Pibekraver og Boglog

17. januar 2021

Thomas Mann: Josef Ernæreren

Så blev jeg færdig med Josef og hans brødre. Og den endte godt. Forsoning. Men hvor har det været en stor glæde at læse den. Stille og roligt. Der er så meget klogskab i den. Her kommer mine understregninger:

Følgelig var mennesket produktet af Guds nysgerrighed efter sig selv

For Kain havde svaret: „Rigtignok har jeg dræbt min bror, det er sørgeligt nok. Men hvem har skabt mig som jeg er, skinsyg i en sådan grad, at mine gebærder i påkommende tilfælde forstiller sig og jeg ikke selv ved, hvad jeg gør? Er Du måske ikke en skinsyg gud, og har Du ikke skabt mig i Dit billede? Hvem har nedlagt den onde drift i mig til det, jeg ubestrideligt har gjort? Du siger, at Du alene bærer hele verden, og vil ikke bære vor synd?"

Men hvad han vedblev at tro, var, at det var givet ham at få verden og menneskene til at vende deres bedste og lyseste side mod ham – hvilket, som man ser, mere var en tillid til sig selv end til verden.

Af denne art var Josefs tillid. Der var slet og ret tale om gudstillid

Men overblik er vidende forsorg.

Overblikkets herre skal være overflodens tugtemester.

Adam og Eva, de første, forfærdedes over den første nat. Faktisk troede de, jorden igen skulle blive øde og tom. For det er lyset, der skiller tingene fra hinanden og stiller enhver af dem på sin plads – rum skaber det og tid, men natten bringer atter uorden, virvar og tohu va-bohu. Ubeskriveligt forskrækkede blev de to, da dagen døde i aftenrøden og mørket sneg sig frem fra alle sider. Og slog sig for ansigtet. Men Gud gav dem to sten: én af det dybe mørke og én af dødens skygge. Dem gned han mod hinanden for dem, og se, frem sprang ild, skødets ild, den inderste urild, ung som lynet og ældre end Re, den brændte i det tørre og ordnede deres nat.

Fjern er Solen, vel tre hundrede tres tusinde mil, og dens stråler er dog hos os. Men den, der viste den vej, er fjernere end fjern og dog nær i samme grad – nærmere end nær. Fjern eller nær, det gælder lige meget for ham, for han har intet rum, ej heller tid, og er end verden i ham, så er han dog ikke i verden, men i himlen.

Det er en nyskabelse af skæbnen, at man kan være på rette vej, men ikke den rette til vejen.

har oplyst min sjæl om forskellen i lære på en far på himlen og en far i himlen

Måske var brødrene den tihovedede Kain, måske var de brodermordere – de var dog, hvad de var, Jakobs sønner

For skyld skaber ånd – ja, og omvendt: uden ånd findes der slet ingen skyld.

Den, der ikke anser sig selv for vigtig, forkommer hurtigt. Men den, der holder på sig selv, som Abram gjorde det, da han afgjorde, at han – og i ham mennesket – kun måtte tjene den Højeste, han viser sig ganske vist fordringsfuld, men vil med sin fordring være til velsignelse for mange.

Netop deri viser sig sammenhængen mellem jeg’ets værdighed og menneskehedens værdighed. Det menneskelige jeg’s fordring på central betydning var forudsætningen for opdagelsen

af Gud, og kun i fællig, som resultat af at en menneskehed, der ikke anser sig selv for vigtig, i bund og grund er forkommen, kan de to opdagelser igen gå tabt.