Boglog 2023

24. januar 2023

Ida Jessen: De uskyldige og Postkort til Annie

Siden jeg læste 'Endnu en bog jeg aldrig har skrevet' af Ida Jessen, har hun fortsat forstyrret min læsning. Jeg var så oplivet af den bog, så jeg fandt et par novellesamlinger som jeg aldrig har læst. Nu har jeg læst dem. Det er stærke sager. Den første er fra 1994 og den sidste fra 2013. De er så korporlige, de nærmest trænger sig ind på én, de er ikke til at slippe af med, de sidder sammen med én i læsestolen og forstyrrer, trykker og klemmer. Overalt. Men jeg kan heller ikke lægge dem til side, for de er gode. 


Når hun sådan var allermest andægtig, kunne hun tænke, at det var, som om hele huset var gennemsyret af hellighed. Dengang var hun kun en lille pige, men hun var klar over, at hun vidste noget om det særprægede og det evige, noget som ingen andre forstod.


Citatet er fra novellem 'Under lampen' og der viser noget af den kant, som Ida Jessen hele tiden nærmer sig, det evige, som ikke er til at fastholde eller forstå. Skyld og tilgivelse i forhold til de nærmeste. Her forældrene. Novellen slutter sådan her:


Her sad hun, under lampen, med foden på det sennepsgule gulvtæppe, og kærligheden og længselen var stadig lige stor. Og alting var vist nu for sent. For sent var det gået op for hende, at hendes forældre også var mennesker, og at hun aldrig ville lære dem at kende.


'Postkort til Annie' handler om kvinder der ud over alle (også urimelige) grænser elsker. Her kommer nogle understregninger:


Du er så ung, at du tror, du kan vurdere andre mennesker. Men det kan man aldrig, uden at reducere dem til noget trivielt.


Den store kærlighed kommer ikke fra det vi kender, men fra det der forandrer os og gør os fremmede for andre end os selv og den anden.

12. januar 2023

Ida Jessen: Endnu en bog jeg aldrig skrev

Jeg har bare været i det allerbedste selskab siden i forgårs, da jeg begyndte på Ida Jessens nye bog hun aldrig skrev. Det er som at møde et menneske som kun vil fortælle mig det vigtigste. Hver sætning er afgørende. Der er intet overflødigt. Og aldrig hvar jeg været i så godt et bogselskab. At læse om Ida Jessens måde at læse på gør mig så glad. Jeg har ikke kunnet lægge den fra mig. Alt andet måtte vente. Hun fortæller om sin far:


Da min far blev meget gammel og ikke kunne røre sig og i alt var afhængig af andre, sagde han: „Fra nu af vil jeg være læsende.“ En fanfare, en jubel. En stor glæde. Livet holder ikke op, før det dør.


Sådan tænker jeg også hver morgen, dagen igennem. Næste bog. Ida jessen har lukket mange døre op for min læsning. Også med forfattere. Katherine Mansfield som jeg ikke har læst. Nu har jeg købt 'Havefesten og andre fortællinger'. Og Sigrid Undset, som jeg læste for mange år siden. Nu vil jeg læse 'Fru Marta Oulie' og Kristin Lavrandsdatter igen. Og meget andet. Ida Jessen skriver om sin egen måde at læse sådan her, hvilket jeg genkender helt:


Den lykkelige læsning er en kædelæsning, hvor den ene bog med besynderlig sikkerhed rækker ud efter den næste. Så er det, som om man er optaget af en langstrakt, meningsfuld stimulerende samtale, hvor ingen emner er hellige og hvor ingen bør undgås, hvor ordet og tanken er fuldkommen fri og fuld af evne, og dermed fuld af lyst. Men læsning er en disciplin, der kræver ro og overskud. Den slags er en luksusvare. I vores fritid lader vi os distrahere, som om vi dagligt suges ind i et omrejsende, let lurvet tivoli. Vi er blevet så rastløse af det. Men vi skal jo generobre vores fordybelse, vores menneskeret til ikke at skulle præstere os til eksistensberettigelse, vores læsning, og dermed vores tid.


Her kommer nogle af mine mange understregninger. Og tak for bogen.


Dybt i hver bog jeg har skrevet ligger der en privat kerne, en tvivl, en nagen i mit eget liv. At skrive en bog er i udgangspunktet og frit efter Ibsen at sætte sig på anklagebænken. Efterhånden som arbejdet og personerne udvikler sig, og jeg begynder at høre deres stemmer, glemmer jeg, at det er mig selv, der står i retssalen. Jeg bliver optaget af de fiktive personer, jeg lytter til dem, jeg er så interesseret i dem. Jeg føler mig aldrig alene, når jeg arbejder på en bog.


Arbejdet er at forvandle destruktionstrang til lys, til liv, til noget der holder menneskene oppe...Arbejdet består i at overvinde sine fordomme, sin automatik, sig selv. Arbejdet består i at se andre end sig selv. Se dem i stedet for at gennemskue dem. Se også dem man ikke bryder sig om.

6. januar 2023

Katrine Marie Guldager: Birgithe med TH

Jeg var ved at drukne helt i Yanagaharas nye Til Paradis om kring side 350, så jeg kunne ikke modstå fristelsen til Guldagers nys udkomne. Det var en stor fornøjelse. Jeg elsker Birgithe med TH og jeg kan bruge hende som spejl. Det er virkelig en god øvelse at læse den roman. Altså selvøvelse. Hvem er du så? Og så er den så morsom. Bidsk. Vidunderlig.

Her kommer nogle understregninger som fortæller hvad det er for en roman.


Typisk, at det er mig, der skal tage mig af alt det her, mens hun har travlt med at lide og anklage mig for alle mulige ting, der skete for tusind år siden: At jeg engang havde sex med hendes første kæreste, at jeg blev veninde med en af hendes veninder. Alle mulige små anstødsstene, hun har gået og samlet sammen gennem årene, og nu går og gemmer på, som om det var guld.


Som om du ikke har fyldt nok, mor!

Dig og din evindelige skilsmissesmerte!

Tænk, at hun bare sad her og legede 1977 med sig selv hver aften.

Rødvin og 1977.

Jeg lægger dagbøgerne ned i kasserne igen, jeg prøver at slappe af.

Jeg lukker øjnene, jeg prøver at trække vejret dybt.

Jeg havde helt glemt, hvor aggressiv og fordømmende min mor kunne være.

Måske meget godt, at hun er død.


En person, der gjorde hvad som helst for at få min mor for mig selv. En person, der ville vinde den konkurrence. Fucking usympatisk, hvis du spørger mig.


Det er bare en hurtigt læst bog som kommer til at sidde længe. Birthe med TH er ikke dårligt selskab. Jeg har faktisk brug for at lære noget.