Pibekraver og Boglog

2. spetmber 2019

Marcel Proust: I skyggen af unge piger i blomst 2

Det er en vidunderlig bog som skal læses langsomt. Det er derfor jeg læser den i sengen. Der er bedre tid. Tempoet er sat ned. Så kan jeg ligge og læse en udsigt fra Balbec, fra Granhotel, gennem ruderne ud til havet, om morgenen, om middagen, om aftenen. Det er en fantastisk sansning Proust har bevaret gennem årene.Jeg kan godt se det flimrende og spejlende på det varme vand i Lillebælt i min barndom. Og jeg kan godt se 'et lille slæng af piger' som jeg kunne have lyst til at slutte mig til, hvis jeg turde. Så sansningen og spændingen ved ankomsten til havet er fælles og jeg husker og forstår meget bedre. Hvor er det bare så fantastisk beskrevet. Det er et impressionistisk billede af havet han skriver. Så mange år efter. Tiden er virkelig ikke tabt. Den er genvunden. Og bevaret gennem årene som en skat. Det er nærmest guddommeligt. Synes jeg. 

Her kommer nogle citater, som jeg synes er vigtige:

"Det er derfor, størstedelen af vores erindring ligger uden for os selv, i et regnfuldt pust, i et værelses indelukkede lugt eller i lugten, når en ild første gang blusser op, alle vegne hvor vi af os selv finder det vores intelligens ikke havde brug for og derfor ringeagtede, den sidste rest af fortiden, den bedste, den som, når alle vores tårer ser ud til at være tørret ind, stadig kan få os til at græde. Uden for os selv? Inden i os selv, rettere sagt, men skjult for vort eget blik, i en mere eller mindre langvarig glemsel. Det er takket være denne glemsel alene, at vi fra tid til anden kan genfinde det væsen vi var, og stille os over for tingene som dette væsen stod, lide på ny, fordi vi ikke længere er os selv, men ham, og fordi han elskede hvad nu for os er ligegyldigt." Det er hans opskrift i det her binde. Tror jeg.

Det her er et lidt langt citat, men det er så smukt et billede på den rigtige rejse. Efter at være forladt af sin mormor, rejser han nu alene mod Balbec. Han har været så nervøs for rejsen, at alt ville gå galt. Men nu gribes han af rejsen, det nye og af at det forandrer sig.

"Solopgangene hører til det der ledsager lange jernbanerejser, ligesom de hårdkogte æg, de illustrerede blade, kortspillene og floderne hvor både strider sig frem uden at komme ud af stedet. På et tidspunkt opregnede jeg alle de tanker der havde opfyldt mig i løbet af de foregående minutter, for at blive klar over om jeg havde sovet eller ej (og selve den usikkerhed som fik mig til at stille spørgsmålet, var ved at give mig et bekræftende svar), da jeg i vinduesruden, oven over en lille, mørk lund, kunne se nogle små, fintudskårne skyer, hvis bløde dun var af en rosa farve, der var stivnet, død, og ikke mere ændrer sig, ligesom den der farver fjerene på den vinge som har optaget den i sig, eller den pastel hvor den er afsat af malerens indfald. Men jeg kunne tværtimod mærke at farven hverken skyldtes inerti eller lune, men nødvendighed og liv. Snart hobede der sig lysvæld op bag ved den. Den fik liv, himlen antog en dyb rosenrød farve, som jeg anstrengte mig for at se bedre ved at klæbe mine øjne til ruden, for jeg følte, at den stod i forhold til naturens dybeste eksistens, men da jernbanelinjen skiftede retning, drejede toget sig, og morgenscenen erstattedes i vinduesrammen af en natlig landsby med tage der var blå af måneskin, med et vaskehus som glinsede af nattens mælkehvide perlemor, under en himmel der endnu var bestrøet med alle sine stjerner, og jeg blev ked af at have mistet min rosa himmelstribe, da jeg på ny fik øje på den, men denne gang rød, i vinduet overfor, som den forlod ved endnu en bue på jernbanestrækningen; så at jeg tilbragte tiden med at løbe fra det ene vindue til det andet for at sammenføre, for til samme nye lærred at overføre de midlertidige og modstillede fragmenter af min skønne skarlagensrøde og omskiftelige morgen og se den i total og som ubrudt tableau." Jamen det er da guddommeligt. 

Og så drømmer han om alt der kan ske. Jeg kan kalde billeder frem at de samme billeder frem af det samme fra min ungdoms tog- og busrejser. Ja bare et spejlbillede i bussen glas kunne sætte lignende drømme i gang.

"Landskabet blev kuperet, stejlt, og toget standsede ved en lille station mellem to bjerge. I slugtens bund, ved bredden af den brusende strøm, kunne man kun se et lille ledvogterhus som ragede ud i vandet der løb i vindueshøjde. Kan et væsen være frembragt af en jordbund hvis særlige charme man smager i hende, så måtte det i endnu højere grad end den bondepige jeg så stærkt havde ønsket mig ville dukke op da jeg gik alene omkring i retning ad Méséglise, i skoven ved Roussainville, være den høje pige jeg så komme ud fra dette hus og ad stien, i skrålyset fra den opgående sol, gå hen mod stationen mens hun bar en mælkejunge. I dalen, hvor disse højdedrag skjulte den omgivende verden, så hun næppe nogensinde andre mennesker end på disse tog som kun gjorde holdt et øjeblik. Hun gik langs med togstammen, mens hun tilbød nogle rejsende, der var vågnet, kaffe med mælk. Fyldt med purpurrødme i morgenlysets genskær, var hendes ansigt mere rosa end himlen. Ved synet af hende følte jeg det begær efter at leve, som genfødes i os hver gang vi på ny bliver os skønheden og lykken bevidst." Det er så godt.

Og så kommer eftertanken: "Jeg lod mælkesælgersken nyde godt af, at det var hele mit væsen, i stand til at smage livsalig vellyst, der befandt sig foran hende. Almindeligvis er det med et væsen, reduceret til et minimum, vi lever; de fleste af vores åndsevner forbliver i en slummer, fordi de hviler i vanen, som ved, hvad der skal gøres, og ikke har brug for dem. Men denne rejsemorgen havde afbrækket i tilværelsens rutiner, forandringen i tid og sted, gjort deres nærvær uomgængeligt."

Så hans skuffelse over Balbecs Mariastatue i kirken i Balbec:

"Jomfruen af Balbec, den enestående (hvilket, desværre! betød den eneste), der på sit legeme, tilsværtet af den samme sod som nabohusene, uden igen at kunne slippe af med det ville have fremvist sporet efter min kridtstump og bogstaverne i mit navn for alle sine beundrere, som var kommet dér for at betragte hende, og endelig var det hende, det udødelige og gennem så lang tid attråede kunstværk, jeg fandt var forvandlet, sammen med kirken selv, til en lille gammel kone i sten, hvis højde jeg kunne udmåle, og hvis rynker jeg kunne tælle."

Da han kommer til værelset i Balbec på Gran Hotel bliver han skrækslagen ved værelset, fordi han jo ikke er vant til det. Så skriver han skarpt: "Det er vores opmærksomhed der placerer genstandene i et værelse, og vanen som fjerner dem og gør plads til os selv."

Så kommer mormor tilbage til ham, men han var så nervøs: "Uden nogen verden, noget værelse, nogen krop der ikke var truet af de omgivende fjender, eller hvor feberen ikke var trængt helt ind i knoglerne, var jeg alene, havde jeg lyst til at dø. Da trådte min mormor ind; og straks åbnede der sig endeløse rum for mit trængte hjertes svulmen."

Han var nært forbunden med hende og især var han afhængig af hende. Han skriver: "...når jeg var sammen med min mormor, at hvor stor min sorg end var, ville den blive mødt med endnu større barmhjertighed; alt hvad der var mit, mine bekymringer, min vilje, ville hos min mormor blive understøttet af en drift mod at bevare og forøge min livskraft som var anderledes stærk end den jeg selv var i besiddelse af; og mine tanker forlængedes i hende uden at måtte tåle nogen afbøjning fordi de fra mit sind overgik til hendes uden at skifte miljø eller person."

Og angsten for at miste dagligdagen og dens mennesker:

"Og angsten for en fremtid hvor vi fratages det at ses og være sammen med dem vi elsker, dér hvor vi i dag finder den mest kostelige glæde, så langt fra at bortvejres så vokser denne angst hvis vi tænker på at der til et sådant savn føjes noget som lige nu synes os endnu mere grusomt: slet ikke at føle det som nogen smerte, forblive ligegyldig; for i så fald ville vort jeg have forandret sig, det ville ikke mere blot være vor families, vor elskerindes, vore venners charme som ikke længere omgav os; vor kærlighed til dem ville være så fuldkommen bortrevet fra vort hjerte af hvilket den i dag udgør en anselig del, at vi ville kunne finde fornøjelse i denne tilværelse hvor vi var adskilt fra dem, en tilværelse vi i dag tænker på med skræk; for os ville det altså være en sand død, en død som ganske vist følges af en opstandelse, men i et anderledes jeg, som de dele af det gamle jeg der er dømt til at dø, ikke kan svinge sig op til at elske."

Han livsanskuelse er lys:

"Utvivlsomt er det ikke den sunde sans der er «den mest udbredte ting af verden», men godheden. I de fjerneste, de mest fortabte hjørner af verden, forundres man over at se den blomstre af sig selv, ligesom i en afsondret dal en valmue magen til dem i resten af verden, den som aldrig har set dem og aldrig har kendt til andet end blæsten der til tider får dens enlige røde hætte til at skælve. Selv om denne godhed, hvis den er lammet af egennytten, ikke bliver udøvet, så findes den alligevel, og hver gang intet egoistisk motiv forhindrer den deri, for eksempel under læsningen af en roman eller avis, så svulmer den og retter sig, selv hos den der, skønt morderisk i tilværelsen, er forblevet ømhjertet som feuilletonelsker, imod den svage, imod den retfærdige og den forfulgte."

Albertine, en af de unge piger i blomst:

"Efter at jeg havde set Albertine, havde jeg hver dag gjort mig tusinder af overvejelser om hende, med det jeg kaldte for hende, havde jeg forfulgt en hel indre samtale hvor jeg lod hende udspørge, svare, tænke, handle, og i den ubestemt lange række af forestillede Albertiner der time for time afløste hinanden inden i mig, optrådte den virkelige Albertine set på stranden kun i spidsen, ligesom «skaberen» af en rolle, stjernen, i en lang række af forestillinger kun optræder i de allerførste. Denne Albertine var næppe mere end et omrids, alt hvad der lagde sig oveni, var af egen avl, så meget vigtigere er i kærligheden det der kommer fra os selv – hvis man endda nøjes med at indtage et mængdesynspunkt – end det der kommer til os fra den elskede. Og dette er sandt om de allervirkeligste forelskelser."

"Det er med glæder som med fotografier. Det man tager i det elskede væsens nærværelse, er kun et negativ, man fremkalder det senere når man er kommet hjem, når man igen har det indre mørkekammer til sin rådighed, hvis indgang er «fordømt» så snart man er sammen med nogen."

Jeg glæder mig fortsat over Proust. Det er godt