Guermantes verden 1

Pibekraver

5. november 2019

Marcel Proust: Guermantes' verden 1

Det er meget spændende at gå på nettet og finde mange sider om Proust: høre Vinteuils sonate for violin og klaver, se Grand Hotel i Balbec og naturligvis slottet i Guermantes. Stort og prangende. Men at læse Proust for mig er bare noget jeg gør om natten. Det er småbidder. Billeder der bliver tilbage. Hans formidable evne til at kombinere og sammenligne.


"...dengang katedralens skib endnu ikke var blevet anbragt øverst på bakketoppen i Laon som Noas Ark på toppen af bjerget Ararat, fyldt af Patriarker og Retfærdige som ængsteligt læner sig ud af vinduerne for at se om Guds vrede har lagt sig, lastet med alle de plantetyper der skal sprede sig ud over Jorden, fyldt til randen med dyr, der myldrer frem, selv fra tårnene, hvor okser fredeligt vandrer omkring på taget og skuer ud over sletterne i Champagne; dengang man endnu ikke, hvis man forlod Beauvais sidst på dagen, kunne se hvordan katedralens sorte og forgrenede vinger spændt ud mod solnedgangens gyldne lærred langsomt drejede sig og fulgte én på vej."


Et af de gennemgående temaer i værket er vores forestillingsevne og dens indflydelse på, hvordan vi kommer til at opleve virkeligheden. Igen og igen spiller det gæk med den unge Proust. Det være sig kunst eller damer eller katedraler:


"Selv om min oplevelse var mere behagelig end første gang, var den egentlig ikke anderledes. Jeg holdt den blot ikke længere op mod en forudindtaget, abstrakt og falsk idé om det dramatiske geni, og jeg forstod at det netop var det jeg nu oplevede der var udtryk for dramatisk geni. Jeg tænkte for lidt siden at når jeg ikke havde haft nogen fornøjelse af det første gang jeg hørte La Berma, så var det, ligesom når jeg før i tiden mødte Gilberte på Champs-Élysées, fordi jeg kom til hende med en alt for brændende længsel."


"Vi sanser i én verden, vi tænker og navngiver i en anden; vi kan etablere en overensstemmelse mellem dem, men ikke udfylde afstanden. Den var ikke ubetydelig, denne afstand, denne kløft, som jeg måtte hen over den første gang jeg var taget ind for at se La Berma spille og virkelig havde spidset ører; da havde jeg haft lidt vanskeligt ved at genfinde mine ideer om ”ædel fortolkning” og ”originalitet”, og jeg brød først ud i bifald efter et øjebliks tomhed – det var som om bifaldet ikke var affødt af min oplevelse, men i stedet var forbundet med mine forudindtagede ideer og den fornøjelse jeg havde af at sige til mig selv: ”Nu hører jeg endelig La Berma.” Og den forskel der består mellem et stærkt individuelt menneske eller værk og ideen om skønhed, eksisterer i lige så høj grad mellem dét som de får os til at føle, og ideen om kærlighed og beundring."


Naturligvis bliver han dybt forelsket i fyrstinden fra Guermantes. Og kvinders blikke er alt for ham. Det er guddommeligt at læse:


"Hertuginden, en gudinde der var blevet kvinde og pludselig forekom mig tusind gange smukkere, løftede sin hvide behandskede hånd, som havde hvilet mod kanten af logen, og bevægede den som tegn på venskab; mit blik mærkede at det blev ramt af den ufrivilligt glødende ild fra endnu et par øjne – det var fyrstinden som uden selv at vide af det havde ladet den indgå i samme flammehav, blot ved at dreje hovedet for at se hvem kusinen hilste på; og hertuginden, som havde genkendt mig, lod sit smil regne ned over mig i en glitrende og himmelsk byge."


Nu kommer der bare de citater, som jeg har understreget og brugt tid på:


"Og på den måde blev hun den første der gav mig en forståelse af at et menneske ikke, som jeg havde troet, står klart og ubevægeligt foran os med sine kvaliteter, fejl, planer og hensigter blottet for vores blik (som en have med en masse blomsterbede man betragter gennem et gitter), men er en skygge vi aldrig kan trænge ind i eller få nogen direkte erkendelse af, og som vi gør os talrige antagelser om ud fra ord og endda handlinger, der hver især kun giver os utilstrækkelige og i øvrigt modstridende oplysninger, en skygge hvori vi med samme grad af sandsynlighed kan forestille os at skiftevis hadet og kærligheden tindrer."


"Genopstandelsen når man vågner – efter dette velgørende anfald af sindsforvirring som søvnen udgør – må dybest set minde om det der finder sted når man genfinder et navn, et vers eller et refræn man har glemt. Og måske kan sjælens genopstandelse efter døden opfattes som et erindringsfænomen".


"Det kan vi til en vis grad få hjælp til af den store træthed som efterfølges af en god nat. I det mindste er det disse gode nætter der sender os ned i søvnens mest underjordiske gallerier, hvor intet genskær af gårsdagen, intet erindringsglimt oplyser den indre monolog, hvis den da ikke ligefrem ophører; det er dem der endevender kroppens jord og tuf så eftertrykkeligt at man – dér hvor musklerne trænger ned med deres forvredne forgreninger og suger det nye liv til sig – genfinder den have man var i som barn. Det er ikke nødvendigt at rejse for at gense den, man må ned i dybet for at genfinde den. Det som engang dækkede jorden, er ikke længere oven på den, men under den; hvis man vil besøge den døde by, er det ikke nok med en udflugt – der skal udgravninger til. Men senere skal vi se hvordan visse flygtige og tilfældige indtryk er endnu bedre til at føre os tilbage til fortiden, med en nøjagtighed der er finere, og en flugt der er lettere, mere immateriel, mere svimlende, mere ufejlbarlig, mere udødelig end disse organiske forskydninger."


"Det er blevet sagt at tavshed er en magt; den er, i en helt anden forstand, en rædselsfuld magt i hænderne på dem der bliver elsket. Den forstærker angsten hos den som venter. Intet indbyder så meget til at nærme sig et andet menneske som dét der skiller os fra det, og hvilken forhindring er mere uoverstigelig end tavsheden? Det er også blevet sagt at tavshed er en form for tortur, og at den kan gøre dén som er henvist til den i en fængselscelle, gal. Men hvilken tortur – større end den at opretholde tavshed – er det ikke at være udsat for tavshed fra den man elsker!"


"Mysteriets evigt irriterede tjenerinder, det Usynliges mistænksomme præstinder: damerne på telefoncentralen"


"...blomstrende frugttræer der stod som enorme hvide altre."


"...Men de store pæretræer indhyllede hvert eneste hus og hver eneste beskedne gårdsplads i en hvid farve som var mere omfattende, mere sammenhængende og mere blændende, som om alle landsbyens boliger og små indhegninger på samme dag var i færd med at gå til alters for første gang."