Pibekraver og Boglog
13. januar 2025
Rachel Cusk: Parade
Faye-trilogien som nogle også kalder Omrids-trilogien var krævende men givende læsning, hvor jeg virkelig var på arbejde. Det har jeg været endnu mere med hendes nyeste roman 'Parade'. Det er virkelig koncentreret tekst, men jeg har en tydelig fornemmelse af, at det er mere end vigtigt. Det berører noget dybt i mig, som jeg gerne vil undersøge meget mere, så jeg var nødt til med det samme at genlæse en stor del af romanen. Det er især sidste kapitel der berører mig og sætter mig i gang. Hun kalder kapitlet 'Spionen' og det handler om det, der hele tiden arbejder i os: forholdet til vores barndom, vores forældre, vores ægtefælle, ja hele vores liv. "Det er en frygtelig tanke, svarede direktøren, at vi selv skulle være årsagen til vores egen virkelighed. Det er jeg ikke sikker på, at jeg tror på." - siger en af hendes personer i et andet kapitel. Og en kvinde gør det sådan her op: "Hendes liv foregår i en stadig, men diffus fremdrift, som en oceandamper, der krydser havene uden synlige landemærker til at angive dens fremfærd. Bevægelsen, det fremadskridende fartøj, er hendes mand, og det har været nemt, ja, nemt og ofte pittoresk i en altopslugende grad, præcis som for passagererne på skibsdækket, som ser solen stå op og gå ned over vandet, ser de nye farver og lyset på verdens rand med en opløftende følelse af, at det er et privilegium at få lov til at bevidne disse ting, og så til andre tider uger med storm og regn, hvor de skutter sig inden døre og underholder sig selv." Er vores liv bestemt af en barndom med dets velsignelser og dets traumer, er et ægteskab et magtforhold, hvor den ene altid er en passager. Det er sådan nogle vilde ting, hun arbejder med. Hun skriver så skarpt og klart om kunst, om køn, om kærlighed, om generationer, om magt, om kapitalisme og om moderskab og død. Her kommer nogle af mine understregninger fra det sidste kapitel, som optog mig allermest:
For ikke så længe siden døde vores mor, eller det gjorde hendes krop i det mindste – resten af hende holdt sig stædigt i live. Hun var længe om at dø og overgik sygeplejerskernes forudsigelser med mange dage, så de af os, som var blevet kaldt til hendes dødsleje, måtte tage af sted igen og vende tilbage til vores liv.
Et stykke tid efter havde der hersket en følelse af lethed, nærmest af frihed. Dødens voldsomhed fremstod som en mærkelig form for gavmildhed. En sum var blevet ført tilbage til de levende: Vi, der befandt os på livets side, havde på en eller anden måde fået en forøgelse af en kapital. Men et ubehag blev hængende, og det voksede, og det var vores mors uigennemtrængelige testamentariske arv til os. Der burde have været en følelse, ikke af frihed, men af tab. Men hvis der var et tab, så var det af noget, vi aldrig havde haft. Vi var ganske enkelt fri for dette dobbelte tabs gåde.
Det gik op for os, at vores mors krops død betød, at vi nu rummede hende, eftersom hun ikke længere selv havde noget, der kunne rumme hende. Hun var inden i os, som vi engang havde været inden i hende. Glasruden mellem hende og os, mellem mørket udenfor og dagen indenfor, var blevet knust. Vi genkendte forandringens hæslighed; vi omfavnede den, den affaldsfyldte verden, hvor sandheden nu lå. Den grå virkelighed, dette møde mellem mørke og lys hen over glasskår, var vores begyndelse.
3. januar 2025
Kerstin Ekman: Min bogverden
Nu er et nyt bog-år begyndt; jeg glæder mig til de bøger, jeg véd kommer nu i foråret; og jeg var glad for de bøger jeg læste sidste år. Jeg satte mig for at læse mine omtaler af de 77 bøger, jeg nåede at læse i 2024 for at fremhæve de tre bedste. Det kunne jeg ikke, altså fremhæve bare tre, for jeg var glad for dem alle og de lærte mig alle noget eller var gode samtalepartnere. Sådan en bog er jeg også kommet ind i 2025 med; Kerstin Ekmans bog om hendes bøger og læsnin-gerne af dem. Her får jeg indføring til klassikere, som jeg mangler at læse, f.eks. Albert Camus: Det første menneske; Charles Dickens: Vor fælles ven; Thomas Mann: Trolddomsbjerget - med flere. Og jeg bliver opfordret til at genlæse andre. Kerstin Ekman fortæller mig at bogen er levende. Den er ny hver gang du læser den, fordi du udvikler dig og samtalen med bogen derfor bliver ny. Og så møder jeg den store svenske forfatterinde på en helt ny måde; hun fortæller mig om sin tid i Akademiet, om sin opfattelse af tiden lige nu. Her kommer to eksempler; bogen er til at blive klogere af.
Vi lever i en tid hvor løgn kan blive sandhed og ihærdig trykken på knapper og taster gøre millioner henførte. Kejservanviddet genfinder man på højeste niveau. Det bygger sig pansrede slotte på Krim, og det bliver udnævnt til præsident i den vestlige verdens største demokrati og omgiver sig med hoftrolde. Men når det ikke går en gang til, råber og hyler den højeste trold at man har stjålet sejren fra ham.
Dette er virkelig samtidshistorie. Løgnefabrikationens kraftfuldhed. Dens hurtige spredning. Den glubende lyst til at tro på alt ondt, obskønt og oprørende som spredes. Den gamle sladder og bagtalelse er gennem internettet blevet umådelig virkningsfuld. Den har muligheder for hypereffektiv spredning. Roth kalder den „den mest diabolske af alle kunstformer“. Den er anonym. Hvem som helst kan finde på hvad som helst. Når ondskabens epidemi er brudt ud, er der ingen muligheder for at standse den. Roth vidste det for to årtier siden. Da var de fleste af os begyndt at ane hvor omfattende den var og det umulige i at udslette den. Om de løgne der blev spredt, skrev han: „Patogenerne var til stede. I æteren. I den universelle harddisk, evige og umulige at viske ud, tegnet på menneskedyrets ondskab“.