Pibekraver og Boglog

Velkommen til min omtale af bøger, jer har læst

af og om Jakob Knudsen og om Grundtvig.

Klik på titlen nedenunder

Jakob Knudsen: Angst Mod - Jakob Knudsen: Lærer Urup - Jes Fabricius Møller: Grundtvigs død - Jakob Knudsen: Inger - Jakob Knudsen: For livets skyld - Jakob Knudsen: Sind - Finn Abrahamowitz: GRUNDTVIG Danmark til lykke - Henrik Wigh-Poulsen: Vær mig nær - Jakob Knudsen: Den gamle præst - Jakob Knudsen: Et gjensyn - Jakob Knudsen: Gjæring - Afklaring - Knud Nyboe Rasmussen: Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig

28. december 2022

Jakob Knudsen: Angst Mod

Nu må jeg i gang igen med at læse Jakob Knudsen. Det er et år siden jeg begyndte i Mellerup og begyndte at læse/genlæse Knudsens forfatterskab, men der er så meget andet jeg også skal læse. Men nu har jeg fået læst Angst Mod med Viggo Mortensens forord. Som ledetråd i læsningen kan det hele samles i aftensalmens ord: "Vær mig nær, thi uden dig ensomhed mig truer! Vær mig nær, thi uden dig jeg for mørket gruer! Hold mig med din faderhånd, så jeg dig fornemmer! Fri mig ud af mørkets bånd, så min frygt jeg glemmer!" Det følger Luther hele livet igennem. Angsten for at miste sin himmelske fars kærlighed. Første bog Angst er en dybdeborende fortælling om at finde et liv som barn og som ung, som holder og er til at leve med uden angsten som følgesvend. "Det var en angst, som når han havde udført en befaling af hans faders forkert, – det var en angst som for noget evigt, noget uopretteligt!" Det er som den stakkels Karl Wintrup i Gjæring, som med et føler at han nu er fortabt, ikke bare i øjeblikket, men evigt. Her i Angst gennemspilles det igen og igen på mange måder. Hvornår begynder noget jordfast liv for Martin, og som ikke bare er et liv i "foreløbighed" som Knudsen kalder det. Da han første gang møder Ursula, så han mærker hende som en person, han måske kan elske, sker der noget: "På en måde følte han sig hende nu så fortrolig nær; at nærme sig til hende i tanken var som at nærme sig til sig selv, og han syntes, at hvis de to blev som et, da kunne han ikke længere leve i foreløbighed, da måtte han vove sig ud i lag med det evige – å, og det turde han ikke!" Det er altså helt specielt Knudsensk, at det er i kærlighedsforholdet at det evige kommer ind, at Gudsfreden kommer. "...og dog var det den eneste gang, han havde haft fred i Gud, siden sin barndom, det øjeblik, da han holdt hende i sine arme." Men der er mere i det. Den direkte vej til Gud handler om det samme: "Ja, det var endelig at slippe ud af foreløbigheden – efter alle de trøstesløse, våndefulde år! å, min barndoms Gud! Tilgiv mig min angst for dig! Det var at slippe ind i det evige og bort fra hans gamle faders myndighed."

Her kommer en række understregninger, som jeg vil vende tilbage til med tiden. De er skarpe og evangeliske:

Ja, det var endelig at slippe ud af foreløbigheden – efter alle de trøstesløse, våndefulde år! å, min barndoms Gud! Tilgiv mig min angst for dig! Det var at slippe ind i det evige og bort fra hans gamle faders myndighed.

Han bad og bad, mens tankerne vældede ind imellem fadervorets ord, da han stod for alteret ved sin første messe og tilsidst nød den hellige nadver, da var det ligesådan: Ingen frygt og ingen fremtid, men blot Gud i det evige nu!

...man kunne ikke hindre en krage i at flyve over ens hoved; når man hindrede den i at bygge rede i håret, så var det også nok.

Gud er god! Hvor havde han dog kunnet glemme det? Og han havde jo ved sit dåbsløfte forpligtet sig til aldrig at tvivle derom, han havde lovet at forsage djævelen, hans gerninger og væsen. Gud evig være priset og lovet! Det var hans højeste pligt at tro, at Gud er god!

Det var jo summen af, hvad Gud selv havde sagt til ham i hans dåbs pagt.

Hele tilværelsen var et flodsus, var en strømmen mod Guds uendelige nådes hav! Almægtige, evige fader! hvor havde det en underlig bevendthed med denne verden! Hvor spærrede den gabet op på folk, så de råbte på deres egen storhed. Og hvor betød det hele ingenting, blot man troede på, at Gud er god!

Det var jo første gang, han havde overvundet denne store angst, uden at lide den igennem, overvundet den, straks da den nærmede sig – ved troen på Gud. Tænk, hvis nu denne livvagt var ham givet for bestandig, for hele fremtiden! Ja, han ville fornemme sig selv og sit liv helt anderledes; ikke føle sig som den, der altid sad til leje hos angsten og kunne siges op uden varsel, og når det skulle være; føle sig som den, der ejede sit liv i Guds navn for Jesu Kristi skyld. Om det måske var dérfor, han nu absolut skulle se sit liv igennem fra de første år af, om det var, fordi han nu endelig skulle tage dette sit stakkels angstslagne liv i tryg besiddelse?

„Troen er det hele,“ sagde doktor Luther. „Tro indadtil kaldes fred, tro udadtil kaldes håb, og om det hele bliver virkeligt og åbenbart, da er det kærlighed.

Han talte især om gensynet i evigheden; han sagde: „Ligesom Adam, da han vågnede af sin søvn, kunne erkende Eva som kød og sit kød, således skal vi endnu bedre, fornyede i Kristus kunne kende hinanden igen.

7. april 2022

Jakob Knudsen: Lærer Urup

Det er en debatbog, der vil noget. Jeg tror, det ikke mindst er her Tidehverv har forelsket sig i Knudsen, for den handler hele tiden om det absolutte og det relative, hvad der er Gud og hvad der er verden, Luthers skelnen mellem de to regimenter, det åndelige og det verdslige. Og det er en stadigvæk fuldstændig aktuel debatbog. Undervejs sidder jeg og tænker på, hvordan der er meget i romanen der også debatteres i dag. For eksempel om den kærlige Gud:

"Ja, Gud være lovet! tænkte Urup halvhøjt; for det Jordskjælv paa hundredtusind Mennesker! At man kan see det for sine Øjne, hvem han er, som man dyrker; — ikke det humane Fjottehoved, som Folk nu vil gjøre ham til, men den evige, sande Gud, ligesaavel Naturens som Himlens Skaber, i hvem man kan baade dø og leve, sove og vaage de endeløst skiftende Evighedens Livsdøgn. — Og naar de kom med deres vamle Barmhjertigheds og Retfærdigheds Snak, da at kunne henvise dem til dette Jordskjælv, bede dem undersøge, hvorvidt dette skulde ansees for Guds Barmhjertighed eller for hans Retfærdighed. At de dog maaskee en Gang kunde komme til at indsee, at Guds Barmhjertighed og Guds Retfærdighed er dette ene: at han vil eje os, han vil være eet med os i Lykke og Ulykke, i Fryd og i Smerte, i Liv og i Død — alle det evige Livs Dage og Nætter, dets Nætter af Død, dets Dage af Liv."

Det er godt nok lidt voldsomt, men lærer Urup er ikke bange for at gå til yderligheder. Han er billedet på friskolelæreren, der fortæller af hjertet for børnene, fortæller dem at de er skabt, at de har et ansvar, at de er elskede. Han vil vække dem til dåd og gerning og alvor. Men det går ikke i den skole lærer Urup er i og han må tage konsekvensen og sige sin stilling op. For at børnene kun skal møde neutral undervisning i fædrelandshistorie og i kristendom, det kan han ikke leve med. Og derfor skal den undervisning også være frivillig. Alt der har med ånd at gøre, skal være i frivillighed. To-regimente læren skal gælde alle steder: 

"Gud er Kjærlighed, ja. Men Livet er Strenghed, Skjønhed og Orden...Og Gud skee Lov og Tak! han er ikke human, det lærer os Livet. Han er ikke blødsøden, endskjønt han er Kjærligheden selv. Han er voldsom, ubunden som Naturen. Hans Kjærlighed i sig selv har intet med Mildhed og Strenghed at gjøre, men den giver Sjælene evig Frihed. Ham maa vi tilbede, fordi vi kan ikke andet, naar vi kjender ham!"

Parallelt med lærer Urups kamp for frihed i åndelige fag, er der en spændende kriminalhistorie, hvor der sker op til flere mord på egnen og hele den humane retspraksis bliver diskuteret igennem - akkurat som den i dag kan diskuteres. Og de to sager, hvor morderen næsten ingen straf får, bliver sat i relief af Urups afskedigelse. 

"Og saa meldte Tanken sig jo: dér spadserede han frit omkring, dette Menneskedyr, — og Urup selv gik hindret, tvungen, snart straffet — med Afskedigelse!"

Jeg tror man kommer meget tæt på Knudsen i den her roman. Han giver virkelig sig selv i debatten og hans genuint grundtvigske opdragelse kommer til orde.

"Det sande Liv, det evige Liv — det maatte jo rumme i sig ligesaa vel jordisk Død som jordisk Liv. Det evige Liv var jo dog det at kjende Gud og ham, han udsendte, Jesus Kristus, — og saa vel for Resten atter og atter at dø og opstaa — — ja, ja — dø og opstaa evindelig i Samfund med Gud og hans evige Skabning."

5. april 2022

Jes Fabricius Møller: Grundtvigs død

Ved min indsættelse i embedet som præst i Mellerup valgmenighed fik jeg en gave af Erik Skafte Overgaard, som havde været vikar i kirken. Grundtvigs død, var titlen. Jeg lagde den forsigtigt gavebordet og tænkte, at med den titel kunne det sagtens vente lidt med læsningen. Nu har jeg læst den. Titlen tager godt nok udgangspunkt i Grundtvigs død, men handler langt mere om virkningen af den og af kæmpens liv. Sådan beskrives Grundtvigs død i samtiden: ”Da Ligvognen var naaet til Vartov, standsede den uden for Kirken. Døren stod aaben, Orgelet spillede, og snart tonede: ”Krist stod op af Døde”, gjennem den bølgende Mængde. Da de, der stode nærmest Kisten, vare færdige, tonede endnu de sidste Linier fra den bageste Ende af Toget. Det er paa flere Steder med Føje blevet bemærket, at dette var det mest gribende Øieblik af hele Højtideligheden her i Byen, ligesom der vist ogsaa med Grund er blevet sagt, at en saadan psalmesyngende Menneskemængde næppe er gaaet gjennem Kjøbenhavns Gader i mange Aarhundreder”. Det har været en kæmpe begivenhed. Men hans betydning i eftertiden er også kæmpe stor og lang som optoget, men måske lidt større end hans død kan bære. Det er en livfuld og befriende, næsten grundtvigsk tilgang Jes Fabricius Møller har til den gamle af dage. Han tager fat i alle de vigtige områder, som vi især forbinder med Grundtvig. Den mageløse opdagelse, højskolen, demokratiet, den grundtvigske bevægelse og velfærdssamfundet, hvor få her for meget og færre for lidt.

'Der gik ingen lige linje fra Grundtvigs syn på fortid og kristendom til det danske folkestyre. Grundtvig var ikke forudsætningen for den relativt hurtigt opnåede danske (relative) velfærd efter 1864. Højskolerne blev ikke skabt af Grundtvig, men delvis i Grundtvigs ånd, og Grundtvig skabte ikke andelsbevægelsen. Påstandene er myten. Ikke desto mindre lever myten og definerer Danmark som kulturnation, ikke mindst fordi vi ikke har så stor lyst til selv at anfægte det smukke og harmoniske billede, generationer har tegnet af den gamles betydning for stammens overordnede selvfølelse.' Sådan konkluderer Ejvind Larsen i Information. Det er en god grundtvigbog. Den er skrevet med et klarsyn som kommer af, at forfatteren bruger sin egen fortid i den grundtvigske bevægelse kombineret med ønsket om at læse rigtigt, når eftervirkningerne af Grundtvigs død ikke skal overdrives. Så tak for gaven Erik.

2. marts 2022

Jakob Knudsen: Inger

"...han faldt for første Gang i Forundring over et Par øjne: det var, som en Dør gik op til en rigt smykket Sal, så lystigt tindrende var de." Knudsen har et godt øje til kvinden. Det her er fortræffeligt. Og romanen er bestemt også fortræffelig, selvom den igen er hæsblæsende for læseren, men det jeg tænker på romanpersonernes liv med al den tålmodighed de må have. Der går år før de elskende får hinanden. Det er et trekantsdrama mellem Inger og de to bejlere, Ditlev og Mogens. Hele bogen handler om hvad der er sømmeligt og retteligt ifølge sæd og skik i et samfund med dets skrevne og uskrevne love overfor, hvad det enkelte menneske mener er sømmeligt og ret, når bare de følger kærligheden. Og ind i det hele, hvilken rolle kristendommen spiller i den diskussion. Hele tiden mens jeg læste den, tænkte jeg, at det her nærmest er højaktuelt i vores tid, hvor vi hver især lever som om vi er instruktører i vores eget liv, og hvor der ikke er grund til at tage hensyn til hvad andre eller samfundet mener. Det giver voldsom frihed, men der er på den anden side heller ikke noget at hvile i. Pastor Nissen er Knudsens talerør. Da Inger og Ditlev begynder at leve sammen, efter at Mogens, som nu er gift med Inger, er flyttet, taler han for første gang til Ditlev om noget han havde forsømt: "Thi det er Samfundet, der alene bestemmer, hvad der er Ære, og hvad der er Skam. I har krænket Samfundets Moral og Love, sådan som de nu er..." De må adskilles. I årevis. Til sidst i romanen samles det hele i en tale til valgmenigheden af Ditlevs far (der er præst i folkekirken) efter at Ditlev og Inger har fået hinanden og er flyttet hjem igen og er blevet accepteret af valgmenigheden(!): "Men om den kristelige Forsonlighed har jeg dette at sige: Den er ikke Glæmsel af det forbigangne, men den er en samtidig Tilgivelse af det nærværende. — Den er vedholdende Tro på Gudskraften hos en Medkristen, selv da, når det Naturlige hos ham viser sig allermest blandet og urent. Ja, dét er kristelig Tålsomhed: at tro på et Menneskes Guds-samfund og dele det med ham, alt imens man måskee fordømmer hele hans samtidige ydre Færd og Handlemåde." Og allersidst: "Thi vi er alle uopløselig bundne til det menneskelige Samfund. Det fornemmer vi ikke så stærkt, mens vi er derinde, og Båndet, som knytter os dertil, hedder Ære. Men kommer vi udenfor Samfundets Love, da mærkes vor Bundethed, thi da hedder Lænken: Skam." Det er spænædende at tænke på, hvad Knudsen ville have skrevet om sådan en trekant i dag. Jeg tror det samme.

13. februar 2022

Jakob Knudsen: For livets skyld

Hele tiden er der bare så mange små finurligheder hos Jakob Knudsen, som jeg glemmer at gøre opmærksom på. Små sjove ord. F.eks. om en mand, der kun var almindelig sogne-religiøs! Det ord skal jeg huske. Bogen handler om samfundets lov, som skal holdes for at der ikke skal blive kaos, men samfundets lov overtrumfes undertiden for livets skyld. "Den handler om at mødes, at skilles og at mødes igen. Den handler om Thomas, der møder tjenestepigen Karen, men som skilles fra hende, fordi hans mor gennemtvinger et fornuftsægteskab med Amalie, der måske nok trænger til reparation, men som økonomisk er et meget bedre parti. Og den handler om den vage Thomas’ opgør med moderen, hans skilsmisse og hans genforening med Karen. Alt sammen som oplæg til nogle overvejelser om skilsmissens berettigelse, lagt i munden på den gamle præst (Martin Zerlang i Jordens grøde)". Men det er en fin og gennemarbejdet lille roman med mange billeder. Karen bliver som ukrudtet efter lugningen af gulerødderne, men hun bliver reddet til sidst og kommer til sin ret. Den erfarne og prøvede præst skal alene afgøre, hvad der skal ske. Det er mange år siden...Det er en roman der går ind for skilsmisse for livets skyld. Det kendte han jo til, Knudsen.

6. februar 2022

Jakob Knudsen: Sind

Allerede fra begyndelsen af romanen er følelserne vågne og pulsen sættes op, for det er bare en dreng i konfirmationsalderen der er på vej til at komme for sent hjem. Anders løber og løber. Hvad vil far ikke sige? Nej, han vil slå. Sådan er det. Men i aften er det ikke drengen, det kommer til at gå ud over. Faren har en anden mission; han skal hævde retfærdigheden. Naboen lader sine heste græsse på hans engstykke. Det er dramatisk hver gang jeg læser Knudsen. "Sind" betyder her egensindig vilje og en heftig vilje. Det har faren og det får sønnen med sig, selvom han egentlig slet ikke har lyst til det. Han tænker om faren "For hvis nu hans Fader havde Uret, så fik Gud jo også Uret. — Men så måtte hans Fader jo altid have Ret!". Altså når faren er ude for at straffe naboen. Det er voldsomt for drengen Anders: "Billedet af hans Fader havde han fået styrtet ned, det lå knust på Jorden, syntes han; men med det samme var det, ligesom Gud var forsvunden af hans Verden. Dette Stykke blå Himmel højt oppe — det viste sig sletikke, det var helt blevet borte; han syntes, det var ligesom han havde villet tage Gibsningen af et gammelt Stueloft, fordi den var grim og snavset, — men så havde han med det samme fået Loftet, Taget, hele Huset ned over sig."

Efter at have gjort oprør mod faren, så går det alligevel sådan at han kommer til at forlænge sin far. Det på trods af, at han har fundet kærligheden. På et tidspunkt opleves det sådan: "Virkeligheden den var jo dog her i disse Enge, denne Aftenhimmel, denne Sol og hendes Kjærlighed! — Og denne Virkelighed skulde han aldrig miste, den skulde altid vende tilbage--å, Gud! — det var den Virkelighed, som nu engang ikke kunde forandres! Disse Enge, denne Himmel, denne Sol og hendes Kjærlighed! — »å, Gud!« bad han, »fri mig fra mig selv, når jeg vil kalde dette Sorg: at Din Kjærlighed og hendes Kjærlighed aldrig kan forandres!« Og så går det så helt galt. Hans elskede Gertrud har en far, som tror han kan gøre alt. Tage den fælles eng som sin egen. Pløje den og høste den. Så bliver Anders som sin far. Han kan ikke lade være med at bekæmpe uretfærdigheden. Altså 1800-tallet og begyndelsen af det næste århundrede var barske løjer. Læs 'Forbrydelse og straf' af Dostojevski, hvor Raskolnikov synes det er rimeligt at bekæmpe uretfærdigheden ved at at slå den gamle pantelånerske ihjel. Det samme mener Anders i Sind. Han har 'sind' til at hævne retfærdigheden - trods kærligheden. Det er næsten det mest utrolige i romanen. Kærligheden til Gertud formilder ham ikke. Faren sidder i ham. Urokkeligt. Anders  bliver dobbeltmorder. Og mister selv livet. Knudsen forlader os nu. Så må vi selv sidde med at finde ud af hvor vi selv er i historien. Voldsomheden hos Knudsen er stor. Han lader magter stå mod magter. Her er der jo ingen tvivl hos mig. Anders tager fejl. Han lader ikke hævnen være Guds. Og lader ikke kærligheden være billede på det store, der kan vise langmodighed. Men alligevel åbner Knudsen på sidste side en positiv side at forbrydelsen. "Men det kan godt være, te hvis I ikke havde lært Anders at kjende — og alt dét var ikke skeet, — så var I alligevel aldrig kommen ind såen til det Dybeste hos jer selv, det Evige, — såen ind til at mødes med Gud.«-- Præsten blev ved at snakke. Niels og Kirstine søgte at finde Meningen deri. Gjatrid sad blot og tænkte på Anders."

Sådan slutter romanen. Det er baske løjer at læse Knudsen...

1. februar 2022

Finn Abrahamowitz: GRUNDTVIG Danmark til lykke

Den har jeg virkelig manglet at læse, denne store og gode biografi om Grundtvig. Nu ved jeg mere. Det er en af årsagerne til at det kan betale sig at læse. Og så har jeg fået det hele serveret i et let og enkelt sprog, hvor livsafsnit følger på livsafsnit, og med Grundtvigs liv bliver det spændende i sig selv, et menneske, der lever udspændt mellem at leve eller ikke, og som går til kamp mod al død og ikke mindst alt dødbideri. Alt for ofte kunne jeg ikke lægge den fra mig. Nu føler jeg mig lidt mere klædt på til mit ny arbejde som valgmenighedspræst, for den kirkelige frihed var en af hans store kampe. 

“Min ånd er oplyst nok til at fatte dydens højeste princip, min forstand lader sig villig overtyde om, at den moralske lovgivning har sin forbindende kraft i sig selv. Men hvorfra henter jeg kraft til at udføre dens bud? … Jo, takket være Jesu skønne lære, ofte fornyede den mit mod i fortvivlelsens stund, og trøstede mig i nødens time … Den frydefulde tanke, jeg skal leve, når jeg dør, den skal være min kraftige trøst i alle de rystelser som forestår.”

Sådan skriver han allerede som helt ung om evighedstanken, som var så uopgivelig for ham. At leve evigt både her i slægten bagud og nu og siden hos Gud. Med ansigtet vendt mod Gud og livet kunne han alt. Indtil tilværelsen skubbede med ham så han kom til at vende forkert og han faldt ud i mørket. Efter hans første depression i 1810 skrev han til en ven:

“Gud er uforanderlig kærlighed over for mig, dét er hans løfte; det er bare mig, der er foranderlig, omskiftelig, svingende i mit sind. Jeg vil herefter ikke bygge på mine egne følelser om Gud, men på Guds trofaste pagt med mig i dåben, – ja, i dåbspagten med tilsigelsen af alle mine synders nådige forladelse, når jeg forsager, – når jeg vil forsage; ja, det er den faste grund for mig urolige menneskebarn.”

Og han kunne have været gode venner med Løgstrup:

“Der er brudstykker i os af det ved synden forstyrrede Guds billede, brudstykker ej blot af Guds-kundskab i forstand og samvittighed, men også af Guds kærlighed i de ædle følelser, som rører hjertet: i medlidenhed med de ulykkelige, barmhjertighed mod de trængende, forsonlighed mod de overilede, harme over åbenbar uretfærdighed, og frem for alt ærbødighed for den klare sandhed, afsky for lumskhed og falskhed; det finder vi men alt sammen svagt, så svagt, at det næsten altid var som forsvundet i fristelsens time … når det skulle bevise sin kraft.”

Og så får han den ene åbenbaring efter den anden. 1823 til 1825 er det den mageløse opdagelse.

“Sakramenterne er tegn, for så vidt der med synlige tegn sker en legemlig handling; men med disse synlige tegn er noget usynligt forbundet; thi vore sakramenter forrettes ikke tavse, men under fremførelse af det underfuldt usynlige som er lagt på vor tunge til at forbinde ånd og legeme: det er ordet, og her ikke vores afmægtige ord, men Jesu almagts ord, om hvilke han vidner: de er liv og ånd … Ved dåben vil Gud levendegøre troen på Jesus Kristus … Ved nadveren vil Gud levendegøre kærligheden, troen på vor enhed med frelseren og med hinanden, og således skabe det kærligheds bånd der skal evindelig forene os som lemmer på ét legeme … I dåben begyndes der, hvad skal fuldendes i nadveren.”

Da jeg nu i denne retning uafladeligt grublede, læste og skrev under bøn og påkaldelse, se, da slog det mig i et velsignet øjeblik: at det mageløse vidnesbyrd, jeg så møjsommeligt ledte om i hele åndens verden, det gennemlød som en himmelrøst hele tiden og kristenheden i den apostoliske trosbekendelse ved dåben. Hermed var for mig lyset tændt og loddet kastet; thi at “vandbadet i ordet”, altså dåbsordet, er den kristelige livskilde, det havde Luther jo straks lært mig … Rationalisternes skriftkritik og skriftfortolkning måtte herved i mine øjne tabe sin brod og hele sin farlighed for menigheden.”

I 1837 skriver han sådan her om kirke og skole:

“Kirken skifter aldrig grund / … med sin tro og med sin pagt / med sin grundvold én gang lagt: /ordet af vor Herre … Ej med skolen er det så /der er alt i gære … / Kirken skal med jorden stå / skolen skal med solen gå / riget at oplyse!”

I 1848 hedder det sådan om kvinde og mand. 

“Thi ånden som kraften og hjertet som kilden er det, som giver menneskelivet sin dobbelte skikkelse som mandkøn og kvindekøn, ingenlunde som modsætninger, men som halvdele der behøver og tiltrækker hinanden … De to skal vorde ét! … Thi kun da er menneskelivet virkelig forklaret, når ånd og hjerte er frit forenet i et kærligt og klart begreb.”

I 1851 skrev han sådan til sin Marie

Kærlighed og evigt liv

de er ét i grunden:

Livet som et guddomsbliv,

hjertets røst i munden,

kærlighed med guddoms-rod,

kilden hvoraf livets flod

evig klar udspringer.

I sin indvielsestale hans nyoprettede højskole Marielyst (1856) taler han om mennesket, “denne forunderlige skabning af støv og muld, der dog med ordet, det fuglevingede ord på tungen, bærer lyset usynligt i sig, kan bære et helt himmerig eller helvede i sig og bærer sædvanlig lidt af begge dele.” Dette menneske er det skolens formål at lære om “sig selv og sin næste, som er det folk, han tilhører, deler lykke og ulykke, skam og ære med.” Opgaven er “at oplyse ungdommen om det menneskeliv, indvortes og udvortes, som ligger os alle nærmest, om vort fælles fædreland, hvor vi skal leve og dø og virke, og om vort fælles modersmål, hvorpå vi ene kan udtrykke vore tanker og følelser.” Det skal ske på en måde, så vi kan “leve et betænksomt, nyttigt, virksomt og fornøjeligt liv”. Det skal kort sagt “bringe livet for lyset og bringe lyset ind i livet.”

Finn abrahamowitz konkluderer:

Grundtvigs liv er i enestående grad farvet af dette tema: Det store ja til livet og den store vægren mod døden, mod al dødhed og dødbideri. Grundtvig bliver den usædvanligt stærke livselsker, fordi han med sin depressive grundklang i en grad, man sjældent ser, oplever, hvor truet livet er, hvor tæt døden og udslettelsen vandrer med os hele tiden som en stille påmindelse om livets alvor.

14. januar 2022

Henrik Wigh-Poulsen: Vær mig nær

Samtidig med at jeg læste 'Den gamle præst' læste jeg også den her. Det var en stor fornøjelse og den var så spændende. Den blev som en kriminalroman, jo længere jeg kom frem. Og så kom jeg for alvor tæt på Jakob Knudsen, så som jeg ønsker det nu. Og overalt leder jeg efter det, som er kernen i hans tanker, liv og forfatterskab. Og der kommer den her bog virkelig tæt på med Knudsens egen brevlitteratur og hans næres. Hans kvinders. Wigh-Poulsen slår fast fra start:

Gudsforholdet bliver hos Knudsen aldrig det filosofiske, uvedkommende, abstrakte og med mange velovervejede ord omgærdede, som vi kender det fra mange teologers indforståede diskurs. For det er jo så enkelt som det. Som at møde en anden, som at vide sig kendt, holdt om, løftet og båret, de mørke nætter såvel som de solfyldte morgener.

Men der er godt nok meget, jeg ikke forstår. Måske fordi det ikke bliver sagt så tydeligt, som vi ville gøre det i vores tid. Det erotiske er ikke på tale. Men når der står, at Sofie står mellem Jakob og Gud og derfor må Jakob forlade Sofie. Han kan ikke bede sammen med hende! Så giver det ingen mening for mig. Det er virkelig en speget historie om en ung præstefamilie, der kommer til Mellerup. Mand, kone og tre børn. Men Knudsen søger mere Marie Møller, tjenestepigen, end Sofie, konen. Og sådan fremdeles. Men hvor er det spændende at læse videre for at finde ind til Knudsens liv. Hans valg er sådan her:

Vi må lide »Ensomhedens Lidelser, Ensomhedens Rædsler«, som er de værste af alle. Eller vi må genetablere et levende forhold til et andet menneske, »hvorudfra vi kan faa alt afgjort«. Det er den måde, vi kommer i forhold til Guds rige: gennem hengivelsen til det andet menneske hengiver vi os til Gud som vores far.

Teologisk er jeg lidt fortabt, når det hele handler om trosbekendelsens ord, for her "lærer både Grundtvig og Knudsen, det dåbens ord, hvorpå vi har rigtigt hjemme, men nu som Guds børn i et genvundet paradis, de levendes land. I trosbekendelsens ord møder Gud os i sin søn, og vi skænkes freden over al forstand." "»...kun naar vi tror og bekender Troens Ord, og naar vi beder vort Fadervor, har vi, og beholder vi, Adgang til vor himmelske Fader, kun i dette Ord finder Mødet Sted mellem Gud og os«. Troens ord er derfor noget man kan hvile i, løst fra alle sine indbildninger, sine krampagtige forsøg på at fastholde og skabe noget, der ikke er. Med den har man faet hjemme.

Man skal ind og tænke Knudsens historie med, hans barndom hos en far, der var som en Gud. Det handler mange af hans romaner om. Et gjensyn for eksempel. Wigh-Poulsen skriver: "Barnet i haven. Det var et billede Knudsen ofte greb til i sine romaner og livsfilosofiske redegørelser siden hen, som et eksempel på mennesket under myndighed. Hengivelse, ægthed og umiddelbar lykke, lydighed hersker, hvor individet hegnes af større livsmagter: faderen, familien, slægten, fædrelandet, Gud i himlen."

Jeg tror Wigh-Poulsen er allertættest på en forståelse af Knudsens liv, når han i forlængelse af Knudsens  søster håber at Knudsen vil opgive sin strenghed overfor børnene: "Moderen kunne de komme til. Måske var det derfor Knudsen søgte netop det moderlige, søsterlige, kvindelige, det milde og givende, hvor han kunne være til, glemme sig selv og føle Guds fred."

Det er en meget spændende bog for mig at læse. Wigh-Poulsen skriver fornemt og godt. Også om de romaner, blandt andet Den gamle Præst, hvor Knudsen ikke kan lade være med at komme ind på dramaet i Mellerup, da han blev skilt og gift igen.

14. januar 2022

Jakob Knudsen: Den gamle præst

Den læste jeg meget tidligt i mit liv. Jeg var begyndt at samle bøger. Gyldendals Tranebøger, var det vel. I slutningen af tresserne. Den gjorde et stort indtryk på mig dengang. Nu har jeg læst den igen samtidig med at jeg læser Wigh Poulsens "Vær mig nær" - om Jakob Knudsens skilsmisse og nyt giftermål i Mellerup. Nu ser jeg den i en ny sammenhæng, hvor der er mange referencer til Knudsens egen historie i Mellerup og til hele hans syn på det århundrede han lever i. 

"Denne Blomkaal havde for Resten sin egen Historie. Blomkaalsdyrkningen var for et Par Aar siden blevet anbefalet den vakte Brindsted-Befolkning af en Landbrugskandidat, som foruden om folkelige og kristelige Emner tillige talte om Havesager. Hans Anvisning var blevet taget saa ivrig til Følge, saa at man i denne Sommer havde ligefrem Overflod af Blomkaal i Brindsted, og Lugten af stuvet Blomkaal var, saavel for Fjender som Venner af Foredragsforeningen, paa en underlig Maade smeltet sammen med Forestillingen om eller Følelsen af aandelig Vækkelse." 

Det er så morsomt og skarpt. Hans kritik af det kunstige ved den åndelige vækkelse. Det var ikke ham og dog var han en del af den. Hans baggrund i det grundtvigske løber han aldrig fra, men der skulle være rod i to ting: det sande menneskeliv og i Gud. At have rod i evigheden, det er kernen i Knudsens forfatterskab. At leve livet evigt. Det er det, det betyder. Angsten for at miste den rod og så have sit liv i verden. Det giver hele uroen. Og Knudsen finder den i det dobbelte forhold. Forholdet til kvinden, hvor han har sit hjem og så forholdet til Gud. Her noget som jeg stadigvæk ikke kan gennemskue. Men at leve livet evigt, ved jeg nu, hvad han mener med. 

Pastor Jensen står for den åndelige vækkelse, som ikke dur til noget. De vil springe over deres egen syndighed og gå lige ind i ideen om at leve som Bjergprædikenen ønsker, men så kommer Knudsen med dette fine billede:

Naar man skal køre i sin Vogn fra Aalborg til Kolding, saa gælder det først om den første Mil fra Aalborg, — den maa man først se at komme over, saa kan man senere tage fat paa Resten. Og saaledes bør vi da i vore Dage lade de Tanker ganske rolig ligge om at afskaffe Krig og Ejendom, Øvrighed og Straf. Gjorde vi nemlig det, saa kom vi slet ikke over den første Mil af Vejen, endsige længere. Derfor er det jo lige sikkert, at vi maa nødvendig vide hele Tiden, hvor vi skal hen, ellers kommer vi der jo heller ikke; og det bør ogsaa holdes fast baade i Tanke og i Ord til Tid og Sted.

Hvor Knudsen er i romanen er den gamle præst, Castbjerg. Her er noget af det smukkeste i hele romanen: 

Paa Salens mørktferniserede Gulv trak Solpletterne endnu frem og tilbage, men de var lidt blegere, ligesom mere aftenvemodige, end da han sidst gik her igennem til sit Værelse. Han stod en Stund og saa paa dem og følte sig saa — — lykkeligt løst fra alt timeligt, hvilende i denne underlig frigjorte, sjælelige Stilhed, som han selv ansaa for det evige her paa Jorden, og som han kaldte Tro. Det havde i de senere Aar ellers mest været Savnet af de elskede døde, som helt kunde skyde hans Baad fra Land — ud paa disse stille Vande; men i dette Øjeblik følte han sig ikke blot frigjort af og løst fra al Jordelivets Smerte, men fra alle dets Baand, dets snævre Skranker og Regler, hvilende alene, som det syntes ham, i Evighedens Ansvar for Gud. Hvor velsignet var ikke dette Sted! hans eget Hus, hans Barndoms Hjem! at Gud her vilde komme til ham i Stilheden og ruste ham til de bratte Afgørelsers Strid. „Du Evige! Du Evige!“ sagde han halvhøjt — og i dette Øjeblik følte han selv ingen Alder, han var snarere ti end halvfjerdsindstyve Aar, eller lige saa lidt det ene som det andet.

Han saa sig endnu en Gang om i denne fredelige, for ham saa minderige Stue — med de glidende Solpletter; og fortsatte saa sin Vandring — i den Forvisning, at nu skulde han tage hele Sagen i sin Haand, fordi han havde faaet Magten dertil.

Det har virkelig været spændende at vende tilbage til den roman.

9. januar 2022

Jakob Knudsen: Et gjensyn

Det er virkelig en flot roman. Lag på lag afdækkes og sammenhænge afsløres. Der er spejlinger og paralleler. Og sproget er nogle steder mageløst, som når Hammer beskriver gåturene i sin barndoms have  på Herstedgård sammen med sin far: 

Jeg skal sige Dem: han gik ogsaa og holdt Bøn derude i Haven; jeg har aldrig hørt ham bede; men derfor er jeg lige sikker derpaa; og han har da ogsaa selv engang saa godt som sagt mig det. — Og naar nu iblandt os Søskende, imens vi var Børn, der var én, som havde noget paa Samvittigheden, der trykkede ham, og han var ulykkelig — og vi Søskende har allesammen, som Børn, været nogle Særlinge med disse Ængstelser og Selvbebrejdelser, som De jo da kun altfor godt véd jeg er endnu — saa kunde der vel gaa lang Tid, inden vedkommende kunde faa sig dertil: men tilsidst vovede han sig dog altid derud til Fader, hvor han vandrede om Morgenen i Hasselgangen, og naar man da havde faaet talt ud til ham og havde faaet sit Hjærte lettet, da var det, som vi gik i Himmerige eller i Paradisets Have.

Og her er vi allerede langt ind i alle lagene af handling. Der er ingen tvivl om, at Knudsen her beskriver sin egen far, når denne var som Gud Skaber selv og han som barn fulgtes med ham. Den anden side af faderen finder vi også i Hammers beskrivelse af sit liv med en far der udøvede myndighed og samtidig var hård og barsk og fordrede absolut lydighed af sine børn. Det førte Hammer ind i skyld og skam som bliver så slemt at han næsten ikke kan begå sig i livet. Han gør oprør, revolterer, men føler at han bliver nødt til at søge tilgivelse hos faderen. Da er det for sent. Faderen sidder død ude i haven som en gallionsfigur. Og Hammer kan ikke finde fred. Han udtrykket det sådan:

„Jeg har ogsaa længtes efter Gud, og jeg har længtes efter Mennesker — men at leve saadan det er et usselt Liv! Det er et Hundeliv! — — tilmed naar man saa skal kjøbe dette jammerlige Venteliv med disse sindssyge Samvittighedspinsler i Sjælen, som jeg nu maa udstaa. — Derfor vilde jeg ogsaa ønske, jeg var død.“

Her kommer et udtryk, som jeg straks tænker på, som måske har noget med et andet udtryk, som Knudsen brugte. "Venteliv", siger Hammer. Et andet sted skriver Knudsen om at 'vi skal leve livet evigt'. Den unge kandidat Lund, der overtager hans job, får denne historie fortalt. Så er vi i romanen oppe i det øverste lag igen, for det kan Lund spejle sig i, men forstå samtidig, at Han har en anden udvej, sit forhold til Gud. Der er en fin samtale, hvor en af personerne siger sådan her:

„Aa, jeg ved ikke,“ sagde Fruen, — „jeg bad til Gud som Barn, og kunde vel ogsaa nu, hvis det faldt mig naturligt; men — jeg synes: det er Barnets Ret at bede til Gud; det vilde blive barnagtigt for mig nu. — Nej, — jeg kan ikke udtrykke det bedre, end at jeg længes efter ham; men det er ogsaa saa dejligt; det gjør jo ogsaa alle Blomster og Fugle — ja, al Verden, tænker jeg; og det er saa skjønt at længes sammen med den hele Skabning, saa behøver man ikke at lukke nogen ude; for jeg er vis paa, at selv den allerværste Forbryder længes efter Gud.“

Det er så smukt, synes jeg. Det er barnets ret at bede. Voksne må længes. Kandidat Lund har oplevet det tragiske, som han også kender fra sit eget liv, men drager en anden vej end Hammer. Lund (alias Knudsen) fortsætter ad tilværelsens havegange, som han også kendte som barn i sin faders præstegårdshave. 

5. januar 2022

Jakob Knudsen: Gjæring - Afklaring

Jeg havde ikke læst den før. Det er spændende at komme ind i en helt anden tid og et helt andet liv. En helt anden tankeverden. Og det er nødvendigt at huske sin 1800-tals historie med romantik, naturalisme og brandesianisme, de gudelige vækkelser med grundtvigianisme og Indremission. Og det historiske med grundloven og i den her dobbeltroman provisorieårene, hvor skolelæreren og præsten går ind for at oprette riffelforeninger!!! Gjæring er dannelsesromanens første del og handler om hvad der danner Karl Wintrup i barndom og ungdom. Det er spændende at følge. Jeg kan lide Knudsens lidenskabelige og ligefremme fortællinger om afgørende oplevelser i barndommen. Karl glemmer sig selv i sin enhed med naturen og er lykkelig, men på grund af onkel Jørgens indflydelse på ham har hen en følelse af ulydighed, når han oplever det. Onkel Jørgen har den der bastante opdeling af verden i jætter og åndskæmper, onde og gode, og det må Karl kæmpe med ikke mindst da han opdager seksualiteten. Så kommer ulydigheden frem igen. 

»Sikken Knejt, Du er! Hvad løber Du herude paa Holmen efter?« sagde hun, da han stod bag Stakken, ganske forvirret — og uden at turde se paa hende, for hun havde vist sletikke bundet sin Særk i Halsen.

»Sæt Dig ned, saa skal A knytt’ Dit Halsklæde,« sagde hun og lo.

Han lagde sig paa Knæ — det var for ham, som om noget tyngede ham ned med Magt — og hun tog fat i hans lille Silketørklæde. Men i næste Øjeblik slap hun det, slog Armene om ham og knugede hans Ansigt ind mod sit nøgne Bryst.

Han strittede imod, det bedste han kunde, og fik ogsaa i et Nu revet sig løs.

Han havde aldrig før prøvet denne Angst for, at Livet med eet Slag skal være bleven ødelagt for En i Tid og Evighed. Han ligefrem snappede efter Vejret under den druknende Fornemmelse af at synke under Laag, bort fra al Lykke og alt Lys.

Karl syntes aldrig før han ret havde vidst, hvilken uhyre Rigdom hans Liv dog havde rummet — før nu, da han vist skulde miste det altsammen. Hele den store, dejlige Kamp mellem Folkeaanden og Jætterne, den skulde han aldrig komme med i, — for han var jo styrtet ned i Jætteverdnen og laa lænket dér — ja, det var jo netop Gerd, der havde haft fat i ham!

Den der følelse af fortabthed og noget afgørende der er indtruffet, - den er genkendelig. Det kan jeg huske fra min egen barndom. Der er virkelig frelse og fortabelse til stede i de år. Også den måde Knudsen skriver om Karls oplevelser af verden udenfor onkel Jørgens "have" er spændende og genkendelig. Det er enkel og ligefrem litterær autofiktion. Der er rigtig mange ting, der er gode at dykke ned i for en læsekreds, som starter her i januar måned i Knudsens gamle præstegård i Mellerup. Ikke mindst er det Karls forhold til de to kvinder i hans liv, Henriette fra "haven" og Rebekka fra brandesianismen. Det sidste foregår i anden del, Afklaring. Og det er forrygende og spændende. Ikke mindst i forholdet til Rebekka er der drøn på afklaringen af hvilken livsanskuelse, der er holdbarhed i. "Tror du, jeg vil hengive mig til en Mand, der tænker paa allehaande andre Ting end mig – paa Farer og Fremtid og Synd og Samvittighed", siger hun et sted. Men allermest interessant er det, hvordan Knudsen får Karl til at vende tilbage til hjemmet igen. Tilbage til "haven". Grundtvigs salme 'De levendes land' bliver broen tilbage som Karl kan gå ad og hans egen oplevelse af en menighed, hvor mange er ikke er særligt meget ved, men som alligevel bliver stedet for forkyndelsen af Guds kærlighed. Det er virkelighed. Og så bliver Karl højskolemand og laver sit program: “Saa vil jeg tale om, at man skal dyrke Gud og tjene ham alene, og hverken forgude Menneskelivet og dets Love, saadan som Onkel Jørgen paa en Maade gjorde overfor os Børn i gamle Dage, – eller forgude Naturen, som Rebekka vilde have mig dertil.” Der er meget at hente hos Knudsen.

2. december 2021

Knud Nyboe Rasmussen: Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig

Det er en hurtig og letlæst bog, som giver mig et billede af Jakob Knudsens (JK) tankeverden. 

"For ret at elske livet ”trods synd og død”, for ret at turde favne den nye dag og give sig hen til den som til et elsket menneske, da skal man ”hvile i Gud”.

Sådan hedder det et sted og det udfoldes nærmere sådan her:

"I anden sammenhæng kalder Knudsen det at hvile i Gud for ”at leve livet evigt”. Og dermed mener han, at leve sådan, at man ”ved lykkens omskiftelser kun bliver bekræftet i den erfaring, at de betyder intet, livet i og for sig er alt, selve det, at man trods alt dog lever og ånder, at man har solen og verdens skønhed gratis for øje, at man kan betragte livets rige mangfoldighed, dets omvekslinger, dets op og ned og selv omtumles deraf, mens man dog altid hviler i Gud, har det evige liv, eller, som man også kan kalde det: lever livet evigt”.

At leve livet evigt. Det er et spændende udsagn. Det kan jeg lide. At livet i og for sig er alt, siger JK så. Det er også godt, men jeg forstår det ikke. Det er jo også alle lykkens omskiftelser. Lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad. Jorderigs guld er prægtig muld, Himlen er ene af salighed fuld. Synger Kingo. Men det betyder da noget. At leve livet med evigheden som fortegn, med en vilje til at dannes til evigheden, er at alt betyder noget. Og jeg vil mene at alle de mennesker vi binder os til i medgang og i modgang bliver af endnu større betydning, når vi hviler i Gud og takker ham for alle omskiftelser vi oplever. For mig må at leve evigt være mere at se det altsammen som Guds gode gaver vi har fået som en velsignelse og som en hånd fra Gud. Livet er de andre. 

"Når et menneske derfor lader sig bære af den evighed, som med Kristus er kommet os nær, dvs. når et menneske lader saligheden være noget, som er gemt hos Gud, og som kommer til os fra ham med hans ord og hans Ånd, da får mennesket ved denne tro på Guds rige ro og mod til at lade verden være, hvad den er – uden af denne verden at skulle vente sig det umulige: den fuldkomne lykke eller mening, eller hvad vi nu vil kalde det, som vi længes efter."

Det bliver altså lidt for pilgrimsagtigt. Jeg tror verdens gode gaver bliver ekstra gode, når Guds rige føjer glæden og taknemmeligheden til. Livet er godt og meningsfuldt i sig selv. Så godt at vi undertiden får en lysoplevelse ud af. Og at vi bagefter tænker at det var en hilsen fra Gud.

I bogen er der et meget smukt billede, som åbner for en drøm hos JK, en drøm som finder sin opfyldelse i  evangeliets tilsagn om Guds kærlighed. Og det behøver ikke at være en tro, som ikke er virkelig og fuldvågen: 

”Hvor jeg elsker dig, solsort. Den verden, der bliver omkring dig, når du viser dig. Denne tilværelsens hemmelige lykke! Du ejer den på din måde. Du er født i den. Du kommer inde fra den.” Men så tilføjer Knudsen det i denne sammenhæng afgørende: ”Jeg skal vejen om ad nådens Gud og døden for at nå derhen virkeligt. Hils ham fra mig, solsort, hils ham, Skaberen! Jeg skal nok nå det – fuldvågent, virkeligt. Men nu drømmer jeg om det, solsort, jeg drømmer, at jeg er som dig!”

Det er bestemt en bog, som også er god at diskutere med.