Boglog 2025 | pibekraver.dk

Link til læste bøger 2025

Niels Hav: Livet og kærligheden - Christiane Gammeltoft-Hansen: Markusevangeliet - Kasper Bro Larsen: Johannesevangeliet - Peder Frederik Jensen: Pigen og verden - Deborah Levy: Augustblå - Liv Helm: Hvis du er bange, så ryk tættere på - Deborah Levy: Skeens placering - Kristina Stoltz: VILD - Malte Tellerup: Markløs - Jens Christian Grøndahl: At velsigne et liv - Deborah Levy: Fast ejendom - Karl Ove Knausgård: Arendal - James Baldwin: Råb det fra bjergene - Paul Auster: Opfindelsen af ensomhed - Deborah Levy: Livets omkostninger - Selma Lagerlöf: Kejseren af Portugalien - Jens Smærup Sørensen: MOR - Péter Gárdos: Feber ved daggry - Karl Ove Knausgård: Kødets ingeniører - Niels Krause-Kjær: Ude for uden - Maria Grabowski: Jeg fryser - Ocean Vuong: Glædens kejser - Solvej Balle: Ifølge loven - Dana Wowinckel: Misofoni - Peter Brandes: AARDOM I OG II - Mich Vraa: Ithaka - Ernst Harthern: En jøde rejser til Palæstina - Magdaléna Platzová: Livet efter Kafka - Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en flade - Albert Camus: Pesten - Yael van der Wouden: Stilleben - Claire Keegan: Den slags små ting - Theis Ørntoft: Habitat - Iben Mondrup: Vittu og Bjørn - Lea Korsgaard: Inden året er omme - Daniel Kehlmann: F - Lisa Ridzén: Tranerne flyver mod syd - Ettore Rocca: Kunstens Meridian - Albert Camus: Den fremmede - Albert Camus: Faldet - Iben Mondrup: Tabita - Vigdis Hjorth: Arv og miljø - Albert Camus: Det første menneske - Helle Espensen: Calima - Karl Ove Knausgård: Hvorfor skriver jeg? - Helle Helle: Hey Hafni - Karin Michaëlis: Justine - Charlotte Gneuss: Gittersee - Hans Nørkjær Franch: Knausgårds blik - Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen - Jon Kalman Stefánsson: Den gule ubåd - Dorthe Nors: Spænd - Anne - Grethe Bjarup Riis: I Guds rige - André Gide: Pastoralesymfonien - Thomas Mann: Trolddomsbjerget - Geir Gulliksen: Øvre port, nedre port - Dy Plambeck: Buresø-fortællinger - Marianne Larsen: De andre, den anden - Linea Maja Ernst: Kun til navlen - Jonas Eika: Åben himmel - Rachel Cusk: Parade - Kerstin Ekman: Min bogverden

13. december 2025

Jens Christian Grøndahl: At velsigne et liv (2)

Jeg har skrevet om den for ikke så længe siden, men jeg fandt ud af, at jeg havde været lidt for sløset; det er naturligvis ikke anmeldelser jeg laver af de bøger jeg læser, men bare mine efter noter til mig selv for at hjælpe min egen hukommelse, men også for at videregive min glæde ved at læse de bøger, jeg læser. Men Grøndahls roman er meget mere og noget vigtigt burde jeg have skrevet. Min tilføjelse kommer her:

Nu halvanden måned efter jeg læste Grøndahls roman, vil jeg føje lidt til, for jeg hørte ham i Litteratur på P1 i en samtale med Nanna Mogensen og blev klar over, at det var nødvendigt. Til sidst i samtalen læser han et afsnit af sin bog op, som jeg også har gemt som understregning. Det lyder sådan her:

“Savnet lever sit eget liv,” sagde jeg. “Hvis det skulle lykkes for mig at dræbe det, ville jeg kun være halvt levende derefter.” Han så roligt på mig. “Så nu spørger jeg dig som fagmand,” fortsatte jeg. “Vil du mene, at det er nok til at tro på Opstandelsen?” “Ja, det er nok,” sagde han uden videre. Der var noget næsten frivolt ved hurtigheden, han svarede med. “Jeg ville ønske, at jeg kunne leve, som om det var sandt,” sagde jeg. “Så tror du jo,” sagde Jesper.

Hovedpersonen, forfatteren, sidder og taler med præsten, Kant og jeg synes det er noget af det bedste ved hele bogen, at troen, som er gemt i savnet, i kærligheden, som ikke døde, da Nina døde, at troen på en måde er medfødt og giver kræfter til håbet. I radiosamtalen siger Grøndahl at han ikke er troende, det er alt for bombastisk, men at troen hører med til livet og kan holde os i live og give os kræfter til at holde fast i kærligheden, døden til trods. Tro er ikke en firkantet klods, men lever i glimt. Han Hebræerbrevets ord om at: tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Det er sådan troen lever og forhindrer os i at være halvt i live. Det synes jeg er godt: at understrege at tro i kristen forstand ikke er bombastisk at tro på alting i kristendommen hele tiden, men stykkevist at bevare håbet ved at tro i evig kamp med tvivlen.

3. december 2025

Niels Hav: Livet og kærligheden. Løsgående noveller

Sidst jeg læste Niels Hav var i 2020, 'Øjeblikke af lykke' hed digtsamlingen, som gav mig megen glæde at læse, f.eks. når der stod to linjer som dem her:

Børnene hjuler hujende forbi på nye cykler,

Glæderne galopperer om kap

- så kan jeg næsten mærke det, som var det i går. Siden har Niels sammen med sin dygtige kone, pianisten Christina Bjørkøe rejst land og rige rundt med den digtsamling og klavermusik, som er fyldt med øjeblikke af lykke. Jeg hørte dem i Lukas kirken i Århus. Nu har Niels samlet noveller, som har været løsgående i mange år, og det er for mig meget spændende at læse, for nu møder jeg noget af den Niels, jeg for mange år siden boede dør om dør med på en loftsrum på Smouenvej i Rønde, da vi begge var kursister på Rønde Kursus, hvor vi begge blev studenter fra. Her får jeg noget at høre om den verden, han kom fra, tæt på æ haw, nær Lemvig og Cheminova, hvad den første novelle 'Mens han slog fjorden ihjel' handler om, og det er skønt, bagom giftkatastrofen, at møde et menneske som Gertrud, der overlever nederlag og ved at i kunsten findes den ilt og kraft der er vigtigt for et menneskes liv. Og i 'Lukningen' åbner der sig et morsomt billede af missionen og "den hyggelige almindelighed". Det er noveller som kan læses op til stor morskab for mange mennesker. De fleste handler om det vigtige: kærligheden, og fortæller en stærk historie om at være ensom, hvis ikke det lykkes. I 'To breve og et kys' læser en ensom mand i sin mors notesbog, efter hendes død: "Hjertet kimer nat og dag/ Livet er en ensom sag" og han beslutter at en gammel ømhed sammen med et andet menneske skal give ham selv livet tilbage. Tak for at novellerne nu er blevet samlet. De er skønne, levende og fyldt med poesi! Og jeg har for en gangs skyld måtte læse en analog bog, men gennem en forstørrelse, som det ses på billedet.

23. november 2025

Christiane Gammeltoft-Hansen: Markusevangeliet

Måske er jeg bare kommet for mange år fra min tid på teologisk fakultet og har læst for lidt i evangelierne og i litteraturen omkring dem, men det føles som nyt og opmuntrende. Christiane Gammeltoft-Hansen skriver inspirerende om Markusevangeliet og gør det til en udvikling af Paulus' s teologi, og så læser hun evangeliet som en litterær tekst. Det kan virkelig noget! Hun anvender sonateformen, en tredelt udvikling fra sats til sats; jeg ved ikke helt om jeg tror det holder, men inspirerende er det. Om forholdet til Paulus skriver hun sådan her:

"Måske lægger han derfor knap mærke til, at en anden slår følge med ham. Markus er kommet til. Godt nok er der ca. tyve år imellem dem og intet, der tyder på, at det faktisk er sket, men i et tænkt univers kan to, der aldrig har mødt hinanden, godt slå følge alligevel...

Paulus skriver vertikalt. Han skriver om den opstandne Kristus. Det gør Markus også, men han laver en tilføjelse. Før opstandelsen er der et liv, og dette liv dvæler Markus ved...

Markus giver Paulus’ opstandne Kristus en mennesketilværelse. Tilsammen har de fået afgørende indflydelse på den kristne tros tydning og farve. Paulus og Markus er kristendommens gudfædre."

Hun formår virkelig at læse evangeliet in i vores egen tid. Her to gode citater, som hører sammen og forklarer hinanden:

Hvis vores identitet opstår ud af de sammenhænge, vi er rundet af og herunder også i en afgrænsning, melder sig derfor spørgsmålet, hvordan vi finder vores identitet i et fællesskab uden afgrænsning? I Markusevangeliet er svaret, at det gør vi i forhold til Gud. Grundmodsætningen er ikke horisontal, den er ikke mellemmenneskelig. Den er vertikal – modsætningen er mellem Gud og mennesker. Det er i denne modsætning, mennesket i egentlig forstand finder sin identitet, en identitet der går på tværs af etnicitet, race, nationalitet, køn, social status, fordi alle er lige over for Gud.

Igennem hele Markusevangeliet handler det om relationer. Ingen af dem, der befolker Markus’ fortælling, optræder uafhængigt af andre, og ingen bliver beskrevet isoleret. I Markus’ fortælling er identitet et mellemværende. Og i stedet for de gældende regelsæt og den jødisk religiøse praksis indsættes relationen.

21. november 2025

Kasper Bro Larsen: Johannesevangeliet

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (3,16). Det kaldes ofte ”den lille Bibel”; men det er, som vi skal se, også ”det lille Johannesevangelium”. Det er johannæisk kærlighedsteologi i en bouillonterning: Historien om Jesus begynder med Guds kærlighed til den fortabte verden.

Sådan begynder Kasper Bro Larsen helt enkelt og det fortsætter hele bogen igennem; det er enkelt, forståeligt og giver det ørneblik på evangeliet, som han skriver frem; evangelisten med ørnen som symbol. Og allerede med prologen understreger han noget, som for mig er fuldstændigt afgørende, at der er noget bestemt før vi overtager verden, at der er noget før-kulturelt, som Løgstrup sagde det, noget bestemt, at det har indhold før vi giver det indhold. "Johannes fastholder den metafysiske påstand om, at der er en grundlæggende mening med det hele. Den var der ”i begyndelsen” og har været der lige siden." Og et andet sted skriver han:

Prologen handler om, at Gud ønsker at transcendere sig selv for at komme mennesker nær. ”I begyndelsen var Ordet,” hedder det. Ordet er udtryk for kommunikation og samtale. Vi bruger ordet til at række ud over os selv. Som metafysiker hævder Johannes, at det hele begynder i relationen. Gud er relationen og vil ikke være en ensom majestæt. Det er derfor, den evige Gud bliver et forgængeligt menneske.

Jeg ville have været glad for den bog, dengang jeg begyndte at læse teologi i 1969!

18. november 2025

Peder Frederik Jensen: Pigen og verden

Det er en flot og sin helt særegne og traditionsrige historiefortælling, der fortsætter Rans Vilje fra 2023 om havets kræfter i et lille land, som dér sammenlignes med en mariekiks, der nemt oversvømmes. Det er en stor glæde at læse andet end autofiktion, som samtidig kaster lys ind i den verden vi lever i sammen, og som fortæller om, hvordan det kan gå galt i et lille samfund og at mennesker er både gode og onde, men også fyldt med trang til at udfylde deres liv, som pigen. Peder Frederik Jensen er sin helt egen og er meget velkommen i min læseverden, og jeg får meget ud af at læse ham, både med glæde og gru og tænksomhed. Her er et par citater:

Han fortalte om oplysning og fred. Om det fælles. Det, man ville skabe sammen. Han talte om himmeriget og nævnte den gamle erkendelse, at mennesket er fejlbarligt, at idealet kun kan være så højt, som det er, fordi mennesket har Guds skulder at hvile ved, når tingene ikke lykkes for én. Fordi Gud tager over, hvor vi ikke længere kan bære. Mureren stod lidt tid med kasketten. Som i arbejdet med sten og mørtel, sagde han. Som i alt andet. Vi kan, til vi ikke kan længere. Vi kan gøre for andre, hvad vi ønsker, de vil gøre for os. Men uselvisk. Ikke for at vinde. Han stirrede på Lise Mikkelsen. Ikke for berigelse. Men for den næste. Den anden. Det menneske, vi møder på vejen. Farisæeren, der strækker sig mod os. Vi skal løfte det menneske, andre går forbi. Hjælpe ham til husly og en bid brød. Ikke lægge hele vores liv om. Men støtte andre, så de kan leve, og man selv kan leve med sig selv.

At sladder er gift, at spørgsmålet, det åbne, ærligt mente spørgsmål er det, man med lidt god vilje kan kalde Guds gave til mennesket.

8. november 2025

Deborah Levy: Augustblå

Det er en vidunderlig pause i musikkens verden, men også en præcis og velformuleret jagt efter identitet, når det bliver nødvendigt. Den handler om en verdenskendt pianistinde, som under en koncert i Musikverein i Wien pludselig spiller noget helt andet end Rakhmaninovs Klaverkoncert nr. 2. Nu ville hun ikke mere fortolke de store mestres hjertesorg, men sin egen. Fortællingen slutter sådan her: "Mens regnen faldt blødt og let på Boulevard Saint-Germain, fortalte jeg hende at jeg den aften under koncerten i Wien var holdt op med at bo i Rakhmaninovs sorg og et øjeblik havde vovet at leve i vores egen." Når der står vores, så er det fordi hun i sin søgen efter sig selv finder sin dobbeltgænger, eller noget der ligner, én som hun taler med og som naturligvis er hende selv. Det er en skøn fortælling, som jeg nød i fulde drag, men som også standsede min hurtige læsning. Her kommer et citat:

Det er så ynkeligt at give udtryk for den ensomhed jeg har i mig. Jeg er ikke sikker på jeg kan tage mig friheden til at finde et sprog i musikken der kan åbenbare den. Jeg har trods alt lært at skjule den. De gamle mestre er mit skjold. Beethoven. Bach. Rakhmaninov. Schumann. Deres indre liv er umådeligt værdifulde.

Du taler i nutid, siger hun.

Jeg får et glimt af mig selv i spejlet med hendes hat på.

Måske gør jeg.

Hvad gør du?

Leder efter grunde til at leve.

3. november 2025

Liv Helm: Hvis du er bange, så ryk tættere på

Det blev jeg, altså bange. Jeg måtte skifte den ud med Peder Frederik Jensens 'Pigen og verden' som natbog; Liv Helms roman var umulig at sove sammen med, så smertelig, så intenst et tankemylder, men også erindringskunst på højt plan, hvorimod Kristina Stoltz' VILD kunne jeg godt bruge som natbog, fordi den ikke var så tydelig, ét til ét, men mere lyrisk, flygtende og voldsom på en anden måde. Begge møder deres tidligere barnlige jeg og det er næsten ikke til at bære, at de på den måde kan portrættere deres sårede og bange barneudgave, og tale med det. Igen har jeg det sådan at der slet ikke var tid til at foretage understregninger, selvom der sikkert var mange muligheder. Det var for smerteligt at gøre det.

31. oktober 2025

Deborah Levy: Skeens placering

Hun er suveræn, selv når en bog skuffer. Det gjorde den her som er en opsamling af tekster gennem 20 år, tilfældigt, uredigeret, men jeg skal ikke blande mig i skeens placering, den ligger hvor Levy lægger den. Jeg fik meget lidt med fra den her. Her kommer et par eksempler:

“Gud er fritænker og Gud er et globalt positioneringssystem. De af os, der tror på satellitnavigation, må bare håbe, at “stemmen” ved, hvad den gør, når den fører os væk fra hovedvejen ned ad en grusvej, som ender ved kanten af en klippeskrænt”.

Sygeplejersken skubber lumsk mit stykke citronsandkage tættere på sine livlige læber. »Du var noget stort inden for shipping – er det ikke rigtigt, Monica?« »Jeg var kaptajn på min families handelsskib fra jeg var tyve år gammel,« svarer jeg og rækker dybt ned i mine biografiske data. »Alt det, du må have set.« Hun spærrer øjnene op, sådan som man kan med øjne fremstillet i 1974. »Skal jeg vaske dig, inden du går i seng?« Jeg slår ud med hånden mod tapetet, der er fremstillet i 1963. »Spørg mig i stedet, om jeg er bange for at dø, og hvad det er for en aftale, jeg har lavet med endeløs tilregnelighed.« »Op med humøret,« siger den tilregnelige sygeplejerske.

Litteraturen er et godt hjem for det menneskelige sinds rækkevidde. Den kan være et tilflugtssted for alle bevidsthedens dimensioner, også det ubevidste.

30. oktober 2025

Kristina Stoltz: VILD

Jeg synes hun er god, Stoltz! Tidligere læste jeg Cahun, hvor hun skriver om en fotograf og om hvad der sker i fotografiet, som VILD også handler meget om. Senere læste jeg 'Paradis først' som også minder meget om VILD, fordi den handler om at finde ud af sin fortid for at finde ud af sig selv. VILD er voldsom læsning, hvor Stoltz skriver både poesi og personlig tekst om overgreb i barndommen, som har været gemt af vejen, og hvor offeret dengang stadig lever i hende, så hun kan konfrontere sig med sig selv som barn. Det er en stærk øvelse, som jeg nu genfinder i Liv Holms nye roman, som jeg lige har fået med under bogforsiden. Det er eftertænksomhed, der vil noget og som må indtages i små bidder. Understregninger har jeg ingen af, selvom der var nok at tage af, men der var næsten ikke plads til det i læsningen.

26. oktober 2025

Malte Tellerup: Markløs

Den var hurtigt læst og der var en enkel glæde ved at læse to brødres samtaler på en 50 km lang gåtur i et fynsk landskab. Sådan en ide, kan jeg godt lide. De bruger øjnene og mærker sig forfaldet på landet og ser marker der ligger brak, bygninger i ruiner, og de nærmer sig hinanden som de forskellige brødre de er og naturligvis taler de om forholdet til deres far. Det er altid faren, der er problemet. De siger for eksempel sådan her om tiden efter faren forlod familien til fordel for en anden kvinde:

Det bliver kun tydeligere, at far ikke er lige meget for os, at han er ulige fordelt frustration over kærlighed. Hvis vores snakke skulle handle om kærlighed, skulle de handle om mor. Vi er i tvivl om, hvad det betyder, at far elsker os, at vi også elsker ham. Det er svært, hvordan vi kan forholde os til ham. Hvordan han har været en arkitektur, vi forlod i 4- og 6-års alderen, og siden har været tilset som det, en forladt far. Det man godt kan besøge, men ikke opholde sig i.

Og så kan jeg godt lide hans måde at se forfaldne landbrugsbygninger på landet:

For mig er forfaldet vigtigt, men hverken ubrugeligt eller helligt. Det er et møde mellem levende og dødt, mellem opslidning og forandring. Dér opstår nye forbindelser, og nogen vil fortsætte, hvor andre går under. Forfaldet viser tingenes liv, den tid, de har levet. Det kan man respektere, men hverken ved at slette tingene eller ved at dyrke dem som hellige.

25. oktober 2025

Jens Christian Grøndahl: At velsigne et liv

Han er bare en af mine yndlingsforfattere. Jeg læser ham med glæde og denne gang med endnu mere opmærksomhed, fordi der i denne roman er meget på spil. Normalt tænker jeg om hans tekster, at han altid ser det hele så klart og fornuftigt eller menneskeligt snarere, men i 'At velsigne et liv' er der noget, der bliver tilbage: en uro, som forstyrrer det klare billede. Det kan jeg godt lide og så er jeg interesseret i alle hans udsagn om ensomheden som eksistensvilkår. Jeg har mange understregninger, her kommer bare et par af dem om ensomheden.

Det giver sig selv, at ensomheden må være det, et menneske er allermest alene med. Ingen kender en andens ensomhed, for hvis man gjorde, ville vedkommende allerede være lidt mindre ensom. Jeg er skeptisk over for indlevelsen, for man har kun sit eget at leve sig ind med. Hvor langt rækker det?

Det eneste, jeg ved, er, at ensomheden er den samme inden i og uden om det hele. Hvor jeg ved det fra, kan jeg ikke sige. At ensomheden er den ilt, vi indånder, mens vi rækker ud og håber. Mens vi længes efter at bryde den og smelte ind i det enkle, at være sammen. Bare det, være, sammen.

Det var, som om hun havde mødt en mand, der sang på et sprog, hun aldrig havde hørt før, men som hun alligevel syntes, hun forstod. Hun forstod, at det var ensomheden, han sang om. Det mærkelige var, at hun forstod det, for hvis hun forstod, måtte ensomheden være den samme, hans og hendes, og så var de allerede ikke så ensomme mere.

Hovedpersonen, forfatteren, sidder og taler med præsten, Kant og jeg synes det er noget af det bedste ved hele bogen, at troen, som er gemt i savnet, i kærligheden, som ikke døde, da Nina døde, at troen på en måde er medfødt og giver kræfter til håbet. I radiosamtalen siger Grøndahl at han ikke er troende, det er alt for bombastisk, men at troen hører med til livet og kan holde os i livet og give os kræfter til at holde fast i kærligheden, døden til trods. Tro er ikke en firkantet klods, men lever i glimt. Han Hebræerbrevets ord om at: tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Det er sådan troen lever og forhindrer os i at være halvt i live.

21. oktober 2025

Deborah Levy: Fast ejendom

Det var den sidste af trilogien, og hvor har jeg været godt underholdt, for de er så frie og muntre, men også alvorlige, som er allerbedst på baggrund af det frie og muntre, befriet for ynk og selvmedlidenhed. Hun tager ikke medicin, men ordinerer sig selv gode bøger at læse og finder der, de rigtige piller at tage mod eksistentiel ensomhed og meningsløshed. Det finder jeg er en god løsning. Den genkender jeg og bruger selv. Nu har jeg erhvervet mig 'Augustblå' og 'Skeens placering', hvor jeg tror, jeg vil få mere af samme slags og glæder mig allerede. Et lidt langt citat men henvisning til noget Leonard Cohen skrev (håber ikke det er for langt i henhold til copyrigth):

Leonard og Marianne var begge døde nu. Lige inden hun døde, havde Cohen, der selv var syg, skrevet et rørende brev til hende – om, at han var sikker på, han ville følge efter meget snart. Hvis hun rakte hånden ud, skrev han, ville hun kunne nå hans, han ønskede hende en god rejse. Kærlighed uden ende, vi ses snart. Cohen havde i en høj alder rejst den lange vej hen til det brev. Det var måske det bedste, han nogensinde havde skrevet, henvendt som det er, til både hans mytiske og personlige fortid. Vejen til det brev forekom mig at være den vigtigste rejse, man kunne foretage på noget tidspunkt i livet. Han havde ikke lukket døren, han havde ladet den stå på klem, og de ville gå gennem den, hver for sig, men sammen, til deres død. Den aften, i Grækenlands tunge varme, ædt op af myg og minder, tænkte jeg på alle de døre, jeg havde lukket i mit liv, og hvad det ville have krævet at lade dem stå på klem.

20. oktober 2025

Karl Ove Knausgård: Arendal

"Nåden er." (Simon Grotrian på Silkeborg kirkes alterforside af Peter Brandes) - det kom jeg i tanker om på en af de sidste sider af Knausgårds nyeste og femte bind i Morgenstjerne-serien. Det kræver en forklaring og den vil jeg forsøge at gøre mig mere klar. Undervejs i læsningen var jeg spundet ind i alle Syverts tanker om sit liv, hvor han ikke kan finde sin plads længere og hvor han igen og igen siger til sig selv: "Det var ikke mit liv der var noget galt med, det var min indstilling til det." At følge ham side efter side (og side om side), var anstrengende; en mand der er kommet ud af sig selv, som drikker for meget og som véd det og ikke véd hvad han skal gøre ,ed sit liv. Jeg kender ham jo fra 'Ulvene fra evighedens skov', kender ham igennem hans søn, som også hedder Syvert, der læser farens efterladte breve, som får dem oversat fra russisk, fra farens hemmelige, men elskede Asja. Og jeg ved, hvordan faren forulykker og dør kort efter bogens sidste opringning, se nedenfor. Og Syvert, faren, gør sig mange tanker i 'Arendal' om livet og døden og livet efter døden, metafysik i det hele taget og det er her, jeg tror Knausgård begår en genistreg. Den dystre stemning, alle besværlighederne løsnes op i en enkelt sætning til allersidst. I sin selvkritik og i sin taberverden, som han har spundet sig selv ind i, tænker han pludselig på, hvad det bedste og sandeste er, han har oplevet i hele sit liv, det mest metafysiske. Det har han oplevet med Asja, den elskede russerinde. Og det han ved som det sandeste er, at sammen med hende var det sådan her: "Hvis det afgørende var hvem jeg var, ville hun aldrig have haft noget med mig at gøre." Men det ville hun i al evighed og så tager han på sidste side kontakt til hende igen. Det er nåden, at blive mødt af en kærlighed, som kun vil elske, uanset hvem jeg var og hvor umulig jeg var, men som elskede ubetinget. "Nåden er."

– Der var du heldig, sagde hun. – Asja står lige her ved siden af mig.

Åh nej.

Lydene forandrede sig, og jeg forestillede mig hvordan hun sænkede røret og vendte sig om mod Asja. Sagde noget med en fjern stemme.

Et par sekunder gik. Linjen knitrede og knasede.

Så lød Asjas stemme.

– Ja? sagde hun. – Hvem taler jeg med?

Nu var der ingen vej tilbage.

15. oktober 2025

James Baldwin: Råb det fra bjergene

"Broadway: Vejen, der førte til døden, var bred, og der var mange på den, men smal var den vej, der førte til evigt liv, og kun få var at finde på den. Men han længtes ikke efter den smalle vej, hvor hans folk vandrede, hvor husene ikke knejsede og syntes at gennembore de uforanderlige skyer, men trykkede sig fladt og uværdigt mod den beskidte jord, hvor vejene og gangene og rummene var mørke, og hvor der lugtede uovervindeligt af støv og sved og urin og hjemmebrændt gin. På den smalle vej, korsets vej, ventede der ham kun evig ydmygelse; der ventede ham en dag et hus som hans fars og en kirke som hans fars og et job som hans fars, hvor han ville blive gammel og sort af sult og slid."

'Giovannis hus' læste jeg i 2019 og lærte meget af, men den her blev lidt for meget frelsesgymnastik i den Pinsekirke, hvor han havde sin barndom. Stakkels John, som er så meget igennem på et døgn, og ved siden af hører vi hvordan 'kødet' spiller sin rolle i alt det åndelige ikke mindst for hans far. Det blev mere en rigeligt for mig. Jeg skyndte mig at blive færdig med den.

9. oktober 2025

Paul Auster: Opfindelsen af ensomhed

Jeg har aldrig været god til at læse Paul Auster; det kan være jeg skal til at revidere det synspunkt, for det her er en god bog. Tænksom og klog, jeg lærer noget undervejs, måske skal jeg læse New York Trilogien igen. 'Opfindelsen af ensomhed' er hans første roman, der udkom i 1993, hvor han havde mistet sin far. Jeg blev opmærksom på bogen i det udmærkede program på DR lyd: Det er en klassiker, hvor Mathilde Walther Clark fortalte om, hvordan den blev en klassiker for hende. Så tak for det! Her kommer nogle af mine understregninger:

»Erindringens magt er formidabel,« bemærkede Sankt Augustinus. »Den er et vældigt, umåleligt tilflugtssted. Hvem kan lodde dens dybder? Og dog er den en af min sjæls evner. Selv om den er del af mit væsen, kan jeg ikke forstå alt det jeg er. Dette betyder da at sindet er for smalt til helt at kunne rumme sig selv. Men hvor er den del af det som det ikke selv rummer? Er det et sted uden for sig selv og ikke inden for? Hvordan kan det da være en del af det, hvis det ikke rummes deri?«

… den pludselige viden som kom til ham at selv når han var alene, i sit værelses dybe ensomhed, var han dog ikke alene, eller mere præcist, at i samme øjeblik han begyndte at tale om den ensomhed blev han mere end blot sig selv. Hukommelse, altså, ikke blot som genopstandelse af ens private fortid, men en fordybelse i andres fortid, eller med andre ord: historie – som man både deltager i og er vidne til, er del af og adskilt fra. Alt er således til stede i hans sind på én gang, som om hvert element reflekterede lyset fra alle de andre, samtidig med at det udsendte sin egen enestående og uudslukkelige udstråling.

29. september 2025

Deborah Levy: Livets omkostninger

Endelig kommer jeg videre med Levy, for jeg var glad for at læse 'Ting jeg ikke vil vide', som er første del af en erindringstrilogi, hvor 'Livets omkostninger' er anden del. Her véd hun nu fra Freud, at ting hun ikke vil vide er Motiveret glemsel - denne trang til at ikke-vide det, vi ved. Nu begynder hun fra nulpunktet og skal finde ud af, hvad hun vil og når hun møder modstand i form af bl.a. en stoppet håndvask. Hun skriver:

”Jeg havde energi, fordi jeg ikke havde andet valg end at have energi. Jeg måtte skrive for at forsørge mine børn, og jeg måtte tage alt slæbet selv. Frihed er aldrig fri. Alle, der har måttet kæmpe for at blive frie, kender omkostningerne.”

Det er en renfærdig oplevelse at læse bind 2, enkelt og smukt beskriver hun vejen op til, hvor hun får fat i livet igen. Hun hægter sig på nogle gode citater:

Jeg identificerede mig med Camus, der sagde,

at han havde en uovervindelig sommer indeni, selv om vinteren.

24. september 2025

Selma Lagerlöf: Kejseren af Portugalien

Så kan det næsten ikke blive bedre og jeg tror ikke jeg har læst den før, men 'Kejseren af Portugalien' er et under af en bog, som hendes 'Kristus legender', som den i mange måder ligner. Da jeg var ung læste jeg 'Gösta Berlings saga' og besluttede dengang, at jeg skulle læse den mindst en gang om året, for at huske hvad der var vigtigst i livet. Nu har jeg skaffet den som e-bog til ingen penge. Den bliver snart min klassiker på min nat-Kindl. 'Kejseren af Portugalien' er en bog om, at kærligheden er størst, at den bærer alting, udholder alting, som Jan gør, da hans hjerte bliver levende i kroppen på ham, da han første gang holder Klara Fina Gulleborg i sine arme:

Han syntes at han hidtil havde været rigtig godt utiltalende og bitter, endda også i sine egne øjne, men nu var der lutter salighed og sødme inden i ham. Han havde aldrig vidst at man kunne blive gjort så elskelig af at holde rigtig meget af nogen.

– Ja, fortsatte han, – det er det eneste det kommer an på. Om jeg også var rig som Erik i Falla eller stærk som Börje der går her ved siden af på marken og graver grøfter, så betød det ingenting imod at have et bankende hjerte i brystet.

Ordene brændte ham på tungen: »Det er ikke kun Klara Gullas fødseldag, det er også mit hjertes.«

22. september 2025

Jens Smærup Sørensen: MOR

Jeg har ikke læst rub og stub af ham, men næsten og denne gang er jeg begejstret og forundret, så meget forundret, at jeg blev nødt til at starte forfra, da jeg havde læst den én gang, for den kan ikke læses hurtigt. Hvor kan han dog skrive et sprog, så jeg bliver nødt til at læse sætninger igen og det som interesserer mig allermest er nok, hvad han skriver om sig selv om helt ung dreng. I 'Hjertet slår og slår' skrev han om sin far, nu om sin mor og det er godt, og i første omgang er der bare antydninger af, hvorfor forældrenes ægteskab ikke er harmonisk og jeg læste den også en gang mere, for ganske enkelt at få styr på det hele. Her kommer noget om hans mor:

Hun er treogfyrre år gammel. Hendes bevægelser er raske, glidende, uanstrengte. Hun er sin krop, sine øjne, sine fingre. Uden nogen anden tanke i hovedet end hvad hun lige nu er til for.

Hvordan hun i grunden var. Som var jeg med hende inde i hendes drøm. Jeg kunne se den i hendes ansigt, hendes tårevædede syn af en vidunderlig verden. Høre den på hendes stemme, så sagte og blød den blev. Så sarte og skrøbelige var hendes ord at de sådan så varsomt skulle pakkes ind i noget nær stilhed.

Det kunne hun mærke. Det var Gud der gjorde alt så skønt og godt. Så ligetil og så helt ubegribeligt, og hendes mor og far fortalte hende om den Gud, og hendes onkel og moster på Mors der glædede sig sådan til at komme i Himlen, og alligevel altid holdt humøret højt hernede – ja, for det var jo nok sådan de helst ville mødes igen deroppe.

Og der var alt hvad hun så i sin verden og kunne juble over, og det var virkelig hende der gjorde det, og det var aldrig til at forstå. Men hun var der, og det var der, og Gud var der, og så mange gode mennesker og deres liv og sind var der. Det var den store åbenbaring.

Og det han skriver om sig selv i femtenårs alderen:

... jeg anede at jeg sådan havde bestemt mig, eller noget eller alt i mig, min krop eller den drøm havde bestemt sig til at jeg – engang – ville være nogen og tilhøre nogen og et eller andet bestemt. Og finde et sted på Jorden, ja.

Jeg kunne fornemme, jeg vidste det allerede i alle lemmer, at jeg var besat af en vilje til det. Og i det samme vidste jeg – som havde jeg hørt det af en stemme fra oven – at min nu så ubrydelige vilje ikke kunne gøres til en kamp mod andre og aldrig sådan vindes.

Det måtte da nok blive en fandenivoldsk tummel med mig selv. Jeg måtte vildt og blindt løbe panden mod alle verdenshjørner til der gik hul på helvede, og jeg frit og roligt som et undsluppet dyr kunne trække vejret. Jeg foldede hænderne og bad Gud om hjælp.

Det er ganske enkelt forrygende godt skrevet alt sammen i MOR og det er en god hjælp, når man i min alder tænker tilbage på sit liv. Jeg kan ane sammenhænge tydeligere nu.

16. september 2025

Péter Gárdos: Feber ved daggry

Min elskede Jette skulle repareres på et hospital i går, det var langt væk og der var timer, der skulle gå, og så læste jeg en bog jeg købte for længe siden. Operationen gik godt og tiden gjorde det samme for mig, for det var en skøn bog om LIVSKRAFT, et rigtigt Sørine ord ('Sørine og livskraften'). 224 KZ fanger blev i 1945 sejlet til Sverige, hvor de blev indlagt. Péter Gárdos far var en af dem, 29 kg, ingen tænder, tuberkulose, ingen fremtid, men han medbragte en umanerlig stor livskraft. 50 år senere, efter farens død, åbner moren en metal kasse, der har været lukket i alle årene. Den indeholder en brevveksling mellem faren og Lili - også en KZ fange der blev bragt til Sverige med samme båd - som bliver Gárdos' mor. Brevvekslingen bliver til sønnens roman, som er en perle af en bog om livskraft. Det var en god bog at læse på et hospital.

14. september 2025

Karl Ove Knausgård: Kødets ingeniører

Hvad jeg ikke fik af understregninger i Krause-Kjærs roman, får jeg i overflod hos Knausgård, 6 a4 sider, som jeg kan vende tilbage til igen og igen fyldt med kloge udsagn fra essay om litteratur ikke mindst, det vil sige om livet og døden, men det som gjorde allermest indtryk var rejse-essayet 'Rusland 2017', det rumsterer rundt i mit hoved, for hvorfor taler vi ikke mere om den store forskel på Rusland og Vesteuropa, hvad er det, der skiller os, det kan Knausgårds rejse fortælle noget om, og måske kan det koges ned til lande med højskoletradition og lande uden, lande med sammenhængskraft takket være åben kultur og lande uden. Her kommer eksempler fra Knausgårds rejse-essay med udpluk af samtaler med tilfældige russere:

– Russerne bliver fremstillet som fjender, sagde Olga. – Vi forstår ikke hvorfor. Vi har aldrig angrebet nogen. Vi har altid kun forsvaret os selv. Historien er blevet skrevet om. Det er stødende og fornærmende at Europa ser os som en besættelsesmagt. Det er simpelthen ikke retfærdigt. Vi har befriet andre lande. Det er forkert at sige at vi besatte Polen og Litauen. Vi befriede dem for fascisterne.

Jeg tror det er på grund af 50 år i Sovjetunionen. Det var en slags fuldstændig isolation. Der eksisterede ingen følelse af at være forbundet med noget. Med den større historie. Med andre lande. Min far levede i en meget reduceret fortælling. De tilhørte intelligentsiaen, og de havde en høj teknisk uddannelse. Men de ting der vedrørte humaniora, var de forfærdeligt uvidende om. De vidste intet om det der lå uden for det stalinistisk-marxistiske verdensbillede. Alle ideerne i det 20. århundrede, alle værdierne, alt var bare gået hen over hovedet på dem! De havde ingen redskaber til at forstå sig selv. Til at forstå verden. På en måde var de slet ikke tilpasset et liv i en større sammenhæng. Når jeg skal til udlandet nu, beder min far mig om at være forsigtig. “Vær forsigtig. Du skal ikke stole på nogen. Måske vil de forsøge at hverve dig til efterretningstjenesten,” siger han. Jeg forsøger at joke med det, siger at jeg egentlig arbejder på at blive hvervet, men at ingen vil have mig. Han siger bare: “Du må ikke spøge med den slags.”

– Men hvad er så fortællingen i Rusland nu?

– Det er meget mærkeligt. Først og fremmest må man forstå at der ikke eksisterer nogen ensartet ideologi. De henter elementer ind fra totalt forskellige sammenhænge: Hvis det fungerer, så bruger de det. De har brug for et røgslør for at skjule det faktum at de bare er en flok kleptokrater, intet andet. Et eksempel er navnet på partiet “Forenet Rusland”. Det motto, et forenet Rusland, tilhørte de kontrarevolutionære. Det var den øverstkommanderende for hvidgardisterne, Anton Denikin, der opfandt mottoet, i opposition til Lenin og bolsjevikkerne der gik ind for selvstyre for alle republikkerne. Samtidig med at myndighederne nu bygger en stat på sovjetnostalgi, har de altså ingen skrupler over at bruge et slagord fra den anden side. Og det er ikke spor kontroversielt.

Så nu ser historien sådan her ud: Rusland var et stort, mægtigt imperium, så kom Lenin, støttet af tyskerne og nogle forfærdelige forrædere, og gjorde noget. Og derefter kom Stalin der formåede at udradere alt det som Lenin havde gjort. For hvert år forsøger de at bagatellisere 1917 endnu mere. Det gør de fordi deres idealbillede er at der ikke var tale om et sammenbrud! De forsøger at etablere en kontinuitet mellem zarriget og Stalins Rusland. Så den nuværende fortælling er at udenlandske spioner og forrædere provokerede os til at henrette hinanden for 100 år siden. Det må aldrig ske igen. Derfor må vi stå samlet, derfor må alle samles under Putins banner, derfor må vi forbyde enhver opposition, derfor må vi endda ofre borgerrettighederne, for det må aldrig ske igen. Nogenlunde sådan ser det ud.

13. september 2025

Niels Krause-Kjær: Ude for uden

Som sædvanligt gik jeg efter endt læsning ind i min Kindl's noter, hvor jeg gemmer mine understregninger, men der var ikke en eneste; ikke fordi jeg ikke kunne lide at læse bogen, den er skam god, ikke mindst for en boomer som mig, der født på landet hjalp til på en gård som barn og husker høsten med selvbinder og negene sat i skok og nu oplever at bo på landet som gammel mand, hvor døre og vinduer kan stå åbne, for der er ingen insekter mere, landet bruget er blevet et ganske andet, men der var altså ikke noget at gemme til senere indvortes brug som sjæleføde. Det er en rigtig god og letlæst bog, som viser hvordan Danmark har ændret sig på to generationer og hvordan den åndelige oprustning og sammenholdet var mere håndgribelig dengang for en generation tilbage.

8. september 2025

Maria Grabowski: Jeg fryser

Endnu en debut og med et gavnligt indhold, en beskrivelse af et almindeligt menneskes møde med sygdom, død og sorg, skrevet i et ligefremt sprog med ærlige glimt af menneskers liv med hinanden når det er godt med fest og ballade og når det er dårligt med druk og uærlighed. Det er en god debut, men som læser savner jeg sætninger som kræver noget af mig og som er mere end ligefrem referat, og slutningen vil for meget. Her er eksempler på det ærlige og ligefremme:

Tiden er underlig, når man venter på døden. Flydende og tyk. Solen sender et smørgult lys ind gennem stuen, og man kan se, hvordan dunene på hele mors krop har vokset sig tætte og lange. Måske prøver de at varme hende. Jeg har givet hende en blød leopardtrøje på i dag. Jeg tager hendes ene hånd og holder den mellem begge mine. Jeg forestiller mig, at hænderne er direkte kanaler mellem vores hjerter. At de er ved at udveksle deres sidste ord. Kom du nu godt afsted, min elskede ven, vi ses igen.

Det flimrer for mine øjne. Tøj har været en af de få udtryksformer, vi havde til fælles, mig og mor. Kamæleoner og påfugle. Stofstykkerne er en samling af øjeblikke. Kærlighed, bekymring, forfængelighed. Latter, dans, sorg. Jeg lægger mig oven på bjerget og krammer en blå striktrøje. Den dufter af hende. Det gør ondt i mine knogler. Jeg vil have hende tilbage.

7. september 2025

Ocean Vuong: Glædens kejser

Jeg læste 'Vi er kortvarigt smukke her på jorden' i 2020 og var glad for bogens poesi og dens realistiske skildring af 'under-Amerika', den del af landet der kæmper med arbejdsløshed eller kortidsansættelser til mindsteløn og med afhængighed af opioider, som er immigranter og rodløse. Det samme handler 'Glædens kejser' om, men på en ny og inderligt solidarisk og åndfuld måde. Vi er stadigvæk kortvarigt smukke i den ny roman. Sony siger: ”Det kan godt være, vi er smukke, men det er lige meget, når vi er sådan nogle tabere. Vi er nogle lave tabere. Smukke, lave tabere. Og det gør ikke noget godt for nogen.” Vuong giver stemme til det lille skrøbelige menneske, som næsten forsøger at blive til ingen, som René G i Solvej Balles 'Ifølge loven', som jeg sidst skrev om, og som Hai, hovedpersonen hos Vuong til sidst forsøger, da han hopper ned i skraldespanden måske for at tage en lur eller måske fordi han føler sig som affald. "At ens nyttesløshed er det, der markerer tidens gang, at affaldet er et bevis på, at man overhovedet har levet? Han havde haft held med at smide sig selv ud, og handlingen var så fuldstændig, så komplet, at det føltes rent. Han var en beholder inde i en beholder fyldt med beholdere, indeholdt af rummet. Og på en eller anden måde fyldte denne tanke ham ud." Det er sørgeligt, men Amerika bliver ikke helet af Trump. Jeg føler næsten jeg har været på bunden sammen med Hai.

3. september 2025

Solvej Balle: Ifølge loven

En helt fantastisk roman om udregning af rum, fire menneskers eksistentielle forsøg på at finde deres plads i livet. Det er begyndelsen på 'Udregning af rumfang', tror jeg, men som allerede udkom i 1993 og som gør mig ret sulten efter at læse septologien, hvor 6. bind netop er udkommet, - men desværre ikke som e-bog, så jeg får den ikke læst før den foreligger sådan. Men hvor er jeg betaget af 'Ifølge loven', dels straffeloven, dels naturloven, to af hver og fire menneskers liv. Stilen er vidunderlig, jeg elsker sådan en langsom, nøjagtig og tænksom måde at skrive tingene frem på. Det er eksistenslitteratur på højt plan og det gælder så nok endnu mere Tara Selter i 'Udregning af rumfang'. Ikke mindst er jeg optaget af matematikeren René G. der her forsøger at nedskrive sig selv til et nul, en ingen, som en anden Odysseus.

Da man tilbød ham et studieophold i Salt Lake City, indvilligede han uden tøven. René G. ønskede ikke at vække opmærksomhed. Han ønskede at være ingen, en gennemsigtig glasrude, en luftig vind. Han ønskede at være menneske. Ganske lidt menneske.

René G. færdedes i en art lykkelig tilstand. For hver dag tættere på at være ingen og inden længe måske så tæt på nulværdien, et menneske kunne komme uden at ophøre med at være menneske. René G. var næsten ingen. En glasrude, en tilfældig vind.

Karakteristisk for alle fire personer er deres isolation, de tænker sig ikke som fællesindivider, men kun som selvstændige individer. Det er forrygende godt skrevet og tænkt.

19. august 2025

Dana Wowinckel: Misofoni

Hun skriver i et afsnit til allersidst med titlen 'Tak' følgende:

"Denne roman foregår i sommeren 2023 og slutter kun få uger før 7. oktober 2023. Den er skrevet før terrorangrebet 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza og Israel. Den verden, romanen foregår i, findes ikke længere." I et interview i Weekendavisen gør hun det endnu mere klart, hvordan den verden er forandret. Den er forandret for jøder overalt, det er som om der er en rød pil over hendes hoved, når hun er ude i dagligdagen i Berlin, siger hun. Og massakren 7. oktober og den efterfølgende massakre i Gaza er ikke til at bære og hendes frygt er at Netanyahu er ved at indføre en neoteokrati. Romanen er ganske enkelt fuldstændig fantastisk at læse, jeg var vildt optaget af den og lærte noget om hovedpersonens, en 16-årig piges jagt efter identitet både med hensyn til sex, religion, tradition og det at være tysk samtidig med at være jøde. Sproget er godt, de hebraiske tekster som gengives er fine, sprælskheden hos mor og datter forrygende. Her kommer et par af mine understregninger, hvor hun skriver om hovedpersonens far:

…han havde sin Gud, et trøstende du, hvis nærvær varmede ham om vinteren og fik ham ned på jorden om sommeren.

Det er vores pligt at prise hans navn, tænkte han, vi få, når vi er få, og vi mange, når vi er mange, vi, på denne sælsomme kugle, der følger dens baner gennem universet, som en svømmer i et bassin uden vægge.

Altså gjorde han sig klar til morgenbøn, åbnede vinduet og bad: sandt og sikkert, solidt og bestående, lige og bevaret, elsket og skattet, yndefuldt og behageligt, ærbødigt og mægtigt, overskueligt og accepteret, godt og smukt er dette ord for evigt og altid.

Sikke et mirakel, tænkte han, at der engang havde været nogen, der skrev det her, som om vedkommende ville sige, hvor smukt er ikke det sprog, Gud har givet os, og at denne samme person lod sproget være netop det. Det israelske folks hebraisk, et sprog, der aldrig har forladt os. En regnfrakke af sprog, en regnfrakke af hæse lyde, som alting prellede af på, og som kunne overvinde alting. Godt og smukt er ordet, evigt og altid.

12. august 2025

Peter Brandes: AARDOM I OG II

De her to bøger har jeg brugt meget tid på og er blevet så beriget af, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Mine gamle øjne vil ikke læse små bogstaver i bøger mere, så jeg har læst dem under lup og senere scannet alle mine understregninger ind, og de var mange, og jeg var ikke ked at de forskellige læsemåder, de betød en yderligere fordybelse i teksten, som er så vidunderligt smuk og som har fyldt mig med en stærk og fin og kunstnerisk og ny indgang i teologien, især den der handler om påske med henrettelse og opstandelse og genopstandelse. Den svævende Lazarus, som ses på II's forside er et tidligt stadie i skabelsen af den endelige figur som hænger i Opstandelseskapellet i Århus Domkirke, som dér kommer til at bære Jesusbarnet. Lazaruses ansigt er inspireret af Munchs 'Skriget'. Genopvækkelsen har været en fødsel på ny med skriget som altid sætter livet i gang, nu direkte med kurs mod døbefonten, kan man se i kapellet, som billede på genfødslen i dåben til et liv med opstandelse. Forsiden på I er Kristus, der som en anden Lazarus der træder ud af graven, men standser Maria og ud af graven vælder livets flod lige over mod døbefonten. Peter Brandes skriver sådan her:

Påskemorgen, Pietra Santa, 2022

I morges mødte Maria Magdalene en havemand foran den tomme grav. Først da Jesus talte til hende, genkendte hun sin herre. Ordet var underets nøgle og åbnede hendes øje for opstandelsen. I Emmaus er det, da brødet brydes, og Kristus åbner sin krop, at disciplene får åbnet deres øjne for det under, at Kristus igen er til stede. Ikke bare ved nadvermåltidet, men også så snart vi går ham i møde ved alteret, som kan stå fremme overalt på alle steder, hvor din tro anbringer det Må den længsel efter altermåltidet altid opfyldes og aldrig udslukkes. Mit kapel i Aarhus Domkirke er kun ét af tusinder og atter tusinder trosrum, som står åbne fremme overalt for din længsel. Rundt om hjørnet i din nærhed kan det lysende være til stede på alle tider af døgnet. Og hvis du skulle lede forgæves i en stor sorg eller efter et smertefuldt tab, så ulmer et sted et lys på alterbordet. I alle mulige skikkelser. Du har altid en påskemorgen foran dig.

Peter Brandes er en kunstnerisk og genial forkynder af det verdensomvæltende budskab som påsken bærer frem til os som en gave, så vi altid har en påskemorgen foran os. Der er så meget i de her to bøger som gør mig glad og fylder mening i meget af det, som jeg ikke selv forstår, men som jeg også har svært ved at give videre. Der er en sætning, som jeg har sat op på min opslagstavle. Den er jeg glad for. Der lyder sådan her: Tiden er en gave, vi har modtaget for at huske i går.

10. august 2025

Mich Vraa: Ithaka

Det er en rigtig sommerbog at læse, let at læse, let at forstå og jeg fik en masse gode henvisninger til andre forfattere og ikke mindst til Homérs Iliaden og Odysséen og fik lyst til at komme til Grækenland endnu engang inden det bliver for sent, inden... Det er ikke mindst det bogen har som omdrejningspunkt: Mit hjerte har slået to milliarder slag siden jeg kom til verden i en forstad syd for Aarhus, min blære har ekspederet mellem tyve og tredive tusind liter urin, og noget i retning af to måneder af mit liv er gået med at børste tænder. Forbavsende at de ikke er slidt op endnu. Forbavsende at hele kadaveret ikke er slidt op. En dag er det selvfølgelig slut, og jeg håber sådan at det vil ske uden varsel, uden forudgående sygdom og lidelser og pinagtige afskedsscener. Jeg vil falde i søvn og drømme og ikke vågne igen. Hvem ved, måske drømmer man videre. Men ikke nu, selvfølgelig, ikke foreløbig. Engang. Det var sprogligt ikke det store sus, men kontant og lige ud ad landevejen og det kan også være godt engang imellem. Den sætter mig endnu mere i gang med at gennemtænke mit liv inden det ikke er muligt mere. Bogen slutter med det hele bogen handler om:

… hvis man bliver her længe nok, måske kan lære at leve med at være det man er.

4. august 2025

Ernst Harthern: En jøde rejser til Palæstina

Jeg blev færdig med denne meget specielle rejseberetning og alle overvejelserne omkring det at rejse til Palæstina nu i 1933 og måske flygte dertil, fordi Hitlers jødehad ville gøre livet mere og mere umuligt for deres liv i Europa, tidligt i går morges og læste senere på morgenen Puk Damsgaards fine forsideartikel i Weekendavisen om tilstanden i Israel lige nu. Det var næsten for meget, men de to beretninger underbygger begge en forståelse af hvad der foregår og hvor indviklet og hvor umuligt konflikten mellem Isak og Ismael er. Hartherns rejseskildring er først og fremmest en stor fornøjelse at læse, han har en rejsendes åbne sind og modtagelige øjne. Han skriver selv sådan her om det: "Jeg står der sammen med Neumann, eftertænksom, ser, hører … Israel og Ismael ved siden af hinanden … gode naboer uden al misundelse … og Erez Israels sol stråler over dem begge, over Israel og Ismael … begge er de bønder her … og jeg, hvad er jeg? Tilskuer … “Tonefilmsapparat med hjerte” har nogen nylig kaldt mig." Et tonefilmsapparat med hjerte - det er en god karakteristik. Det er sådan jeg læser hans oplevelser på vej med skib til Jaffa og rundt i Israel, men det smertelige ved at kende historien nu næsten hundrede år efter læser altid med i alt, hvad han overvejer. Jeg har selv engang cyklet rundt i Israel og fik så meget ud af at læse den her bog. Her kommer nogle af mine mange understregninger:

De ved, at vi jøder og arabere er brødre, blot med den forskel, at vi af vor Gud, som jo også er deres Gud, for et par tusind år siden med magt blev strøet over hele den vestlige verden, for at vi, som hungerstudenter, skulle tilegne os vestens viden, kunnen og arbejdsevne, så vi, når tidens fylde kom, kunne vende tilbage til vore her forladte brødre og delagtiggøre dem i vor rigdom; og for at vi kunne genopbygge Erez Israel, som i mellemtiden jo ikke havde været andet end et Erez Ismael, forsømt, udtørret, mishandlet, gøre det til et Erez Abraham, der var stamfader til både Israel og Ismael … En utopi? … Kom med, min kære ven. Jeg er en nøgtern palæstinenser og er på min måde med til at virkeliggøre utopien.”

“Vi behøver ingen majoritet. Vi behøver heller ingen særlig jødestat. Men vi behøver her i stedet for tre hundrede tusinde jøder dobbelt så mange, så er målet nået: freden og det evige kammeratskab mellem jøde og araber i Erez Israel.”

“Og indtil det sker?” “Må vi holde ud og hytte vort skind, arbejde her. Og I derude må hjælpe til, så vi her i Erez Israel kan danne kernecellen for hele jordens jødemenighed, stedet, hvor det jødiske menneske på egen jordplet sammen med den arabiske broder på egen jordplet engang får en fælles stat, bliver herrer i eget hus.”

21. juli 2025

Magdaléna Platzová: Livet efter Kafka

Endnu en bog at blive klogere af og især klogere på den europæiske historie i mellemkrigstiden. Her er et citat som stiller det enkelt og fint op:

”Jeg blev født i en verden, som ikke længere findes. Hvornår holdt den op med at eksistere? Der er nogen, der hævder, at det var i det øjeblik, Adolf Hitler blev rigskansler. Og andre, at det var sket tidligere, i Første Verdenskrigs skyttegrave. Dengang holdt mennesket angiveligt op med at være menneske. Jeg er imidlertid bange for, at den måske aldrig har eksisteret, denne verden, vi levede i, vi elskere af skønhed og fremskridt, læsere af Goethe. Måske var den fra først til sidst blot en illusion, menneskets sande ansigt gemte sig bag, massegravenes og gaskamrenes grimasse. Visse af de kunstnere, jeg har været så heldig at møde i mit liv, om nu personligt eller gennem deres værk, var begavet med et særligt klarsyn og formåede at erkende, hvor menneskeheden var på vej hen, eller måske snarere hvor den lader sig slæbe hen af den moderne civilisation…”

Jeg er taknemmelig for at der findes sådanne romaner, som med et vidunderligt sprog fører mig igennem menneskers liv og giver mig forståelse for, hvordan de måtte kæmpe for livet som flygtninge og landflygtige, samtidig er der mange gode overvejelser over, hvad meningen med alting kan være. Her er et lille fint replikskifte:

Hr. Appelbaum, jeg er af den opfattelse, at man burde rive templer ned, og det dem alle sammen. Kirker, synagoger og moskeer. Jeg tror ikke på, at det onde, som organiseret tro har forårsaget og stadig forårsager i verden, nogen sinde kan opvejes af den smule godt, den måske bidrager med. Det er min konklusion. Det onde får altid overvægten til sidst. Sådan er det altid hos mennesker, når det gælder magt. Og organiseret tro er uadskillelig fra magt. Enhver må klare sig selv, mener jeg. Selv om jeg forstår, at vores længsel efter at have hjemme et sted, at høre til noget, er vældig stærk. Om natten, når jeg ikke kan sove, ville jeg også gerne kunne betro mig selv i nogens varetægt. Og jeg er klar over, at illusionen om en Gud, der bekymrer sig personligt om os, altid vil være langt mere tiltrækkende end visheden om, at vores bevidstheds ensomme lille ø er omgivet af mørke.

”Hm,” brummede Appelbaum og slog ud med armene. Jeg taler hele tiden med Gud. Jeg skændes også med ham og diskuterer, det er også en bøn. Og hvis ikke Han gav sig til kende for mig af og til, ville jeg virkelig være svag og ulykkelig, præcis som De siger det.

13. juli 2025

Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en flade

Jeg lærer så meget af Knausgård om at se på billeder, nu skal jeg bare huske det alt sammen næste jeg skal ind på Randers Kunstmuseum, hvor jeg også skal bruge alt det Ettore Rocca lærte mig om at se på Peter Brandes' kunst, at ethvert billede er en del af tidligere billeder, der ligger lag på lag, altså sediment på sediment, eller af det som ligger som bestemte følelser, der ligger uudryddeligt i vores eget liv og som vender tilbage igen og igen, og som Munch maler sig frem til efter at have pillet alle de andre lag af billedet, han arbejder med. Jeg har lavet mange understregninger især i første halvdel af bogen. Det var instruktivt at sidde med teksten og en skærm mere med Munchs billeder. Nu handler det bare om at bruge det. Her er nogle tekster fra Knausgårds bog:

Han malede med andre ord sine minder og forsøgte at genskabe de følelser de dengang havde vakt i ham. Disse minder var definerende, eller blev det idet han malede dem; det var ud fra dem han forstod sig selv, eller det var i dem han kunne finde det som havde gjort ham til den han var. Den funktion har minder for os alle sammen. Uden minder ville de tanker og erfaringer vi gør os, og de følelser vi har, have været som nye for første gang, og selvet ville ikke have haft magt eller kraft til at holde sig oppe, men opløst sig i øjeblikket, som ville have været grænseløst og uoverskueligt. Det fortæller os at selvet er noget uden for tankerne og følelserne, måske kun et perspektiv på dem. At processerne i hjernen kan fikseres, må engang ved livets begyndelse være opstået ud fra et praktisk behov, så metoderne for at holde sig i live, altså opfyldelsen af de nedarvede drifter, ikke skulle opfindes på ny hver gang. Det som er særpræget for mennesket, er at alt som erfares, i princippet kan fikseres, så mængden af elementer som selvet perspektiverer tankerne og følelserne mod, bliver så overvældende at selvet bliver det primære, med andre ord oplevelsen af eksistensen, mens opretholdelsen af eksistensen bliver det sekundære.

Erindring er identitet, det er det vi tror er os.

Ved at give alle motiver lige meget opmærksomhed og tyngde viste Munch at det at være menneske i verden er det samme overalt, og at betydningen ligger i os. Derfor kan en række vasketøj i haven have lige så stor eksistentiel tyngde som et bibelsk eller mytologisk motiv.

12. juli 2025

Albert Camus: Pesten

Det er min tredje Camus bog i år og jeg har så meget respekt for ham, ikke mindst alle hans tanker i 'Pesten' om hvad der sker, når mennesker bliver sat på en umulig prøve som i den by i romanen, der bliver ramt af pest og hvor alle bliver enesomme i frygten for at blive ramt. Der er fine overvejelser om forholdet mellem kristendom og humanisme og Camus menneskelige humanisme holder jeg meget af, men han åbner også for en kristen synsvinkel. Han tænker tingene til bunds. Her kommer et par citater, hvor jeg starter med den korteste og slutter med en lidt længere og to korte:

… og at der er mere i menneskene at beundre end foragte.

Han kunne let have sagt, at den evige lykke, der ventede barnet, kunne opveje dets lidelser, men det vidste han faktisk ikke noget om. Hvem kunne nemlig påstå, at en evig glæde kunne opveje et øjebliks menneskelig smerte? I hvert fald ikke en kristen, hvis Herre og Mester havde oplevet smerten med sine lemmer og sin sjæl. Nej, pateren ville blive stående ved foden af muren ansigt til ansigt med et barns lidelser og tro mod den henrettelse, som korset er symbol på. Og han ville uden frygt sige til dem, der nu hørte på ham: ”Mine brødre, øjeblikket er kommet. Vi må tro alt eller fornægte alt. Og hvem af jer ville turde fornægte alt?”

Doktoren sagde ikke noget, men så rettede han sig lidt op og spurgte, om Tarrou vidste, hvilket middel man skulle gribe til for at nå frem til freden.

– Ja, sympati.

Jeg tror ikke rigtig, jeg har sans for heltemod og hellighed.

Det, der interesserer mig, er at være et menneske.

5. juli 2025

Yael van der Wouden: Stilleben

Sjældent har jeg været så begejstret for en roman, en rigtig sidevender med indhold fra øverste hylde, både historisk og menneskeligt; historisk med en fortælling om hvordan Holland behandlede deporterede jøder, hvis de efter krigen vendte tilbage til de huse, de havde ejet i årevis og som de med vold var fjernet fra, og menneskeligt med et indviklet kærlighedsforhold mellem to kvinder, så vidunderligt beskrevet og fortalt, så selv en gammel læser som jeg blev rørt og betaget, hvor jeg ellers normalt sætter læsehastigheden op når der dvæles ved sex, men her får sex en dyb og forvandlende betydning:

Isabel tog en dyb indånding. Holdt vejret, holdt vejret. Pustede ud, pressede sin tommelfinger mod den våde flade, der var Evas tunge. Hun havde aldrig rørt en anden person, bare fordi hun længtes efter det. Det havde hun nu. Nu havde hun drukket af det bæger. Hendes hænder var ikke længere de samme; hendes mave, hendes fisse. Og lige der, i Evas nåde, fanget bag hendes tænder, havde hun antaget en ny form.

Det er hendes debut som forfatter og hende vil jeg gerne læse meget mere af. Her er et par eksempler på hendes sproglige billeder:

Stormen havde lagt sig, værelset var faldet til ro, alt henlå i tavse skygger, og langs gangene stod dørenes blanke ansigter på stribe.

Efteråret havde dårligt nok gjort sin entré, havde dårligt nok fået frakken af, men vinteren kunne allerede lugtes i luften.

30. juni 2025

Claire Keegan: Den slags små ting

Det er altså noget af et under, den her lille roman, som Knausgård gjorde mig opmærksom på i det første essay i hans nye bog 'Kødets ingeniører'. 'Den slags små ting' er hurtigt læst, men anden gang er den bedste, for da så jeg alle sammenhængene der er fra første side til sidste side. Hvad er meningen med alting, spørger Furlong sig selv, hvis man ikke kan hjælpe en pige i nød. Og den pige var hans mor engang, for han er 'uægte' barn af en irsk godsejer, hvor godsejerens kone lod hans mor blive i køkkenet og lod den lille Furlong få en god start på livet, modsat alle de mødre der kom under nonnernes regime og blev adskilt fra deres børn. Det er rent Dickens, hvis 'Et juleeventyr' og 'David Copperfield' også spiller en rolle i romanen. Den slags små ting er naturligvis de vigtigste at tage stilling til. Titlen kommer ud af en samtale mellem Furlong og hans hustru:

Det tog ham et øjeblik at svare. »Mick Sinnotts lille fyr gik ude langs landevejen igen i dag og samlede småpinde.«

»Så du standsede, går jeg ud fra?«

»Det øsede jo ned. Jeg holdt ind til siden og tilbød ham et lift og gav ham den smule småpenge, jeg havde i lommen.«

»Ja, det gjorde du vel.«

»Man skulle have troet, det var hundrede pund, jeg gav ham.«

»Du ved godt, at nogle af de folk selv er ude om deres trængsler, ikke?«

»Det kan da ikke være barnets skyld.«

»Sinnott stod plørefuld og hang henne ved telefonboksen i tirsdags.«

»Stakkels mand,« sagde Furlong. »Hvad der nu end er i vejen med ham.«

»Det er druk, der er i vejen med ham. Hvis han bekymrede sig det mindste om sine børn, ville han ikke opføre sig sådan. Så ville han tage sig sammen.«

»Måske kan han ikke.«

»Næh, det kan han vel ikke.« Med et suk rakte hun over og slukkede lampen. »Der er altid nogen, der skal trække det korteste strå.«

Nogle aftener lå Furlong der med Eileen og grundede over den slags små ting.

Det er en vidunderlig bog jeg sent vil glemme!

24. juni 2025

Theis Ørntoft: Habitat

Det er autofiktion, der dur! Jeg er vild med den og læser også mig selv ind i den eller rettere jeg forstår mere af mig selv, det med hele tiden at frygte det værste, tomheden og ødelæggelsen og samtidig håbe det bedste, kærligheden og at der er en mening med livet. Liselotte Wiemer skriver i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad under overskriften 'Et kig under mandens kølerhjelm' at det er en parallel til Knausgårds 'Min kamp', og det har hun helt ret i. Det er så modigt skrevet af Ørntoft og godt nok er den lang, men jeg får hele tiden noget at vide og noget at forstå. Og i alt, hvad der sker i hans liv, for hovedpersonen hedder Theis Ørntoft og har lige skrevet 'Solar', er der noget genkendeligt og undertiden morsomt, som da han var pedelmedhjælper hos forlaget Gyldendal. Den er helt op til dato, læs bare hvad han skriver om Trump:

Og i den forstand er Trump vel tricksteren, han destabiliserer Vestens bestående orden. For hvad vil han? Hvad er hans motiver? Det er det samme med Loke. Man ved ikke, hvad Loke egentlig er drevet af. Han er uudgrundelig. Hvorfor får Loke Balder dræbt med en giftpil? Hvorfor vil Trump sprede kaos? Min fornemmelse med Loke har altid været, at han holdt noget hemmeligt for mig. Et eller andet sted langt inde er han bekendt med sine egne motiver. Men sådan har jeg det ikke med Trump. Hans motiver er ikke formuleret i ham. Det er mere, som om han har suget en hel tidsalders mørke op i sig, han er den monstrøse opsummering og legemliggørelse af det amerikanske århundrede, forbrydelserne, undertrykkelsen, glitteret, krigene, månerejserne, spektaklet.

Der er bare mange overvejelser om verden og nihilisme, som man må diskutere med sig selv under læsningen og der er så mange fakta om den grønne omstilling, men jeg læste det med glubende appetit og mener jeg blev klogere. Det er en vigtig bog for mig.

12. juni 2025

Iben Mondrup: Vittu og Bjørn

Tabita læste jeg først og var ikke stolt ved det ægtepar, der tog to børn med hjem fra Grønland til Danmark, og da de så boede i Humlebæk og handlede så vanvittigt som de gjorde, syntes jeg nok det var lidt for utroværdigt. Det blev ikke meget bedre i Vittu, hvor der føjes endnu en uduelig mor til Vittu, men det kan godt være det slet ikke er så usandsynligt, i hvert fald er de tre bøger samlet læst en fantastisk fortælling fortalt af børnene og det gør Mondrup fremragende, indlevet og psykologisk dybt registrerende og så bliver det samlet en stor oplevelse at læse om had, lidenskab, sorg, længsel, raseri, resignation, omsorg, destruktionsdrift, ømhed og desillusion og alt, hvad der sker omkring det vigtigste og det vi har allermest brug for og ikke kan tåle at miste: Kærlighed. Det er en trilogi om kærlighed, hvor de voksne ikke er voksne nok og hvor alt det umulige og forbudte gemmes bort og fortrænges. Det er også et godt svar på min nysgerrighed om at få mere at vide om forholdet mellem grønlændere og danskere i sidste århundrede.

1. juni 2025

Lea Korsgaard: Inden året er omme

Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde, sådan er undertitlen og programmet for året. Det har været så fyldt med hvile og harmoni at læse bogen og jeg kan slet ikke lade være med at se efter og tænke meget mere på sommerfugle, og så er det en enkelt og oplivende fortælling om vores verdenssyn og vores forståelse af vores eksistens og indfældetheden i naturen. Lea Korsgaard fortæller om sin bedstefar, præsten og forfatteren Erik Aalbæk Jensen og det er så fint og jeg tænker på alle de romaner jeg har læst af ham. Hun skriver om ham: "Hvad min bedstefar ledte efter i naturen, var Gud. Ikke kirkens gud, bygningernes gud, teologiens gud, men gud som den virkende kraft bag alt i kosmos. Han forstod, at vi deler ophav med sneglen og med stjernerne, og at hvis man kommer i nærheden af det guddommelige som en forbifarende befrielse eller en udvidelse i sindet eller som en rod ned til jorden, kan man måske i stykkevis fornemme svaret på livets største mysterie: Hvorfor er vi her?" Og til sidst, nær målet, skriver hun om en oplevelse af evigheden, som jeg sagtens kan genkende. Det er så smukt. Her er lidt af teksten:

Hvad jeg så, var evigheden. Sådan kan jeg bedst beskrive det, selv om jeg her, nu på afstand, famler med at finde ordene, fordi der melder sig noget forlegent hos mig. Nærværet, ikke bare hos mig eller hos os to mennesker på stranden, men også i resten af naturen, i det omkring os – muslingeskallerne, vandet, skyerne, træerne – slog alt andet væk og åbnede en sluse mod det kosmiske og det mystiske. Følelsen, det forløste inde i brystet, var underkastelse. Tiden var ikke minutter og timer, den var til stede som fylde. Jeg ved ikke, om jeg græd. Men jeg mærkede det, som vise mennesker har kendt til i årtusinder – at alt er forbundet. Min krop og sandet og vandet og stenene omkring mig, det hele var lavet af materialet fra døde stjerner, der var ældre end vores solsystem. Min hjerne var lavet af dette materiale, mine negle, mine tænder, mine øjenvipper.

30. maj 2025

Daniel Kehlmann: F

Jeg læste hans 'Opmåling af verden' i 2021 og blev klogere på europæisk selvforståelse især i en tysk version. F er på samme måde en roman, hvor han måler det europæiske menneskes forståelse af verden. Det er en forrygende og vild fortælling om tomhed og alt det falske, der findes i menneskers liv. F titlen handler om skæbnen: "“Fatum,” sagde Arthur. “Det store F. Men tilfældet er mægtigt, og pludselig får man en skæbne, der aldrig har været tiltænkt en. En tilfældighedsskæbne. Sådan noget kan hurtigt ske." Alt er tomhed. Faren til de tre drenge bogen følger, har skrevet en bog om den tomhed:

"Verden er ikke sådan, som den ser ud. Der findes ingen farver, men bølgelængder, der findes ingen toner, men svingende luft, der findes egentlig heller ikke nogen luft, men sammenkædede atomer i rummet, og “atomer” er jo også bare et ord for energisammenslyngninger uden form og fast sted, og hvad er i det hele taget energi? Et tal, der forbliver konstant i alle forandringer, en abstrakt sum, der opretholdes, ikke substans, men relation, altså ren matematik. Jo nøjere man ser efter, desto tommere bliver alting, desto mere irreel endda tomheden. For også rummet er blot en funktion, en model af vores ånd. Og den ånd der skaber denne model? Glem ikke: i hjernen bor ingen. Intet usynligt væsen svæver gennem nervernes vindinger, ser ud gennem øjnene, lytter indefra til ørerne og taler gennem din mund. Øjne er ingen vinduer. Der er nerveimpulser, men ingen læser dem, tæller dem, oversætter dem og tænker over dem. Søg, så længe du vil, der er ingen hjemme. Verden er i dig, og du er der ikke."

Det er en skræmmende munter gennemgang af forståelsen af europæisk idehistorie lige nu og med masser af små skjulte hilsener til Dostojevskij, til Mann og til mange andre og med en bidende kommentar til tidens kunstmuseer, som er blevet tidens hellige haller.

25. maj 2025

Lisa Ridzén: Tranerne flyver mod syd

Det er en god bog at læse som gammel mand især, men også at læse når man som yngre har en gammel at forholde sig til. Romanen giver et venligt og kærligt blik ind i et menneskes afsluttende tankemylder af alt det som savnes, det som forsvandt og det som slet ikke lykkedes - og det som ikke kan vente, men være så vanskeligt at få sagt til de mennesker som er ens verden, at vise dem kærlighed og taknemmelighed inden det er for sent:

Jeg stryger Sixten over hovedet og tænker på den aftale, jeg har lavet med mig selv. At jeg skal rede tingene ud, inden det bliver min tur. At jeg ikke vil have, der skal være noget gnidder mellem os, når det er forbi. Jeg vil ikke have, at han skal gå rundt og gruble over noget.

Han, det er sønnen, som vil fjerne Sixten, hunden, fordi den gamle far ikke længere kan tage ordentlig vare på den og på sig selv, - efter hans mening. Romanen er så lavmælt og fin hele vejen igennem, den er så enkel, men har et klart og fint ærinde, som jeg bliver klogere af.

20. maj 2025

Ettore Rocca: Kunstens Meridian

Jeg har givet mig selv en opgave, som jeg må løse og som jeg har lyst til at løse, for jeg har altid været betaget af Peter Brandes som kunstner. Jeg skal til sensommeren være guide på en sognetur til Opstandelseskapellet i Århus domkirke og senere lave en højskoleformiddag i sognet om Peter Brandes' kunst, så jeg bruger rigtig meget energi på at forstå hans kunst, og her har jeg fået meget forærende af Ettore Roccas bog, som har været en fornem og spændende gennemgang af hele Europas kulturhistorie, for Peter Brandes bruger alt fra Det gamle Testamente, Platon til Jesus og til nutiden. Her kommer to teksteksempler på, hvad bogen byder på, det første en overvejelse hos Martin Buber og det sidste en definition i forlængelse deraf på, hvad kunst er:

Ifølge Buber er Jeg-Det-holdningen ikke af det onde. Jeg-Det-holdningen og Jeg-Du-holdningen er “to poler i det at være menneske”.¹⁰ Intet menneske er en ren Jeg-Det-holdning, og intet menneske er en ren Jeg-Du-holdning. De to poler lever samtidigt i mennesket. Men når Det-verdenen “ikke mere gennemrisles og befrugtes af Du-verdenens biflod som af levende strømme”, går mennesket under.¹¹ “Uden Det kan mennesket ikke leve. Men den, der blot lever med Det, er ikke menneske”.¹² Det andet menneske bliver i så fald til et rent objekt, et middel til et fremmed formål, “et styk”. Primo Levi undrede sig netop over at blive omtalt som et styk i kz-lejren.

Det-verdenen er for Buber kausalitetens verden. I den er der altid årsag og virkning, og virkningerne forklares ved årsagerne. Det-verdenen er forklarlig. Derfor skriver Kertész, at det onde er et forklarligt fænomen, uanset hvor grusomt det er.

I Jeg-Du-relationen hersker kausaliteten derimod ikke. “Du-verdenen har ikke sammenhæng i rum og tid”.¹³ I Du-verdenen er der ikke en kausal sammenhæng. Den er uforklarlig. Jeg-Du-relationen kan ikke henføres til andre årsager end sig selv.

Kunstværket er et fænomen, jeg kan træde i en Jeg-Du-relation til. Det er det, der gør et objekt til et kunstværk. Selv kunstneren er ikke værkets skaber, men dets formidler. Selv kunstneren skal hengive sig til den form, der vil komme til udtryk. Kunstværket er ligesom et levende væsen, jeg kommer i dialog med. Det vil ikke forklares, men det kalder på mig, det kalder på et svar. Svaret kommer, når værket bliver en kilde til tanke, handling, udformning. På den måde virkeliggøres værket. Sker det ikke, mister værket sin betydning, og Jeg’et mister en mulighed for at træde ind i Du-verdenen.

16. maj 2025

Albert Camus: Den fremmede

Så fik jeg også lige 'Den fremmede' med som en klassikker, den er hurtigt læst, men jeg er bange for at den tager sin tid at forsone sig med og forstå. Som nattelæsning er det næsten som om jeg bliver kold under dynen og ude af stand til at sove, fordi jeg følger hovedpersonen intenst, som man jo gør, men jeg må tage afstand fra ham når alt er ham ligegyldigt; sådan oplever han det. Han sørger ikke over sin mors død, han kan ikke tage Maries kærlighed alvorligt, alt er ligegyldigt, det er eksistentialisten Camus' svar på spørgsmålet om meningen med livet, men der føjes noget til, det er verdens ømme ligegyldighed. Da han sidder i fængslet på dødsgangen sker det en aften: "Som om denne store vrede havde renset mig for det onde og tømt mig for håb, åbnede jeg mig for første gang, i denne nat fuld af tegn og stjerner, for verdens ømme ligegyldighed". Det er en katastrofe, når et menneske føler alt er ligegyldigt, men Camus mener at der er plads til det menneske også og at der er en ømhed, der favner det trods alt. Præsten i fængslet forsøger at komme med sin fortælling om en barmhjertig Gud.

Jeg stod og så ned i gulvet. Han tog et skridt hen mod mig og standsede, som om han ikke turde gå længere. Han så på himlen gennem tremmerne. „De tager fejl, min søn,“ sagde han, „man kunne godt forlange noget mere. Det vil man måske også gøre.“ – „Hvad da?“ – „Man kunne bede Dem om at se.“ – „Se hvad?“ Præsten lod blikket glide rundt og svarede med en stemme, som jeg pludselig syntes lød meget træt: „Alle disse sten taler om smerten, det ved jeg. Jeg har aldrig kunnet se på dem uden angst. Men jeg ved dybt i mit hjerte, at selv de elendigste af jer har set et guddommeligt ansigt træde frem af deres mørke. Det er dette ansigt, man beder Dem om at se.“

14. maj 2025

Albert Camus: Faldet

Min nattebog har den seneste uge været Albert Camus' Faldet, som jeg læste da jeg var ganske ung ,og var forbavset over hvor meget jeg kunne huske. Den var en fornøjelse af genlæse, fordi den stadig er fuldstændig gyldig og nærmest er en bog ind i tidens diskussion om skyld og ansvar og måden at se sig selv på. Selvglæden bliver så vidunderligt beskrevet, Camus kan beskrive en rigtig influencer, der er en succes og véd det og gerne vil vise det, som vi måske alle gerne vil vise, at vi er en succes. Mig mig mig! Hør bare hvad bogens fortæller siger:

Jeg levede altså fra dag til dag uden nogen anden sammenhæng end den fra mig til mig til mig. Fra dag til dag kvinderne, fra dag til dag dyden eller lasten, fra dag til dag ligesom hundene, men mig selv hver eneste dag, støt på min post. Således bevægede jeg mig på overfladen af livet, i ordene på en eller anden måde, aldrig i virkeligheden. Alle disse bøger, jeg kun havde læst halvt, disse venner, jeg kun havde haft halvt, disse byer, jeg kun havde besøgt halvt, disse kvinder, jeg kun havde taget halvt! Jeg foretog mig ting af kedsomhed eller distraktion. Folk fulgte efter, de ville gerne hage sig fast, men der var ikke noget hold i det, det var det ulykkelige. For dem. Jeg selv, nemlig, jeg glemte. Jeg har aldrig husket andet end mig selv.

Men så sker der noget, så han må tage livet alvorligt og indse, at han selv står i (synde)faldet, da han hører et andet fald; en kvinde der kaster sig i Seinen. Det er en fremragende roman og han diskuterer også med sig selv om forholdet mellem liv og etik og kristendom og humanisme. Det er rigtig godt!

30. april 2025

Iben Mondrup: Tabita

Jeg læser den med stor interesse, fordi jeg er så nysgerrig efter at vide hvordan forholdet mellem danskere og grønlændere var tidligere og nu for den sags skyld og Iben Mondrups sprog er godt og fint at læse her hvor den foregår i 1965 og de følgende år, hvor også nogle få i min barndoms landsby arbejdede i Grønland for at tjene penge og undertiden vendte hjem med en grønlandsk kone. Alt det giver romanen et godt billede af, især af forskellene mellem de to folk, forholdet til naturen, forholdet til familien, ja forholdet til alting. Men jeg kan ikke tro på Tabitas nye forældre, de er beskrevet for uduelige, de gør helt horrible ting ingen kan finde på, så umodne at det er utroværdigt. Det bliver for melodramatisk, men jeg skal læse de to næste i trilogien.

29. april 2025

Vigdis Hjorth: Arv og miljø

Jeg var især så glad for at læse 'Gentagelsen', den var rigtig god at blive klogere af, så jeg besluttede at læse hendes mest kendte 'Arv og miljø'; det har været en ganske anderledes oplevelse, hvor jeg i lang tid var træt af hendes evindelig kævl om hytterne i Hvaler, som ses på romanen forside, hvor der også er et træ med fire grene, den ene smerteligt kappet af, det er hovedpersonen sammen med tre søskende, men efterhånden går det op for mig hvor såret hovedpersonen er, og så er sagen anderledes. Så er kævleriet vigtigt og nødvendigt. Det er virkelighedslitteratur, så det gør noget! autofiktion. "At holde ud er den største pligt for alle levende væsener." Det gør hovedpersonen. Og jeg følger hende tæt og pludselig læser jeg også lidt om mig selv fra engang, hvor livet gik skævt:

Jeg var nødt til at gøre det, jeg bar bord og stole, bar og bar med vished om, at det var rigtigt, selvom jeg ikke kunne forklare denne vished for nogen, ikke engang mig selv eller allermindst mig selv. Jeg mistede, det var min egen skyld, ville jeg miste? Fordi? Det var min skyld, at børnene mistede deres base. Mor havde bedt mig om ikke at lade mig skille, havde indtrængende bedt mig om at tænke på børnene, mine stakkels børn, men jeg lod mig skille... Men nu hvor verden var styrtet sammen, hvor jeg var i faldet og tabet, var det vasketøjet, der holdt mig oppe, al den tid det tog at vaske tøjet og hænge det til tørre, og når det endelig var tørt lægge det sammen, lægge det ind i skabene, når børnene var faldet i søvn om aftenen, og så falde i søvn, fordi tøjet var vasket og tørret og lagt samme og lå parat og rent i skabene, jeg overlever på vasketøjet, tænkte jeg.

Det er nu alligevel underligt og lidt morsomt det med vasketøjet, som jeg også kom til at holde af. Der var mange vigtige understregninger til min samling, som jeg indimellem dykker ned i for at huske helheden. Her kommer bare den sidste understregning, som også er afslutningen, som refererer hele romanen:

Det var et trekantsdrama, og moren vandt, pigen tabte. Men da moren forsmåede faren ved at forelske sig i en professor, hun ikke kunne få, forelskede datteren sig i en professor og fik ham. Datteren turde og magtede at lade sig skille og fik professoren. For at pege fingre ad sin mor? Besejre sin mor, sådan som moren engang besejrede pigen, mig? Er det de net, vi er fanget i, dem, der er spundet de allerførste år? Min stakkels døde far, min første og største ulykkelige kærlighed.

20. april 2025

Albert Camus: Det første menneske

Da det ene forhjul på bilen punkterer i høj fart den dag 1960 i det sydlige Frankrig, mister Camus herredømmet over bilen og den smadrer ind i et vejtræ; Camus er død på stedet, mens hans gode ven Gallimard overlever. På bagsædet lå kladden til Camus' sidste roman, som først blev udgivet i 1995. Den er ganske ufærdig, men det er noget af det mest levende jeg længe har læst. Den har romanform, men det er helt tydeligt Camus egne erindringer fra sin barndom og opvækst i Algier. Hans far døde i første verdenskrig, da han var 1 år gammel. Hans mor var fattig, spansk immigrant i Algier, døv, analfabet, så Camus har ingen slægtshistorie, han er det første menneske. Romanen handler om, hvordan han blev det og det er så godt. Jeg tænker ofte på det med gravsten og gravminder og samler tekster om det og her kommer en af dem, hvor Camus som 40-årig finder sin far grav i Nordfrankrig:

Og den bølge af ømhed og medynk, som pludselig fyldte hans hjerte, var ikke den bevægende følelse, der fører sønnen frem til erindringen om den døde far, men den rystende medfølelse, som en voksen mand føler med det uretfærdigt dræbte barn – et eller andet passede ikke i den naturlige orden her, ja faktisk var der ingen orden, kun vanvid og kaos, når sønnen var ældre end faderen. Selve tidens gang gik i tusind stykker omkring ham, som han stod der ubevægelig mellem disse grave, som han ikke så længere, og årene fulgte ikke mere denne store flod, som løber mod sin ende. De var en eneste buldren, sugen og hvirvel, hvor Jacques Cormery nu kæmpede med angsten og medynken. Han så på de andre plader i afsnittet og kunne se på årstallene, at denne jord var oversået med børn, som havde været fædre til grånende mænd, der troede, de levede i dette øjeblik. For han troede selv, han levede, han havde bygget sig selv op, han kendte sin egen styrke, sin energi, han så livet i øjnene og havde hold på sig selv. Men i den mærkelige svimmelhed, han var grebet af i dette øjeblik, skete det, at den statue, som alle ender med at rejse og hærde i årenes ild og smelter sammen med for der at vente på den sidste smuldren, hastigt slog sprækker og allerede var ved at styrte sammen.

Og helt tydeligt bliver stenens betydning her:

Han måtte videre, han havde ikke mere at gøre her. Men han kunne ikke rive sig løs fra dette navn, disse årstal. Under denne gravsten var der ikke længere andet end aske og støv. Men for ham var faderen vakt til live påny, til et mærkeligt, tavst liv, og det var, som om han skulle forlade ham igen, lade ham blive tilbage også denne nat i den uendelige ensomhed, man havde kastet ham ud i og forladt ham i.

Der er så meget godt i den bog, som jeg har været taknemmelig for at have læst.

15. april 2025

Helle Espensen: Calima

Jeg kender forfatteren en lille smule fra mine otte år i Margrethekirken i Andalusien, som er så fyldt af historie og landskaber, byer og bjerge, oliventræer og Jamon Serrano, spaniere og kultur, der i den grad på den korte tid satte sig i mig som en stor del af mit liv og som jeg længes tilbage til og tænker på dagligt, hvor jeg stadigvæk spiser morgenmad på spansk som er pan con aceite i tomate, altså brød med olivenolie og tomat samt naturligvis hvidløg og sal. Dengang skrev Helle Espensen ledere i La Danesa, et fint og stort tidsskrift for danskere og jeg var klar over, at hun havde sine meninger og mod til at hævde dem. Nu er hun blevet forfatter og har skrevet en Dan Brown-agtig spændingsroman, som foregår i både nutid og i det skæbnesvangre 1500 århundrede, hvor opgøret mellem muslimer og kristne fandt sin afslutning. Jeg har nydt at være med rundt på æsel og til hest i snart Granada og i Alpujarras bjergene syd for og mange andre steder og Helle er i den grad meget mere mærket - end jeg - af kærlighed til Spanien i fortid og nutid. På den måde har det været en skøn og god læseoplevelse, og det er et kæmpe stort materiale Helle har fået samlet og ordnet og gjort spændende, så jeg også blev nødt til at læse for spændingens skyld, hvad jeg ellers helst holder mig fra, men det var godt. Der er mange fine overvejelser hos de to hovedpersoner, som her for eksempel:

Jeg er så højt elsket, og alligevel føler jeg mig helt udenfor. Jeg væder min fars halvt åbne mund med en fugtig svamp. Hans læber er tørre og sprukne. Jeg tænker på de mennesker, som virkelig er ensomme og aldrig har været elsket. Det er jeg. Af min mor og far. Af mine brødre. Af min mormor. Alligevel føler jeg kun i korte glimt, at jeg er på det rigtige sted, i den rette sammenhæng. Jeg hører måske bare ikke til sammen med dem, der elsker mig. Er det muligt ikke at høre til der? Jeg bliver tit misforstået, men jeg lader som ingenting. Det er jo ikke deres skyld. I stedet går jeg ud over nogle grænser, som jeg først er ved at lære at kende. Tror jeg. Og så gør jeg en endnu større indsats, gør mig endnu mere umage. Det ender næsten altid med, at jeg står alene tilbage.

Der er både en sikkerhed og en usikkerhed, men for det meste er de to hovedpersoner lidt langt fra mig som læser, fordi de er født med særlige evner til at kende sandheden, noget som jeg har svært ved at genkende fra mit eget liv.

8. april 2025

Karl Ove Knausgård: Hvorfor skriver jeg?

En af de bøger jeg manglede at læse i Knausgårds forfatterskab var hans poetik og den var jeg glad for at læse. Den forklarer også godt dramatikken mellem hans to første romaner 'Ude af verden' og 'Alting har sin tid' og 'Min Kamp' i seks bind, nemlig hans fars død. Læs hvad han skriver: "Vi tog sammen ned til huset hvor han døde. Jeg havde manuskriptet med i kufferten, jeg havde forestillet mig at jeg kunne gennemgå korrekturen om aftenen. Men det gik ikke, jeg græd og græd, det var som om bunden var gået ud af mig. Det had jeg havde følt til min far, og som næsten var lige så gammelt som mig selv, var forsvundet. Jeg græd og græd, over ham, over mig, over os. Og romanen betød ikke længere noget. Det der gik op for mig, og som jeg ikke tidligere havde forstået, var at jeg havde skrevet romanen til min far. Jeg ville have at han skulle se mig." Det havde han aldrig gjort. Og nu var det for sent. Han ville aldrig komme til at læse romanen, og han ville aldrig få at vide at jeg var blevet forfatter. Og så går der år inden han kan skrive igen. Det er virkelig en vigtig bog at læse, og hvad han skriver om det at skrive, forstår jeg og har det på samme måde med. For at det skal blive litteratur, må forfatteren se bort fra sig selv og nå ned i det der er alles baggrund, ellers bliver læseren ikke lukket ind i romanen og kan ikke låne hovedpersonens verden, for bedre at forstå sig selv.

Det at skrive var præcis det. At miste sig selv af syne og dog bruge sig selv, eller det i en selv som var uden for jegets kontrol. Og så se noget fremmed dukke op på skærmen foran sig. Tanker som man aldrig før havde tænkt, billeder som man aldrig før havde set. Det var formen der skabte dem, for hvis det jeg lagde ind i skriften, var mit eget og noget velkendt, blev det ændret af formen, og den ændring krævede at jeg lagde noget andet ind, der igen blev ændret, sådan at jeg uden at bevæge mig bevægede mig væk fra mig selv. Det er præcis sådan vi læser, ikke? Jo, vi åbner os for en anden stemme som vi omskaber til os selv, for det er vores egne følelser vi oplever når vi læser, det er vores egen frygt og begejstring, sorg og glæde, og det er vores egne refleksioner, det er vores jeg der gør alt det, men samtidig overtaget af det fremmede, annekteret af den anden.

6. april 2025

Helle Helle: Hey Hafni

Jeg er stor Helle Helle - fan, og nu sker der noget, i hvert fald for Hafni; hun begynder at sige nej og at blive vred, men er også begyndt at mærke noget ude fra som skræmmer hende og som bestemmer over hende, så vi bliver nødt til at følge hende fremover. Men alt er så klart skrevet, f.eks. når der skal siges noget om, at vi skal være hinandens vogtere. Læs bare her:

Skal du ikke spørge, hvorfor jeg er ked af det? siger Hafni. Hvorfor er du ked af det? siger Jack, Hafni siger: Jeg ved det ikke. Hvorfor skulle jeg så spørge? siger Jack. Hafni siger ingenting.

Og så er den så sørgmunter, så jeg kommer til at le højt. Hvem er ikke kommet til at sige noget helt forkert? Her er løsningen: et spark med benet:

Hun rejser sig fra sofaen og sparker ud i luften, noget, hun begyndte på, efter at hun for et par år siden hos bageren bad om en wienerschnitzel. Uden at vide hvorfor sparkede hun bag en hæk, og efterfølgende var alle tanker om wienerschnitzlen forsvundet. Det har fungeret siden, og det er en lettelse. Til gengæld er det, som om hun for hvert spark også skiller sig af med, med et udtjent udtryk, en brøkdel af sit selvværd, sin selvrespekt, selvtillid.

2. april 2025

Karin Michaëlis: Justine

Det er en voldsom roman at læse af en virkelig fantastisk forfatter, som på et tidspunkt var verdensberømt for sine bøger og sit mod til at afsløre ægteskabets skjulte tyranni og overgreb samt meget andet i kønnenes dyb af intriger, hemmelige drifter og seksuelle fantasier. Romanen jager mig som læser fra den ene skjulte drøm om lysende seksualitet til den næste løgn, der skal dække over dets umulighed. Der sker den ene voldsomme begivenhed efter den anden, og for mig er det ikke noget jeg er vild med, hvis jeg skal læse en roman på grund af dens spænding. Det skal jeg nok heller ikke her, men det er forfatterens måde at få mig til at se det falske og løgnagtige, svigtene og de fatale livsvalg, som totalt kan smadre tilværelsen.

2. april 2025

Charlotte Gneuss: Gittersee

Selv efter et lille ophold i halvfjerdserne i Østberlin med Universitetet holder interessen og nysgerrigheden aldrig op angående det samfundssystem vi fik udfoldet; derfor læser jeg gerne om litteratur om dengang. Gittersee giver et fint indblik i et ungdomsliv fra dengang, og så er den en nænsom fortælling om et teenageliv. Første side i romanen må jeg vende tilbage til igen og igen og først på sidste side får jeg løsningen. Det er en fin debut. Her kommer nogle citater fra romanen:

Mennesket i kapitalismen er tomt og ensomt, forklarede Marie. For at aflede tankerne fra tomheden er det konstant på jagt efter et livsindhold. Men det eneste livsindhold, der findes i kapitalismen, er forbrug. Hun fandt et bolsje i revnen mellem sofapuderne, pakkede det ud af papiret og puttede det i munden. Det føltes nogle gange, som om Marie og hendes mor ikke talte om andet end kapitalismen. Kapitalismen giver ikke håb. Kapitalismen har ingen idé. Kapitalismens fremtid er katastrofal. Og derfor, sagde Marie triumferende, lever mennesket i kapitalismen altid i nuet. Længe leve øjeblikket, det hellige øjeblik. Hun krøllede bolsjepapiret sammen, knipsede det ned i papirkurven og sagde: Nej, jeg vil ikke leve i kapitalismen. Vi sad i tavshed, indtil Marie sagde, at naboens kat skulle have unger. En due landede på sålbænken og kiggede ind på os gennem vinduet. Det gibbede i Marie. Karin, sagde hun, hvis du vil væk, må du fortælle mig det. Sådan gør man, når man er venner. Så fik hun endnu en indskydelse, man kunne altid se på Marie, når en tanke gik gennem hendes hoved: Men det ville være dumt at rejse væk for Pauls skyld. Man må aldrig hænge sin lykke op på en person, man skal hænge sin lykke op på en idé. Kærligheden er forgængelig, idéen vil leve for evigt.

Forestil dig, at du døde lige nu, skrev jeg og betragtede min fine håndskrift. Jeg kunne ikke finde en afslutning på den sætning. Jeg følte mig falsk. Men hvordan kan man gøre noget sandt, når alting omkring én er falsk? Man burde kunne sætte tiden i stå, tænkte jeg. Stoppe op og kravle ind under bordet, ligesom når vi øvede atomangreb i skolen, holde vejret, indtil trykbølgen kom og pressede ruderne ind i bygningen, og håbe på overlevelse i mellemrummet mellem gulv og bordplade. Det var det eneste, man kunne gøre, når alting omkring én var falsk. Jeg krøllede brevet sammen. Ønskede, at Paul var blevet dræbt i en gaseksplosion i minen.

1. april 2025

Hans Nørkjær Franch: Knausgårds blik

Mellem længsel og nærvær

Åh hvor har jeg længtes efter lige netop den her hjælp til at læse Knausgård, som jeg er så optaget af. Den allerbedste hjælp får jeg her og får det i et poetisk, undersøgende og afklarende sprog og med en tydelig tone og intensitet, som fortæller mig om forfatterens samme optagethed af Knausgård, men nu med afklaring og systematik. At læse Morgenstjerne serien sammen med Løgstrup og Rosa var jeg nok på sporet af, men her får jeg virkelig basis til min forståelse. Jeg har læst bogen, som jeg tror folk læser kriminalromaner, totalt opslugt og glemmende alt andet - selv Trumpspøgelset. Her er så meget godt teologi at hente, så jeg ærgrer mig på en måde over at jeg ikke skal prædike på søndag længere. At læse bogen giver mig et samlet overblik over hele Knausgårds forfatterskab, hvor jeg kun mangler at læse to mindre bøger, og det giver mig lysten til at genlæse enkelte af de andre titler. Jeg mener Franch når i mål med sit fortsæt om at forstå Knausgårds åbning mod det ukontrollerbare og ‘det store udenfor’, som bryder igennem vores panser af modernitet og tragisk nihilisme, så Knausgård finder en sprække til metafysikken, som kommer ind bag om ryggen på os. Her kommer noget fra afslutningen:

Det er den andens blik – det være sig Guds krav eller medmenneskets fordringer – der kan opløse også Knausgårds dikotomi mellem kynisme og passivitet, fordi det blik viser os, at vores liv langtfra udelukkende og måske ikke engang primært er et resultat af, hvad vi formår at udleve af selvkredsende viljesytringer, men af alt det, vi skal, der er sat, i kraft af hvad vi skænkes. Det er den forsigtige virkeliggørelse af en kristen livstolkning, som jeg vil mene, der momentant – men tilbagevendende – viser sig i Knausgårds forfatterskab. Overordnet set hænger dette sammen med den Kristus, der hos Knausgård uforvarende træder ud af plankerne, som ikonen, der inkarneres og får livagtig legemlighed. Det er erfaringen af det uplanlagtes eller uforudsetes gennembrud til os, hvilket ikke kun kan ske gennem en nådig hændelse eller tilskikkelse, men også kan ske i et kald til opgaveløsning. Begge fremstår som en foræring af kærlighed og glæde – til os – men altså ikke kun i kraft at være en passiv modtagelse, men også en insisteren på at leve i samklang med andre.

Hvor er det vidunderligt at vi stadigvæk kan hengive os til en sådan tankeverden, som Franch udfolder så fint. Tusind tak for arbejdet.

23. marts 2025

Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen

Det er nok den mest nedslående bog, jeg længe har læst. Fra side et og til sidste side er der ikke håb, kun død. Bogens hovedperson trækkes magtesløs hen mod sin undergang og hun bliver indlemmet i en frygtelig statistik over selvmord hos unge grønlændere. Et sted, i et erindringsbillede, viser fortællerens mormor hende en hule i fjeldet, hvor en qivittoq, en fjeldgænger har boet. Så siger hun: »Han begik sikkert selvmord. Men det er jo også det, de i princippet gør, når de går i fjeldet, og forlader samfundet for evigt. Tænk at de følte sig så uønsket af samfundet, at de kunne tage herud og leve et koldt og ensomt liv. Tænk at folk kunne tillade det, at de endda opfordrede til det.« Bogens hovedperson forsøger at finde ud af, hvorfor hendes kærestes kusine begår selvmord. Der er veje, hvor jeg håber hun forsøger at forstå uden selv at vælge samme vej, men hun vælger selv at sabotere enhver vej mod lys og håb. Jeg undrer mig over, hvor romanens redaktør bliver af. Der er da nogle ting, man ikke kan skrive, når kampen står mellem liv og død?

21. marts 2025

Jon Kalman Stefánsson: Den gule ubåd

Det er en vild roman om ubærlig sorg for en seksårs dreng, der mister sin mor og en far, der svigter, og det er ikke første gang i litteraturens historie. Det minder mig meget om Knausgårds beskrivelser af sin far og hans efterfølgende kamp for at finde en mening i livet. Hos Stefánsson bliver det helt tydeligt, da han ser i den islandske synonymordbogs definition på far: “Far, forfader, gud, ophavsmand”, hvilket fører til en forrygende læsning af det gamle testamentes Gud. »Hun er død, din mor, ja, det er en kendsgerning, er jeg bange for.« Siger faren sådan helt tilfældigt en dag i Trabanten mellem Reykjavik og Keflavik til sin lille søn på bagsædet. Og siger ikke mere. Han åbner kun munden, når der er en flaske foran ham, så den seksårige må bruge sin fantasi til at forstå det uforståelige. Stefánssons opgave er sådan her, som han her beskriver, da han begynder at læse Bibelen:

Den der lader sig trøste holder op med at sørge over de døde, efterlader dem stumme i mørket.

Så det er altså sorgen og savnet der fastholder de døde hos os – lad dig trøste, og de synker sporløst ned i mørket. Men jeg leder naturligvis ikke efter trøst, den har jeg ingen interesse i. Min opgave er at give de døde en stemme, finde nøglerne der åbner døren mellem liv og død, og så bliver man selvfølgelig nødt til at læse de rigtige bøger, dem der er klogere end alle mennesker.

Anne Sophia Hermansen skriver smukt om bogen i Weekendavisen, at litteraturen kan være dén ubåd, der kan føre os gennem sorg og kaos. Det er lige præcis, sådan bogen kan læses - selvom vi skal mange ad andre mærkelige omveje. Her kommer nogle af mine understregninger, som der er rigtig mange af:

Alt levende synes at ende med at gå i opløsning og forsvinde. Sporløst, som om det aldrig har eksisteret, aldrig har været vigtigt. Dine børns latter, kys, venners omfavnelse, de dyrebareste stunder, hengivenheden, forventningsfuldheden. Et menneskes liv er som røg der stiger til vejrs, står og skælver et øjeblik og siden forsvinder sporløst.

“Men når fortiden er gået under med mand og mus”, skriver Proust i romanen På sporet af den tabte tid, “står lugt og smag tilbage... i lang tid vil de som sjæle fortsætte med at tænke tilbage, afvente, håbe, på ruinerne af det forgangne...” Alt hvad der lå begravet i Prousts fortid, noget delvis glemt, andet helt forsvundet, opsøger ham fra tekoppen foran ham, fortiden stiger op som lugt og bliver til på ny. Og ord kan ligesom en duft, en lugt, bære en forgangen tid og for længst svundne begivenheder i sig.

Fortiden går aldrig, den er altid lige tæt på og nægter at slippe os. Den er med i alt hvad vi gør, tænker, føler, men kommer alligevel aldrig tilbage.

Så graver jeg dybere og opdager at meningsløsheden sejrer hver gang et menneske bliver glemt.

Jeg graver meningsløsheden op og ser at den er en bleg hest, og på den sidder volden og har grusomheden på slæb. Jeg er derfor nødt til at grave dybere, og op kommer naturloven om glemslen, og jeg ser at grusomheden, ubarmhjertigheden og volden vokser ud af den. Jeg graver endnu dybere, jeg graver hele vejen ned til begyndelsen, den er på sumerisk og se, det er selveste fortvivlelsen, men under den følgende linjer: Glem mig ikke, for så er jeg i live. Sig mit navn, og døden viger fra mig. Forvandl mig til en melodi, og missilerne forgår på vej til jorden. Husk mig, og kampvognene stopper op.

18. marts 2025

Dorthe Nors: Spænd

At være læsehest er en gave, selv her hvor jeg har den værste influenza nogen sinde, så alligevel hen i gårsdagens skumring hvor trætheden var overvældende, at opleve en stille glæde over at læse en roman, som jeg føler mig så meget hjemme i som i Dorthe Nors 'Spænd'. Aldrig nogensinde at sidde alene, men være tæt på en andens ord om netop det, den eksistentielle ensomhed. Først var det sproget, som glædede mig, - jeg hurtiglæser (skældsord). Det var umuligt, Nors fik mig til at sætte farten ned med sætninger der vender i alle retninger og overrasker mig og jeg må tænke selv, som når hun om en af nabokonerne, Brit, siger, at hun transmitterer. Hvad? jo - det betyder nok bare, at hun hele tiden signalerer at hun vil have bekræftelse. Naturbeskrivelserne er skønne og samtidig eksistentielle

Over bakkens lange opkørsel sitrede et metallisk januarlys, og i nat havde hun siddet i kvisten. En hvidlig streg i det fjerne; søen. Over den Orions Bælte, Betelgeuse som en gigtplaget skulder, og nu betragtede hun en solsort i færd med at penetrere et madæble. Dens gule øje var tydeligt selv på den afstand. Og dens smukke dragt; et lille, fjersort punkt i haven.

Ovenfor omtalte nabo må hun på et tidspunkt tænke sådan her om:

Brit for længst væk, men der stod Gunn.

Er hun min nærmeste nu? tænkte hun, og lyset flyttede sig ud af billedet.

Er hun min nærmeste nu? tænkte hun, og det var nødvendigt at løsrive sig fra repetitionen med en bevidst handling: – Nu holder jeg op, sagde hun til sig selv og gik ind for at kløve brænde.

Og endelig en tankerække fra en kartoffelmark:

Så smuk marken var. Som friseret med en redekam. Hun balancerede en ti-tyve meter, standsede. Nu var Månen til at se. Stor over horisonten, tidevandslåst, og hun så sig tilbage. Ingen mennesker, ingenting.

Så tog hun strikhuen op af lommen, trak den på.

Lagde sig ned mellem to rækker.

Voldene formede sig perfekt om kroppen. Hun hvilede godt, blødt. Nakken i en vinkel, der åbnede himlen. Den lugtede af jord, af jord, ja, og Månen satte sejl med et lysstærkt legeme på slæb, Venus. Hun havde glemt, at den ville vise sig nu, konjunktionen, men der var den igen. Venus og Månen på vej ind i natten. Ingen koordinater, ingen glimt.

Drengen stille på sin færd, hans mor i modlys over en kogeø.

Ikke flere at miste. Ingen slægt at samles med.

Stille aften, nu kommer mørket.

Og hvem skal finde mig? tænkte Gunn, lukkede øjnene.

Sådan en god roman. Tak for den!

17. marts 2025

Anne - Grethe Bjarup Riis: I Guds rige

Jeg har altid været lidt betaget af hendes stemme, hendes insisteren, hendes trang til at være almindelig, ikke akademisk, og jeg hørte hende tilfældigvis i 'Hvad ville Jesus have sagt?' på P1, som hun nu redigerer, hendes trang til at forstå almindeligt, så jeg ville lige læse den her roman, som hun skrev i 2020, men den var ikke bare sådan læst for det er et maraton og et mareridt på samme tid på 400 sider og et menneskeliv og tre år med et dødssygt barn. Forsidens blomsterbuket illustrerer det ret godt: En buket der er forsømt. Det er præsten på Riget, der siger det til hende og hendes mand, at de er forsømte. Det har været for hårdt for dem, at være på Riget så mange måneder med frygten og angsten for at miste deres otteårige Gilbert, der har fået leukemi. Og undervejs i sin fortælling kan Bjarup Riis ikke lade være med at fortælle om, hvordan hendes forældre forsømte hende. Før hendes forældre fik hende havde de fået en pige, de kaldte Marianne, som døde 7 timer gammel før hun blev døbt, og som moren siger til den lille Anne-Grethe: ”Men hvis Marianne ikke var død, så havde du selvfølgelig ikke været her”. Og så fortæller hun ind i mellem om barndommen i et meget mørkt Jylland ude ved Brunkulslejerne, så Korsgaards "Hvis der skulle komme et menneske forbi" næsten virker venlig. Der godt nok meget at forstå og at læse, næsten for meget, men jeg synes jeg er blevet klogere på, hvem hun er og klogere på, hvad fornuftige mennesker kan komme ud i, når de virkelig sættes på prøve. Sikke en energi og sikke en vilje hun har.

12. marts 2025

André Gide: Pastoralesymfonien

91 sider kan nu også noget i forhold til de godt tusinde, som Manns Trolddomsbjerget fyldte. Det har været en smuk, men også rystende læsning af en landsbypræsts dagbog, som tydeligt viser at en af kærligheden blindet præst ikke kan lede en korporligt blind og hjælpeløs ung pige. Den lille roman er fuld af bibelcitater, men præsten skulle have husket det her: når en blind leder en blind, falder de begge i grøften. Der er så meget smukt i den her dagbog, men jeg indser hurtigt at jeg ikke skal tro på præsten. Når man skriver sin egen historie, falder man nemt for lysten til at pynte sig og forsvare sig og lægge dårlige motiver i andre mennesker. Det er et lille mesterværk!

11. marts 2025

Thomas Mann: Trolddomsbjerget

Siden jeg læste Olga Tokarczuks seneste roman 'Empusion' skyldte jeg mig selv at læse Trolddomsbjerget, for hun skriver uforglemmeligt om en anden ung mand, der bliver sendt på et tuberkulosesanatorium samme sted som Manns unge mand, Hans Castorp, der var uddannet skibsingeniør, mens hendes unge mand var uddannet ingeniør i hydraulik, der må være det modsatte af et skibs evne til at holde vand ude, og hvor humanisten hos Mann hedder Settembrini, så kalder hun sin humanist August August. Altså en tydelig hilsen til Manns roman, som er en af hendes yndlingsbøger, siger hun et sted i et interview. Det har været en stor oplevelse at læse Trolddomsbjerget, men det er en roman, som man ikke sådan lige bliver færdig med. Nu hvor jeg skal skrive om den, for at jeg kan huske den bedre, bliver jeg nødt til at genlæse noget af den, fordi jeg gerne vil have alle fronterne med i den dannelsesrejse Hans Castorp udsættes for hvor han konfronteres med mere eller mindre alle de tanker om menneske, samfund, frihed og humanitet, som fylder Europas historie helt tilbage til det antikke Grækenland. Settembrini er humanisten og repræsentant for civilisationen og troen på mennesket og fremskridtet. Naphta er jesuitisk munk og sammen med Chauchat repræsentanter for en kultur, som kan kaste sig ud i stor kærlighed og inkvisition og krig. Det kapitel som jeg måtte genlæse var Forskningen, Castorps studie i den menneskelige krop, som i sig har både gode celler og onde celler, hvor farmakologi og toksologi var et og det samme, som Peeperkorn siger et sted: "Med stoffernes verden [...] forholdt det sig sådan, at alle rummede liv og død på én gang, alle var på samme tid tisaner og gifte. Farmakologi og toksikologi var ét og det samme, man blev helbredt med gifte, og hvad der gjaldt for livsnødvendigt, dræbte under visse omstændigheder med én eneste krampetrækning i løbet af få sekunder [...] Dynamik, sagde Peeperkorn, var et og alt i stoffernes verden – resten var fuldstændig betinget." Hans Castorp overvejer hele vejen igennem alle diskussioner mellem de forskellige fronter og ser, at alle kan ende i noget inhumant og Peeperkorn bliver for mig en venlig følelsernes mand, som så alligevel slutter sit liv tragisk (toksisk). Det er svært at få styr på hele bogen og selv dens forfatter er i tvivl, da han uden videre glæder sig over 1. verdenskrigs udbrud, for nu skulle der renses ud. Til sin bror Heinrich skriver han en uge efter krigsudbruddet: "Jeg befinder mig som i en drøm, - og alligevel må man nu skamme sig over, at man ikke har troet det muligt og ikke har kunnet se, at katastrofen måtte komme. Hvilken hjemsøgelse! […] Skal man ikke være taknemmelig for det fuldstændig uventede, for at få lov til at opleve noget så stort? Min vigtigste følelse er en uhyre nysgerrighed – og, det tilstår jeg, den dybeste sympati for dette forhadte, skæbnesvangre og gådefulde Tyskland." Han skriver på romanen fra 1913 til 1922. Det er en vild roman, som kræver lidt for meget af mig. Den skal genlæses engang når jeg får oceaner af tid, for der er så mange bøger der venter, og Trolddomsbjerget er på over tusind sider, men der er ikke en eneste side for meget. Jeg har bestemt ikke kedet mig undervejs, men været spændt på næste side hele tiden.

27. februar 2025

Geir Gulliksen: Øvre port, nedre port

Endnu en bog om forældre og den er god, som Niels Frederik Dahls 'Fars ryg' var god, men alligevel meget forskellig fra den og så har den så mange andre fine egenskaber, som jeg gerne vil understrege og huske. Det er ikke et fordømmende blik, som bogens fortæller har på forældrene; det er mere undersøgende: hvordan levede de? hvordan kunne de leve sådan? hvad var det en familie? Det jeg især er glad for er understregningen af hvor vigtigt det er at være i fællesskab. Isoleret og ukorrigeret går mennesket nemt i stykker.

Tomheden, og længslen ind mod noget der ikke er tomt. Ikke længslen væk, som alle taler om, men længslen ind. Ind i livet, ind til de andre, ind i det der kunne begrænse hende og holde hende sammen og gøre livet forståeligt og til at holde ud. Det var dér hun ville hen, det var dér hun skulle hen, hvor ellers?

Og så det, at der er evighed i ethvert forhold, selvom vi bryder op fra dem:

Alle de øjeblikke som han ikke ved skal følge ham videre på vej, måske fordi han er helt tom i de øjeblikke, måske fordi han ikke længere ved hvem han er i de øjeblikke, måske fordi han bare er en organisme sammen med andre organismer netop da. Noget i den stil er det han tænker, ikke på det tidspunkt, men langt senere, når alt det der er forsvundet for ham, begynder at komme tilbage.

Det kan jeg godt lide at tænke på, for sådan er det jo og det kan ikkeunderstreges nok og så det sidste: hvor er det godt at en skønlitterær forfatter måske har læst Levinas, hvad han siger om ansigtet:

Det kan ske at der kommer en kunde ind til disken her som vil give sit ansigt til dig. Og så må du stå klar, der kan være fare på færde hvis du ikke tager imod dér. Kari-Kari talte lidt utydeligt, men Runar forstod hvert ord han sagde, bedre end andre. Og det her sagde Kari-Kari to gange: Så må du stå klar, sagde han og drejede sin overkrop så de kunne se hinanden i øjnene. Nå, sådan ja, sagde Runar og mødte hans blik… Det var hans ansigt der ikke blev taget imod, han var dybt rystet over Runar og blev ved med at være det i mange år fremover.

17. februar 2025

Dy Plambeck: Buresø-fortællinger

De her fine prosadigte er også kommet på tværs i mit læseliv. De inspirerer mig

og er en fornøjelse at læse. Hun fortæller fra sin barndom og mange af de ting hun fortæller findes sikkert i manges erindring om deres. Bare for sjov citerer jeg en sang hun lærte at synge, fordi hun sneg til til børnegudstjeneste sammen med Rosalinde i Slagslunde kirke:

Kan I sige mig hvad der rimer på gulerod?

Det gør Gud er god, det gør Gud er god.

Kan I sige mig hvad der rimer på hist og pist?

Det gør Jesus Krist, det gør Jesus Krist.

Kan I sige mig hvad der rimer på karamel?

Det gør præsten selv, det gør præsten selv.

Kan I sige mig hvad der rimer på klisterbånd?

Det gør Helligånd, det gør Helligånd.

Kan I rime? Kan I rime?

Ja, det tror vi nok, vi kan.

17. februar 2025

Marianne Larsen: De andre, den anden

Lige nu har jeg gang i for meget i mit læseliv; der er så mange nye, og så skal jeg lige have tjek på nogle gamle, jeg har brug for. Marianne Larsen har jeg læst rigtigt meget af, og den her blev jeg nødt til at læse, da jeg faldt over den i forbindelse med genlæsning af hende. Hun er først og fremmest lyriker og hvilken! Jeg skal bruge hende til en højskoleformiddag snart. Hun skriver ikke mindst om ensomhed som eksistensvilkår. Også i de her prosa korthistorier. Her kommer nogle af mine understregninger, der er værd at overveje. Hun laver også så mange nye ord, her er et jeg holder af: tavssalig!

Inde i mig selv er jeg alle folk, jeg kender. Deres huse, deres ord, deres bevægelser, deres muligheder. Det er det, der må være min bevidsthed. En eftermiddag fremlagde jeg denne tanke for hende. – »Hvad nu, hvis man ikke kender nogen?« spurgte hun. Et menneske er aldrig helt alene. Og man kan altid huske, at man har kendt nogen. – »Hvad nu, hvis man har glemt.«

Når jeg tænker tilbage på mit liv, som det var dengang, får jeg nu en fornemmelse af uvirkelighed i kroppen. Mit liv, siger jeg, men en mere træffende betegnelse for hele affæren med mig dengang er nok at kalde det en tilværelse henlevet i dis og tåge. En tilværelse styret af bygninger og kontorer og gader og elevatorer og døre og varer og priser, som ustandselig var der, lige omkring mig, men samtidig var noget meget utydeligt i tågen for mine øjne.

I går fandt jeg ud af, at der var flyttet nye naboer ind ved siden af. Jeg fandt ud af, at det, som jeg hørte gennem væggen, måtte være lavmælte sange, som de nye naboer selv sang. Det gjorde mig glad. Altså elskede jeg dem på en eller anden måde, selv om jeg ikke kendte dem. Det var nyt for mig at finde ud af.

7. februar 2025

Linea Maja Ernst: Kun til navlen

Da jeg læste anmeldelser af 'Kun til navlen' tænkte jeg, at den behøvede jeg ikke læse. Nu har jeg så læst den alligevel, men jeg mener stadigvæk det samme. Det var ikke nødvendigt, men som sidegevinst fik jeg også læst Shakespeares komedie "En skærsommernatsdrøm", fordi Ernst bruger den som ramme om sin 'komedie', for sådan vælger jeg at læse den. Den er jo slet ikke til at tage alvorlig. Information skriver sådan i sin anmeldelse: "Sagt lidt for firkantet og groft opretter kulturjournalisten Linea Maja Ernst med sin debutroman en ny og hidtil uset kategori: hjemstavnslitteratur om storbyakademikere." Det synes jeg er muntert at tænke på. Men, for der er et men at føje til min læsning, og det er at jeg hele tiden havde en samtale med mig selv, fordi jeg syntes meget af det var latterligt; at alt var tilladt, at den frie kærlighed fandtes. Jeg syntes de var selvoptagede egoister. Så var det jeg kom til at tænke på mig selv i den alder i trediverne. Hvad var det lige jeg dengang var optaget af. Der er vist ikke så meget der er ændret. Alligevel. Her kommer nogle af de sjove understregninger, jeg foretog:

– Jeg bliver så gal over at være født ti år for tidligt, siger Sylvia. – Da vi var små, var standardindstillingen homofobi, og nu er det panseksuel tolerance. Jeg ville have fået meget mere ud af min ungdom, hvis jeg var ung nu, det er uretfærdigt.

Det eneste, man må, er at vælge ensomheden eller tosomheden, hvilket er det samme som ensomheden. I øvrigt er alle utro, alle bryder reglerne. Monogami er en religion, ingen kan efterleve, men ingen tør forlade heller.

27. januar 2025

Jonas Eika: Åben himmel

Først og fremmest må jeg sige, at det er en præstation at skrive sådan et værk om en kvindebevægelse i middelalderens Liège, hvor kvinderne unddrager sig mændene og heller ikke vil klostrene eller kirken, men være sig selv som selvstændige kristne i private fælleshuse, hvor den personlige intuition er det vigtigste og som oftest opleves som Guds åbenbaringer til Ida, som de andre følger trofast. Eika skriver hjemmevant om Gud og engle og teologi side efter side. Her er fine eksempler:

„Jeg tror jeg forstår Maria Magdalene nu,“ sagde Ida. „Hun er den der genkender Jesus, den der får indsigt idet hun genkender sig selv i hans stemme.“

„Frelsen kommer først, når målet er blevet middel. Når det øvre er blevet som det nedre, og det indre som det ydre. Messias kommer først, når han ikke længere er nødvendig.“

„Det der ødelagde balancen i Edens have – hvor vi plejede at suge næring direkte op fra jorden, ligesom planterne – det var jo netop at jorden blev hegnet ind. At man spiste af træet som om man ejede det, som om—“

De må jo huske på at Jesus ikke hævdede sig selv, han brugte ikke magt, men gav afkald på at være som Gud. Han gav sig hen. Han faldt ned og blev liggende på jorden. Han blev overmoden, han gærede og genopstod som vin.

Men der er også meget, som bliver noget rod for en klassisk teolog som mig og jeg mærker en forfatter, som vil videregive nogle holdninger om det at være queer med mere, blandt andet hvor Jesus og Maria smelter sammen og bliver til et og "hvor uddelingen af Kristi legeme og blod i nadverritualet mimer, hvordan moderen skænker barnet sin krop, når det dier. Hvor Jesus i det hele taget læner sig mere ind i det traditionelt feminine med sin fredelige fysiske fremtoning og omsorg for børnene", som Anne Skov Thomsen skriver i KD's anmeldelse af et sted i romanen, hvor Jesus også klæder sig på som kvinde og mimer at have et barn ved sit bryst. Det er en roman om skam og skyld, renhed og urenhed, magt og afmagt og om en fromhed, som minder om selvskade. Der er vildt meget på færde i romanen, en kærlighed til det alternative, som kvinderne vil, men også en sans for og måske længsel efter en kristen tro og hvad den kan give af mening i en verden præget af gal magt.

13. januar 2025

Rachel Cusk: Parade

Faye-trilogien som nogle også kalder Omrids-trilogien var krævende men givende læsning, hvor jeg virkelig var på arbejde. Det har jeg været endnu mere med hendes nyeste roman 'Parade'. Det er virkelig koncentreret tekst, men jeg har en tydelig fornemmelse af, at det er mere end vigtigt. Det berører noget dybt i mig, som jeg gerne vil undersøge meget mere, så jeg var nødt til med det samme at genlæse en stor del af romanen. Det er især sidste kapitel der berører mig og sætter mig i gang. Hun kalder kapitlet 'Spionen' og det handler om det, der hele tiden arbejder i os: forholdet til vores barndom, vores forældre, vores ægtefælle, ja hele vores liv. "Det er en frygtelig tanke, svarede direktøren, at vi selv skulle være årsagen til vores egen virkelighed. Det er jeg ikke sikker på, at jeg tror på." - siger en af hendes personer i et andet kapitel. Og en kvinde gør det sådan her op: "Hendes liv foregår i en stadig, men diffus fremdrift, som en oceandamper, der krydser havene uden synlige landemærker til at angive dens fremfærd. Bevægelsen, det fremadskridende fartøj, er hendes mand, og det har været nemt, ja, nemt og ofte pittoresk i en altopslugende grad, præcis som for passagererne på skibsdækket, som ser solen stå op og gå ned over vandet, ser de nye farver og lyset på verdens rand med en opløftende følelse af, at det er et privilegium at få lov til at bevidne disse ting, og så til andre tider uger med storm og regn, hvor de skutter sig inden døre og underholder sig selv." Er vores liv bestemt af en barndom med dets velsignelser og dets traumer, er et ægteskab et magtforhold, hvor den ene altid er en passager. Det er sådan nogle vilde ting, hun arbejder med. Hun skriver så skarpt og klart om kunst, om køn, om kærlighed, om generationer, om magt, om kapitalisme og om moderskab og død. Her kommer nogle af mine understregninger fra det sidste kapitel, som optog mig allermest:

For ikke så længe siden døde vores mor, eller det gjorde hendes krop i det mindste – resten af hende holdt sig stædigt i live. Hun var længe om at dø og overgik sygeplejerskernes forudsigelser med mange dage, så de af os, som var blevet kaldt til hendes dødsleje, måtte tage af sted igen og vende tilbage til vores liv.

Et stykke tid efter havde der hersket en følelse af lethed, nærmest af frihed. Dødens voldsomhed fremstod som en mærkelig form for gavmildhed. En sum var blevet ført tilbage til de levende: Vi, der befandt os på livets side, havde på en eller anden måde fået en forøgelse af en kapital. Men et ubehag blev hængende, og det voksede, og det var vores mors uigennemtrængelige testamentariske arv til os. Der burde have været en følelse, ikke af frihed, men af tab. Men hvis der var et tab, så var det af noget, vi aldrig havde haft. Vi var ganske enkelt fri for dette dobbelte tabs gåde.

Det gik op for os, at vores mors krops død betød, at vi nu rummede hende, eftersom hun ikke længere selv havde noget, der kunne rumme hende. Hun var inden i os, som vi engang havde været inden i hende. Glasruden mellem hende og os, mellem mørket udenfor og dagen indenfor, var blevet knust. Vi genkendte forandringens hæslighed; vi omfavnede den, den affaldsfyldte verden, hvor sandheden nu lå. Den grå virkelighed, dette møde mellem mørke og lys hen over glasskår, var vores begyndelse.

3. januar 2025

Kerstin Ekman: Min bogverden

Nu er et nyt bog-år begyndt; jeg glæder mig til de bøger, jeg véd kommer nu i foråret; og jeg var glad for de bøger jeg læste sidste år. Jeg satte mig for at læse mine omtaler af de 77 bøger, jeg nåede at læse i 2024 for at fremhæve de tre bedste. Det kunne jeg ikke, altså fremhæve bare tre, for jeg var glad for dem alle og de lærte mig alle noget eller var gode samtalepartnere. Sådan en bog er jeg også kommet ind i 2025 med; Kerstin Ekmans bog om hendes bøger og læsnin-gerne af dem. Her får jeg indføring til klassikere, som jeg mangler at læse, f.eks. Albert Camus: Det første menneske; Charles Dickens: Vor fælles ven; Thomas Mann: Trolddomsbjerget - med flere. Og jeg bliver opfordret til at genlæse andre. Kerstin Ekman fortæller mig at bogen er levende. Den er ny hver gang du læser den, fordi du udvikler dig og samtalen med bogen derfor bliver ny. Og så møder jeg den store svenske forfatterinde på en helt ny måde; hun fortæller mig om sin tid i Akademiet, om sin opfattelse af tiden lige nu. Her kommer to eksempler; bogen er til at blive klogere af.

Vi lever i en tid hvor løgn kan blive sandhed og ihærdig trykken på knapper og taster gøre millioner henførte. Kejservanviddet genfinder man på højeste niveau. Det bygger sig pansrede slotte på Krim, og det bliver udnævnt til præsident i den vestlige verdens største demokrati og omgiver sig med hoftrolde. Men når det ikke går en gang til, råber og hyler den højeste trold at man har stjålet sejren fra ham.

Dette er virkelig samtidshistorie. Løgnefabrikationens kraftfuldhed. Dens hurtige spredning. Den glubende lyst til at tro på alt ondt, obskønt og oprørende som spredes. Den gamle sladder og bagtalelse er gennem internettet blevet umådelig virkningsfuld. Den har muligheder for hypereffektiv spredning. Roth kalder den „den mest diabolske af alle kunstformer“. Den er anonym. Hvem som helst kan finde på hvad som helst. Når ondskabens epidemi er brudt ud, er der ingen muligheder for at standse den. Roth vidste det for to årtier siden. Da var de fleste af os begyndt at ane hvor omfattende den var og det umulige i at udslette den. Om de løgne der blev spredt, skrev han: „Patogenerne var til stede. I æteren. I den universelle harddisk, evige og umulige at viske ud, tegnet på menneskedyrets ondskab“.

Pibekraver og Boglog