Pibekraver og Boglog

Læste bøger 2024

Kerstin Ekman: Hunden - Anne Lise Marstrand-Jørgensen - Peter Seeberg: Hyrder - Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys og så kommer natten - Katherine Mansfield: Havefesten og andre fortællinger - Lars Saabye Christensen: Vrageren - Sissel-Jo Gazan: Uglens øje - Annie Ernaux: Skammen - Niels Fredrik Dahl: Fars ryg - Morten Pape: Nøglebarn - Karl Ove Knausgård: Natskolen - Ida Jessen: Jeg vil! - Sally Roony: Intermezzo - Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen - Halldór Laxness: Frie folk - Kristian Bang Foss: Døden kører Audi - Jens Christian Grøndahl: Noget tabt i mørket - Olga Ravn: Celestine - Jens Christian Grøndahl: Jernporten - Ida Jessen: Børnene - Katrine Wiedemann: Løgn nummer ét - Vigdis Hjorth: Gentagelsen - Liv Duvå: Ned fra himlen - Tessa Hadley: Søskende - Orhan Pamuk: Pestnætter - Colm Tóibín: Brooklyn - André Gide: Vatikanets kældre - Lars Frost: De forenede/A Constitutional -Virginia Woolf: Mrs. Dalloway - Aske Viuff: Terminaler - Agota Kristof: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn - Joseph Roth: Radetzkymarch - Jenny Erpenbeck: Kairos - Inger Smærup Sørensen: Dødsbo - David Nicholls: Samme dag næste år - Vladimir Nabokov: Lolita - Maguerite Yourcenar: Verdenslabyrinten - Peter Seeberg: Halvdelen af natten - Svend Åge Madsen: Esbens fire liv - Fredrik Backman: Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere - Peter Seeberg: Ved havet - Kerstin Ekman: Mordets praksis - Marianne Juhl: Peter Seeberg - en monografi - Hjalmar Söderberg: Doktor Glas - Trude Marstein: Egne børn - Goce Smilevski: Freuds søster - Sebastian Barry: Dage med Lilly - Liv Helm: Med hjertet i hånden - Matias Faldbakken: Stakkel - Klaus Rifbjerg: Spejl - Erling Jepsen: Vindueskiggeren - Olga Tokarczuk: Empusion - Stine Askov: Varme hænder - Joan Didion: Et år med magisk tænkning - Marguerite Yourcenar: Kejser Hadrians erindringer - Therese Bohman: Andromeda - Sigrid Undset: Jenny - Erling Jepsen: Familiehemmeligheder 1, 2 og 3 - Tomas Espedal: Lyst - Suzanne Brøgger: På væggen - Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden -Nino Haratischwili: Det ottende liv - Lotte Kirkeby: Resten af sommeren - Daniel Dalgaard: Vulkanø - Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke - Flemming Kloster Poulsen: Se op og elsk verden - Thomas Bredsdorff: Lykkeligt nær - Alex Schulman: Brænd alle mine breve - Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det til bage - Alex Schulman: Glem mig - Alex Schulman: Skynd dig at elske - Katrine Marie Guldager: Jeg hører, hvad du siger - Nino Haratischwili: Det manglende lys - Isabella Hammad: Genfærd ind

17. december 2024

Kerstin Ekman: Hunden

To bøger i træk, hvis forfattere skriver sig langt ind i et dyrs univers. Det er en oplevelse at læse. Den ene, som jeg lige har skrevet om nedenfor, helt ny; den anden som jeg omtaler her, skrevet i 1986. "Hvornår begynder en hændelse?

Den begynder ikke. Der har altid været noget forinden. Den begynder sådan som bækken er begyndt i den lille vandstrøm og sådan som den lille strøm er begyndt i det sivende mosevand. Det er regnen der får mosens vand til at stige." - sådan begynder Kerstin Ekman sin fortælling og når man har læst "Hændelser ved vand", så kan man sagtens forstå, at den her roman er begyndelsen til meget af det hun senere skrev. Den der kollossale vilje til at forstå naturen eller måske mere forelskelse i naturen ligger under meget af det hun skriver. Alle der elsker hunde skal læse den her, som handler om en hund, der ved en hændelse kommer fra sin mor, mens den stadigvæk dier.  Nu begynder jeg på den bog, som lige er udkommet: "Min bogverden", hvor Kerstin Ekman fortæller om sin læsning.

16. december 2024

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

De sidste mange nætter har jeg været på Læsø med den her roman 'Ræveår'. Det har virkelig været godt, og jeg har været på øen og kunne bevæge mig rundt på øen med fortællingen, men det allerbedste er forfatterens umådelige evne til at skrive helt kropsnært og sjælenært om alt det, der sker. Hun skriver så ærligt og fint om menneskesindet, men i små kapitler skriver hun også nært om rævens liv nede i sin rævegrav. Og det er forunderligt at følge. Jeg er lige ved at læse Kerstin Ekmans 'Hunden', hvor noget lignende sker. Menneske og natur hører sammen. Her kommer nogle prøver på Marstrand-Jørgensens vidunderlig sprog:

Hver årstid er sin egen, og hver årstid er en forberedelse til den kommende. Snart er det efterår, senere kommer vinteren som et revlehul, der trækker alt ind. Den kræver uldtøj og stoppede dyner og rigelige klæder, sko og skind og halm, saltet kød, forråd, tørvehakkelse, brændsel, tætnede vinduer, at man beskytter grønkål mod hagl og storm. De koldeste måneder tager og tager og giver næsten ingenting. Ingen afgrøder, intet kød, kun en smule fisk, hvis kulden og vinden tillader det. Kun giver årstiden dem de strandinger, som nok bringer dem rigdom, men også andre mænds undergang og derfor er vanskelige rigtigt at glæde sig over. Vinteren er tiden for hjemkomst og tiden, hvor mennesker og dyr bukker under, mens jorden knytter næven og nødigt tager imod sine ofre.

Sådan gør de med deres døde herude, bærer dem langsomt afsted ad den ujævne vej, kun adskilt fra himlen og vinden og sandet af et låg og et stykke stof. Fra livet af evigheden.

… ikke alt kan siges, for ikke alt giver mening, alene fordi det bliver til ord.

Solen er gledet over himlen, hvid som en klump fedt på en stegepande.

Og endelig blev jeg så glad for noget hun skrev, som minder mig om, at det er godt at have gravsteder på jorden, så alle ikke behøver blive kastet ud i havet. Hun skriver om en mors savn efter sin søn, der druknede:

Der var ingen grav, og hun havde misundt dem, der kunne sidde hos deres døde og lægge hånden på den sten, de selv havde sat over deres hoved. Misundt dem, at deres elskede blev til jord, at de kunne røre ved blomsterne og træerne, som sugede næring af deres kroppe, mens hun kun kunne stå ved stranden og forbande hver eneste bølge, hver strøm, hver storm og hvert havdyr, der sled hendes søn itu og forhindrede ham i at blive stedt til hvile i indviet jord.

13. december 2024

Peter Seeberg: Hyrder

Jeg må ikke glemme, at jeg er ved at genlæse Peter Seeberg, så i går læste jeg Hyrder. Det er mange år siden jeg sidst har læst den, men da jeg kom til det her sted i romanen "...men mest er det denne store grønne hulning, i hvis bund der blinker en gammel dam, hvis kanter er stensat. Over den luder et piletræ." - så kunne jeg huske det hele. Men hvor var han en fantastisk forfatter, der for alvor kunne skrive om det Løgstrup benævnte Interdependensen. Det her er en roman om at vi er hinandens liv, men især om hvordan vi er det. Hovedpersonen funderer over det ærligt sådan her: „Verden var ham selv, hans job, der var stort og progressivt, og så en butik, hvori han blev betjent“. Og da han ligger i koma efter en bilulykke, drømmer han om at han er et brægende får alene på en mark og at forvilder sig ind i en skov der er fyldt med spejle som en anden Narcissos, der kun kan se sig selv. Romanen er fyldt men henvisninger til symboler og halvskjulte henvisninger til evangelierne, græske myter, nordiske myter og sågar drengen på havregrynspakken, der „løb videre med sig selv i armen langt tilbage i evigheden“. Her kommer et par vigtige samtaler:

– Selv den, der ingenting betyder for een, betyder måske noget alligevel, sagde Rosa.

– Jeg ved det ikke, sagde Viola, men selv om det ikke betyder noget som helst vil jeg tage ind på hospitalet hver dag.

– Det kunne have sin betydning, sagde Rosa.

– Det tror jeg ikke, sagde Viola.

– Ikke så mange, sagde Viola, men hvorfor er vi så dårligt forberedt, og selv om vi er godt forberedt, hvorfor duer det så til så lidt?

– Jeg tror, det er naturligt, sagde Rosa, vi strækker ikke til. Og de, der gør det, ved ikke noget om det selv.

11. december 2024

Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys og så kommer natten

Jeg læste den for mange år siden, men det var en stor oplevelse at læse den igen. Det er en roman efter mit hjerte, fordi den får menneskers liv til at gå ind over grænsen til det evige. Jón Kalman er ikke bange for at ånd og transcendens hører til menneskelivet. Tværtimod! Hvis ikke den gjorde, ville det være endnu sværere at leve. Det er vidunderlige fortællinger om personer i et lille fiskersamfund på Islands vestkyst med 400-500 sjæle, som forstår sig på kærligheden og evigheden. Det er bare så godt. Her kommer de skønneste af mine understregninger:

… kirkeklokkers dæmpede klang kan opmuntre en person der hænger med næbbet, og klokkerne er bærere af tidender fra evigheden.

En smuk dag og en smuk begravelse. Jóhannes holdt en tale fuld af vid for sin ven, nu er skyggerne i dit hoved svundet ind, smerten er forsvundet og du befinder dig i så stærkt et lys at intet jordisk tungemål kan beskrive det. Dette lys er også selve det guddommelige. Dette lys er det evige liv. Vi der står her og savner dig, ja, vi som stadig frister en tilværelse i jordelivets halvlys, vi beder til at din forbrydelse ikke vil blive straffet for hårdt, din smerte var stor, skyggerne mørke. Vi tillader os at stole på den evige nåde. Ja, min ven, måske ligger du netop i dette øjeblik på en græsklædt skråning ovre i evigheden, plukker bær sammen med din Bára og har lige sagt: Jeg havde ligegodt ikke forestillet mig at noget kunne være så grønt.

Tårerne har form som robåde, sorgen og savnet sidder ved årerne. Den der græder ved en begravelse, græder ikke mindst over sin egen død, og samtidig over verdens undergang, for alting dør, og til sidst er der intet tilbage.

Hun døde da hun nærmede sig de hundrede, og vi sagde sommetider at hun var stedsegrøn, for hendes livsglæde og tro på livet forekom os at være uovervindelig til trods for at de to mænd hun elskede døde, alting blev smukkere der hvor hun var.

De fleste af os tror for eksempel på Gud og Jesus og tager deres ord rimelig alvorligt, lærer De ti Bud udenad, mange af Jesu udtalelser lever blandt os - hvis der overhovedet findes en fælles kerneværdi for de vestlige samfund, er det vel Jesu budskab, og alligevel lever vi fra dag til dag som om vi aldrig havde hørt tale om ham. Folk holder en pistol i hånden mens de taler om at livet er helligt.

8. december 2024

Katherine Mansfield: Havefesten og andre fortællinger

Takket være forfatteren Ida Jessen og Rosinantes klassikerserie fik jeg læst 'Havefesten og andre fortællinger'. Ida Jessen har nemlig skrevet et vidunderligt forord til novellesamlingen; én af to, som det alene blev til for Mansfield, som skrev om kap med døden som 34 årig, hvor hun døde af tuberkulose. Men hvilken fortællekraft. Det er som voldsomme dokumentarfilm med så mange billeder og følelser, så det er overvældende for læseren og ind i mellem skal jeg lige standse op. Indtryk af natur og mennesker, af barndom og voksenliv er overvældene. Og aldrig har jeg læst om ensomhed, som her. Her er et eksempel på naturbeskrivelse fra hendes fødested, som er New Zealand:

Ah-aah! lød det fra det søvnige hav. Og fra landskabet lød rislen af små bække, der flød hastigt og let, gled mellem de glatte sten, strømmede ind i bregneomkransede smådamme og ud igen, og en plasken af tunge dråber mod store blade og noget andet – hvad var det? – en svag uro, en dirren, en kvist, der knækkede, og derefter en stilhed så stor, at det virkede, som om nogen lyttede.

30. november 2024

Lars Saabye Christensen: Vrageren

Jeg læste trilogien 'Byens spor' af forfatteren. Det var vildt godt, hvor han i bind tre fortæller om, at nu er det sidste bog, for nu gælder det døden, så livet skal bruges til det sidste.  Så kommer der alligevel i 2022 et bind fire, hvor han samler op på sine personer fra de tre første bind; han har jo ansvar for dem. Han kan ikke blive færdig med dem og med livet i det hele taget. Og minsandten om han så ikke i år kommer med dette kæmpeværk om hele livet, alting samlet på et sted, som en af personerne i romanen, der bruger al sin fritid på at lave en virkelighedstro miniature af kongeslottet i Oslo. Den skal kunne være i en tændstikæske. Sådan samler Lars Saabye nu hele livet i en bog. Altså 718 sider er mange, men så tror jeg også han har været hele vejen rundt omkring hvad et menneskeliv består af. Jeg tænker også det er en slags selvbiografi og et landkort over hans måde at tegne menneskelivet op på med ord, en slags poetik. Mine understregninger fylder 4 a4 ark! Her kommer nogle få:

Erindringen var ved at blive tyndet som en skov, og det lys, der slap ind efter denne trærydning, fik glemslen til at gro, den særlige glemsel, der også skal blive os til del.

Fjerner man døden fra fantasien, står man tilbage med underholdning og mekaniske heste. Lad mig også tilføje, at vinduet er en overflade, ligesom vandskorpen, spejlet, huden og skriften. Dybden begynder der. Men det er ikke sikkert, at den befinder sig på undersiden. Dybden går i alle retninger, ikke kun nedad. Himlen kan også være bunden: Dybere kommer du ikke. Måske må vi grave os op.

Livet følger ikke nogen regler, men det har alligevel sine egne lovmæssigheder, døden kommer efter fødslen, i mellemtiden lever vi …

Livet er den tid, det tager at dø.

… vi har kun denne ene chance, vi kan desværre kun gå i ét par sko ad gangen. Mennesket er en uafbrudt premiere, også når vi gentager os selv.

… særligt den linje, jeg husker så godt, fordi den rørte ved mit ømme punkt: og led os ikke ind i fristelse. Nu hedder det i stedet: Og lad os ikke komme i fristelse. Vi må ikke længere tro på, at Gud kan sætte os på prøve. Det skal ikke længere være muligt for Gud at vende ryggen til os, hvorimod vi selv altid skal have ryggen fri. Menneskene er blevet almægtige: Det er os, der skaber Gud i vores billede. Nu er det os, der skriver hans biografi, og vi bruger kun os selv som kilde.

... da Jørgen ser et lig for første gang på en båre.

»På den højre storetå var der fæstnet en lille seddel med et navn på. Jørgen fik en mærkelig tanke: Det var et til og fra-kort. Men hvem er den person, der ligger her, en gave til? Gud? Og hvem er den en gave fra? Fra menneskene til Gud? Fra os til Gud?«

24. november 2024

Sissel-Jo Gazan: Uglens øje

Jeg har været vild med at læse hendes 'Dinosaurens fjer' og 'Blækhat' og 'Uglens øje' er en del af en trilogi, hvor 'Dinosaurens fjer' er den første og så er der 'Svalens graf', som jeg ikke har læst. Det er en fornøjelse af læse hende, fordi hun er videnskabsuddannet som biolog med speciale i Dinosaurer, så man får noget at vide. Det er en videnskabskrimi om medicinalindustrien, men der er levende mennesker med; så den handler om etik og ansvar og det er for så vidt godt nok, men jeg egner mig ikke til spændingsromaner. Tiden var bestemt ikke spildt. Jeg er bare mere til stille litteratur.

24. november 2024

Annie Ernaux: Skammen

Det er den dybe skam, hun skriver om. Ikke noget så letfærdigt som 'flyskam'. Skammen kommer ind i livet i barndommen ved en eller anden begivenhed, som vi selv er uden skyld i, men som giver os en form for skyld alle dage. For Ernaux's vedkommende et frygteligt fjendskab mellem hendes forældre, som udviklede sig voldeligt; mens de ellers levede moralsk og borgerligt. Det er godt at læse Ernaux og jeg glæder mig hver gang; det er dog ikke hendes bedste. Her kommer nogle citater:

Det der er vigtigt for mig, er at genfinde de ord som jeg brugte til at beskrive mig selv og verden omkring mig. At kunne sige hvad der var normalt for mig, og hvad der var utilladeligt, sågar utænkeligt. Men den kvinde som jeg er i 1995, er ude af stand til at sætte sig ind i pigen fra 52 som ikke kendte til andet end sin lille by, sin familie og sin privatskole, og som kun havde et begrænset ordforråd til sin rådighed. Og foran sig uendelig lang tid at leve i. Det er ikke muligt at have en sand erindring om sig selv.

Det var den 15. juni 52. Den første helt præcise dato i min barndom. Før det er der bare en glidende strøm af dage og datoer skrevet på tavlen og i hæfterne.

Senere i mit liv har jeg sagt til få udvalgte mænd: “Da jeg var næsten tolv, ville min far slå min mor ihjel.” Når jeg havde lyst til at sige den sætning, betød det at jeg var vild med dem. De blev alle tavse når de havde hørt sætningen. Jeg indså at jeg havde begået en fejl, at de ikke kunne rumme sådan noget.

24. november 2024

Niels Fredrik Dahl: Fars ryg

Forfatteren er modtager af Nordisk Råds litteraturpris i dette efterår. Den pris er så fortjent. Det var en meget smuk bog at læse. Jeg var nervøs for at skulle læse endnu en bog med dyb kritik af en far, men det var det ikke. Dahl forsøger at finde ud af, hvem han er - på en venlig måde, hvilken baggrund han har i sin far og farfar. Det er en meget smuk fortælling, som også bliver et billede af tidens spænd fra farfar til Dahl. Livets gang som  har et forløb for den ældre generation, som så let dømmes ude, men her er erindring og forståelse. Det var en stor fornøjelse at læse 'Fars ryg'. Og så oplever han sin fars nærvær langt udover dødens virkelighed:

Det er mange år siden nu, men jeg har ikke vænnet mig til at han er død. Hans ansigt, hans blik, forstyrrer mig flere gange om dagen, mit hjerte, den del af hjertet jeg har åbnet for ham, forstyrrer mig flere gange om dagen. Den ligegyldighed jeg følte mens han levede, forstyrrer mig flere gange om dagen. Hans kærlighed og hans varme som alligevel må have fæstnet sig et sted i mig, lagret sig et sted dybt inde og langt nede, forstyrrer mig. Formodentlig er det sådan at jeg, mens han levede, var uinteresseret i hvem han var, i hvordan han havde det. Han var en mur som jeg havde brug for, men ikke vidste eller troede jeg havde brug for. Nu hvor han er død, er han så levende at jeg mærker ham ved siden af mig. Men det at jeg mærker ham, skærper bare uvidenheden, gør den skarpere og mere pinefuld. Så jeg må gøre det samme med ham som jeg gør med mig selv, jeg må opfinde ham igen og igen.

Jeg sidder ved det gamle spisebord og skriver om Anna, men kan mærke at far er her, så jeg vender mig om mod ham, stadig med hænderne på tastaturet. Jeg glemte at intet er uvirkeligt, det er kun et spørgsmål om materie. Far er død, og han er her i rummet.

Han står ved vinduet og ser ud over parken, den lange gade og den silende novemberregn. Jeg taler til hans ryg. Jeg siger: Jeg fandt et fotografi af dig for ikke så længe siden, i et af de mange albummer jeg kiggede igennem da jeg besøgte Annas datter… Har du set hvordan gaden skinner som en flod i regnlyset, siger han.

Det er en meget smuk bog at læse.

9. november 2024

Morten Pape: Nøglebarn

Jeg har været glad for at læse de to første i trilogien om Urbanplanen. Jeg var også glad for den her, selvom jeg nok kedede mig lidt undervejs, men det opvejedes fuldstændigt at Papes arbejde med sig selv med det fortsæt at forlige sig med sin far. Bogens samlede hensigt er at sige: se på hinanden med mildere øjne. Det er øvelsen. Her kommer et citat, som er en nøgle til romanen:

“Så kom der en sygeplejerske ud til mig,” fortsætter han. “Hun havde nok set mig stå ude i kulden alt for længe. Hun kom ud, lagde et varmt tæppe om mig, tog lige så stille skalpellen fra mig og sagde: ‘Kom …’ Intet andet end dét. Det ene, lille ord. Kom. Det var ordet. Men det havde en magisk effekt på mig. Jeg fik desværre aldrig fat i hendes navn. Men sygeplejersken reddede mit liv, Eva. Det var et mirakel.”

Kom. Det var ordet. Og det slutter romanen med: Ordet. Ja, af Kaj Munk. Få nyt liv og nye øjne, der kan se med mildere øjne. Og så hedder:

I filmens sidste del går det så galt, at Inger mister livet og sit barn under fødslen. Alle er i dyb sorg, undtagen den vrangvillige Johannes, der stædigt tror på, at Inger blot sover, inden han forlader gården og lader sin familie vide, at de ikke skal lede efter ham. Til Ingers begravelse dukker skrædderens familie op for at slutte fred med Morten Borgen, og deres børn får langt om længe lov til at gifte sig alligevel. Men de er ikke de eneste, der uventet dukker op. Johannes er vendt tilbage, helt rask og anderledes, og sammen med Ingers datter beder Johannes en bøn stående ved Ingers åbne kiste. “Rejs dig,” befaler han hende. “Stå op af din kiste og vend tilbage til de levendes verden.” Få sekunder senere bevæger Ingers hænder sig, så åbner hun øjnene og sætter sig op til alles forundring over det uforklarlige mirakel, de netop har været vidne til.

Det er lige dér, da Inger rejser sig fra den død, hun led få dage tidligere i barselssengen, nu vakt til live af familiens udstødte bror, hånd i hånd med sin lille niece, at Ole opdager, at hans far sidder helt stift i biografsædet og er opløst af tårer. De triller ned ad hans buttede kinder som små, ustoppelige vandfald bag de farvede brilleglas, og Ole bliver dybt forfærdet og samtidig overrumplende rørt af at se sin far på den måde.

7. november 2024

Karl Ove Knausgård: Natskolen

Jeg har sådan glædet mig til at læse den, og den er fantastisk, fordi ingen som Knausgård kan oplyse myterne, aktualisere dem og formulere sætninger om de vigtigste ting i vores liv; men det var en lektielæsning i nattens mørke om eneren, den suveræne narcissist Kristian Hadeland. Kropsligt mærker man kulden hos ham, der kun ser sit eget spejlbillede; samtidig får jeg genlæst og levendegjort myterne om Ekko og Narcissos. Romanen er vidunderligt komponeret, således at den begynder med slutningen, som sætter den alvorlige dagsorden. Livet og døden. Sådan her står der i indledningen:

Hvis jeg kunne formulere hvad jeg føler her hvor jeg sidder, fortvivlelsen der river og flår i mig, nat og dag, det bundløse mørke, ville du forstå, men det kan jeg ikke, for i selve sproget ligger håb, i sproget er der lys. Natten, den er sprogløs. Og sproget henvender sig altid til en anden. At formidle ensomhed med sprog er derfor umuligt. Der hvor ensomheden er, er sproget ikke, der hvor sproget er, er ensomheden ikke.

Det er vildt godt. I sproget ligger håbet, for det er der, den umiddelbare tillid er. Altså bare indenfor de første sider er der flere bemærkelsesværdige formulering. Her om vores forhold til døden, som han forestiller sig vi deler en toværelses lejlighed med:

Lejligheden har to værelser med to døre imellem. Når man går ud gennem den ene dør, går lejeren ind gennem den anden. Man kan høre ham pusle inde ved siden af, men når man går derind, går han ind i værelset hvor man var lige før, og så er det der han pusler rundt. Sådan lever vi vores liv, side om side med døden. Den dag vi møder ham i døren, er det forbi.

Og så udfolder han en af de andre store fortællinger i vores vesteuropæiske kultur, fortællingen om Faust der indgår en pagt med Mefistoles, Djævelen. Det kan man når man tror man er et geni, en suveræn og det tror Kristian Hadeland, at han er. Og han har forudsætningen, fordi han ikke tænker på andre, men kun ser sig selv. Han kommer af den grund til at slå en hjemløs ihjel for en bagatel, men han går fri og tror han kan glemme det. Så her siger han til sig selv: "Sagens kerne var at ingen havde set det. Ingen vidste noget. Hændelsen fandtes kun inde i mig. Og der kunne jeg gøre med den hvad jeg ville. Udradere den helt? Ja, det skulle jeg nok kunne klare." Men der sætter livet sig igennem. Den grænse overskrides ikke uden videre. Det er en mørk, men er en meget vigtig roman, Knausgård har skrevet - også om forholdet forældre/børn som det næsten altid handler om for ham. Her kommer to citater mere:

De gamle templer i Japan var slet ikke gamle, de blev revet ned og bygget op på præcis samme måde med jævne mellemrum. Det gamle ved dem blev dermed ikke feticheret, men fjernet. Og hvorfor ikke? Alder blev forvekslet med dybde, forgangen tid med fylde. Vi gjorde som Orfeus, vi kunne ikke lade være med at vende os om og se tilbage, og så mistede vi det allermest vigtige.

Hamlets og Fausts problem, det at de ikke var knyttet til noget eller nogen der hvor de var, også var mit problem…

29. oktober 2024

Ida Jessen: Jeg vil!

Det er blevet til mange timers læsning af Sigrid Undset i år og sidste år. Kristin Lavransdatter, Fru Marta Oulie sidste år, i år Jenny og nu en bog om hende af hendes oversætter og forfatter Ida Jessen. Det er en god bog for læseheste som mig, fordi den giver mig indsigt i forholdet mellem forfatter og læser. Og det er spændende. Ida Jessen har levet med Undset nu i et par år og er fuldstændigt optaget af hende og det mærker jeg hele vejen igennem bogen; og det gør den levende. Om forholdet mellem forfatter og læser skriver hun det helt præcist:

Når man læser litteratur, hvor forfatteren ønsker at drive et resultat igennem, kan man som læser godt blive vred. Skal man lege med, skal det være en fri leg. Man gider ikke lege med en, der vil bestemme det hele.

Det er ganske enkelt en hovedregel ved al læsning. Protester, når der er en forfatter der vil drive dig til at tænke på en bestemt måde. Nu glæder jeg mig til at læse den næste store nyoversættelse af Olav Audunssøn. Her kommer et par citater fra bogen:

Mere end noget andet ønsker jeg at leve. Jeg vil bare ikke leve et liv, som jeg selv må foragte.

Litteraturen må ikke være hjerteligt velmenende, ikke beskrive idealer, men handle om sete, følte, levende mennesker.

”Jeg vil holde mig rank, jeg vil ikke dukke under. Jeg vil ikke begå selvmord – heller ikke på mine evner.”

Vær ærlig, vær sand. Skriv aldrig for at behage... Tag ingen hensyn. Ingen. Hensyn.

Man gør sig lille for den store kærlighed og bliver stor med den. At kunne elske og at kunne stille sig ret op og ned, fuld af vilje og kræfter, trodsig, og kræve kærligheden.

Det er farligt at give kærlighed som almisse.

21. oktober 2025

Sally Roony: Intermezzo

"Tror du, at der er noget? spørger hun. Jeg prøver, ja, svarer Ivan. Jeg tror i hvert fald at der er en slags orden i universet. Eller sådan føles det nogle gange. Når jeg lytter til et bestemt stykke musik eller ser på kunst. Selv når jeg spiller skak, men det lyder måske sært. En orden, der er så dyb og smuk, ligesom, at der bare må ligge noget bag. Men andre gange tænker jeg, at det hele er kaos, og at der ikke ligger noget bag overhovedet. Måske stammer forestillingen om orden bare fra en eller anden evolutionær fordel, hvad den så end er. Vi ser mønstre, hvor der ingen mønstre er. Jeg ved det ikke. Jeg forklarer mig ikke særlig godt. Men når jeg oplever den der skønhed, tror jeg virkelig på Gud. At der ligesom er en mening med det hele. Hun lytter og nikker endnu engang. Siger prøvende: Jeg forbinder ikke rigtig Gud med skønhed. Min forestilling om Gud har nok mere med moral at gøre. Hvad der er rigtigt og forkert. Hun er stille lidt og tilføjer så: Det er ikke noget, jeg er helt sikker på. Men på den anden side tager jeg det alvorligt, eller jeg prøver. Jeg vil gerne gøre det rigtige. Mens hun taler, aner hun ud af øjenkrogen, at han ser opmærksomt på hende. Jeg er med, siger han. For mig virker det nok, som om det hele hænger sammen. Som om det at se skønheden ved livet måske hænger sammen med spørgsmålet om rigtigt og forkert. Men jeg har ikke tænkt grundigt over det. Nogle gange har jeg bare en fornemmelse. En slags fornemmelse af at være elsket af Gud, næsten. Men det er ikke rigtig noget, der kan forklares."

Der er så mange gode samtaler i den her roman, som er noget af det bedste jeg længe har læst. Jeg har haft den som natbog, hvilket ikke har været helt klogt, fordi jeg blev ganske vågen og optaget af den. Sally Roony er en utrolig arbejdsom og reflekterende forfatter, som jeg kan lære rigtig meget af. Når jeg sidder med alle de understregninger, som jeg har kopieret ud fra bogen, så kan jeg næsten få lyst til at begynde forfra. Der er så meget at tage fat i. Og så er der noget ganske særligt, som jeg ikke har set før. Hun bruger andre forfatteres citater i sin tekst uden at det er angivet i teksten, men i noter til sidst i bogen hun oplyser om hvilke tekster og hvor citaterne er fra. De er fra Wittgenstein, Shakespeare og mange andre. Hun befrugter sine egne sætninger med deres og det virker. Det er en skærende skarp roman om vores relationer, så tynde de er, så nødvendige de er, så smertelige de er. Hold da op, hvor er det godt. Et sted beskriver hun oplevelsen ved at være til en koncert: 

Den spændte henrevne tavshed blandt tilhørere, der er samlet om lyden: tavse fælles om denne ene flygtige bevidsthed. Hører og lytter i fællesskab, følger i fællesskab den næsten for hurtige klare strålende melodi, der breder sig og forsvinder ud i luften. At have dette sammen en hel tavs time. At sidde her blandt andre i mørket. En lille oplevelse, så lille at man kan have den i hånden, holde om den og senere ae den i lommen.

Her kommer et par andre citater:

Livet er ikke, viser det sig, smuttet fri af nettet. Der er ikke noget liv, der smutter fri: livet er selve nettet, holder folk på plads, får tingene til at give mening. Det er ikke muligt at bryde de bånd, der binder, og bare leve hovedløst videre. Mennesker, andre mennesker, gør det umuligt. Men uden andre mennesker, ville der slet intet liv være. Fordømmelse, irettesættelser, skuffelse, konflikt: det er sådan, folk holder forbindelsen.

At blive elsket, ja, uden grund, uden nogen tænkelig belønning. Nåden der pludselig vælder frem. Det gør sikkert bare alting værre. Og på en måde ja, værre, mere kompliceret. Tøjrer ham til verden, spærrer nødudgangene. Bliv og lid. Det lover jeg. Selvfølgelig.

14. oktober 2024

Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen

Der var så meget friløb, så mange gentagelser, så meget tekst der ikke betød noget, men som tog tid at læse. Det er livet for kort til. Den kunne have være strammere fortalt, for ideen og historien er jo god nok. Men hvor blev jeg bare træt af at læse den. Tak for nu

11. oktober 2024

Halldór Laxness: Frie folk

Den er kommet i ny oversættelse, så der var en ekstra grund til at læse den igen; Frie mænd, som den hed tidligere, den der står i bogreolen. Og det er bare så stor litteratur, at den er værd at læse altid, og det er utrolige er, at jeg kunne huske det hele, skrækken ved at følge Bjarturs ensomme kamp for klare sig alene i vildmarken. Den har gjort et stort indtryk første gang jeg læste den, og det gør den ikke mindre nu. De hårde livsvilkår der gør ham selv hård og kold. Han støder alle fra sig. Fri bliver han ikke før til sidst, hvor han erkender at han elsker sit første barn, som slet ikke er hans, Asta Sollilja, som er hans livs blomst, skønt "uægte". Det er en nobelprismodtager værdig, hvor jeg i dag læste at årets nobelpris er gået til koreanske Han Kang, hvis 'Levende og døde' jeg læste i 2019. Jeg tror Laxness fik den i 1955. Jeg læste 'Frie folk' samtidig med 'Farklausulen' af Jonas Hassen Khemiri, og det var ikke godt for Farklausulen. Jeg skubbede den til side. Den virkede så letkøbt ved siden af. Her kommer nogle understregninger:

Du kan tro mig, når jeg siger, at friheden er mere værd end højden på tagryggen; jeg har jo arbejdet i atten år for at blive min egen herre. Den mand, som ejer sin egen jord, han er en fri mand her i landet. Ingen kan bestemme over ham. Hvis jeg kan passe mine får, så de klarer sig gennem vinteren, og betaler mine afdrag til tiden fra år til år, så opfylder jeg mine forpligtelser og har taget hånd om mine får. Nej, det er friheden i landet, som vi alle higer efter, min ven. Den, der opfylder sine forpligtelser, er en konge på sin jord. Den, der tager sig af sine får, bor på et slot.

… fader vor, du som er i himlen, ja, så uendelig langt borte, at ingen ved, hvor du er, næsten ingen steder, giv os i dag blot en smule at spise til din ære, og tilgiv os, hvis vi ikke kan betale vores gæld til handels­manden og kreditorerne, men lad os frem for alt ikke fristes til at stræbe efter gode dage, thi dit er riget – det var vanskeligt at forestille sig et mere oplagt sted til denne smukke bøn, det var, som om frelseren havde skrevet den til netop denne anledning. Alle bøjede hovederne undtagen Bjartur, for hvem det var utænkeligt at bøje hovedet for en urimet bøn. Så bar de kisten ud. De løftede den op på hesten, trak reb tværs hen over den og surrede den fast, støttede den derefter i enderne.

Aldrig virker salmerne så lange som i barndommens dage, aldrig er deres verden og sprog mere fremmed for sjælen. I alderdommen forholder det sig lige modsat, da er salmerne for korte til dagene.

Ikke sådan at forstå, at han, Bjartur i Sommergårde, troede på teologien, selvstændige folk har ikke brug for kristendom, han var parat til at tage kampen op med et hvilken som helst spøgelse, og han havde heller aldrig nogensinde været mørkeræd.

Ikke sådan at forstå, at han, Bjartur i Sommergårde, troede på teologien, selvstændige folk har ikke brug for kristendom, han var parat til at tage kampen op med et hvilken som helst spøgelse, og han havde heller aldrig nogensinde været mørkeræd.

Og jeg må sige, at netop fordi jeg ved, at sjælen eksisterer, og at den er evig, så er det mig ligegyldigt, om jeg bor i en jordhytte den korte tid, hvor min sjæl dvæler her. Og selvom livet er elendigt, husene små, gælden tung, maden knap, og sygdommene langvarige og uundgåelige, så er sjælen dog sjæl. Sjælen er og vil for evigt være sjæl og tilhører en højere verden.

Slutningen af bogen:

Til sidst opgav Bjartur håbet om, at pigen ville blive i stand til at gå længere. Han stoppede tæpperne ned om børnene og den gamle kone igen og løftede kasserne op på hesten. Så tog han Ásta Sóllilja i sine arme og sagde, at hun skulle holde godt fast om hans hals, trak derpå af sted med hesten. Da de var nået højt op i bakkerne, hviskede hun: Nu er jeg hos dig igen. Og han svarede: Hold fast om min hals, min blomst. Ja, hviskede hun. Altid – så længe jeg lever. Din eneste blomst. Din livsblomst. Og jeg lover, at det endnu ikke er tid for mig at dø. Så fortsatte de.

2. oktober 2024

Kristian Bang Foss: Døden kører Audi

Den her er også med i KD's konkurrence. Jeg har før læst 'Frank vender hjem' af samme forfatter i 2000 og dengang skrev jeg: "Den er alt for let læst. Det er som om der står for lidt både på og mellem linjerne. Men den er måske et meget godt eksempel på en populær udgave af en samtidsroman. For let efter min smag." Men jeg sluttede også med at skrive at det var munter læsning. Det er den her også. Her kommer et par eksempler fra en tænkt ghettobebyggelse, Stentofte:

Medisterpølsen, der lå i Aldis kølediske var svinetarm stoppet med en grå masse af desperation og angst, flæskerouladen var tristhed i skiver, kassedamen et billede på selvmord.

Hvis had er en bakterie, var Stentofte en petriskål, og hvis had er noget, vi har boende i os som en spire og bruger vores liv på at holde nede, var selve luften i Stentofte en gødning, man inddrak.

– Det befriende ved naturen, sagde jeg, er, at den ikke har nogen gode intentioner.

– Gode intentioner?

– Når man vil noget godt. Noget af det værste er, når folk vil en det bedste.

– Ja, det går altid galt.

1. oktober 2024

Jens Christian Grøndahl: Noget tabt i mørket

Anden Grøndahl roman i træk. I virkeligheden passer de ikke rigtig til min læsehastighed. Jeg læser for hurtigt, har for travlt, - så jeg blev faktisk nødt til at læse den igen, for at få samling på den. Det havde den fortjent. Det er en roman om at være lidt for meget på flytilstand og at glemme at slå den tilbage på virkeligheden. At tro at livet er at bemestre arbejdet i stedet for at være tilstede i nuets relationer. Sådan er det for Lisa i vigtige øjeblikke i bogen, selvom hun også har sans for det, der bryder ind i tilværelsen som livgivende. En skikkelse kommer igen og igen; en ung hjemløs med langt hår og tøj skinnende af skidt og snavs, men med et smil i sit gule og hærgede ansigt. Og Lisa møder ham første gang som tolvårig og har mødt ham på et maleri i kirken i den lille by, hvor de havde boet og som forestillede Jesus, der kommer til Jairus's hus, hvor den tolvårige pige er død, men bliver vakt til live. Lisa glemmer, hvad det billede betyder for hende, mens hendes nuværende mand, Bror, på en helt anden måde har valgt at være til stede i øjeblikket. Det er en meget dramatisk fortælling om kærlighed og ærlighed og evnen til at være her og nu. Livet lige nu, det er det virkelige. Det er det, der er underet. Og lykken er at være der. Ikke på farten i flytilstand. Her kommer nogle gode understregninger og en enkel sjov, som foregår ved en barndedåb:

Der var tilsyneladende ikke den ting, stor eller lille, som de ikke kunne finde sammen om at betragte med en let, spøjs, undrende form for fælles intelligens, der ikke gik ud på at måle sig eller måle tingene, men simpelthen bare handlede om på en uskrømtet, nærværende måde at dvæle ved, man kunne nærmest sige festligholde, det upåagtede og dog i grunden forbløffende forhold, at man var til stede i verden.

… hun havde også fået lavet læber, de så ophovnede og forslåede ud, fra siden lignede hun en and. Det forstyrrede Lisa, at hun ikke kunne lade være med at skæve til sin efterfølgers gummibåd af en mund… og igen ville Lisa modvilligt blive draget af det fantastiske mundtøj, som Villads’ anden kone bar til skue, hans fellatiofacilitet, han havde jo formentlig også betalt, og den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

På hans ø er tiden ikke noget, der går, det ville være rigtigere at sige, at den bliver ved med at komme, igen og igen.

Jeg fandt ud af … Hvordan skal jeg sige det? Jeg fandt ud af, at jeg ville være det samme sted, lige meget hvor jeg gik hen.

Det forstår jeg ikke.

Jeg forstod det heller ikke til at begynde med. Når man har passeret et vist punkt, finder man ud af, at man hele tiden, alle årene, har befundet sig det samme sted.

Er det ikke nedslående?

Til at begynde med er det nedslående. Senere er det ligesom at vågne. Der findes ikke andre steder. Det er noget, man drømmer. Alle steder hænger sammen.

Og derfor er stederne ét og samme sted?

Bare meget stort

30. september 2024

Olga Ravn: Celestine

Det er godt nok en speciel roman, en ny slags poetisk selvbiografisk opgør med mor og far og al deres rod. 'Celestine' er også med i KD's forsøg på at finde århundredets foreløbige roman. Især i første halvdel af romanen er der meget smuk poetisk volapyk, dog lige rigeligt, men i anden del strammer det til og bliver til et opgør, som er nødvendigt for hovedpersonen, især et opgør med mor. Og så får jeg ganske enkelt ondt af hende; hendes ensomhed og smerte. Det kan jeg forstå. Og det er klogt og godt beskrevet:

Jeg er vel min egen kiste. Jeg behøver ikke mere for en levende begravelse end mig selv. Jeg bærer hjemløsheden rundt omkring i landet som et skab.

Jeg havde altid opfattet min mor som hellig. Jeg gik med hende i kirke. I et eksotisk anfald af beruselse med et næsten fe-agtigt slør af sved over panden havde hun til en julefrokost for familien betroet mig, at hun elskede Jesus og syndernes forladelse, og hun lo, og hun var meget smuk, hun var en stjerne, som hun altid var, lysende og tjavset, hun sagde: „Vi er alle syndere,“ som om det var den største lise.

Min barndom var en meget lang, utroligt befolket ensomhed.

Som skilsmissebarn gik jeg rundt med alle de tidligere familier på mig som ekstra påsyede arme, men armene visnede, og de flappede lidt, når jeg hoppede i sofaen.

Hvordan skal jeg kunne fortælle om mig selv som barn uden at blive frygtelig sentimental? Jeg kan vælge imellem selvmedlidenhed og selvhad, og så vælger jeg det sidste. Min barndoms ensomhed kan åbne sig som en hånd, og så spildes hele dagen i dens mørke. Jeg vil gerne lægge min barndoms ulykker fra mig, som man tømmer sin håndtaske for krummer og mønter og glemte billetter og pastiller og så videre, når man vender tasken på hovedet og ryster den.

26. september 2024

Jens Christian Grøndahl: Jernporten

'Jernporten' er en af de bøger KD har udvalgt til at blive den foreløbige kerneroman for århundredet. Jeg har med glæde læst en masse af Jens Christian Grøndahl og jeg er vild med ham, men jeg havde ikke læst denne her, som var en rigtig Grøndahl, fyldt med eksistentielle overvejelser, lange forkromede sætninger, som Lars Bukdahl gjorde grin af i sidste Weekendavis i sin anmeldelse af den nys udkomne 'Noget tabt i mørket', som jeg straks vil give mig i kast med. 'Jernporten' er god til overvejelser af eget levet liv. Jo ældre jeg bliver desto mere er der brug for de overvejelser og så er der altid kulturindsigt at finde i Grøndahls romaner. Her kommer nogle ganske få understregninger, som jeg kopierede mange af til eget indvortes brug.

Man tager fejl, når man anser bøgerne for virkelighedsflugt. Det er jo dem, vi begriber med; deres sprog for, hvad der er muligt. For mig blev de slusekamre til verden.

Tricket hedder erindring og er andet og mere end den passive gennemgang af fæstnede minder i melankoliens indre biograf. Jeg havde lært det, da min mor døde, som en øvelse i datid. Hvis kun nuet havde virkelighed, ville vi jo ikke være virkelige. Nuet er et umuligt sted, det kan ikke betrædes, for det skrider ustandseligt under én.

At erindre er at fortælle, hvad der var. I sproget er det stadig. Det er der som dét, der har været; dét, der kan fortælles.

Mens vi så på billederne, kunne jeg mærke, at det skete. Billederne var kun døde aftryk, men i min fortælling blev Julies farmor virkelig igen. Hun havde været, og derfor var hun der på en måde stadig. Som én, man kunne fortælle om.

Er det ikke blikket, vi kaster, der gør os til mennesker? Ikke dyr, men dyriske væsener med en erindring og en vag, håbefuld tanke om, at livet kunne være anderledes.

23. september 2024

Ida Jessen: Børnene

Det er tredje bind af Hvium-trilogien. Jeg er vild med den.

Bag alle de tilforladelige ting de sagde, og bag koppens sagte klirren mod underkoppen førte de en helt anden samtale.

Det er sådan den er. Hele det lange liv vi lever sammen med dem, vi er afhængige af. Den samtale vi har, er der - selvom vi ikke tør sige ordene højt. KD har en artikelserie lige nu der hedder 'Genstart læsekulturen', og de har fået 'eksperter' til at forslå tyve romaner fra år 2000 til nu. Hvilke er de vigtigste? Det synes jeg er spændende. Jeg har læst de fleste, men jeg manglede nogle, som jeg nu vil læse. Den her blandt andet og jeg er glad for at have læst den. De to første har jeg som papirbøger, men nu får jeg slutningen på hele trilogien. Ida Jessen går så tæt på eksistensen, så jeg føler forbindelse til det hun skriver, f.eks.:

Hun græd i lang tid, og det hun græd over, kunne ikke grædes væk.

Hun skriver om kærlighed og mangel på samme, om børn, om ulykker, om død og om uforståelig, men uomgængelig drift til at elske krop med krop. 

Hun tænkte igen på det med mennesker. Hun forstod dem ganske simpelt ikke. Det hele gik ud på at skubbe til hinanden og sige, det og det er forkert, og det er det og det også. Og dét er forkert. Og hvorfor gør du sådan? Og hvorfor ligger den saks der? Det var næsten så man kunne skamme sig på deres vegne, så dumt var det. At de brugte tid på den slags. Det ville jo aldrig høre op.

Det er dagligdags, men det er vigtigt at forstå, at vi bruger tid på sådan noget. Hun er så ærlig i sin fortælling om det at være menneske. Her kommer nogle flere citater:

Hun tændte for fjernsynet for at slette sporene efter sig selv.

Hun sov let og var vågen mange gange i løbet af en nat, mens hændelser og spekulationer strømmede igennem hende i en rasende hast.

Ida Jessen er bare god. Jeg læste i KD at hun har en ny på vej lige om lidt. Den glæder jeg mig til. Den sidste var 'Endnu en bog jeg aldrig skrev' - den var jeg meget glad for at læse.  

19. september 2024

Katrine Wiedemann: Løgn nummer ét

Jeg er virkelig forvirret. Det er dog den mest mærkværdige bog, jeg længe har læst, men der er også noget der foruroliger mig: Hun viser hvordan mange af os lever et dobbeltliv! Så den gør noget og ikke kun det, Wiedemann et sted skriver, og som jeg giver hende ret i: 

Litteraturen er en form for håb for mennesker. Litteraturen er skabt af andre vildfarne, nervøse, fortabte mennesker. Tomas og jeg er i kaos, vildfarne, vi går igennem et mørke, jeg ser billedet i et glimt, måske er det billedet fra Orfeusmyten, der blander sig.

Jeg finder min egen dagbog frem fra silkelommen på indersiden af den bordeauxfarvede kuffert, lægger mig tilbage på sengen og skriver:

Jeg leder altid efter svar på mit eget liv i forfatterskaberne.

Sådan bruger jeg også meget af al den litteratur, jeg læser. For at lære om alt det, jeg har levet og ikke levet. Hun siger et sted også noget smukt om musik, at den er mere end lyd, den er håb. Men jeg finder nu ikke meget håb i 'Løgn nummer ét' og slet ikke i fortælleren og hovedpersonen Klaras liv, hvor hun forsøger at tolke Orfeus og Eurydike myten, om at miste og ende i Hades og ikke kunne bevare kærligheden. Klara finder Hades i mærkværdige sex fantasier, hvilket der ikke kommer noget godt ud af og hun mister sin elskede. Til sidst bliver hun sentimental og næsten "præsteagtig", når hun må have fat i Jakob Knudsen:

“Se ud, tør duggen af sindets rude.” Min far elsker dette citat af Jakob Knudsen. Det hænger på opslagstavlen i køkkenet hos min mor og far. Jeg tænker på, hvilken betydning det har haft at se på det, dag efter dag, igennem hele min barndom og ungdom. En hjernevask, af den gode slags. Måske de tekster, man har set hver dag, kan samle sig som en lille hær af håb indeni og beskytte én i svære tider? I hvert fald har man nogle ord og linjer, som man kan gribe til, for at fastholde de impulser af håb, der opstår med jævne mellemrum i de fleste mennesker, hvis du da ikke er helt ødelagt.

Jeg kan godt lide tanken om at bære en masse tekster med sig som en lille hær af håb!

9. september 2024

Vigdis Hjorth: Gentagelsen

Jeg læste 'Er mor død' og blev en My klogere. Nu har jeg læst 'Gentagelsen' og er igen blevet lidt mere vidende om menneskesindet og tilværelsens alvor. Vigdis Hjorth er for alvor værd at læse. Jeg mangler 'Arv og miljø' som jeg vil læse snarest. Sproget, eftertænksomheden, de dybe overraskelser - alt er godt i Gentagelsen. Her kommer vigtige udsagn, som er værd at læse igen og igen:

Det du vil glemme, vender tilbage, hjemsøger dig så liv­agtigt at det føles som om du genoplever det på ny, og gerne med de samme overvældende og uhåndterlige følelser som oprindeligt, så du tror du vil omkomme ved det, så du kæmper mod tilbagekomsten, stritter imod, uden at kunne forhindre den eller værge dig imod smerten som følger med, så du skal igennem den på ny. Men når det er genoplevet og gennemlevet, når den lammende smerter aftager, vil du formentlig erfare at du har fået ny indsigt i det til­bage­komnes betydning, derfor kom det tilbage, for at fortælle dig noget.

…gentagelsen er tilværelsens alvor, at gentagelsen er tilværelsens daglige brød som mætter med velsignelse…

gen­tagelsen er tilværelsens alvor. Håbet som et nyt klædningsstykke – stift, stramt og glitrende – men har man ikke haft det på, ved man ikke om det passer eller vil klæde en, og erindringen som et aflagt klædningsstykke: Uanset hvor flot det er, passer det ikke længere, for man er vokset ud af det.

Gentager og genkalder og genoplever og genfortæller og gengælder, for barndommen varer ved, ungdommen varer ved, barndommen og ungdommen er en fremtid der konstant begynder, en ved­varende proces. Jeg kredser om det igen og igen, for kroppen husker og bærer og tænker, kroppen ved, ikke kun fornuften.

Det er ikke hvordan verden er, der er mystisk, men at den er.

9. september 2024

Liv Duvå: Ned fra himlen

Jeg har været helt opslugt af den her roman om små bløde mennesker i et velfærdssamfund som er rigt og godt, men som også indeholder beton med giftigt pcb og samfundsinstitutioner som også har en del beton i sig. Jeg kunne næsten ikke slippe den blødeste og sejeste og usikre Maria, der flygter fra både sin barndom og sin ny kæreste og på et tidspunkt slår sig ned i Fisketorvets Babylounge. På vej hjem i går sidst på eftermiddagen med Kombardu-Expressen var vi lige ved siden af Fisketorvet og jeg havde sådan en lyst til at styrte ind for at finde det sted, hvor Maria havde været. Så virkelig er Liv Duvås socialrealisme.

Herinde er de morgenens første gæster. De træder ind i et aflangt rum med store panoramaruder ud til kanalen. Lugten af brugte bleer og mælkegylp har endnu ikke indfundet sig, kun de klorholdige rengøringsmidler fylder luften. Beroligende musik afspilles diskret fra skjulte højttalere. Langs væggen ved indgangen står tre store pusleborde med dyre skummåtter under tre forskellige uroer, som hænger i loftet og allerede har fanget Sonjas opmærksomhed. Maria åbner lettet bylten, slår stofbleen ud over skummåtten, som hun lægger Sonja på. Bleen er udspændt som en ballon og varm af tis. Huden indenunder er rød og foldet.

Det er en forrygende roman om Brøndby Strand og en gammel drøm om endelig at skabe et frirum med højt til loftet og med udsigt over havet for arbejderklassen; en drøm som brister af blandt andet Pcb og Centerbodegaen og meget andet, som ikke var forudset. Med alle følelser på spil som læser følger jeg Maria nu hvor hun skal finde tilbage til sine rødder og til sig selv. Det er ikke let. Og sig selv skriver hun sådan her og siden om Vibeke, hendes mor:

…at man skal lære at lytte til sig selv? Det er bare svært at lytte til sig selv, når ens selv føles som en meget let fjer, der hele tiden kastes rundt i alle mulige andres stormvejr. Hun kender sin funktion i relation til andre, men ellers, når hun bare er sig selv, er det svært.

Hun kan ikke tilgive Vibeke. Hun kan heller ikke forlade hende. Man kan kun gøre det, så godt man kan. Man kan blive sammen, undgå at forsvinde. Det er i sig selv et arbejde, der er til at blive helt stakåndet af. Hun råber ikke, viser ikke sin vrede, lader sig blot falde ned på stenbænken. Og her, ved siden af Vibeke og Sonja, finder hun sin plads.

Det en ganske anderledes roman end Rosenreglen, som jeg var meget optaget af, hvor Liv Duvå f.eks. skriver sådan her: "Huden er et baggrundstæppe, der blafrer omkring dig. Alt bevæger sig i bølger ind og ud igennem dig. Du kniber øjnene sammen, forsøger at stille skarpt, finde et mønster at læse alle formationerne omkring dig ind i." Så de hænger alligevel sammen, for kroppen og mennesket er en urørlig enhed, som husker og opbevarer alt det skete i sig. Det er fremragende og godt gået, Liv!

2. september 2024

Tessa Hadley: Søskende

Sidste år var det 'Fri kærlighed' om 68'erne og deres liv, som jeg læste med genkendelse. Nu er det - i den ny roman - mange år senere, men stadigvæk med stor genkendelse. Ægteskaber er kommet og er gået igen. Børn er kommet og er gudskelov blevet, men alting går ikke bare lige op. 

Du ville blive overrasket, sagde hun, – over hvordan man kan føle sig overbevist om, at man har truffet en beslutning, og at man virkelig har overvejet den grundigt, men så kommer man til et sving på vejen og drejer om hjørnet, og pludselig ser alting igen helt anderledes ud. Som om man kører i et helt nyt landskab.

Det er lidt som hos Colm Toíbín. som var den forrige jeg læste. Vi tror vi styrer vores liv, men det er der grund til at stille spørgsmål ved. Fire søskende mødes i deres hjem mange år efter forældrene forlod det og døde. De er mødtes der tit, men undervejs har de ændret sig. Det er så spændende at følge. Jeg var meget glad for at læse den. I går havde vi i min side af familien fætter- og kusine møde. Det er lidt det samme. Hvad har alle årene gjort ved os? og vi ser hinanden påny.

Jeg aner ikke, hvad meningen er med noget. Selv helt almindelige ting skræmmer mig, jeg bliver sørgmodig over alt det, der forandrer sig, over at blive gammel, de forspildte muligheder.

At livet foregår i relationer, det er det al god skønlitteratur handler om og beskriver. Det gør Tessa Hadley rigtig godt og så er der så mange smukke beskrivelser af landskabet i Kington. Den var jeg glad for at læse. 

28. august 2024

Orhan Pamuk: Pestnætter

"Romankunsten hviler på evnen til at fortælle vores egen historie, som om den var en andens, og på at fortælle andres historier, som var de vores egne." Sådan skriver Pamuk i forordet til sin bog og det gør han så på den mest vidunderlige og forførende måde, men også temmelig langstrakt over 700 sider. Det har været min natlæsning i lang tid og alle de billeder jeg har forestillet mig, er ikke få. Det er en helnatsfilm! Han påbegyndte romanen i 2016 før nogen vidste om pandemien, men efter pandemien har vi større indsigt i alle de holdninger til forsamlingsforbud, karantæne og nedlukning som hurtigt bliver virkelige. Det gennemspilles på højt niveau i romanen, som foregår i 1901 på en fiktiv ø i Middelhavet under osmannernes tyrkiske regering.

„Der er aldrig nogen, der for alvor ønsker sig en karantæne. Det gælder både guvernører, borgmestre, handelsfolk og de rige. Ingen bryder sig om, at den behagelige tilværelse, de er vant til, pludselig slutter, og da slet ikke om at skulle forholde sig til, at de måske er i dødsfare. De vil afvise alt, der kunne tænkes at vende op og ned på deres vaner, de vil benægte alle dødsfald, ja, de vil ligefrem hade de døde."

Der havde været mere stille end sædvanlig i kirkerne, efter at epidemien var brudt ud. I moskeerne var der derimod tilsyneladende flere mennesker, end der plejede at være, især til begravelser.

Øen har en muslimsk og en kristen befolkning. Nogenlunde lige store. Og så er spillet i gang. På mange planer; politiske, religiøse, kulturelle, historiske og nationalistiske. Men der er så meget virkelighed i fortællingen. F.eks. fortæller Pamuk, at den fattige befolkning for en dels vedkommende overlevede ved at plukke katost i bjergene. Her hvor jeg bor, er der både almindelig katost og moskus katost, men begge har under blomsten en krans af små fine nøddeagtige frugter, som smager ganske fint. Pamuk holder sig ikke tilbage for at se kritisk på islam og på muslimsk levevis og tradition. Der er i romanen en evig udveksling mellem østlig og vestlig tradition, som er spændende og lærerig.

16. august 2024

Jeg er glad for opfølgeren til Brooklyn. Der er bare så mange fine detaljer om os og vores liv, bevidste tanker og ubevidste, valg som vi træffer, som bestemmer over os, selvom vi tror noget andet. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke mig selv ind hele tiden, fordi det jo altsammen er i alle menneskers liv mere eller mindre; valgene og de valg, som vi lader livet og tilfældigheden tage. Selvom vi tilbringer en væsentlig del af vores tid  i dialog med andre, så foregår det meste uden lyd i vores indre i dialog med os selv. Sommetider når jeg cykler om morgenen må jeg pludselig råbe: hold så kæft, Karsten. Det er fordi jeg i min indre dialog er ved at ordne fortidens uorden. Det er sådan det foregår i Eilis, Jim og Nancy. Og det er klogt og det er lærerigt. Det er en vidunderlig romance. Alle der lever i kærligheden og i søgen efter den burde læse den her roman. Nu nogle dage senere har jeg læst et interview med Colm Tóibín, som har været på Louisiana litteratur festival. Det bekræftede mig i at jeg kan lide at læse ham. Her kommer noget af det han siger i interviewet:

”Vi mennesker bruger mange kræfter på at overveje, planlægge og fortryde vores handlinger. Vi spørger: ’Hvorfor gjorde jeg dog dét?’. Men ofte er svaret, at tingene bare skete uden nogen særlig grund. Det ene førte det andet med sig, uden at vi kunne overskue det,” funderer Colm Tóibín.

...derfor ender vi ifølge Colm Tóibín med at leve drifting, det vil sige flydende, drivende med og mod diverse strømme udefra og vores egne følelsesmæssige impulser indefra.

”Vi har ikke særlig meget kontrol over vores eget liv, og det kan vi lige så godt erkende,” erklærer forfatteren.

”Alle forsøger at undgå at blive kontrolleret og dømt af de andre ved at holde ting hemmelige. Sådan gør vi mennesker. Det er vores måde at prøve at få mere kontrol på. Hver gang et menneske har været af sted og kommer hjem igen, er der sket noget, som han eller hun vælger ikke at fortælle, selvom det har stor betydning. Og det sker ikke kun i en lille irsk by, hvor alle kender alle. Det sker overalt,” erklærer Colm Tóibín.

10. august 2024

Colm Tóibín: Brooklyn

Jer er godt nok glad for at jeg opdagede den her roman af irske Tóibín. Jeg havde aldrig hørt om ham før, men læste en anmeldelse af hans nyeste roman, Long Island, som er fortsættelsen af Brooklyn. Den glæder jeg mig til at læse nu, men fortællingen om Eilis, som får lejlighed til at udvandre til Amerika, er en stille og rolig fremadskridende fortælling om hendes hverdag. Det er hende og hendes tanker vi følger. Dag for dag. Jeg sad og glædede mig over det og tænkte, jamen det er jo kedelig litteratur! Nej, det er en fotografisk og psykologisk skarpt iagttagelse af en piges måde at møde livet på. En 'coming of age' roman af de allerbedste, som gav mindelser om, hvordan man selv engang - på afstand - kunne tænke om dem, der stod én allermest nær, og hvor mulighederne åbnede sig i takt med at begivenhederne kom til én. Den der fornemmelse af, at nu sker der noget vigtigt; det er ikke noget jeg har valgt, men jeg går ind i det. Og vælger det, men jeg kunne have valgt helt anderledes. Det er virkelig god og glædelig læsning.

7. august 2024

André Gide: Vatikanets kældre

Jeg har haft billedrige og muntre timer sammen med André Gides 'Vatikanets kældre' og er jo fra en tid, hvor det var spændende at læse ham, f.eks. Jordens frugter, som jeg læste med små bitte bogstaver i Gyldendals Bekkasinserie. Jeg læste i en artikel af Torben Brostrøm om André Gide følgende om bogen:

Med Vatikanets kældre (1914) begav han sig ind i latterkulturens satire med en kynisk fortællerrolle, som vender og drejer synet på det umoralske menneske. Den er skrevet i relativistisk ånd som et farceagtigt modspil til Dostojevskijs Forbrydelse og Straf, idet hovedpersonen Lafcadio ligesom Raskolnikov begår en spontan forbrydelse, en acte gratuit. Men hvor denne til slut fortæres af skyldfølelse og anger, smutter Gides antihelt udenom ved et bekvemt og uforpligtende skriftemål. Kynismen skal ryste og provokere moralsystemet. Romanen vakte forargelse i vide kredse. Yderpunkterne tiltrak altid André Gide, religiøst og politisk, det sidste i en først lige så stærk tilnærmelse som derefter absolut frastødning af kommunismen og Sovjetunionen.

Her er bare et enkelt citat, der viser det muntre: Et sæt tøj, der sad dårligt, virkede på Lafcadio som en løgn på en kalvinist.

4. august 2024

Lars Frost: De forenede/A Constitutional

Jeg var spændt på at læse Lars Frost, fordi jeg et sted læste, at han var inspireret af Peter Seeberg, men jeg forstod ikke romanens avancerede overvejelser om litteratur og fandt aldrig sammenhængen og slet ikke en roman; kun ansatser. Han henviste til mange forfattere bl.a. til den franske Alain Robbe-Grillet, som jeg engang læste for mange år siden. Skrive kan han og der var mange gode anslag til historier. Her kommer et par af mine understregninger:

Hun er altid på vej mod dette hvad det nu måtte være. Og altid bange for ikke at nå frem. Deraf følelsen af at befinde sig midt i katastrofen, tænker jeg. Jeg har derimod altid ment, at rejsen er målet. Vi er altid allerede nået frem, siger Thomas og smiler. Og så rejser han sig.

Så ser jeg pludselig mit eget temperament udlevet i drengen, så bliver han stejl, vred, skuffet, forvirret, og jeg har svært ved at holde af mig selv. Og nu spejler han mig. Og det er svært at elske det spejlbillede. Og så er det svært at elske ham. Ingen er lettere at hade end en foragtelig udgave af en selv. Alt hvad der er barnligt i mig selv, alt hvad der er af barnlig stejlhed og vrede. Det ærgrer mig, hvor let jeg lader mig skuffe, det ærgrer mig, hvor let den følelse overmander mig, det ærgrer mig, alt det barnlige, der inficerer min voksne krop.

Køerne gumler græs i sig med solnedgangsglød om anklerne på engen bag havnen. Svalerne opfører sig svalerisk, dykker og stejler og piller mad ud af luften.

4. august 2024

Virginia Woolf: Mrs. Dalloway

Det er en dyb glæde at læse klassikere og blive mærket af dem. Agota Kristofs var

voldsom som omgivelserne; næsten ikke til at læse, men sand. Virginia Woolfs er også sand om end omgivelserne i de privilegeredes London er fyldt med skønhed. Josefine Klougarts fine forord er vidunderligt. Jeg læste det både før og efter. Det vejledte mig til at få meget ud af romanen. Her kommer noget fra hendes forord:

En tro på, at verden er betydelig nok i sig selv, at der er nok menneskelighed og rørelse i verden. Der skal ikke fremmanes noget der er verden fremmed, der er ikke noget jag: men derimod en rolig bevægelse ind i verden, ind i verdens bevægelser. Sådan en erkendelse; uden nostalgi og forstillelse, sådan en anelse, slet og ret: betydning. Sammenhæng. At så er der alligevel mening med galskaben, det er sådan jeg læser Woolf.

Den virkelighed vi har adgang til er altid forankret i en bevidsthed; vi er i et sprog og i en krop, vi er i live midt i en fortsat strøm af erindring og forestilling, sansning og refleksion. Vi er henvist til den bevægelse frem og tilbage i tid, det er den eneste måde, vi kan forstå os selv på. At fortiden ikke bare er fortid, men at den bryder ind i nuet, slår alle vinduer ind. At vi simpelthen lever: holder os oprejst i strømmen. Øjeblikket. Det er dét livet består af, og det er det Mrs. Dalloway er.

Men Woolf insisterer på at vi i det mindste indtager en dobbelt position, at vi i det mindste i glimt ser døden som den er: hele tiden: her. En nedtælling i alt. »Hun følte sig meget ung; samtidig usigelig ældet. Hun skar som en kniv igennem alting og stod samtidig udenfor og så til.« Sådan er det med denne prosa, den bruger vores blik som både kniv og tråd og trækker os gennem verden, eller: vi bliver siddende tilbage i såret efter den kniv der er Woolfs sprog.

Og her kommer noget af det jeg var mest optaget af fra Woolf, som handler om hvordan vi er til på synlige og usynlige måder, overalt, hvor vi har været. Og jeg tænker på at det kan være billede på hvad vi forstår ved det evige liv i kristen forstand.

det, hun elskede, var dette, her, nu, foran hende; den tykke dame i hyrevognen. Betød det så noget, spurgte hun sig selv, mens hun gik i retning af Bond Street, betød det så noget, at hun uundgåeligt måtte høre op med at leve; at alt dette skulle fortsætte uden hende; beklagede hun det, eller blev det ikke en trøst at tro, at døden gjorde en ende på alt en gang for alle? men at et eller andet sted i Londons gader, i tingenes ebbe og flod, her, dér, overlevede hun, overlevede Peter, levede de i hinanden; hun var overbevist om, at hun var en del af træerne derhjemme, af huset der, grimt, ved at gå helt i forfald som det var; en del af mennesker, hun aldrig havde mødt, udspredt som en dis mellem de mennesker, hun kendte bedst; som løftede hende op på deres grene, ligesom hun havde set træerne løfte disen, men det spredte sig så vidt omkring; hendes liv, hun selv.

da vor synlige tilstedeværelse, den del af os, man kan se, kun er midlertidig, sammenlignet med den anden, den usynlige del af os, som spreder sig vidt omkring, så kunne den usynlige del måske overleve, vækkes til live igen i forbindelse med en eller anden person eller færdes visse steder efter døden. Måske – måske.

Når han så tilbage på dette langvarige venskab, gennem næsten tredive år, havde hendes teori vist sig at være delvis rigtig. Selv om deres møder havde været korte, ofte smertelige, på grund af hans lange fravær, og afbrydelserne, (for eksempel her i formiddags, kom Elizabeth ind, som en langbenet plag, køn, stum, lige som han var kommet på talefod med Clarissa), kunne dets indflydelse på hans liv ikke måles. Der var noget mystisk over det. Man sår et skarpt, kantet og grimt frøkorn – selve mødet; som oftest frygtelig smerteligt; men på afstand, selv på de mest uventede steder, blomstrede det op, åbnede sig, udgød sin duft, lod én berøre det, smage det, se sig omkring, få hele følelsen af det, og forståelsen, efter at det i årevis havde været glemt. Således var hun kommet til ham;

24. juli 2024

Aske Viuff: Terminaler

Det er en skøn debut at læse, fyldt med fin humor, stor eksistentiel indsigt og tegningen af et menneske, jeg kom til at holde af. Holger hedder hovedpersonen, som fortæller om, hvordan det er at være blæksprutte på leukemi afdelingen på Riget; om at det er som at vandre på kanten af eksistensen og få mere og mere syn og sans for det levende og det vigtigste. Jeg var glad for sproget og for den løse opbygning, som alligevel fik mig til at læse bogen færdig på en gang, fordi det eksistentielle var så spændende. Her kommer nogle af mine understregninger:

Alle de mærkelige rester af erindring, han aldrig bliver klog på, de føder noget nyt, og det er det, han leder efter; noget endnu utænkt.

Hvis der er en ting, jeg glæder mig til, så er det at blive vasket, efter jeg er død. Jeg hader at blive vasket af sygeplejerskerne, det er sådan en hjælpeløs opvisning, men når jeg er død, tror jeg, det bliver lettere at give sig hen og faktisk nyde det.

Min død kan ingen tage fra mig. Den er helt min egen. Jeg kan røre den med tanken, og når jeg rører den, mærker jeg mig selv, vejrtrækningen, blodet, organernes puslen. Og bag min pande, lige der, er døden stærktblomstrende.

22. juli 2024

Agota Kristof: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn

I 2017 udkom trilogien i Rosinantes klassikerserie, hvor der er rigtig meget stor litteratur at hente. Efter at have læst Agota Kristof, bliver jeg nødt til at se verden på en anden måde. Vi har levet så længe i fredstid og i et tillidsfuldt land, så vi næsten tror, at mennesker er gode væsener. Vi vil ikke tro andet, og slet ikke vide af syndefaldet eller bede: Herre forbarm dig over os! Men det er det første jeg tænker på efter at have læst Det store stilehæfte. Den første bog i trilogien er et grundris af en ond og grusom verden uden følelser, uden barmhjertighed. Den udspiller sig under nazismens ondskab og under kommunismens diktatur og handler om, hvordan to brødre, tvillinger, må øve sig i at fjerne al menneskelighed for at kunne overleve; skrevet i et nøgternt, kortfattet og følelseskoldt sprog. Der er intet overflødigt. Alt er skåret ind til det nøgne, onde liv. Det bliver udviklet i de to følgende bind og er måske et billede af hvordan Europa - som to tvillinger - ikke længere kan leve sammen og derfor må deles. Agota Kristof har oplevet begge overgreb på det menneskelige, nazismens og kommunismens og må flygte til vesten for at overleve. Og skrive om det som en pligt. Her et par af forfatterens overvejelser:

Jeg er overbevist om, Lucas, at ethvert menneske er født til at skrive en bog, og ikke til noget andet. En genial bog eller en middelmådig bog, det gør ikke så meget, men den, der ikke skriver noget, er et fortabt væsen, han kan kun gå på jorden uden at efterlade sig spor.

For eksempel om, hvad det er De skriver? – Det jeg skriver, betyder ikke noget. Hun insisterer: – Det, der interesserer mig, er at få at vide, om De skriver noget, der er sandt eller noget, De har fundet på. Jeg svarer hende, at jeg prøver på at skrive sande historier, men på et givet tidspunkt bliver historien uudholdelig på grund af sin sandhed, og så bliver jeg tvunget til at ændre den. Jeg fortæller hende, at jeg prøver på at fortælle min historie, men at jeg ikke kan, jeg har ikke mod til det, den gør for ondt. Så forskønner jeg det hele og beskriver tingene ikke som de er foregået, men som jeg gerne ville have de var foregået. Hun siger: – Ja. Der findes liv, som er mere sørgelige end de allersørgeligste bøger. Jeg siger: – Det er rigtigt. En bog kan ikke, hvor sørgelig den end er, være lige så sørgelig som et liv.

...livet er fuldstændig nytteløst, det er fuldt af meningsløshed, forvildelse, endeløs lidelse og en opdigtet Ikke-Gud, hvis ondskab overgår enhver forstand.

Det er næsten en pligt at læse sådan en klassiker ligesom det må være en pligt at læse om kristendommens håb og råb om menneskelighed!

18. juli 2024

Joseph Roth: Radetzkymarch

Det er den bedste historiske indføring i det vældige Østrigske kejserriges storhed og fald, fordi den er skrevet med menneskelig og psykologisk indsigt og klogskab. Habsburgerne havde magten i næsten 400 år, hvor alt var uforanderligt og Radetzkymarchen understregede stabiliteten indtil en ny melodi kom på banen: Internationale og dermed også folkenes frihedstrang. I alle årene var uniformerne bærende for samfundsstrukturerne. Roth skriver mesterligt om de uniformer, som næsten har et selvstændigt liv, og som klemmer følelserne ud af bæreren. Da sønnen endelig beslutter sig for at forlade hæren og smider uniformen lægger han den sammen stykke for stykke "som et reglementeret sammenfoldet lig". Når han skriver brev til sin far er marginen vigtigst og kortheden. Det ligner mest af alt en faktura. Sønnen oplever at stå midt i et oprør på den her måde "For et eneste kort øjeblik fik løjtnanten den ophøjede evne at kunne se i billeder; og han så tiderne rulle mod hinanden som to fjelde, og han selv, løjtnanten, blive knust mellem dem." Far og søn følger undergangen i deres uniformers ensomhed. Det er en mesterlig klassiker. 

16. juli 2024

Jenny Erpenbeck: Kairos

Jeg har raset over den her bog og samtidig været totalt opslugt af den. Jeg synes jeg har læst bøger nok om asymmetriske kærlighedsforhold, kærlighed mellem en ung kvinde og en gammel mand, allerbedst i Lisa Hallidays: Asymmetri og Linn Ullmanns: Pige, 1983. Men Kairos er god; jeg læste den allermest fordi den også handler om årene op til revolutionsåret 1989 og om opløsningen af DDR set indefra. Forholdet mellem de to elskende i romanen er ligeså indviklet og kompliceret som forholdet mellem øst og vest i Berlin under og efter murens fald. Og hvem der udspionerer hvem i kærligheden og i kommunismens diktatur er spændende og godt skrevet, og så er der begavede samtaler om kunst og kultur i romanen. Her kommer nogle (af de mangfoldige) citater om kærligheden, som er ret suveræne og en sammenvævning at elskov og Giuseppe Verdi: Messa di requiem

Kairos, det lykkelige øjebliks gud, har efter sigende en lok ned over panden, kun i den kan man holde ham fast. Er guden først ilet forbi på sine bevingede fødder, vender han sit glatte baghoved mod en, det er blankt og uden noget, hænderne kan gribe fat i.

For lang tid siden førte disse papirer, dem i hans kasser og dem i hendes kuffert, en dialog med hinanden. Nu fører de en dialog med tiden.

De døde, som i jorden bo, de sove ej, de vente… Lad det evige lys skinne for dem.

Skønhoftet, ordet fra en fortælling af Thomas Mann kommer til ham, da han lader sine hænder glide nedover fra hendes talje. Vredens dag. Gru og angst og rædsler kolde vil vor Herres komme volde / når han dommedag vil holde.

Så slukker søvnen alle tanker, og mens de med rolige åndedrag ligger der sammen, skrives det, der er sket dem, på deres hjernebark.

Om fortiden og historien efter 1989:

Hvor længe varer det, før de døde er glemt? 27 millioner døde alene i Sovjet. Døde, der gennem håbet om soning, er forbundet med de levende som med en navlestreng. Alt, måtte det være hans fars tavshed eller hans egen oprørskhed, blev målt op imod disse ofre… Hvorfor angik de døde ikke dig? havde han spurgt sin far, og faren var forblevet tavs.

Med murens fald er hendes her og nu blevet trukket ud i denne verden som i et voldsomt sug, de første dage syntes hun bogstaveligt at kunne høre, hvordan det susede. Er hendes her og nu suset væk for altid? Og hvad bliver der tilbage?

Hvor der før var et perspektiv, klumper alt sig nu sammen til et uoverskueligt virvar af muligheder. Det der var velkendt, er ved at forsvinde. Det gode velkendte, såvel som det dårlige velkendte. Og også det mangelfulde, som Katharina godt kan lide, fordi det ligger nærmere sandheden. I stedet vil perfektionen snart holde sit indtog – og udslette eller indoptage det, der ikke kan holde stand over for den: fra hjemmesyet kluns til de faldefærdige huse på Prenzlauer Berg, fra hullet brostensbelægning til ordene for ting, som ingen længere bruger.

9. juli 2024

Inger Smærup Sørensen: Dødsbo

Det er ikke hver måned der kommer sådan en debutroman! Så der er grund til at glæde sig. Meget endda! Jeg overgiver mig fuldstændig og glæder mig til at læse mere af hende i fremtiden. Det er ikke mindst hendes sprogligt sparsommelige og gennemtænkte præcise formuleringer, jeg glæder mig over. Nye ord. F.eks. udenforskab; sådan er det, hvis man ikke er en del af et fællesskab. I et interview med hende læste jeg et andet ord: dødsoprydning! Det er den oprydning, som er vigtigt at foretage, før man dør. Det er en bog om, at klimakrisen udgør en eskatologisk ramme for, hvordan vi må tænke om og bruge vores liv. Hovedpersonen skærer ned på alt, flytter på landet, køber et dødsbo, Ellys hus, overtager alle hendes ting og forsøger at leve så sparsommeligt som muligt og med plads til edderkopper og sølvfisk og bænkebidere. Ja, hun omtaler ikke engang sig selv som et jeg. Kun et man.

Inger Smærup Sørensen leder efter det sande menneske. Ikke bare et menneske med et narrativ, men som er sig selv. Det er ikke nemt at læse romanen, den slår bremserne i igen og igen, så man lige må vente med at blade videre; men genlæse. Jeg er enig med hende i meget, men synes også hun har for tydelige fordomme om ikke mindst religion - se det sidste citat. Her kommer nogle af mine understregninger:

I Ellys hus var det ikke muligt at æstetisere sit liv. Tilværelsen var ikke billeder, den var tanker og handlinger. Æstetik og etik var ikke adskilte.

Det var en god tanke at der måske var forskellige arter blandt menneskene. Forskellige arter, som alligevel kunne kommunikere sammen og forstå hinanden. Det åbnede op for kommunikation med og forståelse for andre dyrearter, måske endog de hvirvelløse dyr, de allerallermindste. Eller endnu bedre planterne. Træerne og algerne. Mellemartsligt samvirke.

Der var nok seks kvinder i landsbyen som måtte være omkring ens egen alder, men der var meget lidt kontakt med dem. De havde jo deres eget, det var én ting, men det var også sværere med dem end med andre. Ens eget udenforskab blev ligesom tydeligere over for dem som man måske burde være som. Deres spørgsmål var skarpere... De talte med professionelle stemmer til deres mænd og børn, de havde tjek på tilværelsen, på madpakker, vasketøj og indkøb af vinterstøvler, de styrede deres arbejdspladser og idrætsforeninger, de vidste hvordan alting burde være, fra konfirmationer over hamburgerryg til halsudskæringer, de beherskede egne og andres følelser og relationer. De var de mest rigtige der overhovedet var, sagde hun. De kunne belære de yngre om yngelpleje og generel levemåde, og de kunne tale varmt ned til de ældre som ingen andre. De havde både det privilegie at have travlt og at have tid, veletablerede i verden og livet. Velsmurte maskiner.

Den menneskelige fryd ved livet blev tydeligere i Ellys hus. At lægge sig under den tunge, kolde dyne, at spise et brombær, at lade tankerne flyde. Den indre jubel. Hemmelig. Pinlig. Den lille, uskyldige nydelse som lå så tæt på den store, syndige.

Religioner var skabt for at begrænse den menneskelige lyst til livet, og religioner blev afvist af samme grund og udskiftet med nye. Den menneskelige glæde ved smukke ting, ved at eje, ved at smage, grådigheden, begæret, nysgerrigheden var vældige, fantastiske og destruktive og svære at tæmme for både videnskab og religion. Begge prøvede.

8. juli 2024

David Nicholls: Samme dag næste år

Jeg burde se mig lidt mere for engang imellem, men jeg læste en god anmeldelse af den her roman om ung kærlighed. Nicholls skriver smart og vittigt, men nærmest uendelig tomt det meste af tiden. Da den ene af hovedpersonerne mister sin mor, begynder der at ske noget på linjerne, men det gik hurtigt over. Lone Scherfig har filmatiseret den. Det vil den egne sig til! For mig handlede det bare om at blive færdig med den. Det bedste var et citat fra Charles Dickens, Store forventninger: “Det var en mindeværdig dag for mig, for den afstedkom store forandringer i mig. Men sådan er det i ethvert liv. Tænk bare, hvis én bestemt dag blev taget ud af det, hvor anderledes dets forløb så ville være blevet. Hold inde, du som læser dette, og tænk et øjeblik på den lange kæde af jern eller guld, af torne eller blomster, som aldrig ville have bundet dig, hvis ikke dens første led var blevet dannet en mindeværdig dag.” 

Men ellers går det over stok og sten på den her måde:

Jeg får så meget laks til alle de her bryllupper, at jeg to gange om året får lyst til at vandre op i vandløbet.

Der var engang, det måtte have været i starten af halvfemserne, hvor de nærmest ikke kunne gå forbi en fotoautomat uden at mase sig ind i den, fordi de stadig ikke var nået til et punkt, hvor de tog hinandens tilstedeværelse for givet.

28. juni 2024

Vladimir Nabokov: Lolita

Det var godt nok en vanskelig bog at læse. Jeg læste den lidt i selskab med Ekmans 'Mordets praksis' og Söderbergs 'Doktor glas', som også handler om, hvad et menneske kan begå af uhyrligheder, dersom det er totalt 'indkroget' i sig selv, isoleret fra andre, altså ukorrigeret. Det gælder i høj grad også Humbert Humbert i Lolita. Viljen til at manipulere andre væk, så de ikke forstyrrer, og viljen til at manipulere offeret, så der bliver fri bane for for hans lyst til lillepigen Lolita. På den måde er den vanskelig at læse, fordi der er momenter i deres roadmovie, som er så ubehagelige, at de er uudholdelige at læse. Så usymmetrisk, at det bliver til forbrydelse. Men også vanskelig at læse på den måde, at der imellem alle de øjeblikke, er vidunderlig litteratur og erkendelse af forbrydelsens karakter. 'Lolita' er et forsvarsskrift for den uskyldige piges ret til at være barn og ikke mål for en gammel mands begær, men også et ærligt skrift om menneskers natur og unatur. Naja Marie Aidt har skrevet et rigtig godt forord. Det hjalp mig meget. Udgangssalutten lyder sådan her:

Ingen af os er således i live, når læseren åbner denne bog. Men så længe blodet stadig pulserer i den hånd, jeg skriver med, er du lige så meget en del af den velsignede materie som jeg, og jeg kan stadig tale til dig herfra og til Alaska. Vær trofast mod din Dick. Lad ikke andre unge mænd røre dig. Tal ikke med fremmede. Jeg håber, du vil elske dit barn. Jeg håber, det bliver en dreng. Og jeg håber også, at din mand altid vil behandle dig godt, for ellers kommer mit spøgelse efter ham som sort røg, som en forrykt kæmpe, og river ham i stumper og stykker nerve for nerve. Du skal ikke have ondt af C.Q. Jeg var nødt til at vælge mellem ham og H.H., og jeg ville gerne have, at H.H. skulle eksistere mindst et par måneder til, så han kunne sørge for, at du lever videre i kommende generationers bevidsthed. Jeg tænker på urokser og engle, på de holdbare pigmenters hemmelighed, profetiske sonetter, kunsten som tilflugtssted. Og det er den eneste udødelighed, du og jeg kan være fælles om, min Lolita.

28. juni 2024

Maguerite Yourcenar: Verdenslabyrinten

Jeg føler mig bare så heldig, at jeg har lyst til at læse lange bøger uden handling, men fyldt med langsom visdom; 756 sider i alt, men også samlet af tre mindre bøger, som det fremgår af bogens forside. Sent om aftenen i sengen og tidligt om morgenen og indimellem midt på natten læser jeg først og fremmest klassikere. Det er den her, det fineste eksempel på. For det første er det en glæde at læse Yourcenars sprog med lange sætninger og stor tænksomhed. Man kan næsten mærke det på sætningernes omstændelighed, at der er grund til at sætte farten ned. Erindringerne viser vores vestlige verden på godt og på ondt. Jeg har lavet dusinvis af understregninger. I dem er der mange gode oplæg til at komme i gang med en prædiken; men også bare godt at have til indvortes privat brug. Her kommer nogle af dem. Ukommenteret.

Grundridset af et menneskeligt liv er lige så sammensat som billedet af en galakse. Så man det på nært hold, ville man opdage, at grupper af begivenheder, disse møder, der først opfattes, som havde de ingen forbindelse med hinanden, er indbyrdes forbundne med linjer så hårfine, at øjet har vanskeligt ved at følge dem, og som snart tilsyneladende intet sted fører hen, snart forlænger sig ud over sidens kant. Det samme gælder for stederne. Sorte pletter, fikspunkter, som vi vender tilbage til uden at have villet det, selv om der intet er ved stedet, som vi finder tiltrækkende.

Jo mere jeg selv ældes, desto mere konstaterer jeg, at barndommen og alderdommen ikke alene går i ring, men desuden er de to dybeste tilstande, som det er givet os at gennemleve. Et menneskes inderste væsen afsløres dér, før eller efter livets anstrengelser, forhåbninger og ambitioner. Michels glatte barneansigt og den gamle Michels furede ansigt ligner hinanden, hvad der ikke altid er tilfældet med de mellemliggende ansigter fra ungdommen og den modne alder. Barnets øjne og den gamle mands kigger med samme rolige troskyldighed som hos den, der endnu ikke er kommet ind på maskeraden eller som allerede er kommet ud fra den. Og ethvert mellemliggende tidsrum virker som en forfængelig tummel, en tom jagen, et unyttigt kaos, om hvilket man spørger sig selv, hvorfor man har skullet igennem det.

I tyve år har jeg nu arbejdet tålmodigt og stædigt på at skabe et sammenhængende forfatterskab, ophøjet, og af en hovedsagelig seriøs karakter, og jeg har ofret alle mine åndelige fantasier for, at kun den følsomme og filosofiske side af mig skal leve videre, og for, så at sige, hver eneste dag at ordne folderne i mit ligklæde, således at tidens brise ikke skal kunne bringe dem i uorden.

Det forgangne liv er et vissent blad, revnet, uden hverken saft eller klorofyl, oversået med huller, ridser og knæk, og som, hvis man holder det op mod lyset, i det højeste viser det skeletagtige netværk af sine fine og skøre ribber. Man må anstrenge sig temmelig meget for at gengive det dets kødfulde udseende fra dengang, det var et friskt blad, for at gengive begivenhederne eller hændelserne denne fylde, som overvælder dem, der lever dem, og som forhindrer dem i at forestille sig noget andet.

22. juni 2024

Peter Seeberg: Halvdelen af natten

Jeg er ved at genlæse alt af en mine yndlingsforfattere; Peter Seeberg. Det er et godt projekt for mig. Jeg kommer erindringsmæssigt tilbage til 1980'erne hvor jeg kendte ham lidt, da han var museumsinspektør i Viborg og jeg boede i Hersom præstegård, i Sandbæks gamle sogn, lige på den anden side Skals å. Halvdelen af natten, er korthistorier som han var mester i, Seeberg. Jeg har lavet mange understregninger til eget brug. Her kommer et par samt en af de korte historier, jeg kan genfinde mig selv i.

En lykke, som hun ikke kunne holde på, indfandt sig aldeles ufortjent, som lykke vist gjorde.

Men det værste er sgu, at folk bliver helt hellige i hovedet af at købe det rigtige opvaskemiddel. Det det kommer an på, er vel at vi kan få skidtet af, så der bliver rent.

Hun havde stået længe med den sidste tallerken og tørret og tørret på den. Opvaskemaskine var godt, men med de gamle tallerkener blev det renere, ja, på en gammeldags måde, end med maskinen. Og så gik tiden så fint. Opvask det var blevet noget for hende.

REOL

Der er forlængst blevet orden i min reol, bøgerne står i alfabetisk orden, og der er stadig god plads til nye titler. Det er uhyre behageligt. Der er også god orden i mit klædeskab og på mine tøjhylder. Jeg er ingen samler, har jeg købt seks par underbukser, kaster jeg seks gamle bort, til genbrugsfolket naturligvis. Alt er følgelig på plads og let at finde. Det, det drejer sig om.

Jeg har ikke noget specielt forhold til ting med affektionsværdi. Jeg er ikke bundet af små åndssvage ting, som så mange jeg kender, men jeg kan godt frygte den dag, hvor jeg skal til at vælge hvilken bog jeg skal kaste bort for at få en ny klemt ind, måske ikke just på den plads, den efterlader, men et nyt rum, der er opstået af sammenskubninger.

Dette valg er et udtryk for at min værdiskala er blevet ændret uden at jeg har stilet mod det. Hvad skal det ikke ende med, og hvor hurtigt går det?

16. juni 2024

Svend Åge Madsen: Esbens fire liv

Jeg husker tilbage i halvfjerdserne, da jeg var præst i Skanderborg, at jeg med stor fornøjelse læse 'Jakkels vandring' hvor Stilling sø var Genesaret sø, som Jesus vandrede rundt om med sine disciple. Som man kan se på bogens forside, så er der næsten en foldet hånd og en vertikal bevægelse fra dem. Madsen får Jesus til at vende tilbage til jorden med Kun.Int. som er Madsens ord for AI, kunstig intelligens. Det er en eftertænksom Jesus der vender tilbage. Det er meget morsomt, men ikke rigtig andet. Det eneste jeg har understreget er det her:

– Præst og pigeben lover begge to noget bedre højere oppe.

– Hvad …?

– Som min mor altid siger, blev han nødt til at tilføje. Ordene var nærmest ufrivilligt sprøjtet ud af ham. – Undskyld.

Ved du hvorfor en vittighed kun er god tolv gange?

– En vittighed, er den da …?

– For den næste gang er den trættende.

– Trættende? Trettende! Nå, ja. Selvfølgelig.

– Der var manden der gik ind på et værtshus. ‘Jeg vil gerne have tre glas whisky.’ Han modtog dem og drak dem et efter et, og bestilte så: ‘Jeg vil gerne have to glas whisky.’ Da han havde modtaget og drukket dem: ‘Gern’ ha’ endnu glash whiskjy, tak.’ Hvorefter han undrende sagde: ‘Det er shært. Jo mindre jeg drikker, jo mere fuld blir jeg.’ 

10. juni 2024

Fredrik Backman: Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere

Efter to romaner af ham, ville jeg ikke lige læse ham foreløbig; men nu sad jeg og arbejdede med et tema om at 'vejen ud er vejen hjem' - med hensyn til prædiken på søndag, hvor det handler om 'den fortabte søn'. Så ville jeg lige se, hvad han skriver i denne her. Den er læst på et par timer eller tre. Her kommer et par af citaterne, som dels var morsomme dels eftertænksomme.

Er det da ikke den bedste af alle livets aldre, tænker en gammel mand og ser på sit barnebarn – når en dreng er lige præcis stor nok til at forstå, hvordan verden fungerer, men stadig lille nok til at nægte at acceptere det?

Vi er der, hvor vi mødtes.

”Elskede, stædige dig. Jeg ved, at du aldrig troede på liv efter døden. Men du skal vide, at jeg håber noget så inderligt, at du tager fejl.” ... Regnen kommer, og det sidste, han råber til hende, er, at han også håber, at han tager fejl. Så inderligt, inderligt, inderligt. At hun vil skændes med ham i himlen.

”Jeg savner alle vores mest almindelige ting. Morgenmad på terrassen. Ukrudt i bedene.” 

4. juni 2024

Peter Seeberg: Ved havet

Nu er jeg begyndt min lange rejse tilbage (og frem) med Peter Seeberg. Jeg vil læse det hele og er begyndt med alle de mennesker, der en sommersøndag valfarter til noget, der er større end dem selv, nemlig havet, hvor de ordner sig i lange rækker så langt øjet rækker på den nordfrisiske ø Sylt (Sild) og jeg kan ikke lade være med at læse det som et bud på, hvad der sker, når man forholder sig til det metafysiske.

– der er sgu ingen, der keder sig ved havet, sagde Lone,

det er større end som så –

Havets nærhed er en kolossal formindskningsfaktor.

– fødselsvandet, modervandet, urvandet, mærker du det, siger Bloch, hvor ensomheden ville være anderledes, hvis man levede i vandet.

– jeg synes, du går lidt for vidt, siger Gerard, tingene er jo ikke sådan, ingen føler dem sådan –

– nej, siger Bloch, men derfor kan det alligevel være en rigtigere udlægning.

– der sker ikke ret meget sådan en dag, siger Gerard lidt efter.

– det er jo det, der er det store ved det, siger Bloch, en dag, der omfavner alle mangler på sammenhænge...her nyder vi godt af en oprindelig betydningsløshed –

 Skriver Seeberg blandet andet. Og så går snakken og den påvirkes af det store hav, og så er der munterheden. Her kommer et par eksempler som er rent Seeberg:

De lå og de sad og havde kun mad og døsighed i hovedet. Det var som et helt folketing.

Det er umuligt at forelske sig i en nøgen pige. Det er jo øjnene og smilet, det drejer sig om, for helvede. Det siger jo noget. Alt det andet kan jo fåes hvor som helst. Blandet frugt.

Leve livet er ingen fristelse. Fat mod.

Alle disse fornemmelser, som vi holder hinanden på afstand med. Åh, hvor vi har evner til at blive små på tusind faconer.

30. maj 2024

Kerstin Ekman: Mordets praksis

Jeg er kommet ind i en besynderlig, uhyggelig og farlig verden. Lukkede rum af menneskelig isolation. Jeg begyndte for et par uger siden at læse Nabokovs Lolita i ny oversættelse og Doktor Glas ligeså i ny oversættelse - samtidig. Og begge er beskrivelser af, hvordan et menneskes eksistens kan lukke sig selv inde i et  beskyttet rum mod andres indblanding. Det er urovækkende at læse sådanne romaner og jeg har lyst til at løbe ind til min kone og blande mig med hende. Det handler om det ukorrigerede liv, hvor fantasien, driften og alting andet bliver lukket inde og hvor det andet menneske eksisterer som fantasifigur. Og så blev jeg jo også nødt til at læse Mordets praksis. Jeg vidste godt at Ekman også havde skrevet krimilitteratur, men det afviser jeg at læse. Det er tiden for kort til og det kan blive alt for spændende, så man bare læser for spændingens skyld. Derfor læste jeg aldrig 'Mordets praksis'. Det burde jeg have gjort. Det er et stærkt svar på Søderbergs 'Doktor Glas'. Her er både mordet og Lolita med igen, når doktor Skade ser på Frida skriver Ekman: "Hans blik er en kødfuld snegl. Den kryber på den rene og besudler hende med sin slim." Alle tre romaner er fabelagtig god litteratur! Det er især på eksistenssiden, jeg bliver beriget. Her kommer nogle af alle de understregninger, jeg har lavet:

Det forekom mig at jeg var en fange, lukket inde i en vatagtig stilhed og afskåret fra menneskeligt liv.

Jeg har ofte en foruroligende fornemmelse af at have gjort noget forkert. Men i hvilken henseende? Jeg ved det ikke. Alligevel kan denne ængstelse stige til kvalme i mig. Jeg har ikke tidligere forsøgt at undersøge denne anfægtelse nærmere. Den har nok forekommet mig naturlig. Men jeg tror næppe at mennesker i al almindelighed bærer på en følelse af uafladeligt at komme til kort. For mig hører den med til livet.

Skyld kan der ikke være tale om, i hvert fald ikke i den forstand at jeg skulle have begået en fejl der skal sones. Det er snarere som om jeg skal betale et eller andet tilbage. Men hvem kræver mere af mig end jeg formår?

Jeg vil handle. Liv er handling

Erfarer Elsa denne følelse? Udelukket. En madfordøjelsesmaskine med en kredsløbsmekanisme og en fladbundet bevidsthed reflekterer ikke. Denne følelse forudsætter refleksion.

23. maj 2024

Marianne Juhl: Peter Seeberg - en monografi

I 1980'erne læste jeg ham rigtig meget. Jeg er så beriget af ham. Han har tænkt så dybt om menneskelivets skyggefulde krinkelkroge og om lyset og kærligheden. Det sidste dog i korte sætninger, som han er en mester i at skrive; men altid skriver han om det nøgne, sårbare menneske, der ikke har noget sikkert grundlag at stå på eller tro på. Marianne Juhl har skrevet en rigtig fin monografi om Seeberg. Hun får samlet det hele fint og hun har læst artikler og interviews fra aviser og tidsskrifter, som hun giver videre til læseren. Her kommer en sætning fra sådan en tekst, som jeg holder så meget af og tænker på at bruge i min prædiken til søndag, fordi Seeberg her kommer meget tæt på Menneske først, kristen så! Treenigheden, altså Gud, søn og Helligånd, som vi fejrer på søndag, oversætter han venligt til Lys, Luft, Legeme:

„i taknemmelighed at leve på de enkle, konkrete værdier, som livet giver os: Lys, Luft, Legeme. Er der ikke megen Aand i dette? Vel dog, forsaavidt som Aand ofte tager bolig i enkle, menneskelige forhold, ja maaske kun der“.

Han arbejder hele livet på at komme i eksistens. Ikke bare være spion eller biperson. Nu vil jeg til at læse hele hans forfatterskab igen. Bøgerne kan købes for en slik på Saxo, som e-bøger. 35 kroner stykket. Jeg glæder mig. Den første skal være 'Ved havet'.

23. maj 2024

Hjalmar Söderberg: Doktor Glas

Det er en forrygende bog, som jeg slet ikke nogensinde har læst. En svensk klassiker skrevet for 119 år siden, men er som skrevet i går; og den minder mig om at litteratur er eviggyldig, for når jeg læser den, læser jeg samtidig om Dostojevskis Raskolnikov og hans overmenneske tankegang, hvor han kan bestemme om den gamle pantelånerske skal leve eller dø. Han finder hende ikke værdig, men som et skadedyr og slår hende ihjel. Men hun har en søster. Det vidste han ikke. Nu bliver han dobbelt morder. Doktor Glas vidste heller ikke at den grimme præst, som han af næstekærlighed (eller måske af kærlighed til præstens kone) forgifter, at han har en mor, der stadigvæk lever og som nu sørger. Det bliver afgørende. Der er så mange fine overvejelser i den roman om det at være ensom, at leve isoleret i sine egne anskuelser om godt og ondt. Det er bare så godt. Jeg har bunker af understregninger til indvortes brug. Her er et par af dem. Den første er den vigtigste fordi han ubevidst har en fornemmelse af, at forskellen mellem godt og ondt ikke har noget med hans private anskuelser at gøre, men er lagt ind i vores væsen fra begyndelsen af.

Hver eneste dag handler mennesker med største lethed og fornøjelse i modstrid med deres oprigtigste og mest velbegrundede anskuelser, og deres samvittighed har det som en fisk i vandet; men prøv at handle mod dit inderste væsen, så skal du få at høre, hvordan sam­vittigheden skriger! Som kattejammer!

Jeg har altid været lidt ensom. Jeg har båret min ensomhed med mig gennem menneskemylderet som sneglen sit hus. For nogle er ensomhed ikke en omstændighed, de er havnet i, men en egenskab. Og min ensomhed lader kun til at blive dybere af dette; uanset hvordan det ender, om det ender godt eller skidt – for mig bliver ”straffen” i hvert fald enecelle på livstid.

Jeg kan ikke holde ud at være den eneste, der ved, hvem jeg er, at gå med maske, altid, for alle. Ét menneske må jeg blotte mig for; ét menneske må vide, hvem jeg er.

13. maj 2024

Trude Marstein: Egne børn

„Jeg føler mig så mislykket, jeg har truffet så mange forkerte valg og haft så forkert fokus og forkerte værdier, der er så meget jeg fortryder, og jeg har været så …“. Det er sådan den her bog er. En kæmpestor og lang gennemgang af det liv, der ikke lader sig gennemtænke som var det en ligning. Hovedpersonen er et menneske der virkelig har været plaget af mental load eller mental byrde på dansk. Hun har skullet klare alle hverdagstingene, mens hendes mand, den kendte og åndrige forfatter ganske enkelt overlod det til ham. Og så er det romanen (!) om alle de brudte forhold og alle de sammenbragte børn! Det er herligt at følge hele menageriet. Der er to ting, som jeg især hæfter mig ved. Det ene er hovedpersonens indsigt til sidst:

Jeg minder mig selv om at jeg skal huske at man aldrig helt bør stole på børn. De er nogle vendekåber, de flytter sig tilfældigt og efter eget forgodtbefindende, alt efter hvad de på et givet tidspunkt ønsker at opnå eller undgå. Fortrolighed og trofasthed fra et barn skal jeg aldrig regne med. For hvis jeg ikke husker dette, kan jeg blive så skuffet, og såret, og glemme den ubalance der altid skal være mellem mor og barn, og ender med at afvise når det eneste jeg skal, er bare at være der.

Måske skulle hun bare vælge at være i almindeligheden og hverdagen, som den udspillede sig, dengang hun bare puklede løs for at tilfredsstille alle børnenes krav, og så lade det være ved det. Men det er lettere sagt end gjort. Man kan næsten ikke undgå at føle skyld i så mange sammenhænge. Det andet er forfatterens rolle, hvor han er kold og ligeglad i mange situationer og bare overlader problemerne til hovedpersonen, men hvor det ser helt anderledes ud når han beskriver de samme situationer i sine romaner. Så dyb og åndrig og følsom han så er. Men det er nok mange skrivendes problem. En dag kan man sige det fineste om kærlighed og troskab, næste dag gør man det modsatte i virkeligheden.

Ting og situationer som han behandlede ligegyldigt, eller med foragt, kunne han beskrive med ømhed i sine bøger. Jeg følte at der var en ømhed dybest nede i ham som han ikke havde adgang til undtagen gennem skrivningen, og som kom ud og viste sig sådan, i tekst. Og jeg vidste at jeg indimellem, i enkelte skrøbelige øjeblikke, kunne sætte den ømhed over al anden ømhed på jorden. En ømhed der ikke var brovtende, men nærmest var utilsigtet, og ligesom uden for hans kontrol. Næsten primitiv og fysisk, og genuin…

Jeg kunne genkende episoder, den hjælpeløse kassedame der ikke havde cookie dough-is selv om en stor plakat udenfor reklamerede for at den var på tilbud, eller Lottes raserianfald i toget – en bus i romanen – det virkede som om han virkelig så barnet, og barnets mor, mens han i virkeligheden bare havde forladt kupeen og overladt alt til mig.

6. maj 2024

Goce Smilevski: Freuds søster

Igen en af de bøger jeg møder tilfældigt, når jeg læser sider om litteratur, og igen var jeg heldig at komme til at læse en bog med megen klogskab i. Jeg lærer igen lidt mere om Freud end jeg vidste i forvejen, men mest er det en bog om kvinde og mand i første halvdel af sidste århundrede. Moderen kalder Sigmund for "min lille, gyldne Siggie", mens den sidste søster i rækken må høre det her fra sin mor: "Det ville have været bedre, hvis jeg ikke havde født dig". De får så forskelligt et liv, men jo mere jeg tænker over bogen, så er det virkelig en bog om forskellen på mandeliv og kvindeliv. Sigmund var gal, men bliver berømt. Adolfine var også gal, men kommer på psykiatrisk hospital. Sigmund kunne havde fået sine søstre ud af nazismens kløer, men vælger det ikke. De ender alle i gaskammeret. Måske er det også forfatterens stille og stædige opgør med Freuds psykoanalyse og især menneskesyn. Her kommer nogle citater som er værd at arbejde med. Især en samtale mellem Sigmund og Adolfine, hvor de har stået foran et billede af Bellini af frelseren og hans moder Maria, men også et fint og trøstende billede på døden fortalt til en lille dreng:

I hans stemme genkendte jeg min egen frygt fra barndommen.

»Vi forsvinder ikke, når vi dør,« sagde jeg. »Et menneske er som hånden inde i en handskedukke, der får dukken til at bevæge sig. Når et menneske bliver født, glider det ind i sin krop som en hånd i en dukke. Når kroppen dør, trækker mennesket sig ud som en hånd i en dukke.«

»Jeg har aldrig haft en handskedukke.«

Jeg kom i tanke om, at han aldrig bad om noget.

»En dag skal jeg lave sådan en dukke til dig.«

»Jeg venter. Jeg er ikke nogen døgnflue, så jeg har god tid.«

»Hvad skal den hedde?«

»Heinerle,« svarede han. »Dukken er mig,« og så smilede han. »Du sagde, at når et menneske dør, kommer han ud af kroppen, ligesom hånden kommer ud af en dukke.«

»Sådan er det,« sagde jeg.

»Spørgsmålet er ikke, om noget af mennesket – lad os kalde det sjælen – lever videre efter døden. Spørgsmålet er: Hvis den ikke har en højere mening, er vores eksistens her da fuldstændig meningsløs?«

Din definition af lykke har ikke noget grundlæggende til fælles med lykke. Undtagen det, at en højere mening indebærer, at alt er fyldt med mening, ikke bare lykke.

Hvorfor alle disse håb og skuffelser? Hvorfor alle kloge tanker og tåbelige tanker? Hvorfor glæde og sorg? Hvorfor onde og gode gerninger? Hvis tiden ikke bliver gemt, hvis hvert øjeblik ikke bevares i en eller anden form, så er tiden selv meningsløs, så er alt det, der sker i tid (og alt, hvad der sker, sker i tid) meningsløst, og alt det, der var, det, der er nu, og det, der skal komme, er fuldstændig meningsløst.

Muligheden er der for, at alle tider eksisterer parallelt og synkront, at alt det, der har været, alt det, der er, og alt det, der skal komme, forflyttes til den anden dimension. Og kun der og kun på den måde, gennem mødet mellem alle lag af tid og al eksistens, vil alting forstå sin egen mening, det, der er ufatteligt for os i vores forgængelige verden. Der vil alt det, der allerede er gået til grunde – og alt er allerede gået til grunde – ikke gå til grunde, der vil alt opbevares og beskyttes i al evighed. Der har alt i disse lag af tid en berettigelse og en mening – hver gestus og hvert ord, hvert smil og hver tåre, hvert øjeblik af begejstring og hvert øjeblik af fortvivlelse – en mening, der er umulig at fatte for os nu. Denne eksistens er måske en gåde, der først vil blive løst, når vores tilværelse, som vi kender den, er til ende, og så vil den åbenbare sin fulde mening.

I den kosmiske tid er alting meningsløst, fordi alting vil holde op og miste sin mening. Men i evigheden vil alt det, der holdt op i den kosmiske tid, igen få mening, en mening, det ikke er os givet at forstå og erfare, mens vi befinder os i tiden.

Skønhed er den eneste trøst i denne verden

2. maj 2024

Sebastian Barry: Dage med Lilly

Jeg læste om ham i en anmeldelse af en anden bog. Irer født 1953. Det var en fornøjelse at møde ham. Det er en gammeldags og lang erindringsbog, som en 89-årig kone skriver. Om 1. og 2. verdenskrig, om Vietnamkrigen, om Golfkrigen, om dem hun mistede. Og aldrig glemmer. Det er en rolig og god oplevelse at læse 'Dage med Lilly'. Jeg havde stor glæde ved at læse den. Her kommer et par enkelt af mine mange understregninger:

Nu fryser jeg, selv om det her i begyndelsen af sommeren er ganske lunt. Jeg fryser, fordi jeg ikke kan finde mit hjerte.

Ville en røntgenmaskine mon kunne se min sorg, hvis jeg skulle gennemlyses på det lille hospital? Er sorg som rust, en skal omkring hjertet?

Åh ja, efter min opfattelse er menneskesjælen en meget skrøbelig sag, som desværre ikke har undergået nogen udvikling af betydning. Den er et vagt, skrøbeligt væsen, der ikke engang har sin egen lille niche i kroppen. Ikke desto mindre er den det eneste, vi har, som Gud vil måle os på.

Grækenland, Amerika, Arabien, Irland. Oprindelsessteder. Der er ikke en plet på denne planet, der ikke er et oprindelsessted. Kalven vender tilbage til det sted, hvor den fik sin mælk. Intet sted er et fremmed sted. Alle steder er et oprindelsessted for nogen, og derfor for os alle.

Det er en klog bog.

1. maj 2024

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Det her er anderledes! Det er et tænksomt menneskes indædte kamp med eksistensens stærke udfordringer. Hun, Liv, er ganske virkelig, både som teaterinstruktør og nu som forfatter, for det er god skønlitteratur, en selvbiografi, som er præget af Livs omgang med scenen. Det er lige på og hårdt. Replikkerne skal høres helt ned på sidste række. Det er stærke udfordringer Liv oplever i sit liv, morforældrenes fælles selvmord, faderens overgreb, moderens psykiske sygdom, en abort med mere, men tingene bliver mødt med åbne øjne og ærlige og tænksomme ord. Liv fortæller om en forestilling hun sætter op på teatret med Suzanne Brøgger som omdrejningspunkt; om hvordan man kan leve videre og kræve en plads i livet, selv efter en massevoldtægt, som Brøgger fortæller om i 'Fri os fra kærligheden', - som der i stykket ikke bare skal henvises til men læses i sin fulde længde. Og det er skrappe sager. Men kun ved at møde traumet kan det håndteres. I en vidunderlig samtale mellem Suzanne Brøgger og Sørine Godfredsen i KD's podcast serie fortæller Brøgger om, hvordan hun er med til en prøve inden premieren. Pludselig, skriver Liv i bogen, da fortællingen voldtægten er færdig, kommer der en høj latter. Det er Brøggers. Nu forløses den gamle frygtelige handling. Fortæller hun til Sørine. Det er levende litteratur, som foregår lige nu på flere planer. Hun skriver overraskende ærligt om abortens følger. Hun er så ærlig. Her kommer nogle citater:

Jeg kan mærke de hændelser, der bliver ved med at folde sig ind i mit liv på nye måder: barndommens overgreb, min mors psykoser, min mormor og morfars selvmord. Disse hændelser bliver ved at ændre form og tage en ny plads i mig. De strækker sig igennem mig og finder måske aldrig en afslutning.

På den ene side føles det, som om vi gennemspiller nogle handlinger, der bare dækker over, at vi skal dø til sidst. Men på den anden side mærker jeg, at det er disse ritualer, som gør det hele værd at leve, og at jeg vil opleve dem alle sammen med ham.

Jeg tænker på en japansk teknik, der hedder kintsugi, hvor man reparerer ødelagt keramik ved at samle skårene med lim af guld. Det ødelagte skal være synligt og fremhæves med guldet. Det handler om at se det smukke i det uperfekte.

Der er snart fem år, siden min mormor og morfar døde. I tanken vender jeg tilbage til min morfars dødsleje, da han bad mig fortælle, hvordan de var endt på hospitalet efter deres selvmordsforsøg: „Fortæl mig om forløbet! Faktuelt, ikke emotionelt!“

Han ville ikke høre, hvordan jeg havde det med det. Han frabad sig mine følelser.

Jeg begyndte at skrive, kort tid efter de døde. Når jeg kigger på min skrift, som den har udfoldet sig i årene, der er gået, er den hverken faktuel eller emotionel. Den er begge dele. Den forsøger at trække vejret og give plads. Den vil skrabe et felt frit til mig. Min mormor og morfar levede efter et credo om at være stærk, at se fremad og ikke bukke under for vægten af sine følelser. Deres vilje bragte mig et godt stykke ind i voksenlivet, men denne streng klinger ikke længere i mig. (min fremhævning)

22. april 2024

Matias Faldbakken: Stakkel

Jeg havde ikke læst noget af Faldbakken, men det gør jeg gerne igen og igen. Det er en anderledes roman, en eksistensroman om det sårbare menneske. Den handler om den helt nøgne og meget sårbare kærlighed i en verden, der ikke giver meget plads for det projekt. Den er hurtigt læst, men det går bare ikke. Så jeg måtte læse efter et par gange af de svære områder. Ikke mindst slutningens enetale, som er en vidunderlig kærlighedserklæring til Oskar, den sårbare dreng der bare sidder og ser ned i linoleummet. Hvert kapitel står skarpt, alle ordene er tilmålt præcist. Det er vidunderlig litteraturkunst. Her kommer mine understregninger:

Som mange andre unge mænd levede Oskar et liv i stille desperation. Man kan vel sige det som det var: Oskar var knusende ensom.

Når det gjaldt denne pige, var Oskar et nej der blev til et ja hver evig eneste gang. Han følte sig sønderrevet.

Og så det vigtigste - sagt af forsvareren af pigen:

...der findes en menneskelighed … som er ældre, og dybere, end humanismens »menneskelige værdighed«. Det er den – hvis man kan tillade sig at sige noget sådant – vi står og ser på i dag.

14. april 2024

Klaus Rifbjerg: Spejl

Rifbjerg døde i 2015, men bliver ved med at udkomme. Det gør ikke noget. Den her er fuldstændig Rifbjerg. Det er en slags magisk realisme, for han får besøg af sin afdøde far. I Spanien, mens Franco stadigvæk er ved magten. Han skriver da også: "Det var alt sammen for udfordrende og for uvirkeligt. Måske var det mig, der var spøgelset og slet ikke den pæne, gamle herre, der sad i sædet ved siden af mig. Måske er vi alle sammen spøgelser, der er fulde af historier, vi i grunden slet ikke har lyst til at fortælle." Han har sine bias', den gode Rifbjerg. Han er rundt i Spanien med sin far og kommer til Toledo, hvor El Grecos fantastiske maleri 'Orgaz' død' hænger i et lille kapel. Så siger han: "Jeg lider af kirkebetændelse, lad os se at komme væk... Toledo var en trussel, Toledo var en dræber, ville vi overleve, før englene kom og løftede os ind i himlen, gjaldt det om at finde vejen, det var den eneste chance." Temaet er fædre og sønner. Det er spændende. Når roman hedder spejl, så er det ikke fordi sønnen vil spejle sig i faderen, men han vil alligevel have noget mere at vide om ham, fordi han jo mærker at han er en del af ham. Han vil have mere at vide end almindeligheder, men det er lige netop her pointen i romanen ligger, for Rifbjerg er Almindelighedens digter. Han skriver det så fint: "Almindeligheden og det tilvante giver respit. Den er så let at gemme sig i. Men spørgsmålet var, om jeg var kommet ham nærmere. Det oplevedes som en nødvendighed, uden at jeg helt forstod hvorfor." Vi behøver ikke grave ned i hinandens sjæle, men tænke på almindelighedens mange gode dage, hvor vi kan spejle os i hinandens liv. De daglige gøremål, måden at arbejde, tale og skrive på. Måske skal fædre og sønner mødes i almindeligheden! Det er trods alt almindeligheden der er det bedste, hverdagene hvor vi holdt af og holdt om.

16. april 2024

Erling Jepsen: Vindueskiggeren

De tre foregående kunne jeg læse kapitel for kapitel. I fjerde bind blev jeg nødt til at læse flere, for det blev spændende som en kriminalroman. Jeg læste på Forfatterweb, at han som knap tyveårig fik Radiospilprisen 1977 for radiospillet Kiks med kniv og gaffel. Det er den, der er omdrejningspunktet i denne roman, hvor Erling som vindueskigger samler viden om de rige, der bor på vejen, hvor han er i arbejdsprøvning som kommunalarbejder. Viden han vil bruge i et radiospil. Det er som sædvanligt tå krummende, men der sker mere end i de andre. Der kommer mere farve på Erling, og vilje især. Og så er det i den her, at den herlige replik kommer:

„Får lægerne først kløerne i dig, så dør du aldrig, sagde han. Den replik var jeg stolt af."

Det er en fornøjelse at læse Jepsen.

15. april 2024

Olga Tokarczuk: Empusion

Det har simpelthen været en vild læsning ind i områder, der var genkendelige på mærkelige områder og fremmede på andre. Jeg læste et sted, at Tokarczuk er uddannet psykolog og så kan jeg bedre forstå, hvordan hun kan skrive sådan at jeg helt klart er tilstede steder i min barndom og bærer noget med mig, som jeg ikke tænker på ellers. Olga Tokarczuk har skrevet en bog om det Europa, som vi godt ved er ved at blive en træt gammel verdensdel og som Torkarczuk mere eller mindre sender på et af de gamle højtliggende sanatorier i bjergene, i Davós eller som i romanen i en schlesisk sanatorieby. Der kan de intellektuelle og kloge og alle mænd få lov til at tænke sig om, mens de måske igen kan komme til kræfter og ikke mindst til besindelse. Akkurat som Thomas Mann i sin tid skrev sin roman Trolddomsbjerget, som også var om et Europa, som dengang også havde mistet retningen og derfor blev sendt på sanatorium for at blive helbredt. Og jeg skal love for at alle de filosofiske, teologiske og politiske diskussioner mellem romanens patienter forfører med al deres kraft, så jeg selv falder i når tingene siges fuldstændigt forenklet og dualistisk og jeg nyder det, men ved bagefter at det er vigtigere bevæge sig i den brogede verden. Her kommer nogle af de mange sider understregninger, som jeg har foretaget i bogen og som jeg gemmer til senere brug. Det er en frygtelig skøn bog!

„Sund fornuft og rationalisme. Al dårskab skyldes hjernespind og ideologier. Der er absolut ikke nogen grund til at gøre verden til andet og mere, end den er. Verden er det, vi ser. Den er, som den er. Der findes love, man kan beskrive. Deres antal er endeligt. Nogle af dem kender vi endnu ikke. Gud eksisterer, han skabte verden. Folk er af natur bedrageriske, og derfor må de uafbrudt overvåges og opdrages. De rige er rige, fordi de er dygtige og har gode forbindelser. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Frihed og demokrati, lad gå, men med måde. De ti bud er alle europæeres hjørnesten, hvad end de er tyskere, italienere eller rumænere. Der må være en slags orden.“

… og de spidse neogotiske tårne havde fra første færd fået Wojnicz til at tænke på grammofonnåle, der trak hemmelige lyde ud af himlens plade

Kun kristendommen holder os tilbage fra at gå løs på hinanden. Selv de ikke-troende burde anstrenge sig en smule intellektuelt, sagde han, og i det mindste lade, som om de tror. Ikke gøde jorden for ateisme og deisme. Mennesket er i grunden et moralsk anløbent væsen. Det lader sig styre af instinkter og er amoralsk af natur. Det er kristendommen, som har gjort os til mennesker, uden dens normer har vi intet, og nihilismen vil råde. Mens han sagde alt dette, missede han tilfreds med øjnene, som om han glædede sig over sin apokalyptiske vision.

„Man bør efter min mening negere dæmonernes eksistens med ritualer, og hvis det ikke kan lade sig gøre, skal de uddrives. Gud og verden findes, og intet derimellem. Ånd og materie. Filosofi og videnskab. Det hellige og det verdslige. Tanke og krop. Hele vores civilisation bygger på den opfattelse, sådan fungerer vores sind. Enten eller.“

Et menneske, der tror, at verden består af grelle modsætningspar, er sygt. Jeg ved, hvad jeg taler om. Det er en alvorlig dysfunktion.“

„Hvordan er verden så?“

„Udvisket, grumset, flimrende, nogle gange sådan, andre gange sådan, alt efter synsvinklen.“

”Alle kan blive vanvittige, unge mand. Normalitet er en illusion. Vi forsøger at balancere på kanten mellem vores indre verden og den ydre verden. Det er temmelig ubekvemt at sidde overskrævs på den måde, og det lykkes kun meget få af os at holde ligevægten.”

9. april 2024

Stine Askov: Varme hænder

Det er en gyser af en psykologisk krimi og en vild roman om noget så almindeligt som varme hænder, om mennesker der passer andre, i børnehaver, på plejehjem og i døgnvagt hos Mathilde, som hovedpersonen Camilla gør det i romanen efter at hun måtte opgive at arbejde i en børnehave. "Jeg havde været god. Et godt menneske. Én, der satte alle sine egne behov til side for at kunne opfylde andres. Én, der dagligt tog imod skældsord, slag, lort, skrig, klager, forslag pakket ind som klager, klager pakket ind som bekymringer. Et godt menneske måtte være ét, der ikke skældte ud, ikke blev vred, et, der holdt overblikket, et, der kunne elske Lola, der med sit tynde, flimrende hår og korslagte arme stampede i jorden som en karikatur på et barn, der ikke ville sove." Stine Askov tager mig simpelthen med ind i sit arbejde og jeg mærker, hvor udfordrende det. Det er personligt, fordi det er mennesker hun skal passe, Camilla. De umulige børn der bare skriger. De umulige voksne, der kun tager hensyn til sig selv. Det er bare så godt at hun skriver den lige nu, så der kan komme mere opmærksomhed på den lavtlønsgruppe, der står med svært et arbejde. Jeg var vild med hendes seneste 'Nøjsomheden'. Jeg er slået helt bagover af den her. Jeg blev nødt til at læse den færdig på et døgn. Den var slet ikke til at holde ud at læse, så meget psykisk vold er der på spil. Jeg blev så vred på Camilla, at hun lod sig tyrannisere af Mathilde, så hold dog op med at undertrykke dig selv, råbte jeg til hende. Men hun bliver fanget i et psykologisk spil: "Jeg var hendes. Hun ejede mig, som hun ejede hunden. Trænede mig, opdrog mig, nedbrød mig. Fuldkommen som hundens hang mit blik ved hende. Jeg mærkede, hvad hun ville, uden at hun sagde det, præcis som hunden. En svamp, der havde bredt sig fra hende til mig og overtaget styringen af mine lemmer og tanker." Den bliver også spændende, fordi Mathilde arbejder med Maister Eckehart og Camilla skriver om sig selv: "I afsnittet om hans lære stod der, at den eneste måde at nærme sig Gud på var at tømme sig for tanker og vilje. En tilstand, han kaldte fattigdommen. Hvor mange gange havde jeg ikke tænkt sådan? At jeg skulle slippe min egen vilje og mine forestillinger om spinat, strygning, hår for at nærme mig Mathilde." Det er en stærk roman.

6. april 2024

Joan Didion: Et år med magisk tænkning

Det smukkeste jeg har læst nogensinde er det her af Klaus Rifbjerg: "- Vi sætter os til bordet, og alt er som altid. Vi bryder brødet, hælder vin og vand op. Vi taler dæmpet, udenfor har vinden lagt sig. Jeg rejser mig, og vi tager sammen ud. Vi vasker op. Vi sætter ting på plads og fejer krummerne af bordet. Vasen med blomster står nu, hvor den stod. Vi læser. Snart venter sengen og den lange nat. Jeg slukker og ser efter om dørene er låst. Om natten vågner jeg og hører vinden, lægger hånden på dit hår og lytter til dit åndedræt. Falder i søvn igen, drømmer, vågner. Det er morgen." Han er det almindeliges bedste forfatter. Joan Didion skriver: 

Livet ændrer sig hurtigt.

Livet ændrer sig i et nu.

Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op.

Spørgsmålet om selvmedlidenhed.

Efter fyrre års ægteskab ændrer livet sig i et helt almindeligt nu, hvor de skal sætte sig til at spise middag sammen. Hun bruger det følgende år på at beskrive det ualmindeliges nu, som ændrer alt. Sorgen er så tyngende. Hun skriver så fint om sin usikkerhed, skrøbelighed og om, hvordan hun kan tænke magisk om at han kan vende tilbage for at bruge sine sko, hun ikke kan nænne at smide ud. Hun læser og giver gode citater fra sig, f.eks. det her af Gerard Manley Hopkins:

Åh, sindet, sindet har bjerge; klippeskrænter,

fæle, stejle, ufattelige. Håne dem kan

kun den, som aldrig hang der.

Jeg vågner og mærker mørkets højdedrag, ikke dagens.

Og jeg har bedt om at være,

hvor intet uvejr er.

Hun skriver begavet om, hvordan hun oplever livet nu: "det efterfølgende, uophørlige fravær, tomrummet, det stik modsatte af mening, de ubarmhjertige på hinanden følgende øjeblikke, hvor vi bliver stillet over for selve meningsløsheden." Men det er en lang bog og jeg synes ikke jeg kommer til at kende hende, selvom hun fortæller om deres liv sammen. Skuffet blev jeg faktisk.

1. april 2024

Marguerite Yourcenar: Kejser Hadrians erindringer

Jeg læste den egentlig fordi jeg i en anmeldelse læste at den også handlede om forholdet til kristendommen som var på vej i Hadrians tid som kejser. Det gjorde den nu ikke ret meget; kun lige i det sidste citat, jeg nævner. Ellers ikke på anden vis end at han havde ansvaret for at slå Bar Kokhbar opstanden ned, som kostede 600.000 jøders liv og sendte de overlevende i landflygtighed. Jeg blev alligevel optaget af erindringerne, som kommer omkring hele livsindholdet i alle menneskers liv. Yourcenar skrev bogen i 1951, men havde skrevet på den hele sit liv indtil da. Derfor er den en forrygende eksempel på et menneskeliv beskrevet. Her kommer noget af det jeg har understreget:

Dette hemmelighedsfulde spil, hvor kærlighed til et legeme går over til kærlighed til et menneske, forekom mig så skønt, at jeg ofrede det en del af mit liv.

Jeg indrømmer, at fornuften står uforstående over for kærlighedens under, over for denne mærkelige besættelse, der gør, at det samme kød, som vi bekymrer os så lidt om, når det udgør vores egen krop – vi sørger blot for at vaske det, give det næring og om muligt beskytte det mod lidelser – at dette samme kød kan indgive os en så lidenskabelig trang til at kærtegne, blot fordi det er besjælet af en anden individualitet end vores egen, og fordi det frembyder visse skønhedstræk, som de bedste kendere for øvrigt aldrig kan nå til en enig bedømmelse af. Her er den menneskelige logik magtesløs, ligesom over for mysteriernes åbenbaringer.

Den viser, at ånd og vilje går forud for tilfældige omstændigheder. Et menneskes virkelige fødested er der, hvor man for første gang retter et intelligent blik mod sig selv, bliver sig selv bevidst: Mit første fædreland var bøgerne og, omend i mindre grad, skolerne.

En hel aften drøftede jeg med ham det påbud, som går ud på at elske sin næste som sig selv; det strider alt for meget mod den menneskelige natur til oprigtigt at kunne følges af menigmand, som aldrig vil komme ud over at elske nogen anden end sig selv, og det passer lige så lidt for den vise, som jo ikke i særlig grad elsker sig selv.

1. april 2024

Therese Bohman: Andromeda

Åh, jeg elsker bare sådan en roman. Det er bare to mennesker, der kan tale sammen om litteratur. Der sker ikke noget spændende. Det er bare livet der udfolder sig. Og det er spændende. Det foregår et af verdens bedste steder, jeg kan forestille mig: på et bogforlag og på en god restaurant. Så går samtalen. Her kommer nogle eksempler. De to sidste kan jeg godt skrive under på:

”Der findes næsten altid spor efter den slags i god litteratur,” sagde han. ”Selv i den samtidige. Oftest gør det sig gældende som en fornemmelse af nødvendighed. Det er svært at forklare det bedre, men hvis man har evnen til at opfatte det, mærker man det når man læser. Man mærker at der findes stumper af noget arkaisk i fortællingen, spor af noget urgammelt som varer ved helt ind i vores tid.”

”Ligesom halebenet,” sagde jeg.

Han kiggede på mig, forbavset, men muntert.

”Halebenet?”

”Ja, du ved, rudimenter. Som stadig findes i kroppen fra tidligere udviklingsstadier. Vi har jo ingen hale længere, men halebenet er der stadig.”

Han smilede.

”Al god litteratur har et haleben,” sagde han.

”Jeg elsker når mænd forklarer mig ting,” sagde jeg, og vi lo ad det fordi det lød som en spøg, selvom det ikke var det. Hele vores relation var en stille protest mod alt det vi begge to afskyede ved samtiden: vulgærfeminisme, formiddagsbladsretorik, politisering af hver eneste detalje af virkelig­heden, kommercialisering af det sande og skønne, den indskrænkede tanke at en ældre mand og en yngre kvinde ikke ville kunne have gensidigt udbytte af hinanden fordi magtbalancen var så soleklart til min ulempe.

”Verden er ild; bliv ild, og du har hjemme i verden,” stod der i en bog jeg læste. Jeg syntes at det var en perfekt linje, ungdommeligt drastisk og romantisk. Samtidig vidste jeg at jeg faktisk ikke var sådan en der brændte, i hvert fald ikke lige så stærkt som visse andre. Jeg foretrak at stå på afstand og betragte deres ild, vove mig nær en gang imellem for at varme mine hænder.

Det er så mærkeligt hvordan livet bare sker. Som ung havde jeg en forestilling om at alle vigtige beslutninger bliver taget efter nøje overvejelser, at der bag hvert enkelt skridt som tages, ligger store undersøgelser, og at hver eneste forandring er resultatet af en forhandling man har gjort med sig selv. At alt hvad ens tilværelse rummer, er resultatet af aktive valg. Men ting sker bare.

26. marts 2024

Sigrid Undset: Jenny

Jeg har jo lige læst hos Brøgger, at det er vigtigt at foretage sine livsvalg på den rigtige måde. Hun skriver sådan her i indledningen til 'På væggen':

"– Hvad sker der, hvis ikke jeg bliver den, jeg er?

– Så bliver du helt beroende på, hvad andre siger om dig.

Eller du bliver som andre. Eller som andre siger, du skal være.

– Hvordan kan jeg blive den, jeg er?

– Ved at øve dig i at blive bevidst om dine livsvalg.

Hvad betyder dét?

– Den, der bliver bevidst om sine livsvalg, bliver også belønnet. Både manifest og metafysisk.

– Hvordan metafysisk?

– Du kommer til at opleve, at dine ønsker går i opfyldelse. At der opstår en overensstemmelse mellem den, du er, og omgivelserne. Du får en skæbne."

Det vender jeg tilbage til igen og igen, nu hvor jeg har læst om Jennys grumme skæbne. Jeg havde det bare så dårligt med den slutning, hun valgte. Det er bestemt det forkerte livsvalg. Og hun var endda så bevidst om, hvad hun ville allerede fra helt lille, hun skriver et sted: "Hun måtte vel hellere holde fast ved sin egen lille, gamle moral. Som i al væsentlighed gik ud på sandfærdighed og beherskelse." Hun ville aldrig gøre andre fortræd, men kommer så til det, fordi den kærlighed hun valgte var fuld af skjult mistro. Sandt bliver til løgn, beherskelse til kaos. Et sted siger hun: "For det var umuligt at leve, når man kun havde sig selv at tro på, sig selv at elske. Den frivillige død havde hun altid fæstet lid til. Hvis hun døde nu –. Ja, så var der mange, hun holdt af, som ville blive kede af det, men der var ingen, som ikke kunne undvære hende." Og selvom jeg havde læst det, så troede jeg alligevel ikke, at det skulle gå Jenny så katastrofalt. Jeg håbede vistnok at hun var af samme slags som Kristin Lavransdatter. Det var et chok at få da jeg læste bogen færdig en nat. Og siden har den tumlet noget rundt i mit hoved. Ulykkelige Jenny. Hun valgte forkert med både Helge og Gert og Gunnar. Jenny er et råb om hjælp. Det er ikke til at komme ud af den bog igen.

19. marts 2024

Erling Jepsen: Familiehemmeligheder 1, 2 og 3

Det er altså værd at følge med i Familiehemmeligheder. Det er autofiktion af fineste slags. Der er ingen offergørelse på forfatterens egne vegne, men helt bestemt på søsteren Sannes. Det handler om at kunne leve med en psykisk ustabil og fuldstændig skør og voldelig far og en meget veg og fej mor. Og så er der alligevel en sort humor, en satire af sin helt egen slags, som jeg tror kun findes hos Jepsen. Det er tåkrummende, pinligt og næsten ikke til at tro på, hvad der sker, men der er også en mærkbar afgrund af ensomhed og selvforsvar, som gør ondt og især i Skolekomedie gør det ondt at læse om Erlings (og Sannes) aldrig ophørende håb om at få kontakt og accept af den far, som slet ikke er i stand til det.

I 'Hjemmefra' forsøger Erling at blive fri at sit ophav. Det er ikke nemt. Det er smerteligt og fører ud i løgne, som ikke er nemme at leve med. Sådan her overvejer han det efter at have løget sig til en anden familie:

„Kan man ikke lide sin baggrund, har man lov til at lave den om.“

Jeg talte med mit spejlbillede, for jeg havde brug for, at nogen gav mig ret.

„Det er ikke, fordi jeg skammer mig over den,“ fortsatte jeg, men holdt så inde. For det var præcis det, jeg gjorde. Jeg skammede mig over min baggrund og ville ikke have, at den skulle være med til at give de andre et billede af, hvem jeg var. For sådan var jeg ikke. Sådan havde jeg aldrig været og ville aldrig blive. Jeg behøvede ikke min baggrund, og den behøvede ikke mig. Mine forældre ville blive sårede, hvis de vidste, hvad jeg stod og tænkte. De ville føle, at jeg svigtede dem. Og præsten, som havde konfirmeret mig, ville tordne, for man skulle ære sin far og mor.

I det store billede havde Gram ingen betydning. I mit voksenliv ville jeg aldrig skænke den åndssvage by en tanke. Siger han også senere!!! og han overvejer det alvorligt: Det her liv var bare for stor en mundfuld, og jeg var en idiot, som troede, at jeg hørte til alle andre steder end i Gram. Men han ender alligevel med at tro på at løgnen gør fri: Men hvis jeg skulle vælge mellem sandheden og løgnen, var jeg ikke tvivl: Jeg valgte løgnen. Ham evangelisten Johannes tog fejl, når han påstod, at sandheden skulle sætte os fri. Det gjaldt i hvert fald ikke mig. Det var løgnen, som satte mig fri. Fri til at være den, jeg inderst inde følte, jeg var.

I skolekomedie vender han alligevel tilbage til at det er sandheden der er bedst. Det er fordi hans dansklærerinde gik i seng med ham og kyssede ham og siger til ham, at det bare er noget der er sket i hans fantasi, men til sidst indrømmer hun at det var virkelig nok. Det gjorde ham godt og vælger sandheden og ham evangelisten Johannes med hjertet.

19. marts 2024

Tomas Espedal: Lyst

Endnu en forfatterbog. Dem elsker jeg at læse, for at lære noget af dem. Den forrige var Suzanne Brøggers 'På væggen', som jeg var begejstret for. Hun fyldte den med sig selv gennem alle forfatterne på væggen. Espedal er lidt den omvendte verden. Han fylder den mest med sig selv, men det er også en utrolig historie om, at det kan lade sig gøre at blive forfatter, selvom man er født i et socialt udsat område, bare man har vilje nok, lever livet usikkert nok, finder de rigtige skrivesteder, den gode vin eller også bare den billige. Hans forbillede Rimbaud sætter han forrest i bogen: Før, hvis jeg husker rigtigt, var mit liv en fest hvor alle hjerter åbnede sig, hvor alle vine flød. Det er en hudløst ærlig bog. Hans op og nedture er hvad det er. Sådan er livet jo for de fleste, men hans insisteren på skriften betager mig. At skrive. Skrive hele tiden. Og at læse hele tiden. Et sted spørger han: Hvor var den der læste? og det er jo spændende. Vi er et andet sted, i et andet land, i et andet menneske, men også fuldstændigt tilstede i os selv i en vekselvirkning. Men der er så mange gentagelser i hans bog. Dem har jeg ingen lyst til. Og der er så mange spørgsmål. Igen og igen. Her kommer noget af det jeg kunne lide. Især begyndelsen som betog mig:

Vi dør flere gange i løbet af et liv. Allerede idet vi fødes, i selve fødselsøjeblikket, kommer døden ind i vores liv: først en lille død, ikke større end et spædbarn, en lille, smuk død som skal vokse parallelt med barnet og blive til en større død, en voksende skygge, eller frugt...

Alle de tekstsider som ikke bliver til noget, det er også en del af skrivearbejdet. Alle de kasserede sider, det er ikke kasserede dage. Det er arbejdsdage, skrivedage.

...en af de sedler har jeg stadig hængende på køleskabet, et ulinjeret stykke papir hvor der står skrevet med kuglepenblå håndskrift: 1) Drik mindre alkohol. 2) Ryg færre cigaretter. 3) Gå lange ture. 4) Tag var­me bade. 5) Få pulsen op mindst én gang om dagen. Og de her fem punkter vil holde dig rask, hilsen, ulæselig signatur.

Det sidste er i hvert fald brugbart!

13. marts 2024

Suzanne Brøgger: På væggen

"Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste." Sådan skriver hun om forfatterne, hvis billeder hænger på væggen hjemme hos hende selv og på Café Brøg i Fiolstræde, og her i bogen deler hun dem gavmildt og venligt med mig. Jeg er så taknemmelig for at have læst den og mine understregninger fylder mange sider, så der kommer kun nogle få her, men de er alle sammen gode og brugbare til både udvortes og indvortes brug. Jeg har nydt at være i selskab med et så klogt og vidende menneske. Hun er så nysgerrig på alt; ikke mindst på filosofi og teologi. 

– Hvad er meningen med livet? spurgte Jurij, for at det ikke skulle være løgn.

– Hvad er meningen med en omelet? lød svaret.

– At spise den!

– Sludder. Så kunne man lige så godt tage noget mælk og mel og vand og æg og spise det lige efter hinanden. Meningen er idealet: Omelet, der ligger udover det materielle, udover næringsværdien.

På hebræisk er ”Gud” futurum, det kommende, som vi endnu ikke kender.

Det drejer sig ikke kun om at leve i øjeblikket, men om at få en fremtid. Men for at få en fremtid er man nødt til at grave de døde op, igen og igen.

Martin Buber fortæller, at da Baal Shem Tov, hasidismens grundlægger, skulle i gang med et vanskeligt arbejde, plejede han at gå ud i skoven, tænde et bål og meditere i bøn. I næste slægtled kunne de ikke længere tænde bålet, men kendte stadig bønnen. I det følgende slægtled kendte de ikke de hemmelige meditationer, der hører til bønnen, men kunne stadig finde stedet i skoven, og det måtte være nok. Og det var nok. Endnu et slægtled senere kunne de ikke tænde bålet, de kendte ikke bønnen, og de kendte heller ikke stedet, men de kunne stadig fortælle historien om, hvordan det blev gjort. Og pointen er så, at den historie havde samme virkning som alt det andet tilsammen. Kundskaberne kan gå tabt, men fortællingen lever videre.

Komedien Lysistrate eller kvindernes oprør – af Aristofanes – er mest kendt for kvindernes sex-strejke som protest mod borgerkrigen i Peloponnes. En mindre kendt fredsstrategi var vævningen:

”– Men hvordan i alverden vil I kvinder bære jer ad med at sætte en stopper for denne her krig, skabe fred og orden?” spørger Magistraten, mændenes leder.

Lysistrate fra ”De vise kvinders råd” svarer, idet hun bruger indholdet fra sin sykurv til at illustrere: ”Det er ligesom et garnnøgle, der er gået i hårdknude. Vi holder det sådan og tager først fat om den ene ende af garnet, så den anden. Det er sådan, vi vil standse krigen, hvis vi får lov. Ved at sende ambassadører, først den ene vej, så den anden.”

Jeg synes, man har pligt til at være kritisk for at forandre verden til det bedre, når man er ung. Men når man bliver gammel, har man efter min mening kun én opgave: at elske alt på jorden. Også selvom krybet viser sig, hver gang man vender en sten.

7. marts 2024

Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden

Jeg har ingen tid til at bruge på kriminalromaner; og så har jeg lige gjort det med den her bog, bare med den forskel, at alt der foregår i den ikke er opfundet af Øvig; det er noget som er sket i virkeligheden, i 70'erne og 80'erne, flykapringens årtier, terrorisme på højt plan med Rote Armee Fraktion, Sorte september, - og Blekingegadebanden. Jeg har også læst den fordi vi skal have foredrag i min valgmenighed med Christian Medom, som fortæller om det samme set fra en PET medarbejders side. Bogen er historieskrivning på højt plan, tror jeg. For mig har det været at gå tilbage til de år. Og så kommer det alligevel bag på mig, at det var så voldsomt. Det politiske krævede alt. Det fortæller Øvig også om her vedr. Appelparret som skabte banden:

Da Ulla Hauton sidst i tresserne flyttede fra sin mand, var aftalen oprindelig, at datteren skulle bo på skift hos sin mor og far. Men besøgene hos moren blev hurtigt sjældnere og sjældnere: Snart kunne Ulla Hauton på grund af sit politiske engagement i KAK kun have datteren på besøg én gang om måneden, så kun én gang hvert halve år, og til sidst blev også datterens årlige julebesøg aflyst. I mange år udgjorde Ulla Hautons kontakt med sin datter et kort til jul og fødselsdag, vedlagt to hundredekronesedler.

Appel understregede, at „denne disciplin betyder, at ledelsesdirektiver ubetinget må og skal udføres. En sådan disciplin er nødvendig, det ved vi alle fra vores læsning af Lenins værker“.

Det var interessant også at læse om, hvordan de etisk og moralsk klarede at spille sådan et dobbeltspil og forberede forbrydelserne. F.eks. fortæller en stemme om, hvordan gruppen havde det, efter at de havde opgivet at bortføre milliardærsønnen Jörn Rausing:

Men også alle vi andre havde voldsomme reaktioner: Niels begyndte at drikke rigtig meget i den efterfølgende periode. Torkil gik i studerekammer-mode til den helt store guldmedalje. Han læste og læste og læste. Jan rendte rundt med hovedet under armen: Han trådte ikke ud af gruppen, fordi han stadig mente, at arbejdet var nødvendigt, men han brugte ikke én kilokalorie på at overveje planerne uden for mødelokalet. Når han forlod lokalet og satte sig ind i Mazdaen uden for Blekingegade, så lukkede han af og glemte alt. Han gik rundt som i en tåge. Han så træt ud i flere år i træk. Karsten var utrolig lettet over, at kidnapningen ikke blev til noget. Han kastede sig med stor energi ud i en masse praktiske projekter. Jeg tror, han arbejdede sig ud af det ved at lave en masse meningsfulde, konkrete opgaver, blandt andet da vi oprettede en café. Bo var nok den, der havde det sværest. Dels havde han en kolossalt dårlig samvittighed, fordi han som den første trak sig fra planen og dermed følte, at han havde svigtet både gruppen og ‘Fronten’. Dels var han også personligt knækket sammen. Han havde jo haft, hvad man i gamle dage ville kalde et nervesammenbrud, da han trak sig fra planen. Bagefter var han grådlabil i en lang periode. Det virkede som rent overløb: Hvis man sagde noget til ham, så begyndte han at græde. „Hvorfor har du ikke købt noget mad, Bo?“ Så græd han.

Jeg tror, vi alle havde den følelse af dårlig samvittighed og svigt.

Men jeg fatter ikke at de slap så billigt i retten og af der ikke blev ført en sag imod dem for terrorrisme. Nu tilbage til skønlitteraturen!

4. marts 2024

Nino Haratischwili: Det ottende liv

Der er bare en ting ved den roman, som jeg er ked af. Den tager så lang tid at læse. Den er på 1100 sider og den forhindrede mig i at komme til alle de andre bøger der ligger og venter på at blive læst. Det er selvfølgelig noget pjat, for det er en vidunderlig roman igen som "Det manglende lys" af samme forfatter, jeg læste i januar. Om kærlighed, eksistens og overlevelseskraft. Og så er det en fortrinlig historiebog, som genopfrisker en historie som er velkendt, men som alligevel i Georgien er omgærdet med en fjern farverigdom. Sovjetsstatens dominans, indhold og tragiske virkelighed koncentreret i »Den Lille Store Mand«, et portræt af virkelighedens Berija, var Stalins onde førstemand. Hvor er historien grum. Grum, grummere, Stalin. Det er en roman der er som en stor og varm dyne man kan trække helt op over sig og glemme resten. Ved de store afsnitsskift citerer forfatteren citater fra Sovjetstaten eller fra andre forfattere. Dem kan jeg lide at samle på. Her kommer nogle af dem.

Retten til sorg er et privilegium.

DMITRIJ SJOSTAKOVITJ

Sovjetmagten straffer ikke, den forbedrer.

PLAKATPAROLE

Hvordan kan vi lade, som om vi ikke ved, hvad der skete?

NIKITA KHRUSJTJOV

Når man skaber sig et fjendebillede,
slipper man en ødelæggende kraft løs.

For det er ikke fjenden, der skaber mistroen,
men mistroen, der skaber fjenden.

MERAB MAMARDASJVILI

Retten til et mislykket liv er ukrænkelig.

STÅLMANDEN

Alt, hvad du giver væk, er vundet,
alt, hvad du gemmer, er tabt.

RUSTAVELI

Se mig for dig; jeg findes ikke, hvis du ikke ser mig for dig.

VLADIMIR NABOKOV

Jeg er en bog og kan ikke læse mig selv.

BARNARD

Det er en vidunderlig roman som fortæller om, hvor vigtig kunsten er, musikken, billederne og filmen, men først og fremmest skriften, som husker deres liv, som var før og som var forudsætningen for de nulevendes liv - og takket være dem, der forsøgte at samle alle enkeltdelene til et samlet billede. Det er sådan et billede Haratischwili maler over 1100 sider.

21. februar 2024

Lotte Kirkeby: Resten af sommeren

Det er en god bog. Jeg synes hun skriver godt. Den er så alvorlig og ind i mellem en smule ujævn. Vi er helt inde i en ti-årig piges oplevelse af forældrenes skilsmisse. Jeg ved ikke om det er det, jeg føler er ujævnt, for jeg tænker hele tiden om det nu kan være rigtigt at en ti-årig pige tænker sådan? Men det kan jo godt være. I hvert fald er det afslørende for de voksne. Vi voksne kan også kludre gevaldigt i det og barnet opdager det, selvom vi ikke tror det og bliver ved med at sige, at alt er godt - selvom det ikke er det. Noget der tiltaler mig meget er at Sofie skriver ord. Kun ord med t, fordi hun er ti år. Hun skriver f.eks. tåbelig, træls, tvinge, tude, tårer, tarvelig, tab, trods og trist. Til sidst i romanen fylder hun elleve og skal så skrive ord med e: "...ene og ende og eks, der ville passe godt på dem og den sommer. Hun troede ikke, at man brugte eks om børn og familier, kun om mænd og koner, og de havde sagt, at de altid ville være en familie, og at skilsmissen ikke skulle skille dem ad, selv om man kunne høre på ordene, at der var noget, der ikke stemte."

13. februar 2024

Daniel Dalgaard: Vulkanø

Den kommer lige 50 år for sent. Jeg skulle have læst den dengang. Alle fædre burde læse den. Jeg ved ikke om det ville gøre den store forskel. Måske bliver historien ved med at gentage sig? Men det mener Daniel Dalgaard ikke. Det er værd at finde ud af hvorfra vreden kommer; hvis ikke, kan man ikke ændre sin egen vrede. Og naturligvis har han ret. "Det var en grad af vrede, som jeg troede, jeg var sluppet fri af, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg troede, at jeg havde lagt den et sted og var gået videre, men da jeg står over for min søns voksende vilje, dukker den op igen." - vreden. Skriver Dalgaard. Det er vigtigt at vide, hvorfor jeg blev det menneske, jeg blev. Det er det han siger. Allerede ved scanningen, hvor han indser at han skal være far, bliver han forskrækket: "Der i scanningsrummet var det, som om jeg med ét blev til min egen far. Det var underlige gletsjerlignende forskydninger, jeg skulle være min far, og skyggen der på skærmen skulle være mig. Jeg ville ikke kunne gøre andet end at henfalde til at være dominerende, kortluntet, skælde ud og senere kompensere, og mit endnu ufødte barn ville komme til at definere sig som min modsætning, ligesom jeg havde defineret mig som min fars modsætning, indtil jeg en dag pludselig sad i et sterilt hospitalslokale og alligevel var blevet ham." Det er en elegant skrevet autofiktion, hvor personerne er Daniel og Stine (Pilgaard) og deres to børn på ferie en helt måned på Tenerife, vulkanøen. Enklere autofiktion end Knausgaards, som gerne vil se det poetiske i det dagligdags, men den fungerer, for nedenunder vælder vulkanens magma ud i stride strømme og Daniel bliver klogere og ved til sidst, hvor vreden kommer fra. Gud ske lov er det aldrig for sent at blive klogere. Men det kan være for sent...

11. februar 2024

Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke

I sidste uge købte jeg tre af ugens nye bøger. Jeg begyndte med Naja Marie Aidts, for den havde jeg sådan glædet mig til og jeg blev ikke skuffet. Det er en rigtig god roman om en kvinde, der har oplevet det ondeste man kan forestille sig og hun får et voldsomt traume. Og så får jeg lov til at følge hende gennem et år, hvor årstiderne betyder så meget, og hvor jeg får lov at komme med til samtaler med PTSD-manden, og ham får jeg stor respekt for. Jeg synes det er så sejt, hvordan han kan sætte tingene på plads, og har tålmodighed. Og det lykkes ham og kvinden bliver sat fri, fordi hun insisterer på at gøre det på sin egen måde og ikke for at please nogen. Så fri som man nu kan blive, når man har fået sådan et traume. Det er en vidunderlig kvindefortælling og fortælling om kvinders liv. Her kommer årstiderne og noget af PTSD-mandens ord:

Det er ikke kun kirsebærtræerne, der er sprunget ud, og som næsten er afblomstret nu, det er også syrenerne. Jeg ser dem i al deres pragt fra bussen på vej ud til PSTD-manden, hvide og lilla, det lyse, grønne løv. Jeg kan næsten dufte dem.

Syrenerne er afblomstret og kastanjetræerne drysser hvidt, men i parken står to træer med røde lys. De sidste tulipaner ligner noget psykedelisk nu, de skifter farve og blomsterne er helt åbne, kronbladene ser forvandlede og vilde ud, krænger sig ekspressivt til alle sider, før de falder mod jorden. En rødkælk er begyndt at indfinde sig på min altan om morgenen, jeg kan se den fra køkkenvinduet, den sidder og virrer lidt med hovedet, og så er den væk igen. Måske er det en unge… og nu er hylden sprunget ud her.

Skoven falmer, det er sidst i september nu, og solen gløder dybt og intenst. Himlen blå, blå, i aftentimerne bliver lyset kortvarigt stærkt og blændende.

Første oktober. Blæst og våd kulde. Dystert vejr, grå aftener. Regnen pisker mod ruderne, jeg ved ikke hvem jeg selv er. Den nye årstid rammer med et smæld, pludseligt og fra den ene dag til den anden. Blåregnen begynder at gulne. Kastanjetræets blade er brune i kanten. Jeg pakker mig ind i tæpper for at spare på varmen.

Tanker er bare tanker, siger han. Og følelser er bare følelser. Sådan er angst og frygt, siger han, tanker og følelser. Ikke andet end tanker og følelser.

Det er godt at Naja Marie Aidt udkommer igen.

6. februar 2024

Flemming Kloster Poulsen: Se op og elsk verden

Nu har den ligget siden den udkom i 2021. Den består af mange små fortællinger om liv, tab og tro, som også er undertitlen. Jeg havde læst en del af fortællingerne, men nu ville jeg læse det hele i sammenhæng, fordi forfatteren nu er vendt tilbage fra London, og fordi vi ofte sidder sammen og leger spillemænd. Nu har jeg i bogen fulgtes med Flemming rundt i London, når han har løbet i Regent's Park, været oppe i The Shard, på Tate Modern og mange flere vigtige steder. Og det er rigtig godt at følges med ham. Med hans selskab er der meget at se og verden og menneskers liv åbner sig. Det er det fortællingerne om eksistens handler om. Han støtter sig til mange forfattere som her: "Ordene er ALTID vigtige. Margaret Atwood skrev engang: ”Et ord efter et ord efter et ord er magt.” Ord har magt til at skabe virkelighed." Det er den virkelighed fortællingerne lægger frem, så vi kan blive tydelige for os selv og for hinanden. "Det er en af de vigtige grunde til at tage fat i livsfortællingerne. Vi skal forstå, at vores historier er værdifulde." - skriver han. Og jeg sidder tilbage med fine fortællinger om det skrøbelige og det udsatte liv, som i glimt bliver til åbninger ind til glæden og meningen med at leve. Det er også en meget personlig bog, hvor forfatteren ikke skåner sin egen livsfortælling. Jeg læste den på én dag, ja noget af natten røg med, men det tror jeg er en god ide at gøre og min fornemmelse af bogen var, at den blev bedre og bedre og tilsidst tænkte jeg at det næste Flemming skal skrive, må være autofiktion som Knausgård gør det, når han bare skriver om lige det der er, som Flemming gør, når han tager læser i hånden går afsted ud i byen. Det kan jeg godt lide at være i. 

30. januar 2024

Thomas Bredsdorff: Lykkeligt nær

Først var det Niels Barfoed og nu Thomas Bredsdorff der skriver om kunsten at blive gammel. Og tak for det! Jeg har læst den med stor fornøjelse og har en masse understregninger i bogen til indvortes brug. Jeg kopierer nogle ind, men de fleste ryger i mine huskemapper. Jeg var godt underholdt af et års dagbog for en 86 årig olding, som fortæller om hvad han læser i avisen hvilke bøger og hvilken kunst han oplever. Det er morsomt og fornøjeligt, for han er så vidende så jeg væltes helt omkuld, men jeg får også lyst til at læse meget mere og forstå meget mere. Lykkeligt nær - titlen har han fra et digt af Morten Nielsen

Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø

du er endnu for ringe til at dø

Verden er våd og lys –

Himlen er tung af væde …

Hjertet er tungt af lykke,

lykkeligt nær ved at græde.

Bertolt Brecht: Husk at som det er om mandagen, er det sjældent om torsdagen.

Når man er helt ung, kan alt indtræffe. Når man er helt gammel, er alt godt der indtræffer, en lige så stor og uventet gave som det var dengang man var helt ung. Man kan igen leve fra dag til dag, frygte det værste, håbe det bedste og ikke frygte anden umyndiggørelse end den, kroppens og sindets forfald vil påføre en.

Den kristneste af alle kristne romanforfattere, Dostojevskij, har en bedre definition end nogen af de danske troens officials. Hvad er helvede, spørger han i ‘Brødrene Karamasov’, og svarer: “Det er lidelsen ved at man ikke mere kan elske.”

Vi opbygger dag for dag med dygtige lægers hjælp et paradoks af bibelske dimensioner: Sundhedsvæsenet skaber en verden af syge.

Han har netop læst manuskriptet til Erling Jepsens ny roman, der udkommer til efteråret. I et indlagt hørespil lyder det sådan, når den ene gamle advarer den anden: “Får lægerne først kløerne i dig, så dør du aldrig”.

Han var engang til et middagsselskab hvor også Sussi og Herbert Pundik deltog. Da man havde sat sig og konversationen skulle i gang, sagde Herbert:

“Jeg foreslår at hver får én sygdom og ét barnebarn. De der ingen børnebørn har, får to sygdomme”.

26. januar 2024

Alex Schulman: Brænd alle mine breve

Det er tunge bøger, men lærerige bøger han skriver. Jeg arbejder med mig selv og mit lange liv undervejs, mens forfatteren går i terapi. Det er autofiktion og forfatteren ved, at han er ved at ødelægge sin egen familie, fordi han bærer på en vrede, der er ved at forgifte dem alle. Nu skal der ryddes op! Terapeuten beder ham om at tegne et familiekort, et stamtræ, med alle personerne, hans egen generation, forældregenerationen og bedsteforældregenerationen. Så skal han fortælle om alle og trække en lige streg mellem de personer, hvor der ikke er uoverensstemmelser og vrede og derefter trække en siksak streg mellem de personer, hvor der er vrede. Da han træder tilbage kan han se at stramtræet er delt i to: den ene side er der kun lige streger, den anden, moderens side, er fyldt med siksakstreger og bunker af vrede. Så bliver forfatteren detektiv. Det er en mesterlig bog, som har en stor kærlighedshistorie at fortælle, og hvor jeg møder Edith Södergran og Oluf Lagercrantz foruden morfaren Stolpe, som også var en kendt forfatter. 

’Jeg længes mod landet, som ikke er,’ siger hun i digtet, ’for alt det, som er, er jeg træt af at begære.’ Der er nogle, der mener, at landet, som ikke er, betyder døden, at Edith Södergran længes efter døden. Men for mig har det digt altid handlet om det modsatte. Landet, som ikke er, det er den anden side af virkeligheden, det er et sted for drømme – det er summen af alt det, der kunne ske, men aldrig gjorde det. Og for mig har landet, som ikke er, oftere været et smukkere sted end virkeligheden.

Så snart man oplever, at landet, som ikke er, virker mere fristende at være i end landet, som er, så er man ilde stedt.”

Romanen handler om en morfar, hvis narcissisme forblev intakt hele livet og som tyranniserede sin hustru hele livet. Og det holdt aldrig op.

26. januar 2024

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det til bage

Jeg læste denne vidunderlige bog dengang, den udkom i 2017. Det er det fineste dokument om sorg. En sorgmanual når der ingen ord er tilbage. Nu genlæste jeg den, fordi jeg glæder mig til 2. februar, hvor forfatteren igen kommer med en bog. Og jeg læste den fordi jeg i går aftes oplevede komponist og sanger Janne Mark i Randers, hvor hun blandt andet sang det her digt af Naja Marie Aidt, hvor hun har komponeret melodien. Det var så godt, og første vers i digtet står nu i Højskolesangbogen.

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv det tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til et kontinent,
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til en vinterdag,
til en dreng der ser dig an fra hættens mørke

Der er et vers mere i bogen, men metrikken duede ikke til melodien, men andet vers lyder:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv det tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen

i solen og den døde var levende

og vendte sit ansigt mod dig

som ville han spørge om noget

du ikke mere husker og han

havde også glemt det og det er

en evighed

en evighed siden nu.

18. januar 2024

Alex Schulman: Glem mig

Det er autofiktion af høj klasse, men det er også hård læsning. Har man brug for at blive afskrækket fra at blive alkoholiker, så er det den bog man skal læse, hvor forfatteren skriver om sin mors 30-årige alkoholisme og den tvang det lagde ned over den familie, som jeg lærte at kende i hans forrige roman: 'Skynd dig at elske'. 'Det må ikke være' at mor drikker. Hun er bare dårlig og far og børn må passe på hende, men drikkeriet gør hende til et monster og giver de tre drenge nok at arbejde med psykisk resten af livet.

15. januar 2024

Alex Schulman: Skynd dig at elske

"Jeg kører langs en vej, der er mig yderst bekendt. Det er en grusvej, der støver og spytter sten mod grøftekanterne til højre og venstre og hele tiden prøver at overraske med uventede sving. Men mig overrasker den ikke. Jeg kender den her vej ud og ind. Jeg farer frem i min bil til lyden af ivrige dæk mod grus og sten, som nu og da rasler ind under bilens understel, bliver hvæsset og forsvinder. De har fældet lidt skov til højre, men ellers ligner det sig selv."

Når jeg læser indledningen til bogen om hans far og om deres hus ude i skovene i Sverige, så er den også hos mig en næsten legemlig erindring; grusvejen der støver og spytter sten, skovens uendelige træer på begge sider og endelig det rødmalede hus med de hvide vinduer og den fine veranda med bænke på begge sider. Sådan var det for en menneskealder siden, når vi i familien lånte hus i Siljansnäs og var rundt på vejene langs den store smukke Siljan sø. Erindringen melder sig promte og jeg kører på alle vejene og ud til 'stugan' ved den tavse sø. Det er det god litteratur kan; lukke op for så mange ting. Og det kan Alex Schulmans smukke bog om sin far. Det er en vidunderlig og lærerig bog for mig på mange måder. Jeg får genopfrisket Tranströmer digtet, hvor døden kommer og tager mål. "Han forsvinder igen, men jakkesættet bliver syet i det stille." Jeg lærer en ny bøn ved siden af de andre: "Og så takker jeg Gud for, at jeg har fået lov til at leve i dag, og beder om at få en dag mere."Og så lærer den mig en god indsigt fint udfolder: "En følelse af triumf over ikke at være brudt sammen. Det tog mig fem år at indse, at den sande triumf faktisk ligger i at gøre det."  Nu vil jeg læse hans bøger i rækkefølge. 

10. januar 2024

Katrine Marie Guldager: Jeg hører, hvad du siger

Den tredje roman i Guldagers trilogi om kvinder, der ikke længere er generte ved at vrisse og blive gale og lidt mere, men som også handler om den ømhed og sårbarhed, som findes hos både mænd og kvinder, som skarpt afslører den bagvedliggende skråsikkerhed. Guldager taler helt personligt til læseren synes jeg. Jeg bliver ramt igen og igen. Når jeg f.eks. læser:

Ægteskab er som at være spærret inde i et meget lille lokale med sin egen værste fjende!

Så begynder jeg at indse noget i mit eget liv. Det er ikke den anden der sætter grænser eller spærrer mig inde. Det er mig selv, der er min egen værste fjende, som sommetider siger noget, jeg slet ikke troede jeg ville kunne finde på at sige, når jeg ikke har styr på mine dæmoner. Det er en god bog at læse og jeg får et indblik i psykiatrien, som jeg ikke håber er så grum, som det er beskrevet. Marianne kæmper for sin søn, men det er næsten umuligt for hende at have kontakt med ham på grund af personalet. I romanen er hun også parterapeut og det er morsomt. Før var hun damefrisør. Det ligger tæt op ad hinanden, mente hendes nærmeste venner, så derfor kunne hun ligeså godt få den uddannelse. Der kommer der nogle fine oneliners ud af:

Måske er det dét, kærlighed er: At møde et andet menneske på bunden af magtesløsheden.

...men det er rigtigt, hvad Dr. Phil engang sagde: Det eneste, der hjælper, er at hjælpe.

Vores forhold var sådan: Alt var undertekst.

Hvad er det, der kan få fornuftige mennesker til at give op på grund af toiletsæder og tandpastatuber?

Jeg taler flydende psykolog: – Jeg kan se, at du bliver berørt nu, Jesper. Vil du sige hvorfor?

Det er en herlig læseoplevelse. Tak for de tre bøger!

8. januar 2024

Nino Haratischwili: Det manglende lys

Mens jeg læste Isabella Hammad om Palæstina om aftenen og natten, læste jeg på min eftermiddagskindle Nino Haratischwili (500 sider) om Georgien efter revolutionsåret 1989. Den er også højaktuel at læse, nu hvor Ukraine forsøger at holde sig uden for diktaturet, men som har haft samme fristelse til korruption og lovløshed for eliten efter 1990. I Georgien var det bare endnu mere udbredt. En far til en af de fire veninder, som bogen handler om, undskylder overfor sin datter, at det gik så galt i 1990:

Os, der er vokset op med alle de sovjetiske myter, langt fra virkeligheden, i vores eget lille kosmos, vi var ikke andet end impotente, svage eksistenser, da det kom til stykket. Vi kunne hverken gøre eller forhindre noget. Så enkelt er det. Jeg tænker en gang imellem, at det må have været det samme med adelen, det her dekadente, virkelighedsfjerne pak, der tog deres privilegier for givet, dengang bolsjevikkerne bankede på, og hovederne begyndte at rulle. Åh, Keto, jeg ville så gerne vide, hvad der er det rigtige: at være et stumt vidne, der ikke gør noget og til sidst selv bliver offer for systemet, eller den undertrykte, der tager skeen i egen hånd og selv bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert, og som tørster efter at se blod. Jeg ved det ikke. Det er nok kun historien selv, der kan give svaret, men når det sker, vil jeg for længst være død.

Igen er det, som med Hammad i Palæstina, en fantastisk måde at opleve noget af den historie på, som vi har oplevet i vores tid, bare fjernt fra os, men her kommer Georgien tæt på. Man kan bare tænke på, hvordan det gik i alle de andre stater, som pludselig stod som selvstændige, men slet ikke var det. Det var oftest det gamle systems korrupte magthavere der forsatte hvor kommunismen slap eller alle kræfter blev sluppet fri; den mest samvittighedsløse vinder og retsstaten en by i rusland. Men samtidig er denne roman også en roman om eksistens, om kærlighed og om overlevelseskraft. Det er bogens største værdi, men det er på et usædvanligt baggrundstæppe skæbnerne udspiller sig. Det er rent ud sagt en vidunderlig bog, som det er svært at slippe. Begge bøger har som forside billeder af huse, der sted der skulle være det trygge sted for mennesker, men ikke er det i Georgien og på Vestbredden.

6. januar 2024

Isabella Hammad: Genfærd ind

Min nattebog de sidste mange nætter har været 'Genfærd ind' som er på 400 sider, men der er ikke en side for meget. Titlen er en regibemærkning fra Shakespeares 'Hamlet'. Og så har det gang på gang været til at blive fuldstændig lysvågen af, fordi den med krigen i Gaza er forrygende aktuel at læse. Nu har jeg om natten bevæget mig rundt i Israel, snart været i '48' eller 'indersiden' som det oprindelige stykke land, som Israel tog/fik i 1948 og snart på Vestbredden, som Israel har besat. Og jeg har fulgtes med hebræisktalende arabiske israelere. Det var dem som blev boende og ikke flygtede, og fulgtes med arabisktalende på Vestbredden. Den giver - ligesom hendes første bog 'Pariseren' - en god indsigt i den umulige konflikt mellem palæstinensere og israelere, muslimer og jøder, og så handler den om skuespil og om eksistens. Begge dele vindunderligt beskrevet og udfoldet. Hammad skriver fuldstændig suverænt. Her kommer nogle sigende understregninger fra bogens eksistentielle indhold, bidder der viser hendes suverænitet som forfatter:

... den velkendte fremmede, der stadig besatte et forsømt udhus i mit sind.

Jeg fangede et glimt af mig selv skælve i hans indre.

I mørket svulmede min frygt op, jeg så mit ego overmale alt med en grim, alt for iøjnefaldende farve, som snavs på fingrene, der ikke kunne vaskes af.