Pibekraver og Boglog

29. december 2021

Rachel Cusk: Det andet sted

Det er som en vitaminindsprøjtning med øjeblikkelig virkning. Jeg er vild med hendes bøger. Det er som en virkelig hård cykeltur, hvor endorfinerne indfinder sig, så jeg jubler uden grund anden end at jeg er glad lige dér. Den her skal der tålmodighed til, men så sker der virkelig også noget som jeg kan bruge. Efter en række bøger, der er noget slæbende, så er denne her virkelig et spring ud i eksistensundersøgelsen. Hun vil det ærlige, sande liv. Og det kan hverken hun eller jeg. Men hun gør det. Det er så vildt godt. Den handler om kunsten, om livet, om kærligheden, om ærligheden.

Her kommer de allerbedste citater for mig:

I det øjeblik hvor ens moralske pligt som menneske trænger sig allermest på, er det så nemt at overbevise sig selv om at man alligevel ikke kan gøre den store forskel…Men jeg tænkte, lad nu for en gangs skyld en anden gøre det! Og det er på den måde vi mister kontrollen med vores egen skæbne.

Er det mon sådan, Jeffers, at det gode og det onde i vores verden kan fortsætte med at trives side om side fordi der findes de der ikke vil lade det ene fortrænge det andet?

Som Sofokles sagde – så frygteligt det er at kende sandheden hvis sandheden ikke kan hjælpe en!

Jeg har tit spekuleret på hvor autoritet kommer fra, hvorvidt den er resultatet af viden eller karakter – om det med andre ord er noget der kan læres.

Det var følelsen af at der ikke fandtes nogen undskyldninger eller forklaringer, ingen forstillelse: Han fyldte en med en forfærdelig mistanke om at livet ikke har nogen fortælling, ingen personlig betydning der rækker ud over et hvilket som helst enkelt øjebliks betydning.

Intet ondt dør nogensinde. Især ikke af anger.

afsløringen af at hele mit liv, der lod til at have været bygget på kærlighed og frihed til at vælge, i virkeligheden var en facade der dækkede over den fejeste egoisme, chokerede mig dybt.

Åh, hvorfor gjorde det så ondt at leve, og hvorfor fik vi disse øjeblikke hvor vi oplevede os selv som sunde og raske hvis det blot fik os til at indse hvor tyngede af smerte vi var resten af tiden?

Der ville have udspillet sig en form for glemsel – et forræderi over for hukommelsens sandhed – og det er måske sådan vi ender med at være uægte i vores egen tilværelse, Jeffers, gennem vores ubrydelige vane med bevidst at glemme.

De dage, Jeffers, tænkte jeg tit på, hvor vigtigt det er med holdbarhed, og hvor lidt tilbøjelige vi er til at tage det i betragtning når vi træffer beslutninger og handler.

Jeg troede på tilværelsens plot og dets forsikringer om at alle vores handlinger vil blive tillagt en betydning på den ene eller den anden måde, og at tingene – før eller siden – vil ende godt.

Men selvet er vores gud – vi har ingen andre…

…hvordan menneskets anlæg for modtagelighed er en form for fødselsret, et aktiv der gives til os i det øjeblik vi er skabt, og som det er meningen vi skal bruge til at regulere vores sjæles valuta med. Medmindre vi giver lige så meget tilbage til livet som vi tager fra det, vil denne evne svigte os før eller siden.

Hvis der blot var noget der på forhånd kunne fortælle os hvilke dele af livet man skal være opmærksom på!

Så mange af vores følelser er illusioner

Kun et vildt dyr stoler ikke på nogen

‘Tony,’ sagde jeg til ham, ‘du er mit liv – du er hele min tilværelses tryghed. Der hvor du er, smager den mad jeg spiser, bedre, og de ting jeg ser, føles virkelige, i stedet for som blege skygger!’

den uforanderlige kendsgerning at intet eksisterer bortset fra det man selv skaber. At erkende det er at sige et endeligt og ensomt farvel til drømmene.

Mon det passer at halvdelen af det at være fri ligger i om man er villig til at tage friheden når man får den tilbudt? At vi alle som individer må tage den på os som en hellig pligt, og også forstå den som en grænse for hvad vi kan gøre for hinanden?

Sandheden ligger ikke i nogen form for påberåbelse af virkeligheden, den ligger det sted hvor det virkelige bevæger sig hinsides vores fortolkning af det. Sand kunst hænger sammen med et forsøg på at fange det uvirkelige. Tror du ikke det, Jeffers?

28. december 2021

Maria Helleberg: Barnet fra Thy

De to tidligere i trilogien var gode. Jeg var glad for at læse dem. Jeg ved ikke om jeg kan sige det samme om den her. Den er i hvert fald ganske anderledes. Den er skrevet af Maria som barn. Om en generation, som fik så mange muligheder, men ikke altid kunne vælge de rigtige. Der er en dedikation forrest i bogen: "Til min far Arne, som forsvandt ud af verden i 1991, mens der var kupforsøg mod Gorbatjov, og jeg kæmpede med oversvømmelser i min have. Do not rest in peace, dad!". Det er den stemning der er i hele bogen. En stemning af noget, der burde lykkes som det naturligste i verden, men slet ikke gør det. Helleberg tænker fint over sit projekt: "Hvornår begynder vi at erkende os selv så klart, at vi kan huske øjeblikket, hvor vi blev bevidst om tid, erindring og os selv i forhold til andre?" Undervejs får jeg medlidenhed med den lille Maria, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det altså hele tiden er den voksne Maria, der blander sig i hendes tanker. Hun ser det dysfunktionelle hos sin mor og hos sin far. "Jeg havde mistet alle, som var dukket op i mit liv, bortset fra mine forældre. Og netop nu virkede det, som om de hver havde skaffet sig et liv at passe, som ikke omfattede mig." Jeg tror den er god. Romanen. Det gør bare ondt at læse den. Det er nok sådan det er. 

17. december 2021

Kim Leine: Efter åndemaneren

Det var så sidste bind i trilogien om Grønland og Danmarks fælles historie. De forrige var ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012) og ”Rød mand/sort mand” (2018). Kim Leine er en flittig forfatter. Han skriver godt. Hans research er dygtig. Den har jeg tillid til. Her lærer jeg om 'koneekspeditionen' til østgrønland. Det er en forrygende tur i havis og ukendt område med den oprindelige befolkning. Ellers foregår den i Sydprøven, en tidlig handelsstation grundlagt i 1830. Det er som sædvanlig en farverig historie om hvad der foregår mellem mennesker. Det er nærmest mest sex og alt hvad deraf følger. Og der er naturbeskrivelser der er så smukke. Men 736 sider er altså alt for mange sider. Jeg kunne godt have undværet et par hundrede sider om bøsselivet i København i slutningen af 1800 tallet. Men jeg har også understreget en del. Her kommer et par eksempler:

Uden at ville det bliver hun mere og mere opslugt af fortællingen. Det skete langt væk og for længe siden og med mennesker der intet har med hende at gøre. Alligevel føles det nærværende. Jesus er blevet et levende menneske, ligesom apostlene, især Peter står meget livagtigt for hende. En mand fuld af selvmodsigelser. Han minder om hendes far. Der er en mærkelig styrke i det Jesus siger, fordi det er så levende og ægte. Han modsiger sig selv, men modsigelserne er sande og menneskelige, og de virker meget gribende. Som sagt af et menneske i pine. De første skal blive de sidste og de sidste de første, den der har meget, skal få mere, og den som intet har, skal miste det han har, kamelen og nåleøjet og så videre. Det handler ikke om hvad der er rigtigt og forkert. Det handler om hvor svært det er at være menneske.

Et er jo skole, og noget andet er livet, og en tredje ting er døden. Jeg har endnu ikke læst en bog der forklarede mig hvordan jeg kan få de tre dele til at hænge sammen.

Sådan er livet, fuldt af ting der aldrig blev til noget, og så bliver man gammel.

Handel og kristendom, det er den pakke vi sælger til alverdens barbarer.

Tobak og krucifikser, siger Knutsen.

Livet er en lang, rasende protest mod cirklen, det er jo ikke til at bære at være fanget i den, og at give den videre som arvesynden, en ond forbandelse pakket ind som en dåbsgave, en tunnel med en præst og en salmebog i hver ende. Og derfor kæmper vi, vi slår os i tøjret, vi gør tingene anderledes end vores fædre og mødre, tror vi, ofte med katastrofale følger, men vi må bare gøre det, vi kan ikke holde ud blot at gentage de gamle mønstre, sige de samme floskler, spise den samme mad, gå i det samme tøj og følge cirklen rundt endnu en gang, som fjottede passagerer i en karrusel. Nej, vi skejer ud, vi bryder cirklen, vi skaber nye cirkler som vores børn bryder og vores børnebørn bryder og vores oldebørn bryder og så videre. Og selvfølgelig er det bare det samme og det samme hele tiden, men vi håber alligevel, håber troskyldigt og naivt at netop vi vil lykkes med at finde løsningen på det hele, at netop vi vil finde de vises sten, den hellige gral.

Vi er alle syndige og står som sådan urene for Herren når vi dør. Vi har været ude at lege i verden og er kommet beskidte hjem.

17. december 2021

Marianne Verge: Bo Ark, Peter Sommer og jeg

Jeg havde næppe læst den her bog, hvis ikke forfatteren var genboens datter som ofte legede med vores ældste dreng, dengang jeg var præst i Skanderborg og boede på Mågevej. Jeg hører endnu hendes livlige og energiske stemme som allerede var i gang inden hun nåede over vejen. Og så var de væk i legen. Men hun og hendes familie er aldrig blevet væk for os. I de år har vi så meget brug for at spejle os i hinanden, for at lære af hinanden. De ting bliver i os. Her kommer et citat fra bogen, som jeg holder meget af og som glæder mig langt ind i hjertet: "Gudssøn er flyttet videre til en anden egn med sin familie, men vi kører op til ham i den nye præstegård, og jeg bliver døbt af hans far, som i mange år frem forærer mig bøger af samtidens danske digtere. Ubevidst laver jeg en forbindelse mellem ordene 'tro' og 'poesi'." Mens jeg skriver det nu bliver jeg så glad. Skal der virkelig ikke mere til, spørger jeg mig selv. Vi skal vide, at alt, hvad vi gør betyder noget. Sommetider betyder det noget godt. Andre gange noget dårligt. I virkeligheden er det dét Mariannes bog handler om. Hvor meget vi fylder i hinandens liv. Hvordan vi næres af andres liv. Her tre kunstnere, Bo Ark, Peter Sommer og Marianne. Det er et vidunderligt projekt, hvis omdrejningspunkt er Mariannes insisteren på at samtale og skrive ned. Tænk at insistere så meget at båndoptageren er fremme om morgenen, når Peter og hun taler sammen. Men det er en gave at være inviteret med ind i de samtaler. Her kommer et par eksempler, som jeg brugte i min indsættelsesprædiken i Mellerup Valgmenighedskirke i søndags:

Hun lader Peter Sommer sige:

- Jeg ser mig helst ikke tilbage. Kun efter dig. Jeg vil fremad. Og jeg får dårlig samvittighed overfor livet, hvis jeg spilder for meget af det på at være trist, utilfreds eller doven. Så må man i gang med at fabrikere nogle sange. Sætte noget i bevægelse.

Eller det her:

- Det sidste jeg tænkte på inden jeg sov, var, at jeg altid søger opad, er kærlighedssøgende, vil, at troen er bedre end det modsatte.

Så lige det sidste jeg læste forleden:

- Du kan ikke regne med at blive elsket hver dag, men du kan sætte dig ned med et stykke papir foran dig og skrive dine drømme ned eller skrive om det, du ikke formår…

Sådan kommer jeg også ind i Peter Sommers sangværksted. Det er en bog fyldt med eksistens og den er til at blive glad af at læse. På grund af forfatterens stemme og energi. Tak for den bog! 

15. december 2021

Lars Mytting: Søsterklokkerne og Skæbnens blå tråde

Det er lang tid siden jeg har lagt noget på min boglog, men det er fordi jeg har været optaget af de her to mammutromaner samt Åndemaneren af Kim Leine, som også er en mammutroman. Men jeg var gammeldags glad for at læse de her to af Lars Mytting. Det var en roman om gamle dage i Gudbrandsdalen i Norge. Det er så fint, lidt hembygdsagtig, men alligevel en realistisk (romantisk) roman med megen research, så jeg lærer også noget undervejs. Jeg blev bare sådan spundet ind i historien om hvordan fortid og nutid hænger sammen med fremtiden. Så hvis man elsker at læse en roman man bliver væk i, så er det hop ud i de her to sammenhængende romaner, hvor der også er planlagt et bind tre.

21. november 2021

Knud Romer: Pigen i violinen

"Jeg lagde mig tilbage i sengen og foldede hænderne i bøn. De var Guds håndjern – og der var ingen, som hørte mig." Der er noget uforløst i Romers tekst. Jeg har aldrig rigtigt forstået ham. Det er den første tekst jeg læser af ham, men den fangede mig ikke det fjerneste. Der var ingen varme i den. Jeg elsker at læse om musik, men der var ingen musik i teksten. Og så blev jeg træt af en al for smart tekst som f.eks.: "Aleksey grinede, som om han havde været der. Mine ører faldt af."

15. november 2021

Morten Pape: I ruiner

Jeg har virkelig lært en del af Morten Papes 'Planen' fra 2015 og 'Guds bedste børn' fra 2018. Miljøer jeg aldrig havde fået indsigt i ellers. Nu er det tredje bind og det er blevet til en Amager trilogi med 'I ruiner'. Han kan altså skrive nutidig hjemstavnslitteratur. Jeg synes det er vildt godt. Og den her er også men i særlig grad verdensvendt. Her en almindelig familie som de fleste, der rammes af krakket af Amagerbanken. Og rammes af alt det andet, der kan ske som følge af ustabilitet og af almindelig hang til at gøre det forkerte. Igen og igen. Det har været godt at følges med Amalie og hendes forståelse af sit liv og sin samtid, hvor det hele er med. Det er virkelig samtidslitteratur. Pape jonglerer med alt fra folkedrab til gule veste og racisme og kolonialisme etc. Og sans for det metafysiske: ...der skal nemlig noget overnaturligt til for at justere på vores egen forfærdelige natur, siger hun til mig. Og noget ganske enkelt:

“Har du nogensinde talt med Gud?”

“Jeg vidste ikke at Gud kunne tale,” siger jeg fnysende.

“Det handler ikke om at vide. Det handler om at tro.”

Men det er godt nok. Det sker bare rigtig meget og også lidt for unaturligt meget i den her kæmpe mursten af en roman. Men tak for kagen, som de siger i bagedysten.

15. november 2021

Édouard Louis: Hvem slog min far ihjel

Jeg har tidligere i år læst hans roman 'Færdig med Eddy Bellegueule'. Den var næsten ikke til at komme igennem, fordi det var et opgør med en familie og en barndom i et fattigt område i Frankrig, Picardiet. Eddy blev til Édouard og flyttede til Paris. Nu er han vendt hjem for at lære sin far lidt bedre at kende. Og så skriver han om det. Faren er ikke død, men som halvtredsårig er han som delvis invalid næsten uden for samfundet, som alligevel tvinger ham til at arbejde. Édouard skriver om sin far: »Du tilhører den kategori af mennesker, som politik forbeholder en tidlig død.« Det er hans ærinde, som han fastholder og gentager fra side til side. Det er baggrunden for de gule vestes voldsomme oprør i Frankrig, som jeg lige har været på besøg hos i Morten Papes seneste roman 'I ruiner'. Svaret for Édouard bliver at placere ansvaret hos specifikke mennesker: Hos Jacques Chirac og Xavier Bertrand, Nicolas Sarkozy og Martin Hirsch, Francois Hollande, Myriam El Khomri og Manuel Valls, og Emmanuel Macron. Nu er det jo blevet til et politisk skrift. Det er insisterende som litteratur kan være, men jeg har det dårligt med det. Når man sætter navn på "morderne" på den måde. Jeg kom til at tænke på Jonas Eikas takketale da han havde fået Nordisk Råds Litteraturpris, hvor han konkret viste hen til den danske statsminister. Jeg tror det er et udtryk for en illustration af desperate mennesker i en omskiftelig verden, vi måske er ved at miste kontrollen over, men som vi alle gerne vil vise, at vi bekymrer os om. Men jeg kan altså ikke lide det. på den måde. Men jeg anerkender bogen som et vidnesbyrd i en politisk samtale. Og ikke som bogen lægger op til, da faren får det sidste ord "Revolution".

10. november 2021

Jonathan Franzen: Korsveje

Jeg har altid været glad for at læse Jonathan Franzen, men var lige ved ikke at købe Korsveje. Jeg læste som altid Weekendavisens anmeldelse, som var den første der kom. Jeg skal ikke nævne navne, men anmelderen kunne ikke bruge den her roman til noget som helst. Jeg ved Franzens bøger er lange, så jeg droppede at købe den. Jeg har travlt med at læse bøger. Men så læste jeg en fremragende anmeldelse i KD. De fortæller at bogen handler om en præstefamilie. Far og mor og tre børn. Bogen er inddelt i kapitler med kirkeårets højtider. Og den handler meget om tro. Faren er født i menonitternes trygge (og ensrettede) trosland. Og bogen fortæller i høj grad om et Amerika, som vi slet ikke er klar over lever. Amishfolket. Mange andre. Sammenstødet med den moderne verden. Det er så spændende er roman, som ligesom hans andre bøger handler om etiske forhold. Her ikke mindst til det oprindelige navajo-folk. Det er en voldsom spændende roman, som jeg var glad for jeg købte. Nu sparer jeg lidt penge til Weekendavisen.

10. november 2021

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Vindens port

Åh - det er bare en af de bøger som vi læser med glæde og glæder os over at være i. Når jeg for engangs skyld skriver 'vi', så er det fordi jeg læste den samtidig med Jette på vej til Andalusien i sidste uge og læste den færdig dernede. På Calle Salvador Cortez af alle gader. Salvador er den kristne ridder der indtager borgen i Alcala la Real. Nu er der kun Granada tilbage for maurerne. Men i borgen følger vi maurernes borgherre i Alcala la Real. Alle der har været i Andalusien og har elsket at køre op i alle de byer der ligger på toppen af bjerget vil elske den her bog. Den er spændende og så får vi så meget at vide om den tid. Det er bare en herlig bog.

1. november 2021

Anthony Doerr: Byen i skyerne

Som man kan se på titelbladet: af forfatteren til "Alt det lys vi ikke ser", som var så god. Så jeg havde glædet mig. 600 sider af samme forfatter. Men glæden gik over. Jeg har sjældent været mere enig med en anmeldelse, da den endelig kom i KD: "”Byen i skyerne” har alt det, man kan gemme sig på biblioteket med. Den er et eventyr, en myldrende myte med lige dele virkelighed og fantasi, en science fiction-thriller, en grandios magtdemonstration af fortælleglæde. En moderne fantasy-roman. En skyhøj odyssé. Hvor ville jeg ønske, at jeg elskede den. Men det gør jeg ikke. Jeg kunne næsten ikke læse den færdig. Den svigtede mig." Sådan skriver Carsten Møller Hansen i sin anmeldelse. Jeg havde det på akkurat samme måde. Det er en laaaang roman, som man slet ikke har lyst til at læse videre. Ægerligt.

22. oktober 2021

Jon Fosse: Morgen og aften

Det er første gang jeg læser Jon Fosse og det er ikke sidste gang. Det er en sælsom oplevelse at læse ham. Han skriver roligt ord efter ord, men der er intet punktum i hans tekst. Den løber ud af hans inderste og er som en fortrolig samtale om det, vi ikke har ord for. Altsammen sker på én dag. Den sidste i Johannes' liv. Eller den første i døden. Bevidstheden ophører ikke, men er ude at tage afsked med det enkle og gode liv han har levet. Han møder sin ven Peter. Han møder sin kone første gang som ung. Døden er et resume af livet og af kærligheden til alt, der skete. Her er en af overvejelserne i romanen: "fra intet til intet, så er det jo heller ikke sådan, der er jo så meget mere end det, men hvad er alt dette andet? den blå himmel, træerne som får blade? ordene som var i begyndelsen, sådan som der står i Skriften, og som gør at man forstår, både dybt og morsomt, hvad er dette andet? nej sige det, nej hvem kan sige det? for det må vel være en Guds ånd som er i det alt sammen og gør alt til mere end et intet, som gør det om til mening og farver, og dermed, tænker Olai, er Guds ord og ånd jo også i det hele, sådan er det ja, det er han vis på". Gud ånd gør alt til mere end intet! Det er altså en fin sætning, som jeg er glad for. Ved begravelsen oplever han følgende: "alt er et og samtidig forskelligt, det er et og alligevel netop det det er, alt er adskilt og uden skel og alt er roligt og Johannes vender sig om og langt dernede, langt langt under sig ser han Signe stå, kære Signe, dernede, langt dernede står hans kære yngste datter Signe og Johannes fyldes af en kærlighed så stor til Signe som hun står dér med sin yngste datter lille Magda i hånden og rundt om Signe står alle hans andre børn og alle børnebørnene og naboer og kære kendinger og præsten står der og så tager præsten lidt jord op og Johannes ser Signes øjne og i dem er også det lys han så i Ernas øjne". Det er bog jeg skal læse igen engang.

16. oktober 2021

Roy Jacobsen: Anger

Det er en vild og uforudsigelig roman om fortrængning og skam og skyld og mangel på mod til at leve forlæns lige ud ad landevejen. Og tiden går og døden forestår og de når det næsten. Eller er det livet selv eller døden der hjælper dem. Det er en eksistenskrimi fuld af overraskelser og temmelig absurde tildragelser. Livet er ikke let. Der er billeder på det hele i romanen. Masser af skibe i flasker, masser af penge i en flaske. Det hele er lukket inde. Ligesom alle romanens personer er lukket inde i fortielser og fortrængning og frygt. Jeg var utilfreds. Jeg kan ikke lide så meget uforudsigeligehed. Men jeg ville alligevel meget gerne læse den færdig. Nu ikke mere Roy Jacobsen i denne omgang.

12. oktober 2021

Edvard Hoem: Liv andre har levet

Det var sidste bind i denne lange familiekrønike. De andre var Høstkarl i Himlen, Din bror på prærien, Landet ingen har set. Det mest forunderlige er, at for de mange personer jeg har mødt, har kristendommen været den mest selvfølgelige grundholdning til livet. Den gav sammenhæng hjemme i Norge men især for udvandrerne i Canada. Uden troen var det aldrig gået. Heller ikke for Ejlert, hovedpersonen, som alligevel hele tiden må kæmpe for at bevare troen. Der er mange fine iagttagelser om troen. Som den her for eksempel: "Når han ville drøfte det med Kate, indså han hurtigt, at hun ikke spekulerede over dybere sandheder af den slags. For hende var tro mere handling end ord: at gøre det gode, leve i sandhed, være trofast mod sine nærmeste og så se frem til den dag, da man skulle forlade jorden for at gå ind i den evige hvile." Sådan. Mere enkelt kan det ikke være...Det har været lærerigt at læse denne her mægtige familiehistorie.

10. oktober 2021

Roy Jacobsen: Vidunderbarn

Nu er jeg bare kommet i gang med at læse Roy Jacobsen, fordi de tidligere bøger er kommet som e-bøger og var så billige på Saxo. Men det er teksterne ikke. Ikke spor. Jeg tænker også på danske Morten Papes "Amagertrilogi", som lige nu er kommet med sin tredje, som jeg glæder mig til at læse. Ikke mindst efter at have hørt ham i ugens løb på P1 i samtale med Iben Maria Zeuten. Jacobsen har skrevet om den samme barndom historie i Vidunderbarn fra Oslo firs år tidligere. Der er intet nyt under solen. At barnet har en klar fornemmelse af rigtigt og forkert. Og begge forfattere søger det på en fin måde uden at være firkantede. Jeg har læst Vidunderbarn over to gode nætter med lange efterårsmorgener med skumringslys uden dårlig samvittighed overfor hønsene, der skal lukkes ud når det bliver dag. Det er en smuk fortælling om en sårbar familie der overlever. Baggrunden for familiens liv er ikke pæn, men der udpenslens ikke nederlag for nogen. Og så er sproget som en voldsom maskine af jubel over livet at det næsten er ufatteligt. Det er bare så godt. Som min gamle kollega i Sct.Mortens ville have sagt. Her er en af drengens opregninger: "...den form for viden, man som barn rammes af som et godstog og ikke siden kan slippe af med igen; tænk bare på alle lugtene, hver familie har sin lugt, der adskiller den fra alle andre, og alle ansigterne og stemmerne, boligforeningens ustemte kor, se deres kroppe, deres tøj og deres bevægelser, når de alle mand sidder med opsmøgede skjorteærmer og spiser aftensmad og skændes eller smiler eller græder eller holder kæft og tygger toogtredive gange i hver side."  Det er slet ikke det bedste, det er meget bedre. Nu har jeg en tilbage "Anger". Jeg er begyndt på den. Om en mand der kommer ud af fængslet. Jeg iler i seng.

15. oktober 2021

Roy Jacobsen: Huggerne

Jeg var så glad for at læse Barrøy-trilogien. Helt tilfældigt søgte jeg en dag på Roy Jacobsen på Saxo og fandt flere af hans tidligere romaner. Til meget billige penge. Den her var også god; en roman om Suomossalmi, en by som kom til at spille en hovedrolle i Vinterkrigen, hvor finnerne vandt over de indtrængende russere. Men under det ydre i krigen foregår vigtige ting mellem mennesker, der aldrig bliver skrevet om. Det gør Jacobsen her. Og jeg inviteres helt ind i en lille flok mennesker, som kommer til at leve et meget udsat liv. Især efter finnernes sejr. "...vi havde kendt hinanden, en verden, hvor rigtigt og forkert og op og ned havde byttet plads, og at vi nok havde ladet os forvirre, men at vi nu måtte blive klare i vores hoveder igen, vi havde indset, sagde jeg uden at vide, hvad jeg mente, at vi var blevet venner, og at det var en forbrydelse at være det, for os alle – det var Suslov, der havde bragt os denne klarhed med sin grusomme handling, vi takkede ham, tænkte på ham og ville aldrig glemme ham." Romanen er fra 2005 og den er god.

30. september 2021

Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden

Bogen er én stor røverhistorie, men samtidig en undersøgelse af hvad tysk identitet er. Kehlmann siger det i et interview i Berlingske: »Humboldt var en disciplineret tysker, der holdt på sine principper, selv når han var i regnskoven. Der var orden i hans videnskabelige undersøgelser af indianere. Han drev sine undersøgelser til det groteske og uden forståelse for eller hensyn til andre mennesker. Han opstillede principper for sin søgen og bedømte verden ud fra disse principper, og her er vi ved noget specielt tysk. Inden han drog ud i verden, havde han allerede fastslået sine principper, og ganske ligesom Immanuel Kants moralske filosofi prædikede, så opstillede han regler og fulgte dem.« Så giver bogen pludselig mening og det er til at forstå, hvorfor 1,5 millioner har købt den. Oplysningstidens stræben efter den rene videnskab er baggrunden for det 20. århundredes fremskridt og den allerstørste menneskeskabte katastrofe. Og han siger i interviewet, at han også skriver med det in mente. »Ingen i Tyskland eller Østrig kan beskæftige sig med historie eller litteratur, uden at denne skygge hænger over dem. Men jeg er ung og jeg har ingen forpligtelser i forhold til Tysklands mørke fortid, men på forskellige skjulte måder er den en del af mit liv og en del af min kunst. Man kan ikke skrive om tysk klassicisme og oplysning uden at tænke over, hvordan det endte.« På den måde er jeg glad for at have læst den, selvom jeg var knap så vild med de vilde historier om Humboldt og Gauss, men de giver mening i den store sammenhæng.

28. september 2021

Johanne Mygind: Kærlighedens år

Det er en slægtshistorie i ungdomsoprørets tid, omvæltningernes tid og emancipationens tid og om børnene og deres børn med nye veje til identitet og sandhed. Det burde virkelig interessere mig, for jeg kommer jo selv derfra, men var jo aldrig sådan helt lukket inde i "sandhederne" dengang. Og projektet er også fint nok, men det bliver altså en lang historie. Som berlingske opsummerer i en anmeldelse: 70ernes økolandbrug, linoleumssnit, gedehold, kollektiver, fællesmøder, lesbiske, 1. maj-taler, piberygende kvinder, aborter og paroler. 2019s DR, Politiken, Radio24syv, podcast, takeaway, Emmerys, Tinder, astrologi, kollegaflirt, cyklisme, kvindebånd, Netflix, sexklubber og venindeaftener i Kødbyen med naturvin og friskolesnak. Mit princip med at læse alting grundigt og til sidste punktum var sat på prøve, men jeg blev færdig og historien er jo ærlig. Bare den ikke fortsætter med en toer, hvor man stadigvæk tror på, at vi kan redde verden og klare og forklare alting. Nu med endnu mere utroværdige ideer. Det mest morsomme jeg har fået ud af den er, at vi jo aldrig bliver fuldkomne, selvom vi har fuldkomne ideer. Det ved vi jo fra kristendommen. Simul justus et peccator. Det er ikke mindst faldene og svigtene, som gør 'Kærlighedens år' læselig. Hvornår er det ikke det? Men 400 sider og små fald...

20. september 2021

Édouard Louis: Færdig med Eddy Mellegueule

Det var meget smerteligt at læse den 21-årige Édouard Louis' debutroman om sin opvækst i Picardiet i Frankrig, en slags "helvede i Nord". Det er virkelig fattig udkants Frankrig. Den indledes sådan her: "Jeg har ingen lykkelige minder fra min barndom. Jeg mener ikke, at jeg aldrig i løbet af disse år har følt glæde eller lykke. Men lidelsen er en totalitær magt: Den tilintetgør alt, hvad der ikke hører til i dens univers." Det er en fransk udgave af Thomas Korsgaards "Hvis der skulle komme et menneske kom forbi". Jeg kan huske, da vi et halvt år boede i Luxembourg, at vi ofte strejfede over grænsen til det nordlige Frankrig, hvor slående forskellen var. Luxembourg var rigt. Det nordlige Frankrig var fattigt. Synligt og skræmmende. Eddy flygter fra machokultur, sprogfattigt diktatur, druk og fattigdom. "Jeg ønsker at fjerne mig mest muligt fra min far, fra dem, og jeg ved, at det begynder med omvendingen af alle mine værdier." Pu-ha, det er godt gået.

18. september 2021

Sally Rooney: Samtaler med venner

Det er hendes debutbog, hvor der som i den seneste er tale om alt det, der kan udspille sig mellem fire personer, som er opmærksomme på alle de ting, der foregår, feminisme, postkoloniale vaner, identitet og forelskelse med mere. Hovedpersonen er 21-årige Frances. Hun rækker bogstaveligt talt tunge ad andre. Jeg tænker hun er en smule borderline. Men det er en fremragende bog, som er god at læse. Et sted går Frances ind i en kirke. Livet er blevet for kaotisk for hende og det skyldes ikke mindst hende selv. Kirken inspirer hende til at komme ned til basis i hendes liv: "I stedet for at tænke gigantiske tanker prøvede jeg at fokusere på små ting, de mindste ting, jeg kunne komme i tanke om. Nogen har engang lavet den kirkebænk, jeg sidder på, tænkte jeg. Nogen har slebet og lakeret træet. Nogen har båret den ind i kirken. Nogen har lagt fliserne på gulvet, nogen har sat vinduerne i. Hver mursten er lagt af menneskehænder, hvert hængsel er tilpasset hver dør, hver vejbelægning udenfor, hver pære i hver eneste gadelygte. Og selv ting bygget af maskiner er i virkeligheden bygget af de mennesker, som i første omgang byggede maskinerne. Og menneskene selv har lavet andre mennesker, der har slidt for at skabe glade børn og familier. Mig, det tøj, jeg er iført, alle de ord og sprog, jeg kender." Det er dog en begyndelse. Det er ikke dårligt. Jeg lever af andre mennesker. Senere opsummerer hun sin oplevelse i kirken: "En særlig fred havde lagt sig over mig, og jeg overvejede, om det, når alt kom til alt, var Guds værk. Ikke at Gud eksisterede i nogen stoflig betydning, men som en fælles kulturel praksis, der var så udbredt, at den kom til at fremtræde virkelig i stoflig henseende, som sprog eller køn." Psykologisk lærer jeg noget: "Du undervurderer din egen magt, så du ikke behøver bebrejde dig selv, at du behandler andre dårligt." Det er en god bog, men ikke så god som Skønne verden, hvor er du.

14. september 2021

Daniel Dalgaard: Sfinx

Jeg læste den som natbog. Det vil sige før sovetid og når der var vågentid alt for tidligt om morgenen. Det kan være det var derfor den aldrig kom til at berøre mig. Den var meget ujævn og der var så meget opremsning undervejs, hvis et ord dækkede flere betydninger skulle der opremses eksempler. Der var mange mærkelige oplevelser, som jeg slet ikke kunne forbinde med den samlende handling. Det var tomgang, der irriterede mig. Jeg blev aldrig involveret i den. Der var en fremmedhed som spærrede for min indlevelse. Desværre.

12. september 2021

Sally Rooney: Skønne verden, hvor er du

Jeg var så glad for den forrige, hun skrev: Normale mennesker. Og jeg har set den sammen med Jette på TV og vi nød det. Den nye er endnu bedre. Jeg har været så totalt opslugt af den, så jeg ikke fulgte mit skema for læsning. Læste Rooney før avisen om morgenen f.eks. Sprogligt var jeg så glad for den. Læs bare det her om en aften: "Klitterne skulder ved skulder, tyste, marehalmen kærtegnet af den kølige vind. Den stenlagte gangsti op fra stranden nu i stilhed under en hinde af hvidt sand, de buede tag på campingvognene glødede svagt, parkerede biler krøb sammen på græsset. Så forlystelserne, iskiosken med skodderne slået for, og oppe ad gaden og inde i byen, posthuset, hotellet, restauranten. The Sailor’s Friend med dørene lukket, ulæselige klistermærker på ruderne. De fejende forlygter fra en enkelt bil, der kørte forbi. Baglygter røde som kul."

Men det er selvfølgelig den indtense samtale og brevveksling imellem dem, der er som den sjæleføde jeg elsker allermest. Eksistenssamtalen på højste niveau.

Der er så mange fine udsagn om forholdet til Gud, som jeg har lyst til at give videre f. eks. det her: "Jeg spurgte Simon forleden aften, om han bad til Gud, og han sagde ja – »for at sige tak«. Og jeg tror, at hvis jeg troede på Gud, så ville jeg ikke have lyst til at lægge mig fladt ned for ham og bede om tilgivelse. Jeg ville bare have lyst til at takke ham hver dag, for alt." Det synes jeg er en god måde at have Gud med på. Dilemmaet er der dog: "Jeg kan ikke tro, at forskellen på rigtigt og forkert bare er et spørgsmål om smag eller behag; men jeg kan heller ikke bringe mig selv til at tro på absolut moral, hvilket vil sige på Gud. Det efterlader mig i et filosofisk tomrum, hvor jeg ikke har mod til at indtage hverken det ene eller det andet standpunkt." Men der er løsninger på dilemmaet: "Når det gælder at sætte noget i centrum af livet, så slår Gud mig som et godt valg – i det mindste bedre end at finde på historier om mennesker, der ikke eksisterer, eller at forelske sig i mennesker, der hader mig. Men det er her, vi står. Det er stadig bedre at elske noget end ingenting, bedre at elske nogen end ingen, og jeg er her, lever i verden og ønsker ikke et øjeblik, at jeg ikke gjorde. Er det ikke på sin egen måde en særlig gave, en velsignelse, noget meget vigtigt?" Det er hverdagen og det nære der besjæles og beåndes. Det er lige vand på min mølle. Der kommer en slags konklusion tilsidst om: "Gud, der, som det dybt begravede princip for godhed og kærlighed, ligger neden under alt. Godhed uden tanke på belønning, uden hensyn til eget begær, uden hensyn til, om nogen ser på, eller om nogen får noget at vide. Hvis det er Gud, så fint".

Rooney har nogle fine overvejelser om det at læse. Det er noget aktiv. Det inddrager een: Pointen er, at min indlevelse er aktiveret, jeg er ikke længere uhildet. Det er sådan jeg læser. Med hele kroppen. Sikken  bog!

6. september 2021

Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de oprørske der svigter

Undertitlen er 'En slægtsroman'. Første bind kom sidste år ved denne tid. Det er en fremragende roman, hvor der graves dybt i en slægt fra Vejle. I mange afsnit er det rigtig godt, personerne får liv selvom de sommetider helst vil være fri. Undervejs blev jeg lidt træt af at alle historiske facts tages med, men det er alligevel godt igen at få overblikket - denne gang frem til revolutionsåret 1989. Jeg blev glad da jeg læste en meget fin skelnen mellem tilgivelse og forsoning. Prøv bare at læse her:

“Du kender Bibelen, Jakob, hvor mennesker søger efter vejen til den sjælefred, alle har brug for. Men den udstikker kun én kurs for Guds vildfarne børn: Tilgivelse ...”

Men føjer til:

“Efter min mening, Jakob, kan man aldrig tilgive nogen helt. Den slags sker kun i romaner og i fantasien – eller måske blandt indianere og eskimoer med helt andre guder.” Nu kunne han høre hende le ud for sit venstre øre. “Ikke hos folk som os, der er lavet af hårdere stof, fordi vi skal modstå selve Syndfloden, som slet ikke findes i hedningenes verden.” Hun standsede og vendte sit magre ansigt op mod ham: “Den fulde tilgivelse kan man aldrig give nogen, og det tror jeg heller ikke, Vorherre selv troede på. Det var noget, hans disciple fandt på ...”

Så trak hun ham nærmest indtrængende i frakkeærmet: “Når folk tilgiver, Jakob, bliver der altid noget hængende, det er ligesom med kviksand. Forræderisk, uden bund. Ikke pålideligt. Men forsoning mellem to mennesker har både styrke og trods til at bære vægten af alt det, vi syndige gør ved hinanden. Forsoning er at leve med tingene, sådan som de er, på bedste beskub – uden at kræve falske tårer, forstillelse og tomme undskyldninger af nogen.”

Det er 560 sider der vender sig selv. Det er godt gået af forfatterparret.

28. august 2021

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23

At læse Søren Ulrik Thomsen er som at høre Bach. Bagefter er alting klarere, alting er sat på plads, der er ryddet op i køkkenet. Dette essay er så godt at læse. Jeg læste det færdigt meget tidligt i morges. Og jeg blev meget berørt af det. Det var en lykkelig opvågnen. Thomsen skriver om det sted i hans liv, hvor livet for alvor viste sig for ham, hvor passerens ene ben startede livet bagud og fremad. Store Kongensgade 23. Han fortæller befriende klart om sin far og mor med respekt og med renfærdighed. Han har et mellemværende med sin verden, men han er klædt på til det. Morens sygdom spiller en stor rolle - som alt andet spiller en rolle. Og der er evighed i det. Ellers vil han give sit bidrag til evigheden. Han skriver sådan her om at skrive: "...hvorfor skriver man overhovedet? For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke, der ellers for altid ville være gået tabt, og, omvendt, måske for at slippe af med andre øjeblikke i håbet om at de ikke vil hjemsøge en i det uendelige. For at bortøde sine erfaringer, så man med en ny uvidenhed kan fortælle den samme historie igen." 

Han skriver så mange ting, som jeg kan genkende, som når han beskriver sit liv sådan her: "Ja, det undrer mig, når jeg tænker på dette halve århundrede, hvor jeg har mødt de fleste af de mennesker, som virkelig har fået betydning for mig, hvor hele min arbejdsindsats ligger, hvor kunst og litteratur og musik er strømmet igennem mig, hvor tanker er opstået, er blevet forfulgt og ført til ende, hvor jeg er blevet gift og skilt, og min ungdomskæreste døde efter mange års frygtelig sygdom, hvor pludselige inspirationer raserede hjernen og ryddede bordet, mens de varige erkendelser til gengæld ankom så på én gang diskret og distinkt, som lyden af en dråbe, der rammer køkkenvaskens bund, hvor forelskelser og fortrydelser, sex og venskaber og dramatiske fjendskaber og rejser rundt i verden har fyldt dagene og drømmene, mens samtalerne med de andre flettede sig ud og ind af hinanden og fortsatte og blev afbrudt og genoptaget, når vi mødtes igen en tilfældig tirsdag på Café Blå Time." Siken en verden vi har fået lov til at opleve. Det kan kun fylde én med taknemmelighed og trangen til at fastholde det hele for at udsætte døden. 

Thomsen skriver smukt om, hvordan vi er som blomsten og bladet, der vender sig mod solen: "Uden forventning til det kommende må det være umuligt at leve, og i de senere år har jeg erfaret, hvordan hver eneste af vores handlinger, tanker og følelser, samtidig med at de så absolut udfolder sig i en tindrende præsens og er utænkelige uden deres forudsætninger i fortiden, er drømmeagtigt vendt imod fremtiden, som et blad imod solen." Og skriver noget jeg genkender: Hver bog, jeg læser inspirerer mig til at læse en ny. Det er sådan jeg har det. Det er en ny verden, der lader sig åbne og lader sig se. 

Han mor skrev også - selv i den dybeste depression. Han gengiver et vidunderligt digt, som jeg vil huske at bruge: „Så dejligt som på jorden/ er næppe noget sted/ og kommer jeg i himlen/ vil jeg ha jorden med“. I mange år led hun at depressioner og var indlagt adskillige gange, og jeg er taknemmelig for Thomsens fine kritik at psykiatriens forsøg på at ordne alt med alle mulige slags quickfix. Det kan man ikke. Der skal forstås at et menneske er ånd og ikke synapser. Samtaler er vejen til helbredelse. Til sidst rammes hun efter mange år depressionsfri år af Parkinson. Men Thomsen skriver om hende som et eksempel på: "...at være udstyret med en ånd, der uden videre kan bevæge sig hvor som helst gennem tid og rum, mens det samtidig er lænket til et stykke kød, vi stort set er afmægtige over for." 

Det er den fineste lærebog i erindring, Thomsen har skrevet. Tak for den!

26. august 2021

Marilynne Robinson: Jack

Jeg har ganske enkelt læst den bedste bog nogensinde! Nej, det kan jeg selvfølgelig ikke bare skrive, for dem er der mange af, men måske den bedste om 'den fortabte søn'. Det har virkelig været en gave og opgave at følges med Jack i de to døgn, som det tog at læse den. Det er svært at indse og forstå, hvordan fortabtheden sidder i ham som flugt og skam og hvordan det er umuligt for ham at tilgive sig selv og tage sit liv på sig. Desto større er glæden ved at han overlever med sig selv og værdigheden i behold. Marilynne Robinson har jeg læst alt af der er oversat til dansk. Jack er en fortsat fortælling, der begyndte med romanerne 'Hus og hjem', 'Gilead', 'Hjemme' og 'Lila'. Det var i 'Hjemme' jeg lærte Jack Boughton at kende. Inkarnationen af den fortabte søn. Som faren og præsten elskede allerhøjest af sine børn, men som fra barnsben var en skarnsunge. Nu er Jack voksen og fortabt, men møder en sort pige. Og jeg læser uden at tænke mig om og bliver mere og mere i tvivl: Var der virkelig forbud mod at hvide og sorte indgik ægteskab? Så jeg må Google og bliver klogere. Den her roman foregår i 1956, hvor 44 stater havde det forbud. Det kostede et års fængsel for begge. Først i 1965 begynder forbuddene at ophæves i de 44 stater, hvor det fandtes. Det er vildt at tænke på. Hvor er det fint at al den smerte og sorg, som det forbud har afstedkommet nu får sit digt her i romanen om Jack og Della, som hun hedder. De taler så meget sammen de to og det handler ikke mindst om deres tro og de forestillinger de har om troen. De taler om 'forudbestemmelse'. Det tænker Jack meget på. Var det forudbestemt at skulle blive en Løjser, som han kalder sig selv. Hans far var ikke utilbøjelig til at mene det. Jack kan sige:

"Sommetider ville jeg ønske at jeg bare var et sæt tøj og en ordentlig barbering. Ubeboet, om man så må sige." Ingen sjæl og ingen dommedag i vente. Della er troende og siger: „Som jeg ser det, må der være en Jesus der kalder de ting smukke som ingen andre nogensinde ville få øje på. De dyrebare ting burde passes på, uanset hvad der så bliver af resten.“ Jack forsøgte mest at undgå den person, og når han nærmede sig en kirke følte han at det var som "at være blevet taget i skole igen angående et aspekt af livets mening. Han havde sit slips på, og hans sko var pudsede. En trang til at passe ind. Hans far sagde altid: Man er ikke god for sin egen skyld. Det er sikkert ikke engang muligt. Man er god for at vise høflighed over for andre omkring sig. At holde sit løfte eller bryde det, at sige sandheden eller lyve, betyder noget for folk omkring en. Så der er gode ting man kan gøre og altid kan gøre igen. Man er ikke nødt til at tro på at man er god for at kunne opføre sig ordentligt i det enkelte tilfælde. Den mulighed mister man aldrig. Han sagde det fra prædikestolen, men det var henvendt til Jack." 

Han forstår ikke evangeliets kerne som er tilgivelse, men siger: „Tilgivelse skræmmer mig. Det virker som om den er en slags modgift mod anger, og der er visse ting jeg ikke har angret nok. Og aldrig vil komme til. Det ved jeg helt sikkert.“ 

Om kærligheden står der så meget godt i den her bog:

 - ved tanken om hende blev mørket noget han kunne trække vejret i.

 - Tanken om en venligtsindet tilstedeværelse fjerner ensomhedens forbandelse

 - „Jeg er nødt til at opgive dig fordi jeg elsker dig.“

 - den endeløse uhåndterlighed kaldte de deres ægteskab

 - Men hver gang han satte sig ned igen, tog Della hans hånd. Han havde ret udførligt grundet over den overordentlig store trøst der var i den hånds berøring. Endnu et teologisk spørgsmål, hvordan ét menneske kan betyde så meget for ét andet menneske hvad angår fred og forvisning, som om loyalitet var lige så virkelig som tyngdekraften.

Det er en vidunderlig roman.

22. august 2021

Evelyn Waugh: Gensyn med Brideshead

“Det er forbandet besværligt at være katolik, min kære ven.”

“Betyder det noget videre for dig?”

“Ja selvfølgelig, altid.”

“Jeg må ærligt indrømme, at det har jeg aldrig mærket. Kæmper du imod fristelserne? Du virker i grunden ikke mere dydig end jeg selv.”

“Jeg er uendelig meget værre,” sagde Sebastian indigneret.

“Nå og så?”

“Hvem var det, der bad: Kære vor Herre, gør mig god, men ikke endnu?”

“Dig selv skulle jeg tro, men jeg ved det ikke.”

“Ja, jeg gør det ganske vist hver dag, men det er ikke det, jeg mener.” Han fordybede sig atter i News of the Worlds spalter og sagde: “Igen en uartig spejderfører.”

“De prøver formodentlig at få dig til at tro på en forfærdelig masse sludder?”

“Jamen, er det sludder? Somme tider ville jeg næsten ønske, det var det. Mig forekommer det uhyre fornuftigt.”

“Men kæreste Sebastian, du kan da ikke for alvor tro på det hele.”

“Hvorfor ikke.”

“Jeg mener alt det om julen og stjernen, de tre konger, oksen og asenet.”

“Jo, alt det tror jeg på, jeg synes, det er en henrivende tanke.”

“Men du kan da ikke tro på noget, fordi tanken er henrivende.”

“Jamen, det gør jeg nu engang, det er netop den måde, jeg tror på.”

Det er en samtale mellem Sebastian og Charles. Jeg synes det er så godt. Det er jo en gammel roman, skrevet i 1945 - og så er samtalerne alligevel meget lig dem jeg har haft så mange af. (Jeg har bare ikke været så realistisk som Sebastian, når han beder: Herre, gør mig god, men ikke endnu!) Og så slutningen af samtalen, hvor Sebastian slår fast at han netop tror, fordi evangeliet er en henrivende tanke. Jeg har læst den her roman med stor fornøjelse, og den er totalt aktuel som en samtale om det vi ikke har længere. Tro og kirke spiller ingen rolle i menneskers liv skriver de i avisen. Men det gør det, tror jeg. Romanen foregår under krigen og stoltheden ligger i grus, men Charles må indse til sidst, at overlevelse er så tæt forbundet med håbet, der overleveres i kirkens tradition. Erindringen om religionen skal indhentes og skal redde fremtiden. Det er sådan jeg forstår den pludselige slutning, hvor gensynet med Brideshead tænder et håb, for lyset i kapellet er tændt trods alt, det røde lys der står foran skabet med alterbrødet. Kristus og håbet er skjult, men er til stede i kirkens alterbrød. Romanen slutter sådan her:

Den flamme kunne ikke være blevet tændt, hvis det ikke havde været for dem, der byggede og for dem, der spillede med i tragedien, og den fandt jeg denne morgenstund brændende på ny imellem de gamle sten.”

Jeg satte tempoet op og nåede hytten, som vi brugte til dagligstue.

Den næstkommanderende sagde: “De ser usædvanlig glad ud i dag.”

Altså længe leve erindringen og traditionen. Det var en fornøjelse at læse en tænksom og pragtfuld roman skrevet under 2. verdenskrig. Og den lærte mig noget om katolicismens syn på kærlighed og ægteskab.

18. august 2021

Caroline Albertine Minor: Hummerens skjold

"Niels bilder sig ikke ind at være immun. Han mister af og til proportionssansen og bliver offer for de samme uværdige fælder som alle andre: småtskårne bekymringer om, hvor han skal bo, og hvad han skal leve af, og hvad han, med en træt formulering, skal blive til. Den her længsel efter at nogen spænder ham fast i et sæde og stikker ham en malebog og en pakke saftige tuscher. Det er borgerligheden simpelthen, der som en eksistentiel lynafleder trækker opmærksomheden væk fra det egentlige og i dets sted tilbyder dynevarme og regnestykker. Heldigvis plejer han at genkende sin egen svaghed tids nok til at reagere. På turen ud af byen kastede han den af sig og stod endnu en gang afklædt foran tilværelsen. Ømskindet og ren, klar til at skrabe og slå sig på virkeligheden, og strengene, der bandt ham til de vedtagne forestillinger, virkede mere illusoriske end nogensinde. Opløftet af den ny lethed havde han bredt armene ud og gået sådan, korsformet, gennemstrømmet, i rabatten." Sådan skriver Minor om almindelige mennesker som mig selv. Hvad er meningen med mig lige nu? Og alt sådan noget som man kan finde på at spørge sig selv om. Også viljen til at være ømskindet og skrabe sig på tilværelsen. Hun er god til at skrive om almindelige mennesker. Hun skriver med kærlighed om dem. I den her roman er der bare alt for mange mennesker. Og hensigten med det, hun skriver om dem, er ikke klar. Hun skriver om savnet af de døde og om savnet af dem, der har svigtet os. Men det bliver ikke rigtig til noget. Og at lidelse er vækst er jo ikke nogen ny indsigt. Det vidste hummeren før os, når den smed det skjold, der strammede. Men jeg kan godt lide de steder, hvor hun tænker sig til, hvad de døde tænker. Der er noget dér.

9. august 2021

Michel Houellebec: Udvidelse af kampzonen

Det er bestemt ingen fornøjelse. Og alligevel! Lidt. Mere dystopisk syn på livet skal man lede længe efter, men det er leveret med stærk humorfyldt sarkasme. Jeg tager hans romaner én ad gangen. Det er den tredje jeg læser. Og Houellebecs debutbog. Nu hvor religionen ikke er der mere, så er der ingenting andet tilbage end livet som en kampzone, der kræver at vi kan holde selv meningsløst arbejde ud og at vi er noget værd på kærligheds/sex markedet. ”Forstår De, vi lever i et utroligt simpelt system. Der eksisterer et system, der er baseret på magt, penge og angst – nærmest et maskulint system, som vi kan kalde Mars; så er der et system baseret på forførelse og sex, lad os kalde det Venus. Det er alt”. Kampzonen som var tydelig engang i klasseopgøret mod den besiddende klasse, er nu udvidet til at omfatte det enkelte individs købekraft og seksuelle formåen. "I et økonomisk system, hvor fyringer er forbudt, lykkes det stort set alle at finde sig en plads. I et seksuelt system, hvor utroskab er forbudt, lykkes det stort set alle at finde sig en sengepartner. Men i et fuldkommen liberalt økonomisk system er der nogle, der opbygger betragtelige formuer; andre lider under arbejdsløshed eller fattigdom. I et fuldkommen liberalt seksuelt system har nogle et alsidigt og spændende seksualliv; andre er henvist til onani og ensomhed. Den økonomiske liberalisme er en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser. På samme vis er den seksuelle liberalisme en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser." Jeg tænker på at det er det, der ikke er blevet skrevet om i romanen, der er det vigtigste. En anden måde at anskue et menneske på, en fænomenologi der indbefatter en religiøs tydning af livet. Forundringen findes ikke i Michels liv. Overraskelsen ved at møde det suveræne i livet. Det er en skarpt  og gold samfundskritik, synes jeg. Heldigvis er der en sætning i romanen, som Michel citerer: "Under alle omstændigheder så eksisterer kærligheden, for man kan konstatere dens virkninger."

4. august 2021

Kristín Marja Baldursdóttir: Havblik

Det er nu slet ikke så galt at læse en feel-good roman. Jeg har fornøjet mig i Floras selskab. Hun ligner Elvine Brink hos Vibeke Grønfeldt. Bare mere rund i det, men en selvstændig kvinde i en moden alder, der har gennemskuet tilværelsen og som alligevel ikke kan holde nalderne væk. Det er en letlæst og enkel fortælling om ensomhed og fortabthed og om hvordan begge dele kan vendes, hvis vi vil. Ni måneder følger vi Flora og hendes veninder til Flora er blevet til en ny person. Jeg kan godt lide at følge hende, når hun grubler over sine muligheder, vender og drejer tingene. Forudser farer og risici. Det virker bekendt fra mig selv.

27. Juli 2021

Stefan Zweig: Stjernestunder

Peter Dürrfeld skriver for tiden i min avis (KD) små gode tekster om udvalgte klassiske musikstykker. Jeg læser dem med fornøjelse og hører gerne stykkerne samme dag. For et par uger siden skrev han om Händels Messias og nævnte at Stefan Zweig havde skrevet om tilblivelsen af dette fantastiske værk, som alle kender, i sin bog Stjernestunder. Jeg har haft den liggende længe og efter den sidste bog Utålmodige hjerter var jeg lysten efter at komme i gang. Men det var lidt en skuffelse. Den var lidt altmodisch. Og alligevel fandt jeg nu glæde i at læse den som en repetition af historiske øjeblikke i europæisk historie. Ikke mindst afsnittet om Händels Messias, hvor jeg glædede mig over den her formulering: "Men under den stivnede overflade levede en ufattelig kraft, ligesom de mystiske varme vande under jorden: Händels vilje, hans væsens urkraft, der ikke var berørt af det tilintetgørende slag, og som ikke ville lade det udødelige i det dødelige legeme gå til grunde." Det er den fine formulering, som gør at noget i ethvert menneske er udødelig. Det bliver endnu tydeligere da værket er færdigt og bliver en succes og han dør: "Og næste dag, inden påskeklokkerne endnu var vågnet, døde endelig, hvad der var af dødeligt i Georg Friedrich Händel." Selvom det måske så også bare er blikket der er udødelighed i, som Søren Ulrik Thomsen skriver om et sted. Og så digter Stefan Zweig videre om de sidste dage i Leo Tolstojs liv, hvor han endelig forlader sit gods og dør i fattigdom. I protest mod den voldelige revolution i Rusland. Det er bare god læsning. Alligevel!

25. juli 2021

Britt Bennett: Det der skiller os

Jeg har bare været så fornøjet med at læse den her roman. Den vil jeg foreslå til alle, der har lyst til at læse i sommerferien, blive underholdt og få mange fine ting at overveje, glæde sig over og blive klogere på. Det handler om racisme og kønsidentitet og kærlighed i Amerikas sidste halvdel af 1900-tallet. Om racisme i racisme. En lille flække, Mallard, er grundlagt på lige nøjagtig det. Her forsøger sorte hele tiden at blive lysere. Og kan altså ikke lide mørkere. Det er to tvillingepigers historie som voksne der bliv er fortalt med samt den næste generation. Og så synes jeg bogen er så veloplagt skrevet, så jeg sad og morede mig. Her kommer nogle eksempler:

Hvis man virkelig gerne ville forsvinde fuldstændig, gjaldt det om aldrig at elske noget.

Eunice sendte Stella et smil der mindede hende om en jagthund med en kanin i munden. Jo mere man sprællede, desto mere strammede kæberne sammen om en.

Når man giftede sig med en mand, lovede man at elske hver eneste person han ville blive til. Han lovede at elske hver eneste person hun havde været.

De snakkede aldrig særlig længe sammen, aftalte aldrig at mødes, og sommetider virkede samtalerne temmelig mekaniske, som at holde fingeren mod en andens håndled for at se om der var et pulsslag. Nogle få minutter pressede de begge fingrene imod det sted, og så slap de.

19 juli 2021

Stefan Zweig: Utålmodige hjerter

Den her vidunderlige roman fra 1939 er udkommet på det Århusianske forlag Turbines klassikerserie. Det er værd at følge med i den serie. Stjernestunder af Zweig er der også. Den vil jeg læse næstefter den her, som jeg blev meget optaget af, fordi han gennemskriver de etiske følger af at være overvældet af medlidenhed med et andet menneske. Et ungt menneske svigter en lam pige. Han er fyldt med medlidenhed med hende og glæder sig over at kunne glæde hende, men da hun bliver forelsket i ham, ændrer alting sig. Her kommer nogle af de vigtigste citater:

Først en overvejelse over hvad medlidenhed er:

”Der findes to slags medlidenhed. Den ene er den frygtsomme og sentimentale slags, som i virkeligheden kun er hjertets utålmodige forsøg på hurtigst muligt at gøre sig fri af den pinagtige grebethed af en fremmed ulykke, med andre ord den medlidenhed, som slet ikke er med-lidelse, men kun en instinktiv afværgelse af fremmed lidelse fra ens egen sjæl. Den anden, som er den eneste, der virkelig tæller, er den usentimentale, men skabende medlidenhed, som ved, hvad den vil, og er besluttet på tålmodigt og med-lidende at stå alting igennem til sidste dråbe af dens kraft og endda endnu længere end dette.”

Her et citat om den sentimentale medlidenhed:

Fra nu af vil jeg lægge mit liv om. Jeg vil ikke gå så tit på café, jeg vil holde op med de tåbelige tarokkort og billard­spillet, jeg vil lægge mig i selen for at gøre en ende på alle disse former for tidsfordriv, som ikke er til gavn for nogen og kun fordummer mig selv. Jeg vil hellere besøge den syge unge pige lidt oftere og endda hver gang være ekstra forberedt, så jeg altid kan fortælle de to kvinder noget interessant og sjovt, vi kan spille skak sammen eller tilbringe tiden på andre behagelige måder; denne beslutning om at hjælpe og fra nu af gøre gavn for andre fremkalder i sig selv en slags begejstring i mig. Jeg får lyst til at synge eller gøre noget forrykt i denne tilstand af opstemthed; først når man ved, at man betyder noget for andre, føler man, at man har et kald, at der er en mening med ens tilværelse.

Og jeg siger til mig selv: Fra nu af skal du hjælpe, så meget du kan, hjælpe hvert eneste menneske! Aldrig mere være sløv, aldrig mere være ligeglad! Du skal vokse, idet du hengiver dig, berige dig, idet du forbrødrer dig med enhver skæbne, erkender og gennemlever enhver lidelse med din medlidenhed. Og mit hjerte, som forbløffes over sig selv, skælver af taknemmelighed over for den syge unge pige, som jeg utilsigtet krænkede, og som i kraft af sin lidelse har lært mig denne medlidenhedens skabende magi.

Halvgjorte ting og halvt udtalte antydninger er altid af det onde; alt ondt i denne verden kommer af det, der kun er halvgjort.

I sidste ende er man nødt til at vide, om man kun har levet sit liv ubevidst og sløvt, eller om man har levet for noget. Tro mig,” – og jeg kunne pludselig mærke hans nærhed helt varmt og næsten kærligt – ”det lønner sig at tage en vanskelig opgave på sig, når man derved gør livet lettere for et andet menneske.”

Ingen skyld er glemt, så længe samvittigheden stadig ved besked med den.

14. julie 2021

Sara Stridsberg: Happy Sally

To slags rejser på havet. Ellen og Viktor har en aftale: Hvis Ellen klarer svømmeturen over Doverstrædet, kan hun hellige sig svømningen. Hvis hun ikke gør, skal familien realisere Viktors drøm om at sejle over Atlanten til Amerika. Det er enten-eller. Mandens ønske eller kvindens ønske vil blive indfriet. To slags rejser på havet, men den ene manifesterer Ellens frihed, og den anden tager den fra hende.

Viktor tror, man kan få det hele.

Sådan opsummeres romanen i en anmeldelse i Information. Det er en uhyggelig roman, som giver mig kuldegysninger når jeg tænker på den igen. To alt for selvoptagede voksne med jernviljer og personlig tunnelsyn. Og to børn, som bliver forladt og overladt til sig selv. Det ender tragisk. Og det er datteren der som voksen vender tilbage til Dover og kanalen som voksen for at skrive om sin barndom. Det er forrygende godt skrevet. Det er Sara Stridsbergs debutroman fra 2004.

6. juli 2021

Volker Weidemann: Oostende 1936

Lige så spændende som det var at læse Weidermanns bog om to store skribenter i tiden efter 2. verdenskrig, ligeså spændende er det at læse hans bog om store forfattere der mødes i Oostende i Belgien på flugt fra nazisterne. Zweig, Roth, Keun med flere. Fortællere mod undergangen, kalder han dem. De forsøger at leve sorgløst, men bærer alle på den sorg, som det er ikke at kunne være i sit hjemland og ikke at kunne skrive. Og det ender galt for de fleste af dem. Det er dramatisk. Stefan Zweig mindes – en sidste sorgløshed, en erindring om en verden, han troede ville leve videre for evigt, en stabilitetens og evighedens verden. 

Om læsning skriver Zweig: “Og jeg forstod, at den gave eller velsignelse, der ligger i at tænke stort og i mange sammenhænge, at denne herlige og eneste rigtige måde at anskue verden på fra mange positioner på samme tid, at den kun gives til den, som rækker ud over sin egen erfaring for at optage den erfaring i sig, der gemmer sig i bøgerne fra mange lande, mennesker og tider, og jeg var rystet over, hvor indskrænket det menneske må opleve verden, som nægter sig selv at læse." 

Det var en dejlig bog at læse, nu vil jeg læse Zweigs roman: Utålmodige hjerter

5. juli 2021

Ali Smith: Sommer

Jeg er fuldstændig berørt af den her bog. Nummer fire i årstidskvartetten. Den er mageløs. Hun er så belæst og vidende og med et hjerte, der kan sætte mærker i andres. Dickens bruger hun blandt andet: Lord keep my memory green! Den bøn gør jeg til min. Jeg bliver nok nødt til at læse den igen, for der er så meget i den. Ali Smith har skrevet det fjerde bind under Corona pandemien. Dickens, Einsteins teorier, Shakespeares skuespil og Hannah Arendts filosofi refererer hun til og det er så tænksomt, så det er ganske vidunderligt. Altsammen brugt for at afdække hvad det vil sige at være et menneske sammen med andre mennesker. Einsteins partikel teori:

Og vi talte også om hvordan partikler mødes, jeg mener når to partikler møder hinanden, og hvordan der så er noget der forandrer sig i dem begge. Og at efter det, at så selv når partiklerne slet ikke engang er i nærheden af hinanden, så forandrer den anden sig også hvis den ene gør det. Her helt entydigt om mødet mellem mennesker. Det er en rørende fortælling om nogle af de mennesker som var med i de tre første, nu med en ny generation med Robert og Sasha, teenagere som mere eller mindre giver stemmer til Greta Thunberg og Jordan B. Peterson (Robert). Det er så glimrende beskrevet. Her kommer nogle af de vildelste citater:

Og, om man så kan lide det eller ej, bliver vi alle sammen kogt ned til et navn og en dato og noget der ikke ser ud af så meget til sidst.

Det modbydelige ønsker kun ét, og det er mere af sig selv. Det vil have selv selv selv og intet andet end selv igen og igen.

Men én ting som jeg faktisk ved i dag, er at jeg ikke selv bærer bare nogen af de ting som jeg troede jeg ejede. I stedet er det tingene der bærer mig oppe. De bærer os alle sammen oppe under den samme himmel.

Det som kunst rent faktisk gør, er at findes, siger Charlotte. Og fordi vi støder på den, bliver vi mindet om at vi også findes. Og at vi en dag ikke vil gøre det længere.

Hvis folk tror at man kan lide dem, sagde Charlotte, jamen så kan det gå begge veje. Der er en masse magtspil i det at kunne lide nogen, eller at de kan lide en. Det er sådan en magtfuld relation, det er en chance for at gøre verden til et større sted for en anden. Eller mindre. Det er altid det valg vi har.

Tak for at fortælle mig historier fra dit liv. Tak for at forestille dig mit liv. Tak for at give mig lov til at forestille mig dit liv.

Den fugl jeg ser på himlen, den fugl fra din venlighed i dine breve til mig, vil flyve til dig på din himmel i form af medlemmer af dens familie. De vil bringe med sig mine allerbedste og varmeste gode ønsker. Et godt helbred og lykke til dig og din familie og dine venner og dine elskede.

30. juni 2021

Volker Weidemann: Duellen

Fornylig spiste jeg frokost sammen med en mand, som jeg anser som min ven og som jeg ser meget op til. Han har tidligere arbejdet som dokumentarfilmkonsulent. Han fortalte om den her bog. Duellen. Nu har jeg læst den. Det er en glimrende dokumentar om to vigtige kulturpersonligheder i den tyske efterkrigslitteratur efter 1945. Den er spændende, som han fortalte mig. Og endnu mere, for jeg har bare været så optaget af at læse Günther Grass. Og optaget af at læse om stemmerne i Tyskland efter sammenbruddet og nulpunktet i 1945. Hos Sebald for eksempel. Og nu får jeg så, så meget baggrundsstof til forståelse af både Bliktrommen, Af en snegls dagbog, af Flynderen og alle de andre jeg har stående i bogreolen og som jeg dengang læste med stor interesse. Og samtidig får jeg hele fortællingen om Grass og tavsheden og det usagte, som jeg havde på fornemmelsen og fortællingen om hans kulturelle kampfælle Marcel Reich-Ranicki. Den skarpe litteraturanmelder, der blev Grass's modlæser og fjende. Og dog forbundne. For hvordan skulle man overhovedet kunne fungere som kulturpersonligheder efter nederlaget og nulpunktet efter Auschwitz. Marcel som jøde, der havde overlevet ghettoen i Warszawa. Günther som frivilligt havde meldt sig som SS's som teenager. Mødet mellem dem over 5 årtier. Tavsheden. Den tyske tavshed. Og i virkeligheden har jeg en stor kærlighed til dem begge. For de gennemlever alt det, de kan sige og ikke kan sige. Det hjalp mig rigtig meget til forståelse af meget det jeg har haft lyst til at forstå om tysk litteratur efter 2. verdens krig. Her kommer Marcels historie:

Dette er eventyret om 455 nætter. Historien om sætteren Bolek Gawin og hans kone, Genia, der boede i et lille hus i en forstad til Warszawa med deres to børn, Barbara og Waldemar. Og som i sommeren 1943 besluttede at optage to mennesker i deres husstand, som efter verdens mægtigste mands planer skulle dø. De satte deres eget liv på spil for det. De sejrede.

”Historier til Bolek” – det er den overskrift, Marcel Reich-­Ranicki har valgt i sine erindringer til dette kapitel af sit liv. Og den utrolige historie om, hvordan Tosia og Marcel Reich over­levede i denne tilintetgørelseskrig, bliver endnu mere mirakuløs og eventyrlig i kraft af de forhold, som de to jøder overlevede under i dette lille hus. For det var Marcel Reichs kærlighed til og lidenskab for litteraturen, som kom til at spille en måske afgørende rolle for deres overlevelse. Han, som dengang i gymnasiet i Berlin for første gang var blevet ”ramt af denne ekstreme, uhyggelige følelse”, af kærligheden til litteratur – denne Marcel Reich har blandt andet derfor overlevet i familien Gawins kælder, fordi han aften efter aften fortalte verdenslitteraturen for familiefaderen Bolek og hans kone, Genia, som begge elskede historier.

Og Günther der skriver sådan her om nogle briller jeg aldrig har glemt:

Og efter krigen? Amsel, der nu kalder sig Brauxel eller Brauchsel, er blevet fabrikant i Düsseldorf, han fremstiller blandt andet ”vidunderbriller”, med hvis hjælp man kan se en skjult skyld. Den rolle, folk har spillet under nationalsocialismen, og som de fortier over for offentligheden. Året er 1953, det er kun personer mellem syv og enogtyve år, der kan se skyld med disse briller, og kun dem, der ikke selv kunne pådrage sig skyld i nazitiden.

Det er bare så godt. De skriver om det store begge to. 

I mange år var jeg mærket Af en snegls dagbog. Og det her citat kan jeg godt lide.

Stem på SPD. Og lykken vil vare evigt: ”Stem på SPD her på jorden, så vi engang kan være sikre på at få en SPD-regering i himlen.

En smuk sætning jøden skriver til SS-soldaten:

’Vi har stadig tid til flere misforståelser og kærlighedserklæringer’.

Og hos Grass:

Hvor sidder den mekanisme, der holder bekendelserne under lås og slå?

Det har været rigtig gavnligt for mig at læse den her bog. Tak til Allan for henvisningen. Nu læser jeg Oostende 1936 af samme dokumentarist om andre store forfattere som jeg har læst med stor glæde.

22. juni 2021

Max Ulrich Klinker: Pastorale. Krig og kærlighed

Sommetider kommer jeg til at købe en bog og begynder at læse den, og tænker at det her kommer til at tage lang tid. En god gammeldags roman med et enkelt sprog og 600 sider. Og så øver jeg mig i at speedlæse. For at blive færdig. Den er på en måde en god form for romanblads litteratur. Jeg følger hovedpersonen, føler med ham, tænker med ham og har sympati for ham. Han vil det gode, men kommer til at gøre det, han ikke vil. På den måde er det såre godt. Men den kunne godt være redigeret ned til lidt færre sider. Jeg blev færdig. Nu glæder jeg mig til at læse Sommer af Ali Smith. Efterår. Vinter. Forår var gode. Det bliver helt anderledes.

10. juni 2021

Lene Andersson: En roman om kærlighed

Den kom på dansk i 2014 med titlen 'Brugstyveri. En roman om kærlighed'. Hovedpersonen Esther synes fra sit sted at det er brugstyveri, som bør straffes, hvis en stjæler den, hun er forelsket i. Ja det gælder også den elskede, hvis han ikke følger op på en nærhed. Det er en herlig roman, morsom, skarp og som en selvkritisk komedie, hvor hun påviser "Den afstand mellem tanke og ord, vilje og udtryk, virkelighed og uvirkelighed samt det som vokser i dette mellemrum, er hvad denne fortælling handler om." Den er tænksom og jeg blev liddt klogere af den, selvom jeg også grinede ad mig selv, fordi jeg kunne genkende meget af det. Her kommer nogle smagsprøver på Lene Anderssons gode sprog og skarpe iagttagelser.

Alligevel blev hun gang på gang tvunget til at indse at ordene forblev en tilnærmet værdi.

Søndag var en grå råkold dag med halvt lukkede øjne.

De var holdt op med at tale i det øjeblik kroppene begyndte. Kærligheden har brug for ord. I en kort periode kan man have tillid til den ordløse følelse. Men i længden bliver der ingen kærlighed uden ord, og ingen kærlighed kun med ord.

Kærligheden er et sultent bæst. Den lever af berøring, gentagne forsikringer og øjet som ser ind i et andet øje. Når øjet er meget tæt på det andet øje, ser ingen af øjnene noget som helst.

Angsten for udeblevne svar var noget som dem der opfandt sms og mail ikke kunne have forestillet sig. Eller også manglede de den slags indlevelsesevne.

Selvbeherskelse kom man næsten aldrig til at fortryde. Vrede og angreb var det man næsten altid ønskede ugjort.

Det var ingen rettighed at blive elsket.

Håbet er en parasit i menneskets krop og lever i total symbiose med menneskehjertet. Det er ikke nok at give det spændetrøje på og spærre det inde i mørke kroge. Sultekost hjælper heller ikke, parasitten kan ikke sættes på vand og brød. Næringstilførslen må afskæres helt. Hvis Håbet kan skaffe sig ilt, gør det det. Ilten findes i et adjektiv på afveje, et forfløjent adverbium, en kompensatorisk medfølende gestus, en kropsbevægelse, et smil, glimtet i et øje. Den der håber gør sig uvidende om at empati er en mekanisk kraft. Den indifferente gør automatisk ting af betænksomhed, for at beskytte både sig selv og den nødlidende.

Håbet må sultes ihjel for ikke at forlede og forblinde sin værtsorganisme. Håbet kan kun dræbes med klarsynets brutalitet. Håbet er grusomt fordi det binder og snærer.

Når parasitten Håbet tages fra sin bærer Værtsorganismen, dør bæreren eller bliver fri.

8. juni 2021

Umberto Eco: Nr. 0

Det er lang tid siden jeg købte den her e-bog af Eco for ingen penge på Saxo. Nu har jeg endelig læst den. Det er altid godt at læse Eco, men i starten tænkte jeg det var lidt tidspilde - og så viste det sig at være den mest aktuelle roman om det, der skete i Amerika under Trump. Godt en håndfuld journalister er i 1992 samlet for at skrive et prøvenummer af en ny avis, deraf Nr. 0. Det giver mig indblik i hvordan en avis manipulerer med vilje, men pludselig bliver den spændende, fordi en af journalisterne har en konspirationsteori om fascisternes plan om et kup efter De røde brigaders drab på Aldo Moro i 1978. Eller var det ikke en teori, men den skindbarlige sandhed? På motorvejsstrækningen mellem Palermo og lufthavnen Punta Raisi bragte mafiaen i 1992 en bombe til eksplosion, der kostede den tidligere undersøgelsesdommer og direktør i Justitsministeriet Giovanni Falcone, hans hustru og hans eskorte livet. Falcone var førende i kampen mod mafiaen sammen med Paolo Borsellino, der dræbtes ved et attentat to måneder senere. Det baggrundstæppet for journalisterne. Men Eco fører historien helt op til 2015, hvor han skriver romanen. Det er historieskrivning på højt plan. 

6. juni 2021

Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis

Først læste jeg Wung-Sung, Kvinde set fra ryggen. Så læste jeg Løhr, Hulemennesket. Og så endnu en bog om en maler. Denne gang om Kristian Zartmann. Men hvad den handler om er ikke helt klart. Sidefortællingen er en undersøgelse, der pågår i tiden for romanen og som handler om § 177. Omgængelse mod Naturen straffes med Forbedringshuusarbeide. Det er nok det, der gjorde stærkest indtryk på mig, at det er så forholdsvist kort tid siden, at det var forbudt mænd at være erotisk sammen. Johannes V. Jensen skriver en virkelig frygtelig kronik mod Herman Bang, som måtte flygte ud af landet på grund af § 177. Var Zartmann også bøsse? Det svæver i luften, men billedet Adam i Paradiset er malet med kærlighed. Måske bogen allermest handler om Zartmanns ensomhed og at han holdt af at klæde sig ud med kvindetøj. Et sted tænker han: "Lykken bliver ikke finere, end når man har den her i brystet som en spinkel sæbeboble, bare lidt opvaskevand pisket op, og som i næste nu forsvinder som ingenting. Behøver lykken at bestå af andet? Det tror jeg ikke." Sprogligt er det en fornøjelse af læse bogen. Læs bare her: "AUGUST FORSVINDER GLØDENDE. Orangerøde og blåsorte aftener. Tordenbyer med lynglimt og brag. Elektriske koraller, der eksploderer hen over byens havbund. Sommeren er næsten forbi og glider nu ind i erindringen som sidste års sommer, ikke til at skelne fra hinanden.

27. maj 2021

Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der

Det er så sidste bog i trilogien om Tue. De to første foregår på gården lidt uden for Skive i en dystopisk familie, som Tue nu er flygtet fra. Det var ikke rar læsning, men det var god autofiktion. Det er den her også, men den er endnu værre at læse, for mens de to første handler om, hvor håbløst det er at vokse op i det rod der i hjemmet, så er den her en bog om, hvordan Tue selv bliver ét stort rod, hvordan han nasser og lyver og bedrager sig selv og sine omgivelser som hjemløs i København. Jeg blev simpelthen nødt til at læse hurtigt. Ikke fordi sproget og romanen ikke er god, men fordi jeg bliver dårlig af at læse det. Så den virker, men det er næsten for ubehageligt.

25. maj 2021

Kjell Askildsen: Venskabets pris

I en anmeldelse af 'Davids bror' af Askildsen blev det nævnt, at Linn Ullmann har skrevet: ”Der er gode forfattere i Norge og nogle få rigtig gode – og så er der Kjell Askildsen.” Det gjorde mig nysgerrig, så jeg købte nogle af hans noveller, der kunne fås som e-bog. Nu har jeg læst den første 'Venskabets pris', og den bliver jeg ikke færdig med foreløbig. Den sidder inde under huden, som en flis fra et stykke træ. Novellerne er korte og minder en del om Peter Seebergs, men lyset er mere dystert hos Askildsen. Han skriver det selv i en af novellerne om mænd, som ikke kan komme ud af deres jeg-kreds: "mørket er til planer, lyset er til vankelmodighed". Novellen 'Det røde hus' er mesterlig. Om hvor svært det er at nærme sig en anden. Uformåenhed. Især mænds. Det er det de handler om. Prøv bare at læse det her: "ØNSKER DE ANDET? sagde hun.

Nej tak.

Hun stod foran ham, med et mere udtalt kropssprog end tidligere. Og da hun omsider vendte sig om og gik, tog hun sproget med sig hen over gulvet.

Han mærkede på ny heden indeni, og han tænkte: Hvis jeg ikke havde været mig, eller hvis jeg havde været den del af mig, der repræsenterer det utilladelige, ville jeg ikke have ladet hende gå.

Han var flere gange tidligere rejst hertil for at skrive. Men denne gang ville ordene ikke føje ham. Han vidste ikke hvorfor. Det gjorde ham rastløs.

Han gik ud. Det var blevet varmere. Et konditori i centrum havde stillet nogle borde og stole ud på fortovet; han satte sig."

Jeg glæder mig til den anden novellesamling.

23. maj 2021

Lydia Sandgren: Samlede værker

Jeg var nærmest beruset da jeg afsluttede læsningen af dette pragteksemplar af en debutroman af en 34 årig svensker som også er praktiserende psykolog i Göteborg, hvor det meste af romanen foregår. Når jeg læser noget jeg bliver så oplivet af som den her, er jeg ofte bange for at den skal slutte for tidligt. Det var jeg ikke her. Da jeg begyndte fortalte min Kindle mig at der var 23 timer og 30 minutter tilbage med min læsehastighed. Jeg har lært så meget undervejs, om læsning, om filosofi og om kunst. Det har bare været så godt. Hendes sprog er vidunderligt og med dyb indsigt og mange henvisninger. F.eks. skriver hun sådan her om en af hovedpersonerne: "Sorte bukser, sort jakke. Martin Berg klædte sig på som en, der tager imod syndernes forladelse." Eller det her: "Solen lagde sine hænder på hendes hoved og skuldre." Det er en slags eksistens-krimi, hvis man kan kalde den det. Det er så spændende. Og jeg er helt inde i alt, hvad der sker. Og er så spændt lige indtil det sidste. Hvad vil det ende med. Så er der mange kloge overvejelser: "Man kan ikke sige, at det er forbi med kærligheden. Man kan ikke sige, at det er et afsluttet kapitel, at det, der er tilbage, er arbejdet og kun arbejdet. At indrømme sådan en ting ville være at åbne en kælderdør til døden. Man må bibeholde fremtiden som en mulighed og en trøst. Fremtidsfantasien redder en fra den blytunge erkendelse, at det er dette, det der foregår lige nu, der udgør ens liv på jorden." Det var en stor oplevelse af læse den her roman. Jeg vil holde øje med hende fremover.

11. maj 2021

Edvard Hoem: Landet ingen har set

Åh, jeg var så glad for at læse tredje bind af Hoems store slægtshistorie. Da den udkom var det kun som papirbog. Ikke som e-bog. Og jeg vil kun have e-bøger fra nu af. Nu er der kommet et bind fire og da jeg var inde på Saxo for at købe den, viste det sig, at den også kun kom som papirbog. Men nu var treeren kommet som e-bog. Heldigvis. Nu følger jeg igen familierne på prærien i Atlanta og i Canada og hjemme i det vilde landskab omkring Molde i Norge helt oppe ved Åndalsnæs. Det er en slags moderne historieskrivning her med 1. verdenskrig som bagtæppe. Det er virkelig så godt. Det er som at tage en stor stor frakke på og føle sig godt tilpas i. Undervejs er der så mange fine overvejelser: "Han indså, at mennesker fortsatte med at være, som de havde været i den gamle verden, også når de kom til den nye, ja, nogle blev værre. Mennesker var mennesker, på godt og ondt, når vanskelighederne tårnede sig op, tænkte de først og fremmest på deres eget bedste. Og alligevel, hvor ofte drømte Eilert ikke om, at de skulle være sammen og leve i harmoni, uanset hvor forskellig deres baggrund var. Han havde som altid sin inspiration fra Biblen, hvor der taltes om, at mange skulle komme fra øst og fra vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob. Var det ikke netop det, der skete i Canada nu?" Og selvom mange var temmelig firkantede kristne, så lyser der noget andet, der er stærkere. "Det var bare de to brødre i forårslyset, og da de stod der, gik det op for Eilert, at livssyn og meninger er noget uendeligt småt mod det at have en bror i verden, en bror på den anden side af havet. Det var hårdt at skilles, for begge tænkte, at det var sidste gang."

Nu vil jeg glæde mig til at bind fire 'Jordemoder på jorden' kommer som e-bog.

7. maj 2021

Eva Tind: Kvinden der samlede verden

Tinds bøger er gode at læse. Den her er fantastisk god. Den er spændende og jeg lærer en masse om grundlaget for livet i verden, f.eks. om mosmider, som Marie Hammer er forsker i. Det er hendes liv vi følger. Og var jeg trods coronaregler i Frankrig og i Italien i de sidste to romaner, er jeg i den her både på Island og i Grønland, i Canada, i Sydamerika, i New Zeeland og i Sydøstasien. Sproget er så godt. Hun skriver f.eks. Solen varmer ærmerne korte. Hun skriver en lidt overset forsker op. Marie Hammer som brugte livet på familie og mosmider. Et sted skriver Tind: "Det er underligt, tænker hun, jo tættere jeg bragte verdensdelene sammen, jo større afstand opstod der i familien, og nu lever vi fuldkommen adskilt." Konflikten mellem forskertrangen og pligten i familien. Mosmiderne kan fortælle om, hvordan kontinentalpladerne engang har været et sammenhængende kontinent. Mosmider alle de steder hvor Marie samlede dem var af samme art. "Jordens kontinenter lever et cyklisk liv. Hver 250 millioner år samles alle kontinenterne til én stor landmasse, og efter små 200 millioner år drives de igen fra hinanden for at mødes 250 millioner år senere, for så at skilles igen og mødes og skilles og mødes igen. Hver gang samles de på nye måder og skilles igen i nye former." Og så er det en roman om kærlighed og om kvinder og mænd. Jeg er sprunget over den seneste hun skrev 'Astas skygge'. Jeg har været inde og købe den. Den skal jeg også læse.

6. maj 2021

Natalia Ginzburg: Familieleksikon

Trods alle Covid 19's rejseregler var jeg i Frankrig i sidste uge med Annie Ernaux's Årene. I denne uge har jeg været i Italien med Natalia Ginzburg. Begge uger har været gode rejser. Romanen udkom første gang i 1963 og er nu kommet i ny oversættelse. Næsten som en hilsen til al den autofiktion, hvor alting i sjælen krænges ud i vrede over forældre eller andre livsvilkår. Ginzburg holder sjælen for sig selv, men betragter og registrerer verden omkring sig. Fortæller nøgternt. Hun skriver det selv. Alle navne er fra virkeligheden. Hun skriver om det, der skete. Hun skriver efter at have oplevet fascismen og kampen mod den i trediverne og under 2. verdenskrig. Hun skriver: "Det var nødvendigt at begynde at vælge ordene igen og granske dem for at mærke om de var falske eller sande, om de virkelig havde rødder i en, eller om de kun havde rødder i en fælles, flygtig illusion." Der er et meget fint efterord af oversætteren Majse Aymo-Boot, hvor hun skriver det sådan her:»De, som har vækket deres børn om natten og klædt dem på i al hast for at flygte, kan ikke længere fortælle de samme børn, at storken kom med dem.« Men jeg har virkelig også moret mig, for i bogen kommer jeg med ind i en italiensk intellektuel familie, hvor ordene binder dem sammen på en helt vidunderlig måde. Faren der altid er brysk og kalder alle han ikke kan lide for Fæpander og æsler. Moren der er hans modsætning. Det er en forrygende bog at læse.

3. maj 2021

Annie Ernaux: Årene

Så smukt hun skriver. Læs bare her, hvad det er hun ønsker: "at fange lyset som de snart usynlige ansigter er badet i, og dugene bugnende af mad som for længst er blevet spist, det lys som allerede var der i fortællingerne om barndommens søndage og aldrig er ophørt med at lægge sig over tingene så snart de er blevet en del af livet, et ældgammelt lys." Jeg er vildt begejstret for den her bog. Den udkom i Frankrig i 2008. Tyve år tidligere besluttede hun sig for at skrive sin historie. Hun skriver om: "opsnappe refleksen af en kollektiv historie kastet op på en individuel erindrings skærm". Det lykkes ud over alle grænser. Og godt nok er det meget fransk, men det slår mig hvor lig det i de samme år har været i Danmark. Det er næsten én til én. Dugene bugnende af mad henviser til hendes erindringer om de næsten rituelle søndagsmiddage i familien, hvordan de ændrede sig i årenes løb. Sådan gør hun løbende tingene op og hun skriver ikke jeg, men vi og man. Først til sidst kommer en forklaring på hendes arbejdsform. Indtil da har bogen været hæsblæsende. Efter få sider måtte jeg lægge bogen til side for at kunne følge med. Men jeg kan genkende det hele. Årene er fra 1940 til 2006. Det er en ordentlig mundfuld. Et kapitel! Men det er godt. Jeg har understreget så meget. Jeg kommer aldrig til at bruge det, men det hjælper mig med at huske det. Her er noget af det jeg har understreget. Her er det tydeligt, at der overensstemmelse med en dansk historie i samme periode.

verden mangler troen på en transcendent sandhed

Alt vil blive udvisket på et sekund. Den ordbog som er blevet opbygget fra vuggen til dødslejet, vil forsvinde. Der vil være stilhed og ikke noget ord til at udtrykke den. Ud af den åbenstående mund vil der ikke komme noget. Hverken jeg eller mig. Sproget vil fortsætte med at sætte ord på verden. I samtalerne rundt om et festligt bord vil man kun være et fornavn, mere og mere ansigtsløst, indtil man forsvinder i den anonyme masse af fjerne generationer.

Afstanden mellem fortiden og nutiden kan måske måles på det lys der breder sig ud på gulvet mellem skyggerne, der glider hen over ansigterne, lægger sig i folderne på en kjole; på det tusmørkelys der præger et sort-hvidt fotografi uanset hvornår på dagen det er blevet taget.

At tænke, tale, skrive, arbejde, eksistere på en anden måde – vi vurderede at vi ikke havde noget at tabe ved at prøve alt.

1968 var det første år i verden.

Den katolske religion var uden postyr forsvundet fra dagliglivet. Kendskabet til den og udøvelsen af den blev ikke længere overleveret i familierne. Bortset fra enkelte ritualer var den ikke længere nødvendig for at blive respekteret...Da den mistede sit vigtigste virkefelt, seksualiteten, havde den mistet alt.

En farlig befolkning som man hele tiden ignorerede og konstant holdt øje med, selvom den til stor irritation havde opmærksomheden rettet andetsteds hen, mod Algeriet eller Palæstina, officielt hed de “unge af anden etnisk herkomst”, i dagligsprog araberne og de sorte eller i en pænere version “les Beurs” og “les Blacks”. Uanset om de blev dataloger, sekretærer eller vagter, syntes vi i al hemmelighed at det var skørt når de kaldte sig franskmænd, som om de havde tiltusket sig en ærværdig titel de endnu ikke havde ret til.

Man var ikke længere stolt af det man gjorde, men det man var: kvinde, homoseksuel, fra provinsen, jøde, araber osv.

Religionen kom igen, men det var ikke vores religion, den som vi ikke længere troede på, som vi ikke havde villet give videre til vores børn, men som dybest set blev ved med at være den eneste legitime, den bedste hvis man skulle rangordne dem. Den som med rosenkransen, salmerne og fredagsfisken var en del af barndommens museum, Jeg er kristen, det er min ære.

Distinktionen mellem franskmænd “med franske rødder” – det sagde alt: træet, jorden – og dem “med indvandrerbaggrund” lå fast. Når præsidenten for republikken i en tale påkaldte “det franske folk”, var det selvsagt en favnende helhed

En grim retorik fik frit spil og fandt tilslutning hos de fleste seere, det rørte dem ikke at høre at indenrigsministeren ville bortrense “pakket” i forstæderne “med højtryksspuler”. Der blev viftet med de gamle værdier, orden, arbejde, national identitet

Bogens sidste sætning er: Bevare noget af den tid hvor man aldrig mere vil være. Det har hun gjort med den her bog. En fin historieskrivning.

27. april 2021

Christina Hesselholdt: Feje blade sammen op mod vinden

Den kunne også have heddet: At feje blade sammen op mod døden. De gamle venner, selskabet, holder sammen og taler om det vigtigste, om livet nu, om hvad de er blevet til, hvem de er lige nu, hvor de mærker alderen mere end før. Og om deres forældres liv. Hesselholdt citerer den franske forfatter Annie Ernaux for, at "hukommelsen er skør, den elsker rekvisitter". Det er rekvisitterne, bladene som er så umulige at fastholde op mod vinden, der er vigtige. Jeg gik straks på Saxo og fandt Annie Ernaux's roman: Årene. Den glæder jeg mig vildt til at læse. Nogle sammenligner hende lidt med Proust. Når vi skal huske tilbage, handler det om at gøre det i små områder. Områder vi kan overse. Det vil jeg forsøge at efterleve i mine egne forsøg på at huske tilbage. Hun skriver sådan her: "Og hele tiden den forudsætning: at hvis der ikke er grænser, er der ingen verden, intet værk." Det grænseløse er umuligt. Camillas far siger sådan her: ’Og det synes jeg kan ses som et billede på hele mit liv’, sagde min far. ’Jeg har fejet blade sammen op mod vinden’. Han sagde det uden bitterhed, med smil i stemmen, indtrængende. Måske, men jeg kan ikke vide det, tænkte han på sit kolossale uafsluttede værk, siderne i manuskriptet som den storm der blæste i hans hjerne, bestandigt spredte, han løbende efter dem med sin kost. Det er temmelig uoverskueligt som 74-årig at huske hvem man er. Jeg må i gang med kosten. Hun siger noget om ham, jeg kan forstå: "Han gravede i jorden, han flyttede, han fejede blade sammen op mod vinden. Konstanten i hans tilværelse var hans arbejdsplads." Det er endnu en dejlig bog, en fortællekreds, der handler om livet lige nu med Covid19 og udlændingepolitik og alt muligt.

24. april 2021

Christina Hesselholdt: Selskabet

Jeg har lige læst 'Pludselig her' af Grønfeldt. Lars Bukdahl anmeldte den i Weekendavisen og gjorde opmærksom på slægtskabet med Christina Hesselholdts seneste 'Feje blade sammen op mod vinden', som jeg skal til at læse nu. Og jeg glæder mig, for nu har jeg læst de forrige af Hesselholdt samlet i 'Selskabet'. Og det er godt selskab. 'Selskabet' er en samlet udgave af fortællekredsene Camilla and the Horse (2008), Camilla – og resten af selskabet (2010), Selskabet gør op (2012)
og Agterudsejlet (2014). Det har været lystige dage og nætter at læse den. Og jeg elsker den. Den handler om alting vigtigt. Bl.a. om sorg:

"Personer med trang til orden og måske også tro på fremskridt har opfundet ideen om sorgfaser; jeg ser her et sluse­værk for mig. Som om den sørgende var en båd på en flod, sorgens flod kunne man sige, fuld af sluser der slusede den sørgende frem, og videre frem, ud mod det åbne hav, forsoningen med døden og tabet, en ny fremtid mulig."

Det er Edward der har mistet sine forældre. De tog deres liv sammen. De var gamle og ville selv bestemme. Han overtog sit hjem. Flyttede ind sammen med sine døde. Og tænker sig om.

"Sorgens dagbog: Da jeg så dem som døde, tænkte jeg at de ikke længere tilhørte mig; de var overgået til en anden tilstand. Jeg tumlede længe med om jeg kunne savne nogen der ikke længere var tilgængelige. Jeg savnede dem som de var som levende. Men de var ikke længere levende. Billedet af dem som døde havde anbragt sig imellem mig og dem som en skillevæg.

Det var som at være tvangsunderlagt en sær øvelse i logik. Jeg syntes at jeg løb spidsrod mellem rækkerne af mine tænkemåder."

Åh, det er bare så godt. Og det bliver det ved med bogen igennem. Læs bare det her: 

"Charles vender sig og siger at så var det altså sådan livet blev.

‘Hvem ved hvad der udgør et liv,’ siger jeg, det lyder snusfornuftigt, man skulle ikke tro at det var titlen på et digt af Ashbery.

Udenfor fortsætter miraklet, farverne står op af det brune; miraklet fortsætter med at være mirakel, år efter år, og jo ældre man bliver, desto højere elsker man tilsyneladende foråret, er det gravens kulde i knoglerne kærligheden kommer fra. Dér står træet Charles, med blylodder dinglende fra armene, et pendul om halsen, næh, han er blevet et standerur, et vaklende og krumt et. Han står som om gulvet hælder. Og mirabellen taber alle sine blade på en nat."

Og så får jeg så mange citater af forfattere jeg aldrig kommer til at læse. F.eks. Eliot

"Vi skal ikke ophøre med udforskning

og når al vores udforsken er afsluttet

vil vi være hvor vi begyndte

og kende stedet for første gang"

Her er nogle understregninger jeg vil gemme:

"Ens hoved som ens egen værste fjende. Rasende monologer, scenerier hvor alt går galt; katastrofer; udfald mod indbildte fjender; for ikke at tale om djævelske anfald af tvivl, forsagelse af alt hvad der er godt – som om man virkelig er besat af en djævel, og måske tænker man midt i det hele: Hvis Gud ser ind i mig nu, bliver straffen frygtelig; men det er ingen djævel, ingen gud, bare en karrusel som man ikke kan komme af; giraffen, den fede lyserøde gris med de blå bukser og den lige ryg og forspandet for den drejende karet tåger for øjnene af én. Og man tænker: Nu må jeg dø af svimmelhed. Af kommer jeg aldrig.

Og så pludselig, alligevel nåde – hastigheden falder, mekanismen knager svagt (noget vil ikke slippe), men så bliver der stille, og det udenfor (for eksempel naturen, for eksempel et uimodståeligt menneske) kan få lov at komme ind og fylde."

"Vi klatrede de sidste halvtreds meter i mørke – men lyset fra et fyrtårn oplyste klinten omtrent hvert syttende sekund. Når lyset faldt på klippen, ledte vi efter det næste hul at anbringe hænder eller fødder i og trak os længere op, blændede af lyset der skyllede hen over os. Det blev igen mørkt, og i løbet af de næste par sekunder vænnede øjnene sig til mørket. Så kom lyset tilbage. Sådan blev det ved indtil vi omkring midnat omsider nåede helt op."

"Gad vidst om der er nogen der synes det er naturligt at leve, føler sig som en fisk i vandet, her i tilværelsen."

‘Vi var sammen, fordi vi blev trøstet og beroliget af den ensomhed vi hver især så og var bevidst om i den anden.’

Jeg er taknemmelig efter at have læst sådan en samling bøger. Tak!

19. april 2021

Vibeke Grønfeldt: Pludselig her. Øjebliksbilleder

Jeg ved ikke om det er Elvine Brink igen, som det var i den seneste 'Glasluft', men det er i hvert fald den samme skarpe iagttager af almindelige menneskers liv. Jeg er vild med Vibeke Grønfeldt. Det er en fornøjelse at læse hendes sprog om sine medmennesker og om naturen omkring dem. Det minder mig om Peter Seebergs fine bøger om almindelige menneskers liv, som jeg aldrig glemmer. Akkurat som her øjebliksbilleder. Der er meget elendighed og snyd i menneskers liv, men det er som om de er tilgivet i teksten. Og så er der lykkelige øjeblikke som her, m.m.: 

"Det var meningen, at den sorte fil skulle være mere sand end den første, der måske læses af andre, mens jeg lever. Men en ung piges smil i døren, da hun i går afleverede den pung, jeg havde tabt, forstyrrede planen. Hendes glæde over min lettelse, idet hun rakte mig pungen med mine kort, fik pludselig andre erfaringer til at vakle. Jeg vidste ikke, om sortsynet var mere sandt end det håb, der havde drevet mig.

Hun holdt på et lille smil, mens øjnene spillede og mindede mig om noget overset og vigtigt, som ikke kunne afgrænses i tid og sted.

– Du skal have en findeløn.

– Nej, sagde hun og blev stående over for mig og holdt mit blik.

– Du skal da … Jeg rodede i pungen, der var kun kort, et par mønter og et par af de mindste sedler. Dem kunne jeg ikke række frem.

– Nej. Hun gjorde en bevægelse hen mod sin cykel. Hun skulle videre. Jeg havde ikke set hende før. Hendes ryg var smidig og stærk i en blåblomstret kjole."

"Kun idioter, der ikke kender egne mangler, men smasker af selvglæde og ikke mindst af en gigantisk selvretfærdighed, der får dem til at måle alting med egne alen."

"Uden for vinduet over skrivebordet rejser årstiderne sig fra morgenstunden op af jorden og stiger mod skyerne. Breder sig i luften fra øst til vest, til syd og nord. I forårsluft, gennem løvet, sommerens blomster, i efterårsfarver, kødets, frodigt mudder og regnplask, dråberne, klingende frost."

Det er en dejlig oplevelse at læse den er bog med øjebliksbilleder!

16. april 2021

Stefan Hertmans: Konvertitten

Det her værk er så fint. Jeg har været så glad for at læse det. Jeg har fulgt konvertitten fra starten i Rouen ved Seinens udløb i tusindtallet for at følge en kærlighed, Vigdis, som bliver til Sarah, der vil følge sin David. Hun skifter fra kristen til jøde. Og må flygte med sin kæreste. Til Narbonne og senere til Provence. Og turen igennem frankrig i 1000-tallet er fantastisk beskrevet. Jeg kan jo følge det på Google-maps. Se billeder af landskabet. Det har været en fantastisk flugt. Så mange strabadser. På liv og død. Og samtidig er vi sammen med forfattereni nutiden, som er blevet optaget af den her veldokumenterede fortælling. Han rejser med og forestiller sig ud fra beskrivelser hvordan rejsen så ud dengang. Og jeg tænker på alt det som mange tænker på lige for tiden, at få naturen til blive som i rigtig gamle dage. Undskyld, det vil jeg ikke have lyst til. Hold da op sådanne beskrivelser han har af en farlig og vild natur og af sumpområder fyldt med insekter. Samtidig med flugtfortællingen som er betagende følger vi forfatteren som minder mig om de bøger jeg har læst af Claudio Magris. Erindring, fortælling, historie, kultur, landskaber, menneskers skæbner. Ej, det er er en fantastisk roman om kærligheden og om populisme. Her som pave Urbans gale ide om korstogene. Det var at slippe galskaben løs. Umenneskeligheden. Det gik ud over så mange uskyldige. Forfatteren er så tænksom. Han skriver sine regler ind. F.eks. her: "...for lyset på gamle monumenter falder ikke ensartet fra det ene øjeblik til det andet. Lige så lidt som vores syn på fortiden." Han er så forsigtig. Og så får jeg så mange nye ting at vide om det jødiske liv, som jeg ikke havde kendskab til før. F.eks. geniza-hullet. I enhver synagoge var der sådan et hul. Gennem det smed man al korrespondance ned, hvor navnet Jahve stod på. Til glemsel. Men historien om konvertitten Vigdis er sand og man kan læse om historien i Cambridge, på universitets bibliotek, papirer fra de udgravede synagoger. Fra disse geniza-huller har man kunnet følge konvertitten fra Rouen helt til den jødiske bosættelse i datidens Cairo. Og tilbage igen. Uden en lykkelig slutning. Sikken en bog. Mange tak

12. april 2021

Orhan Pamuk: Det nye liv

"En dag læste jeg en bog, og hele mit liv var forandret." Sådan begynder Pamuks store mursten af en bog. Den indeholder en hel verden og han elsker den verden. Hele tiden søger han meningen med livet, det sande liv. Han rejser den Anatoliske højslette tynd i busrejse efter busrejse og fortæller undervejs. Som læser sidder jeg og nyder rejsen, men hvis jeg havde haft mulighed for det, ville jeg nok have kortet den meget af. Hele budskabet i bogen er, at det naturligvis ikke er i en bog, jeg skal finde det nye, det sande liv. Evigheden findes i kærligheden til livet og til de nærmeste. Møblerne, køkkensagerne, konen, barnet, landet og byerne, busserne,togene. Men undervejs er der store spørgsmål om religion, Vesten og Østen, om alt muligt. Det følgende citat synes jeg er meget oplysende:

"Vores tidsinddeling efter bedetider og vores ure er ikke midler til at følge med tiden, sådan som det er i Vesten, men midler, der skal bringe os nærmere Gud."

Døden spiller en stor rolle i spørgsmålet om det nye liv. Undervejs står der sådan om kærligheden:

"Kærlighed er at glemme sig selv. Kærlighed er sin egen årsag. Kærlighed er at forstå. Kærlighed er musik. Kærlighed og et ædelt hjerte er det samme. Kærlighed er sorgens poesi. Kærlighed er den følsomme sjæl, der søger sit spejlbillede. Kærlighed er det flygtige. Kærlighed er aldrig at fortryde. Kærlighed er en krystalliseringsproces. Kærlighed er at give. Kærlighed er at dele et stykke tyggegummi. Kærlighed er det uforudsigelige. Kærlighed er bare et tomt ord. Kærlighed er at møde Gud. Kærlighed er smerte. Kærlighed er at stå ansigt til ansigt med englen. Kærlighed er tårer. Kærlighed er at vente på at telefonen skal ringe. Kærlighed er en hel verden. Kærlighed er at holde hinanden i hånden i biografen. Kærlighed er en beruselse. Kærlighed er et monster. Kærlighed gør blind. Kærlighed er at lytte til hjertets stemme. Kærlighed er en hellig tavshed. Kærlighed er et emne for sange. Kærlighed er godt for huden."

5. april 2021

Rachel Cusk: Efterskælv

Jeg var begejstret for hendes Faye-trilogi: Omrids, Transit og Cudos. At læse Cusk er at læse en skarpt skrivende og tænkende forfatter. Jeg bliver simpelthen begejstret. Også af denne. Hun er alt andet en sentimental. Et sted skriver hun: "Og af og til har jeg tænkt på om en af faldgruberne i den moderne familie – med al dens endeløse gemytlighed og godmodighed, al denne fuldkommen ubegrundede optimisme, denne tro, ikke på Gud eller penge, men på kærlighed – om en af faldgruberne ikke er at familien ikke kan vedkende sig og tage forholdsregler imod menneskets drift efter krig." En skilsmisse er bare noget der er gået i stykker: "En tallerken falder på gulvet: Den nye virkelighed er at den er gået i stykker. Jeg måtte se at vænne mig til den nye virkelighed. Men den nye virkelighed var, så vidt jeg kunne se, kun noget der var gået i stykker. Den var blevet skabt, og i mange år havde den tjent sit formål, men nu hvor den var gået i stykker, duede den ikke til noget som helst, medmindre den kunne limes igen." Men selv om det er så enkelt kommer der alligevel et efterskælv. En skilsmisse er et jordskælv efterfulgt af mange små. Det er det bogen handler om. Den får mig til at tænke grundigt. 

Langfredag 2. april 2021

Peter Løhr: Hulemennesket

Så mange gaver jeg modtager gennem de bøger jeg køber. Fornylig gaven ved at få mere at vide om Hammershøi og hans vidunderlige Ida og hans værker. Nu en anden maler: Johan Thomas Lundbye. Så ser jeg værker af ham og af hans venner i Rom: Marstrand, Bissen, Dalgas og Jerichau og jeg får et indtryk af romantikken, når den overskrider sine grænser i nationalisme og ensidig livsforståelse. Det er også en langsom roman, som den om Hammershøi. Langsomt kommer jeg til at forstå hvem Lundbye var, hvad han tænkte om sin livsopgave, om sin kunst, om romantik og om Gud, påvirket som han var af både Kierkegaard og Grundtvig. Påvirket af den første var han et hulemenneske, som var bedst alene. Påvirket af Grundtvig når han så sin opgave som pålagt af Gud. Og så kommer jeg på besøg hos Bertel Thorvaldsens datter i Rom og får indtryk at hans betydning der. Sproget er så enkelt hele vejen igennem. Fornøjeligt enkelt. Lundby kan ikke finde sig selv. Et sted siger han: "Frem og tilbage mellem muldvarp og hest. Jeg ved ikke, hvem jeg er." (alias Kierkegaard og Grundtvig).

Her kommer flere citater:

Alt taler i mig. Alt hænger sammen i mig. Dette er hjertets ubeskrivelige rørelse. Det sande nærvær uden for tid og sted. Søren, Søren, Søren, du har ret. Ingen sprække mellem det indre og ydre. Men det hele er i mig. Her har vi det. Hemmeligheden. Det ubeskrivelige lys inderst i hulen, inde i mig. Det, der er større end mig selv. Døren ud til det åbne landskab dybest i mit indre, i alles indre. Herude mødes vi, som vi i virkeligheden er...De evige marker med den levende ro. Kærligheden. Gud er i naturen. Det er det, jeg altid har sagt.

Du er udvalgt! De gjorde ikke den første Jesus færdig. Du skal gøre ham færdig. Hele verden har ventet på netop dig. At en af de oprindelige vendte tilbage. En af dem, der maler dyr og landskaber, som man gjorde i hulerne og gravkamrene og i de allerførste kirker. Helt tilbage til jordens skabelse for sekstusind år siden. Din kunst er naturen, der vokser direkte op igennem dig og ud af dine hænder.

Men du skal. Ellers går alt til grunde. Lyset skal komme fra Norden. Du er fremtiden. Grundtvig er ikke skør. Han har ret. Paradisfloden bugter sig gennem Sjælland. Du kan ikke forstå det, men det er det, du ikke kan forstå, der er det vigtige. Nordboens hjerte er rigere end hjernen. Og Gud skabte hjertet før hjernen. Jesus blev født i en fattig stald.

„Det kender jeg godt,“ siger Marstrand roligt. „Men når du er alene, er alt kun en drøm. Når du er sammen med andre er alt virkeligt.“

30. marts 2021

Elisabeth Åsbrink: Forladtheden

"Erindringen skal findes" - sådan hedder det i slutningen af romanen, som dermed opfylder kravet om stor litteratur. Litteratur er erindring. Her gennem generationer helt tilbage til 1492 hvor jøderne blev fordrevet fra Spanien. Og så har jeg lært noget helt nyt om Thessaloniki i Grækenland. Hjemsted for de fordrevne. Og deres liv hvor de aldrig glemte Spanien. De kunne blive fordrevet fra Spanien, men de kunne ikke selv fordrive Spanien af deres hjerte. De Sefardiske jøder. Ladino hedder deres sprog. "Camina con buenos, te haceras uno de ellos." Gå med de gode mennesker, så bliver du et af dem. Tre generationer får jeg at læse om. Flygtninge fra Grækenland i 1930'erne. Derfor overlever de holocaust. Men stadig som forladte. Ingen vil have dem. De skal skjule deres identitet. Det er en europæisk historie, som er værd at huske på. Åsbrink er debutant, men det er godt, det hun skriver. "Af alle de dage livet består af, tænker hun videre, hvordan ved et menneske da hvilken dag der bliver et vendepunkt?"  Her er bare nogle gode sætninger jeg iler med at give videre: "Rum af lys, vægge af skygge og taget en himmel af Bach." "-hvert minut hævder sin ret til evigt liv" "Der findes minder. Skillelinjer, tidsopdelere. Begivenheder der fandt sted inden, men kun kan betragtes bagefter." Da de sefardiske jøderne kom til Grækenland bosatte de sig med deres egenart på den måde: 

"en synagoge, Gerush sefarad, for dem der først ankom fra

Spanien

fire synagoger for jøderne fra Calabrien

to for jøderne fra Apulien

en synagoge, Mograbish, for de nordafrikanske jøder

to synagoger for jøderne fra Mallorca

tre for de sicilianske jøder

Provencia-synagogen for dem der flygtede fra Syd­frankrig

Aschkenaz for de centraleuropæiske jøder

fem synagoger for de jøder der var fordrevet fra Portugal

en ved navn Aragon for jøderne fra Aragonien

en ved navn Katalan for jøderne fra Catalonien

en for jøderne fra Castilien (var det der Vidal gik hen for at bede?)

Livets træ-synagogen for de jøder der havde boet i byen siden Romerrigets tid

samt yderligere ti synagoger"

Det er spændende at få at vide. Jeg har tjekket på nettet. Det er en virkelig historie. Wikipedia har meget om det. Og så er der god litteratur hos Åsbrink: "...den ene hånd kærtegner den anden som for at forsikre sig om at hænderne findes, huden findes, kroppens varme findes, og at det hele er virkeligt og som det plejer at være." Det er eksistentiel historielæsning. Det værste er Thessalonikis brug af de Sefardiske jøders gravstedsminder, stenene med navnene, efter at de har sendt jøderne til Auschwitz. Det er næsten ikke til at bære. Det er hård erindring. Kombineret med moderne trang til selvfies sådan som forfatteren oplever det på stedet. Det er en debut der vil noget.

23. marts 2021

Kristín Marja Baldursdóttir: Mågelatter

Med Mågelatter har jeg været i muntert selskab. Jeg har læst hende før med fornøjelse. Senest Mødrenes Gade. Jeg var inde på Saxo for at finde resten af hendes (e)bøger. Det var som at komme til bogudsalg. 35 kr. stykket. I den her roman er hun nærmest en islandsk Isabel Allende. Stærke kvinder. Svage mænd. Men det er mest underholdning. Det er også godt engang imellem. 

19. marts 2021

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen

"Tiden går, Ida står. Det er det, hun gør. Med ryggen til og blottet nakke." Det er en stor oplevelse af læse den her bog om Ida og Vilhelm Hammershøi. Wung-Sung skriver langsomt og lavmælt og det passer til Hammershøis omhyggelige arbejde med lærrederne og Idas tålmodige trofasthed. Og de malerier har jeg nydt hele mit liv, men nu har jeg haft lejlighed til at komme endnu tættere på dem. Naturligvis er det godt at gå på SMK og se malerierne og høre om Hammershøi. Og YouTube har endnu mere. En fremragende udsendelse med Michael Palin, hvor en af de medvirkende er en efterkommer af Hammershøis store mæcen Bramsen, nemlig Christopher Bo Bramsen, der fortæller levende om Strandgade 25, hvor Ida og Vilhelm bor til sidst. "Hun har det på samme måde med de billeder han har malet af Asiatisk Kompagni. Det er jo dem igen. Vilhelm og Ida. De to tavse bygninger med det gabende tomrum mellem sig, og som alligevel er forbundne af det lave portparti" - tænker Ida om deres forhold, da de bor i Strandgade 30 lige overfor Asiatisk Kompagni. Senere vender de tilbage til Christianshavn og Strandgade 25, hvor Christopher Bo Bramsen havde kontor meget senere. Ham lærte vi at kende, da han var ambassadør i Madrid i 2002, så det var dejligt at gense ham. Wung-Sung har leveret det bedste indtil nu. 'En anden gren' var god, den her er bedre. Det er et kæmpe arbejde han har lagt i den her bog. Slutningen i 'En anden gren' var vidunderlig. Det er den ikke på samme måde her. Men sikke en gave at få, bare sidde og læse sådan en bog. Det er en god rejse. 

15. marts 2021

Kazuo Ishiguro: Klara og Solen

Altså læs den! Det er en fantastisk bog om det, der gør os til mennesker. Til enestående og uerstattelige mennesker. "Tror du på det menneskelige hjerte? Jeg taler selvfølgelig ikke kun om hjertet som et organ. Jeg taler om det i den poetiske betydning. Menneskehjertet. Tror du, det findes? Noget, der gør os alle sammen til noget særligt, til individer?" Egentlig er det en science fiction for det handler om en KV, en robot, en 'kunstig ven'. Og den er spændende alle siderne igennem, fordi vi ser verden i rektangler og kvadrater gennem KV's iagttagelser. Hvor er det godt skrevet. Ishiguro har skrevet noget lignende før i romanen 'Forlad mig ikke'. Den var god, men den her er næsten bedre. Og robotten kan noget. Klara hedder hun og hun skal passe på Josie, en pige med en uforklarlig sygdom. Klara lades op af solen, så solen er for hende billede på den magt, man kan bede til, når man vil have hjælp ude fra. "Jeg samlede derfor tankerne og gav mig til at tale. Jeg sagde ikke ordene højt, for jeg vidste jo, at Solen ikke havde brug for ord i almindelig forstand. Men jeg ville være så tydelig som muligt, så jeg formede ordene eller noget, der mindede om dem, hurtigt og tavst i mine tanker. „Jeg beder dig om at gøre Josie rask, ligesom du gjorde Tiggermand rask.“ Sådan beder robotten Klara. Det er en kamp mellem fornuft og tro, der foregår gennem hele romanen. Robottens skaber siger det lige ud: "Det er ikke tro, du har brug for. Kun fornuft."

„Håb,“ sagde han. „Man får sgu aldrig fred for håbet.“ - er en af de fine sætninger, som der er mange af. Klara bliver næsten en Kristus-skikkelse, da hun giver noget af sit kemiske hjerteblod for at redde Josie. Det er en genial roman.

7. marts 2021

Katrine Grünfeld: Et hjem i mørke

Jeg læste et interview med Katrine Grünfeld i KD i lørdags i anledning af en ny roman af hende, ”Værelse samlet af kvinder” (kommer ikke som e-pub). Jeg var inde for at se, hvad hun ellers har skrevet. Så fandt jeg den her. Det er en lille hurtigt læst roman om at kravle ud af det skab, hvor kvinden i det unge par, der flytter til Mørke, skal se at komme ud af. Hun gemmer sig for livets påtrængende sider og tænker hellere på fattige i u-lande end på hjemmet, der skal passes. Der er meget på færde. Sproget er muntert med udtryk som "potentiel hygge" og "det kan godt være du er veludrustet, men du ejer ikke rytmesans, og så kan det hele være græsk katolsk". Noget jeg kan genkende og lide er da hun skriver "Hun kan mærke sorgen over kornet, der står så højt". Den sorg genkender jeg, - så er den sommer forbi.

5. marts 2021

Maggie O'Farrell: Skjulte minder

Temmelig begejstret over Maggie O'Farrells 'Det rette sted' skyndte jeg mig videre til 'Skjulte minder'. Den er stadigvæk intelligent lavet, men nu er det nok. Titelbladet siger lidt mere end jeg frygtede. Spænding er ikke alt. Slet ikke når spænding er det hele. Jeg læste den med rimelig tilfredshed, men til sidst blev det lidt for meget. Nok med Maggie foreløbig.

2. marts 2021

Maggie O'Farrell: Det rette sted

"Jeg fremstår som en mand, en far, en lærer, en borger, men når jeg holdes op mod lyset, bliver jeg en desertør, en fupmager, en morder, en tyv. På overfladen er jeg én ting, men nedenunder er jeg fyldt med huller og huler, som et kalkstenslandskab." 

Sådan karakteriserer hovedpersonen Daniel sig på en af de første sider af en glimrende og velskrevet gammeldags roman om kærlighed og om menneskers hemmeligheder og skjulte liv. Det er intelligent underholdning, hvor jeg glædes over mange sætninger og kan genkende meget af det hemmelige og skjulte. Her er et par understregninger:

"Regnen slår mod forruden, mens viskerne pisker frem og tilbage, helt sisyfosagtigt i deres ineffektivitet."

"Vi taler jo om en kvinde, der har flere skeletter i skabet, end der findes på en gennemsnitlig kirkegård".

"Vi er altid vores bedste selv, når vi er elsket af en anden."

Det er er roman, der er som en stor frakke man kan gemme sig i.

25. februar 2021

Max Porter: Sorg er et væsen med fjer

Det var helt tilfældigt at jeg fik den her bog anbefalet i en udsendelse med Anne Glad. Jeg købte den straks. Og det har jeg ikke fortrudt. Det er en fantastisk fortælling om sorg, som et nødvendigt svar på en ulykke. En far og to drenge mister deres mor. Og sorgen banker på døren i form af en krage (symbol på ulykke), men her altså på sorg, som får sproget til at gå i stykker indtil det retter sig igen. Kragen, faren, drengene fortæller skiftevist. Det er meget meget godt, selvom det også er helt uforståeligt ind i mellem. Der er replikskifte med engelsk humor: "Jeg savner hende så meget at det er en stor gylden prins, en koncertsal, tusind træer, en sø, ni tusind busser, en million biler, tyve millioner fugle og flere. Hele byen er mit savn. (siger faren) Føj, sagde Krage, du lyder som en køleskabsmagnet." Det er en bog der kan forstås af sørgende og den vil noget: "At komme videre, som koncept, er for dumme mennesker, fordi ethvert begavet menneske ved at sorg er et langvarigt projekt. Jeg nægter at skynde mig. Den smerte der er påtvunget os bør intet menneske bremse eller fremskynde eller fikse." Faren har kragebilledet fra en forfatter han underviser i, hvis navn er Ted Hughes. Fortæller Max Porter til sidst i bogen der ender godt. "Hvis Krage lærte ham noget var det måske en konstant balancegang. I mangel af et mindre slemt ord: tro. Et hylende undskyld som er ja som er tak som er fremad videre." 

24. februar 2021

Deepa Anappara: Djinn-patruljen på Lilla Linje

Der er et meget fint efterskrift af forfatteren Anappara som forklarer hvorfor hun skriver om livet i en indisk storbys slum set fra børnehøjde. Hun har arbejdet der gennem flere år som journalist. Det kan jeg godt mærke i bogen, nu jeg véd det. Der forsvinder 180 børn om dagen i Indien, fortæller hun. Politiet gør ikke meget for at hjælpe mennesker i slumområderne, heller ikke med så alvorlig kriminalitet. Politiken har et fint interview med hende der kan læses her: https://www.politikensforlag.dk/deepa-anappara/c-318.

Så jeg har i nogle hektiske dage fulgtes med drengen Jai rundt i slummen, sammen med vennerne og et mylder af mennesker og urimeligheder og nydt hans ukuelighed selv da børneforsvindingerne rammer hans nærmeste naboer og familie. Det er god anskuelses undervisning i noget jeg ikke vidste nok om. Det er en lærerig bog uden at være særlig stor litteratur.

17. februar 2021

Ines Geipel: Kamp-Zonen

Jeg er efter læsning af Kamp-zonen mere end sikker på, at det vigtigste vi kan gøre i verden lige nu er at sikre alle demokratiets institutioner, gøre dem faste og uangribelige. Sikre domstolene og de internationale aftaler. Bogen gør opmærksom på hvor lidt vi kan tro på Tyskland som et sikkert demokrati. Det er skrøbeligt som alle landes demokrati. Det er utroligt, hvad mennesker oplevede efter afslutningen af 2. verdenskrig - ikke mindst i Østtyskland. Det er det hun fortæller om med et engagement, som jeg mærker i hver eneste sætning. Og med indignation der vil noget. Fortællingen om Buchenwald kommunisternes terror i koncentrationslejren kendte jeg ikke. Vidste ikke at Ulbricht kom direkte fra Moskva som en af de få overlevende fra udrensningerne blandt tyske kommunister. Eller har i hvert fald glemt det. Hvordan Østtyskland var et narcissistisk og helt igennem utroværdigt eksperiment. "Parader gennem ruingader, store kollektiver på enorme byggepladser, fyldte sale til partidage. Det må være gået usandsynligt højrøstet for sig. Som om en uoverskuelig folkemængde straks råbte hurra! Faner, vimpler, fakler, transparenter og iltre, troskyldige ansigter. Det bedre Tyskland, et nyt parti, en egen stat og en egen religion til den røde fremtid. Man legede befrielse, lettelse, sejr eller hvordan?" Sådan husker hun. Og hun kan lægge to og to sammen hvad angår det, den nye ledelse vidste og hvad den ikke fortalte om dem, der overlevede i Gulag og først kom hjem senere. Og hendes egne bedsteforældres opgaver som SS'er i Riga under krigen, hvor faderen led af kroniske mavesmerter. Skjulesteder. Vakuum. Tidslommer. Navnet på alt det, der ikke blev fortalt. Og det gjaldt så også hendes egne forældre, hvor faren i årevis var ansat i spionstjenesten. Men ikke fortalte noget. Og ikke opdagede hvordan det ændrede ham. Det er noget jeg slet ikke har tænkt på: at være barn af én i spiontjenesten. Dobbeltheden. Det er ikke sundt og hvad gør det ikke ved mennesker. Men det vildeste er Ines Geipels tanker om, hvorfor AfD har fået så mange medlemmer lige i Østtyskland. At det skyldes det samfund, som ikke har været ærligt over for historien. "Opvokset i et tomrum uden bindinger, uden empati, uden opmærksomhed." Pegida får også flest medlemmer i det tidligere DDR. "Pegidas manifest gik nogenlunde sådan her: „Vi er patrioter, det vil sige de rigtige. Hvis man ikke er som os, skal man væk. Tyskland går under, vi står parat til at redde det.“ Demokratiet er skrøbeligt. Mere og mere skrøbeligt. Vi må gøre noget.

10. februar 2021

Thóra Hjörleifsdóttir: Magma

Det er en kort punktroman, glimt af en piges liv i Island i nullerne. Punkt for punkt bliver jeg bare så oprørt. Hun er så god af sig. Gør sig umage med at forstå sin kæreste: "Jeg har ikke forudsætninger til at forstå ham, mit liv har været så bekvemt. Jeg har forældre, som elsker mig, støtter mig og hjælper mig. Han har ikke haft det lige så godt som jeg." Alle gode piger burde læse den her bog, så de kan være forberedte på det værste. Næste punkt: "Jeg ved udmærket godt, at jeg burde droppe det her, men jeg kan ikke rive mig løs fra ham. Hvis bare jeg var lidt bedre, så ville jeg være nok." Jeg får det simpelthen så dårligt af at læse det her. Da hun begynder at skære i sig selv siger han: ”Hold op med det! Du mener det jo alligevel ikke alvorligt, det er kun overfladisk.”  Hun kan blive ved med at finde udveje, men hvor er grænsen: "Kærligheden er et spektrum. Den er lige så smertefuld, som den er vidunderlig." Jeg er virkelig oprørt over den her bog.

9. februar 2021

Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade

Sidste år læste jeg 'Fra hus til hus'. Den var morsom og enkel. Nu har jeg læst den senest oversatte til dansk. Den er også morsom og enkel og meget mere. Feminisme på en vidunderlig facon. Senere vil jeg læse hendes øvrige bøger. Jeg tror der er syv mere. 'Mødrenes gade' er dejlig til afveksling af 'virkelighedslitteratur'. Her er realisme, kunst og galskab samlet i en gades mennesker, der alle drømmer om at købe billet til to timers liv i biografen - pånær en enkelt til sidst, der kun køber billet for at se filmens slutning.

7. februar 2021

Trude Marstein: Hjem til mig

Det er den anden roman af Trude Marstein jeg læser. 'Så meget havde jeg' hed den første og var lang, men jeg måtte overgive mig. Den her er også lang. Men jeg må også overgive mig denne gang. Det er simpelthen kortlægning af forholdet mellem en mands drift og hans ønske om at være et godt menneske. Det kræver sider. Da det første ægteskab går i stykker tænker jeg romanen må være færdig. Det er allerede mere end nok. Så fortæller min kindle mig at vi er på 38% af bogen. Der er 11 timer endnu. Men jeg finder ud af at det er godt at læse teksten. Den er hverdagsnær som Knausgårds. Og jeg lærer endnu mere om mine mange år i branchen vedrørende kærlighed og drift. Det betaler sig at læse den selvom den er lang. Hun er da vild!

4. februar 2021

Elif Shafak: Evas tre døtre

"Er der virkelig ingen andre måder, ingen plads til ting, der hverken hører til hos tro eller videnskab – som hverken er den rene religion eller den rene rationalitet? En tredje sti for folk som mig? For dem, der finder dualiteter for rigide og ikke ønsker at indrette os efter dem. For der må være andre, der har det som jeg. Det er, som om jeg leder efter et nyt sprog. Et flygtigt sprog, der kun tales af mig …" Sådan skriver pigen Peri i sin Gud-dagbog. Det er denne tredje sti, som romanen forsøger at finde. Jeg synes jeg havde meget glæde af at læse bogen, selvom jeg også indimellem var træt af, at der var for mange steder hvor romanen bliver til opremsning og til projekt. Men der er meget godt i den. Og pludselig får jeg en fornemmelse af livet i Istanbul, hvor splittet byen er mellem øst og vest, mellem islam og kristendom, mellem liberalisme og konservatisme og meget meget mere. I lange stræk er romanen roman, så man glemmer alt andet. Peri er hovedpersonen, som vi møder som pige (med en liberal far og en troende mor), som studerende i Oxford og som gift kvinde og mor i Istanbul. Og det fantastiske Shafak vil er at samle de tre perioder og alle de værdier som udspiller sig. Gud-dagbogen er rigtig god. Der samler hun sine forsøg på det nye sprog. Peris far siger: "“Jeg er glad for Bektashi- eller Mawlawi- eller Melami Sufi-traditionerne med deres humanisme og humor. Her var der hverken fordomme og intolerance – og hvor mange husker det i dag? Den gamle filosofi er forsvundet fra vores land. Ikke kun herfra. Fra alle afkroge af den muslimske verden. Undertrykt, bragt til tavshed, slettet. Hvorfor? De dræber Gud i religionens navn. De glemmer kærligheden i disciplinen og autoritetens navn.” Romanen viser sådan nogle fine eksempler på samtaler i Istanbul. I Oxford lærer hun af sin lærer: “Mine kolleger her har begge forkert fat i det. Den ene vil gerne fornægte troen. Den anden tvivler. De synes ikke at forstå, at jeg som et simpelt menneske har brug for både tro og tvivl. Usikkerhed, gentlemen, er en velsignelse. Vi skal ikke undertrykke den. Vi skal fejre den. Sådan er den tredje vej.”  Der skulle lige have været en grundig redaktør ind over, men den er god som den er. Den er værd at læse. 

28. januar 2021

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet

"Engang skrev jeg: Jeg venter på mig selv/ jeg er længere fremme". Det er bare sådan en god sætning, hvis indhold gælder hele livet. Guldager skrev den da hun var ung. Jeg tror bogen handler om at blive sig selv. At overtage sig selv. Vedgå sig selv. Og derefter at give slip, på dem der var selvets baggrund. Enten med taknemmelighed eller fordi det bliver nødvendigt. Måske er det dét, den handler om. Og så sproget som forløser, når det skrives, men som river i stykker, når der ikke skabes gensidighed. "Vi har ikke sprog, og måske er det derfor, jeg har skrevet hele mit liv". Skriver hun om det manglende sprog til moderen. Det er spændende at læse forfatterens overvejelser over de erindringer, hun bliver nødt til skrive for at ungdommens jeg endelig kan indhentes. Men jeg tror ikke jeg fik så meget ud af at læse den. 

21. januar 2021

Jonathan Lichtenstein: Skyggen fra Berlin

Jeg læste for et par år siden en anmeldelse af en udstilling i Berlin, som hed "Berlin 1937. I morgendagens skygge". Den ville jeg gerne have set. Så kommer Krystalnatten i 1938. Og det bliver rigtig slemt for jøderne. De kommer alle uden undtagelse til at leve i skyggen af Berlin resten af deres liv, hvis de er heldige. Lichtensteins bog er en meget fin Holocaust-bog. Den fortæller den vigtige historie om, hvordan børnene fra Kindertransporten kommer til at leve livet. De var heldige, men skyggen forfølger dem. Bogen er en fortælling om den overlevende fra transporten og hans søn. Mange år efter krigen foretager de rejsen tilbage til Berlin. Samtidig er det en belæring om hvordan traumer og sorg forvandler liv. Også ind i 2. generation. Skyggerne er lange. Det er en glimrende fortæller, sønnen, som skriver. "Hans smerte over at genopleve sine minder omslutter mig og tager så bolig inden i mig. Den trænger ind i min mave. Den trænger ind under mine ribben. Jeg har indoptaget en del af hans historie; hvorfor ved jeg ikke. Den er blevet mit indre mørke spøgelse. Jeg kæmper med den, men den har fået tag i mig. Den er indersiden af mit hjerte." Og videre: "Med en enestående viljestyrke genskabte min far sig selv, mens han samtidig bar på sin ’delvise tilintetgørelse’ indeni. Han var sin egen forælder, genopbyggede sig selv og levede derpå videre." Bogen slutter godt: "Vi har den samtale, vi hele livet har skullet tage. Vi har været ude af stand til at gøre det indtil nu. De tanker, vi har gemt inden i os selv, har været for svære at bringe op til overfladen. Vores kroppe har ikke villet tillade vores tanker at blive tænkt. At tænke vores tanker til ende var ikke til at bære." Jeg troede jeg havde læst bøger nok om Holocaust. Jeg er glad for at have læst den her. Der fortæller meget om os.

17. januar 2021

Karl Ove Knausgård: Morgenstjernen

"Ja, dét var det. At intet nogensinde stoppede op, at alt bare fortsatte og fortsatte, at dag blev til nat, nat blev til dag, sommer blev til efterår, efterår blev til vinter, år fulgte år, og at de var i det, netop nu, hvor de lå og sov tungt i deres senge. Som om verden var et rum de besøgte."  Sådan tænker Arne, da hans drenge er lagt i seng og er faldet i søvn. Som vi alle tænker, men sådan går det bare ikke i romanen. Ustandse-ligt kommer der brudflager ind til en anden ukendt virkelighed. Den ny stjerne der lyser dag og nat over Bergen et par varme sommerdage i august, hvor mennesker lever deres liv og vi får lov til at følge dem. Han skriver så godt, teksten er filmisk. Det er helt ned i de enkle detaljer, så jeg tror på ham og på personerne. De kunne være mig og dem jeg kender. Det er en gennemskrivning af en moderne apokalypse, hvor der stilles spørgsmål ved det vi ved. Dantes rejse i den metatysiske verden i 'Den guddommelige komedie'."Det er ikke sådan at vi ved det vi ser, det er omvendt: Vi ser det vi ved." Vi har glemt at tænke på det vi ikke ved. Derfor ser vi så lidt. Det fremmede metafysiske ser vi ikke. Vi ved ikke hvad vi skal stille op med det. Og kulturen har fjernet os fra naturen, så den vender sig imod os. Krabberne går på land. Der er hovedløse katte. Dyrelignende skikkelser. Og så er den rasende spændende. Næsten ikke til at lægge fra sig. For teksten sluger een. Optager een. En dag mens jeg læste kom Jette ned med bier, der mere eller mindre døde var tumlet ind på gavlaltanen. Det var frostvejr. Nå! tænkte jeg. Det er kommet her også. Sprækkerne i naturen ind til det ikke naturlige. Det er altså en god roman. Nedenfor er der citater jeg vil huske for at kunne vende tilbage til dem. 

Meningen lå ikke i mig, meningen lå ikke i den anden, meningen opstod mellem os. Korsangen var det enkleste billede på det, og Jesu lære handlede om at praktisere det. Alle var lige, alle var en del af det store, og i det store befandt Gud sig.

...det var jo netop derfor Jesus gik blandt de udstødte og ikke blev en af de skriftlærde eller teoretikerne, som jeg plejede at kalde dem. Der var en afgrund mellem teoretikerne og folk flest, og der var en afgrund mellem folk flest og dem der var på bunden af samfundet. Jesu lære var praktisk: Han skrev ikke om dem eller til dem, han vandrede blandt dem. Talte med dem, lyttede til dem, inkluderede dem. Alle var lige, alle var en del af det store, og i det store befandt Gud sig. Og i Gud nåden, i Gud tilgivelsen, i Gud værensfylden.

Mening var noget der kom fra os. Mening var noget vi gav verden, ikke noget vi fik fra den.

Teologi var ikke læren om Gud, men læren om hvordan vi kunne tale om Gud, for på den måde at åbne op for det hellige, som selv måtte strømme.

Tilbedelsen af Jesus var som en helliggørelse af os selv, var det ikke? At Gud blev en af os.

Var det måske begyndelsen på den totale menneskeliggørelse af den tilværelse som vi havde nu?

At være lydig ligesom græsset er lydigt når vinden bøjer det, tænkte jeg og så op: Uden for vinduet havde stormen lagt sig, alt var mørkt og stille, det svage lys fra månen som sneen reflekterede, fik det til at se ud som om klipperne nede ved havet svævede.

Guds rige var her.

Jeg var til for Gud.

Ingen fortid, ingen fremtid, kun et stort nu, i hvis lys Gud tog form.

...for Gud var en hændelse, ikke noget der stod fast og lod sig gribe.

Jeg ved at min krop vil dø, selvom også det er svært at tro – men det i mig som er, ved jeg ikke vil dø.

Spejlet, det vil sige bevidstheden, er de andre. Sagen er at vi ikke kan tænke mennesketanker alene, for det at tænke mennesketanker er kun et potentiale vi har, som ikke kan realiseres andre steder end i kulturen. Vi tænker i kulturen, og vi tænker med kulturen. Så bevidstheden førte os tættere på hinanden, samtidig med at den fjernede os fra naturen.

Aristoteles siger her tre ting: Søvnen ophæver tiden, søvnen og døden er beslægtede tilstande, og sjælen lever videre efter kroppens død.

– Du er min næste, sagde jeg. – Jeg følger dig til døren.

– Du er kristen! sagde han. – Jeg vidste det!

Jeg sagde ikke noget.

“Kristen”, det låste alting fast, det var ikke det jeg var.

11. januar 2021

Helle Helle: BOB

"At ønske sig tilbage til marts eller forrige sommer. Ærtebælge, en hovedbund fuld af sand." Og så er jeg helt til stede. Både hos Bob og hos mig selv engang som 16-årig. Ønsket om at vende tilbage til en ubekymret barndom. Uden at skulle tage stillling de store spørgsmål. Bare at være. Sådan vil Bob leve, men det er jo ikke nok når årene medfører kærlighed og svigt. Det er en stor glæde at læse Helle Helles nye roman, for det er at nærme sig et andet menneske. Og dermed også sig selv. Det mærker jeg mellem hver linje. Forsigtigt. Nænsomt. Og så er det så hverdagsnært. Så usikkert famlende, når man går i vejen for sig selv. Dengang man var ung. Fordi man ikke turde andet. "Han havde aldrig tjent over atten hundrede kroner på en hel sommer, og han gik stadig med kam i baglommen. Når han tog ordet, holdt han det nogle gange lidt for længe. Han kunne finde på at sige ting som: Hvor der er vilje, er der vejarbejde." Præcist og muntert tilmed. Når livet sammen med kæresten bliver for fladt må man gøre noget. "Vi havde talt om, at meget af det, vi talte om, handlede om mad. Men hvad kunne vi gøre, der skulle jo spises. Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. Fordi alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Bob ville tage sig til hovedet, sådan kunne man ikke leve. Men undlod. Han ville gøre hvad som helst. Ikke omtale karkluden, gå stum ned med skraldet. Rejse alle shampooflasker i tavshed, skure skimmel af fugen. Altid den rødsorte kant forneden på bruseforhæng, ikke kun private boringer havde altså et okkerproblem. Vi holdt hus i en etværelses, det var åndfuldt at se stort på opvask. Men bekymringer opstod, vi kunne godt begge to ligge vågne. Og Bob holdt af at tale om søvn, han sagde: Jeg sov ikke fra to til cirka fem. Men også den snak skulle bringes til ophør. For den ene havde til stadighed sovet mindre end den anden, eller omvendt." Men det er jo ikke det, der er galt. Han kan ikke arbejde med det vanskelige voksenliv. Han ønsker sig bare tilbage til ærtebælge og en hovedbund fuld af sand. Han vil gerne. "Han ønskede at bevare, hvad bevares kunne, han skaffede sytråd, holdt liv i en busrute." Han kan ikke. Men så ved han, at han er det forkerte sted. Han må prøve forfra. Vende hjem igen. Byen forstyrrer ham. Men han rydder op efter sig. Nu begynder han. For første gang i hans kærestes fortælling om ham. Så der er lys forude. Også for Bob. 

8. januar 2021

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Nu kommer den tredje snart, så derfor skulle jeg lige have læst toeren. Den er god selvom den er frygtelig. Så hudløst som han beskriver den umulige familie, han vokser op i og ud af. 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' hed etteren. Den var grum. Toeren er værre og jeg sidder hele tiden og tænker på hvordan bare den mindste smule værdighed kunne komme til at spille en rolle i familien. Hvis bare enten moderen eller faderen havde haft en hensigt og et kald med deres liv. Det hele går imidlertid op i hat og briller. Det er frygteligt at være vidne til. Det er Tue vi følger. Den ældste. Der er ingen der på en eller anden måde føler sig udvalgt til at være et menneske, være værdig, være til for andre end bare at vælge det nemmeste. At lade stå til. Skide være med det. Tue må opleve meget, som da hans far begynder at ryge joints sammen med arbejdskollega. "Det begyndte at lugte sødt derindefra. Min far grinede. Men det, der skulle have udløst latteren, fandtes ikke. Det var en hul, tom latter, og der var ikke noget at grine af." Det er en fin erfaring, som kommer til at sidde i Tue fremover. Tror jeg. Der er også mange fine andre iagttagelser. "Det er ikke en god idé at lukke for mange mennesker ind i sit liv, når man ikke selv er tilfreds med det." Der er nogle fine poetiske sætninger undervejs: "Måske sagde hun slet ikke noget til ham. Måske sad han bare og gabte en smule. For der er langt til Nørre Ørum, og de fleste kommer til at køre forkert et par gange på vej derud. Og så er der endnu længere." Der er rigtig mange og lange omveje til livet fra Nørre Ørum. Men så flytter Tue til Frederiksberg. Det glæder jeg mig til. I treeren.

5. januar 2021

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens grundstof

Jeg har altid været glad for at læse Marstrand-Jørgensen (MJ). Ikke mindst hendes bøger om Hildegard var uforglemmelige. 'Sorgens grundstof' er også en kæmpe præstation, men der er også noget der skurrer og giver en mislyd. I romanens 472 sider fortæller hun Europas historie siden Wienerkongressen 1814-15. Og det er en forfærdelig og skræmmende historie. Jeg kunne bedre lide Thomas Ubbesens måde at beskrive det samme på i sin bog: 'Vi var folket'. De to forfattere er begge optagede af flygtninges forhold og skæbne. Ubbesen går historisk og journalilstisk til værks og bagved mærker jeg tydeligt hans indignation og sorg. Det kan jeg lide og det berørte mig meget. Men MJ skriver en roman der bliver til andet og mere end en roman. Det er her det skurrer og giver en mislyd. Hendes engagement i Venligboerne støtter jeg helt ud, men jeg kan ikke lide, at hun skriver en roman som nærmest i mange direkte sætninger priser deres arbejde for flygtninge. På sameksistens.dk læste jeg en artikel, hvor hun selv fortæller om det. Det synes jeg er fint. Hun fortæller at hun har ment at den politiske roman ikke var hendes område, men at hun har ændret mening efter at have læst den syriske forfatter Khaled Khalifas, 'Hadets lovsang'. Det er meget ærligt. Det var ud af de erfaringer at hun begyndte at arbejde på 'Sorgens grundstrof'. Som sagt ødelægger det noget for mig. Det er måske pjattet, men det er som om jeg ikke rigtig tror på det hun skriver, når det har en sådan baggrund. Det er ærgerligt, for når hun skriver om romanens tre personer der lever gennem de to hundrede år, så er det glimrende læsning som berører mig. Men når hun f.eks. skriver: "det er menneskehedens tragedie – at man ikke interesserer sig for andres elendighed..." - så skurrer det altså i mine ører af et program. Jeg tror det er mere indviklet end som så.