Boglog 2024

22. juni 2024

Peter Seeberg: Halvdelen af natten

Jeg er ved at genlæse alt af en mine yndlingsforfattere; Peter Seeberg. Det er et godt projekt for mig. Jeg kommer erindringsmæssigt tilbage til 1980'erne hvor jeg kendte ham lidt, da han var museumsinspektør i Viborg og jeg boede i Hersom præstegård, i Sandbæks gamle sogn, lige på den anden side Skals å. Halvdelen af natten, er korthistorier som han var mester i, Seeberg. Jeg har lavet mange understregninger til eget brug. Her kommer et par samt en af de korte historier, jeg kan genfinde mig selv i.


En lykke, som hun ikke kunne holde på, indfandt sig aldeles ufortjent, som lykke vist gjorde.

 

Men det værste er sgu, at folk bliver helt hellige i hovedet af at købe det rigtige opvaskemiddel. Det det kommer an på, er vel at vi kan få skidtet af, så der bliver rent.

 

Hun havde stået længe med den sidste tallerken og tørret og tørret på den. Opvaskemaskine var godt, men med de gamle tallerkener blev det renere, ja, på en gammeldags måde, end med maskinen. Og så gik tiden så fint. Opvask det var blevet noget for hende.

 

REOL

Der er forlængst blevet orden i min reol, bøgerne står i alfabetisk orden, og der er stadig god plads til nye titler. Det er uhyre behageligt. Der er også god orden i mit klædeskab og på mine tøjhylder. Jeg er ingen samler, har jeg købt seks par underbukser, kaster jeg seks gamle bort, til genbrugsfolket naturligvis. Alt er følgelig på plads og let at finde. Det, det drejer sig om.

Jeg har ikke noget specielt forhold til ting med affektionsværdi. Jeg er ikke bundet af små åndssvage ting, som så mange jeg kender, men jeg kan godt frygte den dag, hvor jeg skal til at vælge hvilken bog jeg skal kaste bort for at få en ny klemt ind, måske ikke just på den plads, den efterlader, men et nyt rum, der er opstået af sammenskubninger.

Dette valg er et udtryk for at min værdiskala er blevet ændret uden at jeg har stilet mod det. Hvad skal det ikke ende med, og hvor hurtigt går det?

16. juni 2024

Svend Åge Madsen: Esbens fire liv

Jeg husker tilbage i halvfjerdserne, da jeg var præst i Skanderborg, at jeg med stor fornøjelse læse 'Jakkels vandring' hvor Stilling sø var Genesaret sø, som Jesus vandrede rundt om med sine disciple. Som man kan se på bogens forside, så er der næsten en foldet hånd og en vertikal bevægelse fra dem. Madsen får Jesus til at vende tilbage til jorden med Kun.Int. som er Madsens ord for AI, kunstig intelligens. Det er en eftertænksom Jesus der vender tilbage. Det er meget morsomt, men ikke rigtig andet. Det eneste jeg har understreget er det her:


– Præst og pigeben lover begge to noget bedre højere oppe.

– Hvad …?

– Som min mor altid siger, blev han nødt til at tilføje. Ordene var nærmest ufrivilligt sprøjtet ud af ham. – Undskyld.

 

Ved du hvorfor en vittighed kun er god tolv gange?

– En vittighed, er den da …?

– For den næste gang er den trættende.

– Trættende? Trettende! Nå, ja. Selvfølgelig.

 

– Der var manden der gik ind på et værtshus. ‘Jeg vil gerne have tre glas whisky.’ Han modtog dem og drak dem et efter et, og bestilte så: ‘Jeg vil gerne have to glas whisky.’ Da han havde modtaget og drukket dem: ‘Gern’ ha’ endnu glash whiskjy, tak.’ Hvorefter han undrende sagde: ‘Det er shært. Jo mindre jeg drikker, jo mere fuld blir jeg.’ 

10. juni 2024

Fredrik Backman: Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere

Efter to romaner af ham, ville jeg ikke lige læse ham foreløbig; men nu sad jeg og arbejdede med et tema om at 'vejen ud er vejen hjem' - med hensyn til prædiken på søndag, hvor det handler om 'den fortabte søn'. Så ville jeg lige se, hvad han skriver i denne her. Den er læst på et par timer eller tre. Her kommer et par af citaterne, som dels var morsomme dels eftertænksomme.


Er det da ikke den bedste af alle livets aldre, tænker en gammel mand og ser på sit barnebarn – når en dreng er lige præcis stor nok til at forstå, hvordan verden fungerer, men stadig lille nok til at nægte at acceptere det?


Vi er der, hvor vi mødtes.


”Elskede, stædige dig. Jeg ved, at du aldrig troede på liv efter døden. Men du skal vide, at jeg håber noget så inderligt, at du tager fejl.” ... Regnen kommer, og det sidste, han råber til hende, er, at han også håber, at han tager fejl. Så inderligt, inderligt, inderligt. At hun vil skændes med ham i himlen.


”Jeg savner alle vores mest almindelige ting. Morgenmad på terrassen. Ukrudt i bedene.” 

4. juni 2024

Peter Seeberg: Ved havet

Nu er jeg begyndt min lange rejse tilbage (og frem) med Peter Seeberg. Jeg vil læse det hele og er begyndt med alle de mennesker, der en sommersøndag valfarter til noget, der er større end dem selv, nemlig havet, hvor de ordner sig i lange rækker så langt øjet rækker på den nordfrisiske ø Sylt (Sild) og jeg kan ikke lade være med at læse det som et bud på, hvad der sker, når man forholder sig til det metafysiske.

– der er sgu ingen, der keder sig ved havet, sagde Lone,

det er større end som så –


Havets nærhed er en kolossal formindskningsfaktor.


– fødselsvandet, modervandet, urvandet, mærker du det, siger Bloch, hvor ensomheden ville være anderledes, hvis man levede i vandet.

– jeg synes, du går lidt for vidt, siger Gerard, tingene er jo ikke sådan, ingen føler dem sådan –

– nej, siger Bloch, men derfor kan det alligevel være en rigtigere udlægning.


– der sker ikke ret meget sådan en dag, siger Gerard lidt efter.

– det er jo det, der er det store ved det, siger Bloch, en dag, der omfavner alle mangler på sammenhænge...her nyder vi godt af en oprindelig betydningsløshed –

 Skriver Seeberg blandet andet. Og så går snakken og den påvirkes af det store hav, og så er der munterheden. Her kommer et par eksempler som er rent Seeberg:

De lå og de sad og havde kun mad og døsighed i hovedet. Det var som et helt folketing.


Det er umuligt at forelske sig i en nøgen pige. Det er jo øjnene og smilet, det drejer sig om, for helvede. Det siger jo noget. Alt det andet kan jo fåes hvor som helst. Blandet frugt.

 

Leve livet er ingen fristelse. Fat mod.

 

Alle disse fornemmelser, som vi holder hinanden på afstand med. Åh, hvor vi har evner til at blive små på tusind faconer.

30. maj 2024

Kerstin Ekman: Mordets praksis

Jeg er kommet ind i en besynderlig, uhyggelig og farlig verden. Lukkede rum af menneskelig isolation. Jeg begyndte for et par uger siden at læse Nabokovs Lolita i ny oversættelse og Doktor Glas ligeså i ny oversættelse - samtidig. Og begge er beskrivelser af, hvordan et menneskes eksistens kan lukke sig selv inde i et  beskyttet rum mod andres indblanding. Det er urovækkende at læse sådanne romaner og jeg har lyst til at løbe ind til min kone og blande mig med hende. Det handler om det ukorrigerede liv, hvor fantasien, driften og alting andet bliver lukket inde og hvor det andet menneske eksisterer som fantasifigur. Og så blev jeg jo også nødt til at læse Mordets praksis. Jeg vidste godt at Ekman også havde skrevet krimilitteratur, men det afviser jeg at læse. Det er tiden for kort til og det kan blive alt for spændende, så man bare læser for spændingens skyld. Derfor læste jeg aldrig 'Mordets praksis'. Det burde jeg have gjort. Det er et stærkt svar på Søderbergs 'Doktor Glas'. Her er både mordet og Lolita med igen, når doktor Skade ser på Frida skriver Ekman: "Hans blik er en kødfuld snegl. Den kryber på den rene og besudler hende med sin slim." Alle tre romaner er fabelagtig god litteratur! Det er især på eksistenssiden, jeg bliver beriget. Her kommer nogle af alle de understregninger, jeg har lavet:


Det forekom mig at jeg var en fange, lukket inde i en vatagtig stilhed og afskåret fra menneskeligt liv.

 

Jeg har ofte en foruroligende fornemmelse af at have gjort noget forkert. Men i hvilken henseende? Jeg ved det ikke. Alligevel kan denne ængstelse stige til kvalme i mig. Jeg har ikke tidligere forsøgt at undersøge denne anfægtelse nærmere. Den har nok forekommet mig naturlig. Men jeg tror næppe at mennesker i al almindelighed bærer på en følelse af uafladeligt at komme til kort. For mig hører den med til livet.

Skyld kan der ikke være tale om, i hvert fald ikke i den forstand at jeg skulle have begået en fejl der skal sones. Det er snarere som om jeg skal betale et eller andet tilbage. Men hvem kræver mere af mig end jeg formår?

 

Jeg vil handle. Liv er handling


Erfarer Elsa denne følelse? Udelukket. En madfordøjelsesmaskine med en kredsløbsmekanisme og en fladbundet bevidsthed reflekterer ikke. Denne følelse forudsætter refleksion.

23. maj 2024

Marianne Juhl: Peter Seeberg - en monografi

I 1980'erne læste jeg ham rigtig meget. Jeg er så beriget af ham. Han har tænkt så dybt om menneskelivets skyggefulde krinkelkroge og om lyset og kærligheden. Det sidste dog i korte sætninger, som han er en mester i at skrive; men altid skriver han om det nøgne, sårbare menneske, der ikke har noget sikkert grundlag at stå på eller tro på. Marianne Juhl har skrevet en rigtig fin monografi om Seeberg. Hun får samlet det hele fint og hun har læst artikler og interviews fra aviser og tidsskrifter, som hun giver videre til læseren. Her kommer en sætning fra sådan en tekst, som jeg holder så meget af og tænker på at bruge i min prædiken til søndag, fordi Seeberg her kommer meget tæt på Menneske først, kristen så! Treenigheden, altså Gud, søn og Helligånd, som vi fejrer på søndag, oversætter han venligt til Lys, Luft, Legeme:


„i taknemmelighed at leve på de enkle, konkrete værdier, som livet giver os: Lys, Luft, Legeme. Er der ikke megen Aand i dette? Vel dog, forsaavidt som Aand ofte tager bolig i enkle, menneskelige forhold, ja maaske kun der“.


Han arbejder hele livet på at komme i eksistens. Ikke bare være spion eller biperson. Nu vil jeg til at læse hele hans forfatterskab igen. Bøgerne kan købes for en slik på Saxo, som e-bøger. 35 kroner stykket. Jeg glæder mig. Den første skal være 'Ved havet'.

23. maj 2024

Hjalmar Söderberg: Doktor Glas

Det er en forrygende bog, som jeg slet ikke nogensinde har læst. En svensk klassiker skrevet for 119 år siden, men er som skrevet i går; og den minder mig om at litteratur er eviggyldig, for når jeg læser den, læser jeg samtidig om Dostojevskis Raskolnikov og hans overmenneske tankegang, hvor han kan bestemme om den gamle pantelånerske skal leve eller dø. Han finder hende ikke værdig, men som et skadedyr og slår hende ihjel. Men hun har en søster. Det vidste han ikke. Nu bliver han dobbelt morder. Doktor Glas vidste heller ikke at den grimme præst, som han af næstekærlighed (eller måske af kærlighed til præstens kone) forgifter, at han har en mor, der stadigvæk lever og som nu sørger. Det bliver afgørende. Der er så mange fine overvejelser i den roman om det at være ensom, at leve isoleret i sine egne anskuelser om godt og ondt. Det er bare så godt. Jeg har bunker af understregninger til indvortes brug. Her er et par af dem. Den første er den vigtigste fordi han ubevidst har en fornemmelse af, at forskellen mellem godt og ondt ikke har noget med hans private anskuelser at gøre, men er lagt ind i vores væsen fra begyndelsen af.


Hver eneste dag handler mennesker med største lethed og fornøjelse i modstrid med deres oprigtigste og mest velbegrundede anskuelser, og deres samvittighed har det som en fisk i vandet; men prøv at handle mod dit inderste væsen, så skal du få at høre, hvordan sam­vittigheden skriger! Som kattejammer!


Jeg har altid været lidt ensom. Jeg har båret min ensomhed med mig gennem menneskemylderet som sneglen sit hus. For nogle er ensomhed ikke en omstændighed, de er havnet i, men en egenskab. Og min ensomhed lader kun til at blive dybere af dette; uanset hvordan det ender, om det ender godt eller skidt – for mig bliver ”straffen” i hvert fald enecelle på livstid.


Jeg kan ikke holde ud at være den eneste, der ved, hvem jeg er, at gå med maske, altid, for alle. Ét menneske må jeg blotte mig for; ét menneske må vide, hvem jeg er.

13. maj 2024

Trude Marstein: Egne børn

„Jeg føler mig så mislykket, jeg har truffet så mange forkerte valg og haft så forkert fokus og forkerte værdier, der er så meget jeg fortryder, og jeg har været så …“. Det er sådan den her bog er. En kæmpestor og lang gennemgang af det liv, der ikke lader sig gennemtænke som var det en ligning. Hovedpersonen er et menneske der virkelig har været plaget af mental load eller mental byrde på dansk. Hun har skullet klare alle hverdagstingene, mens hendes mand, den kendte og åndrige forfatter ganske enkelt overlod det til ham. Og så er det romanen (!) om alle de brudte forhold og alle de sammenbragte børn! Det er herligt at følge hele menageriet. Der er to ting, som jeg især hæfter mig ved. Det ene er hovedpersonens indsigt til sidst:


Jeg minder mig selv om at jeg skal huske at man aldrig helt bør stole på børn. De er nogle vendekåber, de flytter sig tilfældigt og efter eget forgodtbefindende, alt efter hvad de på et givet tidspunkt ønsker at opnå eller undgå. Fortrolighed og trofasthed fra et barn skal jeg aldrig regne med. For hvis jeg ikke husker dette, kan jeg blive så skuffet, og såret, og glemme den ubalance der altid skal være mellem mor og barn, og ender med at afvise når det eneste jeg skal, er bare at være der.


Måske skulle hun bare vælge at være i almindeligheden og hverdagen, som den udspillede sig, dengang hun bare puklede løs for at tilfredsstille alle børnenes krav, og så lade det være ved det. Men det er lettere sagt end gjort. Man kan næsten ikke undgå at føle skyld i så mange sammenhænge. Det andet er forfatterens rolle, hvor han er kold og ligeglad i mange situationer og bare overlader problemerne til hovedpersonen, men hvor det ser helt anderledes ud når han beskriver de samme situationer i sine romaner. Så dyb og åndrig og følsom han så er. Men det er nok mange skrivendes problem. En dag kan man sige det fineste om kærlighed og troskab, næste dag gør man det modsatte i virkeligheden.


Ting og situationer som han behandlede ligegyldigt, eller med foragt, kunne han beskrive med ømhed i sine bøger. Jeg følte at der var en ømhed dybest nede i ham som han ikke havde adgang til undtagen gennem skrivningen, og som kom ud og viste sig sådan, i tekst. Og jeg vidste at jeg indimellem, i enkelte skrøbelige øjeblikke, kunne sætte den ømhed over al anden ømhed på jorden. En ømhed der ikke var brovtende, men nærmest var utilsigtet, og ligesom uden for hans kontrol. Næsten primitiv og fysisk, og genuin…

Jeg kunne genkende episoder, den hjælpeløse kassedame der ikke havde cookie dough-is selv om en stor plakat udenfor reklamerede for at den var på tilbud, eller Lottes raserianfald i toget – en bus i romanen – det virkede som om han virkelig så barnet, og barnets mor, mens han i virkeligheden bare havde forladt kupeen og overladt alt til mig.

6. maj 2024

Goce Smilevski: Freuds søster

Igen en af de bøger jeg møder tilfældigt, når jeg læser sider om litteratur, og igen var jeg heldig at komme til at læse en bog med megen klogskab i. Jeg lærer igen lidt mere om Freud end jeg vidste i forvejen, men mest er det en bog om kvinde og mand i første halvdel af sidste århundrede. Moderen kalder Sigmund for "min lille, gyldne Siggie", mens den sidste søster i rækken må høre det her fra sin mor: "Det ville have været bedre, hvis jeg ikke havde født dig". De får så forskelligt et liv, men jo mere jeg tænker over bogen, så er det virkelig en bog om forskellen på mandeliv og kvindeliv. Sigmund var gal, men bliver berømt. Adolfine var også gal, men kommer på psykiatrisk hospital. Sigmund kunne havde fået sine søstre ud af nazismens kløer, men vælger det ikke. De ender alle i gaskammeret. Måske er det også forfatterens stille og stædige opgør med Freuds psykoanalyse og især menneskesyn. Her kommer nogle citater som er værd at arbejde med. Især en samtale mellem Sigmund og Adolfine, hvor de har stået foran et billede af Bellini af frelseren og hans moder Maria, men også et fint og trøstende billede på døden fortalt til en lille dreng:


I hans stemme genkendte jeg min egen frygt fra barndommen.

»Vi forsvinder ikke, når vi dør,« sagde jeg. »Et menneske er som hånden inde i en handskedukke, der får dukken til at bevæge sig. Når et menneske bliver født, glider det ind i sin krop som en hånd i en dukke. Når kroppen dør, trækker mennesket sig ud som en hånd i en dukke.«

»Jeg har aldrig haft en handskedukke.«

Jeg kom i tanke om, at han aldrig bad om noget.

»En dag skal jeg lave sådan en dukke til dig.«

»Jeg venter. Jeg er ikke nogen døgnflue, så jeg har god tid.«

 

»Hvad skal den hedde?«

»Heinerle,« svarede han. »Dukken er mig,« og så smilede han. »Du sagde, at når et menneske dør, kommer han ud af kroppen, ligesom hånden kommer ud af en dukke.«

»Sådan er det,« sagde jeg.


»Spørgsmålet er ikke, om noget af mennesket – lad os kalde det sjælen – lever videre efter døden. Spørgsmålet er: Hvis den ikke har en højere mening, er vores eksistens her da fuldstændig meningsløs?«

 

Din definition af lykke har ikke noget grundlæggende til fælles med lykke. Undtagen det, at en højere mening indebærer, at alt er fyldt med mening, ikke bare lykke.

 

Hvorfor alle disse håb og skuffelser? Hvorfor alle kloge tanker og tåbelige tanker? Hvorfor glæde og sorg? Hvorfor onde og gode gerninger? Hvis tiden ikke bliver gemt, hvis hvert øjeblik ikke bevares i en eller anden form, så er tiden selv meningsløs, så er alt det, der sker i tid (og alt, hvad der sker, sker i tid) meningsløst, og alt det, der var, det, der er nu, og det, der skal komme, er fuldstændig meningsløst.

 

Muligheden er der for, at alle tider eksisterer parallelt og synkront, at alt det, der har været, alt det, der er, og alt det, der skal komme, forflyttes til den anden dimension. Og kun der og kun på den måde, gennem mødet mellem alle lag af tid og al eksistens, vil alting forstå sin egen mening, det, der er ufatteligt for os i vores forgængelige verden. Der vil alt det, der allerede er gået til grunde – og alt er allerede gået til grunde – ikke gå til grunde, der vil alt opbevares og beskyttes i al evighed. Der har alt i disse lag af tid en berettigelse og en mening – hver gestus og hvert ord, hvert smil og hver tåre, hvert øjeblik af begejstring og hvert øjeblik af fortvivlelse – en mening, der er umulig at fatte for os nu. Denne eksistens er måske en gåde, der først vil blive løst, når vores tilværelse, som vi kender den, er til ende, og så vil den åbenbare sin fulde mening.

 

I den kosmiske tid er alting meningsløst, fordi alting vil holde op og miste sin mening. Men i evigheden vil alt det, der holdt op i den kosmiske tid, igen få mening, en mening, det ikke er os givet at forstå og erfare, mens vi befinder os i tiden.

 

Skønhed er den eneste trøst i denne verden

2. maj 2024

Sebastian Barry: Dage med Lilly

Jeg læste om ham i en anmeldelse af en anden bog. Irer født 1953. Det var en fornøjelse at møde ham. Det er en gammeldags og lang erindringsbog, som en 89-årig kone skriver. Om 1. og 2. verdenskrig, om Vietnamkrigen, om Golfkrigen, om dem hun mistede. Og aldrig glemmer. Det er en rolig og god oplevelse at læse 'Dage med Lilly'. Jeg havde stor glæde ved at læse den. Her kommer et par enkelt af mine mange understregninger:


Nu fryser jeg, selv om det her i begyndelsen af sommeren er ganske lunt. Jeg fryser, fordi jeg ikke kan finde mit hjerte.


Ville en røntgenmaskine mon kunne se min sorg, hvis jeg skulle gennemlyses på det lille hospital? Er sorg som rust, en skal omkring hjertet?


Åh ja, efter min opfattelse er menneskesjælen en meget skrøbelig sag, som desværre ikke har undergået nogen udvikling af betydning. Den er et vagt, skrøbeligt væsen, der ikke engang har sin egen lille niche i kroppen. Ikke desto mindre er den det eneste, vi har, som Gud vil måle os på.


Grækenland, Amerika, Arabien, Irland. Oprindelsessteder. Der er ikke en plet på denne planet, der ikke er et oprindelsessted. Kalven vender tilbage til det sted, hvor den fik sin mælk. Intet sted er et fremmed sted. Alle steder er et oprindelsessted for nogen, og derfor for os alle.


Det er en klog bog.

1. maj 2024

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Det her er anderledes! Det er et tænksomt menneskes indædte kamp med eksistensens stærke udfordringer. Hun, Liv, er ganske virkelig, både som teaterinstruktør og nu som forfatter, for det er god skønlitteratur, en selvbiografi, som er præget af Livs omgang med scenen. Det er lige på og hårdt. Replikkerne skal høres helt ned på sidste række. Det er stærke udfordringer Liv oplever i sit liv, morforældrenes fælles selvmord, faderens overgreb, moderens psykiske sygdom, en abort med mere, men tingene bliver mødt med åbne øjne og ærlige og tænksomme ord. Liv fortæller om en forestilling hun sætter op på teatret med Suzanne Brøgger som omdrejningspunkt; om hvordan man kan leve videre og kræve en plads i livet, selv efter en massevoldtægt, som Brøgger fortæller om i 'Fri os fra kærligheden', - som der i stykket ikke bare skal henvises til men læses i sin fulde længde. Og det er skrappe sager. Men kun ved at møde traumet kan det håndteres. I en vidunderlig samtale mellem Suzanne Brøgger og Sørine Godfredsen i KD's podcast serie fortæller Brøgger om, hvordan hun er med til en prøve inden premieren. Pludselig, skriver Liv i bogen, da fortællingen voldtægten er færdig, kommer der en høj latter. Det er Brøggers. Nu forløses den gamle frygtelige handling. Fortæller hun til Sørine. Det er levende litteratur, som foregår lige nu på flere planer. Hun skriver overraskende ærligt om abortens følger. Hun er så ærlig. Her kommer nogle citater:


Jeg kan mærke de hændelser, der bliver ved med at folde sig ind i mit liv på nye måder: barndommens overgreb, min mors psykoser, min mormor og morfars selvmord. Disse hændelser bliver ved at ændre form og tage en ny plads i mig. De strækker sig igennem mig og finder måske aldrig en afslutning.

 

På den ene side føles det, som om vi gennemspiller nogle handlinger, der bare dækker over, at vi skal dø til sidst. Men på den anden side mærker jeg, at det er disse ritualer, som gør det hele værd at leve, og at jeg vil opleve dem alle sammen med ham.

 

Jeg tænker på en japansk teknik, der hedder kintsugi, hvor man reparerer ødelagt keramik ved at samle skårene med lim af guld. Det ødelagte skal være synligt og fremhæves med guldet. Det handler om at se det smukke i det uperfekte.


Der er snart fem år, siden min mormor og morfar døde. I tanken vender jeg tilbage til min morfars dødsleje, da han bad mig fortælle, hvordan de var endt på hospitalet efter deres selvmordsforsøg: „Fortæl mig om forløbet! Faktuelt, ikke emotionelt!“

Han ville ikke høre, hvordan jeg havde det med det. Han frabad sig mine følelser.

Jeg begyndte at skrive, kort tid efter de døde. Når jeg kigger på min skrift, som den har udfoldet sig i årene, der er gået, er den hverken faktuel eller emotionel. Den er begge dele. Den forsøger at trække vejret og give plads. Den vil skrabe et felt frit til mig. Min mormor og morfar levede efter et credo om at være stærk, at se fremad og ikke bukke under for vægten af sine følelser. Deres vilje bragte mig et godt stykke ind i voksenlivet, men denne streng klinger ikke længere i mig. (min fremhævning)

22. april 2024

Matias Faldbakken: Stakkel

Jeg havde ikke læst noget af Faldbakken, men det gør jeg gerne igen og igen. Det er en anderledes roman, en eksistensroman om det sårbare menneske. Den handler om den helt nøgne og meget sårbare kærlighed i en verden, der ikke giver meget plads for det projekt. Den er hurtigt læst, men det går bare ikke. Så jeg måtte læse efter et par gange af de svære områder. Ikke mindst slutningens enetale, som er en vidunderlig kærlighedserklæring til Oskar, den sårbare dreng der bare sidder og ser ned i linoleummet. Hvert kapitel står skarpt, alle ordene er tilmålt præcist. Det er vidunderlig litteraturkunst. Her kommer mine understregninger:


Som mange andre unge mænd levede Oskar et liv i stille desperation. Man kan vel sige det som det var: Oskar var knusende ensom.


Når det gjaldt denne pige, var Oskar et nej der blev til et ja hver evig eneste gang. Han følte sig sønderrevet.


Og så det vigtigste - sagt af forsvareren af pigen:


...der findes en menneskelighed … som er ældre, og dybere, end humanismens »menneskelige værdighed«. Det er den – hvis man kan tillade sig at sige noget sådant – vi står og ser på i dag.

14. april 2024

Klaus Rifbjerg: Spejl

Rifbjerg døde i 2015, men bliver ved med at udkomme. Det gør ikke noget. Den her er fuldstændig Rifbjerg. Det er en slags magisk realisme, for han får besøg af sin afdøde far. I Spanien, mens Franco stadigvæk er ved magten. Han skriver da også: "Det var alt sammen for udfordrende og for uvirkeligt. Måske var det mig, der var spøgelset og slet ikke den pæne, gamle herre, der sad i sædet ved siden af mig. Måske er vi alle sammen spøgelser, der er fulde af historier, vi i grunden slet ikke har lyst til at fortælle." Han har sine bias', den gode Rifbjerg. Han er rundt i Spanien med sin far og kommer til Toledo, hvor El Grecos fantastiske maleri 'Orgaz' død' hænger i et lille kapel. Så siger han: "Jeg lider af kirkebetændelse, lad os se at komme væk... Toledo var en trussel, Toledo var en dræber, ville vi overleve, før englene kom og løftede os ind i himlen, gjaldt det om at finde vejen, det var den eneste chance." Temaet er fædre og sønner. Det er spændende. Når roman hedder spejl, så er det ikke fordi sønnen vil spejle sig i faderen, men han vil alligevel have noget mere at vide om ham, fordi han jo mærker at han er en del af ham. Han vil have mere at vide end almindeligheder, men det er lige netop her pointen i romanen ligger, for Rifbjerg er Almindelighedens digter. Han skriver det så fint: "Almindeligheden og det tilvante giver respit. Den er så let at gemme sig i. Men spørgsmålet var, om jeg var kommet ham nærmere. Det oplevedes som en nødvendighed, uden at jeg helt forstod hvorfor." Vi behøver ikke grave ned i hinandens sjæle, men tænke på almindelighedens mange gode dage, hvor vi kan spejle os i hinandens liv. De daglige gøremål, måden at arbejde, tale og skrive på. Måske skal fædre og sønner mødes i almindeligheden! Det er trods alt almindeligheden der er det bedste, hverdagene hvor vi holdt af og holdt om.

16. april 2024

Erling Jepsen: Vindueskiggeren

De tre foregående kunne jeg læse kapitel for kapitel. I fjerde bind blev jeg nødt til at læse flere, for det blev spændende som en kriminalroman. Jeg læste på Forfatterweb, at han som knap tyveårig fik Radiospilprisen 1977 for radiospillet Kiks med kniv og gaffel. Det er den, der er omdrejningspunktet i denne roman, hvor Erling som vindueskigger samler viden om de rige, der bor på vejen, hvor han er i arbejdsprøvning som kommunalarbejder. Viden han vil bruge i et radiospil. Det er som sædvanligt tå krummende, men der sker mere end i de andre. Der kommer mere farve på Erling, og vilje især. Og så er det i den her, at den herlige replik kommer:


„Får lægerne først kløerne i dig, så dør du aldrig, sagde han. Den replik var jeg stolt af."


Det er en fornøjelse at læse Jepsen.

15. april 2024

Olga Tokarczuk: Empusion

Det har simpelthen været en vild læsning ind i områder, der var genkendelige på mærkelige områder og fremmede på andre. Jeg læste et sted, at Tokarczuk er uddannet psykolog og så kan jeg bedre forstå, hvordan hun kan skrive sådan at jeg helt klart er tilstede steder i min barndom og bærer noget med mig, som jeg ikke tænker på ellers. Olga Tokarczuk har skrevet en bog om det Europa, som vi godt ved er ved at blive en træt gammel verdensdel og som Torkarczuk mere eller mindre sender på et af de gamle højtliggende sanatorier i bjergene, i Davós eller som i romanen i en schlesisk sanatorieby. Der kan de intellektuelle og kloge og alle mænd få lov til at tænke sig om, mens de måske igen kan komme til kræfter og ikke mindst til besindelse. Akkurat som Thomas Mann i sin tid skrev sin roman Trolddomsbjerget, som også var om et Europa, som dengang også havde mistet retningen og derfor blev sendt på sanatorium for at blive helbredt. Og jeg skal love for at alle de filosofiske, teologiske og politiske diskussioner mellem romanens patienter forfører med al deres kraft, så jeg selv falder i når tingene siges fuldstændigt forenklet og dualistisk og jeg nyder det, men ved bagefter at det er vigtigere bevæge sig i den brogede verden. Her kommer nogle af de mange sider understregninger, som jeg har foretaget i bogen og som jeg gemmer til senere brug. Det er en frygtelig skøn bog!


„Sund fornuft og rationalisme. Al dårskab skyldes hjernespind og ideologier. Der er absolut ikke nogen grund til at gøre verden til andet og mere, end den er. Verden er det, vi ser. Den er, som den er. Der findes love, man kan beskrive. Deres antal er endeligt. Nogle af dem kender vi endnu ikke. Gud eksisterer, han skabte verden. Folk er af natur bedrageriske, og derfor må de uafbrudt overvåges og opdrages. De rige er rige, fordi de er dygtige og har gode forbindelser. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Frihed og demokrati, lad gå, men med måde. De ti bud er alle europæeres hjørnesten, hvad end de er tyskere, italienere eller rumænere. Der må være en slags orden.“


… og de spidse neogotiske tårne havde fra første færd fået Wojnicz til at tænke på grammofonnåle, der trak hemmelige lyde ud af himlens plade


Kun kristendommen holder os tilbage fra at gå løs på hinanden. Selv de ikke-troende burde anstrenge sig en smule intellektuelt, sagde han, og i det mindste lade, som om de tror. Ikke gøde jorden for ateisme og deisme. Mennesket er i grunden et moralsk anløbent væsen. Det lader sig styre af instinkter og er amoralsk af natur. Det er kristendommen, som har gjort os til mennesker, uden dens normer har vi intet, og nihilismen vil råde. Mens han sagde alt dette, missede han tilfreds med øjnene, som om han glædede sig over sin apokalyptiske vision.


„Man bør efter min mening negere dæmonernes eksistens med ritualer, og hvis det ikke kan lade sig gøre, skal de uddrives. Gud og verden findes, og intet derimellem. Ånd og materie. Filosofi og videnskab. Det hellige og det verdslige. Tanke og krop. Hele vores civilisation bygger på den opfattelse, sådan fungerer vores sind. Enten eller.“


Et menneske, der tror, at verden består af grelle modsætningspar, er sygt. Jeg ved, hvad jeg taler om. Det er en alvorlig dysfunktion.“

„Hvordan er verden så?“

„Udvisket, grumset, flimrende, nogle gange sådan, andre gange sådan, alt efter synsvinklen.“


”Alle kan blive vanvittige, unge mand. Normalitet er en illusion. Vi forsøger at balancere på kanten mellem vores indre verden og den ydre verden. Det er temmelig ubekvemt at sidde overskrævs på den måde, og det lykkes kun meget få af os at holde ligevægten.”

9. april 2024

Stine Askov: Varme hænder

Det er en gyser af en psykologisk krimi og en vild roman om noget så almindeligt som varme hænder, om mennesker der passer andre, i børnehaver, på plejehjem og i døgnvagt hos Mathilde, som hovedpersonen Camilla gør det i romanen efter at hun måtte opgive at arbejde i en børnehave. "Jeg havde været god. Et godt menneske. Én, der satte alle sine egne behov til side for at kunne opfylde andres. Én, der dagligt tog imod skældsord, slag, lort, skrig, klager, forslag pakket ind som klager, klager pakket ind som bekymringer. Et godt menneske måtte være ét, der ikke skældte ud, ikke blev vred, et, der holdt overblikket, et, der kunne elske Lola, der med sit tynde, flimrende hår og korslagte arme stampede i jorden som en karikatur på et barn, der ikke ville sove." Stine Askov tager mig simpelthen med ind i sit arbejde og jeg mærker, hvor udfordrende det. Det er personligt, fordi det er mennesker hun skal passe, Camilla. De umulige børn der bare skriger. De umulige voksne, der kun tager hensyn til sig selv. Det er bare så godt at hun skriver den lige nu, så der kan komme mere opmærksomhed på den lavtlønsgruppe, der står med svært et arbejde. Jeg var vild med hendes seneste 'Nøjsomheden'. Jeg er slået helt bagover af den her. Jeg blev nødt til at læse den færdig på et døgn. Den var slet ikke til at holde ud at læse, så meget psykisk vold er der på spil. Jeg blev så vred på Camilla, at hun lod sig tyrannisere af Mathilde, så hold dog op med at undertrykke dig selv, råbte jeg til hende. Men hun bliver fanget i et psykologisk spil: "Jeg var hendes. Hun ejede mig, som hun ejede hunden. Trænede mig, opdrog mig, nedbrød mig. Fuldkommen som hundens hang mit blik ved hende. Jeg mærkede, hvad hun ville, uden at hun sagde det, præcis som hunden. En svamp, der havde bredt sig fra hende til mig og overtaget styringen af mine lemmer og tanker." Den bliver også spændende, fordi Mathilde arbejder med Maister Eckehart og Camilla skriver om sig selv: "I afsnittet om hans lære stod der, at den eneste måde at nærme sig Gud på var at tømme sig for tanker og vilje. En tilstand, han kaldte fattigdommen. Hvor mange gange havde jeg ikke tænkt sådan? At jeg skulle slippe min egen vilje og mine forestillinger om spinat, strygning, hår for at nærme mig Mathilde." Det er en stærk roman.

6. april 2024

Joan Didion: Et år med magisk tænkning

Det smukkeste jeg har læst nogensinde er det her af Klaus Rifbjerg: "- Vi sætter os til bordet, og alt er som altid. Vi bryder brødet, hælder vin og vand op. Vi taler dæmpet, udenfor har vinden lagt sig. Jeg rejser mig, og vi tager sammen ud. Vi vasker op. Vi sætter ting på plads og fejer krummerne af bordet. Vasen med blomster står nu, hvor den stod. Vi læser. Snart venter sengen og den lange nat. Jeg slukker og ser efter om dørene er låst. Om natten vågner jeg og hører vinden, lægger hånden på dit hår og lytter til dit åndedræt. Falder i søvn igen, drømmer, vågner. Det er morgen." Han er det almindeliges bedste forfatter. Joan Didion skriver: 

Livet ændrer sig hurtigt.

Livet ændrer sig i et nu.

Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op.

Spørgsmålet om selvmedlidenhed.

Efter fyrre års ægteskab ændrer livet sig i et helt almindeligt nu, hvor de skal sætte sig til at spise middag sammen. Hun bruger det følgende år på at beskrive det ualmindeliges nu, som ændrer alt. Sorgen er så tyngende. Hun skriver så fint om sin usikkerhed, skrøbelighed og om, hvordan hun kan tænke magisk om at han kan vende tilbage for at bruge sine sko, hun ikke kan nænne at smide ud. Hun læser og giver gode citater fra sig, f.eks. det her af Gerard Manley Hopkins:

Åh, sindet, sindet har bjerge; klippeskrænter,

fæle, stejle, ufattelige. Håne dem kan

kun den, som aldrig hang der.

Jeg vågner og mærker mørkets højdedrag, ikke dagens.

Og jeg har bedt om at være,

hvor intet uvejr er.

Hun skriver begavet om, hvordan hun oplever livet nu: "det efterfølgende, uophørlige fravær, tomrummet, det stik modsatte af mening, de ubarmhjertige på hinanden følgende øjeblikke, hvor vi bliver stillet over for selve meningsløsheden." Men det er en lang bog og jeg synes ikke jeg kommer til at kende hende, selvom hun fortæller om deres liv sammen. Skuffet blev jeg faktisk.

1. april 2024

Marguerite Yourcenar: Kejser Hadrians erindringer

Jeg læste den egentlig fordi jeg i en anmeldelse læste at den også handlede om forholdet til kristendommen som var på vej i Hadrians tid som kejser. Det gjorde den nu ikke ret meget; kun lige i det sidste citat, jeg nævner. Ellers ikke på anden vis end at han havde ansvaret for at slå Bar Kokhbar opstanden ned, som kostede 600.000 jøders liv og sendte de overlevende i landflygtighed. Jeg blev alligevel optaget af erindringerne, som kommer omkring hele livsindholdet i alle menneskers liv. Yourcenar skrev bogen i 1951, men havde skrevet på den hele sit liv indtil da. Derfor er den en forrygende eksempel på et menneskeliv beskrevet. Her kommer noget af det jeg har understreget:


Dette hemmelighedsfulde spil, hvor kærlighed til et legeme går over til kærlighed til et menneske, forekom mig så skønt, at jeg ofrede det en del af mit liv.


Jeg indrømmer, at fornuften står uforstående over for kærlighedens under, over for denne mærkelige besættelse, der gør, at det samme kød, som vi bekymrer os så lidt om, når det udgør vores egen krop – vi sørger blot for at vaske det, give det næring og om muligt beskytte det mod lidelser – at dette samme kød kan indgive os en så lidenskabelig trang til at kærtegne, blot fordi det er besjælet af en anden individualitet end vores egen, og fordi det frembyder visse skønhedstræk, som de bedste kendere for øvrigt aldrig kan nå til en enig bedømmelse af. Her er den menneskelige logik magtesløs, ligesom over for mysteriernes åbenbaringer.


Den viser, at ånd og vilje går forud for tilfældige omstændigheder. Et menneskes virkelige fødested er der, hvor man for første gang retter et intelligent blik mod sig selv, bliver sig selv bevidst: Mit første fædreland var bøgerne og, omend i mindre grad, skolerne.


En hel aften drøftede jeg med ham det påbud, som går ud på at elske sin næste som sig selv; det strider alt for meget mod den menneskelige natur til oprigtigt at kunne følges af menigmand, som aldrig vil komme ud over at elske nogen anden end sig selv, og det passer lige så lidt for den vise, som jo ikke i særlig grad elsker sig selv.

1. april 2024

Therese Bohman: Andromeda

Åh, jeg elsker bare sådan en roman. Det er bare to mennesker, der kan tale sammen om litteratur. Der sker ikke noget spændende. Det er bare livet der udfolder sig. Og det er spændende. Det foregår et af verdens bedste steder, jeg kan forestille mig: på et bogforlag og på en god restaurant. Så går samtalen. Her kommer nogle eksempler. De to sidste kan jeg godt skrive under på:


”Der findes næsten altid spor efter den slags i god litteratur,” sagde han. ”Selv i den samtidige. Oftest gør det sig gældende som en fornemmelse af nødvendighed. Det er svært at forklare det bedre, men hvis man har evnen til at opfatte det, mærker man det når man læser. Man mærker at der findes stumper af noget arkaisk i fortællingen, spor af noget urgammelt som varer ved helt ind i vores tid.”

”Ligesom halebenet,” sagde jeg.

Han kiggede på mig, forbavset, men muntert.

”Halebenet?”

”Ja, du ved, rudimenter. Som stadig findes i kroppen fra tidligere udviklingsstadier. Vi har jo ingen hale længere, men halebenet er der stadig.”

Han smilede.

”Al god litteratur har et haleben,” sagde han.


”Jeg elsker når mænd forklarer mig ting,” sagde jeg, og vi lo ad det fordi det lød som en spøg, selvom det ikke var det. Hele vores relation var en stille protest mod alt det vi begge to afskyede ved samtiden: vulgærfeminisme, formiddagsbladsretorik, politisering af hver eneste detalje af virkelig­heden, kommercialisering af det sande og skønne, den indskrænkede tanke at en ældre mand og en yngre kvinde ikke ville kunne have gensidigt udbytte af hinanden fordi magtbalancen var så soleklart til min ulempe.


”Verden er ild; bliv ild, og du har hjemme i verden,” stod der i en bog jeg læste. Jeg syntes at det var en perfekt linje, ungdommeligt drastisk og romantisk. Samtidig vidste jeg at jeg faktisk ikke var sådan en der brændte, i hvert fald ikke lige så stærkt som visse andre. Jeg foretrak at stå på afstand og betragte deres ild, vove mig nær en gang imellem for at varme mine hænder.


Det er så mærkeligt hvordan livet bare sker. Som ung havde jeg en forestilling om at alle vigtige beslutninger bliver taget efter nøje overvejelser, at der bag hvert enkelt skridt som tages, ligger store undersøgelser, og at hver eneste forandring er resultatet af en forhandling man har gjort med sig selv. At alt hvad ens tilværelse rummer, er resultatet af aktive valg. Men ting sker bare.

26. marts 2024

Sigrid Undset: Jenny

Jeg har jo lige læst hos Brøgger, at det er vigtigt at foretage sine livsvalg på den rigtige måde. Hun skriver sådan her i indledningen til 'På væggen':

"– Hvad sker der, hvis ikke jeg bliver den, jeg er?

– Så bliver du helt beroende på, hvad andre siger om dig.

Eller du bliver som andre. Eller som andre siger, du skal være.

– Hvordan kan jeg blive den, jeg er?

– Ved at øve dig i at blive bevidst om dine livsvalg.

Hvad betyder dét?

– Den, der bliver bevidst om sine livsvalg, bliver også belønnet. Både manifest og metafysisk.

– Hvordan metafysisk?

– Du kommer til at opleve, at dine ønsker går i opfyldelse. At der opstår en overensstemmelse mellem den, du er, og omgivelserne. Du får en skæbne."

Det vender jeg tilbage til igen og igen, nu hvor jeg har læst om Jennys grumme skæbne. Jeg havde det bare så dårligt med den slutning, hun valgte. Det er bestemt det forkerte livsvalg. Og hun var endda så bevidst om, hvad hun ville allerede fra helt lille, hun skriver et sted: "Hun måtte vel hellere holde fast ved sin egen lille, gamle moral. Som i al væsentlighed gik ud på sandfærdighed og beherskelse." Hun ville aldrig gøre andre fortræd, men kommer så til det, fordi den kærlighed hun valgte var fuld af skjult mistro. Sandt bliver til løgn, beherskelse til kaos. Et sted siger hun: "For det var umuligt at leve, når man kun havde sig selv at tro på, sig selv at elske. Den frivillige død havde hun altid fæstet lid til. Hvis hun døde nu –. Ja, så var der mange, hun holdt af, som ville blive kede af det, men der var ingen, som ikke kunne undvære hende." Og selvom jeg havde læst det, så troede jeg alligevel ikke, at det skulle gå Jenny så katastrofalt. Jeg håbede vistnok at hun var af samme slags som Kristin Lavransdatter. Det var et chok at få da jeg læste bogen færdig en nat. Og siden har den tumlet noget rundt i mit hoved. Ulykkelige Jenny. Hun valgte forkert med både Helge og Gert og Gunnar. Jenny er et råb om hjælp. Det er ikke til at komme ud af den bog igen.

19. marts 2024

Erling Jepsen: Familiehemmeligheder 1, 2 og 3

Det er altså værd at følge med i Familiehemmeligheder. Det er autofiktion af fineste slags. Der er ingen offergørelse på forfatterens egne vegne, men helt bestemt på søsteren Sannes. Det handler om at kunne leve med en psykisk ustabil og fuldstændig skør og voldelig far og en meget veg og fej mor. Og så er der alligevel en sort humor, en satire af sin helt egen slags, som jeg tror kun findes hos Jepsen. Det er tåkrummende, pinligt og næsten ikke til at tro på, hvad der sker, men der er også en mærkbar afgrund af ensomhed og selvforsvar, som gør ondt og især i Skolekomedie gør det ondt at læse om Erlings (og Sannes) aldrig ophørende håb om at få kontakt og accept af den far, som slet ikke er i stand til det.

I 'Hjemmefra' forsøger Erling at blive fri at sit ophav. Det er ikke nemt. Det er smerteligt og fører ud i løgne, som ikke er nemme at leve med. Sådan her overvejer han det efter at have løget sig til en anden familie:


„Kan man ikke lide sin baggrund, har man lov til at lave den om.“

Jeg talte med mit spejlbillede, for jeg havde brug for, at nogen gav mig ret.

„Det er ikke, fordi jeg skammer mig over den,“ fortsatte jeg, men holdt så inde. For det var præcis det, jeg gjorde. Jeg skammede mig over min baggrund og ville ikke have, at den skulle være med til at give de andre et billede af, hvem jeg var. For sådan var jeg ikke. Sådan havde jeg aldrig været og ville aldrig blive. Jeg behøvede ikke min baggrund, og den behøvede ikke mig. Mine forældre ville blive sårede, hvis de vidste, hvad jeg stod og tænkte. De ville føle, at jeg svigtede dem. Og præsten, som havde konfirmeret mig, ville tordne, for man skulle ære sin far og mor.


I det store billede havde Gram ingen betydning. I mit voksenliv ville jeg aldrig skænke den åndssvage by en tanke. Siger han også senere!!! og han overvejer det alvorligt: Det her liv var bare for stor en mundfuld, og jeg var en idiot, som troede, at jeg hørte til alle andre steder end i Gram. Men han ender alligevel med at tro på at løgnen gør fri: Men hvis jeg skulle vælge mellem sandheden og løgnen, var jeg ikke tvivl: Jeg valgte løgnen. Ham evangelisten Johannes tog fejl, når han påstod, at sandheden skulle sætte os fri. Det gjaldt i hvert fald ikke mig. Det var løgnen, som satte mig fri. Fri til at være den, jeg inderst inde følte, jeg var.


I skolekomedie vender han alligevel tilbage til at det er sandheden der er bedst. Det er fordi hans dansklærerinde gik i seng med ham og kyssede ham og siger til ham, at det bare er noget der er sket i hans fantasi, men til sidst indrømmer hun at det var virkelig nok. Det gjorde ham godt og vælger sandheden og ham evangelisten Johannes med hjertet.

19. marts 2024

Tomas Espedal: Lyst

Endnu en forfatterbog. Dem elsker jeg at læse, for at lære noget af dem. Den forrige var Suzanne Brøggers 'På væggen', som jeg var begejstret for. Hun fyldte den med sig selv gennem alle forfatterne på væggen. Espedal er lidt den omvendte verden. Han fylder den mest med sig selv, men det er også en utrolig historie om, at det kan lade sig gøre at blive forfatter, selvom man er født i et socialt udsat område, bare man har vilje nok, lever livet usikkert nok, finder de rigtige skrivesteder, den gode vin eller også bare den billige. Hans forbillede Rimbaud sætter han forrest i bogen: Før, hvis jeg husker rigtigt, var mit liv en fest hvor alle hjerter åbnede sig, hvor alle vine flød. Det er en hudløst ærlig bog. Hans op og nedture er hvad det er. Sådan er livet jo for de fleste, men hans insisteren på skriften betager mig. At skrive. Skrive hele tiden. Og at læse hele tiden. Et sted spørger han: Hvor var den der læste? og det er jo spændende. Vi er et andet sted, i et andet land, i et andet menneske, men også fuldstændigt tilstede i os selv i en vekselvirkning. Men der er så mange gentagelser i hans bog. Dem har jeg ingen lyst til. Og der er så mange spørgsmål. Igen og igen. Her kommer noget af det jeg kunne lide. Især begyndelsen som betog mig:


Vi dør flere gange i løbet af et liv. Allerede idet vi fødes, i selve fødselsøjeblikket, kommer døden ind i vores liv: først en lille død, ikke større end et spædbarn, en lille, smuk død som skal vokse parallelt med barnet og blive til en større død, en voksende skygge, eller frugt...


Alle de tekstsider som ikke bliver til noget, det er også en del af skrivearbejdet. Alle de kasserede sider, det er ikke kasserede dage. Det er arbejdsdage, skrivedage.


...en af de sedler har jeg stadig hængende på køleskabet, et ulinjeret stykke papir hvor der står skrevet med kuglepenblå håndskrift: 1) Drik mindre alkohol. 2) Ryg færre cigaretter. 3) Gå lange ture. 4) Tag var­me bade. 5) Få pulsen op mindst én gang om dagen. Og de her fem punkter vil holde dig rask, hilsen, ulæselig signatur.


Det sidste er i hvert fald brugbart!

13. marts 2024

Suzanne Brøgger: På væggen

"Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste." Sådan skriver hun om forfatterne, hvis billeder hænger på væggen hjemme hos hende selv og på Café Brøg i Fiolstræde, og her i bogen deler hun dem gavmildt og venligt med mig. Jeg er så taknemmelig for at have læst den og mine understregninger fylder mange sider, så der kommer kun nogle få her, men de er alle sammen gode og brugbare til både udvortes og indvortes brug. Jeg har nydt at være i selskab med et så klogt og vidende menneske. Hun er så nysgerrig på alt; ikke mindst på filosofi og teologi. 


– Hvad er meningen med livet? spurgte Jurij, for at det ikke skulle være løgn.

– Hvad er meningen med en omelet? lød svaret.

– At spise den!

– Sludder. Så kunne man lige så godt tage noget mælk og mel og vand og æg og spise det lige efter hinanden. Meningen er idealet: Omelet, der ligger udover det materielle, udover næringsværdien.


På hebræisk er ”Gud” futurum, det kommende, som vi endnu ikke kender.

Det drejer sig ikke kun om at leve i øjeblikket, men om at få en fremtid. Men for at få en fremtid er man nødt til at grave de døde op, igen og igen.


Martin Buber fortæller, at da Baal Shem Tov, hasidismens grundlægger, skulle i gang med et vanskeligt arbejde, plejede han at gå ud i skoven, tænde et bål og meditere i bøn. I næste slægtled kunne de ikke længere tænde bålet, men kendte stadig bønnen. I det følgende slægtled kendte de ikke de hemmelige meditationer, der hører til bønnen, men kunne stadig finde stedet i skoven, og det måtte være nok. Og det var nok. Endnu et slægtled senere kunne de ikke tænde bålet, de kendte ikke bønnen, og de kendte heller ikke stedet, men de kunne stadig fortælle historien om, hvordan det blev gjort. Og pointen er så, at den historie havde samme virkning som alt det andet tilsammen. Kundskaberne kan gå tabt, men fortællingen lever videre.


Komedien Lysistrate eller kvindernes oprør – af Aristofanes – er mest kendt for kvindernes sex-strejke som protest mod borgerkrigen i Peloponnes. En mindre kendt fredsstrategi var vævningen:

”– Men hvordan i alverden vil I kvinder bære jer ad med at sætte en stopper for denne her krig, skabe fred og orden?” spørger Magistraten, mændenes leder.

Lysistrate fra ”De vise kvinders råd” svarer, idet hun bruger indholdet fra sin sykurv til at illustrere: ”Det er ligesom et garnnøgle, der er gået i hårdknude. Vi holder det sådan og tager først fat om den ene ende af garnet, så den anden. Det er sådan, vi vil standse krigen, hvis vi får lov. Ved at sende ambassadører, først den ene vej, så den anden.”


Jeg synes, man har pligt til at være kritisk for at forandre verden til det bedre, når man er ung. Men når man bliver gammel, har man efter min mening kun én opgave: at elske alt på jorden. Også selvom krybet viser sig, hver gang man vender en sten.

7. marts 2024

Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden

Jeg har ingen tid til at bruge på kriminalromaner; og så har jeg lige gjort det med den her bog, bare med den forskel, at alt der foregår i den ikke er opfundet af Øvig; det er noget som er sket i virkeligheden, i 70'erne og 80'erne, flykapringens årtier, terrorisme på højt plan med Rote Armee Fraktion, Sorte september, - og Blekingegadebanden. Jeg har også læst den fordi vi skal have foredrag i min valgmenighed med Christian Medom, som fortæller om det samme set fra en PET medarbejders side. Bogen er historieskrivning på højt plan, tror jeg. For mig har det været at gå tilbage til de år. Og så kommer det alligevel bag på mig, at det var så voldsomt. Det politiske krævede alt. Det fortæller Øvig også om her vedr. Appelparret som skabte banden:


Da Ulla Hauton sidst i tresserne flyttede fra sin mand, var aftalen oprindelig, at datteren skulle bo på skift hos sin mor og far. Men besøgene hos moren blev hurtigt sjældnere og sjældnere: Snart kunne Ulla Hauton på grund af sit politiske engagement i KAK kun have datteren på besøg én gang om måneden, så kun én gang hvert halve år, og til sidst blev også datterens årlige julebesøg aflyst. I mange år udgjorde Ulla Hautons kontakt med sin datter et kort til jul og fødselsdag, vedlagt to hundredekronesedler.


Appel understregede, at „denne disciplin betyder, at ledelsesdirektiver ubetinget må og skal udføres. En sådan disciplin er nødvendig, det ved vi alle fra vores læsning af Lenins værker“.


Det var interessant også at læse om, hvordan de etisk og moralsk klarede at spille sådan et dobbeltspil og forberede forbrydelserne. F.eks. fortæller en stemme om, hvordan gruppen havde det, efter at de havde opgivet at bortføre milliardærsønnen Jörn Rausing:


Men også alle vi andre havde voldsomme reaktioner: Niels begyndte at drikke rigtig meget i den efterfølgende periode. Torkil gik i studerekammer-mode til den helt store guldmedalje. Han læste og læste og læste. Jan rendte rundt med hovedet under armen: Han trådte ikke ud af gruppen, fordi han stadig mente, at arbejdet var nødvendigt, men han brugte ikke én kilokalorie på at overveje planerne uden for mødelokalet. Når han forlod lokalet og satte sig ind i Mazdaen uden for Blekingegade, så lukkede han af og glemte alt. Han gik rundt som i en tåge. Han så træt ud i flere år i træk. Karsten var utrolig lettet over, at kidnapningen ikke blev til noget. Han kastede sig med stor energi ud i en masse praktiske projekter. Jeg tror, han arbejdede sig ud af det ved at lave en masse meningsfulde, konkrete opgaver, blandt andet da vi oprettede en café. Bo var nok den, der havde det sværest. Dels havde han en kolossalt dårlig samvittighed, fordi han som den første trak sig fra planen og dermed følte, at han havde svigtet både gruppen og ‘Fronten’. Dels var han også personligt knækket sammen. Han havde jo haft, hvad man i gamle dage ville kalde et nervesammenbrud, da han trak sig fra planen. Bagefter var han grådlabil i en lang periode. Det virkede som rent overløb: Hvis man sagde noget til ham, så begyndte han at græde. „Hvorfor har du ikke købt noget mad, Bo?“ Så græd han.

Jeg tror, vi alle havde den følelse af dårlig samvittighed og svigt.


Men jeg fatter ikke at de slap så billigt i retten og af der ikke blev ført en sag imod dem for terrorrisme. Nu tilbage til skønlitteraturen!

4. marts 2024

Nino Haratischwili: Det ottende liv

Der er bare en ting ved den roman, som jeg er ked af. Den tager så lang tid at læse. Den er på 1100 sider og den forhindrede mig i at komme til alle de andre bøger der ligger og venter på at blive læst. Det er selvfølgelig noget pjat, for det er en vidunderlig roman igen som "Det manglende lys" af samme forfatter, jeg læste i januar. Om kærlighed, eksistens og overlevelseskraft. Og så er det en fortrinlig historiebog, som genopfrisker en historie som er velkendt, men som alligevel i Georgien er omgærdet med en fjern farverigdom. Sovjetsstatens dominans, indhold og tragiske virkelighed koncentreret i »Den Lille Store Mand«, et portræt af virkelighedens Berija, var Stalins onde førstemand. Hvor er historien grum. Grum, grummere, Stalin. Det er en roman der er som en stor og varm dyne man kan trække helt op over sig og glemme resten. Ved de store afsnitsskift citerer forfatteren citater fra Sovjetstaten eller fra andre forfattere. Dem kan jeg lide at samle på. Her kommer nogle af dem.


Retten til sorg er et privilegium.

DMITRIJ SJOSTAKOVITJ


Sovjetmagten straffer ikke, den forbedrer.

PLAKATPAROLE


Hvordan kan vi lade, som om vi ikke ved, hvad der skete?

NIKITA KHRUSJTJOV


Når man skaber sig et fjendebillede,
slipper man en ødelæggende kraft løs.

For det er ikke fjenden, der skaber mistroen,
men mistroen, der skaber fjenden.

MERAB MAMARDASJVILI


Retten til et mislykket liv er ukrænkelig.

STÅLMANDEN


Alt, hvad du giver væk, er vundet,
alt, hvad du gemmer, er tabt.

RUSTAVELI

 

Se mig for dig; jeg findes ikke, hvis du ikke ser mig for dig.

VLADIMIR NABOKOV


Jeg er en bog og kan ikke læse mig selv.

BARNARD


Det er en vidunderlig roman som fortæller om, hvor vigtig kunsten er, musikken, billederne og filmen, men først og fremmest skriften, som husker deres liv, som var før og som var forudsætningen for de nulevendes liv - og takket være dem, der forsøgte at samle alle enkeltdelene til et samlet billede. Det er sådan et billede Haratischwili maler over 1100 sider.

21. februar 2024

Lotte Kirkeby: Resten af sommeren

Det er en god bog. Jeg synes hun skriver godt. Den er så alvorlig og ind i mellem en smule ujævn. Vi er helt inde i en ti-årig piges oplevelse af forældrenes skilsmisse. Jeg ved ikke om det er det, jeg føler er ujævnt, for jeg tænker hele tiden om det nu kan være rigtigt at en ti-årig pige tænker sådan? Men det kan jo godt være. I hvert fald er det afslørende for de voksne. Vi voksne kan også kludre gevaldigt i det og barnet opdager det, selvom vi ikke tror det og bliver ved med at sige, at alt er godt - selvom det ikke er det. Noget der tiltaler mig meget er at Sofie skriver ord. Kun ord med t, fordi hun er ti år. Hun skriver f.eks. tåbelig, træls, tvinge, tude, tårer, tarvelig, tab, trods og trist. Til sidst i romanen fylder hun elleve og skal så skrive ord med e: "...ene og ende og eks, der ville passe godt på dem og den sommer. Hun troede ikke, at man brugte eks om børn og familier, kun om mænd og koner, og de havde sagt, at de altid ville være en familie, og at skilsmissen ikke skulle skille dem ad, selv om man kunne høre på ordene, at der var noget, der ikke stemte."

13. februar 2024

Daniel Dalgaard: Vulkanø

Den kommer lige 50 år for sent. Jeg skulle have læst den dengang. Alle fædre burde læse den. Jeg ved ikke om det ville gøre den store forskel. Måske bliver historien ved med at gentage sig? Men det mener Daniel Dalgaard ikke. Det er værd at finde ud af hvorfra vreden kommer; hvis ikke, kan man ikke ændre sin egen vrede. Og naturligvis har han ret. "Det var en grad af vrede, som jeg troede, jeg var sluppet fri af, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg troede, at jeg havde lagt den et sted og var gået videre, men da jeg står over for min søns voksende vilje, dukker den op igen." - vreden. Skriver Dalgaard. Det er vigtigt at vide, hvorfor jeg blev det menneske, jeg blev. Det er det han siger. Allerede ved scanningen, hvor han indser at han skal være far, bliver han forskrækket: "Der i scanningsrummet var det, som om jeg med ét blev til min egen far. Det var underlige gletsjerlignende forskydninger, jeg skulle være min far, og skyggen der på skærmen skulle være mig. Jeg ville ikke kunne gøre andet end at henfalde til at være dominerende, kortluntet, skælde ud og senere kompensere, og mit endnu ufødte barn ville komme til at definere sig som min modsætning, ligesom jeg havde defineret mig som min fars modsætning, indtil jeg en dag pludselig sad i et sterilt hospitalslokale og alligevel var blevet ham." Det er en elegant skrevet autofiktion, hvor personerne er Daniel og Stine (Pilgaard) og deres to børn på ferie en helt måned på Tenerife, vulkanøen. Enklere autofiktion end Knausgaards, som gerne vil se det poetiske i det dagligdags, men den fungerer, for nedenunder vælder vulkanens magma ud i stride strømme og Daniel bliver klogere og ved til sidst, hvor vreden kommer fra. Gud ske lov er det aldrig for sent at blive klogere. Men det kan være for sent...

11. februar 2024

Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke

I sidste uge købte jeg tre af ugens nye bøger. Jeg begyndte med Naja Marie Aidts, for den havde jeg sådan glædet mig til og jeg blev ikke skuffet. Det er en rigtig god roman om en kvinde, der har oplevet det ondeste man kan forestille sig og hun får et voldsomt traume. Og så får jeg lov til at følge hende gennem et år, hvor årstiderne betyder så meget, og hvor jeg får lov at komme med til samtaler med PTSD-manden, og ham får jeg stor respekt for. Jeg synes det er så sejt, hvordan han kan sætte tingene på plads, og har tålmodighed. Og det lykkes ham og kvinden bliver sat fri, fordi hun insisterer på at gøre det på sin egen måde og ikke for at please nogen. Så fri som man nu kan blive, når man har fået sådan et traume. Det er en vidunderlig kvindefortælling og fortælling om kvinders liv. Her kommer årstiderne og noget af PTSD-mandens ord:


Det er ikke kun kirsebærtræerne, der er sprunget ud, og som næsten er afblomstret nu, det er også syrenerne. Jeg ser dem i al deres pragt fra bussen på vej ud til PSTD-manden, hvide og lilla, det lyse, grønne løv. Jeg kan næsten dufte dem.

 

Syrenerne er afblomstret og kastanjetræerne drysser hvidt, men i parken står to træer med røde lys. De sidste tulipaner ligner noget psykedelisk nu, de skifter farve og blomsterne er helt åbne, kronbladene ser forvandlede og vilde ud, krænger sig ekspressivt til alle sider, før de falder mod jorden. En rødkælk er begyndt at indfinde sig på min altan om morgenen, jeg kan se den fra køkkenvinduet, den sidder og virrer lidt med hovedet, og så er den væk igen. Måske er det en unge… og nu er hylden sprunget ud her.

 

Skoven falmer, det er sidst i september nu, og solen gløder dybt og intenst. Himlen blå, blå, i aftentimerne bliver lyset kortvarigt stærkt og blændende.

 

Første oktober. Blæst og våd kulde. Dystert vejr, grå aftener. Regnen pisker mod ruderne, jeg ved ikke hvem jeg selv er. Den nye årstid rammer med et smæld, pludseligt og fra den ene dag til den anden. Blåregnen begynder at gulne. Kastanjetræets blade er brune i kanten. Jeg pakker mig ind i tæpper for at spare på varmen.


Tanker er bare tanker, siger han. Og følelser er bare følelser. Sådan er angst og frygt, siger han, tanker og følelser. Ikke andet end tanker og følelser.


Det er godt at Naja Marie Aidt udkommer igen.

6. februar 2024

Flemming Kloster Poulsen: Se op og elsk verden

Nu har den ligget siden den udkom i 2021. Den består af mange små fortællinger om liv, tab og tro, som også er undertitlen. Jeg havde læst en del af fortællingerne, men nu ville jeg læse det hele i sammenhæng, fordi forfatteren nu er vendt tilbage fra London, og fordi vi ofte sidder sammen og leger spillemænd. Nu har jeg i bogen fulgtes med Flemming rundt i London, når han har løbet i Regent's Park, været oppe i The Shard, på Tate Modern og mange flere vigtige steder. Og det er rigtig godt at følges med ham. Med hans selskab er der meget at se og verden og menneskers liv åbner sig. Det er det fortællingerne om eksistens handler om. Han støtter sig til mange forfattere som her: "Ordene er ALTID vigtige. Margaret Atwood skrev engang: ”Et ord efter et ord efter et ord er magt.” Ord har magt til at skabe virkelighed." Det er den virkelighed fortællingerne lægger frem, så vi kan blive tydelige for os selv og for hinanden. "Det er en af de vigtige grunde til at tage fat i livsfortællingerne. Vi skal forstå, at vores historier er værdifulde." - skriver han. Og jeg sidder tilbage med fine fortællinger om det skrøbelige og det udsatte liv, som i glimt bliver til åbninger ind til glæden og meningen med at leve. Det er også en meget personlig bog, hvor forfatteren ikke skåner sin egen livsfortælling. Jeg læste den på én dag, ja noget af natten røg med, men det tror jeg er en god ide at gøre og min fornemmelse af bogen var, at den blev bedre og bedre og tilsidst tænkte jeg at det næste Flemming skal skrive, må være autofiktion som Knausgård gør det, når han bare skriver om lige det der er, som Flemming gør, når han tager læser i hånden går afsted ud i byen. Det kan jeg godt lide at være i. 

30. januar 2024

Thomas Bredsdorff: Lykkeligt nær

Først var det Niels Barfoed og nu Thomas Bredsdorff der skriver om kunsten at blive gammel. Og tak for det! Jeg har læst den med stor fornøjelse og har en masse understregninger i bogen til indvortes brug. Jeg kopierer nogle ind, men de fleste ryger i mine huskemapper. Jeg var godt underholdt af et års dagbog for en 86 årig olding, som fortæller om hvad han læser i avisen hvilke bøger og hvilken kunst han oplever. Det er morsomt og fornøjeligt, for han er så vidende så jeg væltes helt omkuld, men jeg får også lyst til at læse meget mere og forstå meget mere. Lykkeligt nær - titlen har han fra et digt af Morten Nielsen



Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø

du er endnu for ringe til at dø

Verden er våd og lys –

Himlen er tung af væde …

Hjertet er tungt af lykke,

lykkeligt nær ved at græde.


Bertolt Brecht: Husk at som det er om mandagen, er det sjældent om torsdagen.


Når man er helt ung, kan alt indtræffe. Når man er helt gammel, er alt godt der indtræffer, en lige så stor og uventet gave som det var dengang man var helt ung. Man kan igen leve fra dag til dag, frygte det værste, håbe det bedste og ikke frygte anden umyndiggørelse end den, kroppens og sindets forfald vil påføre en.


Den kristneste af alle kristne romanforfattere, Dostojevskij, har en bedre definition end nogen af de danske troens officials. Hvad er helvede, spørger han i ‘Brødrene Karamasov’, og svarer: “Det er lidelsen ved at man ikke mere kan elske.”


Vi opbygger dag for dag med dygtige lægers hjælp et paradoks af bibelske dimensioner: Sundhedsvæsenet skaber en verden af syge.

 

Han har netop læst manuskriptet til Erling Jepsens ny roman, der udkommer til efteråret. I et indlagt hørespil lyder det sådan, når den ene gamle advarer den anden: “Får lægerne først kløerne i dig, så dør du aldrig”.


Han var engang til et middagsselskab hvor også Sussi og Herbert Pundik deltog. Da man havde sat sig og konversationen skulle i gang, sagde Herbert:

“Jeg foreslår at hver får én sygdom og ét barnebarn. De der ingen børnebørn har, får to sygdomme”.

26. januar 2024

Alex Schulman: Brænd alle mine breve

Det er tunge bøger, men lærerige bøger han skriver. Jeg arbejder med mig selv og mit lange liv undervejs, mens forfatteren går i terapi. Det er autofiktion og forfatteren ved, at han er ved at ødelægge sin egen familie, fordi han bærer på en vrede, der er ved at forgifte dem alle. Nu skal der ryddes op! Terapeuten beder ham om at tegne et familiekort, et stamtræ, med alle personerne, hans egen generation, forældregenerationen og bedsteforældregenerationen. Så skal han fortælle om alle og trække en lige streg mellem de personer, hvor der ikke er uoverensstemmelser og vrede og derefter trække en siksak streg mellem de personer, hvor der er vrede. Da han træder tilbage kan han se at stramtræet er delt i to: den ene side er der kun lige streger, den anden, moderens side, er fyldt med siksakstreger og bunker af vrede. Så bliver forfatteren detektiv. Det er en mesterlig bog, som har en stor kærlighedshistorie at fortælle, og hvor jeg møder Edith Södergran og Oluf Lagercrantz foruden morfaren Stolpe, som også var en kendt forfatter. 


’Jeg længes mod landet, som ikke er,’ siger hun i digtet, ’for alt det, som er, er jeg træt af at begære.’ Der er nogle, der mener, at landet, som ikke er, betyder døden, at Edith Södergran længes efter døden. Men for mig har det digt altid handlet om det modsatte. Landet, som ikke er, det er den anden side af virkeligheden, det er et sted for drømme – det er summen af alt det, der kunne ske, men aldrig gjorde det. Og for mig har landet, som ikke er, oftere været et smukkere sted end virkeligheden.


Så snart man oplever, at landet, som ikke er, virker mere fristende at være i end landet, som er, så er man ilde stedt.”


Romanen handler om en morfar, hvis narcissisme forblev intakt hele livet og som tyranniserede sin hustru hele livet. Og det holdt aldrig op.

26. januar 2024

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det til bage

Jeg læste denne vidunderlige bog dengang, den udkom i 2017. Det er det fineste dokument om sorg. En sorgmanual når der ingen ord er tilbage. Nu genlæste jeg den, fordi jeg glæder mig til 2. februar, hvor forfatteren igen kommer med en bog. Og jeg læste den fordi jeg i går aftes oplevede komponist og sanger Janne Mark i Randers, hvor hun blandt andet sang det her digt af Naja Marie Aidt, hvor hun har komponeret melodien. Det var så godt, og første vers i digtet står nu i Højskolesangbogen.


Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv det tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til et kontinent,
giv det tilbage til en rose,
giv det tilbage til en vinterdag,
til en dreng der ser dig an fra hættens mørke


Der er et vers mere i bogen, men metrikken duede ikke til melodien, men andet vers lyder:


Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv det tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen

i solen og den døde var levende

og vendte sit ansigt mod dig

som ville han spørge om noget

du ikke mere husker og han

havde også glemt det og det er

en evighed

en evighed siden nu.

18. januar 2024

Alex Schulman: Glem mig

Det er autofiktion af høj klasse, men det er også hård læsning. Har man brug for at blive afskrækket fra at blive alkoholiker, så er det den bog man skal læse, hvor forfatteren skriver om sin mors 30-årige alkoholisme og den tvang det lagde ned over den familie, som jeg lærte at kende i hans forrige roman: 'Skynd dig at elske'. 'Det må ikke være' at mor drikker. Hun er bare dårlig og far og børn må passe på hende, men drikkeriet gør hende til et monster og giver de tre drenge nok at arbejde med psykisk resten af livet.

15. januar 2024

Alex Schulman: Skynd dig at elske

"Jeg kører langs en vej, der er mig yderst bekendt. Det er en grusvej, der støver og spytter sten mod grøftekanterne til højre og venstre og hele tiden prøver at overraske med uventede sving. Men mig overrasker den ikke. Jeg kender den her vej ud og ind. Jeg farer frem i min bil til lyden af ivrige dæk mod grus og sten, som nu og da rasler ind under bilens understel, bliver hvæsset og forsvinder. De har fældet lidt skov til højre, men ellers ligner det sig selv."


Når jeg læser indledningen til bogen om hans far og om deres hus ude i skovene i Sverige, så er den også hos mig en næsten legemlig erindring; grusvejen der støver og spytter sten, skovens uendelige træer på begge sider og endelig det rødmalede hus med de hvide vinduer og den fine veranda med bænke på begge sider. Sådan var det for en menneskealder siden, når vi i familien lånte hus i Siljansnäs og var rundt på vejene langs den store smukke Siljan sø. Erindringen melder sig promte og jeg kører på alle vejene og ud til 'stugan' ved den tavse sø. Det er det god litteratur kan; lukke op for så mange ting. Og det kan Alex Schulmans smukke bog om sin far. Det er en vidunderlig og lærerig bog for mig på mange måder. Jeg får genopfrisket Tranströmer digtet, hvor døden kommer og tager mål. "Han forsvinder igen, men jakkesættet bliver syet i det stille." Jeg lærer en ny bøn ved siden af de andre: "Og så takker jeg Gud for, at jeg har fået lov til at leve i dag, og beder om at få en dag mere."Og så lærer den mig en god indsigt fint udfolder: "En følelse af triumf over ikke at være brudt sammen. Det tog mig fem år at indse, at den sande triumf faktisk ligger i at gøre det."  Nu vil jeg læse hans bøger i rækkefølge. 

10. januar 2024

Katrine Marie Guldager: Jeg hører, hvad du siger

Den tredje roman i Guldagers trilogi om kvinder, der ikke længere er generte ved at vrisse og blive gale og lidt mere, men som også handler om den ømhed og sårbarhed, som findes hos både mænd og kvinder, som skarpt afslører den bagvedliggende skråsikkerhed. Guldager taler helt personligt til læseren synes jeg. Jeg bliver ramt igen og igen. Når jeg f.eks. læser:


Ægteskab er som at være spærret inde i et meget lille lokale med sin egen værste fjende!


Så begynder jeg at indse noget i mit eget liv. Det er ikke den anden der sætter grænser eller spærrer mig inde. Det er mig selv, der er min egen værste fjende, som sommetider siger noget, jeg slet ikke troede jeg ville kunne finde på at sige, når jeg ikke har styr på mine dæmoner. Det er en god bog at læse og jeg får et indblik i psykiatrien, som jeg ikke håber er så grum, som det er beskrevet. Marianne kæmper for sin søn, men det er næsten umuligt for hende at have kontakt med ham på grund af personalet. I romanen er hun også parterapeut og det er morsomt. Før var hun damefrisør. Det ligger tæt op ad hinanden, mente hendes nærmeste venner, så derfor kunne hun ligeså godt få den uddannelse. Der kommer der nogle fine oneliners ud af:


Måske er det dét, kærlighed er: At møde et andet menneske på bunden af magtesløsheden.


...men det er rigtigt, hvad Dr. Phil engang sagde: Det eneste, der hjælper, er at hjælpe.


Vores forhold var sådan: Alt var undertekst.


Hvad er det, der kan få fornuftige mennesker til at give op på grund af toiletsæder og tandpastatuber?


Jeg taler flydende psykolog: – Jeg kan se, at du bliver berørt nu, Jesper. Vil du sige hvorfor?


Det er en herlig læseoplevelse. Tak for de tre bøger!

8. januar 2024

Nino Haratischwili: Det manglende lys

Mens jeg læste Isabella Hammad om Palæstina om aftenen og natten, læste jeg på min eftermiddagskindle Nino Haratischwili (500 sider) om Georgien efter revolutionsåret 1989. Den er også højaktuel at læse, nu hvor Ukraine forsøger at holde sig uden for diktaturet, men som har haft samme fristelse til korruption og lovløshed for eliten efter 1990. I Georgien var det bare endnu mere udbredt. En far til en af de fire veninder, som bogen handler om, undskylder overfor sin datter, at det gik så galt i 1990:


Os, der er vokset op med alle de sovjetiske myter, langt fra virkeligheden, i vores eget lille kosmos, vi var ikke andet end impotente, svage eksistenser, da det kom til stykket. Vi kunne hverken gøre eller forhindre noget. Så enkelt er det. Jeg tænker en gang imellem, at det må have været det samme med adelen, det her dekadente, virkelighedsfjerne pak, der tog deres privilegier for givet, dengang bolsjevikkerne bankede på, og hovederne begyndte at rulle. Åh, Keto, jeg ville så gerne vide, hvad der er det rigtige: at være et stumt vidne, der ikke gør noget og til sidst selv bliver offer for systemet, eller den undertrykte, der tager skeen i egen hånd og selv bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert, og som tørster efter at se blod. Jeg ved det ikke. Det er nok kun historien selv, der kan give svaret, men når det sker, vil jeg for længst være død.


Igen er det, som med Hammad i Palæstina, en fantastisk måde at opleve noget af den historie på, som vi har oplevet i vores tid, bare fjernt fra os, men her kommer Georgien tæt på. Man kan bare tænke på, hvordan det gik i alle de andre stater, som pludselig stod som selvstændige, men slet ikke var det. Det var oftest det gamle systems korrupte magthavere der forsatte hvor kommunismen slap eller alle kræfter blev sluppet fri; den mest samvittighedsløse vinder og retsstaten en by i rusland. Men samtidig er denne roman også en roman om eksistens, om kærlighed og om overlevelseskraft. Det er bogens største værdi, men det er på et usædvanligt baggrundstæppe skæbnerne udspiller sig. Det er rent ud sagt en vidunderlig bog, som det er svært at slippe. Begge bøger har som forside billeder af huse, der sted der skulle være det trygge sted for mennesker, men ikke er det i Georgien og på Vestbredden.

6. januar 2024

Isabella Hammad: Genfærd ind

Min nattebog de sidste mange nætter har været 'Genfærd ind' som er på 400 sider, men der er ikke en side for meget. Titlen er en regibemærkning fra Shakespeares 'Hamlet'. Og så har det gang på gang været til at blive fuldstændig lysvågen af, fordi den med krigen i Gaza er forrygende aktuel at læse. Nu har jeg om natten bevæget mig rundt i Israel, snart været i '48' eller 'indersiden' som det oprindelige stykke land, som Israel tog/fik i 1948 og snart på Vestbredden, som Israel har besat. Og jeg har fulgtes med hebræisktalende arabiske israelere. Det var dem som blev boende og ikke flygtede, og fulgtes med arabisktalende på Vestbredden. Den giver - ligesom hendes første bog 'Pariseren' - en god indsigt i den umulige konflikt mellem palæstinensere og israelere, muslimer og jøder, og så handler den om skuespil og om eksistens. Begge dele vindunderligt beskrevet og udfoldet. Hammad skriver fuldstændig suverænt. Her kommer nogle sigende understregninger fra bogens eksistentielle indhold, bidder der viser hendes suverænitet som forfatter:


... den velkendte fremmede, der stadig besatte et forsømt udhus i mit sind.


Jeg fangede et glimt af mig selv skælve i hans indre.


I mørket svulmede min frygt op, jeg så mit ego overmale alt med en grim, alt for iøjnefaldende farve, som snavs på fingrene, der ikke kunne vaskes af.