Boglog 2023

1. juni 2023

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Jeg har al mulig glæde ved at et menneske bliver mønsterbryder, skriver sig ud af sin opvækst ved at tage fat om alt det, der gør ondt, men jeg har svært ved at det hele skal vendes til ressentiment. Umiddelbart kom jeg til at huske på min studielæsning på teologi i Århus i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor jeg var vild med at læse

Nietzsche. I 'Genealogi der Moral' læste jeg om ressentiment, som kan beskrives sådan her: "Ressentiment er ikke kun vrede, men også foragt og had, og angår ikke kun den oplevede uretfærdighed, men hele det system, den tilskrives. Samtidig udtrykker ressentiment ikke kun et ønske om at få, hvad andre har, men om at forhindre andre i at have, hvad de har. Ressentiment er ikke ønsket om at skabe noget for sig selv; det er ønsket om at ødelægge noget for andre. Ressentiment-mennesket er aldrig agerende, altid re-agerende, og bygger sine egne værdier op som spejlbilleder på en fjendeforestilling." Sådan skriver Tobias Petersen på Kontrast, som jeg måske ikke er helt lige op med meningsmæssigt eller politisk, men beskrivelsen af ressentiment er, som jeg husker det fra min læsning af Nietzsche. Og det er hvad jeg finder i Bech's bog hele vejen igennem. Det er ikke munter læsning. Den gør mig forstemt. F.eks. to citater:


forleden mødte jeg en kvinde i skoven

hun var klædt i lang frakke og læderhandsker

hun samlede svampe

vi hilste pænt

ude på grusvejen

holdt en Tesla

og det ærgrede mig


det var en helt anden kombination af:

køn + indkomstgruppe + naturinteresseret svampeplukker

jeg gerne ville have mødt

derude


Senere i bogen står der sådan her om den oplevelse:


og dog

sommetider overvældes jeg af misundelse

snupper barnet ud af favnen på hende

den svampeplukkende mor med Teslaen

jeg kaster barnet over rælingen eller

i gabet på en kæmpe fed hvidhaj


Her kommer noget, som jeg giver ham helt ret i, men det behøver ikke føre til ressentiment:


jeg anerkender ikke skolegårdshakkeordener længere

jeg anerkender ikke miljøerne hvor en klike af udvalgte

fra den ene dag til den næste

beslutter hvad det er ”interessant at beskæftige sig med”

jeg anerkender hverken udadvendthed, smarte sko eller antallet af

likes som

markører for autoritet

min provinshomoseksuelle krop klarer ikke mere udstødelse

alt andet end udstødelse

jeg orker ikke at spise flere madpakker på wc’et


Her kommer også noget jeg kan forstå som program for manifestet:


jeg skriver ikke for at tilfredsstille nogen bestemt

jeg skriver heller ikke for at provokere

jeg skriver fordi jeg er hjælpeløs

eller jeg er rasende

jeg skriver fordi det er min pligt

jeg skal fortælle jer hvad jeg har set

og I skal tvinges til at lytte

på den ene eller anden måde forlader jeg livet

mere hel end før


Men stadig - det behøver ikke føre til ressentiment. At blive en mønsterbryder behøver ikke at indbefatte et had til det, man ikke var født ind i. Jeg blev ganske enkelt i frygteligt dårligt humør af at læse. Jeg fatter ikke at folk kan lide at læse den bog. Men jeg takker for bogen, jeg fik den givet af venner. Så måske skal jeg overveje den endnu engang.

23. maj 2023

Karl Ove Knausgård: Det tredje rige

Det er noget af en udfordring for hukommelsen at læse Knausgårds planlagte seksbindsværk, for en del af personerne skulle jeg kunne huske. De vender tilbage i hvert bind, men hvad var det nu lige der skete med den og den i første bind. Det tredje rige er bind tre. Knausgård skriver selv, hvad titlen betyder:


Det Første Rige var Guds tid, Det Andet Rige var Jesu tid, og Det Tredje Rige var Helligåndens tid.


Men hvor er det spændende. Jeg glæder mig hele tiden til det næste og det næste, hvad sker der nu med bedemanden, præsten, Tove etc. Det er almindelige mennesker der oplever noget, der er usædvanligt, hvilket ikke er spor usædvanligt. Og Knausgård skriver indefra hver person. Det er forbavsende godt. I lange stræk handler det også om identitet, bevidsthed og tanker. Men en tanke kan ikke forklare sig selv, heller ikke en bevidsthed, der må være noget der kommer til udefra. Her er der plads til Gud og Helligånden. Det er vildt godt! Her kommer nogle af de understregninger jeg lavede.


Ingen ved hvad en tanke er. Ingen ved hvad bevidsthed er.

Nej, siger du måske nu. Det er ikke sandt. Alle ved hvad en tanke er. Alle ved hvad bevidsthed er.

Og på en måde er det korrekt. Vi tænker, og vi har bevidsthed, derfor ved vi af erfaring hvad det er. Vi føler det, vi mærker det, vi ved det – men vi kan ikke fange det.

  

“Det som skal forklare, må være større end det der skal forklares” – med andre ord: at en hjerne ikke kan forklare hjernen, eller at en bevidsthed ikke kan forklare bevidstheden. Der skal noget større til. Noget udenfor.


At være bevidst er at være nogen, som igen er at gøre alt til sit. Religiøs ekstase handler egentlig kun om én ting, og det er at ophæve ejerskabet. Det som så fylder bevidstheden, er en stærk følelse af samhørighed med alt. Musikken handler om ophævelse af ejerskab, og litteratur handler om det. Men der, i det ejendomsløse, er vi ingen, kun et sted hvor indtryk passerer, som en flod på en slette eller biler på en motorvej.


Kun du, Gud, kan redde os.

Så snart jeg havde tænkt det, vidste jeg at jeg ikke troede på Gud.

Vi var helt alene.

 

Kristendommen var tvivlens religion. Jesu spørgsmål fandtes også i Det Gamle Testamente, i Salmernes Bog, men det var ikke centralt for jødedommen, så det blev det først i kristendommen i kraft af den tyngde det fik af at det var det sidste han sagde før han døde. På en mærkelig måde blev tvivlen ritualiseret der, i påskebudskabet, og derigennem ophævet. Tvivlen blev en sikker størrelse. Men for Jesus var det ikke sådan i det øjeblik.

Tvivlen er levende, det er i den bevægelsen findes. Gud står uden for tvivlen, men det gør vi ikke. Gud søger ikke, det gør vi, og vi søger ikke det vi ved, kun det vi ikke ved.

22. maj 2023

Eva Tind: Citronbjerget

Det er en vidunderlig bog, som jeg var meget glad for at læse. Jeg synes Tind er god at læse. En af romanens personer siger til hovedpersonen, som også er forfatter:


Du tror, du skal underholde og bidrage til at gøre folk klogere, men det er ligegyldigt. Det eneste, det handler om, er, hvad der foregår i hjertet.


Og Tind har hjertet på rette sted i den her roman, så meget at det nærmest er som at sidde og tale med hende. Den handler om det fremmede i hendes koreanske baggrund og så handler det om hovedpersonens skilsmisse. Eller måske handler det hele om skilsmissen, og den måde hun arbejder med det på er fremragende. En skilsmisse giver bagefter en sorg, som er svær at bære, især fordi der jo ikke findes en afdød. Jeg havde rigtig meget glæde af den samtale jeg havde med Tind i de afsnit. Her kommer nogen understregninger af det bedste:


Når jeg føler skyld, er jeg så også den skyldige? Er det en forbrydelse at ville skilles fra et andet menneske? ... Er det sandt? Er man den, der forlader, bare fordi man er den, der går?


Vi er født til at søge mening, siger jeg.

 

Dækker vrede altid over sorg, eller er hans vrede i virkeligheden større end sorgen? I Neros fortælling er jeg nu blevet et menneske, der snød og bedragede, ham og alt det, der var os. Kunne jeg sige det samme om ham? Er han i virkeligheden et menneske, der snød og bedragede mig? Er der i virkeligheden ikke altid et spejl indbygget i det, man siger om andre?


Jeg blev skilt fra et menneske, jeg ikke ville leve uden. Jeg følte, at vi var en uadskillelig enhed, og først nu to år efter kan jeg se, at der var en afstand mellem os, der var opstået lang tid før bruddet. Jeg halser ikke længere efter livet for at indhente det, jeg har opgivet at indhente noget som helst. De ting, der sker, er bestemt af livet selv, og jeg er underligt nok indforstået med, at jeg har mistet grebet, jeg orker ikke længere løbe, lader mig bare drive med. Tilværelsen er ikke længere en kronologisk fremadrettet fortælling, hvor den ene begivenhed naturligt følger den anden. Retningen er opløst. Det går i ring, i spring, hændelserne bliver ikke trukket som perler på en snor, men opstår vilkårligt, som ukurante perler i underlige farver og størrelser, der trækkes på tråde og løber i alle retninger i et ukendt landskab.

15. maj 2023

Ib Michael: Logbog ved rejsens slutning

Der var nogle af hans bøger jeg var rigtig glade for. Den her er jeg ikke så glad for. Jeg ved ikke helt præcis hvorfor, men det bliver lidt for meget til piger og rusmidler. Som om det alene er det, der er målet, men jeg ved selvfølgelig godt, at der er meget mere. Venskaber f.eks. Jeg glemmer aldrig filmen med Ib Michael og Per Kirkeby, Slottet i Italien. Den var jeg glad for. Derfor er det også fint at høre om venskabet med ham og med Troels Kløvedal. Men der bliver for meget af det her:


Det er alt sammen fordi jeg kom til at tænke på kvinderne. Kvinderne i mit liv, kvinder jeg havde elsket, og kvinder jeg havde elsket med.


Men der er også forbindelsen til Holger Bech Nielsen, som giver noget i indledningen og i afslutningen.


Men når hylstret forsvinder, bliver det væsentlige indhold tilbage,

som sagt er vi ikke i rummet, vi er det...

Alle former for energi kan omdannes til hinanden, men ingen former for energi kan nogensinde forgå.


Jeg har det bare ikke så godt med den bog. Den er ikke helt i tråd med det han foreslår os andre:


Og nu er jeg – omsider – tilbage ved hvad du kan bruge din alderdom til. At være i det liv du har fået. Aldrig at blive en grumpy old man. Stortalende. Bedrevidende. Dominerende – det skulle nødig være den usynlige tatovering du render rundt med på panden.


Men selvfølgelig spændende at høre om alle hans forbindelser til Gasolin, Solvognen og meget andet.

15. maj 2023

Mathilde Moestrup: Elektras breve

Det var en stor, stor fornøjelse af læse Elektras breve. Det er som at være sammen med et levende menneske, der kan fortælle indfølende og varieret om sit liv. Det er virkelig en debut, som kan åbne et forfatterskab,der kan fyldes med store forventninger. Læs bare her om E's liv:

Jeg går ture, jeg mediterer, jeg ser på billeder af min bror.

Jeg kan lige så godt sige det som det er: Jeg er en ensom person. Jeg omgiver mig sjældent med andre mennesker.Er det ensom, der er det rette ord, har jeg spurgt mig selv? Ja, det er det.

Jeg har en ven, gartneren. Men selv hende kan jeg kun se i små doser.

Jeg er typen, der doserer.

E er en midaldrende dame i en herskabslejlighed på tredje sal i en prægtig villa på Østerbro. Hun længes efter sin bror, som Elektra i den græske tragedielænges efter sin, Oreste. På anden sal flytter Ene ind som lejer. Hun har også mistet kontakten til sin bror. Det er en rigtig fin æskefortælling, som man bare længes efter at vende tilbage til. De er enige om, at det smukkeste man kan gøre for nogen man elsker, er at vente på dem. Det er en bog om mennesker. Det er lærerigt. Og sproget er så fint. 

30. april 2023

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. Korset

De tre bind er tilsammen over 1000 sider, men på intet tidspunkt er det tidsspilde at læse Undset. Det er derimod til at blive klogere af og i tredje bind kan jeg lære noget af Kristins sidste år, hvordan hun samler sig og får et overblik over sit liv. Det er virkelig meget spændende at læse de afsnit til sidst i romanen, som er fyldt med dramatik, kærlighed og hovedpersonernes stædighed. Hun ser sig selv, som hun har gjort det hele tiden, går i rette med sig selv. Her kommer nogle af hendes overvejelser:


Hun havde ladet den hærgende, kødelige elskov få indpas i sit blide, skærmede ungpigeliv – i angst og angst og angst havde hun levet siden, en ufri kvinde fra den første stund, hun blev moder. I sin ungdom havde hun givet sig hen til verden, og jo mere hun strittede imod verdens snare, desto mere følte hun sig fanget og bundet af verden.

 

Elskoven havde været drivfjederen i alt hendes slid med timelige ting – Erlend havde ikke takket meget for det; det var ikke på den måde, han havde ønsket at blive elsket. Men hun kunne ikke lade være; det var hendes natur at forbinde kærligheden med slid og omsorg.


Hun havde ladet den hærgende, kødelige elskov få indpas i sit blide, skærmede ungpigeliv – i angst og angst og angst havde hun levet siden, en ufri kvinde fra den første stund, hun blev moder. I sin ungdom havde hun givet sig hen til verden, og jo mere hun strittede imod verdens snare, desto mere følte hun sig fanget og bundet af verden.

 

Elskoven havde været drivfjederen i alt hendes slid med timelige ting – Erlend havde ikke takket meget for det; det var ikke på den måde, han havde ønsket at blive elsket. Men hun kunne ikke lade være; det var hendes natur at forbinde kærligheden med slid og omsorg.


Noget jeg synes rigtig godt om er Kristins erfaring i klosteret, da den sorte død hærger. Så bliver helligheden direkte omsat i næstekærlighed. Ikke så meget bøn, men handling:


Med en vis undren bemærkede hun, at i denne ulykkelige tid, da det mere end nogensinde kunne tiltrænges, at hvert menneske var årvågen i bøn, fik hun næsten aldrig stunder til at samle sig og bede. Hun kastede sig ned foran sakramenthuset i kirken, når hun fandt et ledigt øjeblik, men det blev kun til suk uden ord og et sløvt fremsagt paternoster og Ave Maria. Hun vidste ikke selv, at det nonneagtige i væsen og lader, som hun havde tilegnet sig i disse to år, mere og mere gled af hende, og hun blev den samme husfrue, hun engang havde været, efterhånden som nonnernes antal formindskedes.

30. april 2023

Tessa Hadley: Fri kærlighed

Det ville være en lettelse at kunne fortælle nogen om hele denne løsslupne farce; at verden virkelig var vendt på hovedet, alle kunne gøre alt.


Tessa Hadley har så fortalt det og skrevet et tidsbillede, jeg som boomer kender til og tydeligt kan huske på min egen krop. Tiden er 1967 og de følgende år med studenteroprøret i Paris og i hele Europa, hvor alt blev vendt på hovedet og alle kunne gøre alt. I 67 var jeg blevet færdig som malersvend, men tog på kursus på Fyn for at få en realeksamen. Og alting ændrede sig og selv jeg kunne gøre alt og drømme om at blive teolog engang. Bob Dylan synger hos Hadley og åbner verden på en ny måde. Det er så præcis en beskrivelse af hvordan det oplevedes dengang. Romanen er et fint billede af verden som den var. Men heller ikke så meget andet.

28. april 2023

Thomas Mann: Døden i Venedig

Den, der stræber efter det fortræffelige, længes efter at hvile ved det fuldkomne; og er intetheden ikke en form for fuldkommenhed? Men netop, som han drømte sig så dybt ind i det tomme, blev strandbreddens horisontale linje pludselig brudt af en menneskelig skikkelse, og da han trak sit blik tilbage fra det ubegrænsede og fokuserede, så han, at det var den smukke dreng, der fra venstre gik forbi ham i sandet.


Det er en utrolig roman at læse. Jeg ved ikke hvordan den ville blive modtaget i dag, men jeg synes det er en stærk roman om et ensomt menneske, den ensomme, kalder Mann ham også, som er en berømt forfatter, som Mann selv. En forfatter der som kunstner er disciplineret og som arbejder med det fuldkomne. Og når Von Aschenbach, som forfatteren hedder, nu ser den fuldkomne polske dreng på stranden, så tænker han det sammen med det fuldkomne, som skaberen har skabt, og som han også selv står i kontakt med, når han mejsler sine ord til fuldkommenhed. Og oplivet af synet af drengen vil kan kunne skrive det perfekte.


Han længtes efter at arbejde i Tadzios nærvær, han ville skrive med drengens skikkelse som sit forbillede, lade sin stil følge linjerne i denne krop, der forekom ham guddommelig, og løfte dens skønhed op i det åndelige, på samme måde som ørnen engang havde løftet den trojanske hyrde op i æteren.


Platon er næværende i alt, hvad Thomas Mann skriver i denne roman. Der er stor skønhed at læse - her for eksempel:


Hans øjne berørte den ædle skikkelse derhenne ved randen af det blå, og sværmerisk henrykt troede han med dette blik at begribe selve det skønne, formen som gudens tanke, den ene og rene fuldkommenhed, der lever i ånden, og som her var afbildet som menneske, en lignelse, der var rejst her, let og smuk, for at blive tilbedt. Det var rusen; og ubetænksomt, ja begærligt bød den aldrende kunstner den velkommen. Hans ånd fik fødselsveer.


Men det er også en forfalds- og undergangshistorie, for den gamle digter bliver forelsket i den unge dreng og det er ligeså farligt som den afrikanske vind og pesten, som er på vej og som tager livet af forfatteren, der ikke når væk i tide. Han forklarer sig:


Hvem forstår en kunstners væren og væsen! Hvem forstår hans inderste instinkter, hvordan tugt og tøjlesløshed er ét for ham!


Forfatteren ved det er forkert og kan ikke lade være med at rådføre sig med sine forfædre for at forvisse sig om deres billigelse og anerkendelse. Det er virkelig en skarp roman.

24. april 2023

Katinka Bjerregaard: Klump

Du har en blind tiltro til de mennesker, der er omkring dig. Du taler aldrig ondt om dine venner. Der flyder gylden tillid i dine årer. Jeg får lyst til at kramme dig. Jeg får lyst til at svigte dig. Jeg åbner alle skuffer og skabe i dit køkken.


Måske er der slet ikke nok kærlighed, og måske er det logisk. At vi har en bestemt mængde omsorg og kys at sætte ud i verden. At vi, når vi er færdige med at puste ilt, liv, kram og latter ind i to poser med personligheder, ikke har mere i reserverne. At vi er i gang med at give hinanden noget, vi slet ikke har. Der er en løgn i kærligheden. En umenneskelighed i tosomheden, vi er ikke to, der er altid tusind øjne på vores bevægelser. Da du så mig danse og grine på husbåden i Nyhavn for otte år siden, kunne du allerede mærke lige der, at jeg ville komme til såre dig, mere end nogen andre mennesker ville.


Citaterne er fra begyndelsen af romanen og fra slutningen. Det er en fin og stringent fortælling om alle parforholds store opdagelse af rigdom, farlighed og sidenhen af det anstrengede ved at bevare rigdommen, men måske også en mistro til vores håb om, at kærligheden kan alt. Sprogligt er det en ren fornøjelse at læse og det er en fin debut, men mere dybde kunne jeg godt tænke mig. Her er nogle fine iagttagelser om identitet, angst og parforhold:


Jeg kan ikke længere holde styr på, hvilke personligheder der hænger på stativet. Jeg har mistet overblikket. Hvad er hud, og hvad er stof? Tøjet er årringe, og du kan se, lag for lag, hver gang jeg er ved at forsvinde.


Da jeg var ni år, klædte jeg mig ud for at behage mit eget spejlbillede. At ændre skabelon i verden ved hjælp af tekstilernes trygge rustning. Jeg kunne styre numsen og hofternes bøjning, det var min leg. Min tilfredsstillelse.


I vreden er der ingen lyd. I angsten er der kun øjne.


At skændes under en dobbeltdyne er det værste, jeg ved, for der er ingen vindere i et dobbeltdyneskænderi. Dobbeltdynen som koncept er tiltænkt de lykkelige.(...) Jeg forvasker dig langsomt.


Jeg har næret mig af dig i meget længere tid, end jeg har troet. Blodet, der løber i mine årer, gennemstrømmes af dig. Det er ikke længere kun min grænseløshed, det er vores. Jeg har ikke tænkt mig at give noget igen. Jeg har brug for at ta’. Jeg har brug for en fucking buffet. Jeg har brug for ad libitum af krop på Jensens Bøfhus. Alt i mig skal være skabt af dig. Blødt og rart som softice. Du skal føde mig. Du skal føde en stor, glinsende skovsnegl.

20. april 2023

Carl Frode Tiller: Flugt

Det er hver gang jeg læser Tiller. Jeg får det ganske enkelt dårligt, når jeg læser alle hans dialoger og tankerne der kredser rundt om personernes tanker. Her er et eksempel og bogen er fyldt af dem: 


Men jeg rejste mig ikke, jeg sad bare og så surt på ham, for han var naturligvis med i det, det forstod jeg jo, det var derfor han og mor havde set sådan på hinanden, for lidt siden, først havde de spurgt hvilke planer jeg havde i dag, og da jeg sagde ikke noget særligt, så de på hinanden som forældre gør når de tænker det samme, så skal det nok gå, så har han ikke nogen undskyldning for ikke at tage med når nabobørnene kommer, det var det de havde tænkt, det vidste jeg at det var.


Jeg har lige genlæst Amos Oz' roman Judas. Måske fandt jeg en sætning dér, som forklarer hvad det er der sker: "Den, der dag og nat vogter sig for alle mennesker, uophørligt bekymrer sig over, hvordan han skal undgå lumske angreb, og hvordan han skal afværge intriger, og hvilke kneb han skal benytte sig af for at opsnuse en fælde på lang afstand, vil nødvendigvis komme til skade. Det er sådan noget, der gør, at man ikke glædes over livet." Det er sådan mange personer har det i Tillers romaner. De er 'incurvatus in se', som Luther kalder det, indkroget i sig selv. Selvkredsende kan man vel også kalde det. Der er noget paranoidt over hele tiden at tænke den andens bevæggrunde ind i sine egne tanker og svare eller ikke svare ud fra dem. Samtaler foregår bedst i åbenhed. Hvis min samtalepartner hele tiden vil forsvare sig mod et eller andet tænkt angreb, så går samtalen i stykker. Tanken skal frisætte den anden for at samtalen lykkes. 

Alt det her ødelægger meget af bogen for mig, men der er også nye spor og spændende tanker i bogen, som gør den læseværdig. Det er en bog om sorg, om at være i sorgen. Det hele foregår en juleaften, hvor julens budskab handler om en åben forbindelse mellem himmel og jord. Sakarias og Elisabeth er de sørgende forældre og deres samvær er fyldt af ham de mistede, Johannes, som var en lidt mærkelig dreng, som de måske ikke forstod særlig godt. Og julens evangelium spiller en stor rolle for Elisabeth der synes hun har kontakt med Johannes:


...jeg var dum nok til at ringe til præsten og fortælle det hele, jeg troede en præst ville forstå, i hvert fald forholde sig åbent til det, men det gjorde han ikke, ikke engang da jeg henviste til nadveren og forestillingen om at vi alle var en del af den samme krop, Jesu krop, Guds krop. Du både tager og giver nadveren, sagde jeg, du tror jo at vi er i den evige Gud, og at den evige Gud er i os, at vi er et, hvorfor er det så svært at tro på at jeg og Johannes stadig er i kontakt? Hvis vi er dele af det samme store hele, hvorfor er det så umuligt at acceptere at vi kan nå hinanden, at der findes måder at kommunikere på?


Her kommer en svada til præsterne og nogle stærke citater fra deres juleaften:


Ikke engang præsterne her i landet er religiøse længere, tænkte jeg, tilmed vores præster har lukket af for alt hvad vi ikke kan forklare med videnskabelige begreber og teorier, de tror de er religiøse, men det er de ikke, de er fuldstændig blinde for alt det de ikke forstår, når det kommer til stykket, er de skrækslagne for al metafysik, de har reduceret sig selv til moderne livsstilscoaches, og når de står der på prædikestolen, er det som at høre nogen læse op fra en banal selvhjælpsbog, tænkte jeg mens jeg gik ned ad den smalle sti der slyngede sig gennem den gamle kirkegård ned mod den nye del.


Johannes var her, han var i mig, og jeg var i ham, og Sakarias var der også, vi var sammen, vi var ét, alle tre, vi var i hinanden, nej, vi var hinanden, tænkte jeg,

...

Han var her, sagde han igen.

Ja, sagde jeg, og så begyndte jeg at græde, jeg kunne ikke lade være, jeg græd fordi jeg var trist og rystet og udmattet, men mest fordi jeg var glad og lettet, jeg var glad og lettet fordi Johannes stadig fandtes, og fordi jeg ikke længere var alene om at vide det, og jeg var glad og lettet over at han var kommet for at trøste os, eller give os fred, eller tilgive, eller hvad jeg nu skulle kalde det.

Længe sagde vi ikke noget, vi lå bare og holdt om hinanden, det rislede og løb i den ødelagte cisterne, og udenfor var småfuglene begyndt at komme, de kvidrede ikke, men jeg kunne høre at de hoppede på gelænderet, hen til juleneget jeg havde bundet fast til altanen.

Det er det mærkeligste jeg nogensinde har oplevet, sagde han.

Ja, sagde jeg.

...

Det var næsten som om han var her, sagde han.

Næsten? sagde jeg.

Hvad? sagde han og vendte sig om mod mig.

Næsten som om han var her? sagde jeg.

Han sagde ikke noget, han stod bare og så på mig.

I baggrun­­den talte præsten om ordet der blev et menneske.

11. april 2023

Anna Elisabeth Jessen: Hjemsted

Det er virkelig en forunderlig bog, Jessen har skrevet denne gang. Den er så let læst. Der er mange mennesker, hvis veje hele tiden krydser hinanden og der står mere mellem linjerne end på dem. Undervejs vidste jeg ikke om jeg egentlig var optaget af den eller om den bare var en banal historie om Peter og Johannes og Margrethe og alle de andre, som lever deres liv i en sønderjysk sammenhæng fra før 2. verdenskrig og under den og efter den og helt op til krigen i Ukraine, men da jeg læser de sidste sider fælder jeg en tåre. Det er ikke usædvanligt for mig, men her kom det bag på mig og så så jeg pludselig Hjemsted på en helt ny måde. Det er i virkeligheden en bog om nåde og om forståelse og om at mennesker ikke er større end de er, men at de alligevel er store nok. Der er mellem linjerne mange tanker om hævn og straf og skyld, men dem må jeg selv slåsse med, for bogens fine sider omfatter alle personerne med nænsomhed.

8. april 2023

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Margrete I

Det var ikke planlagt, men et heldigt sammenfald at jeg kom til at læse Margrete I samtidigt med Kristin Lavransdatter. Samme periode og samme sted. Jeg er fuld af beundring for Marstrand-Jørgensen. 600 sider og hun taber ikke pusten undervejs. Det er en nifoldig maraton i sproglig friskhed hele vejen. Bare et lille tilfældigt eksempel:


Snart vil myg lægge æg her, snart udklækkes myggelarver og frøæg, snart vinder livet, som livet gør, foråret skal komme som sværme af blodtørstige insekter, svirrende glasvinger, løv som småbitte klokker. Men ikke endnu. Endnu er vinteren det åg, mennesker forsøger at løfte i fællesskab, kuldens og mørkets åg.


Men jeg glæder mig også over mange af hendes betragtninger. Ikke mindst over sorgen. Her er eksempler. Det var en stor fornøjelse og glæde at læse Margrete I. Tak for den.


Lige meget hvad man gør for at sikre sit jordiske gods, er livet efter døden et alvorligt anliggende, og det er umuligt at beregne, om man sørger for at investere ordentligt i dét, mens der endnu er tid.


Før et barn kommer til verden, plantes et tvillingefrø i en mors hjerte. Et kim til glæde, et kim til sorg, ingen af dem vil gro uden det andet.


Ethvert barn sår et tvillingefrø, efter tabet bliver sorgen en skyggeplante med giftige bær, glæden står med gennemsigtige blade, tynd og ranglet, og drømmer fjernt om, at sorgen med tiden vil lade den strække sig mod lyset igen.


Et atlas af stier og veje, der ender blindt, meningsløshedens syssel. Sorgens.


...sorgen er en sten, der hele tiden kommer til at ligge med den skarpe side indad.


De sidder alle ved samme bord i Paradiset, og det kan hun lide at tænke på. Valdemar og Kristoffer på hver side af Oluf, hun ser dem så tydeligt for sig, de har hvide klæder på, og om dem står et himmelsk lys. Håkon kommer også og sætter sig ved deres bord, men Magnus kan hun aldrig få øje på. Hun lukker øjnene, brisen er lun og blød, Oluf hæver et guldbæger med den ene hånd, lægger den anden over hjertet som hilsen. Hun græder med lukkede øjne, mere af glæde end af sorg. Alt, hvad hun har gjort, har hun også gjort for dem.

7. april 2023

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter - Husfrue

Kristin må væk, hed Vigdis og Lines bog om første bind. Bare de vil blive ved med at skrive også om dette bind. Der er bare så meget i Husfrue, som der skal arbejdes med, for Undset slynger læseren rundt i kvindeliv og mandeliv, så det er til at blive ganske rundtosset af. Men hvor er det stadigvæk godt at læse om Den favre og farlige verden som Undset kalder den. Ikke mindst er det kirkens rolle i forholdet til kvindens placering i samfundet, som er svært at acceptere, men så tænker jeg straks, at det tidspunkts værdier i historien skal jeg vist ikke gøre mig klogere end.

Læs bare denne formaning:


Men træværket bestod af lette stolper, oprejst og sammenføjet til vægge i Guds hus. Således, lærte herr Erik hvert år på kirkens indvielsesdag, bør vi med troens redskaber hugge og skære af vort syndige, naturlige menneske et trofast led i Kristi kirke –.

Har du glemt dette, Kristin? Hvor er de gerninger, som skulle vidne for dig på den yderste dag, at du var et led af Guds kirke – de gode gerninger, som er menneskene et vidnesbyrd om, at du er Guds ejendom?

Jesus, hendes gode gerninger! Hun havde læst de bønner, som var blevet hende lagt i munden. Hun havde bragt de almisser videre, som hendes far havde overladt hende, hun havde gået sin mor til hånde, når hun klædte de fattige, mættede de sultne og tog sig af de syges sår –.

Men de onde gerninger var hendes egne.


Så har man bare lyst til at protestere og gå sin vej. Der er ingen solidaritet i arvesynden her eller et tilgivelsens ord. Eller læs denne udlægning af Adam og Eva fortællingen, hvor Eva er den første og største i skylden:


»Da Adam og hans hustru havde modsat sig Guds vilje, da mærkede de i deres eget kød en kraft, som modsatte sig deres vilje. Gud havde skabt dem som mand og kvinde, unge og skønne, for at de skulle leve som ægtefolk og avle medarvinger til hans godheds gaver, paradisets skønhed, frugten fra livets træ og den evige salighed. De behøvede ikke at blues over den måde, hvorpå de var skabt, for så længe de var lydige mod Gud, var hele deres legeme og alle deres lemmer underkastet deres vilje, sådan som hånd og fod er.«

Rød som blod trykkede Kristin de korslagte hænder ind under brystet. Præsten bøjede sig lidt frem mod hende; hun mærkede hans stærke, gule øjne på sit sænkede ansigt.

»Eva tilranede sig det, som hørte Gud til, og hendes husbond tog imod, da hun gav ham det, som med rette var deres faders og skabers ejendom. Nu ville de være hans lige – da mærkede de, at de først blev hans lige i dette: som de havde forrådt hans herredømme i den store verden, var nu deres herredømme over den lille verden, sjælens hus af kød, forrådt. Som de havde sveget deres Herre og Gud, sådan ville nu legemet svige sin herre sjælen.

Da syntes deres legemer dem så grimme og forhadte, at de gjorde sig klæder for at skjule dem. Først som en kort brog af figenløv. Men efterhånden som de mere og mere lærte deres egen naturs kødelige væsen at kende, så trak de klæderne op over brystet og over ryggen, som er uvillig til at bøje sig. Lige indtil disse dage, da mændene klæder sig i stål til det yderste led på finger og tå og skjuler deres ansigt bag et hjælmgitter – i den grad er ufred og svig vokset i verden.«


Men Undset strør også om sig med herlige små replikker: Men alting blev, som faderen sagde; det fandt han også selv rimeligt. Hendes førstefødte Nåkvee siger om sin mor så smukt at hun:


... havde åbne hænder, som alt, hvad de havde nødig, strømmede igennem, moderen vidste råd for størstedelen af alt ondt, moderen var på gården som ilden på arnen, hun bar hjemmelivet som Husabys marker bar årenes afgrøde. Fra hende udstrålede liv og varme som fra kreaturerne og hestene i stalden. Drengen havde aldrig tænkt på at sammenligne hende med andre kvinder –.

31. marts 2023

Roxane van Iperen: Søstrene fra Auschwitz

Forfatteren og hendes mand og børn flytter i en campingvogn og bor i haven til "Fuglereden". De har været så heldige at få mulighed for at købe stedet. Et stort hus ude midt i naturen, men de opdager skjulte rum under gulve, bag paneler og rester fra tidligere beboere. Det må have stået tomt i årevis. Men nu lader de huset fortælle sin historie som er en meget fin fortælling om modstandskamp og overlevelse. Det er meget prisværdigt. Og det er meget læseværdigt tilmed. Så meget respekt får jeg for de to søstre Janny og Lien, som er drivkraften i hele bevægelsen. 


Da det bliver tid til forårsrengøringen, er næsten alle småbyerne rundt om Fuglereden blevet erklæret judenrein, rensede for jøder. Jødiske indbyggere er blevet tvunget til at flytte til Amsterdam og er derfra blevet sendt til Westerbork.


Bogen afsluttes med kapitel efter kapitel research oplysninger. De er vigtige at få med. Forrædderne slap billigere end de uskyldige, der kæmpede for andres overlevelse. En stor del af indbyggerne i kredsen omkring Fuglereden var kunstnere. En Dirch Witte lægger sangtekst til slutningen:


Livet er fuldt af skønhed og vidunderlige ting

Gem dig ikke i et bur, men spred vingerne ud!

Husk: Livet skal leves!

Hold hovedet højt, stik næsen i sky

Hvorfor skulle du bekymre dig om, hvad andre tænker?

Hold hjertet varmt, så det synger af kærlighed

Hvor du end tager hen, vil du være konge!

Giv dig selv den gave!

Husk: Livet skal leves!

28. marts 2023

Vigdis Hjorth og Line Norman Hjorth: Kristin må væk

Og hvor heldig var jeg så ikke! Netop som jeg var færdig med Kransen ser jeg den her bog og læser den. Der er vidunderlige sammenskrivninger af Kransens tekster og nogen understregninger af områder, jeg ikke selv havde lagt så meget mærke til, som de fortjente. Det var fantastisk at læse den lige bagefter. I Weekendavisens anmeldelse kalder de den MIDDELALDER-METOO og det er ganske rigtigt, at 100 år ikke har ændret meget på, hvad kvinder udsættes for i dag. Mor og datter sidder og læser sammen på Christianshavn og der er et fint ping pong mellem de to, når de lige skal se Kristin ind i deres liv, mor og datter. Det er flot og jeg glæder mig. Men de er også skrappe og det skal de være. Det kan lyde sådan her:


» … skamlæberne trænger mændene sig skamløst ind mellem for så at forlove sig ind og ud, for derefter at opføre sig som vores formyndere, forklare, opdrage og belære os, som Simon gør med Kristin, vil redde hende og være hendes talsmand og være bedrevidende, mens andre mænd, som Lavrans, er med på det hele, godtager det, og synes Simon opfører sig klogt og voksent, og ser ikke at Kristinmansplainestil at holde mund, og forstår ikke, at de i virkeligheden frygter hende og hendes kommende oprør, fordi de dybest set godt ved, at de ikke kan klare sig uden hende, uden kvinden, for hvad skulle de have gjort uden skamlæberne og brystet, som de begærligt sutter på når de kommer til verden, og ikke kan leve uden.«

28. marts 2023

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter. Kransen

Det har jeg ikke fortrudt et øjeblik, at jeg nu sætter tid af til Kristin Lavransdatter. Det er en stor fornøjelse. Der er et sprogligt overskud og et grundigt arbejde med at forstå, hvad et menneske er samtidig med, at hun overvejer teologiens måde at tænke på. Det kan få så muntert et udslag som følgende:


»Véd du, hvem det var, der først fornam, at Vorherre havde ladet sig føde? Det var hanen; den så stjernen, og så sagde den – alle dyrene kunne tale latin den gang – så udråbte den: Christus natus est!«

Det sidste galede han så lige en hane, at Kristin kom til at skoggerle. Og det gjorde så godt at le, for alt det sælsomme, broder Edvin lige havde fortalt, havde sænket en tyngsel af højtid over hende.

Munken lo selv.

»Ja. Da så oksen hørte det, gav den sig til at brøle: »Ubi, ubi, ubi?«

Men geden brægede og sagde: »Betlehem, Betlehem, Betlehem.«

Og fåret blev så opfyldt af længsel efter at se Vor Frue og hendes søn, at det straks gav sig til at bræge: »Eamus, eamus, eamus!«

Og den nyfødte kalv, som lå i halmen, rejste sig og kom på benene. »Volo, volo, volo!« sagde den.


Allermest holder jeg af de samtaler hun har med Edvin og har straks brugt noget i en prædiken til 3. s. i fasten om at synde tappert, som Luther talte om det:


Før havde hun kæmpet mod en dump og hemmelig frygt og prøvet på at trodse: hun havde ikke syndet så hårdt. Nu syntes hun, at Edvin havde vist hende klart og tydeligt, jo, hun havde syndet; sådan og sådan var hendes synd, og hun måtte tage den på sig og prøve på at bære den tålmodig og godt. Hun gjorde sig umage for at tænke på Erlend uden utålmodighed – både fordi han ikke lod høre fra sig, og fordi hun måtte savne hans kærtegn. Hun skulle kun være trofast og fuld af godhed overfor ham. Hun tænkte på sine forældre og lovede sig selv, at hun ville gengælde dem al deres kærlighed, når de først havde forvundet den sorg, hun kom til at gøre dem ved at bryde med folkene på Dyfrin. Og hun tænkte næsten mest på hans ord om, at hun ikke måtte søge sin trøst i at se andres fejl; hun følte, hun blev ydmyg og god, og indså snart, hvor let det faldt hende at vinde folks venskab.


Og så afslutningskapitlet. Det er vidunderligt. Hele Kransen har handlet om at leve ret og at få lov at opleve kærligheden, men æren er hele tiden kommet i vejen, fordi Erlend ikke var den rigtige fra forældrenes synspunkt. Og så afslører de, at de har levet et liv med æren, men uden elskov.


Han (Lavrans) havde ikke kunnet, gentog han for at overbevise sig selv. I djævelens navn, han var blevet gift som stor dreng, han havde ikke valgt selv, hun var ældre end han – han havde ikke attrået hende; han havde ikke villet lære dette af hende – elskov. Han blev endnu hed af undseelse, når han tænkte på det – at hun ville have haft ham til at elske sig, når han ikke havde villet en sådan kærlighed til hende. At hun havde tilbudt ham alt dette, som han aldrig havde bedt om.


Og så afslører hun for Lavrans at hun allerede var med barn, da de blev gift. Også de to. Ligesom Kristin og Erlend. Og måske var det ikke Lavrans barn. Hvem skal dømme hvem?

14. marts 2023

Alex Schulman: Malma station

Jeg har ikke læst ham før, men det er godt at læse ham nu. Han er krævende, fordi de få personer i romanen og den lange tid, der går fra begyndelse til slut, bliver kastet op i luften og spredes vilkårligt og falder ned i kapitlerne uden orden. Det er krævende, men selv der hvor jeg ikke ved, hvor jeg er i romanens tid, sker der noget jeg er mere end opmærksom på. Det handler om det sårbare i familien. Det er mere end sårbart. Prøv bare at læse indledningen til forældrenes forhold:


”Er det dig og mig nu?” spurgte Oskar.

”Ja,” svarede Harriet. ”Nu er det dig og mig.”

Han husker ingen eufori eller lykke i det øjeblik på altanen, han husker ikke engang forelskelsen, det eneste, han husker, er en diffus melankoli. Der var en sorg hos ham nu, den form for sorg, man mærker, når man har fået noget, der er for værdifuldt at miste.


Erindringen spiller en afgørende rolle:


Hun holder billedet op foran sig, prøver at finde den position, hvorfra det er taget, og til sidst finder hun den. Det blanke rektangel er et forstørrelsesglas ind i fortiden, hun rejser gennem ormehullet til 1976, og i et par sekunder kan hun opleve alt i bevægelige billeder, og hun slipper ikke faren og datteren med blikket nu.


Det er en skrækkelig roman om, hvad der kan ske i en familie, som bliver ved med at vende tilbage igen og igen hos børnene og skaber ulykker og forviklinger. Et barn der fravælges til fordel for søsteren. Men det er en roman jeg læser glad og gerne, fordi den lærer mig noget.

14. marts 2023

Kim Blæsbjerg: De bedste familier

Jeg måtte overgive mig. Det er en fremragende bog! men i begyndelsen tænkte jeg på at holde med læsningen. Det var sproget, tror jeg. Der var ingen ild i det. Ingen sproglig fornøjelse eller udfordring. Det kom der så - ild, fornøjelse og udfordring - på indholdssiden og alting kom til at gå op i en smuk enhed. De to familier bogen arbejder med bliver særdeles levende for læseren. Vi er med dem på arbejde og om søndagen og i haven og i sengen. Og 'det store dyr' rumsterer lige i baggrunden hele tiden. Det er kun et par år siden vi gjorde holdt ved Cheminova, og der sad en skræk i os ved at tænke på alt det gift der var sivet ud i høfderne, fjorden og havet. Blæsbjerg balancerer mellem ingeniøren og arbejderen og det er glimrende god gammeldags socialrealisme. Men det er også sigende, at da jeg skulle til at se min understregninger igennem, så var der ingen. 

16. februar 2023

Sigrid Undset: Fru Marta Oulie

Det var igen Ida jessen, som var førsteårsagen til at jeg begyndte på Sigrid Undset. Det er jeg ikke ked. Nu er jeg begyndt på Kristin Lavrandsdatter, som jeg læste i 13-årsalderen. Hun er spændene og vedkommende, Sigrid Undset, sandhedssøgende, så det næsten er for meget. Hun er parat til at udslette sig selv, men det er god læsning. "Jeg har været min mand utro" - sådan begynder hun romanen. Ida Jessen samler det i et forord: 


Det værste er ikke at være utro. Det værste er at være utro uden kærlighed.

Det værste er ikke at elske.

Det værste er: at føle sig bedre end sine nærmeste.

Bogen er en undersøgelse af den ensomhed som er prisen man må betale for det.

Det er ikke et tema der er bundet til 1907, vi kender det godt i dag.


Den stærkeste sætning her er: Det værste er ikke at elske. Den bider! Her kommer der nogle sætninger fra romanen, som jeg har understreget for ikke at glemme dem:


At forstå alt skal jo være at tilgive alt – men Gud fri mig for de mennesker, der tilgiver for meget. Det er jo bare noget, vi trøster os med, når livet begynder at slide karakteren af os, og vi har gjort forskelligt, som vi ville have skammet os over i vores bedre dage. Eller hvis vi ikke har mod og energi til at leve i overensstemmelse med vores eget sind. Så giver vi køb på vores fordringer – men til syvende og sidst får man i dette liv i forhold til, hvad man fordrer.


Selvom jeg kunne tro, var der så nogen trøst i det? “Når intet i den enes liv var skjult for den anden.”

Hvis man en dag kunne se hinandens nøgne sjæle, ja – og rigtig se, hvor uendelig små de ting var, der først skilte ad. Åh, jeg gjorde oprør midt i himmeriges rige, fordi den, som var almægtig og alvidende, lod al den elendighed og skam og sjælefordærv og hæslighed komme – sive ind i småbitte ridser, ind i det, som begyndte så strålende.

Sommetider længes jeg selv efter at tro. Jeg ønsker, at jeg kunne kaste det hele fra mig – sorgen over det meningsløse liv og ulykken, som er uoprettelig – og tro, at der var en mening med det hele, og en frelse. Men jeg kan ikke. Man må jo give slip på sin egen sunde fornuft for at tro på en kærlig Gud bag alt dette – og sin simpleste ærbarhedsfølelse for at kunne bilde sig det om den saliggørende anger ind.


Hvad har Vorherre med mine børn at gøre? Hvad har det med evighed at gøre, hvordan skal det, der begyndte som et agern inde i mig, kunne leve uden ophør? Hvis mit barn var død, straks efter det var født, hvordan skulle vi have fundet hinanden langt senere, når livet også var slut for mig? Måske havde jeg prøvet at tro på det, hvis jeg havde mistet et barn.

Vi mennesker skulle være skabt i Guds billede – han, der styrer den uendelige verden. Jeg prøver at tænke det – og tænker påmitliv, på mine nærsynede øjne. Jeg synes, det er børnesnak.

14. februar 2023

Leif Davidsen: Lenins bodyguard

Efter to store og tunge bøger trængte jeg til noget let. Og det fik jeg. Jeg har før haft glæde af ham, f.eks. På jagt efter Hemmingway. Den var jeg glad for. Og det er jeg da også for den her, men der er mange sider med triviallitteratur, synes jeg. Men efter lige at have læst Jevgenija Ginzburg så var det meget rart at få genopfrisket noget af historien om Lening og Stalin. Og det er han god til, Leif Davidsen. Her kommer et citat:


“Ser De, hr. Madsen. De to idioter er med i den nye elite. Elite er de vel næppe helt selv, men de er fodsoldater og gør, hvad de får besked på. De kan bruge knojern og en gummislange under fødderne på de stakler, de anholder, men som de fleste kan de sikkert hverken læse eller skrive. De er faktisk ikke de virkelig farlige. Næh, de farligste er idealisterne, de religiøse, fanatikerne. Mennesker, der er overbeviste om, at de ved bedst, og at de sidder inde med sandheden. Én sandhed. De lægger bønnebogen og trækker sværdet, hvis du ikke står ret. Selv hvis de ikke påberåber sig Gud, er de korsfarere som Lenin og hans riddere. Frygt idealisterne, hr. Madsen. De behøver ikke at være bange for dummernikkerne.”

Han holdt en pause og røg på sin cigar og fortsatte:

“Jeg tænker af og til på, at vi i de kommende år vil se de absolut troende sætte verden i brand. Ved De hvad? Jeg bliver mere og mere overbevist om, at de sande helte er skrøbelige, tvivlende mennesker. De har ikke behov for at slå ihjel.” 

13. februar 2023

Hanya Yanagihara: Til Paradis

Altså - det er en næsten uoverkommelig stor bog at kapere. Der er faktisk tre pænt store bøger i én. Undervejs synes jeg der er en del tomgang, andre steder kan jeg næsten ikke få læst hurtigt nok, men så god som "Et lille liv", er den ikke. Det mest forskrækkelige er at jeg samtidig med læste Jevgenija Ginzburgs store bog om Gulag og Stalins farlige diktatur, som på anden og farligere vis også beskrives i tredje del af Til Paradis. Som foregår i 2094 og ikke 84, men det er en dystopi, som kan tage luften fra enhver. Her bliver demokrati til alles diktatur. Det ene store virusangreb efter det andet vælter ind over det nordamerikanske kontinent. Det ændrer mennesker:


Men ved I hvad det værste var? Hvor vrede Norris og jeg var. Vi var vrede over at Wolf var blevet syg, at han var kommet til os, at han havde bedt os om hjælp, at han havde sat os i sådan en situation. Det var det vi sagde til os selv den aften mens vi proppede i os, mens alle persiennerne var rullet ned, alle sikkerhedssystemerne var slået til, og hytten ved poolen – som om han overhovedet ville gå derned nu – var lukket med hængelås: Hvor vovede han. Hvor vovede han at få os til at føle på den måde, hvor vovede han at få os til at afvise ham. Det var sådan vi tænkte. En ven var hjælpeløs og bange, og det var sådan vi reagerede.

Det blev aldrig mere helt det samme mellem os efter det. Åh ja, jeg ved godt at alting så fint ud. Men noget forandrede sig. Det var som om vores forbindelse ikke længere var grundfæstet i kærlighed, men i skam, i den frygtelige hemmelighed vi delte, i denne frygtelige, umenneskelige ting vi havde gjort sammen.


Der er mange steder i bogen jeg bliver nødt til at understrege. Her kommer nogle af dem:


Da jeg var bachelorstuderende, havde en af mine professorer sagt at der fandtes to slags mennesker: de der græd for verden, og de der græd for sig selv. At græde for sin familie, sagde han, var en anden måde at græde for sig selv på. ”De der bryster sig af de ofre de har gjort for deres familier, ofrer egentlig slet ikke noget,” sagde han, ”fordi deres familie er en forlængelse af deres eget selv og derfor en manifestation af egoet.” Sand uegennytte, sagde han, var ensbetydende med at give noget af sig selv til en fremmed, en hvis liv aldrig ville blive viklet ind i ens eget.


Sygdommen gjorde det helt tydeligt for os hvem vi er; den afslørede de fortællinger vi alle sammen havde fortalt om vores liv. Den afslørede at fremskridt, at tolerance, ikke nødvendigvis afføder mere fremskridt og tolerance. Den afslørede at venlighed ikke afføder mere venlighed. Den afslørede hvor skrøbelig vores livs poesi i virkeligheden er – den udstillede venskab, som noget spinkelt og betinget; partnerskaber som noget kontekstuelt og tilfældigt. Ingen lov, intet arrangement, ingen kærlighed var stærkere end vores eget behov for at overleve, eller som det gjaldt for de mere generøse blandt os: vores behov for at vores egne, hvem de end var, måtte overleve.


Jeg ved at ensomhed ikke fuldstændig kan fjernes gennem et andet menneskes tilstedeværelse; men jeg ved også at en partner er et skjold, at uden et andet menneske sniger ensomheden sig ind, som et spøgelse der glider ind gennem vinduerne og ned i halsen på en, fylder en med en sorg man ikke kan stille noget op over for. Jeg kan ikke love at mit barnebarn ikke vil blive ensom, men jeg har forhindret at hun bliver alene. Jeg har sørget for at der vil være et vidne til hendes liv.

11. februar 2023

Jevgenija Ginzburg: Min tunge vandring

Det er næsten umuligt at skrive noget om den her bog, der yder den fuld løn, men jeg vil gerne gøre opmærksom på den. Den minder mig om oplevelsen i sin tid af at læse Solsjenitsyn, men måske endnu mere lysende og smuk, selvom den på samme vis handler om fængsel og internering i Gulags øhav. Jeg tror den er på 750 sider, men der er ikke en eneste side for meget. Hun læser sit liv ved at erindre det. Det er hendes opgave at huske hver dag i de mange år hun var i fængsel og i lejrene. Da Stalin var færdig med at udrydde Ukraines bønder gik han efter de intelektuelle i partiet. De var for kloge, for belæste og derfor farlige. Ginzburg blev fældet i de berygtede Moskvaprocesser i 1937. Og bliver først rehabiliteret to år efter Stalins død. Jeg har understreget så meget, så det kan slet ikke være på den her side. De ligger i et katalog på min pc. Her er et par prøver på, hvordan hun skriver:


Løvet på de store mørkegrønne træer under vinduerne rasler. Denne hemmelighedsfulde og kølige lyd gør et voldsomt indtryk på mig. Jeg synes, at jeg aldrig tidligere har hørt denne lyd. Jeg bliver helt bevæget. Hvorfor har jeg ikke tidligere lagt mærke til det?

Og uret på væggen … Rundt og stort med visernes blanke overskæg. Hvor er det længe siden, jeg har set sådant et. Jeg bemærker tidspunkterne for procedurens begyndelse og afslutning.

Syv minutter! Hele farcen varer præcis syv minutter – hverken mere eller mindre. Retspræsidenten er Dimitriev, folkekommissær for justitsanliggender i den Russiske Føderative Sovjetrepublik.


En kvist med tranebær, som havde ligget gemt under sneen. Der var fem-seks bær så røde, at de næsten var sorte, så smukke og sarte, at hjertet næsten brast ved synet af dem. Bærrene var så overmodne, at de bristede ved den mindste berøring. Hvis man forsøgte at plukke dem, flød de væk mellem fingrene. Jeg måtte lægge mig ned på maven og nippe dem af grenen med mine tørre, sprukne læber, forsigtigt knuse bærrene mellem tungen og ganen, idet jeg nød bærrene et for et. Smagen var ubeskrivelig. Det var ligesom med gammel vin – „jo ældre jo bedre“. Smagen kunne ikke sammenlignes med et almindeligt surt tranebærs. Her var en sødme og en berusende duft af overvundne lidelser og overstået vinter. Hvilken opdagelse! De første par grene tømte jeg selv for bær. Først da jeg opdagede en tredje, vågnede mennesket i mig, og jeg råbte:

– Galja, Galja! Kast øksen, og kom her hen! Se, her vokser den drømmegyldne drue …


Det eneste, der volder ledelsen problemer, er disse „vestkvinders“ trofasthed over for kirkekalenderen. Det ligner en ganske almindelig tirsdag, men hele barak 2 er ikke gået på arbejde. Det er dagen for Johannes Døberens halshugning. Inspektionsprocessionen mødes af bønnesang.

– Hvorfor er I ikke på arbejde? Er I syge? forhører disciplinærofficeren sig høfligt.

– Nej, borger lejrchef. Vi er ikke syge, men det er helligdag i dag …

Ledelsen ønsker ikke at gribe til repressalier. Man kan ikke sende en hel barak i straffecelle. Desuden leverer disse piger toppræstationer i produktionen. Chefen for kultur-og opdragelsesafdelingen træder frem.

– Hvad er I dog for en primitiv flok, siger han og trækker irriteret på skulderen. – I er ellers så ærlige og flittige, og så tror I på den slags vrøvl.

– Det er derfor, vi er ærlige, fordi vi tror på Gud.


Han er den eneste, jeg kan tale med om Aljosja, og alene af den grund er han for mig anderledes end alle andre. Han styrer samtalen på en måde, så der ligesom ikke er forskel på de bortgangne og os, som endnu en stund befinder os her på jorden. Som om vi alle sammen – levende og døde – er dråber i den samme strøm. Og der opstår i mig en foruroligende, men alligevel lindrende følelse af, at jeg stadig kan gøre et eller andet for Aljosja, ja, ligefrem har pligt til at gøre noget for ham. Mærkeligt nok mildner det min konstante smerte. En gang imellem forbinder lægen uventet denne min smerte med vores ganske hverdagsagtige gøremål.

– De bør også en gang imellem opsøge Serjosja Kondratjev. På stue to … Han er blot en stor dreng. Han er meget bange for at dø. Jeg tilser ham også om natten, men det betyder noget, at det er en kvinde. Bare gå lige så stille hen til ham. Læg hånden på hans pande, ret lidt på tæppet. For Aljosjas skyld …


Og igen gør jeg det klart for mig selv, at jeg ikke bare er lykkelig, men hundredfold lykkelig. Fordi jeg befinder mig i dette Iljusjin-fly og ikke kun medbringer relativt hele arme og ben, også min sjæl er sluppet nogenlunde helskindet fra det og har ikke mistet evnen til at elske og foragte, nære uvilje og begejstres. Jeg er opfyldt af en følelse af taknemlighed! Gode Gud, det er ikke en drøm! Du har ført mig ud af Kolyma …

Taknemmelighedens gave er en sjælden gave. Og jeg er ingen undtagelse. Vi råber alle vildt om hjælp, når vi er i livsfare, men vi tænker meget sjældent på kilden til frelsen, når faren er overstået. På min tornevandring har jeg set hundredvis, ja, tusindvis af højlærde marxister af den mest indædte slags, som i livets angstfulde øjeblikke vendte deres fortrukne ansigter mod Ham, hvis eksistens de gennem mange år så kategorisk havde afvist i deres overfladiske forelæsninger og foredrag. De, som det lykkedes at blive reddet, takkede imidlertid ikke Gud for deres redning, men i bedste fald Nikita Khrusjtjov. Eller de takkede slet ingen. Sådan er vi af natur.


Det er en fantastisk bog om liv og hjertelighed midt i Helvedes 9. kreds. Den står meget højt i mit bibliotek.

24. januar 2023

Ida Jessen: De uskyldige og Postkort til Annie

Siden jeg læste 'Endnu en bog jeg aldrig har skrevet' af Ida Jessen, har hun fortsat forstyrret min læsning. Jeg var så oplivet af den bog, så jeg fandt et par novellesamlinger som jeg aldrig har læst. Nu har jeg læst dem. Det er stærke sager. Den første er fra 1994 og den sidste fra 2013. De er så korporlige, de nærmest trænger sig ind på én, de er ikke til at slippe af med, de sidder sammen med én i læsestolen og forstyrrer, trykker og klemmer. Overalt. Men jeg kan heller ikke lægge dem til side, for de er gode. 


Når hun sådan var allermest andægtig, kunne hun tænke, at det var, som om hele huset var gennemsyret af hellighed. Dengang var hun kun en lille pige, men hun var klar over, at hun vidste noget om det særprægede og det evige, noget som ingen andre forstod.


Citatet er fra novellem 'Under lampen' og der viser noget af den kant, som Ida Jessen hele tiden nærmer sig, det evige, som ikke er til at fastholde eller forstå. Skyld og tilgivelse i forhold til de nærmeste. Her forældrene. Novellen slutter sådan her:


Her sad hun, under lampen, med foden på det sennepsgule gulvtæppe, og kærligheden og længselen var stadig lige stor. Og alting var vist nu for sent. For sent var det gået op for hende, at hendes forældre også var mennesker, og at hun aldrig ville lære dem at kende.


'Postkort til Annie' handler om kvinder der ud over alle (også urimelige) grænser elsker. Her kommer nogle understregninger:


Du er så ung, at du tror, du kan vurdere andre mennesker. Men det kan man aldrig, uden at reducere dem til noget trivielt.


Den store kærlighed kommer ikke fra det vi kender, men fra det der forandrer os og gør os fremmede for andre end os selv og den anden.

12. januar 2023

Ida Jessen: Endnu en bog jeg aldrig skrev

Jeg har bare været i det allerbedste selskab siden i forgårs, da jeg begyndte på Ida Jessens nye bog hun aldrig skrev. Det er som at møde et menneske som kun vil fortælle mig det vigtigste. Hver sætning er afgørende. Der er intet overflødigt. Og aldrig hvar jeg været i så godt et bogselskab. At læse om Ida Jessens måde at læse på gør mig så glad. Jeg har ikke kunnet lægge den fra mig. Alt andet måtte vente. Hun fortæller om sin far:


Da min far blev meget gammel og ikke kunne røre sig og i alt var afhængig af andre, sagde han: „Fra nu af vil jeg være læsende.“ En fanfare, en jubel. En stor glæde. Livet holder ikke op, før det dør.


Sådan tænker jeg også hver morgen, dagen igennem. Næste bog. Ida jessen har lukket mange døre op for min læsning. Også med forfattere. Katherine Mansfield som jeg ikke har læst. Nu har jeg købt 'Havefesten og andre fortællinger'. Og Sigrid Undset, som jeg læste for mange år siden. Nu vil jeg læse 'Fru Marta Oulie' og Kristin Lavrandsdatter igen. Og meget andet. Ida Jessen skriver om sin egen måde at læse sådan her, hvilket jeg genkender helt:


Den lykkelige læsning er en kædelæsning, hvor den ene bog med besynderlig sikkerhed rækker ud efter den næste. Så er det, som om man er optaget af en langstrakt, meningsfuld stimulerende samtale, hvor ingen emner er hellige og hvor ingen bør undgås, hvor ordet og tanken er fuldkommen fri og fuld af evne, og dermed fuld af lyst. Men læsning er en disciplin, der kræver ro og overskud. Den slags er en luksusvare. I vores fritid lader vi os distrahere, som om vi dagligt suges ind i et omrejsende, let lurvet tivoli. Vi er blevet så rastløse af det. Men vi skal jo generobre vores fordybelse, vores menneskeret til ikke at skulle præstere os til eksistensberettigelse, vores læsning, og dermed vores tid.


Her kommer nogle af mine mange understregninger. Og tak for bogen.


Dybt i hver bog jeg har skrevet ligger der en privat kerne, en tvivl, en nagen i mit eget liv. At skrive en bog er i udgangspunktet og frit efter Ibsen at sætte sig på anklagebænken. Efterhånden som arbejdet og personerne udvikler sig, og jeg begynder at høre deres stemmer, glemmer jeg, at det er mig selv, der står i retssalen. Jeg bliver optaget af de fiktive personer, jeg lytter til dem, jeg er så interesseret i dem. Jeg føler mig aldrig alene, når jeg arbejder på en bog.


Arbejdet er at forvandle destruktionstrang til lys, til liv, til noget der holder menneskene oppe...Arbejdet består i at overvinde sine fordomme, sin automatik, sig selv. Arbejdet består i at se andre end sig selv. Se dem i stedet for at gennemskue dem. Se også dem man ikke bryder sig om.

6. januar 2023

Katrine Marie Guldager: Birgithe med TH

Jeg var ved at drukne helt i Yanagaharas nye Til Paradis om kring side 350, så jeg kunne ikke modstå fristelsen til Guldagers nys udkomne. Det var en stor fornøjelse. Jeg elsker Birgithe med TH og jeg kan bruge hende som spejl. Det er virkelig en god øvelse at læse den roman. Altså selvøvelse. Hvem er du så? Og så er den så morsom. Bidsk. Vidunderlig.

Her kommer nogle understregninger som fortæller hvad det er for en roman.


Typisk, at det er mig, der skal tage mig af alt det her, mens hun har travlt med at lide og anklage mig for alle mulige ting, der skete for tusind år siden: At jeg engang havde sex med hendes første kæreste, at jeg blev veninde med en af hendes veninder. Alle mulige små anstødsstene, hun har gået og samlet sammen gennem årene, og nu går og gemmer på, som om det var guld.


Som om du ikke har fyldt nok, mor!

Dig og din evindelige skilsmissesmerte!

Tænk, at hun bare sad her og legede 1977 med sig selv hver aften.

Rødvin og 1977.

Jeg lægger dagbøgerne ned i kasserne igen, jeg prøver at slappe af.

Jeg lukker øjnene, jeg prøver at trække vejret dybt.

Jeg havde helt glemt, hvor aggressiv og fordømmende min mor kunne være.

Måske meget godt, at hun er død.


En person, der gjorde hvad som helst for at få min mor for mig selv. En person, der ville vinde den konkurrence. Fucking usympatisk, hvis du spørger mig.


Det er bare en hurtigt læst bog som kommer til at sidde længe. Birthe med TH er ikke dårligt selskab. Jeg har faktisk brug for at lære noget.