Pibekraver og Boglog
Kappekonen
Tilbage i det 18 og 19 århundrede fandtes der kappekoner.
Kappekonens arbejde bestod i vask af de fine hvide ting som hovedtøjer/kapper. Disse hovedtøjer skulle efterfølgende pibes med et pibejern.
De hvide stoffer af hør og bomuld til hovedtøjer blev stivet med risstivelse. Stivning kunne også ske med kartoffelmel, men det blev primært brugt til de kulørte bomuldsstoffer.
Pibejernet var en slags strygeanordning, og for det meste var det til at spænde fast på et bord. I forbindelse med fastspændingsmekanismen havde mange pibejern en dekoreret plade med mønstre og fra nyklassicistisk tid kunne den have form som en urne eller vase.
Jernet var forsynet med et langt hult rør af metal, lukket og afrundet i den ene ende – gerne jern – og dertil passede et par bolte. Boltene blev ophedet på ildstedet og stukkes ind i røret. Herover kunne de stivede vinger på kappen formes som bølger. Kunsten bestod i at holde jernet tilstrækkeligt varmt, så den våde kappe tørrede i facon. Samtidig måtte jernet ikke blive så varmt, at det brændte de dyrebare vinger. Vingerne var ofte forsynet med kniplinger, der kunne have kostet ejeren flere månedslønninger. Til sidst dannede kappen en præstekrave-lignende facon.
Kilde: www.aksp.dk
Det pibejern jeg bruger er drejet i kobber og dernæst forkromet. Det monteres i en loddekolbe. Man skal stadig passe på at det ikke bliver for varmt. Det regulerer man ved dyb/høj placering i loddekolbens indstiksrør.
Pibejern
Her et gammelt
Her er mit