Boglog 2024

21. februar 2024

Lotte Kirkeby: Resten af sommeren

Det er en god bog. Jeg synes hun skriver godt. Den er så alvorlig og ind i mellem en smule ujævn. Vi er helt inde i en ti-årig piges oplevelse af forældrenes skilsmisse. Jeg ved ikke om det er det, jeg føler er ujævnt, for jeg tænker hele tiden om det nu kan være rigtigt at en ti-årig pige tænker sådan? Men det kan jo godt være. I hvert fald er det afslørende for de voksne. Vi voksne kan også kludre gevaldigt i det og barnet opdager det, selvom vi ikke tror det og bliver ved med at sige, at alt er godt - selvom det ikke er det. Noget der tiltaler mig meget er at Sofie skriver ord. Kun ord med t, fordi hun er ti år. Hun skriver f.eks. tåbelig, træls, tvinge, tude, tårer, tarvelig, tab, trods og trist. Til sidst i romanen fylder hun elleve og skal så skrive ord med e: "...ene og ende og eks, der ville passe godt på dem og den sommer. Hun troede ikke, at man brugte eks om børn og familier, kun om mænd og koner, og de havde sagt, at de altid ville være en familie, og at skilsmissen ikke skulle skille dem ad, selv om man kunne høre på ordene, at der var noget, der ikke stemte."

13. februar 2024

Daniel Dalgaard: Vulkanø

Den kommer lige 50 år for sent. Jeg skulle have læst den dengang. Alle fædre burde læse den. Jeg ved ikke om det ville gøre den store forskel. Måske bliver historien ved med at gentage sig? Men det mener Daniel Dalgaard ikke. Det er værd at finde ud af hvorfra vreden kommer; hvis ikke, kan man ikke ændre sin egen vrede. Og naturligvis har han ret. "Det var en grad af vrede, som jeg troede, jeg var sluppet fri af, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg troede, at jeg havde lagt den et sted og var gået videre, men da jeg står over for min søns voksende vilje, dukker den op igen." - vreden. Skriver Dalgaard. Det er vigtigt at vide, hvorfor jeg blev det menneske, jeg blev. Det er det han siger. Allerede ved scanningen, hvor han indser at han skal være far, bliver han forskrækket: "Der i scanningsrummet var det, som om jeg med ét blev til min egen far. Det var underlige gletsjerlignende forskydninger, jeg skulle være min far, og skyggen der på skærmen skulle være mig. Jeg ville ikke kunne gøre andet end at henfalde til at være dominerende, kortluntet, skælde ud og senere kompensere, og mit endnu ufødte barn ville komme til at definere sig som min modsætning, ligesom jeg havde defineret mig som min fars modsætning, indtil jeg en dag pludselig sad i et sterilt hospitalslokale og alligevel var blevet ham." Det er en elegant skrevet autofiktion, hvor personerne er Daniel og Stine (Pilgaard) og deres to børn på ferie en helt måned på Tenerife, vulkanøen. Enklere autofiktion end Knausgaards, som gerne vil se det poetiske i det dagligdags, men den fungerer, for nedenunder vælder vulkanens magma ud i stride strømme og Daniel bliver klogere og ved til sidst, hvor vreden kommer fra. Gud ske lov er det aldrig for sent at blive klogere. Men det kan være for sent...

11. februar 2024

Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke

I sidste uge købte jeg tre af ugens nye bøger. Jeg begyndte med Naja Marie Aidts, for den havde jeg sådan glædet mig til og jeg blev ikke skuffet. Det er en rigtig god roman om en kvinde, der har oplevet det ondeste man kan forestille sig og hun får et voldsomt traume. Og så får jeg lov til at følge hende gennem et år, hvor årstiderne betyder så meget, og hvor jeg får lov at komme med til samtaler med PTSD-manden, og ham får jeg stor respekt for. Jeg synes det er så sejt, hvordan han kan sætte tingene på plads, og har tålmodighed. Og det lykkes ham og kvinden bliver sat fri, fordi hun insisterer på at gøre det på sin egen måde og ikke for at please nogen. Så fri som man nu kan blive, når man har fået sådan et traume. Det er en vidunderlig kvindefortælling og fortælling om kvinders liv. Her kommer årstiderne og noget af PTSD-mandens ord:


Det er ikke kun kirsebærtræerne, der er sprunget ud, og som næsten er afblomstret nu, det er også syrenerne. Jeg ser dem i al deres pragt fra bussen på vej ud til PSTD-manden, hvide og lilla, det lyse, grønne løv. Jeg kan næsten dufte dem.

 

Syrenerne er afblomstret og kastanjetræerne drysser hvidt, men i parken står to træer med røde lys. De sidste tulipaner ligner noget psykedelisk nu, de skifter farve og blomsterne er helt åbne, kronbladene ser forvandlede og vilde ud, krænger sig ekspressivt til alle sider, før de falder mod jorden. En rødkælk er begyndt at indfinde sig på min altan om morgenen, jeg kan se den fra køkkenvinduet, den sidder og virrer lidt med hovedet, og så er den væk igen. Måske er det en unge… og nu er hylden sprunget ud her.

 

Skoven falmer, det er sidst i september nu, og solen gløder dybt og intenst. Himlen blå, blå, i aftentimerne bliver lyset kortvarigt stærkt og blændende.

 

Første oktober. Blæst og våd kulde. Dystert vejr, grå aftener. Regnen pisker mod ruderne, jeg ved ikke hvem jeg selv er. Den nye årstid rammer med et smæld, pludseligt og fra den ene dag til den anden. Blåregnen begynder at gulne. Kastanjetræets blade er brune i kanten. Jeg pakker mig ind i tæpper for at spare på varmen.


Tanker er bare tanker, siger han. Og følelser er bare følelser. Sådan er angst og frygt, siger han, tanker og følelser. Ikke andet end tanker og følelser.


Det er godt at Naja Marie Aidt udkommer igen.

6. februar 2024

Flemming Kloster Poulsen: Se op og elsk verden

Nu har den ligget siden den udkom i 2021. Den består af mange små fortællinger om liv, tab og tro, som også er undertitlen. Jeg havde læst en del af fortællingerne, men nu ville jeg læse det hele i sammenhæng, fordi forfatteren nu er vendt tilbage fra London, og fordi vi ofte sidder sammen og leger spillemænd. Nu har jeg i bogen fulgtes med Flemming rundt i London, når han har løbet i Regent's Park, været oppe i The Shard, på Tate Modern og mange flere vigtige steder. Og det er rigtig godt at følges med ham. Med hans selskab er der meget at se og verden og menneskers liv åbner sig. Det er det fortællingerne om eksistens handler om. Han støtter sig til mange forfattere som her: "Ordene er ALTID vigtige. Margaret Atwood skrev engang: ”Et ord efter et ord efter et ord er magt.” Ord har magt til at skabe virkelighed." Det er den virkelighed fortællingerne lægger frem, så vi kan blive tydelige for os selv og for hinanden. "Det er en af de vigtige grunde til at tage fat i livsfortællingerne. Vi skal forstå, at vores historier er værdifulde." - skriver han. Og jeg sidder tilbage med fine fortællinger om det skrøbelige og det udsatte liv, som i glimt bliver til åbninger ind til glæden og meningen med at leve. Det er også en meget personlig bog, hvor forfatteren ikke skåner sin egen livsfortælling. Jeg læste den på én dag, ja noget af natten røg med, men det tror jeg er en god ide at gøre og min fornemmelse af bogen var, at den blev bedre og bedre og tilsidst tænkte jeg at det næste Flemming skal skrive, må være autofiktion som Knausgård gør det, når han bare skriver om lige det der er, som Flemming gør, når han tager læser i hånden går afsted ud i byen. Det kan jeg godt lide at være i. 

30. januar 2024

Thomas Bredsdorff: Lykkeligt nær

Først var det Niels Barfoed og nu Thomas Bredsdorff der skriver om kunsten at blive gammel. Og tak for det! Jeg har læst den med stor fornøjelse og har en masse understregninger i bogen til indvortes brug. Jeg kopierer nogle ind, men de fleste ryger i mine huskemapper. Jeg var godt underholdt af et års dagbog for en 86 årig olding, som fortæller om hvad han læser i avisen hvilke bøger og hvilken kunst han oplever. Det er morsomt og fornøjeligt, for han er så vidende så jeg væltes helt omkuld, men jeg får også lyst til at læse meget mere og forstå meget mere. Lykkeligt nær - titlen har han fra et digt af Morten Nielsen



Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø

du er endnu for ringe til at dø

Verden er våd og lys –

Himlen er tung af væde …

Hjertet er tungt af lykke,

lykkeligt nær ved at græde.


Bertolt Brecht: Husk at som det er om mandagen, er det sjældent om torsdagen.


Når man er helt ung, kan alt indtræffe. Når man er helt gammel, er alt godt der indtræffer, en lige så stor og uventet gave som det var dengang man var helt ung. Man kan igen leve fra dag til dag, frygte det værste, håbe det bedste og ikke frygte anden umyndiggørelse end den, kroppens og sindets forfald vil påføre en.


Den kristneste af alle kristne romanforfattere, Dostojevskij, har en bedre definition end nogen af de danske troens officials. Hvad er helvede, spørger han i ‘Brødrene Karamasov’, og svarer: “Det er lidelsen ved at man ikke mere kan elske.”


Vi opbygger dag for dag med dygtige lægers hjælp et paradoks af bibelske dimensioner: Sundhedsvæsenet skaber en verden af syge.

 

Han har netop læst manuskriptet til Erling Jepsens ny roman, der udkommer til efteråret. I et indlagt hørespil lyder det sådan, når den ene gamle advarer den anden: “Får lægerne først kløerne i dig, så dør du aldrig”.


Han var engang til et middagsselskab hvor også Sussi og Herbert Pundik deltog. Da man havde sat sig og konversationen skulle i gang, sagde Herbert:

“Jeg foreslår at hver får én sygdom og ét barnebarn. De der ingen børnebørn har, får to sygdomme”.

26. januar 2024

Alex Schulman: Brænd alle mine breve

Det er tunge bøger, men lærerige bøger han skriver. Jeg arbejder med mig selv og mit lange liv undervejs, mens forfatteren går i terapi. Det er autofiktion og forfatteren ved, at han er ved at ødelægge sin egen familie, fordi han bærer på en vrede, der er ved at forgifte dem alle. Nu skal der ryddes op! Terapeuten beder ham om at tegne et familiekort, et stamtræ, med alle personerne, hans egen generation, forældregenerationen og bedsteforældregenerationen. Så skal han fortælle om alle og trække en lige streg mellem de personer, hvor der ikke er uoverensstemmelser og vrede og derefter trække en siksak streg mellem de personer, hvor der er vrede. Da han træder tilbage kan han se at stramtræet er delt i to: den ene side er der kun lige streger, den anden, moderens side, er fyldt med siksakstreger og bunker af vrede. Så bliver forfatteren detektiv. Det er en mesterlig bog, som har en stor kærlighedshistorie at fortælle, og hvor jeg møder Edith Södergran og Oluf Lagercrantz foruden morfaren Stolpe, som også var en kendt forfatter. 


’Jeg længes mod landet, som ikke er,’ siger hun i digtet, ’for alt det, som er, er jeg træt af at begære.’ Der er nogle, der mener, at landet, som ikke er, betyder døden, at Edith Södergran længes efter døden. Men for mig har det digt altid handlet om det modsatte. Landet, som ikke er, det er den anden side af virkeligheden, det er et sted for drømme – det er summen af alt det, der kunne ske, men aldrig gjorde det. Og for mig har landet, som ikke er, oftere været et smukkere sted end virkeligheden.


Så snart man oplever, at landet, som ikke er, virker mere fristende at være i end landet, som er, så er man ilde stedt.”


Romanen handler om en morfar, hvis narcissisme forblev intakt hele livet og som tyranniserede sin hustru hele livet. Og det holdt aldrig op.

26. januar 2024

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det til bage

Jeg læste denne vidunderlige bog dengang, den udkom i 2017. Det er det fineste dokument om sorg. En sorgmanual når der ingen ord er tilbage. Nu genlæste jeg den, fordi jeg glæder mig til 2. februar, hvor forfatteren igen kommer med en bog. Og jeg læste den fordi jeg i går aftes oplevede komponist og sanger Janne Mark i Randers, hvor hun blandt andet sang det her digt af Naja Marie Aidt, hvor hun har komponeret melodien. Det var så godt, og første vers i digtet står nu i Højskolesangbogen.


Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv det tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til et kontinent,
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til en vinterdag,
til en dreng der ser dig an fra hættens mørke


Der er et vers mere i bogen, men metrikken duede ikke til melodien, men andet vers lyder:


Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv det tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen

i solen og den døde var levende

og vendte sit ansigt mod dig

som ville han spørge om noget

du ikke mere husker og han

havde også glemt det og det er

en evighed

en evighed siden nu.

18. januar 2024

Alex Schulman: Glem mig

Det er autofiktion af høj klasse, men det er også hård læsning. Har man brug for at blive afskrækket fra at blive alkoholiker, så er det den bog man skal læse, hvor forfatteren skriver om sin mors 30-årige alkoholisme og den tvang det lagde ned over den familie, som jeg lærte at kende i hans forrige roman: 'Skynd dig at elske'. 'Det må ikke være' at mor drikker. Hun er bare dårlig og far og børn må passe på hende, men drikkeriet gør hende til et monster og giver de tre drenge nok at arbejde med psykisk resten af livet.

15. januar 2024

Alex Schulman: Skynd dig at elske

"Jeg kører langs en vej, der er mig yderst bekendt. Det er en grusvej, der støver og spytter sten mod grøftekanterne til højre og venstre og hele tiden prøver at overraske med uventede sving. Men mig overrasker den ikke. Jeg kender den her vej ud og ind. Jeg farer frem i min bil til lyden af ivrige dæk mod grus og sten, som nu og da rasler ind under bilens understel, bliver hvæsset og forsvinder. De har fældet lidt skov til højre, men ellers ligner det sig selv."


Når jeg læser indledningen til bogen om hans far og om deres hus ude i skovene i Sverige, så er den også hos mig en næsten legemlig erindring; grusvejen der støver og spytter sten, skovens uendelige træer på begge sider og endelig det rødmalede hus med de hvide vinduer og den fine veranda med bænke på begge sider. Sådan var det for en menneskealder siden, når vi i familien lånte hus i Siljansnäs og var rundt på vejene langs den store smukke Siljan sø. Erindringen melder sig promte og jeg kører på alle vejene og ud til 'stugan' ved den tavse sø. Det er det god litteratur kan; lukke op for så mange ting. Og det kan Alex Schulmans smukke bog om sin far. Det er en vidunderlig og lærerig bog for mig på mange måder. Jeg får genopfrisket Tranströmer digtet, hvor døden kommer og tager mål. "Han forsvinder igen, men jakkesættet bliver syet i det stille." Jeg lærer en ny bøn ved siden af de andre: "Og så takker jeg Gud for, at jeg har fået lov til at leve i dag, og beder om at få en dag mere."Og så lærer den mig en god indsigt fint udfolder: "En følelse af triumf over ikke at være brudt sammen. Det tog mig fem år at indse, at den sande triumf faktisk ligger i at gøre det."  Nu vil jeg læse hans bøger i rækkefølge. 

10. januar 2024

Katrine Marie Guldager: Jeg hører, hvad du siger

Den tredje roman i Guldagers trilogi om kvinder, der ikke længere er generte ved at vrisse og blive gale og lidt mere, men som også handler om den ømhed og sårbarhed, som findes hos både mænd og kvinder, som skarpt afslører den bagvedliggende skråsikkerhed. Guldager taler helt personligt til læseren synes jeg. Jeg bliver ramt igen og igen. Når jeg f.eks. læser:


Ægteskab er som at være spærret inde i et meget lille lokale med sin egen værste fjende!


Så begynder jeg at indse noget i mit eget liv. Det er ikke den anden der sætter grænser eller spærrer mig inde. Det er mig selv, der er min egen værste fjende, som sommetider siger noget, jeg slet ikke troede jeg ville kunne finde på at sige, når jeg ikke har styr på mine dæmoner. Det er en god bog at læse og jeg får et indblik i psykiatrien, som jeg ikke håber er så grum, som det er beskrevet. Marianne kæmper for sin søn, men det er næsten umuligt for hende at have kontakt med ham på grund af personalet. I romanen er hun også parterapeut og det er morsomt. Før var hun damefrisør. Det ligger tæt op ad hinanden, mente hendes nærmeste venner, så derfor kunne hun ligeså godt få den uddannelse. Der kommer der nogle fine oneliners ud af:


Måske er det dét, kærlighed er: At møde et andet menneske på bunden af magtesløsheden.


...men det er rigtigt, hvad Dr. Phil engang sagde: Det eneste, der hjælper, er at hjælpe.


Vores forhold var sådan: Alt var undertekst.


Hvad er det, der kan få fornuftige mennesker til at give op på grund af toiletsæder og tandpastatuber?


Jeg taler flydende psykolog: – Jeg kan se, at du bliver berørt nu, Jesper. Vil du sige hvorfor?


Det er en herlig læseoplevelse. Tak for de tre bøger!

8. januar 2024

Nino Haratischwili: Det manglende lys

Mens jeg læste Isabella Hammad om Palæstina om aftenen og natten, læste jeg på min eftermiddagskindle Nino Haratischwili (500 sider) om Georgien efter revolutionsåret 1989. Den er også højaktuel at læse, nu hvor Ukraine forsøger at holde sig uden for diktaturet, men som har haft samme fristelse til korruption og lovløshed for eliten efter 1990. I Georgien var det bare endnu mere udbredt. En far til en af de fire veninder, som bogen handler om, undskylder overfor sin datter, at det gik så galt i 1990:


Os, der er vokset op med alle de sovjetiske myter, langt fra virkeligheden, i vores eget lille kosmos, vi var ikke andet end impotente, svage eksistenser, da det kom til stykket. Vi kunne hverken gøre eller forhindre noget. Så enkelt er det. Jeg tænker en gang imellem, at det må have været det samme med adelen, det her dekadente, virkelighedsfjerne pak, der tog deres privilegier for givet, dengang bolsjevikkerne bankede på, og hovederne begyndte at rulle. Åh, Keto, jeg ville så gerne vide, hvad der er det rigtige: at være et stumt vidne, der ikke gør noget og til sidst selv bliver offer for systemet, eller den undertrykte, der tager skeen i egen hånd og selv bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert, og som tørster efter at se blod. Jeg ved det ikke. Det er nok kun historien selv, der kan give svaret, men når det sker, vil jeg for længst være død.


Igen er det, som med Hammad i Palæstina, en fantastisk måde at opleve noget af den historie på, som vi har oplevet i vores tid, bare fjernt fra os, men her kommer Georgien tæt på. Man kan bare tænke på, hvordan det gik i alle de andre stater, som pludselig stod som selvstændige, men slet ikke var det. Det var oftest det gamle systems korrupte magthavere der forsatte hvor kommunismen slap eller alle kræfter blev sluppet fri; den mest samvittighedsløse vinder og retsstaten en by i rusland. Men samtidig er denne roman også en roman om eksistens, om kærlighed og om overlevelseskraft. Det er bogens største værdi, men det er på et usædvanligt baggrundstæppe skæbnerne udspiller sig. Det er rent ud sagt en vidunderlig bog, som det er svært at slippe. Begge bøger har som forside billeder af huse, der sted der skulle være det trygge sted for mennesker, men ikke er det i Georgien og på Vestbredden.

6. januar 2024

Isabella Hammad: Genfærd ind

Min nattebog de sidste mange nætter har været 'Genfærd ind' som er på 400 sider, men der er ikke en side for meget. Titlen er en regibemærkning fra Shakespeares 'Hamlet'. Og så har det gang på gang været til at blive fuldstændig lysvågen af, fordi den med krigen i Gaza er forrygende aktuel at læse. Nu har jeg om natten bevæget mig rundt i Israel, snart været i '48' eller 'indersiden' som det oprindelige stykke land, som Israel tog/fik i 1948 og snart på Vestbredden, som Israel har besat. Og jeg har fulgtes med hebræisktalende arabiske israelere. Det var dem som blev boende og ikke flygtede, og fulgtes med arabisktalende på Vestbredden. Den giver - ligesom hendes første bog 'Pariseren' - en god indsigt i den umulige konflikt mellem palæstinensere og israelere, muslimer og jøder, og så handler den om skuespil og om eksistens. Begge dele vindunderligt beskrevet og udfoldet. Hammad skriver fuldstændig suverænt. Her kommer nogle sigende understregninger fra bogens eksistentielle indhold, bidder der viser hendes suverænitet som forfatter:


... den velkendte fremmede, der stadig besatte et forsømt udhus i mit sind.


Jeg fangede et glimt af mig selv skælve i hans indre.


I mørket svulmede min frygt op, jeg så mit ego overmale alt med en grim, alt for iøjnefaldende farve, som snavs på fingrene, der ikke kunne vaskes af.