Pibekraver og Boglog

Læste bøger 2023

Signe Gjessing: Illuminationen af alt - Maren Uthaug: En lykkelig slutning - Jon Fosse: Trilogien - Karolina Ramquist: Brød og mælk - Charles Plisnier: De som jeg elsker - Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann: Når vi ånder i takt - Mikael Niemi: Sten i silke - Asta Olivia Nordenhof: Djævlebogen - Kirsten Thorup: Mørket bag dig - Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen - Mathilde Walter Clark: Det blinde øje - Roy Jacobsen: De uværdige - Sørine Gotfredsen: Regine - Thøger Jensen: Frøken Dissings blafrende sommerskørt - Gyrdir Elíasson: Det gule hus - Audur Ava Ólafsdóttir:Stiklingen - Jon Fosse: Hvidhed - Mich Vraa: Under en anden himmel - Karl Ove Knausgaard: Skoven og floden - Joakim Garff: Solisterne - Paul Harding: De små ting - Jens Smærup Sørensen: Evigt i tiden - Theis Ørntoft: Solar - Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Natten åbner sig som en port - Andrés Stoopendaal: Dunning-Kruger-effekten - Helle Helle: Hafni fortæller - James Joyce: Ulysses - Theis Ørntoft: Jordisk - Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i Guds skaberværk - Kirstine Reffstrup: Jernlungen - Yasunari Kawabata: De sovende skønheder - Herta Müller: Ræven var allerede dengang jægeren - Peder Frederik Jensen: Rans vilje - Florian Illies: 1913 Århundredets sommer - Herta Müller: Altid den samme sne og altid den samme onkel - Trisse Gejl: De unævnelige - Peter Højrup: Jertefloden - Niels Barfoed: Først nu. Livstykker - Ali Smith: Andre tider - Ian McEwan: Lektioner - Sørine Gotfredsen: Livskraft - Nikolaj Schultz: Landsyge - Megan Nolan: Desperate handlinger - Annie Ernaux: Simpel lidenskab - Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet - Karl Ove Knausgård: Det tredje rige - Eva Tind: Citronbjerget - Ib Michael: Logbog ved rejsens slutning - Mathilde Moestrup: Elektras breve - Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. Korset - Tessa Hadley: Fri kærlighed - Thomas Mann: Døden i Venedig - Katinka Bjerregaard: Klump - Carl Frode Tiller: Flugt - Anna Elisabeth Jessen: Hjemsted - Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Margrete I - Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter - Husfrue - Roxane van Iperen: Søstrene fra Auschwitz - Vigdis Hjorth og Line Norman Hjorth: Kristin må væk - Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. Kransen - Alex Schulman: Malma station -  Kim Blæsbjerg: De bedste familier - Sigrid Undset: Fru Marta Oulie - Leif Davidsen: Lenins bodyguard - Hanya Yanagihara: Til Paradis - Jevgenija Ginzburg: Min tunge vandring - Ida Jessen: De uskyldige og Postkort til Annie - Ida Jessen: Endnu en bog jeg aldrig skrev - Katrine Marie Guldager: Birgithe med TH

30. december 2023

Signe Gjessing: Illuminationen af alt

Det er bare et lille under af en digtsamling. Jeg begyndte at læse den ganske forsigtigt lige efter den var udkommet her i efteråret. En tre fire digte dagligt. Det er lidt som med medicin. Det skal doceres ordentligt. Senere har jeg så genlæst den et par gange. Det har været en stor oplevelse. Her kommer først noget fra et videnskabeligt site, Videnskab.dk:

Eksplosionen (af supernovaen) spreder materialet ud i rummet omkring, og det er netop dette materiale, bestående af alle de grundstoffer vi kender, som vi selv og alt andet omkring os, er lavet af. Stjernestøv.

Det er den indfældethed i universet, som digtsamlingen handler om. Universet, stjernerne, det hinsides og verden filtreret mellem et jeg og et du. Det er super digte om forholdet mellem os og alt det, som er vores baggrund og vores oprindelse. Skrevet med lethed. Forbindelsen findes! Og vi gør klogt i at arbejde med den forbindelse til det hindes og til hinanden, siger digteren. Her kommer nogle af mine understregninger:

Alle stjerner

sætter deres lys i gang med en masse ting, som det kan lave sammen med mit

hjerte.

Stjernerne skal have vores hjertevægge på som refleksveste.

”På vej til mit hjerte kan blodet lige nå at blive lagt som neglelak på stjernerne”.

Stjerner forsøger at forklare mit blod, hvad lys er, jeg skyder mit blod ind i universet med en stjerne som sprøjte// og alt illumineres.

Din hud er noget, stjernerummet lige har taget op af fryseren, fordi der ikke

var flere friske stjerner.

Universet beder stjernerne støve mine blodårer af.

Det kan du selv gøre, siger stjernerne.

Det ender med, at jeg må gøre det.

Hjerter danser appelsindans med stjerneskud: hjerte – appelsin – stjerneskud.

20. december 2023

Maren Uthaug: En lykkelig slutning

Jeg var vild med at læse Maren Uthaug; 'Hvor der er fugle' og flere titler. Da hun skrev den her og jeg læste anmeldelserne, besluttede jeg mig for ikke at læse den. Så fortrød jeg min utroskab mod forfatteren og nu har jeg læst den. Jeg skulle have fastholdt min første beslutning. 

18. december 2023

Jon Fosse: Trilogien

Det er virkelig som om det er en form for uvirkelig virkelighed, at læse trilogien. Det er underligt at bruge udtrykket pageturner om den, men det er som om jeg blev draget ind i den og ført med og måtte læse videre, en trilogi om et ungt pars overlevelse. Først ligner det en kendt fortælling om et ungt par, der venter et barn sammen og som under uheldige forhold, uden at være gift, uden at være gamle nok, ikke kan finde et sted at overnatte og føde deres barn, men så holder det kendte op og det bliver mere Dostojevski og Raskolnikov i stedet for Lukas og Josef. Det er et under af en fortælling. Her kommer nogle understregninger fra de tre små bøger, der er meget store:

at det da skulle være så svært at få tag over hovedet her i Bjørgvin, at få ly for kulden og mørket, nej det havde de da aldrig kunnet forestille sig, for hele eftermiddagen og aftenen gik Asle og Alida omkring i Bjørgvins gader og de bankede på den ene dør efter den anden, de spurgte den ene efter den anden og svar det fik de, mange slags svar, men mest blev der sagt, nej de havde ikke et værelse at leje ud, værelset var allerede udlejet, sådan sagde de

Kan vi ikke snart sætte os lidt, siger Alida

Jo det kan vi vel, siger Asle

og de trasker videre og så begynder det at regne og de trasker bare videre, men at gå sådan i regnen og blive våde, og så få frost i sig, det er mørkt nu, det er koldt nu, det er jo sent efterår og de har ikke noget sted hvor de kan søge ly for regnen og kulden og mørket og havde det bare været så vel at der fandtes et sted hvor de kunne sætte sig, i et varmt værelse, ja havde det da bare været så vel

så går de hen og stiller sig op ad en mur, under tagskægget, og så står de og trykker sig ind mod muren

Hvad skal vi gøre, siger Alida

Vi må jo finde ly for natten, siger hun

Ja, siger Asle

hun ser Asle sidde med violinen og hun står og lytter og hun hører sangen fra sin egen fortid, og hun hører sangen fra sin egen fremtid, og hun hører far Aslak synge, og hun ved at alt er bestemt og sådan skal det være

Og hun hører det. Hun hører svævet og hun er i svævet. Hun står i ro og hun svæver. Og så svæver de sammen, nu svæver de sammen, hun og han. Alida og Asle. Og han ser far Sigvalds ansigt og han smiler, der er lykke at se i hans smil, og far Sigvald løfter flasken til munden og tager sig en ordentlig spids. Og Asle lader spillet spille. Og Alida er med ham. På øjnene kan han se at Alida er med ham. Og Asle lader svævet svæve. Og idet det svæver lettest udad løfter han buen og lader svævet svæve ud i det tomme. Og Asle rejser sig og han rækker violinen til far Sigvald og han lægger sine arme om Asles skuldre og trykker ham ind til sig. Og far Sigvald bliver stående med violinen i næven og holder Asle ind til sig. Og så gør far Sigvald et kast med hovedet, lægger violinen til rette på skulderen og så tramper han takten og så begynder han at spille.

7. december 2023

Karolina Ramquist: Brød og mælk

Det er en stille roman at læse, langsom og alligevel indimellem alarmerende, fordi den handler om ensomhed og sorg. Jeg var glad for at have den som natlæsning i et godt stykke tid. Små bidder mad, som jeg så kunne ligge og fordøje, for den handler om brød og mælk, om mad og spisning og om et stort hvidt bord, som flytter med fra mor til barn og så videre. Jeg kan genkende meget. Der er stor opmuntring for mig i, hvis jeg er lidt udslukt og ikke rigtigt får noget fra hånden, da at gå ud i køkkenet og lægge dej til brød, og når duften senere breder sig i huset, ser alting lysere ud. At spise, at lave mad - det skal bare være nødvendigt og samtidig fornøjeligt, men aldrig det eneste centrum for at finde trøst for ensomheden. Det er det bogens hovedperson glemmer. Jeg elsker som hovedpersonen at lave mad, derfor var det spændende at læse om al den mad, der er i bogen, men det er først og sidst en bog om eksistens. Her kommer nogle af mine understregninger:

Ja, jeg tror, at det var ulastelighed, jeg stræbte efter. Det var det, jeg ville formidle, at jeg var en fejlfri person, og jeg ville også være det i alle andre sammenhænge. Jeg ville klare alt og aldrig begå nogen fejl.

Jeg har taget mig selv i at tænke, at alle madelskere må være svigtede børn, fordi maden, i hvert fald i de fleste familier, er det eneste et barn har at ty til, hvis det ikke kan håndtere alt, hvad der følger med det at eksistere.

At kende alt til ensomheden og alligevel vælge den? Jeg spekulerer på, om jeg vil bruge fortællingen som en undskyldning for at kunne træde ind i det igen. Jeg tænker på alt andet, som jeg hellere ville åbne mig for. Det kunne være det, det er at blive rask igen, det at åbne sig for alt det, der er gået tabt, og alt det, der er på vej væk.

En overgang tænkte jeg, at det handlede om at blive et bedre menneske. Men så talte jeg med en af dem, som sagde til mig, at hun også havde tænkt sådan, men nu havde hun indset, at det ikke var sandt.

Det handler om at blive menneske, sagde hun.

29. november 2023

Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann: Når vi ånder i takt

Han er så ren og fin i sin humor, Hausgaard. Jeg samler på citater af ham. Her kan jeg læse om hans baggrund. Det er fint nok. Men det er så kedelig en bog. Han og jeg er meget enige om 'hygge'. Han skriver:

I lang tid har jeg sagt, at når hyggen kommer ind, så bør vi gå ud, for hygge er intet andet en tomgang.

24. november 2023

Mikael Niemi: Sten i silke

Det er lang tid siden jeg læste 'Populærmusik fra Vittula' af samme forfatter, men jeg var fornøjet dengang og har ikke glemt den. Nu er jeg fuld af dyb respekt for en forfatter der tager sådan en kæmpe opgave på sig, at beskrive fattigdommen i Nordbotten i trediverne og frem til nutiden. Arbejdskampen, modstanden fra godsejerne, selvejerne og de "fromme". Romanen er skrevet med hjerte og nerve, for han har det som sin egen baggrund. Det er en forrygende familiesaga og en egnssaga. Den får ikke for lidt, når han maler de ejendomsløse, selvejerne og prædikanterne med fuld farveskala og alligevel poetisk og smukt, skrøbeligt. 

Jo ældre han blev, desto mere følte han sig som et led i en kæde, der strakte sig langt tilbage i tiden. Usynlige forfædre dannede en lang række bag ham, alt imens endnu ufødte slægtled afventede den fortsatte vandring mod horisonten. Og af alle disse talløse skygger var det ham selv, der stod levende lige her og nu.

Det er programmet for romanen. Her kommer nogle citater:

Indimellem forsøgte Eino, når han blev konfronteret med livets trængsler, sig med at folde hænderne og bede og læse de salmevers, han havde lært udenad i skolen. Noget svar havde han endnu aldrig fået. Måske var der ganske enkelt for mange arme stakler heroppe nordpå. De fattiges mange bønner flød sammen til en uendelig summen af myg, så Gud umuligt kunne skelne mellem de enkeltes ønsker.

Det var svært at leve, tænkte Eino.

Det er kun, når en begivenhed bliver fæstnet på papir, at den for alvor bliver virkelig.

Fordi du skal ære dem, der er kommet før dig. Alle som har stået ved din side. Din mor og din far, min mor og min far, alle deres mødre og fædre lige så længe vi mennesker har fandtes. De findes stadig, forstår du. De ser alt, hvad vi gør. Og de vil ikke have, at vi ødelægger det, de har skabt. Hvis menneskene ikke havde fulgt det fjerde bud, ville du heller aldrig være blevet født.

21. november 2023

Asta Olivia Nordenhof: Djævlebogen

Det er en forunderlig bog. I indledningen fortæller Nordenhof om projektet. Det var umuligt at skrive de to følgende bind til Penge på lommen. Det er ikke muligt at skrive om, hvordan der ser ud inde i hovedet på mænd, der vil gøre alt for at få penge og magt. Forordet slutter med en ordenligt salve: fuck mænd, men derefter skriver hun vidunderligt om kendte og helt ukendte ting, s0m jeg syntes det var spændende at være vidne til. Her et citat om noget jeg altid har været optaget af, palimpcest:

Jeg er den djævel, der minder dig om, at der bag dit eget ansigt er atter et ansigt, og også dét er dit eget, og også dét er forladt.

Her kommer en række digte, som jeg synes er meget fine. Bogen består af både prosa og digte:

vi er

godt nok

skrald

men det vi virkelig

skylder hinanden

det er vi faktisk

i stand til at give

jeg vil aldrig

voldtages igen

og jeg vil

gerne elske

tænk at det

skal føles

som så vild

en indrømmelse

at vi er hinanden

er det sjoveste

problem

hvad ved jeg om

hvad mit barn ved

jeg ved at hun ved

at hun dårligt

kan leve

hvis jeg ikke

kan elske

så jeg må

elske

lysbæreren lucifer

som sagde

at selv ikke

for gud

skal du ofre dit barn

din dyriske kærlighed

skal du la råde

denne jordiske

galskab

at høre til

jorden

11. november 2023

Kirsten Thorup: Mørket bag dig

Det er en vidunderlig bog, som jeg læser med stor appetit fordi den vil mig noget vigtigt, som ikke mindst nu er vigtig med Israel-Hamas konflikten. Det vigtige er at kunne se begge sider. Erik Aalbæk Jensens 'Kridtstregen' kan jeg stadigvæk huske. Det er kridtstregen den her bog handler om. Hvilken side står man på, men for hovedpersonen er det ikke så enkelt. 'Kridtstregen' har Thorup taget med. Det står her på siden som en hilsen til Aalbæk Jensen:

Du har åbenbart endnu ikke fået mere fast grund under fødderne end at du så let lader dig slå ud. Du må huske på: at selv om du har bevæget dig med det ene ben over kridtstregen, kan du ikke lukke øjnene for at den anden side findes, at Schalburgfonden findes, at Dagmarhus findes, at Katharina findes, at det liv du har levet med Gerhard, findes uafhængigt af, hvor du står nu. Uafhængigt af din kærlighed til Knud, til Henry og Esther, til Maggie og Emil, til Asta og boghandleren, til … Du stopper op og ryster på hovedet ad din besværgende opremsning af de gode mennesker omkring dig som du har brug for som et skjold mod din fortid og dystre forudanelser. „Frygt ikke …“, som der står skrevet. Du ranker dig og er igen parat til at tage kampen op med dine indre dæmoner.

Det står også meget tydeligt her:

“Du rammes af dit evindelige dobbeltsyn, dit både-og, “en sag har altid to sider”. Du rammes af tvivl på dig selv, på alt hvad du står for.”

Der er stor glæde ved at følge Harriets kamp for sig selv og sine børn:

Ved aftensmaden skåler du med drengene i hjemmelavet æblesaft. En luksusdrik som fru Berg har skaffet til huse. Du nyder at se dem labbe den søde drik i sig. Nyder at se dem stråle. Lige i dette øjeblik omfavner livet dig. Lige nu er du i pagt med altet. Så kom vi med dette måltid døden nærmere, løber det gennem dit hoved. Det giver et sæt i dig. Hvor kom det fra? Drengene kræver mere saft som du storsindet bevilger, indtil flasken er tømt. Så små og uskyldige de er, mærker de ikke den kamp mellem lys og mørke der foregår i dig.

6. november 2023

Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen

Jeg havde ikke tænkt mig at læse den her, fordi den handler om Scandinavian Star, en frygtelig katastrofe, og måske et kriminelt fantom af uanet omfang, som jeg ikke havde lyst til at komme ind i. Nu har jeg så læst 'Penge på lommen', og det er jeg virkelig glad for. Det er som at læse Kirsten Thorup eller i virkeligheden også Helle Helle. Nordenhof kan beskrive mennesker på kanten af 80 års velstands samfunds mørke sider. Det er så fremragende. Jeg kan godt se sammenhængen med fægekatastrofen, at den fri liberalismes kapitalisme har omkostninger. Det der rører mig er beskrivelserne af Maggie og Kurt. Især Maggie. Det er aldeles fremragende. Her kommer nogle af mine understregninger:

Hun kan ikke være nogens barn, heller ikke kommunens, hun gider ikke svare nogen på, hvad hun laver, så hellere leve med, at ingen spørger.

Hvad er kærlighed? Maggie kigger på mig med et ansigt som en bøn uden indhold. Som om kun bønnens form er tilbage, et infernalsk omrids. Jeg ved det ikke, søde Maggie. Fortæl, så skriver jeg det ned.

Det er mindre besværligt at komme frem i livet hvis man glemmer.

Men Kurt kan ikke glemme, og desuden var han det sidste barn, og altså det, der vakte mest fortrydelse. Det var især ham, der gjorde det umuligt at få pengene til at række. Især ham, som hvis han ikke var blevet født, kunne have skånet alle for meget.

29. oktober 2023

Mathilde Walter Clark: Det blinde øje

Det er bare en vanvittig præstation at gå så langt ind i den industrielle masseproduktion af mink, som Danmark har været så fyldt med, men som blev afsluttet da det stod klart, at der var en farlig sammenhæng mellem så mange vilde dyr i bure og spredningen af Covid 19. Men det er den præstation der kan læses nu og det er som at læse en krimi om løgne og bedrag og ussel mammon. Det er vild læsning. Walter Clark er fuldstændigt optaget af det og det store spørgsmål er, om det i virkeligheden ikke gælder al industriel masseproduktion, kyllinger, kalkuner, grise og så videre. Her er et citat af bare et af de mange aspekter, som bliver berørt i bogen, her udsultning af tæver om vinteren, der gør at de får flere hvalpe, og ejeren flere skind at sælge:

Man kan kun gisne om hvad de ville kalde en spade. Man kunne ikke på nogen måde sige at de involverede ikke vidste hvad de egentlig foretog sig når de “slankede” dyrene over vinteren, i hvert fald ikke forskerne fra Aarhus Universitet, men det specialudviklede sprog hjalp måske med at abstrahere fra den del af nedtæringspraksissen der handlede om det subjektive sultstadie. De moralske overvejelser som normalt ville knytte sig til den handling at udsulte nogen—i dette tilfælde et rovdyr som i det lille bur var frarøvet muligheden for selv at gøre noget ved sin sult—blev fortrængt til fordel for noget “objektivt” og målbart som havde værdi for minkproducenterne, og som kunne skemalægges og opskaleres på industrielt plan.

29. oktober 2023

Roy Jacobsen: De uværdige

Den første jeg læste af Roy Jacobsen var 'De usynlige'. Fra fastlandet kunne man ikke se menneskene på Barrøy, men de var mere end synlige for forfatteren og senere læseren. Det blev til en hel serie af bøger om de mennesker. 'De uværdige' blev jeg også glad for efterhånden. Jeg skriver efterhånden, fordi jeg først lige skulle finde ud af at hjælpe forfatteren med at lægge to og to sammen. Han kræver mere end tidligere, men det er godt. Hele tiden skal jeg tænke på, hvordan og hvorfor. Hvorfor har Karl det forhold til faderen? Men det er endnu en bog om besættelsestiden, så jeg kan fortsætte med 'Mørket bag dig' af Kirsten Thorup.

Her et karakteristisk citat, som også siger noget vigtigt om nogle af personernes måde at leve med det der skete.

Og fordrev resten af tiden med at skrive breve og rive dem i stykker og kom efterhånden på sporet af uvidenhedens uvurderlige betydning for menneskets velbefindende.

27. oktober 2023

Sørine Gotfredsen: Regine

Jeg er begejstret for Sørine. Hun lærer mig at læse Kierkegaard og at forstå ham. Hun gør det på en personlig måde. Det er især det jeg godt kan lide. Jeg kan hele tiden bag ved Regine se Sørine. Ansigt bag ansigt, liv bag liv. Her er en enkelt understregning, som ikke er Kierkegaard, men professor Sibbern i samtale med Regine:

...dan dig af det der omgiver dig en himmel fuld af glæde. Disse ord kan man vel kalde mit ordsprog i livet, og jeg tror på, at de rummer selve Guds mening med det skabte. 

20. oktober 2023

Thøger Jensen: Frøken Dissings blafrende sommerskørt

En anmelder af 'Stiklingen', som jeg læste forleden, skrev at hun syntes Olafsdóttirs stil mindede om en dansk forfatter som hed Thøger Jensen og som skriver kortprosa. Ham kender jeg ikke. Jeg elsker kortprosa. Allermest når Peter Seeberg overgik sig selv med kortprosa. Så jeg skyndte mig ind og fandt mange titler. Nu har jeg læst den her skønne titels indhold. Det er ikke Seeberg, men det er godt. Det er morsomt. Det er enkelt. Slagfærdigt. Her er et par eksempler:

I årevis havde det været pokkers vanskeligt at vække ham efter middagssøvnen, til sidst var det umuligt, han døde inde på sofaen, mens jeg stod herude i køkkenet og rumsterede.

– Det mærkelige ved at være flyttet ind til byen, er ikke at have mistet naturen. Det mærkelige er, at jeg egentlig ikke har fået noget i stedet for, altså bortset fra fjernvarmen.

17. oktober 2023

Gyrdir Elíasson: Det gule hus

29 små øjebliksbilleder og lange hukommelsesrækker, nøgterne, som husker tab og brud og afsluttet liv. De er stærke, men ikke varme. Efterhånden som jeg læser mig igennem dem, kan jeg mærke, at du slutter de. Der er ikke mere at sige. Men sådan nogle naturbeskrivelser han kan skrive! De er det hele værd. Naturen spiller en kæmperolle, som om vejr og vind og bjerg og tun er spejlbilleder af de mennesker, han skriver om. Ordknap er han. Og der er ikke et af de få ord, der står forkert.

16. oktober 2023

Audur Ava Ólafsdóttir:Stiklingen

Det er en meget usædvanlig bog, som nærmest er et lille eventyr om en ung mand, som forbavset og uden et ønske om det, mellem roser i morens drivhus, bliver far til en lille pige Flora Sol, mens den unge kvinde hedder Anna. De har lige mødt hinanden og skal ikke mere, men sådan går det ikke. Begge rejser til sidst ud i verden og finder deres vej med Flora Sol, som er en lille pige-Jesus. Det er en perle af en rolig og smuk roman, hvor hovedpersonen, den ufrivillige far, bliver en god far og lærer noget om kvinder fra pateren i det kloster, hvor han restaurerer en gammel rosenhave. Pateren ved noget om kvinder fra klassiske film! Jeg var godt underholdt og nysgerrig hele vejen gennem denne meget smukke bog om roser, kærlighed og madlavning.

11. oktober 2023

Jon Fosse: Hvidhed

Årets nobelpristager. Jeg har tidligere kun læst 'Morgen og aften'. Den var jeg meget begejstret for. Den foregår på grænsen mellem liv og død. Den er helt vidunderlig. 'Hvidhed' er det samme. En forunderlig bog, der også foregår på grænsen mellem liv og død, og som vil trøste læseren. Vi går ikke alene over grænsen. Vi bliver hentet af lyset, der er som en ubestemmelig og flimrende hvidhed, der trods alt ligner en person. Og far og mor er der også. Og en underlig mand i jakkesæt (døden?). Det foregår lige så stille. 

...og det er lidt som om jeg ikke er mig selv, men som om jeg er blevet en del af den flimrende skikkelse, som nu ligesom ikke længere er skinnende i sin hvidhed, men, ja som ligesom ikke er nogen skikkelse længere, men som bare er der, ja som ligesom bare er, og ord som skinnende, som hvidhed, som lysende, er ligesom uden betydning, ja det er som om alt er uden betydning, og som om betydningen, ja betydningen findes ligesom ikke længere, for alt er ligesom bare det, alt er betydning.

Nu har jeg købt trilogien. Septologien venter jeg med.

9. oktober 2023

Mich Vraa: Under en anden himmel

Nu trængte jeg bare sådan til at læse noget for min fornøjelses skyld alene, så jeg valgte den her og valgte fuldstændig rigtigt. Det var dejligt at læse den, sproget er smukt og det er nyt for mig, at Vraa skriver en kærlighedshistorie. Det må han gerne gøre igen. Og så er der så meget verdenshistorie også, som jeg lige får et overblik over. Jeg får lyst til bare at læse og læse, når jeg læser sådan en bog, som også har det mærkelige spændingspunkt, som er at jeg næsten fra det øjeblik den gamle mand kommer ind i billedet, er klar over, at det også er en bog om prins Henriks liv før Danmark.

5. okbtober 2023

Karl Ove Knausgård: Skoven og floden

Jeg havde glemt at jeg havde den liggende. Hvordan kan man glemme, at man har en Knausgård liggende? Men nu har jeg læst den. Jeg burde have læst den for mange år siden, så havde jeg nok været en bedre gæst på kunstmuseets installationskunst og andet jeg gik for hurtigt forbi. Skoven og floden handler om Anselm Kiefers kunst, som jeg heller ikke kendte, og nu vil jeg prøve at se kunst igen, hvor jeg skal spørge: hvad er det? Bogen er et lille kursus i kunstforståelse og så alt det andet Knausgård kan se og skrive om. Her noget jeg vil forsøge at huske:

... al kunst bliver til i en bevægelse fra det indre til det ydre, og bevægelsen er kumulativ; begyndelsen i det indre er spæd, en let tanke, forestilling eller blot en impuls der tiltager i størrelse og tyngde efterhånden som den møder materialiteten i det ydre og får form og farve gennem den. Så det duer ikke at lede efter kunsten i kunstneren. At lede efter kunstneren i kunsten gav derimod mening.

Navnet på Gud?

Jeg er den jeg er.

Det der bare er det det er, er meningens endepunkt. Det der ikke har anden betydning end sig selv. Og sådan er verden også, den har altid en side der vender væk fra os, stum og blind. I disse billeder løb det stumme, blinde, meningstømte bly ud i mønstre skabt af maleren Kiefer, hvor verden var repræsenteret, og det der da opstod, var en samtale mellem det forståelige og det uforståelige, mellem det læsbare og det ikke læsbare, mellem det meningsfulde og det meningsløse, mellem os og Gud.

Kun nuet findes. Med andre ord: Også fortiden er nutid.

Erindringen er stærkere end virkeligheden. Minderne om et sted er meget mere sammensatte end stedet selv. For man vokser jo, og minderne vokser med én.

Hvis vi forestiller os at verden er alt det der tænkes, siges, gøres og ses, mens jorden er alt det der er, og at det der er, er det i sig selv, lissom vendt væk fra os, åbner der sig en afgrund i virkeligheden. I den kunst som forsøger at nå ind til det der er, og afdække dets hemmelighed, kommer afgrunden til syne, og den overvælder os.

Nu, fem år senere, i foråret 2020 hvor jeg skriver dette efter at have mødt ham flere gange og set hans atelierer, er det som om ringen er sluttet, for det jeg tænker nu, er netop at Kiefers kunst bliver skabt udenfor – uden for det han siger, uden for det han tænker, uden for den han er – den er noget han går ind i, et sted. Det sted han går ind i, når han påfører lag efter lag af maling, bly, strå, aske, på et lærred. Et sted der både er inden i ham og uden for ham. Et sted der opstod da krigen var ved at være slut, og som nu har været her i 75 år. Et sted der forbinder mytologi, historie, religion, litteratur, ting og landskaber, og hvor den mening der opstår, er uendelig, fordi den kaldes frem af enhver der ser den.

4. oktober 2023

Joakim Garff: Solisterne

Hvor har jeg været glad for 'Solisterne'. Det har været min natbog i knap et par uger. Skidt så med at man vågner midt om natten eller for tidligt om morgenen, for der ligger bogen. Så kan jeg læse videre i godt selskab med Kierkegaard og Andersen. Efter lidt læsetid, kan jeg mærke, at nu kan jeg vist godt sove videre, for det kræver også lidt at læse den. Garff har skrevet det mest vidunderlige eventyr om de to som rejsekammerater på en tur til Rom. Deres samtaler er så fint komponerede med deres egne ord i en nutidig sprogdragt, som er ramt meget perfekt. Så forskellige de er, solisterne. Jeg har lavet så mange understregninger, som handler om, hvordan jeg nu igen bedre kan forstå Kierkegaard. Dem kan jeg slet ikke få plads til her, men jeg vil bruge af dem igen og igen. Her kommer nogle af de bedste:

Jeg tilstår i øvrigt gerne, at jeg finder det ret vellykket, når jeg om etikeren bruger netop det billede, at han er sin egen ansvarshavende redaktør, idet en redaktør jo forholder sig til noget allerede foreliggende, noget, han ikke selv har tilvejebragt, nemlig en andens tekst, som han skal redigere. Tilsvarende har etikeren hverken produceret sig selv eller samfundet eller Vorherre, der så at sige alle fandtes, inden han indledte sin redaktionelle proces med at blive sig selv.

Kierk. bemærkede i dag om ægteskabet: ‘Ligesom skildpaddens kød smager af al muligt kød, således har ægteskabet en smag af alt muligt, og ligesom skildpadden er et langsomt dyr, således er ægteskabet det også.’ Jeg replicerede: ‘Det er med kærlighed som med skildpadde, de fleste kender den kun forloren.’

– Husk, at en sådan vandring ikke bare er en vandring ud i det blå, men skal være en slags gudelig adspredelse. Læg Dem derfor på sinde, at det er en pligt at elske de mennesker, De møder på Deres vandring, at elske de mennesker, De ser.

Hvem som helst?

Enhver!

– Når det at elske de mennesker, man ser, er en pligt, så er opgaven ikke at finde det elskelige menneske. Opgaven er derimod at finde det menneske elskeligt, man nu engang står overfor. Og at kunne blive ved med at finde vedkommende elskelig, hvordan han eller hun end forandrer sig med tiden.

Det er en helt vidunderlig bog Joakim Garff har skrevet. Tak for den!

3. oktober 2023

Paul Harding: De små ting

En Pulitzervinder. Det er noget for mig. Fuld af fortrøstning gik jeg i gang. Men det blev en skuffelse. Det bedste citat jeg kan give fra bogen er dette:

Dine kolde morgener er fulde af den hjerteskærende vished, at om end vi ikke finder os tilpas i denne verden, er det alt, hvad vi har, at den er vores, men fuld af strid og ufred, så det eneste, vi kan kalde vores eget, er striden, men selv den er bedre end ingenting, ikke sandt? Og mens du kræver rimbroderet brænde med følelsesløse hænder, så fryd dig, thi din usikkerhed er Guds vilje og Hans nådegave til dig, og DET er smukt og led i en større vished, som din egen far altid sagde i sine bønner og til dig derhjemme. Og mens øksen bider i træet, så trøst dig med, at smerten i dit hjerte og forvirringen i din sjæl betyder, at du endnu lever, at du endnu er menneske og endnu er åben for verdens skønhed, endskønt du intet har gjort for at fortjene det.

Der er meget smukt i bogen, som er fyldt med naturbeskrivelser af højeste karat, men stemningen er ren Brorson. Det bliver meget bedre hjemme hos Gud. Pagten er der. Men...

29. september 2023

Jens Smærup Sørensen: Evigt i tiden

Han satte sig igen på sin kampesten. Ja, og hvorfor skulle han ikke kunne sidde her og da virkelig også bare nyde det, så mildt i luften der var, og han trak vejret igen en gang dybt ind, åndede langsomt ud, ja, han trak nogle flere gange vejret som om det ellers ikke ville trække sig. Og han så op over sin nye ager. Ville lade synet af al den agerjord fylde sig. Ud i alle lemmer. Lade det blande sig dér med deres minder om sliddet med at rydde den.

Sådan siger en bonde, der opdyrker et stykke hede tilbage i 1700-tallet. Den samme bonde følger romanen i det næste århundrede og i vores egen samtid og så igen i en fremtid, hvor solen er skjult på grund af de forrige århundreders landbrug og alle andres overforbrug. Undervejs er der små folkelige overvejelser om troens billeder af evigheden og tilværelsens ulidelighed:

Kom der mere, ja, kødets opstandelse, og troede Søren så selv på dét, kunne man det, hvordan skulle det kunne lade sig gøre, og hvor gammel ville man være når man genopstod, og hvem af hvem man havde været, var man så i al evighed. Den bedste version af sig selv. Og sin krop. Måtte man så håbe.

Hver dag for sig havde hun nydt, prøvet på det, hver time, og altid kunnet, næsten, hvis det ikke havde været for den næste time og den næste og dagen i morgen.

Men romanen kom aldrig rigtig i gang for mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive om den. 

19. september 2023

Theis Ørntoft: Solar

Jeg var så glad for at læse 'Jordisk', fordi den valgte at tage bøvlet med i verden og have håbet med. Nu har jeg læst 'Solar' og den fik jeg det dårlig af i lange stræk. Altså simpelthen kropsligt dårlig, fordi jeg læste noget jeg ikke kunne klare at læse psykisk. Sindet blev forstemt og noget af tiden måtte jeg lukke øjnene, når jeg læste. I romanens første del er der meget godt at læse. Hovedpersonen Theis vandrer på Hærvejen. Et sted hedder det klogt:

Alt er vævet sammen og forbundet. Alt har årsager, alt har virkninger i et uoverskueligt, multidimensionalt væv.
Mennesket har intet sprog for det der foregår.
Mit liv indgår i denne uoverskuelighed.
Det private er ikke politisk.
Det private er planetarisk.

I anden del af romanen får jeg en tydelig opskrift på, hvordan man mister liv og empati i ensomhed uden at være forviklet med andre menneskers nærvær og deres krav. Og i det afsnit er der en lang, unødvendigt lang beskrivelse af, hvordan hovedpersonen spiller et computerspil, der hedder Grand Theft Auto. Det er fuldstændig vildt. Hvad gør den slags ved mennesker? 

Jeg valgte det sidste, satte bilen i fart og skød afsted, flere steder blæste jeg over for rødt med over 120 miles i timen. Et sted røg jeg ind over fortovet og mejede en hel lille menneskegruppe ned, måske var de på vej i byen, i hvert fald trak hjulene lange røde spor efter sig da jeg bakkede og fandt ind på vejen igen. Et andet sted fløj min bil ligesom med siden ind i en ældre kvinde på fortovet, bilen greb hende og tog hende med sig i luften, og hun blev mast i sammenstødet med en lygtepæl.

Men i tredje del af Solar flygter Theis ud i en endnu større isolation, i en parallelverden i Portugal, hvor det går så vildt for sig som i computerspillet, fyldt med kokain, vodka og syret vanvid. Det er vildt nedskrevet. Det er en præstation at skrive sig ind i en underverden af så meget galskab. Men det er ikke noget jeg bliver i godt humør af; men jeg på acceptere, at det findes. 

19. september 2023

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Natten åbner sig som en port

Titlen kommer julenat i Bethlehem:

At gifte sig med en kvinde, der venter en andens barn, at være til stede ved en fødsel, hvor kun kvinder bør være, at samle halm gennemvædet af krop og blod og smide det på bålet. Alle de regler, Josef kender, gælder ikke her, natten åbner sig som en port, og med ét bliver der lysere omkring dem. Josef går ud for at se, hvem der kommer med så stærk en lampe. Men der er ingen derude, vinden suser i dalen, hyrdernes fjerne blus blinker døsigt over vidtstrakte marker. Og så lyset. Det står ned fra himlen, og Josef må skygge for øjnene med hånden, da han lægger nakken tilbage. En stjerne så stor som en lille sol, et lys, der slår mørket itu. Han tumler ind for at fortælle Maria, hvad han har set. Barnet ligger ved hendes bryst og er allerede begyndt at sutte.

Der er stor glæde ved at læse Marstrand-Jørgensens roman om Det ny testamente. Det er en roman i egen ret, selvom alt er kendt i den. Og selvom alt er kendt, så iler jeg igennem bogen og røres undervejs. Det er en roman om den vigtigste bog i verden, som jeg vil håbe får en stor udbredelse. Der er steder i romanen, hvor man stort set kan se Jesus for sig, når han for eksempel fortæller lignelsen om den fortabte søn. Det er mesterligt gjort. Den er så hurtigt læst, at jeg får et gevaldigt Jesus-løft, hvis der er noget, der hedder det. Jeg får et billede af et utroligt menneske, som er helt i mit liv. Og så er jeg så glad for forfatterens lyriske billeder af natur og mennesker.

16. september 2023

Andrés Stoopendaal: Dunning-Kruger-effekten

Jeg havde store forventninger, men det blev de ikke. Det forblev mest en intellektuel leg. Det morsomme var at læse en generation, der nu begynder at skrive om Jordan B. Petersons påvirkning af dem. Jeg læste Theis Ørntofts vidunderlige 'Jordisk' samtidig med at jeg begyndte på den her og det sjove var at de begge tager en samtale op med den canadiske psykolog Jordan B. Peterson. Jeg har læst ham og viet ham en del plads her på hjemmesiden og var dengang så glad for at læse ham, fordi jeg syntes han har ret. Det mener jeg stadigvæk, selvom han godt kunne være lidt mere differentieret og knap så firkantet. Men det er fornuftigt og det passer en boomer. I Stoopendaals bog bliver det udviklet på mange planer. Det er en intellektuel bog uden ret meget almindeligt menneskeliv og hjertelighed. Bogen er sådan her:

Identitetspolitikken, tænkte jeg, havde ikke nødvendigvis været nonsens til at begynde med, men når den endte med at blive institutionaliseret og mcdonaldiseret, blev selv denne teori – grundlagt på nymarxistiske tvangsforestillinger om undertrykkere og undertrykte i bogstavelig talt alle slags sammenhænge – påfaldende idiotisk, og et indlysende redskab for mere eller mindre debile opportunister og politiske aktivister. Jeg kunne faktisk ikke betragte sagen på anden måde.

Jeg vil sige at jeg blev opdateret på en masse sproglige områder. Og identitetspolitiske områder, men den gav mig ikke megen læseglæde.

14. september 2023

Helle Helle: Hafni fortæller

at hun skal skilles. Hun holder på en rasteplads i nærheden af Ringe. Der er mark på den anden side af vejen, og en gravhøj. Måske vil hun aflægge den gravhøj et besøg, hvis ikke marken er for pluttet. Bøgen er langt fremme nu, grøn er vårens hæk. Hvornår har vi sidst talt sammen? siger hun, det må være tretten år siden. Lige før årtusindskiftet. Så er det på plads.

Det er sådan bogen begynder, det er det hun fortæller. Og jeg er med fra starten. Jeg kan mærke, at det er det levende liv, det handler om. Ikke det lykkelige og smarte liv, men det der foregår i de flestes liv på en mark der er lidt 'pluttet'. Hun tager på en Odysse:

Hun lægger normalt en hånd på kølerhjelmen før hver køre­­tur, om den så kun er to kilometer, beder en lille bøn. Men de sidste cirka fire uger har hun glemt det. Der har været andet at tænke på. Hun beklager sine hakkende sætninger, fra nu af vil hun lyde anderledes.

Det er måske den vidunderligste af Helle Helles snart mange bøger. Jeg er i hvert fald glad for at læse den. Jeg har fået en ven i Hafni. Jeg genkender usikkerheden, sårbarheden, længslen og kejtetheden fra Hafni. Så her kommer bare nogle understregninger, som betyder så meget for mig.

Hun smilede, selvom hun smilede i forvejen, hvis man kan sige det sådan.

Hun rystede voldsomt på hovedet, så meget som det lod sig gøre på en fiberpude. Klokken var kvart over to, og hun havde ikke trukket gardinerne for. Det var stjerneklart. I modsætning til hverdagens tanketomhed er nætterne et gedemarked af overvejelser vedrørende datoer, gaver, vindues­­karme fulde af fluelort. Hvordan hun kan nedsætte sit indtag af kulhydrater, treogtredive års forsøg på at blive en mindre udgave af sig selv.

Hun defilerede også en del rundt på pladsen. At være blandt campisterne var, som når hun går i Netto og tager en tilfældig vare alene for at kunne stå i en lang kø tæt op ad tavse fremmede. Men hendes uro kommer næsten altid gungrende tilbage.

Skammen popper op på gåture, om natten, i sofaen, hostandlægen. Ingenting hjælper. Hun frabeder sig alle gode råd.

Hun har ikke mere at fortælle fra rastepladsen. Den krogede kvinde er borte, eller var det træet i haven? Gravhøjen henligger i skygge fra en drivende sky. Måske vil hun alligevel gå derover. Der mangler en mellemregning, men hun har mistet mælet, siger: Jeg skal også høre, hvordan du har det.

Mange tak for det du fortalte mig!

2. september 2023

James Joyce: Ulysses

Jeg holder lige en pause med 'Ulysses'. Den er på 800 sider. Det er ikke det, der er problemet; det er derimod at hver side tager lang tid, hvis jeg skal forstå, hvad der står og hvad det går ud på. Det kræver mange opslag forskellige steder. Foreløbig har jeg læst 300 sider, men der kommer så mange nye bøger lige nu, så jeg har ikke tålmodighed nok til James Joyce. Men bogen selv er vild. Det er en eksplosion på hver side. Det er måske det vildeste jeg nogensinde har læst. Det er fuldstændigt uden sidestykke. Bare lige et par understregninger, som handler om det vigtigste: religion og sex.

– Jeg er nok den særeste fisk I vil møde.

Min far er en fugl og min mor hun er jøde.

Og træmanden Josef og jeg kan ej sammen.

Så skål for disciple og for Golgatha. Amen!

Han løftede en advarende pegefinger.

– Og den der ikke tror en gudssøn på ordet

når vand omvendes til vin ved bordet,

må nøjes med vand og om øl fantasere,

når vinen igen blir til vand og er ikke mere.

Han trak hastigt i Stephens askestok til farvel, løb hen mod klippekanten, baskede med hænderne ved siderne som finner eller vinger på en der var ved at stige til vejrs, og sang:

– Skriv ned hvad I hørte ved vores møde

og sig til enhver: jeg stod op fra de døde.

Min guddomsfødsel har givet mig vinger.

Fra leret op en Oliebjergsbrise mig svinger!

Stakkels Mrs Purefoy! Manden metodist. Metode i hans galskab. Safransbolle og mælk og sodafrokost i opdragelsesmejeriet. K. F. U. M. Spiser med stopur, toogtredive tyg i minuttet. Og stadig voksede hans koteletskæg. Siges at have gode forbindelser.

26. august 2023

Theis Ørntoft: Jordisk

Jeg havde ikke læst noget af ham før, men jeg så, der var et stort helsides interview med ham i Kristeligt Dagblad. Noget af overskriften lød sådan her: "Theis Ørntoft er nybagt far og udgiver fredag sin længe ventede anden roman, der følger en familie gennem 69 år. »Jeg vil ikke bilde min datter ind, at livet er en gave, for det er det ikke.« Og jeg tænkte ved mig selv, at det gider jeg ikke læse, for at livet er en gave, er nok noget jeg har sagt hele livet og ment det. Heldigvis kom den gode læser op i mig, og jeg læste interviewet med stor glæde og købte 'Jordisk' med det samme og hvilken glæde har det ikke været for mig at læse den. Vi har lige været en tur i Cadíz med ventetider i lufthavne. Jeg opdagede dem slet ikke, for jeg var optaget af en slægtsroman, som udspiller sig fra 1967 til 2036. Sproget er enkelt og fint og dannet, vil jeg sige. En fornøjelse at læse. Det er en stor bog. 600 sider, men hver eneste side er god. Jeg lærte hele tiden noget. Titlen 'Jordisk' er der tænkt over. Morfar Ernst var en kristen mand og familien samles til hans begravelse for at lade ham blive til jord. 5 årtier før sin død tænker Ernst selv:

”Regnen er bundet til landskaber. Samtaler er bundet til kroppe. Kroppe er lavet af kød og blod. Og livet er bundet til døden. Døden er en farverig og mærkelig fødsel. Døden er en overgang. En dag skal alting genopstå. Jeg ved det.”

Der er så mange samtaler, der zoomer ind og ud af det enkle til det universelle og kosmiske, så det er forunderligt at læse. F.eks. sådan en samtale:

“En anden ting, Rhea,” sagde Lis, “i forhold til kontrol. For det er jo nok kontrol, det her i sidste ende handler om. Nogle gange er det, som om det først er, idet man slipper kontrollen, at man opnår den. Giver det mening?”

“Et spørgsmål om tillid?”

“Det kan du vel godt koge det ned til.”

Rhea funderede over det.

“Det lyder rigtigt. Men også svært. At få kontrollen ved at slippe den. Det lyder som noget, man kun kan drømme om.”

“Et dagligt arbejde,” sagde Lis.

Her kommer nogle af mine understregninger:

Én for én har vi aflivet de myter og forestillinger, der engang forklarede verden og gav den dybde. Det placerer mennesket i endnu en krise. For måske er vi slet ikke i stand til at leve i et fladt rum uden myter. Måske skaber vi dem helt automatisk.

Ensomheden er ubrugelig, skrev hun en aften i den dagbog, som hurtigt havde vokset sig flere hundrede sider lang.Ensomheden er livsfarlig, dens slutpunkt er selvmordet, skrev hun en af de sidste dage, før hun pakkede sine ting og kørte videre.

Universet ejer vores kroppe, et legeme er først og fremmest et kosmisk fænomen, en krop skal først og fremmest fødes, leve og dø inden for biologiens navnløse systemer...Hun havde sagt, at kroppe først og fremmest var politiske.

at blive i besværet, blive i relationerne, det er så let at trække sig tilbage.

(det er næsten som i Guldagers roman om at tage sin del af trappen!)

Det er jo så ligegyldigt, tænkte jeg. Men så slog det mig, at det måske ikke var rigtigt. Fordi alt er vigtigt. Den mindste lille oprydning, den mindste lille konflikt...At brede armene ud og se op i himlen.

Se op i regnen.

Barndommens regn, tænkte hun. Og alderdommens regn.

Den falder fra himlen. Den rammer Jorden. Som om der var en forskel.

Hun fortalte, at det mindste sanseindtryk kunne få det til at svimle. Han havde svaret hende følgende: At menneskehjernen er som en planet. Alle planeter har forskellige atmosfærer, nogle er indhyllet i tykke uigennemtrængelige skylag, andre har nærmest ingenting at beskytte sig med. Han havde sagt, at det måske var det, der var galt, at hun havde mistet sin atmosfære. Fordi al sansning er indkommende stråling. Han havde også lovet, at hun ville få det bedre. Hjernen genvinder sine beskyttende lag, havde han sagt, den er organisk, den har evnen til at hele sig selv igen. Og heldigvis har det vist sig at være sandt. I hvert fald i hans datters tilfælde.

Som om det ikke var et mirakel, at universet holdes oppe, at alting ikke går under hvert eneste sekund.

“Far?”

Han bliver opmærksom.

Dyreørerne lytter.

Alle planetens atomer.

Det er hans datters stemme, han kan høre den.

Hun kalder på ham fra et sted i huset.

Det sidste citat er slutningen på bogen og et dementi af interviewet, jeg nævne i begyndelsen. Det er den bedste bog fra i år.

25. august 2023

Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i Guds skaberværk

6. januar i år skrev jeg på min boglog: "Jeg var ved at drukne helt i Yanagaharas nye Til Paradis omkring side 350, så jeg kunne ikke modstå fristelsen til Guldagers nys udkomne. Det var en stor fornøjelse. Jeg elsker Birgithe med TH og jeg kan bruge hende som spejl. Det er virkelig en god øvelse at læse den roman. Altså selvøvelse. Hvem er du så? Og så er den så morsom. Bidsk. Vidunderlig." Det samme kan jeg skrive om hendes nyeste, men lidt mere selvransagende.

I perioder, hvor vi syntes, vi arbejdede for meget, i perioder, hvor det at hjælpe folk, hvis liv er kørt af sporet, virkede endeløst, kiggede vi på hinanden og sagde: Men vi er nødt til at tage vores del af trappen.Det kan godt være, ham ovenpå slacker, det kan godt være, ham på fjerde har købt en filippiner til formålet.

Men vi er nødt til at tage vores del af trappen.

Det her er bare ren Guldager.

Jeg hører Kim Larsen: Fik du set det, du ville?

Og jeg tænker: ja tak. Mere end rigeligt faktisk.

Jeg sidder med Pussy i armene, jeg tænker på det,

jeg altid har sagt, når folk har været til møde hos mig:

Fint nok.

Du er vred.

Du er ked af det.

Gå hjem og hav ondt af dig selv.

Og kom så igen, når du er klar til at kæmpe.

For i det her samfund får man intet forærende.

Du gør i hvert fald ikke.

Nu kan jeg sige det samme til mig selv:

Kom igen, når du er klar til at kæmpe.

Da solen begynder at stå op, sidder jeg og kigger på de fugle, der svømmer hen til mig i håb om, at jeg har lidt brød:

Jeg rejser mig op, jeg nyder udsigten, jeg siger:

– Hvad siger I, venner? Er vi klar til endnu en dag i Guds skaberværk?

Så længe jeg kan tage min del af trappen, er det ikke slut.

Hun vender for engangs skyld fortrydelsen ind mod sig selv. Det er sjældent nu om dage. Nu glæder jeg mig bare til den næste.

25. august 2023

Kirstine Reffstrup: Jernlungen

"Oversygeplejersken med små briller og et sort bånd på den hvide kappe skubber mig frem og tilbage på metalpladen, hvor jeg ligger på den bløde madras. Hun åbner lågerne i siden, hun siger: Hvordan har du det i dag? Hvor gør det ondt? Hun rører ved mig med sine varme hænder, regulerer trykket i maskinen. Mine egne arme er så bløde som milkshake af ikke at blive brugt. Hun placerer jernlungen under et vindue, det har jeg bedt hende om, så vinden udefra kan blæse ind over mit ansigt, kilde mig med sine mikroskopiske sandkorn, og et øjeblik, når jeg lukker øjnene, kan jeg tro, at jeg ikke er en natsværmer, men går derude, oprejst, i dagens blændende lys."

Det her citat var jeg bare så glad for. Det er så smukt. Det er en trettenårig pige, Agnes, som ligger i en jernlunge, som er den ældste form for en respirator, hvis formål det er at holde patienten i live igennem kunstigt åndedræt. Patienten ligger med hele kroppen inde i en tank – kun hovedet befinder sig udenfor. Åndedrættet understøttes ved at trykket inde i tanken skiftevis øges og sænkes, læste jeg på Wikipedia.

Pigen har polio og ligger på Blegdamshospitalet i halvtredserne, hvor polioepidemien hærgede i Danmark. Jeg brugte det i min prædiken til 10. søndag efter trinitatis. Den del af bogen havde jeg stor glæde af at læse. Den anden del der foregår i BudaPest, forstår jeg mig ikke på. Der er billeder fra den del, som jeg ikke kan komme af med. Dem samler jeg helst ikke på.

25. august 2023

Yasunari Kawabata: De sovende skønheder

Nobelpristageren Yasunari Kawabata er fin at læse. Det er den eneste jeg har af ham og den gav stor glæde, selvom den også er noget outreret. Den handler om gamle mænds elendighed. Ikke bare at de fryser og generelt er ynkelige, men at de har opdaget, at de ikke er mænd mere i fallisk, men at de stadig er det i psykisk forstand. Som al stor litteratur handler det naturligvis om erindring og jeg hører om hans mor, hans søster, hans døtre, hans engangsknald, hans kone. De vigtigste personer i hans liv, som han om lidt må sige farvel til. Romanens ide handler om erindring af det, der lykkedes og ikke lykkedes, og derfor kalder bogen også på, at jeg sommetider kigger op og tænker på kvinder i mit eget liv. På den måde blev romanen en udveksling af erindring - på godt og ondt.

Lå det syndefulde i dette hus ikke netop i de ynkelige gamle mænds uopfyldte drømme og de dage, der aldrig var blevet levet fuldt ud?

Således behøvede de gamle mænd hverken at føle skam eller såret stolthed. De kunne frit svælge i egen fortrydelse og sorg.

8. august 2023

Herta Müller: Ræven var allerede dengang jægeren

Det er måske noget af det stærkeste jeg nogensinde har læst. Alle autokrater burde læse den, hvad de selvfølgelig aldrig kunne finde på. Tværtimod, for de er bange for bøger, som er forbundet med det faktum at et menneske er ånd, og derfor ikke kan tvinges i knæ, men det kan såres og nedgøres så meget, at det smitter af i sproget. Prøv bare at læse det her. Det er stemningen i bogen og sproget:

Tjenestefolkene har ikke tillid til egen person, fordi deres hænder, når de tager fat, kaster skygger. Deres hoveder ved, at de er født med beskidte hænder i beskidte gader. At deres hænder, nu her i stilheden, ikke bliver rene. Kun gamle. Når tjenestefolkene kigger ind i herrernes køleskab, bliver øjnene forskrækkede, fordi lyset i firkanten falder ned på fødderne. Uret på væggen tikker, gardinet poser ud, kinden fryser ved det, de tænker. Kødet er pakket ind i cellofan, cellofan dækket af rim, hvid rim, som sten, som marmoret i haven.

Da der hænger en luft af angst i parken, bliver man langsom i hovedet og ser i alt, hvad andre siger og gør, sit eget liv. Man ved aldrig, om det, man tænker bliver til en sætning med ord og lyd eller til en knude i halsen. Eller blot en hæven og sænken af næsefløjene.

Man får øre for skjulte meninger i angstens luft.

Når man sidder længe på cafeen, lægger angsten sig og venter. Og når man i morgen kommer igen, ligger den allerede dér, hvor man sætter sig. Den er en bladlus i hovedet, den kravler ikke væk. Når man bliver siddende for længe, spiller den død.

Er det ikke bare forstemmende at læse sådanne tekster. Det er det diktaturet gør ved mennesker, forkrøbler sproget og alt liv. Vi kender det slet ikke, tror jeg, vi der bor i tillidens land. Vi ved slet ikke hvad et gennemkorrupt samfund er, men vi bliver lidt klogere på det takket være Herta Müller. Hun er min heltinde. At hun klarede det. Og tænk sig, at korruptionen fortsatte efter dikatorens død.   

4. august 2023

Peder Frederik Jensen: Rans vilje

Det er en roman om menneske og natur og om menneske og skæbne, men også om menneske mod natur. Den er skrevet om følgerne af en flodbølge i 1800-tallet der ramte Lolland, men også om vores tanker om klimaforandring og ideer om at bygge nye og flere diger for at redde os selv og vores rige marker. Koste hvad det vil. I romanen koster det hovedpersonens ret til at være på sin ø. Snart er jeg begejstret over romanens Sømand og læser om hans glæde, der er kommet som følge af flodbølgen og om hans ensomhed, som følge af hans traumatiske fortid. Snart forstår jeg ikke øvrighedens voldsomhed som skal udpensles. Var det virkelig så groft. Men jeg læste den næsten i et langt hug, for der er virkelig noget på færde hele tiden. 

Noget rammer ham. En bevægelse gennem tiden. En hånd over kinden. Et smil. Han mærker varme i kroppen. Mærker uro i fingrene. Skærer skævt, for dybt. Det er barnet i kassen. Det er vandet og døden.

25. juli 2023

Florian Illies: 1913 Århundredets sommer

Det er ikke en roman, men et åndfuldt og vidende kalejdoskop over Europas kultur i året før den første store krig. Det er så spændende at læse om, at jeg hele tiden må videre til alle de forfatteres og kunstneres liv i de 12 måneder, som jeg har læst og nu får et vidende og muntert indblik. Thomas Mann, Franz Kafka, Sigmund Freud, Oswald Spengler, Rainer Marie Rilke, Proust og mange flere, deres forbindelser på kryds og tværs. Og så ligger 1914 hele tiden gemt i alt, hvad der sker, fordi vi kender fortsættelsen, men også 2023, hvor vi heller ikke kender 2024 og hvad der kan ske i vores verden. 'Norman Angell påviste, at det i globaliseringens tidsalder var umuligt at føre verdenskrige, eftersom alle lande for længst var økonomisk forbundne. Og Angell sagde endvidere, at ikke kun de økonomiske netværk, men også de internationale kommunikationsforbindelser ville gøre en krig meningsløs.' Det samme har vi også troet på i en lang periode efter 1989, men det er der vist ingen der gør mere. Illies skriver: 'Neurasteni, der omfatter hjertet – smukkere kan modernitetens lidelse ikke sammenfattes.' Dengang fik mange det, som er det samme som vi kalder for et træthedssyndrom. Det hører vi ikke så lidt om i 2023. Mona Lisa var blevet stjålet fra Louvre to år før. Illies skriver her som mange andre steder muntert:

I det italienske parlament var to delegerede netop ved at slå løs på hinanden, da en eller anden kom løbende ind i plenarsalen og råbte „La Gioconda ha trovato“. Gioconda er fundet! Budskabet blev forstået. De to kombattanter omfavnede straks hinanden og udvekslede begejstrede kindkys. Fra dette øjeblik havde hele Italien Mona Lisa-feber.

Det er en herlig bog og et slags frikvarter samtidig med læsning af Herta Müller. 

24. juli 2023

Herta Müller: Altid den samme sne og altid den samme onkel

Niels Barfoed skrev så smukt om Herta Müller i den forrige bog jeg læste, så nu vil jeg lige have læst resten, som jeg mangler at læse af hende. Den her bog handler meget om at være eksileret og om den virkelighed, der gjorde eksilet nødvendigt, men især er den interessant litterært, fordi hun i forbindelse med andre rumænske forfattere viser hvordan dikaturet skærper forfatterens sprog. Allermest glad er jeg dog for noget der er mere enkelt, men alligevel rørende, fordi hun skriver om noget så enkelt som lommetørklædet. Jeg er boomer, så jeg har hver dag et rent lommetørklæde i lommen. Det kan jeg ikke leve uden. Og nu har jeg fået mod til at blive ved med det fra en nobelpristager. Herta Müller skriver sådan her:

HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE, spurgte min mor hver morgen ved havelågen før jeg gik ud på gaden. Det havde jeg ikke. Og fordi jeg ikke havde det, gik jeg ind i stuen igen og tog et lommetørklæde. Hver morgen havde jeg ikke et fordi jeg hver morgen ventede på spørgsmålet. Lommetørklædet var beviset på at min mor beskyttede mig om morgenen. I dagens senere timer og forhold var jeg henvist til mig selv. Spørgsmålet HAR DU ET LOMMETØRKLÆDE var en indirekte ømhed. En direkte ville have været pinlig, den slags var der ikke noget der hed blandt bønderne. Kærligheden forklædte sig som spørgsmål. Kun sådan kunne den siges tørt, i kommandotone ligesom arbejdets tag og greb. At stemmen var brysk understregede endda ømheden. Hver morgen stod jeg først ved lågen uden lommetørklæde og så endnu en gang med lommetørklæde. Først da gik jeg ud på gaden som om min mor i kraft af lommetørklædet var med. ... 

I mit barndomshjem var der en lommetørklædeskuffe.

I den lå der to rækker bag hinanden med hver tre stabler:

Til venstre herrelommetørklæderne til far og bedstefar.

Til højre damelommetørklæderne til mor og bedstemor.

I midten børnelommetørklæderne til mig.

Den skuffe var vores familiebillede i lommetørklædeformat. Herrelommetørklæderne var de største, havde mørke kantstriber i brunt, gråt eller bordeaux. Damelommetørklæderne var mindre, kanterne lyseblå, røde eller grønne. Børnelommetørklæderne var de mindste, uden kant, men i den hvide firkant bemalet med blomster eller dyr. Af alle tre slags var der hverdagslommetørklæder, i forreste række, og søndagslommetørklæder, i bageste række. Om søndagen skulle lommetørklædet passe til tøjets farve, også selv om det ikke kunne ses.

Ingen genstand i huset, end ikke vi selv, betød så meget for os som lommetørklædet. Det var universelt anvendeligt til: snue, næseblod, beskadiget hånd, albue eller knæ, at græde eller bide i for at undertrykke gråden. Et vådt, koldt lommetørklæde på panden var mod hovedpine. Med fire knuder i hjørnerne var det et hoveddække mod solskoldning eller regn. Hvis man ville huske noget, slog man en knude på lommetørklædet som hukommelsesstøtte.

Det er bare så godt. Det glæder mig at læse. Men bogen er på samme måde fyldt med gode taler, artikler med mere. Her kommer nogle citater:

Man kan tro det, men ikke sige det. Men det man ikke kan sige, kan man skrive. Fordi skrivning er en tavs handling, et arbejde fra hovedet og ud i hånden. Munden forbigås.

Jeg reagerede på dødsangsten med appetit på livet. Den var en ordappetit. Kun ordhvirvlen kunne udtrykke min tilstand. Det bogstaverede det der ikke kunne siges med munden. Jeg løb efter det levede i ordenes onde cirkel indtil der dukkede noget op jeg ikke kendte i forvejen. Parallelt med virkeligheden trådte ordenes pantomime i aktion. Den respekterer ingen reale dimensioner, skrumper hovedsagerne og strækker bitingene. Ordenes onde cirkel påfører over hals og hoved det levede en slags forhekset logik.

Litteratur taler med hvert menneske for sig – den er privatejendom der bliver i hovedet. Intet andet taler så indtrængende med os selv som en bog. Og den forventer intet til gengæld, undtagen at vi tænker og føler.

Min far har været død i tredive år, og jeg bekymrer mig stadig væk om hans liv. Eller siger man: over hans liv? Og netop fordi jeg fra mine egne historier kender den politisk begrundede dødsangst, bebrejder jeg ham at han var i Waffen-SS, at han jog andre ind i dødsangst. Hvorfor skulle jeg ikke det, denne bebrejdelse er det mindste. Han troede jo på Hitler, ville jo have at Hitler skulle vinde krigen selv om han så forbrydelsen. Han er en del af denne mester fra Tyskland som Celan tegnede i Dødsfuga.

Jeg sagde: Juletræer, det er som om man hænger indvolde over grantræer.

Oskar Pastior stillede en helt anden historie over for min kække sammenligning, julen som civilisatorisk strå man som interneret griber ud efter uden at tro på jul eller Gud. Det er nok at tro på grantræet. Pastior havde under disse fem års tvangsarbejde i den sovjetiske arbejdslejr, på eksistensens nulpunkt – som han sagde – til jul lavet grangrene til sig selv af optrevlede grønne uldhandsker. Han bandt hundreder af lige lange uldtråde til et ståltrådsstativ indtil det lignede et grantræ. Alle var rørte. Uldtræet stod i ugevis på det lille træbord i barakken.

Jeg blev tavs. To synsmåder, begge berettigede.

Selvfølgeligheden, det har jeg forstået af Theodor Kramers digte, er det mest uanstrengte vi har. Man ejer den kun når man ikke mærker det. Den sidder i øjeblikket og har ikke noget navn, den skal ignoreres for at eksistere fordi vi kan ignorere os selv i den. Digtene viser skærende klart hvordan selvfølgelighed mistes, hvordan den kasseres af politisk vilkårlighed. Hvordan nerverne takker af fordi de almindelige ting, den ro der lå i det, er borte. ... Theodor Kramers digte er et buk for det almindelige og besværgelsen af selvfølgeligheden.

18. juli 2023

Trisse Gejl: De unævnelige

Jeg har haft 'Patriarken' liggende i flere år, men ikke fået den læst. 'De unævnelige' er det første jeg har læst af Trisse Gejl. Nu har jeg også anskaffet mig "Spradefuglen", for det er et godt forfatterskab, som jeg glæder mig til at læse mere af. Jeg synes det er spændende at få at vide, at hun skriver romaner, som hun researcher grundigt for at kunne skrive, men hun har en personlig grund, en dramatisk og voldsom, som hun også skriver ud fra. Naturligvis. Men det behøver ikke blive autofiktion. Hendes baggrund vil hun ikke skrive virkelighedsnært om, fordi hun mener de bliver meget sandere i romanens fiktion. Nu skriver hun så alligevel om de unævnelige mennesker og begivenheder, som har dannet hende. Og det er et svært projekt, men det lykkes og det er oplysende mit i al den autofiktion, der har været. Og hun skriver så smukt om sin baggrund, f.eks. som her: 

Min oldefar i Ølgod fortalte mig engang, at min far havde en æske, som han løb ud og fangede sollys i. Så spurtede han ind i mørket under spisebordet og åbnede den. Til hans store skuffelse oplyste æsken ikke mørket. Men han blev ved.

Jeg gik gennem stuen og ud i køkkenet, genkendte hvert et mønster på kaklerne på væggen, tiden er cirkulær

- hun er på besøg i den lejlighed, de boede i, da det unævneligste skete, men hun har ret. Tiden er i hukommelsen cirkulær. Det kan jeg godt lide at tænke på nu, hvor jeg som gammel også i tankerne besøger mine gamle levesteder. Her kommer flere gode understregninger:

Der er ikke andet at gøre end at forstå, at hver eneste fortælling er lige så sand som den anden.

Alting samler sig i fortællinger som spindelvæv om natten, man har ikke en chance for ikke at spinde dem, afværge dem, demontere dem, de samler sig i kræftsvulster, fortællingerne, de vokser og vokser og indfletter mere og mere væv, flere og flere celler, til det hele er forbundet.

... og hun har altid næsten et blik, man når at fange, før det er væk for evigt. Igen og igen.

Jeg sidder der i tusmørket mellem to mødre. Hende, der er der, og hende, der ikke er der. Hende, der er der, nipper af sin drink og bliver siddende. Mine to mødre har aldrig mødt hinanden. Jeg havde sådan håbet på en vag bro imellem dem, en bro, jeg forsigtigt kunne have vandret over.

14. juli 2023

Peter Højrup: Jertefloden

Jeg var bare optaget af det jeg læste fra første side - ikke mindst fordi den foregår i Spanien, i Madrid, hvor hovedpersonen er flygtet til fra en voldelig ægtemand i DK og hvor hun finder trøst i at gå ind på Prado og føle slægtskab med la Loca Juana, prinsessen, der havde mistet sin utro ægtemand, og som derefter drager rundt i landet med kisten. Til sidst bliver hun så vanvittig at hun bliver spærret inde på slottet i Toledo i 47 år! Det er vigtigt at gå ind og finde maleriet på Prados hjemmeside. Så loca bliver hovedpersonen ikke, som iøvrigt hedder Betty, altså også en slags prinsesse, da ordet kommer fra det engelske Elisabeth. Meget foregår i Madrid og det er herligt at være der igen. Her er der tale om 2012, hvor Spanien stadig lider under den økonomiske krise fra nullerne. Romanen slutter med en flugt ud i Extramadura langs Jerte, som er et lille vandløb i en stor dal mellem Cacéres og Salamanca. Det bliver også lidt vanvittigt altsammen, men på en meget smuk måde hvor et muldyr er hovedperson. Her kommer nogle understregninger:

Der findes ikke den ligegyldighed, som er uden betydning. Nogle gange føles det, som om universet sender mig tegn, jeg endnu ikke kan forstå. Den vanvittige Johanne vil sige mig noget, men hvad det er, ved jeg ikke.

Jeg rejste ud for at komme væk, men jeg rejste også væk for at finde mig selv. Problemet er, at jeg ikke ved, hvor jeg skal lede, så jeg flakker bare omkring på må og få og trækker vejret så godt, jeg kan. Det skifter også hele tiden, hvem jeg er.

Skønheden findes, dyrene og planterne findes, og alt det, der vil leve, som myldrer op af jorden uden andet formål end at være til, det findes, og jeg kan ikke lade være med at holde af det.

Den, der udelukkende forlader sig på sit intellekt, er fortabt. Den, der tror af et rent hjerte, er forblændet af Guds herlighed og kan derfor se alting klart.

Hvad venter du på,

siger jeg til Johanne. Måske er hun slet ikke gal, men blot fuld af sorg og vrede? Kisten af fuld af det, hun elsker, det, som hun ikke kan give slip på, det, der ikke vil lade hende leve. Overalt slæber hun sorgkisten med, men hvad har den bragt hende andet end fortabelse?

Vågn op,

siger jeg,

du står i en ødemark, og alle omkring dig lider. Jeg ville ønske, du kunne give slip. Jeg ville ønske, jeg ikke var som dig. Jeg ville ønske, jeg ikke var dig.

Jeg ved ikke, om det hjælper mig til at forstå noget om livet, andet, måske, end at der ikke er noget at forstå, udover at det er et under, at det findes.

Det er et spændende forfatterskab. Tak for turen til Spanien

10. juli 2023

Niels Barfoed: Først nu. Livstykker

„Det forgangne er ikke dødt – det er end ikke forgangent.“

(William Faulkner)

Det er godt for sjælen at læse "Først nu". Det bliver aldrig for sent at mindes og at tænke over det liv, der har været og som end ikke er forgangent. Barfoed tænker sig om når han mindes, og fremkalder billeder som vi kan gå lige ind i. Igen og igen tænkte jeg på min yndlingsforfatter Peter Seeberg, men Barfoed nævner ham også selv. Barfoed skriver om ham: "Som forfatter var han fra starten i bund og grund modernitetens iagttager i et landskab, der kunne være tegnet af Palle Nielsen." En sådan iagttager er Barfoed. Det er små stykker tekst som hos Seeberg. I nogle muntre af slagsen nævner han følgende, som jeg synes er så morsomt at tænke på:

Indendørs så jeg den seng, Goethe døde i, og hvor han havde udtalt de berømte „sidste ord“: Mehr Licht! Mere lys.

Thomas Manns sidste ord var:Meine Brille!

Peter (Seeberg) døde på et posthus, hvor folk kom og gik med deres breve og pakker. Hvor det lignede ham!

Aage (Henriksen) døde i en celle på plejehjemmet.

Barfoed skriver så godt og givende om Herta Müller, men til allersidst skriver han det her:

SOM ET LYS
Ser du stuen med det sprukne lille oliemaleri på væggen, der viser en stue med et vindue åbent? Ser du pigen med kysen og strikketøjet, der spejder derud, ud på heden, hvor lyngen står, og ræven går, og solen lod det hele henligge tavst, før den gik ned? Tror du ikke, en kat har lagt sig på bordet ved siden af garnnøglet! Om lidt kommer manden hjem, og ser vi ham ikke, så hører vi ham, når han stiller sine støvler i vindfanget.

Jeg? Jeg er lyset bagerst i stuen, det eneste og derfor alt lys. Jeg beder dig: Pust mig ud. Vær ikke bekymret: For på billedet, det sprukne billede på væggen, vil jeg brænde altid.

4. juli 2023

Ali Smith: Andre tider

"Det fylder mig med den dybeste forundring når jeg tænker på hvor lidt alene det talende jeg er hver gang nogen læser det digt."

Ali Smith er en utrolig forfatter at læse. Jeg var så glad med hendes årstidskvartet. En bog hvert år i fire år med kommentarer til virkeligheden og så hendes dybe register af viden og kunnen og visdom. Nu kommer så en slags femte årstid: Andre tider, som rækker ind i den tid som er bag og over al tid, evigheden ganske enkelt, tilstede allerede nu så vi kan forbindes på alle måder. Lidt ligesom i det digt Ian McEwan brugte i 'Lektioner'. Se det nedenfor, som handler om at sorg ikke skal standse liv, men forandres til at indgå en pagt mellem levende og døde. Så er jeg bare helt tændt som læser. Hos Ali Smith bliver det næsten endnu bedre, som i det citat jeg begyndte med. Vi er sammen i en metatid, når vi rammes af det vi læser. Så er det utroligt så lidt alene vi er. Hendes roman handler om Coronaepidemien, om isolationen, hvad den gør ved os. Og så lærer hun i hvert fald mig at læse lidt bedre og med større udbytte end jeg sædvanligvis gør. Hvert ord har en fortælling og en person du kan tale med. 

Ja. En tro.

En tro var uden tvivl en slags selskab.

Nogle gange bare en melodi. En sang.

Teksten til en sang.

”Jeg finder på det modsatte af isolation netop for at kunne udholde isolationen, ikke?”

Nej, jeg mente hvorfor er bøger vigtige? sagde hun.

Ud over det at de er en fornøjelse? sagde jeg. Fordi de er, øh, fordi med dem kan vi forestille os os selv på en anden måde.

At to ting der er adskilte, vil mødes og blive et.

At alle ting der er lukkede, vil åbne sig for himlen.

Det er sådan en bog, der tager sin tid at læse. Der er meget mere end jeg har antydet her. Det er bare så godt!

29. juni 2023

Ian McEwan: Lektioner

Hvorfor har jeg ikke læst ham før? Det forstår jeg ikke. Jeg leder efter den bedste litteratur og har overset ham. Nej, det har jeg så alligevel ikke. Jeg havde én liggende, "Soning", som jeg bare ikke havde fået læst. Nu har jeg købt de øvrige, for det er virkelig værd at læse ham. Jeg læste Anne Libaks anmeldelse af "Lektioner" i Weekendavisen. Og når hun skriver noget, lægger jeg mærke til det. Hun skriver:

"Jeg har aldrig gået til psykolog. Men jeg er ofte gået til Ian McEwan for at få drevet dæmonerne ud. Og heller ikke denne gang gik jeg forgæves." Ian McEwan er født i 1948. En boomer ligesom mig selv. Og han har tænkt, at nu var det tid til at skrive sin tid ind i en roman. Den minder på sine måder om Annie Arnaux's Årene. "Lektioner" er en fantastisk roman om livet mellem 1948 og nu. Sprogligt elegant og lærerigt. Han kan nogle ord, jeg ikke kendte. "Multiversteorien" f.eks. Jeg måtte slå det op og så blev jeg meget klogere på "Schrödingers kat". Jeg kan lide tanken om, hvordan alle muligheder er åbne. Og intet er sikkert indtil videre. Men endu engang har jeg fået repeteret min egen tid. Det er altså ikke så dårligt. Med nye vinkler, for Ian McEwan er en klassisk intellektuel. Jeg lærer noget om kostskolelivet i England. Jeg har altid frygtet det. Det er der grund til. Her kommer en forklaring: 

Hans skole blev som de fleste andre holdt sammen af et hierarki af privilegier med utallige trin, som man langsomt besteg i årenes løb. Det gjorde de ældre drenge til konservative vogtere af det bestående, nidkære angående de rettigheder, de havde tilegnet sig med stor tålmodighed. Hvorfor tildele de yngste nye begunstigelser, når de selv havde udholdt afsavn for at opnå den større modenheds frynsegoder? Det var en lang og hård vej. De yngste, dem på første og andet år, var tiggere og havde intet. Tredjeårselever havde lov til at gå med lange bukser og slips med diagonale frem for vandrette striber. Fjerdeårseleverne havde deres egen fællesstue. På femte år blev de grå skjorter skiftet ud med dryptørrende hvide, som eleverne skrubbede i bruserne og hængte på plastikbøjler. De havde også et flottere blåt slips. Lyset blev slukket et kvarter senere hvert år. I begyndelsen var der sovesalen til femogtredive drenge. Fem år senere var der kun seks. Sjetteårselever måtte gå med jakker og frakker efter eget valg, om end for mange farver ikke blev tolereret. De fik også hver uge fire pund cheddarost, som skulle deles mellem tolv drenge, flere brød, en brødrister og pulverkaffe, så de kunne hygge sig mellem måltiderne. De gik i seng, når de ville. Øverst i hierarkiet var præfekterne. De måtte skyde genvej hen over græsset og råbe ad enhver længere nede ad rangstigen, som vovede at gøre det samme.

Forfatteren er naturligvis ateist eller lidt mere, alligevel noterer han sig de her sætninger og bruger dem ved en begravelse: 

Dagslys bringer dig glæde, / Kærligheden følger dig bare. /

Vores hjerter glædes. / Gud i al sin herlighed / passer på dig.

Det var umuligt ikke at stirre på kisten, hvor Rosalind lå i mørket. Men hun var der ikke, hun var ikke nogen steder, og her var det så igen: dødens simpleste karaktertræk, altid alarmerende – fraværet.

Entropi måtte jeg også slå op. Det er en fristende teori om et liv, der ikke er gået helt som det skulle. Han forklarer:

Entropi var et foruroligende og smukt koncept, som udgjorde kernen i megen menneskelig anstrengelse og sorg. Alting, især livet, faldt fra hinanden. Orden var en klippeblok, der skulle rulles op ad bakken. Køkkenet ville ikke rydde sig selv op.

Roland læste et digt af James Fenton, „For Andrew Wood“. Det stillede spørgsmålet om, hvad de døde kunne ønske sig af de levende, og besvarede spørgsmålet ved at foreslå et bånd.

And so the dead might cease to grieve

And we might make amends

And there might be a pact between

Dead friends and living friends

Jeg glæder mig til hans andre romaner. 

23. juni 2023

Sørine Gotfredsen: Livskraft

Med undertitlen: En personlig fortælling om Grundtvig og Kim Larsen. Og den undertitel gør hele forskellen og gør dermed bogen til en vidunderlig fortælling om et menneskes optagethed af tilværelsen godt hjulpet på vej af Grundtvig, Kierkegaard og Kim Larsen. Altså jeg kunne næsten ikke slippe bogen. Jeg måtte bare læse videre og mange ting hos Grundtvig blev meget mere forståelig, fordi Sørine fortæller det ind i sit eget liv. Det er godt gået. Her kommer nogle citater:

Det handler om den største kærlighed, der nemlig, som sagt, muligvis ikke er dén, man føler til et andet menneske, men i stedet dén, man nærer til livet selv. Det gode er, at det aldrig er for sent at melde sig ind i dette smukke kærlighedsforhold til livet.

Søren Kierkegaard vil hjælpe det urolige menneske ved at meddele, at hele denne grundlæggende fortvivlelsestilstand faktisk er et gode. Den skal hverken ignoreres eller undertrykkes eller behandles med medicin. Den skal erkendes og bruges som inspiration til at komme videre, så man ikke ender med at komme til at leve et hult og forskønnet liv på overfladen. Fortvivlelsen skal hjælpe os til at erkende vores egen svaghed.

Utrætteligt hævder han, at vi narrer os selv, når vi tror eller ligefrem insisterer på, at den egentlige livskraft udspringer af eget indre, og at vi skal forstå, at den i stedet har sit udspring i det guddommelige.

Dobbeltbevægelsen har lært mig lektien. Om og om igen hjælper den mig til at indse min manglende formåen, og gang på gang bringer den mig i forbindelse med tilliden til, at den afgørende livsstyrke vil blive givet til mig.

Kærligheden er en stor del af essensen i det revolutionerende aftryk, som Jesus satte i verden ved at elske mennesket på trods af alt, hvad han blev udsat for, og med ham kom medfølelse og mildhed til orde i en grad, der overstiger, hvad vi selv kan formå. Dermed har vi lært, hvad kærlighed kan udrette i sin mest ultimative version, og Jesus er den højeste kærlighedsmålestok, der findes.

Vi er med til at holde os selv i live, vi er selv med til at bestemme, om vi vil bevare berøringen med de første og stærkeste glimt af livskraft

Et menneske skal først og fremmest vækkes til at erkende, at det rummer den livslængsel, der er forudsætningen for, at det kan stille alle de store spørgsmål om sig selv. Enhver skal vækkes til nysgerrighed, og mens folkeånden ikke i sig selv er kristen, men snarere universel i hver sin folkelige udgave, skal kraften fra folkeånden inspirere enhver til at se sig selv som et åndsvæsen. Og på den måde i det mindste blive en naturalist af Ånd.

At være skabt betyder, at der findes en guddommelig intention med vores tilværelse, der må anses for at være god, fordi Gud selv er god. At være skabt er at rumme en styrke, der kan trodse ondskab og egoisme, og selv jeg, der så tydeligt erfarer tilstedeværelsen af det selviske i mit eget sind, kan erfare, at det gode sætter sig igennem som en selvstændig vilje, der vil skåne andre for smerte og skuffelse og blot skabe glæde. Jeg bliver lidt forundret, hver gang det sker.

Grundtvig ville have sine landsmænd til at tro på, at ingen er sat på kloden ved en tilfældighed, men at vores liv er omkranset af guddommelig skabervilje, og alt dette kan, som Grundtvig jo med tiden indså, et menneske få fornemmelsen af, uanset om man tror på, at Jesus er Guds søn, eller ej. Først må vi forstå, at vi er åndsvæsner, og siden kan vi blive mere bevidste om, hvad vi i sidste ende tror på. Med andre ord: Menneske først, kristen så.

Gud har jeg også kontakt med, når jeg sidder nede ved Søerne og får mig en stille morgenøl og ser solen stå op. Så sidder jeg der og kigger på det og ser efter, om der skulle komme en lille melodi. Så ser jeg altså Gud.

Sådan beskrev Kim Larsen det engang

Hvis Guds Ånd virker med den kraft, som Grundtvig hele livet talte og digtede om, virker den vel også på ham eller hende, der aldrig blev døbt, men som trods alt stadig er en Guds skabning med en rest af gudbilledligheden i behold. Den døbte er foran på point, det kan der ikke ændres ved, men den ikkedøbte kan stadig nå at indhente en stor del af det forsømte. For Ånden virker og kan bringe et menneske til tro.

For Kierkegaard handlede det om i livet gradvist at nærme sig troen og blive sig selv i forhold til Gud, men dåben var ingen forudsætning for det. Nadveren, derimod, hyldede han som begivenheden, hvor det voksne menneske ydmygt knæler og vender blikket mod Jesu udbredte arme, der skygger for alle vores fejl og mangler, så vi kan leve med syndsbevidstheden i tillid til, at han viser os nåde.

13. juni 2023

Nikolaj Schultz: Landsyge

En fortælling, står der som undertitel. Det er virkelig en rigtig god fortælling, som slet ikke er hurtigt læst, men som også af forfatteren kaldes et essay, autoetnogra-fiktivt essay, en rejsedagbog med refleksioner over klimakrisen på en rejse fra Paris til en lille ø i Middelhavet, Porquerolles. Forfatteren har været elev af og haft et tæt forhold til Bruno Latours, hvis tanker er at nu er det tid til at få et nyt syn på verden, ikke koncentreret om mennesket, men i alle de netværk (naturen) som findes i verden. Her kommer en forklaring, som afløser alle de gamle eksistentielle måder vi forsøgte at gøre verden hjemlig på i eksistentialismen f.eks.:

"I nat er jagten afløst af en undersøgelse af de mangfoldige, jordlige væsener, som betinger menneskets eksistens, på et tidspunkt hvor sådanne eksistensbetingelser ikke længere kan tages for givet, netop på grund af menneskets måde at være på. Imens jeg bemærker, hvordan min fugtige krop klæber sig stadig tættere til mine lagner, vandrer mine tanker omkring på den nye eksistentielle mønts to sider. På den ene side har den indgraveret en forståelse af de mange forskellige væsener og eksistenser, jeg afhænger af for at kunne leve. På den anden side afbilleder den det faktum, at jeg, et menneske der betinges af disse entiteter, netop nu bidrager til udryddelsen af sådanne væsener – og derfor også andre menneskers levebetingelser. Dette er mit nye menneskelige vilkår og dets jordlige betingelse, forandret af mit artsvæsens planetariske handlinger. Eksistensen er blevet en tand mere kompliceret, den udfolder sig langs en ny geografi, der ikke skelner mellem det lokale og det globale, og den inkluderer en mangfoldighed af andre væsener, deres optrædener og forsvindinger. Den eksistentielle opgave ligger i dag i at situere sig selv i disse processer."

Den der indfældethed i naturen, synes jeg om. Løgstrup kunne præcisere det endnu bedre. Men med Schultz er vi i en ny tid, hvor det her er hovedsagen. Jeg synes det er oplysende og fint. Det er en stor del af det at blive hjemlige på jorden. Vi er hvad vi kommer fra. Ikke bare vores forældre, men også stedet. Han skriver sådan her om tætheden:

"Ligesom øens kyst består af de spor, jeg efterlader, består jeg selv af de spor, øen efterlader på mig. Min krop er ikke adskilt fra øens ilt, fra bakterierne i sandet og så videre. Iblandt andre ting er jeg skabt af den ilt, jeg trækker ned i lungerne, og de bakterier, jeg krydser på min vej – på samme måde som bakterierne og luften skabes af mig selv og andre entiteter over tid. Som følge deraf efterlader en lokalisering af friheden i fraværet af forhindringer i ydre rum mig i fraværet af rum, netop fordi friheden ikke er situeret. Ved at frakoble mig fra de entiteter, jeg har brug for at overleve, og ved at skjule, hvordan jeg selv samkonstruerer rum, genererer denne idé om frihed en grænseløs bevægelse hinsides jordens grænser."

"Dette er stadig at erfare friheden etisk ved at „være-mig-selv-med-en-anden“, men det indebærer udvidelse af begrebet „andre“ til at inkludere elementer, jeg ikke tidligere har opfattet som del af dette domæne. Min frihed undgår at blive grænseløs, ved at situere den inden for de jordlige beboelighedsbetingelser, uden grænser mellem krop og rum, mellem mennesker og ikkemenneskelige væsener, mellem samfundet og naturen."

Jeg lærte ikke så lidt om en ny måde at tænke på, selvom jeg måske nok syntes den var lidt forenklet.

Schultz skriver fint og flydende og muntert til sidst, når han tager gas på alle milliardererne.

13. juni 2023

Megan Nolan: Desperate handlinger

Da jeg begyndte at læse den, tænkte jeg, at det vist endnu engang var simpel lidenskab, som jeg lige havde læst om, men det er det slet ikke. Det er noget ganske andet, og jeg ved ikke helt hvad det er - endnu. Det er en svær bog at komme overens med. Hun skriver f.eks. i starten om en lidenskab hun får for en gudesmuk mand:

"Med medlidenhed mener jeg, at jeg bare ved at se på ham følte en akut ømhed for hans situation: det, at han var menneske. I det øjeblik blev den grundlæggende sympati og sorg, jeg føler for ethvert menneske, så intensiveret, at jeg fik åndenød." 

Jeg blev så klar over, at det slet ikke var nogen nem bog, men at det først og fremmest er en beskrivelse af det at være kvinde, og i særdeleshed den kvinde som hovedpersonen er. Det er en vidunderlig sætning: det, at han var menneske. Og når jeg tænker længere over det, så er det vist sandt, at der også er medlidenhed i kærlighed. Jeg læser flere udsagn, som peger på hovedpersonen:

"Kærligheden opretholder og validerer i sig selv de elendige øjeblikke, man ellers ville spilde på at øve sig i at være en person ved at trave frem og tilbage i sin skodlejlighed og trække tiden til klokken syv, før man åbner vinen."

Hun siger også sådan her: 

At være forelsket velsigner én med en slagsnåde. En ven fortalte mig engang, at han forestillede sig sin far eller Gud holde øje med ham,når han er på arbejde, for at tvinge sig selv til at være mere produktiv. Sådan var det at være forelsket for mig – et skjold, et højere formål, et løfte til noget uden for én selv.

Jeg vil i hvert sige at Megan Nolan skriver ærligt om at være menneske. Og det kommer der en rigelig lang bog ud af om, hvordan det er at bruge kærligheden til en anden, til at kunne holde sig selv ud, hvilket der naturligvis ikke kommer noget godt ud af, så begår man virkelig mange desperate handlinger.

10. juni 2023

Annie Ernaux: Simpel lidenskab

"Fra september sidste år lavede jeg ikke andet end at vente på en mand: på at han ringede, og på at han kom hjem til mig." Sådan begynder Ernaux's bog og det er jo i virkeligheden meget enkelt, men sagen er at hun ophøjer sin formidable erindringsevne til kunst. Stor kunst. Et andet sted skriver hun bekræftende: "Det forekommer mig vigtigere at tilføje noget af det som virkeligheden har bibragt, end at ændre på placeringen af et tillægsord." Hendes formål med at være forfatter er at gøre det enkelte menneskes liv til noget uerstatteligt, selvom det måske var smerteligt. Det kan jeg godt lide. Det er det litteraturen skal. Hun skriver det så smukt: "De halvt udviskede fresker i Santa Croce gjorde dybt indtryk på mig på grund af min historie, der en dag ville være ligesom dem: falmede stumper i hans erindring, og i min." Og så får jeg også den gave at huske og udforske den lidenskab, der har været i mit liv. Det gør ikke noget.

1. juni 2023

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Jeg har al mulig glæde ved at et menneske bliver mønsterbryder, skriver sig ud af sin opvækst ved at tage fat om alt det, der gør ondt, men jeg har svært ved at det hele skal vendes til ressentiment. Umiddelbart kom jeg til at huske på min studielæsning på teologi i Århus i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor jeg var vild med at læse

Nietzsche. I 'Genealogi der Moral' læste jeg om ressentiment, som kan beskrives sådan her: "Ressentiment er ikke kun vrede, men også foragt og had, og angår ikke kun den oplevede uretfærdighed, men hele det system, den tilskrives. Samtidig udtrykker ressentiment ikke kun et ønske om at få, hvad andre har, men om at forhindre andre i at have, hvad de har. Ressentiment er ikke ønsket om at skabe noget for sig selv; det er ønsket om at ødelægge noget for andre. Ressentiment-mennesket er aldrig agerende, altid re-agerende, og bygger sine egne værdier op som spejlbilleder på en fjendeforestilling." Sådan skriver Tobias Petersen på Kontrast, som jeg måske ikke er helt lige op med meningsmæssigt eller politisk, men beskrivelsen af ressentiment er, som jeg husker det fra min læsning af Nietzsche. Og det er hvad jeg finder i Bech's bog hele vejen igennem. Det er ikke munter læsning. Den gør mig forstemt. F.eks. to citater:

forleden mødte jeg en kvinde i skoven

hun var klædt i lang frakke og læderhandsker

hun samlede svampe

vi hilste pænt

ude på grusvejen

holdt en Tesla

og det ærgrede mig

det var en helt anden kombination af:

køn + indkomstgruppe + naturinteresseret svampeplukker

jeg gerne ville have mødt

derude

Senere i bogen står der sådan her om den oplevelse:

og dog

sommetider overvældes jeg af misundelse

snupper barnet ud af favnen på hende

den svampeplukkende mor med Teslaen

jeg kaster barnet over rælingen eller

i gabet på en kæmpe fed hvidhaj

Her kommer noget, som jeg giver ham helt ret i, men det behøver ikke føre til ressentiment:

jeg anerkender ikke skolegårdshakkeordener længere

jeg anerkender ikke miljøerne hvor en klike af udvalgte

fra den ene dag til den næste

beslutter hvad det er ”interessant at beskæftige sig med”

jeg anerkender hverken udadvendthed, smarte sko eller antallet af

likes som

markører for autoritet

min provinshomoseksuelle krop klarer ikke mere udstødelse

alt andet end udstødelse

jeg orker ikke at spise flere madpakker på wc’et

Her kommer også noget jeg kan forstå som program for manifestet:

jeg skriver ikke for at tilfredsstille nogen bestemt

jeg skriver heller ikke for at provokere

jeg skriver fordi jeg er hjælpeløs

eller jeg er rasende

jeg skriver fordi det er min pligt

jeg skal fortælle jer hvad jeg har set

og I skal tvinges til at lytte

på den ene eller anden måde forlader jeg livet

mere hel end før

Men stadig - det behøver ikke føre til ressentiment. At blive en mønsterbryder behøver ikke at indbefatte et had til det, man ikke var født ind i. Jeg blev ganske enkelt i frygteligt dårligt humør af at læse. Jeg fatter ikke at folk kan lide at læse den bog. Men jeg takker for bogen, jeg fik den givet af venner. Så måske skal jeg overveje den endnu engang.

23. maj 2023

Karl Ove Knausgård: Det tredje rige

Det er noget af en udfordring for hukommelsen at læse Knausgårds planlagte seksbindsværk, for en del af personerne skulle jeg kunne huske. De vender tilbage i hvert bind, men hvad var det nu lige der skete med den og den i første bind. Det tredje rige er bind tre. Knausgård skriver selv, hvad titlen betyder:

Det Første Rige var Guds tid, Det Andet Rige var Jesu tid, og Det Tredje Rige var Helligåndens tid.

Men hvor er det spændende. Jeg glæder mig hele tiden til det næste og det næste, hvad sker der nu med bedemanden, præsten, Tove etc. Det er almindelige mennesker der oplever noget, der er usædvanligt, hvilket ikke er spor usædvanligt. Og Knausgård skriver indefra hver person. Det er forbavsende godt. I lange stræk handler det også om identitet, bevidsthed og tanker. Men en tanke kan ikke forklare sig selv, heller ikke en bevidsthed, der må være noget der kommer til udefra. Her er der plads til Gud og Helligånden. Det er vildt godt! Her kommer nogle af de understregninger jeg lavede.

Ingen ved hvad en tanke er. Ingen ved hvad bevidsthed er.

Nej, siger du måske nu. Det er ikke sandt. Alle ved hvad en tanke er. Alle ved hvad bevidsthed er.

Og på en måde er det korrekt. Vi tænker, og vi har bevidsthed, derfor ved vi af erfaring hvad det er. Vi føler det, vi mærker det, vi ved det – men vi kan ikke fange det.

“Det som skal forklare, må være større end det der skal forklares” – med andre ord: at en hjerne ikke kan forklare hjernen, eller at en bevidsthed ikke kan forklare bevidstheden. Der skal noget større til. Noget udenfor.

At være bevidst er at være nogen, som igen er at gøre alt til sit. Religiøs ekstase handler egentlig kun om én ting, og det er at ophæve ejerskabet. Det som så fylder bevidstheden, er en stærk følelse af samhørighed med alt. Musikken handler om ophævelse af ejerskab, og litteratur handler om det. Men der, i det ejendomsløse, er vi ingen, kun et sted hvor indtryk passerer, som en flod på en slette eller biler på en motorvej.

Kun du, Gud, kan redde os.

Så snart jeg havde tænkt det, vidste jeg at jeg ikke troede på Gud.

Vi var helt alene.

Kristendommen var tvivlens religion. Jesu spørgsmål fandtes også i Det Gamle Testamente, i Salmernes Bog, men det var ikke centralt for jødedommen, så det blev det først i kristendommen i kraft af den tyngde det fik af at det var det sidste han sagde før han døde. På en mærkelig måde blev tvivlen ritualiseret der, i påskebudskabet, og derigennem ophævet. Tvivlen blev en sikker størrelse. Men for Jesus var det ikke sådan i det øjeblik.

Tvivlen er levende, det er i den bevægelsen findes. Gud står uden for tvivlen, men det gør vi ikke. Gud søger ikke, det gør vi, og vi søger ikke det vi ved, kun det vi ikke ved.

22. maj 2023

Eva Tind: Citronbjerget

Det er en vidunderlig bog, som jeg var meget glad for at læse. Jeg synes Tind er god at læse. En af romanens personer siger til hovedpersonen, som også er forfatter:

Du tror, du skal underholde og bidrage til at gøre folk klogere, men det er ligegyldigt. Det eneste, det handler om, er, hvad der foregår i hjertet.

Og Tind har hjertet på rette sted i den her roman, så meget at det nærmest er som at sidde og tale med hende. Den handler om det fremmede i hendes koreanske baggrund og så handler det om hovedpersonens skilsmisse. Eller måske handler det hele om skilsmissen, og den måde hun arbejder med det på er fremragende. En skilsmisse giver bagefter en sorg, som er svær at bære, især fordi der jo ikke findes en afdød. Jeg havde rigtig meget glæde af den samtale jeg havde med Tind i de afsnit. Her kommer nogen understregninger af det bedste:

Når jeg føler skyld, er jeg så også den skyldige? Er det en forbrydelse at ville skilles fra et andet menneske? ... Er det sandt? Er man den, der forlader, bare fordi man er den, der går?

Vi er født til at søge mening, siger jeg.

Dækker vrede altid over sorg, eller er hans vrede i virkeligheden større end sorgen? I Neros fortælling er jeg nu blevet et menneske, der snød og bedragede, ham og alt det, der var os. Kunne jeg sige det samme om ham? Er han i virkeligheden et menneske, der snød og bedragede mig? Er der i virkeligheden ikke altid et spejl indbygget i det, man siger om andre?

Jeg blev skilt fra et menneske, jeg ikke ville leve uden. Jeg følte, at vi var en uadskillelig enhed, og først nu to år efter kan jeg se, at der var en afstand mellem os, der var opstået lang tid før bruddet. Jeg halser ikke længere efter livet for at indhente det, jeg har opgivet at indhente noget som helst. De ting, der sker, er bestemt af livet selv, og jeg er underligt nok indforstået med, at jeg har mistet grebet, jeg orker ikke længere løbe, lader mig bare drive med. Tilværelsen er ikke længere en kronologisk fremadrettet fortælling, hvor den ene begivenhed naturligt følger den anden. Retningen er opløst. Det går i ring, i spring, hændelserne bliver ikke trukket som perler på en snor, men opstår vilkårligt, som ukurante perler i underlige farver og størrelser, der trækkes på tråde og løber i alle retninger i et ukendt landskab.

15. maj 2023

Ib Michael: Logbog ved rejsens slutning

Der var nogle af hans bøger jeg var rigtig glade for. Den her er jeg ikke så glad for. Jeg ved ikke helt præcis hvorfor, men det bliver lidt for meget til piger og rusmidler. Som om det alene er det, der er målet, men jeg ved selvfølgelig godt, at der er meget mere. Venskaber f.eks. Jeg glemmer aldrig filmen med Ib Michael og Per Kirkeby, Slottet i Italien. Den var jeg glad for. Derfor er det også fint at høre om venskabet med ham og med Troels Kløvedal. Men der bliver for meget af det her:

Det er alt sammen fordi jeg kom til at tænke på kvinderne. Kvinderne i mit liv, kvinder jeg havde elsket, og kvinder jeg havde elsket med.

Men der er også forbindelsen til Holger Bech Nielsen, som giver noget i indledningen og i afslutningen.

Men når hylstret forsvinder, bliver det væsentlige indhold tilbage,

som sagt er vi ikke i rummet, vi er det...

Alle former for energi kan omdannes til hinanden, men ingen former for energi kan nogensinde forgå.

Jeg har det bare ikke så godt med den bog. Den er ikke helt i tråd med det han foreslår os andre:

Og nu er jeg – omsider – tilbage ved hvad du kan bruge din alderdom til. At være i det liv du har fået. Aldrig at blive en grumpy old man. Stortalende. Bedrevidende. Dominerende – det skulle nødig være den usynlige tatovering du render rundt med på panden.

Men selvfølgelig spændende at høre om alle hans forbindelser til Gasolin, Solvognen og meget andet.

15. maj 2023

Mathilde Moestrup: Elektras breve

Det var en stor, stor fornøjelse af læse Elektras breve. Det er som at være sammen med et levende menneske, der kan fortælle indfølende og varieret om sit liv. Det er virkelig en debut, som kan åbne et forfatterskab,der kan fyldes med store forventninger. Læs bare her om E's liv:

Jeg går ture, jeg mediterer, jeg ser på billeder af min bror.

Jeg kan lige så godt sige det som det er: Jeg er en ensom person. Jeg omgiver mig sjældent med andre mennesker.Er det ensom, der er det rette ord, har jeg spurgt mig selv? Ja, det er det.

Jeg har en ven, gartneren. Men selv hende kan jeg kun se i små doser.

Jeg er typen, der doserer.

E er en midaldrende dame i en herskabslejlighed på tredje sal i en prægtig villa på Østerbro. Hun længes efter sin bror, som Elektra i den græske tragedielænges efter sin, Oreste. På anden sal flytter Ene ind som lejer. Hun har også mistet kontakten til sin bror. Det er en rigtig fin æskefortælling, som man bare længes efter at vende tilbage til. De er enige om, at det smukkeste man kan gøre for nogen man elsker, er at vente på dem. Det er en bog om mennesker. Det er lærerigt. Og sproget er så fint. 

30. april 2023

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. Korset

De tre bind er tilsammen over 1000 sider, men på intet tidspunkt er det tidsspilde at læse Undset. Det er derimod til at blive klogere af og i tredje bind kan jeg lære noget af Kristins sidste år, hvordan hun samler sig og får et overblik over sit liv. Det er virkelig meget spændende at læse de afsnit til sidst i romanen, som er fyldt med dramatik, kærlighed og hovedpersonernes stædighed. Hun ser sig selv, som hun har gjort det hele tiden, går i rette med sig selv. Her kommer nogle af hendes overvejelser:

Hun havde ladet den hærgende, kødelige elskov få indpas i sit blide, skærmede ungpigeliv – i angst og angst og angst havde hun levet siden, en ufri kvinde fra den første stund, hun blev moder. I sin ungdom havde hun givet sig hen til verden, og jo mere hun strittede imod verdens snare, desto mere følte hun sig fanget og bundet af verden.

Elskoven havde været drivfjederen i alt hendes slid med timelige ting – Erlend havde ikke takket meget for det; det var ikke på den måde, han havde ønsket at blive elsket. Men hun kunne ikke lade være; det var hendes natur at forbinde kærligheden med slid og omsorg.

Hun havde ladet den hærgende, kødelige elskov få indpas i sit blide, skærmede ungpigeliv – i angst og angst og angst havde hun levet siden, en ufri kvinde fra den første stund, hun blev moder. I sin ungdom havde hun givet sig hen til verden, og jo mere hun strittede imod verdens snare, desto mere følte hun sig fanget og bundet af verden.

Elskoven havde været drivfjederen i alt hendes slid med timelige ting – Erlend havde ikke takket meget for det; det var ikke på den måde, han havde ønsket at blive elsket. Men hun kunne ikke lade være; det var hendes natur at forbinde kærligheden med slid og omsorg.

Noget jeg synes rigtig godt om er Kristins erfaring i klosteret, da den sorte død hærger. Så bliver helligheden direkte omsat i næstekærlighed. Ikke så meget bøn, men handling:

Med en vis undren bemærkede hun, at i denne ulykkelige tid, da det mere end nogensinde kunne tiltrænges, at hvert menneske var årvågen i bøn, fik hun næsten aldrig stunder til at samle sig og bede. Hun kastede sig ned foran sakramenthuset i kirken, når hun fandt et ledigt øjeblik, men det blev kun til suk uden ord og et sløvt fremsagt paternoster og Ave Maria. Hun vidste ikke selv, at det nonneagtige i væsen og lader, som hun havde tilegnet sig i disse to år, mere og mere gled af hende, og hun blev den samme husfrue, hun engang havde været, efterhånden som nonnernes antal formindskedes.

30. april 2023

Tessa Hadley: Fri kærlighed

Det ville være en lettelse at kunne fortælle nogen om hele denne løsslupne farce; at verden virkelig var vendt på hovedet, alle kunne gøre alt.

Tessa Hadley har så fortalt det og skrevet et tidsbillede, jeg som boomer kender til og tydeligt kan huske på min egen krop. Tiden er 1967 og de følgende år med studenteroprøret i Paris og i hele Europa, hvor alt blev vendt på hovedet og alle kunne gøre alt. I 67 var jeg blevet færdig som malersvend, men tog på kursus på Fyn for at få en realeksamen. Og alting ændrede sig og selv jeg kunne gøre alt og drømme om at blive teolog engang. Bob Dylan synger hos Hadley og åbner verden på en ny måde. Det er så præcis en beskrivelse af hvordan det oplevedes dengang. Romanen er et fint billede af verden som den var. Men heller ikke så meget andet.

28. april 2023

Thomas Mann: Døden i Venedig

Den, der stræber efter det fortræffelige, længes efter at hvile ved det fuldkomne; og er intetheden ikke en form for fuldkommenhed? Men netop, som han drømte sig så dybt ind i det tomme, blev strandbreddens horisontale linje pludselig brudt af en menneskelig skikkelse, og da han trak sit blik tilbage fra det ubegrænsede og fokuserede, så han, at det var den smukke dreng, der fra venstre gik forbi ham i sandet.

Det er en utrolig roman at læse. Jeg ved ikke hvordan den ville blive modtaget i dag, men jeg synes det er en stærk roman om et ensomt menneske, den ensomme, kalder Mann ham også, som er en berømt forfatter, som Mann selv. En forfatter der som kunstner er disciplineret og som arbejder med det fuldkomne. Og når Von Aschenbach, som forfatteren hedder, nu ser den fuldkomne polske dreng på stranden, så tænker han det sammen med det fuldkomne, som skaberen har skabt, og som han også selv står i kontakt med, når han mejsler sine ord til fuldkommenhed. Og oplivet af synet af drengen vil kan kunne skrive det perfekte.

Han længtes efter at arbejde i Tadzios nærvær, han ville skrive med drengens skikkelse som sit forbillede, lade sin stil følge linjerne i denne krop, der forekom ham guddommelig, og løfte dens skønhed op i det åndelige, på samme måde som ørnen engang havde løftet den trojanske hyrde op i æteren.

Platon er næværende i alt, hvad Thomas Mann skriver i denne roman. Der er stor skønhed at læse - her for eksempel:

Hans øjne berørte den ædle skikkelse derhenne ved randen af det blå, og sværmerisk henrykt troede han med dette blik at begribe selve det skønne, formen som gudens tanke, den ene og rene fuldkommenhed, der lever i ånden, og som her var afbildet som menneske, en lignelse, der var rejst her, let og smuk, for at blive tilbedt. Det var rusen; og ubetænksomt, ja begærligt bød den aldrende kunstner den velkommen. Hans ånd fik fødselsveer.

Men det er også en forfalds- og undergangshistorie, for den gamle digter bliver forelsket i den unge dreng og det er ligeså farligt som den afrikanske vind og pesten, som er på vej og som tager livet af forfatteren, der ikke når væk i tide. Han forklarer sig:

Hvem forstår en kunstners væren og væsen! Hvem forstår hans inderste instinkter, hvordan tugt og tøjlesløshed er ét for ham!

Forfatteren ved det er forkert og kan ikke lade være med at rådføre sig med sine forfædre for at forvisse sig om deres billigelse og anerkendelse. Det er virkelig en skarp roman.

24. april 2023

Katinka Bjerregaard: Klump

Du har en blind tiltro til de mennesker, der er omkring dig. Du taler aldrig ondt om dine venner. Der flyder gylden tillid i dine årer. Jeg får lyst til at kramme dig. Jeg får lyst til at svigte dig. Jeg åbner alle skuffer og skabe i dit køkken.

Måske er der slet ikke nok kærlighed, og måske er det logisk. At vi har en bestemt mængde omsorg og kys at sætte ud i verden. At vi, når vi er færdige med at puste ilt, liv, kram og latter ind i to poser med personligheder, ikke har mere i reserverne. At vi er i gang med at give hinanden noget, vi slet ikke har. Der er en løgn i kærligheden. En umenneskelighed i tosomheden, vi er ikke to, der er altid tusind øjne på vores bevægelser. Da du så mig danse og grine på husbåden i Nyhavn for otte år siden, kunne du allerede mærke lige der, at jeg ville komme til såre dig, mere end nogen andre mennesker ville.

Citaterne er fra begyndelsen af romanen og fra slutningen. Det er en fin og stringent fortælling om alle parforholds store opdagelse af rigdom, farlighed og sidenhen af det anstrengede ved at bevare rigdommen, men måske også en mistro til vores håb om, at kærligheden kan alt. Sprogligt er det en ren fornøjelse at læse og det er en fin debut, men mere dybde kunne jeg godt tænke mig. Her er nogle fine iagttagelser om identitet, angst og parforhold:

Jeg kan ikke længere holde styr på, hvilke personligheder der hænger på stativet. Jeg har mistet overblikket. Hvad er hud, og hvad er stof? Tøjet er årringe, og du kan se, lag for lag, hver gang jeg er ved at forsvinde.

Da jeg var ni år, klædte jeg mig ud for at behage mit eget spejlbillede. At ændre skabelon i verden ved hjælp af tekstilernes trygge rustning. Jeg kunne styre numsen og hofternes bøjning, det var min leg. Min tilfredsstillelse.

I vreden er der ingen lyd. I angsten er der kun øjne.

At skændes under en dobbeltdyne er det værste, jeg ved, for der er ingen vindere i et dobbeltdyneskænderi. Dobbeltdynen som koncept er tiltænkt de lykkelige.(...) Jeg forvasker dig langsomt.

Jeg har næret mig af dig i meget længere tid, end jeg har troet. Blodet, der løber i mine årer, gennemstrømmes af dig. Det er ikke længere kun min grænseløshed, det er vores. Jeg har ikke tænkt mig at give noget igen. Jeg har brug for at ta’. Jeg har brug for en fucking buffet. Jeg har brug for ad libitum af krop på Jensens Bøfhus. Alt i mig skal være skabt af dig. Blødt og rart som softice. Du skal føde mig. Du skal føde en stor, glinsende skovsnegl.

20. april 2023

Carl Frode Tiller: Flugt

Det er hver gang jeg læser Tiller. Jeg får det ganske enkelt dårligt, når jeg læser alle hans dialoger og tankerne der kredser rundt om personernes tanker. Her er et eksempel og bogen er fyldt af dem: 

Men jeg rejste mig ikke, jeg sad bare og så surt på ham, for han var naturligvis med i det, det forstod jeg jo, det var derfor han og mor havde set sådan på hinanden, for lidt siden, først havde de spurgt hvilke planer jeg havde i dag, og da jeg sagde ikke noget særligt, så de på hinanden som forældre gør når de tænker det samme, så skal det nok gå, så har han ikke nogen undskyldning for ikke at tage med når nabobørnene kommer, det var det de havde tænkt, det vidste jeg at det var.

Jeg har lige genlæst Amos Oz' roman Judas. Måske fandt jeg en sætning dér, som forklarer hvad det er der sker: "Den, der dag og nat vogter sig for alle mennesker, uophørligt bekymrer sig over, hvordan han skal undgå lumske angreb, og hvordan han skal afværge intriger, og hvilke kneb han skal benytte sig af for at opsnuse en fælde på lang afstand, vil nødvendigvis komme til skade. Det er sådan noget, der gør, at man ikke glædes over livet." Det er sådan mange personer har det i Tillers romaner. De er 'incurvatus in se', som Luther kalder det, indkroget i sig selv. Selvkredsende kan man vel også kalde det. Der er noget paranoidt over hele tiden at tænke den andens bevæggrunde ind i sine egne tanker og svare eller ikke svare ud fra dem. Samtaler foregår bedst i åbenhed. Hvis min samtalepartner hele tiden vil forsvare sig mod et eller andet tænkt angreb, så går samtalen i stykker. Tanken skal frisætte den anden for at samtalen lykkes. 

Alt det her ødelægger meget af bogen for mig, men der er også nye spor og spændende tanker i bogen, som gør den læseværdig. Det er en bog om sorg, om at være i sorgen. Det hele foregår en juleaften, hvor julens budskab handler om en åben forbindelse mellem himmel og jord. Sakarias og Elisabeth er de sørgende forældre og deres samvær er fyldt af ham de mistede, Johannes, som var en lidt mærkelig dreng, som de måske ikke forstod særlig godt. Og julens evangelium spiller en stor rolle for Elisabeth der synes hun har kontakt med Johannes:

...jeg var dum nok til at ringe til præsten og fortælle det hele, jeg troede en præst ville forstå, i hvert fald forholde sig åbent til det, men det gjorde han ikke, ikke engang da jeg henviste til nadveren og forestillingen om at vi alle var en del af den samme krop, Jesu krop, Guds krop. Du både tager og giver nadveren, sagde jeg, du tror jo at vi er i den evige Gud, og at den evige Gud er i os, at vi er et, hvorfor er det så svært at tro på at jeg og Johannes stadig er i kontakt? Hvis vi er dele af det samme store hele, hvorfor er det så umuligt at acceptere at vi kan nå hinanden, at der findes måder at kommunikere på?

Her kommer en svada til præsterne og nogle stærke citater fra deres juleaften:

Ikke engang præsterne her i landet er religiøse længere, tænkte jeg, tilmed vores præster har lukket af for alt hvad vi ikke kan forklare med videnskabelige begreber og teorier, de tror de er religiøse, men det er de ikke, de er fuldstændig blinde for alt det de ikke forstår, når det kommer til stykket, er de skrækslagne for al metafysik, de har reduceret sig selv til moderne livsstilscoaches, og når de står der på prædikestolen, er det som at høre nogen læse op fra en banal selvhjælpsbog, tænkte jeg mens jeg gik ned ad den smalle sti der slyngede sig gennem den gamle kirkegård ned mod den nye del.

Johannes var her, han var i mig, og jeg var i ham, og Sakarias var der også, vi var sammen, vi var ét, alle tre, vi var i hinanden, nej, vi var hinanden, tænkte jeg,

...

Han var her, sagde han igen.

Ja, sagde jeg, og så begyndte jeg at græde, jeg kunne ikke lade være, jeg græd fordi jeg var trist og rystet og udmattet, men mest fordi jeg var glad og lettet, jeg var glad og lettet fordi Johannes stadig fandtes, og fordi jeg ikke længere var alene om at vide det, og jeg var glad og lettet over at han var kommet for at trøste os, eller give os fred, eller tilgive, eller hvad jeg nu skulle kalde det.

Længe sagde vi ikke noget, vi lå bare og holdt om hinanden, det rislede og løb i den ødelagte cisterne, og udenfor var småfuglene begyndt at komme, de kvidrede ikke, men jeg kunne høre at de hoppede på gelænderet, hen til juleneget jeg havde bundet fast til altanen.

Det er det mærkeligste jeg nogensinde har oplevet, sagde han.

Ja, sagde jeg.

...

Det var næsten som om han var her, sagde han.

Næsten? sagde jeg.

Hvad? sagde han og vendte sig om mod mig.

Næsten som om han var her? sagde jeg.

Han sagde ikke noget, han stod bare og så på mig.

I baggrun­­den talte præsten om ordet der blev et menneske.

11. april 2023

Anna Elisabeth Jessen: Hjemsted

Det er virkelig en forunderlig bog, Jessen har skrevet denne gang. Den er så let læst. Der er mange mennesker, hvis veje hele tiden krydser hinanden og der står mere mellem linjerne end på dem. Undervejs vidste jeg ikke om jeg egentlig var optaget af den eller om den bare var en banal historie om Peter og Johannes og Margrethe og alle de andre, som lever deres liv i en sønderjysk sammenhæng fra før 2. verdenskrig og under den og efter den og helt op til krigen i Ukraine, men da jeg læser de sidste sider fælder jeg en tåre. Det er ikke usædvanligt for mig, men her kom det bag på mig og så så jeg pludselig Hjemsted på en helt ny måde. Det er i virkeligheden en bog om nåde og om forståelse og om at mennesker ikke er større end de er, men at de alligevel er store nok. Der er mellem linjerne mange tanker om hævn og straf og skyld, men dem må jeg selv slåsse med, for bogens fine sider omfatter alle personerne med nænsomhed.

8. april 2023

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Margrete I

Det var ikke planlagt, men et heldigt sammenfald at jeg kom til at læse Margrete I samtidigt med Kristin Lavransdatter. Samme periode og samme sted. Jeg er fuld af beundring for Marstrand-Jørgensen. 600 sider og hun taber ikke pusten undervejs. Det er en nifoldig maraton i sproglig friskhed hele vejen. Bare et lille tilfældigt eksempel:

Snart vil myg lægge æg her, snart udklækkes myggelarver og frøæg, snart vinder livet, som livet gør, foråret skal komme som sværme af blodtørstige insekter, svirrende glasvinger, løv som småbitte klokker. Men ikke endnu. Endnu er vinteren det åg, mennesker forsøger at løfte i fællesskab, kuldens og mørkets åg.

Men jeg glæder mig også over mange af hendes betragtninger. Ikke mindst over sorgen. Her er eksempler. Det var en stor fornøjelse og glæde at læse Margrete I. Tak for den.

Lige meget hvad man gør for at sikre sit jordiske gods, er livet efter døden et alvorligt anliggende, og det er umuligt at beregne, om man sørger for at investere ordentligt i dét, mens der endnu er tid.

Før et barn kommer til verden, plantes et tvillingefrø i en mors hjerte. Et kim til glæde, et kim til sorg, ingen af dem vil gro uden det andet.

Ethvert barn sår et tvillingefrø, efter tabet bliver sorgen en skyggeplante med giftige bær, glæden står med gennemsigtige blade, tynd og ranglet, og drømmer fjernt om, at sorgen med tiden vil lade den strække sig mod lyset igen.

Et atlas af stier og veje, der ender blindt, meningsløshedens syssel. Sorgens.

...sorgen er en sten, der hele tiden kommer til at ligge med den skarpe side indad.

De sidder alle ved samme bord i Paradiset, og det kan hun lide at tænke på. Valdemar og Kristoffer på hver side af Oluf, hun ser dem så tydeligt for sig, de har hvide klæder på, og om dem står et himmelsk lys. Håkon kommer også og sætter sig ved deres bord, men Magnus kan hun aldrig få øje på. Hun lukker øjnene, brisen er lun og blød, Oluf hæver et guldbæger med den ene hånd, lægger den anden over hjertet som hilsen. Hun græder med lukkede øjne, mere af glæde end af sorg. Alt, hvad hun har gjort, har hun også gjort for dem.

7. april 2023

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter - Husfrue

Kristin må væk, hed Vigdis og Lines bog om første bind. Bare de vil blive ved med at skrive også om dette bind. Der er bare så meget i Husfrue, som der skal arbejdes med, for Undset slynger læseren rundt i kvindeliv og mandeliv, så det er til at blive ganske rundtosset af. Men hvor er det stadigvæk godt at læse om Den favre og farlige verden som Undset kalder den. Ikke mindst er det kirkens rolle i forholdet til kvindens placering i samfundet, som er svært at acceptere, men så tænker jeg straks, at det tidspunkts værdier i historien skal jeg vist ikke gøre mig klogere end.

Læs bare denne formaning:

Men træværket bestod af lette stolper, oprejst og sammenføjet til vægge i Guds hus. Således, lærte herr Erik hvert år på kirkens indvielsesdag, bør vi med troens redskaber hugge og skære af vort syndige, naturlige menneske et trofast led i Kristi kirke –.

Har du glemt dette, Kristin? Hvor er de gerninger, som skulle vidne for dig på den yderste dag, at du var et led af Guds kirke – de gode gerninger, som er menneskene et vidnesbyrd om, at du er Guds ejendom?

Jesus, hendes gode gerninger! Hun havde læst de bønner, som var blevet hende lagt i munden. Hun havde bragt de almisser videre, som hendes far havde overladt hende, hun havde gået sin mor til hånde, når hun klædte de fattige, mættede de sultne og tog sig af de syges sår –.

Men de onde gerninger var hendes egne.

Så har man bare lyst til at protestere og gå sin vej. Der er ingen solidaritet i arvesynden her eller et tilgivelsens ord. Eller læs denne udlægning af Adam og Eva fortællingen, hvor Eva er den første og største i skylden:

»Da Adam og hans hustru havde modsat sig Guds vilje, da mærkede de i deres eget kød en kraft, som modsatte sig deres vilje. Gud havde skabt dem som mand og kvinde, unge og skønne, for at de skulle leve som ægtefolk og avle medarvinger til hans godheds gaver, paradisets skønhed, frugten fra livets træ og den evige salighed. De behøvede ikke at blues over den måde, hvorpå de var skabt, for så længe de var lydige mod Gud, var hele deres legeme og alle deres lemmer underkastet deres vilje, sådan som hånd og fod er.«

Rød som blod trykkede Kristin de korslagte hænder ind under brystet. Præsten bøjede sig lidt frem mod hende; hun mærkede hans stærke, gule øjne på sit sænkede ansigt.

»Eva tilranede sig det, som hørte Gud til, og hendes husbond tog imod, da hun gav ham det, som med rette var deres faders og skabers ejendom. Nu ville de være hans lige – da mærkede de, at de først blev hans lige i dette: som de havde forrådt hans herredømme i den store verden, var nu deres herredømme over den lille verden, sjælens hus af kød, forrådt. Som de havde sveget deres Herre og Gud, sådan ville nu legemet svige sin herre sjælen.

Da syntes deres legemer dem så grimme og forhadte, at de gjorde sig klæder for at skjule dem. Først som en kort brog af figenløv. Men efterhånden som de mere og mere lærte deres egen naturs kødelige væsen at kende, så trak de klæderne op over brystet og over ryggen, som er uvillig til at bøje sig. Lige indtil disse dage, da mændene klæder sig i stål til det yderste led på finger og tå og skjuler deres ansigt bag et hjælmgitter – i den grad er ufred og svig vokset i verden.«

Men Undset strør også om sig med herlige små replikker: Men alting blev, som faderen sagde; det fandt han også selv rimeligt. Hendes førstefødte Nåkvee siger om sin mor så smukt at hun:

... havde åbne hænder, som alt, hvad de havde nødig, strømmede igennem, moderen vidste råd for størstedelen af alt ondt, moderen var på gården som ilden på arnen, hun bar hjemmelivet som Husabys marker bar årenes afgrøde. Fra hende udstrålede liv og varme som fra kreaturerne og hestene i stalden. Drengen havde aldrig tænkt på at sammenligne hende med andre kvinder –.

31. marts 2023

Roxane van Iperen: Søstrene fra Auschwitz

Forfatteren og hendes mand og børn flytter i en campingvogn og bor i haven til "Fuglereden". De har været så heldige at få mulighed for at købe stedet. Et stort hus ude midt i naturen, men de opdager skjulte rum under gulve, bag paneler og rester fra tidligere beboere. Det må have stået tomt i årevis. Men nu lader de huset fortælle sin historie som er en meget fin fortælling om modstandskamp og overlevelse. Det er meget prisværdigt. Og det er meget læseværdigt tilmed. Så meget respekt får jeg for de to søstre Janny og Lien, som er drivkraften i hele bevægelsen. 

Da det bliver tid til forårsrengøringen, er næsten alle småbyerne rundt om Fuglereden blevet erklæret judenrein, rensede for jøder. Jødiske indbyggere er blevet tvunget til at flytte til Amsterdam og er derfra blevet sendt til Westerbork.

Bogen afsluttes med kapitel efter kapitel research oplysninger. De er vigtige at få med. Forrædderne slap billigere end de uskyldige, der kæmpede for andres overlevelse. En stor del af indbyggerne i kredsen omkring Fuglereden var kunstnere. En Dirch Witte lægger sangtekst til slutningen:

Livet er fuldt af skønhed og vidunderlige ting

Gem dig ikke i et bur, men spred vingerne ud!

Husk: Livet skal leves!

Hold hovedet højt, stik næsen i sky

Hvorfor skulle du bekymre dig om, hvad andre tænker?

Hold hjertet varmt, så det synger af kærlighed

Hvor du end tager hen, vil du være konge!

Giv dig selv den gave!

Husk: Livet skal leves!

28. marts 2023

Vigdis Hjorth og Line Norman Hjorth: Kristin må væk

Og hvor heldig var jeg så ikke! Netop som jeg var færdig med Kransen ser jeg den her bog og læser den. Der er vidunderlige sammenskrivninger af Kransens tekster og nogen understregninger af områder, jeg ikke selv havde lagt så meget mærke til, som de fortjente. Det var fantastisk at læse den lige bagefter. I Weekendavisens anmeldelse kalder de den MIDDELALDER-METOO og det er ganske rigtigt, at 100 år ikke har ændret meget på, hvad kvinder udsættes for i dag. Mor og datter sidder og læser sammen på Christianshavn og der er et fint ping pong mellem de to, når de lige skal se Kristin ind i deres liv, mor og datter. Det er flot og jeg glæder mig. Men de er også skrappe og det skal de være. Det kan lyde sådan her:

» … skamlæberne trænger mændene sig skamløst ind mellem for så at forlove sig ind og ud, for derefter at opføre sig som vores formyndere, forklare, opdrage og belære os, som Simon gør med Kristin, vil redde hende og være hendes talsmand og være bedrevidende, mens andre mænd, som Lavrans, er med på det hele, godtager det, og synes Simon opfører sig klogt og voksent, og ser ikke at Kristinmansplainestil at holde mund, og forstår ikke, at de i virkeligheden frygter hende og hendes kommende oprør, fordi de dybest set godt ved, at de ikke kan klare sig uden hende, uden kvinden, for hvad skulle de have gjort uden skamlæberne og brystet, som de begærligt sutter på når de kommer til verden, og ikke kan leve uden.«

28. marts 2023

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. Kransen

Det har jeg ikke fortrudt et øjeblik, at jeg nu sætter tid af til Kristin Lavransdatter. Det er en stor fornøjelse. Der er et sprogligt overskud og et grundigt arbejde med at forstå, hvad et menneske er samtidig med, at hun overvejer teologiens måde at tænke på. Det kan få så muntert et udslag som følgende:

»Véd du, hvem det var, der først fornam, at Vorherre havde ladet sig føde? Det var hanen; den så stjernen, og så sagde den – alle dyrene kunne tale latin den gang – så udråbte den: Christus natus est!«

Det sidste galede han så lige en hane, at Kristin kom til at skoggerle. Og det gjorde så godt at le, for alt det sælsomme, broder Edvin lige havde fortalt, havde sænket en tyngsel af højtid over hende.

Munken lo selv.

»Ja. Da så oksen hørte det, gav den sig til at brøle: »Ubi, ubi, ubi?«

Men geden brægede og sagde: »Betlehem, Betlehem, Betlehem.«

Og fåret blev så opfyldt af længsel efter at se Vor Frue og hendes søn, at det straks gav sig til at bræge: »Eamus, eamus, eamus!«

Og den nyfødte kalv, som lå i halmen, rejste sig og kom på benene. »Volo, volo, volo!« sagde den.

Allermest holder jeg af de samtaler hun har med Edvin og har straks brugt noget i en prædiken til 3. s. i fasten om at synde tappert, som Luther talte om det:

Før havde hun kæmpet mod en dump og hemmelig frygt og prøvet på at trodse: hun havde ikke syndet så hårdt. Nu syntes hun, at Edvin havde vist hende klart og tydeligt, jo, hun havde syndet; sådan og sådan var hendes synd, og hun måtte tage den på sig og prøve på at bære den tålmodig og godt. Hun gjorde sig umage for at tænke på Erlend uden utålmodighed – både fordi han ikke lod høre fra sig, og fordi hun måtte savne hans kærtegn. Hun skulle kun være trofast og fuld af godhed overfor ham. Hun tænkte på sine forældre og lovede sig selv, at hun ville gengælde dem al deres kærlighed, når de først havde forvundet den sorg, hun kom til at gøre dem ved at bryde med folkene på Dyfrin. Og hun tænkte næsten mest på hans ord om, at hun ikke måtte søge sin trøst i at se andres fejl; hun følte, hun blev ydmyg og god, og indså snart, hvor let det faldt hende at vinde folks venskab.

Og så afslutningskapitlet. Det er vidunderligt. Hele Kransen har handlet om at leve ret og at få lov at opleve kærligheden, men æren er hele tiden kommet i vejen, fordi Erlend ikke var den rigtige fra forældrenes synspunkt. Og så afslører de, at de har levet et liv med æren, men uden elskov.

Han (Lavrans) havde ikke kunnet, gentog han for at overbevise sig selv. I djævelens navn, han var blevet gift som stor dreng, han havde ikke valgt selv, hun var ældre end han – han havde ikke attrået hende; han havde ikke villet lære dette af hende – elskov. Han blev endnu hed af undseelse, når han tænkte på det – at hun ville have haft ham til at elske sig, når han ikke havde villet en sådan kærlighed til hende. At hun havde tilbudt ham alt dette, som han aldrig havde bedt om.

Og så afslører hun for Lavrans at hun allerede var med barn, da de blev gift. Også de to. Ligesom Kristin og Erlend. Og måske var det ikke Lavrans barn. Hvem skal dømme hvem?

14. marts 2023

Alex Schulman: Malma station

Jeg har ikke læst ham før, men det er godt at læse ham nu. Han er krævende, fordi de få personer i romanen og den lange tid, der går fra begyndelse til slut, bliver kastet op i luften og spredes vilkårligt og falder ned i kapitlerne uden orden. Det er krævende, men selv der hvor jeg ikke ved, hvor jeg er i romanens tid, sker der noget jeg er mere end opmærksom på. Det handler om det sårbare i familien. Det er mere end sårbart. Prøv bare at læse indledningen til forældrenes forhold:

”Er det dig og mig nu?” spurgte Oskar.

”Ja,” svarede Harriet. ”Nu er det dig og mig.”

Han husker ingen eufori eller lykke i det øjeblik på altanen, han husker ikke engang forelskelsen, det eneste, han husker, er en diffus melankoli. Der var en sorg hos ham nu, den form for sorg, man mærker, når man har fået noget, der er for værdifuldt at miste.

Erindringen spiller en afgørende rolle:

Hun holder billedet op foran sig, prøver at finde den position, hvorfra det er taget, og til sidst finder hun den. Det blanke rektangel er et forstørrelsesglas ind i fortiden, hun rejser gennem ormehullet til 1976, og i et par sekunder kan hun opleve alt i bevægelige billeder, og hun slipper ikke faren og datteren med blikket nu.

Det er en skrækkelig roman om, hvad der kan ske i en familie, som bliver ved med at vende tilbage igen og igen hos børnene og skaber ulykker og forviklinger. Et barn der fravælges til fordel for søsteren. Men det er en roman jeg læser glad og gerne, fordi den lærer mig noget.

14. marts 2023

Kim Blæsbjerg: De bedste familier

Jeg måtte overgive mig. Det er en fremragende bog! men i begyndelsen tænkte jeg på at holde med læsningen. Det var sproget, tror jeg. Der var ingen ild i det. Ingen sproglig fornøjelse eller udfordring. Det kom der så - ild, fornøjelse og udfordring - på indholdssiden og alting kom til at gå op i en smuk enhed. De to familier bogen arbejder med bliver særdeles levende for læseren. Vi er med dem på arbejde og om søndagen og i haven og i sengen. Og 'det store dyr' rumsterer lige i baggrunden hele tiden. Det er kun et par år siden vi gjorde holdt ved Cheminova, og der sad en skræk i os ved at tænke på alt det gift der var sivet ud i høfderne, fjorden og havet. Blæsbjerg balancerer mellem ingeniøren og arbejderen og det er glimrende god gammeldags socialrealisme. Men det er også sigende, at da jeg skulle til at se min understregninger igennem, så var der ingen. 

16. februar 2023

Sigrid Undset: Fru Marta Oulie

Det var igen Ida jessen, som var førsteårsagen til at jeg begyndte på Sigrid Undset. Det er jeg ikke ked. Nu er jeg begyndt på Kristin Lavrandsdatter, som jeg læste i 13-årsalderen. Hun er spændene og vedkommende, Sigrid Undset, sandhedssøgende, så det næsten er for meget. Hun er parat til at udslette sig selv, men det er god læsning. "Jeg har været min mand utro" - sådan begynder hun romanen. Ida Jessen samler det i et forord: 

Det værste er ikke at være utro. Det værste er at være utro uden kærlighed.

Det værste er ikke at elske.

Det værste er: at føle sig bedre end sine nærmeste.

Bogen er en undersøgelse af den ensomhed som er prisen man må betale for det.

Det er ikke et tema der er bundet til 1907, vi kender det godt i dag.

Den stærkeste sætning her er: Det værste er ikke at elske. Den bider! Her kommer der nogle sætninger fra romanen, som jeg har understreget for ikke at glemme dem:

At forstå alt skal jo være at tilgive alt – men Gud fri mig for de mennesker, der tilgiver for meget. Det er jo bare noget, vi trøster os med, når livet begynder at slide karakteren af os, og vi har gjort forskelligt, som vi ville have skammet os over i vores bedre dage. Eller hvis vi ikke har mod og energi til at leve i overensstemmelse med vores eget sind. Så giver vi køb på vores fordringer – men til syvende og sidst får man i dette liv i forhold til, hvad man fordrer.

Selvom jeg kunne tro, var der så nogen trøst i det? “Når intet i den enes liv var skjult for den anden.”

Hvis man en dag kunne se hinandens nøgne sjæle, ja – og rigtig se, hvor uendelig små de ting var, der først skilte ad. Åh, jeg gjorde oprør midt i himmeriges rige, fordi den, som var almægtig og alvidende, lod al den elendighed og skam og sjælefordærv og hæslighed komme – sive ind i småbitte ridser, ind i det, som begyndte så strålende.

Sommetider længes jeg selv efter at tro. Jeg ønsker, at jeg kunne kaste det hele fra mig – sorgen over det meningsløse liv og ulykken, som er uoprettelig – og tro, at der var en mening med det hele, og en frelse. Men jeg kan ikke. Man må jo give slip på sin egen sunde fornuft for at tro på en kærlig Gud bag alt dette – og sin simpleste ærbarhedsfølelse for at kunne bilde sig det om den saliggørende anger ind.

Hvad har Vorherre med mine børn at gøre? Hvad har det med evighed at gøre, hvordan skal det, der begyndte som et agern inde i mig, kunne leve uden ophør? Hvis mit barn var død, straks efter det var født, hvordan skulle vi have fundet hinanden langt senere, når livet også var slut for mig? Måske havde jeg prøvet at tro på det, hvis jeg havde mistet et barn.

Vi mennesker skulle være skabt i Guds billede – han, der styrer den uendelige verden. Jeg prøver at tænke det – og tænker påmitliv, på mine nærsynede øjne. Jeg synes, det er børnesnak.

14. februar 2023

Leif Davidsen: Lenins bodyguard

Efter to store og tunge bøger trængte jeg til noget let. Og det fik jeg. Jeg har før haft glæde af ham, f.eks. På jagt efter Hemmingway. Den var jeg glad for. Og det er jeg da også for den her, men der er mange sider med triviallitteratur, synes jeg. Men efter lige at have læst Jevgenija Ginzburg så var det meget rart at få genopfrisket noget af historien om Lening og Stalin. Og det er han god til, Leif Davidsen. Her kommer et citat:

“Ser De, hr. Madsen. De to idioter er med i den nye elite. Elite er de vel næppe helt selv, men de er fodsoldater og gør, hvad de får besked på. De kan bruge knojern og en gummislange under fødderne på de stakler, de anholder, men som de fleste kan de sikkert hverken læse eller skrive. De er faktisk ikke de virkelig farlige. Næh, de farligste er idealisterne, de religiøse, fanatikerne. Mennesker, der er overbeviste om, at de ved bedst, og at de sidder inde med sandheden. Én sandhed. De lægger bønnebogen og trækker sværdet, hvis du ikke står ret. Selv hvis de ikke påberåber sig Gud, er de korsfarere som Lenin og hans riddere. Frygt idealisterne, hr. Madsen. De behøver ikke at være bange for dummernikkerne.”

Han holdt en pause og røg på sin cigar og fortsatte:

“Jeg tænker af og til på, at vi i de kommende år vil se de absolut troende sætte verden i brand. Ved De hvad? Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de sande helte er skrøbelige, tvivlende mennesker. De har ikke behov for at slå ihjel.” 

13. februar 2023

Hanya Yanagihara: Til Paradis

Altså - det er en næsten uoverkommelig stor bog at kapere. Der er faktisk tre pænt store bøger i én. Undervejs synes jeg der er en del tomgang, andre steder kan jeg næsten ikke få læst hurtigt nok, men så god som "Et lille liv", er den ikke. Det mest forskrækkelige er at jeg samtidig med læste Jevgenija Ginzburgs store bog om Gulag og Stalins farlige diktatur, som på anden og farligere vis også beskrives i tredje del af Til Paradis. Som foregår i 2094 og ikke 84, men det er en dystopi, som kan tage luften fra enhver. Her bliver demokrati til alles diktatur. Det ene store virusangreb efter det andet vælter ind over det nordamerikanske kontinent. Det ændrer mennesker:

Men ved I hvad det værste var? Hvor vrede Norris og jeg var. Vi var vrede over at Wolf var blevet syg, at han var kommet til os, at han havde bedt os om hjælp, at han havde sat os i sådan en situation. Det var det vi sagde til os selv den aften mens vi proppede i os, mens alle persiennerne var rullet ned, alle sikkerhedssystemerne var slået til, og hytten ved poolen – som om han overhovedet ville gå derned nu – var lukket med hængelås: Hvor vovede han. Hvor vovede han at få os til at føle på den måde, hvor vovede han at få os til at afvise ham. Det var sådan vi tænkte. En ven var hjælpeløs og bange, og det var sådan vi reagerede.

Det blev aldrig mere helt det samme mellem os efter det. Åh ja, jeg ved godt at alting så fint ud. Men noget forandrede sig. Det var som om vores forbindelse ikke længere var grundfæstet i kærlighed, men i skam, i den frygtelige hemmelighed vi delte, i denne frygtelige, umenneskelige ting vi havde gjort sammen.

Der er mange steder i bogen jeg bliver nødt til at understrege. Her kommer nogle af dem:

Da jeg var bachelorstuderende, havde en af mine professorer sagt at der fandtes to slags mennesker: de der græd for verden, og de der græd for sig selv. At græde for sin familie, sagde han, var en anden måde at græde for sig selv på. ”De der bryster sig af de ofre de har gjort for deres familier, ofrer egentlig slet ikke noget,” sagde han, ”fordi deres familie er en forlængelse af deres eget selv og derfor en manifestation af egoet.” Sand uegennytte, sagde han, var ensbetydende med at give noget af sig selv til en fremmed, en hvis liv aldrig ville blive viklet ind i ens eget.

Sygdommen gjorde det helt tydeligt for os hvem vi er; den afslørede de fortællinger vi alle sammen havde fortalt om vores liv. Den afslørede at fremskridt, at tolerance, ikke nødvendigvis afføder mere fremskridt og tolerance. Den afslørede at venlighed ikke afføder mere venlighed. Den afslørede hvor skrøbelig vores livs poesi i virkeligheden er – den udstillede venskab, som noget spinkelt og betinget; partnerskaber som noget kontekstuelt og tilfældigt. Ingen lov, intet arrangement, ingen kærlighed var stærkere end vores eget behov for at overleve, eller som det gjaldt for de mere generøse blandt os: vores behov for at vores egne, hvem de end var, måtte overleve.

Jeg ved at ensomhed ikke fuldstændig kan fjernes gennem et andet menneskes tilstedeværelse; men jeg ved også at en partner er et skjold, at uden et andet menneske sniger ensomheden sig ind, som et spøgelse der glider ind gennem vinduerne og ned i halsen på en, fylder en med en sorg man ikke kan stille noget op over for. Jeg kan ikke love at mit barnebarn ikke vil blive ensom, men jeg har forhindret at hun bliver alene. Jeg har sørget for at der vil være et vidne til hendes liv.

11. februar 2023

Jevgenija Ginzburg: Min tunge vandring

Det er næsten umuligt at skrive noget om den her bog, der yder den fuld løn, men jeg vil gerne gøre opmærksom på den. Den minder mig om oplevelsen i sin tid af at læse Solsjenitsyn, men måske endnu mere lysende og smuk, selvom den på samme vis handler om fængsel og internering i Gulags øhav. Jeg tror den er på 750 sider, men der er ikke en eneste side for meget. Hun læser sit liv ved at erindre det. Det er hendes opgave at huske hver dag i de mange år hun var i fængsel og i lejrene. Da Stalin var færdig med at udrydde Ukraines bønder gik han efter de intelektuelle i partiet. De var for kloge, for belæste og derfor farlige. Ginzburg blev fældet i de berygtede Moskvaprocesser i 1937. Og bliver først rehabiliteret to år efter Stalins død. Jeg har understreget så meget, så det kan slet ikke være på den her side. De ligger i et katalog på min pc. Her er et par prøver på, hvordan hun skriver:

Løvet på de store mørkegrønne træer under vinduerne rasler. Denne hemmelighedsfulde og kølige lyd gør et voldsomt indtryk på mig. Jeg synes, at jeg aldrig tidligere har hørt denne lyd. Jeg bliver helt bevæget. Hvorfor har jeg ikke tidligere lagt mærke til det?

Og uret på væggen … Rundt og stort med visernes blanke overskæg. Hvor er det længe siden, jeg har set sådant et. Jeg bemærker tidspunkterne for procedurens begyndelse og afslutning.

Syv minutter! Hele farcen varer præcis syv minutter – hverken mere eller mindre. Retspræsidenten er Dimitriev, folkekommissær for justitsanliggender i den Russiske Føderative Sovjetrepublik.

En kvist med tranebær, som havde ligget gemt under sneen. Der var fem-seks bær så røde, at de næsten var sorte, så smukke og sarte, at hjertet næsten brast ved synet af dem. Bærrene var så overmodne, at de bristede ved den mindste berøring. Hvis man forsøgte at plukke dem, flød de væk mellem fingrene. Jeg måtte lægge mig ned på maven og nippe dem af grenen med mine tørre, sprukne læber, forsigtigt knuse bærrene mellem tungen og ganen, idet jeg nød bærrene et for et. Smagen var ubeskrivelig. Det var ligesom med gammel vin – „jo ældre jo bedre“. Smagen kunne ikke sammenlignes med et almindeligt surt tranebærs. Her var en sødme og en berusende duft af overvundne lidelser og overstået vinter. Hvilken opdagelse! De første par grene tømte jeg selv for bær. Først da jeg opdagede en tredje, vågnede mennesket i mig, og jeg råbte:

– Galja, Galja! Kast øksen, og kom her hen! Se, her vokser den drømmegyldne drue …

Det eneste, der volder ledelsen problemer, er disse „vestkvinders“ trofasthed over for kirkekalenderen. Det ligner en ganske almindelig tirsdag, men hele barak 2 er ikke gået på arbejde. Det er dagen for Johannes Døberens halshugning. Inspektionsprocessionen mødes af bønnesang.

– Hvorfor er I ikke på arbejde? Er I syge? forhører disciplinærofficeren sig høfligt.

– Nej, borger lejrchef. Vi er ikke syge, men det er helligdag i dag …

Ledelsen ønsker ikke at gribe til repressalier. Man kan ikke sende en hel barak i straffecelle. Desuden leverer disse piger toppræstationer i produktionen. Chefen for kultur-og opdragelsesafdelingen træder frem.

– Hvad er I dog for en primitiv flok, siger han og trækker irriteret på skulderen. – I er ellers så ærlige og flittige, og så tror I på den slags vrøvl.

– Det er derfor, vi er ærlige, fordi vi tror på Gud.

Han er den eneste, jeg kan tale med om Aljosja, og alene af den grund er han for mig anderledes end alle andre. Han styrer samtalen på en måde, så der ligesom ikke er forskel på de bortgangne og os, som endnu en stund befinder os her på jorden. Som om vi alle sammen – levende og døde – er dråber i den samme strøm. Og der opstår i mig en foruroligende, men alligevel lindrende følelse af, at jeg stadig kan gøre et eller andet for Aljosja, ja, ligefrem har pligt til at gøre noget for ham. Mærkeligt nok mildner det min konstante smerte. En gang imellem forbinder lægen uventet denne min smerte med vores ganske hverdagsagtige gøremål.

– De bør også en gang imellem opsøge Serjosja Kondratjev. På stue to … Han er blot en stor dreng. Han er meget bange for at dø. Jeg tilser ham også om natten, men det betyder noget, at det er en kvinde. Bare gå lige så stille hen til ham. Læg hånden på hans pande, ret lidt på tæppet. For Aljosjas skyld …

Og igen gør jeg det klart for mig selv, at jeg ikke bare er lykkelig, men hundredfold lykkelig. Fordi jeg befinder mig i dette Iljusjin-fly og ikke kun medbringer relativt hele arme og ben, også min sjæl er sluppet nogenlunde helskindet fra det og har ikke mistet evnen til at elske og foragte, nære uvilje og begejstres. Jeg er opfyldt af en følelse af taknemlighed! Gode Gud, det er ikke en drøm! Du har ført mig ud af Kolyma …

Taknemmelighedens gave er en sjælden gave. Og jeg er ingen undtagelse. Vi råber alle vildt om hjælp, når vi er i livsfare, men vi tænker meget sjældent på kilden til frelsen, når faren er overstået. På min tornevandring har jeg set hundredvis, ja, tusindvis af højlærde marxister af den mest indædte slags, som i livets angstfulde øjeblikke vendte deres fortrukne ansigter mod Ham, hvis eksistens de gennem mange år så kategorisk havde afvist i deres overfladiske forelæsninger og foredrag. De, som det lykkedes at blive reddet, takkede imidlertid ikke Gud for deres redning, men i bedste fald Nikita Khrusjtjov. Eller de takkede slet ingen. Sådan er vi af natur.

Det er en fantastisk bog om liv og hjertelighed midt i Helvedes 9. kreds. Den står meget højt i mit bibliotek.

24. januar 2023

Ida Jessen: De uskyldige og Postkort til Annie

Siden jeg læste 'Endnu en bog jeg aldrig har skrevet' af Ida Jessen, har hun fortsat forstyrret min læsning. Jeg var så oplivet af den bog, så jeg fandt et par novellesamlinger som jeg aldrig har læst. Nu har jeg læst dem. Det er stærke sager. Den første er fra 1994 og den sidste fra 2013. De er så korporlige, de nærmest trænger sig ind på én, de er ikke til at slippe af med, de sidder sammen med én i læsestolen og forstyrrer, trykker og klemmer. Overalt. Men jeg kan heller ikke lægge dem til side, for de er gode. 

Når hun sådan var allermest andægtig, kunne hun tænke, at det var, som om hele huset var gennemsyret af hellighed. Dengang var hun kun en lille pige, men hun var klar over, at hun vidste noget om det særprægede og det evige, noget som ingen andre forstod.

Citatet er fra novellem 'Under lampen' og der viser noget af den kant, som Ida Jessen hele tiden nærmer sig, det evige, som ikke er til at fastholde eller forstå. Skyld og tilgivelse i forhold til de nærmeste. Her forældrene. Novellen slutter sådan her:

Her sad hun, under lampen, med foden på det sennepsgule gulvtæppe, og kærligheden og længselen var stadig lige stor. Og alting var vist nu for sent. For sent var det gået op for hende, at hendes forældre også var mennesker, og at hun aldrig ville lære dem at kende.

'Postkort til Annie' handler om kvinder der ud over alle (også urimelige) grænser elsker. Her kommer nogle understregninger:

Du er så ung, at du tror, du kan vurdere andre mennesker. Men det kan man aldrig, uden at reducere dem til noget trivielt.

Den store kærlighed kommer ikke fra det vi kender, men fra det der forandrer os og gør os fremmede for andre end os selv og den anden.

12. januar 2023

Ida Jessen: Endnu en bog jeg aldrig skrev

Jeg har bare været i det allerbedste selskab siden i forgårs, da jeg begyndte på Ida Jessens nye bog hun aldrig skrev. Det er som at møde et menneske som kun vil fortælle mig det vigtigste. Hver sætning er afgørende. Der er intet overflødigt. Og aldrig hvar jeg været i så godt et bogselskab. At læse om Ida Jessens måde at læse på gør mig så glad. Jeg har ikke kunnet lægge den fra mig. Alt andet måtte vente. Hun fortæller om sin far:

Da min far blev meget gammel og ikke kunne røre sig og i alt var afhængig af andre, sagde han: „Fra nu af vil jeg være læsende.“ En fanfare, en jubel. En stor glæde. Livet holder ikke op, før det dør.

Sådan tænker jeg også hver morgen, dagen igennem. Næste bog. Ida jessen har lukket mange døre op for min læsning. Også med forfattere. Katherine Mansfield som jeg ikke har læst. Nu har jeg købt 'Havefesten og andre fortællinger'. Og Sigrid Undset, som jeg læste for mange år siden. Nu vil jeg læse 'Fru Marta Oulie' og Kristin Lavrandsdatter igen. Og meget andet. Ida Jessen skriver om sin egen måde at læse sådan her, hvilket jeg genkender helt:

Den lykkelige læsning er en kædelæsning, hvor den ene bog med besynderlig sikkerhed rækker ud efter den næste. Så er det, som om man er optaget af en langstrakt, meningsfuld stimulerende samtale, hvor ingen emner er hellige og hvor ingen bør undgås, hvor ordet og tanken er fuldkommen fri og fuld af evne, og dermed fuld af lyst. Men læsning er en disciplin, der kræver ro og overskud. Den slags er en luksusvare. I vores fritid lader vi os distrahere, som om vi dagligt suges ind i et omrejsende, let lurvet tivoli. Vi er blevet så rastløse af det. Men vi skal jo generobre vores fordybelse, vores menneskeret til ikke at skulle præstere os til eksistensberettigelse, vores læsning, og dermed vores tid.

Her kommer nogle af mine mange understregninger. Og tak for bogen.

Dybt i hver bog jeg har skrevet ligger der en privat kerne, en tvivl, en nagen i mit eget liv. At skrive en bog er i udgangspunktet og frit efter Ibsen at sætte sig på anklagebænken. Efterhånden som arbejdet og personerne udvikler sig, og jeg begynder at høre deres stemmer, glemmer jeg, at det er mig selv, der står i retssalen. Jeg bliver optaget af de fiktive personer, jeg lytter til dem, jeg er så interesseret i dem. Jeg føler mig aldrig alene, når jeg arbejder på en bog.

Arbejdet er at forvandle destruktionstrang til lys, til liv, til noget der holder menneskene oppe...Arbejdet består i at overvinde sine fordomme, sin automatik, sig selv. Arbejdet består i at se andre end sig selv. Se dem i stedet for at gennemskue dem. Se også dem man ikke bryder sig om.

6. januar 2023

Katrine Marie Guldager: Birgithe med TH

Jeg var ved at drukne helt i Yanagaharas nye Til Paradis om kring side 350, så jeg kunne ikke modstå fristelsen til Guldagers nys udkomne. Det var en stor fornøjelse. Jeg elsker Birgithe med TH og jeg kan bruge hende som spejl. Det er virkelig en god øvelse at læse den roman. Altså selvøvelse. Hvem er du så? Og så er den så morsom. Bidsk. Vidunderlig.

Her kommer nogle understregninger som fortæller hvad det er for en roman.

Typisk, at det er mig, der skal tage mig af alt det her, mens hun har travlt med at lide og anklage mig for alle mulige ting, der skete for tusind år siden: At jeg engang havde sex med hendes første kæreste, at jeg blev veninde med en af hendes veninder. Alle mulige små anstødsstene, hun har gået og samlet sammen gennem årene, og nu går og gemmer på, som om det var guld.

Som om du ikke har fyldt nok, mor!

Dig og din evindelige skilsmissesmerte!

Tænk, at hun bare sad her og legede 1977 med sig selv hver aften.

Rødvin og 1977.

Jeg lægger dagbøgerne ned i kasserne igen, jeg prøver at slappe af.

Jeg lukker øjnene, jeg prøver at trække vejret dybt.

Jeg havde helt glemt, hvor aggressiv og fordømmende min mor kunne være.

Måske meget godt, at hun er død.

En person, der gjorde hvad som helst for at få min mor for mig selv. En person, der ville vinde den konkurrence. Fucking usympatisk, hvis du spørger mig.

Det er bare en hurtigt læst bog som kommer til at sidde længe. Birthe med TH er ikke dårligt selskab. Jeg har faktisk brug for at lære noget.