Pibekraver og Boglog
Boglog 2017
Her er en liste over læste bøger i 2017
December 2017
Sissel-Jo Gazan: Blækhat
Jeg var lige ved at lægge den fra mig, men af kærlighed til Aarhus fortsatte jeg. Jeg har aldrig været begejstret graffiti, men det var en af grundene til at jeg fortsatte. For at få mere at vide om graffitiens historie. Og så sproget. Det var næsten aarhusiansk. Men så var den også pludselig blevet spændende. Og fortællingen udviklede sig som svampenes rødder til myciliet bredte sig ud over et anseligt område, hele verden. I form af blækhat. Det er også en kriminalroman. Der sker usandsynlige sammentræf af uforklarlig karakter. Og så er der en historisk reminder om perioden fra firserne og frem efter. Der til var det også vidunderligt at vandre rundt i det indre Aarhus. Det er en rigtig Aarhus roman. Der var i tekst der blev highlighted. Det siger lidt om indholdet. Men det var god underholdning. Bestemt ikke uintelligent. Måske nok til meget mor-agtigt forklarende.
December 2017
Armando Lucas Correa: Den tyske pige
907 passagerer går ombord på den storslåede Amerikabåd St. Louis i Hamborg. Det er den 13. maj 1939. Alle på nær nogle få er jøder der i aller sidste øjeblik har købt sig til en flugt fra nazismen. Det ender med at de ikke får lov til at gå i land i Cuba som de var blevet lovet. Heller ikke Amerika ville have dem. Heller ikke Canada. Det er et sort kapitel i behandlingen af flygtninge. Desværre ikke det sidste. Lucas Correa er journalist og det er rigtig fint han har taget historien op og givet den liv i en tid, hvor flygtninge ikke tolereres. Men efter Roy Jacobsen var det svært at læse bogen. Sproget var ikke på samme plan. Jeg var lige ved at opgive, men så var det som om det blev bedre. Og tilsidst er det faktisk en rigtig hæderlig bog. Han skrev sig varm. Og hans indignation er mærkbar. Den bærer teksten. Så det blev en god oplevelse at læse den. Og jeg er blevet lidt klogere på ikke mindst Fidels styre i Cuba. Puha.
December 2017
Roy Jacobsen: Hvidt hav
Det er en fryd at læse en bog. Den her følte jeg til med taknemmelighed for at have fået lov til at læse. Igen en bekræftelse af at livet er livet værd, og at det ikke handler om at blive boglig belæst eller klog, men om at lære at blive et menneske. Ingrid er en fantastisk beskrivelse af et menneske. Og især kan jeg godt lide, at hun får lov til at lægge ting til side, som er for tunge for hende lige nu. Hun ved de vender tilbage. Men måske til den tid vil hun kunne klare dem. Det er en pragtfuld roman med et vidunderligt sprog. Små sætninger rundt om: der er en mening alene i det at være i live; det er en opstandelse af en dag; Johanne så sig omkring og sagde stadig ingenting, så tydeligt som muligt; marts er den af årets måder, der er mindst brug for; fingre der fumler, som om de mangler en bøn; dette måske, som er et mantra i enhver fiskerbondes gravalvorlige trosliv. Det er magisk litteratur. Hvor er det en god bog
December 2017
Roy Jacobsen: De usynlige
Det er en vidunderlig bog. Jeg har nu læst den to gange. For jeg vil til at læse fortsættelsen: Hvidt hav. Så lige for at friske begyndelsen op, så kom jeg til at læse det hele igen. Det var en gave. Den er så spændende, så jeg læste den alt for hurtigt første gang. Nu anden gang var der tid til at se alt det forunderlige. Ja, der sker ikke noget. Ikke noget spændende. Men der sker det, der sker i livet. Og det tager tid. Det er det, der er spændende. Alting foregår på en lille ø i Nordnorge. Der er ikke langt der ud, men så langt at folkene på øen er usynlige. Men til sidst i bogen bliver de synlige. Ingrid maler huset sammen med Maria. Så nu kan de ses. Helt ned i regeringskontorerne i Oslo. Det er en fortrøstningsfuld bog at læse. Selvom kårene er små, selvom naturen er voldsom og slem, så er der tro på dagligdagen og på jorden. Det er den tiltro der er så smuk. Det er en stor glæde at læse den. Et sted fortælles det om en af personerne, at Matutinum, som betyder i morgen, blev siddende i ham som prydgenstande. Det er lige præcis som mange af ordene i denne roman bliver siddende i én: prydgenstande. "...solen glider ud af glasset og splipper en mørk trekant ind på det sandskurede gulv, sejlet på en båd, der driver gennem lokalet og tager dagen med sig" står der et sted om skyggen der driver gennem stuen. Det er en bog fuld af skønhed og god forstand. Ingen barndom kan forsvinde. Skriver han. Der er bare så meget. Nu glæder jeg mig vildt til Hvidt hav. Det må betyde hav der er pisket hvidt af storm.
December 2017
Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden
Jeg kan bare slå fast at jeg har været godt underholdt. Et fantastisk sprog og en fantastisk fantasi. Og to hovedpersoner i tysk videnskabshistorie. Matematikeren og astronomen Gaus samt opdagelsesrejsende Humboldt. De opmåler verden. Den ene fra Königsberg. Den anden fra hele verden. Gaus tænker sig til det krumme univers. Humbolt finder det. Gaus skal holde tale til Johanne ved deres bryllup: "han sagde, at han ikke havde ventet, at han ville finde noget i retning af lykke, og i grunden troede han heller ikke på det nu. Det forekom ham at være som en regnefejl, en vildfarelse, som han kun håbede, at ingen ville gribe ham i." Det er jo smukt. Et sted får Humbolt oplysninger om, at der blev ofret 20.000 mennesker på en dag, da inkaerne skulle indvi et tempel. -det ville han ganske enkelt ikke tro: "Tyve tusind på ét sted og én dag, det var utænkeligt. Ofrene ville ikke tolerere det. Tilskuerne ville ikke tolerere det. Ja, mere endnu: verdnsordenen ville ikke kunne tåle den slags. Hvis sådan noget irkelig skete, ville universet ende." Humbolt er virkelig oplysningstidens store troende. I en tale siger han: "Opmålingen af verden næsten afsluttet. Kosmos ville være bragt på begreb, alle vanskeligheder af menneskelig opfindelse, som angst, krig og udbytning, ville synke bort i fortiden, hvortil netop Tyskland og ikke mindst forskerne i denne forsamling måtte yde det mest presserende bidrag. Videnskaben ville bringe en velfærdens tidsalder, og hvem kunne vide, om ikke den en dag sågar ville løse dødens problem". Der er en uskyldighed over den tids storånder.
December 2017
Sofi Oksanen: Norma
Jeg havde sådan glædet mig til Oksanen. De tidligere bøger jeg har læst har været en oplevelse. Hun er en vild forfatter. Hun vil noget. Hun har en historie at fortælle. Hun har en kamp hun vil kæmpe for kvinder, for børn og mange andre. Sådan var det i Renselse fra 2010. Baby Jane fra 2012. En friskhed i sprog. En frækhed som er vidunderlig. Men Norma er et fejlskud. Her er der også en kamp for kvinders udsathed og børns sårbarhed, men setuppet er ikke godt. Det er en krininalroman om hår. Kvinders hår. Extensions. Penge. Men det er ikke overbevisende. Den kunne jeg godt have været foruden. Men nu ved jeg mere om de drømme, der ligger bag alle navnene på frisørsalonerne. Magic hair. Og lignende.
December 2017
Dag Solstad: Generthed og værdighed
Det var ikke nogen god bog at læse. Sproget er fint men med en underlig gammeltestamentlig gentagelse igen og igen. Tingene vendes i luften adskillige gange. Temaet slås an. På de næste 20 sider gentages og vendes det. Det bliver lidt tungt i længden. Lidt langhåret. "En epoke var gået under, og med den Elias Rukla" hedder det et sted. Han har levet på anden hånd. Betagelsen af ungdomsvennen giver han vanen med at leve gennem andre. Han bliver aldrig sig selv. Det er en skrækkelig fortælling om en mand, der er kørt træt i sit liv. Alting slutter her. Det er et stille sammenbrud. Beskrevet meget omstændelig.
November 2017
Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen
Det er en fornøjelse at læse Buk-Swienty. Han er så grundig. Han giver personerne skikkelse. Og karakter. Det er en fantastisk historieundervisning. 1800-tallets vanvittige krige i Europa. Jeg forstår ikke Dinesens optagethed af dem. Men det er jo heller ikke nemt for ham. Han har problemer med det han ser. Og kan alligevel ikke lade være. Og så hele historien om Frijsenborg. Det er fantastisk når jeg står i deres kirke for tiden og har dem liggende bagved i deres sarkofager. Jeg glæder mig til fortsættelsen, men først lige Dag Solstad.
November 2017
Maren Uthaug: Hvor der er fugle.
Det er en vild slægtsfortælling. Som i "Og sådan blev det" (se nedenfor) så elskes og loves og lyves og bedrages der. Der er troskab, men mest utroskab. De tætteste forbindelser går i stykker, når der leves sådan. Det underlige er, at mennesker holder sig oppe på drømmen om den anden, der er forelskede i. Derfor distancerer dig sig fra de nærmeste. Og det er det, der gør udslaget, så der er børn, som bliver ulykkelige. Og må jage lykken og trygheden alle dage. Og alligevel er der liv og glade dage. Med mord og mislykket liv til trods. Det er det, jeg husker allermest fra bogen. Der er bare liv trods alt. Det er godt. Det kan jeg lide. Jeg vil følge Maren Uthaug fra nu af. Hun er godt selskab. Morsomste sætning i bogen er der, hvor Gudrun siger, at hun først går i kirke, når hun kan blive døbt i Moderens og Datterens navn! I stedet for Faderens og Sønnens...
November 2017
Maren Uthaug: Og sådan blev det
Det er virkelig en god debutroman. Sproget er godt. Overraskelserne mere end overraskende. Det kommer bag på mig hele tiden. Hvad der sker. Men efterhånden forstår jeg, at det er det, der er galt. At der ikke kommer noget godt ud af at fortie ting, at benægte virkeligheden, at lyve, at have sig selv som objekt, når man vil være god, aldrig at være ærlig, at være fyldt med fordomme, at have overtro i sit liv. Det er det, der sker for alle de voksne. Det er virkelig uhyggeligt. Jeg bliver ved med at tro på, at nu må det da gå bedre, men det sker ikke. Hvis du ikke ved, hvor du kommer fra og hvem du kommer fra, så bliver der mange spørgsmål som kræver et svar. Det bliver noget Rod. Og Rod den senest tilkomne i romanen kan også ses som en rod, hvor fra der vokser noget der er rodfæstet takket være sin mor, der først hedder Risten, der villet tegne roden før træet. Men senere bliver Kirsten. Fine ting om det at være same, om at have forskellige opfattelser af Gud og det at være menneske. Men mest af alt: uhyggeligt er det når man som Grethe bare vil være hyggelig. Det kvæler alt. Det er et godt billede på incurvatus in se.
Noverber 2017
Tom Buk-Swienty: Det ensomme Hjerte
Endnu en bog om nazismen og om 2. verdenskrig. Men en anderledes bog. Det var en stor glæde at læse den og følge et sympatisk og musisk menneske gennem et helt liv. Horn kom jeg til at holde af. Og Tom Buk-Swienty skriver godt ud fra det kæmpe materiale, som Horn havde efterladt sig. Hans måde at bearbejde alle de frygtelige ting som aldrig slap ham. Krigens forfærdelige virkelighed. Den frygteligste nød. Han overlever. Som menneske, som mand og far og læge. På et tidspunkt er det lige ved at gå galt. Krigen er næsten slut. De er på vej mod Tyskland, men bliver standset at nogele tjekker som vil hævne sig på dem. De står op ad muren. Men bliver reddet. Så hedder det: "Horn betragtede hver eneste blomst, hvert eneste blomstrende kirsebærtræ, lyttede til hver og en fugls sang, som oplevede han det alt sammen for første gang i sit liv. Så smuk havde verden aldrig tidligere været. Så vidunderlig smuk og skøn. Så fantastisk det var at leve - at være i live" Det var en god bog som gav mig en fornemmelse af, hvad jeg ofte har tænkt på: hvad tænkte den almindelige tysker under og midt i krigen.
November 2017
Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden.
Det var så afgjort en fejl, at jeg ikke havde fået læst Erindring om kærligheden. Ellers har jeg læst det meste af Kirsten Thorup. Men nu fik hun Nordisk Råds Litteraturpris for bogen. Nu har jeg læst den og ved at prisen er fuldt fortjent. Det er en fantastisk roman om os. Jeg har fået hovedpersonen helt ind i min krop, Tara. Jeg har været så vred på hende hele vejen igennem. Det er svært ikke at kunne lide sin hovedperson i så lang en fortælling om at være et menneske. Men undervejs forstod jeg også at jeg selv har noget af Tara i mig. Så blev jeg vred på mig selv. Som når Tara aldrig kan få sig til at sige, hvad hun inderst inde gerne vil sige, men spiller spil. Siger noget andet, hun tror kan behage. Eller noget helt tredje. Hun er aldrig blevet et selv. Hun er blevet en anden, en fremmed for sig selv. Splittet. Skuespiller. Rollespiller. Hendes mor var også rollespiller. Var kunstig overfor sin mand. Spillede ordspil med landevejsridderne, der sad i hendes køkken. En kunstighed i stedet for en nærhed ved sin datter. Tara får aldrig den kærlighed der hører til det faktum at blive født. I Siris performance til sidst forsøger hun bl.a. ved hjælp af Emanuel Levinas at sige, at det er det vigtige i moderskabet, at bruge det indbyggede etiske imperativ. Moderen i Siris performance siger: "Ankomsten af den fremmede, ukendte Anden forpligter mig til at blive en moderlig krop, ikke fastholdt i en bbiologisk eller social identitet, men som et svar på et etisk imperativ fra den Anden."
Som et svar til Taras mor og til hende selv. Det handler om forældre-børn relationen, om at lade den anden være fri til at leve. Hele tiden må det være gæstfrihedens etik, som råder. Det er fantastisk at bruge Levinas i den her sammenhæng. Men indlysende. Ansigtets etik, at der i det legemlige møde er en indbygget etik. Noget førkulturelt. Det er en pakkeløsning fra skaberens side. Men hvordan skal vi handle, når pakken ikke fungerer. Når vi ikke er blevet hele nok. Som Tara der får en fødelsdepression og lader mistroen til det etiske imperativ vare hele livet igennem. Det er hvad det hele handler om. Hvordan får vi etikken tilbage, når vi selv svigter hele tiden og er så splittede. Det er et foruroligende billede af en generation af mennesker i slutningen af det sidste århundrede. Det er en superbog, som vil blive svær at lægge fra sig.
Oktober 2017
Herbjørg Wassmo: Den der ser
Åh hvor var det godt at læse en stor klassisk slægtsroman. Hvor var det godt at få en fortsættelse. Det er tyve år siden vi sidst hørte om Dina. Og i Den der ser er hun stadigvæk en af de virksomme. Hun udløste historien. Men befinder sig udenfor tiden. Og så følger vi Karna, Benjamin, Anna, Peder, Johan, Wilfred, Hanna og Joakim ikke mindst. Det er noget af det bedste jeg har læst længe. Der er passager, hvor jeg simpelthen blev rykket ud af min hverdag. I en tæt samtale med både Benjamin og med Anna. De to vi er allertættest på. Men også gennem Peder bliver der sagt væsentlige ting. Et sted før afslutningen er han lykkelig: "Peder mærkede glæden i hele kroppen. Inden han lagde sig til at sove, og når han vågnede. Det var visheden om hvorfor han var til, der gjorde det. Han var til for hende." Det er bare så smukt. I hvert kapitel er der gang i de store ting som omgiver os: skyld, kærlighed, passion, svigt og tilgivelse. Hele registret er der. Den kom i afsnit til at handle om mit eget liv.
Oktober 2017
Laura Lindstedt: Oneiron
"Bange for at verden skal løbe tør for linsestyrker, hinkesten, minusser." Så blev det endelig til en bog om eksistens. Der er meget at samle op på, når vi nærmer os livets sidste side. "Der findes nemlig ikke det levende menneske på denne jord, der ikke har en hemmelig sorg at begræde, der ikke inderst inde bare venter på at give sorgen frit løb." Sådan skriver Lindstedt et sted. Det er en vidunderlig bog med syv kvinder der mødes på allersidste side i deres liv. Og fordi det handler om døden er det livet, der er vigtigst. De mødes fra meget forskellige steder i verden og med store individuelle forskelle imellem sig, men de har meget brug for hinanden. Jeg tænkte hele tiden med glæde på, at døden så alligevel ikke er så ensom. Det er det vi altid hører, at vi skal dø ensomme. Men her er der jo stadigvæk meget at gøre sammen. De ville slet ikke kunne dø ordentligt, hvis de ikke fortalte deres liv til hinanden. Og fulgtes ad ude i de aspekter af livet vi endnu ikke kender. Kun fra øjeblikke af dyb coma. Jeg var opmuntret og glad for at læse om deres forskellige liv. Den korteste fortælling er næsten Wlbgis, der siger: "Der findes et menneske i denne verden, som jeg elskede, og som elskede mig. Er det nok om emnet "Wlgbis"?" spørger hun. Lindsted fantaserer, drømmer (oneiron) sig til at vi er fælles i et arbejde med at få afsluttet livet på en ordentlig måde. Det er det vigtige. Det er aldrig for sent at få en god barndom. Det er heller aldrig for sent at få et godt liv. Og de hjælper hinanden med afslutningen. At få en god død. At give slip. Det er en stor og god bog at bruge tid på. Den kunne godt have fortjent Nordisk Råds Litteraturpris. Men nu gik den heldigvis til en endnu mere fortjent indsats. Kirsten Thorups Erindring om kærligheden.
Oktober 2017
Jan Guillou: Det store århundrede, bind 7. 1968
Det er bare fritid at læse de bøger. Jeg har læst de foregående 6 bind. De har været sjove at læse. Og i de første fik jeg en masse og vide, som jeg ikke vidste. Det er også en slags historieopfriskning. På den nemme måde. Men jeg tror romanværket om det store århundrede bliver mindre og mindre bind efter bind. Der er ikke så meget at hente mere. Og når jeg læser bogen sidder jeg og har en fornemmelse af at spille tiden en lille smule. Så jeg læser hurtigt. Der er ingen guldkorn og ingen litterær glæde ved bogen. Nu skal de bare læses.
September - oktober 2017
Hanne Vibeke Holst: Som pesten
Knap syv hundrede sider. Det tager sin tid og forhindrer mig i at læse noget vigtigere. Det er også vigtigt at læse Som pesten. Det er en modig bog. Den vil det gode. Og det gode sejrer i den onde verden. Men jeg havde ubehag ved at læse om alle nulevende politikere, danske, selvom Hanne Vibeke Holst siger, at det ikke er dem. Naturligvis er det dem. Det er så tydeligt. Det kunne jeg ikke lide. Der er en grænse der. Heldigvis er der i perioder så meget spænding i bogen at jeg ikke lagde den fra mig. Det kunne være en rigtig feriebog. Engang man skal afsted på ferie. Jeg læste en stor del af den mens vi var i Spanien på Sognetur med 42 mennesker her fra sognene. Sådan fungerer den godt. I flyet. Jeg lagde især mærke til en sætning: "Du må ike tage livet af dig for at straffe Hans. - Hvorfor ikke? - Fordi du så kommer til at dø i uforsonlighed. Og dét, kan jeg love dig for, er en forfærdelig død." Her er vi lige et luftlag højere oppe. Det er godt.
September 2017
Leif Davidsen: På udkig efter Hemmingway
Det der er godt ved Leif Davidsen er hans viden om historie og politik. Hans viden især om det kommunistiske diktatur. Her i romanen fik jeg en levende indføring i forholdet mellem Key West i Florida og Cuba og om de menneskelige omkostninger i konflikten mellem den fri verden og det kommunistiske diktatur. Litterært er der ikke noget at hente. Det er underholdende, men det er også det. Lidt Familiejournalagtig. Nej, bedre. Men i den stil.
September 2017
Mette Sø: Sommergræs vinterorm
Den bog blev bare for meget. Den kunne hedde iBog. Mig mig mig. Ligegyldig hvad der sker i en langstrakt og på mange måder spændende beskrivelse af ukendte verdener så er jeget midtpunkt i beskrivelsen. Hør blot: "Under mig strækkker byen sig fra bjergfod til bjergfod med en brun dis over de hvide huse. Jeg sætter mig på hug og kigger ud over havhorisontens uendelighed. Trækker vejret. Og føler mig som alle de mig'er, jeg har været, og alle de mig'er, jeg ikke har prøvet endnu". Det er næsten ikke til at bære, synes jeg. Det er meget lidt at få af havhorisontens uendelighed. Da jeg nåede den her sætning: "Jeg skal tisse. Jeg har lyst til saltlakridser." tænkte jeg, at jeg skimmer resten af bogen. Der bliver udgivet lidt for hurtigt.
September 2017
Paul Auster: Genfærd
Nu har jeg læst nummer to bog i New Yourk trilogien, men den rører overhovedet ikke ved mig. Jeg kan godt se ideen, tab af identitet og alt sådan noget, men det er for kunstigt for mig, for fortænkt. Det er et eksperiment uden rigtig kød og blod. Det er intelligent. Men det er bare en bog der lader mig kold. Jeg keder mig undervejs. Det er som at gå på en udstilling hvor man ikke kan komme overens med hverken væggene eller billederne.
September 2017
Zadie Smith: NW
"De første ti minutter tilbragte hun med telefonen. Hun tjekkede profilerne, tjekkede sin email, tjekkede aviserne. Hun lagde telefonen i lommen. I yderligere ti minutter talte ingen til hende, Og hun talte ikke til nogen. Egern og fugle bevægede sig ind og ud af hendes synsfelt. Jo længere tid hun tilbragte alene, des mere utydelig blev hun for sig selv. En væske hældt ud af en beholder." Det er sådan en bog. Den var lang, men fyldt med gode iagttagelser, som ovenstående. Det moderne liv i nordvestkvarteret i London. Blandede racer. Kampen om at komme opad. Bogen er en dokumentarbog, hvis man kan kalde den det. Den er lidt langtrukken ind i mellem. Indtil læseren igen giver sig tid til at se det for sig.
September 2017
Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer
Det var så den anden side. Der er altid et ansigt bag ansigtet. En historie bag historien. Et palimpsest. Men igen en fin og tænksom bog. Og jeg beundrer Ida Jessen for sansen at kunne beskrive den anden side, manden. Det var en mor, der ikke var der for ham. Det var en undskyldelig lægelig fejl. Der ikke kunne undskyldes. Det var en faderbesættelse, som formede ham. Og det var en ensomhed som var større end den kunne tæmmes. Jeg tror at jeg forstår ham. Der var noget. En diskrepans mellem virkelighed og drøm. En indbygget drøm og uformåenhed. Han skriver til sidst: "Men vi rettede ind os ind mod hinanden. Skuffelser kan ædes. Skuffelser kan synkes hele. Det er ikke usund kost." Og senere i skuffelse over at han ikke kan skrive ærligt til hende: "Ordet tak kan være en byrde af levelig patos. Ordet kærlighed kan være en jernring om en hals." Puh-ha. Det er barske løjer. Jeg glæder mig til den næste. Det sidste anagram er sigende: Lilly og Vigand. Lovgyldig lian. Men anagrammer. De tager tid.
stendige
diset eng
sengetid
September 2017
Ida Jessen: En ny tid
Det har bare været så irriterende, at det ikke har været muligt at få Ida Jessens bøger som e-bøger. Jeg har længe så gerne villet læse hendes Jellingbøger. I forgårs havde jeg en halv times ventetid i Randers. Af sig selv gik mine fødder om i boghandlen. Som jeg har brugt så meget. Og kommet så meget i. Men nu kommer sjældent i fordi jeg kun køber e-bøger. Så købte jeg de to. Jeg har læst den første. Og hvor var det bare godt at komme hjem fra alle de amerikanske til den jyske højderyg. Ida Jessen er en forfatter der minder meget om Knud Sørensen. Roen. Eftertanken. Tid nok. De uendeligt fine beskrivelser af mennesker. Med få ord. Jeg er bare så glad for frøken Høy. Som mister den mand, som hun i virkeligheden aldrig fik. Det gør det sværere at sørge. Der er skam i det. Hun har så mange fine overvejelser, som jeg fuldstændig kan genkende. "Kun når her er fuldkommen stille, er jeg tilpas. Som om det er sådan, man holder balancen." Sådan en indsigt er god. "Vi har vores døde. Vores håb er engang selv at blive nogens." Sådanne sætninger er der strøet rundhåndet ud med. De glæder mig. Bogen handler om kærlighed. Kærlighed og fraværet af den. Hun siger det sådan her: "Mit hjerte løber foran mig. Jeg, jeg løber efter mit hjerte, jeg kan ikke være uden." Hun møder Erland, som hun engang troede skulle være hendes. Hun siger til ham: "Du skal vide, at det er så længe siden jeg sidst har været sammen med en mand, at jeg nærmest er uskyldiggjort." "Så må vi se at få dig gjort skyldig." svarede han. Nu glæder jeg mig til Doktor Bagges anagrammer.
September 2017
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane
Det er lang tid siden, jeg har turdet læse en bog om kampen mellem sorte og hvide. Der er altid så meget grusomhed, som generer mig så meget, at jeg undertiden ikke kan falde i søvn igen om natten hvis jeg ligger og tænker på de ulykkelige. Heldigvis overvandt jeg min frygt og gav mig i kast med den her bog om jernbanen. Det er en metafor for det netværk, som hjalp de op til 100000 slaver der flygtede og nåede i sikkerhed. Når bogen er til at læse er det fordi den har et sprogligt overskud. Og fordi den er bygget fint op. Og når man som jeg lige har læst Sønner af Philipp Meyer så er det en fin fortsættelse af den amerikanske historie. Et sted i bogen hedder det: "Også Amerika er en vildfarelse, den herligste af dem alle. Den hvide race tror på, at det er deres ret at tage landet. At dræbe indianerne. Føre krig. Slavefinde deres brødre. Denne nation burde ikke eksistere, hivs der var nogen retfærdighed i verden, for dens fundament er mord, tyveri og grusomhed." Men det er også en bog, som giver en indsigt i slaveriets uafrystelighed hos den enkelte. Engang ydmyget. Altid ydmyget. Og alligevel er der håb. En af hovedpersonens lidelsesfæller siger et sted: "Min herre sagde altid, at det eneste, der var farligere end en nigger med en skyder, var en nigger med en bog." Det var en god bog at læse. Selvom den fortalte om uhyrligheder, der kan holde en vågen om natten.
August 2017
Paul Auster: En by af glas
Egentlig er der tre romaner der hører til New York trilogien. Jeg kunne have fortsat, men havde fået nogle ny bøger der trak mere. Der skal tid til Auster. Der er spil på færde med identiteter og alt det vi har i vores hoved og erindring af kultur og især alle de rammefortællinger som er i vores læste overlevering. Der bruges frit af alt. Det er ikke bare en vandring gennem et New York der aldrig bliver genkendelig, så lidt som personen kan kende sig selv og mister sig selv. Det er også en vandring gennem visdommens bibliotek, som vi skal lære at administrere ordentligt. Hovedskurken i En by af glas, lærte aldrig at administrere visdommen ordentligt og så kæntrede sønnens liv. Eller er det det moderne menneske, der ikke kan administrere overleveringen og finde den rigtige vej. Jeg skal i gang med de sidste to, når jeg har afsluttet nogle andre bøger.
August 2017
Péter Nádas: Parallelle historier 1. Den tavse provins
Jeg havde sådan glædet mig til den bog. Men jeg er skuffet. Det vil jeg indrømme. Måske skulle jeg have brugt mere tid på den. Det er en stor bog. Knap 500 sider. Men der var ikke noget der tændte i mig. Bogen er en fænomenologisk beskrivelse af den menneskelige geografi. Og vi er helt nede i målebordsformatet. Med afstikkere i alle retninger. Noget som jeg godt kan genkende, men ikke i samme grad. Parallelle historier er menneskets historie. Så sammensat af egne og af andres valg, så det er umuligt at skelne. Vi er ens. Håbløs på en fælles måde. Sådan opfatter jeg hans måde at beskrive sine personer på. Verden er ens. Og umulig at forstå. Der findes ingen hjælp. Et sted skriver han: "Mødre findes ikke. Det er en ynkelig illusion. Jeg forstår dig, men du længes efter noget, der ikke findes. Gud findes heller ikke. Den slags illusioner må man før eller senere gøre op med." Øv - jeg havde sådan glædet mig. Til den store europæiske fortælling.
August 2017
John Williams: Stoner
Åh hvor var det bare godt at læse den bog. Om en mands liv. Glimtvis lidenskab, glimtvis lykke og meget ydmygt arbejde og dagligdags ro og uro. Det hele er der. Hans ægteskab lykkes aldrig. Måske til sidst: "Det var en ro, der lignede begyndelsen på kærlighed; og næsten uden at tænke over det, forstod Stoner, hvorfor den var opstået. De havde tilgivet dem selv for at have gjort hinanden fortræd, fordybet i et blik på, hvad deres liv sammen kunne have været." Den eftertænksomhed er tilstede hele romanen igennem, men især i hans overvejelser og sit liv på hans dødsleje. Han konkluderer næsten lykkeligt til allersidst: "En følelse af, hvem han var, kom over ham med pludselig styrke, og han mærkede kraften deri. Han var sig selv, og han vidste, hvad han havde været." At blive den man var. Det er godt at læse om. Og så glæden ved at læse god litteratur, hvor langsomheden er tilstede med beskrivelser, der kan tage tid. En super god bog.
August 2017
Delphine de Vigan: No og mig
Tidligere har jeg læst "Alt må vige for natten" af samme forfatter. Det var en hudløs og god bog, hvor hun usentimentalt sætter sig for at undersøge, hvorfor hendes mor ender med at tage sit eget liv. Det var en god oplevelse at læse den. Så små ting der skal til for at gøre menneskers skrøbelighed til en katastrofe. Derfor glædede jeg mig til at læse No og mig. Jeg blev ikke skuffet, men den minder mest om en ungdomsbog. Selve hovedpersonens Lous projekt i bogen er spændende. Et sted hedder det i bogen: Der er en ting der irriterer mig her i livet, og som man ikke kan gøre noget ved: Det er umuligt at lade være med at tænke. Det synes jeg nok, jeg kender. F.eks. når vi har oplevet alle de hjemløse i Paris. Jeg glemmer dem ikke og kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de kan hjælpes. Det er Lous projekt. Hun vil hjælpe No, en hjemløs pige på sin egen alder. Det er ungdommens ret at tro på ændringer. Det lykkes desværre ikke. Den er let læst. En ungdomsbog. Den ender ulykkelig. Lou må sætte No fri.
August 2017
Philipp Meyer: Rust
Det var den nyeste bog af Philipp Meyer. Det var som Sønner (se nedenfor) en ordentlig omgang. Men det var umagen værd. Det var godt at få en fuldstændig naturalistisk beskrivelse af et af de områder i Amerika, som stemte på Trump! En stort område i kuldistriktet med jernværker, hvor alt bare var rustet nu. Også menneskene. Men hvor det menneskeliges inderste væsen havde overlevet dog under kummerlige forhold. Kærlighed findes. Men den har svære vilkår. Sikke en roman. Det er godt at den slags bliver skrevet
Juli 2017
Philipp Meyer: Sønner
Det er den ultimative bog om Amerikas tilblivelse og grundvold. Den er ikke det fjerneste behagelig at læse, men jeg fik repeteret og justeret min fornemmelse af Amerika og Amerikas muligheder fo at overvinde mange forskellige slags kriser både sociale og politiske lige nu. Det er en undersøgelse af den moral som er grundlæggende i staterne. »Sådan fik Garcia jorden, ved at udrydde indianerne, og sådan var vi nødt til at få den. Og en dag er det sådan nogen vil få den fra os. Hvilket jeg opfordrer dig til at huske på.« - siger Eli til sin søn Peter. Det er gennem volden Amerika er opstået. Ikke anderledes end Europas stater. Men det er vigtigt at få repeteret. Der er også gode eksistentielle temaer i den lange roman, som var forrygende at læse. Jeg var vild med den. Og nu vil jeg i gang med hans anden roman, Rust, som lige er kommet.
Juli 2017
Elizabeth Strout: Mit navn er Lucy Barton
Det er bare en bog efter mit hjerte. Den er fortrolig og inderlig. Den er ærlig. Der er bare øjeblikke af stor genkendelse og glæde. Der sker ikke noget. Der er ingen handling. Det hele er sket. Det er sådan det er. Vi er dem vi var og det der skete os. Det er som med Jude i "Et lille liv". En stor del af hans liv bestemmes af hans fortid. Det hele. Sådan også for Lucy. Ja hendes liv er bestemt af hendes fars oplevelser under 2. verdenskrig. Der er vidunderlige eksistentielle udsagn som dette: "Det er nok sådan de fleste af os manøvrerer i verden, halvt vidende, halvt uvidende, opsøgt af erindringer der ikke kan være rigtige. Men når jeg ser andre komme gående så sikkert imod mig på fortovet som om de er helt fri for frygt, går det op for mig, at jeg ikke ved hvordan andre mennesker er. Meget af tilværelsen er det rene gætværk." Der er et ansigt bag ansigtet, som Tunström skrev i Tyven. Der er altid noget bagved. En historie. Hun skrivere senere: Ingen i hele verden kommer fra det rene ingenting. Åh, det var en god bog for mig.
Juli 2017
Atticus Lish: Forberedelse til næste liv
Det var en hæsblæsende oplevelse at læse den bog. Og jeg har set New York på vrangen. Det er en litterær fotosafari i skrøbelige kvarterer med skrøbelige mennesker. På en side kan der være 1000 billeder af det kvarter, hvor hovedpersonerne er. Det er en overlevelseshistorie. Den er så fin og porøs. Og fortæller om et forhold mellem en uigursk, kinesisk indvandrer Sou Lei, som skjuler sig og forsøger at overleve. Jeg kom til at holde rigtig meget af hende. Og af hendes overlevelseskraft. Den er stærk. Hun er alene, men knytter sig til en kæmpe og et vrag af en soldat, der har været udsendt tre gange til Irak. Han lider af ptsd. Han kæmper med dæmonerne fra krigen. På en frygtelig negativ og selvdestruktiv måde. Det er invaliderende at være i krig. Her er muligheden for at forstå det indefra. Romanen var åndeløst spændende at læse. Og jeg elskede slutningen selvom den kostede den ene af dem livet. Det er jo hørt før, at en må dø for at andre kan leve.
Juli 2017
Hanya Yanagihara: Et lille liv
Det er en rigtig lang bog. Og den er hård at læse, det gør ondt, men hvor blev jeg klogere især på at mennesker kan begynde at skære i sig selv. Jude er en af fire gode studiekammerater som følges ad gennem mange år. Bogen igennem er vi bevidste om, at Jude har været udsat for noget frygteligt, et uopretteligt svigt, som vi langsomt får viden om. Det er en bog jeg blev meget glad for at læse, fordi den fortæller om tæthed mellem mennesker og om ansvar, men også om overlevelse. Og knap nok det sidste. Fordi der kan foregå så forfærdelige ting. Puha. Det er bare en roman der er vigtig at have med i sit bibliotek. Jeg har understreget mange ting i den, men det var kun for at understrege. For mig selv. Den er til invortes brug. Det er et roman der dur. Fire vidt forskellige venner. Fire forskellige måder at leve på. Fire forskellige veje i livet. Jeg kan næste ikke komme ud af den igen.
Juli 2017
Jørgen Leth: Men jeg er her jo.
Det var en fornøjelse at læse bogen. Jeg er så glad for titlen. Men jeg er her jo. Det er det den handler om. Selvom jeg er nede i en depression, som stiller jeg mig igen til rådighed. Jeg er her. Det er godt. Han skriver: Jeg vil prøve at stå frem med et lyssyn. Nej, det skal ikke overdrives. Jeg vil stå frem som en realist. Et menneske, der ikke har opgivet. Endnu. Et menneske, der enormt godt kan lide livet og gerne vil bruge sin tid her på jorden. Uh, igen ud i det pompøse. Undskyld!
Jeg nyder hver dag. Det er ikke løgn. Ikke helt.
Eller det eksistentielle her: Jeg kommer frem. Jeg er her nu igen. Jeg fylder vand i det grønne bæger. Jeg er her. Klar til at tage mit rum i besiddelse. Klar til at være her. Jeg gider jo ikke udvide rummet. Det synlige er det, jeg ser. Altid. Forstå det nu!
Men bogen er også en solid og ærlig erkendelse af, at livet ikke er let. Det er ikke til at komme i gang med at skrive. Lave noget. Leve. Der kan være dage, der er svære og tunge at komme igennem.
Juli 20017
Peter Bastian: Altid allerede elsket
Peter Bastian ville have det dokumenteret. Hans sidste forståelse af livet. Hans møde med kristendommens Altid allerede elsket. Det er en skøn samtale mellem Tor Nørretranders og Peter Bastian 8 dage før Bastian dør. Han skriver opsamlende: Og hele den kultur jeg før har været involveret i, er en vertikal kultur herfra og opefter. Det her er en horisontal kultur, som handler om ”du er altid allerede elsket”, du kan ikke leve op til det, men du er altid allerede elsket. Kærlighed på forhånd. Der er bunker af citater her
Juni 2017
Jill Alexander Essbaum: Hausfrau
Det er en debutroman. Det er en flot debut. Jeg fulgtes med Anna med optagethed og forståelse. Det forskrækkede mig. At hun ikke forbavsede mig, forargede. Jeg kendte det fra mig selv. Utroskaben. Det er en bog om utroskab og eksistens (kærlighed). Det er en virkelig farlig bog. Lige så farlig som livet. Anna går i analyse. "Jo mindre i ét du er med dit bevidste liv, jo sortere og tættere vil din skygge være" hedder det et sted. Og Anna er ikke et med sit bevidste liv. Hun har ikke kærligheden i sit liv som en gave. Hun er gift med en træmand. Og bor ikke i sit revir. Hun er flyttet til et andet, til de nøjagtige ures liv. "Bevidsthed er betinget af sit modstykke" skrev Jung. "Al viden om selvet udspringer fra skyggens sorte rum". Jeg var rystet da jeg var færdig med bogen. Den gik tæt på mig. Der er morsomt længere citat her
Juni 2017
Andrew Lam: Kinas to sønner
Det er en god bog til ferielæsning. Den underholder godt og fortæller en interessant historie og amerikansk politik i Kina under 2. verdenskrig. Andrew Lam slutter romanen af nogle historiske noter, hvor han i korte træk ridser Dixie-missionen og de involverede personer op, ligesom han trækker tråde op i tiden til bl.a. McCarthy-tidens kommunist-jagt i USA. Jeg synes bare det er så spændende at læse om fjerne folk, deres liv, deres tro og deres vilkår. Jeg fik en masse at vide om noget jeg ikke vidste i forvejen. Lidt historieundervisning om Kina under Mao Zedong, Kinas deling. Borgerkrigen. Ingen understregninger. En lang bog.
Juni 2017
Lotte Garbers: Pendul
Jeg kendte hende ikke, Lotte Garbers. Det gør jeg nu. Og det er et rigtig godt bekendtskab. Hun skriver selv om bogen, at det er en rigtig Hvad nu hvis - bog. Hvis pendulet slår ud til ulykke. Det gør den her. Hun skriver på sin fine hjemmeside: - Hvad nu hvis livets pendul virkelig kunne komme til at svinge så langt som mellem død og lykke. Det er min sørgeligste bog, og den der har været sværest at skrive. Måske var det i virkeligheden lige her, at jeg tog en beslutning om, at bøger, de skal ikke gøre ondt, de skal gøre godt.
Den ender godt. Selvom det gør ondt at leve videre med døden og med kærligheden. Det er også en religionssamtale mellem buddhisme og kristendom. Der er bare en sætning, som jeg holder vildt meget af: Kærligheden er ikke retfærdig. Den er et privilegium.
Juni 2017
Kirsten Haman: Alene hjemme
Det er så meget Kirsten Hammann, som det kan blive, at flytte en uhåndterlig følelse af uformåenhed, skyld, selvbebrejdelse og fiasko over i et fysisk rum (lejligheden) og en fysisk krop (Sara). Sara hører ikke hjemme nogen steder. Heller ikke i sin egen krop. Det er en skræmmende bog. Ulykken og lidelsen lurer i hver eneste sætning. Intet er forløst. Kun i søvnen. Men det er en bog, som gør mig lidt klogere på, hvad det er der foregår mellem mennesker. Og på hvad vi ikke skal gøre mod hinanden.
Maj 2017
Maria Gerhardt: Transfervindue
"Musik er forbudt. Det vækker så mange følelser. “Lad være med at høre det alene,” siger de. Der er salmer om søndagen, med trænede medarbejdere, klar til at gribe dem, der bryder sammen under sang." -sådan hedder det et sted i bogen. Det er et godt billede på hudløsheden i bogen. Det er en fortrolig bog. Det er en samtale med et menneske, som ved noget om døden, der nærmer sig. Jeg var glad for at læse den. Den forestiller sig at hele nordsjælland er lavet om til et hospice. Noget der foregår i fremtiden. Det spiller ikke den store rolle. Det er den spinkle stemme. Fortrolige. Hun har selv indtalt den som lydbog, som jeg ikke har hørt. Hun blev færdig med den otte dage før sin død.
Maj 2017
Bjarne Reuter: Englene i Avignon
Den er for lang og for fantastisk. Alligevel læste jeg den færdig, fordi jeg også bare blev underholdt. Og så er der jo naturligvis en del snak om Gud. Her er et af billederne: "Jeg siger, at jeg havde en bedstefar, der havde mistet førligheden, synet og hørelsen, han sad altid på den samme stol og slog ud efter børnene med en pind. Det er det tætteste, jeg kommer på billedet af Gud." (!)