Pibekraver og Boglog

Boglog 2020

25. december 2020

Ida Holmegaard: Graceland

Det var en meget enkelt at læse Holmegaards bog. Det var som at gå ind i sin egen hverdag med alle de tanker der kommer og går. Rejsen hjem til jul, at vente på jul og glæde sig til gensynet. Tre mennesker der er på vej og tænker på, hvad det altsammen betyder og medtænker alle de farer der kan true. Et fly kan falde ned. Alting kan gå galt. Det er sært bekræftende at se de samme tanker, som jeg selv ofte tænker. Vi ved livet er skrøbeligt. Alle har de tanker. Og så er der alle de andre tanker, der hele tiden kører. Det er et lille dokument om os alle sammen. Det er meget enkelt, men for mig især bekræftende. Så ens vi tænker. Så ens vi glæder os og frygter det værste.

22. december 2020

Trude Marstein: Så meget havde jeg

Hold da op hvor de kan, de norske forfattere. Det er mange sider at være sammen med Monika på sammen med alle hendes mænd og alle hendes valg. 493 sider. Og undertiden var jeg ved at være træt af hende. Hold nu da op med at vælge så egensindigt! Du vælger jo altid lysten fremfor ansvaret, tanken på den du har ansvar for skubber du til side! Jeg var lige ved at smække bogen i indtil jeg igen blev indhentet. Det er jo sådan du selv har gjort. Og så begynder jeg igen at lære noget om mig selv og mine år dengang, hvor driften spillede så stor en rolle. Det herlige ved Trude Marstein er, at hun aldrig bliver moralsk. Der er ingen fordømmelse. Hun viser det bare frem, når det er sådan, at man ikke kan gå ind i den sædvanlige pæne familiehistorie. Hvor blev den bare god. Monika bliver ældre. Vi følger hende fra hun er 13 til hun er 57 år gammel. Driften er ikke blevet mindre, mens hendes reflektioner bliver længere og dybere. Hun har aldrig været helt A4, som hun siger et sted. Så bliver identifikationen tydelig for mig. Hun har en uro i kroppen, en evig søgen efter det rigtige. Et sted tænker hun: "Nu er det for sent, tænkte jeg da jeg var gravid med Maiken, nu er min livsbane lagt, jeg tænkte på alt hvad jeg kunne have gjort hvis ikke, alt det jeg nu ikke kunne gøre, alene det ikke at kunne ryge. Men alt det glemte jeg så snart Maiken var ude, eller jeg glemte det allerede dagen efter at tanken var tænkt, følelsen følt. Men jeg mærker af og til en trang til at ting skal gå hurtigt, at det at få børn og se dem vokse op, skal gå hurtigt." Hun ønsker hele tiden at være helt sikker i kærligheden. Og det er nok dumt. "Jeg ønsker at han vil holde hårdere om mig, men så gør han det, og det er slet ikke det jeg ønsker. Jeg har haft idéer om at livet som rigtig voksen ville give en større ro, en afklaring. Jeg havde ikke forestillet mig at man vaklede sådan, ikke kunne træffe valg eller kunne vælge forkert." Hun overvejer sit liv: "Hvor har jeg dog brugt meget tid op gennem årene, med al min intellektuelle og emotionelle indsigt, al min viden og al min erfaring, på at tænke mig frem til præcise sandheder om mig selv: mig selv i verden, mig selv på det livsstadie jeg er på nu, mig selv i forhold til min datter, min mor, mine søstre, min kæreste og mine tidligere kærester, kolleger og naboer. Jeg har famlet mig frem, og fundet eller fulgt et intrikat mønster, men idet tankerne falder på plads, rationelle og letforståelige, er det kun banale, generelle sandheder som alle kender, og som kan gælde næsten hvem som helst." "Jeg har altid følt mig så indlysende moden på ethvert stadie jeg har befundet mig på, med et selvfølgelig overblik og forståelse af menneskene omkring mig, bare ikke når jeg har set mig tilbage, aldrig i de tilfælde. Altid umoden i min evne til omsorg, til at sætte mig i andres sted, inkompetent." Det er en fremragende bog om almindeligt fejlbehæftet menneskeliv. Det er en venlig beskrivelse af vores uvenlighed. Den er god at læse for en gammel mand. Jeg kunne have tænkt mig at have læst den for 20 år siden.

11. december 2020

Vigdis Hjorth: Er mor død

Det er bare den bedste bog jeg har læst længe. Desværre har jeg ikke læst Hjorths foregående bog, der skabte så meget debat i Norge om "virkelighedslitteratur", som de deroppe kalder autofiktion. Hjorths familie blev splittet i to. Og nogle anmeldere mener at 'Er mor død' er et grundigt svar på den debat. Men det er lige fra titlen at intensiteten kommer. For der mangler et spørgsmålstegn. På første side af romanen står der "Hun ville kontakte mig, hvis mor døde. Hun har pligt til det?" 'Hun' er søsteren til jegfortælleren. Men her er et spørgsmålstegn for meget. Spørgsmål og anklage. Det foregår altså i det allermest sårbare sted i vores liv, familien. Johanna tænker sådan her: ”Hvis man vidste, hvis man som ung forstod, hvor afgørende barndommen er, ville man aldrig selv turde få børn”. Igen og igen er det i alle autofiktionsbøger alt det usagte og skjulte der er omdrejningspunktet. Her har mor levet med så store problemer at hun ikke kunne være i dem uden at skade sig selv. Og kunne dermed ikke undgå at skade sine børn. Igen er faren det store uhyre i åbenbaringen. Sproget er så godt og teksten er klog og jeg lærer noget side for side og bruger det i min egen erfaring af og hukommelse om min barndom. Og så bliver den bare spændende. Johanna er blevet enke og er flyttet hjem og vil have en afklaring efter så mange års tavshed. Hun udspionerer sin mor der nu er rigtig gammel. Og til sidst bryder hun ind hos sin mor og får vished for, at det hun var bange for, er rigtigt. Morens venstre arm er et vildnis af hvide ar. Og hun forstår. Det er meget smertefuldt, men døden er indtrådt: "Gem mig, mor, men som ikke selv havde nogen at gemme sig hos, at søge tilflugt ved, jeg diede umulighed af mor, smerten løb fra hendes bryst ind i min mund og ud i resten af kroppen, men noget i mig forstod det og vægrede sig, og siden søgte jeg væk fra hendes umulighed og smerte. Jeg har været vidt omkring, mor, men gik nok mest i ring, mor, bærende på dig og din tyngde, mor, men nu skal det være slut, mor, jeg er træt, mor, og har ikke mere at sige, mor, søger mod mit hi, mor, var et barn engang med drømme om ind til dig at finde, og nu er jeg kvinde og opgiver dig, siger farvel og graver dig ned, løfter dig af mig og lægger dig fra mig og skovler mørk mose og mulm over dig, fremkalder lugten af din jakke, som jeg rev af dig, og sweateren, som jeg trak ærmet op på, jeg kan ikke lide den lugt længere, det er et tegn. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, så går jeg derfra uden at se mig tilbage." Det er barsk virkelighed. Puh-ha. 

Hun er så klog forfatteren. Hør bare: 

"Men om natten, når hun lægger sig til at sove? Hvad tænker hun så, hvilken slags selvsamtale har min mor. Konsulterer mor sit dyb? Konsulterer jeg mit dyb?"

"Vi deler vilkår. Vi er alle prisgivet en tilværelse, der ikke er nogen oplagt mening med eller noget mål for, kan kæmpe så meget, vi orker, men slipper ikke fri af usikkerheden, farerne, der truer, sygdommene, som kommer, tabene og sorgerne, der venter, det bortkomne barn, søskende, fortiden, som pludselig er tilbage og banker på døren. Vi vil alle opleve, har alle oplevet, at en, vi elsker og ikke kan leve uden, bliver syg og døende, og vi kan ikke andet end at sidde ved sygelejerne, dødslejerne, magtesløse og lammede, og når dem, vi ikke kan leve uden, dør, må vi våge over dem, mens de langsomt bliver koldere og blegere, og så ud igen til gadens larm og travlhed og trafiklysenes blinken og kragernes skrig i træerne, knuget af alt det praktiske, vi skal ordne til begravelsen, og ikke glemme at forfatte en dødsannonce. Vi har alle oplevet det og vil opleve det igen, og efter begravelsen sørger vi i uger, måske år, og måske helt til vi selv skal opleve tilintetgørelsens øjeblik. Men hvis den, der har gjort dig ondt, dør, eller den, du har gjort ondt, dør, før I har fået talt ud med hinanden, fordi I aldrig har talt ordentligt sammen, fordi tilværelsens alvor og det krævende liv aldrig har været samtaleemne, vil det formentlig være værre, lægge sten til byrden, end hvis I havde fået talt ud, forstået hinanden, i den udstrækning det er muligt for mennesker, en opklarende samtale ville højst sandsynligt mindske meningsløsheden, stumheden, selve vilkåret, det er ikke meget, der står i menneskets magt, som er inden for menneskets rækkevidde, men dette er."

"Virkeligheden er indkøb af vaskepulver og toiletpapir, busbilletter, regninger, tandbørstning og hård mave, at sætte i og tømme opvaskemaskinen, virkeligheden er uinteressant, sandheden er interessant, men svær at gribe, kredse ind, at nå."

"Men fortiden er ikke død, den er ikke engang fortid! Det er jo det, Ibsens figurer tror, at de kan lægge fortiden bag sig, og så viser det sig gang på gang, at det ikke går!"

7. december 2020

Kristina Stolz: Paradis først

Det er ikke nogen lang bog. Der er bare ét kapitel, men det er en tekst som vækker noget i mig, som jeg troede glemt. Hvordan erindres kærligheden? Hvem tør dykke ned i erindringen? Pludselig forstår jeg hvordan virkeligheden har glidende overgange mellem fortid og nutid og farver hinanden. Ustandselig skifter Stolz mellem fortid og nutid. I en sætning skifter det bare. Sådan. Og det er sådan vi tænker i erindringens rum. Og hver gang vi skifter rum tager vi noget farve med til det næste rum. Og så er der verden rundt omkring den kærlighed der var og verden i dag, hvor dengang erindres. Her skovbrandene i Californien med byen Paradise der brænder ned i 2018. Det er en højaktuel bog om racediskrimination og Trump og klimakrise som kobles med kærligheden der er så absolut at det bliver farligt.En kærlighed der fortærer som ildebranden fortærer paradiset. Her et citat: "Kærligheden bliver husket i de mindste bevægelser. Det skrev han engang i et brev. Hun fór vild ude i skoven, kom først tilbage ud på aftenen. Han havde ikke været nervøs, havde ikke tænkt, at der ville ske hende noget.
»Hvis du dør, dør jeg også.«
I telefonen græder han. Alle de telefonkabiner hun går ind i for at ringe til ham. Hun står derinde for at høre ham græde, tager toget til en ny by og stiller sig ind i en ny kabine. På internetcaféerne sætter hun sig for at skrive. Hun skriver det, som det er, at hun ser tegn i alting, i en død græshoppe, som hun fandt på gaden, i Goyas tegninger på museet, i en lille bronzeengel, som hun købte på et loppemarked. Gaden, torvet, hele verden taler til hende i symboler, der enten vil fortælle hende, at hun skal holde fast eller give slip. Hun er hverken i stand til at holde fast eller til at give slip.
»Hvis du dør, dør jeg også.«

1. december 2020

Nanna Wendt Sølvsteen: Et andet billede

"Edith havde med alderen forstået, at menneskene snarere end at se tingene, som de er, ser dem, som de selv er. Hun anerkendte derfor nødvendigheden af at være villig til at gøre plads til flere sandheder i mødet med andre. Ingen kunne tage patent på hverken løgnen eller sandheden." Sådan lader Sølvsteen en af de seks søskende sige. Det er klogt. Det er sådan noget vi begynder at indse, når vi når til en bestemt alder. Romanen er fyldt med indsigt i menneskers liv med og mod hinanden. Det interesserer forfatterinden at mærke alle følelserne i en familie. "Den afstand, han havde lagt til hende, var blevet til en afstand i hende selv. En afstand, der forhindrede hende i at tro på kærlighed. Følelsen kendte hun, men da hun aldrig havde haft tiltro til, at den, når den kom fra hende, kunne bære, havde hun endnu aldrig fundet modet til at spænde den ud mellem sig selv og en anden." Siger samme Edith om sin stedfars manglende kærlighed. Det er en god bog at læse. Et sted siger en af personerne, at han kan se sine fejl. Han retter på andre mennesker. Uden videre. Det gjorde hans far også. Det kommer uden at han véd af det. Det kan jeg genkende. Men den går jo ikke. Vi har selv ansvar. Men spændende er det. Hun debuterer efter 30 år som journalist. Det er flot, men der er ingen glæde ved sproget. Og nogle steder bliver det direkte til trivial litteratur, hvis der er noget, der hedder det endnu. 

26. november 2020

Julie Otsuka: Og vi kom over havet

Det er en skræmmende rolig fortalt roman om japanske kvindelige immigranter i Amerika, som flyttede dertil på falske præmisser 20'erne og 30'verne. De havde været pennevenner med unge enlige velstående mænd og rejste nu over for at få et bedre liv. Det hele var en løgn. På kajen stod alle mændene, men de var fattige og skulle bare bruge kvinderne (pigerne) til at arbejde for dem. Trafficking er langt fra nyt. Der har altid været slaver. Der kommer rigtig mange japanske kvinder til Californien. Der bliver japanske områder i de store byer. De arbejder og arbejder. Og lever stille. "OM DAGEN arbejdede vi i deres frugtplantager og på deres marker, men hver nat, mens vi sov, vendte vi hjem." Hun skriver vi om dem alle. Vi arbejdede. Det er en meget smuk opremsning af liv, som bestemt ikke er attråværdigt. De er slaver og føder børn og arbejder uden at kunne vende hjem. Men i december 1941 bliver Pearl Harbor angrebet af Japan. Og så bliver det slemme meget meget værre. Nu er de og deres mænd forrædere. Roosevelt underskriver et dekret i 1942 som betyder at de bliver samlet i lejre og tvangsforflyttet til øde steder i andre stater. Otsuka har sat et meget fint mindesmærke over alle de tapre kvindelige immigranter fra Japan. Og skrevet en bog, der måske kan få os til at tænke på en mere human måde.

24. november 2020

W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur

Sebalds romaner 'Austerlitz' og 'Saturns ringe' handler om erindring. Også erindring om det, som vi ikke tør huske. Det er så vigtige bøger. Nu har jeg læst én mere af ham. Brugt et par ugers formiddage. Og så har jeg to mere af ham, som jeg vil læse snart. 'Luftkrig og litteratur' handler lige præcis også om erindring. Den erindring som ingen tyske forfattere turde skrive om. Sebald revser de forfattere, som oplevede Bomber Harris fuldstændig vanvittige togt mod 131 tyske byer i slutningen af krigen. Eller er der noget, der er så vanvittigt, at erindringen er for hård. Sebald mener det hele skal med. Han bruger især bombningen af Hamborg i sommeren 1943 midt i en hedebølge. Operationen blev kaldt Gomorrah med tydelig henvisning til de gammeltestamentlige byer Sodoma og Gomorra, der blev ramt af Jahves vrede og derfor gik under i ”ild og svovl”. Titusinde tons spræng- og brandbomber blev kastet ned over de tætbeboede områder øst for Elben. Taktikken var omhyggeligt testet på forhånd. Først knustes vinduer og døre med tunge sprængbomber, dernæst satte lette brandbomber ild til tagkonstruktionerne. Der rejste sig i løbet af få minutter en ildstorm, der rakte et par kilometer op i luften, som sugede al ilten til sig, og som varede i tre timer. Hvorfor læse om sådan noget? Født to år efter krigen kan jeg stadig huske min familie fortælle om hvordan de oplevede det. Det kunne høres og ses helt til hvor vi boede dengang. Men i det hele taget er det værd ikke at glemme det, vi næsten ikke vover at erindre.

22. november 2020

Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara

Hold da bare op. Så er tiden godt brug med sådan en roman. Det går over stok og sten og lyng og sand, men det er mere end godt. De sidste af Ida Jessen jeg læste var ’En ny tid’ og ’Doktor Bagges anagrammer’. Men det her er ganske anderledes og her har vi bare en gennemskrivning af alle tiders historie, #metoo og alle andre dagsordener har været på spil altid - her for 250 år siden. Det er bare så godt. Det handler om kampen mod mænd at Trump-typen, som nedtaler deres samtalepartnere skamløst. Og mere til. Det er en fuldstændig vidunderlig historie. Hele tiden tænker jeg den op til i dag. Med træmænd og træheste og trælle og herremænd i forvandlet udseende. Der er ikke meget der har ændret sig. Vold og magt. Og stadig har vi det samme problem. Det eneste jeg har understreget i romanen er hele programmet for bogen: "Men det forekommer mig, at man kun kan forklare og bevise det onde. Det gode, det kan man ikke bevise. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor det er sådan". Det er den skønne Ann Barbara der sige sådan i en samtale med Kaptajnen. Nej, hvor er det godt! Det bliver til alle tiders film...

19. november 2020

Kjell Westö: Tritonus

Jeg var meget glad for at læse den her roman. Jeg lærte meget af den. Og hører lige nu, mens jeg skriver, Górecki's tredje symfonie. Bogens hovedperson er en verdenskendt dirigent som ikke mindst havde stor succes med den her symfonie. Jeg havde hørt den før, hvor jeg engang brugte noget af teksten i en prædiken. "O, Mor, græd ikke, Ubesmittede Mor i Himmelen. Vær der altid for mig." Det var teksten jeg brugte. Der er andet musik jeg skal høre nu. Mahler, som hovedpersonen dirigerer igen og igen. Jeg har ikke været god til at høre Mahler. Nu må jeg prøve alvorligt. Men samtidig er det er god roman at læse for ældre mænd om deres forhold til det, der skete i deres liv. Det er to naboer, dirigenten og skolepsykologen. De går tæt på hinanden og deres liv. Det er rigtig godt. Jeg var fuldstændig optaget af det. Og nød hvert øjeblik.

10. november 2020

Elif Shafak: 10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden

Det er bare fantastisk at få lov til at nærme sig en person, der bliver født på den Anatolske højslette i Tyrkiet. Født ind i en familie med alle de traditioner og fortrængninger som hører til i et islamisk samfund i tresserne. Dengang. Og der er rigtig meget godt i begyndelsen af romanen. Jeg tænker det er et privilegium at være med. Det er det sekulariserede Tyrkiet, hvorom det hedder: "Nationer blev civiliserede gennem tre grundlæggende metoder, sagde de: videnskab, uddannelse og skønhedskonkurrencer." Den er morsom og intelligent. Men så kommer forandringen under Erdogan: "Det var bedre hvis alle tomaterne på markedet blev omhyggeligt pakket ind og passet på. Det var det samme med kvinder, sagde sheiken. Hijabben var deres indpakning, den rustning som beskyttede dem mod lumre blikke og uønskede berøringer." Der er bare så mange gode sætninger: "Han længtes efter at bringe alle omkring sig nærmere Gud – sin Gud – ..."  Det er hendes far, der tænker sådan. I romanen møder jeg så mange mennesker. Jamelah fortæller for eksempel: "Hendes mor havde engang fortalt hende at barndommen var en stor, blå bølge der løftede en op, bar en fremad, og så netop som man troede den ville vare for evigt, forsvandt den af syne. Man kunne hverken løbe efter den eller få den tilbage. Men inden bølgen forsvandt, efterlod den sig en gave – en konkylie på stranden. Inden i strandskallen lå alle barndommens lyde gemt. Selv i dag, når Jameelah lukkede øjnene og lyttede opmærksomt, kunne hun høre dem: sine yngre søskendes klingrende latter, sin fars tilbedende ord når han brød fasten med et par dadler, sin mors sang når hun stod og lavede mad, den knitrende lyd af bålet om aftenen, akacietræets brusen udenfor …". Det er smukt og værd at huske det billede af konkylien. En anden kvinde siger sådan her: "Man kunne krydse ørkener, bestige bjerge, sejle tværs over oceaner og overvinde kæmper hvis bare man havde et gran af håb i lommen. Heltene i de historier var alle uden undtagelse mandlige, og ingen af dem var på hendes størrelse, men det betød ikke noget. Hvis de havde turdet, turde hun også."  Jeg var godt underholdt indtil midten af bogen. Så slap inspirationen åbenbart op. Der var ingen nerve tilbage. Jeg har en roman mere af den kvindelige forfatter Shafak. Jeg venter lige lidt med at læse den. Hun bor i selvvalgt eksil i London. Selvfølgelig skal jeg læse den. Snart.

3. november 2020

Karin Smirnoff: Jeg tog ned til bror

Det er en roman som vil noget. Hold da op hvor jeg har læst den med glæde selvom der er så meget ondskab og svigt i den. Og jeg er et sted i Sverige, hvor jeg har været i bøgerne før. I Sara Lidmans og Torgny Lindgrens Västerbotten helt op mod nord til Finland. Hvor der er langt mellem mennesker, fordi landskabet er som det er og fordi mennesker er som de er. Torgny Lindgrens brødre som boede naboer, men ikke havde talt med hinanden i årtier og Sara Lidmans persongalleri. Sana tager ned til sin bror for at redde ham fra druk. Men også for at få styr på sit eget liv. Hun er en person som jeg kommer til at holde af selvom hun er som "en forladt sommerhuskat" - bange men lysten efter tryghed. Hun lærer mig noget om at leve med modsætninger, om vilje og om kærlighed og respekt. "Jeg skulle vaske min brors angst væk nøjagtig som jeg vasker min egen væk. Det var som at spille tetris. Brikkerne faldt på plads og gennede forsøg på andre tanker væk." De er tvillinger som har oplevet en frygtelig barndom. Sprogligt er det synligt. Moderen bliver til modren. Faderen til fadren. "Jeg havde været med til fadrens begravelse for at se kisten blive sænket i jorden. Som en forsikring om at han virkelig var død. Alligevel var det svært at slippe tanken om at han måske havde fået et gratis lift til himlen via modrens tro på at tilgivelsens varme favn også stod åben for dyredræbere og børnemishandlere." 

Om modren hedder det:

"Meningen med modrens broderen var at indprente budskaber fra den hellige skrift. Hun så ikke børn der søgte tryghed. Hun så kun trygheden i guds ord." Loftet var fyldt med hendes broderier af skriftsteder.

Romanen kredser om de store livsspørgsmål om skyld, arvesynd, ansvar, tilgivelse:

"Det er ikke guds fejl sagde han. Den som tugter andre vil selv blive tugtet.
Jeg spurgte hvordan det i så fald ville ende med mig og han tænkte sig længe om inden han svarede.
Du vælger selv sagde han til sidst. Du vælger selv hvem du vil være."

Det er fantastisk at følges med Sana, som bliver ansat i ældreplejen og det er virkelig godt for ældreplejen. Hun forstår mennesker. Og hun forstår mere og mere af sig selv. Et sted siger hun: "Ting skete uden at jeg kunne forhindre dem i at ske. Jeg havde aldrig følt mig mere levende." 

I kirken kommer noget af løsningen på Sana og brors liv: 

"I biblen står der forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere.
Aldrig tænkte jeg.
Men hvad vil det egentlig sige at forlade et andet menneske. Hvorfor er det så vigtigt. Tilgivelse handler ikke om at acceptere hvad som helst eller at lade som om ingenting er sket. Det handler om at give slip på det der gør os forbitrede og vrede. At tilgive er at gå videre.
Han holdt en kunstpause. Lod blikket glide hen over menigheden.
Vi har alle sammen mødt mennesker som vi har haft svært ved at tilgive. I krig i kærlighed i familien på arbejdet i venskab. Men hvis vi ikke tilgiver kan vi heller ikke leve fuldt ud.

Og hvis ikke vi selv bliver tilgivet. Hvor ender vi så.
I gehenna hviskede jeg til bror. Vi ender i gehenna.
Vi er i gehenna hviskede han tilbage. Det har vi altid været.
Orglet satte i med præludiet til ledmildelys og vi rejste os."

Det er den bedste bog jeg længe har læst. 

29. oktober 2020

Jean-Paul Didierlaurent: Læseren i morgentoget

Sommetider begiver jeg mig ind på mange af de forskellige bogblogs der findes. Uddannede litterater laver sådan nogle. Det er rigtig godt. Jeg lærer meget. Men sommetider skal jeg ikke tro på alt hvad jeg læser. F.eks. en overstrømmende anmeldelse af 'Læseren i morgentoget'. Den købte jeg naturligvis. Den var for bogelskere. Men ringere bog har jeg ikke læst. Den rørte overhovedet ikke ved mig. 

27. oktober 2020

Elizabeth Strout: Olive, igen

"Han forstod at han var en fireoghalvfjerdsårig mand som ser tilbage på sit liv og undrer sig over hvorfor det mon gik som det gik, som føler en ubærlig fortrydelse over alle de fejl der blev begået undervejs.

Og så tænkte han: Hvordan lever man et ærligt liv?

Det var ikke første gang han havde spekuleret over det, men det forekom ham anderledes i dag, han følte sig på afstand af det, og han grundede for alvor."

Sådan tænker den mand, som Olive flytter sammen med sine sidste år. Og det er sådan jeg forstår, hvorfor jeg er så glad for Strout. Hun skriver om mig og om alle der har mange år bag sig, som har brug for at se helheden. Nej - det er en vildt god bog. 

Et sted taler de om tro: 

"For jeg har ikke ord til at beskrive den. Det er mere en forståelse – jeg har haft den det meste af livet – af at der er noget der er meget større end os.“ Han mærkede en fornemmelse af at svigte, han havde svigtet ved at fortælle det her.

Suzanne sagde: „Sådan havde jeg det også tidligere. I årevis havde jeg en fornemmelse af præcis det du beskriver. Men jeg kan heller ikke rigtig beskrive det.“ Bernie svarede ikke, og Suzanne fortsatte: „Dengang jeg var barn, og alene – jeg var rigtig meget alene, altså når jeg ikke var i skole – gik jeg lange ture, og jeg fik sådan en fornemmelse, den her meget dybe følelse, og jeg forstod – på den måde et barn kunne forstå den slags ting – at det havde noget at gøre med Gud. Men jeg mener ikke Gud som en slags faderfigur, jeg ved ikke engang hvad jeg mener –“

„Jeg ved hvad du mener,“ sagde Bernie.

„Og jeg blev ved med at have den følelse en gang imellem, helt til jeg blev voksen, jeg fortalte det aldrig til nogen, for hvad var der at fortælle?“

„Det forstår jeg fuldstændigt,“ sagde Bernie.

„Men jeg har ikke haft den følelse i nogle år, og nu tænker jeg: Var det noget jeg fandt på?"

Det fortæller mig noget om hvad tro er. Hvis ikke I bliver som børn, som Jesus sagde. At holde fast ved en oprindelig tillid til livet? At få det gentaget i kirken igen og igen, fordi vi glemmer den tillid. De to som taler sammen når til den her konklusion: "Og her er det – altså det diktum jeg er kommet frem til, jeg mener, bare for min egen skyld, men det er de ord der går gennem hovedet på mig. Jeg tror det er vores opgave – måske endda vores pligt – at – “ Hendes stemme blev rolig, voksen. „At bære byrden af den gådefuldhed med så stor anstand som vi kan.“ Det er godt det her. 

Men det som rammer mig mest, når jeg læser, er det her tema:

"Det der skræmte ham, var hvor meget af sit liv han havde levet uden at vide hvem han var eller hvad han lavede. Han mærkede hvordan det fik ham til at skælve indeni, og han kunne ikke helt finde ord for – ikke engang for sig selv – hvordan det præcis føltes. Men han følte at han havde levet sit liv på en måde som han ikke havde været bevidst om. Det betød at der havde været et kæmpestort blindt punkt lige foran næsen på ham. Det betød at han ikke forstod, faktisk overhovedet ikke, hvordan andre havde opfattet ham. Og det betød at han ikke vidste hvordan han skulle opfatte sig selv."

Det kan jeg genkende. Men der er også meget morsomt i romanen. Ikke mindst om det par der havde været gift i 42 år og i de seneste femogtredive ikke havde talt til hinanden. I spisestuen var der gaffatape henover bordet og gulvet. De havde hver sin side. Det er guddommeligt, men også virkelig slemt.

Åh - det er en super bog. I hvert fald til folk på min alder.

22. oktober 2020

Afonso Cruz: Kokoschkas dukke

De seneste formiddage har jeg været i selskab med Afonso Cruz. Det har været spændende. Han er portugiser og han kan sin Pessoa og mange andre klassikere. Han har skrevet en fortælling om nulpunktet i Europa under nazismen. Nærmest som en komedie, men en alvorlig af slagsen. Den er skrevet indefra. Fra erindringens smerte og fra frygten. Noget af det han skriver har jeg set andetsteds, men der er mange originale betragtninger over livet. Og sproget er poetisk. Smertens erindring kunne bogen hedde.

Romanen starter dramatisk: "Isaac Dresner løb og legede med sin bedste ven, Pearlman, da en tysk soldat dukkede op, mellem et hjørne og en bold på overliggeren. Soldaten havde et våben i hånden og skød Pearlman i hovedet. Drengen faldt om med ansigtet oven på Isaac Dresners højre støvle, og i nogle sekunder så soldaten på ham. Drengen Isaac overlever krigen i en kælder under en fuglehandel, som Vogel ejer. Derfra fortæller han Vogel om vigtige forhold. "En tigger, sagde ordene der sivede op gennem sprækkerne, – blev altid bønhørt, når han bad, og en rabbiner, som så at det forholdt sig således, spurgte tiggeren hvordan han bar sig ad. Hvordan var det muligt at alle hans bønner blev imødekommet? Tiggeren fortalte rabbineren at han hverken kunne læse eller skrive, og at han derfor reciterede alfabetet, nøjedes med at sige bogstaverne, ét efter ét, og så bad til den Evige om at sætte dem sammen bedst muligt." 

Det bliver også til en del bibelshistorie fra kælderen: "En dag slog Moses en ægypter ihjel, mens ingen, troede han, så det. Men den Evige ser altid alt, hans øjne er lukket indad, for alt det der findes, findes inden i Ham. Han ser tingene med lukkede øjne, og vi er dette rum mellem drøm og mareridt. Det, den Evige ikke ser, findes ikke, det er mere end bevist, rent videnskabeligt. Der findes ikke blå hunde, som i digtene, for ingen har nogensinde set en blå hund. Hvis nogen en dag så en blå hund, så ville blå hunde med ét findes. Alt dette er fuldstændig videnskabeligt. Men lad os gå videre i historien. Moses var nødt til at flygte. Han flygtede ikke fra Farao, men fra sig selv. Teksten siger at det var Farao der forfulgte ham, men tidligere har den også sagt at ingen så det, da forbrydelsen fandt sted. Men, hvis ingen så det, kan Moses kun have været forfulgt af sin egen samvittighed, som er den mest effektive farao i hele Ægypten." 

Romanen handler meget om hvad der er virkelig og hvad der er illusion. Om Moses der fører sit folk til landet der flyder med mælk og honning hedder det: "...det land kan man kun betræde med sjælen, ikke med fødderne. Moses var den eneste der betrådte det virkelige land, de øvrige betrådte en illusion." Det er genialt.

Her kommer nogle flere citater fra bogen:

– Det der ikke er virkeligt er at afbilde noget fra kun én vinkel. Når jeg tænker på dig, er det ikke kun forfra eller liggende eller bagfra eller gående. Sandheden har mange perspektiver. Hvis vi begrænser os til ét, er vi meget tæt på den absolutte fejltagelse.

Sønnen levede hele sit liv inde i livmoderen. Det var en lignelse om vores begrænsninger, om angsten for det ukendte, for at tage risici, den slags. Forstår De, hr. Dresner, vi lever alle langt under det muliges tærskel. Vi lever i garagen under et palads, eller i en kælder, det er det vi gør, ligesom et foster der aldrig kommer ud af livmoderen. Denne figur var bare endnu én af alle os, som ikke ville ud af sin verden og se lyset.

Det er ikke tiden der gør os gamle, det er den tid der bruges dårligt.

Har De aldrig hørt sige at det vi leder efter, det vi allermest ønsker, befinder sig lige for øjnene af os? Vi skal bare fjerne os nogle smertelige kilometer, før vi kan se. Vi er for tæt på til at kunne se det. Vi må skabe afstand.

En nonne opdager med ét at hun deler hus med Kristus. Al kærligheden i hendes hengivelse er blevet personificeret. Gud gjort til menneske. Læg mærke til at kærligheden på denne måde ikke er større, men den er mulig, den er opnåelig.

– Det er det der er kristendommens mirakel: at gøre det guddommelige menneskeligt

Forstår De, hr. Marlov, en eksistens består af vidnesbyrd. Uden disse er der intet. Det er ”den anden” der sørger for at vi eksisterer. Uden perception findes intet. Esse est percipi, som Berkeley så rigtigt sagde: at være er at blive opfattet. Vi eksisterer, fordi der er vidnesbyrd, der er spejle overalt i universet. Det er relationerne med ”den anden” der gør os til dem vi er. Der er ingen støj, når der ikke er nogen til at høre den.

– Forleden dag var jeg på en restaurant, og jeg forstod det dér med helvede og paradiset. Det er meget enkelt. Forestil dig en restaurant, hvor der er en gruppe mennesker, som morer sig. Maden smager dem, de snakker med hinanden, vinen flyder. Kort sagt, de er glade. Ved et andet bord sidder en gruppe mennesker, som skuler hadefuldt til hinanden, de smiler ikke, de siger ja, men de mener i virkeligheden nej, de provokerer hinanden, de stjæler maden, de kaster med maden. De klager over betjeningen. Kan du se problemet? Restauranten er den samme, kokken er den samme, menuen er den samme, men nogle har det godt og andre ikke. Paradiset og helvede er samme restaurant.

– Det med restauranten siger dig ikke noget, fordi du er ateist. Du spiser omelet, men du tror ikke på høns.

I vores alder, så tæt på verdens ende, er vi nødt til at træde ud af vores brugte kroppe med sjælen ganske blottet.

Det er de andre der får os til at leve, især dem vi elsker.

NIETZSCHE SAGDE AT UDEN MUSIK VILLE LIVET VÆRE EN FEJLTAGELSE. OG CIORAN SAGDE AT UDEN BACH VILLE GUD VÆRE EN FULDSTÆNDIG SEKUNDÆR FIGUR.

19. oktober 2020

Elisabeth Strout: Olive Kitteridge 

Jeg var så glad for 'Mit navn er Lucy Barton' og havde dengang også købt Olive Kitteridge. Nu i sidste uge kom så 'Olive igen', som fortsætter fortællingen om personerne i en lille by i Maine helt ud til Atlanterhavet helt oppe under Canada og om Olive, matematiklæreren. Nu har jeg så endelig fået læst 'Olive Kitteridge'. Strout kan virkelig fortælle med kærlig overbærenhed om andres liv. Overbærenhed er ganske enkelt temaet. Overbærenhed er ikke at lukke øjnene. Ikke at være bedrevidende. Men forstående på en munter måde. Også når det gælder egne fejltrin i livet. Eller netop derfor. Da jeg læste 'Klinten' af Smærup Sørensen fornylig blev jeg inviteret ind i alle husene på klinten. Smærup var ikke overbærende i sin fortælling om deres liv dér i husene. Det gjorde mig ked af det. Og lidt oprørt. Jeg vil gerne stå i lære hos Strout og fortælle overbærende om andre personer. 

Maine er overvejende protestantisk, men kirkelivet er ikke hvad det har været. Her er et præcist udsagn om det: "Denne efterårsdag, en novemberdag nu så mange år senere hvor Henry lader kammen løbe gennem sit hår søndag morgen, må han plukke nogle grå hår ud af plastickammen inden han lægger den tilbage i lommen. Han tænder op i kakkelovnen for Olive inden han går i kirke. „Tag noget sladder med hjem,“ siger Olive til ham, mens hun retter på sin sweater og holder øje med en stor gryde hvor æblerne bobler og syder. Hun er ved at koge mos af sæsonens sidste æbler, og duften rammer ham kortvarigt – sød, velkendt, den vækker en gammel længsel til live – før han går ud ad døren iført tweedjakke og slips.

„Jeg skal se hvad jeg kan gøre,“ siger han. Der er tilsyneladende ingen andre der tager jakkesæt på i kirke længere. Faktisk er der kun en lille håndfuld trofaste kirkegængere tilbage. Det gør Henry ked af det, det bekymrer ham. De har haft to forskellige præster inden for fem år, og ingen af dem har været særlig inspirerende. Henry har en mistanke om at den nye præst – en skægget mand uden præstekjole – ikke holder længe. Han er ung og har familie, og på et eller andet tidspunkt flytter han. Det der bekymrer Henry ved den fåtallige menighed er at andre måske har følt det han selv forsøger at fornægte – at denne ugentlige samling ikke bringer nogen trøst. Når de bøjer hovederne eller synger en salme, er der ikke længere nogen følelse – for Henry – af at Gud velsigner dem med sit nærvær. Olive selv er blevet en benhård ateist. Han ved ikke hvornår det er sket. Sådan var det ikke da de blev gift. De havde talt om dyredissektion i biologitimerne på universitetet, hvordan alene åndedrætssystemet var et mirakel, en ophøjet magts skaberværk."  Selv helt ned til det lille skred med, at der er ingen der tager jakkesæt på mere. Og ingen trøst. Det er slemt.

Hun er så klog, Olive: "Olives private opfattelse er at livet er en balancegang mellem det hun kalder ‘store bølger’ og ‘små bølger’. Store bølger er ting som ægteskab og børn, nære forhold der holder én oppe, men disse store bølger har farlige, usynlige understrømme. Og derfor har man også brug for de små bølger: En venlig ekspedient i supermarkedet for eksempel, eller servitricen på Dunkin’ Donuts som ved hvordan du foretrækker din kaffe. Det er faktisk en svær balance."

Hvad hun tænker om julen er helt efter mit hjerte: "Houlton tænkte, mens hun rykkede sig lidt i sin dejlige sorte overfrakke, at livet trods alt var en nådegave – at noget af det der fulgte med at blive ældre var at vide at så mange øjeblikke ikke blot var øjeblikke, de var nådegaver. Og egentlig var det så dejligt at folk fejrede denne mørke tid på året med en sådan inderlighed. Ligegyldigt hvad folks liv indeholdt (og Jane vidste at nogle af de huse de passerede måtte indeholde tragiske prøvelser), så følte folk sig alligevel tilskyndet til at feste fordi de på hver deres måde vidste at livet var værd at fejre."

Her er en vigtig indsigt, som det er værd at øve sig på i tide: "Nogle gange – det var blevet stående i hendes erindring – holdt Henry hendes hånd når de gik hjem, modne mennesker, i deres bedste alder. Havde de vidst at værdsætte disse stilfærdigt lykkelige øjeblikke? Formentlig ikke. De fleste mennesker var ikke i tilstrækkeligt omfang bevidste om at de levede deres liv mens de levede det. Men hun huskede det nu bagefter som noget sundt og uskyldsrent."

Hun skriver meget præcist om ensomhed: „Det er bare fordi jeg er et af den slags mennesker,“ fortsatte Rebecca, „der tænker at hvis man tog et kort over hele verden og satte en knappenål i for hver eneste person, så ville der ikke være nogen knappenål for mig.“

Nu glæder jeg mig vildt til at læse 'Olive igen'.

11. oktober 2020

Regina Porter: De rejsende

„Få mig ud af den fucking kasse. Hvad er der i vejen med jer? Hvor bærer I mig hen? Hvor er Agnes? Få mig så ud af den kasse! Jeg vil kremeres! Jeg har ombestemt mig. I må ikke begrave mig, hører I?“
Men de døde fortsætter deres vandring med Eloise, og Eloise – eller den ting der bliver kaldt sjælen – flyver rasende og oprørt ud ad vinduet, forbi det trefarvede flag der flagrer i vinden og varehuset længere nede ad gaden, der er beboet af nye bz’ere der bevæger sig som skygger under lys, der flakser og forsvinder, afhængigt af hvor hurtigt elektriciteten er blevet smækket op. Eloises sjæl standser op et splitsekund og registrerer svag musik. Men der er ingen musik.
Goddag
Farvel
Kys min sorte røv
Der er kun hendes egen stemme, der stiger op mod himlen for at hilse på elementerne.

Det er så Eloises sidste rejse. Det er den flydende verden. Det er en kalejdoskopisk roman om amerikansk liv fra 1950 og frem til Obama med humoren som det der får den til at svæve. Jeg var meget glad for at komme ind i to amerikanske familier, den ene sort og den anden hvid. Og det er fint at få et indblik i den amerikanske udgave af racisme, af kønsidentitet og familieliv på godt og ondt. Og samtidig mærke smerten hos Vietnamveteranerne. Det er hendes første roman. Det kan blive godt at følge hende. Og så er den oversat til dansk af Ida Jessen. Og det gør hun godt.

30. september 2020

Jens Smærup Sørensen: Klinten

Nu kommer der nye danske romaner. Og jeg elsker det. Senest var det Grøndahls 'Dage som græs'. Den var jeg glad for. Jeg har også altid været glad for den nøgterne Smærup Sørensen og har læst alt han har skrevet og har i hvert fald aldrig glemt 'Hjertet slår og slår', hvor han sidder ved sin fars dødsleje. Og så var der 'Mærkedage'. Med Klinten har han skrevet om en lille klynge mennesker der bor på en klint i Limfjorden. Nogle er gamle på stedet. Andre er nye. Alle skjuler de sig lidt, selv når de er sammen som gamle venner. Ingen tør helt være sig selv. Slet ikke hvis der går politik eller klimaspørgsmål i det. Der er lidt komedie over det. Et slags satyrspil. Det er en klimaroman. Eller er det? Det er i hvert fald en roman om mennesker, der har svært ved at være sig selv sammen med klimasplørgsmålet. Jeg fandt det her citat om vejret der også somme tider har svært ved at være sig selv. Men nu blev det forårsvejr.

"Det blev forårsvejr. Klart og så godt som stille, og himlens blå blev bleget af alt det sollys, og fjordlandskabet greb chancen for omsider igen at vise sig frem i sin sande udstrækning. Landet mod nord trak sin alt for længe halvt udviskede horisontlinje helt skarpt op. Granernes takker derovre trådte frem af deres vanlige grågrønne masse og stod der i rækker og geled som skulle de tælles, og selv en sommerhusklynge, med sine vel endnu vintersnavsede vinduer, gav lyset lejlighed til et par matte blink." Det er sådan han skriver om klintens mennesker. En grøngrå masse. Vintersnavsede. Hans beskrivelse af dem er skarp. Vi besøger alle husene. Der er lidt vintersnavset i alle. Den rene og klare samtale har ikke meget plads. Kun drømmen om at leve i fred for sig selv. Har vi lov til at smile ad andre var den sjov. men så vender den sig lige om mod mig selv. Hvor meget skjuler jeg og hvor vintersnavset er jeg. Det er den slags spørgsmål den stiller. Nu lægger jeg den til side. Selvom jeg ikke rigtig kan. Den er lidt træls at være sammen med.

27. September 2020

Jens Christian Grøndahl: Dage som græs

"Fadervor, du som er i himlen, lad ham ikke dø, komme dit rige. Giv mig lov til at beholde ham, ske din vilje, jeg har været så ensom. Forlad os vor skyld. Jeg hørte stigens trin knage under hans vægt. Jeg elsker ham, som jeg aldrig har elsket nogen, som også vi forlader vore skyldnere. Lad ham ikke dø, men fri os fra det onde."

Den her bøn er fantastisk. For mit eget vedkommende sidder jeg netop i denne tid ved siden af et menneske, hvor jeg kunne bruge den her bøn. Det er første gang jeg ser bønnen på denne måde, men jeg har tænkt noget lignende undervejs i bønnen, når jeg har siddet dér. I romanen er det en kvindelig præst, der er forelsket, som beder den for sin elskede. Det er i den sidste af seks korte romaner. Altså der er nok at tage af. Det er vidunderlige seks korte romaner. Og i alle mærker jeg igen det, jeg lærer af Grøndahl: at tænke mig bedre om. Se den anden fra mange flere vinkler end dem, der lige falder mig ind. Gøre et stykke arbejde ud af at være sammen. Hvor jeg dog holder af at læse ham. Det kan jeg ikke blive træt af. Jeg lærer noget. Nu skal jeg huske det. F.eks. hans brud af præpositioner: "Det er ikke sorgen, jeg tænker på, selv om jeg ikke savner ham mindre med tiden. Savnet er blevet en livsform. Jeg lever ikke med tabet, som man ellers lod mig forstå, at jeg måtte lære. Jeg lever i det. Der er en verden til forskel på præpositionerne. Uanset hvor jeg vender mig hen, mangler han. Verden er for altid blevet det sted, hvor han ikke er. Jeg græder ikke mere, men jeg ligger stadig vågen." Det er værd at huske næste gang vi står ved siden af et menneske, der har mistet. Og så er han det almenes, det almindeliges profet: "Det er gået op for mig, hvad det er, vi taler om, når vi taler om livet. Vi taler om almindelige ting, hverdagens gentagne bevægelser. I sig selv er de bare, hvad de er. Banale, om man vil, uden særlig vægt eller betydning. Men ser man tilbage på dem hen over en afstand, som man aldrig ville have forestillet sig, bliver de små ting symbolske. Jeg følte en knugen i mellemgulvet ved tanken om, at jeg ikke længere skulle se Silvia køre afsted med Francesco bag på sin scooter for at aflevere ham foran hans skole, før hun fortsatte hen på tegnestuen. Han havde altid vinket op til mig nede fra gården, vis på, at jeg ville stå på min plads ved køkkenvinduet." Det er godt at Grøndahl skriver. Det er jeg glad for. Jeg glæder mig hver gang der kommer noget fra hans hånd. 

20. september 2020

Lise ringhof og Erik Valeur: Det er de danske som flygter

Sommetider savner jeg bare en stor gammeldags roman, som jeg kan tage på som en stor frakke og gemme mig i. Med den her roman, har jeg fået den. Ja næsten alt for meget. Men det er vidunderlig historieskrivning. En dansk udgave af Jan Guillous 'Det store århundrede'. Eller en anden slags Matador. Og undervejs kunne jeg ikke lade være med at huske tilbage på Poul Hammerichs Danmarkskrønike, som bare var så god. Den her ligner den, men er mere, er en slægtsroman. Den er lige så skarp som Hammerichs. Det er ikke noget venligt eller hyggeligt portræt af os selv. Jeg blev forskrækket over hvor voldsomme eugeniske tiltag der var i trediverne under Steincke. Og måden hvorpå samarbejdspolitikken blev ordnet på og hvordan de gamle blev siddende og hvordan glemslen lige så langsomt trængte sig på er godt beskrevet. Og mange ting foregår akkurat på samme måde i dag og kunne været taget fra dagens aviser, som da en af personerne siger om flygtningekrisen efter 2. verdenskrig: "De skal for himlens skyld hjælpes i deres eget land – nær dem selv – så deres kræfter kan bruges på genopbygning, når den tid kommer." Det er som klippet ud af nutiden. Og hovedpersonen Erik er en person jeg godt kan frygte jeg ligner lidt. Kun lidt, men alligevel gør han mig urolig. Der kommer to bind mere. Det gør bestemt ikke noget.

3. september 2020

Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender

Det er første roman jeg læser af ham. Det er socialrealisme så det gør noget. Jeg får indsigt i fire menneskers liv: Niels, Frank, Sigrid og Morten. Og mange flere. Der er et hæsblæsende tempo i romanen. Og der sker noget på hver side. Og der sker spring i tid så jeg har svært ved at følge med, men gør det selvfølgelig. Der skal bare tid til og et par sider tilbage. Jeg er glad for at have læst den. Det er ikke noget rart bekendtskab, men nødvendigt. Skævheden i Danmark. Den er så indlysende. Hvorfor lever nogle meget længere end andre. Drømmen om lighed er drivkraften hos Morten, men han er selv fyldt med brudflager og uligheder, der modsiger hans drøm. Det er realisme. Frank er chauffør og tænker fornuftigt. Med lidt lån fra forfatterens far, Ole Jensen. Teolog og en af de første der gjorde opmærksom på klimakrisen.

"Solen vil slukke, vi vil uddø. Det er fakta. Han er bare i tvivl om hvornår. Tvivlen er en slags følgesvend. En måde at orientere sig på. Frank rækker ud og tager en basse i posen. Dagen før holdt han pause på en rasteplads nord for Göteborg. Han læste i et magasin, og han fordybede sig i artiklerne, mens regnen begyndte at sile ned, og ruderne mellem ham og parkeringspladsen og det grå fjeld og vejbanen var dækket af striber af vand. Nu hvor han spiser sin basse og tænker på det vrangbillede af verden, minder det ham om, at vi ikke aner, hvad en tanke er. Han tager en bid, og lidt krummer falder ned på bukserne. Krummernes tilfælde er som terningkast, tænker han, men det er meningsløst at forfølge den indskydelse, fordi den i sig selv er meningsløs. Eller måske er den en metafor eller et sidespor, tænker Frank, og det slår ham, at krummerne er som reflekserne udenfor eller stjernehimlen over ham. Et billede på uendeligheden, grænsen for menneskets erkendelse. Små stikkende nåle, der penetrerer himmellåget". 

Og så er det jo pludselig ikke så meget socialrealisme. Alligevel kan jeg godt lide at han lader chaufføren tænke. Det er meget sammensatte mennesker jeg møder i bogen. Sigrid der er velkonsolideret øknomisk og ikke socialist tænker sådan her et sted: "

Mennesker tilgiver, siger Sigrid og bliver nødt til at støtte sig til køleren af en bil. Mortens mantra.
Man skal bare en tur ud med roserne, i lokalradioen, drikke øl på kræmmermarkedet, klappe folks skuldre, sige: Jeg forstår, men I må også vide, at vi skal fremad. Vi kan ikke hænge fast. Der er en dag i morgen. Noget må dø, for at andet kan leve. Dybest set er folk på egnen optaget af harmoni. Det får man ikke, hvis man bliver ved med at brokke sig, og derfor kan man uden de store konsekvenser rive hundrede års arbejderhistorie ned, flytte et utal af mennesker til nybyggeri langt fra centrum og etablere et monstrum af en betonøjebæ hvor arbejderne plejede at komme gående, når fløjten lød.
Man skal bare give dem en pizzaslice, tørvejr, når de shopper, og frit lejde til Syddanmarks største McDonald’s, tænker Sigrid, mens hun bipper med sin nøgle i håb om at se noget blinke."

Peder Frederik Jensen er realist selvom han er politiker: "På vej hjem holder Morten for rødt ved baneoverskæringen. Der kommer et tog. Hans finger fanger klokken, der bimler, den tapper mod rattet i takt. Morten tænker over skuffelsen, da han fandt ud af, at han ikke kan bruge folket til noget. At de dybest set vil have stærke mænd; at grundtrækket er fascisme, det totalitæres simpelhed, en spasme.
Den gamle garde vidste det. Kreisky, Palme, Anker. De kunne huske nazismen. De kendte det træk i mennesket. De vidste, at en stærk, demokratisk stat er nødvendig, fordi det enkelte menneske er selvisk, banalt og fuld af misundelse og had."

Det er lang tid siden jeg har læst sådan noget. Det er godt at læse. Men det rører mig ikke sådan som jeg har lyst til at blive rørt. Selvom der er mange ting i Morten jeg kan genkende fra mig selv. Dobbeltheden!

31. august 2020

Lars Saabye Christensen: Min kinesiske FARMOR

Midt i tredjebind af Oslotrilogien, Skyggebogen, var han kræftsyg og troede han skrev sin sidste bog. Sådan gik det ikke. Heldigvis. I et interview i Politiken lørdag i sidste uge fortæller han om sin knoglemarvskræft. Det går ikke særlig godt. Men han har fået tid til at skrive om den farmor han altid har haft lyst til at skrive om. Ikke en roman, men en poetisk kommentar. Siger han. Men den bliver til sidst til en roman så jeg sidder og bliver rørt og glad for et nyt ord: rejsegilde. Det ord sætter han i stedet for gravøl! Faren var murer og arkitekt. I bogen sidder han ved sin fars dødsleje. Og sit eget. Det er derfor det er en god bog. I indledningen skriver han: "Jeg stod altså uden for en af urmagerbutikkerne på Drammensveien, og pludselig så jeg, at urene i vinduet alle sammen viste forskellige klokkeslæt. Jeg så det pludselig, med ét slag, så at sige, og synet var som en slags vision, jeg var tolv år, og her på Diakonhjemmets Sygehus 45 år senere, i sommeren 2009, og med urmagerens udstillingsvindue helt tydeligt for mig, får det mig til at tænke, at skriften og dødslejet har tiden tilfælles". Så tager jeg farten af læsningen og tænker mig om. Det billede af urmagerens vindue, hvor alle urene viser forskellige tider. Og så ser jeg et familiebillede for mig. Gamle, midaldrene, børn. Det er det, forfatteren sidder med i sin roman. Forskellige tider. Derfor har skriften og dødslejet samme tid. Der er et poetisk og sprogligt overskud i bogen, der er fyldt med sætninger jeg har brug for at huske. De kommer her:

"Begrænsning og grænse er ikke det samme. Begrænsningen holder os tilbage. Grænsen kan bære os frem, løfte os op over noget. Den grænseløse, derimod, mister sig selv, og dermed også de andre, på samme måde som konturerne forsvinder, når lyset rammer en i øjnene. Det drejer sig altså om et menneske, der accepterer visse sandheder, både moralske og meteorologiske."

"De personlige mål er drivkraften. Ambition har som regel en nærliggende årsag, men hans stræben er større end ham selv."

"Glæden må forvandles til holdning. Kun sådan kan den oversættes til handling, eller det der i almindelighed kaldes en god gerning."

"Når det gælder døden, er vi aldrig i god tid."

"Døden er en vært, der går rundt i huset og slukker lyset, når gæsterne er gået".

"Døden er en krævende vært. Men alle er inviteret. Det er ingen trøst."

"Jeg tænker på de store puslespil, man lagde i barndommen. Det kunne tage uger, nogle gange måneder, måske trak man tiden ud med vilje, for glæden ved at lægge puslespillet var meget større end det at se det færdige motiv. Er det en slags trøst? I så fald er det en banal og flygtig, altså ringe trøst. Det var himlen, der tog længst tid at lægge. Alt på himlen var det samme. Brikkerne var alle sammen blå. Nogle gange var der brikker, der manglede. Hvor var de blevet af? Manglede de allerede, da vi købte puslespillet i boghandlen på Bygdøy allé? Jeg kan endnu drømme, at der findes et særligt puslespil, hvor alle de brikker, vi ikke kunne finde, er samlet. Det er dem, jeg vil lægge. Det er det, jeg har brugt livet på."

"At komme for sent er at lege med døden".

"Lige så skrøbelig som dette falmede, smuldrende avispapir, der når som helst kan opløses til støv, er den tid, vi tegner vores liv på."

"Når vi henvender os til de døde, taler vi med os selv."

"Jeg gik ikke i min fars forspor. Men uden dem ville jeg ikke have kunnet vælge en anden vej."

"Vi ser den døende med de levendes blik. Og set på den måde er døden at foretrække frem for fars agoni, den ydmygende kamp for at holde sig i live, mens man ligger og dør, dette kaos, som er det mest skræmmende af alt. Men måske er der lys et sted dybt nede i virvaret og uroen. Måske får han øje på Ørn, der bliver søsat i lystbådehavnen. Måske skimter han cykelbudene på brostenene i Cort Adelers gade. Måske har han sol i øjnene en søndag på Øresund. For hvis far kan genkende noget nu, så er det barndommens billeder. Tættere på kommer han ikke. Og dette lys, eller disse lys, kan lige så vel være momenter af ro og taknemlighed, som gør det værd at leve et lille stykke tid til."

"Hvor finder man summen af et menneske? Den findes ikke. Det er kun os selv, der kender den, og knap nok. Men at jeg har stået i min farmors lys er så sandt, som det er sagt. Det sidste jeg ønsker, er at kaste skygge. Så har det hele været forgæves. Men jeg vil alligevel hævde, at hemmeligheden ofte vejer tungere end det åbenlyse. Der er et billede, der bliver ved med at vende tilbage: Der hvor søvnen ophører, venter tolderne, og de undersøger mine drømme, før jeg får lov til at gå ind i dagen."

"Jeg ser det nu. Det her er fars rejsegilde. Han klarede det. Endelig har han fået sit eget rejsegilde. Han er murer, arkitekt og bygherre, hans ånd er til stede, og han ved, ligesom vi, at det er døden, der skal fuldføre denne bygning. Vi skåler. Vi spiser. Vi takker."

22. august 2020

Philip Roth: Komplottet mod Amerika

HBO Nordic har lavet en serie på bogen: The Plot against America. Jeg har ikke set den, men den er vist blevet set af mange. Men nu har jeg læst den og jeg er fyldt med billeder. Og hvilken timing med Trumps America First. Roth skrev romanen i 2006, hvor George W. Bush var præsident. Og den giver et fantastisk indtryk af, hvad det vil sige at være bange og forfulgt og fremmed i et land. Og så åbner den helt nye forståelser for hvordan det må være at tilhøre en gruppe mennesker, som helst helt skal glemme at de er en gruppe. De skal lade sig integrere fuldstændigt i det amerikanske liv. Og så kommer alle de frygtelige integrationssproglige omskrivninger. I forsøget på at pille de jødiske enklaver fra hinanden sættes et projekt i gang, hvor børn af jødiske familier kommer på sommerferie hos svinespisende kristne. Projektet hedder Almindelige mennesker! De skal bare vide, at de ikke er noget. Andre projekter forflytter folk fra enklaverne. Og hvis de ikke flytter, mister de jobbet. Sprogligt er det altid en fornøjelse at læse Roth. Og historisk bliver man klogere. At han lader flyveren Lindberg blive nazist og præsident i Amerika understøtter han af historisk materiale, som efterskrift. Det er grundigt og det er skræmmende. "Frygt præger disse erindringer, en uophørlig frygt" - skriver han i begyndelsen af romanen. Og det kan han beskrive. Han er fantastisk.

10 august 2020

Dag Solstad: Elvte roman, bog atten og 17. roman

Tredje og sidste, roman om Bjørn Hansen

Det er altså tre bøger fra 1992, 2009 og 2019. Jeg havde ikke læst om Bjørn Hansen. Nu har jeg læst dem alle tre med stor fornøjelse. Det er en vild romantrilogi. Det hører virkelig til i toppen af klassikere. I de tre bøger sker der ikke stort. Faktisk ingenting. Og det der sker er bare så mærkeligt. Men det er godt, for vi kommer helt ind i det menneske, der ikke kan få fod på sin tilværelse, som ikke kan finde svar. Et fortvivlet menneske, som heldigvis læser Søren Kierkegaard. Og det er Sygdommen til døden BJ Hansen læser, for han er fortvivlet. Han kan ikke komme i nærkontakt med sin eksistens. Søren Kierkegaard kunne jo have fortalt ham det, for et menneske der er fortvivlet har ikke forbindelse til sin Gud, ville han have sagt. Jo. Det har BJ Hansen også læst, men han tror ikke på Gud. Det er den sammenhæng der endevendes i de tre bind. Første bind har en forklaring på, hvorfor han forlader sin første kone og deres to-årige søn. Den forklaring køber jeg. Jeg tror jeg har tænkt på samme måde engang. Men det holdt ikke. På den måde kan man ikke forfølge lykken.

"Det der plager mig, er at mit liv er så ubetydeligt, og det havde han aldrig før sagt til noget menneske, ikke engang til sig selv, selvom han havde haft det liggende på tungen i mange år, ja, hele tiden, og nu sagde han det altså." Siger han og fortsætter:

"Tilværelsen har aldrig besvaret mine spørgsmål, tilføjede han. – At tænke sig at jeg skal leve et helt liv, og det er til og med mit liv, uden at jeg befinder mig i nærheden af den sti, hvor mine dybeste behov vil blive set eller hørt. Jeg vil dø i tavshed, det skræmmer mig, uden et ord på læberne, for der er ingenting at sige."

Og videre "Det var noget med at han ikke kunne forsone sig med at tingene var som de var. Det oprørte ham. Han ville ikke finde sig i det. Han måtte vise det på en eller anden måde, at han ikke ville finde sig i det. Og så udklækkede han en plan. Et vanvittigt projekt som han tænkte han ville forelægge for dr. Schiøtz næste gang han kom." Den plan er så skør at den er svær at forstå. Men det er en protest mod livet og mod det liv, der er blevet hans. Fra nu af vil han spille benlammet! Og så ellers bare sidde og lade sig varte op i sin lejlighed. Som en protest.

Her kommer nogle rammende citater:

"Forsoning kan være ønskelig, men umulig at tænke på. For den forudsætter noget, som Bjørn Hansen ikke ejer. Bjørn Hansen ejer ikke anger. Han angrer ingenting. Han kan ikke udholde sentimentaliteten ved det. Han kan ikke krybe. Han kan ikke lægge sig fladt ned. Han kan ikke græde i et socialt rum. Det er umuligt for ham at krybe til korset. Det er den dødelige sandhed. For han kan ikke angre. Det er ikke sandt, at han angrer. Man har fået udleveret en krop og et hoved. Et liv skal leves. Det er et eksistensminimum. Til dette eksistensminimum forholder Bjørn Hansen sig. Til det har han forholdt sig. For Bjørn Hansen var det umuligt at tænke sig væk fra det. Det ville betyde selvmord. Et liv kan forspildes, men ikke angres." Og så har vi jo teologien på banen igen. Havde han haft en Gud kendte han vejen til forsoning.  Han bliver ved år efter år at tænke på hans plan dengang og afsløringen. "Han huskede, at der var noget endeligt ved det. Endelig at få givet et svar. Men hvad skulle det være et svar på? Det var han mere usikker på i dag. Netop det var der noget udvisket ved. Men han måtte jo kunne huske det? Ellers stod det slemt til. Men én ting stod klart for ham. Det var hans livs bedrift. ..Men hvorfor havde han gjort det? Det var en protest."

"På mit livs højde fandt jeg det nødvendigt at give mit svar. Det må have været vigtigt for mig, tænkte han. Hvilket svar? Som det var vigtigt for mig at give? Og til hvem? Ja, til hvem? Hvem var det, jeg svarede den gang? Tilværelsen som sådan. Altet. Det altomfattende. Og så er vi endnu ikke nået til spørgsmålet om Gud. Bjørn Hansen og hans gud. Og tilværelsens alvor. På sit livs højde greb Bjørn Hansen til sit store og endelige projekt, som ingenting forandrer, men udsiger alt. Det udsagde Bjørn Hansen som en ridse i tilværelsen. I det genkender jeg mig selv, mumlede Bjørn Hansen. Men hvad med det, jeg ikke kan begribe, mumlede han. Tilintetgørelsen, hvad med den? Den kan du da ikke se bort fra? Selv om du ikke kan begribe den nu? Jo, det kan jeg vist godt, kunne han slå fast. Jeg forstår ikke det der med tilintetgørelsen. Jeg forstod, at det var en uigenkaldelig handling, men det dér med tilintetgørelsen fattede jeg ikke. Tro det eller ej, men jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke den dag i dag. Men min protest forudsatte Guds eksistens. Men jeg tror ikke på Gud. Alligevel forudsætter det, jeg gjorde, Guds eksistens. Ikke bare tilværelsens nådesløshed. Når jeg sad i min kørestol med plaiden over underkroppen, som simulant, forudsatte jeg Guds altomfattende kærlighed. Tilværelsen er alt for tom til at træffe en så tåbelig beslutning. Kun Gud kunne forstå det. Ikke nogen personlig Gud. Men begrebet ‘Gud’, som det findes i menneskehedens historie, også i de mange tilfælde, hvor det er forklædt som fortælling. Jeg var alene med min Gud. Havde jeg forudsat at være alene med min Gud lige til mine dages ende? I den tilstand? Sandsynligvis, det må have ligget der i en form for dvale. Jeg i min kørestol, parkeret ved vinduet på en af de øverste etager i den boligblok, jeg boede i, i Kongsberg. Men så blev jeg afsløret. Samfundet tog mig. Grundigt. Ja, samfundet tog grundigt fat i mig. Murede mig inde. Men jeg kunne godt have tænkt mig at fortsætte på den måde til mine dages ende. I kørestolen på en af de øverste etager i blokken i Kongsberg. Alene med min Gud. Med en plaid over underkroppen, siddende ved vinduet, mens jeg betragtede udsigten. En mand i kørestol, som, når alt kommer til alt, ikke tror på, at der findes en Gud. Han er ikke i stand til at forstå det. Ikke nu og heller ikke dengang. Måske er han ikke engang så forfærdelig interesseret, tænkte Bjørn Hansen eftertænksomt. Men han sad der nu engang, uigenkaldeligt alene med sin Gud."

Efter endnu mange år tænker BJ Hansen stadigvæk over sin protest dengang. Men nu er han 77 år gammel og er på gravens rand. Nu melder metafysikken sig igen. Han begynder at tale med sine døde. Især sin far. Han vil have ham til at forstå, hvorfor han dengang handlede som han gjorde med sin plan.

"Til sin far kunne han sige at han havde begået en synd. Ja, han blev nødt til at sige det. Begået en himmelsk synd, for at bekræfte sin eksistens. Intet mindre."

"Stilheden på den anden side. Hvor var de henne? Nu mærkede han den sitren han aldrig genfandt ved at tænke tilbage på sit eget liv."

"Bj. Hansen, dette menneske, måtte bare fastslå at han med viden og vilje valgte fortabelsen og fraværet af det evige liv i stedet for at indrømme at han var et latterligt menneske. Det var umuligt for ham at vælge noget andet. – Jeg kan ikke knæle, tænkte han. Det er helt umuligt for mig at gøre det. Foran Gud. Som ser alt. Og så måtte det gå som det måtte gå. Dommens dag. Farvel St. Peter og Perleporten. Nu ventede helvede."

"Spørgsmålet der dirrede gennem hele hans tilværelse dengang var: Er det her alt? Er der ikke noget mere?"

Det er en herlig bog om et menneske, der ikke vil være et eksperiment af støv og ånd, af tid og evighed, men som alligevel ikke kan lade være med at læse de store forfattere. Allermest Søren Kierkegaard.

3. august 2020

Ófeigur Sigurðsson: En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de ny tider.

Det er en lidt langhåret titel. Det er romanen også, men den er ganske vidunderlig af sin slags, hvor forfatteren tager en kendt præst Jon Steingrimmur fra 1700-tallet som og lader ham overvintre i en klippehule under Katlas udbrud i 1755. Det er en bog om bøger, om oplysning, om Islands selvstændighedsiver, om hele verden og så endelig om kærlighed, som han også skriver om i sine breve til sin elskede Thorunn, hvor han siger mange smukke ting som f.eks. at han savner: "Den guddommelige lille ting i din krop". Det er iøvrigt en lille flig af noget han arbejder meget med, hvor han er ved at oversætte Leibniz (i bogen kaldt Gudfrid af Leipzig) og vil begrunde skabelsen metafysisk og ved hjælp af monader, åndelige celler, som gør at mennesker kan tale sammen, tiltrækkes af hinanden og afsky hinanden. Monadelæren som vist ikke rigtig holder længere, men som er smuk alligevel. Jævnfør Marianne Larsen der i en digtsamling taler om menneskets iboende gudsmekanisme! "Når jeg tænker på dig, Thorunn, tænker jeg på Gud". Skriver han til hende. Det er da smukt. Der er meget sagafortælling over romanen. Det er en ægte Saga. Og så er det en farlig kærlighedshistorie. Jeg morede mig, men følte indimellem af den blev lidt lang(håret).

29. juli 2020

Carson McCullers: Hjertet er en ensom vandrer

Jeg læste forrige søndag et rigtig givtigt interview i dagbladet Politiken med forfatteren Søren Ulrik Thomsen. Til sidst i interviewet siger han: »Der er noget metafysisk i kunsten, som jeg gerne vil tale om. Den har en fantastisk mulighed for at overskride de vilkår, den er blevet til under. Jeg kan læse Carson McCullers’ roman ’Hjertet er en ensom vandrer’ med stor genkendelse og fornøjelse, selv om hun var en helt anden, end jeg er. Hun var kvinde og lesbisk, levede i en anden tid et helt andet sted i verden. Ligesom med al anden kunst kan man hos hende tydeligt se den tid, romanen er blevet til i. Men fordi den er god kunst, rækker den også ud over sin tid og sine forudsætninger. Kunst, der kun rummer tiden, bliver glemt. Men den gode kunst er både historisk og transhistorisk«. Derfor skyndte jeg mig at købe bogen og jeg har læst den med stor glæde for det er den gode kunst som er både historisk og transhistorisk. Den er skrevet i 1940 og foregår i en af sydstaterne i Amerika. Så den er helt aktuel. Om en sort læge (en af de fem person vi følger i romanen) hedder det: "Og allerede mens de var ganske små, begyndte han at fortælle dem om det åg, som de måtte kaste af deres skuldre – underkastelsens åg og dorskhedens åg. Og da de blev lidt ældre, indprentede han dem, at der var ingen Gud, men at deres egne liv var hellige, og at hver enkelt af dem havde et sandt og ægte formål med deres tilværelse. Atter og atter gentog han det for dem, og de sad tæt sammen langt borte fra ham og så med deres store negerbarneøjne på deres mor. Og Daisy sad uden at høre efter, blid og stædig." Men det er eksistensliltteratur først og fremmest - uanset politik eller hudfarve. Hvordan overlever man skuffelser og ulykker og uretfærdighed? Og det sidste kapitels afsnit handler om fire menneskers bud på det. Biff er sådan et rart menneske. Han formulerer det sådan her: "Hvad forstod han? Ingenting. Hvor gik han hen? Ingen steder. Hvad ønskede han? At vide besked. Hvilket? En mening. Hvorfor? En gåde." Han tænker til sidst: "Stilheden i lokalet var lige så dyb som natten selv. Biff stod naglet til pletten, fortabt i sine grublerier. Og så mærkede han pludselig en forunderlig livgivende følelse i sig. Hans hjerte hamrede, og han måtte læne sig mod disken for at få støtte. For i ét eneste strålende, lysende glimt så han hele menneskehedens kamp og hele dens værd. Han så den endeløst strømmende flod af menneskelige væsener gennem endeløse tider. Han så dem, der arbejder, og dem, der – med ét ord – elsker. Og det var, som om hans sjæl åbnede sig og foldede sig ud. Men alt sammen kun i et øjeblik. For han følte også en trussel, et strejf af rædsel. Han hang og svævede mellem disse to verdener." Jake rejser fra byen men med et håb. Der står om ham: "Han ville ikke bort fra Syden. Det var han fuldkommen på det rene med. Der var håb i hans hjerte, og snart ville hans rejse antage fastere form." Mick er en vidunderlig pige, som har en musik inden i sig. Om hende hedder det efter det frygtelige der sker til sidst: "Men måske kunne det trods alt lade sig gøre med det klaver. Måske kom der snart en mulighed. Ellers hvad i al den videste verden havde det da gjort af godt? – alt det, hun havde følt for musikken, og alle de drømme og planer, hun havde haft i det indre rum? Det måtte jo have gjort noget godt, hvis der overhovedet var mening i noget som helst. Og det havde det også, og det havde det også, og det havde det også. Det havde gjort noget godt. All right! O.k.!" Det er en fremragende roman. Tak til Søren Ulrik Thomsen for at nævne den i sit interview.

19. juli 2020

Stine Pilgaard: Min mor siger

Det er hendes debut og den er nærmest fornøjelig gudommelig læsning. Fyldt med krop og sjæl. Hver en del af hende indoptager alle de mennesker, som har været i hendes liv. Hun sanser og sanser og lagrer det hele i hipocampus, som har fået sit navn i hjernen fordi den ligner en søhest. Den søhest gennemgår alle sine erindringer. Det er bare så godt. Og det er så kvikt. Og det er også ungdommeligt og lidt smart ind i mellem. Men det er aldrig dumt. "Jeg siger at mennesker fødes alene og dør alene og bruger den mellemliggende tid til at overbevise sig selv om at der er en vej ud af ensomheden. At det er vanvittigt at opfinde begrebet kæreste når det bare er et synonym for skapisme. Man hører ikke sammen med nogen, siger jeg." Men modsiger det igen og igen. Især i sidste afsnits søhest: "Jeg tænker på, hvis alle der havde rørt ved mig i stedet for et nummer eller et navn eller en erindring, fik en farve. Jeg tænker at min krop så ville været et farvestrålende maleri, at jeg ville være en omvandrende regnbue af nærheder, et akrylmaleri af berøringer." Det er bare en fornøjelig og klog bog fyldt med fyndige replikker. Den kunne egne sig til oplæsning. Til at gøre andre fornøjede af.

17. juli 2020

Ocean Vuong: Vi er kortvarigt smukke her på jorden

Det er en roman der vil rigtig mange ting. Det er altsammen vigtigt, næsten. Der er en enkelt ting som jeg ikke behøvede at vide, men der er rigtig meget som gjorde mig klogere på Amerika og livet dér lige nu. Og så er bogen skrevet på en meget poetisk måde og bliver til tanker, der slynger sig ind og ud af hinanden og efterlader billeder hos mig, som jeg er glade for at tænke på. Billedet af monarkerne (sommerfugle), af kalvene i båsene, af bøflerne der styrter sig ud over kløften. Billeder der slynger sig ind i den måde han forstår sig selv og sit liv på. Det er en bog om racisme, om fattigdom, homoseksualitet, om pot, coke, fentanyl, Oxycontin – sidstnævnte et opioid produceret af Purdue Pharma, hovedaktøren i den nuværende opioidepidemi i USA. Morfin som gives til Gud og hver mand. Og som man bliver afhængig af. 

"ET SOMMERFUGLETRÆK KAN udløses af sollysets vinkel der indikerer et skift i årstiden, temperaturen, plantelivet og madforsyningen. Hun-monarkerne lægger æg langs hele ruten. Hver fortælling har mere end én tråd, og hver tråd er en historie om adskillelse. Rejsen strækker sig over 7.773 kilometer hvilket er længere end bredden på det her land. Monarkerne der flyver mod syd, vil ikke være i stand til at komme nordpå igen. Hver udrejse er således definitiv. Kun deres børn vender hjem; kun fremtiden genbesøger fortiden."

Vuong er vietnamesiskamerikansk. Et resultat af Vietnamkrigen som Tiger Wood også er og som Vuong ser op til. Den lange rejser og alle spøgelserne undervejs: "Hvad mener vi når vi siger overlevende? Måske er en overlevende den sidste til at komme hjem, den sidste monark der lander på en gren der allerede er tung af spøgelser." 

"... at have et bankende hjerte er aldrig lige så enkelt som hjertets arbejde med at sige ja ja ja til kroppen."

"Omsorg og kærlighed udtales, for os, bedst ved at tjene og hjælpe hinanden"

"Alt hvad jeg skrev , begyndte med måske og muligvis og sluttede med tænker jeg eller tror jeg"

"Og måske synger vi for at forhindre at vi falder. Måske synger vi for ikke at falde fra hinanden."

Mod morfinpillerne:

Sagen er at jeg ikke vil afskæres fra min melankoli ligesom at jeg ikke vil afskæres fra min lykke.

"Hvad er vi blevet for hinanden hvis ikke de ting vi gør ved hinanden."

Det er autobiografi af bedste slags. Igen og igen bliver jeg nødt til at standse læsningen og rejse mig og gå lidt rundt. Det er kraftige sager.

Om det at skrive skriver han selv til sidst:

"Så, uden grund, løber jeg videre. Jeg tænker på bøflerne et sted, måske i North Dakota eller Montana, deres skuldre der bølger i slowmotion mens de sprinter mod klippeafsatsen, deres brune kroppe der samles i en flaskehals ved den smalle afgrund. Med øjne sorte som olie, med deres fløjlsbløde horn dækket af støv, løber de, med hovedet først, sammen – lige indtil de bliver til elge, enorme og med gevirer, de våde næsebor der bræger, og så til hunde med poter der graver sig vej mod kanten, deres tunger der slynger rundt i lyset indtil de, til sidst, bliver til en hel flok makakaber. Med åbne kranier og et tomrum der hvor hjernen burde være, svæver de rundt, med hår på arme og ben der er lige så bløde og fine som fjer. Og lige idet den første abe ryger ud over klippeafsatsen, ud i luften, med det evige intet under sig, forvandler de sig alle til et flammehav af gnistrende og glødende, okkerrøde monarker. Tusindvis af monarker der flyder ud over kanten og hvirvler ud i den hvide luft som en blodstrøm der rammer vandet. Jeg skyder gennem marken som om min egen klippe aldrig blev skrevet ind som en del af denne her historie, som om jeg ikke vejede mere end vægten på de ord der udgør mit navn. Og som et ord i verden, har jeg ingen særlig vægt, selvom jeg bærer på den hele mit liv."

12. juli 2020

Amanda Svensson: Et system så storslået at det blænder

555 sider lang. Da jeg var nået til min Kindles side 8000 godt og vel (med en bostavstørrelse på punkt 9) var jeg ved at blive træt af alt det mulige der kunne ske og som skete og havde efterhånden set den store sammenhæng, men var ikke blændet helt. Romanen mindede mig lidt for meget om en villet labyrint. Men jeg skal også fortælle at jeg har læst de langt de fleste sider med glæde og med spænding set frem til den næste og været underholdt at et stort fortælle intellekt. Svensson er vidende og en god formidler, men berørt blev jeg ikke, selvom det er de stor ting, der tages op.

"Var det trods alt ikke et valg han havde truffet, en del af hans strategi, at afholde sig fra at føle ansvar for noget levende for på den måde ikke at blive berørt af døden?" - hedder et om en af de tre søskende, Sebastian. Han har haft en sorg og vil ikke mere involvere sig. "Selvfølgelig synes du det. Du er jo et menneske.” - svarer hans kollega. Et sted hedder det: "Også dette var en del af Sebastians forbudte tvivl: at vi ikke nødvendigvis bliver klogere af at vide mere". Det bliver lidt for meget Gajol-visdom. "Jeg så mønstre hvor andre så liv. Jeg så årsagssammenhæng hvor andre så følelser. Når en dreng viste interesse for mig, vidste jeg ikke om jeg skulle blive glad eller vred, fordi jeg ikke vidste hvilket motiv der lå bag. Altså hvad han ville, og uden en logisk grund at stå på kan jeg ikke føle noget. Jeg blev mere og mere bange for at jeg måske alligevel ikke var et menneske. For hvad er et menneske i grunden? Summen af visse elementer, visse neurologiske mønstre, og jeg var overbevist om at flere af de elementer manglede hos mig. Så betyder det ligesom ikke noget at min krop er af kød og blod, og at jeg har de samme fysiske behov som andre. Det er ikke kroppen som gør os til mennesker.” “Men ...” Sebastian blev rystet helt ind i sin kristent-humanistiske sjæl. “Det dér er jo fascistisk tankegods. At et menneskes værd ikke er ubetinget.” Det er sådan bogen er. En vigtig diskussion, men den kommer aldring i dybden og bliver nærværende. Andre gange siger hun noget vigtigt: "det eneste som et menneske faktisk er nødt til at varetage for at fortjene sin plads på jorden – et andet menneskes ve og vel." Det er ret godt. Men når der så står: "INGENTING ENDER nogensinde, men alting ender. Det er derfor sæbeoperaen er det eneste sande fortælleformat, og sæbeboblen den eneste sande kunstgenstand. Ingenting går under, men alt går under." - så bliver jeg lidt træt, men så hedder det kort efter på side 8760: "Fordi der bag ethvert ansigt er skyggen af et andet og endnu ét og endnu ét."  Det kan hun have læst hos sin landsmand og kollega Göran Tunström i romanen Tyven. Livet i sig selv er et system så storslået af det blænder. Det virkelig liv, men det når hun ikke helt ind til.

6. juli 2020

Stine Askov: Katalog over katastrofer

Det er ikke glædeligt at læse den men den er godt skrevet, fyndigt og med stor indsigt. Hovedpersonen mindede mig om pigen fra Delia Owens, Hvor flodkrebsene synger, som også er alene og må klare sig selv. Lidt det samme kan man sige om Helle i Katalog over katastrofer. Hun får virkelig lært at klare sig selv, selvom hendes far er voldsom og nærmest sygeligt paranoid overfor alt, han ikke kan klare. Da endelig katastrofen kommer i mild form, bryder han sammen. Jeg kommer til at holde af Helle. Hun er sej og hun kan se kan se forskel på dem der spiser franskbrød og dem der spiser 'rigtigt'. Til sidst vælger hun den forælder, der vil noget. Og det er ikke moren. Det er nok den gale far. Hun vender tilbage til det tomme hus med en ny erfaring. Slutningen af bogen åbner. Det er godt.

2. juli 2020

Ib Michael: Sandheden om Lucy

Det er nu meget godt gået. Han er 2 år ældre end mig. Han er født i 45. Sandheden om Lucy kommer i 50-året for hans første roman. Jeg har fulgt ham hele tiden og har en lang række af hans bøger stående. Vanillepigen var den bedste. Men der er stadigvæk gang i Michael og hans varemærke om det grænseløse lever i bedste velgående, fantasien og hans viden fejler ingen ting. Vi lever i et liv, hvor vi ikke koncentrer os ret meget om grænserne for virkeligheden. Det gør han. Der er parallelle planer, folder i tiden, ormehuller til andre virkeligheder, som måske bare er afspejlinger af den virkelighed vi lever i en kolonihavehus. Det er en vild verden han lukker op. Lidt for vild men også betydningsfuld, fordi han sætter det ind i den verden vi kender, hvor vi har brugt lidt for mange af naturens ressourcer og forfalder til terror og alt mulig andet ødelæggende. Han er bestemt ikke bange for at nævne Gud. Her kommer der et forsøg på at sige hvem Gud er: "Så kommer Igor – han hedder Igor. Han rækker ud efter mig med en ømhed der lyser i mørke, hvem sender lige en engel i den situation? Er der alligevel en gud, som vi bare har ødelagt med et forbandet navn? Gud er ikke stor, han er netop det, en tilstedeværelse i mørket, en stemme der hvisker:

„Jeg er Igor, jeg passer på dig.“

Om mennesket frie vilje siger han et sted: "Menneskets handlinger er som vejkryds, og man vælger selv hvilken forgrening man vil videre ad, intet er på den måde på forhånd fastlagt."

Så kan det næsten ikke siges bedre end: "Vi er så uendeligt sårbare, og så omgås vi liv og død så skødesløst og passer dårligt nok på hinanden. Han sidder med en skat af liv mellem hænderne."

27. juni 2020

Tove Jansson: Sommerbogen

I dag har jeg slappet af med en god og naturlig og menneskeklog verden. I går var jeg i et skræmt menneskes liv i New York, som spiste piller for at glemme og låste sig inde og ude fra andre. Hun manglede en den farmor som Sophia har den sommer på øen i den svenske skærgård. Åh den er så smuk den bog. Her kommer glimt af livet mellem de to den sommer. 

"SOPHIA SPURGTE, HVORDAN der så ud i himlen, og hendes farmor svarede, at der måske så ud ligesom på den der eng ved byvejen, som de netop gik forbi. De standsede op for at kigge. Det var meget varmt, landevejen var hvid og sprukken, og alle planterne ved grøftekanten havde støvede blade. De gik ind på engen og satte sig i græsset, som var højt og overhovedet ikke støvet, der voksede blåklokker og kattefod og smørblomster.
Er der myrer i himlen? spurgte Sophia.
Nej, svarede farmoren og lagde sig forsigtigt på ryggen"

"Må englene flyve ned i helvede?
Sikkert. Det kan jo være, at en masse af deres venner og bekendte er der.
Der fik jeg dig! råbte Sophia. I går sagde du, at der ikke findes noget helvede!
Hendes farmor blev ærgerlig og satte sig op og sagde: Og jeg mener nøjagtig det samme i dag. Men det her er jo bare en leg.
Det er ikke nogen leg, det er alvor, når man snakker om Gud!
Han ville aldrig finde på noget så dumt som at skabe et helvede.
Men det har han jo gjort.
Nej, han har ej.
Jo! Et vældig stort helvede!
Farmoren rejste sig alt for hurtigt op, fordi hun var vred.

Hele engen snurrede rundt, så hun var ved at miste balancen. Hun ventede lidt og sagde: Sophia. Det her er absolut ikke noget at skændes om. Du kan vel begribe, at livet er besværligt nok, uden at man skal straffes for det bagefter. Man bliver trøstet, det er jo det, der er hele idéen."

"Jesus, sagde Sophia. Der sidder du med kongen og siger ingenting!
Du må ikke tage Guds navn forfængeligt, svarede farmoren.
Jeg sagde ikke Gud, jeg sagde Jesus.
Han er præcis lige så vigtig som Gud.
Det er han i hvert fald ikke!
Jo, han er!
Sophia kylede sine kort ned i gulvet og råbte: Jeg er ligeglad med hele hans familie! Jeg vil blæse alle familier en lang march!"

"Gode Gud, lad der ske noget, bad Sophia. Fadervor, jeg keder mig ihjel, amen."

26. juni 2020

Otessa Moshfegh: Mit år med ro og hvile

Det var sindsoprivende at læse den her roman om en ung kvinde, der ikke kan finde ud af at leve med sin fortid og slet ikke med sin nutid og som gennem isolation og tilbagetrækning og søvn prøver at genstarte sig selv. At blive en tabula rasa. Gøre noget vanvittigt. Hun blev aldrig set af sine forældre. Det er dem, der spiller med hele tiden. Hun skriver om dem: "Og jeg havde ondt af mig selv, ikke fordi jeg savnede mine forældre, men fordi der ikke var noget, de kunne have givet mig, hvis de havde været i live. De var ikke mine venner. De hverken trøstede mig eller gav mig gode råd. De var ikke nogen, jeg havde lyst til at tale med. De kendte mig knap nok. De havde for travlt til at forestille sig mit liv på Manhattan. Min far havde travlt med at dø – inden for et år efter at han havde fået stillet diagnosen, havde kræften spredt sig til først bugspytkirtlen, så maven – og min mor havde travlt med at være sig selv, hvilket trods alt virkede værre end at have kræft."  "Også min far var glædesløs derhjemme. Han var sløv og stille. Op gennem min barndom passerede vi hinanden som fremmede i gangen om morgenen. Han var alvorlig, steril, en vaskeægte videnskabsmand." Og moderen så aldrig sin datter i øjnene og gav hende kærlighed. Hun levede mest i sin store seng og med masser af vodka. Hovedpersonen finder en meget vild psykolog som giver hende alle mulige former for sovemidler. Med dem vil hun restarte sig selv: "Mit håb var, at jeg i løbet af et halvt års dvale var helet så meget, at jeg var blevet immun over for smertelige minder. Ergo tænkte jeg tilbage på min fars død. Jeg var blevet meget berørt, da det skete. Så hvis jeg stadig havde nogen tårer tilbage at græde, måtte det være over ham, tænkte jeg." Hun fandt ingen tårer, men der sker alligevel noget. Det hedder: "Smerte er ikke det eneste kriterium for personlig udvikling, sagde jeg til mig selv. Min søvn havde virket. Jeg var blød og rolig og følte noget. Det var godt. Det var mit liv nu. Jeg kunne overleve uden huset. Jeg forstod, at det inden længe ville blive en andens beholdning af minder, og det var smukt. Jeg kunne komme videre i mit liv." 11. september dør hendes eneste veninde i Nordtåret. Hun optager noget af tv-transmissioinen. Og ser det igen og igen især på "en ensom eftermiddag eller når jeg ellers tvivler på, at livet er værd at leve, eller når jeg mangler mod, eller når jeg keder mig. Det er altså en bog der gør noget ved mig. 

25. juni 2020

Malene Ravn: Hvor lyset er

Jeg læste "I dine øjne" og "Det eneste rigtige" og "Mia" med stor fornøjelse. Især den første. Og jeg var rigtig glad for at læse den sidste, som ovenikøbet lige i dag blev anmeldt i Kristeligt Dagblad, som siger:  ”Hvor lyset er” er stilistisk uinteressant, men menneskeligt medrivende. Det er ikke stor kunst, men solidt og velsmurt håndværk.

Jeg synes måske nok det er lidt hårdt bedømt, men i hvert fald er det også solidt håndværk der sine steder i den medfølende forfatters tekst bliver til kunst. Kunsten at beskrive det enkelte menneskes oplevelse af livet. Jeg læste den med stor glæde. Den handler om maleren Carl Fischer, hvis billeder jeg nød at se på nettet - efter jeg havde læst bogen. Det var på den måde fint at blive opmærksom på en maler, jeg ikke kendte så godt. Her kommer noget af det jeg godt kan lide i bogen:

Først en samtale mellem den lille Carl og hans ven Kesse

„Tror du på Gud?“

„Selvfølgelig gør jeg det. Gør du ikke?“

„Tror du også på Gud, hvis din mor dør?“

„Min morfar siger, at Gud passer på os.“

„Augusts mor døde.“

Det ved Carl ikke, hvad han skal sige til.

Her er noget klogt om bøn:

"Carl ligger og prøver at bede til Gud. Om at samfundet skal overleve, og at Laura skal vinde i retten. Han tror ikke på, at der sidder én deroppe, men han bliver jo nødt til at bede, så lille han er. Han kan ikke have det hele indeni."

Om Ansigtet:

Ansigtet i sig selv er jo ikke noget særligt.“

Ely sprutter ned i teen, men Carl fortsætter:

„Det er det omme bagved, der gør det smukt.“

Det var en god oplevelse af læse bogen. 

22. juni 2020

Emilie Despentes: Vernon Subutex 3

Det er en fantastisk præstation Despentes her har begået. Det er et kulturhistorisk vidnesbyrd om et senmoderne Europa i opløsning, skræmmende - men også med et håb indbygget. Et håb, der vender tilbage til det humane og troen på at der er en anden verdens end pengebegærlighedens umoralske verden. Værket er et slags "Untergang des Abenlandes" som Sprengler kaldte sit værk på et lignende tidspunkt i sidste århundrede. Alt er i opløsning. Moralen er brudt sammen. Fællesskabet er brudt sammen. Og dertil kommer så de frygtelige attentater mod Charlie Hebdo og Baclatan. Og endelig Nuit debout oprøret i 2016, oprør om natten mod ændringerne i arbejdslovgivningen under Hollades. Ikke at forveksle med De gule veste. Det er helt op to date. Og det er spændende læsning, selvom det også bliver noget kulørt her i tredje og sidste bind. 

Engang så man med store øjne på lystbådehavnens store sejlere. Hos Despentes lyder det sådan her:

"Flaget tilhørende énprocentklubben og dens nærmeste hof. Bådenes ejere er født i forskellige lande – de er kinesere eller arabere eller russere – men de sejler alle under samme flag. Banksproget er et metasprog. Det har erobret pladsen som universel newspeak. Til sammenligning var den guddommelige lov bare dårligt udført fuskeri – et net, hvis masker enhver kunne slippe igennem. Det er noget andet med banksproget. Ingen kan unddrage sig." 

Vernon er vendt tilbage til oprindeligheden. Og han har opgivet stofferne. Det lyder sådan her:

"Hans konfuse tilstand skyldes ikke en narkorus – han har ikke taget stoffer i flere måneder. Hvilket kom helt af sig selv. Han begyndte at kede sig, så snart han var påvirket – ventede bare på, at det gik over, mens han undrede sig over, hvorfor han plejede at finde denne fordummende sindsforvirring så morsom. Stoffer fungerer som et værn mod kedsomhed – de gør alt interessant, ligesom et stænk tabasco på kedelig mad. Men Vernon er ikke længere bange for hverken kedsomhed, ensomhed, stilhed eller mørke. Han har ændret sig meget. Han kan ikke længere bruge stofferne til noget."

Han er blevet vis: "Han siger ikke, hvad han tænker. Han tænker, at ingen er solide nok. Intet er solidt nok. Heller ingen gruppe. At det er det sværeste at lære – at vi ikke ejer noget som helst her i livet, men kun har det til låns."

Det er virkelig en imponerende fortælling om Europa lige nu. Slutningen rækket helt ind i de næste århundreder. Det er en lidt vild slutning, som jeg ikke havde forudset komme. Men alligevel med et håb om at det vedvarende, der skal bevare Europa ikke er banksproget, men det humane sprog som hænger så uendeligt tæt sammen med det regligiøse sprog. Sikken et læsetrip!

15. juni 2020

Annette Bjergfeldt: Højsangen fra Palermovej

Jeg skulle lige læse noget samtidig med Vernon Subutex 3 (se nedenfor). Og hvilket noget. Jeg synes det er en vidunderlig og skøn roman om to forældre og tre søskende og om håb og drømme, om kunst og kultur og musik ikke mindst. Og om menneskers almindelige håb om kærlighed. Gerne lidt vedvarende. Men det hele lever uden hensyntagen til tidens litterære bedreviden. Den er virkelig befriet for identitær og alle mulige andre hensyntagen til køn og alt muligt andet frelst. Den er fabulerende på den vidunderlige facon. Helt uden undskyldning for tanker om Gud og religion. Undertiden bliver det lige rigeligt flyvsk, men jeg kommer bare sådan til at holde af Esther og Olga og Fillippa og Johan og Vibeke og de andre. Det er altså en morsom roman, som ikke handler om andet end om livet. Det er bare det. Her kommer et par prøver på Annette Bjergfeldts sprog og synspunkt:

"Vi er blevet et græsslående folkefærd. Folk har jo mistet al ånd"

"Jeg nikker, mens rommen spreder sig som myldretidstrafik ud i alle færdselsårerne"

"Salmer er flydende guld. Man synger og bliver selv sunget. Til trøst og bævende glæde"

Tak for en befriende anderledes roman!

7. juni 2020

Emilie Despentes: Vernon Subutex 2

Det er en utrolig historie. I det følgende kommer der bare nogle af mine understregninger, som meget godt fortæller om Despentes kæmpe værk om sin samtid i Paris.

"Jeg har lært at tælle. Men hvilken gud beder man til med tal?

I slutningen af 90’erne var det sket – vi havde overskredet alt. Vi var forbi det stadie, hvor man sætter spørgsmålstegn ved tingene som en idiot – hvor man stiller sig selv principielle spørgsmål, følelsesmæssige spørgsmål, spørgsmål om medmenneskelighed og spørgsmål om ikke at følge sine laveste instinkter, men sin idé om skønhed. Tiden for spørgsmål var forbi. Utopier fik os til at le. Vi var tilpasningsdygtige, men vi var ikke nemme at narre – vi havde kontrol over det. Vi var ikke længere bange for at gå på akkord. Det skulle vi have været. Vi tænkte, at det ikke var så slemt at sælge vores sjæl – at vi nok skulle få den tilbage i god behold, når showet var forbi."

"Satana døde. Det var det, der fik mig til at indse det hele. Kan du huske Satana? Jeg er overrasket over, at du ikke vågner ved lyden af hendes navn. Jeg har haft mange kærester i mit liv, men ingen vækkede mine venners interesse så meget som Vodka-Satana. Jeg sagde ikke noget, da hun døde. Da var det, at jeg forstod. Hvad det vil sige at leve og opføre sig som alle andre levende, men ikke længere være til stede. Det var ikke det, at jeg ikke sagde noget, der chokerer mig mest. Det var, at jeg i flere måneder egentlig ikke fandt det særlig overraskende. Trist og uretfærdigt, ja, men også logisk på en måde.

Så var der en morgen i februar, hvor jeg sad tæt på stranden i Marseille dagen efter en koncert. Jeg sad helt alene ved et bord og betragtede nogle skatere og håbede, at en af dem ville falde. Inde i baren spillede de „Aux cyclades électroniques“ med Burgalat. Et øjeblik sad jeg ved siden af Satana i Grækenland, hvor vi havde været på ferie sammen. Jeg havde det nummer på min iPad, og vi sad og lyttede til musik med hver sit sæt høretelefoner i det samme stik. Hun faldt nærmest i trance. Senere blev det hendes yndlingsnummer, men denne første gang flettede hun sine fingre ind i mine, og det var et øjeblik af ekstrem intensitet. Nogle øjeblikke er på den måde – som om de har mere dybde end andre. Ligesom når man svømmer under vandet, og der åbner sig en afgrund under én. Da jeg genhørte „Aux cyclades“, mødte jeg Satana igen og forstod det hele. Jeg var overbevist om, at hun var blevet myrdet, og jeg havde bare syntes, det var trist, men ikke overraskende. Jeg var forsvundet, Vernon. Min krop og sjæl var blevet opslugt."

"I Selims øjne virkede islam ikke dummere end så mange andre religioner. Men det var den, han kendte bedst, og han vidste, at den krævede, at man opgav enhver kritisk sans. Ligegyldigt hvilken religion hans datter havde valgt at tilslutte sig, ville det have gjort ham ude af sig selv. Man indskrænker ikke en intelligens som hendes. Hendes hukommelse, hendes evne til at se sammenhænge og hendes nysgerrighed – tanken om, at hans lille pige underlagde sin bevidsthed et teologisk system, gav ham kvalme. Man berøver ikke et sind som hendes muligheden for at læse bestemte bøger. Man kan ikke ønske at forhindre hende i at omfavne verdens kompleksitet med den begrundelse, at hun er nødt til at rette sig efter et eller andet oplysningsfjendsk vås … Ikke desto mindre havde det i særlig grad knust hans hjerte at se hende vende sig mod en religion, som han kendte, og som han havde brugt et helt liv på at gøre sig fri af. Han så hende spørge ignoranter til råds. Han hørte hende tale om islamiske videnskabsmænd – åndspygmæer, der var i stand til at hævde, at jorden er flad. Hans datter var parat til at idolisere den første den bedste idiot, hvis bare han havde langt nok skæg og nægtede at trykke hendes hånd."

"Det er de samme fjolser på højrefløjen som på venstrefløjen, men de højreorienterede er i det mindste ærligere. Mennesker er afskum. Det eneste, de vil, er at adlyde ordrer. At blive straffet, belønnet og guidet. Det ligger i menneskets natur at dræbe sin næste. Det er sådan, man afgør, hvilken civilisation der er den mest overlegne – den, der har det største våben. Hvis man anbringer tre familier med forskellige religioner i den samme by og lader dem klare sig selv, begynder de at slå hinanden ihjel efter én generation. Egoet er som en pik – ingen mængde bevidsthed kan forhindre det i at svulme op. Der er ingen grund til at foregive, at mennesket ikke er et udyr. Det eneste, der kan forhindre folk i at slå hinanden ihjel, er at holde dem i kort snor. De har brug for en leder. Det er det, folket vil have."

"„Vi vil glemme. Vi vil tilgive. Vi vil være de svage og de milde.“ Det begynder at folde sig ud. Vernon bliver ikke længere overrasket, når han mærker, at hans rumskib er i færd med at lette. Han kan stadig ikke kontrollere sin himmelflugt, men han forsøger ikke længere at kæmpe imod. Tværtimod lader han sig tæmme af vanvidsbølgerne. Og han ved, at han kan regne med dem på aftener som denne. „Vi er de besejrede – og der er tusindvis af os. Vi leder efter en passage.“ Vernon tænker, at det er ligegyldigt, hvad der bliver sagt – det hele foregår på et andet niveau. Han kan mærke det i brystet."

Det er et langt værk, men overraskende og spændende. Vernon bliver midtpunkt i en ny udvikling, hvor de essentielle værdier kommer helt ind i fokus. Nu er jeg spændt på hvordan hun vil aslutte med tredje bind.

31. maj 2020

Emilie Despentes: Vernon Subutex 1

"Vernon sidder fast i det forrige århundrede, dengang man endnu gad lade som om man mente at det var vigtigere hvem man er, end hvad man har."  Det er altså en vidunderlig bog. Der går lige lidt tid, men så var jeg i Paris og er allerede i godt i gang med toeren og glæder mig til treeren. Det er en samtidsroman med tilbageblik på firserne og halvfemserne og på en generation af børn af 68'ere. En generation der stadigvæk tror på musikken og stofferne og et liv uden at være i kapitalismens kløer, men det er de, mener Despentes. Vernon sidder fast i det altsammen - også lidt i stofferne. Han har haft et pladeforretning "Revolver" som også er titlen på et album af Beatles, men som også betyder at vende tilbage til noget oprindeligt. Måske hele ideen i 68'er bevægelsen. Men Vernon sidder fast og kan ikke vende sig mod fremtiden. Da lp'erne forsvinder til fordel for CD'erne og til sidst ind i ciberspace så kan forretningen ikke løbe rundt længere. Forretningen var ly for drømmen om dengang rocken var levende og lysende og frelsen. Nå - men jeg får bare så meget at vide om det miljø og om Paris og om måder at leve livet på, som jeg ikke ville have lyst til selv. For eksempel som Sylvie lever: "Hun åbnede sine Facebook-profiler – hun har tre. De to falske er beregnet til at skrive kommentarer under pseudonym, til at teste om hendes elskere kan finde på at være hende utro, eller til at snyde sine bekendte. Sin første falske profil oprettede hun for at få hævn over nogle knægte på gymnasiet der plagede hendes søn. Da missionen var fuldført, havde hun fået smag for mobile identiteter." Despentes skriver fantastisk. Og hun er tilstede i det hun skriver. Hun indigneres og engang imellem bliver det også som for eksempel det her, som jeg så må bruge tid til at tænke over: "At forandre sig er altid at miste et stykke af sig selv. Man kan mærke at det river sig løs og falder af, efter et lille stykke tid. Det er på én gang et tab og en lettelse."  Sproget er forrygende. Da Subutex er blevet hjemløs møder han en kvinde med ordet og mere i sin magt. En dag bliver de overfaldet af nogle skinheads, men de får læst og skrevet og bliver tævet: 

" – Skrid ad helvede til, røvhuller, med jeres små nosser fulde af lort, lade ham være, kan I ikke se I gør ham bange, beskidte skaldede pisrøve?

Hun baner sig vej ved at slå vildt omkring sig med knyttede næver. Hun er ustyrlig. Og for anden gang i træk tænker Vernon hvorfor mig, gode Gud, hvorfor mig. For nu er det jo ikke kun hende der får bank, han ryger med i købet.

– Alle brækker sig over jeres lede snak – skrid herfra. Løb hjem til jeres ludermødre og sig at de hellere skulle have syet kussen til end skide sådan nogle lorte som jer ud. I er radioaktivt affald, fucking retarderede tabere." 

Når først man får styr på bogens personer er det en drøm af en roman. Den handler om det hele. Generation identitær. Politik. Alt.

18. maj 2020

Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Det har igen været et rigtig godt selskab at være i. Jeg kommer ganske enkelt til at holde af Stine Pilgaard. Og så kommer jeg i sprudlende godt humør af at læse hende. Der er så meget god forstand og god vilje og ukedelig godhed i den hovedperson hun fortæller fra. Viljen til at forstå og lære at tale som de mennesker hun bor sammen med. Og pauserne især. Det foregår altsammen i Velling og i miljøet omkring Vestjyllands Højskole tæt på kanten ved Ringkøbing fjord (hvor en vej kan hedde: Tændpibe) og det handler om vedhænget til højskolens ansatte og om et kørekort og et hold af kørelærere og om en brevkasse. Og det hele er bare samlet sammen i nogle få kapitler der ovenikøbet slutter med sange der kan synges på kendte melodier. Det er bare altsammen så godt og alligevel ikke kedeligt. Ikke mindst brevkassens svar er så gode. Feks.: "Den vigtigste opgave i et parforhold er at tøjle sit selvhad. Det fine ved kæresters kærlighed er, at de modtager vores sorger som små gaver. Tak, siger de og bærer dem med sig, som var det deres eget mørke. Sådan kan livet være så smukt." Eller

"At møde en kæreste er at stille sig til rådighed for et andet menneske. Spørg ikke, hvad din date kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for din date. De fleste mennesker tror, at de har brug for noget ganske andet end det, de desperat mangler. Den gode nyhed er, at det er ret simpelt. Hvis du er sjov, skal du ikke lede efter en, der også er sjov, men en, der gerne vil grine. Er du god til at lave mad, så jag ikke en kok, men find en, der er sulten. Kære kræsne. Alle mennesker har et ensomt, mørkt rum inden i sig. Forestil dig en hule på bunden af havet. Uden værdighed hælder vi forskellige ting i den. Frimærkesamlinger, kolonihaver, rygsækrejser, kæledyr, alkohol, litteratur. I svage øjeblikke får vi den tanke, at hulen er menneskeformet, et lille puslespil, der bare mangler en brik. Vi leder efter en, der passer lige der, og som kan jage mørket på flugt. Det er meget sødt, men det er forkert. Mørket er vores eget, og det kan ikke deles med nogen. Den eneste ene er ikke en anden, det er dig selv, og du er alene."

Humoren er nu hendes egen. Parkeringspeter er en af hendes kørerlærer:

"Vil du savne mig, hvis jeg en dag får kørekortet, spørger jeg. Ja, siger Parkeringspeter, man kan vænne sig til meget."

13. maj 2020

Georgia Hunter: De heldige

Tidligere i år læste jeg 'De udvalgte'. Jeg har skrevet om den nedenfor. Den handler om den gode død, euthanasi. Nazisternes i trediverne. Den var så uhyggelig. Der kommer i de her år rigtig meget om sidste århundredes to store krige. 'Haren med de ravgule øjne' har jeg også læst fornylig. En fremragende bog om rige og meget kulturelle jøders liv frem til Europas nulpunkt under nazismen. Nu har jeg læst 'De heldige'. Det er en fremragende bog. Her følger vi almindelige polske jøders liv og heldige redning under anden verdenskrig. Ja, heldig og heldig. Primært er det deres egen fortjeneste. Georgia Hunter skriver med vid og sans sin families historie. Det er en fantastisk og meget rørende historie. Den lærte mig rigtigt meget om krigen i Polen og om forholdene for jøderne, men fortæller også den historie som er så vigtigt: det handler om at handle mens tid er. Med mod og meget vilje. Mirakuløst overlever hele familien og det er en virkelig historie, hvis medlemmer nu er fordelt over hele verden pånær deres hjemland Polen, som aldrig blev venlig stemt overfor jøderne. 

6. maj 2020

Knud Sørensen: Mit sprog og fjordens

Det er bare så smukt og holdbart. I en alder af 92 år at skrive en ny digtsamling. Men det har han gjort. Jeg har og har læst alt af ham. Jeg er så beriget af hans måde at være i verden på, i naturen på og i mødet med andre mennesker. Hans måde at være på ved kaffebordet efter forhandlingerne som landmåler på Mors, at se sine værtsfolk som han også ville behandle med respekt. Ja måske er det ordet: respekt. Det er det Knud Sørensen har haft over for livet, for mennesker, for samfundet og sig selv. Som præst har det bare været så givtigt at læse ham. Han er så tæt på det menneskelige og for mig handler kristendom om det menneskelige. Knud Sørensen ser de andre han møder. Han ser de store værdier han lever af. Han er i naturen jævnfør samlingens titel. Nej det har været en glæde at have ham som forbillede lige siden han i Hersom præstegårdshave holdt en grundlovstale i 1982 tror jeg det var, hvor jeg havde engageret ham, dengang jeg var præst der. Og jeg har brugt rigtig mange af hans tekster både indvortes og udvortes i mine prædikener. Jeg vil bare citere et af alle de digte, som jeg holder af:

Selv om min sol

som har gået deroppe hele dagen

bliver mindre og mindre

og svagere og svagere

i disen derude i det vestlige

skjuler jeg stadig min skygge

inde i mit træs

og solen favner os stadig

den følger sin bane

gør den

og træets og min forenede skygge

nærmer sig det intet

der gror op

derude i øst.

Kære Knud - tak for alle dine tekster og især digtene.

5. maj 2020

Jonas Hassen Khemiri: Et øje rødt

Jeg vil sige, at den skulle klassificeres som en ungdomsroman. Den handler om en tænksom dreng, der kalder sig selv "tankesultan". Og han gør sig sine tanker som indvandrer i Söder i Stockholm, men det bliver altså for lidt. Om religion som det her:

"Hvis alt bare er tilfælde hvor mægtig er Allah så?

Men okay, vi kan sige at Allah er den som holder tilfældet i snor og på den måde han kontrollerer alles skæbne. Men hvorfor han i så fald lader børn blive skudt i Palæstina og tvinger negrene til at sulte i Afrika og skubber mennesker så de falder ned i jordskælvssprækker eller vulkaner? Hvorfor han lader Nourdine gå uden rigtig teaterrolle selv om man ser han snart kommer til at miste gejsten og måske aldrig mere finder den? Måske vi kan slutte os til at Allah enten er fucking magtesløs eller han er en gud uden hjerte." Igen et indblik i integrationens vildnis. På den måde er den god og giver fornemmelse for, hvad det vil sige at bevare modermålsundervnisning. Men ellers lidt tidspilde.

2. maj 2020

Deborah Feldman: Uortodoks

Først var der Tara Westover med Oplyst og hendes vej ud af en mormon familie, så var der Ellen Strandgaard med At eje sandheden, som handlede om det sammen bare på dansk grund. Oplyst var vildt god. Der var virkelig bund i litteraturtingen i bogen. Så er der nu Feldmans Ortodoks om en hendes vej ud af en hasidisk jødiskt ortodoks menighed i New York. Den begynder godt og jeg fik en stor indsigt i hvordan de tænker og tror og holder hinanden i skak så det er helt forfærdeligt. Det er mændene der styrer alting og religionen, rabbineren. Det er skrappe sager. Men jo længere jeg kom i bogen desto dårligere blev den rent litterært. Når hun skriver om sin barndom kommer der fine ord på. Og det er rigtig godt. Men til sidst er det som om hun ikke kan mere. Men fri kommer hun. Et sted skriver hun: "Hvis man behandler et problem, undviger man den lidelse, som Gud mente, man fortjente". Det er sådan de tænker. Og kvinderne er fødemaskiner, som skal erstatte alle ofrene i Holocaust og Holocaust var Guds straf over jøderne fordi de var for assimilerede. Det er rent ud forskrækkeligt!

27. april 2020

Solvej Balle: Frydendal - og andre gidsler

Jeg ved ikke rigtig om jeg kan bruge det til noget. Det er generationsbilleder i massevis. På den måde er det selvfølgelig godt. Men jeg er usikker på billedredaktionen. Det er menneskeligt at sætte sig selv ind i alle billeder, men vi kommer også til at bestemme over billedet for dem vi skriver om. Det synes jeg Solvej Balle gør lidt for meget. Bedømmer. Og bliver tilbage som frelst. Det kan jeg også selv være slem til. Jeg kan forstå det, men jeg kan ikke lide det hos mig selv.

Men der er mange fine iagttagelser: "I Frydendal var der gudsfrygt og taknemmelighed, der var regler og påbud, men der var ikke megen vrede. Der var ikke mange rester af korstog og inkvisitioner i deres husmandskristendom, og der blev ikke hugget mange knive i fotografier. Der var salmebogen og kalenderen i køkkenet og Herre, vi takker dig. Det var ikke den vrede gud, vi mødte i Frydendal, men en lavmælt gud, der talte roligt fra sin kalender over komfuret og på jysk.
Kun i deres bibel var der vrede, for guden i deres bibel var en vred og nidkær gud. Det var ikke ham, vi mødte om morgenen, men han var derinde, i Bibelen, selv om den lå roligt på sin plads i reolen. Når først man kunne læse, skulle man ikke vende mange af de tynde, knasende sider, før man mødte en hævnende, dømmende, skræmmende, knusende, truende, glødende, tilintetgørende, krævende, ødelæggende, udryddende og frygtindgydende gud. Vreden tilhørte Gud, hvis den tilhørte nogen, og den, der trodsede Herren, blev straffet på det grusomste, med bål og brand, med hungersnød og sult, med udslæt og bylder, med skab og fnat, med sindssyge, blindhed og vanvid".

Og idealismen er der ikke noget i vejen med:

"Jeg vil ikke have os og de andre og svage og stærke, vindere og tabere, heldige og uheldige. Jeg vil have tabere med gevinst, jeg vil have uheldige, der trækker lange strå, og svage der får stærke kort på hånden. Jeg vil ikke have mere halehoj og her kommer vi. Jeg vil ikke have mere bål og brand og hån og spot. Jeg vil ikke have mere yndigt land i svanepels og noget for noget og flyt dig for ting, der skal frem."

25. april 2020

Caroline Albertine Minor: Pura Vida

Det betyder vel rent liv, men jeg har læst på nettet at det er en almindelig hilsen i Costa Rica. Både når man mødes og når man siger farvel. Pura Vida et det enkle simple liv som modtages som en gave og som skal nydes som det er. Altså en livsfilosofi. Mens jeg læser bliver jeg lidt utålmodig med Viktoria. Hold nu fast i noget. Gør nu noget. Men det hjælper ikke. Hun holder ikke fast i noget. Hun glider videre. Og det gør åbenbart ikke så ondt at slippe noget. Hun kan godt blive skuffet, men så går hun videre. Hun er en ung pige og backpacker. År efter år. Hun har en uro i sig. "Og så for nogle uger siden var det igen begyndt at filtre sig sammen indeni. 

Uden varsel masede og klemte det i brystet, og Viktoria måtte spænde imod for at undgå, at det bredte sig som en slags desperation til resten af kroppen". Mange rejser over hele verdenen, mange mænd i hends liv kort og godt. "Det ligesom ringer og synger i knoglerne, nogen spiller fløjte på hendes skellet, mens hun går nedad i retning af havet og lyden af andre menneskers stemmer. Viktoria vil ind i mængden, hun vil være blandt dem og tæt på." Hendes beskrivelser af sin krop er bemærkelsesværdige og vidunderlige at læse. Hun registrerer alt med sin krop. Afslutningen på rejserne er ikke så let at blive klog på. Hun blev nødt til lige at rejse igen, men det sidste ord i bogen er hjem. Hun har lige købt et par ørenringe: "Hun betaler og siger tak, venter, indtil hun er uden for sælgerens synsfelt (der blokeres i takt med tørklædernes sukvise pusten sig op og falden sammen), før hun hælder øreringene ud i venstre hånd. Det er det ivrige i handlingen, hun gerne vil skjule. Det, at hun ikke kan vente, til hun kommer hjem." Altså jeg har nydt at læse den og tænker over mit eget forhold til Pura Vida. Jeg er modsætningen til Viktoria, tror jeg. Jeg vil gerne læse velsignelser, en novellesamling der lige er kommet.

20. april 2020

Kristín Marja Baldursdóttir: Fra hus til hus

Det er en rigtig skøn og morsom bog. Modsætningen til Waals "Haren med de ravgule øjne" fra sidste uge. Lystlæsning på en let måde. Lettere satirisk. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun måske har været inspireret af den canadiske psykiater Jordan B. Peterson. Tag dig nu sammen, kom i gang. Det er kun dig der kan tage ansvar for dit liv. Den er så spændende - romanen. Og sjov. Det var kosteligt at læse den. Hvad er et smukt liv. Svaret kommer til sidst. Temmelig banalt men egentlig er det en god definition: ”Vi respekterede hinanden så højt. Igennem hele vores samliv. Det er derfor, mit liv var så smukt. Jeg sang hele dagen”, siger en gammel kone til romanens unge pige. Så enkelt er det.

17. april 2020

Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne

Det har været en stor gave at få lov til at læse de Waals langsomme erindringsværk. Den har været en god ven i en uge, hvor jeg ikke kunne bruge mit dumme knæ til noget. Og den får mig også til at gå ned i gear, for der er så meget at nyde i hans vagabonderen og danderen rundt i Europa og i Japan for at følge og finde sporene af hans slægtninge. Og så er den tæt på Proust, som besøger Charles Ephrussi i Paris og som er inspirationen til Swann. Bogen begynder da også med et citat fra "På sporet af den tabte tid": "Selv om man ikke mere bryder sig om noget, er det ikke absolut uvæsentligt, at man har gjort det; for det var altid af grunde, som andre ikke kunne få øje på. […] Nuvel: nu da jeg er alt for træt til at leve sammen med andre, bliver disse følelser, som jeg i sin tid har næret, og som er så helt mine egne, for mig – det er en mani, der er fælles for alle samlere – overordentlig dyrebare. Jeg åbner i enrum mit hjerte, som var det en slags vitrine, jeg går ét for ét alle dets sværmerier igennem, som ingen andre har kendt. Og om denne samling, som jeg nu hænger endnu mere ved end ved mine andre, siger jeg til mig selv, omtrent som Mazarin om sine bøger, men for øvrigt uden spor af sjælekval, at det bliver ret ubehageligt at forlade alt det.
– Charles Swann"

Den vitrine er omdrejningspunktet i de Walls erindringsværk, hvor den står nu i hans stue. Han har arvet den. Det stort set det eneste som overlevede 1. og 2. verdenskrigs vanvid. Vitrinen er fyldt med japanske netsuker (udtales netskeer). 264 stykker i alt. Haren med de ravgule øjne, er en af dem. Det er Charles Ephrussi der har samlet dem. Ligesom han samlet så meget andet, Manets asparges, Renoir og alle de andre, som han omgikkes og havde råd til at købe som søn af nyrige jøder, der var kommet fra Odessa og havde tjent deres enorme formuer på salg af korn. Mindre er mere, siger de Waal et sted om sit egen kunst som er keramik. Det gælder også netsukerne, som det kan tage et liv at fremstille. Mindre er mere er også en slags arbejdsregel for selve erindringsværket. De mindste detaljer undersøges. Han giver sig tid til at være på stederne indtil han mærker sine slægtninge. Og så oprulles hele den europæiske histories overgang 1800-tallets fin de siécle med dets dekadence og usikkerhed til nulpunktet under nazismen. Det er historielæsning på et meget højt plan fordi det går så langsomt og vi følger den store jødiske familie, Ephrussierne. de Waal leder efter alt det der er pakket ned i kasser, omhyggeligt og leder også efter alt det som nazisterne omhyggeligt konfiskerede eller brændte. Det er en storslået bog. Det er blevet til kunst fordi han tager erindringsarbejdet så alvorligt.

12. april 2020

Vibeke Grønfeldt: Glasluft

Det er en vidunderlig forsættelse af "Endnu ikke". Jeg holder bare så meget af Elvine Brink. Hun har alt det, som er så spændende. Hun er fyldt af det menneskelige. Af ærlighed, af håb og af stædighed og af ikke at give noget af sig selv. Hun er den hun er. Basta. Det skal ingen lave om på, men hun gør det så alligevel selv og stopper så pludselig. Jeg havde gennem mange år en veninde, som jeg arbejdede meget sammen med. Hun var en rigtig Elvine. Dygtig, skarp, skrap, skøn. Sårbar og skudklar. Hun er desværre ikke i mit liv længere. Og alligevel. Jeg sidder jo og skriver om hende. Jeg har naturligvis understreget en masse hos Vibeke Grønfeldt: Det kommer her lidt rodet, men brugbart for mig. Samtaler med mig selv, som ligner Elvines til forveksling:

"Angeren, som ingen forklaring kan slå ned, når den rammer til sidst.
Ikke mindst over selvretfærdighedens blændværk.

Undladelsessynderne: Du skulle have lyttet og svaret din mor, før hun døde. Du skulle have lyttet og svaret lille Vera og Henriette og Andreas. Dengang og dengang og dengang.

Du var et barn, da det begyndte, har jeg alligevel sagt til mig selv. Siger jeg.

Alle var børn engang. Du var dig selv, og det fortsatte du med at være. Altid dækket af et forurettet barn.

Forsømmelsernes flodbølge kommer væltende i den tolvte time."

"Jeg gik i hvert fald til bunds i jagten på en sikkerhed, der ikke er til.

Var det kønnet og sanserusen, der i trettenårsalderen for alvor kom i vejen for fortsættelsen?

Tretten år, da jeg mistede evnen til at omgås fremmede, og de nærmeste blev fremmede.

Var det, da jeg i løbet af en sommer blev nærsynet og omgivelserne store og tågede, ansigtsløse, mens en tangloppe eller sandhopper i sandskorn, der glimtede som juveler i alle farver, og en blåsort flue på en finger ved øjet var tydelige og betydningsfulde som et nyt eventyr. Luften og lugten og lydene trængte ind. En varm sommer med havet i hovedet og kroppen. Når jeg ikke var i saltvand eller i sand, tænkte jeg kun på at komme der. Jeg var der i tankerne, i det skarpe lys. Når jeg var der, blev øerne langt ude mere og mere utydelige, alt duvede i varmen som en drøm. Smukkest af alt.

Derfra var det noget andet, jeg havde at gå videre med."

"Rædslen for at miste styrede hvert skridt, så længe jeg havde noget som helst, ud over den formløse kødklump, jeg lever i. Holde øje med, sikre, passe på ... Så længe jeg overhovedet kunne gå på mine ben ... Alle mine skridt ..."

Om alder kan der ikke siges noget smukkere og genkendeligt:

"Alderen er ikke et hjem, men en uventet følelsesstrøm. Til tider mellemtonernes opløsning. Jeg bryder mig ikke længere om nogen eller noget. Og jeg holder af og holder af, hvad der er, hvem der er inden for rækkevidde og uden for. Hemmeligt og usynligt tænderskærende, hengivent smeltende."

"At møde er ikke at være, hvad vi møder."

Hun citerer er vidunderligt digt at Peter Nielsen: "Nu har øjeblikkenes små spring imellem hinanden igen ødelagt de fine figurer i det sammenblæste støv".

Det er en stor glæde at læse sådan en bog. Tak for den

5. april 2020

Ali Smith: Forår

"Jeg er det barn som er begravet i bladene. Bladene rådner: her er jeg.

Eller forestil jer en krokus i sneen. Ser I den optøede ring omkring krokussen? Det er døren som står åben ind til jorden. Jeg er det grønne i blomsterløget, og jeg er det øjeblik frøet sprækker, kronbladet foldes ud, den der tjatter til endespidserne på træernes grene med det grønne, som om grønt er et lys der bliver tændt.

Planterne som skubber sig gennem skraldet og plasticen, tidligere, senere, op kommer de altid og ligegyldig hvad. Altid og ligegyldig hvad bevæger planterne sig under jer, under mennesker i sweatshops, mennesker ude at shoppe, mennesker bag skriveborde i lyset fra deres skærme, eller som sidder og scroller ned på deres telefoner i operationsstuernes venteområder, demonstranter der råber, og hvor som helst, i et hvilket som helst land eller by, bevæger lyset sig, blomsterne nikker ved siden af ligbunken og ved siden af der hvor I bor, og hvor I drikker jer dumme eller lykkelige eller bedrøvede, og hvor I beder til jeres guder og ved de store supermarkeder, mennesker på motorveje suser forbi rabatter og kratbevoksninger, som om der ingenting sker. Alt sker. Blomsterhoveder lukker sig op overalt i det dumpede affald. Lyset bevæger sig hen over jeres hegn og skel, over mennesker med pas, mennesker med penge, mennesker med intet, over barakker og kanaler og katedraler, over jeres lufthavne, jeres kirkegårde, over alt hvad I begraver, alt hvad I graver frem for derefter at kalde det jeres historie, eller borer ud for pengenes skyld og bruger op, overalt bevæger lyset sig ligegyldig hvad.

Sandheden er en slags ligegyldig hvad.

Vinteren er mig ligegyldig.

I tror måske ikke at jeg ved noget om magt? Tror I at jeg er født helt grøn?

Det er jeg.

Fuck mit klima op, og jeg skal smadre jeres liv. Jeres liv er mig ligegyldige. Jeg skal rive påskeliljer op af jorden i december. Jeg skal blokere jeres hoveddør med sne i april og blæse træet omkuld så det knuser jeres tag. Jeg skal føre floden som et tæppe igennem jeres hus.

Men jeg bliver grunden til at jeres egne safter vågner igen. Jeg skal sprøjte lyset tilbage ind i jeres årer.

Hvad er det der er under jeres vejes overflader lige nu?

Hvad er det der er under jeres huses fundamenter?

Hvad er det der får jeres døre til at slå sig?

Hvad er det der giver jeres verden de friske farver?

Hvad er nøglen til fuglens sang? Hvad er det der former næbbet inde i ægget?

Hvad er det der sender de spinkleste grønne skud igennem stenen så stenen begynder at flække?"

Sådan er den her vidunderlige bog, men det er ikke poesi det hele. Der er så meget indignation. Det er som om det hører med til livskraften der er i foråret. Ali Smith er ganske vidunderlig. Jeg er det barn som er begravet i bladene, skriver hun. Og det barn kan alt, for det barn kan se. Det er ikke Greta Tunberg. Det er et andet og mere fabulerende barn, men hun går ind i udrejsecentrenes fængsler og steder af håbløshed. Det er noget af det mest levende jeg har læst længe. Vi siger migrantkrise, men det er mennesker det handler om. Mit ansigt er et bristepunkt, siger hun et sted. Skolepigen kan udrette undere: "Den selvskadende eritreer havde sagt til hende, det her sted hvor de holder mig spærret inde er som at leve i håbløshed, så hvorfor skulle jeg leve? Det er kun smerten som holder mig i live. Skolepigen havde svaret ham et eller andet, hvad ville han ikke sige til nogen, og nu var han som et helt nyt menneske."

Hun kan ikke lade være med at sammenligne med trediverne: "...som en berømt forfatter sagde i 1930’erne, vil ondskab mod dyr udløse en straf mens ondskab mod mennesker vil udløse en forfremmelse."

Skolepigen siger så mange fine ting: "Min mor siger altid at det i hovedreglen er en god ting at gøre verden større, ikke mindre, siger pigen."

"fordi det at se er begyndelsen på det at forstå, bare dets overflade, det øverste lag af enhver forståelse, siger pigen".

"Krigene ender aldrig, fortæller historien. Men fjendskab kan. Tingene kan forandre sig over tid, det som ser stivnet og fastlåst og uforanderligt ud i et liv, kan forandre sig og åbnes op, og det som var utænkeligt og umuligt på et tidspunkt kan være ligetil og muligt på et andet."

"Vi er her kun takket være andres nåde og hårde arbejde. Jeg er i hvert fald. Her er en tak til de andre som har hjulpet, er den bøn jeg siger når jeg går i seng om aftenen, og må jeg selv være en af de andre for så mange som muligt."

"Forvent det uventede i livet efter døden, Doubledick. Livet fortsætter.

Hvad i dag angår håber jeg at du har fået tørret dine sokker og sko. Og for morgendagen: Må dine fødder altid være varme, gamle ven."

Det er en vildt fabulerende og mærkelig bog, som jeg har haft så stor glæde af. Det er en kommentar til lige nu i en verden, hvor alt for mange af os har glemt det indre barn. Nu glæder jeg mig rigtig meget til Sommer. Så er kvartetten fuld.

31. marts 2020

Morten Pape: Guds bedste børn

Det er en god opfølgning på Planen. Det er en fremragende roman. Jeg får indblik i et liv, som jeg slet ikke kan genkende eller kan forstå, men jeg bliver klogere ved at læse romanen. Det er en voldsom bog, men det er også en meget rørende bog, som fortæller så fint om det instrument vi alle sammen har og som hedder samvittighed med et gammeldags ord. Prøv bare at læse, hvordan Simon tænker i fægslet: "Han kommer i tanke om nogle af de ord han har lært sig fra ordbogen. Anger. Først troede han det betød det samme som det engelske ord for vrede, men der lærte han noget nyt. Han ved at han føler anger. Et andet ord han kommer i tanke om når lyset er slukket, er ordet brøde. Det havde ikke noget med bagværk at gøre. Men en misgerning, en forsyndelse. Forsyndelser kalder på forsoning. Forsoning kalder på selvransagelse. Der eksisterer et sprog for hans følelser, er han så småt ved at opdage. Selvom alle ved det tager en krig at få et brev sendt afsted, og selvom han godt er klar over at der sidder nogen et sted i arresthusets ledelse som skal læse det igennem før det overhovedet ser noget der ligner en frankeret konvolut, har han overvejet at skrive et rigtigt brev i hånden og sende det ud med posten. Men det gør ham rasende at de må overvåge hans tanker på den måde. Ikke engang hans anger må han have for sig selv. Samtidig kan han også mærke at han ikke er helt klar til at gå hele vejen og bede personalet i arresthuset om at finde frem til ham der kammeratens adresse. Det vil sende et signal om svaghed. Et nederlag.

Hvad var det nu han hed? Ham der var helt forstenet af skræk da de steg ud af bilen og gik hen mod dem. Han vil aldrig glemme det blik han så i kammeratens øjne. Den panik der bredte sig da avisbuddet faldt om på gaden. Den havde de tilfælles, ham og avisbuddets kammerat. Panikken. Fornemmelsen af noget uigenkaldeligt. Visheden om at det her ville ændre alt.

Hvad var det nu han hed?

Nej, hvad tænker han dog på? Han dropper det igen. De sidste par måneder har gjort ham blød. Gjort ham til en svag og ynkelig perkerelsker. Føj for satan.

Sådan forløber hans tankecyklus i nogle dage. Lige når han tror han er klar til at træde op på angerens kantsten, træder han lige så forsigtigt ned igen, ser sig omkring og håber ingen har bemærket at han kortvarigt forsøgte at tage skridtet. Han væmmes. Han har stillet sig selv de forkerte spørgsmål, lyttet for længe til cellens blødsødne stemmer der hvisker samvittighedsfulde sange i hans ører." Det er altså bare godt. Det er en superundervisning i samfundsforhold, jeg ikke kender.

26. marts 2020

Rachel Cusk: Kudos

"Jeg vidste ikke, sagde jeg, om det nogen sinde var muligt én gang for alle at vurdere værdien af at være forælder, om man nogen sinde kunne se forældreskabet i dets totalitet, men den tid vi tilbragte i caféen mens han talte, var et af de nådefulde øjeblikke." Tredje roman om Faye, som vi kun lærer at kende ved at hun lytter til andre mennesker. Men hvor har jeg lyst til at lære hende at kende. Der er virkelig mange nådefulde øjeblikke også i den her bog. Samtaler om parforhold, om forholdet til børn, om eksistensen i sig selv. Det sker meget sjældent at vi kommer til at tale sammen på den måde, som Faye gør. Hun lytter. Er en tydelig person. Og hele tiden må man spørge sig selv: Hvordan ville du have forklaret hende, hvad der skete engang hvor livet virkelig krævede noget af dig. Det er det, der er på spil. Jeg må finde en måde at fortælle om mit liv på. Svigtene, præstationerne, glæderne. Kærligheden...

23. marts 2020

Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden

Jeg købte den naturligvis med det samme. Den sidste af Kirsten Thorup var jeg så glad for. Erindring om kærligheden. Det var en pragtfuld bog. Den lærte jeg rigtig meget af. Den her er noget ganske andet. Det er en utrolig præstation, at hun har skrevet den. Hun er jo ikke nogen årsunge. Et kæmpe langt åndeløst besøg i München i 1942. Det er en vild bog. Deprimerende at læse. Og desværre var jeg slet ikke fanget af den. Det var som om jeg vidste det meste. Der var ingen dybere indsigt i noget som jeg kunne glæde mig over. Ærlig talt var jeg skuffet. Temmelig meget. Det er så voldsomt et emne. Det kan blive en god film. Jeg skal i hvert fald ikke se den. I så fald. Nu vil jeg vende tilbage til Rachel Cusk.

20. marts 2020

Rachel Cusk: Transit

Altså det er en fornøjelse. Jeg bliver opstemt af at læse alle de her samtaler, som man kunne drømme om kunne finde sted hele tiden. Mellem alle mennesker. Det ville være vidunderligt. Men jeg lærer også noget selv. Hovedpersonen stiller de bedste modspørgsmål og vender tingene på hovedet, så jeg bliver klogere på meget af det, der er sket i mit eget liv. Der er ting jeg begynder at forstå. Og masser af afgørelser jeg kunne have truffet anderledes. Men livet leves forlæns...

Her er nogle af de bedste citater:

Vi er blevet grusomme, over for os selv og andre, fordi vi tror at vi i sidste ende ikke er noget værd.

Ved at begå en fejl forårsagede han tab, og tab var tærsklen til frihed: en besværlig og ubehagelig tærskel, men den eneste han nogen sinde havde været i stand til at overskride; som regel, sagde han, fordi han blev puffet over den som følge af de begivenheder der havde ført ham derhen.

Her en samtale med en klog frisør - om frihed:

Jeg sagde at jeg ikke var sikker: Når folk frigjorde sig, plejede de som regel at tvinge forandringer ned over alle andre. Men det betød ikke nødvendigvis at det at være fri var at forblive den samme. Nogle gange var det første folk gjorde med deres frihed, faktisk at finde en ny udgave af lige præcis det der havde holdt dem fanget. Det vil sige at ved ikke at forandre sig mistede de alt det de havde slidt sådan for at opnå. »Det er lidt som en svingdør,« sagde Dale. »Man er ikke indenfor, og man er ikke udenfor. Man kan blive i den og gå rundt og rundt så længe man vil, og så længe man gør det, kan man kalde sig fri.« Han lagde den farvede lok til side og begyndte at farve en ny portion. »Jeg siger bare,« sagde han, »at friheden er overvurderet.«

Om forholdet til børn:

»Det er sjovt,« sagde han, »at når forældre gør noget mod deres børn, så er det som om de tror at ingen kan se dem. Det er som om barnet er en forlængelse af dem selv: Når de taler til det, taler de til sig selv; når de elsker det, elsker de sig selv; når de hader det, er det deres eget jeg de hader. Man ved aldrig hvad der kommer, for uanset hvad, kommer det fra dem, ikke fra en selv, skønt de giver en skylden for det bagefter. Men man begynder at tro at det er kommet fra en selv – man kan ikke lade være.«

Jeg sagde at masser af mennesker tilbragte livet med at prøve at få ting til at vare ved, på den måde undgik de at spørge sig selv om de ting egentlig var det de ønskede sig.

Det her er et godt eksempel på, hvordan samtalerne kører:

Da han var fem-seks år gammel, havde hans forældre taget ham og hans søster til side og fortalt dem at de var adopterede. Han var en eksemplarisk søn og elev indtil han som sytten-attenårig pludselig var holdt op med at opføre sig ordentligt. Han gik til fester, begyndte at ryge og drikke, dumpede til sine eksaminer og forpassede chancen for at komme på universitetet. Hans far smed ham øjeblikkelig ud og lod ham aldrig komme hjem igen. Det retfærdighedsbegreb han havde udviklet som følge af disse erfaringer, var ikke baseret på gengældelse, men det modsatte. For at blive fri havde han prøvet at udvikle sin egen evne til at tilgive.
Jeg sagde at det forekom mig at tilgivelse kun gjorde en mere sårbar over for det man ikke kunne tilgive. Frans af Assisi, tilføjede jeg, var blevet forstødt af sin far, der ovenikøbet havde trukket ham i retten for at sagsøge ham for sine materielle forsørgerudgifter, som på det tidspunkt ikke beløb sig til meget mere end det tøj han gik og stod i. Den hellige Frans tog tøjet af på stedet og gav ham det tilbage, og derefter levede han i en tilstand som andre kaldte uskyld, men som jeg betragtede som ren nihilisme.

Så er der også noget om børneopdragelse, en morsom scene:

»Skat, siger jeg til Lawrence, det vigtigste er at vi elsker dem.« Eloises øjne blev fyldt af tårer. »Det er jo sandt, ikke? De har bare brug for at man elsker dem.«
Jeg sagde at jeg ikke var sikker. For en som Lawrence var den form for kærlighed det samme som at give afkald på sig selv.
»Jeg tror folk er bange,« sagde Eloise. »Bange for deres egne børn.«
Hvis det var rigtigt, sagde jeg, var det fordi de i deres børn så en liste over egne fejl og forseelser.
»Du er ikke bange, vel?« sagde hun og så plirrende på mig.

Men det jeg holder allermest af og tænker mest over, kommer her:

Det han havde indset, sagde han, da han stod der på gaden, var at han var i færd med at forme sit eget begær og forstærke det med tænkning, og det var først da han i et kort øjeblik havde været i sine gamle sanseimpulsers vold, at han havde indset at den proces til syvende og sidst drejede sig om disciplin.

Han var kommet frem til, fortsatte han, at han hele sit liv op til et vist punkt havde været styret af at han havde behov for ting snarere end af at kunne lide dem, og da han først var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det på den måde, var det hele vaklet og styrtet sammen. Men spørgsmålet om at kunne lide noget var, som han allerede havde sagt, mere komplekst end som så: Folk ville sværge på at de havde behov for ting fordi de kunne lide dem, eller at det de havde behov for, også var det de kunne lide.

Skæbne, sagde han, er bare sandheden i sin naturlige form. Når man overlader ting til skæbnen, kan det tage lang tid, sagde han, men den går sin gang, præcist og ubønhørligt.

18. marts 2020

Cachel Cusk: Omrids

Jeg har allermest lyst til at begynde forfra, men det er mit liv for kort til og det er der for mange bøger til, som jeg endnu ikke har læst. Men at læse den en gang til ville være godt for forståelsen af alle de refleksioner som fylder bogen. Kloge samtale. Udveksling af erfaringer. Det handler om at komme ind til kernen. Et omrids kan vi sagtens have for vores liv. Men er kernen tom, så er vi dårligt stillede. Det er en samtale bog på en ny måde. Der er ikke noget plot. Det begynder i et fly med en samtale med sidenmanden. "Hun viste os redningsvesten med det lille rør til at puste i, nødudgangene, iltmasken der dinglede ned fra en gennemsigtig slange. Hun ledte os gennem mulig død og katastrofe, som præsten leder ­menigheden gennem detaljerne om skærsild og helvede; og ingen sprang op for at undslippe mens der stadig var tid. ...Ingen protesterede eller tog ordet for at erklære sig uenig i buddet om at man skal hjælpe sig selv før man hjælper andre. Alligevel var jeg ikke sikker på om det var rigtigt". Hun hjælper andre og sig selv med alle samtaler. Forsøger af komme ind til kernen. "Og ingen af dem kan se tingene som de virkelig er. Og på samme måde var jeg begyndt at se min egen frygt og længsel manifesteret uden for mig selv, var begyndt i andres liv at se en kommentar til mit eget. Når jeg så på familien på båden, så jeg et billede af noget jeg ikke længere havde: Jeg så med andre ord noget som ikke var der. De mennesker levede i deres eget øjeblik, og selv om jeg kunne se det, kunne jeg ikke vende tilbage til det øjeblik, lige så lidt som jeg kunne gå hen over vandet der adskilte os. Og af de to måder at leve på – det at leve i øjeblikket og det at leve uden for det – hvilken af dem var så den mest virkelige?" Det er sådan den fungerer, romanen. Hun siger ting som jeg holder meget af. F.eks. om taknemmelighed: "Men alt svinder bort, ligegyldigt hvor meget du forsøger at fastholde det. Og vær taknemlig for det der vender tilbage til dig. Så han havde prøvet at være taknemlig". Hun kredser meget omkring de ting, som vi har med os altid. Det er især de ting, som vi ikke selv har gjort til vores initiativ. Men det inderste i tilværelsen. Det suveræne. Hele bogens ide kan vist samles i det her citat til aller sidst i bogen: "I alt det han sagde om sig selv, fandt hun hos sig selv en tilsvarende negation. Denne anti-beskrivelse, i mangel af bedre udtryk, havde gjort noget klart for hende gennem en form for omvendt afsløring: Mens han talte, begyndte hun at se sig selv som en form, et omrids, med alle detaljerne udenom fyldt ud, mens selve formen forblev tom. Alligevel, selv når indholdet forblev ukendt, gav denne form hende for første gang siden episoden en fornemmelse af hvem hun var nu. Det er klogt og tager tid at få ind i knolden. Det er en trilogi, hun har skrevet. Jeg går straks videre til den næste.

12. marts 2020

Steve Sem-Sandberg: De udvalgte

Det er virkelig en vigtig bog, men den er så deprimerende at læse. Jeg får simpelthen et fysisk ubehag. Kroppen har det dårligt. Jeg læser stakåndet side efter side så meget jeg kan klare, men glæder mig til at det er overstået. Så umenneskelige kan mennesker ikke være. Det handler om den mest nedrige måde at nedgøre børn på og ender med drab på børn, der ikke duede under nazismens terror i 30'erne og 40'erne i Wien. Børnehjemmet Spiegelgrund. Det er en sandfærdig fortælling. Det er de overlevendes egne fortællinger. Ofrenes og bødlernes. Det er simpelthen så ulækkert at høre deres egen undskyldning, forbrydernes: "Hun ser ned på papiret, hun holder mellem sine hænder. Er det sådan, Hitlers underskrift ser ud? Det vi gør, siger doktor Jekelius, nu mildere i tonefaldet, som om han fornemmede den tilstand af forvirring, hun befandt sig i, gør vi udelukkende i ekstreme tilfælde. Det er altså ikke noget kriminelt. Ikke i moralsk og heller ikke, som De selv kan se, i juridisk forstand. Tværtimod er det at forstå som en barmhjertighedsgerning, udført i samme ånd, som altid har besjælet lægevidenskaben: at lindre og fjerne smerte og lidelse." Sem-Sandberg er inderligt indigneret. Han sætter sig fuldstændig ind følelsesmæssigt men også faktuelt. Han har undersøgt historien grundigt og forfulgt den helt op til 2000 hvor den sidste bøddel dør. "Vi vil derfor over for alle her og nu tilkendegive, at uretten ikke er fjernet, at geningsmændene ikke er blevet straffet, men at de derimod blot ud fra et bevidst hukommelsestab er faldet i en af myndighederne legitimeret glemsel. Der er ingen retfærdighed, der er ikke engang en fældende dom. Aldrig mere må det fatale spørgsmål om det menneskelige livs nytte og værdi stilles, aldrig af nogen … Jeg bøjer mit hoved stillet over for disse børns smertefulde død. Længe har den jord ventet, som vi nu lader dem hvile i."

6. marts 2020

Alice Monro: Noget jeg gerne vil sige

Jeg kender det godt fra mit eget liv. Der er noget, jeg gerne vil sige. Det er det, der er sværest at få sagt. Og som oftest blev det ikke sagt. Det er en god novellesamling. Og det er dejligt at læse noget fra 70'erne. Forordet af Ida Jessen er så godt. Og hendes oversættelse er vidunderlig. Hun skriver bl.a.: "Når man siger alt, hvad man ved, kommer man endnu længere. Én indsigt åbner døren til den næste indsigt. Det er modigt, for der ikke er nogen gemmesteder. Manglende klogskab ville hurtigt røbe sig." Det er da virkelig værd at overveje. Og så siger hun noget om læsning jeg kan genkende: "Den lykkelige læsning er en kædelæsning, hvor den ene bog med besynderlig sikkerhed rækker ud efter den næste. Så er det, som om man er optaget af en langstrakt, meningsfuld stimulerende samtale, hvor ingen emner er fredede og bør undgås, hvor ordet og tanken er fuldkommen fri og fuld af evne, og dermed fuld af lyst." Det er en præcis beskrivelse af min læsning, når den er bedst. Titelnovellen er giftig, men sand og ganske almindelig. Tror jeg. At folk kan få sig selv til at tro på mirakler som at gå på vandet, hvis man altså ikke er Guds søn og med i en større forkyndelse, så må man konkludere som Monro gør i novellen At gå på vandet: "Og hvad var der ved dem, der forårsagede den slags forventninger? Det var desperation, det var det at være nået til endestationen. Ikke desto mindre burde man have stolthed nok til at afholde sig fra den slags."  "lykke- og fredfuldhedsbøgerne" - Ida Jessens oversættelse! Det er noveller om virkeligheden og om ærligheden. Som Eileen siger i den sidste novelle: "Det eneste vi kan håbe, er at vi af og til falder ud i virkeligheden" 

2. marts 2020

Niels Hav: Øjeblikke af lykke

Jeg har haft en hel formiddag af lykke, hvor lykke for mig er de små glimt af sammenhængende mening, muliggjort gennem et hel livs tildragelser af goder og af dumheder. Sådan tænker jeg om det lige nu, hvor jeg har læst Niels Havs seneste digtsamling, Øjeblikke af lykke. Hvor er han godt selskab at være i! Det er en samtale med en vandrende poet med et glimt i øjet som Storm P. havde det. Lige så vis og finurlig. Allerede åbningsdigtet sætter så meget i gang. Den ramponerede inderside, hedder digtet. Digtet begynder sådan her:

Den ramponerede inderside af skabet under køkkenvasken

Gør mig lykkelig. Her sidder to ærlige søn

Banket ind i originale brædder, som har siddet her

Siden ejendommen blev opført. Det er som at gense

Glemte medlemmer af den nærmeste familie.

Det er fuldstændig forståeligt og det er virkeligheden. Det er alt det vi bærer med os og som vi aldrig kan glemme og slet ikke må forsmå. Den tidslomme under vasken. Inde i os selv.

Jeg lægger mig på knæ foran køkkenvasken

og hilser ærbødigt på kamelkysset, edderkoppen

og de to ærlige søm.

- skriver Niels Hav til sidst. Taknemmelighed spiller en stor rolle i hans digte.

Jo, jeg husker hestene, og glæden i en pløjemark,

Dengang Gud gik i shorts.

- hedder det i digtet: Selvfølgelig skal vi da dø. Det kræver nok en særlig tid, måske. Det kræver i hvert fald barnets tid, dengang hvor meningen var til stede sammen med det øjeblik med hestene og glæden i en pløjemark. Meningen i korte bukser.

I et digt til Jan Erik Vold slutter Niels Hav med en af barndommens mest virkningsfulde og meningsfulde sange: Lille Peter Edderkop! Jeg har ikke tænkt på det før, men det er jo indlysende noget af det bedste vi kan synge for børn. Om Peter Edderkop der bliver med at klatre op igen.

Nu vil jeg omfavne kloden.

Vi blev født her

Lille Peter Edderkop!

Alle de her digte glæder mig, for de hjælper mig til at se helheden. Det vi bærer med os. Det er ikke afslutningen, døden, Niels Hav tænker på. Det er helheden. Selvom afslutningen også er nødvendig at tænke med.

… en dag, snart,

Når denne vilde glød er død,

Vil jordens mikroorganismer

tage sig sultent af dit kød.

Godt, trods angst og snot:

Noget fungerer! Hvil dine knæ,

Sæt dig her i læ og se dig mæt

På myg og lus. Endnu

er der kød på dit skelet.

Det er ganske enkelt herligt og til at blive i godt humør af. Finurligt, som når det et sted hedder: er mange af kammeraterne kravlet op i kisten. Det er det jeg mener med Storm P. Kisten forvandler Niels Hav til en flyvende kuffert.

Der er glæde ved bogstaverne, når det så fint hedder og med stor glæde kan læses højt:

Børnene hjuler hujende forbi på nye cykler,

Glæderne galopperer om kap

…

Sorgen kommer humpende

Som en invalid

Det er det livet består af. Børnene og sorgen. Og der kan være grund til at blive nervøs for, hvordan sorgens invalide side kommer til udtryk som i digtet: Hvor er du dum. Om en klovn der ikke kan finde hjem, ikke husker hverken navn eller adresse og bliver forvirret og at den klovn er mig selv, for det er jo mit navn der står på døren.

I himlen er en fylden stad, hedder et af digtene. Det vil jeg helt sikkert bruge, når jeg engang igen snart skal prædike. Der er flere digte, der læses med glæde af en præst som mig. Evangelisk er digtet: Hvem jeg holder med. Ja, det er en form for omskrivninger af Saligprisninger. Salige er ham der vasker gulve og sætter stole på plads. Men ham der smadrer sit lysthus forstår jeg ikke helt.

Det var en lykkelig formiddag. Tak for digtsamlingen Niels Hav.

29. februar 2020

Edvard Hoem: Din bror på prærien

Det er en dejlig roman at læse. Jeg var så glad for Høstkarl i himlen. Den første ud af tre. Den tredje er kommet, men desværre ikke som e-bog. Sådan her pakkede man, når skulle ud at rejse, for 130 år siden: "Der blev den, som de kaldte bøgernes bog, liggende på resten af rejsen sammen med undertøj til at skifte med, en jakke, to par strømper, to rene skjorter og nogle andre småting, som kunne blive nyttige, en saks, et krus og en rulle hæfteplaster, som søstrene havde givet ham, sammen med et stykke røget flæsk og en pakke fladbrød, som han kunne spise, hvis der skulle blive for langt mellem måltiderne." Det synes jeg er stor litteratur. Det er enkelt, men der er tænkt. Røget flæsk og fladbrød og biblen. Det er godt. Det er en familiehistorie Skriver forfatteren i et efterskrift. Men der er godt skrevet. Måske til sidst bliver det en smule lokalhistorisk! Der er meget fine betragninger over det menneskelige: "Det, han havde sagt her i aften, var ikke noget, han selv havde fundet på. Det var noget, der kom til ham. Var det sådan, det var at blive voksen, at man sagde det, som faldt en ind? Han ville være en mand, der ikke lagde skjul på sine tanker. Han ville aldrig sige andet, end hvad der var sandt. Men på den anden side indså han, at det nogle gange var bedre at holde tand for tunge. Man kunne tænke sig om to gange." 

Men især om 

kristendommens betydning, når man skal ud i verden: "At der gik en mand rundt og udførte mirakler i Palæstina for to tusind år siden, kunne man tro på noget sådant? Hvad havde det med hende at gøre? Illusioner af enhver art, var det ikke bedst at skille sig af med dem? De stod i vejen for, at mennesker kunne leve et værdigt liv her og nu. De troende sagde, at Kristus var død for hendes synders skyld, men Gjertine følte sig ikke længere syndig." 

Og så der her svada: "Nye århundreder ville gå, nye generationer ville blive født, og for alle disse mennesker gjaldt det uden undtagelse, at de skulle dø. Børn skulle sørge over forældre, der gik bort, enker skulle græde på gravene, elskende skulle skilles fra hinanden, dette var kendsgerninger, som skræmte hende. Men hvorfor skræmte det ikke alle andre, hvorfor tog det ikke pusten fra alle kvinder, som traskede omkring i små køkkener og prøvede at pine næring ud af den magre præriejord, hvor alt for meget af avlen stadig blev vinterens bytte, hvis den da ikke var tørret bort i den ulidelige sommervarme. De trøstede sig med enkle forklaringer og med den tro, de var oplært med, at der ventede et bedre liv efter døden i en himmel, hvor der ikke fandtes sorg og bekymringer." 

Og så er der inspiration til en juleprædiken: "At du er fød herinde/ I Hjertets dybe Grund!

Nu begyndte hun at tænke alvorligt over, hvad de sidste linjer mon betød. Hun havde aldrig tænkt på, at meningen med en salmetekst skulle findes andre steder end i den åbenbarede tekst, men nu gik det op for hende, at sådan var det netop ikke. At Jesus skulle fødes i hendes hjerte, det lød urovækkende, næsten bespotteligt. Hendes hjerte var vel ikke af en sådan kvalitet, at Guds søn kunne fødes der? Hele julenat, den første nat hvor søvnen svigtede hende, sang det vers inde i hende. Det, hun troede, hun så let havde forladt, vendte tilbage med en vældig styrke, men heller ikke det gjorde hende bange."

Og helt enkelt: "Men det går almindeligvis sådan, at når Gud velsigner os med meget jordisk gods – så har vi ikke brug for Gud."

Ærgerligt at jeg ikke kommer til at læse tredje bind. Jeg kan kun læse e-bøger. Siger mine øjne.

20. februar 2020

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem

Den er alt for let læst. Det er som om der står for lidt både på og mellem linjerne. Men den er måske et meget godt eksempel på en populær udgave af en samtidsroman. For let efter min smag. En munter gengivelse af hvordan Odysseus vender hjem. I en nutidig udgave. Frank slår ikke bejleren ihjel som Odysseus gjorde det med sine. På nutidig dansk vis bliver han venlig og takker bejleren for at have passet sin kone!!! Men fornøjelig er det at læse om mønsterbryderen Franks møde med universitetet. Det kunne have været skrevet ud af min dagbog fra dengang. Om at føle sig fremmed og på forbudt område. Romanen er for usandsynlig. Hvor blev Peugeoten af f.eks. Der er for mange ting der ikke fortælles færdig. Men munter læsning. God underholdning.

17. februar 2020

Claudio Magris: Som De sikkert forstår

Det er en lille perle. Længe forstod jeg ikke hvad det handlede om. Jeg troede måske at det handlede om det tidligere diktatur i Rumænien, men så forstod jeg. Det er en lille fin genfortælling af Orfeus og Eurydike myten. Eurydike dør af slangebid og Orfeus har mistet sin elskede Muse. Han synger sig vej ned forbi Hades til dødsriget og får lov at tage Eurydike med sig tilbage. Bare han ikke vender sig om for at se på hende inden han er tilbage i lyset. Vi følger Eurydike på det store Plejehjem som dødsriget hedder. Her sidder hun og tænker tilbage på Orfeus. Hun har lært ham alt. Han kan ikke noget uden hende. Det var hende der lærte ham at elske: "Når vi elskede, var det som et hav, en stor bølge der vugger, hæver sig, dykker, brydes mod bredden; uden mig ville han stadig være et barn der elsker ligesom man pudser næse, ikke en mand." Der er mange små ting, som man kan glæde sig over. Jeg deler gerne disse citater:

"Folk er fulde af tvangstanker, og det er tegn på at de ikke elsker ordentligt, for hvis de gjorde det, så ville alle deres små manier forsvinde."

"...verden er et hotel på timebasis, et paradis, intet stik i hjertet, ingen afsked. Men så enkelt er det ikke, selv den mest fortærskede vane, den mest snuskede last medfører stik i hjertet, fremmede og fortabte blikke der i et kort nu afslører alt det de savner ... Lykken ved at være sammen, men også tomrummet, katastrofen, den ubærlige følelse af fylde ..."

"Uden ham havde jeg ikke været noget, og uden mig havde han heller ikke været noget, et lille kvindemenneske og en lille mandsling der kigger sig frygtsomt omkring og forsøger at gøre god figur, uden at se markens liljer."

"men dét han leder efter, oprindelsens gåde, afslutningens gåde, det er der ikke nogen der ved noget om."

"Men som De sikkert forstår, så ville jeg have ødelagt ham hvis jeg var fulgt med ham ud og havde svaret på alle hans uundgåelige spørgsmål. Og jeg, skulle jeg ødelægge ham? Så hellere lade mig bide af en slange hundrede gange mere giftig end den dumme banale infektion."

"Så De forstår, ærede Formand, hvorfor jeg, da vi efterhånden var tæt på porten, kaldte på ham med stærk og sikker stemme, den stemme jeg havde da jeg var ung, kaldte på ham fra den anden side, og han vendte sig om – jeg vidste at han ikke ville kunne stå imod – og idet han vendte sig, kunne jeg mærke hvordan jeg blev suget tilbage, hvordan jeg blev let, stadig lettere, som en papirfigur i vinden, en skygge der bliver længere og kortere og falder sammen med de andre aftenskygger, og han stirrede forstenet på mig, men hans blik var fast og sikkert, og jeg opløste mig lykkelig foran ham, for jeg så ham allerede vende fortvivlet, men styrket tilbage til livet, uden at vide noget om intetheden, stadig i stand til at være rolig, måske endda lykkelig. Og lige nu, ja, da ligger han derhjemme, hjemme i vores hjem, og sover trygt. Lidt træt måske, det er klart, men ..."

15. februar 2020

Malene Ravn: Mia

Med den forside er jeg ikke sikker på at jeg havde købt bogen, men nu læser jeg Malene Ravn med fornøjelse. Så derfor også hendes anden roman, som er en af dem, jeg slet ikke kan lide at læse, fordi jeg bliver nødt til at lukke øjnene engang imellem mens jeg læser. Det er for uhyggeligt og krimier duer jeg bare ikke til, men den er mere end en krimi. Jeg har forfulgt nogle ting fra min læsning af Det eneste rigtige og I dine øjne. "Det kan være godt at være lidt mere ligeglad med det hele bare en gang imellem." Sådan siger Mia. Den ene af de to søstre. Seline er den anden. Spillet foregår mellem dem og mellem hvad der er sket dem i deres opvækst og hvordan de administrerer det i deres voksenliv. Mia skærer ned. Gør det enkelt. Ikke noget med dybe menneskelige kontakter. Hun vil være alene. Det enkle. Ligesom Nina i den forrige. Mia er en fantastisk klar bekrivelse af mange af os: "Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. Hun forsøger at holde kontakten til andre mennesker på et minimum. Nogle gange er hun i tvivl om hvad det er der holder hende i gang, hvad der får hende til at blive ved med at stå op. Hun vil helst bare tage sig af sine dyr. Hun vil gerne tage sig af sine dyr og gøre det godt. Ordentligt. Hun har to heste, Sejr og Lap, og fire katte som alle sammen hedder Kat." Jeg får simpelthen gåsehud når jeg læser sådan noget. Stakkels menneske. Det er tillid eller rettere manglen på samme det handler om. Og den kan være taget fra én i barndommen. "Nogle mennesker regner med at være, tæller sig selv som en del af fællesskabet, udgør nærmest fællesskabet i sig selv, definerer, er definitionen på fællesskabet. Andre kæmper hver dag for at få lov til at være med, stige på, anser sig selv for uværdige, ved at de er uværdige, er definitionen på alene, på udenfor, på sig selv. De to kan aldrig mødes, forbindes, flyde sammen, de har heller intet ønske om det, ingen kan trænge igennem til hinanden, din hinde er elastisk, men ubrydelig og tæt, helt tæt, du er alene."  Jeg synes det er længe siden jeg har læst så skarpt en analyse af det interpersonale. Det er ret stærkt skrevet. På en eller anden måde fra den enssommes side. Men vi er jo som membraner.  Det kommer også i den her roman: "...alt er transparent, og du findes næsten ikke, og det ligner lykke, det ligner luft, du ånder, og det ånder dig, og du er blevet en del af noget, endelig, du er gået i et, du kan ikke peges ud, aldrig igen, aldrig igen". Pu-ha. Det er altså en voldsom roman at læse. Men jeg glæder mig over lyset, der hele tiden spiller med i baggrunden. Fra første sides sollys til sidste sides: "Lyset trænger ned gennem trækronerne i flimrende, dvaske pletter, og lyset rammer hendes hud, trænger igennem hendes skind og ind i det tunge, bløde mørke der eksisterer nedenunder, og hun tænker på om lyset forsvinder når det ikke kan ses, om det er, om det forsvinder?" Og jeg vil straks skynde mig at sige til hende, at det ikke forsvinder. Men det er en ulykkelig udgang af et ulykkeligt menneskeliv. Slutningen. Men igen: jeg lærer noget her. 

14. februar 2020

Malene Ravn: Det eneste rigtige

"Det er lettere på denne her måde. Alting er blevet let. Man skal skære fra og skære fra, til man kommer ind til det væsentlige, ind til kernen af sit liv. Det er en god proces at komme i gang med." Sådan siger Nina i romanen. Det er den første sætning der gør mig nervøs: Det er lettere på denne her måde. Jeg var faktisk nervøs hele vejen igennem den her bog. Det lette er at springe over etiske bomme. Det kan være godt nok at skære fra ind til kernen af sit liv, men ikke hvis det er bare er for at gøre det let. Og tænk hvis jeg nu ikke har en kerne. Meningen med livet er altid i forholdet til andre. Altså jeg stritter simpelthen imod hele vejen igennem i bogen og jeg har lyst til hele tiden at tage kontakt til Nina og Niels og sige til dem: kom så ud af isolationen! At skære fra kan være uhyggeligt. Og så kommer lovløsheden. Jeg bliver så oprørt når jeg hører nogen sige at EU-domstolen i Luxembourg er overflødig og til grin. Hvis ikke der er lov, så går etikken og forholdene mellem mennesker i stykker. Hele vejen igennem den her roman håber jeg på at der snart kommer ordenede forhold. Og jeg ønskede til det sidste, at der ville holde en politibil udenfor huset til sidst. Malene Ravn gør det fuldstændigt klart, at det eneste rigtige ikke findes. Marie siger til Nina under et opgør: "Du æder mig, du gør! Skrid nu!“ Hendes stemme er helt skinger og høj. „Ring dog til nogen så, det er sgu da dig, der er helt underlig, og vi er helt alene, og du har ikke engang nogen telefon, og du får mig bare til at ligge her.“ Jeg bliver lidt rystet, og jeg går ud af stuen. Det er vist bedst, at hun får ro." Det er de to sidste punktummer jeg bliver forskrækket af. Det er skræmmende når vi venligt og gavmildt overfor os selv lukker øjnene for virkeligheden. Skyder den fra os. Den skal nok have noget ro den virkelighed. Imens forsvinder jeg. "Kan man bare sige, at vi er mennesker, er det forklaring nok?" - spørger Malene Ravn. Det er en skræmmende og god roman, men det er klogt at blive forskrækket og blive opmærksom på, hvornår noget er ved at blive forkert. Det kan man lære her. 

13. februar 2020

Malene Ravn: I dine øjne

Hvor er det længe siden jeg har læst noget så godt. Her kommer et eksempel på Malene Ravns fine sprog: "Hans krop er lufttynde hinder som lader natten og tomheden passere ind i ham og lader ham flyde ud i natten, lader ham blive til natten, til et hele som hverken gør til eller fra, presser eller lader sig trykke, men passer ind, er en fuldstændig del af alt det som er natten, som var han det hele, spændt ud over natten som et sejl, og indeholdt i det inderste lille korn af mørke." Hele vejen gennem romanen er sproget holdbart og utrolig smukt og markerer Malene Ravns syn på, hvad et menneske er. I hendes verden er et menneske et sammenhængende under, hvor alt er sansning. Et menneske er en membran. Det ydre og det indre hænger sammen. En krop er en lufttynd hinde. Vi sanser med arme og ben. Med øjnene som det allermest sårbare område. Deraf titlen: I dine øjne. Dér er sjælen. Den som du aldrig må lade andre trampe ind over og ødelægge. Det ved hovedpersonen Erik. Og de voksne råber til ham hele tiden: Se mig i øjnene! Og slår ham. Det er næsten ikke til at bære de kapitler, hvor han har det så hårdt, den dreng der må gøre sin membran hård for at beskytte sig.

Det er en parallel fortælling til Jesper Wung Sungs roman "En anden gren", som jeg læste i 2018. Om de kinesere der blev udstillet i Tivoli i 1902. Malene Ravn formår i den grad at være inde i et andet menneske, at forstå et andet menneske. Romanen er empati i stort format. Og kan man lære mere empati i sin omgang med andre mennesker ved at læse en roman, så er her den suveræne roman. Og ligesom i Jesper Wung Sungs roman følger vi barnet af kineseren til det allersidste, hvor han er blevet alene og hvor alt det usagte og ikke fortalte ikke længere kan gemmes væk: "Han bliver ved og ved med at eksistere mens han går i opløsning, han gennemtrænges og vrides og trækkes ud på vrangen, han kan ikke skrige, er allerede overdøvet af det dybe brøl som holder ham fast og slæber ham gennem natten, det er som om den mørke lyd lammer ham og er med til at gennemtrænge ham, og lyden er hans eget sind som brister, og hans egen krop som lader alt det der ikke kan være inde i ham, trænge ud igennem sig, igennem de allerede åbne steder og de endnu ikke åbne steder. Til sidst er han ikke andet end lyd. Det dybe brøl som er ham og alt det sorte inde i ham og uden for ham, vækker ham og kaster ham ud af søvnen, spytter ham ud på sengen. De morgener vågner han med stor lettelse og rækker ud efter Kirsten, og hele dagen mærker han nattens rystelser som en skælven under huden. Huden som heldigvis stadig er hel."  

Det hele kommer tilbage til ham. Der er ikke andet at gøre end at være til i det. 

"Han begynder at drømme når han er vågen, han falder hen i gamle minder. Rester og stumper fra hans liv ruller ind over ham i bølger, trækker sig tilbage og efterlader ham her i lænestolen, en gammel mand med småstykker af en lille dreng indeni. Han kan ikke samle de stykker. Det kan ikke nytte noget at tænke tilbage på de ting. Det har han altid ment. Han var bare en lille dreng.

Han kan huske Alfreds hånd om sin nakke. Sig selv med kasket på og Alfreds blik i spejlet. Han kan huske da Alfred ikke var der mere, og det føltes som om han selv ikke var der mere, men bare fandt sted i stedet for den rigtige Erik. Han kan ikke helt huske hvad der skete, og hvad nytter det at forsøge? Han var en lille dreng. Han er en gammel mand. Dufte, lyde, en trækning, en tanke, en elektricitet i systemet. Han går hen ad gaden med tanken om sin far, han er i bevægelse, han er flydende, han fortæller de samme historier eller fortrænger de samme historier. Det der trænger frem, fortrænger andet, det skete blander sig, fremtræder i nye former. Han former, og det former, han presser på fra oven, det trænger frem fra neden, fra siderne. Det der skete, er hvordan han har det lige nu, han flyder, og i morgen finder alting sted igen.

Han er så lille at han ikke har begreb om hvor han selv slutter og resten af verden begynder. Han ligger i en krybbe imellem en kapokmadras og et tæppe. Han fryser, hans krop arbejder med kulden, koncentrerer al energi om at holde varmen. Han er holdt op med at skrige. Han er en del af ingenting.

Han er så blød."

Jamen det er da stor litteratur. Det dur! Det største i hans liv var kærligheden til Kirsten. Og selvom hun er død nu, så er hun der stadigvæk: "At hun fandtes. At hun ville have ham. Det utrættelige lys falder ind gennem altandøren. De er her begge to, fornemmer han. Hun er i lyset og ved siden af ham og inde i ham, hun er lys og luft. Han er bare krop, en stor, sørgelig krop." 

Hvor har jeg været glad for at læse den her roman. Nu vil jeg læse hendes to tidligere. Straks. "Det eneste rigtige" og "Mia". Jeg glæder mig.

6. februar 2020

Maren Sophie Clausen: Over dine øjne

”Gud er ikke død, siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med sig selv, eller omvendt: den samtale universet fører med mennesket for at komme til bevidsthed om sig selv” Inger Christensen. Det formidable tekststykke fra 'Hemmelighedstilstanden' står som indledning til romanen, der et langt stykke er en samtale med Gud om kærlighed og svigt og ensomhed og jeg ved ikke hvad... Det kommer bare aldrig til at berøre mig. Romanen er udgivet på Forfatterskabet. Et sted hvor man kan få hjælp til sine skriverier. Og fungerer som forlag. Men at skrive en roman...

4. februar 2020

Astrid Saalbach: Klapperslangen

Jeg ville lige læse en mere af Saalbach. Den lader mig måske endnu mere uberørt end Fordrivelsen. Så nu tror jeg lige, jeg lader de to ligge, som jeg ikke har læst. Det er åbenbart en autofiktion, som handler om hendes problemer med at afsætte et teaterstykke "Frisørerne" og en uenighed med en teaterchef og en "Putte". Måske er det hende der er problemet og som kommer ind i sidste linje. Det er ikke til at vide og ikke til at blive klogere af. 

30. januar 2020

Astrid Saalbach: Fordrivelsen

I søndags hørte jeg gudstjenesten fra Langenæs kirke i Århus med Louise Højlund som præst. Det var bare så godt. Jeg så på deres hjemmeside. De havde også en læsekreds og nævnte forskellige bøger. Også Fordrivelsen. Jeg skyndte mig at købe nogle Astrid Saalbach bøger. Men så havde jeg læst den tidligere. Jeg læste den igen. Den er spændende og pirrer fornemmelser for flere dimensioner i tilværelsen. Men mig pirrer det faktisk ikke. At nogle kan se ind i fortiden og få beskeder. Det siger mig ikke noget. Det er mere spændede at blive her og bruge al sin energi på at være til i fornemmelsen af hinanden og at huske de mennesker som ikke er mere og hvad det er de stadigvæk betyder. At fortælle historier om de døde og deres betydning.

Eller som jeg læste senere i går aftes hos Thomas Mann i første bind af Josef og hans brødre:

At dø, det vil ganske vist sige at miste tiden og fare ud af den, men det vil til gengæld sige at vinde evighed og allestedsnærværelse, altså først rigtig for alvor livet. For livets væsen er nutid, og kun på mytisk vis viser dets hemmelighed sig i fortidens og fremtidens tidsformer.

For det er, er bestandig, selv om folkets talemåde lyder: Det var. Sådan taler myten, der kun er hemmelighedens kappe. Men hemmelighedens højtidsdragt er festen, den tilbagevendende, der spænder over tidsformerne og gør det forhenværende og det fremtidige nærværende for folkets sanser.

28. januar 2020

Morten Pape: Planen

Jeg har længe villet læse den. Og efterfølgeren. Jeg var meget glad for Planen. Den er rigeligt lang, men sproget er lige ud ad landevejen og samtidig kvik på en meget poetisk måde. Autofiktion. Jeg bliver simpelthen bevæget af at følges med Morten gennem barndomsårene i (turban)planen. Det er et farligt liv og især tænker jeg på den lille skoledrengs nætter, nervøsiteten, mareridtene om, hvad der kan ske i skolen dagen efter. Det var et farligt sted at gå i skole med alle de magtkampe og forskellige måder at være barn på. Morten og så alle perkerne, som er både somaliere, iranere, tyrkere m.fl., men jeg tænker på, at sådan var det jo også dengang jeg gik i skole. Der var virkelig også nogen vi var bange for hele skoletiden. Og havde mareridt om. Men nok ikke i den målestok. Men det er fint at læse om. Han vokser op i en dysfunktionel familie, men mærker tidligt at han har noget i sig, som er anderledes og som han kan bruge. En værdighed som han er klog nok til at holde fast i. Senere i teen årene bliver livet ikke mindre farligt og jeg sidder bare og håber på, at han snart begynder at vælge rigtigt i sit liv og ikke bare at vælge hashen. Og bliver forbavset, da det så endelig sker, at han får styr på sig selv. Det er takket være fire måneder i militæret. Til sidst nærmer han sig selv og overtager sig selv. Alle drenge burde læse den. Her kommer nogle citater fra en god bog:

“Hvis man er bevidst om at det man gør, kun er godt for en selv, men skidt for andre, selv dem man holder allermest af, så er man jo bundet af sine relationer ved at have dem. Der er intet lystbetonet ved tilværelsen så. Det er kun pligter. Det er umenneskeligt.”

“Det er netop dét der gør dig til et menneske og ikke et dyr. Hallo, hvor vil du hen med det der, for fanden?”

“Hvis det er så svært at være en god kæreste, hvor svært er det så ikke at være en god far? Eller en god onkel. Eller en god nabo? Og hvem siger overhovedet at vi skal være gode? Man kan ikke vinde noget ved bare at være god. For så findes der intet ondt. Og hvad skal vi så egentlig bruge det gode til?”

“Jeg mener bare, ville det overhovedet give nogen mening at være vred over fortiden når det eneste man har, er ansvaret for selv at gøre det bedre i fremtiden?”

16. januar 2020

Daniel Dencik: Sportshjerte

Det er en fin lille bog om landvejdscykling og dens udøvere. Den åbner med et citat af Steno (1673):

Skønt er det, vi ser.
Skønnere er det, vi forstår.
Men langt det skønneste er det, vi ikke fatter.

Så er stilen slået an. Dencik er filosof. Derfor elsker han cykelsport og finder i den det ensomme arbejde med uden ophold at nærme sig hemmeligheden i den yderste koncentration og arbejdsindsats. Et kapitel afslutter han med følgende konklusion:

Som jeg ser tingene, ligger der noget smukt i, at vi ønsker at opfyldes af noget uden for os. At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.

Dencik giver nogle fine portrætter af nogle af de største danske ryttere. Især er kapitlet om Michael Rasmussen smukt. Spøgelsesrytteren, kalder han ham. Han er uønsket efter afsløringen af bloddoping efter etapen til Col d'Aspin i 2004. "Men foragt kan vel også have en udløbsdato" siger Rasmussen. Nu opholder han sig i udkanten af feltet, men kan ikke holde sig væk. Dencik forstår sporten. Jeg elskede at læse den, for jeg elsker cykelsporten. Og gammel kærlighed ruster ikke, kun knæene.

14. januar 2020

Maria Helleberg: Søstrene fra Thy

Jeg har stor fornøjelse af sådan en gammeldags slægtsroman. Der er noget trygt ved det, men Maria Helleberg har mere end det trygge på spil. Det er virkelig spændende at følges med Ruth og Gerda gennem krigsårene og det er overraskende synsvinkler der kommer ind i fortællingen. Hvor man lige er allermest tryg og håber det bedste, sker der noget. Men jeg har ikke understreget noget. Det er ikke sådan en bog. Det er et fint indlæg i genforeningsåret med en afstikker til Frederiksstad i Slesvig.

6. januar 2020

Jan Guillou: Den anden dødssynd

Det er bind ni i 'Det store århundrede' og det er meget fornøjeligt og underholdende at læse. Og gavnligt er det også for jeg får lige repeteret 80'erne med Reagan og Thatcher, incesthysteri, mordet på Palme, Blekingegadebanden og kapitalismen der kørte løs. Han skriver så underholdende og veloplagt. Det er en stor fornøjelse at læse. 400 sider der forsvinder og spiller højre og venstre ud mod hinanden og jeg er aldrig i tvivl om hvem det er Guillou holder med. Og det hele personliggøres med Lauritzen familiens medlemmer. Det er en god historie. 

3. januar 2020

James Wood: Upstate

Den læste jeg fra Saxos streamingstjeneste i køkkenet. Den fangede mig aldrig helt, men jeg nød at læse den og sproget ikke mindst. Den minder mig om Jens Christian Grøndahls romaner, som jeg vil foretrække. Den der rolige eftertanke. Hvad var det der skete dengang? Hvorfor udviklede pigerne sig sådan og så forskelligt? Eftertænksomhed når den er bedst. Jeg ville læse den, fordi jeg i 'Mellem frygt og håb' netop havde læst et interview med ham, hvor han om Jesus sagde: "Han sagde på den ene side, at den syndfri må kaste den første sten – med andre ord introducerede Jesus en grænseløs medfølelse, der ifølge Wood er den samme, som vi bruger, når vi læser romaner og sætter os i andres sted." Wood er først og fremmest anmelder, men er også en god forfatter. Og så har han hele tiden i baggrund en samtale med kristendommen. Som her i dette morsomme citat:

"Alan kunne dog godt lide domkirken og smuttede en gang imellem ind i den store, mørke bygning, uden at fortælle det til sine forældre. Men det dogmatiske var helt oplagt en gang menneskeskabt vås. Og hvad angik ’spørgsmålet om Gud’, mon ikke det blev bragt i orden i hans levetid, ligesom Cypern og polio. Han havde en uklar og lettere irriterende forestilling om, at der ville komme en slags afsluttende åbenbaring, et slags teologisk pressemøde. Han vidste ikke, om den afsluttende åbenbaring ville være, at Gud eksisterende eller ikke; det, der virkede så besynderligt på ham, da han endelig lagde sit trætte hoved på hotellets pude, var, at det endnu ikke var blevet afgjort to tusind år efter Kristi død."

2. januar 2020

Claudio Magris: Intet retsligt efterspil

Det var en stor oplevelse af læse den her bog af den lærde Claudio Magris, som også skrev 'Donau', som jeg var så glad for og beriget af at læse sidste år. Den her krævede noget mere stædighed. Sommetider bliver det altså nogle lange digressioner han foretager, men de er givende. Det er et langt og stort katalog over krigen og magten. Bogen handler om et menneske som vil skabe et stort museum med krigsgenstande for fredens skyld. Jeg tænkte flere gange på Patrick Modianos bøger fra Parises gader, hvor han ustandseligt leder efter de mennesker, der engang blev fjernet alene fordi de var jøder. Det samme gør Magris. Han afslører hvad der foregik i den lille udryddelseslejr Rismøllen i Trieste. Det er grufuldt, men det Magris vil sige er, at det er endnu mere grufuldt at glemme, ja at glemme glemslen om forbrydelsen. Og det er frygteligt at der intet retsligt efterspil kom for mange af forbryderne. Han skriver: "Natten mellem den 29. og den 30. april var det en anden røg der steg op fra Rismøllen, en røg der fordrev røgen fra før og som derefter også selv forsvandt, og med denne røg, som boraen blæser væk og får os til at glemme, forsvandt alle de forsvundne fanger der var blevet torteret, massakreret, gasset, deporteret, brændt. »Det er denne røg jeg er på jagt efter, disse navne der nu er blevet til aske. Jeg kæmper ikke imod glemslen, men imod glemslen af glemslen, mod den skyld der ligger i ikke at vide at man har glemt, i at ville glemme, i ikke at ville og ikke kunne vide at der eksisterer en rædsel man har ønsket – og måttet? – glemme. I hver eneste gade i Trieste ser jeg denne røg som ingen har ønsket at se."

Magris er omkring mange kulturer, som alle mener at beskeden fra Gud til mennesket på den syvende dag var således i følge Magris: "Bliv frugtbare og mangfoldige så I bedre kan udrydde hinanden."

Her kommer nogle citater fra bogen:

"Døden eksisterer ikke, forklarede han. Den er blot en omvender, en maskine der simpelthen vender vrangen ud på livet som på en handske, men lader man blot tiden gå den modsatte vej, kommer det hele tilbage til en. Den genfundne tid, kærlighedens triumf. Hvis kærlighed, hvis død? Din, min, alle menneskers."

"Hver af dem var blevet sig selv med den anden, takket være den anden, som en plante der stræber mod solen og opsuger den i sine blade, ligesom plantesaften suger vandet op af jorden og nærer sig ved det; det vand de skænker hinanden, er blodet i begges vener, de er hver især hinandens jord. Måske er lykken ikke umulig, selvom det er så svært at tro på det; og det er ikke kun i eventyrene at nøglen til hjertet, nøglen der er blevet væk, bliver bragt til huse af en lille grøn fugl eller et andet fortryllet bevinget væsen."

"Da Aaron Lieukant er blevet sat på det tog som skal bringe ham til Auschwitz, sender han en besked til sine børn, Bertha og Simon: »Lad være med at drikke iskolde drikke når I døjer med varme om sommeren.« Hvordan kunne de tåbelige brunskjorter med deres hagekors tro at de kunne tilintetgøre mennesker af den støbning?"

"...kun en tåbe kunne tro at man blev ligesom Gud hvis man spiste et dumt æble – det skulle en stor Talmud-mester have sagt, ifølge hendes fætter Moni Rosenholz som studerede den slags, og som var taget til New York for at undervise i en Yeschivah; det er deri arvesynden består, en idioti der gjorde mennesket uværdigt til at leve i Edens Have."

"Ondskab er en kæde af hænder der trykker hinanden velopdragent i hånden."

Tak for endnu en bog af Magris. Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med den.