Pibekraver og Boglog
17. februar 2025
Dy Plambeck: Buresø-fortællinger
De her fine prosadigte er også kommet på tværs i mit læseliv. De inspirerer mig
og er en fornøjelse at læse. Hun fortæller fra sin barndom og mange af de ting hun fortæller findes sikkert i manges erindring om deres. Bare for sjov citerer jeg en sang hun lærte at synge, fordi hun sneg til til børnegudstjeneste sammen med Rosalinde i Slagslunde kirke:
Kan I sige mig hvad der rimer på gulerod?
Det gør Gud er god, det gør Gud er god.
Kan I sige mig hvad der rimer på hist og pist?
Det gør Jesus Krist, det gør Jesus Krist.
Kan I sige mig hvad der rimer på karamel?
Det gør præsten selv, det gør præsten selv.
Kan I sige mig hvad der rimer på klisterbånd?
Det gør Helligånd, det gør Helligånd.
Kan I rime? Kan I rime?
Ja, det tror vi nok, vi kan.
17. februar 2025
Marianne Larsen: De andre, den anden
Lige nu har jeg gang i for meget i mit læseliv; der er så mange nye, og så skal jeg lige have tjek på nogle gamle, jeg har brug for. Marianne Larsen har jeg læst rigtigt meget af, og den her blev jeg nødt til at læse, da jeg faldt over den i forbindelse med genlæsning af hende. Hun er først og fremmest lyriker og hvilken! Jeg skal bruge hende til en højskoleformiddag snart. Hun skriver ikke mindst om ensomhed som eksistensvilkår. Også i de her prosa korthistorier. Her kommer nogle af mine understregninger, der er værd at overveje. Hun laver også så mange nye ord, her er et jeg holder af: tavssalig!
Inde i mig selv er jeg alle folk, jeg kender. Deres huse, deres ord, deres bevægelser, deres muligheder. Det er det, der må være min bevidsthed. En eftermiddag fremlagde jeg denne tanke for hende. – »Hvad nu, hvis man ikke kender nogen?« spurgte hun. Et menneske er aldrig helt alene. Og man kan altid huske, at man har kendt nogen. – »Hvad nu, hvis man har glemt.«
Når jeg tænker tilbage på mit liv, som det var dengang, får jeg nu en fornemmelse af uvirkelighed i kroppen. Mit liv, siger jeg, men en mere træffende betegnelse for hele affæren med mig dengang er nok at kalde det en tilværelse henlevet i dis og tåge. En tilværelse styret af bygninger og kontorer og gader og elevatorer og døre og varer og priser, som ustandselig var der, lige omkring mig, men samtidig var noget meget utydeligt i tågen for mine øjne.
I går fandt jeg ud af, at der var flyttet nye naboer ind ved siden af. Jeg fandt ud af, at det, som jeg hørte gennem væggen, måtte være lavmælte sange, som de nye naboer selv sang. Det gjorde mig glad. Altså elskede jeg dem på en eller anden måde, selv om jeg ikke kendte dem. Det var nyt for mig at finde ud af.
7. februar 2025
Linea Maja Ernst: Kun til navlen
Da jeg læste anmeldelser af 'Kun til navlen' tænkte jeg, at den behøvede jeg ikke læse. Nu har jeg så læst den alligevel, men jeg mener stadigvæk det samme. Det var ikke nødvendigt, men som sidegevinst fik jeg også læst Shakespeares komedie "En skærsommernatsdrøm", fordi Ernst bruger den som ramme om sin 'komedie', for sådan vælger jeg at læse den. Den er jo slet ikke til at tage alvorlig. Information skriver sådan i sin anmeldelse: "Sagt lidt for firkantet og groft opretter kulturjournalisten Linea Maja Ernst med sin debutroman en ny og hidtil uset kategori: hjemstavnslitteratur om storbyakademikere." Det synes jeg er muntert at tænke på. Men, for der er et men at føje til min læsning, og det er at jeg hele tiden havde en samtale med mig selv, fordi jeg syntes meget af det var latterligt; at alt var tilladt, at den frie kærlighed fandtes. Jeg syntes de var selvoptagede egoister. Så var det jeg kom til at tænke på mig selv i den alder i trediverne. Hvad var det lige jeg dengang var optaget af. Der er vist ikke så meget der er ændret. Alligevel. Her kommer nogle af de sjove understregninger, jeg foretog:
– Jeg bliver så gal over at være født ti år for tidligt, siger Sylvia. – Da vi var små, var standardindstillingen homofobi, og nu er det panseksuel tolerance. Jeg ville have fået meget mere ud af min ungdom, hvis jeg var ung nu, det er uretfærdigt.
Det eneste, man må, er at vælge ensomheden eller tosomheden, hvilket er det samme som ensomheden. I øvrigt er alle utro, alle bryder reglerne. Monogami er en religion, ingen kan efterleve, men ingen tør forlade heller.
27. januar 2025
Jonas Eika: Åben himmel
Først og fremmest må jeg sige, at det er en præstation at skrive sådan et værk om en kvindebevægelse i middelalderens Liège, hvor kvinderne unddrager sig mændene og heller ikke vil klostrene eller kirken, men være sig selv som selvstændige kristne i private fælleshuse, hvor den personlige intuition er det vigtigste og som oftest opleves som Guds åbenbaringer til Ida, som de andre følger trofast. Eika skriver hjemmevant om Gud og engle og teologi side efter side. Her er fine eksempler:
„Jeg tror jeg forstår Maria Magdalene nu,“ sagde Ida. „Hun er den der genkender Jesus, den der får indsigt idet hun genkender sig selv i hans stemme.“
„Frelsen kommer først, når målet er blevet middel. Når det øvre er blevet som det nedre, og det indre som det ydre. Messias kommer først, når han ikke længere er nødvendig.“
„Det der ødelagde balancen i Edens have – hvor vi plejede at suge næring direkte op fra jorden, ligesom planterne – det var jo netop at jorden blev hegnet ind. At man spiste af træet som om man ejede det, som om—“
De må jo huske på at Jesus ikke hævdede sig selv, han brugte ikke magt, men gav afkald på at være som Gud. Han gav sig hen. Han faldt ned og blev liggende på jorden. Han blev overmoden, han gærede og genopstod som vin.
Men der er også meget, som bliver noget rod for en klassisk teolog som mig og jeg mærker en forfatter, som vil videregive nogle holdninger om det at være queer med mere, blandt andet hvor Jesus og Maria smelter sammen og bliver til et og "hvor uddelingen af Kristi legeme og blod i nadverritualet mimer, hvordan moderen skænker barnet sin krop, når det dier. Hvor Jesus i det hele taget læner sig mere ind i det traditionelt feminine med sin fredelige fysiske fremtoning og omsorg for børnene", som Anne Skov Thomsen skriver i KD's anmeldelse af et sted i romanen, hvor Jesus også klæder sig på som kvinde og mimer at have et barn ved sit bryst. Det er en roman om skam og skyld, renhed og urenhed, magt og afmagt og om en fromhed, som minder om selvskade. Der er vildt meget på færde i romanen, en kærlighed til det alternative, som kvinderne vil, men også en sans for og måske længsel efter en kristen tro og hvad den kan give af mening i en verden præget af gal magt.
13. januar 2025
Rachel Cusk: Parade
Faye-trilogien som nogle også kalder Omrids-trilogien var krævende men givende læsning, hvor jeg virkelig var på arbejde. Det har jeg været endnu mere med hendes nyeste roman 'Parade'. Det er virkelig koncentreret tekst, men jeg har en tydelig fornemmelse af, at det er mere end vigtigt. Det berører noget dybt i mig, som jeg gerne vil undersøge meget mere, så jeg var nødt til med det samme at genlæse en stor del af romanen. Det er især sidste kapitel der berører mig og sætter mig i gang. Hun kalder kapitlet 'Spionen' og det handler om det, der hele tiden arbejder i os: forholdet til vores barndom, vores forældre, vores ægtefælle, ja hele vores liv. "Det er en frygtelig tanke, svarede direktøren, at vi selv skulle være årsagen til vores egen virkelighed. Det er jeg ikke sikker på, at jeg tror på." - siger en af hendes personer i et andet kapitel. Og en kvinde gør det sådan her op: "Hendes liv foregår i en stadig, men diffus fremdrift, som en oceandamper, der krydser havene uden synlige landemærker til at angive dens fremfærd. Bevægelsen, det fremadskridende fartøj, er hendes mand, og det har været nemt, ja, nemt og ofte pittoresk i en altopslugende grad, præcis som for passagererne på skibsdækket, som ser solen stå op og gå ned over vandet, ser de nye farver og lyset på verdens rand med en opløftende følelse af, at det er et privilegium at få lov til at bevidne disse ting, og så til andre tider uger med storm og regn, hvor de skutter sig inden døre og underholder sig selv." Er vores liv bestemt af en barndom med dets velsignelser og dets traumer, er et ægteskab et magtforhold, hvor den ene altid er en passager. Det er sådan nogle vilde ting, hun arbejder med. Hun skriver så skarpt og klart om kunst, om køn, om kærlighed, om generationer, om magt, om kapitalisme og om moderskab og død. Her kommer nogle af mine understregninger fra det sidste kapitel, som optog mig allermest:
For ikke så længe siden døde vores mor, eller det gjorde hendes krop i det mindste – resten af hende holdt sig stædigt i live. Hun var længe om at dø og overgik sygeplejerskernes forudsigelser med mange dage, så de af os, som var blevet kaldt til hendes dødsleje, måtte tage af sted igen og vende tilbage til vores liv.
Et stykke tid efter havde der hersket en følelse af lethed, nærmest af frihed. Dødens voldsomhed fremstod som en mærkelig form for gavmildhed. En sum var blevet ført tilbage til de levende: Vi, der befandt os på livets side, havde på en eller anden måde fået en forøgelse af en kapital. Men et ubehag blev hængende, og det voksede, og det var vores mors uigennemtrængelige testamentariske arv til os. Der burde have været en følelse, ikke af frihed, men af tab. Men hvis der var et tab, så var det af noget, vi aldrig havde haft. Vi var ganske enkelt fri for dette dobbelte tabs gåde.
Det gik op for os, at vores mors krops død betød, at vi nu rummede hende, eftersom hun ikke længere selv havde noget, der kunne rumme hende. Hun var inden i os, som vi engang havde været inden i hende. Glasruden mellem hende og os, mellem mørket udenfor og dagen indenfor, var blevet knust. Vi genkendte forandringens hæslighed; vi omfavnede den, den affaldsfyldte verden, hvor sandheden nu lå. Den grå virkelighed, dette møde mellem mørke og lys hen over glasskår, var vores begyndelse.
3. januar 2025
Kerstin Ekman: Min bogverden
Nu er et nyt bog-år begyndt; jeg glæder mig til de bøger, jeg véd kommer nu i foråret; og jeg var glad for de bøger jeg læste sidste år. Jeg satte mig for at læse mine omtaler af de 77 bøger, jeg nåede at læse i 2024 for at fremhæve de tre bedste. Det kunne jeg ikke, altså fremhæve bare tre, for jeg var glad for dem alle og de lærte mig alle noget eller var gode samtalepartnere. Sådan en bog er jeg også kommet ind i 2025 med; Kerstin Ekmans bog om hendes bøger og læsnin-gerne af dem. Her får jeg indføring til klassikere, som jeg mangler at læse, f.eks. Albert Camus: Det første menneske; Charles Dickens: Vor fælles ven; Thomas Mann: Trolddomsbjerget - med flere. Og jeg bliver opfordret til at genlæse andre. Kerstin Ekman fortæller mig at bogen er levende. Den er ny hver gang du læser den, fordi du udvikler dig og samtalen med bogen derfor bliver ny. Og så møder jeg den store svenske forfatterinde på en helt ny måde; hun fortæller mig om sin tid i Akademiet, om sin opfattelse af tiden lige nu. Her kommer to eksempler; bogen er til at blive klogere af.
Vi lever i en tid hvor løgn kan blive sandhed og ihærdig trykken på knapper og taster gøre millioner henførte. Kejservanviddet genfinder man på højeste niveau. Det bygger sig pansrede slotte på Krim, og det bliver udnævnt til præsident i den vestlige verdens største demokrati og omgiver sig med hoftrolde. Men når det ikke går en gang til, råber og hyler den højeste trold at man har stjålet sejren fra ham.
Dette er virkelig samtidshistorie. Løgnefabrikationens kraftfuldhed. Dens hurtige spredning. Den glubende lyst til at tro på alt ondt, obskønt og oprørende som spredes. Den gamle sladder og bagtalelse er gennem internettet blevet umådelig virkningsfuld. Den har muligheder for hypereffektiv spredning. Roth kalder den „den mest diabolske af alle kunstformer“. Den er anonym. Hvem som helst kan finde på hvad som helst. Når ondskabens epidemi er brudt ud, er der ingen muligheder for at standse den. Roth vidste det for to årtier siden. Da var de fleste af os begyndt at ane hvor omfattende den var og det umulige i at udslette den. Om de løgne der blev spredt, skrev han: „Patogenerne var til stede. I æteren. I den universelle harddisk, evige og umulige at viske ud, tegnet på menneskedyrets ondskab“.