Bordtaler

Bordtale til s. s. i hellig3konger

 

Kære menighed

Nu inviteres I til et mindesamvær her i nadveren. Ikke en afslutning, men en begyndelse, for det er et mindesamvær med Gud som bragte evigheden ind i vort daglige liv. Lige fra bjergets gode forklaring er vi nede i den trængte påskeuge, hvor Jesus indhentes af hele verdens nedrighed, men her i fællesspisningens velsignede tid forudsiger han, at det slet ikke er slut, for der er gået hul på evigheden. Og vi er inviteret med ind.

Og nu vil evigheden gælde alle. Det sidste citat fra Gregersen i min prædiken bruger jeg lige igen. Det lød sådan her:

”Men det gælder også om at forstå, at gudsriget, der er evighedens nærvær i nuet, aldrig kan forblive i nuet, men må trække både fortiden og fremtiden med sig, fordi det gælder om at redde alt det i et menneskes liv, som der er evighed i, fordi der er en iboende betydning i det.”

Det er værd at overveje. Det er et øjeblik her ved nadveren som er fyldt med betydning. Det gælder fortid og fremtid og lige nu. Gud er god og vil følges med os.

Lad os alle bede

Bordtale til 2.s.e. helligtrekonger

 

Kære menighed

Jeg sluttede min prædiken med at citere Ida Jessen. Jeg vil bruge en sætning mere fra hendes tekst nu som indledning til måltidet her, hvor Jesus siger han vil være i vin og brød og siden hen vil være i os.

Hun siger: ”Arbejdet består i at overvinde sine fordomme, sin automatik, sig selv.”

Jeg ved godt at det er hendes program for sig selv når hun skriver. Men nu vil vi bruge det som program for os, når vi går her fra. Her møder vi Guds vidunderligt raslende træer i brisen og Guds egen søn, som vil være med os, derfor skal vi lade os forvandle. Forvandle fra kun evig og altid kun at leve i vores fordomme om andre og om naboen og om samfundet. Det bliver som en automatik. Livet er noget bras. Og du og jeg er heller ikke så meget værd.

Men nu hvor vi har mødt Gud i brød og vin må vi skifte perspektiv. Gud er god. Det er det vi aldrig må glemme. Derfor må arbejdet for os bestå i at glemme vores trang til fordømmelse af andre og af os selv.

Fra nu af skal vi huske hvad der blev sagt med dåbens vand, at vi er Guds børn. Derfor skal vi også leve under de fantastiske vilkår.

Lad os alle bede

Bordtale til 4.s. i advent

 

Kære menighed

At blive et selv, bliver vi ikke af os selv. Vi bliver det gennem andre. Især andre der ikke ligner os, men som bidrager til at vi bliver bredere og mere nuancerede som mennesker. Flerstemmige og flerfarvede. Mangfoldige for at kunne være i mangfoldige sammenhænge. Jeg ved jeg har brug for det. Min identitet er en sammenstykket størrelse, hvor mange personer har sat deres aftryk og spiller med når jeg er mig.

Nu skal vi være fælles om brød og vin. Nu skal vi fejre Jesu sidste måltid med sine disciple og os. Her beder han os om at optage hans aftryk i os. Han er sammen med os nu. Og vi skal lade os mærke af hans måde at leve på med øje for de svage og de, der bliver isoleret af sygdom og ensomhed. Her hjælpes vi til at blive forbundne med hinanden, fordi det samme brød og den samme vin nu vil være i os.

Lad os alle bede

Bordtale til Alle helgens dag

 

Kære menighed

Og så skal vi huske taknemmeligheden, som Anna Mejlhede også skrev om i sin bog Håbets Ø, hvor hun fortæller om Finn, på hvis gravsten der står "Tak for alt", men hvis det havde stået til ham selv, skulle der have stået: "Desuden medvirkede..." og så skulle alle vennernes navne have stået der.

Det er alle helgen arbejdet vi skal gøre i dag, tænke med stor taknemmelighed på alle dem, der var salt og lys i vores liv fra vi var ganske små og som gjorde os duelige til at springe ud af mørket og ind i lyset, som satte os i stand til at komme ud af os selv og ind i fællesskabet med andre mennesker.

Og måske især minde os om, at har vi mistet den, som var meningen med vores liv, så at blive ved med at takke for det der var og som stadig vil være der.

Så er vi på vej ind i fællesskabet, som Gud vil have det. Det bedste sted at mindes sine døde er her ved mindemåltidet for Guds store kærlighed til os.

Lad os alle bede

Bordtale til 19.s.e. trinitatis

 

Kære menighed

Nu står der skum fra bølgetop,

og blæsten river ned og op,

hvad Gud en sommer skabte.

Nu kan alene kærlighed

forhindre, at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.

- skal vi synge i den sidste salme i dag. Det som dagens prædiken ikke mindst handlede om.  At alene Guds og menneskers kærlighed kan give os tro og mod. At kærligheden er og altid har været omdrejningspunktet fra det øjeblik Gud skabte jorden og os der fik lov til at leve på den, så vi ikke synker ned i bitterhed – fortabte.

Her mellem modenhed og død

velsign os med den sidste glød

af jordens lyse sommer,

og bryd så sindets frøskal ned,

så alt i os er kærlighed

den nat, da kulden kommer.

I kærlighed er himmelstigen som Gud rækker os igen og igen. I dåb og nadver og i ordet der rammer os, når Gud kalder på os. En stige der også når ned i det Stine Pilgaard kaldte sorgens have. Den må vi besøge igen og igen, så alt i os er kærlighed.

Lad os alle bede

Bordtale

17.s.e.trinitatis

  

Kære menighed

“Tilgivelsen var åbenbar i de første favntag på trappen og gik med os ind i rummene, stod i atmosfæren som en ordløs kraft hen over bordet og måltidet mens vi spiste, gik ind i mundene med brødet, maden og vinen og fyldte vores kroppe med aflad.”

- skrev Anne Marie Løn, og hun har ikke skrevet det uden, at hun har tænkt gudstjenestens nadver med, for det er så præcis beskrivelse af nadverens funktion.

Lige nu, fordi kærligheden aldrig ophører, er tilgivelsen til stede hen over nadverbordet. Tilgivelsen vil gå med os ind i mundene med brødet og vinen og fylde vores kroppe med tilgivelse.

Derefter kan vi, lettede og med fornyet selvrespekt, endnu engang forsøge forfra at leve et helligt liv og levned ved ikke at hykle, hade, surmule, sladre og være misundelige, men forsøge at tale sandt, være ærlige, ikke mindst overfor os selv, være flittige, trøste de sørgende, hjælpe de nødlidende og besøge de syge.

Det er en anden af kirkefædrene, der foreslår os de enkle regler for at leve et helligt liv og levned.

Vi kan jo altid forsøge. Men lad os begynde med at feste i stedet for at faste.

Lad os alle bede

 

Bordtale 15.s.e.trinitatis

 

Det handler ikke om vores tro eller forestillinger om, hvem Gud er, men det handler om, hvem Gud siger, at vi er.

Det fik vi at vide i vores dåb. Vi er børn af Gud. Vi er en del af Guds rige, når bare vi vil lade være med at tro, at vi selv skal klare det hele.

Det får vi også at vide her, hvor vi nu samles om søndagens hellige nadver. Her ser og mærker vi, hvordan kristendommen henviser os til fællesskabet. Her sidder vi bænket side om side med hinanden. Her slipper vi for et øjeblik det rastløse liv med uroen for mange ting. Og vi bliver opmærksomme på, at vi lever af Guds nåde og at vi lever i et fællesskab.

Her i nadveren siger Gud til os, at Gud elsker os uanset al vores rastløshed og uro. Her giver Gud os del i det ene fornødne, som er at tro på, at vi er gode nok i Guds øjne takket være hans kærlighed til os. Det er lige så sikkert, som vi kan smage vinen og brødet.

Lad os alle bede

Bordtale til 13. s.e.trinitatis

 

Kære menighed

"...det eneste der kan hjælpe, er kendskabet til Gud, som hvert enkelt menneske bærer i sig, er det så kun som det mindste sennepsfrø, der dog kan vokse sig stort og stærkt, når Herren kommer til os som forårsregn, der væder jorden, og således kan det, der synes svagt, ja næsten redningsløst fortabt, bevares og vente på sin tid, der kan komme før man aner det, men som man ikke selv kan hverken fremme eller forhale." – skriver forfatteren Niels Brunse et sted i sin danske fortolkning af Shakespeares Hamlet.

Det er at vandre årvågent med Gud. Og Gud lader sin forårsregn regne frugtbart ned over os, så vi, der synes svage og små og næsten redningsløst fortabte, kan vokse og stadig vandre med og mod Gud.

Nadveren nu er ikke mindst en forårsregn, for her får vi at vide, at selvom vi næsten er redningsløst fortabte, så har Gud tillid til os. Og synes vi undertiden at handle gudløst, så kommer han til os nu i brød og vin og minder os om, at Gud stadigvæk er en del af os, som Gud var det fra begyndelsen af. Takket være som evangeliet slutter til i dag med ordene om at Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.

Lad os alle bede

Bordtale

9.s.e.trinitatis

 

Målt på langs er livet kort

Men lodret målt uendeligt

- skriver Benny Andersen i et digt. Nu inviteres vi til et enestående måltid. Enestående, fordi det som alle dybt seriøse måltider i sig har en både horisontal vinkel og en vertikal. Et måltid både på langs og lodret.

Her mødes vi nu ved kirkens spisebord pyntet med dug og blomster og lys og brød og vin. Akkurat, som når vi har fest derhjemme. Vi er i øjenhøjde med hinanden, men samtidig får vi her at vide, at Gud altså åbenbarede sig i et menneskes liv, for at vi skulle forstå, at menneskelivet er helligt.

Her mødes det vertikale med det horisontale. Det møde bliver et kors. I den kærlighed, som viste sig der, da Gud blev menneske på jorden, er livet stadigvæk kort på langs, men det er uendeligt i troen. Her kommer vi til troen på det evige liv.

I brød og vin er alt det, vi lever af. Og Gud er i det. Brød og vin bliver her til mere end bare overlevelse til i morgen. Brød og vin bliver her til uendelig glæde.

Lad os alle bede

Bordtale til Pinsedag

 

Kære menighed

Jeg har læst en sætning, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Og den her gang bliver nok heller ikke den sidste. Sætningen lyder sådan her:

”I en vis forstand er Jesu liv en gentagelse af det som Gud antyder med skabelsen.”

Det er igen med forlov min foretrukne teolog for tiden, Marilynne Robinson, som siger det i et essay.

Jeg har ofte selv været inde på det samme. Det tror jeg mange har. At evangeliernes fortællinger om den side af Gud som er Kristus, ganske enkelt er en reminder til os om, hvad det vil sige at være et menneske af ånd, et sandfærdigt menneske. Og så lader han det menneske fødes, Jesus fra Nazareth. Og det liv han lever, er en gentagelse af det som Gud antyder med skabelsen.

Det er sådan det er. Og det er ham vi er sammen med nu. Liggende på knæ eller stående som vi nu kan det bedst. Men her ved alterbordet er vi sammen med det Gud antyder med sin skabelse. Der her vi kan få lov til at begynde forfra.

Her møder vi det menneske der giver sig selv for det Gud ville med mennesket. Og vi får del i ham. Som brød og vin. Nu handler det om at vi lader ånden gøre det hele levende. Så vi for alvor bliver levende.

Lad os alle bede

Bordtale til Kristi Himmelfarts dag

 

Kære menighed

Intet andet sted er samtalen mellem himmel og jord så intens som her ved kirkens spisebord. Vi kalder det et alter, men Gud har ingen brug for ofre. Gud at brug for at tale med sine børn om det liv de lever. Derfor et det i vores kirke et spisebord hvor vi sætter lys og blomster, fordi vi har noget at fejre. Vi har fint besøg. Besøg af Gud selv. Guds menneskelige side. Kristus.

Det er det, der sker her i nadveren. Her er himmelstigen. Her er Gud nærværende.

Og her er vi sammen med hinanden på tværs over alterskranken, men også på tværs af alle skybrud og alle tider og inderst inde nynne med på omkvædet fra sangen skybrud.

Alle de mennesker

jeg har elsket

befinder sig stadig

et sted i mig

et sted i mig

Amen

Bordtale til 4.s.e. påske

 

Kære menighed

Nadveren viser ikke bare indad og opad. Det gør den også, for her sidder vi med vores liv, med hele vores viden om det liv vi har levet, så godt vi kan fortælle os det ærligt, og her sidder vi med bønnen til Gud om at forlade os vor skyld. Men vi sidder også ved siden af hinanden. Og så sker der noget.

Det der sker, er følgende:

I nadveren er Kristus iblandt os som den, der tjener. Det hørte vi om skærtorsdag aften. Efter nadveren i kirken går vi ud i dagligdagen. Her kan vi møde den nødlidende næste og i ham eller hende møder Kristus os som den, vi, der kommer fra alterbordet, nu må tjene til gengæld, for at alt må blive fælles i kærlighed.

Alterbordet rækker op i evigheden, men rækker bestemt også ud i morgendagen, hvor vi møder vores næste. Her skal vi være til stede med alt i os, der er forbundet med tro håb og kærlighed.

Lad os alle bede

Bordtale til 2. påskedag

 

endnu en dag

i himlen på jorden

Det er slutningen på et digt af Birthe Arnbak, som er vidunderlig og god. Den kan være den bedste opskrift på, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Det er at leve sådan, at vi altid er åbne for at møde himlen her på jorden, at det er fremtidens muligheder, der er åbne og ikke fortidens forsømmelser. Det er, at vi altid vil have så meget tro på livet, at vi tør tro, det er i Guds hænder. At himmel og jord rækker ind i hinanden altid.

På samme vis som vi nu går til bords omkring et himmelsk måltid, hvor Gud sidder for bordenden. I skærtorsdags aftens måltid af vin og brød kommer himlen os ganske nær, så vi kan røre ved den. I påsken blev Jesus til vin og brød i vores liv. Han bragte himlen ned på jorden ved at vise os Guds kærlighed og vilje. En kærlighed som ikke gik på kompromis med det onde og derfor måtte lide, men derigennem også brød ondskabens kredsløb og sejrede og åbnede himlen og fremtiden.

Lad os alle bede:

Bordtale til Påskedag

 

Min bordtale til i dag har jeg hentet hos biskop Kyril af Jerusalem, der levede midt i det fjerde århundrede. Han skriver:

”Lad os frimodigt få del i Kristi legeme og blod. Thi legemet gives dig i brødets skikkelse, og blodet gives dig i vinens skikkelse, sådan at du, når du bliver delagtig i Kristi legeme og blod, bliver ét legeme og blod med ham. Således bliver vi kristusbærere, fordi hans legeme og blod overgives til vore lemmer. Således bliver vi ifølge den salige Peter “delagtige i guddommelig natur”.

Kære menighed

Det er bare så stort at få lov til at gå til alters påskedag. På den måde er vi også med til at give krop til Kristi kirke. Ja vi bliver selv kirke. Og dermed støtter vi en lang kamp for, at livet har uendelig værdi. Livet er altid livet værd.

Den Himmel, som Kristus lever i, er hos os og vi giver ham liv, når vi for alvor tror, at Himlen er det bedste udtryk for håb.

I al ydmyghed, bare med det mindste håb og lidt bøn, samt lidt brød og vin kan vi nu alle blive Kristusbærere.

Lad os alle bede

Bordtale til Skærtorsdag

 

Kære menighed

Jeg vil citere Erik A. Nielsen igen: “Indfrielsen sker ved, at ens eksistens og livsførelse står til rådighed for den forvandling og frugtbargørelse, ordet opfordrer til og forsøger at vække.”

Ved indstiftelse af nadveren gav Jesus os den allerstørste gave, som vi glædes over søndag efter søndag. Og hver eneste søndag forsøger vi at stille vor eksistens og livsførelse til rådighed for den forvandling og frugtbargørelse, som nadveren antænder i os. Tænk hvor er det dog en utrolig handling, at vi her med mund og øjne og ører modtager et håndfast og velsmagende bevis på, at Gud vil være et med os. Som brødet og vinen forenes med vores krop, sådan forenes vi med Gud. Han godtager os. Han elsker os.

Forvandlingen består i, at vi får nyt mod. At vi kan begynde på en frisk. Gud elsker dig, siger nadveren. Vi svarer ved at gå ud i livet med en ny glæde. Vi svarer ved at føle os hjemme i livet, selvom vi måske lige har været bange for, hvad der ville ske med vores liv.

Styrkede går vi her fra om lidt. Går videre mod det liv, der er evigt. Det er altså store ord, det her. Vi må have store ører for at høre dem. Og fra nu af må vi handle storslået.

Lad os alle bede

Bordtale til Palmesøndag

 

Kære menighed

Ordet forkyndes ikke kun gennem ordet på prædikestolen. Nu forkyndes ordet gennem et måltid. Det er godt nok ikke noget stort måltid. Ikke sådan set med øjet. En lille oblat som er noget tør i det. Og en lille slurk god portvin. Det er ikke stort at se på.

Men det er et privilegium at være med til, for det er et kærlighedsmåltid. Her sidder treenigheden selv for bordenden og vi knæler ned så godt vi kan med vores gamle knæ eller viser en indre ydmyghed og siger tak fordi vi blev budt med.

Her siger Gud til os at vi er hans. Og vi forstår at kærligheden ikke er retfærdig, men et privilegium. Kærligheden fra Gud er en gave.

Nu vil vi siden gå herfra og dele gavmildt ud af samme kærlighed og ikke tænke om det er retfærdigt eller ej, men bare give andre det privilegium at vi er gavmilde mod dem.

Lad os alle bede

Bordtale til midfaste i Mellerup

 

Kære menighed

Kristus i verden betyder at livets mening og hensigt hele tiden er at blive til i modtagelse og videregivelse. Kristus i verden betyder Kristus i os. Nu er vi Kristi legeme i verden. Det er os der skriver det næste testamente. Nu har vi hørt, hvordan Guds magt i verden er at modtage og at videregive. Og her ved nadverbordet får vi ovenikøbet at vide, at Jesu giver sit liv til verden og beder for sine bødler.

Derfor er fejringen af nadveren så vigtig. Den virkeliggør hans liv i os og vores liv i ham. Når vi går ud og deler med hinanden. Og tilgiver hinanden.

Da Luther engang blev spurgt, hvordan man kunne vide, om man var gået værdigt til alters, skulle han have svaret, at det kunne man vide deraf, om man, når man havde været til alters, glad og gerne tilgav sin næste. Og så tilføjede han; og det er det springende punkt i hans svar: Hvis ikke du kan tilgive din næste glad og gerne, så skynd dig til alters, indtil du får det lært. Det svar gør det tydeligt, at det at modtage nadveren er at være i en proces, som nadveren er med til at holde i gang.

Processen at leve livet evigt i et spejl af Kristus.

Lad os alle bede

Bordtale til 2.s. i fasten

 

Iben Thranholm skrev også i det jeg citerede fra i prædikenen:

- Vi behøver ikke at vente med at komme til Gud, indtil vi har en fast tro. Vi behøver kun at sige til Gud, at vi gerne vil tro. Så sker der noget. Det er viljen, der er afgørende. Ikke følelserne. Gud belønner vores beslutning om at lukke ham ind i vores liv med at give os troen. Det er et samarbejde.

Det, synes jeg, er værd at efterprøve.

Og det er det, vi gør lige nu. Og gør søndag efter søndag. Som tillidsfulde børn går vi til alters, fordi vi gerne vil modtage det daglige brød af Gud selv, og dermed også det brød, der varer til evigt liv.

Med vores deltagelse i nadveren siger vi, at vi gerne vil tro på Gud. Så sker der noget. Fordi vi gør vores indsats, får vi Gud med i vores liv. Det er jo ganske enkelt. Her ligger vi på knæ eller står op og modtager livet af Gud. Her bliver vi restaureret. Vi får en ny mulighed for at komme i et frugtbart samarbejde med Gud.

Lad os alle bede

Bordtale til Fastelavns søndag

 

Kære menighed

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Måske må vi på baggrund af Paulus’ fine formulering indse, at selverkendelse ikke er at finde sin egen sandhed, men at indse sit væsens livslange gådefuldhed. Efter mange års stirren ind i spejlet, synes jeg ikke jeg har nærmet mig sandheden om mig selv ret meget. Men gådefuldheden har jeg nærmet mig uden at komme nærmere et sandt billede af mig selv.

Et sted i mit liv har jeg dog fået hjælp. Og det er her ved nadverbordet. For her kan jeg granske mit selv i Kristi gådefulde spejl. Her stirrer jeg ikke på mig selv, men på så meget mere end mig selv. Og her indser jeg, at jeg er som den blinde tigger ved Jerikos port. Jeg har brug for alt, hvis jeg endelig skal finde mig selv.

Her ved bordet ser vi ind i påskens største under der binder skærtorsdag og påskedag sammen. Kærligheden overvinder døden og oprejser livet i Kristus, som vi nu lever af som dagligt brød og vin på denne jord.

Lad os alle bede

Bordtale til Septuagesima søndag

 

Kære menighed

”At leve i troen på Kristus handler om at blive til et åndeligt legeme, hvad der forudsætter, at Kristus selv bor i mennesket, og at Guds Ånd selv er til stede mellem mennesker som den guddommelige kraft, der forbinder mennesker med hinanden.

Grundtanken er her den, at det jordiske og det himmelske, det materielle og det åndelige, ikke er to adskilte verdener, men hører sammen. Vi kan kun leve og overleve, fordi Guds livgivende ånd strømmer gennem os. Gud er den, i hvem vi lever, røres og er”.

Det er noget jeg delvis har hentet i en ny samtidsteologi som kom sidste år skrevet af en professor Niels Henrik Gregersen i København. Jeg læser det lige igen, for det er koncentreret:

”At leve i troen på Kristus handler om at blive til et åndeligt legeme, hvad der forudsætter, at Kristus selv bor i mennesket, og at Guds Ånd selv er til stede mellem mennesker som den guddommelige kraft, der forbinder mennesker med hinanden.

Grundtanken er her den, at det jordiske og det himmelske, det materielle og det åndelige, ikke er to adskilte verdener, men hører sammen. Vi kan kun leve og overleve, fordi Guds livgivende ånd strømmer gennem os. Gud er den, i hvem vi lever, røres og er”.

Det er det, der sker nu, hvor vi hører ordene: Dette er mit legeme. Dette er mit blod. Vi spiser ordet og ordet er nu i os, så vi kan gå ud og satse på livet på Guds ord.

I Jesu navn går vi til bords.

Lad os alle bede

Bordtale til

4.s.e. Helligtrekonger

 

Kære menighed

Det er den håndsrækning Peter får af Jesus, der transformerer angsten til håb og undergangen til blot at være en overgang.

Det er på en måde højdepunktet i dagens evangelium. Og det bliver allermest tydeligt nu, hvor vi for alvor skal samles ved en transformatorstation. Det er det alterbordet er, for her forvandles vores mådelige og jordbundne liv til noget, der er forbundet med evigheden. Her kommer vi dagligdags mennesker til at sidde til bords med Gud og alle hans engle.

Her får vi en håndsrækning fra det høje, en hjælp til at ændre struktur i vort liv, og en tro på, at livet ikke skal leves i frygt og angst, men i glæde og kærlighed. Vi skal vove det hele. Aldrig nøjes med skuffelsen og tvivlen.

Her får vi en håndsrækning fra Gud selv. Han kommer til os mærkbart i brød og vin. Og nu skal vi lade os smitte af den håndsrækning og selv blive en håndsrækning i andre menneskers liv.

 Lad os alle bede

Bordtale til 2.s.e.helligtrekonger

 

Kære menighed

Nu kan vi gentage det hele fra prædikenens husholdningsteori til et dybere lag, nu ikke vandets, men brødets og vinens betydning.

Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat et brød og sagde: Dette er mit legeme.

Lige så også brødet og sagde: Drik alle heraf. Dette bæger er den nye pagt ved mit blod som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Her har vi igen den daglige husholdnings brød og glædens vin som nu i indstiftelsesordene gennemstråles af Guds skaberord: Dette er mit legeme. Dette er mit blod.

Der springer en fuldkommen livsforvandling ud af besøget her ved bordet, hvor vi her især får lov til at mærke, at det er sådan livets Gud, vil det med os. Være i fællesskab med os, give os lov til at leve med frimodighed og i tilgivelsens fred.

Lad os alle bede