Kristendommen ifølge

Kristendommen ifølge ...

fra forlaget Eksistensen

9. april 2022

Lisbeth Smedegaard Andersen: Troen der gør verden større

Igen havde jeg en god formiddag med en bog fra Eksistensens serie: Kristendommen ifølge... Lisbeth Smedegaard Andersen er så vidende og velskrivende og har et fantastisk overblik og gør det så personligt, så jeg bliver varm langt ind. Jeg genkender det hele hun skriver og glæder mig over at få kristendommen beskrevet så enkelt og fint. Fortsættelsen af titlen lyder: "Troen gør verden større, og at tro er at leve i en stadig undren og taknemlighed over den verden og det liv, Gud har skabt, og med lyst til at fordybe sig i det." Det er præcis som jeg selv føler det. Hun bruger Grundtvig og Kierkegaard. Fra sidste citerer hun ting, der er gode at få gentaget:

"Kan jeg objektivt gribe Gud, så tror jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor må jeg tro. Og vil jeg bevare mig i troen, må jeg bestandig passe på, at jeg fastholder den objektive uvished, at jeg i den objektive uvished er “på de 70.000 favne vand” og dog tror. Nej, vil man læse Bibelen til opbyggelse af troen, må man læse den som “brevet fra den elskede”, hvilket vil sige, at man ikke sidder og sætter røde streger, men med frygt og bæven prøver at finde ud af, hvad den elskede vil, man skal gøre."

Så siger hun enkelt og ligetil:

"Vi er skabt i Guds billede, han har lagt en længsel i os, og Bibelen kommer den længsel i møde." 

Det er til at forstå. At troen er en vækst har jeg altid tænkt. Det får jeg bekræftet nu:

"Den franske filosof Paul Ricoeur har engang udtrykt det på den måde, at vi begynder med en umiddelbar og naiv tro. Men når den udvikler sig gennem de oplevelser og erfaringer, livet giver os, kommer vi frem til det, han kalder “den anden naivitet”, hvor troen går fra at være en barnlig tillid til at blive et livsgrundlag, der gennemgløder vores handlinger og beslutninger. Der er altså tale om en vækst, en bevægelse eller netop en rejse, hvor troen former både os og det billede, vi har af Gud." 

Om Grundtvigs mageløse opdagelse eller som han selv kaldte det - hans kirkelige anskuelse - skriver hun:

"Grundtvigs svar på den krise, den videnskabelige forskning bragte kristendommen ud i, var at fundere troen og kirken på menighedens trosbekendelse og på Jesu ord, som de lyder i fadervor og ved dåb og nadver. Trosbekendelsen har lydt i den første kristne kirke og er (om ikke ordret, så dog indholdsmæssigt) gået fra slægt til slægt, og det vil sige, at troen og kirken kommer før fortolkningen af Bibelen. Vi tror, fordi nogen har troet før os, lært os om kristendommen og fortalt om Gud og hans nærvær hos os i Kristus og Helligånden, sådan som det udfolder sig i menighedens liv. For mig er det et udtryk for guddommeligt letsind, at Gud har lagt det største af alt, sit eget ord, i menneskemund og betroet os at holde det levende ved at bekende troen i salmer, prædiken og samtale. Men sådan er det."

Noget af det bedste jeg har hørt sagt om dåben, siger hun her:

"I dåben siger vi ja til at sætte livet i Guds tjeneste, og ligesom Maria undfangede ved Helligånden, så Jesus kunne vokse i hendes moderliv, sådan modtager vi i dåben Helligånden, så Kristus kan vokse i vores liv. Man kan måske endda sige, at ligesom Gud begyndte en ny historie med mennesker, da han sendte englen til Maria, sådan begynder han en ny historie, hver eneste gang et menneske bliver døbt." 

Der er virkelig meget at hente i den her bog. Den kommer omkring tro og tvivl, som hun med Kierkegaard heller vil kalde tro og fortvivlelse. Og den kommer omkring resonansbegrebet med Hartmut Rosa. Og slutter med en af hendes vidunderlige salmer:

Jeg fanger en tone
en spejling på vand
et spinkelfint ekko af blåt
der synger i verden
med tak til den Gud
der skabte det hele så godt

 

en tone med genklang
i lærkernes sang
i livskraft hos vækster i skjul
fortættet i skønhed
når roserne står
med mørketidsblomstring før jul

 

den synger om døden
om det der går til
om vrede og blindhed og brud
den synger om Kristus
der tændte for os
en livsild der aldrig dør ud

 

jeg hører en stemme
den synger om håb
den synger som dagen er lang
den kalder af mørke
den løfter af jord
den synger opstandelsens sang.

Tak for bogen der gav mig endnu lidt vækst! 

2. september 2021

Jens Christian Grøndahl: Min svage tro

Jeg havde glædet mig sådan. Og jeg er ikke blevet skuffet. Jeg har altid været glad for at læse Grøndahl. Han er meget vidende og grundig og god til at formidle det på en personlig måde. Og her i bogen er han meget personlig, så det næsten er som en samtale på tomands hånd. Jeg læste den første gang i haven i tirsdags da den udkom, men naboen talte i telefon. I haven. Jeg måtte læse den igen her i formiddag. Og det var slet ikke dumt. Jeg kan godt skrive under på kristendommen ifølge Grøndahl. Omdrejningspunktet er hans år, der nu har ført ham til et nyt sted i livet. Han skriver: "Jeg har levet mit liv med ryggen til kristendommen, stort set ude af kontakt med dens sprog og ritualer. Jeg troede, at troen ikke vedkom mig. Jeg var mig ikke bevidst, at jeg havde den med mig alligevel, i ryggen. At jeg stadig var forbundet med den, uanset hvad jeg gik omkring i verden og tænkte. Kristendommen har mere at sige om os end vi om den." Og forsætter senere: "Selv i en gennemverdslig dansker som mig findes der i sindets overskyggede bund et utydeligt aftryk af tidligere tiders gudsfrygt ... Uden at tænke over det er vi indlejret til op over begge ører i kristendommens tusindårige tolkningstradition på dansk jord. Hele den evangeliske gennemstråling af kulturen, som vi lever og ånder i, og som vi kun er delvist bevidste om, samtidig med at vi langt ud over grænserne for vores bevidsthed er dens produkter. Men de bibelske tekster taler også til mig, uanset om jeg synes, at jeg tror, eller ikke. De bliver ved med at tale, selv når jeg ikke hører efter." Det synes jeg er helt rigtigt. Det er da også derfor jeg har kunnet være præst siden 1976 og stadig har lyst til det, fordi alle lever med den historie i ryggen. Ved alle de hundredevis af begravelser jeg har haft, har jeg ikke mødt andet en den erkendelse, at vi bærer på kristendommens budskab, og at de pårørende var vidende om det. Men Grøndahl vil mere end bare lade det være tradition: "Vi er alle kulturkristne, personligt synes jeg bare, det er for tamt, for fersk og bedsteborgerligt at se Bibelen som blot en håndbog over vores ”værdier”. Jeg mærker jo, at den vil mig noget andet hinsides moralens alt for sikre grund."

Hvis jeg havde været på tomandshånd med Grøndahl ville jeg have have fortalt ham, at han ikke skal være ked af, at han ikke fik døbt sit første hold børn, som han er ked af nu. Han gjorde det han var nødt til dengang, og nu er det anderledes. Og så ville jeg takke ham for et sætning med så meget klarsyn, at jeg gør den til min egen: "Jeg kommer aldrig til at godtage, at Kristus genopstod og for til himmels, men jeg vil gerne høre historien igen, næste gang jeg skal tage afsked med et menneske, jeg har holdt af." Og så den her sætning: "Det er sprog mod sprogløshed, noget over for intet." Og selv teodicé-problemet tager han fat i: "Måske er teodicé-problemet i sit udgangspunkt forfejlet, fordi man med sin skuffede forventning om guddommelig indgriben over for katastrofer og ondskab ser bort fra, at Gud allerede har interveneret én gang for alle ved at ofre sin søn og fritage vores lidelser for mening." Til sidst skal der lige et citat mere med ud af alle de understregninger jeg har lavet i bogens kapitel om venligheden: "Mens jeg stirrer på korset uden at blinke, er det, som om to usynlige hænder tager mig blidt om skuldrene og vender mig om. Den omvendelse behøver ingen metafysik, for idet jeg vender mig, får jeg øje på de andre. De har været der hele tiden, og alt er godt, hvis bare én af dem også vil være der, når lokummet brænder." Hold da op hvor er jeg glad for at jeg kan læse den igen.

12. juni 2021

Margrete Auken: Det himmelske overskud

Jeg har haft en fornøjelig lørdag formiddag i selskab med Margrete Auken. Det er en god fremstilling af kristendommen. Og som person hænger hun sammen med det hun skriver og det hun gør som politiker. Jeg synes det er flot, når hun f.eks. skriver "Jeg har brug for troen. Alt for meget af det vi skal her i verden, bliver uoverkommeligt hvis vi ikke har noget med os der rækker ud over os selv. Det gælder vores ansvar og opgaver som borgere og medmennesker, men det gælder nok så meget det vi skal leve og opleve, glæde os til, frygte."

Her er flere citater fra bogen, som jeg har understreget:

Hun citerer Sophus Claussens digt ‘Det Tabte Paradis’:

I Tidernes Morgen var Paradiset skabt,
det er uhyre Skade, at det siden gik tabt;
der var Træer og grønne Grene
der var Springvand mellem Stene,
og hver Morgen opgav Herren,
hvad enhver skulle mene.


Helvede er der hvor der ingen forventning er, intet håb, ikke noget at lytte efter.

27. januar 2021

Niels Brunse: Tro er ikke viden

Det er en bog der er til at blive i godt humør af at læse. Jeg får lyst til at kende forfatteren. Det er intet mindre end en munter bog om kristendom, skrevet af et følende og vidende menneske. 

Her er nogle citater jeg vil gemme:

Det første fordi jeg får sat nogle flere ord på mine øjeblikke af lys, som jeg er så heldig at have tilfælles med Niels Brunse:

"Jeg har undertiden oplevet tilstande, hvor jeg uden nogen ydre grund pludselig er blevet ramt af en stor glæde. Det er som om selve lyset omkring mig får et varmere, stærkere skær, og det jubler stille inde i mig. Det varer højst et par minutter. I mine egne tanker kalder jeg det, der når mig, for “nåde”, hvilket er et gammelt ord med megen teologisk tyngde, men jeg hverken kan eller vil gøre mig klog på nogen præcisere betydning af det. Det sker bare. Det sker altid når jeg er alene – den glæde, jeg kan føle ved andre menneskers nærvær, er beslægtet med det, men er ikke det samme – og det kan ske mens jeg bare sidder på en stol eller går i en have eller er på vej op i en trappeopgang. Det er en meget meningsfuld oplevelse, der ingen mening har; det fremkalder ingen syner, det løser ingen problemer og giver mig ingen ideer, men jeg kan ikke undgå at føle det som et strejf af Guds tilstedeværelse, og det er alt andet end dømmende, skræmmende eller formanende. Tværtimod føler jeg mig i sådanne øjeblikke betingelsesløst elsket af et eller andet, jeg ikke kan sætte noget andet ord på end Gud."

Om skismaer mellem trosretninger har han en vittighed:

"Jeg har moret mig over en historie, som jeg har hørt om pave Johannes Paul II’s besøg i Danmark i 1989. Han kunne ikke få lov til at deltage i en dansk højmesse, men han kom dog til aftensang i Roskilde Domkirke og holdt en tale for de forsamlede biskopper i en lidt anspændt atmosfære. Trosretningerne følte hinanden på tænderne. Da alle stillede op ved udgangen og vekslede håndtryk med paven, sagde en forsonlig dansk biskop for at bøde lidt på den trykkede stemning: “We’ll meet in Heaven.” Paven så på ham og sagde: “We’ll see.”

Om synd:

"Synd er det, der tager tilliden fra et menneske. Herunder også tilliden til Guds kærlighed. Synd gør os selviagttagende og bange; synd er det, der forvandler vores ønske om at handle rigtigt til dårlig samvittighed; synd er det, der får os til at måle os selv efter indbildte målestokke. På den måde kan en nidkær, selvkontrollerende stræben efter at leve et syndefrit liv blive til synd. Det samme gælder den nidkære kontrol af andre."

Endelig er sidste afsnit i bogen om kunst, hvor han bl.a. skriver:

"En indspilning, som jeg har sat meget højt lige siden jeg var stor dreng, er Helmut Walchas udgave af J.S. Bachs store præludium og fuga i Es-dur; den har jeg haft i flere generationer af musikmedier. Det er en tidlig stereoindspilning fra 1964 og selvfølgelig mangelfuld i forhold til hvad moderne teknik kan præstere, men jeg synes stadig den er uovertruffen. Walcha var blind og måske netop derfor i stand til at lytte sig ind til den optimale frasering og registrering, så alle linjerne i Bachs indviklede, flerstemmige musik står helt klart. Når man har lyttet til de 16 minutter og 33 sekunder er det som om man har fået en forelæsning i matematik, en storladen treenighedsprædiken og en mindre åbenbaring. På én gang."

25. januar 2021

Søren Ulrik Thomsen: Tro mod Ritualet

De to store artikler - Fornuft og mysterium og Pro Ecclesia - er fra bogen 'Kritik af den negative opbyggelighed fra 2005.' Dengang fik jeg ikke læst dem. Jeg er glad for at have læst dem nu. Det er den fine og svale danske kirke, der får den bedste anbefaling. Her kan alle komme. Her kommer nogle citater, som jeg altid kan bruge i en eller anden samtale.  Jeg er ikke altid enig med Thomsen, men for det meste. F. eks. kan jeg ikke lade være med at hilse på folk, når de kommer til kirke. Og senere hilse farvel. Men derimellem vil jeg også gerne selv være tro mod ritualet. 


Jeg tror på himmelen, og jeg tror på jorden, men ikke på alt mellem himmel og jord.


Politik og religion skal være adskilte, men holde hinanden i skak. På det politiske niveau må der ved hjælp af fornuften og oplysningen hele tiden arbejdes for nye fremskridt, mens religionen skal tugte magten og relativere politikken, så ingen magthaver fristes til at tro, at han er Gud, og ingen politik bilder sig ind at kunne skabe en fuldkommen verden. Omvendt skal adskillelsen mellem de to så sikre, at religionen ikke får politisk magt, for den er “kun til indvortes brug”.


Så snart et politisk møde begynder at blive medrivende, når brystet svulmer og der er faner og fakler og blanke øjne, skal man gå hjem.


Kogt ned til Maggiterning må mit forsvar for kristendommen lyde, at den for mig at se er en civiliseret og civiliserende religion, fordi den påbyder mennesket at tro på Gud, så det hverken skal gøre sig selv til gud eller dyrke andre, som om de var Gud, og fordi den tilsiger en at tro på Kristus og dermed forhindre – både at man selv spiller offer, og at man gør andre til syndebukke. Eftersom Kristus er Guds søn, er han det ultimative offer, og fordi han har påtaget sig alle vore synder, er han den principielle syndebuk: Kristus er den afgørende historiske begivenhed, efter hvilken sonofre er blevet meningsløse, fordi Kristi offer aldrig kan overgås, men har forsonet alt, hvorfor det nu er blevet muligt for det menneske, som tror, at det vil blive tilgivet, at tage sin egen synd på sig i stedet for at projicere den over på syndebukke, i hvis øjne man snarere skal se Kristi lidelser end udskuddets ondskab.


Da jeg begyndte at gå i kirke, var det som sagt ikke, fordi et begreb som for eksempel “det evige liv” gav mening. Men en dag havde jeg en oplevelse, der ændrede dette. En varm sommerdag stod jeg i Zoologisk Have og betragtede en dejlig flodhest, der lignede en kæmpemæssig lever, som den drivvåd kom rokkende op fra vandbassinet. Netop idet den lettede det ene ben og gav sig til at pisse op ad muren, vekslede vi et blik, og jeg tænkte: Forskellen på os to er, at jeg ved, at du er en flodhest, mens du næppe ved, at jeg er en mand. Når jeg kan leve mig ind i din trang til at få et køligt bad og til at lette presset fra blæren, skyldes det, at både du og jeg er et stykke kød, og fordi vi begge er biologi, skal vi dø, men forskellen er, at jeg ved det, og det gør du sandsynligvis ikke. Når dét, vi har fælles, er kødet, og derfor døden, er dét, vi ikke har fælles, nemlig bevidstheden, så måske dét, der ikke skal dø? Jeg ved det ikke, men jeg tror det. Og jeg spørger mig selv, hvorfor mennesket, ene af alle levende væsener, skal kende sin dødelighed? Måske fordi mennesket, ene af alle dødelige, skal leve evigt. Men efter at jeg, som årene er gået, har oplevet, at mennesker, der stod mig nær, er døde, er det nu ikke længere kun et spørgsmål om, hvad jeg tror, men også om, hvad jeg ikke kan tro. Jeg ved, at min mormor er død, men når jeg tænker på hendes levende blik, hvori jeg så hendes sjæl se mig, kan jeg ikke tro, at jeg aldrig skal se det igen. Tanken om opstandelsen og det evige liv er i sandhed hinsides al fornuft, men samtidig forekommer den mig ikke længere mere fantas­tisk end det forunderlige liv, vi allerede lever.


Er man grebet af store følelser, kan de sagtens rummes i Fadervor, og er man træt, indifferent, rasende eller på anden måde ikke på bølgelængde med bønnen, kan den alligevel fremsiges uden forstillelse.


Det er blevet vigtigt for mig at gå i kirke hver søndag, og troen på nåden samt bevidstheden om menneskets ufuldkommenhed gør det logisk og dybt tilfredsstillende, at højmessen efter præ­ludium, indgangsbøn og første salme åbnes med kyrie og gloria. Ved at begynde gudstjenesten med “Herre, forbarm dig!” (kyrie eleison) definerer mennesket sig selv, dels som en synder, og dels som et i almindelighed udsat og sårbart væsen, som er helt afhængig af Guds nåde, hvorfor kyrie da også straks følges op af “Ære være Gud i det Højeste” (gloria), så bekymringen og taknemmeligheden nærmest udtrykkes i én bevægelse. Når jeg sidder på kirkebænken, føler jeg en slags personlig afvikling (for nu at bruge et udtryk fra Hjemfalden), fordi jeg ikke sidder her i min egenskab af psykologisk individ, men slet og ret som et menneske, der lever på nøjagtig samme vilkår som enhver anden, om end vore liv og skæbner er forskellige. Dette kunne også kaldes at tabe ansigt over for Gud, for det første fordi jeg altid må erkende min ufuldkommenhed, og for det andet fordi jeg afindividualiseres ved således at blive ligestillet med mine medmennesker.


Gudstjenesten er en anti-event


Religiøs først, kristen så!

7. januar 2021

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Tro i hverdagen

Jeg har længe tænkt på det, at jeg skulle læse nogle af forlaget Eksistensens bøger Kristendommen ifølge... Jeg har læst den første i dag. Anne-Cathrine Riebnitzskys bidrag til serien. Det havde jeg rigtig meget fornøjelse af. Tidligere har jeg læst 'Orkansæsonen og stilheden' og 'Smaragsliberen' med stort udbytte. Ikke mindst den sidste. Hun er tæt på noget, når hun arbejder med tro, liv og død. Tro i hverdagen er renfærdig og god kristendom, synes jeg. Her kommer nogle citater, som meget tydeligt fortæller om, hvad kristendommen giver til hende. 


Først gør hun sig lige en teologisk pointe klar:

"Hvis man tror, at Jesus var Guds søn, at Gud kom ned på jorden og gav sig selv til kende i formen Jesus, så er man en troende kristen. Så enkelt er det. Der stilles ikke andre krav. Der er masser af gode råd og gode leveregler, men kun dette ene spørgsmål står som den dør, du træder ind ad. Porten ind i kristendommen. Det gør kristendommen til den mest enkle religion, jeg kender. Let at leve i. En fri religion."

Om tilgivelse:

"Det er vigtigt at forstå, at tilgivelse først og fremmest er noget, du gør for din egen skyld. Det er ikke primært en gave, du giver til den anden. Men det tog mig noget tid at nå frem til den indsigt."

"Tilgivelse for mig er at tage en beslutning og sige: “Jeg tilgiver det, der skete. Jeg giver det til Gud.” Jeg forventer, at Gud på en eller anden måde retter op på tingene, for jeg erkender, at jeg ikke kan gøre det selv. Jeg kan kun hade, bære nag eller netop tilgive og smide de dårlige tanker væk, som var det en brændende gren, der åd sig ind på mine fingre. Jeg smider tanken fra mig om og om igen, og til sidst vender de tanker ikke tilbage."

Om vrede:

"Vrede er en alarmlampe. Det er ikke et værktøj til at løse problemet med. Vreden siger kun, at noget skal gøres. At en truende situation er opstået. I virkeligheden skal man være glad for, at man kan blive vred."

Om næstekærlighed:

"Hvis man nu vendte de to halvdele i det berømte næstekærlighedsbud om, så der stod: Du skal elske dig selv som din næste. Så ville det måske være lettere for det moderne, pressede menneske at se, at du skal huske at være lige så god mod dig selv, som du er mod din bedste veninde. Det gælder i alle forhold. Det gælder din indre snak med dig selv. Ville du tale til din bedste ven eller veninde, som du taler til dig selv? Ville du tænke om din elskede, som du tænker om dig selv?"

Det er ikke en selvhjælpsbog, men en Hjælp dig selv bog. Nu skal jeg læse Niels Brunses og Søren Ulrik Thomsens.