Den unge Josef

24. juli 2020

Thomas Mann: Den unge Josef

"Om Eliezers person og herkomst var forskellige fejlagtige efterretninger i omløb, som vil blive imødegået nedenfor. Han var Jakobs husfoged og ældste træl, læse- og skrivekyndig og Josefs lærer, det må være nok her.

„Sig mig, du søn af den rette,“ spurgte han ham vel, når de sad sammen i vejledningstræets skygge, „af hvilke tre grunde skabte Gud mennesket som det sidste efter alle planter og dyr?“

Så måtte Josef svare:

„Til allersidst skabte Gud mennesket, for det første, for at ingen skulle kunnet sige, at det havde medvirket ved skaberværket, for det andet af hensyn til menneskets ydmygelse, for at det skulle sige til sig selv: „Spyfluen gik forud for mig“, og for det tredje, for at det straks skulle kunne sætte sig til bords, ligesom gæsten for hvem alle forberedelser er truffet.“

Herpå svarede Eliezer tilfreds: „Du siger det,“ og Josef lo.

Det er en ganske vidunderlig fortælling. Undervejs er der så mange ting jeg har lyst til at understrege. Almindeligheder og dybsindigheder af en karakter, jeg har lyst til at samle på. Ovenstående kan være en god indledning til en prædiken, der giver anledning til at tale om skabelsen. Det er jo et fantastisk svar på spørgsmålet om skabelsens karakter for mennesket. 

Her kommer et magen til som er lige så sandt:

"Læsning og skrivning var selvfølgelig grundlaget fremfor alt og ledsagede det hele. For ellers ville der blandt menneskene kun have været, hvad der blæste i vinden, hvad man havde hørt og glemt igen."

Endnu et sted, der er smukt:

"Alligevel befandt Jakob sig ikke kun godt ved sine iagttagelser. Der fandtes i landet folk – det var ikke ønskeligt for faderhjertet, at Josef blev én af dem. Det var hellige narre, savlere, gudsbesatte, der tjente til livets ophold ved deres evne til at spå i frådende tilstand – orakellallere, der drog omkring eller modtog kunder i klippehuler og indkasserede levnedsmidler og værdisager for alskens oplysninger om valget af de rette dage og for angivelse af det skjulte. Af hensyn til Gud kunne Jakob ikke lide dem, men egentlig var der ingen, der kunne lide dem, skønt man vel vogtede sig for at træde dem for nær."

Det her er spændende teologi:

"For på en måde var Abraham Guds far. Han havde skuet og fremtænkt ham, de mægtige egenskaber, han tillagde ham, var vel Guds oprindelige ejendom, Abram var ikke deres faderlige ophav."

Og traditionel teologi:

"Men stedfortrædelsens hemmelighed er større, den er indeholdt i menneskers, Guds og dyrs stjerneaspekt og er ombytningens hemmelighed. Ligesom mennesket i dyret bringer sin søn som offer, således ofrer sønnen sig selv i dyret."

Det her er bare det bedste, men det sker igen og igen:

"Ligegyldighed for menneskenes indre liv og uvidenhed derom medfører et fuldkommen skævt forhold til virkeligheden, avler forblindelse. Siden Adam og Evas dage, siden der af én blev to, har ingen kunnet leve, som ikke ville sætte sig i sin næstes sted og udforske sin sande stilling ved at prøve på at se den også med fremmede øjne. Fantasi og gættekunst med hensyn til de andres følelsesliv, medfølelse altså, er ikke blot rosværdig, for så vidt den gennembryder jeg’ets skranker, den er også et uundværligt middel til selvopholdelse."

Det her er også bare en oneliner:

"Derfor burde mennesker aldrig tage let på deres afsked med hinanden, for at de, i givet fald, dog kan sige til sig selv: I det mindste nåede jeg dog ret at trykke ham til mit hjerte."

Visdom:

„Men husk på, at alting i verden forekommer to og to, stykke og modstykke, for at man skal kunne skelne det, og hvis det ene ikke var ved siden af det andet, så ville ingen af dem være der. Uden liv var der ingen død, uden rigdom ikke armod, og forsvandt dumheden, hvem ville så tale om klogskab? Men sådan er det også med renhed og urenhed, det er da klart. Det urene kvæg taler til det rene: „Sig pænt tak til mig, for var jeg ikke til, hvordan skulle du så vide, at du er ren, og hvem ville kalde dig sådan?“ Og den onde til den retfærdige: „Fald ned for mine fødder, for uden mig, hvor var da dit fortrin?“

Thomas Mann er uforlignelig. Han lukker fortællingen op og han giver den dybde. Det er en stor glæde at læse den. Afsnittet der hedder Jakob sørger over Josef er i en klasse for sig selv. Det er en stor fortælling om sønnetabet. Her er masser at hente for den, der vil hjælpe andre mennesker, der har lidt det største tab. Det grænser langt ud over det sublime. 

Læs den bog. Den er uforlignelig