Pibekraver og Boglog

20. maj 2019

Marcel Proust: Swanns verden 1

Her er noget jeg skal lære. Det har jeg sat mig for. Og jeg kan mærke at jeg kan lære det. Jeg skal læse langsomt. Rigtig langsomt. Derfor har jeg købt mig en Kindle mere. Den er beregnet til langsom læsning. På sporet af den tabte tid. Blandt andet. Og jeg er allerede glad for min beslutning. Jeg glæder mig til jeg skal i seng. Den "langsomme" Kindle skal ligge der. På natbordet. Så tidligt i seng er ikke som i barndommen, hvor det var en straf. Nu er det med forventning. Og skidt med at ligge vågen, får så er den der jo. På natbordet. På sporet af den tabte tid.

Jeg er lige begyndt, men har allerede mange understregninger. Det er erindringens detaljerigdom som er betagende. Og genkendelig. "Når man sover, har man timernes gang og årenes og verdenernes rækkefølge i en ring omkring sig. Man rådfører sig instinktivt med dem når man vågner, og kan på et sekund aflæse hvor på jorden man befinder sig, og hvor lang tid der er gået siden man faldt i søvn; men der kan komme uorden i rækkefølgen, den kan blive brudt. Hvis man har ligget søvnløs nogen tid, og søvnen overrasker én hen under morgen mens man ligger og læser i en stilling der afviger for meget fra den man sædvanligvis sover i, behøver man bare at løfte armen for at standse solen og få den til at trække sig tilbage, og det første minut efter at man er vågnet, ved man ikke længere hvad klokken er, man tror at man først lige er gået i seng." Det han siger er, at erindringen er suveræn. Kroppen husker. Kroppens egen hukommelse om, hvilken seng jeg ligger i, hvor og hvornår: "...så havde den – min krop – for hvert enkelts vedkommende husket hvilken type seng det var, hvor dørene var placeret, hvordan lyset faldt ind ad vinduerne, om der var en gang, og ligeledes de tanker jeg havde tænkt da jeg faldt i søvn, og som jeg genfandt når jeg vågnede." Det er genkendeligt synes jeg. Kroppen er et avanceret mysterium. Prousts opskrift er: "I reglen prøvede jeg ikke at falde i søvn igen med det samme; jeg tilbragte det meste af natten med at mindes vores liv før i tiden, i Combray hos min grandtante, i Balbec, i Paris, i Doncières, i Venedig og mange andre steder, mindes steder og mennesker som jeg havde kendt, det som jeg selv havde set, og det som jeg havde fået fortalt." Dertil er sengen et godt sted. Men også at have et aflåst privat rum: "det eneste rum hvor jeg havde lov til at låse mig inde – mit tilflugtssted i alle de gøremål der krævede hellig, ukrænkelig ensomhed, det vil sige læsning, drømmerier, tårer og vellyst." Det er da smukt. Hellig ukrænkelig ensomhed. Her er der en god indsigt i, hvordan vi skaber billeder af hinanden: "Selv det såre simple som vi kalder at “se én vi kender”, er til dels en intellektuel handling. Vi fylder den fysiske fremtoning hos det væsen vi ser, med alle de forestillinger vi har om personen, og i det helhedsbillede vi danner os af den pågældende spiller disse forestillinger givetvis en stor rolle. De ender med at udfylde kinderne så fuldkomment, følge næselinjen så nøje og nuancere stemmens klang så godt som var den bare et gennemsigtigt hylster, at hver gang vi ser dette ansigt og hører denne stemme, så er det disse forestillinger vi genfinder og lytter til." 

Madeleinekagen og lindeteen

"Det var allerede mange år siden at alt det i Combray der ikke havde med skuepladsen og dramaet omkring min sengetid at gøre, var ophørt med at eksistere for mig, da min mor, en vinterdag hvor jeg kom hjem og hun kunne se at jeg frøs, foreslog mig at jeg mod min sædvane skulle drikke lidt te. Jeg sagde først nej tak, men ombestemte mig så, uden at vide hvorfor. Hun sendte bud efter en af de korte og buttede kager der kaldes “små madeleinekager”, og som ser ud som om de er bagt i en kammuslings riflede form. Og snart førte jeg mekanisk, beklemt over den dystre dag og udsigten til en lige så trist morgendag, en skefuld te, hvori jeg havde opblødt et stykke madeleinekage, op til munden. Men i samme øjeblik som den mundfuld te, blandet med kagekrummer, ramte min gane, fór jeg sammen, slået af det usædvanlige der var ved at ske med mig. En vidunderlig lystfølelse havde grebet mig, noget helt enestående, og jeg havde ingen anelse om dens årsag."

"Hvor kunne denne vældige glæde være kommet fra? Jeg havde på fornemmelsen at den hang sammen med smagen af te og kage, men at den gik langt, langt videre, at den ikke kunne være af samme natur. Hvor kom den fra? Hvad betød den? Hvordan kunne jeg gribe og fastholde den? Jeg drikker en mundfuld, men finder ikke mere i den end i den første, og en tredje der giver mig lidt mindre end den anden. Det er på tide at holde op, drikkens kraft synes at aftage. Det er tydeligt at den sandhed jeg søger, ikke er at finde i den, men i mig."

"Og pludselig stod erindringen klart for mig. Denne smag, det var jo smagen af det lille stykke madeleinekage som min tante Léonie plejede at give mig hver søndag morgen i Combray, når jeg kom for at sige godmorgen til hende i hendes soveværelse (for den dag gik jeg ikke udenfor før vi skulle til messe), efter først at have dyppet det i sin te eller lindete. Synet af den lille madeleinekage havde ikke sagt mig noget før jeg havde smagt den, måske fordi jeg, uden nogensinde at spise én, har set dem på konditoriernes hylder så tit siden hen, at billedet af dem havde trukket sig tilbage fra disse dage i Combray for at slutte sig til andre og nyere billeder, eller måske fordi der intet var tilbage af de erindringer der så længe havde været opgivet og glemt, alt var forvitret, formerne – også den lille kagemusling, så frodigt sensuel under sine strenge og fromme plisséer – var blevet tilintetgjort eller havde ligget så længe i dvale at de havde mistet den ekspansionskraft der kunne have bragt dem op til bevidstheden. Men når der intet er tilbage af en svunden tid, når menneskene er døde, når tingene er gået til grunde, er det kun lugten og smagen, de mere skrøbelige og mere luftige, men også mere livskraftige, mere udholdende og trofaste, der endnu i lang tid bliver stående, som sjæle, i ruinerne af alt det andet, og mindes, venter og håber, mens de ufortrødent bærer erindringens mægtige bygningsværk på deres lille, næsten uhåndgribelige dråbe.

Det er noget jeg altid har arbejdet med, erindringen som en suveræn livsytring. Jeg har skrevet om det i en bog Budskaber med undertitlen Lyrik og Evangelium, hvor jeg arbejdede blandt andet med Birthe Arnbaks digte. Jeg skrev om hende: "Hvoraf kommer det, at Birthe Arnbak kan skrive digte så fyldt med taknemmelighed og med så stærk en vilje til at fastholde alt det svundne, selvom livet naturligvis også har indeholdt meget smerte og mange tab? I forfatterskabet er der også mange klagedigte og digte, hvor jeg ser forfatteren på nogle af livets mange afgrunde, men alligevel er det taknemmeligheden, der lyser. Det er der to grunde til, tror jeg.

For det første har alle digtene en utrolig forankrethed i en ydmyghed overfor livet og en vished om, at livet ikke skyldes os selv, men at det er skabt; at vi altså lever på givne og velsignede vilkår; at der er taget parti for lyset og livet allerede før vor vilje kommer til. Vi lever på og stemmes af livet, men vi gør os aldrig særligt bevidste om det.

For det andet, fordi Birthe Arnbak i særlig grad forstår at vove erindringens suveræne evne til sanseiagttagelse af, hvad der engang skete i hendes liv. Hun opdager i sin skrivning, at erindringen er en suveræn livsytring. Den kommer overraskende bag på hende med oplevet gods, den styrer hende langt mere end hendes egne planer og ønsker for digtet. Erindringen som suveræn livsytring overtager skriveprocessen og den lader sansningen komme til orde, som om det sansede blev sanset for et øjeblik siden, skønt det måske var noget, der skete i barndommen."

Det er det samme her hos Proust. Og det glæder mig sådan at læse. Birthe Arnbak har mange sådanne erindringsdigte. Hun kan f.eks. skrive i et digt: "De var her;/ de er der/ endnu en dag/ i himlen på jorden".

4. juni 2019

Nu har jeg læst første bind. Og jeg glæder mig til det næste. Her kommer citater og referat af de steder, som jeg undredes over  med glæde og fandt lignende med mange tanker, som jeg selv har gjort mig. Der er bare så mange ting som Proust's tekst gør ved mig. Jeg bliver næsten selv det barn han beskriver. Et barn som nysgerrigt undersøger alting og forsøger at komme om bagved det synlige og ydre. Das Ding an sich, som Kant kaldte det som tingene er i sig selv bag det synlige. At blive ved med at betragte omgivelserne, trænge ind i dem, gøre dem åndelige så at sige. Give dem sjæl. Det er måske det, barnet gør. Og det er det der er grundlaget for at vi aldrig mister det én gang sete, når vi ser med den lange betragtning. (Lige nu kom landmanden med slåmaskinen for at slå høet neden for haven på skråningen ned mod åen, og jeg kom straks til at tænke på den kommende duft af hø som vi vil kunne frydes ved i vores have og det er en glæde, som strækker sig helt tilbage til mine første år. Duften af hø. Lyden fra høhøsten som strakte sig helt ind i aftenstunden, hvor jeg allerede var lagt i seng med vinduet stående åbent. Menneskene der leende og arbejdende fyldte aftenen med lyde. Det var en digression). Og at betragtningen, den dybe betragtning, fuldkommengøres dersom den ses og opleves sammen med et andet menneske. Proust siger og det er virkelig lidt spøjst, men jeg kan alligevel genkende det: "Men at strejfe om i Roussainville-skoven uden en bondepige at tage i favnen, det var ensbetydende med ikke at kende skovens skjulte skat og indre skønhed. Den pige som jeg altid kun så tildækket af løv, var i mine øjne også selv en af stedets planter, blot af en højerestående art end de andre, og hvis struktur bedre end de andre gjorde det muligt at komme i berøring med egnens egentlige smag." 

Om turene til Guermantes og Méséglise

De ture lærer ham en hel om livet. Han siger: "Derfor er turen til Méséglise og turen til Guermantes i min bevidsthed blevet stående som knyttet til en mængde små begivenheder i det liv blandt alle de forskellige vi fører parallelt". Der er en fantastisk oplevelse af tre kirketårne på en tur til Méséglise i Martinville, som spiller en stor rolle. Han skriver: "Ved at fastslå og mærke mig spirenes form, deres linjers skiftende bevægelser og sollyset på deres overflade, følte jeg at jeg ikke kom til bunds i mit indtryk, at der lå et eller andet bag de bevægelser, bag dette lys, noget som de på én gang syntes at indeholde og skjule." Derfor går han videre og foretager en dybere betragtning. Og så sker der noget, mens han som barn sidder og arbejder med synsbilledet af de tre tårne: "...var jeg henvist til mit eget selskab og måtte nøjes med at prøve at huske mine kirketårne. Og snart revnede deres linjer og solbeskinnede overflader som havde de været en slags bark der blev skrællet af, lidt af det der havde været skjult for mig, viste sig for mig, en tanke der ikke havde eksisteret for mig sekundet før, formuleredes til ord i mit hoved, og den glæde som synet af dem havde beredt mig for lidt siden, blev i den grad forstærket at jeg blev grebet af en slags beruselse og ikke kunne tænke på andet." Det er virkelig spændende. Billedet krakkelerer og bliver til ord. Det er så de ord, han kommer til at skrive. Billedernes ord. Og han sidder der på den hestetrukne vogn ved siden af kusken og skriver - som barn altså: "Men lidt senere, da vi nærmede os Combray og solen var gået ned, så jeg dem en sidste gang meget langt borte, og nu var de blot som tre blomster malet på himlen over markernes lave linje. De fik mig også til at tænke på en historie om tre unge piger der var blevet efterladt på et øde sted hvor mørket allerede var ved at falde på; og mens vi fjernede os i galop, så jeg dem prøve frygtsomt at finde vej, og efter nogle kejtede og snublende trin trykkede de deres ædle silhuetter ind til hinanden, gled om bag hinanden for til sidst blot at aftegne sig som én sort, fortryllende og opgivende skikkelse mod den endnu rosenrøde himmel og forsvinde i natten." Altså den dybe sansning bliver til ord og til fortællinger og giver liv til fortalte fortællinger. Det er bare så spændende. Jeg synes jeg er med helt inde i ordenes værksted. 

Og så kommer slutningen af bogen, som er det smukkeste: "Men det er først og fremmest som de dybeste lag i min åndelige jordbund, det faste grundlag som jeg stadig støtter mig til, at jeg må betragte turen til Méséglise og turen til Guermantes. Det er fordi jeg troede på tingene, troede på menneskene når jeg strejfede om på disse veje, at de ting og mennesker som de lærte mig at kende, er de eneste som jeg stadig tager alvorligt, og som stadig skænker mig glæde." Bind 1 slutter med munterhed. Kroppens hukommelse af værelset, som den har ligget og sovet i og som den husker indretningen af forstyrres den følgende morgen:

"Men knap havde dagslyset – og ikke bare genskæret fra en sidste glød på en kobbertrekant som jeg havde forvekslet det med – tegnet sin første hvide og korrigerende stråle som en kridtstreg i mørket, før vinduet med dets gardiner forlod dørkarmen hvor jeg fejlagtigt havde anbragt det, mens skrivebordet, som min hukommelse havde anbragt temmelig uheldigt på vinduets plads, skyndte sig væk for at gøre plads for det mens det skubbede kaminen foran sig og skød skillevæggen ud til gangen til side; der hvor påklædningsværelset havde ligget for et øjeblik siden, lå der nu et lille gårdværelse, og det opholdssted jeg havde bygget op i mørket, var draget af sted for at slutte sig til de andre opholdssteder som jeg havde set et glimt af i opvågningens tumult, jaget på flugt af det blege tegn som dagslysets løftede finger havde afsat over gardinerne." Herligt!