Boglog 2025 | pibekraver.dk

20. april 2025

Albert Camus: Det første menneske

Da det ene forhjul på bilen punkterer i høj fart den dag 1960 i det sydlige Frankrig, mister Camus herredømmet over bilen og den smadrer ind i et vejtræ; Camus er død på stedet, mens hans gode ven Gallimard overlever. På bagsædet lå kladden til Camus' sidste roman, som først blev udgivet i 1995. Den er ganske ufærdig, men det er noget af det mest levende jeg længe har læst. Den har romanform, men det er helt tydeligt Camus egne erindringer fra sin barndom og opvækst i Algier. Hans far døde i første verdenskrig, da han var 1 år gammel. Hans mor var fattig, spansk immigrant i Algier, døv, analfabet, så Camus har ingen slægtshistorie, han er det første menneske. Romanen handler om, hvordan han blev det og det er så godt. Jeg tænker ofte på det med gravsten og gravminder og samler tekster om det og her kommer en af dem, hvor Camus som 40-årig finder sin far grav i Nordfrankrig:

Og den bølge af ømhed og medynk, som pludselig fyldte hans hjerte, var ikke den bevægende følelse, der fører sønnen frem til erindringen om den døde far, men den rystende medfølelse, som en voksen mand føler med det uretfærdigt dræbte barn – et eller andet passede ikke i den naturlige orden her, ja faktisk var der ingen orden, kun vanvid og kaos, når sønnen var ældre end faderen. Selve tidens gang gik i tusind stykker omkring ham, som han stod der ubevægelig mellem disse grave, som han ikke så længere, og årene fulgte ikke mere denne store flod, som løber mod sin ende. De var en eneste buldren, sugen og hvirvel, hvor Jacques Cormery nu kæmpede med angsten og medynken. Han så på de andre plader i afsnittet og kunne se på årstallene, at denne jord var oversået med børn, som havde været fædre til grånende mænd, der troede, de levede i dette øjeblik. For han troede selv, han levede, han havde bygget sig selv op, han kendte sin egen styrke, sin energi, han så livet i øjnene og havde hold på sig selv. Men i den mærkelige svimmelhed, han var grebet af i dette øjeblik, skete det, at den statue, som alle ender med at rejse og hærde i årenes ild og smelter sammen med for der at vente på den sidste smuldren, hastigt slog sprækker og allerede var ved at styrte sammen.

Og helt tydeligt bliver stenens betydning her:

Han måtte videre, han havde ikke mere at gøre her. Men han kunne ikke rive sig løs fra dette navn, disse årstal. Under denne gravsten var der ikke længere andet end aske og støv. Men for ham var faderen vakt til live påny, til et mærkeligt, tavst liv, og det var, som om han skulle forlade ham igen, lade ham blive tilbage også denne nat i den uendelige ensomhed, man havde kastet ham ud i og forladt ham i.

Der er så meget godt i den bog, som jeg har været taknemmelig for at have læst.

15. april 2025

Helle Espensen: Calima

Jeg kender forfatteren en lille smule fra mine otte år i Margrethekirken i Andalusien, som er så fyldt af historie og landskaber, byer og bjerge, oliventræer og Jamon Serrano, spaniere og kultur, der i den grad på den korte tid satte sig i mig som en stor del af mit liv og som jeg længes tilbage til og tænker på dagligt, hvor jeg stadigvæk spiser morgenmad på spansk som er pan con aceite i tomate, altså brød med olivenolie og tomat samt naturligvis hvidløg og sal. Dengang skrev Helle Espensen ledere i La Danesa, et fint og stort tidsskrift for danskere og jeg var klar over, at hun havde sine meninger og mod til at hævde dem. Nu er hun blevet forfatter og har skrevet en Dan Brown-agtig spændingsroman, som foregår i både nutid og i det skæbnesvangre 1500 århundrede, hvor opgøret mellem muslimer og kristne fandt sin afslutning. Jeg har nydt at være med rundt på æsel og til hest i snart Granada og i Alpujarras bjergene syd for og mange andre steder og Helle er i den grad meget mere mærket - end jeg - af kærlighed til Spanien i fortid og nutid. På den måde har det været en skøn og god læseoplevelse, og det er et kæmpe stort materiale Helle har fået samlet og ordnet og gjort spændende, så jeg også blev nødt til at læse for spændingens skyld, hvad jeg ellers helst holder mig fra, men det var godt. Der er mange fine overvejelser hos de to hovedpersoner, som her for eksempel:

Jeg er så højt elsket, og alligevel føler jeg mig helt udenfor. Jeg væder min fars halvt åbne mund med en fugtig svamp. Hans læber er tørre og sprukne. Jeg tænker på de mennesker, som virkelig er ensomme og aldrig har været elsket. Det er jeg. Af min mor og far. Af mine brødre. Af min mormor. Alligevel føler jeg kun i korte glimt, at jeg er på det rigtige sted, i den rette sammenhæng. Jeg hører måske bare ikke til sammen med dem, der elsker mig. Er det muligt ikke at høre til der? Jeg bliver tit misforstået, men jeg lader som ingenting. Det er jo ikke deres skyld. I stedet går jeg ud over nogle grænser, som jeg først er ved at lære at kende. Tror jeg. Og så gør jeg en endnu større indsats, gør mig endnu mere umage. Det ender næsten altid med, at jeg står alene tilbage.

Der er både en sikkerhed og en usikkerhed, men for det meste er de to hovedpersoner lidt langt fra mig som læser, fordi de er født med særlige evner til at kende sandheden, noget som jeg har svært ved at genkende fra mit eget liv.

8. april 2025

Karl Ove Knausgård: Hvorfor skriver jeg?

En af de bøger jeg manglede at læse i Knausgårds forfatterskab var hans poetik og den var jeg glad for at læse. Den forklarer også godt dramatikken mellem hans to første romaner 'Ude af verden' og 'Alting har sin tid' og 'Min Kamp' i seks bind, nemlig hans fars død. Læs hvad han skriver: "Vi tog sammen ned til huset hvor han døde. Jeg havde manuskriptet med i kufferten, jeg havde forestillet mig at jeg kunne gennemgå korrekturen om aftenen. Men det gik ikke, jeg græd og græd, det var som om bunden var gået ud af mig. Det had jeg havde følt til min far, og som næsten var lige så gammelt som mig selv, var forsvundet. Jeg græd og græd, over ham, over mig, over os. Og romanen betød ikke længere noget. Det der gik op for mig, og som jeg ikke tidligere havde forstået, var at jeg havde skrevet romanen til min far. Jeg ville have at han skulle se mig." Det havde han aldrig gjort. Og nu var det for sent. Han ville aldrig komme til at læse romanen, og han ville aldrig få at vide at jeg var blevet forfatter. Og så går der år inden han kan skrive igen. Det er virkelig en vigtig bog at læse, og hvad han skriver om det at skrive, forstår jeg og har det på samme måde med. For at det skal blive litteratur, må forfatteren se bort fra sig selv og nå ned i det der er alles baggrund, ellers bliver læseren ikke lukket ind i romanen og kan ikke låne hovedpersonens verden, for bedre at forstå sig selv.

Det at skrive var præcis det. At miste sig selv af syne og dog bruge sig selv, eller det i en selv som var uden for jegets kontrol. Og så se noget fremmed dukke op på skærmen foran sig. Tanker som man aldrig før havde tænkt, billeder som man aldrig før havde set. Det var formen der skabte dem, for hvis det jeg lagde ind i skriften, var mit eget og noget velkendt, blev det ændret af formen, og den ændring krævede at jeg lagde noget andet ind, der igen blev ændret, sådan at jeg uden at bevæge mig bevægede mig væk fra mig selv. Det er præcis sådan vi læser, ikke? Jo, vi åbner os for en anden stemme som vi omskaber til os selv, for det er vores egne følelser vi oplever når vi læser, det er vores egen frygt og begejstring, sorg og glæde, og det er vores egne refleksioner, det er vores jeg der gør alt det, men samtidig overtaget af det fremmede, annekteret af den anden.

6. april 2025

Helle Helle: Hey Hafni

Jeg er stor Helle Helle - fan, og nu sker der noget, i hvert fald for Hafni; hun begynder at sige nej og at blive vred, men er også begyndt at mærke noget ude fra som skræmmer hende og som bestemmer over hende, så vi bliver nødt til at følge hende fremover. Men alt er så klart skrevet, f.eks. når der skal siges noget om, at vi skal være hinandens vogtere. Læs bare her:

Skal du ikke spørge, hvorfor jeg er ked af det? siger Hafni. Hvorfor er du ked af det? siger Jack, Hafni siger: Jeg ved det ikke. Hvorfor skulle jeg så spørge? siger Jack. Hafni siger ingenting.

Og så er den så sørgmunter, så jeg kommer til at le højt. Hvem er ikke kommet til at sige noget helt forkert? Her er løsningen: et spark med benet:

Hun rejser sig fra sofaen og sparker ud i luften, noget, hun begyndte på, efter at hun for et par år siden hos bageren bad om en wienerschnitzel. Uden at vide hvorfor sparkede hun bag en hæk, og efterfølgende var alle tanker om wienerschnitzlen forsvundet. Det har fungeret siden, og det er en lettelse. Til gengæld er det, som om hun for hvert spark også skiller sig af med, med et udtjent udtryk, en brøkdel af sit selvværd, sin selvrespekt, selvtillid.

2. april 2025

Karin Michaëlis: Justine

Det er en voldsom roman at læse af en virkelig fantastisk forfatter, som på et tidspunkt var verdensberømt for sine bøger og sit mod til at afsløre ægteskabets skjulte tyranni og overgreb samt meget andet i kønnenes dyb af intriger, hemmelige drifter og seksuelle fantasier. Romanen jager mig som læser fra den ene skjulte drøm om lysende seksualitet til den næste løgn, der skal dække over dets umulighed. Der sker den ene voldsomme begivenhed efter den anden, og for mig er det ikke noget jeg er vild med, hvis jeg skal læse en roman på grund af dens spænding. Det skal jeg nok heller ikke her, men det er forfatterens måde at få mig til at se det falske og løgnagtige, svigtene og de fatale livsvalg, som totalt kan smadre tilværelsen.

2. april 2025

Charlotte Gneuss: Gittersee

Selv efter et lille ophold i halvfjerdserne i Østberlin med Universitetet holder interessen og nysgerrigheden aldrig op angående det samfundssystem vi fik udfoldet; derfor læser jeg gerne om litteratur om dengang. Gittersee giver et fint indblik i et ungdomsliv fra dengang, og så er den en nænsom fortælling om et teenageliv. Første side i romanen må jeg vende tilbage til igen og igen og først på sidste side får jeg løsningen. Det er en fin debut. Her kommer nogle citater fra romanen:

Mennesket i kapitalismen er tomt og ensomt, forklarede Marie. For at aflede tankerne fra tomheden er det konstant på jagt efter et livsindhold. Men det eneste livsindhold, der findes i kapitalismen, er forbrug. Hun fandt et bolsje i revnen mellem sofapuderne, pakkede det ud af papiret og puttede det i munden. Det føltes nogle gange, som om Marie og hendes mor ikke talte om andet end kapitalismen. Kapitalismen giver ikke håb. Kapitalismen har ingen idé. Kapitalismens fremtid er katastrofal. Og derfor, sagde Marie triumferende, lever mennesket i kapitalismen altid i nuet. Længe leve øjeblikket, det hellige øjeblik. Hun krøllede bolsjepapiret sammen, knipsede det ned i papirkurven og sagde: Nej, jeg vil ikke leve i kapitalismen. Vi sad i tavshed, indtil Marie sagde, at naboens kat skulle have unger. En due landede på sålbænken og kiggede ind på os gennem vinduet. Det gibbede i Marie. Karin, sagde hun, hvis du vil væk, må du fortælle mig det. Sådan gør man, når man er venner. Så fik hun endnu en indskydelse, man kunne altid se på Marie, når en tanke gik gennem hendes hoved: Men det ville være dumt at rejse væk for Pauls skyld. Man må aldrig hænge sin lykke op på en person, man skal hænge sin lykke op på en idé. Kærligheden er forgængelig, idéen vil leve for evigt.

Forestil dig, at du døde lige nu, skrev jeg og betragtede min fine håndskrift. Jeg kunne ikke finde en afslutning på den sætning. Jeg følte mig falsk. Men hvordan kan man gøre noget sandt, når alting omkring én er falsk? Man burde kunne sætte tiden i stå, tænkte jeg. Stoppe op og kravle ind under bordet, ligesom når vi øvede atomangreb i skolen, holde vejret, indtil trykbølgen kom og pressede ruderne ind i bygningen, og håbe på overlevelse i mellemrummet mellem gulv og bordplade. Det var det eneste, man kunne gøre, når alting omkring én var falsk. Jeg krøllede brevet sammen. Ønskede, at Paul var blevet dræbt i en gaseksplosion i minen.

1. april 2025

Hans Nørkjær Franch: Knausgårds blik

Mellem længsel og nærvær

Åh hvor har jeg længtes efter lige netop den her hjælp til at læse Knausgård, som jeg er så optaget af. Den allerbedste hjælp får jeg her og får det i et poetisk, undersøgende og afklarende sprog og med en tydelig tone og intensitet, som fortæller mig om forfatterens samme optagethed af Knausgård, men nu med afklaring og systematik. At læse Morgenstjerne serien sammen med Løgstrup og Rosa var jeg nok på sporet af, men her får jeg virkelig basis til min forståelse. Jeg har læst bogen, som jeg tror folk læser kriminalromaner, totalt opslugt og glemmende alt andet - selv Trumpspøgelset. Her er så meget godt teologi at hente, så jeg ærgrer mig på en måde over at jeg ikke skal prædike på søndag længere. At læse bogen giver mig et samlet overblik over hele Knausgårds forfatterskab, hvor jeg kun mangler at læse to mindre bøger, og det giver mig lysten til at genlæse enkelte af de andre titler. Jeg mener Franch når i mål med sit fortsæt om at forstå Knausgårds åbning mod det ukontrollerbare og ‘det store udenfor’, som bryder igennem vores panser af modernitet og tragisk nihilisme, så Knausgård finder en sprække til metafysikken, som kommer ind bag om ryggen på os. Her kommer noget fra afslutningen:

Det er den andens blik – det være sig Guds krav eller medmenneskets fordringer – der kan opløse også Knausgårds dikotomi mellem kynisme og passivitet, fordi det blik viser os, at vores liv langtfra udelukkende og måske ikke engang primært er et resultat af, hvad vi formår at udleve af selvkredsende viljesytringer, men af alt det, vi skal, der er sat, i kraft af hvad vi skænkes. Det er den forsigtige virkeliggørelse af en kristen livstolkning, som jeg vil mene, der momentant – men tilbagevendende – viser sig i Knausgårds forfatterskab. Overordnet set hænger dette sammen med den Kristus, der hos Knausgård uforvarende træder ud af plankerne, som ikonen, der inkarneres og får livagtig legemlighed. Det er erfaringen af det uplanlagtes eller uforudsetes gennembrud til os, hvilket ikke kun kan ske gennem en nådig hændelse eller tilskikkelse, men også kan ske i et kald til opgaveløsning. Begge fremstår som en foræring af kærlighed og glæde – til os – men altså ikke kun i kraft at være en passiv modtagelse, men også en insisteren på at leve i samklang med andre.

Hvor er det vidunderligt at vi stadigvæk kan hengive os til en sådan tankeverden, som Franch udfolder så fint. Tusind tak for arbejdet.

23. marts 2025

Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen

Det er nok den mest nedslående bog, jeg længe har læst. Fra side et og til sidste side er der ikke håb, kun død. Bogens hovedperson trækkes magtesløs hen mod sin undergang og hun bliver indlemmet i en frygtelig statistik over selvmord hos unge grønlændere. Et sted, i et erindringsbillede, viser fortællerens mormor hende en hule i fjeldet, hvor en qivittoq, en fjeldgænger har boet. Så siger hun: »Han begik sikkert selvmord. Men det er jo også det, de i princippet gør, når de går i fjeldet, og forlader samfundet for evigt. Tænk at de følte sig så uønsket af samfundet, at de kunne tage herud og leve et koldt og ensomt liv. Tænk at folk kunne tillade det, at de endda opfordrede til det.« Bogens hovedperson forsøger at finde ud af, hvorfor hendes kærestes kusine begår selvmord. Der er veje, hvor jeg håber hun forsøger at forstå uden selv at vælge samme vej, men hun vælger selv at sabotere enhver vej mod lys og håb. Jeg undrer mig over, hvor romanens redaktør bliver af. Der er da nogle ting, man ikke kan skrive, når kampen står mellem liv og død?

21. marts 2025

Jon Kalman Stefánsson: Den gule ubåd

Det er en vild roman om ubærlig sorg for en seksårs dreng, der mister sin mor og en far, der svigter, og det er ikke første gang i litteraturens historie. Det minder mig meget om Knausgårds beskrivelser af sin far og hans efterfølgende kamp for at finde en mening i livet. Hos Stefánsson bliver det helt tydeligt, da han ser i den islandske synonymordbogs definition på far: “Far, forfader, gud, ophavsmand”, hvilket fører til en forrygende læsning af det gamle testamentes Gud. »Hun er død, din mor, ja, det er en kendsgerning, er jeg bange for.« Siger faren sådan helt tilfældigt en dag i Trabanten mellem Reykjavik og Keflavik til sin lille søn på bagsædet. Og siger ikke mere. Han åbner kun munden, når der er en flaske foran ham, så den seksårige må bruge sin fantasi til at forstå det uforståelige. Stefánssons opgave er sådan her, som han her beskriver, da han begynder at læse Bibelen:

Den der lader sig trøste holder op med at sørge over de døde, efterlader dem stumme i mørket.

Så det er altså sorgen og savnet der fastholder de døde hos os – lad dig trøste, og de synker sporløst ned i mørket. Men jeg leder naturligvis ikke efter trøst, den har jeg ingen interesse i. Min opgave er at give de døde en stemme, finde nøglerne der åbner døren mellem liv og død, og så bliver man selvfølgelig nødt til at læse de rigtige bøger, dem der er klogere end alle mennesker.

Anne Sophia Hermansen skriver smukt om bogen i Weekendavisen, at litteraturen kan være dén ubåd, der kan føre os gennem sorg og kaos. Det er lige præcis, sådan bogen kan læses - selvom vi skal mange ad andre mærkelige omveje. Her kommer nogle af mine understregninger, som der er rigtig mange af:

Alt levende synes at ende med at gå i opløsning og forsvinde. Sporløst, som om det aldrig har eksisteret, aldrig har været vigtigt. Dine børns latter, kys, venners omfavnelse, de dyrebareste stunder, hengivenheden, forventningsfuldheden. Et menneskes liv er som røg der stiger til vejrs, står og skælver et øjeblik og siden forsvinder sporløst.

“Men når fortiden er gået under med mand og mus”, skriver Proust i romanen På sporet af den tabte tid, “står lugt og smag tilbage... i lang tid vil de som sjæle fortsætte med at tænke tilbage, afvente, håbe, på ruinerne af det forgangne...” Alt hvad der lå begravet i Prousts fortid, noget delvis glemt, andet helt forsvundet, opsøger ham fra tekoppen foran ham, fortiden stiger op som lugt og bliver til på ny. Og ord kan ligesom en duft, en lugt, bære en forgangen tid og for længst svundne begivenheder i sig.

Fortiden går aldrig, den er altid lige tæt på og nægter at slippe os. Den er med i alt hvad vi gør, tænker, føler, men kommer alligevel aldrig tilbage.

Så graver jeg dybere og opdager at meningsløsheden sejrer hver gang et menneske bliver glemt.

Jeg graver meningsløsheden op og ser at den er en bleg hest, og på den sidder volden og har grusomheden på slæb. Jeg er derfor nødt til at grave dybere, og op kommer naturloven om glemslen, og jeg ser at grusomheden, ubarmhjertigheden og volden vokser ud af den. Jeg graver endnu dybere, jeg graver hele vejen ned til begyndelsen, den er på sumerisk og se, det er selveste fortvivlelsen, men under den følgende linjer: Glem mig ikke, for så er jeg i live. Sig mit navn, og døden viger fra mig. Forvandl mig til en melodi, og missilerne forgår på vej til jorden. Husk mig, og kampvognene stopper op.

18. marts 2025

Dorthe Nors: Spænd

At være læsehest er en gave, selv her hvor jeg har den værste influenza nogen sinde, så alligevel hen i gårsdagens skumring hvor trætheden var overvældende, at opleve en stille glæde over at læse en roman, som jeg føler mig så meget hjemme i som i Dorthe Nors 'Spænd'. Aldrig nogensinde at sidde alene, men være tæt på en andens ord om netop det, den eksistentielle ensomhed. Først var det sproget, som glædede mig, - jeg hurtiglæser (skældsord). Det var umuligt, Nors fik mig til at sætte farten ned med sætninger der vender i alle retninger og overrasker mig og jeg må tænke selv, som når hun om en af nabokonerne, Brit, siger, at hun transmitterer. Hvad? jo - det betyder nok bare, at hun hele tiden signalerer at hun vil have bekræftelse. Naturbeskrivelserne er skønne og samtidig eksistentielle

Over bakkens lange opkørsel sitrede et metallisk januarlys, og i nat havde hun siddet i kvisten. En hvidlig streg i det fjerne; søen. Over den Orions Bælte, Betelgeuse som en gigtplaget skulder, og nu betragtede hun en solsort i færd med at penetrere et madæble. Dens gule øje var tydeligt selv på den afstand. Og dens smukke dragt; et lille, fjersort punkt i haven.

Ovenfor omtalte nabo må hun på et tidspunkt tænke sådan her om:

Brit for længst væk, men der stod Gunn.

Er hun min nærmeste nu? tænkte hun, og lyset flyttede sig ud af billedet.

Er hun min nærmeste nu? tænkte hun, og det var nødvendigt at løsrive sig fra repetitionen med en bevidst handling: – Nu holder jeg op, sagde hun til sig selv og gik ind for at kløve brænde.

Og endelig en tankerække fra en kartoffelmark:

Så smuk marken var. Som friseret med en redekam. Hun balancerede en ti-tyve meter, standsede. Nu var Månen til at se. Stor over horisonten, tidevandslåst, og hun så sig tilbage. Ingen mennesker, ingenting.

Så tog hun strikhuen op af lommen, trak den på.

Lagde sig ned mellem to rækker.

Voldene formede sig perfekt om kroppen. Hun hvilede godt, blødt. Nakken i en vinkel, der åbnede himlen. Den lugtede af jord, af jord, ja, og Månen satte sejl med et lysstærkt legeme på slæb, Venus. Hun havde glemt, at den ville vise sig nu, konjunktionen, men der var den igen. Venus og Månen på vej ind i natten. Ingen koordinater, ingen glimt.

Drengen stille på sin færd, hans mor i modlys over en kogeø.

Ikke flere at miste. Ingen slægt at samles med.

Stille aften, nu kommer mørket.

Og hvem skal finde mig? tænkte Gunn, lukkede øjnene.

Sådan en god roman. Tak for den!

17. marts 2025

Anne - Grethe Bjarup Riis: I Guds rige

Jeg har altid været lidt betaget af hendes stemme, hendes insisteren, hendes trang til at være almindelig, ikke akademisk, og jeg hørte hende tilfældigvis i 'Hvad ville Jesus have sagt?' på P1, som hun nu redigerer, hendes trang til at forstå almindeligt, så jeg ville lige læse den her roman, som hun skrev i 2020, men den var ikke bare sådan læst for det er et maraton og et mareridt på samme tid på 400 sider og et menneskeliv og tre år med et dødssygt barn. Forsidens blomsterbuket illustrerer det ret godt: En buket der er forsømt. Det er præsten på Riget, der siger det til hende og hendes mand, at de er forsømte. Det har været for hårdt for dem, at være på Riget så mange måneder med frygten og angsten for at miste deres otteårige Gilbert, der har fået leukemi. Og undervejs i sin fortælling kan Bjarup Riis ikke lade være med at fortælle om, hvordan hendes forældre forsømte hende. Før hendes forældre fik hende havde de fået en pige, de kaldte Marianne, som døde 7 timer gammel før hun blev døbt, og som moren siger til den lille Anne-Grethe: ”Men hvis Marianne ikke var død, så havde du selvfølgelig ikke været her”. Og så fortæller hun ind i mellem om barndommen i et meget mørkt Jylland ude ved Brunkulslejerne, så Korsgaards "Hvis der skulle komme et menneske forbi" næsten virker venlig. Der godt nok meget at forstå og at læse, næsten for meget, men jeg synes jeg er blevet klogere på, hvem hun er og klogere på, hvad fornuftige mennesker kan komme ud i, når de virkelig sættes på prøve. Sikke en energi og sikke en vilje hun har.

12. marts 2025

André Gide: Pastoralesymfonien

91 sider kan nu også noget i forhold til de godt tusinde, som Manns Trolddomsbjerget fyldte. Det har været en smuk, men også rystende læsning af en landsbypræsts dagbog, som tydeligt viser at en af kærligheden blindet præst ikke kan lede en korporligt blind og hjælpeløs ung pige. Den lille roman er fuld af bibelcitater, men præsten skulle have husket det her: når en blind leder en blind, falder de begge i grøften. Der er så meget smukt i den her dagbog, men jeg indser hurtigt at jeg ikke skal tro på præsten. Når man skriver sin egen historie, falder man nemt for lysten til at pynte sig og forsvare sig og lægge dårlige motiver i andre mennesker. Det er et lille mesterværk!

11. marts 2025

Thomas Mann: Trolddomsbjerget

Siden jeg læste Olga Tokarczuks seneste roman 'Empusion' skyldte jeg mig selv at læse Trolddomsbjerget, for hun skriver uforglemmeligt om en anden ung mand, der bliver sendt på et tuberkulosesanatorium samme sted som Manns unge mand, Hans Castorp, der var uddannet skibsingeniør, mens hendes unge mand var uddannet ingeniør i hydraulik, der må være det modsatte af et skibs evne til at holde vand ude, og hvor humanisten hos Mann hedder Settembrini, så kalder hun sin humanist August August. Altså en tydelig hilsen til Manns roman, som er en af hendes yndlingsbøger, siger hun et sted i et interview. Det har været en stor oplevelse at læse Trolddomsbjerget, men det er en roman, som man ikke sådan lige bliver færdig med. Nu hvor jeg skal skrive om den, for at jeg kan huske den bedre, bliver jeg nødt til at genlæse noget af den, fordi jeg gerne vil have alle fronterne med i den dannelsesrejse Hans Castorp udsættes for hvor han konfronteres med mere eller mindre alle de tanker om menneske, samfund, frihed og humanitet, som fylder Europas historie helt tilbage til det antikke Grækenland. Settembrini er humanisten og repræsentant for civilisationen og troen på mennesket og fremskridtet. Naphta er jesuitisk munk og sammen med Chauchat repræsentanter for en kultur, som kan kaste sig ud i stor kærlighed og inkvisition og krig. Det kapitel som jeg måtte genlæse var Forskningen, Castorps studie i den menneskelige krop, som i sig har både gode celler og onde celler, hvor farmakologi og toksologi var et og det samme, som Peeperkorn siger et sted: "Med stoffernes verden [...] forholdt det sig sådan, at alle rummede liv og død på én gang, alle var på samme tid tisaner og gifte. Farmakologi og toksikologi var ét og det samme, man blev helbredt med gifte, og hvad der gjaldt for livsnødvendigt, dræbte under visse omstændigheder med én eneste krampetrækning i løbet af få sekunder [...] Dynamik, sagde Peeperkorn, var et og alt i stoffernes verden – resten var fuldstændig betinget." Hans Castorp overvejer hele vejen igennem alle diskussioner mellem de forskellige fronter og ser, at alle kan ende i noget inhumant og Peeperkorn bliver for mig en venlig følelsernes mand, som så alligevel slutter sit liv tragisk (toksisk). Det er svært at få styr på hele bogen og selv dens forfatter er i tvivl, da han uden videre glæder sig over 1. verdenskrigs udbrud, for nu skulle der renses ud. Til sin bror Heinrich skriver han en uge efter krigsudbruddet: "Jeg befinder mig som i en drøm, - og alligevel må man nu skamme sig over, at man ikke har troet det muligt og ikke har kunnet se, at katastrofen måtte komme. Hvilken hjemsøgelse! […] Skal man ikke være taknemmelig for det fuldstændig uventede, for at få lov til at opleve noget så stort? Min vigtigste følelse er en uhyre nysgerrighed – og, det tilstår jeg, den dybeste sympati for dette forhadte, skæbnesvangre og gådefulde Tyskland." Han skriver på romanen fra 1913 til 1922. Det er en vild roman, som kræver lidt for meget af mig. Den skal genlæses engang når jeg får oceaner af tid, for der er så mange bøger der venter, og Trolddomsbjerget er på over tusind sider, men der er ikke en eneste side for meget. Jeg har bestemt ikke kedet mig undervejs, men været spændt på næste side hele tiden.

27. februar 2025

Geir Gulliksen: Øvre port, nedre port

Endnu en bog om forældre og den er god, som Niels Frederik Dahls 'Fars ryg' var god, men alligevel meget forskellig fra den og så har den så mange andre fine egenskaber, som jeg gerne vil understrege og huske. Det er ikke et fordømmende blik, som bogens fortæller har på forældrene; det er mere undersøgende: hvordan levede de? hvordan kunne de leve sådan? hvad var det en familie? Det jeg især er glad for er understregningen af hvor vigtigt det er at være i fællesskab. Isoleret og ukorrigeret går mennesket nemt i stykker.

Tomheden, og længslen ind mod noget der ikke er tomt. Ikke længslen væk, som alle taler om, men længslen ind. Ind i livet, ind til de andre, ind i det der kunne begrænse hende og holde hende sammen og gøre livet forståeligt og til at holde ud. Det var dér hun ville hen, det var dér hun skulle hen, hvor ellers?

Og så det, at der er evighed i ethvert forhold, selvom vi bryder op fra dem:

Alle de øjeblikke som han ikke ved skal følge ham videre på vej, måske fordi han er helt tom i de øjeblikke, måske fordi han ikke længere ved hvem han er i de øjeblikke, måske fordi han bare er en organisme sammen med andre organismer netop da. Noget i den stil er det han tænker, ikke på det tidspunkt, men langt senere, når alt det der er forsvundet for ham, begynder at komme tilbage.

Det kan jeg godt lide at tænke på, for sådan er det jo og det kan ikkeunderstreges nok og så det sidste: hvor er det godt at en skønlitterær forfatter måske har læst Levinas, hvad han siger om ansigtet:

Det kan ske at der kommer en kunde ind til disken her som vil give sit ansigt til dig. Og så må du stå klar, der kan være fare på færde hvis du ikke tager imod dér. Kari-Kari talte lidt utydeligt, men Runar forstod hvert ord han sagde, bedre end andre. Og det her sagde Kari-Kari to gange: Så må du stå klar, sagde han og drejede sin overkrop så de kunne se hinanden i øjnene. Nå, sådan ja, sagde Runar og mødte hans blik… Det var hans ansigt der ikke blev taget imod, han var dybt rystet over Runar og blev ved med at være det i mange år fremover.

17. februar 2025

Dy Plambeck: Buresø-fortællinger

De her fine prosadigte er også kommet på tværs i mit læseliv. De inspirerer mig

og er en fornøjelse at læse. Hun fortæller fra sin barndom og mange af de ting hun fortæller findes sikkert i manges erindring om deres. Bare for sjov citerer jeg en sang hun lærte at synge, fordi hun sneg til til børnegudstjeneste sammen med Rosalinde i Slagslunde kirke:

Kan I sige mig hvad der rimer på gulerod?

Det gør Gud er god, det gør Gud er god.

Kan I sige mig hvad der rimer på hist og pist?

Det gør Jesus Krist, det gør Jesus Krist.

Kan I sige mig hvad der rimer på karamel?

Det gør præsten selv, det gør præsten selv.

Kan I sige mig hvad der rimer på klisterbånd?

Det gør Helligånd, det gør Helligånd.

Kan I rime? Kan I rime?

Ja, det tror vi nok, vi kan.

17. februar 2025

Marianne Larsen: De andre, den anden

Lige nu har jeg gang i for meget i mit læseliv; der er så mange nye, og så skal jeg lige have tjek på nogle gamle, jeg har brug for. Marianne Larsen har jeg læst rigtigt meget af, og den her blev jeg nødt til at læse, da jeg faldt over den i forbindelse med genlæsning af hende. Hun er først og fremmest lyriker og hvilken! Jeg skal bruge hende til en højskoleformiddag snart. Hun skriver ikke mindst om ensomhed som eksistensvilkår. Også i de her prosa korthistorier. Her kommer nogle af mine understregninger, der er værd at overveje. Hun laver også så mange nye ord, her er et jeg holder af: tavssalig!

Inde i mig selv er jeg alle folk, jeg kender. Deres huse, deres ord, deres bevægelser, deres muligheder. Det er det, der må være min bevidsthed. En eftermiddag fremlagde jeg denne tanke for hende. – »Hvad nu, hvis man ikke kender nogen?« spurgte hun. Et menneske er aldrig helt alene. Og man kan altid huske, at man har kendt nogen. – »Hvad nu, hvis man har glemt.«

Når jeg tænker tilbage på mit liv, som det var dengang, får jeg nu en fornemmelse af uvirkelighed i kroppen. Mit liv, siger jeg, men en mere træffende betegnelse for hele affæren med mig dengang er nok at kalde det en tilværelse henlevet i dis og tåge. En tilværelse styret af bygninger og kontorer og gader og elevatorer og døre og varer og priser, som ustandselig var der, lige omkring mig, men samtidig var noget meget utydeligt i tågen for mine øjne.

I går fandt jeg ud af, at der var flyttet nye naboer ind ved siden af. Jeg fandt ud af, at det, som jeg hørte gennem væggen, måtte være lavmælte sange, som de nye naboer selv sang. Det gjorde mig glad. Altså elskede jeg dem på en eller anden måde, selv om jeg ikke kendte dem. Det var nyt for mig at finde ud af.

7. februar 2025

Linea Maja Ernst: Kun til navlen

Da jeg læste anmeldelser af 'Kun til navlen' tænkte jeg, at den behøvede jeg ikke læse. Nu har jeg så læst den alligevel, men jeg mener stadigvæk det samme. Det var ikke nødvendigt, men som sidegevinst fik jeg også læst Shakespeares komedie "En skærsommernatsdrøm", fordi Ernst bruger den som ramme om sin 'komedie', for sådan vælger jeg at læse den. Den er jo slet ikke til at tage alvorlig. Information skriver sådan i sin anmeldelse: "Sagt lidt for firkantet og groft opretter kulturjournalisten Linea Maja Ernst med sin debutroman en ny og hidtil uset kategori: hjemstavnslitteratur om storbyakademikere." Det synes jeg er muntert at tænke på. Men, for der er et men at føje til min læsning, og det er at jeg hele tiden havde en samtale med mig selv, fordi jeg syntes meget af det var latterligt; at alt var tilladt, at den frie kærlighed fandtes. Jeg syntes de var selvoptagede egoister. Så var det jeg kom til at tænke på mig selv i den alder i trediverne. Hvad var det lige jeg dengang var optaget af. Der er vist ikke så meget der er ændret. Alligevel. Her kommer nogle af de sjove understregninger, jeg foretog:

– Jeg bliver så gal over at være født ti år for tidligt, siger Sylvia. – Da vi var små, var standardindstillingen homofobi, og nu er det panseksuel tolerance. Jeg ville have fået meget mere ud af min ungdom, hvis jeg var ung nu, det er uretfærdigt.

Det eneste, man må, er at vælge ensomheden eller tosomheden, hvilket er det samme som ensomheden. I øvrigt er alle utro, alle bryder reglerne. Monogami er en religion, ingen kan efterleve, men ingen tør forlade heller.

27. januar 2025

Jonas Eika: Åben himmel

Først og fremmest må jeg sige, at det er en præstation at skrive sådan et værk om en kvindebevægelse i middelalderens Liège, hvor kvinderne unddrager sig mændene og heller ikke vil klostrene eller kirken, men være sig selv som selvstændige kristne i private fælleshuse, hvor den personlige intuition er det vigtigste og som oftest opleves som Guds åbenbaringer til Ida, som de andre følger trofast. Eika skriver hjemmevant om Gud og engle og teologi side efter side. Her er fine eksempler:

„Jeg tror jeg forstår Maria Magdalene nu,“ sagde Ida. „Hun er den der genkender Jesus, den der får indsigt idet hun genkender sig selv i hans stemme.“

„Frelsen kommer først, når målet er blevet middel. Når det øvre er blevet som det nedre, og det indre som det ydre. Messias kommer først, når han ikke længere er nødvendig.“

„Det der ødelagde balancen i Edens have – hvor vi plejede at suge næring direkte op fra jorden, ligesom planterne – det var jo netop at jorden blev hegnet ind. At man spiste af træet som om man ejede det, som om—“

De må jo huske på at Jesus ikke hævdede sig selv, han brugte ikke magt, men gav afkald på at være som Gud. Han gav sig hen. Han faldt ned og blev liggende på jorden. Han blev overmoden, han gærede og genopstod som vin.

Men der er også meget, som bliver noget rod for en klassisk teolog som mig og jeg mærker en forfatter, som vil videregive nogle holdninger om det at være queer med mere, blandt andet hvor Jesus og Maria smelter sammen og bliver til et og "hvor uddelingen af Kristi legeme og blod i nadverritualet mimer, hvordan moderen skænker barnet sin krop, når det dier. Hvor Jesus i det hele taget læner sig mere ind i det traditionelt feminine med sin fredelige fysiske fremtoning og omsorg for børnene", som Anne Skov Thomsen skriver i KD's anmeldelse af et sted i romanen, hvor Jesus også klæder sig på som kvinde og mimer at have et barn ved sit bryst. Det er en roman om skam og skyld, renhed og urenhed, magt og afmagt og om en fromhed, som minder om selvskade. Der er vildt meget på færde i romanen, en kærlighed til det alternative, som kvinderne vil, men også en sans for og måske længsel efter en kristen tro og hvad den kan give af mening i en verden præget af gal magt.

13. januar 2025

Rachel Cusk: Parade

Faye-trilogien som nogle også kalder Omrids-trilogien var krævende men givende læsning, hvor jeg virkelig var på arbejde. Det har jeg været endnu mere med hendes nyeste roman 'Parade'. Det er virkelig koncentreret tekst, men jeg har en tydelig fornemmelse af, at det er mere end vigtigt. Det berører noget dybt i mig, som jeg gerne vil undersøge meget mere, så jeg var nødt til med det samme at genlæse en stor del af romanen. Det er især sidste kapitel der berører mig og sætter mig i gang. Hun kalder kapitlet 'Spionen' og det handler om det, der hele tiden arbejder i os: forholdet til vores barndom, vores forældre, vores ægtefælle, ja hele vores liv. "Det er en frygtelig tanke, svarede direktøren, at vi selv skulle være årsagen til vores egen virkelighed. Det er jeg ikke sikker på, at jeg tror på." - siger en af hendes personer i et andet kapitel. Og en kvinde gør det sådan her op: "Hendes liv foregår i en stadig, men diffus fremdrift, som en oceandamper, der krydser havene uden synlige landemærker til at angive dens fremfærd. Bevægelsen, det fremadskridende fartøj, er hendes mand, og det har været nemt, ja, nemt og ofte pittoresk i en altopslugende grad, præcis som for passagererne på skibsdækket, som ser solen stå op og gå ned over vandet, ser de nye farver og lyset på verdens rand med en opløftende følelse af, at det er et privilegium at få lov til at bevidne disse ting, og så til andre tider uger med storm og regn, hvor de skutter sig inden døre og underholder sig selv." Er vores liv bestemt af en barndom med dets velsignelser og dets traumer, er et ægteskab et magtforhold, hvor den ene altid er en passager. Det er sådan nogle vilde ting, hun arbejder med. Hun skriver så skarpt og klart om kunst, om køn, om kærlighed, om generationer, om magt, om kapitalisme og om moderskab og død. Her kommer nogle af mine understregninger fra det sidste kapitel, som optog mig allermest:

For ikke så længe siden døde vores mor, eller det gjorde hendes krop i det mindste – resten af hende holdt sig stædigt i live. Hun var længe om at dø og overgik sygeplejerskernes forudsigelser med mange dage, så de af os, som var blevet kaldt til hendes dødsleje, måtte tage af sted igen og vende tilbage til vores liv.

Et stykke tid efter havde der hersket en følelse af lethed, nærmest af frihed. Dødens voldsomhed fremstod som en mærkelig form for gavmildhed. En sum var blevet ført tilbage til de levende: Vi, der befandt os på livets side, havde på en eller anden måde fået en forøgelse af en kapital. Men et ubehag blev hængende, og det voksede, og det var vores mors uigennemtrængelige testamentariske arv til os. Der burde have været en følelse, ikke af frihed, men af tab. Men hvis der var et tab, så var det af noget, vi aldrig havde haft. Vi var ganske enkelt fri for dette dobbelte tabs gåde.

Det gik op for os, at vores mors krops død betød, at vi nu rummede hende, eftersom hun ikke længere selv havde noget, der kunne rumme hende. Hun var inden i os, som vi engang havde været inden i hende. Glasruden mellem hende og os, mellem mørket udenfor og dagen indenfor, var blevet knust. Vi genkendte forandringens hæslighed; vi omfavnede den, den affaldsfyldte verden, hvor sandheden nu lå. Den grå virkelighed, dette møde mellem mørke og lys hen over glasskår, var vores begyndelse.

3. januar 2025

Kerstin Ekman: Min bogverden

Nu er et nyt bog-år begyndt; jeg glæder mig til de bøger, jeg véd kommer nu i foråret; og jeg var glad for de bøger jeg læste sidste år. Jeg satte mig for at læse mine omtaler af de 77 bøger, jeg nåede at læse i 2024 for at fremhæve de tre bedste. Det kunne jeg ikke, altså fremhæve bare tre, for jeg var glad for dem alle og de lærte mig alle noget eller var gode samtalepartnere. Sådan en bog er jeg også kommet ind i 2025 med; Kerstin Ekmans bog om hendes bøger og læsnin-gerne af dem. Her får jeg indføring til klassikere, som jeg mangler at læse, f.eks. Albert Camus: Det første menneske; Charles Dickens: Vor fælles ven; Thomas Mann: Trolddomsbjerget - med flere. Og jeg bliver opfordret til at genlæse andre. Kerstin Ekman fortæller mig at bogen er levende. Den er ny hver gang du læser den, fordi du udvikler dig og samtalen med bogen derfor bliver ny. Og så møder jeg den store svenske forfatterinde på en helt ny måde; hun fortæller mig om sin tid i Akademiet, om sin opfattelse af tiden lige nu. Her kommer to eksempler; bogen er til at blive klogere af.

Vi lever i en tid hvor løgn kan blive sandhed og ihærdig trykken på knapper og taster gøre millioner henførte. Kejservanviddet genfinder man på højeste niveau. Det bygger sig pansrede slotte på Krim, og det bliver udnævnt til præsident i den vestlige verdens største demokrati og omgiver sig med hoftrolde. Men når det ikke går en gang til, råber og hyler den højeste trold at man har stjålet sejren fra ham.

Dette er virkelig samtidshistorie. Løgnefabrikationens kraftfuldhed. Dens hurtige spredning. Den glubende lyst til at tro på alt ondt, obskønt og oprørende som spredes. Den gamle sladder og bagtalelse er gennem internettet blevet umådelig virkningsfuld. Den har muligheder for hypereffektiv spredning. Roth kalder den „den mest diabolske af alle kunstformer“. Den er anonym. Hvem som helst kan finde på hvad som helst. Når ondskabens epidemi er brudt ud, er der ingen muligheder for at standse den. Roth vidste det for to årtier siden. Da var de fleste af os begyndt at ane hvor omfattende den var og det umulige i at udslette den. Om de løgne der blev spredt, skrev han: „Patogenerne var til stede. I æteren. I den universelle harddisk, evige og umulige at viske ud, tegnet på menneskedyrets ondskab“.

Pibekraver og Boglog