Pibekraver og Boglog

18. december 2019

Marcel Proust: Sodoma og Gomorra 1

Det er en højest bemærkelsesværdig oplevelse at følge Marcel og det bedre selskab. Nu har jeg været med i Guermantes i to bind og bliver der lidt endnu, hvor det så afsløres at der er mange homoseksuelle i det bedre selskab. Der er mange overvejelser over homofilien. Her en typisk Proust:

"En dag mister denne homoseksuelle en ung fætter, og man forstår på hans utrøstelige sorg at det var denne kærlighed – som måske var kysk, og som fandt det vigtigere at bevare agtelsen end at opnå fysisk forening – hans begær var blevet overført til, ligesom man i et budget kan flytte visse udgifter fra én post til en anden uden at ændre på den totale sum. Ligesom de patienter der for en stund slipper af med deres sædvanlige skavanker på grund af et udbrud af nældefeber, synes den homofiles rene kærlighed til en ung slægtning ved en form for metastase at have erstattet de vaner som før eller senere vil generobre det midlertidige og nu helbredte ondes plads."

Eller det her:

"Homofilien som sådan, der skyldes at den homofile står kvinden så nær at han ikke kan indgå i noget egentligt forhold til hende, knytter dermed kort sagt an til en højere lov, som gør at så mange tvekønnede blomster er ufrugtbare, nemlig loven om selvbestøvningens sterilitet. Ganske vist lader de homofile der søger en mandlig partner, sig ofte nøje med en homofil der er lige så feminin som dem selv. Men det er tilstrækkeligt at de ikke tilhører kvindekønnet, som de rummer en kim af som de ikke selv kan drage nytte af, hvad der også sker for mange tvekønnede blomster og endog for visse tvekønnede dyr, såsom sneglen, der ikke kan befrugte sig selv, men som kan blive befrugtet af andre tvekønnede."

Det er Monsieur de Charlus der har noget vigtig med Marcel, som Marcel slet ikke er opmærksom på, fordi Marcel tænker på piger. Charlus tænker på mænd, og da Marcel ikke er opmærksom på det eksploderer Charlus i vrede. 

Men så sker der endeligt noget, som jeg kan bruge og have megen glæde af at læse. Marcel skal alene afsted på et tidligt sommerophold i Balbec på Grand Hotel. Han har været der før sammen med sin mormor, der jo er død siden dengang. Dengang kunne Marcel næsten ikke falde til ro i sit værelse, fordi det var fremmed for ham. Alting var fremmed. Så han sad på sin seng og græd da mormor  kommer ind til ham, bøjer sig ned og tager hans støvler af, så han kan lægge sig og hvile.

"Det skete allerede den første nat da jeg i et anfald af hjertesvækkelse forsøgte at dæmpe smerterne ved langsomt og forsigtigt at bøje mig ned for at tage støvletterne af. Men så snart jeg nærmede mig den første knap, udvidede mit bryst sig som var det opfyldt af et ukendt, guddommeligt nærvær, jeg blev gennemrystet af dybe hulk, og tårerne strømmede ud af øjnene på mig. Det væsen som kom mig til undsætning, som frelste mig fra sjælens tørke, var det samme som dét der adskillige år tidligere i et tilsvarende øjeblik af angst og ensomhed – et øjeblik hvor jeg ikke længere havde noget af mig selv tilbage – var trådt ind og havde givet mig tilbage til mig selv, for dette væsen var mig og samtidig større end mig (beholderen der er mere end indholdet, og som bragte mig det). Det som jeg krumbøjet af hjertesvækkelsen havde fået øje på i min erindring, var min mormors kærlige, bekymrede og bedrøvede ansigt, sådan som det havde set ud den første aften vi ankom; min mormors ansigt".

Her kommer erindringskunsten så tilbage. Fremkaldt af en bevægelse, en situation. En vilkårlig. Men alting ændrer sig for Marcel. Med bevægelsen med støvlerne oplever han det samme som den gang med Madeleine kagen. Erindringen går i gang og han er sammen med sin mormor. Og så kommer der så mange fine betragtninger over sorg og savn:

"og således, i en vanvittig længsel efter at kaste mig i favnen på hende, var det først i dette øjeblik – mere end et år efter hendes begravelse, på grund af den tidsforskydning der så ofte forhindrer kendsgerningernes kalender i at falde sammen med følelsernes – at jeg omsider forstod at hun var død."

"Jeg havde ofte talt om hende siden dengang og også tænkt på hende, men bag mine ungdommeligt utaknemmelige, egoistiske og hjerteløse ord og tanker havde der aldrig været noget der mindede om min mormor, for i min letfærdighed og forlystelsessyge, og fordi jeg havde vænnet mig til at se hende syg, havde jeg kun haft en latent erindring om hvem hun havde været. Uanset hvornår man betragter den, har ens sjæl i sin fulde udstrækning stort set kun fiktiv værdi til trods for de omfattende opgørelser over dens rigdomme, for det ene øjeblik er visse rigdomme ikke tilgængelige, det andet øjeblik er det visse andre, og det gælder i øvrigt de faktiske rigdomme såvel som fantasiens, og i mit tilfælde for eksempel i lige så høj grad dem der knytter sig til det gamle navn Guermantes som – og det er langt mere alvorligt – dem der knytter sig til den sande erindring om min mormor. For erindringens uklarheder er forbundet med hjertets omskiftelighed. Det er utvivlsomt eksistensen af legemet – der minder om en vase ens åndelige liv befinder sig i – der fører til at man antager at alle ting af værdi i ens indre, de forgangne glæder og alle ens sorger, til stadighed er i ens besiddelse. Måske er det lige så upræcist at tro at de forsvinder eller kommer igen."

"Og eftersom den person jeg nu pludselig var blevet ikke havde eksisteret siden hin fjerne aften hvor min mormor klædte mig af efter ankomsten til Balbec, var det helt naturligt at det øjeblik jeg knyttede an til ikke befandt sig efter dagen i dag, som dette jeg ikke kendte, men – og dét uden brud på kontinuiteten, som om der fandtes forskellige parallelle rækkefølger i tiden – den første aften for længe siden, netop som min mormor stod bøjet over mig."

"Jeg kunne huske hvordan jeg – mens jeg gik frem og tilbage på den kvælende varme gade foran konditoren en time før det øjeblik min mormor, iført slåbrok, stod bøjet over mine støvletter – havde troet at jeg med min trang til at omfavne hende aldrig ville kunne udholde den time jeg stadig var nødt til at tilbringe uden hende. Og nu hvor den samme trang vendte tilbage, vidste jeg at jeg kunne vente i time efter time, at hun aldrig igen ville være ved min side, og det opdagede jeg først nu, for eftersom jeg for første gang følte at hun var levende og virkelig og fik mit hjerte til at svulme til bristepunktet, ja, eftersom jeg omsider havde genfundet hende, havde jeg lige fundet ud af at jeg havde mistet hende for altid."

"Men jeg ville aldrig kunne fjerne denne trækning fra hendes ansigt eller denne lidelse fra hendes hjerte – hvilket snarere vil sige fra mit eget hjerte; for eftersom de døde ikke længere eksisterer andre steder end inde i én selv, er det én selv man uophørligt rammer når man gang på gang mindes de slag man har tildelt dem. Uanset hvor grufuld denne smerte var, klamrede jeg mig til den af alle kræfter, for jeg følte tydeligt at den var en følgevirkning af erindringen om min mormor, ja, selve beviset på at den erindring jeg havde faktisk var til stede i mig. Jeg følte at den eneste måde jeg virkelig kunne huske hende på var via denne smerte, og jeg kunne have ønsket at de nagler der fæstnede erindringen om hende ville bore sig endnu dybere ind i mig."

"Jeg gjorde det ikke, for jeg var ikke kun opsat på at lide, men også på at respektere min lidelses egenart sådan som jeg pludseligt og ufrivilligt havde mærket den, og jeg ville gerne fortsat mærke den og følge dens love hver gang jeg igen stødte på denne mærkelige modsætning der lod efterlivet og det store intet krydse hinandens baner i min bevidsthed."

Han drømmer: "Men sig mig, du som ved det, det kan da ikke være sandt at de døde ikke længere er i live. Uanset hvad man siger, er det ikke sandt alligevel, for mormor er stadig til.”

"Den store sorg en datter såsom min mor oplever i kølvandet på sin mors død, gør måske ikke andet end at sprænge puppen for tidligt og fremskynde metamorfosen og tilsynekomsten af et væsen man bærer med sig, og som uden denne krise – der får én til at tage syvmileskridt og gennemleve flere livsafsnit i ét spring – blot ville have været lidt længere om at dukke op. I savnet efter den som nu er borte, ligger der måske en slags påvirkning, som ender med at fremelske nogle hidtil blot latente ligheder i ens personlighedstræk, og først og fremmest indebærer det et ophør af ens specifikt individuelle virketrang (hos min mor var det hendes sunde fornuft og den drilagtige munterhed hun havde efter sin far), som man ikke var bange for at udfolde så længe det elskede væsen var i live – heller ikke om det så var på den elskedes bekostning – og som blev opvejet af de egenskaber man udelukkende havde efter hende. Så snart hun er død, får man dårlig samvittighed over at være anderledes, man beundrer kun det hun var, det man også selv var, skønt det dengang var blandet med alt mulig andet – det man herefter ene og alene skal være. Det er i den forstand (og ikke i den vage og falske betydning man almindeligvis tillægger det udtryk) man kan sige at døden ikke er forgæves, og at den døde bliver ved med at øve indflydelse på én."

Og så kommer det smukkeste. Opstandelsen. Livet!

"Men så snart jeg nåede frem til vejen, blev jeg mødt af et blændende syn. Der hvor jeg sammen med min mormor i august måned ikke havde set andet end æbletræernes blade og placering i landskabet, stod de nu i fuld blomst så langt øjet rakte, i en uhørt luksus med fødderne i mudderet og balkjoler på, og passede slet ikke på ikke at ødelægge den fineste rosa silke man nogen sinde havde set, og som solen fik til at stråle; havets fjerne horisont gav æbletræerne en baggrund som på et japansk træsnit; hvis jeg kiggede op og betragtede himlen mellem blomsterne, som fik dens blå farve til at fremstå næsten skrigende klar, var det som om de trak sig til side for at vise dybden i dette paradis. Under det azurblå hvælv fik en let men kølig brise de rødmende buketter til at skælve en smule. Blåmejser kom og satte sig på grenene og hoppede blidt rundt mellem blomsterne, som om det var en ynder af eksotisme og farver der kunstigt havde skabt denne levende skønhed. Men den rørte mig til tårer, for uanset hvor langt den gik i sin raffinerede kunstneriske virkning, kunne man mærke at den var naturlig, at disse æbletræer stod dér, langt ude på landet, ligesom bønder langs en landevej i Frankrig. Så blev de strålende solstænk pludselig afløst af regnstænk; de trak striber over hele horisonten og lukkede æbletræerne inde bag et gråt gitter. Men træerne blev ved med at hæve deres blomstrende og rosa skønhed mod vinden, der var blevet iskold mens regnen faldt: Det var en forårsdag".

Nu lukker han sorgprocessen:

"Jeg så hende stadig for mig som syg men i bedring; jeg syntes hun så raskere ud. Og hvis hun hentydede til de lidelser hun havde været igennem, lukkede jeg hendes mund med mine kys og forsikrede hende om at hun nu var helbredt for altid. Jeg ville gerne have vist skeptikerne at døden virkelig er en sygdom man kommer over. Blot fandt jeg ikke længere den rige spontanitet hos min mormor som hun havde førhen. Hendes ord var kun et afsvækket, føjeligt svar, næsten et simpelt ekko af mine ord; hun var ikke længere andet end en genspejling af min egen tanke."

Marcel viser stor psykologisk indsigt som her:

"Man burde aldrig blive vred på dem der giver sig til at le hånligt når de bliver taget på fersk gerning. De gør det ikke for at gøre nar, men fordi de skælver af frygt for at vække ens mishag. Lad os give udtryk for stor medlidenhed, lad os vise megen ømhed for dem som ler."

Om kærligheden:

"Det er i øvrigt et særkende ved kærligheden at den både gør én mere mistroisk og mere godtroende, at den får én til at mistænke sin elskede hurtigere end man ville mistænke andre, og til lettere at fæste lid til hende når hun bedyrer sin uskyld."