Bordtale til Trinitatis søndag
Kære menighed
Suzanne Brøgger lader jeg lægge ord til bordtalen i dag:
Der er i nadveren en viden om, at man kun kan give sig selv. De fleste kvier sig jo. Men historien vidner om én, der gik hele vejen og gav sig selv helt. Og så er det, jeg spørger: Kan man sige nej? Eller for at være høflig: Nej tak?
I hele resten af tilværelsen skal man yde og præstere, det meste af livet står man ved eksistensens gryde og disker op for andre. Pludselig er der et sted, hvor nogen giver hele sig selv og du skal intet yde til gengæld, andet end at tage imod. Den eneste situation på jorden, hvor du kun skal tage imod. Hvem har råd til at sige nej?
Jeg har hørt, at man skal betragte sig selv som en meget stor synder for at deltage i det rituelle måltid. Stor og stor, jeg ved nu ikke. Er det ikke tilstrækkeligt, at man spørger sig selv: Hvor har jeg spærret for sandheden og vejen? Hvor har jeg forhindret liv?
Når jeg så bliver tilbudt et måltid, der er beregnet til at gøre mig til et nyt menneske og gengive mig adgangen til min oprindelige integritet, er jeg så den, der siger nej? Nej, mine kære døtre og søstre, det siger denne skabning ikke. (fra Sølve)
Lad os alle bede
Bordtale
4.s.e. påske
Kære menighed
Den norske forfatter Mattias Faldbakken har skrevet en vidunderlig roman om en stakkels vild pige, og derfor hedder romanen: Stakkel. Her fortæller han om pige i en ubestemt fortid, som er blev forladt, skræmt væk, sat ud i skovene – og som dog vender tilbage til samfundet takket være en anden forladt, en dreng på en gård.
Det er en forunderlig historie, som udspiller sig både i tid og udenfor tiden. Og det ender med at de må flygte til byen, for at gemme sig der, men dér bliver pigen udnyttet af en dum mand, så hun helt bogstaveligt må bide fra sig. Den dumme mand slæber hende i retten.
I retten siger hendes forsvarer sådan her:
”Det som er vigtigt her … Det som er magtpåliggende i denne specielle sag …
Han sænkede stemmen.
… er ikke at miste af syne at der findes en menneskelighed … som er ældre, og dybere, end humanismens »menneskelige værdighed«. Det er den – hvis man kan tillade sig at sige noget sådant – vi står og ser på i dag.
Han så på sin klient.”
Det er bare så godt. Denne dybere og ældre menneskelige værdighed, det er den vi skylder Gud. Og det er sådan Gud ser på os her ved nadverbordet. Han ser ikke på vores pynte løgne, men på den værdighed han gave os og som han holder os fast på ved at spise sammen med os.
Lad os alle bede
Bordtale
1. søndag efter påske
Kære menighed
Jeg begyndte min prædiken med et citat af Tokarczuk:
”… og de spidse neogotiske tårne havde fra første færd fået Wojnicz til at tænke på grammofonnåle, der trak hemmelige lyde ud af himlens plade.”
Sådan ser det ud udefra, men der er flere forbindelser til himlen i kirkerne. En af de allervigtigste er samlet om nu. Her i la ultima cena, den sidste nadver, er vi tæt på Gud så vi kan smage ham i brød og vin. Den sidste nadver burde kaldes den første nadver, for det var begyndelsen på et langt bord, der går ned gennem hele Europa og ned gennem to tusind år og stadig er det både den sidste nadver og den første. Nadverens måltid omfatter hele vort liv og giver os håb, både når tiden lige er begyndt og når tiden er ved at løbe ud. For her bliver vi ikke forladt men bliver modtaget af Gud selv.
Du dækker bord for mig
For øjnene af mine fjender
De salver mit hoved med olie
Mit bæger er fyldt til overflod
Lad os alle bede
Bordtale til påskedag
Påskemorgen
Midt i sorgen
Vågner vi når sol står op
Vi forundres
Der ved graven
Hvor er sjæl og hvor er krop
Håbet selv
Er sluppet fri
Vi kan leve liv med mening i
Et mirakel ser vi ske
Vi tør tro på det vi ik’ ka’ se
Det var fra Anne Linnets ny påskesalme. Den er så flot og fin og passer også godt med en tilføjelse ved nadverbordet, som vi nu skal være del af.
Ved graven er spørgsmålet: hvor er sjæl og hvor er krop, spørger Anne Linnet. Det samme vi altid stiller ved graven. Og hun svarer: håbet selv er sluppet fri, vi kan leve livet med mening i.
Men ved nadveren får håbet alligevel sjæl og krop, som blod og legeme. Jesus er helt legemligt og sjæleligt tilstede. I det er vi sluppet fri og det er et mirakel vi tør tro selvom vi ikke kan se det. Vi kan mærke det.
Lad os alle bede
Bordtale til Skærtorsdag
- Vi sætter os til bordet, og alt er som altid. Vi bryder brødet og hælder vin op.
Det er præcis, hvad vi gør hver søndag her i kirken. Og Gud forbinder sig med os og med vort måltid. Og Gud bekræfter med sin opstandelse påskemorgen, at alt, hvad vi tror på og håber på, når vi tænker på hinanden med kærlighed, det vil have evighed i sig. Det vil bestå.
Her sad din Søn ved vores bord
Og talte sine gode ord,
Så vi nu véd,
At kærlighed
Er mulig på din jord.
- digtede Lars Busk Sørensen lige ud ad landevejen.
Nu skal vi dele hjemmebagt brød og god vin. Og alting begynder forfra, fordi kærligheden og barmhjertigheden nu er med. Den bærer over med alt og den forstærker alt.
Lad os alle bede
Bordtale til Mariæ bebudelse
O Herre Jesus, lad din Ånd
mig kraftig overskygge,
bered mit hjerte ved din hånd,
at du deri kan bygge,
at også jeg kan åndelig
undfange dig
og aldrig fra dig rykke!
Billedligt er der en dyb forbindelse mellem fosteret i Marias livmoder, Jesus i gravhulen, Kristus, der står op af graven og hvedekornet i jorden, der vokser og bliver til livets brød for os, som vi nu deler med hinanden med en indre bøn som Kingo etablerer i sin salme med bønnen om, at også jeg kan åndelig undfange dig, altså at også vores liv kan blive gennemtrængt af opstandelse og livsfylde.
Lad os alle bede
Bordtale
1.s. i fasten
“Ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige”, siger Jesus i teksten til i dag.
Det handler om Guds rige, hvor ingen længere med mindreværds- eller mereværdsfølelser skal ødelægge hinandens liv, fordi vi i Guds rige alle lever af nåde. Altså når vi har tro nok til at leve sammen uden frygt.
Lige nu kan vi praktisere det ved altergangen. Vi går til alters. Vi går op til alteret. Der går vi direkte ind i et andet rige, nemlig Guds rige. Her kan vi alle være med. I øjenhøjde med hinanden og med Gud. Og det er godt sådan.
Her er plads vil både Abel og Kain, de jaloux disciple og alle os andre, der somme tider har svært ved at finde ud af, hvor meget vi er værd i forhold til andre og er blinde for hvor lige vi er stillet i livet, når det gælder liv og død.
Her bliver tingene sat på plads. Vi lever af Guds nåde. Ikke af egen magtfuldkommenhed.
Fra nu af må vi tænke på spørgsmålet: Menneske, hvor er din bror og din søster? Vi skal svare.
Lad os alle bede:
Bordtale Seksagesima
Kære menighed
Midt iblandt os er Guds rige
Med Guds ånd og i Guds ord,
I Guds menighed tillige:
Gæster ved hans nådebord.
- skriver han Grundtvig. Alt er til stede her. Alt det vi missede undervejs, at det vi glemte at gøre, alt det vi fik gjort, alt det som vi ønskede vi ville have gjort.
Et nådebord – det er det vi er samlet om her.
Her hvor Guds tro og håb og kærlighed binder vores liv sammen på trods af os og giver os et håb så vi kan leve videre med både løgn og løg og kerne, alt det vi vil og det vi ikke vil. Og så alligevel mødes med Gud i kød og blod.
Lad os alle bede
Bordtale til sidste søndag efter helligtrekonger
Kære menighed
Vi skal lige have et kongeligt ord med her ved nadverbordet fra kongens bog til os, folket. Han skriver:
”Det er kristne kerneværdier som tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed, der har gjort vores samfund så frit og tolerant og betyder, at vi må så meget, som vi må, og gør så meget, som vi gør.”
Så enkelt kan vores protestantiske historie fortælles og det skyldes ikke mindst at vi søndag efter søndag mødes her omkring alterbordet i alle kongerigets kirker til et fælles minde om ham, der som frøet, blev begravet for så siden at spire frem som håb påskemorgen og blive til en tro på overvindelse af al død og ondskab, når blot vi vil have hinandens ve og vel i sinde og handle hjerteligt overfor hinanden, fordi vi her er hinandens forbundne og forpligtede som søskende med en fælles Gud i himlen, som vil os det godt.
Lad os alle bede
Bordtale til Alle Helgens søndag
Kære menighed
Saligprisningernes trøst er Guds opstandelses trøst, som kan styrke os nu og siden.
Iben Krogsdal digter sådan her om opstandelsen:
Opstandelsen lyser når alle der tabte
Og bar på en livsdrøm der ikke gik op
Bliver nye i himlen der åbnes så mægtigt
At alle igen bliver ét i din krop
Opstandelsen lyser når tiden har helet
Den mindste vi glemte i mørket engang
Og hvert eneste knæfald, hver eneste smerte
Skal bæres mod lyset i bølger af sang
Her på knæfaldet mærker vi smerten og sorgen over dem vi mistede, men trøstes fordi hver eneste smerte skal bæres mod lyset i bølger af sang
Lad os alle bede
Bordtale
20.s.e. trinitatis
Kære menighed
En anden af Iben Krogsdals salmer til børn i minikonfirmandalderen lyder sådan her:
Kære Gud i himlen,
vær hos alle dem jeg elsker.
Læg din glæde rundt om dem.
Fyld dit lys i deres øjne
og din sol i deres hjem
Kære Gud i himlen,
vær hos alle os i verden
så vi altid er hos dig.
Strål dit kæmpestore solskin
ind i alle - også mig
Det er en barnebøn, men også en voksenbøn, som vil passe fint her på knæfaldet, hvor Gud stråler sit kæmpestore solskin i ind i alle – også mig.
Lad os alle bede
Bordtale
18. s. e. trinitatis
Kære menighed
I samtalen mellem Andersen og Kierkegaard siger sidstnævnte også sådan her om kærligheden til næsten:
– Ja, som vi skal elske de mennesker, vi ser, således skal vi elske dem, vi har set, men ikke længere ser, fordi døden tog dem fra os. Man skal erindre den afdøde, ikke ved at jamre larmende i en dødsannonce, men ved at sørge sagte og længe.
Det synes jeg er smukt at tænke på, for det understreger det evige perspektiv i vores liv. Barren sættes højt i kristendommen. Vi kan rent faktisk skylde de døde noget – herunder at opfylde deres ønsker, hvis det er muligt for os. Det er ikke lige meget, selv om de er døde og ikke kan komme efter os, hvis vi er ulydige. Vores liv som levende er altid et liv efter nogen, hvor vi har ansvar for de dødes efterliv.
Det er værd at mindes her, hvor vi samles omkring nadverbordet og mærker, hvordan Kristus stadig lever i os som brød og vin og understreger, hvor vigtigt det at vi tænker os ind i en totalitet med hinanden, hvor vi aldrig forsvinder, men gør hinanden elskelige.
Her hvor vi møder kærlighedens lukkede øje.
Lad os alle bede
Bordtale til 16.s.e.trinitatis
Kære menighed
En dag læste jeg et smukt lille bitte tekststykke i kristeligt dagblad. Jeg kopierede det straks og sendte det til mig selv på mail. Nu vil jeg bruge det. Det er en katolik som skriver det. Og selvom vi ikke er helt enige om transsubstantiationen, om forvandlingen af brød og vin virkelig foregår, så er vi enige om, at det er et under at vi nu skal sidde til bords med hinanden på en invitation fra Jesus selv, for at mindes ham og hvad han ville os.
Teksten lyder sådan her:
Hvis ordene ”dette er mit kød og blod” er sande, er dette trosmysterium vildere end det vildeste og sætter al menneskelig logik ud af spil. Gud, der som en himmelsk brudgom sender kærlighedserklæringen afsted til sin brud, og hun svarer ja og tager imod. Tiden burde stå stille, jorden ryste og solen og stjernerne danse, hver gang dette finder sted.
Lad os alle bede:
Bordtale 10. s.e.trinitatis
Robert Louis Stevenson siger et sted i sin bog ’Vandringer med et æsel i Cevennerne’ noget helt utroligt smukt om den kærlighed vi møder i kirken og i evangeliet og ikke mindst her i nadveren.
Han siger:
”Men at elske er den store amulet, som gør verden til en have, og „håbet selv, som gæster alle,“ holder længere end livets tilskikkelser og rækker med skælvende hånd ud over graven og døden. Let at sige; ja, men ved Guds nåde, også let og taknemligt at tro!”
Det håb, han taler om, det gæster os nu med Jesus nærvær hos os i brød og vin. Det gæster os alle og holder længere end livets tilskikkelser og rækker ud over grav og død.
Der er kun med Stevenson at sige: det er let og taknemmeligt at tro.
Lad os alle bede
Bordtale
1.s.e.trinitatis
Kære menighed
“Da skete det pludselig, at der lige gennem min krop gik en varme, der var nærvær overalt. I løvet, i kornet. Jeg var gennemsigtig som musik. Jeg var en Adagio. Jeg var en af noderne, en nødvendig del af det stykke, der blev spillet.”
Det er skønlitteratur, når det er allerskønnest. Og vi kan genkende oplevelsen.
Nogle af os har også haft den oplevelse ved den begivenhed, som nu skal finde sted, hvor vi igen skal mødes i et mindemåltid for det lys, der oplyste enhver nat og som kan gennemvarme ethvert menneske.
Nadveren er et mindemåltid, hvor vi husker hinanden på, at det kan lade sig gøre at blive i kærligheden, og at det er sikkert, at Gud bliver i os.
Det er det, der fortælles nu med et fattigt stykke brød og et glas god portvin. Her møder vi den varme, der kan gennemstrømme os og gøre os nærværende i verden, så alting får betydning. Også næstekærligheden.
Lad os alle bede:
Bordtale til Kristi Himmelfart
”Det er ikke alt ved kristendommen jeg kan godtage, eksempelvis degne, men nadverens gamle drøm om, at vi er et eneste kærlighedslegeme – alle grene på det samme vin træ – er for mig overbevisende sandt. Ligesom det er sandt, at vi skal elske vores fjender”.
Sådan skrev Suzanne Brøgger engang – muntert.
Ved nadveren hvælver himlen sig over os og samler os i det modsatte af ensomhed og fortvivlelse. Her samler Gud os til dén forbundne familie vi er, alle grene på det samme vin træ.
Det vi vil forsøge i vort eget liv, det er at elske, for troen er at have kærlighed til næsten, ven eller fjende. Der findes ingen anden bedre mulighed end kærlighed.
Her ved alterbordet drikker vi samme vin og spiser vi samme brød. Kandens vin fordeler sig i os og ånder på os med sin spiritus og brødets energi rammer os alle på samme vis. Nu er vi en enhed samtidig med, at vi også er hver for sig. Her bliver det klart, at vores religion handler om at tro på himlen over os, som vi mærker som nærvær i vin og brød som Kristus selv og som hånden i min hånd.
Lad os alle bede
Bordtale
4.s.e. påske
Halfdan Rasmussen skrev på sin elskede Signes lyserøde granitgravsten følgende smukke digt
Al din varme gav du fra dig
da du døde
og nu strømmer den os
levende i møde.
Menneskeligt er det godt at vide, at det er sådan, vi lever med hinanden. At det er sådan, at livet bliver ved, at vi er omgivet hele vort liv af levende og døde. Liv og varme strømmer os i møde fra den elskede og fra vennen.
Vi ved, hvor meget det betyder, at vi har et menneske at holde om, et menneske at røre ved. Det betyder alt. Det betyder lys og glæde, men også sorg, den dag den elskede bliver kold i døden. Sorg, der dog et sted også er fyldt med varme, fordi den døde aldrig mistes helt.
Sådan bliver Halfdans gravskrift en smuk udlægning af dagens tekst fra Jesu afskedstaler til sine disciple, men også en smuk udlægning af den begivenhed, der nu skal ske. For nu strømmer os levende i møde den varme, som Jesus viste på Guds vegne. Jesus viste os, at ethvert menneske, lille og stor, kvinde og mand, voksen og barn, syg og rask, frelst og fortabt er accepteret af Gud. Jesus vidste, at det var vigtigt, at der var en at røre ved eller noget, som næsten kunne gøre det samme.
Derfor indstiftede han det måltid, som vi nu skal begynde. Et måltid, hvor hans levende menneskehjertes varme strømmer os i møde som accept og som fællesskab. Han vil spise sammen med os, ja han vil dele sig selv med os. Lige nu i brød og vin.
Lad os alle bede:
Bordtale
2.s.e.påske
”Det er en følelse, som ligner taknemmelighed, der breder sig. Og så går den ikke, ikke at leve. Eller bare at hænge i et negativt spejl.”
- skrev Asger Schnack. Jeg synes, det er sådan en god indledning til nadveren. Her går det heller ikke at hænge i et negativt spejl. Her går det ikke, ikke at leve, ikke at spise og drikke.
Når vi har fået sådan en gave, så siger man ikke nej tak. Hverken til livet eller til brødet og vinen, som styrker os til at leve tæt på livet, tæt på kærligheden, tæt på Gud.
I brød og vin er Gud, er kærligheden, er modet til at leve og tro på alting.
Lad os alle bede
Bordtale til Påskedag
At se verden i et sandskorn og en himmel
I en vild blomst,
Holde uendeligheden i sin hånd og
Evigheden i en time.
Det er virkelig en fantastisk dig af Blake. Og det er godt som indledning til nu, hvor vi på Jesu opstandelses dag skal holde måltid sammen med ham.
Den korsfæstede og opstandne frelsen, som nu har givet os sit hellige legeme og blod – hedder det, når vi slutter nadveren.
Opstandelsen er for troen næsten helt selvfølgelig. Naturligvis er Jesus stadig til stede med al sin tro på livet.
Kan vi i forundring over tilværelsen se verden i et sandskorn og en himmel i en vild blomst, så kan vi også holde uendeligheden i vores hånd og evigheden i den tid, det tager at gå til alters.
Så kan vi mærke at Gud vil være brød og vin i vores liv. Så vil vi tro, at han er opstanden lige her og nu, fordi vi mærker og smager ham helt konkret. Derfor har vi døden i ryggen. Og vi ser fremad mod livet. Det er livet, der er blevet evigt.
Lad os alle bede
Bordtale til Skærtorsdag
- Vi sætter os til bordet, og alt er som altid. Vi bryder brødet og hælder vin op.
Det er præcis, hvad vi gør hver søndag her i kirken. Og Gud forbinder sig med os og med vort måltid. Og Gud bekræfter med sin opstandelse påskemorgen, at alt, hvad vi tror på og håber på, når vi tænker på hinanden med kærlighed, det vil have evighed i sig. Det vil bestå.
Her sad din Søn ved vores bord
Og talte sine gode ord,
Så vi nu véd,
At kærlighed
Er mulig på din jord.
Nu skal vi dele hjemmebagt brød og god vin. Og alting begynder forfra, fordi kærligheden nu er med. Den bærer over med alt og den forstærker alt.
Lad os alle bede
Bordtale
3.s. i fasten
Her ved nadverbordet er der ikke fejet og prydet. Her findes der ikke regler for, hvem der må komme og hvem ikke. Her mødes vi med, hvad der er i os af godt og af ondt. Her under Guds åsyn og forsyn er der plads til alle.
Og dog var det sådan næsten helt op til nutiden, at menigheden mange steder skulle melde sig til altergang i dagene op til søndagen. Derefter skulle de komme før gudstjenesten begyndte, og dér var der så absolution, præsten gik rundt fra person til person og tilsagde Guds nådige forladelse af deres synder. Så var de rene til at kunne gå til bords. Det var oprindeligt til det brug, knæfaldet var. Man bøjede knæ, når man bekendte sine synder.
Men nadveren er ikke de renes bord.
Nadveren er Guds tilsagn til os om, at han vil være sammen med os og ved måltidet forsøge at vise os, hvad livet går ud på, nemlig at det går ud på at give os selv og vor kærlighed til andre sådan som Gud gjorde overfor os, da han i Jesus holdt den sidste nadver aftenen før han blev udrenset. For det er dér Jesus altid er, han er altid på de udrensedes side. På ofrenes.
Nu er der søndagsmåltid sammen med Gud, der vil være sammen med os mere eller mindre brogede og blakkede folk.
Lad os alle bede:
Bordtale til seksagesima
Kære menighed.
Gud er den, der sår kornet, Gud er den, der lader det regne og lader solen og varmen komme, så kornet til sidst kan blive til kærne og siden hen kan blive til brød og til liv for os.
Det er virkeligheden. Gud er vort liv. Gud er, at vi lever af alt det, som vi ikke skylder os selv. Gud er kærligheden, Gud er brødet, Gud er tålmodigheden med os.
Gud sår også ordet som et billede på sin kærlighed til os. Ordet bliver billedet af brødet og vinen, som vi nu skal dele med hinanden. Her er kornet blevet virkelighed som brød, som nu skal styrke os. Brød og vin er billeder på alt det, der kommer ned fra oven. Guds kærlighed. Guds sol og regn over os.
Lad os alle bede
Bordtale til s. s. i hellig3konger
Kære menighed
Nu inviteres I til et mindesamvær her i nadveren. Ikke en afslutning, men en begyndelse, for det er et mindesamvær med Gud som bragte evigheden ind i vort daglige liv. Lige fra bjergets gode forklaring er vi nede i den trængte påskeuge, hvor Jesus indhentes af hele verdens nedrighed, men her i fællesspisningens velsignede tid forudsiger han, at det slet ikke er slut, for der er gået hul på evigheden. Og vi er inviteret med ind.
Og nu vil evigheden gælde alle. Det sidste citat fra Gregersen i min prædiken bruger jeg lige igen. Det lød sådan her:
”Men det gælder også om at forstå, at gudsriget, der er evighedens nærvær i nuet, aldrig kan forblive i nuet, men må trække både fortiden og fremtiden med sig, fordi det gælder om at redde alt det i et menneskes liv, som der er evighed i, fordi der er en iboende betydning i det.”
Det er værd at overveje. Det er et øjeblik her ved nadveren som er fyldt med betydning. Det gælder fortid og fremtid og lige nu. Gud er god og vil følges med os.
Lad os alle bede
Bordtale til 2.s.e. helligtrekonger
Kære menighed
Jeg sluttede min prædiken med at citere Ida Jessen. Jeg vil bruge en sætning mere fra hendes tekst nu som indledning til måltidet her, hvor Jesus siger han vil være i vin og brød og siden hen vil være i os.
Hun siger: ”Arbejdet består i at overvinde sine fordomme, sin automatik, sig selv.”
Jeg ved godt at det er hendes program for sig selv når hun skriver. Men nu vil vi bruge det som program for os, når vi går her fra. Her møder vi Guds vidunderligt raslende træer i brisen og Guds egen søn, som vil være med os, derfor skal vi lade os forvandle. Forvandle fra kun evig og altid kun at leve i vores fordomme om andre og om naboen og om samfundet. Det bliver som en automatik. Livet er noget bras. Og du og jeg er heller ikke så meget værd.
Men nu hvor vi har mødt Gud i brød og vin må vi skifte perspektiv. Gud er god. Det er det vi aldrig må glemme. Derfor må arbejdet for os bestå i at glemme vores trang til fordømmelse af andre og af os selv.
Fra nu af skal vi huske hvad der blev sagt med dåbens vand, at vi er Guds børn. Derfor skal vi også leve under de fantastiske vilkår.
Lad os alle bede
Bordtale til 4.s. i advent
Kære menighed
At blive et selv, bliver vi ikke af os selv. Vi bliver det gennem andre. Især andre der ikke ligner os, men som bidrager til at vi bliver bredere og mere nuancerede som mennesker. Flerstemmige og flerfarvede. Mangfoldige for at kunne være i mangfoldige sammenhænge. Jeg ved jeg har brug for det. Min identitet er en sammenstykket størrelse, hvor mange personer har sat deres aftryk og spiller med når jeg er mig.
Nu skal vi være fælles om brød og vin. Nu skal vi fejre Jesu sidste måltid med sine disciple og os. Her beder han os om at optage hans aftryk i os. Han er sammen med os nu. Og vi skal lade os mærke af hans måde at leve på med øje for de svage og de, der bliver isoleret af sygdom og ensomhed. Her hjælpes vi til at blive forbundne med hinanden, fordi det samme brød og den samme vin nu vil være i os.
Lad os alle bede
Bordtale til Alle helgens dag
Kære menighed
Og så skal vi huske taknemmeligheden, som Anna Mejlhede også skrev om i sin bog Håbets Ø, hvor hun fortæller om Finn, på hvis gravsten der står "Tak for alt", men hvis det havde stået til ham selv, skulle der have stået: "Desuden medvirkede..." og så skulle alle vennernes navne have stået der.
Det er alle helgen arbejdet vi skal gøre i dag, tænke med stor taknemmelighed på alle dem, der var salt og lys i vores liv fra vi var ganske små og som gjorde os duelige til at springe ud af mørket og ind i lyset, som satte os i stand til at komme ud af os selv og ind i fællesskabet med andre mennesker.
Og måske især minde os om, at har vi mistet den, som var meningen med vores liv, så at blive ved med at takke for det der var og som stadig vil være der.
Så er vi på vej ind i fællesskabet, som Gud vil have det. Det bedste sted at mindes sine døde er her ved mindemåltidet for Guds store kærlighed til os.
Lad os alle bede
Bordtale til 19.s.e. trinitatis
Kære menighed
Nu står der skum fra bølgetop,
og blæsten river ned og op,
hvad Gud en sommer skabte.
Nu kan alene kærlighed
forhindre, at vi synker ned
i bitterhed – fortabte.
- skal vi synge i den sidste salme i dag. Det som dagens prædiken ikke mindst handlede om. At alene Guds og menneskers kærlighed kan give os tro og mod. At kærligheden er og altid har været omdrejningspunktet fra det øjeblik Gud skabte jorden og os der fik lov til at leve på den, så vi ikke synker ned i bitterhed – fortabte.
Her mellem modenhed og død
velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer,
og bryd så sindets frøskal ned,
så alt i os er kærlighed
den nat, da kulden kommer.
I kærlighed er himmelstigen som Gud rækker os igen og igen. I dåb og nadver og i ordet der rammer os, når Gud kalder på os. En stige der også når ned i det Stine Pilgaard kaldte sorgens have. Den må vi besøge igen og igen, så alt i os er kærlighed.
Lad os alle bede
Bordtale
17.s.e.trinitatis
Kære menighed
“Tilgivelsen var åbenbar i de første favntag på trappen og gik med os ind i rummene, stod i atmosfæren som en ordløs kraft hen over bordet og måltidet mens vi spiste, gik ind i mundene med brødet, maden og vinen og fyldte vores kroppe med aflad.”
- skrev Anne Marie Løn, og hun har ikke skrevet det uden, at hun har tænkt gudstjenestens nadver med, for det er så præcis beskrivelse af nadverens funktion.
Lige nu, fordi kærligheden aldrig ophører, er tilgivelsen til stede hen over nadverbordet. Tilgivelsen vil gå med os ind i mundene med brødet og vinen og fylde vores kroppe med tilgivelse.
Derefter kan vi, lettede og med fornyet selvrespekt, endnu engang forsøge forfra at leve et helligt liv og levned ved ikke at hykle, hade, surmule, sladre og være misundelige, men forsøge at tale sandt, være ærlige, ikke mindst overfor os selv, være flittige, trøste de sørgende, hjælpe de nødlidende og besøge de syge.
Det er en anden af kirkefædrene, der foreslår os de enkle regler for at leve et helligt liv og levned.
Vi kan jo altid forsøge. Men lad os begynde med at feste i stedet for at faste.
Lad os alle bede
Bordtale 15.s.e.trinitatis
Det handler ikke om vores tro eller forestillinger om, hvem Gud er, men det handler om, hvem Gud siger, at vi er.
Det fik vi at vide i vores dåb. Vi er børn af Gud. Vi er en del af Guds rige, når bare vi vil lade være med at tro, at vi selv skal klare det hele.
Det får vi også at vide her, hvor vi nu samles om søndagens hellige nadver. Her ser og mærker vi, hvordan kristendommen henviser os til fællesskabet. Her sidder vi bænket side om side med hinanden. Her slipper vi for et øjeblik det rastløse liv med uroen for mange ting. Og vi bliver opmærksomme på, at vi lever af Guds nåde og at vi lever i et fællesskab.
Her i nadveren siger Gud til os, at Gud elsker os uanset al vores rastløshed og uro. Her giver Gud os del i det ene fornødne, som er at tro på, at vi er gode nok i Guds øjne takket være hans kærlighed til os. Det er lige så sikkert, som vi kan smage vinen og brødet.
Lad os alle bede
Bordtale til 13. s.e.trinitatis
Kære menighed
"...det eneste der kan hjælpe, er kendskabet til Gud, som hvert enkelt menneske bærer i sig, er det så kun som det mindste sennepsfrø, der dog kan vokse sig stort og stærkt, når Herren kommer til os som forårsregn, der væder jorden, og således kan det, der synes svagt, ja næsten redningsløst fortabt, bevares og vente på sin tid, der kan komme før man aner det, men som man ikke selv kan hverken fremme eller forhale." – skriver forfatteren Niels Brunse et sted i sin danske fortolkning af Shakespeares Hamlet.
Det er at vandre årvågent med Gud. Og Gud lader sin forårsregn regne frugtbart ned over os, så vi, der synes svage og små og næsten redningsløst fortabte, kan vokse og stadig vandre med og mod Gud.
Nadveren nu er ikke mindst en forårsregn, for her får vi at vide, at selvom vi næsten er redningsløst fortabte, så har Gud tillid til os. Og synes vi undertiden at handle gudløst, så kommer han til os nu i brød og vin og minder os om, at Gud stadigvæk er en del af os, som Gud var det fra begyndelsen af. Takket være som evangeliet slutter til i dag med ordene om at Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
Lad os alle bede
Bordtale
9.s.e.trinitatis
Målt på langs er livet kort
Men lodret målt uendeligt
- skriver Benny Andersen i et digt. Nu inviteres vi til et enestående måltid. Enestående, fordi det som alle dybt seriøse måltider i sig har en både horisontal vinkel og en vertikal. Et måltid både på langs og lodret.
Her mødes vi nu ved kirkens spisebord pyntet med dug og blomster og lys og brød og vin. Akkurat, som når vi har fest derhjemme. Vi er i øjenhøjde med hinanden, men samtidig får vi her at vide, at Gud altså åbenbarede sig i et menneskes liv, for at vi skulle forstå, at menneskelivet er helligt.
Her mødes det vertikale med det horisontale. Det møde bliver et kors. I den kærlighed, som viste sig der, da Gud blev menneske på jorden, er livet stadigvæk kort på langs, men det er uendeligt i troen. Her kommer vi til troen på det evige liv.
I brød og vin er alt det, vi lever af. Og Gud er i det. Brød og vin bliver her til mere end bare overlevelse til i morgen. Brød og vin bliver her til uendelig glæde.
Lad os alle bede
Bordtale til Pinsedag
Kære menighed
Jeg har læst en sætning, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Og den her gang bliver nok heller ikke den sidste. Sætningen lyder sådan her:
”I en vis forstand er Jesu liv en gentagelse af det som Gud antyder med skabelsen.”
Det er igen med forlov min foretrukne teolog for tiden, Marilynne Robinson, som siger det i et essay.
Jeg har ofte selv været inde på det samme. Det tror jeg mange har. At evangeliernes fortællinger om den side af Gud som er Kristus, ganske enkelt er en reminder til os om, hvad det vil sige at være et menneske af ånd, et sandfærdigt menneske. Og så lader han det menneske fødes, Jesus fra Nazareth. Og det liv han lever, er en gentagelse af det som Gud antyder med skabelsen.
Det er sådan det er. Og det er ham vi er sammen med nu. Liggende på knæ eller stående som vi nu kan det bedst. Men her ved alterbordet er vi sammen med det Gud antyder med sin skabelse. Der her vi kan få lov til at begynde forfra.
Her møder vi det menneske der giver sig selv for det Gud ville med mennesket. Og vi får del i ham. Som brød og vin. Nu handler det om at vi lader ånden gøre det hele levende. Så vi for alvor bliver levende.
Lad os alle bede
Bordtale til Kristi Himmelfarts dag
Kære menighed
Intet andet sted er samtalen mellem himmel og jord så intens som her ved kirkens spisebord. Vi kalder det et alter, men Gud har ingen brug for ofre. Gud at brug for at tale med sine børn om det liv de lever. Derfor et det i vores kirke et spisebord hvor vi sætter lys og blomster, fordi vi har noget at fejre. Vi har fint besøg. Besøg af Gud selv. Guds menneskelige side. Kristus.
Det er det, der sker her i nadveren. Her er himmelstigen. Her er Gud nærværende.
Og her er vi sammen med hinanden på tværs over alterskranken, men også på tværs af alle skybrud og alle tider og inderst inde nynne med på omkvædet fra sangen skybrud.
Alle de mennesker
jeg har elsket
befinder sig stadig
et sted i mig
et sted i mig
Amen
Bordtale til 4.s.e. påske
Kære menighed
Nadveren viser ikke bare indad og opad. Det gør den også, for her sidder vi med vores liv, med hele vores viden om det liv vi har levet, så godt vi kan fortælle os det ærligt, og her sidder vi med bønnen til Gud om at forlade os vor skyld. Men vi sidder også ved siden af hinanden. Og så sker der noget.
Det der sker, er følgende:
I nadveren er Kristus iblandt os som den, der tjener. Det hørte vi om skærtorsdag aften. Efter nadveren i kirken går vi ud i dagligdagen. Her kan vi møde den nødlidende næste og i ham eller hende møder Kristus os som den, vi, der kommer fra alterbordet, nu må tjene til gengæld, for at alt må blive fælles i kærlighed.
Alterbordet rækker op i evigheden, men rækker bestemt også ud i morgendagen, hvor vi møder vores næste. Her skal vi være til stede med alt i os, der er forbundet med tro håb og kærlighed.
Lad os alle bede
Bordtale til 2. påskedag
endnu en dag
i himlen på jorden
Det er slutningen på et digt af Birthe Arnbak, som er vidunderlig og god. Den kan være den bedste opskrift på, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Det er at leve sådan, at vi altid er åbne for at møde himlen her på jorden, at det er fremtidens muligheder, der er åbne og ikke fortidens forsømmelser. Det er, at vi altid vil have så meget tro på livet, at vi tør tro, det er i Guds hænder. At himmel og jord rækker ind i hinanden altid.
På samme vis som vi nu går til bords omkring et himmelsk måltid, hvor Gud sidder for bordenden. I skærtorsdags aftens måltid af vin og brød kommer himlen os ganske nær, så vi kan røre ved den. I påsken blev Jesus til vin og brød i vores liv. Han bragte himlen ned på jorden ved at vise os Guds kærlighed og vilje. En kærlighed som ikke gik på kompromis med det onde og derfor måtte lide, men derigennem også brød ondskabens kredsløb og sejrede og åbnede himlen og fremtiden.
Lad os alle bede:
Bordtale til Påskedag
Min bordtale til i dag har jeg hentet hos biskop Kyril af Jerusalem, der levede midt i det fjerde århundrede. Han skriver:
”Lad os frimodigt få del i Kristi legeme og blod. Thi legemet gives dig i brødets skikkelse, og blodet gives dig i vinens skikkelse, sådan at du, når du bliver delagtig i Kristi legeme og blod, bliver ét legeme og blod med ham. Således bliver vi kristusbærere, fordi hans legeme og blod overgives til vore lemmer. Således bliver vi ifølge den salige Peter “delagtige i guddommelig natur”.
Kære menighed
Det er bare så stort at få lov til at gå til alters påskedag. På den måde er vi også med til at give krop til Kristi kirke. Ja vi bliver selv kirke. Og dermed støtter vi en lang kamp for, at livet har uendelig værdi. Livet er altid livet værd.
Den Himmel, som Kristus lever i, er hos os og vi giver ham liv, når vi for alvor tror, at Himlen er det bedste udtryk for håb.
I al ydmyghed, bare med det mindste håb og lidt bøn, samt lidt brød og vin kan vi nu alle blive Kristusbærere.
Lad os alle bede
Bordtale til Skærtorsdag
Kære menighed
Jeg vil citere Erik A. Nielsen igen: “Indfrielsen sker ved, at ens eksistens og livsførelse står til rådighed for den forvandling og frugtbargørelse, ordet opfordrer til og forsøger at vække.”
Ved indstiftelse af nadveren gav Jesus os den allerstørste gave, som vi glædes over søndag efter søndag. Og hver eneste søndag forsøger vi at stille vor eksistens og livsførelse til rådighed for den forvandling og frugtbargørelse, som nadveren antænder i os. Tænk hvor er det dog en utrolig handling, at vi her med mund og øjne og ører modtager et håndfast og velsmagende bevis på, at Gud vil være et med os. Som brødet og vinen forenes med vores krop, sådan forenes vi med Gud. Han godtager os. Han elsker os.
Forvandlingen består i, at vi får nyt mod. At vi kan begynde på en frisk. Gud elsker dig, siger nadveren. Vi svarer ved at gå ud i livet med en ny glæde. Vi svarer ved at føle os hjemme i livet, selvom vi måske lige har været bange for, hvad der ville ske med vores liv.
Styrkede går vi her fra om lidt. Går videre mod det liv, der er evigt. Det er altså store ord, det her. Vi må have store ører for at høre dem. Og fra nu af må vi handle storslået.
Lad os alle bede
Bordtale til Palmesøndag
Kære menighed
Ordet forkyndes ikke kun gennem ordet på prædikestolen. Nu forkyndes ordet gennem et måltid. Det er godt nok ikke noget stort måltid. Ikke sådan set med øjet. En lille oblat som er noget tør i det. Og en lille slurk god portvin. Det er ikke stort at se på.
Men det er et privilegium at være med til, for det er et kærlighedsmåltid. Her sidder treenigheden selv for bordenden og vi knæler ned så godt vi kan med vores gamle knæ eller viser en indre ydmyghed og siger tak fordi vi blev budt med.
Her siger Gud til os at vi er hans. Og vi forstår at kærligheden ikke er retfærdig, men et privilegium. Kærligheden fra Gud er en gave.
Nu vil vi siden gå herfra og dele gavmildt ud af samme kærlighed og ikke tænke om det er retfærdigt eller ej, men bare give andre det privilegium at vi er gavmilde mod dem.
Lad os alle bede
Bordtale til midfaste i Mellerup
Kære menighed
Kristus i verden betyder at livets mening og hensigt hele tiden er at blive til i modtagelse og videregivelse. Kristus i verden betyder Kristus i os. Nu er vi Kristi legeme i verden. Det er os der skriver det næste testamente. Nu har vi hørt, hvordan Guds magt i verden er at modtage og at videregive. Og her ved nadverbordet får vi ovenikøbet at vide, at Jesu giver sit liv til verden og beder for sine bødler.
Derfor er fejringen af nadveren så vigtig. Den virkeliggør hans liv i os og vores liv i ham. Når vi går ud og deler med hinanden. Og tilgiver hinanden.
Da Luther engang blev spurgt, hvordan man kunne vide, om man var gået værdigt til alters, skulle han have svaret, at det kunne man vide deraf, om man, når man havde været til alters, glad og gerne tilgav sin næste. Og så tilføjede han; og det er det springende punkt i hans svar: Hvis ikke du kan tilgive din næste glad og gerne, så skynd dig til alters, indtil du får det lært. Det svar gør det tydeligt, at det at modtage nadveren er at være i en proces, som nadveren er med til at holde i gang.
Processen at leve livet evigt i et spejl af Kristus.
Lad os alle bede
Bordtale til 2.s. i fasten
Iben Thranholm skrev også i det jeg citerede fra i prædikenen:
- Vi behøver ikke at vente med at komme til Gud, indtil vi har en fast tro. Vi behøver kun at sige til Gud, at vi gerne vil tro. Så sker der noget. Det er viljen, der er afgørende. Ikke følelserne. Gud belønner vores beslutning om at lukke ham ind i vores liv med at give os troen. Det er et samarbejde.
Det, synes jeg, er værd at efterprøve.
Og det er det, vi gør lige nu. Og gør søndag efter søndag. Som tillidsfulde børn går vi til alters, fordi vi gerne vil modtage det daglige brød af Gud selv, og dermed også det brød, der varer til evigt liv.
Med vores deltagelse i nadveren siger vi, at vi gerne vil tro på Gud. Så sker der noget. Fordi vi gør vores indsats, får vi Gud med i vores liv. Det er jo ganske enkelt. Her ligger vi på knæ eller står op og modtager livet af Gud. Her bliver vi restaureret. Vi får en ny mulighed for at komme i et frugtbart samarbejde med Gud.
Lad os alle bede
Bordtale til Fastelavns søndag
Kære menighed
”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
Måske må vi på baggrund af Paulus’ fine formulering indse, at selverkendelse ikke er at finde sin egen sandhed, men at indse sit væsens livslange gådefuldhed. Efter mange års stirren ind i spejlet, synes jeg ikke jeg har nærmet mig sandheden om mig selv ret meget. Men gådefuldheden har jeg nærmet mig uden at komme nærmere et sandt billede af mig selv.
Et sted i mit liv har jeg dog fået hjælp. Og det er her ved nadverbordet. For her kan jeg granske mit selv i Kristi gådefulde spejl. Her stirrer jeg ikke på mig selv, men på så meget mere end mig selv. Og her indser jeg, at jeg er som den blinde tigger ved Jerikos port. Jeg har brug for alt, hvis jeg endelig skal finde mig selv.
Her ved bordet ser vi ind i påskens største under der binder skærtorsdag og påskedag sammen. Kærligheden overvinder døden og oprejser livet i Kristus, som vi nu lever af som dagligt brød og vin på denne jord.
Lad os alle bede
Bordtale til Septuagesima søndag
Kære menighed
”At leve i troen på Kristus handler om at blive til et åndeligt legeme, hvad der forudsætter, at Kristus selv bor i mennesket, og at Guds Ånd selv er til stede mellem mennesker som den guddommelige kraft, der forbinder mennesker med hinanden.
Grundtanken er her den, at det jordiske og det himmelske, det materielle og det åndelige, ikke er to adskilte verdener, men hører sammen. Vi kan kun leve og overleve, fordi Guds livgivende ånd strømmer gennem os. Gud er den, i hvem vi lever, røres og er”.
Det er noget jeg delvis har hentet i en ny samtidsteologi som kom sidste år skrevet af en professor Niels Henrik Gregersen i København. Jeg læser det lige igen, for det er koncentreret:
”At leve i troen på Kristus handler om at blive til et åndeligt legeme, hvad der forudsætter, at Kristus selv bor i mennesket, og at Guds Ånd selv er til stede mellem mennesker som den guddommelige kraft, der forbinder mennesker med hinanden.
Grundtanken er her den, at det jordiske og det himmelske, det materielle og det åndelige, ikke er to adskilte verdener, men hører sammen. Vi kan kun leve og overleve, fordi Guds livgivende ånd strømmer gennem os. Gud er den, i hvem vi lever, røres og er”.
Det er det, der sker nu, hvor vi hører ordene: Dette er mit legeme. Dette er mit blod. Vi spiser ordet og ordet er nu i os, så vi kan gå ud og satse på livet på Guds ord.
I Jesu navn går vi til bords.
Lad os alle bede
Bordtale til
4.s.e. Helligtrekonger
Kære menighed
Det er den håndsrækning Peter får af Jesus, der transformerer angsten til håb og undergangen til blot at være en overgang.
Det er på en måde højdepunktet i dagens evangelium. Og det bliver allermest tydeligt nu, hvor vi for alvor skal samles ved en transformatorstation. Det er det alterbordet er, for her forvandles vores mådelige og jordbundne liv til noget, der er forbundet med evigheden. Her kommer vi dagligdags mennesker til at sidde til bords med Gud og alle hans engle.
Her får vi en håndsrækning fra det høje, en hjælp til at ændre struktur i vort liv, og en tro på, at livet ikke skal leves i frygt og angst, men i glæde og kærlighed. Vi skal vove det hele. Aldrig nøjes med skuffelsen og tvivlen.
Her får vi en håndsrækning fra Gud selv. Han kommer til os mærkbart i brød og vin. Og nu skal vi lade os smitte af den håndsrækning og selv blive en håndsrækning i andre menneskers liv.
Lad os alle bede
Bordtale til 2.s.e.helligtrekonger
Kære menighed
Nu kan vi gentage det hele fra prædikenens husholdningsteori til et dybere lag, nu ikke vandets, men brødets og vinens betydning.
Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat et brød og sagde: Dette er mit legeme.
Lige så også brødet og sagde: Drik alle heraf. Dette bæger er den nye pagt ved mit blod som udgydes for jer til syndernes forladelse.
Her har vi igen den daglige husholdnings brød og glædens vin som nu i indstiftelsesordene gennemstråles af Guds skaberord: Dette er mit legeme. Dette er mit blod.
Der springer en fuldkommen livsforvandling ud af besøget her ved bordet, hvor vi her især får lov til at mærke, at det er sådan livets Gud, vil det med os. Være i fællesskab med os, give os lov til at leve med frimodighed og i tilgivelsens fred.
Lad os alle bede