Boglog 2020

Pibekraver

Boglog 2020

Læste forfattere og titler i 2020: Stine Askov: Katalog over katastrofer - Ib Michael: Sandheden om Lucy - Tove Jansson: Sommerbogen - Otessa Moshfegh: Mit år med ro og hvile - Malene Ravn: Hvor lyset er - Emilie Despentes: Vernon Subutex 3 - Annette Bjergfeldt: Højsangen fra Palermovej - Emilie Despentes: Vernon Subutex 2 - Emilie Despentes: Vernon Subutex 1 - Stine Pilgaard: Meter i sekundet - Georgia Hunter: De heldige - Knud Sørensen: Mit sprog og fjordens - Jonas Hassen Khemiri: Et øje rødt - Deborah Feldman: Uortodoks - Solvej Balle: Frydendal - og andre gidsler - Caroline Albertine Minor: Pura Vida - Kristín Marja Baldursdóttir: Fra hus til hus - Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne - Vibeke Grønfeldt: Glasluft - Ali Smith: Forår - Morten Pape: Guds bedste børn - Rachel Cusk: Kudos - Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden - Rachel Cusk: Transit - Cachel Cusk: Omrids - Steve Sem- Sandberg: De udvalgte - Alice Monro: Noget jeg gerne vil sige - Niels Hav: Øjeblikke af lykke - Edvard Hoem: Din bror på prærien - Kristian Bang Foss: Frank vender hjem - Claudio Magris: Som De sikkert forstår - Malene Ravn: Mia - Malene Ravn: Det eneste rigtige - Malene Ravn: I dine øjne - Maren Sophie Clausen: Over dine øjne - Astrid Salbaach: Klapperslangen - Astrid Salbaach: Fordrivelsen - Daniel Dencik: Sportshjerte - Maria Helleberg: Søstrene fra Thy - Jan Guillou: Den anden dødssynd - James Wood: Upstate - Claudio Magriss: Intet retsligt efterspil - 

6. juli 2020

Stine Askov: Katalog over katastrofer

Det er ikke glædeligt at læse den men den er godt skrevet, fyndigt og med stor indsigt. Hovedpersonen mindede mig om pigen fra Delia Owens, Hvor flodkrebsene synger, som også er alene og må klare sig selv. Lidt det samme kan man sige om Helle i Katalog over katastrofer. Hun får virkelig lært at klare sig selv, selvom hendes far er voldsom og nærmest sygeligt paranoid overfor alt, han ikke kan klare. Da endelig katastrofen kommer i mild form, bryder han sammen. Jeg kommer til at holde af Helle. Hun er sej og hun kan se kan se forskel på dem der spiser franskbrød og dem der spiser 'rigtigt'. Til sidst vælger hun den forælder, der vil noget. Og det er ikke moren. Det er nok den gale far. Hun vender tilbage til det tomme hus med en ny erfaring. Slutningen af bogen åbner. Det er godt.

2. juli 2020

Ib Michael: Sandheden om Lucy

Det er nu meget godt gået. Han er 2 år ældre end mig. Han er født i 45. Sandheden om Lucy kommer i 50-året for hans første roman. Jeg har fulgt ham hele tiden og har en lang række af hans bøger stående. Vanillepigen var den bedste. Men der er stadigvæk gang i Michael og hans varemærke om det grænseløse lever i bedste velgående, fantasien og hans viden fejler ingen ting. Vi lever i et liv, hvor vi ikke koncentrer os ret meget om grænserne for virkeligheden. Det gør han. Der er parallelle planer, folder i tiden, ormehuller til andre virkeligheder, som måske bare er afspejlinger af den virkelighed vi lever i en kolonihavehus. Det er en vild verden han lukker op. Lidt for vild men også betydningsfuld, fordi han sætter det ind i den verden vi kender, hvor vi har brugt lidt for mange af naturens ressourcer og forfalder til terror og alt mulig andet ødelæggende. Han er bestemt ikke bange for at nævne Gud. Her kommer der et forsøg på at sige hvem Gud er: "Så kommer Igor – han hedder Igor. Han rækker ud efter mig med en ømhed der lyser i mørke, hvem sender lige en engel i den situation? Er der alligevel en gud, som vi bare har ødelagt med et forbandet navn? Gud er ikke stor, han er netop det, en tilstedeværelse i mørket, en stemme der hvisker:

„Jeg er Igor, jeg passer på dig.“

Om mennesket frie vilje siger han et sted: "Menneskets handlinger er som vejkryds, og man vælger selv hvilken forgrening man vil videre ad, intet er på den måde på forhånd fastlagt."

Så kan det næsten ikke siges bedre end: "Vi er så uendeligt sårbare, og så omgås vi liv og død så skødesløst og passer dårligt nok på hinanden. Han sidder med en skat af liv mellem hænderne."

27. juni 2020

Tove Jansson: Sommerbogen

I dag har jeg slappet af med en god og naturlig og menneskeklog verden. I går var jeg i et skræmt menneskes liv i New York, som spiste piller for at glemme og låste sig inde og ude fra andre. Hun manglede en den farmor som Sophia har den sommer på øen i den svenske skærgård. Åh den er så smuk den bog. Her kommer glimt af livet mellem de to den sommer. 

"SOPHIA SPURGTE, HVORDAN der så ud i himlen, og hendes farmor svarede, at der måske så ud ligesom på den der eng ved byvejen, som de netop gik forbi. De standsede op for at kigge. Det var meget varmt, landevejen var hvid og sprukken, og alle planterne ved grøftekanten havde støvede blade. De gik ind på engen og satte sig i græsset, som var højt og overhovedet ikke støvet, der voksede blåklokker og kattefod og smørblomster.
Er der myrer i himlen? spurgte Sophia.
Nej, svarede farmoren og lagde sig forsigtigt på ryggen"

"Må englene flyve ned i helvede?
Sikkert. Det kan jo være, at en masse af deres venner og bekendte er der.
Der fik jeg dig! råbte Sophia. I går sagde du, at der ikke findes noget helvede!
Hendes farmor blev ærgerlig og satte sig op og sagde: Og jeg mener nøjagtig det samme i dag. Men det her er jo bare en leg.
Det er ikke nogen leg, det er alvor, når man snakker om Gud!
Han ville aldrig finde på noget så dumt som at skabe et helvede.
Men det har han jo gjort.
Nej, han har ej.
Jo! Et vældig stort helvede!
Farmoren rejste sig alt for hurtigt op, fordi hun var vred.

Hele engen snurrede rundt, så hun var ved at miste balancen. Hun ventede lidt og sagde: Sophia. Det her er absolut ikke noget at skændes om. Du kan vel begribe, at livet er besværligt nok, uden at man skal straffes for det bagefter. Man bliver trøstet, det er jo det, der er hele idéen."

"Jesus, sagde Sophia. Der sidder du med kongen og siger ingenting!
Du må ikke tage Guds navn forfængeligt, svarede farmoren.
Jeg sagde ikke Gud, jeg sagde Jesus.
Han er præcis lige så vigtig som Gud.
Det er han i hvert fald ikke!
Jo, han er!
Sophia kylede sine kort ned i gulvet og råbte: Jeg er ligeglad med hele hans familie! Jeg vil blæse alle familier en lang march!"

"Gode Gud, lad der ske noget, bad Sophia. Fadervor, jeg keder mig ihjel, amen."

26. juni 2020

Otessa Moshfegh: Mit år med ro og hvile

Det var sindsoprivende at læse den her roman om en ung kvinde, der ikke kan finde ud af at leve med sin fortid og slet ikke med sin nutid og som gennem isolation og tilbagetrækning og søvn prøver at genstarte sig selv. At blive en tabula rasa. Gøre noget vanvittigt. Hun blev aldrig set af sine forældre. Det er dem, der spiller med hele tiden. Hun skriver om dem: "Og jeg havde ondt af mig selv, ikke fordi jeg savnede mine forældre, men fordi der ikke var noget, de kunne have givet mig, hvis de havde været i live. De var ikke mine venner. De hverken trøstede mig eller gav mig gode råd. De var ikke nogen, jeg havde lyst til at tale med. De kendte mig knap nok. De havde for travlt til at forestille sig mit liv på Manhattan. Min far havde travlt med at dø – inden for et år efter at han havde fået stillet diagnosen, havde kræften spredt sig til først bugspytkirtlen, så maven – og min mor havde travlt med at være sig selv, hvilket trods alt virkede værre end at have kræft."  "Også min far var glædesløs derhjemme. Han var sløv og stille. Op gennem min barndom passerede vi hinanden som fremmede i gangen om morgenen. Han var alvorlig, steril, en vaskeægte videnskabsmand." Og moderen så aldrig sin datter i øjnene og gav hende kærlighed. Hun levede mest i sin store seng og med masser af vodka. Hovedpersonen finder en meget vild psykolog som giver hende alle mulige former for sovemidler. Med dem vil hun restarte sig selv: "Mit håb var, at jeg i løbet af et halvt års dvale var helet så meget, at jeg var blevet immun over for smertelige minder. Ergo tænkte jeg tilbage på min fars død. Jeg var blevet meget berørt, da det skete. Så hvis jeg stadig havde nogen tårer tilbage at græde, måtte det være over ham, tænkte jeg." Hun fandt ingen tårer, men der sker alligevel noget. Det hedder: "Smerte er ikke det eneste kriterium for personlig udvikling, sagde jeg til mig selv. Min søvn havde virket. Jeg var blød og rolig og følte noget. Det var godt. Det var mit liv nu. Jeg kunne overleve uden huset. Jeg forstod, at det inden længe ville blive en andens beholdning af minder, og det var smukt. Jeg kunne komme videre i mit liv." 11. september dør hendes eneste veninde i Nordtåret. Hun optager noget af tv-transmissioinen. Og ser det igen og igen især på "en ensom eftermiddag eller når jeg ellers tvivler på, at livet er værd at leve, eller når jeg mangler mod, eller når jeg keder mig. Det er altså en bog der gør noget ved mig. 

25. juni 2020

Malene Ravn: Hvor lyset er

Jeg læste "I dine øjne" og "Det eneste rigtige" og "Mia" med stor fornøjelse. Især den første. Og jeg var rigtig glad for at læse den sidste, som ovenikøbet lige i dag blev anmeldt i Kristeligt Dagblad, som siger:  ”Hvor lyset er” er stilistisk uinteressant, men menneskeligt medrivende. Det er ikke stor kunst, men solidt og velsmurt håndværk.

Jeg synes måske nok det er lidt hårdt bedømt, men i hvert fald er det også solidt håndværk der sine steder i den medfølende forfatters tekst bliver til kunst. Kunsten at beskrive det enkelte menneskes oplevelse af livet. Jeg læste den med stor glæde. Den handler om maleren Carl Fischer, hvis billeder jeg nød at se på nettet - efter jeg havde læst bogen. Det var på den måde fint at blive opmærksom på en maler, jeg ikke kendte så godt. Her kommer noget af det jeg godt kan lide i bogen:

Først en samtale mellem den lille Carl og hans ven Kesse

„Tror du på Gud?“

„Selvfølgelig gør jeg det. Gør du ikke?“

„Tror du også på Gud, hvis din mor dør?“

„Min morfar siger, at Gud passer på os.“

„Augusts mor døde.“

Det ved Carl ikke, hvad han skal sige til.

Her er noget klogt om bøn:

"Carl ligger og prøver at bede til Gud. Om at samfundet skal overleve, og at Laura skal vinde i retten. Han tror ikke på, at der sidder én deroppe, men han bliver jo nødt til at bede, så lille han er. Han kan ikke have det hele indeni."

Om Ansigtet:

Ansigtet i sig selv er jo ikke noget særligt.“

Ely sprutter ned i teen, men Carl fortsætter:

„Det er det omme bagved, der gør det smukt.“

Det var en god oplevelse af læse bogen. 

22. juni 2020

Emilie Despentes: Vernon Subutex 3

Det er en fantastisk præstation Despentes her har begået. Det er et kulturhistorisk vidnesbyrd om et senmoderne Europa i opløsning, skræmmende - men også med et håb indbygget. Et håb, der vender tilbage til det humane og troen på at der er en anden verdens end pengebegærlighedens umoralske verden. Værket er et slags "Untergang des Abenlandes" som Sprengler kaldte sit værk på et lignende tidspunkt i sidste århundrede. Alt er i opløsning. Moralen er brudt sammen. Fællesskabet er brudt sammen. Og dertil kommer så de frygtelige attentater mod Charlie Hebdo og Baclatan. Og endelig Nuit debout oprøret i 2016, oprør om natten mod ændringerne i arbejdslovgivningen under Hollades. Ikke at forveksle med De gule veste. Det er helt op to date. Og det er spændende læsning, selvom det også bliver noget kulørt her i tredje og sidste bind. 

Engang så man med store øjne på lystbådehavnens store sejlere. Hos Despentes lyder det sådan her:

"Flaget tilhørende énprocentklubben og dens nærmeste hof. Bådenes ejere er født i forskellige lande – de er kinesere eller arabere eller russere – men de sejler alle under samme flag. Banksproget er et metasprog. Det har erobret pladsen som universel newspeak. Til sammenligning var den guddommelige lov bare dårligt udført fuskeri – et net, hvis masker enhver kunne slippe igennem. Det er noget andet med banksproget. Ingen kan unddrage sig." 

Vernon er vendt tilbage til oprindeligheden. Og han har opgivet stofferne. Det lyder sådan her:

"Hans konfuse tilstand skyldes ikke en narkorus – han har ikke taget stoffer i flere måneder. Hvilket kom helt af sig selv. Han begyndte at kede sig, så snart han var påvirket – ventede bare på, at det gik over, mens han undrede sig over, hvorfor han plejede at finde denne fordummende sindsforvirring så morsom. Stoffer fungerer som et værn mod kedsomhed – de gør alt interessant, ligesom et stænk tabasco på kedelig mad. Men Vernon er ikke længere bange for hverken kedsomhed, ensomhed, stilhed eller mørke. Han har ændret sig meget. Han kan ikke længere bruge stofferne til noget."

Han er blevet vis: "Han siger ikke, hvad han tænker. Han tænker, at ingen er solide nok. Intet er solidt nok. Heller ingen gruppe. At det er det sværeste at lære – at vi ikke ejer noget som helst her i livet, men kun har det til låns."

Det er virkelig en imponerende fortælling om Europa lige nu. Slutningen rækket helt ind i de næste århundreder. Det er en lidt vild slutning, som jeg ikke havde forudset komme. Men alligevel med et håb om at det vedvarende, der skal bevare Europa ikke er banksproget, men det humane sprog som hænger så uendeligt tæt sammen med det regligiøse sprog. Sikken et læsetrip!

15. juni 2020

Annette Bjergfeldt: Højsangen fra Palermovej

Jeg skulle lige læse noget samtidig med Vernon Subutex 3 (se nedenfor). Og hvilket noget. Jeg synes det er en vidunderlig og skøn roman om to forældre og tre søskende og om håb og drømme, om kunst og kultur og musik ikke mindst. Og om menneskers almindelige håb om kærlighed. Gerne lidt vedvarende. Men det hele lever uden hensyntagen til tidens litterære bedreviden. Den er virkelig befriet for identitær og alle mulige andre hensyntagen til køn og alt muligt andet frelst. Den er fabulerende på den vidunderlige facon. Helt uden undskyldning for tanker om Gud og religion. Undertiden bliver det lige rigeligt flyvsk, men jeg kommer bare sådan til at holde af Esther og Olga og Fillippa og Johan og Vibeke og de andre. Det er altså en morsom roman, som ikke handler om andet end om livet. Det er bare det. Her kommer et par prøver på Annette Bjergfeldts sprog og synspunkt:

"Vi er blevet et græsslående folkefærd. Folk har jo mistet al ånd"

"Jeg nikker, mens rommen spreder sig som myldretidstrafik ud i alle færdselsårerne"

"Salmer er flydende guld. Man synger og bliver selv sunget. Til trøst og bævende glæde"

Tak for en befriende anderledes roman!

7. juni 2020

Emilie Despentes: Vernon Subutex 2

Det er en utrolig historie. I det følgende kommer der bare nogle af mine understregninger, som meget godt fortæller om Despentes kæmpe værk om sin samtid i Paris.

"Jeg har lært at tælle. Men hvilken gud beder man til med tal?

I slutningen af 90’erne var det sket – vi havde overskredet alt. Vi var forbi det stadie, hvor man sætter spørgsmålstegn ved tingene som en idiot – hvor man stiller sig selv principielle spørgsmål, følelsesmæssige spørgsmål, spørgsmål om medmenneskelighed og spørgsmål om ikke at følge sine laveste instinkter, men sin idé om skønhed. Tiden for spørgsmål var forbi. Utopier fik os til at le. Vi var tilpasningsdygtige, men vi var ikke nemme at narre – vi havde kontrol over det. Vi var ikke længere bange for at gå på akkord. Det skulle vi have været. Vi tænkte, at det ikke var så slemt at sælge vores sjæl – at vi nok skulle få den tilbage i god behold, når showet var forbi."


"Satana døde. Det var det, der fik mig til at indse det hele. Kan du huske Satana? Jeg er overrasket over, at du ikke vågner ved lyden af hendes navn. Jeg har haft mange kærester i mit liv, men ingen vækkede mine venners interesse så meget som Vodka-Satana. Jeg sagde ikke noget, da hun døde. Da var det, at jeg forstod. Hvad det vil sige at leve og opføre sig som alle andre levende, men ikke længere være til stede. Det var ikke det, at jeg ikke sagde noget, der chokerer mig mest. Det var, at jeg i flere måneder egentlig ikke fandt det særlig overraskende. Trist og uretfærdigt, ja, men også logisk på en måde.

Så var der en morgen i februar, hvor jeg sad tæt på stranden i Marseille dagen efter en koncert. Jeg sad helt alene ved et bord og betragtede nogle skatere og håbede, at en af dem ville falde. Inde i baren spillede de „Aux cyclades électroniques“ med Burgalat. Et øjeblik sad jeg ved siden af Satana i Grækenland, hvor vi havde været på ferie sammen. Jeg havde det nummer på min iPad, og vi sad og lyttede til musik med hver sit sæt høretelefoner i det samme stik. Hun faldt nærmest i trance. Senere blev det hendes yndlingsnummer, men denne første gang flettede hun sine fingre ind i mine, og det var et øjeblik af ekstrem intensitet. Nogle øjeblikke er på den måde – som om de har mere dybde end andre. Ligesom når man svømmer under vandet, og der åbner sig en afgrund under én. Da jeg genhørte „Aux cyclades“, mødte jeg Satana igen og forstod det hele. Jeg var overbevist om, at hun var blevet myrdet, og jeg havde bare syntes, det var trist, men ikke overraskende. Jeg var forsvundet, Vernon. Min krop og sjæl var blevet opslugt."


"I Selims øjne virkede islam ikke dummere end så mange andre religioner. Men det var den, han kendte bedst, og han vidste, at den krævede, at man opgav enhver kritisk sans. Ligegyldigt hvilken religion hans datter havde valgt at tilslutte sig, ville det have gjort ham ude af sig selv. Man indskrænker ikke en intelligens som hendes. Hendes hukommelse, hendes evne til at se sammenhænge og hendes nysgerrighed – tanken om, at hans lille pige underlagde sin bevidsthed et teologisk system, gav ham kvalme. Man berøver ikke et sind som hendes muligheden for at læse bestemte bøger. Man kan ikke ønske at forhindre hende i at omfavne verdens kompleksitet med den begrundelse, at hun er nødt til at rette sig efter et eller andet oplysningsfjendsk vås … Ikke desto mindre havde det i særlig grad knust hans hjerte at se hende vende sig mod en religion, som han kendte, og som han havde brugt et helt liv på at gøre sig fri af. Han så hende spørge ignoranter til råds. Han hørte hende tale om islamiske videnskabsmænd – åndspygmæer, der var i stand til at hævde, at jorden er flad. Hans datter var parat til at idolisere den første den bedste idiot, hvis bare han havde langt nok skæg og nægtede at trykke hendes hånd."


"Det er de samme fjolser på højrefløjen som på venstrefløjen, men de højreorienterede er i det mindste ærligere. Mennesker er afskum. Det eneste, de vil, er at adlyde ordrer. At blive straffet, belønnet og guidet. Det ligger i menneskets natur at dræbe sin næste. Det er sådan, man afgør, hvilken civilisation der er den mest overlegne – den, der har det største våben. Hvis man anbringer tre familier med forskellige religioner i den samme by og lader dem klare sig selv, begynder de at slå hinanden ihjel efter én generation. Egoet er som en pik – ingen mængde bevidsthed kan forhindre det i at svulme op. Der er ingen grund til at foregive, at mennesket ikke er et udyr. Det eneste, der kan forhindre folk i at slå hinanden ihjel, er at holde dem i kort snor. De har brug for en leder. Det er det, folket vil have."


"„Vi vil glemme. Vi vil tilgive. Vi vil være de svage og de milde.“ Det begynder at folde sig ud. Vernon bliver ikke længere overrasket, når han mærker, at hans rumskib er i færd med at lette. Han kan stadig ikke kontrollere sin himmelflugt, men han forsøger ikke længere at kæmpe imod. Tværtimod lader han sig tæmme af vanvidsbølgerne. Og han ved, at han kan regne med dem på aftener som denne. „Vi er de besejrede – og der er tusindvis af os. Vi leder efter en passage.“ Vernon tænker, at det er ligegyldigt, hvad der bliver sagt – det hele foregår på et andet niveau. Han kan mærke det i brystet."


Det er et langt værk, men overraskende og spændende. Vernon bliver midtpunkt i en ny udvikling, hvor de essentielle værdier kommer helt ind i fokus. Nu er jeg spændt på hvordan hun vil aslutte med tredje bind.

31. maj 2020

Emilie Despentes: Vernon Subutex 1

"Vernon sidder fast i det forrige århundrede, dengang man endnu gad lade som om man mente at det var vigtigere hvem man er, end hvad man har."  Det er altså en vidunderlig bog. Der går lige lidt tid, men så var jeg i Paris og er allerede i godt i gang med toeren og glæder mig til treeren. Det er en samtidsroman med tilbageblik på firserne og halvfemserne og på en generation af børn af 68'ere. En generation der stadigvæk tror på musikken og stofferne og et liv uden at være i kapitalismens kløer, men det er de, mener Despentes. Vernon sidder fast i det altsammen - også lidt i stofferne. Han har haft et pladeforretning "Revolver" som også er titlen på et album af Beatles, men som også betyder at vende tilbage til noget oprindeligt. Måske hele ideen i 68'er bevægelsen. Men Vernon sidder fast og kan ikke vende sig mod fremtiden. Da lp'erne forsvinder til fordel for CD'erne og til sidst ind i ciberspace så kan forretningen ikke løbe rundt længere. Forretningen var ly for drømmen om dengang rocken var levende og lysende og frelsen. Nå - men jeg får bare så meget at vide om det miljø og om Paris og om måder at leve livet på, som jeg ikke ville have lyst til selv. For eksempel som Sylvie lever: "Hun åbnede sine Facebook-profiler – hun har tre. De to falske er beregnet til at skrive kommentarer under pseudonym, til at teste om hendes elskere kan finde på at være hende utro, eller til at snyde sine bekendte. Sin første falske profil oprettede hun for at få hævn over nogle knægte på gymnasiet der plagede hendes søn. Da missionen var fuldført, havde hun fået smag for mobile identiteter." Despentes skriver fantastisk. Og hun er tilstede i det hun skriver. Hun indigneres og engang imellem bliver det også som for eksempel det her, som jeg så må bruge tid til at tænke over: "At forandre sig er altid at miste et stykke af sig selv. Man kan mærke at det river sig løs og falder af, efter et lille stykke tid. Det er på én gang et tab og en lettelse."  Sproget er forrygende. Da Subutex er blevet hjemløs møder han en kvinde med ordet og mere i sin magt. En dag bliver de overfaldet af nogle skinheads, men de får læst og skrevet og bliver tævet: 

" – Skrid ad helvede til, røvhuller, med jeres små nosser fulde af lort, lade ham være, kan I ikke se I gør ham bange, beskidte skaldede pisrøve?

Hun baner sig vej ved at slå vildt omkring sig med knyttede næver. Hun er ustyrlig. Og for anden gang i træk tænker Vernon hvorfor mig, gode Gud, hvorfor mig. For nu er det jo ikke kun hende der får bank, han ryger med i købet.

– Alle brækker sig over jeres lede snak – skrid herfra. Løb hjem til jeres ludermødre og sig at de hellere skulle have syet kussen til end skide sådan nogle lorte som jer ud. I er radioaktivt affald, fucking retarderede tabere." 

Når først man får styr på bogens personer er det en drøm af en roman. Den handler om det hele. Generation identitær. Politik. Alt.

18. maj 2020

Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Det har igen været et rigtig godt selskab at være i. Jeg kommer ganske enkelt til at holde af Stine Pilgaard. Og så kommer jeg i sprudlende godt humør af at læse hende. Der er så meget god forstand og god vilje og ukedelig godhed i den hovedperson hun fortæller fra. Viljen til at forstå og lære at tale som de mennesker hun bor sammen med. Og pauserne især. Det foregår altsammen i Velling og i miljøet omkring Vestjyllands Højskole tæt på kanten ved Ringkøbing fjord (hvor en vej kan hedde: Tændpibe) og det handler om vedhænget til højskolens ansatte og om et kørekort og et hold af kørelærere og om en brevkasse. Og det hele er bare samlet sammen i nogle få kapitler der ovenikøbet slutter med sange der kan synges på kendte melodier. Det er bare altsammen så godt og alligevel ikke kedeligt. Ikke mindst brevkassens svar er så gode. Feks.: "Den vigtigste opgave i et parforhold er at tøjle sit selvhad. Det fine ved kæresters kærlighed er, at de modtager vores sorger som små gaver. Tak, siger de og bærer dem med sig, som var det deres eget mørke. Sådan kan livet være så smukt." Eller

"At møde en kæreste er at stille sig til rådighed for et andet menneske. Spørg ikke, hvad din date kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for din date. De fleste mennesker tror, at de har brug for noget ganske andet end det, de desperat mangler. Den gode nyhed er, at det er ret simpelt. Hvis du er sjov, skal du ikke lede efter en, der også er sjov, men en, der gerne vil grine. Er du god til at lave mad, så jag ikke en kok, men find en, der er sulten. Kære kræsne. Alle mennesker har et ensomt, mørkt rum inden i sig. Forestil dig en hule på bunden af havet. Uden værdighed hælder vi forskellige ting i den. Frimærkesamlinger, kolonihaver, rygsækrejser, kæledyr, alkohol, litteratur. I svage øjeblikke får vi den tanke, at hulen er menneskeformet, et lille puslespil, der bare mangler en brik. Vi leder efter en, der passer lige der, og som kan jage mørket på flugt. Det er meget sødt, men det er forkert. Mørket er vores eget, og det kan ikke deles med nogen. Den eneste ene er ikke en anden, det er dig selv, og du er alene."

Humoren er nu hendes egen. Parkeringspeter er en af hendes kørerlærer:

"Vil du savne mig, hvis jeg en dag får kørekortet, spørger jeg. Ja, siger Parkeringspeter, man kan vænne sig til meget."

13. maj 2020

Georgia Hunter: De heldige

Tidligere i år læste jeg 'De udvalgte'. Jeg har skrevet om den nedenfor. Den handler om den gode død, euthanasi. Nazisternes i trediverne. Den var så uhyggelig. Der kommer i de her år rigtig meget om sidste århundredes to store krige. 'Haren med de ravgule øjne' har jeg også læst fornylig. En fremragende bog om rige og meget kulturelle jøders liv frem til Europas nulpunkt under nazismen. Nu har jeg læst 'De heldige'. Det er en fremragende bog. Her følger vi almindelige polske jøders liv og heldige redning under anden verdenskrig. Ja, heldig og heldig. Primært er det deres egen fortjeneste. Georgia Hunter skriver med vid og sans sin families historie. Det er en fantastisk og meget rørende historie. Den lærte mig rigtigt meget om krigen i Polen og om forholdene for jøderne, men fortæller også den historie som er så vigtigt: det handler om at handle mens tid er. Med mod og meget vilje. Mirakuløst overlever hele familien og det er en virkelig historie, hvis medlemmer nu er fordelt over hele verden pånær deres hjemland Polen, som aldrig blev venlig stemt overfor jøderne. 

6. maj 2020

Knud Sørensen: Mit sprog og fjordens

Det er bare så smukt og holdbart. I en alder af 92 år at skrive en ny digtsamling. Men det har han gjort. Jeg har og har læst alt af ham. Jeg er så beriget af hans måde at være i verden på, i naturen på og i mødet med andre mennesker. Hans måde at være på ved kaffebordet efter forhandlingerne som landmåler på Mors, at se sine værtsfolk som han også ville behandle med respekt. Ja måske er det ordet: respekt. Det er det Knud Sørensen har haft over for livet, for mennesker, for samfundet og sig selv. Som præst har det bare været så givtigt at læse ham. Han er så tæt på det menneskelige og for mig handler kristendom om det menneskelige. Knud Sørensen ser de andre han møder. Han ser de store værdier han lever af. Han er i naturen jævnfør samlingens titel. Nej det har været en glæde at have ham som forbillede lige siden han i Hersom præstegårdshave holdt en grundlovstale i 1982 tror jeg det var, hvor jeg havde engageret ham, dengang jeg var præst der. Og jeg har brugt rigtig mange af hans tekster både indvortes og udvortes i mine prædikener. Jeg vil bare citere et af alle de digte, som jeg holder af:

Selv om min sol

som har gået deroppe hele dagen

bliver mindre og mindre

og svagere og svagere

i disen derude i det vestlige

skjuler jeg stadig min skygge

inde i mit træs

og solen favner os stadig

den følger sin bane

gør den

og træets og min forenede skygge

nærmer sig det intet

der gror op

derude i øst.

Kære Knud - tak for alle dine tekster og især digtene.

5. maj 2020

Jonas Hassen Khemiri: Et øje rødt

Jeg vil sige, at den skulle klassificeres som en ungdomsroman. Den handler om en tænksom dreng, der kalder sig selv "tankesultan". Og han gør sig sine tanker som indvandrer i Söder i Stockholm, men det bliver altså for lidt. Om religion som det her:

"Hvis alt bare er tilfælde hvor mægtig er Allah så?

Men okay, vi kan sige at Allah er den som holder tilfældet i snor og på den måde han kontrollerer alles skæbne. Men hvorfor han i så fald lader børn blive skudt i Palæstina og tvinger negrene til at sulte i Afrika og skubber mennesker så de falder ned i jordskælvssprækker eller vulkaner? Hvorfor han lader Nourdine gå uden rigtig teaterrolle selv om man ser han snart kommer til at miste gejsten og måske aldrig mere finder den? Måske vi kan slutte os til at Allah enten er fucking magtesløs eller han er en gud uden hjerte." Igen et indblik i integrationens vildnis. På den måde er den god og giver fornemmelse for, hvad det vil sige at bevare modermålsundervnisning. Men ellers lidt tidspilde.

2. maj 2020

Deborah Feldman: Uortodoks

Først var der Tara Westover med Oplyst og hendes vej ud af en mormon familie, så var der Ellen Strandgaard med At eje sandheden, som handlede om det sammen bare på dansk grund. Oplyst var vildt god. Der var virkelig bund i litteraturtingen i bogen. Så er der nu Feldmans Ortodoks om en hendes vej ud af en hasidisk jødiskt ortodoks menighed i New York. Den begynder godt og jeg fik en stor indsigt i hvordan de tænker og tror og holder hinanden i skak så det er helt forfærdeligt. Det er mændene der styrer alting og religionen, rabbineren. Det er skrappe sager. Men jo længere jeg kom i bogen desto dårligere blev den rent litterært. Når hun skriver om sin barndom kommer der fine ord på. Og det er rigtig godt. Men til sidst er det som om hun ikke kan mere. Men fri kommer hun. Et sted skriver hun: "Hvis man behandler et problem, undviger man den lidelse, som Gud mente, man fortjente". Det er sådan de tænker. Og kvinderne er fødemaskiner, som skal erstatte alle ofrene i Holocaust og Holocaust var Guds straf over jøderne fordi de var for assimilerede. Det er rent ud forskrækkeligt!

27. april 2020

Solvej Balle: Frydendal - og andre gidsler

Jeg ved ikke rigtig om jeg kan bruge det til noget. Det er generationsbilleder i massevis. På den måde er det selvfølgelig godt. Men jeg er usikker på billedredaktionen. Det er menneskeligt at sætte sig selv ind i alle billeder, men vi kommer også til at bestemme over billedet for dem vi skriver om. Det synes jeg Solvej Balle gør lidt for meget. Bedømmer. Og bliver tilbage som frelst. Det kan jeg også selv være slem til. Jeg kan forstå det, men jeg kan ikke lide det hos mig selv.

Men der er mange fine iagttagelser: "I Frydendal var der gudsfrygt og taknemmelighed, der var regler og påbud, men der var ikke megen vrede. Der var ikke mange rester af korstog og inkvisitioner i deres husmandskristendom, og der blev ikke hugget mange knive i fotografier. Der var salmebogen og kalenderen i køkkenet og Herre, vi takker dig. Det var ikke den vrede gud, vi mødte i Frydendal, men en lavmælt gud, der talte roligt fra sin kalender over komfuret og på jysk.
Kun i deres bibel var der vrede, for guden i deres bibel var en vred og nidkær gud. Det var ikke ham, vi mødte om morgenen, men han var derinde, i Bibelen, selv om den lå roligt på sin plads i reolen. Når først man kunne læse, skulle man ikke vende mange af de tynde, knasende sider, før man mødte en hævnende, dømmende, skræmmende, knusende, truende, glødende, tilintetgørende, krævende, ødelæggende, udryddende og frygtindgydende gud. Vreden tilhørte Gud, hvis den tilhørte nogen, og den, der trodsede Herren, blev straffet på det grusomste, med bål og brand, med hungersnød og sult, med udslæt og bylder, med skab og fnat, med sindssyge, blindhed og vanvid".

Og idealismen er der ikke noget i vejen med:

"Jeg vil ikke have os og de andre og svage og stærke, vindere og tabere, heldige og uheldige. Jeg vil have tabere med gevinst, jeg vil have uheldige, der trækker lange strå, og svage der får stærke kort på hånden. Jeg vil ikke have mere halehoj og her kommer vi. Jeg vil ikke have mere bål og brand og hån og spot. Jeg vil ikke have mere yndigt land i svanepels og noget for noget og flyt dig for ting, der skal frem."

25. april 2020

Caroline Albertine Minor: Pura Vida

Det betyder vel rent liv, men jeg har læst på nettet at det er en almindelig hilsen i Costa Rica. Både når man mødes og når man siger farvel. Pura Vida et det enkle simple liv som modtages som en gave og som skal nydes som det er. Altså en livsfilosofi. Mens jeg læser bliver jeg lidt utålmodig med Viktoria. Hold nu fast i noget. Gør nu noget. Men det hjælper ikke. Hun holder ikke fast i noget. Hun glider videre. Og det gør åbenbart ikke så ondt at slippe noget. Hun kan godt blive skuffet, men så går hun videre. Hun er en ung pige og backpacker. År efter år. Hun har en uro i sig. "Og så for nogle uger siden var det igen begyndt at filtre sig sammen indeni. 

Uden varsel masede og klemte det i brystet, og Viktoria måtte spænde imod for at undgå, at det bredte sig som en slags desperation til resten af kroppen". Mange rejser over hele verdenen, mange mænd i hends liv kort og godt. "Det ligesom ringer og synger i knoglerne, nogen spiller fløjte på hendes skellet, mens hun går nedad i retning af havet og lyden af andre menneskers stemmer. Viktoria vil ind i mængden, hun vil være blandt dem og tæt på." Hendes beskrivelser af sin krop er bemærkelsesværdige og vidunderlige at læse. Hun registrerer alt med sin krop. Afslutningen på rejserne er ikke så let at blive klog på. Hun blev nødt til lige at rejse igen, men det sidste ord i bogen er hjem. Hun har lige købt et par ørenringe: "Hun betaler og siger tak, venter, indtil hun er uden for sælgerens synsfelt (der blokeres i takt med tørklædernes sukvise pusten sig op og falden sammen), før hun hælder øreringene ud i venstre hånd. Det er det ivrige i handlingen, hun gerne vil skjule. Det, at hun ikke kan vente, til hun kommer hjem." Altså jeg har nydt at læse den og tænker over mit eget forhold til Pura Vida. Jeg er modsætningen til Viktoria, tror jeg. Jeg vil gerne læse velsignelser, en novellesamling der lige er kommet.

20. april 2020

Kristín Marja Baldursdóttir: Fra hus til hus

Det er en rigtig skøn og morsom bog. Modsætningen til Waals "Haren med de ravgule øjne" fra sidste uge. Lystlæsning på en let måde. Lettere satirisk. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun måske har været inspireret af den canadiske psykiater Jordan B. Peterson. Tag dig nu sammen, kom i gang. Det er kun dig der kan tage ansvar for dit liv. Den er så spændende - romanen. Og sjov. Det var kosteligt at læse den. Hvad er et smukt liv. Svaret kommer til sidst. Temmelig banalt men egentlig er det en god definition: ”Vi respekterede hinanden så højt. Igennem hele vores samliv. Det er derfor, mit liv var så smukt. Jeg sang hele dagen”, siger en gammel kone til romanens unge pige. Så enkelt er det.

17. april 2020

Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne

Det har været en stor gave at få lov til at læse de Waals langsomme erindringsværk. Den har været en god ven i en uge, hvor jeg ikke kunne bruge mit dumme knæ til noget. Og den får mig også til at gå ned i gear, for der er så meget at nyde i hans vagabonderen og danderen rundt i Europa og i Japan for at følge og finde sporene af hans slægtninge. Og så er den tæt på Proust, som besøger Charles Ephrussi i Paris og som er inspirationen til Swann. Bogen begynder da også med et citat fra "På sporet af den tabte tid": "Selv om man ikke mere bryder sig om noget, er det ikke absolut uvæsentligt, at man har gjort det; for det var altid af grunde, som andre ikke kunne få øje på. […] Nuvel: nu da jeg er alt for træt til at leve sammen med andre, bliver disse følelser, som jeg i sin tid har næret, og som er så helt mine egne, for mig – det er en mani, der er fælles for alle samlere – overordentlig dyrebare. Jeg åbner i enrum mit hjerte, som var det en slags vitrine, jeg går ét for ét alle dets sværmerier igennem, som ingen andre har kendt. Og om denne samling, som jeg nu hænger endnu mere ved end ved mine andre, siger jeg til mig selv, omtrent som Mazarin om sine bøger, men for øvrigt uden spor af sjælekval, at det bliver ret ubehageligt at forlade alt det.
– Charles Swann"

Den vitrine er omdrejningspunktet i de Walls erindringsværk, hvor den står nu i hans stue. Han har arvet den. Det stort set det eneste som overlevede 1. og 2. verdenskrigs vanvid. Vitrinen er fyldt med japanske netsuker (udtales netskeer). 264 stykker i alt. Haren med de ravgule øjne, er en af dem. Det er Charles Ephrussi der har samlet dem. Ligesom han samlet så meget andet, Manets asparges, Renoir og alle de andre, som han omgikkes og havde råd til at købe som søn af nyrige jøder, der var kommet fra Odessa og havde tjent deres enorme formuer på salg af korn. Mindre er mere, siger de Waal et sted om sit egen kunst som er keramik. Det gælder også netsukerne, som det kan tage et liv at fremstille. Mindre er mere er også en slags arbejdsregel for selve erindringsværket. De mindste detaljer undersøges. Han giver sig tid til at være på stederne indtil han mærker sine slægtninge. Og så oprulles hele den europæiske histories overgang 1800-tallets fin de siécle med dets dekadence og usikkerhed til nulpunktet under nazismen. Det er historielæsning på et meget højt plan fordi det går så langsomt og vi følger den store jødiske familie, Ephrussierne. de Waal leder efter alt det der er pakket ned i kasser, omhyggeligt og leder også efter alt det som nazisterne omhyggeligt konfiskerede eller brændte. Det er en storslået bog. Det er blevet til kunst fordi han tager erindringsarbejdet så alvorligt.

12. april 2020

Vibeke Grønfeldt: Glasluft

Det er en vidunderlig forsættelse af "Endnu ikke". Jeg holder bare så meget af Elvine Brink. Hun har alt det, som er så spændende. Hun er fyldt af det menneskelige. Af ærlighed, af håb og af stædighed og af ikke at give noget af sig selv. Hun er den hun er. Basta. Det skal ingen lave om på, men hun gør det så alligevel selv og stopper så pludselig. Jeg havde gennem mange år en veninde, som jeg arbejdede meget sammen med. Hun var en rigtig Elvine. Dygtig, skarp, skrap, skøn. Sårbar og skudklar. Hun er desværre ikke i mit liv længere. Og alligevel. Jeg sidder jo og skriver om hende. Jeg har naturligvis understreget en masse hos Vibeke Grønfeldt: Det kommer her lidt rodet, men brugbart for mig. Samtaler med mig selv, som ligner Elvines til forveksling:

"Angeren, som ingen forklaring kan slå ned, når den rammer til sidst.
Ikke mindst over selvretfærdighedens blændværk.

Undladelsessynderne: Du skulle have lyttet og svaret din mor, før hun døde. Du skulle have lyttet og svaret lille Vera og Henriette og Andreas. Dengang og dengang og dengang.

Du var et barn, da det begyndte, har jeg alligevel sagt til mig selv. Siger jeg.

Alle var børn engang. Du var dig selv, og det fortsatte du med at være. Altid dækket af et forurettet barn.

Forsømmelsernes flodbølge kommer væltende i den tolvte time."

"Jeg gik i hvert fald til bunds i jagten på en sikkerhed, der ikke er til.

Var det kønnet og sanserusen, der i trettenårsalderen for alvor kom i vejen for fortsættelsen?

Tretten år, da jeg mistede evnen til at omgås fremmede, og de nærmeste blev fremmede.

Var det, da jeg i løbet af en sommer blev nærsynet og omgivelserne store og tågede, ansigtsløse, mens en tangloppe eller sandhopper i sandskorn, der glimtede som juveler i alle farver, og en blåsort flue på en finger ved øjet var tydelige og betydningsfulde som et nyt eventyr. Luften og lugten og lydene trængte ind. En varm sommer med havet i hovedet og kroppen. Når jeg ikke var i saltvand eller i sand, tænkte jeg kun på at komme der. Jeg var der i tankerne, i det skarpe lys. Når jeg var der, blev øerne langt ude mere og mere utydelige, alt duvede i varmen som en drøm. Smukkest af alt.

Derfra var det noget andet, jeg havde at gå videre med."

"Rædslen for at miste styrede hvert skridt, så længe jeg havde noget som helst, ud over den formløse kødklump, jeg lever i. Holde øje med, sikre, passe på ... Så længe jeg overhovedet kunne gå på mine ben ... Alle mine skridt ..."

Om alder kan der ikke siges noget smukkere og genkendeligt:

"Alderen er ikke et hjem, men en uventet følelsesstrøm. Til tider mellemtonernes opløsning. Jeg bryder mig ikke længere om nogen eller noget. Og jeg holder af og holder af, hvad der er, hvem der er inden for rækkevidde og uden for. Hemmeligt og usynligt tænderskærende, hengivent smeltende."

"At møde er ikke at være, hvad vi møder."

Hun citerer er vidunderligt digt at Peter Nielsen: "Nu har øjeblikkenes små spring imellem hinanden igen ødelagt de fine figurer i det sammenblæste støv".

Det er en stor glæde at læse sådan en bog. Tak for den

5. april 2020

Ali Smith: Forår

"Jeg er det barn som er begravet i bladene. Bladene rådner: her er jeg.

Eller forestil jer en krokus i sneen. Ser I den optøede ring omkring krokussen? Det er døren som står åben ind til jorden. Jeg er det grønne i blomsterløget, og jeg er det øjeblik frøet sprækker, kronbladet foldes ud, den der tjatter til endespidserne på træernes grene med det grønne, som om grønt er et lys der bliver tændt.

Planterne som skubber sig gennem skraldet og plasticen, tidligere, senere, op kommer de altid og ligegyldig hvad. Altid og ligegyldig hvad bevæger planterne sig under jer, under mennesker i sweatshops, mennesker ude at shoppe, mennesker bag skriveborde i lyset fra deres skærme, eller som sidder og scroller ned på deres telefoner i operationsstuernes venteområder, demonstranter der råber, og hvor som helst, i et hvilket som helst land eller by, bevæger lyset sig, blomsterne nikker ved siden af ligbunken og ved siden af der hvor I bor, og hvor I drikker jer dumme eller lykkelige eller bedrøvede, og hvor I beder til jeres guder og ved de store supermarkeder, mennesker på motorveje suser forbi rabatter og kratbevoksninger, som om der ingenting sker. Alt sker. Blomsterhoveder lukker sig op overalt i det dumpede affald. Lyset bevæger sig hen over jeres hegn og skel, over mennesker med pas, mennesker med penge, mennesker med intet, over barakker og kanaler og katedraler, over jeres lufthavne, jeres kirkegårde, over alt hvad I begraver, alt hvad I graver frem for derefter at kalde det jeres historie, eller borer ud for pengenes skyld og bruger op, overalt bevæger lyset sig ligegyldig hvad.

Sandheden er en slags ligegyldig hvad.

Vinteren er mig ligegyldig.

I tror måske ikke at jeg ved noget om magt? Tror I at jeg er født helt grøn?

Det er jeg.

Fuck mit klima op, og jeg skal smadre jeres liv. Jeres liv er mig ligegyldige. Jeg skal rive påskeliljer op af jorden i december. Jeg skal blokere jeres hoveddør med sne i april og blæse træet omkuld så det knuser jeres tag. Jeg skal føre floden som et tæppe igennem jeres hus.

Men jeg bliver grunden til at jeres egne safter vågner igen. Jeg skal sprøjte lyset tilbage ind i jeres årer.

Hvad er det der er under jeres vejes overflader lige nu?

Hvad er det der er under jeres huses fundamenter?

Hvad er det der får jeres døre til at slå sig?

Hvad er det der giver jeres verden de friske farver?

Hvad er nøglen til fuglens sang? Hvad er det der former næbbet inde i ægget?

Hvad er det der sender de spinkleste grønne skud igennem stenen så stenen begynder at flække?"


Sådan er den her vidunderlige bog, men det er ikke poesi det hele. Der er så meget indignation. Det er som om det hører med til livskraften der er i foråret. Ali Smith er ganske vidunderlig. Jeg er det barn som er begravet i bladene, skriver hun. Og det barn kan alt, for det barn kan se. Det er ikke Greta Tunberg. Det er et andet og mere fabulerende barn, men hun går ind i udrejsecentrenes fængsler og steder af håbløshed. Det er noget af det mest levende jeg har læst længe. Vi siger migrantkrise, men det er mennesker det handler om. Mit ansigt er et bristepunkt, siger hun et sted. Skolepigen kan udrette undere: "Den selvskadende eritreer havde sagt til hende, det her sted hvor de holder mig spærret inde er som at leve i håbløshed, så hvorfor skulle jeg leve? Det er kun smerten som holder mig i live. Skolepigen havde svaret ham et eller andet, hvad ville han ikke sige til nogen, og nu var han som et helt nyt menneske."


Hun kan ikke lade være med at sammenligne med trediverne: "...som en berømt forfatter sagde i 1930’erne, vil ondskab mod dyr udløse en straf mens ondskab mod mennesker vil udløse en forfremmelse."

Skolepigen siger så mange fine ting: "Min mor siger altid at det i hovedreglen er en god ting at gøre verden større, ikke mindre, siger pigen."

"fordi det at se er begyndelsen på det at forstå, bare dets overflade, det øverste lag af enhver forståelse, siger pigen".

"Krigene ender aldrig, fortæller historien. Men fjendskab kan. Tingene kan forandre sig over tid, det som ser stivnet og fastlåst og uforanderligt ud i et liv, kan forandre sig og åbnes op, og det som var utænkeligt og umuligt på et tidspunkt kan være ligetil og muligt på et andet."

"Vi er her kun takket være andres nåde og hårde arbejde. Jeg er i hvert fald. Her er en tak til de andre som har hjulpet, er den bøn jeg siger når jeg går i seng om aftenen, og må jeg selv være en af de andre for så mange som muligt."

"Forvent det uventede i livet efter døden, Doubledick. Livet fortsætter.

Hvad i dag angår håber jeg at du har fået tørret dine sokker og sko. Og for morgendagen: Må dine fødder altid være varme, gamle ven."

Det er en vildt fabulerende og mærkelig bog, som jeg har haft så stor glæde af. Det er en kommentar til lige nu i en verden, hvor alt for mange af os har glemt det indre barn. Nu glæder jeg mig rigtig meget til Sommer. Så er kvartetten fuld.

31. marts 2020

Morten Pape: Guds bedste børn

Det er en god opfølgning på Planen. Det er en fremragende roman. Jeg får indblik i et liv, som jeg slet ikke kan genkende eller kan forstå, men jeg bliver klogere ved at læse romanen. Det er en voldsom bog, men det er også en meget rørende bog, som fortæller så fint om det instrument vi alle sammen har og som hedder samvittighed med et gammeldags ord. Prøv bare at læse, hvordan Simon tænker i fægslet: "Han kommer i tanke om nogle af de ord han har lært sig fra ordbogen. Anger. Først troede han det betød det samme som det engelske ord for vrede, men der lærte han noget nyt. Han ved at han føler anger. Et andet ord han kommer i tanke om når lyset er slukket, er ordet brøde. Det havde ikke noget med bagværk at gøre. Men en misgerning, en forsyndelse. Forsyndelser kalder på forsoning. Forsoning kalder på selvransagelse. Der eksisterer et sprog for hans følelser, er han så småt ved at opdage. Selvom alle ved det tager en krig at få et brev sendt afsted, og selvom han godt er klar over at der sidder nogen et sted i arresthusets ledelse som skal læse det igennem før det overhovedet ser noget der ligner en frankeret konvolut, har han overvejet at skrive et rigtigt brev i hånden og sende det ud med posten. Men det gør ham rasende at de må overvåge hans tanker på den måde. Ikke engang hans anger må han have for sig selv. Samtidig kan han også mærke at han ikke er helt klar til at gå hele vejen og bede personalet i arresthuset om at finde frem til ham der kammeratens adresse. Det vil sende et signal om svaghed. Et nederlag.

Hvad var det nu han hed? Ham der var helt forstenet af skræk da de steg ud af bilen og gik hen mod dem. Han vil aldrig glemme det blik han så i kammeratens øjne. Den panik der bredte sig da avisbuddet faldt om på gaden. Den havde de tilfælles, ham og avisbuddets kammerat. Panikken. Fornemmelsen af noget uigenkaldeligt. Visheden om at det her ville ændre alt.

Hvad var det nu han hed?

Nej, hvad tænker han dog på? Han dropper det igen. De sidste par måneder har gjort ham blød. Gjort ham til en svag og ynkelig perkerelsker. Føj for satan.

Sådan forløber hans tankecyklus i nogle dage. Lige når han tror han er klar til at træde op på angerens kantsten, træder han lige så forsigtigt ned igen, ser sig omkring og håber ingen har bemærket at han kortvarigt forsøgte at tage skridtet. Han væmmes. Han har stillet sig selv de forkerte spørgsmål, lyttet for længe til cellens blødsødne stemmer der hvisker samvittighedsfulde sange i hans ører." Det er altså bare godt. Det er en superundervisning i samfundsforhold, jeg ikke kender.

26. marts 2020

Rachel Cusk: Kudos

"Jeg vidste ikke, sagde jeg, om det nogen sinde var muligt én gang for alle at vurdere værdien af at være forælder, om man nogen sinde kunne se forældreskabet i dets totalitet, men den tid vi tilbragte i caféen mens han talte, var et af de nådefulde øjeblikke." Tredje roman om Faye, som vi kun lærer at kende ved at hun lytter til andre mennesker. Men hvor har jeg lyst til at lære hende at kende. Der er virkelig mange nådefulde øjeblikke også i den her bog. Samtaler om parforhold, om forholdet til børn, om eksistensen i sig selv. Det sker meget sjældent at vi kommer til at tale sammen på den måde, som Faye gør. Hun lytter. Er en tydelig person. Og hele tiden må man spørge sig selv: Hvordan ville du have forklaret hende, hvad der skete engang hvor livet virkelig krævede noget af dig. Det er det, der er på spil. Jeg må finde en måde at fortælle om mit liv på. Svigtene, præstationerne, glæderne. Kærligheden...

23. marts 2020

Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden

Jeg købte den naturligvis med det samme. Den sidste af Kirsten Thorup var jeg så glad for. Erindring om kærligheden. Det var en pragtfuld bog. Den lærte jeg rigtig meget af. Den her er noget ganske andet. Det er en utrolig præstation, at hun har skrevet den. Hun er jo ikke nogen årsunge. Et kæmpe langt åndeløst besøg i München i 1942. Det er en vild bog. Deprimerende at læse. Og desværre var jeg slet ikke fanget af den. Det var som om jeg vidste det meste. Der var ingen dybere indsigt i noget som jeg kunne glæde mig over. Ærlig talt var jeg skuffet. Temmelig meget. Det er så voldsomt et emne. Det kan blive en god film. Jeg skal i hvert fald ikke se den. I så fald. Nu vil jeg vende tilbage til Rachel Cusk.

20. marts 2020

Rachel Cusk: Transit

Altså det er en fornøjelse. Jeg bliver opstemt af at læse alle de her samtaler, som man kunne drømme om kunne finde sted hele tiden. Mellem alle mennesker. Det ville være vidunderligt. Men jeg lærer også noget selv. Hovedpersonen stiller de bedste modspørgsmål og vender tingene på hovedet, så jeg bliver klogere på meget af det, der er sket i mit eget liv. Der er ting jeg begynder at forstå. Og masser af afgørelser jeg kunne have truffet anderledes. Men livet leves forlæns...

Her er nogle af de bedste citater:

Vi er blevet grusomme, over for os selv og andre, fordi vi tror at vi i sidste ende ikke er noget værd.


Ved at begå en fejl forårsagede han tab, og tab var tærsklen til frihed: en besværlig og ubehagelig tærskel, men den eneste han nogen sinde havde været i stand til at overskride; som regel, sagde han, fordi han blev puffet over den som følge af de begivenheder der havde ført ham derhen.


Her en samtale med en klog frisør - om frihed:

Jeg sagde at jeg ikke var sikker: Når folk frigjorde sig, plejede de som regel at tvinge forandringer ned over alle andre. Men det betød ikke nødvendigvis at det at være fri var at forblive den samme. Nogle gange var det første folk gjorde med deres frihed, faktisk at finde en ny udgave af lige præcis det der havde holdt dem fanget. Det vil sige at ved ikke at forandre sig mistede de alt det de havde slidt sådan for at opnå. »Det er lidt som en svingdør,« sagde Dale. »Man er ikke indenfor, og man er ikke udenfor. Man kan blive i den og gå rundt og rundt så længe man vil, og så længe man gør det, kan man kalde sig fri.« Han lagde den farvede lok til side og begyndte at farve en ny portion. »Jeg siger bare,« sagde han, »at friheden er overvurderet.«


Om forholdet til børn:

»Det er sjovt,« sagde han, »at når forældre gør noget mod deres børn, så er det som om de tror at ingen kan se dem. Det er som om barnet er en forlængelse af dem selv: Når de taler til det, taler de til sig selv; når de elsker det, elsker de sig selv; når de hader det, er det deres eget jeg de hader. Man ved aldrig hvad der kommer, for uanset hvad, kommer det fra dem, ikke fra en selv, skønt de giver en skylden for det bagefter. Men man begynder at tro at det er kommet fra en selv – man kan ikke lade være.«


Jeg sagde at masser af mennesker tilbragte livet med at prøve at få ting til at vare ved, på den måde undgik de at spørge sig selv om de ting egentlig var det de ønskede sig.


Det her er et godt eksempel på, hvordan samtalerne kører:

Da han var fem-seks år gammel, havde hans forældre taget ham og hans søster til side og fortalt dem at de var adopterede. Han var en eksemplarisk søn og elev indtil han som sytten-attenårig pludselig var holdt op med at opføre sig ordentligt. Han gik til fester, begyndte at ryge og drikke, dumpede til sine eksaminer og forpassede chancen for at komme på universitetet. Hans far smed ham øjeblikkelig ud og lod ham aldrig komme hjem igen. Det retfærdighedsbegreb han havde udviklet som følge af disse erfaringer, var ikke baseret på gengældelse, men det modsatte. For at blive fri havde han prøvet at udvikle sin egen evne til at tilgive.
Jeg sagde at det forekom mig at tilgivelse kun gjorde en mere sårbar over for det man ikke kunne tilgive. Frans af Assisi, tilføjede jeg, var blevet forstødt af sin far, der ovenikøbet havde trukket ham i retten for at sagsøge ham for sine materielle forsørgerudgifter, som på det tidspunkt ikke beløb sig til meget mere end det tøj han gik og stod i. Den hellige Frans tog tøjet af på stedet og gav ham det tilbage, og derefter levede han i en tilstand som andre kaldte uskyld, men som jeg betragtede som ren nihilisme.


Så er der også noget om børneopdragelse, en morsom scene:

»Skat, siger jeg til Lawrence, det vigtigste er at vi elsker dem.« Eloises øjne blev fyldt af tårer. »Det er jo sandt, ikke? De har bare brug for at man elsker dem.«
Jeg sagde at jeg ikke var sikker. For en som Lawrence var den form for kærlighed det samme som at give afkald på sig selv.
»Jeg tror folk er bange,« sagde Eloise. »Bange for deres egne børn.«
Hvis det var rigtigt, sagde jeg, var det fordi de i deres børn så en liste over egne fejl og forseelser.
»Du er ikke bange, vel?« sagde hun og så plirrende på mig.


Men det jeg holder allermest af og tænker mest over, kommer her:

Det han havde indset, sagde han, da han stod der på gaden, var at han var i færd med at forme sit eget begær og forstærke det med tænkning, og det var først da han i et kort øjeblik havde været i sine gamle sanseimpulsers vold, at han havde indset at den proces til syvende og sidst drejede sig om disciplin.

Han var kommet frem til, fortsatte han, at han hele sit liv op til et vist punkt havde været styret af at han havde behov for ting snarere end af at kunne lide dem, og da han først var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det på den måde, var det hele vaklet og styrtet sammen. Men spørgsmålet om at kunne lide noget var, som han allerede havde sagt, mere komplekst end som så: Folk ville sværge på at de havde behov for ting fordi de kunne lide dem, eller at det de havde behov for, også var det de kunne lide.


Skæbne, sagde han, er bare sandheden i sin naturlige form. Når man overlader ting til skæbnen, kan det tage lang tid, sagde han, men den går sin gang, præcist og ubønhørligt.

18. marts 2020

Cachel Cusk: Omrids

Jeg har allermest lyst til at begynde forfra, men det er mit liv for kort til og det er der for mange bøger til, som jeg endnu ikke har læst. Men at læse den en gang til ville være godt for forståelsen af alle de refleksioner som fylder bogen. Kloge samtale. Udveksling af erfaringer. Det handler om at komme ind til kernen. Et omrids kan vi sagtens have for vores liv. Men er kernen tom, så er vi dårligt stillede. Det er en samtale bog på en ny måde. Der er ikke noget plot. Det begynder i et fly med en samtale med sidenmanden. "Hun viste os redningsvesten med det lille rør til at puste i, nødudgangene, iltmasken der dinglede ned fra en gennemsigtig slange. Hun ledte os gennem mulig død og katastrofe, som præsten leder ­menigheden gennem detaljerne om skærsild og helvede; og ingen sprang op for at undslippe mens der stadig var tid. ...Ingen protesterede eller tog ordet for at erklære sig uenig i buddet om at man skal hjælpe sig selv før man hjælper andre. Alligevel var jeg ikke sikker på om det var rigtigt". Hun hjælper andre og sig selv med alle samtaler. Forsøger af komme ind til kernen. "Og ingen af dem kan se tingene som de virkelig er. Og på samme måde var jeg begyndt at se min egen frygt og længsel manifesteret uden for mig selv, var begyndt i andres liv at se en kommentar til mit eget. Når jeg så på familien på båden, så jeg et billede af noget jeg ikke længere havde: Jeg så med andre ord noget som ikke var der. De mennesker levede i deres eget øjeblik, og selv om jeg kunne se det, kunne jeg ikke vende tilbage til det øjeblik, lige så lidt som jeg kunne gå hen over vandet der adskilte os. Og af de to måder at leve på – det at leve i øjeblikket og det at leve uden for det – hvilken af dem var så den mest virkelige?" Det er sådan den fungerer, romanen. Hun siger ting som jeg holder meget af. F.eks. om taknemmelighed: "Men alt svinder bort, ligegyldigt hvor meget du forsøger at fastholde det. Og vær taknemlig for det der vender tilbage til dig. Så han havde prøvet at være taknemlig". Hun kredser meget omkring de ting, som vi har med os altid. Det er især de ting, som vi ikke selv har gjort til vores initiativ. Men det inderste i tilværelsen. Det suveræne. Hele bogens ide kan vist samles i det her citat til aller sidst i bogen: "I alt det han sagde om sig selv, fandt hun hos sig selv en tilsvarende negation. Denne anti-beskrivelse, i mangel af bedre udtryk, havde gjort noget klart for hende gennem en form for omvendt afsløring: Mens han talte, begyndte hun at se sig selv som en form, et omrids, med alle detaljerne udenom fyldt ud, mens selve formen forblev tom. Alligevel, selv når indholdet forblev ukendt, gav denne form hende for første gang siden episoden en fornemmelse af hvem hun var nu. Det er klogt og tager tid at få ind i knolden. Det er en trilogi, hun har skrevet. Jeg går straks videre til den næste.

12. marts 2020

Steve Sem-Sandberg: De udvalgte

Det er virkelig en vigtig bog, men den er så deprimerende at læse. Jeg får simpelthen et fysisk ubehag. Kroppen har det dårligt. Jeg læser stakåndet side efter side så meget jeg kan klare, men glæder mig til at det er overstået. Så umenneskelige kan mennesker ikke være. Det handler om den mest nedrige måde at nedgøre børn på og ender med drab på børn, der ikke duede under nazismens terror i 30'erne og 40'erne i Wien. Børnehjemmet Spiegelgrund. Det er en sandfærdig fortælling. Det er de overlevendes egne fortællinger. Ofrenes og bødlernes. Det er simpelthen så ulækkert at høre deres egen undskyldning, forbrydernes: "Hun ser ned på papiret, hun holder mellem sine hænder. Er det sådan, Hitlers underskrift ser ud? Det vi gør, siger doktor Jekelius, nu mildere i tonefaldet, som om han fornemmede den tilstand af forvirring, hun befandt sig i, gør vi udelukkende i ekstreme tilfælde. Det er altså ikke noget kriminelt. Ikke i moralsk og heller ikke, som De selv kan se, i juridisk forstand. Tværtimod er det at forstå som en barmhjertighedsgerning, udført i samme ånd, som altid har besjælet lægevidenskaben: at lindre og fjerne smerte og lidelse." Sem-Sandberg er inderligt indigneret. Han sætter sig fuldstændig ind følelsesmæssigt men også faktuelt. Han har undersøgt historien grundigt og forfulgt den helt op til 2000 hvor den sidste bøddel dør. "Vi vil derfor over for alle her og nu tilkendegive, at uretten ikke er fjernet, at geningsmændene ikke er blevet straffet, men at de derimod blot ud fra et bevidst hukommelsestab er faldet i en af myndighederne legitimeret glemsel. Der er ingen retfærdighed, der er ikke engang en fældende dom. Aldrig mere må det fatale spørgsmål om det menneskelige livs nytte og værdi stilles, aldrig af nogen … Jeg bøjer mit hoved stillet over for disse børns smertefulde død. Længe har den jord ventet, som vi nu lader dem hvile i."

6. marts 2020

Alice Monro: Noget jeg gerne vil sige

Jeg kender det godt fra mit eget liv. Der er noget, jeg gerne vil sige. Det er det, der er sværest at få sagt. Og som oftest blev det ikke sagt. Det er en god novellesamling. Og det er dejligt at læse noget fra 70'erne. Forordet af Ida Jessen er så godt. Og hendes oversættelse er vidunderlig. Hun skriver bl.a.: "Når man siger alt, hvad man ved, kommer man endnu længere. Én indsigt åbner døren til den næste indsigt. Det er modigt, for der ikke er nogen gemmesteder. Manglende klogskab ville hurtigt røbe sig." Det er da virkelig værd at overveje. Og så siger hun noget om læsning jeg kan genkende: "Den lykkelige læsning er en kædelæsning, hvor den ene bog med besynderlig sikkerhed rækker ud efter den næste. Så er det, som om man er optaget af en langstrakt, meningsfuld stimulerende samtale, hvor ingen emner er fredede og bør undgås, hvor ordet og tanken er fuldkommen fri og fuld af evne, og dermed fuld af lyst." Det er en præcis beskrivelse af min læsning, når den er bedst. Titelnovellen er giftig, men sand og ganske almindelig. Tror jeg. At folk kan få sig selv til at tro på mirakler som at gå på vandet, hvis man altså ikke er Guds søn og med i en større forkyndelse, så må man konkludere som Monro gør i novellen At gå på vandet: "Og hvad var der ved dem, der forårsagede den slags forventninger? Det var desperation, det var det at være nået til endestationen. Ikke desto mindre burde man have stolthed nok til at afholde sig fra den slags."  "lykke- og fredfuldhedsbøgerne" - Ida Jessens oversættelse! Det er noveller om virkeligheden og om ærligheden. Som Eileen siger i den sidste novelle: "Det eneste vi kan håbe, er at vi af og til falder ud i virkeligheden" 

2. marts 2020

Niels Hav: Øjeblikke af lykke

Jeg har haft en hel formiddag af lykke, hvor lykke for mig er de små glimt af sammenhængende mening, muliggjort gennem et hel livs tildragelser af goder og af dumheder. Sådan tænker jeg om det lige nu, hvor jeg har læst Niels Havs seneste digtsamling, Øjeblikke af lykke. Hvor er han godt selskab at være i! Det er en samtale med en vandrende poet med et glimt i øjet som Storm P. havde det. Lige så vis og finurlig. Allerede åbningsdigtet sætter så meget i gang. Den ramponerede inderside, hedder digtet. Digtet begynder sådan her:

Den ramponerede inderside af skabet under køkkenvasken

Gør mig lykkelig. Her sidder to ærlige søn

Banket ind i originale brædder, som har siddet her

Siden ejendommen blev opført. Det er som at gense

Glemte medlemmer af den nærmeste familie.

Det er fuldstændig forståeligt og det er virkeligheden. Det er alt det vi bærer med os og som vi aldrig kan glemme og slet ikke må forsmå. Den tidslomme under vasken. Inde i os selv.

Jeg lægger mig på knæ foran køkkenvasken

og hilser ærbødigt på kamelkysset, edderkoppen

og de to ærlige søm.

- skriver Niels Hav til sidst. Taknemmelighed spiller en stor rolle i hans digte.

Jo, jeg husker hestene, og glæden i en pløjemark,

Dengang Gud gik i shorts.

- hedder det i digtet: Selvfølgelig skal vi da dø. Det kræver nok en særlig tid, måske. Det kræver i hvert fald barnets tid, dengang hvor meningen var til stede sammen med det øjeblik med hestene og glæden i en pløjemark. Meningen i korte bukser.

I et digt til Jan Erik Vold slutter Niels Hav med en af barndommens mest virkningsfulde og meningsfulde sange: Lille Peter Edderkop! Jeg har ikke tænkt på det før, men det er jo indlysende noget af det bedste vi kan synge for børn. Om Peter Edderkop der bliver med at klatre op igen.

Nu vil jeg omfavne kloden.

Vi blev født her

Lille Peter Edderkop!

Alle de her digte glæder mig, for de hjælper mig til at se helheden. Det vi bærer med os. Det er ikke afslutningen, døden, Niels Hav tænker på. Det er helheden. Selvom afslutningen også er nødvendig at tænke med.

… en dag, snart,

Når denne vilde glød er død,

Vil jordens mikroorganismer

tage sig sultent af dit kød.

 

Godt, trods angst og snot:

Noget fungerer! Hvil dine knæ,

Sæt dig her i læ og se dig mæt

På myg og lus. Endnu

er der kød på dit skelet.

Det er ganske enkelt herligt og til at blive i godt humør af. Finurligt, som når det et sted hedder: er mange af kammeraterne kravlet op i kisten. Det er det jeg mener med Storm P. Kisten forvandler Niels Hav til en flyvende kuffert.

Der er glæde ved bogstaverne, når det så fint hedder og med stor glæde kan læses højt:

Børnene hjuler hujende forbi på nye cykler,

Glæderne galopperer om kap

Sorgen kommer humpende

Som en invalid

Det er det livet består af. Børnene og sorgen. Og der kan være grund til at blive nervøs for, hvordan sorgens invalide side kommer til udtryk som i digtet: Hvor er du dum. Om en klovn der ikke kan finde hjem, ikke husker hverken navn eller adresse og bliver forvirret og at den klovn er mig selv, for det er jo mit navn der står på døren.

I himlen er en fylden stad, hedder et af digtene. Det vil jeg helt sikkert bruge, når jeg engang igen snart skal prædike. Der er flere digte, der læses med glæde af en præst som mig. Evangelisk er digtet: Hvem jeg holder med. Ja, det er en form for omskrivninger af Saligprisninger. Salige er ham der vasker gulve og sætter stole på plads. Men ham der smadrer sit lysthus forstår jeg ikke helt.

Det var en lykkelig formiddag. Tak for digtsamlingen Niels Hav.

29. februar 2020

Edvard Hoem: Din bror på prærien

Det er en dejlig roman at læse. Jeg var så glad for Høstkarl i himlen. Den første ud af tre. Den tredje er kommet, men desværre ikke som e-bog. Sådan her pakkede man, når skulle ud at rejse, for 130 år siden: "Der blev den, som de kaldte bøgernes bog, liggende på resten af rejsen sammen med undertøj til at skifte med, en jakke, to par strømper, to rene skjorter og nogle andre småting, som kunne blive nyttige, en saks, et krus og en rulle hæfteplaster, som søstrene havde givet ham, sammen med et stykke røget flæsk og en pakke fladbrød, som han kunne spise, hvis der skulle blive for langt mellem måltiderne." Det synes jeg er stor litteratur. Det er enkelt, men der er tænkt. Røget flæsk og fladbrød og biblen. Det er godt. Det er en familiehistorie Skriver forfatteren i et efterskrift. Men der er godt skrevet. Måske til sidst bliver det en smule lokalhistorisk! Der er meget fine betragninger over det menneskelige: "Det, han havde sagt her i aften, var ikke noget, han selv havde fundet på. Det var noget, der kom til ham. Var det sådan, det var at blive voksen, at man sagde det, som faldt en ind? Han ville være en mand, der ikke lagde skjul på sine tanker. Han ville aldrig sige andet, end hvad der var sandt. Men på den anden side indså han, at det nogle gange var bedre at holde tand for tunge. Man kunne tænke sig om to gange." 

Men især om 

kristendommens betydning, når man skal ud i verden: "At der gik en mand rundt og udførte mirakler i Palæstina for to tusind år siden, kunne man tro på noget sådant? Hvad havde det med hende at gøre? Illusioner af enhver art, var det ikke bedst at skille sig af med dem? De stod i vejen for, at mennesker kunne leve et værdigt liv her og nu. De troende sagde, at Kristus var død for hendes synders skyld, men Gjertine følte sig ikke længere syndig." 

Og så der her svada: "Nye århundreder ville gå, nye generationer ville blive født, og for alle disse mennesker gjaldt det uden undtagelse, at de skulle dø. Børn skulle sørge over forældre, der gik bort, enker skulle græde på gravene, elskende skulle skilles fra hinanden, dette var kendsgerninger, som skræmte hende. Men hvorfor skræmte det ikke alle andre, hvorfor tog det ikke pusten fra alle kvinder, som traskede omkring i små køkkener og prøvede at pine næring ud af den magre præriejord, hvor alt for meget af avlen stadig blev vinterens bytte, hvis den da ikke var tørret bort i den ulidelige sommervarme. De trøstede sig med enkle forklaringer og med den tro, de var oplært med, at der ventede et bedre liv efter døden i en himmel, hvor der ikke fandtes sorg og bekymringer." 

Og så er der inspiration til en juleprædiken: "At du er fød herinde/ I Hjertets dybe Grund!

Nu begyndte hun at tænke alvorligt over, hvad de sidste linjer mon betød. Hun havde aldrig tænkt på, at meningen med en salmetekst skulle findes andre steder end i den åbenbarede tekst, men nu gik det op for hende, at sådan var det netop ikke. At Jesus skulle fødes i hendes hjerte, det lød urovækkende, næsten bespotteligt. Hendes hjerte var vel ikke af en sådan kvalitet, at Guds søn kunne fødes der? Hele julenat, den første nat hvor søvnen svigtede hende, sang det vers inde i hende. Det, hun troede, hun så let havde forladt, vendte tilbage med en vældig styrke, men heller ikke det gjorde hende bange."

Og helt enkelt: "Men det går almindeligvis sådan, at når Gud velsigner os med meget jordisk gods – så har vi ikke brug for Gud."

Ærgerligt at jeg ikke kommer til at læse tredje bind. Jeg kan kun læse e-bøger. Siger mine øjne.

20. februar 2020

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem

Den er alt for let læst. Det er som om der står for lidt både på og mellem linjerne. Men den er måske et meget godt eksempel på en populær udgave af en samtidsroman. For let efter min smag. En munter gengivelse af hvordan Odysseus vender hjem. I en nutidig udgave. Frank slår ikke bejleren ihjel som Odysseus gjorde det med sine. På nutidig dansk vis bliver han venlig og takker bejleren for at have passet sin kone!!! Men fornøjelig er det at læse om mønsterbryderen Franks møde med universitetet. Det kunne have været skrevet ud af min dagbog fra dengang. Om at føle sig fremmed og på forbudt område. Romanen er for usandsynlig. Hvor blev Peugeoten af f.eks. Der er for mange ting der ikke fortælles færdig. Men munter læsning. God underholdning.

17. februar 2020

Claudio Magris: Som De sikkert forstår

Det er en lille perle. Længe forstod jeg ikke hvad det handlede om. Jeg troede måske at det handlede om det tidligere diktatur i Rumænien, men så forstod jeg. Det er en lille fin genfortælling af Orfeus og Eurydike myten. Eurydike dør af slangebid og Orfeus har mistet sin elskede Muse. Han synger sig vej ned forbi Hades til dødsriget og får lov at tage Eurydike med sig tilbage. Bare han ikke vender sig om for at se på hende inden han er tilbage i lyset. Vi følger Eurydike på det store Plejehjem som dødsriget hedder. Her sidder hun og tænker tilbage på Orfeus. Hun har lært ham alt. Han kan ikke noget uden hende. Det var hende der lærte ham at elske: "Når vi elskede, var det som et hav, en stor bølge der vugger, hæver sig, dykker, brydes mod bredden; uden mig ville han stadig være et barn der elsker ligesom man pudser næse, ikke en mand." Der er mange små ting, som man kan glæde sig over. Jeg deler gerne disse citater:

"Folk er fulde af tvangstanker, og det er tegn på at de ikke elsker ordentligt, for hvis de gjorde det, så ville alle deres små manier forsvinde."

"...verden er et hotel på timebasis, et paradis, intet stik i hjertet, ingen afsked. Men så enkelt er det ikke, selv den mest fortærskede vane, den mest snuskede last medfører stik i hjertet, fremmede og fortabte blikke der i et kort nu afslører alt det de savner ... Lykken ved at være sammen, men også tomrummet, katastrofen, den ubærlige følelse af fylde ..."

"Uden ham havde jeg ikke været noget, og uden mig havde han heller ikke været noget, et lille kvindemenneske og en lille mandsling der kigger sig frygtsomt omkring og forsøger at gøre god figur, uden at se markens liljer."

"men dét han leder efter, oprindelsens gåde, afslutningens gåde, det er der ikke nogen der ved noget om."

"Men som De sikkert forstår, så ville jeg have ødelagt ham hvis jeg var fulgt med ham ud og havde svaret på alle hans uundgåelige spørgsmål. Og jeg, skulle jeg ødelægge ham? Så hellere lade mig bide af en slange hundrede gange mere giftig end den dumme banale infektion."

"Så De forstår, ærede Formand, hvorfor jeg, da vi efterhånden var tæt på porten, kaldte på ham med stærk og sikker stemme, den stemme jeg havde da jeg var ung, kaldte på ham fra den anden side, og han vendte sig om – jeg vidste at han ikke ville kunne stå imod – og idet han vendte sig, kunne jeg mærke hvordan jeg blev suget tilbage, hvordan jeg blev let, stadig lettere, som en papirfigur i vinden, en skygge der bliver længere og kortere og falder sammen med de andre aftenskygger, og han stirrede forstenet på mig, men hans blik var fast og sikkert, og jeg opløste mig lykkelig foran ham, for jeg så ham allerede vende fortvivlet, men styrket tilbage til livet, uden at vide noget om intetheden, stadig i stand til at være rolig, måske endda lykkelig. Og lige nu, ja, da ligger han derhjemme, hjemme i vores hjem, og sover trygt. Lidt træt måske, det er klart, men ..."

15. februar 2020

Malene Ravn: Mia

Med den forside er jeg ikke sikker på at jeg havde købt bogen, men nu læser jeg Malene Ravn med fornøjelse. Så derfor også hendes anden roman, som er en af dem, jeg slet ikke kan lide at læse, fordi jeg bliver nødt til at lukke øjnene engang imellem mens jeg læser. Det er for uhyggeligt og krimier duer jeg bare ikke til, men den er mere end en krimi. Jeg har forfulgt nogle ting fra min læsning af Det eneste rigtige og I dine øjne. "Det kan være godt at være lidt mere ligeglad med det hele bare en gang imellem." Sådan siger Mia. Den ene af de to søstre. Seline er den anden. Spillet foregår mellem dem og mellem hvad der er sket dem i deres opvækst og hvordan de administrerer det i deres voksenliv. Mia skærer ned. Gør det enkelt. Ikke noget med dybe menneskelige kontakter. Hun vil være alene. Det enkle. Ligesom Nina i den forrige. Mia er en fantastisk klar bekrivelse af mange af os: "Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. Hun forsøger at holde kontakten til andre mennesker på et minimum. Nogle gange er hun i tvivl om hvad det er der holder hende i gang, hvad der får hende til at blive ved med at stå op. Hun vil helst bare tage sig af sine dyr. Hun vil gerne tage sig af sine dyr og gøre det godt. Ordentligt. Hun har to heste, Sejr og Lap, og fire katte som alle sammen hedder Kat." Jeg får simpelthen gåsehud når jeg læser sådan noget. Stakkels menneske. Det er tillid eller rettere manglen på samme det handler om. Og den kan være taget fra én i barndommen. "Nogle mennesker regner med at være, tæller sig selv som en del af fællesskabet, udgør nærmest fællesskabet i sig selv, definerer, er definitionen på fællesskabet. Andre kæmper hver dag for at få lov til at være med, stige på, anser sig selv for uværdige, ved at de er uværdige, er definitionen på alene, på udenfor, på sig selv. De to kan aldrig mødes, forbindes, flyde sammen, de har heller intet ønske om det, ingen kan trænge igennem til hinanden, din hinde er elastisk, men ubrydelig og tæt, helt tæt, du er alene."  Jeg synes det er længe siden jeg har læst så skarpt en analyse af det interpersonale. Det er ret stærkt skrevet. På en eller anden måde fra den enssommes side. Men vi er jo som membraner.  Det kommer også i den her roman: "...alt er transparent, og du findes næsten ikke, og det ligner lykke, det ligner luft, du ånder, og det ånder dig, og du er blevet en del af noget, endelig, du er gået i et, du kan ikke peges ud, aldrig igen, aldrig igen". Pu-ha. Det er altså en voldsom roman at læse. Men jeg glæder mig over lyset, der hele tiden spiller med i baggrunden. Fra første sides sollys til sidste sides: "Lyset trænger ned gennem trækronerne i flimrende, dvaske pletter, og lyset rammer hendes hud, trænger igennem hendes skind og ind i det tunge, bløde mørke der eksisterer nedenunder, og hun tænker på om lyset forsvinder når det ikke kan ses, om det er, om det forsvinder?" Og jeg vil straks skynde mig at sige til hende, at det ikke forsvinder. Men det er en ulykkelig udgang af et ulykkeligt menneskeliv. Slutningen. Men igen: jeg lærer noget her. 

14. februar 2020

Malene Ravn: Det eneste rigtige

"Det er lettere på denne her måde. Alting er blevet let. Man skal skære fra og skære fra, til man kommer ind til det væsentlige, ind til kernen af sit liv. Det er en god proces at komme i gang med." Sådan siger Nina i romanen. Det er den første sætning der gør mig nervøs: Det er lettere på denne her måde. Jeg var faktisk nervøs hele vejen igennem den her bog. Det lette er at springe over etiske bomme. Det kan være godt nok at skære fra ind til kernen af sit liv, men ikke hvis det er bare er for at gøre det let. Og tænk hvis jeg nu ikke har en kerne. Meningen med livet er altid i forholdet til andre. Altså jeg stritter simpelthen imod hele vejen igennem i bogen og jeg har lyst til hele tiden at tage kontakt til Nina og Niels og sige til dem: kom så ud af isolationen! At skære fra kan være uhyggeligt. Og så kommer lovløsheden. Jeg bliver så oprørt når jeg hører nogen sige at EU-domstolen i Luxembourg er overflødig og til grin. Hvis ikke der er lov, så går etikken og forholdene mellem mennesker i stykker. Hele vejen igennem den her roman håber jeg på at der snart kommer ordenede forhold. Og jeg ønskede til det sidste, at der ville holde en politibil udenfor huset til sidst. Malene Ravn gør det fuldstændigt klart, at det eneste rigtige ikke findes. Marie siger til Nina under et opgør: "Du æder mig, du gør! Skrid nu!“ Hendes stemme er helt skinger og høj. „Ring dog til nogen så, det er sgu da dig, der er helt underlig, og vi er helt alene, og du har ikke engang nogen telefon, og du får mig bare til at ligge her.“ Jeg bliver lidt rystet, og jeg går ud af stuen. Det er vist bedst, at hun får ro." Det er de to sidste punktummer jeg bliver forskrækket af. Det er skræmmende når vi venligt og gavmildt overfor os selv lukker øjnene for virkeligheden. Skyder den fra os. Den skal nok have noget ro den virkelighed. Imens forsvinder jeg. "Kan man bare sige, at vi er mennesker, er det forklaring nok?" - spørger Malene Ravn. Det er en skræmmende og god roman, men det er klogt at blive forskrækket og blive opmærksom på, hvornår noget er ved at blive forkert. Det kan man lære her. 

13. februar 2020

Malene Ravn: I dine øjne

Hvor er det længe siden jeg har læst noget så godt. Her kommer et eksempel på Malene Ravns fine sprog: "Hans krop er lufttynde hinder som lader natten og tomheden passere ind i ham og lader ham flyde ud i natten, lader ham blive til natten, til et hele som hverken gør til eller fra, presser eller lader sig trykke, men passer ind, er en fuldstændig del af alt det som er natten, som var han det hele, spændt ud over natten som et sejl, og indeholdt i det inderste lille korn af mørke." Hele vejen gennem romanen er sproget holdbart og utrolig smukt og markerer Malene Ravns syn på, hvad et menneske er. I hendes verden er et menneske et sammenhængende under, hvor alt er sansning. Et menneske er en membran. Det ydre og det indre hænger sammen. En krop er en lufttynd hinde. Vi sanser med arme og ben. Med øjnene som det allermest sårbare område. Deraf titlen: I dine øjne. Dér er sjælen. Den som du aldrig må lade andre trampe ind over og ødelægge. Det ved hovedpersonen Erik. Og de voksne råber til ham hele tiden: Se mig i øjnene! Og slår ham. Det er næsten ikke til at bære de kapitler, hvor han har det så hårdt, den dreng der må gøre sin membran hård for at beskytte sig.

Det er en parallel fortælling til Jesper Wung Sungs roman "En anden gren", som jeg læste i 2018. Om de kinesere der blev udstillet i Tivoli i 1902. Malene Ravn formår i den grad at være inde i et andet menneske, at forstå et andet menneske. Romanen er empati i stort format. Og kan man lære mere empati i sin omgang med andre mennesker ved at læse en roman, så er her den suveræne roman. Og ligesom i Jesper Wung Sungs roman følger vi barnet af kineseren til det allersidste, hvor han er blevet alene og hvor alt det usagte og ikke fortalte ikke længere kan gemmes væk: "Han bliver ved og ved med at eksistere mens han går i opløsning, han gennemtrænges og vrides og trækkes ud på vrangen, han kan ikke skrige, er allerede overdøvet af det dybe brøl som holder ham fast og slæber ham gennem natten, det er som om den mørke lyd lammer ham og er med til at gennemtrænge ham, og lyden er hans eget sind som brister, og hans egen krop som lader alt det der ikke kan være inde i ham, trænge ud igennem sig, igennem de allerede åbne steder og de endnu ikke åbne steder. Til sidst er han ikke andet end lyd. Det dybe brøl som er ham og alt det sorte inde i ham og uden for ham, vækker ham og kaster ham ud af søvnen, spytter ham ud på sengen. De morgener vågner han med stor lettelse og rækker ud efter Kirsten, og hele dagen mærker han nattens rystelser som en skælven under huden. Huden som heldigvis stadig er hel."  

Det hele kommer tilbage til ham. Der er ikke andet at gøre end at være til i det. 

"Han begynder at drømme når han er vågen, han falder hen i gamle minder. Rester og stumper fra hans liv ruller ind over ham i bølger, trækker sig tilbage og efterlader ham her i lænestolen, en gammel mand med småstykker af en lille dreng indeni. Han kan ikke samle de stykker. Det kan ikke nytte noget at tænke tilbage på de ting. Det har han altid ment. Han var bare en lille dreng.

Han kan huske Alfreds hånd om sin nakke. Sig selv med kasket på og Alfreds blik i spejlet. Han kan huske da Alfred ikke var der mere, og det føltes som om han selv ikke var der mere, men bare fandt sted i stedet for den rigtige Erik. Han kan ikke helt huske hvad der skete, og hvad nytter det at forsøge? Han var en lille dreng. Han er en gammel mand. Dufte, lyde, en trækning, en tanke, en elektricitet i systemet. Han går hen ad gaden med tanken om sin far, han er i bevægelse, han er flydende, han fortæller de samme historier eller fortrænger de samme historier. Det der trænger frem, fortrænger andet, det skete blander sig, fremtræder i nye former. Han former, og det former, han presser på fra oven, det trænger frem fra neden, fra siderne. Det der skete, er hvordan han har det lige nu, han flyder, og i morgen finder alting sted igen.

Han er så lille at han ikke har begreb om hvor han selv slutter og resten af verden begynder. Han ligger i en krybbe imellem en kapokmadras og et tæppe. Han fryser, hans krop arbejder med kulden, koncentrerer al energi om at holde varmen. Han er holdt op med at skrige. Han er en del af ingenting.

Han er så blød."

Jamen det er da stor litteratur. Det dur! Det største i hans liv var kærligheden til Kirsten. Og selvom hun er død nu, så er hun der stadigvæk: "At hun fandtes. At hun ville have ham. Det utrættelige lys falder ind gennem altandøren. De er her begge to, fornemmer han. Hun er i lyset og ved siden af ham og inde i ham, hun er lys og luft. Han er bare krop, en stor, sørgelig krop." 

Hvor har jeg været glad for at læse den her roman. Nu vil jeg læse hendes to tidligere. Straks. "Det eneste rigtige" og "Mia". Jeg glæder mig.

6. februar 2020

Maren Sophie Clausen: Over dine øjne

Gud er ikke død, siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med sig selv, eller omvendt: den samtale universet fører med mennesket for at komme til bevidsthed om sig selv” Inger Christensen. Det formidable tekststykke fra 'Hemmelighedstilstanden' står som indledning til romanen, der et langt stykke er en samtale med Gud om kærlighed og svigt og ensomhed og jeg ved ikke hvad... Det kommer bare aldrig til at berøre mig. Romanen er udgivet på Forfatterskabet. Et sted hvor man kan få hjælp til sine skriverier. Og fungerer som forlag. Men at skrive en roman...

4. februar 2020

Astrid Saalbach: Klapperslangen

Jeg ville lige læse en mere af Saalbach. Den lader mig måske endnu mere uberørt end Fordrivelsen. Så nu tror jeg lige, jeg lader de to ligge, som jeg ikke har læst. Det er åbenbart en autofiktion, som handler om hendes problemer med at afsætte et teaterstykke "Frisørerne" og en uenighed med en teaterchef og en "Putte". Måske er det hende der er problemet og som kommer ind i sidste linje. Det er ikke til at vide og ikke til at blive klogere af. 

30. januar 2020

Astrid Saalbach: Fordrivelsen

I søndags hørte jeg gudstjenesten fra Langenæs kirke i Århus med Louise Højlund som præst. Det var bare så godt. Jeg så på deres hjemmeside. De havde også en læsekreds og nævnte forskellige bøger. Også Fordrivelsen. Jeg skyndte mig at købe nogle Astrid Saalbach bøger. Men så havde jeg læst den tidligere. Jeg læste den igen. Den er spændende og pirrer fornemmelser for flere dimensioner i tilværelsen. Men mig pirrer det faktisk ikke. At nogle kan se ind i fortiden og få beskeder. Det siger mig ikke noget. Det er mere spændede at blive her og bruge al sin energi på at være til i fornemmelsen af hinanden og at huske de mennesker som ikke er mere og hvad det er de stadigvæk betyder. At fortælle historier om de døde og deres betydning.


Eller som jeg læste senere i går aftes hos Thomas Mann i første bind af Josef og hans brødre:

At dø, det vil ganske vist sige at miste tiden og fare ud af den, men det vil til gengæld sige at vinde evighed og allestedsnærværelse, altså først rigtig for alvor livet. For livets væsen er nutid, og kun på mytisk vis viser dets hemmelighed sig i fortidens og fremtidens tidsformer.

For det er, er bestandig, selv om folkets talemåde lyder: Det var. Sådan taler myten, der kun er hemmelighedens kappe. Men hemmelighedens højtidsdragt er festen, den tilbagevendende, der spænder over tidsformerne og gør det forhenværende og det fremtidige nærværende for folkets sanser.

28. januar 2020

Morten Pape: Planen

Jeg har længe villet læse den. Og efterfølgeren. Jeg var meget glad for Planen. Den er rigeligt lang, men sproget er lige ud ad landevejen og samtidig kvik på en meget poetisk måde. Autofiktion. Jeg bliver simpelthen bevæget af at følges med Morten gennem barndomsårene i (turban)planen. Det er et farligt liv og især tænker jeg på den lille skoledrengs nætter, nervøsiteten, mareridtene om, hvad der kan ske i skolen dagen efter. Det var et farligt sted at gå i skole med alle de magtkampe og forskellige måder at være barn på. Morten og så alle perkerne, som er både somaliere, iranere, tyrkere m.fl., men jeg tænker på, at sådan var det jo også dengang jeg gik i skole. Der var virkelig også nogen vi var bange for hele skoletiden. Og havde mareridt om. Men nok ikke i den målestok. Men det er fint at læse om. Han vokser op i en dysfunktionel familie, men mærker tidligt at han har noget i sig, som er anderledes og som han kan bruge. En værdighed som han er klog nok til at holde fast i. Senere i teen årene bliver livet ikke mindre farligt og jeg sidder bare og håber på, at han snart begynder at vælge rigtigt i sit liv og ikke bare at vælge hashen. Og bliver forbavset, da det så endelig sker, at han får styr på sig selv. Det er takket være fire måneder i militæret. Til sidst nærmer han sig selv og overtager sig selv. Alle drenge burde læse den. Her kommer nogle citater fra en god bog:


“Hvis man er bevidst om at det man gør, kun er godt for en selv, men skidt for andre, selv dem man holder allermest af, så er man jo bundet af sine relationer ved at have dem. Der er intet lystbetonet ved tilværelsen så. Det er kun pligter. Det er umenneskeligt.”

“Det er netop dét der gør dig til et menneske og ikke et dyr. Hallo, hvor vil du hen med det der, for fanden?”

“Hvis det er så svært at være en god kæreste, hvor svært er det så ikke at være en god far? Eller en god onkel. Eller en god nabo? Og hvem siger overhovedet at vi skal være gode? Man kan ikke vinde noget ved bare at være god. For så findes der intet ondt. Og hvad skal vi så egentlig bruge det gode til?”


“Jeg mener bare, ville det overhovedet give nogen mening at være vred over fortiden når det eneste man har, er ansvaret for selv at gøre det bedre i fremtiden?”

16. januar 2020

Daniel Dencik: Sportshjerte

Det er en fin lille bog om landvejdscykling og dens udøvere. Den åbner med et citat af Steno (1673):

Skønt er det, vi ser.
Skønnere er det, vi forstår.
Men langt det skønneste er det, vi ikke fatter.

Så er stilen slået an. Dencik er filosof. Derfor elsker han cykelsport og finder i den det ensomme arbejde med uden ophold at nærme sig hemmeligheden i den yderste koncentration og arbejdsindsats. Et kapitel afslutter han med følgende konklusion:

Som jeg ser tingene, ligger der noget smukt i, at vi ønsker at opfyldes af noget uden for os. At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.

Dencik giver nogle fine portrætter af nogle af de største danske ryttere. Især er kapitlet om Michael Rasmussen smukt. Spøgelsesrytteren, kalder han ham. Han er uønsket efter afsløringen af bloddoping efter etapen til Col d'Aspin i 2004. "Men foragt kan vel også have en udløbsdato" siger Rasmussen. Nu opholder han sig i udkanten af feltet, men kan ikke holde sig væk. Dencik forstår sporten. Jeg elskede at læse den, for jeg elsker cykelsporten. Og gammel kærlighed ruster ikke, kun knæene.

14. januar 2020

Maria Helleberg: Søstrene fra Thy

Jeg har stor fornøjelse af sådan en gammeldags slægtsroman. Der er noget trygt ved det, men Maria Helleberg har mere end det trygge på spil. Det er virkelig spændende at følges med Ruth og Gerda gennem krigsårene og det er overraskende synsvinkler der kommer ind i fortællingen. Hvor man lige er allermest tryg og håber det bedste, sker der noget. Men jeg har ikke understreget noget. Det er ikke sådan en bog. Det er et fint indlæg i genforeningsåret med en afstikker til Frederiksstad i Slesvig.

6. januar 2020

Jan Guillou: Den anden dødssynd

Det er bind ni i 'Det store århundrede' og det er meget fornøjeligt og underholdende at læse. Og gavnligt er det også for jeg får lige repeteret 80'erne med Reagan og Thatcher, incesthysteri, mordet på Palme, Blekingegadebanden og kapitalismen der kørte løs. Han skriver så underholdende og veloplagt. Det er en stor fornøjelse at læse. 400 sider der forsvinder og spiller højre og venstre ud mod hinanden og jeg er aldrig i tvivl om hvem det er Guillou holder med. Og det hele personliggøres med Lauritzen familiens medlemmer. Det er en god historie. 

3. januar 2020

James Wood: Upstate

Den læste jeg fra Saxos streamingstjeneste i køkkenet. Den fangede mig aldrig helt, men jeg nød at læse den og sproget ikke mindst. Den minder mig om Jens Christian Grøndahls romaner, som jeg vil foretrække. Den der rolige eftertanke. Hvad var det der skete dengang? Hvorfor udviklede pigerne sig sådan og så forskelligt? Eftertænksomhed når den er bedst. Jeg ville læse den, fordi jeg i 'Mellem frygt og håb' netop havde læst et interview med ham, hvor han om Jesus sagde: "Han sagde på den ene side, at den syndfri må kaste den første sten – med andre ord introducerede Jesus en grænseløs medfølelse, der ifølge Wood er den samme, som vi bruger, når vi læser romaner og sætter os i andres sted." Wood er først og fremmest anmelder, men er også en god forfatter. Og så har han hele tiden i baggrund en samtale med kristendommen. Som her i dette morsomme citat:


"Alan kunne dog godt lide domkirken og smuttede en gang imellem ind i den store, mørke bygning, uden at fortælle det til sine forældre. Men det dogmatiske var helt oplagt en gang menneskeskabt vås. Og hvad angik ’spørgsmålet om Gud’, mon ikke det blev bragt i orden i hans levetid, ligesom Cypern og polio. Han havde en uklar og lettere irriterende forestilling om, at der ville komme en slags afsluttende åbenbaring, et slags teologisk pressemøde. Han vidste ikke, om den afsluttende åbenbaring ville være, at Gud eksisterende eller ikke; det, der virkede så besynderligt på ham, da han endelig lagde sit trætte hoved på hotellets pude, var, at det endnu ikke var blevet afgjort to tusind år efter Kristi død."

2. januar 2020

Claudio Magris: Intet retsligt efterspil

Det var en stor oplevelse af læse den her bog af den lærde Claudio Magris, som også skrev 'Donau', som jeg var så glad for og beriget af at læse sidste år. Den her krævede noget mere stædighed. Sommetider bliver det altså nogle lange digressioner han foretager, men de er givende. Det er et langt og stort katalog over krigen og magten. Bogen handler om et menneske som vil skabe et stort museum med krigsgenstande for fredens skyld. Jeg tænkte flere gange på Patrick Modianos bøger fra Parises gader, hvor han ustandseligt leder efter de mennesker, der engang blev fjernet alene fordi de var jøder. Det samme gør Magris. Han afslører hvad der foregik i den lille udryddelseslejr Rismøllen i Trieste. Det er grufuldt, men det Magris vil sige er, at det er endnu mere grufuldt at glemme, ja at glemme glemslen om forbrydelsen. Og det er frygteligt at der intet retsligt efterspil kom for mange af forbryderne. Han skriver: "Natten mellem den 29. og den 30. april var det en anden røg der steg op fra Rismøllen, en røg der fordrev røgen fra før og som derefter også selv forsvandt, og med denne røg, som boraen blæser væk og får os til at glemme, forsvandt alle de forsvundne fanger der var blevet torteret, massakreret, gasset, deporteret, brændt. »Det er denne røg jeg er på jagt efter, disse navne der nu er blevet til aske. Jeg kæmper ikke imod glemslen, men imod glemslen af glemslen, mod den skyld der ligger i ikke at vide at man har glemt, i at ville glemme, i ikke at ville og ikke kunne vide at der eksisterer en rædsel man har ønsket – og måttet? – glemme. I hver eneste gade i Trieste ser jeg denne røg som ingen har ønsket at se."

Magris er omkring mange kulturer, som alle mener at beskeden fra Gud til mennesket på den syvende dag var således i følge Magris: "Bliv frugtbare og mangfoldige så I bedre kan udrydde hinanden."

Her kommer nogle citater fra bogen:


"Døden eksisterer ikke, forklarede han. Den er blot en omvender, en maskine der simpelthen vender vrangen ud på livet som på en handske, men lader man blot tiden gå den modsatte vej, kommer det hele tilbage til en. Den genfundne tid, kærlighedens triumf. Hvis kærlighed, hvis død? Din, min, alle menneskers."


"Hver af dem var blevet sig selv med den anden, takket være den anden, som en plante der stræber mod solen og opsuger den i sine blade, ligesom plantesaften suger vandet op af jorden og nærer sig ved det; det vand de skænker hinanden, er blodet i begges vener, de er hver især hinandens jord. Måske er lykken ikke umulig, selvom det er så svært at tro på det; og det er ikke kun i eventyrene at nøglen til hjertet, nøglen der er blevet væk, bliver bragt til huse af en lille grøn fugl eller et andet fortryllet bevinget væsen."


"Da Aaron Lieukant er blevet sat på det tog som skal bringe ham til Auschwitz, sender han en besked til sine børn, Bertha og Simon: »Lad være med at drikke iskolde drikke når I døjer med varme om sommeren.« Hvordan kunne de tåbelige brunskjorter med deres hagekors tro at de kunne tilintetgøre mennesker af den støbning?"


"...kun en tåbe kunne tro at man blev ligesom Gud hvis man spiste et dumt æble – det skulle en stor Talmud-mester have sagt, ifølge hendes fætter Moni Rosenholz som studerede den slags, og som var taget til New York for at undervise i en Yeschivah; det er deri arvesynden består, en idioti der gjorde mennesket uværdigt til at leve i Edens Have."


"Ondskab er en kæde af hænder der trykker hinanden velopdragent i hånden."


Tak for endnu en bog af Magris. Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med den.