Pibekraver og Boglog

30. november 2020

Thomas Mann: Josef i Ægypten

Det går lidt langsom med natlæsningen. Undertiden tager jeg en dag-bog med i seng, men det bedste er nu at holde sig til nat-bogen. Nu er jeg færdig med tredje bind af Josef og hans brødre. Og det er god læsning og til at blive klar i hovedet af med hensyn til det at have en Gud som skaber. Og især at have en tro fra en far, der har velsignet én. Det er det, der redder Josef igennem. Troen på at Gud ser ham og ser hans handlinger og valg og troen på, at han er velsignet. Så har han ro på selvom det undertiden ser voldsomt ud for ham. 

Her kommer citater, der er værd at huske:

„Du er og bliver en komisk fyr,“ svarede maonitten, „og har en måde at gøre dig selv til midtpunkt på, så ingen ved, om han skal undre eller ærgre sig. Tror du, vi rejser, for at du, Halløj, skal komme et eller andet sted hen, hvor din gud vil have dig?“

„Det falder mig ikke ind,“ svarede Josef. „Jeg ved jo, at I, mine herrer, rejser på egen hånd, for jeres egne formål og hvorhen jeres hu står til, og vil bestemt ikke antaste jeres værdighed og selvherlighed med mit spørgsmål. Men se, verden har mange midtpunkter, ét for ethvert væsen, og om ethvert ligger den i sin egen cirkel. Du står kun en halv alen fra mig, men om dig ligger en verdenscirkel, som ikke jeg, men du er midtpunktet i. Men jeg er midtpunktet i min. Derfor er begge dele sandt, alt efter om man taler ud fra dit eller mit. For vore cirkler er ikke så langt fra hinanden, at de ikke berører hinanden, men Gud har rykket dem dybt ind i hinanden og flettet dem sammen, så at I ismaelitter godt nok rejser ganske selvherligt og efter jeres eget hoved, hvorhen I vil, men desuden og som følge af sammenfletningen er middel og redskab til, at jeg kan nå mit mål. Derfor spurgte jeg om, hvor I fører mig hen.“

Gud havde sendt ham drømme, som drømmeren burde have holdt for sig selv: den om negene, den om stjernerne. Og sådanne drømme var ikke så meget en forjættelse som en befaling. På den ene eller den anden måde skulle de opfyldes – hvordan, det vidste kun Gud, men bortrykkelsen til dette land var begyndelsen dertil. Af sig selv gik de imidlertid ikke i opfyldelse – man måtte hjælpe til. At leve i overensstemmelse med den stille formodning eller overbevisning, at Gud har enestående planer med én, er ikke lavsindet stræbsomhed, og ærgerrighed er ikke det rette ord derfor. For det er ærgerrighed på Guds vegne, og det fortjener frommere navne.

Man må blot komme på den tanke, at Gud har noget særligt for med én og at man må hjælpe ham: så spændes sjælen, og forstanden mander sig op til at underlægge sig tingene og opkaste sig til herre over dem, om de så skulle være så mangfoldige, som Petepres velsignede husstand var det i Waset i Øvreegypten.

Dog, han var ung og fuld af lyst og beslutsomhed til at bringe sig på højde med Guds hensigter.

„Vær hilset, far, til natten!“ kunne han så sige med løftede hænder. „Se, dagens liv er forbi, den har lukket sit øje, træt af sig selv, og over alverden kom stilheden. Lyt, hvor forunderligt! Der er endnu en stampen fra stalden, og en hund giver hals, men så er stilheden kun desto dybere, mildnende trænger den også ind i menneskets sjæl, det føler trang til søvn, og over gård og by, frugtbart land og ørken stiger Guds årvågne lamper op. Folkene glæder sig, at det blev aften i rette tid, for de blev trætte, og at dagen i morgen atter slår sine øjne op, når de er vederkvæget. Sandelig, Guds indretninger er prisværdige! For lad bare mennesket indbilde sig, at natten ikke fandtes, og at møjens glødende vej strakte sig udelt foran det, ikke til at se en ende på i grel ensformighed. Ville det ikke være til at forfærdes og tabe modet over? Men Gud har skabt dagene og for hver af dem sat dens mål, som vi med sikkerhed når, når dets time kommer: nattens lund er det, der indbyder os til hellig hvile, og med udbredte arme, tilbagesynkende hoved, med åbne læber og øjne, der saligt slukkes, træder vi ind i dens kostelige skygge. Tænk dog ikke, kære herre, når du hviler på dit leje, at du skal hvile! Tænk tværtimod, at du må hvile, og forstå det som en stor gunst, så vil du få fred! Så stræk dig da, far, på lejet, og den søde søvn sænke sig til dig, over dig, fylde din sjæl helt med salig fred, at du løst fra slid og slæb og plage kan ånde ved dens guddommelige bryst!“

Men det hjalp ikke, han tog alligevel vennens offerdød på sin samvittighed og indså godt, at hvis der her i det hele taget skulle være tale om skyld, så kom den over ham, der var den, der havde fordelen, for Gud kendte ikke til skyld. Det er netop sagen, tænkte han ved sig selv, at Gud gør alt, men har givet os samvittigheden derved, og at vi bliver skyldige over for ham, fordi vi bliver det i stedet for ham. Mennesket bærer Guds skyld, og det ville ikke være mere end rimeligt, om Gud en dag besluttede sig til at bære vor skyld. Hvordan han vil gribe det an, han, den hellig-skyldfremmede, er uvist. Efter min opfattelse måtte han til dette formål ligefrem blive menneske.

...med forbehold og med netop den overbærenhed, som han mente at have brev på ovenfra med henblik på sin verdslige delagtighed.