni ud af ni parametre at være bedre end gennemsnittet af de resterende indsatte. Hvad der til gengæld overraskede holdet af forskere, var, at de indsatte på otte ud af de ni parametre også vurderede sig selv bedre end gennemsnittet af den øvrige befolkning. De vurderede sig selv til at være mere moralske, mere troværdige, mere ærlige, mere pålidelige, mere empatiske, mere generøse, mere selvkontrollerede og mere venlige. Kun på ét punkt vurderede de, at de trods alt ikke kunne siges at ligge over den øvrige befolknings niveau: lovlydighed. Til gengæld vurderede de ikke sig selv til at ligge under den øvrige befolknings niveau. De vurderede, at de var på samme niveau, det vil sige akkurat lige så lovlydige som den del af befolkningen, der altså ikke sad bag tremmer. Her har vi altså en gruppe mennesker, der til trods for, at retssystemet officielt havde dømt dem som kriminelle, mener at være lige så lovlydige som den øvrige befolkning – og i øvrigt på ethvert andet karaktertræk mener at være i besiddelse af egenskaber, der gør dem til bedre mennesker end alle andre. Mennesker, der er suspenderet fra virkeligheden og berøvet deres frihed som konsekvens af deres egne handlinger, men som det til trods fortsat mener at være mere moralske, troværdige, ærlige, pålidelige, empatiske, generøse, selvkontrollerede og venlige end de mennesker, der ikke er dømt til at sidde bag tremmer.

Det er en vidunderlig undersøgelse som jeg ikke kan lade være med at tænke på, at den siger noget om os alle sammen. Jeg tror at vi for at leve i et demokrati bliver nødt til at stramme os an, vi bliver nødt til at lære os selv lidt bedre at kende, førend vi i egen klogskab begynder at angribe vores institutioner. Det er jo let nok at blive fladjordsteoretiker, men det har ikke hold i virkeligheden, faktualitetens vævning bliver sprængt. Der er ikke andet for end at vi må alle sammen må arbejde seriøst med virkeligheden, blive mere vidende, få mere sans for alt i livet, indse at virkelighedens vævning er vidunderlig og stor, men også sart. Demokratiets værste fjender er løgne og konspirationsteorier og mennesker der tror, at de alene har sandheden.

Da vores grundlovsgivende forsamling i 1849 skulle finde ud af, hvordan man gik fra enevælde til en form for demokrati, var det ikke mindst spørgsmålet om hvem der skulle have valgret, der bekymrede mange. Politik skulle ikke være for kvinder, der efter tidens fremherskende opfattelse var i deres følelsers og sansers vold. Den var heller ikke for de helt unge, som endnu manglede indsigt og erfaring, og den var slet ikke for fattiglemmer, husmænd eller arbejdere.

Grundlovens forfatter D.G. Monrad sammenfattede det kort og godt at de følgende ikke skulle have valgret ”den raa, uoplyste Masse, hvis Liv udelukkende er offret en Kamp for Livets første Fornødenheder, og hvis Aaand ei faaer Hvile til at beskjæftige sig med Fædrelandets Anliggender.”

Efterhånden opstod den talemåde, at man havde udelukket de syv F’er fra valgretten: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.

Men læser man om udviklingen fremad bliver man glad. Ansvarlige mennesker tager hånd om at skabe borgere, der er bevidste om deres eget værd og om historien og deres andel i demokratiet. Det er først og fremmest folkehøjskolerne der nu skyder op overalt i landet. Og Grundtvigs sange om solen der står med bonden op, kommer til at gøre en forskel, så emancipationen kommer ganske langsomt, men sikkert.

Og i København kommer der såkaldte Haandværkerdannelsesforeninger, der skulle ”udbrede almengavnlig Oplysning, Forædling og Dannelse blandt Haandværkere”

Der kommer en grundlovsrevision 1866, som nærmest er et tilbageskridt, men i 1915 kommer der en ny revision.

I den nye grundlov fra 1915 fjernede man den privilegerede valgret, man tog et skridt væk fra det simple enkeltmandskredsvalg, og man udvidede valgretten markant, så også kvinder og tyende kunne stemme.

Endelig, sagde den radikale konseilspræsident Zahle i 1915, fik Danmark ”en Grundlov, der for Alvor fører ud i Livet Junigrundlovens store Grundprincip: den almindelige Valgrets Eneherredømme.” Grundloven var igen blevet ”Folkets Eje”.

Og fra den socialdemokratiske grundlovsfest i Søndermarken bakkede arbejderbevægelsens førende kræfter op: ”Ordene ‘Folkets Vilje skal være Landets Lov’ er bleven anerkendt ved den ny Grundlov,” understregede et 41-årigt folketingsmedlem, den forhenværende cigarmager og senere statsminister Thorvald Stauning. Demokratiet var forvandlet fra fremtidsløfte til nutidig virkelighed.

Danmark er et privilegeret sted på jorden, så det foreløbige højdepunkt når vi ved grundlovsjubilæet i 1999. Her sker en udvikling som er forståelig og klar: en såkaldt Børneparlamentsdag den 22. marts 1999, hvor 178 elever fra 60 danske grundskoler indtog Folketingssalen.

Sådan. Måske det eneste sted i hele verden.

Verden og livet i den går fremad. Der kommer mange Trump på vejen og Putiner, men vi må holde fast i sandheden og fornægte alle løgnene og aldrig tro at vi sidder med sandheden, men altid vil vi være parate til at søge efter den og være ærlige folk. Så vil verden stadigvæk gå fremad, som den bevisligt har gjort det indtil nu. Og det er ikke engang fake news.

Med alle de ord ville jeg bare sige, at vi skal være glade for vores frihed fra tyranner og frihed til at vælge demokratiet frem for at være undertrykte. Og så må vi aldrig nogensinde give plads til konspirationsteorier eller blive fladjordsfolk. Livet er stor og smukt og godt. Vi må passe på det.

Og så vil jeg gerne have lov til, til sidst at sige tak for invitationen til at komme her til Hersom præstegård. I skal vide, at det her sted har betydet så meget for min familie. De tretten år vi var her, var de bedste år i vores liv med børn og naboer med børn og mennesker som vi aldrig glemmer.

Hersom og Bjerregrav og Klejtrup er i mit liv stadigvæk stort set hver eneste dag. Og det er taknemmelighed og mange mennesker der stadigvæk færdes i mit liv. Jeg elsker Dy Plambecks ny sang i nye udgave af Højskolesangbogen, hvor omkvædet lyder sådan her:

Alle de mennesker

jeg har elsket

befinder sig stadig

et sted i mig

Da jeg forleden gik tur på Hersom kirkegård mødte jeg rigtig mange af dem. Mennesker som stadig bliver i mit liv, et sted i mig. Et glædeligt sted.

Glædelig grundlovsdag og undskyld det blev så gravalvorligt.

Hjertestarter

Pinsedag i Mellerup

Salmer: 290,287,298,291,Den lange lyse sommerdag

Kære menighed

Engang fortalte den verdensberømte cellist Pablo Casals, som også spillede klaver, til en journalist, Casals var dengang i halvfemserne, at han havde spillet det samme klaverstykke af Bach hver dag de sidste femogfirs år. Da journalisten spurgte ham, om det ikke var blevet kedeligt i længden, svarede Casals, at nej, tværtimod, hver eneste gang havde været en ny erfaring, en ny opdagelse.

Sådan noget er forunderligt at læse og det er for mig forbundet med Helligånd og dermed med pinsen. Der er ganske enkelt et slægtskab med det guddommelige. De er tæt forbundet med det helt utroligt forfinede og forgrenede virvar af skønhed og vilje i den skabte verden og i deres eget indre, i deres sjæl og i deres sind - de to, Casals og Bach. Mennesket er skabt kun lidt ringere end Gud, siger salmisten i det gamle testamente. Gud har lagt så mange muligheder ned i et menneske, at det kan koncentrere sig om dagligt med stor disciplin i 85 år at spille det samme klaverstykke af Bach og samtidig blive ved med at se noget nyt. Det siger både noget om Bach og om Casals og om mennesket.

At læse sådan noget inspirerer mig til at leve bare lidt på samme måde. Vi kan ikke alle være genier som Bach og Casals, men vi kan beundre dem og forsøge brudstykkevist at leve med samme energi og åbenhed og disciplin. Vi kan se efter dem, som om de har de tunger ild over deres personligheder som apostlene havde det pinsedag. Forsøge at leve endnu mere åbne overfor det vi arbejder med, men også overfor dem vi lever sammen med eller er nabo med eller de fremmede som vi ikke kender. Det første ord i åbenbaring er åben. Lever vi i den åbenhed åbenbares der noget stort i vort liv. Der er så meget at aflæse i vore omgivelser, som vi ikke ser dagligt fordi vi ikke ser ordentligt efter. For mig er det Helligånd, når vi anstrenger os til at se mere af livet. Og det er Helligåndens gave, når den får os til at lukke øjnene op og ikke bare lade livet og dagligdagen være et hamsterhjul. Der en dyb mening i alting når bare vi har energi og nysgerrighed nok til at aflæse den.

Sidste lørdag til morgenandagt i teltet på festpladsen sang den ny morgensang vi fik i Danmark, da Storebæltsbroen blev indviet i 1998:

Godmorgen lille land, som blev sunget ved indvielsen. Den handler om det vigtigste af alt: at bygge broer.

Sidste vers i sangen lyder sådan her:

Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind
og stræk din tunge krop,
for ingen er alene;
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind.

Det er naturligvis de tre sidste linjer jeg er allermest interesseret i. Når verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind. Og ingen vil længer være alene.

Forfatteren Niels Brunse har skrevet en fin sang som næsten er en pinsesang om det vigtigste vi kan gøre sammen, nemlig at bygge bro fra landsdel til landsdel og bygge bro til hinanden. Når vi bygger bro til hinanden - selv over lange afstande og mellem forskellige kulturer - så er det også Helligånden der er på spil. Akkurat som i fortællingen om disciplene der var forsamlede den første pinsedag, 50 dage efter påske, med mange forskellige folkeslag og forskellige sprog og alle alligevel kunne de forstå hinanden. Helligånden som sanseapparat og forståelsesevne i en grad som gør mennesket til noget fuldstændig fantastisk. Hvis bare vi lytter efter hinanden. Og ikke er fanget i eget tankespind.

Helligånden holder os fast på dét helt forunderlige et menneske er. I kirken handler det om at lovsynge Gud for det utrolige dyb af forunderlighed et menneske består af. Og om mandagen og resten af ugen handler det om at holde fast i at det gælder os alle. Også naboen og den fremmede. At vi er født med ånd fra Gud og indfældet i en fantastisk klode.

Fordi mennesket har ånd, er det noget usædvanligt. Gud skabte mennesket i sit billede og senere lagde han sin lov ned i deres hjerter, som Jeremias udtrykte det. Og ikke bare det. Var Kristus med som den ene side af Gud ved skabelsen, så er vi skabt med alt det i os, som Kristus giver kød og blod i sit liv. Kærlighed, barmhjertighed, tillid, nærhed, oprigtighed, åbenhed når det gælder mødet med livet og med de mennesker, vi får betroet at leve sammen med.

Guds tre sider var alle med ved skabelsen. Skaberen, Kristus og Helligånden. Og alle tre er med i det koncept, som vi er så dybt forankret i.

Reformatoren Jean Calvin, siger at vores genialitet, vores opfindsomhed, vores fantasi og vores behov for at forstå stjernerne og planeternes bevægelser er umiskendeligt bevis på sjælens eksistens. Og han tilføjer, at når vi trænger ned i os selv, finder vi Gud, så udsøgt et håndværk er vi resultatet af.

Det kan vi kun indse og mærke dersom vi lader Helligånden hjælpe os. Calvin siger også i samme skrift: … at vi bør lade os forbløffe over selv vores tånegle og bør opfatte dem som sindbillede på en genialitet vi selv er en del af.

Men tilføjer han: Derudover er der selvfølgelig bagsiden i form af vores gennemførte syndighed. Den syndighed som kirkefaderen kaldte for arvesynden. Der adskiller vi os så meget fra alt andet i naturen. Gennem udviklingen er alle arter bare blevet bedre og bedre til at være det de skal være. Termitter bliver mere og mere termitter. Svaler mere og mere svaler.

"Jeg kan huske engang at have læst en artikel om søstjerner. Man mente ikke at de havde nogen øjne. Så opdagede man at de faktisk var lutter øjne, at hele deres krop var dækket af synsreceptorer, og at den simpelt udseende skabning på en eller anden måde formår at integrere en hel mængde sansninger."

Sådan noget er fantastisk at læse.

Men mennesket er anderledes stillet i skabelsen. Vi vandrer rundt omgivet af en højst bemærkelsesværdig frihed – til at forsømme, til at forråde og til at vænne os til middelmådighed, til at vende os bort fra de nødstilfælde der kan ramme vores nærmeste naboer eller til at profitere af deres ulykke. Vores evne til at tage konsekvent, ja, katastrofalt meget fejl gør os til noget enestående i naturen.

Det er sådan vi er. Der er så mange muligheder for lyksalighed og for katastrofe. Åndens frihed, viljens frihed er begge dele. Lyksalighed og katastrofe.

Derfor må vi bede Gud blæse hen over os og vække os, ligesom Simon Kvamm synger om sammen med bandet Nephew i sangen ”Hjertestarter” fra albummet af samme navn, der handler om Vesterhavets blæst og om, hvad den gør ved et menneske:

”Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang. Hey, kom nu champagneløftestang. Ka’ ikke se noget. Ka’ ikke høre noget. Ka’ ikke bruge nogen. Ka’ ikke være nogen. Ka’ ikke skatte noget. Ka’ ikke fatte noget. Ka’ ikke li’ nogen. Ka’ ikke gi’ nogen noget.”

Det er bare så godt. Det er det, der sker med et menneske uden ånd, når det vælger at være ligeglad og middelmådig. Er vi blevet sådan er vi gået i stå og er åndløse. Det er ånden der får os til at se flammerne i den andens væsen, at der er noget dér vi har brug for. Vi må have startet hjertet på ny.

Derfor skal vi nok allermest koncentrere os om at vedligeholde den bro der er mellem os og Gud. Broer kræver vedligeholdelse. Derfor må vi mødes søndag efter søndag for at overveje, hvad det er Gud vil med os, hvad det er hans Helligånd vil sige os og vise os, gøre os opmærksomme på, så vi endelig kan se hvordan alting er så rigt forgrenet og spændende i alt, hvad vi foretager os, så vi endelig kan bygge bro til alt det og alle dem, der er mulighed for inden det er for sent for os.

Det kræver noget gejst, som vi siger, men det er jo netop det vi fejrer i dag. Gejsten. Ånden. Vi må hjælpe hinanden til at holde gejsten oppe. På alle mulige måder.

Glædelig pinse

Amen

- et sted i mig

Kristi Himmelfart

Salmer: 257-251-29—725-474 Når æbletræets hvide gren

Kære menighed

Den amerikansk, jødiske forfatter Phillip Roth blev meget gammel og blev kort før sin død spurgt om hvordan han tænkte på afslutningen og svarede: "Hvad jeg mener om afslutningen? Jeg tænker ikke på afslutningen. Jeg tænker på helheden, hele mit liv." Jeg læste det i en roman, der hedder Asymmetri af en amerikansk forfatterinde.

Så går jeg altid i stå i læsningen. Det er nødvendigt. Og må overveje. Ville jeg svare det samme? Ja, det tror jeg. Det er ikke så meget afslutningen jeg tænker på, selvom jeg engang imellem ikke kan lade være. Men nej, det er rigtigt. Det er helheden, hele mit liv.

Og så ville jeg tilføje at netop derfor har jeg brug for at tro på en himmel. Jorden alene er ikke nok. Jeg har brug for at vide at Kristus er deroppe i himlen. At Kristus er der som en nådig dommer, når regnskabet skal gøres op. Alene den nåde og tilgivelse kan samle mit liv til en helhed. Så kan jeg tænke det hele med. At modtage hele livet igen så at sige også der hvor jeg slet ikke havde fortjent noget som helst og hvor jeg kom til at skylde alt for meget.

Jeg tror det er sådan vi i dag Kristi Himmelfarts dag kan overveje hvordan Himlen er den del af vores liv. At vi med Guds forlov kan gå tilbage i årene og klage over tildragelser og undskylde for andre og Gud vil hele det alt sammen, så vi, forandrede, kommer til at rumme så meget taknemmelighed at det kan gøre os mangestrengede allerede nu. Og det er vel det, der er meningen med årene. At blive så favnende som muligt.

Vi bliver nødt til at sætte nogle ord på Himlen i vores liv. Det er et åndeligt arbejde der skal gøres. Livet igennem, men måske især i den sidste del af livet. Det er ikke bare et kristeligt eller fromt arbejde, det er menneskeligt. For at sige noget om Gud uden at sige noget om det menneskelige giver ikke mening. Heller ikke omvendt. Vi er jo forbundne med Gud som forældre og børn. Vi er i en forbindelse og er knyttede til hinanden på måder, som vi hele tiden må arbejde med. At have en virkelig tro er at tro at samtalen med os selv og med Gud virker. Der er ikke langt imellem os. Og Himmelstigen er der altid.

Hvem er som Herren, vor Gud,

I himmel og på jord,

Så højt som han troner,

Så dybt ned som han ser.

- skrev allerede salmisten i det gamle testamente og vidste, at alene Gud i Himmerig kan føje det hele sammen i tilgivelsens og kærlighedens navn og på den måde forbinde Himmel og jord.

Det horisontale liv hernede på jorden, hvor alting handler om det konkrete fra dagligt brød til pensionsopsparing, kan ikke forklare og samle det hele ved afslutningen. Jeg tror, som H. C. Andersen på, at menneskelivet er et evighedsfrø, som ikke kan dø, fordi alle engang bliver frelst og skal leve videre i Himlen.

Himmel og jord er hvad det handler om i dag. Det er nødvendigt at vi har en stige mellem himmel og jord, en forbindelse eller som den finurlige Leif Hjernø skrev engang: Vores kirker er en slags rumskibe. Det tænkte jeg på engang jeg stod i Roskilde Domkirke og så på Bjørn Nørgaards model af Sarkofag, den sarkofag Dronningen engang skal hvile i. Den er formet netop som et rumskib i klart gennemsigtigt glas. Engang bliver den indviet til rejsen.

Indviede rumskibe. Nutidens billede på en himmelstige. Men forbindelsen bliver det med årene vigtigere og vigtigere at tænke over. Forbindelsen mellem jord og himmel. For at tænke på helheden i vores liv.

Forleden uge var der sangaften i Mellerup friskole, hvor vi sang mange af de nye sange i Højskolesangbogen. Blandt andre sang vi Dy Plambecks Skybrud, som på engang er en sang om klimaændringer og om hvordan vi menneskeligt arbejder med de tab vi uundgåeligt møder i vores menneskelig. Det handler efter et skybrud om at lægge planker ud og redde hvad der reddes kan. Det er en meget tænksom sang, som man kan synge mange gange og stadig tænke over, hvad den nu betyder, men omkvædet er så smukt. Det lyder sådan her:

Alle de mennesker

jeg har elsket

befinder sig stadig

et sted i mig

Det timelige og det evige er blandet sammen. Det er det vi kan mærke når længst afdøde personer kommer ind i vores bevidsthed og der er ting vi må tale om og gøre færdige for at helheden i vores liv sammen kan findes. Himmelstigen eller kirken som et rumskib må vi bruge i praksis i vores liv, i drømme, i eftertanken. Mere og mere som årene går.

Kristendommen er en opfordring til virkelig at bruge alle vore tanker og følelser. Der er ikke noget der er forkert. Alle døre står åbne. Vi kan gå frem og tilbage gennem årene og forsøge at finde helheden. Modet til det får vi fra troen på at Gud er en nådig Gud. Guds vilje er at samle det hele. Gud er omkring os hele tiden. Nærværende som det levede liv. Det er bare med at holde fast i himmelstigen.

Ingen kan sige det bedre end min foretrukne amatørteolog, Marilynne Robinson, der skriver:

Som børn lærer vi at sige: „Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.“ Vi lærer at Jesus efter sin genopstandelse sagde til sine disciple: „Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ Kristus er nådigt og vedblivende til stede overalt i virkeligheden, og med ham vil historien blive bragt endegyldigt til afslutning. Det er større og mere altomfattende begreber end nutidens kristendom har for vane at benytte… Johannes’ Første Brev forkynder „det evige liv som var hos Faderen og blev åbenbaret for os“. Som kristne kan vi ikke, såfremt vi for alvor accepterer vores egne tekster som autoritative, opfatte Kristus som isoleret i tid og rum. Ej heller kan vi tænke os at livet her på Jorden er vores eneste liv eller bare vores primære liv. Som kristne må vi tro at det ikke er vores kroppes død vi skal frygte, men vores sjæles fortabelse."

Såvidt den dygtige amerikanerinde.

Det som er så vigtigt at understrege i dag, det er den forbindelse mellem Himmel og jord, som Kristus i dag binder sammen med sin himmelfart. Kristus er ikke i den blå himmel som har velsignet os i mange dage i dette forår, men Kristus er i den Himmel som er i vores tro og i vore hjerter, når vi tror på den kærlighed, som Gud elskede os med, for at vi ikke skulle fortabes, men have evigt liv, som evangelisten siger det.

Kristus er nådigt og vedblivende til stede overalt i virkeligheden, siger Marilynne Robinson. Kristus er den menneskelige side af Gud. Det er et stående tilbud til os om at tænke vertikalt op ad himmelstigen for at se hvordan det med Gud er virkeligt og virker. Gud er os nær. Ikke nærmere Gud til dig, men omvendt. Gud er os nær som den forælder der aldrig glemmer sit barn, men som vil hjælpe det til at få en helhed i sit liv.

Det er ikke nok at løbe maraton. Vi må også træne på himmelstigen. Jeg tror ikke at der er en bestemt og entydig opskrift på, hvordan man skal gøre. Men jeg tror at Fadervor er et godt sted at begynde. Fadervor har det hele med. Så er vi ude i en sund og fornuftig samtale med både evigheden og uendeligheden samtidig med at vi står med begge ben på jorden og takker for dagligt brød.

Nu må vi se at bruge vores himmelstige. Det vil sige at sætte fart på arbejdet med at tænke himlen ind i vores liv.

Amen

Fra selvhjælp til næstehjælp

4.s.e. påske

Salmer: 722-218-292—243474- Når æbletræets hvide gren

Kære menighed

Sammen med en ven læser jeg nogle bøger. I denne uge var det et gammelt gensyn med en bog, jeg havde læst, men læste igen med stor lyst. To store essays samlet i en bog. Sokrates og Jesus. Forfatteren hedder Finn Jacobi. Bogen kom i 2005. Det var især essayet om Sokrates, der denne gang gjorde mig lysvågen. For det er sådan at når præsten skal skrive sin prædiken, begynder han om mandagen, når han har fundet salmerne. Så ved han hvad teksterne handler om, og så handler det om at samle sammen hele ugen, så der kan blive noget at skrive om, om lørdagen. Og teksten til i dag har jo, som I hørte nogle vigtige sætninger om sandhed og om at være fri. Det blev så de mærkeord, jeg ledte efter i ugens løb.

Sokrates og Jesus er hovedpersoner i verdens to mest kendte processer, hvor de begge bliver dømt til døden. Jesus uskyldigt dømt som vi lige har hørt i påsken, skønt Jacobi i sit essay om Jesus gennemgår tiden omkring processen mod Jesus, hvor der er den ene opstand efter den anden mod den romerske besættelsesmagt. Zeloterne, sikarierne og mange andre med en anfører som ofte kalder sig Messias, udgør en trussel i den periode og helt frem til katastrofen i 70, hvor templet bliver ødelagt. Men Jesus er ikke oprører. Her mellem påske og pinse er teksterne – især efter 1. tekstrække – Jesu afskedstaler til disciplene, hvor han forklarer dem hvorfor han må lide døden, at han må dø for at kunne være hos dem i al fremtid. Og at han til pinse vil sende dem Helligånden. På den måde vil Jesus kunne være overalt med sit budskab om sandhed og frihed. Mit rige er ikke af denne verden, siger han. Og da disciplene vil forsvare ham med sværd i Gethsemane have, siger han, at de skal stoppe, for sværd bringer kun ulykke. Han går frivilligt i døden, fordi han ved at det er det, der er meningen med ham og den måde, han kan blive sandheden på.

Og det minder rigtig meget om Sokrates, der i processen mod ham også dømmes uskyldigt. Og hos ham er der meget, der svarer til meget i sagen mod Jesus. Sokrates dømmes fordi han har svigtet Athens guder og fordi han forfører ungdommen. Men det er onde mennesker, der vil ham det ondt. Til det siger Sokrates: Et menneskes godhed har ondskaben ingen magt over. Nok kan den retfærdige være i den uretfærdiges vold, men så længe han ikke gengælder ondt med ondt, forbliver han et godt menneske, og så længe hans godhed er intakt, er han i virkeligheden uskadt.

Hverken nu eller i fremtiden vil der være mange af den overbevisning, tilstår han med et smil. Men det er sandheden.

Kun set under evighedens synsvinkel giver en sådan forståelse af retfærdigheden mening. Den kan ikke udledes af et menneskes behov for en betrygget tilværelse, men kræver tværtimod at den retfærdige er villig til at sætte sit liv på spil. Her gælder det som i Jesu forkyndelse, at den der vil redde sit liv i den situation, skal miste det.

Sokrates var opmærksom på at retfærdigheden ikke var menneskers område. Det var alene Guds område. Og var et menneske i forbindelse med Gud og forstod at retfærdigheden tilhørte Gud, så ville Sokrates hellere være uenig med hele folkeforsamlingen i Athen end at være uenig med sig selv og Gud. Gud satte ham i troen fri.

Her spiller dagens tekst igen med, hvor Jesus siger: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie.

Det er det der er spændende ved at læse om Sokrates og ved at læse evangeliets tekster, hvordan kommer de til at spille en rolle i det liv vi lever i hverdagen. Og hvor kan vi finde roen og modet til at leve med Gud og naboen uden at komme i tvivl om, hvem vi selv er og hvad der er godt og forkert?

For mig er der ingen tvivl. Her i huset og her i evangeliets ord drages vi med ind i et liv, hvor der er højere til loftet end nogen andre steder. Og hvor der er taget hånd om både retfærdigheden og sandheden og friheden, fordi de her er i Guds hånd. Her kan vi som Jesus i Gethsemane bede som han: Ske din vilje! Og trygt kan vi vide, at verdens ondskab ikke kan ændre vores tro og forvandle den til ondskab. Uanset hvad der end hænder os, så kan vi bare kaste os ud i livet, frygtløse og vide, at det vigtigste trods alt er bevaret hos Gud.

Men selvfølgelig også indimellem temmelig bange og vantro og usikre og undertiden uden kunne mærke Gud nogen steder. Derfor har vi bygget kirker for at vi her kan gentage trosbekendelsen og igen og igen få at vide, at det er Gud der dømmer og ikke os.

Så kom Weekendavisen. Lidt tidligere, torsdag, fordi der var Bededag fredag. Her anmeldte Pernille Steensgaard fire selvhjælpsbøger. Her igen var det svaret på de store spørgsmål om, hvordan vi kan leve vores liv uden at miste os selv og uden at miste det vigtigste.

I en tid hvor mange mennesker stadigvæk lever med timemanagerens tvang, hvor hvert eneste minut skal udnyttes og vi skal nå så meget som muligt, er der en engelsk bog, der angiver en anden måde at leve livet på. Den hedder ” Fire tusind uger. Timemanagement for almindelige dødelige”. Den siger ganske kort: Opgiv troen på at kunne styre tiden, måske er man her ikke i morgen, og opgiv den udmattende plan om at udnytte tiden til at blive det optimale, uendeligt kompetente, emotionelt uovervindelige og totalt selvstændige menneske, for det har altid været umuligt og vil fortsat være det.

Glem fortvivlelse og panikslagen frygt for ikke at få det meste ud af den begrænsede tid, de 4000 uger vi har fået tildelt, det vil bare ødelægge den selvsamme tid, for projektet er dømt til at mislykkes. Det er menneskeligt at fejle, ramme ved siden af, tage på, springe over, hvor gærdet er lavest, drikke for meget, være bange. Alt kan ske, kun én ting er sikker: I det lange løb er vi alle døde.

Her tænkte jeg, at forfatteren med større held kunne have henvist til Mattæus og teksten om liljerne på marken og himlens fugle: Se til himlens fugle, de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?...”

Og minsandten om ikke en af de fire selvhjælpsbøger er en af Sokrates’ kolleger, der levede tre hundrede år efter Sokrates og ganske kort tid før Jesus, Epiktet hed han. Han er faderen til den holdning, der er for tiden, er så udbredt: Stoicismen.

Det vigtigste for ham og de andre græske stoikere var at dele alting op i to kategorier: det, man kan have kontrol over, og det, man ingen indflydelse har på. Hvad der hænder én i den sidste kategori – død, sygdom, fallit, tab af anseelse – må man affinde sig med.

Ens vilje er ikke fri, kun måden, man forholder sig til det ukontrollable på.

»Hvis du ønsker, at dine børn, din kone og dine venner skal leve for enhver pris, er du et fjols, siger Epiktet. Dermed ønsker du nemlig, at ting, der ikke er under din kontrol, er under din kontrol, og at ting, der ikke er dine, er dine.« Så vil du få et liv uden balance. Og du vil blive ramt af ængstelse og sorg.

Når du kysser dit barn eller din kone, skal du sige: »Det er et menneske, jeg kysser«; for hvis dét menneske så dør, vil du ikke komme ud af balance.«

Siger Epiktet altså. Men så har man jo allerede meldt sig ud af livet. Ingen kan leve med sådan en dørstolpe. Liv er levende og indebærer tab og sorg.

Jesu svar til ham er fortællingen om den kanaanæiske kvinde, som ikke helmer førend hun får hjælp af Jesus til sin lille pige der er syg. Liv mellem mennesker er så forbundet, fordi vi først for alvor bliver levende i forholdet til et andet menneske. Så skidt med at holde balancen. Det er bedst at holde på kærligheden. Og så må det koste tårer. Hvis det er sådan det er.

En tredje selvhjælpsbog foreslår vejen til sandhed og frihed sådan her:

Det handler om at tabe sig ved at lære at tælle kalorier korrekt og holde vægten ved at lægge sine vaner om. Dertil en generøs cocktail af selvglæde, vitaminpiller, fitness, proteindrik og træningstasken pakket dagen før. forfatteren giver eksempler fra egne af vaner, de lyder blandt andre:

»Efter at have taget et morgenbad, læser jeg fem ting højt, som jeg elsker fra mit liv.«

»Efter at jeg har styrketrænet, drikker jeg min proteinshake.«

»Efter at have hældt min kaffe op, sætter jeg mig og organiserer min to do-liste.«

»Inden jeg poster et nyt opslag på Instagram, svarer jeg på alle beskeder.«

Så hellere Epiktet – næsten.

Den sidste selvhjælpsbog var den jeg helst ville læse. Pernille Thomsens bog om, hvordan vi kan af-bekymre barnesindet: Hun skriver: Det begynder næsten altid med ondt i maven, for »når man skal i kamp, har man ikke tid til at fordøje, kroppen ønsker ikke at bruge blod og ilt på at nedbryde mad«.

Hvilken kamp? Kamp i børnehave og skole, skræk for andre elever, for kollektiv skældud, for uforudsigelighed, larm og lugte, angst for at kaste op, for ensomhed og isolation, ikke at være cool.”

Det er kloge og kærlige, forstående ord om barnesindet og man husker og forstår, hvorfor vi ofte døjede med det man i min barndom kaldte mavekatar. Det var fordi vi skulle i kamp.

Måske fordi det her handler om barnet og ikke den selvbestemmende voksne, er det den bog, der får alle mine stjerner. Den minder mig om det, der med et fremmedord hedder empati. Du skal elske din næste som dig selv. Og du skal elske Gud. Og de to bud er det samme, for din hjælpeløse næste bærer også Guds ansigt.

Luk øren op, al kristenhed!

og hør, at Guddoms-manden

med liv og lys og Himlens fred

er og hos os opstanden!

Her ånd og liv er end hans ord,

her vendes sorg til glæde,

og grant det mærkes ved hans bord,

at han er selv til stede.

Ja, i vort hjerte og vor mund

er livets ord det søde

som i en påske-morgenstund

opstået fra de døde.

- skal vi synge med Grundtvig. Og det vil vi klynge os til. For her henvises vi ikke til selvhjælp, men til næstehjælp. Kun ved at elske uanset hvad Epiktet siger om at miste balancen, så vil vi henholde os til Guds evighed og der er vi forbundne på liv og død.

Nadveren er om noget det sted, hvor vi er sammen i ansvar for hinanden. Det vil vi tænke på om lidt, når vi går til alters sammen.

Amen

Livet i sandhed

2.s.e. påske

Salmer: 750-218-403-Når æbletræets hvide gren-721

Kære menighed

Jeg har i denne uge været heldig at få to citater, som jeg umiddelbart blev meget inspireret af og jeg kunne kopiere og lægge ind på min computer for at bruge i dag søndag. Jeg vil komme med dem senere, men de handler om det som teksterne lægger op til, når de taler om os kristne som får og Kristus som hyrde. Hvordan kan vi høre Kristus til og hvordan ikke? Og hvad indebærer det?

I ugens løb har jeg i særdeleshed arbejdet med en tekst af tidligere dogmatikprofessor Theodor Jørgensen, kaldet Theo af sine studenter. Det er en artikel hvori han nærlæser noget af en af mine helte, den tidligere præsident i Tjekkoslovakiet, Vaclav Havel. Havel var dissident. Af den grund sad han også i fængsel for sine meningers skyld. Fire og et halv år. Fra fængslet skrev han breve til sin hustru. Breve til Olga. Det er forrygende læsning.

At være dissident skriver han, betyder at være et menneske der er ved at beslutte sig for ”livet i sandhed” og derfor vil bryde med ”livet i løgn”. Vi husker alle sovjettiden og den kolde krigs tid, hvor millioner af mennesker i østlandene blev systematisk undertrykt og hvor der kun var plads til statens ideologi, kommunismen. Ytrede man sig mod partiet, var man dissident. Ytringsfrihed var ukendt. Som frihed var det.

Havel taler om at et menneske må lytte sig frem til og mærke livets egentlige intentioner. Og livets egentlige intentioner er forbundet med sandhed og frihed. I det praktiske liv i verden er det nemmest at forbinde det han kalder ’livets egentlige intentioner’ med universelle menneskerettigheder og borgerrettigheder. Hvis disse rettigheder bliver brudt i et samfund, må dissidenten ytre sig og protestere. Både for sin egen skyld, for at kunne leve i sandhed, men også for andres, så de ikke skal lide under løgnen.

Havel har selvfølgelig kristendommen med i sin baggrund og bygger meget på den, fordi han i den finder livets egentlige intentioner, hvad livet handler om inderst inde, sandhed, kærlighed, frihed, menneskelighed, nænsomhed, ansvarsfølelse.

Havel tager et sted udgangspunkt i Johannesevangeliet og skriver: ”I begyndelsen var ordet, berettes det på første side i en af de vigtigste bøger, vi kender. I den bog betyder det, at kilden til hele skabelsen er Guds Ord.”

Men Havel understreger igen og igen det vigtige, at dissidenten altid kun har ordet og aldrig magt. Kun ordets magt, som også er stor, men som også er magtesløs under et diktatur. Men det egentlige i livet kan kun forsvares med ord, aldrig med magtmidler.

Alt det her gennemgår Theo i sin artikel og så kommer det spændende i et kapitel med overskriften: Kirken som et fællesskab af dissidenter.

Og nu kommer der noget, som bare er brandaktuelt, men også altid aktuelt: at vi må skelne mellem åndens verden og politikkens verden. Det som Luther kaldte de to regimenter. Med fyrsten, kongen og magthaveren opretholder Gud det verdslige regimente. Med kirken udøver Gud sit åndelige regimente. Ud fra det perspektiv mener Theo at der kan tales om kirken som et fællesskab af dissidenter.

Det er aktuelt, fordi 4 af vores biskopper i folkekirken har ment, at netop nu var der brug for at trække dissidentkortet, hvis man kan kalde det sådan. Det var en kritik at planerne om at oprette et modtagecenter i Rwanda for asylansøgere.

Det kan virkelig skabe debat. Den har levet sit liv på alle nyhedsplatforme den sidste uge. Det er hele tiden et spil, hvor der ikke er nogen der har det endelige svar. Om det er betimeligt at protestere nu eller om det ingen mening giver. Jeg har slet ikke viden og indsigt nok til at vide det. Med de kommende klimaforandringer og med alle krigene, der vil opstå i kølvandet, er det fuldstændig uoverskueligt. Så det vil jeg ikke begive mig ud i, men jeg mærker inderst inde at der også dér lever en dissident, som engang i mellem burde træde i karakter. Og protestere.

Og nu kommer så det første citat, som også er hentet fra Theodor Jørgensen:

”For den kristne er Kristi kors en bekræftelse af, at Guds almagt er Guds kærligheds almagt, der her åbenbarede sig som magt i magtesløshed sådan at forstå, at kærligheden ikke gik på kompromis med det onde og derfor måtte lide, men derigennem også brød ondskabens kredsløb og sejrede.”

Det er nogle fortættede sætninger. Så jeg læser det lige igen. Langsomt.

Det er jo som en maggiterning, hvor hele påskens budskab er kogt ind til bare et punktum. Når vi undertiden har tænkt at det var urimeligt, at Jesus skulle lide døden på et kors for os, så får vi svaret her. Det var fordi Guds kærligheds almagt ikke gik på kompromis med det onde, og derfor måtte lide og med lidelsen og opstandelsen påskemorgen brød Gud ondskabens kredsløb.

Det er med andre ord Gud selv der i sin søn bliver den store dissident, og gennem ham står op mod ondskaben. På den måde er Gud vores hyrde. Herren er min hyrde, mig skal intet fattes. Som det hed i den gamle oversættelse.

Det er vigtigt her at lægge mærke til, at dissident bliver vi ikke samlet. Her sætter man sig selv ind. Og det er vigtigt også at lægge mærke til, at der ikke kan argumenteres politisk – altså partipolitisk. For nu er dissidenten i åndens regimente, hvor magten er ordet og kærligheden, som aldrig kan slå fra sig.

Jeg holder af den formulering hos Havel, når han taler om ’livets egentlige intentioner’. Men det han taler om, kan aldrig blive et program. Men kun et opråb når tiden er til det.

Kristendom har ikke et program for livets egentlige hensigt, men i bjergprædikenen finder vi alle svarene på, hvordan en kristen må tænke om det. Du skal elske din næste som dig selv. Og du skal elske Gud. Men det er det samme, ved vi fra lignelsen om den store dom. Kristus er i den nødstedte, den hjemløse, den sultne og den tørstige. Så at elske næsten, er at elske Gud.

Bjergprædikenens lov vil aldrig kunne bruges i samfundets love. Livets egentlige hensigt, som også er kærlighed til fjenden, vil ikke kunne gå i politiets arbejde. Lov skal være lov og staten må sætte magt bag loven. Ret skal være ret.

Et opråb til tiden, dissidentens protest, kan derfor kun være som et indirekte frispark i fodbold. Den kan aldrig gå mod målet, men kan kun afleveres på vej mod målet og undervejs rettes til af en andens fortsatte forsøg på at ramme målet.

Gudskelov har vi gudstjenesten og menigheden, hvor vi gennem dåb og nadver og gennem ordet får at vide, at vi hører hjemme i sandhedens liv og ikke i løgnens liv. Men hver søndag og dagligt må vi arbejde på sagen med frygt og bæven og lade søndagen give sine svar og hverdagen sine manglende svar fra os. Måske.

Og nu er det tid til det andet citat, som har begejstret mig i denne uge. Det var fra et interview med en anden god teolog, nemlig Peter Lodberg. Han sagde sådan her:

”Som jeg forstår det, vender kristendommen om på tiderne, så det er fremtidens muligheder, der er stærkere end fortidens forsømmelser. Hvis vi kun var bundet af fortiden, så var vi bundet af synd, nød og undertrykkelse, mens vi i kristendommen er bundet af og til den fremtid, som kommer os i møde i Kristi opstandelse. Kristendommen indeholder et stærkt håb om at skabelse og liv altid vil vinde over døden. Det er mit livssyn.”

Det synes jeg bare er så godt. Det vil jeg gerne gøre til mit eget livssyn, for det indebærer at håbet vil være med til at gøre os til sande får, som Herren er hyrde for. Måske vi ovenikøbet vil være med til – ind i mellem – at blive lidt dissidente, om ikke andet steds så i vores eget liv, så vi personligt kan tage afstand fra tvang og undertrykkelse og alle løgne, som vi kan bilde os selv ind under ethvert system.

Bare at komme til at leve lidt mere sanddru. Det vil ingen skade være til. Gud give os dage, hvor vi lever i sandhed og ingen, hvor vi lever i løgn.

Amen

Vi er for kostbare til at fortabes

Påskedag i Mellerup 2022

Kære menighed

Den amerikanske forfatterinde Marilynne Robinson fortæller et sted om påsken fra sin barndom:

"I min barndom indebar påsken en fin ny kjole og sko og hat og handsker til at have på i søndagsskole og naturligvis også en påskeæg-jagt. Efter søndagsskole kom min bror og jeg hjem til store kurve fyldt med chokoladekaniner og skumfiduskyllinger. Vi ledte efter kogte æg, som vi havde farvet dagen forinden. Vi spiste en middag bestående af bagt skinke, asparges og nye kartofler, med citrontærte til dessert."

Som Marilynne Robinson har de fleste af os sådanne erindringer. Hos os i Danmark er der nok flere erindringer om juledag end om påskedag. Men nogle har vi. Jeg husker især det højtidelige, at vi altid ønskede hinanden glædelig påske om morgenen.

Det var som om en ny tid begyndte. Noget uhørt var indtruffet efter langfredags mørke og skærtorsdags svigt. Nu blev verden på en måde genskabt. Al uretfærdighed var ikke glemt, men den var overvundet. Vi forstod ikke, hvad det handlede om. Vi forstod bare at det var noget helt utroligt og utrolig vigtigt.

Så bliver Marilynne Robinson spurgt om, hvordan hun indplacerer påsken i kirkeårets fester og hun svarer:

"Påskens budskab er meget smukt, men stadig en smule ud over min fatteevne, for at sige det mildt. Julen synes beregnet til at gøre det hellige tilgængeligt, næsten familiært i ordets bedste betydning. Et spædbarn i sin moders arme. Påske er en forbløffende brist i det familiære. Dens besynderlige nybrud rummer mere, end vi kan opsuge. Opstandelsen er ikke noget, som nogen kan forbinde med egne minder eller analogier eller forventninger."

Det tror jeg, hun har ret i. Julen viser os Guds vilje som er at komme os nær i barnet Jesus og kalde på vores hjertelighed og omsorg. Og vi kan forstå det og vi har så mange billeder af det. Ligesom vi har billeder af Jesus, der går rundt og forkynder og gør, hvad der er Guds vilje. For at vise os, at vi er til for hinanden. At væren i sig selv altid er at være der for andre. Og i sin død afviger Jesus måske ikke radikalt fra andre mænds dødelige skæbner, selvom han dog går hele vejen gennem lidelsen uden at miste sin tro på, at vi er til for hinanden. Allerstærkest, da han beder for sine bødler. Men opstandelsen er ikke noget, vi kan forbinde noget med fra vores eget liv.

Det er noget helt uventet og noget helt nyt.

Og så siger hun det, som er hele interviewet værd:

"Påsken er en meget dybsindig erklæring om den værdi, som Gud giver menneskelivet”.

Og det er det, som bare berører alt det i mig, som jeg forstår ved opstandelse og ved påske. Og som handler om det, der gør mig så glad for at være født i et kristent land og selv har fået lov til at mærke kristendommen helt ind i sjælen.

I kristendommen er livet en sejr og får den højeste værdi. Altid skal vi gøre, hvad vi kan for at redde liv. Kristendommen vil livet al død til trods. Det er ikke dødens magt, der skal bestemme over os og gøre os bange.

På den måde er påsken en erklæring om den værdi, som Gud giver menneskelivet. Med Kristi opstandelse påskemorgen får vi lov til at træde ind i et liv, som Gud står inde for. Og Gud vil altså livet. Og Gud elsker mennesker så meget, at de får evig værdi. Vi kommer i troen på Gud til at leve et liv med opstandelsestro. Med håb. Og med kærlighed.

Kristus kan vi mærke i troen, så vi dagligt oplever at livet er en gave, og at vi skal øve os i at leve, som han viste os. At leve i en parathed til altid at være i sammenhæng med andre, at være til for dem. Gud har givet de sammenhænge så stor værdi, at der er kommet evighed i dem. Det betyder, at alt hvad vi gør, det gør vi under evighedens horisont. Himlen er vores horisont. Det betyder, at det aldrig kan være lige meget hvad vi tænker og hvordan vi handler. Opstandelse er at livets tildragelser ikke bare kan være ligegyldige og lægges til side. De er gaver fra Gud og bliver opbevaret i Guds hukommelse.

Opstandelsestro er også så meget andet. Det er også glæden vi kan mærke i hele kroppen, når vi ser, hvordan Guds skabte natur nu står op af døde, hvordan alting får farve og lyd og Guds natur bliver et billede på påskens opstandelse, at vi på samme måde som naturen kan genskabes og få nyt liv og nyt mod.

Marilynne Robinson siger også i interviewet:

"Jeg tror på livet efter døden. Jeg tror, at mennesker er for kostbare til at fortabes til døden eller til de meget hårde begrænsninger, som har forhindret så mange af dem i at leve liv, der er dem værdige. Jeg tror ikke på, at al deres ubrugte godhed og åndfuldhed bare vil forsvinde ud i den blå luft. Jeg vil ikke spekulere i, hvorvidt eller hvordan denne udødelighed vil finde sted. Jeg er sikker på, at jeg ville vildlede mig selv, hvis jeg gjorde."

Det er bare så godt. Med en lille omskrivning har jeg sat det som overskrift for min prædiken: Vi er for kostbare til at fortabes.

Som Gud gav alt liv ved skabelsen og så, at alting var såre godt, ja at mennesket tilmed var skabt i Guds eget billede, så siger Gud nu med påskens budskab om opstandelse, at vi er for kostbare til at fortabes selvom der er kommet så mange skrammer i lakken siden skabelsens morgen.

Påskens beretning er en ny skabelsesfortælling. Nu har Gud selv sat sit liv ind på at få mennesker til aldrig at tro på at døden er en sejr. Det er livet der er en sejr. Langfredag går over i Påskedag. Natten går over i morgen.

Den del af Guds treenighed som tog kampen op, var ordet som blev menneske i Jesus fra Nazareth. Hermed skete der noget forrygende og spændende i religionernes verden. Nu blev det guddommelige synligt. En del af Gud blev menneske. Gud gik selv ind i det billede han skabte os i. Blev et menneske i kød og blod og kæmpede for, at et menneske skal tages alvorligt som Guds billede. Det er mennesket der er helligt. Det er aldrig ordet. Det er aldrig skriften. Det er aldrig loven. Det er aldrig templet. Det er mennesket der nu skal være Guds tempel. Vi er Guds hus. Han kæmpede mod den tids konservative præsteskab, der var raske til at stene folk, der forbrød sig mod skriften. Jesus sagde at det var mod Guds vilje. Og når de spurgte ham om, hvilken autoritet han sagde det med, så svarede han at den havde han direkte fra Gud. For han var Guds søn. Så blev de stiktossede og ville forsøge at stene ham til døde. Det er også årsagen til hans død. Gudsbespottelse. Fordi han sagde at Gud og hans rige var midt iblandt os. Men det hele afsløres nu påskemorgen. Det er ikke de stride præster, som altid vil se død og ødelæggelse, der har ret. De har uret. Religionen flyttes fra templets allerhelligste rum ud i hvert enkelt menneskes hjerte.

Den del af den treenige Gud som var ordet, blev altså kød og blod i en mand der som en frihedskæmper sled os fri af religionens trældom. Vi skulle ikke længere være under skriftens strenge lov, men være fri til at leve med ansvar direkte overfor Gud.

Gud kan vi tale med når og hvor det skal være. Han er overalt når bare vi lytter nok. Og der er evighed i det. Jeg er bare så glad for den tanke som Marilynne Robinson giver udtryk for i det jeg citerede til sidst, hvor hun sagde: ”Jeg tror på livet efter døden. Jeg tror, at mennesker er for kostbare til at fortabes til døden eller til de meget hårde begrænsninger, som har forhindret så mange af dem i at leve liv, der er dem værdige. Jeg tror ikke på, at al deres ubrugte godhed og åndfuldhed bare vil forsvinde ud i den blå luft.”

Det er der så stor en trøst i når vi tænker på de mange uskyldige ofre for denne verdens ulykker og ondskabsfuldheder. Deres ubrugte godhed og åndfuldhed forsvinder ikke bare ud i den blå luft.

På H.C. Andersens gravsten blev der sat et citat af hans egne udsagn om troen på menneskets værdi og menneskets opstandelse. Der står:

”Den sjæl Gud i sit billede har skabt

er uforkrænkelig, kan ei gå tabt,

vort jordliv her er evighedens frø,

vort legem døer, men sjælen kan ei døe".

Så er der kommet evighed ind i livet. Så må vi fyldes med respekt for hinanden på en helt ny måde. Livet er blevet en endnu større gave. Det er livet, der er en sejr i kristendommen.

Hos salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen læste jeg følgende forleden om hendes tro på Himlen:

”Jeg forestiller mig noget med lys og glæde og harmoni. Da jeg var barn, tænkte jeg nok også mere, at Himlen ville ligne Jorden, bare smukkere. Og at vi der skulle møde hinanden og genkende hinanden, fordi vi ville ligne os selv. Og jeg drømmer stadig lidt om, at der vil komme en engel til mig i Himlen og lære mig at spille cello. Men i virkeligheden tror jeg, at de færreste gør sig meget konkrete forestillinger om Himlen. Sådan tror jeg nærmest altid det har været. Himlen er et stærkt udtryk for håb. Og for mig er det nok at tro på, at jeg i livet og i døden er i Guds trygge hænder. Og så vil alt være godt”.

Himlen er et stærkt udtryk for håb.

Det er bare en sætning, som i sig indeholder hele påskens budskab.

Det er det vi ønsker hinanden tillykke med, når vi i dag ønsker hinanden en glædelig påske.

Så glædelig påske, kære menighed

Amen

Ordets fortættede skikkelse

Skærtorsdag i Mellerup

Salmer: 456,455,,476,474,772

Kære menighed

I aften vil vi koncentrere os om, hvordan vi hører ordet. Teksten er så tydelig. Der er ikke noget, vi ikke kan forstå. Det er ikke en intellektuel og fortættet tekst. Det er en enkel handling. Jesus vasker disciplenes fødder. Det er det hele. Han renser dem, selvom han inderst inde godt ved, at en af dem vil forråde ham og de andre lade ham i stikken. Og så samler han det hele til sidst. “Når nu jeg har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

At høre ordet har altså konsekvenser. At høre er ikke bare at høre. Det er meget mere. “At høre er ikke bare at lade sine trommehinder berøre af klang og lyd, at høre er i sin dybeste konsekvens at stå til rådighed for det nye, ordet bringer ind i ens virkelighed igennem øret.” Sådan skriver Erik A. Nielsen i sin store bog om Kristendommens retorik.

Kære menighed

Det er nu, det bliver spændende, for troen kommer af det, som høres. Når vi hører musik, ved vi, hvordan den gør noget ved os. Når vi hører Bachs Goldberg variationer, får vi fred i sindet, så lægges alting ordentlig på plads i sjælens rodebunke. Det er ikke bare lyde, der rammer trommehinden. De fortsætter ind og ændrer os. Laver os om lige på stedet. Når vi hører stor kunst, udvider verden sig. Musikken stopper ikke ved trommehinden, men fortsætter ind og gør vores forståelse af verden større og mere detaljeret.

Hvis vi hører fejende jazz musik, begynder benene at røre på sig. De begynder at danse. Lyden går direkte ned i benene.

Når vi som børn hørte mor råbe: Vi skal spise! begyndte fordøjelsen allerede som mundvand og benene ændrede retning og forventningen var tændt.

Ordene har en fantastisk virkning. De stopper aldrig ved trommehinden, men fortsætter langt ind i vores krop og sjæl.

Ordene i kirken har den samme kraft i sig. Ikke mindst sådan en aften, som i aften, hvor vi fejrer nadverens indstiftelse. Dette er mit legeme. Dette er mit blod. Her er der en tæthed i ordene, som gør noget ved os, som ændrer alt, dersom vi lader hørelsen blive fuldkommen.

At høre er altså i sin dybeste konsekvens at stå til rådighed for det nye, ordet bringer ind gennem vores øre.

Det er som med et kærlighedsforhold. Når den elskede bekræfter sin kærlighed, når hun siger: Jeg elsker dig, så bliver ordene ikke ved trommehinden. De går ind i hjertet, som slår dobbelt så hurtigt, fordi det betyder så meget, at hun siger det. Og kroppen kan slet ikke stå stille, men må omfavne den, som sagde ordene, fordi ordene har genskabt verden og mit liv. Så de almindelige skattepligtige arme må lægges om den andens krop og alting er blevet nyt og vidunderligt. “Jeg elsker dig” fører uvilkårligt til at jeg også elsker dig. Ordet skaber, hvad det nævner. Ordet bliver til kærlighed. Jeg stiller mig til rådighed for det nye, som ordet bringer mig. Kærligheden.

I sin yderste kærligheds erklæring viser Jesus med et billede, hvad kærligheden betyder for ham. Han giver sig selv, han giver sit legeme og sit blod. Det er det han gør alvor af i morgen, langfredag. Og det gør altså noget ved os, når vi smager brødet og vinen, og når ordene går helt ind i vores eksistens og gør os nye, fordi vi har fået en kærlighed fra Gud.

Ord forvandler. Ellers har vi ikke hørt dem i den rigtige betydning. “Hej hvor er det dejligt at se dig!” ændrer øjeblikket på et splitsekund. Så lyser dagen med et nyt lys, som den anden med sine ord skabte i os.

Til daglig og livet igennem må vi bevare den evne, at vi kan ændres af den andens ord. Det er at være levende. Det er at være til stede. Det er at være et menneske. At være åben for den andens ord og især for den ændring, som de medfører.

“Det afgørende spørgsmål er således, hvor meget af ens eksistens der ejer villighed til at indfri det, som ankommer i ordets fortættede skikkelse” skriver Erik A. Nielsen.

Når jeg siger det til en anden, at det er dejligt at se vedkommende, så glædes jeg også, når jeg på den anden kan se, at det er forstået, når jeg kan se, at der er kommet et smil på ansigtet. Det behøver ikke at være gengældt på anden vis, ved at den anden skal returnere sætningen. Det vigtige er, at den anden har fået en gave og nu bærer den med sig og pakker den op som en glæde.

Vi må indfri hinandens ord.

“Indfrielsen sker ved, at ens eksistens og livsførelse står til rådighed for den forvandling og frugtbargørelse, ordet opfordrer til og forsøger at vække.” Sådan skriver han videre i sin bog om Kristendommens retorik.

Det vil altså sige, at når vi siger levende ord til hinanden, når vi udtrykker kærlighed eller venskab, så skal den anden og vi selv lade vores livsførelse stå til rådighed for den forvandling, som ordet forsøger at vække i os. “Det er dejligt at se dig” fører til en forvandling, hvor vi med ét føler os hjemme i denne verden.

Nu gør Jesus det helt tydeligt, hvad det vil sige at høre. Jeg har vasket jeres fødder, så skal I også vaske hinandens fødder. Jeg har gjort jer rene, så skal I også rense hinanden i stedet for at svine hinanden til. Jeg har været en tjener for jer, så skal I også være hinandens tjenere.

Ordet er først hørt, når vi har ladet vor eksistens og livsførelse stå til rådighed for den forvandling, som ordene forsøgte at vække i os.

Det vil sige, at vi er først kristne, når vi lader forbilledet forvandle os, når vi lader ordet bestemme vore handlinger. Det handler om at høre på den rigtige måde, det handler om at høre med hjertet og med vores livsførelse.

Dette er mit legeme. Dette er mit blod. Spis og drik det. Og lad det forvandle og frugtbargøre dit liv, så du nu bliver til legeme og blod i andres liv.

Det er kærlighedens ord, der forvandler og skaber nyt. Der er en fortættethed i ordene, som kun kan høres, når vi lader os forvandle. Får vi forstoppelse i ørene, dør vi. Intet ændrer os og forvandler os. Ordene skal helt ind i kroppen og gøre underværker.

“For at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”

Så enkelt er det. Troen kommer af det som høres. Men troen kommer også af det som gøres, for det fører uvilkårligt videre. Forvandlingen sætter sig spor, når vi lader frugtbargørelsen kommer andre til gode.

Så at være kristen er fra nu af blandt andet aldrig at svine andre til, men altid at vaske deres fødder. Så bliver verden et bedre sted at være.

Amen

”Skynd dig at elske”

Palmesøndag i Mellerup

Salmer: 176-217-192-68-474-Som at svæve på vinger

Kære menighed

”Og naar saa jeg og den Verden, jeg skabte for dem med mit Ord, engang svinder hen for dem og mister sin Kraft, — saa er jeg sikker paa, de vil have nogenlunde let ved at finde den sande Gud og Skaber og finde sig til Rette i den Verden, han har skabt, nemlig Virkeligheden.”

Det er lærer Urup i Knudsens roman af samme navn, der forsvarer sig sådan overfor statens tilsynsførende. Han er billedet på friskolelæreren, der fortæller af hjertet for børnene, fortæller dem at de er skabt, at de har et ansvar, at de er elskede og at Gud har nedlagt en bestemmelse i dem. Lærer Urup vil vække dem til dåd og gerning og alvor. Han vil vække dem til at svare tilbage, når de oplever livets glæde og livets sorg.

Som kvinden i dagens evangelium svarer tilbage med en overdådig taknemmelighedsgerning.

Vi er skabt i Guds billede, han har lagt en længsel i os. Det er bestemmelsen. Ingemann skriver i en af sine salmer, at Gud har lagt en kerne i “hver barnesjæl på jord”, og han lader salmen munde ud i en bøn:

Lad den kerne underfuld
vokse i vort indre,
når der skinner sol på muld,
og når stjerner tindre;
lad det frø opvokse smukt
med din børnevrimmel
til at bære evig frugt
i din høje himmel.

Det er den børnene skal have med sig ud i voksenlivet og de vil kunne møde livet med et livsgrundlag, som altid vil give dem - ikke lykken og heldet, men en mening uanset, hvordan det vil komme til at gå.

I går læste jeg Lisbeth Smedegård Andersens fine lille bog: Troen gør verden større. I serien Kristendommen ifølge… Hun skriver som indledning:

”Troen gør verden større, og at tro er at leve i en stadig undren og taknemlighed over den verden og det liv, Gud har skabt, og med lyst til at fordybe sig i det.”

Måske er vi bare en generation af gamle og ældre, der tænker enkelt om kristendommen på den her måde, men det virker. Jeg har skrevet lidt om begge bøger, som I kan se Præstens arbejds-værelse på hjemmesiden.

Palmesøndag er en fantastisk dag. Den indleder den stille uge, hvor vi i særlig grad tænker over, at vi ikke bare skal slå os til tåls med at være en dusinvare, men at vi er en del af noget meget større, at vi er en del af Guds skabte verden, at vi har en bestemmelse og har en rolle at spille som hans medarbejdere. Og i særlig grad er det en fantastisk dag i de lige årstal, hvor vi har anden tekstrækkes fortælling om, hvordan en kvinde kommer ind i det hus, hvor Jesus sidder til bords sammen med sine disciple. Hun har brugt hvad hun havde til at købe den bedste nardusolie i en alabastkrukke. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved og salvede ham. Det var en kærlighedsgerning. Og det var den fineste form for tillid til et andet menneske. Forbilledet var hentet i templet når ypperstepræsten salvede den udvalgte til konge, til Messias som konge hedder på hebraisk, fordi han er den salvede. Det er det hun tænker med. At vise hvad der er det vigtigste i hendes liv lige nu. Og at hun viser ham det. Hun tror han er den Messias, jøderne ventede skulle komme. Hun har set ham mere menneskelig end alle andre. Set mere i ham end alle andre.

Hvem hun er, om hun er Maria Magdalene eller en helt anden kvinde, det ved vi ikke. Det vi ved er, at hun er et menneske, der er begyndt at forstå. Og at hun svarer på det hun har forstået. Og at hun vil takke for det.

Vi er ikke bare sat i verden for at trække vejret men for at forstå. Og teksten minder os om at den bedste måde at forstå på er ved at elske, at kaste al vor kærlighed på et andet menneske og på en sag og på Gud. Måske er det det samme. For det er først når vi helt og holdent går ind i noget med kærlighed og tro, at vi forstår det og også forstår hvem vi selv er.

Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Skrev Grundtvig. Der er kærligheden der åbner verden. Og åbner den enkelte. Gud er kærlighed, siger Johannes.

Virkelig tro, altså tro der virker, er ikke tro på noget utroligt, men er at være i overensstemmelse med noget der rækker uden for os selv, hvad vi er, når vi helhjertede vil noget. Det er det vi kan opleve i kærligheden. Men også på så mange andre planer. Også i hengivelsen til en tro på at Gud er meningen med at vi er her og at vi har noget vi skal gøre, fordi Gud vil have os til det. At være tro. At arbejde for andre. At forstå med hjertet.

Hvorfor kvinden ødsler sådan med sin nardusolie, kan ikke forstås. Slet ikke af de tilstedeværende i fortællingen, der tænker i excel-ark akkurat som vores politikere gør det i dag. Men der er noget der er vigtigere.

”Kærligheden er ikke retfærdig. Den er et privilegium” - læste jeg i en roman af Lotte Garbers. Det er bare så fint. Jeg bliver så glad når jeg læser sådan noget. Det er det vi er. Vi er privilegerede. Fordi vi har kærlighedens mulighed.

Nu afdøde Per Olov Enquist skrev i sin seneste roman om sit liv og om sin første oplevelse af kærligheden til et andet menneske: "Siden da havde han betragtet hver eneste dag han var i livet som en bonus" Det er bare så smukt. Den gave kærligheden er, farver alt. Og han bliver ved med at gentage omkvædet fra Tove Jannsons høstvise:

”Skynd dig min elskede, skynd dig at elske, dagene mørkner minut for minut. Tænd vore lys, inden mørket er hos os, snart er den blomstrende sommer slut.”

Det er det hun gør, kvinden i teksten til i dag. Hun skynder sig inden mørket kommer langfredag. Hun tænder lys fordi hun har set, at Gud er en del af hendes liv og at hun er en del af Guds liv. Det skal hun altid skal huske, fordi Guds kærlighed er det eneste der er evighed i. Hun forstår alting bedre nu.

"Mit hjerte løber foran mig. Jeg, jeg løber efter mit hjerte, jeg kan ikke være uden" - siger Frøken Høj i En ny tid af Ida Jessens fine roman fra Jelling.

Det samme kunne kvinden med alabastkrukken også have sagt. Nu løber mit hjerte foran mig. Jeg kan ikke gøre andet end følge det. Så kan de alle sammen sige, at det var dog for galt.

Her er et menneske der ved, hvad hun vil. Hun ved at det hele kan ende galt. Alligevel er der en sag her, der er større end alting andet. Her har hun fundet sin plads. Her er hun lykkelig, fordi hun ved, hvad der er meningen med hende. Det er at være gavmild ud over alle grænser.

Kære menighed

Det som er magtpåliggende at sige med prædikenen i dag, det er at vi må arbejde på at sortere rigtigt, at vælge rigtigt i alle de muligheder vi har. Vi må prøve på at løbe efter vore hjerter og begynde at forstå, at vi kan være helt trygge, når bare vi lader troen være vores udgangspunkt. Troen på at vi er mere end os selv og at vi må tage vare på vores sjæl, det mærke, der betyder at vi er ansatte i en størres tjeneste, nemlig Guds. Så får alting betydning. Vi er forenet med ham fra første begyndelse og ved genfødslen i dåben som hans børn.

Van Gogh skrev engang til sin bror:

“Elsk en ven, et menneske, en ting, hvad som helst, og du er på den rette vej til at vide mere og mere om det du ved. Det er hvad jeg siger til mig selv. Men man må elske med en dyb og alvorlig sympati, med viljestyrke og forstand og bestandig uddybe sin viden. Det fører uundgåeligt til tro på Gud, og til en urokkelig tro”.

Det er bare så godt. Kvinden i evangeliefortællingen til i dag ville kunne sige det samme. Elsk en ven, et menneske, og du er på rette vej. Det er vejen til livet og dermed også vejen til Gud. Vejen til Gud går gennem kærlighed, den kærlighed, som er en dyb og alvorlig sympati, altså en dyb og alvorlig samfølelse med alt. Med naturen, med andre mennesker, med det at leve.

Vi må huske at fortælle hinanden, at vi er skabt, at vi har et ansvar, at vi er elskede og at Gud har nedlagt en bestemmelse i os. I påskeugen viser han, at det er det vi skal tro trods al krig og ondskab i verden. Påskedag sejrer Gud over alle verdens kolde magter. Nu er Jesus salvet til den Messias han var altid.

Kære menighed

God og alvorlig - og til sidst glædelig påskeuge!

Amen

Modtagelse og videregivelse

Midfaste søndag

Salmer: 330-217-367-Guds nåde er en vintergæk-474-476

Kære menighed

Jeg læste en vidunderlig lille bog i denne uge. ’Agathe’ hedder den og er skrevet af en debutant Anne Cathrine Bomann. Hun skriver nænsomt om en gammel mand, der i hele sit liv har siddet i sin konsultation som psykiater og talt med mennesker, hvis liv ikke fungerede. Nu er han næsten færdig, fordi han nu er blevet gammel. Og han opdager med gru, at han faktisk står helt afklædt selv. Som mange af hans klienter åndeligt talt stod afklædte i deres liv. Det kan godt være han har kunnet hjælpe dem. Men sig selv har han glemt. Han har aldrig været involveret i et andet menneske af kærlighed. Han siger til sig selv: jeg er levende begravet i min egen tilværelse.

Han har i alle årene, et helt menneskeliv på arbejde, haft en sekretær. Hun har passet kontoret ude i venteværelset. Han har passet sin konsultation. Så kommer der en magisk sætning: - jeg rakte hende frakken, hun greb efter stokken, og da jeg ville give hende den, stødte vores hænder sammen.

Det er jo ikke noget, men det er første gang i alle årene. De rører hinandens hænder. Og han skynder sig at flygte ind på sit kontor.

Nu begynder han at se sit eget liv. Og han begynder at opdage at de andre mennesker findes. Sekretæren, hvis mand er døende. Naboen som han aldrig har talt med. Jeg tror det ender godt for ham.

Forfatteren Benny Andersen vidste at det er frygteligt at blive begravet i sin egen tilværelse. Derfor ville han røre ved andre. Han skriver om det i digtet Bordbøn.

Giv mig i dag

mit brød at smøre.

Blødt og strengt skal mødes

i mine hænder

og smørrets solskin overvælde

brødets mørke.

Lad mig røre ved det vi lever af

brunt brød, gult smør,

kærlighed.

Benny Andersen er ganske på linje med evangelisten i dag. Dagligt brød er ikke bare det, vi spiser. Dagligt brød er alt det vigtigste i vores liv. Det vi slet ikke kan undvære.

Og så gør Benny Andersen det meget enkelt. Han sidder med det gode danske mørke surdejsbrød. Der er kerner og styrke i det brød. Nu skal det mødes med det bløde smør. Og smørrets solskin skal overvælde brødets mørke. Og Benny Andersen er allerede langt inde i en tolkning af det at være et menneske. Blødt og strengt skal mødes. Sådan er tilværelsen. Vi kommer ikke gennem livet uden at møde modsætninger. Både det strenge og det bløde hører med til at være et menneske. Men det vigtigste af alt er, at smørrets solskin skal overvælde brødets mørke. Livsglæden må aldrig forsvinde. Taknemmeligheden for at leve må aldrig glemmes.

Lad mig røre ved det vi lever af

brunt brød, gult smør

kærlighed

Ja brødet rører han ved dagligt, fordi han skal leve. Men alt det andet skal han også røre ved. Knus til børnene, et klem til naboen, en omfavnelse til vennerne og et kærlighedens favntag til den elskede. Mindre kan ikke gøre det. Sådan må vi leve, røre ved det levende, som vi skylder så meget.

Den sætning kan jeg godt lide: Lad mig røre ved det vi lever af. Hvilken lykke er det ikke at få lov til det. Og naturligvis slutter han med det eneste ord, hvori alle hemmeligheder gemmes. Ordet kærlighed.

Men Anne Cathrines gamle mand var bange for at røre ved det han skulle leve af. Og han indser det. Langt om længe.

Kære menighed

Nu er vi nået midtvejs i fastetiden. Fastetiden handler om at stå helt afklædt overfor livet. Fastens allerfineste fortælling er fortællingen om Jesus, der af ånden føres ud i ørkenen for at faste i 40 dage og nætter. I ørkenen er mennesket udsat og sårbart, uanset hvor stor og klog og stærk det menneske er. Der er det næsten umuligt at overleve. Og selvom Jesus er Guds søn, lader han sig ikke friste til at gøre brød af stenene. For et menneske skal altid huske på, at det inderst inde står afklædt og sårbart. Vi skal vedgå vores sårbarhed. Det er fastetidens tema, som vi skal arbejde med i os selv.

Vi har i fastetidens tekster altså været vidner til en bevægelse fra det mindste af det mindste i ørkenen til overflod i bjergenes græsklædte dal. For forud for dagens tekst er det store bespisningsunder sket. Masser af mennesker uden det daglige brød langt oppe i bjergene. Og så blev to småfisk og fem brød til mad for alle der var sammen dag i græsset for at høre Jesus tale.

Det der var tilovers efter spisningen, fyldte 12 kurve. Det er ikke blot én mere end 11. For 12 er det universelle, fuldendte tal. Ligesom antallet af disciple. Der er altså uendeligt meget tilbage endnu. Uanset hvor mange, de ville have været den dag, var alle blevet mætte. Det er pointen.

For det liv, Jesus er og kommer med og, som han siger, er fra Gud – det er åbenbart det liv, der bliver mere af ved at blive delt. Vi er så vant til at basere vores tilværelse på alt det, vi samler sammen og helst ikke deler med nogen: penge, ære, tid osv. Nu får vi at vide, at det i dybeste forstand nærende og bærende er det, der deles.

Bespisningsunderet var et tegn til skaren, som de nu skulle overveje den dybere betydning af det.

Det var ligesom fortællingen tidligere i år om kvinden ved Sykars brønd, som skal overveje betydningen af det, Jesus siger om at han er livets vand.

Skaren misforstår bespisningsunderet som kvinden ved Sykars brønd heller ikke ser den dybere betydning først. Skaren i bjergene vil have en brødkonge. Men Jesus vil åbne deres øjne for at livet består i modtagelse og videregivelse, ja at modtagelse og videregivelse er som et livsvilkår.

Anne Cathrine Bomanns gamle psykoanalytiker havde aldrig forstået det livsvilkår. Og han havde glemt at bede bordbøn med Benny Andersen om at røre ved det vi lever af, brød, smør, kærlighed.

Igen er det dybest set en strid om, hvem Gud er: magtens eller hengivelsens udspring. Men Jesus nægter i ørkenen at have den magt, som ville give ham hele verden. Derimod er hans liv bestemt til at give sig selv hen til verden for at verden i ham skal forstå at livet først bliver rigt når vi lærer at modtage det og at videregive det. Men skaren kan slet ikke se til bunds i Jesu dybere mening med at sige om sig selv at han er livets brød.

Det kommer først senere. Til påske. Så måske vil de forstå.

Det liv, der bliver mere af ved at blive delt, er i sidste instans ham selv. Kristus i verden betyder at livets mening og hensigt er hele tiden at blive til i modtagelse og videregivelse. Ikke at samle sammen for sin egen sikkerheds skyld. Og slet ikke at leve et liv uden at kunne at kunne gå en omvej forbi naboen eller lære sin sekretær nærmere at kende, som den gamle mand i romanen.

Igen viser kristendommen sig med et budskab der både er ansvarligt, bæredygtigt og på alle måder i balance med både natur og medmenneske.

At leve sit liv i Kristus er at leve et liv i hengivelse i stedet for i magt. Det er at leve et liv i modtagelse og videregivelse i stedet for at puge sammen til sig selv som en anden oligark.

Jeg er livets brød, siger Jesus. Det kvalificerede brød. Det ved vi fra hver eneste søndag, hvor vi får del i noget meget større end bare en almindelig søndagsfrokost. I nadveren er det virkelig Herrens dag, der kommer os nær, så vi får fornemmelsen af at blive løftet, så vi ser livet på en ny måde og får lov til at leve som nye. Vi får livets brød ind i os og bliver en del af evangeliets ønske om, at vi skal se himlen blive en virkelighed i vores dagligdag så vi for alvor kan modtage og give videre.

Vi skal arbejde på den mad, som består til evigt liv, siger Jesus i teksten. Vi skal arbejde på det i os, som der er evighed i. Vi skal leve i en dannelse til evigheden. Som allerede er nu, når vi deler livet med hinanden, men som også vil være her i al evighed.

Amen

Troen er også en viljesbeslutning

1. søndag i fasten

Salmer: 743-217-69-Guds nåde er en vintergæk-474-52

Kære menighed

I fredags kunne vi læse i avisen om resultatet af rapporten ”Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2021. Mere end hver sjette dansker mistrives, fortæller den. Det er underligt, når vi nu har det så godt. Men der er mere i det. I baggrunden. Akkurat som det er med ethvert menneske vi møder. Der er altid et ansigt bag ved ansigtet. Et ansigt, som vi ikke kan se. Når det er lykkeligt eller når det græder. Der er altid en skjult historie.

Rapporten fortæller at når man ser på især unge piger i 16-24-årsalderen, er det nu mere end hver tredje der mistrives. Angst, depression og ensomhed er væsentlige ingredienser i drengenes, men især i pigernes mistrivsel.

Det er virkelig noget som sætter tanker i gang. Kristeligt dagblad skrev naturligvis om det, men som måske det eneste blad, spurgte de bl.a. professor i dogmatik i København Niels Henrik Gregersen om, hvilke tanker han gjorde sig om det. For problemet var måske ikke bare psykologisk, samfundsmæssigt eller lignende, men måske også teologisk. Han svarer:

”Jeg mener, at en årsag til mistrivslen er, at den udbredte perfekthedskultur har vendt sig indad og skabt en overfølsomhed. En løsning er, at man får nogle dannelses-institutioner, der begynder på skoleplan, og hvor man ikke hele tiden spørger børn: ’Hvad synes du?’, men hvor man i stedet retter blikket sammen mod noget fælles tredje”.

Det er det sidste der er vigtigt. Det han vil forsøge at sige er, at mange unge står helt alene og at de ikke er fælles med andre om en holdning til livet, som kan berolige dem og sige, at livet er godt nok, selvom det indimellem også er lidt besværligt. Ethvert barn skal blive et stabilt selv ved at have fælles opmærksomhed sammen med deres forældre på verden, som skal fortælle barnet, at verden er god nok og at de kan have tillid til den. Verden er ikke altid rosenrød, men solen står jo stadig op hver dag.

De skal huske den vidunderlige skabelsesberetning i fællesskab med deres forældre, hvor Gud dag for dag ser sig tilbage og siger, at det faktisk ikke er så ringe endda, men at der er rigtig meget godt og at det i øvrigt er ganske utrolig godt. Trods alt. Det er ikke mindst en tro på den Gud der skabte alting godt, der kan gøre en forskel, når vi tror, at vi selv skal skabe vores liv. Der er allerede så meget der er til stede som vi kan forbinde os med og få hjælp af. Det er blandt andet det en kristen livsforståelse kan hjælpe os med at få øjnene op for.

Og teksten vi hørte om sjettedagen, hvor Gud skabte mennesket i sit billede. Som mand og som kvinde. Og han velsignede dem. Det er det der er vigtigt. Med en velsignelse i ryggen kan det aldrig gå helt galt. For vi er i sammenhæng med noget større, som vi kan forvente os alt godt fra. Også selvom vi ikke får de mange 12-taller. I den nyeste oversættelse hedder det sådan her: ”Han skabte mennesket som mand og kvinde og velsignede dem, så de ville få mange børn og et langt liv. Han sagde til dem: »Få børn, og bliv så mange, så I kan fylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden.”

Det der smerter allermest ved at læse om unge med depressioner og angst, er at de er blevet så alene. Og at de tror, de skal klare deres problemer alene og at de selv skal iscenesætte deres liv. Vi er blevet så autonome i vores individualiserede tid. Vi skal være vores eget livs arkitekt. Det har alle mennesker travlt med hver for sig. Og det er jo ikke altid at det lykkes. Og så kommer fornemmelsen af at man ikke er god nok. Og derefter følger selvfordømmelsen. Når pigerne ikke får de højeste karakterer, er det et personligt nederlag. Skuffelsen og selvfordømmelsen går over i depression. Og det er hårdt at bære når der kun er en selv til at bære.

Jeg kunne ønske at der var nogen der havde evnen til at genfortælle historien om Josef og hans brødre på nutidsdansk. Som en moderne dannelsesroman. Om Josef der drømte om store ting i fremtiden og som ikke kunne lade være med at fortælle sine større brødre om sine drømme, som de ikke syntes om. Og i stedet for at slå ham ihjel smed de ham i en brønd og solgte ham siden som slave til købmænd der skulle til Ægypten.

Thomas Mann skriver i sin store fortælling Josef og hans brødre:

”Gud havde sendt ham drømme, som drømmeren burde have holdt for sig selv: den om negene, den om stjernerne. Og sådanne drømme var ikke så meget en forjættelse som en befaling. På den ene eller den anden måde skulle de opfyldes – hvordan, det vidste kun Gud, men bortrykkelsen til dette land var begyndelsen dertil. Af sig selv gik de imidlertid ikke i opfyldelse – man måtte hjælpe til. At leve i overensstemmelse med den stille formodning eller overbevisning, at Gud har enestående planer med én, er ikke lavsindet stræbsomhed, og ærgerrighed er ikke det rette ord derfor. For det er ærgerrighed på Guds vegne, og det fortjener frommere navne.”

Så vidt Thomas Mann. Jeg tror netop den velsignelse gælder alle, dersom vi tør have tillid til den verden, som Gud skabte. Vi har alle sammen en forjættelse i os. Ja måske ligefrem en befaling, et kald til at være til på en bestemt måde. Og så elsker jeg den sætning:

”Af sig selv gik forjættelserne imidlertid ikke i opfyldelse – man måtte hjælpe til.” Tro er at have mod til at samarbejde med livet som en tillidserklæring til Gud.

Og nu tror jeg nok, jeg er ved at nå frem til dagens tekst med den vidunderlige sætning af den brave far, hvis søn er så ramt af sygdom: Jeg tror. Hjælp min vantro.

Jeg tror at tro er at være tro. Det vil sige at være tro mod sin oprindelse, at jeg er skabt af Gud for at samarbejde med ham om livet her i verden. Så godt som jeg nu kan. At tro, at Gud har enestående planer med én, er ikke lavsindet stræbsomhed, som Mann sagde det. Det er ikke mig der skal bære det hele alene. Det er ikke mig, som skal dømme mig selv. Det er Gud der giver mig opgaven. Og det er Gud der skal dømme mig. Og det kan jeg være glad for, for vi kender allermest Gud i Kristus. Og han er en nådig dommer. Mere nådig end den selvfordømmelse vi kan komme til at rode med, hvis vi skal dømme os selv. Så ender vi bare i depression og selvforagt.

Tro er ikke noget, vi har på en konto. Ligesom vi har penge i banken. Og derfor altid kan bruge yderligere. Men det hele tværtimod afhænger af at være tro.

Iben Thranholm, teolog, journalist og samfundsdebattør, skrev engang sådan her i en diskussion om hvad tro er:

- Moderne kristendom har en slags slogan om, at det ikke gør noget, vi ikke tror på Gud, for Gud tror på os. Det er kun en halv sandhed og vanvittigt uambitiøst. Det svarer til at få en Ferrari og skifte motoren ud med den, der sidder i en Fiat Panda. Gud vil os altid det bedste, men hvis vi ikke selv arbejder med på vores tro, virker den ikke.

Jeg kan godt lide, at hun siger, at vi skal være mere ambitiøse med vores tro. Det er blevet almindeligt at alle der siger noget om deres kristendom og tro, altid siger at tvivlen er en stor del af deres tro.

Der er en stærk tendens til at glorificere tvivl. Vi priser tvivlens nådegave, mens tro bliver noget svært og tilkæmpet. Mange opfatter endda tro uden tvivl som farlig og ”blind”. Mange virker bange for troens kræfter – eller også kender de dem bare slet ikke.

Jesus siger, at for den, som tror, er alt muligt.

Tro i kristen forstand er ikke en overbevisning om en række trossætninger, men er fortrolighed med Gud.

Iben Thranholm siger også:

- Troen er en viljesbeslutning. Når så mange klager over, at de ikke kan finde ud af at tro, handler det måske mere om, at de ikke rigtig kan beslutte sig for, hvad de vil, og fordi de ikke samarbejder med Gud om at få deres tro til at vokse.

Det er ikke mindst udsagnet om, at troen er en viljesbeslutning, jeg er glad for. Kristendom er et spørgsmål om at gøre sin indsats. Det vil sige at vælge, hvor man kaster sine terninger. Jeg ville kaste dem i den rubrik, hvor vi tror, at Gud er god, og Gud har en evighed, som vil bevare livets godhed trods alt det onde, der sker i verden.

Vantro er at tro, at vi ikke er velsignede og at Gud ikke vil os det godt. Jeg tror det kan hjælpe både unge piger og drenge og gamle mænd og koner at få en tro, der er tillid til at verden er et samarbejde mellem Gud og os og at vi er velsignede til at passe på alt, hvad vi får ansvar for. Ikke mindst os selv, at vi ikke maler os selv inde i et hjørne, hvor vi som arkitekter selv står for udformningen af vores liv.

Men først og sidst er det at holde sig til Jesus og lade os inspirere af ham. For han er her, som troen blandt gudløse. Det er det evangeliefortællingen siger os i dag.

Amen

En hånds berøring

Fastelavns søndag

Salmer: 380-696-678-Når vinterstorme-401-285

Kære menighed

Jeg elsker bare at læse god litteratur og når jeg sidder midt i sådan en bog, så understreger jeg igen og igen og undertiden må jeg rejse mig op og gå lidt rundt, fordi jeg lige har læst noget, jeg kan bruge i mit eget liv og som åbner andre tekster. Så er det som om jeg har fået en stor gave helt uden videre.

Jeg er rigtig meget begejstret for en amerikansk forfatterinde som hedder Marilynne Robinson. Hun skriver om livet og menneskene i en lille by i staten Idaho, hvor hun er født. Hun skriver ikke mindst om dem, som vi ikke lægger mærke til, om dem, vi sommetider overser og måske i virkeligheden ikke kan lide.

I den sidste roman hedder han Jack, som hun et sted lader tænke sådan her: "Sommetider ville jeg ønske at jeg bare var et sæt tøj og en ordentlig barbering. Ubeboet, om man så må sige."

Han er en hvid, men det går slet ikke rigtig godt for ham. En sort pige får øje på ham og de bliver kærester. „Som jeg ser det, siger hun et sted i romanen, må der være en Jesus der kalder de ting smukke, som ingen andre nogensinde ville få øje på. De dyrebare ting burde passes på, uanset hvad der så bliver af resten.“

Og se, så er vi jo lige inde i fortællingen om den blinde tigger ved Jerikos port, som disciplene ikke havde videre lyst til at lægge mærke til.

Det er en af mange sider af kristendommen. Jesus gør det igen og igen. Ser og opdager dem, som ingen vil se og være sammen med og tage alvorligt. Børnene, kvinderne, de spedalske, de syge, de overfaldne, tolderne og skøgerne. Det er en af de ting han betyder i verden den dag i dag. Og som igen og igen får mennesker til at standse op og vise opmærksomhed til dem, vi helst vil gå forbi, så meget at en amerikansk forfatterinde kan skrive om det i det 2100 århundrede.

Og hvorfor er det vigtigt. Det er vigtigt fordi forholdet til Gud afgøres i forholdet til vores medmenneske. Det er i den sammenhæng han siger ordene om at Gudsriget er nær, for nu skal det være klart, at det er den etiske fordring om at tage vare på hinanden der skal være vores opgave med at tjene Gud.

Jack i Marilynne Robinsons roman tør næsten ikke tro, at den sorte pige Della vil ham. Han er så fyldt af usikkerhed og af skyld og skam. Så står der det her i romanen, hvor han er ved at forlade hende, fordi han føler sig så ussel:

”Men hver gang han satte sig ned igen, tog Della hans hånd. Han havde ret udførligt grundet over den overordentlig store trøst der var i den hånds berøring. Endnu et teologisk spørgsmål, hvordan ét menneske kan betyde så meget for ét andet menneske hvad angår fred og forvisning, som om loyalitet var lige så virkelig som tyngdekraften.”

Det er bare så godt. Det er nemlig det, det er. Et teologisk spørgsmål, at så meget kan et menneske betyde for et andet menneske. En hånd og en berøring. Den overordentlig store trøst der er i en hånds berøring, er en gave fra Gud, det er Guds kraft og ånd der overføres, når vi rækker en hånd ud, for det betyder loyalitet, det betyder kærlighed og at kærligheden er lige så virkelig som tyngdekraften.

Kærlighed handler. Kærlighed sker. Det kan være noget vi giver. Og det kan være noget vi modtager. Det er lidt som med Gud og gudsriget. Gud og hans rige sker også. Det er noget der bliver til virkelighed, når der bliver plads til det mellem os der sidder fanget i hvert sit eget jeg-hus. Når vi er opmærksomme med den blindes opmærksomhed, når der er et værensnærvær som trygler om hjælp, så åbner vi for Guds rige. Det kan være mellem to personer som i Robinsons roman. Eller det kan være i en salme som den jeg læste fra alteret:

Herre, hos dig søger jeg tilflugt, du er den borg, hvor jeg finder redning. Og når alt er ude – også langfredag – I dine hænder betror jeg min ånd.

Vi er altså på vej ind i fasten. Det bliver vi mindet om med udgangen af den salme. Men nu skal I høre en salme, der kun er et par år gammel.

Kender jeg alverdens hem’ligheder
Ser mer’ end øjet ser
Så er jeg stadig Ingen
Hvis ikke du er her
Kan intet eksister’ og gro

Ejer jeg alverdens diamanter
Men har jeg ikke dig
Så gavner det mig intet
At vide jeg er mig
I tomhed er der ikke ro

Størst af alt er kærlighed
Den tåler alt og varer ved
Og døden selv må leve med
At størst af alt er kærlighed

- skrev Anne Linnet for et par år siden inspireret af Kærlighedens Højsang i Korintherbrevet.

Ser mer’ end øjet ser.

Så er jeg stadig Ingen.

Hvis ikke du er her.

Så er vi igen ved den blinde tigger ved porten ind til Jeriko, som var et menneske, der var tvunget til at se mere end øjet kan se, for han kunne ikke se, blind som han var, så han måtte se med sit hjerte og med hele sin ulykkelige eksistens. Han var prisgivet de mennesker som gik ud og ind ad porten, prisgivet deres gavmildhed.

Disciplene havde overhovedet ikke forstået, hvad Jesus havde sagt om rejsen til Jerusalem, at han ville blive lagt for had og ville blive mishandlet og slået ihjel – og på tredje dag skal han opstå, står der i teksten.

Jo – fordi det var den eneste måde, hvorpå Kristus for al fremtid kunne være hos alle mennesker, der som Jack og tiggeren i dagens tekst virkelig havde en dyb forståelse af deres egen fortabthed. Som var i nød og som bad om hjælp.

Men har jeg ikke dig
Så gavner det mig intet
At vide jeg er mig
I tomhed er der ikke ro

Og den ’dig’ Anne Linnet her synger om er Kristus, som kommer når vi beder om det, fordi vi ikke kan leve uden kærlighed. I tomhed er der ikke ro. Det gjorde Jakob Knudsen på akkurat samme måde i sin aftensalme:

Vær mig nær, thi uden dig
ensomhed mig truer;
vær mig nær, thi uden dig
jeg for mørket gruer!
Hold mig med din faderhånd,
så jeg dig fornemmer;
fri mig ud af mørkets bånd,
så min frygt jeg glemmer!

Og det samme gør Grundtvig endnu mere tydeligt:

Og sæt dig ved min Side!

Og tal med mig, som Ven med Ven,

Om, hvor vi snart skal sees igien,

Og glemme al vor Kvide!

Men disciplene havde ikke set det endnu, at det var på den måde ordene om menneskesønnen skulle opfyldes. De var blinde for at Jesus gennem sin død og opstandelse skulle blive den Kristus som altid ville følge os. Den blinde ved porten ind til Jeriko bliver således den sande discipel af Jesus fra Nazareth som udlæggeren af, hvem Gud nu vil være. Ikke fordi han er et bedre vidne eller har afkodet flere teologiske traditioner, men ene og alene, fordi han ved, at han intet selv har og derfor må vente sig alt af Gud.

I dag skal vi slutte med Milan Kundera, som var forfatter i Tjekkoslovakiet da Sovjetunionen slog foråret i Prag ned i 1968. Det er et citat fra hans vidunderlige bog: Udødeligheden. Han skriver et sted om kærligheden som katalysator for livet og det passer både på, hvordan disciplene skal forstå Jesu udsagn om lidelsen i Jerusalem og vores egen holdning til livet, når det også byder os på lidelse og gru. Hovedpersonen i omtalte bog spøger, som vi alle spørger i disse dage:

“Hvordan skal man leve i en verden, som man ikke billiger?

Agnes kører hen ad en stille landevej og svarer:

Kærlighed eller kloster.”

Kære menighed

Her i dag hvor vi for alvor går ind i fastetiden på en verdenshistorisk dyster baggrund med et russisk overfald på et forår, der var på Maidanpladsen i Kiev for få år tilbage og som stadig var blomstrende, skal vi tage stilling til det spørgsmål, om vi vil kærlighed eller kloster, om vi vil elske en vanskelig verden på trods af al dens ondskab, eller om vi vil trække os tilbage fra den og gå i kloster og melde os ud.

Vi må blive i den. Det er svaret. Og det kan vi med kærlighed fra Gud. Så må vi gøre, hvad vi kan fra hver vores lille plads i verden.

Må Gud give os gode ledere så vi kan undgå den store katastrofe. Vi betror os i dine hænder Gud.

Amen

Gør deres indsatser mine damer og herrer!

Septuagesima søndag

Salmer: 747 – 208 – 696 – Når vinterstorme - 474 - 373

Kære menighed

Nu hvor barnet i stalden har vist hvem han er, at han Guds søn og dermed ét med Gud, og i dag, hvor søndagen hedder søndag septuagesima, hvilket betyder den 70’sindstyvende dag før påske, skal det så handle om troen på Guds søn.

Hvad er så tro på Guds søn? Tro er naturligvis at være tro. Tro overfor livet, overfor Gud. Og så har jeg selvfølgelig kun sagt ord, som alligevel ikke siger så meget.

Nu skal I allerførst høre et lille citat fra en bog jeg læste sidste år. Det er den norske forfatter Edvard Hoem, der har skrevet om sin slægt, hvoraf mange udvandrede til Amerika i 1800-tallet, men romanen bevæger sig til sidst langt op i 1900-tallet både i Norge og hos migranterne. Der er fire bind og mange hundrede sider. De er skønne at læse. Også fordi det dengang, hvad der kommer bag på mig igen og igen, slet ikke var tænkeligt at være sammen i et samfund uden at tale om kirken og om Gud. Nu om dage taler vi ikke om Gud i samfundet på den måde. Som en naturlig del. Eller om kirken. Og alligevel var det netop den kristne tro, der gav folk mod til at rejse ud og til at vove at tage land ude i Amerikas og Canadas yderste områder. Sikke en energi de havde. Og sikke en troskab. Der kunne være nogle af mændene der spekulerede mere over troen og kunne blive ganske rundtossede af det, men så havde de heldigvis en kone i nærheden. Her kommer citatet:

"Når han ville drøfte det med Kate, indså han hurtigt, at hun ikke spekulerede over dybere sandheder af den slags. For hende var tro mere handling end ord: at gøre det gode, leve i sandhed, være trofast mod sine nærmeste og så se frem til den dag, da man skulle forlade jorden for at gå ind i den evige hvile."

Så enkelt og klart kan det siges. Hvorfor gøre det sværere end det er – selvom lige netop dét ofte kan være det sværeste af alt – at være tro. Men jeg kan lide det her citat, fordi det siger, at tro er at handle. At gøre det gode, leve i sandhed, være trofast mod sine nærmeste og så være forvisset om, at vi er rodfæstede i Guds evighed og dermed i Guds kærlighed.

Så er det bare med at få næverne op af lommen og få benene i gang og komme ud i livet og være til i udveksling med alt, hvad der foregår omkring os, gøre det for at være til nytte, ikke for at profilere os selv, ikke noget med at lyve os til at være noget særligt, men bare være den vi er hver for sig med et ønske om at bruge os selv i fællesskab og i trofasthed mod vores nærmeste. Troen er at handle i sit liv med alt hvad jeg har i mig, i fuld tillid til, at det er meningen med netop mig.

For sandheden er jo, at vi har fået et kæmpe potentiale, en umådelig stor gave, nemlig: at vi har fået livet med alle dets muligheder. Vi er udstyret med talenter og rigdomme så ufatteligt store. Troen skal afholde os fra at blive bange for livet.

Der er i livet ikke tale om, at vores talenter bliver givet under en eller anden form for lov om ligestilling. Det kan der aldrig blive tale om i eksistensens store spil. Forskellige vil vi altid være, men det er en af rigdommene, og vi skal kun leve op til de talenter vi har fået. Og vi skal ikke se på hinandens forskellige talenter og muligheder med misundelse. Der er frihed på alle hylder, det er bare med at komme ud af starthullerne.

Og det gør de to første i lignelsen om de betroede talenter. Men det er hos den tredje vi kan lære, hvad det er vi ikke skal gøre: at mistro livets gave

Den tredje tjener siger det ligeud. Livet er krævende, alt for krævende. Det er ikke bare et spørgsmål om noget for noget, det kræver langt mere. Jeg kender livet som en hård Herre, siger den tredje tjener, der også vil høste hvor han ikke har sået, og vil samle hvor han ikke har spredt noget som helst. Af frygt for livet gravede jeg mine af dig givne muligheder ned. Så her er det sølle liv, som du gav mig. Det hele. Jeg er færdig med det. Lad mig så være i fred.

Men det er jo netop fortabelsen. At sidde alene, låst inde af sig selv, og overladt til sin egen gråd og tomhed.

Og Herren siger til ham – nå så den opfattelse havde du af mig, at jeg høster hvor jeg ikke har sået, - så kunne du jo have givet det til andre, som kunne have fået summen til at vokse. Du modsiger jo dig selv.

Den tredje tjener havde slet ikke fået øje på Gud, havde slet ikke forstået, hvem Gud var, at Gud var en nådig Gud, var en gavmild Herre, som vovede at give så meget væk til sine tjenere. Guds øje i det høje er et kærligt øje. Ikke et dømmende. Hvis man har en Gud der er straffende og som kræver mere end det er muligt at give, som giver sine skabninger skyld og skam, så forsvinder glæden. Men Gud giver jo kvit og frit i kristendommen. Gud overlader det til menneskene, at navngive alle ting og at passe på hele skabningen. Værsågod – det er jeres ansvar.

Den tredje tjener kunne ikke få øje på glæden ved opgaven eller ved livet i det hele taget. Han var blevet selvkredsende, tænkte kun på sig selv, at livsgaven og livsopgaven ikke skulle tage kræfterne fra ham, for det ville nok ikke gå godt alligevel.

Ikke at tro er altså at tænke om livet, at det er alt for krævende. Ikke at tro er lade livet stå foran én som en kæmpe risiko og en modstander og ikke turde give sig i kast med det. Ikke at tro er ikke at have tillid til livet selv.

”…at gøre det gode, leve i sandhed, være trofast mod sine nærmeste og så se frem til den dag, da man skulle forlade jorden for at gå ind i den evige hvile”.

At sige trosbekendelsen, at sige Fadervor, er at sige tak for livsgaven og dermed forstå, at vi kun kan være i et forhold til Gud når vi samtidig husker, at vi skal elske Gud og vores næste som os selv. Udveksling med vort medmenneske. Uden frygt.

Ved at ville livet med andre og i udveksling med andre kan vi nemlig godtgøre den store gave livet er, i en videregivelse af det modtagne. Vi er blevet noget betroet. Det skal vi naturligvis give videre af. Og så modtager vi også og livet vil vokse og blive stort.

Vi bliver først os selv ved at blive mere end os selv. Den tredje tjener blev aldrig andet end sin egen mistro og glædesløshed i sit eget mørke. De to første blev rigere og rigere på glæde og mening med deres liv.

Den kristne tro vil forvandle os fra at være store dumme egoer til at være et socialt selv, der er åbent for andres liv. Guds rige er i mellemrummene imellem os. Gud er iblandt os som muligheden for at nå hinanden.

Vi må leve så meget i troen, at Kristus flytter ind i os. Kun via ham kan vi nå længere i den opgave det er at blive et socialt selv.

Tænkte vi os til en fjerde tjener i lignelsen, som ligesom de to første modtog to eller tre talenter og som dem satsede det hele, men tabte fordi livet slet ikke er nemt, så ville Herren sige det samme til ham, som til de to, der fordoblede Herrens talenter. Godt du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde. Den fjerde i lignelsen er den fortabte søn, som havde modet til at blive skyldig.

Måske ligger der endnu en visdom gemt i fortællingen, nemlig den, at når vi vover at investere kærlighed og hengivenhed i livet, så får vi ofte dobbelt ud af det, fordi det fordobles i samværet med den anden. For at vove livet er at komme ud af sig selv og sin egen lille verden og ind i en andens liv og så vokser det.

Så kom jeg til at huske på Benny Andersens fine ord: livsfordobler som han skrev i sit digt til hans elskede Rosalina.

Jeg mødte dig som en fremmed
men fandt ud af at du kendte mig
bedre end jeg selv

Du førte mig på opdagelse i mig selv
du kendte genveje
til oversete udsigter
undersete koralrev
Hvad der på mit kort stod opført som
BLIND VEJ
viste sig at føre til sindets største
og kærligste lufthavn

Min livsfordobler
mit hjertes indvandrer
med lidt for vide
let slaskende horisonter
omfavner jeg dig
i denne fortrolige forårsnat.

Så gør deres indsatser mine damer og herrer.

Det er det troen handler om, for troen er tillid til Gud, at han kan klare, at vi taber og vinder, når bare vi satser.

Amen

Kom i den sidste nattevagt

4. s. e. helligtrekonger

Salmer: 752-264-582-22-474-401

Kære menighed

I dag kommer min prædiken til at handle en del om Grundtvig. Det er fordi jeg læser Finn Abrahamowitz bog om ham og det begejstrer mig somme tider så meget, at jeg ikke kan lægge bogen fra mig om aftenen. Forleden aften var jeg nået til en af hans store kriser, den i 1843 og 1844. Han er fyldt de 60 år og han tror, at det er så alvorligt, at han ikke kan leve længere. Angst og frygt og tvivl martrer ham. Er han kristen? Hans datter Meta passer ham kærligt og trofast og trøster ham.

Han har lidt af tunge tanker eller af det vi kalder en depression nu om dage i alle sine år. Ikke mindst i 1810 i Vindbyholt kro på vej ned for at overtage farens job i Udby sogn. Da han var kommet ud på den anden side den krise, skrev han følgende til en ven:

“Gud er uforanderlig kærlighed over for mig, dét er hans løfte; det er bare mig, der er foranderlig, omskiftelig, svingende i mit sind. Jeg vil herefter ikke bygge på mine egne følelser om Gud, men på Guds trofaste pagt med mig i dåben...”

Det er sådan et fint udsagn. Jeg holder af den tekst og har foreløbig sat den øverst på min side på Valgmenighedens hjemmeside, Præstens arbejdsværelse, kalder jeg den. Der er noget beroligende og enkelt ved den tekst. Jeg er foranderlig, omskiftelig, svingende i mit sind, siger Grundtvig. Og hvem kan ikke sige det samme. Hele tiden lever vi i modsætninger. Den største er naturligvis liv og død, men ud af den modsætning kommer alle de andre, tro og tvivl, kærlighed og had, tillid og mistillid, håb og mismod. Han er en levende mand, Grundtvig. Han er et menneske. Det er det jeg kan lide. Han kender omskifteligheden i sit sind. Og han erkender det.

Altså det handler om troen. I mange af de samtaler og diskussioner jeg har med kolleger og venner for tiden handler det igen og igen om troen. Kan vi med Grundtvig bare én gang for alle fastslå, at vi kan høre trosbekendelsen og vide, at Gud er uforanderlig, at det står ved magt, at vi med dåben har klaret den sag af? Kan vi tro så meget at vi aldrig står udenfor troen? At tvivlen ikke stikker sit hoved frem? Og hvad nu hvis vi tror så meget, at vi aldrig tvivler, er vi så blevet fundamentalister?

Det er her, jeg holder af første sætning: Gud er uforanderlig kærlighed over for mig, dét er hans løfte. Slut og stop så med at tænke mere. Men sådan foregår det jo ikke.

Og nu kommer jeg til forleden aften, hvor jeg var nået til krisen i 1844. Da skriver han endnu et vers til sin salme At sige verden ret farvel. Det dybe og elskede vers 6:

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!

Første linje siger “sidste nattevagt”. Det er hundevagten, ulvetimen, dén vagt der begynder længst ude i natten – og ender med det befriende morgengry. Men det er også et skjult citat, der åbner hele verset. Det er dagens tekst. Efter bespisningen af de 5000 i ørkenen går Jesus op på bjerget for at bede. Disciplene sejler langt ud. De må kæmpe mod bølgerne, for vinden var imod. “Men i den fjerde (den sidste) nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: “Det er et spøgelse,” og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”

Disciplene var i livsfare på den hårde sø. Det var ude i natten og næsten bælgmørkt. De skreg af frygt; deres angst var tæt på dødsangst – indtil de genkendte ham. Men hvad nu, hvis de ikke havde genkendt ham? Hvad så!

Grundtvig havde i sin sjæls mørketid den samme angst. Han beder så dybt, han kan i sin sjælekvide: Kom til mig som én, jeg genkender. Sæt dig ved min side, næsten som datteren Meta sad ved hans side.

Finn Abrahamowitz skriver:

”Allerinderst eller allerdybest i Grundtvig – så dybt som man kun kommer i en depression – er der den samme angste klang, der altså må have været der i alle årene. Det er hovedmodsætningen livet – døden, men for at kunne forlige sig med døden, mørket, løgnen, må der være troen. Når den mistes, mister Grundtvig alt.

Der er somme tider et sted et lille barn, der var faret vild og ikke kunne finde hjem, når hjertet skjalv og gråden randt, og verdens bølger bruste. Dette lille barn er det, der trygler, kom sæt dig ved min side!”

Så vidt Finn Abrahamowitz. Sommetider må vi opgive hovmodet og selvsikkerheden og blive et lille barn, der er faret vil og ikke kan finde hjem.

Men der er jo endnu en fantastisk scene i teksten med Peter, som er trøstende for os der kender tvivlen og hjælpeløsheden, som barnet.

Her træder Jesus frem igen. Det er fjerde søndag i epifanitiden. Her viser han sin almagt. Han kan gå på vandet og har magt over stormen! Men det er ikke for at vise sin almagt han gør det. Det er for at hjælpe Peter, der pludselig ser faren ved at træde Jesus i møde ude på den farlige bølge. Peter ser – ligesom senere Grundtvig - lige ind i døden og så mister han troen. Jesus er der for at række hånden ud mod Peter og mod de andre i båden og mod ethvert menneske for at holde det fast over den svimlende afgrund.

Men der er mere endnu. For Jesus er ikke en, der er kommet udefra for at hjælpe Peter og os, han er ikke kommet for at bryde ind og lave undere i vores liv, nej – han er kommet for udefra for at gøre vores liv til en del af hans liv, af Guds liv.

Det er stadigvæk barnet fra julenat. Det skal vi altid huske, hvis folk spørger os, om vi kan tro på Guds almagt, så at sige, at vi kender først og fremmest Gud gennem et lille barn i en krybbe i en stald og et menneske, der må lide på korset for sin opfattelse af Gud.

På korset rækker Gud ud sidste gang for at vise os, at Gud er kommet for at gøre vores liv til en del af ham selv. Og han understreger det ved at vise sin magt over døden påskemorgen.

Det ender godt. Den bedste vin er gemt til sidst.

”og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!”

- digter Grundtvig og finder igen håbet, fordi livet har fået evighed af Gud. Vi har rod i evigheden og bliver der, som barnet der endelig har fundet hjem.

Sådan rækker Gud os sin hånd livet igennem for at vise os sin forbundethed med os. For at vi skal blive en del af ham. Nu er vi hans børn.

Jeg holder bare så meget af Jørgens Michaelsens salme, som vi netop sang og som var lidt svær at synge. Men især holder jeg af vers 3, som genfortæller det hele:

Vi bæres til dåben,

Og armene om os

Bekender: vi tror.

Vi bæres af et andet menneske. Og af den der sætter sig ved os. Det kan Grundtvig også finde sig selv i, da han skrev Sov sødt, barnlille.

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.

Det er bare det bedste vers vi kan synge for barnet i vugge og i senge og for os selv, når vi alligevel mærker at livet byder os på høj bølgegang og svimlende dybder af frygt og afgrunde af tvivl. Engang i mellem vil vi tvivle. Engang i mellem vil vi tro. Vi er bundet af vores foranderlighed, men også bundet til den uforanderlige Gud.

Amen

Husholdningens problemer og gudsrigets

2.s.e. helligtrekonger i Mellerup

Salmer: 735-308-596-441-474-8

Kære menighed

Nu har vi tre tekster. Den første tekst fra gamle testamente fortæller, at vi lever i et gudsforhold, at vi er krop og sjæl og ånd, og at den ånd søger meningen med det hele. Kong Salomo havde centraliseret den søgning til sit tempel i Jerusalem. ”Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!”

Det er bemærkelsesværdigt at lægge mærke til, at ånd og sandhed hører sammen. I ånden fortæller vi til Gud hvad vi har svært ved at forstå hos os selv, men vi vil gerne kende sandheden. Derfor tilføjelsen: og tilgiv! Det er derfor gudsforholdet bliver så personligt.

Når vi læser i Bibelen læser vi især om os selv. Ikke af selvoptagethed, men for at være et sted, der taler sandt om os og for at forundres over dybe åndelige virkeligheder, vi er forbundet med. At vi kan tænke og tale med den skaber, som oprindeligt blæste sin ånd ind i os.

Længsel efter kærlighed, livsglæde, skønhedssans og stræben efter sandhed – ja meningen med det hele – og ikke mindst vores tendens til at forråde det hele. Det er det vi må tale med Gud og hinanden om.

Hos apostlen Johannes, der kender trosbekendelsen, kommer evigheden med. Vi er i troen på Kristus forbundne med Gud så vi nu er Guds børn i evighed.

Det vil sige ånd og sandhed har evighedsværd. Det var det Jakob Knudsen mente med udtrykket at levet livet evigt. Det er kernen i alt han skriver om, det vigtigste, at have rod i evigheden hos Gud. Det har vi kun så længe vi kan tale sandt med et andet menneske og med Gud.

Nå – men nu kommer vi så til dagens vidunderlige tekst fra Johannes evangeliet. Nu viser Jesus sig for en tilfældig kvinde i Samaria. Vi er i epifanitiden i kirkeåret. I julen blev Jesus født, nu viser han sig for mennesker, viser, hvem han er.

Og teksten er vidunderlig fordi den spiller på det vi kender så godt, at der altid i næsten alt, hvad vi taler sammen om, er et dybere lag. I mødet ved brønden i Sykar handler det om nogle af de mest basale livsforhold vi kender, overlevelse. Det kan vi ikke uden det livgivende og livsopholdende vand.

Men i løbet af mødet ophæves forholdet mellem krop og ånd. Det er eminent gjort. En sandhed om kroppens basale krav om vand bliver til åndens basale krav om sandhed og mening med alting.

En kvinde går ud til en brønd for at hente vand. Hun gør det hver dag. Ved brønden sidder en vejfarende. Han er træt og tørstig. Det er i middagstimen. Da kvinden kommer hen til brønden, siger han: Giv mig noget at drikke.

Det er en ganske ualmindelig situation, fordi den vejfarende overhovedet værdiger hende, en fremmed kvinde, et ord, men der skal bare falde to replikker mere, så er kvinden kommet i den mest omstyrtende og uforudsigelige samtale, hun nogen sinde har deltaget i.

Hvordan kan du, en jødisk mand, spørge mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke? Replicerer hun.

Og nu skifter Jesus til et dybere lag i samtalen, for han har et budskab han skal af med.

Kvinden er i gang med at løse husholdningens problemer, Jesus er i gang med at løse Gudsrigets. Godt nok er han tørstig, men ikke mere end at han har lyst til at tale med kvinden om vandets betydning i en åndelig sammenhæng. Han ved at der i menneskelivet er brug for langt kraftigere næring og drikkelse end det, den daglige husholdning fremskaffer.

Så han svarer hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«

Og nu går kvinden med på samtalen, fordi hun aner, at der er ved at ske noget usædvanligt. Hun ved godt at vand ikke bare er vand, for vandet i brønden har en historie. Den ligger på et stykke jord som patriarken Jakob har ejet. Og det er hun bevidst om. Det har en symbolsk betydning for hende og hendes by. De har via brønden del i en lang og livgivende historie.

Og nu ser Jesus sammenhængen, som han kan bruge for at komme med sit budskab. Som traditionen kan være livgivende, så vil det, der nu er ved at ske, være af endnu større betydning.

Derfor svarer han: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«

Det vand vil kvinden gerne have, siger hun.

Men den trætte vejfarende ser så dybt i kvinden, at han kender hendes mærkelige omskiftelige kærlighedshistorie. Fem mænd har hun haft. Og ham hun lever sammen med nu, er ikke hendes mand. Så kvinden har med hensyn til kærlighed tørstet og drukket og tørstet hele sit liv.

Nu forstår kvinden for alvor at det ikke er husholdning de sidder og taler om. Og hun forstår at den vejfarende er noget helt særligt. Og nu er målet næsten nået for Jesus. Nu kan han snart vise sig som den han er, åbenbare sig om Guds søn, som Messias.

Så kvinden vil hellere end gerne tale om templet i Jerusalem, om det virkelig kun er dér man kan tilbede ret. Og Jesus er – det ved vi jo – han er nu Guds tempel, det er i ham, i en levende vejfarende at vi møder Gud og kan lære at tale i ånd og sandhed.

”De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed” siger Jesus til hende. Og hun er som ethvert menneske optaget af sit liv og sit forhold til Gud og hun har også hørt, at jøderne venter Messias.

»Når han kommer, vil han fortælle os alt.« - siger hun.

Og nu kommer klimaks i samtalen.

Jesus sagde til hende: »Det er mig, den, der taler til dig.«

I en hverdagsagtig samtale mellem to mennesker møder Jesus hende på samtalens vilkår, når begge parter er med på at tale om basale livsforhold, der som vand er nødvendige, men også at tale om det på et dybere plan, at det er et basalt livsvilkår at vi ønsker at kende sandheden om os selv og vores forhold til Gud.

Og kvinden løber tilbage til den by, hvor hun måske nok ikke er den, de ser allermest op til, fordi hun ikke ligefrem havde levet op til større troværdighed med alle de mænd, hun har haft. Men det er hun revnende ligeglad med og hun kommer til steder i byen hvor hun tidligere har skjult sig og siger, at nu skal de komme ud til brønden. »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« Sådan siger hun. Og de drager derud. Og Jesus bliver to dage i byen og folk kommer til tro på ham.

Og evangeliet er på vej ud i verden. Vi kan glemme alt om at finde den rette kirke og det rette tempel, for Gud findes ikke i templer, men i det menneske der kom til jorden julenat.

"Det er derfor Jesus, jøden over alle andre jøder, må henrettes, lægges i gravens stenhule og sprænge den påskemorgen. Først da er ånden sat fri til at virke på ethvert sted i verden. Først da er vandet fra fædrenes brønd løftet så højt op, at det som levende vand kan strømme igennem enhver som tror."

Sådan skriver Erik A. Nielsen i Kristendommens retorik (som var inspirator til skrivningen af denne prædiken).

Og derfor kan vi holde gudstjeneste med dåb i vand med alle vandets betydninger og holde nadver med alle brødets og vinens betydninger og vide at sakramenterne er sande og realistiske akkurat som vort åndelige liv er det.

Amen

Når vi søger Gud, søger vi meningen

Helligtrekongersdag i Mellerup

Salmer: 712-101-136-138-474-117

Kære menighed

Nu kan vi bruge helligtrekongersdags aften til at tænke på gaven vi fik julenat. En gave som bare har fået så stor en betydning, og som har ændret al samtale for altid om religion og om hvad det vil sige at være et menneske.

Gaven julenat var at Gud kom til jorden i et menneske som fortalte lige ud ad landevejen om at Gud ville være rammen omkring vores liv. En ramme fyldt med kærlighed og med barmhjertighed, men også med krav til os om at give det videre til dem, vi har ansvar for. Både kærligheden og barmhjertigheden.

Livet er ikke tomt. Det er budskabet helligtrekongersaften. Himmel og jord er forbundne. Ikke den kosmiske himmel med milliarder af galakser og deres stjerner, men den himmel som er svaret på vores bønner til Gud om at give os en retning og et mål i vores liv, en mening. Det var en af de ting, som jeg blev gjort opmærksom på af en kollega i København, Pia Søltoft hedder hun, og som jeg ikke har glemt men arbejdet med igen og igen siden. ”Man kan sige,” sagde hun i en radioudsendelse, ”at når vi søger Gud, så søger vi meningen.”

Og altså også omvendt, når vi søger meningen af et sandt hjerte, søger vi efter Gud.

Det er spændende synes jeg. Hjertet får ro når vi finder meningen med det vi ikke kan samle selv. Så får vi mulighed for en åbning mod Gud, som vi ikke kunne tænke på selv. Når vi ser mod himlen eller går ind i vores lønkammer og beder til Gud, så beder vi om en mening med vort liv sådan som det er blevet. Med dets lykke og dets ulykke. En vej frem. En åbning. Vi beder om lys over vores liv. Vi beder til det inderste, den ultimative virkelighed, kan vi kalde det. I bønnen er min indre stærkeste virkelighed og min ydre stærkeste virkelighed forbundet. Jord og himmel forbundet. Når vi beder til Gud, er der skabt et rum for resonans mellem jord og himmel. Den himmel, hvor Gud er, er ikke tom og kold. Svaret er blandt andet teksten til i dag:

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

Den værste blindhed vi kan have er den blindhed, som gør os blinde for håbet og for kærligheden og for troen. Det er den triade, tro, håb og kærlighed som kan fylde os når bare vi stiller os rigtigt og har samme vilje som de vise mænd, der vandrede efter lyset.

Men altså stadig huske på, at det var Gud der kom til os i et menneske for at være med os. Det er så uforståeligt, som det næsten kan blive. Gud gør det for menneskelivets skyld. I kristendom handler det om menneskelivet her og nu. Kristendom er oplysning af vores liv, når vi er kommet til at vandre i mørket. Så vi kan blive vist hen til lyset som er håb, som er tro, som er kærlighed.

Kære menighed

Nu er jeg bange for at jeg begynder at sige ord på ord, som bare følger af hinanden. Og det bliver man ikke nødvendigvis klogere af. Det ender bar også med at I sidder og falder behageligt i søvn. Derfor skal I høre om en bog som virkelig foruroligede mig. Det var den novellesamling som fik Nordisk Råds litteraturpris for et par år siden og dér var det ikke mindst hans takketale, som skabte røre om ham. Danske Jonas Eikas ’Efter solen’. Det var et stærkt møde med noget, som jeg ikke selv kan genkende i mit eget liv, men som jeg nødvendigvis må acceptere og som jeg ikke skal gøre mig klog på.

Alle novellerne er en illustration af desperate mennesker i en omskiftelig verden, vi er ved at miste kontrollen over, men som vi gerne vil redde. I en af novellerne tænker hovedpersonen, der sidder i en fattig kirke i en fattig forstad til London, at han føler sig utilstrækkelig på alle måder og tænker:

”- ikke at kunne give verden den betydning igen som jeg vidste den havde, også for mig. I mange timer sad jeg og mærkede det fravær, og det gjorde ondt ind i knoglerne som om de smuldrede.”

Det er stærkt at læse. Bogen hedder altså ’Efter solen’. Verdens lys er rent faktisk slukket. Gud er død. Og jeg tænker at der er mange unge mennesker, som ikke har fået rammer om deres liv på den ene eller anden måde og derfor har ondt langt ind i knoglerne som om de smuldrer.

Man skal ikke kimse ad den ny litteratur, som ikke er let at læse og som kan direkte være ubehagelig at læse, men den fortæller noget om den verden vi lever i – som kan være meget forskellig for vores børn og deres børn.

Hvad kan kirken sige ind i den verden? Hvordan skal vi oversætte: Jeg er verdens lys? Hvad betyder det?

Jeg tror det i høj grad er vigtigt at vi samler om os om traditionen i en stadig oversættelse. Derfor kan jeg lide Pia Søltofts ord om at det er meningen, vi mener når vi taler om Gud. Det er helt nødvendigt at vi bliver ved med – ikke bare at gentage ordene – men give dem indhold så vi kommer til at spille med i det billede af verden, som vores børn og børnebørn lever i.

Det er karakteristisk for Bibelens tekster, som jeg ser dem, at de selv lægger op til at lade sig nyfortolke, uden at man af den grund eliminerer tidligere fortolkninger, læste jeg i et interview med forfatteren Ida Jessen.

Det er vores opgave. Hvordan den skal løses ved jeg ikke men jeg tror det handler om forholdet mellem det indre og det ydre. Jesus er lidt inde på det i sin tekst, hvor han siger: I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen.

Det er bare en fantastisk sætning, som åbner for en dybere forståelse. Religion betragtet som noget ydre er overholdelse af renhedsforskrifter og rituelle regler og al den slags, som jødedommen var blevet.

I vores samfund har meget i mange år handlet om det ydre liv. Måske alt for meget. Måske har vi glemt det indre. Glemmer vi sjælen til fordel for det ydre liv med fremgang og sikkerhed materielt alene, så bliver der et tomrum. Hvis den indvendige side af livet, hvor troen og tilliden bor, bliver mindre end den udvendige side, så ved vi til sidst ikke hvordan vi skal udfylde tomrummet, der skabes når forskellen bliver for stor.

”… ikke at kunne give verden den betydning igen som jeg vidste den havde, også for mig.”

- skrev Jonas Eika. Det er et udsagn om tomrummet.

Vi må simpelthen strenge os an i kirken, så vi kan få et sprog som er en stadig nyfortolkning af julens budskab og gave til os om at Gud vil være verdens lys og ramme om vores liv.

Det er en bredere plan for vores arbejde i kirken vi har brug for. Det er ikke nok bare at sige ordene.

Så derfor vil jeg godt tage fat i epistlen, som jeg læste:

”Mørket viger, og det sande lys skinner allerede. Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket.”

Når Gud lader sig føde som et menneske julenat, så er det fordi det er godt og vigtigt at være et menneske. Det er godt at have en krop. Men der er forhold, som vi ikke må glemme. Vi har et ansvar. Det følger med krop og sjæl. Vi må have den kristne etik med i skolen igen. Og i konfirmandundervisningen så det ikke kun bliver klippe/klistre alt sammen.

Og så får vi med etikken og kærligheden en ramme om vort liv som giver os glæde, men også ansvar. De to er hinandens gensidige. Vi må have solen med igen. Det skal ikke være efter solen for dem vi har ansvar for.

Kære menighed: Godt nytår!

Amen

Øjeblikke af nåde

Juleaften i Mellerup

Salmer: 94,120,,99,121

Kære menighed

Så kom endelig juleaften med al sin forventning og glæde. Og der er bare sådan en brug for den i år. Nu vil vi glæde os i aften og i morgen fordi den allerbedste nyhed er, at Gud vil os. Vi skal ikke frygte, men glæde os. Vi bærer ikke os selv og vort liv alene. Gud vil være med os.

Og sidder vi alene fordi vi er bange for at være sammen med andre på grund af pandemien, så er der alligevel så meget at glæde sig over.

Hos amerikanske Elizabeth Strout læste jeg noget, som jeg selv vil stræbe efter at gøre. Hun skriver om et par der går i en kirke til en julekoncert, og sidder nu på bænken, og så hedder det:

"Houlton tænkte, mens hun rykkede sig lidt i sin dejlige sorte overfrakke, at livet trods alt var en nådegave – at noget af det der fulgte med at blive ældre var at vide at så mange øjeblikke ikke blot var øjeblikke, de var nådegaver. Og egentlig var det så dejligt at folk fejrede denne mørke tid på året med en sådan inderlighed. Ligegyldigt hvad folks liv indeholdt, så følte folk sig alligevel tilskyndet til at feste fordi de på hver deres måde vidste at livet var værd at fejre."

Så vidt det jeg læste, men jeg synes det er så rigtigt. Lige nu midt i den mørkeste tid tænder vi lys og ved, at livet er værd at fejre. Og så især det her med at tænke tilbage, især som ældre, og vide at så mange øjeblikke ikke blot var øjeblikke, men var nådegaver.

Dem skal vi glædes over i aften, sammen og alene, og vide at der var så meget mening i dem. Øjeblikke af lys, som stadigvæk lyser, når vi tænker på dem. Øjeblikke fyldt med dyb glæde og som stadig fylder os med taknemmelighed. Øjeblikke fra vores barndom som stadig lyser for vor fod. Øjeblikke hvor vi ser vores børn og andre få karakter og lever på en sådan måde, at det kalder på en næsten uoverkommelig glæde.

Forfatteren Niels Brunse skriver et sted om de øjeblikke.

- Jeg har undertiden oplevet tilstande, hvor jeg uden nogen ydre grund pludselig er blevet ramt af en stor glæde. Det er som om selve lyset omkring mig får et varmere, stærkere skær, og det jubler stille inde i mig. Det varer højst et par minutter. I mine egne tanker kalder jeg det, der når mig, for “nåde”.

- Det er en meget meningsfuld oplevelse, der ingen mening har; det fremkalder ingen syner, det løser ingen problemer og giver mig ingen ideer, men jeg kan ikke undgå at føle det som et strejf af Guds tilstedeværelse, og det er alt andet end dømmende, skræmmende eller formanende. Tværtimod føler jeg mig i sådanne øjeblikke betingelsesløst elsket af et eller andet, jeg ikke kan sætte noget andet ord på end Gud.

Det er bare så fint skrevet. Og det er herligt at de to forfattere. jeg nu har nævnt. begge bruger ordet nåde om de øjeblikke. På den måde er Gud også i verden som en virkelighed. På alle de måder, hvor vi oplever at vi at se meningen i et barns øjne, mærke det i den elskedes hånd, føle båndet til et andet menneske, er Gud til stede som en virkelighed.

Det er præcis det vi fejrer i aften, at Gud blev nær og virkelig i vores liv. Han er ikke en fjern og urørlig Gud. Gud blev i julen menneske.

Det er det stor glædelige budskab. Da jeg engang i Sct. Mortens kirke havde en af koristerne til at læse juleevangeliet, sluttede han spontant med at sige: Med kærlig hilsen Gud!

Der er så mange der i disse år gerne vil sige, at de tror. Men at de tror på Gud, er svært for dem at sige. Men at de er del af noget større. Det er er ok. Men den treenige Gud. Det er besværligt. Det er ikke nemt at have med at gøre. Og så er det bare i virkeligheden meget enkelt.

Det vi fejrer i julen, er at Gud bliver menneske. Og nu kommer der noget rigtig vigtigt, som jeg først fornylig for alvor selv forstod: Læren om treenigheden skal først og fremmest ses som en løsning på et problem, nemlig det problem, at Gud ellers let bliver så fjern, at det lige så godt kunne være løgn, at der er en Gud.

Monoteismen, altså at der kun er en Gud, kommer allerstærkest til udtryk i Islam, hvor Gud er ganske fjern og kun kan ses i Koranens ord og love. Og deres hellige skrift Koranen er ret beset et langt opgør med de kristne samtidige, som de havde lært så meget af.

- I Skriftens folk! Gå ikke for vidt i jeres religion! Sig ikke andet end sandheden om Gud! Messias, Jesus, Marias søn er kun Guds udsending. Så tro på Gud og Hans udsendinge, og sig ikke: ’Han er tre!’ Hold inde! Det vil være bedst for jer. Gud er én gud.

- sådan står der i Koranen.

Også jødedommens gudsbillede er strengt monoteistisk, men der er sprækker i strengheden, for Gud følger sine mennesker, besøger dem hist og her, når Gud har noget på hjerte eller har noget vigtigt at fortælle dem.

I kristendommen viser Gud ganske enkelt sin menneskelige side i Jesus og kommer dermed til syne og helt tæt på i vores liv. Humaniteten kommer ind i gudsbilledet.

Det er det vidunderlige vi fejrer julenat. Der var nogle tidlige teologer, der var modige nok til at stå ved det på et kirkemøde i byen Nikæa i år 325 og som vedtog, at Guds Søn er ”af samme væsen som Faderen”, og da gjorde de netop det, Koranen trehundrede år senere skulle fordømme på det kraftigste: De gjorde Jesus ”lige med Gud”. De ophøjede noget lavt og jordisk – et kødeligt og dødeligt menneske – til Gud.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, - hører vi i trosbekendelsen levende ord. Det er mødet mellem himmel og jord. Det er Gud der går ind i det menneskelige for at vi skal blive, hvad vi var bestemt til. Mennesker i Guds billede. Mennesker som ikke kan undvære tro, tillid og håb; livslyst, glæde og kærlighed. Mennesker af ånd. Det er det vi lever af og på.

Knausgård spørger i sin seneste roman:

- Tilbedelsen af Jesus var som en helliggørelse af os selv, var det ikke? At Gud blev en af os. Var det måske begyndelsen på den totale menneskeliggørelse af den tilværelse som vi havde nu?”

Kære menighed

Det er her det hele begynder at blive så spændende. Er kristendommen begyndelsen på den totale menneskeliggørelse af vores tilværelse? Helliggørelsen er vores arbejde med at blive Kristus lig, altså for alvor blive kristelige. Det er den store plan Gud har med os.

Vi har nu fred med Gud, og Gud trøster og giver os lysøjeblikke som pant på sin kærlighed til os, men Gud lader os ikke i fred. Han har en opgave til os, at vi skal være til for vort medmenneske.

Decembernat.

Engle slår vingerne ind og lander

forsigtigt i menneskesind.

- skriver Iben Krogsdal i en salme.

Vi skal gemme englene i vores sind, gemme deres budskab om at der findes en Gud, som vil være med os.

Og vi skal huske den sultne, den tørstige, den fremmede, den syge, den fængslede. Vi skal menneskeliggøre vores tilværelse. Det er det Gud ønsker af os.

Glædelig jul

Amen

Dannelse til evigheden

3.s. i advent i Mellerup med Indsættelse

Salmer: 754, 74, 85,,80, 474,87

Kære menighed

Se, jeg forkynder jer en stor glæde, sagde englen til hyrderne julenat. Det skal vi snart høre igen, for nyheden er stadigvæk sand og lige vigtig, at Gud vil høre sammen jorden. Og alting falder på plads mellem Gud og mennesker. Men det er en lige så stor glæde at få lov til at begynde en gudstjeneste her i Mellerup valgmenighedskirke med Jakob Knudsens morgensalme, hvor han begynder som englen: Se, nu stiger solen af havets skød.

Jakob Knudsen skrev den i forgangne uge for 131 år siden. De fire første vers den 6. december, den 7. skrev Knudsen det femte og dagen efter de to sidste, fortæller biskoppen i Århus i sin bog: Vær mig nær. Han har ikke kunnet undgå at se prædiketeksten til 3.s.i advent i den anden tekstrække. Zakarias lovsang.

Salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen, gør et sted opmærksom på sammenhængen. Hun siger om salmen: ”En god salme kan føre os fra et sted til et andet. Og gennem Knudsens smukke ord synger vi os fra en almindelig solopgang til et opstandelseshåb. Den bevæger, men den bevæger sig også. Den begynder med den almindelige morgen, men ender ved det evige liv som en slags evig solopgang. Det kan man sagtens blive rørt af uden at være bibelstærk nok til at kende Zakarias’ lovsang.”.

For mig, der nu får lov til at stå på samme prædikestol som Jakob Knudsen gjorde den gang for 131 år siden, sker der noget, jeg kun kan møde med stor ydmyghed og med stor glæde og taknemmelighed. Og hans morgensalme vokser og bliver endnu mere autentisk for mig.

Den samler noget jeg har arbejdet med alle mine år som præst og som handler om at sætte ord på, hvorfor netop den salme har kunne give trøst ved så mange begravelser. Og givet mod til lige så mange, når livet var bedst og værst. Det er præcis det her med at den bevæger og flytter sig og bevæger og flytter os. Den begynder med den almindelige morgen, men ender ved det evige liv som en slags evig solopgang fra det høje.

Det er bare så godt. Vi får at vide, at vi ikke skal bære vort liv selv. Meningen med vort liv handler ikke om os selv. Vi bliver kun os selv ved at blive mere end os selv. Ved at blive en del af de andre. Sådan har Gud skabt os. Vi skylder andre en del, for at sige det ligeud. Det må vi råde bod på så godt vi kan. For vi har fået livet af dem. Men livet bærer vi ikke selv, når vi tør tro på, at vi er gudskabte på den måde. Så er det bare med at klø på med at leve. Knudsens morgensalme er som en sejrshymne, der viser, at mørket er brudt, og lyset har vundet.

Han skriver et sted om at leve livet evigt. Hvad han egentlig mener med det ved jeg ikke helt, men jeg arbejder på det. Nu har jeg jo lyst til at arbejde med ham de næste år. Så længe jeg får lov. Men foreløbig tænker jeg at leve livet evigt betyder noget med, at vi primært skal bruge allerflest kræfter på at arbejde med det i vores liv, der bliver her, når vi ikke selv længere er her. Et smil som vil blive husket, et hjerteligt blik på en anden, en glæde, en holdning, en tro, et vidnesbyrd om at det går an at leve. En håndsrækning til en i nød, et forsvar for en anden. Et digt som udtrykker min taknemmelighed. At øve sig i at være til for andre. At skrive en lovsang som kan inspirere andre som Zakarias og Knudsen gjorde. Altså hele tiden overveje, hvad der betyder noget. De andre. Vi lever i en dannelse til evigheden. For det er der, det hele samles. Det er der meningen med det hele bliver tydeligt, når vi er sammen der.

Jeg drømmer om, at det kan være et af mine mål med mine prædikener her i kirken: at forsøge at indkredse, hvad det vil sige at leve livet evigt, hvad dannelsen her i kirkerummet søndag efter søndag søger at give os. At skærpe vores blik for det, som kommer til at give alting farve og betydning. Så al mørkhed og sjælevé svinder. Altså vi må forbinde os med Gud og de mennesker Gud sætter ind i vores liv. Det er der meningen med livet er. Det er det vi skal gå efter. Og der er mange veje til det.

Der er bare så mange ting i gang i vores samfund hos mennesker i alle aldre. Og det er godt. De unge skriver tekster til sange som forsøger at ramme det, der bliver tilbage når alt andet er glemt. Det i os, der overlever, når vi selv er døde.

En nutidig sangskriver er Peter Sommer. Jeg sidder lige nu og læser en bog om bl.a. ham og andre fra Skanderborg, som hans kone Marianne Verge lige netop har fået udgivet på Gyldendal. Det er god læsning. Hver morgen når de sidder og taler sammen og hun optager samtalen. Tænk bare at være så koncentreret om at leve sit liv med indhold! Hun lader Peter Sommer sige:

- Jeg ser mig helst ikke tilbage. Kun efter dig. Jeg vil fremad. Og jeg får dårlig samvittighed overfor livet, hvis jeg spilder for meget af det på at være trist, utilfreds eller doven. Så må man i gang med at fabrikere nogle sange. Sætte noget i bevægelse.

Eller det her:

- Det sidste jeg tænkte på inden jeg sov, var, at jeg altid søger opad, er kærlighedssøgende, vil, at troen er bedre end det modsatte.

Det kan jeg lide. Det at han stræber opefter efter i sine tekster. Så lige det sidste jeg læste forleden:

- Du kan ikke regne med at blive elsket hver dag, men du kan sætte dig ned med et stykke papir foran dig og skrive dine drømme ned eller skrive om det, du ikke formår…

Det jeg så godt kan lide hos ham, er at hans livsprogram ikke bare er at realisere sig selv. Han har et større mål. Jeg synes det er så smukt at han skriver, at han føler dårlig samvittighed overfor livet. Så må man i gang med at fabrikere nogle sange. Du kan skrive det ned og minde dig selv om, at livet handler om en dannelse til noget større, som binder dig til livet og som får dig til at se længere.

Eller som han minder os om i sangen ’Begge veje’: ”Du er dig selv fantastisk/ men er du det for nogen”.

Hvorfor skrive det ned? Jo, for at give det evighed. Dét bliver jo ved med at være der.

Knudsen gjorde det, da han skrev Se, Nu stiger solen. Og forsøgte i den salme at give os et livsprogram, hvor evigheden og Gud er det bærende element og mål.

Jeg synes også Peter Sommer siger det samme, når han en morgen siger til Marianne, forfatteren: jeg søger altid opad, er kærlighedssøgende, vil, at troen er bedre end det modsatte.

Evighedsperspektivet. At leve livet evigt.

Zakarias gjorde det. Lige på stedet. Skrev en lovsang. Zakarias der var far til Johannes Døber, hvis navngivning vi er til i evangelieteksten. Zakarias var gammel da hans lige så gamle kone blev gravid med Johannes. Og Zakarias mistede talens brug af forskrækkelse over det. Talens brug fik han tilbage ved navngivningen og sagde at drengens navn skulle være Johannes. Og så kom lovsangen. Benedictus, som vi stadig hører i alle store oratorier.

Zakarias synger også en sang der søger opad. Til Gud som det endegyldige mål. Til den nådige Gud, som han kalder for solopgangen fra det høje, som vil besøge os og lyse for os, som sommetider sidder i mørke og i dødens skygge.

Dér har vi Knudsens mørkhed og natmørke hav.

Zakarias lægger et program ind over sin lille søns liv. En dannelse til evigheden, hvor Gud er fra evighed til evighed. Der skal arbejdes på sagen. Drengen voksede op og blev stærk i ånden, skriver Lukas.

En anden sangskriver vidste hvor vigtigt det var at bruge det levende ord. Det er Grundtvig. Når du står med en glæde, så skriv et takkebrev. Når du står med en sorg, så skriv en salme om at miste. Når du er lukket inde i sindets mørkhed, så skriv en salme som Dejlig er den himmel blå. Det var det han gjorde livet igennem.

Jeg har lige læst om Grundtvigs tanker om det levende ord i en nys udkommet bog med tekster af teologen Theodor Jørgensen, som hedder Dannelse til evigheden. Derfor har jeg sat det som overskrift på min prædiken.

Grundtvig tænker lige ud ad landevejen når han læser prologen, indledningen til Johannesevangeliet: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Så altså Kristus var med ved skabelsen. At vi er skabt i Guds billede, betyder at vi har fået licens og adgang til levende ord på vores tunge, det levende ord, som Grundtvig forstod som et genlydsord til Kristus. Al sand menneskelig oplysthed skyldes i sidste instans Jesus Kristus som skaber-Ordet, i hvem der er liv og det liv er menneskers lys.

Grundtvig forbinder altså det, at vi er skabt i Guds billede med Kristus som er skaber-Ordet, ved hvem og til hvem alt er skabt.

Måske bliver jeg lidt for fagteologisk nu, men det korte af det lange er, at det er dét vi har glæde af i vores form for kristendom i Danmark. Et menneskesyn, hvor gudbilledligheden er en signatur ved ethvert menneske. Som Zakarias lægger et program ind i sin søn Johannes liv, sådan lægger Gud ved skabelsen af os sit billede og program ind i os, så vi ikke får ro førend vi finder hvile i Gud.

At vi skal leve et kristeligt liv, er at leve et liv hvor vi mere og mere bliver Kristus lig. Og ethvert menneske har den signatur, så alle, ved at følge sit hjerte, altid vil huske sætningen om at elske Gud og sin næste sig selv. Altid leve med den tanke om at bruge mest energi på det, der er vil være her, når jeg ikke selv er her længere. At give en glæde til et andet menneske. At være til stede i et andet menneskes liv, når der er brug for det. Ja, måske gå i brechen for et andet menneske, så det kan koste mig selv mere end jeg bryder mig om.

Dannelse til evigheden og at leve livet evigt. Det er den store lektie vi har for hver dag og som vi må i kirke for at mindes om igen og igen.

Vi kan bare begynde i det små hver mandag. Skrive en seddel med et vers om at livet er godt. Så er vi allerede i gang med at gøre som Zakarias og Knudsen.

Gud give os mange dage til at skrive sange i.

Amen

Pibekraver og Boglog