Pibekraver og Boglog
3. januar 2025
Kerstin Ekman: Min bogverden
Nu er et nyt bog-år begyndt; jeg glæder mig til de bøger, jeg véd kommer nu i foråret; og jeg var glad for de bøger jeg læste sidste år. Jeg satte mig for at læse mine omtaler af de 75 bøger, jeg nåede at læse i 2024 for at fremhæve de tre bedste. Det kunne jeg ikke, altså fremhæve bare tre, for jeg var glad for dem alle og de lærte mig alle noget eller var gode samtalepartnere. Sådan en bog er jeg også kommet ind i 2025 med; Kerstin Ekmans bog om hendes bøger og læsnin-gerne af dem. Her får jeg indføring til klassikere, som jeg mangler at læse, f.eks. Albert Camus: Det første menneske; Charles Dickens: Vor fælles ven; Thomas Mann: Trolddomsbjerget - med flere. Og jeg bliver opfordret til at genlæse andre. Kerstin Ekman fortæller mig at bogen er levende. Den er ny hver gang du læser den, fordi du udvikler dig og samtalen med bogen derfor bliver ny. Og så møder jeg den store svenske forfatterinde på en helt ny måde; hun fortæller mig om sin tid i Akademiet, om sin opfattelse af tiden lige nu. Her kommer to eksempler; bogen er til at blive klogere af.
Vi lever i en tid hvor løgn kan blive sandhed og ihærdig trykken på knapper og taster gøre millioner henførte. Kejservanviddet genfinder man på højeste niveau. Det bygger sig pansrede slotte på Krim, og det bliver udnævnt til præsident i den vestlige verdens største demokrati og omgiver sig med hoftrolde. Men når det ikke går en gang til, råber og hyler den højeste trold at man har stjålet sejren fra ham.
Dette er virkelig samtidshistorie. Løgnefabrikationens kraftfuldhed. Dens hurtige spredning. Den glubende lyst til at tro på alt ondt, obskønt og oprørende som spredes. Den gamle sladder og bagtalelse er gennem internettet blevet umådelig virkningsfuld. Den har muligheder for hypereffektiv spredning. Roth kalder den „den mest diabolske af alle kunstformer“. Den er anonym. Hvem som helst kan finde på hvad som helst. Når ondskabens epidemi er brudt ud, er der ingen muligheder for at standse den. Roth vidste det for to årtier siden. Da var de fleste af os begyndt at ane hvor omfattende den var og det umulige i at udslette den. Om de løgne der blev spredt, skrev han: „Patogenerne var til stede. I æteren. I den universelle harddisk, evige og umulige at viske ud, tegnet på menneskedyrets ondskab“.