Pibekraver og Boglog

15. januar 2020

Marcel Proust: Sodoma og Gomorra, bind 2

Det har været en fornøjelse af følge vores unge helt på Grand Hotel i Balbec og på alle hans selskabsdage- og aftener hos familien Verdurin på la Raspeliere og hos familien Cambremer på Féterne. Og morsomt. Fru Verdurin er en mageløs udgave af Miss Hyacinth Bucket. Endnu værre! Og langsomt bliver det ukendte landskab omkring Balbec, som året før havde været så fremmed og usikkert for Marcel, et landskab fyldt med fortrolighed fordi han kommer til at kende så mange i de små cirkler han lever i. Og vidunderligt er alle togturene i det lille tog. Jeg tænker på alle de små toglinjer der også var i Danmark på det tidspunkt. Det må have været morsomt. Og så er der jo Marcel og hans forhold til Albertine. Det er fyldt med jalousi i ekstrem grad. Og Marcel arbejder med det hele tiden. Og vil ikke forholdet. Og vil det så alligevel. Jeg tænker det er lidt absurd, men ved eftertanke var det jo sådan noget jeg selv gik og overvejede igen og igen da jeg var i samme alder. Så han husker nok rigtigt. Her kommer nogle citater:

Om 'Miss Hyacinth' hedder det:

"Men altså, De må gøre som De vil, sådan som det passer Dem bedst,” konkluderede hun, uden at presse yderligere på, dels fordi hun nødig ville give indtryk af at hun var ivrig efter at lære adelsfolk at kende, dels fordi hun gerne ville have at det regime hun fik de trofaste til at underkaste sig, nemlig tyranniet, skulle gå under navnet frihed.

Om søvn:

Fra denne dybe søvn vågner man da i en morgendæmring og ved ikke hvem man er, for man er ikke nogen, man er ny, parat til alt, og hjernen er tømt for den fortid som livet indtil da har været.

Man kunne selvfølgelig hævde at der kun findes én tid, af den ligegyldige grund at det er ved at se på stueuret man har konstateret at det man havde troet var en hel dag kun var et kvarter. Men på det tidspunkt man konstaterer dette, er man jo netop vågen, nedsunket i de vågne menneskers tid, man har forladt den anden tid. Måske endda mere end en anden tid: et andet liv. De glæder man har mens man sover, regner man ikke med i rækken af glæder man har oplevet i løbet af sit liv.

Om erindring:

Man er i besiddelse af alle sine erindringer, om end ikke af evnen til at genkalde sig dem, sagde Bergson ifølge den store norske filosof, hvis sprog jeg af tidshensyn ikke længere vil forsøge at imitere. Om end ikke af evnen til at genkalde sig dem. Men hvad er en erindring man ikke kan genkalde sig? Eller for at gå endnu længere: Man kan ikke genkalde sig sine erindringer fra de seneste tredive år; men man lever fuldstændig nedsænket i dem; og hvorfor så standse ved tredive år, hvorfor ikke lade dette tidligere liv strække sig helt tilbage til før man blev født? I det øjeblik jeg er uden kendskab til en anselig mængde af de erindringer der ligger bag mig, i det øjeblik de er usynlige for mig, og jeg ikke længere har evnen til at fremkalde dem, hvem kan så sige at der i denne for mig ukendte masse ikke findes erindringer der går langt længere tilbage end mit eget menneskeliv? Hvis jeg i mig og rundt om mig kan have så mange erindringer som jeg ikke har nogen erindring om, kan denne glemsel (eller i hvert fald denne de facto glemsel, eftersom jeg ikke ejer evnen til ingenting at se) også omfatte et liv jeg har levet i et andet menneskes krop, endog på en anden planet. En og samme glemsel udsletter alt. Men hvad betyder så denne sjælens udødelighed, hvis eksistens den norske filosof fastslog med så stor sikkerhed? Ligesom der ikke er nogen grund til at det væsen jeg bliver efter døden skulle erindre den person jeg har været fra fødslen af, erindrer den person jeg har været fra fødslen af, intet om hvad jeg var før jeg blev født.

Jeg var imidlertid forskrækket ved tanken om at denne drøm havde haft erfaringens tydelighed. Kunne erfaringen omvendt have drømmens uvirkelighed?

Det er imidlertid sjældent at søvnen på denne måde sender erindringer, der ikke dør samtidig med den selv, ind i det vågne liv. Der er ikke flere af disse meteorsten end at man kan tælle dem. Hvis det er en tanke søvnen har skabt, opløser den sig normalt meget hurtigt i bittesmå, uopsporlige fragmenter. Men her var det lyde søvnen havde fabrikeret. Fordi de var mere konkrete og mere enkle, varede de længere. Jeg blev forbavset over at høre lakajen fortælle at det stadig var forholdsvis tidligt på dagen. Det forhindrede ikke at jeg følte mig fuldstændig udhvilet. Det er den lette søvn som varer længe, for eftersom den befinder sig et sted i grænseområdet til vågentilstanden, som den bevarer en vag men alligevel vedvarende bevidsthed om, kræver den uendelig meget mere tid hvis den skal give én hvile, end den dybe søvn, som godt kan være kort. Jeg følte mig godt tilpas af en anden grund. Ligesom man blot behøver at minde sig selv om at man er træt, for at mærke hvor fuldstændig udmattet af træthed man er, kan man skabe en følelse af at være udhvilet blot ved at sige til sig selv: ”Jeg har hvilet.” Nu havde jeg imidlertid drømt at monsieur de Charlus var hundrede og ti år gammel og havde givet sin egen mor, madame Verdurin, et par lussinger fordi hun havde købt en buket violer for fem milliarder; jeg var derfor sikker på at jeg havde sovet dybt og drømt noget der var helt på tværs i forhold til de forestillinger jeg gjorde mig når jeg var vågen, og i forhold til alle dagliglivets muligheder; det var nok til at jeg følte mig fuldstændig udhvilet.

Om tid og sted:

Jeg kørte tilbage ad de veje man kunne se havet fra, og hvor jeg før i tiden, før det kom til syne mellem grenene, plejede at lukke øjnene for rigtigt at dvæle ved tanken om at det jeg nu skulle se virkelig var landjordens sukkende urmoder, der stadig, ganske som dengang der endnu ikke fandtes nogen levende væsener, fortsatte sit forrykte og ældgamle oprør. Nu var disse veje ikke andet end den rute jeg benyttede for at nå frem til Albertine, og da jeg genkendte dem og så at de lignede sig selv i en sådan grad at jeg vidste hvor de gik ligeud, og hvor de drejede, huskede jeg pludselig at jeg havde kørt ad dem med mademoiselle de Stermaria i tankerne, og også at min nuværende iver efter at genforenes med Albertine var den samme som min iver dengang jeg i Paris gik op og ned ad de gader hvor madame de Guermantes plejede at komme forbi; i deres dybe monotoni fik de for mig en art åndelig betydning og blev en linje mit sind fulgte. Det var naturligt, og alligevel var det ikke ligegyldigt; de mindede mig om at det var min lod kun at forfølge drømmesyner, væsener som overvejende hentede deres virkelighed i min egen fantasi; for der findes mennesker – og det havde været tilfældet med mig siden jeg var helt ung – for hvem alt hvad der har en fast værdi som også andre kan konstatere, såsom formue, succes, eller en høj stilling, ikke tæller; det den slags mennesker har brug for, er drømmesyner. De ofrer alt andet, de sætter himmel og jord i bevægelse, de får alt til at tjene det ene formål at møde et sådant drømmesyn. Men det varer ikke længe før det forsvinder; så løber man efter et andet for derefter at vende tilbage til det første. Det var ikke første gang jeg forfulgte Albertine, den unge pige jeg det første år havde fået øje på ved havet. Ganske vist havde andre kvinder kilet sig ind mellem den Albertine jeg havde elsket første gang, og hende som jeg nu næsten aldrig forlod; andre kvinder, navnlig hertuginden af Guermantes. Men hvorfor, vil man måske indvende, gøre sig så mange bekymringer om Gilberte, hvorfor gøre sig alt det besvær for madame de Guermantes, hvis jeg kun var blevet hertugindens ven for ikke at tænke på hende mere, og i stedet udelukkende tænke på Albertine? Swann ville før sin død have kunnet svare på det, han som også elskede drømmesyner. Drømmesyner som havde været forfulgt, glemt, efterstræbt på ny, nogle gange blot for et enkelt møde og for at strejfe et uvirkeligt liv, der straks slap væk – den slags drømmesyner var vejene i Balbec fulde af. Når jeg tænkte på at træerne langs vejkanten – pæretræerne, æbletræerne, tamariskerne – skulle overleve mig, var det som om de gav mig det råd omsider at skride til arbejdet før klokken var faldet i slag for den evige hvile.

Om andre:

Vores medmennesker skifter ustandselig plads i forhold til os. I verdens umærkelige men evige gang betragter vi dem som ubevægelige, ud fra et glimt der er alt for kort til at man kan nå at opfatte den bevægelse der trækker dem med sig. Men det eneste man behøver, er at dykke ned i erindringen og udvælge to billeder af dem fra to forskellige tidspunkter, som imidlertid ikke er fjernere fra hinanden end at personerne i sig selv ikke har forandret sig, i hvert fald ikke mærkbart, så vil forskellen mellem de to billeder være et udtryk for den forskydning de har foretaget i forhold til én selv.

...for at forstå at der findes den regel blandt mennesker – en regel der naturligvis har sine undtagelser – at de hårde blandt dem er svage personer som ingen har brudt sig om, og at de stærke, som er ligeglade med om man bryder sig om dem eller ej, er de eneste der har denne milde fordragelighed der af den gemene hob opfattes som svaghed.

Om Marcels fortrolighed med Balbec:

Ikke blot var jeg nu befriet for den urolige angst for at være afsondret, som havde knuget mig den første aften, jeg behøvede heller ikke nogen sinde igen at frygte at den skulle vende tilbage, eller at jeg ville føle mig fortabt eller alene i dette landskab, der ikke alene frembragte kastanjetræer og tamarisker, men også venskaber, som langs hele ruten dannede en lang kæde, brudt ligesom kæden af blålige bakker, og som af og til lå skjult i en fordybning i klippen eller bag avenuens lindetræer, men som på hver eneste station sørgede for at der kom en elskværdig adelsmand, som med et hjerteligt håndtryk kom og afbrød min rejse, bevirkede at den ikke føltes så lang, og tilbød om nødvendigt at følges med mig. Og på næste jernbanestation ville der stå en anden, så når fløjten på det lille tog tvang os til at tage afsked med én ven, var det kun for at gøre det muligt at møde andre. Mellem de mest ensomt beliggende slotte og jernbanen, som kørte forbi dem med næsten samme fart som en person der spadserer i hurtigt tempo, var afstanden så lille at når slotsejerne råbte os an fra perronen, foran indgangen til ventesalen, så kunne vi næsten have troet at de gjorde det fra deres egen dørtærskel eller fra soveværelsesvinduet, som om den lille lokale jernbane bare var en gade i en provinsby, og det afsidesliggende herresæde et palæ i byen; og selv på de få stationer hvor jeg ikke hørte nogen sige ”godaften”, havde stilheden en nærende og beroligende fylde fordi jeg vidste den bestod af gode venners søvn, venner som var gået tidligt til ro på herregården lige i nærheden, hvor min ankomst ville være blevet hilst med glæde hvis jeg havde været nødt til at vække dem for at appellere til deres gæstfrihed. Bortset fra at vanen i den grad fylder ens tid at man efter nogle måneder ikke længere har et øjeblik for sig selv i en by hvor dagen ved ens ankomst ellers havde stået til rådighed med alle sine tolv timer, så ville jeg, hvis jeg pludselig skulle have en time for mig selv, ikke længere have tænkt på at bruge den på at se en kirke, som jeg i sin tid netop var rejst til Balbec for at se, eller på at sammenligne et landskab Elstir havde malet, med den skitse jeg havde set hjemme hos ham, nej, jeg ville have brugt den til at tage hen og spille endnu et parti skak hos monsieur Féré. Det var faktisk sådan det forholdt sig med den aftagende virkning, men også med den charme, der lå i at Balbec-egnen for mig nu mest var blevet en egn hvor man traf venner og bekendte; selv om dens territoriale udstrækning – dens omfattende udbredelse langs hele kysten i drypvise enheder med hver sin form for jordbrug – nødvendigvis gav de visitter jeg aflagde hos disse forskellige venner, form af en rejse, betød det på den anden side at denne rejse var begrænset til at være den selskabelige fornøjelse der lå i en serie visitter. De samme stednavne som førhen havde vakt en sådan uro i mig at bare det at bladre gennem Slotskalenderen under kapitlet om Kanalkysten havde gjort mig lige så følelsesmæssigt berørt som Jernbanens Køreplan, var nu blevet så velkendte for mig at jeg kunne slå op i selvsamme køreplan, på siden med ruten Balbec-Douville over Doncières, med samme rolige tilfredshed som hvis det havde været en adressebog. I denne alt for selskabelige dal, hvor jeg følte at en stor flok mere eller mindre synlige venner havde bidt sig fast langs begge skråninger, var aftenens poetiske skrig ikke længere uglens eller frøens, men monsieur de Criquetots ”Hvod’n går det?” eller Brichots ”Khaire!”. Atmosfæren vakte ikke længere ængstelse, og fordi den var fyldt med rent menneskelige udstrømninger, var den nem at trække vejret i, endda næsten for beroligende. Den fordel jeg havde af det, var i hvert fald at jeg nu betragtede tingene ud fra en rent praktisk synsvinkel. Giftermålet med Albertine forekom mig at være ren galskab.