Guermantes 2

Pibekraver

26. november 2019

Marcel Proust: Guermantes verden 2

Dette bind er især spændende fordi den unge Prousts mormor dør. De har været så forbundne. Uden hende havde hans liv været meget anderledes. Derfor spiller det en stor rolle i hans liv den dag, hvor hun får et slagtilfælde. Det kan ses øjeblikkelig. Og han er ulykkelig. Så kommer der en masse fornemme betragtninger, som jeg kan bruge.


"Vi siger nok til os selv at det er uvist hvornår vores sidste time kommer, men når vi siger det, forestiller vi os denne time i et vagt og fjernt rum, vi tænker ikke at den har nogen forbindelse med den dag der allerede er begyndt, eller at den kan betyde at døden – eller dens første delvise erobring af os, hvorefter den ikke slipper sit tag i os – kan indtræde allerede denne eftermiddag, der er alt andet end uvis, denne eftermiddag hvor det på forhånd er fastlagt hvordan hver time skal tilbringes."


Tænker han, da hans mormor ligger på dødslejet. Og tænker: Hvert menneske er virkelig alene.

Men de må ansætte mere personale: En fra det ”ekstrapersonale” man tilkalder i usædvanlige situationer for at aflaste husets tjenerskab – hvad der får et dødsleje til at minde om en af årets højtider. Det er det sidste jeg godt kan lide, at et dødsleje minder om en af årets højtider. Det slutter godt: "Når livet trak sig tilbage, tog det også livets skuffelser med sig. Et smil lod til at have lagt sig på min mormors læber. På hendes sidste leje havde døden ligesom middelalderens billedhuggere ladet hende hvile i skikkelse af en ung pige."


Marcel Proust er i det her binde bare optaget af det samme igen og igen. Forholdet mellem forestillingen og virkeligheden. Og ind i mellem kommer der morsomheder. "Og på dette sted skal jeg kun beklage at jeg ikke var forstandig nok til ganske enkelt at have opbygget mig en samling af kvinder, ligesom man har en samling gamle teaterkikkerter, der aldrig kan blive for talrige bag en glasrude hvor der altid er en tom plads der venter på en ny og mere sjælden teaterkikkert." Det er jo klart at piger betyder meget i den alder, hvor Marcel er i Balbec. Og igen og igen vil han gerne have det iscenesat. Selv kysset gør han til en genstand: "Hvis De virkelig tillader at jeg kysser Dem, ville jeg foretrække at udskyde det til senere, så jeg kan vælge øjeblikket med omhu. Så må De bare ikke glemme at De har givet mig Deres tilladelse. Jeg er nødt til have en kupon der kan indløses til et kys”.
”Skal jeg underskrive den?”
”Men hvis jeg tog kysset med det samme, ville jeg så alligevel få et senere?”
”Det er morsomt med Dem og Deres kuponer, jeg skal nok give Dem et af og til.”


Han har virkelig et besværligt forhold til kvinder og kys: "Men ak – for når det gælder kys, er vores næsebor og øjne lige så dårligt placeret som vores læber er dårligt udformede – pludselig holdt mine øjne op med at se, derefter blev næsen mast flad så den ikke længere opfangede nogen lugt, og uden at lære den eftertragtede rosenrøde smag bedre at kende forstod jeg, ud fra disse afskyelige tegn, at jeg endelig var i færd med at kysse Albertines kind".


Men det her bind med mindst to hundrede sider om et intetsigende middagsselskab hos den eftertragtede hertuginde af Guermantes var en prøvelse. Det var det formodentlig også for Marcel selv. "Var det virkelig på grund af middage som denne at alle disse mennesker iførte sig deres mest elegante tøj og nægtede borgerskabet adgang til deres hermetisk lukkede saloner? For middage som denne? Som ville have været de samme hvis jeg ikke havde været til stede? Mistanken strejfede mig et øjeblik, men den var for absurd. Almindelig sund fornuft overbeviste mig om at den måtte afvises. Og desuden: Hvis jeg havde lyttet til den, hvad ville der så have været tilbage af navnet Guermantes, der allerede siden jeg var i Combray var faldet så meget i min agtelse?"