Filosofi teologi med mere

Michael Ignatieff: Om trøst - Bertel Nygaard: Grundloven - Niels Henrik Gregersen: Ind i fællesskabet - W.G. Sebald: Campo santo - Ebbe Kløvedal Reich: Fortællinger fra Dante - Sørine Gotfredsen: Som Sørine læser Bibelen - Morten Albæk: Ét liv Én tid Ét menneske - Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen: Mellem frygt og håb - Karl Ove Knausgård: I kyklopernes land

17. januar 2024

Michael Ignatieff: Om trøst

Det er en bog, der er skrevet under pandemien, som for mange betød 'svære tider' og som betød isolation og ensomhed. Undertitlen er: At finde lindring i svære tider. Og der er god lindring at finde i den her bog, som jeg er glad for at have læst. Nedenfor kommer der nogle af mine understregninger, som jeg ofte bruger at genlæse, dersom jeg mangler 'krudt' til at få gang i min prædikenskrivning. Det er en bog fyldt med portrætter, for forfatterens ide er, at trøst er at mærke et fællesskab med andre i samme situation. Det er derfor vi skriver, for at dele sorg og glæde og på den måde blive til en trøst for en anden. Det er årsagen til min lyst til at læse og læse i en uendelighed, at jeg altid lærer noget af andres liv og dermed også finder trøst. Han finder trøst hos 17 mandlige kunstnere og tre kvinder. Det er lidt skævt, men kvinderne spiller med i de fleste mandlige forfatteres liv. Her er alt fra Job over Cicero til Camus og videre.

Det engelske ord for “at trøste”, “to console”, kommer af det latinske consolor, der betyder “at finde trøst sammen”. At trøste er det, vi gør – eller forsøger at gøre – når vi deler hinandens smerte eller forsøger at bære vores egen. Vi leder efter en måde at fortsætte på, holde os i gang og genfinde troen på, at livet er værd at leve.

Men her i dette øjeblik sammen med min gamle ven bliver jeg mindet om, hvor svært det er. Han er virkelig utrøstelig. Han nægter at tro, at han kan leve uden hende. Når jeg prøver at trøste ham, fører det os begge ud til sprogets yderste grænser, og ordene dør hen i tavshed. Hans sorg er en dyb ensomhed, der ikke kan deles. I dens dyb er der ikke plads til håbet.

Vi kan opleve lindring uden at finde trøst, ligesom vi kan finde trøst uden at opleve lindring. Lindring er forbigående; trøst er varig. Lindring indebærer fysisk lettelse, trøst rummer forhåbningsfulde ansatser. Trøst er en diskussion af spørgsmålet om, hvorfor livet er, som det er, og hvorfor vi må leve videre.

Trøst er det modsatte af resignation. Vi kan resignere over for døden uden at have fundet trøst, og vi kan acceptere livets tragiske dimension uden at have resigneret over for den. Vi kan faktisk finde trøst i vores kamp med skæbnen og i, hvordan den kamp inspirerer andre.

Primo Levi citerer Dante for en ven i Auschwitz

Husk jeres oprindelse,

I blev ikke født for at leve jeres liv som vilde dyr

Men for at stræbe efter dyd og viden.

Om Camus

Han begyndte at bevæge sig ud over sin ensomme selvoptagethed til en flygtig medfølelse, en tidlig opblussen af solidaritet med fremmede mennesker… Han vidste, at han var nødt til at finde en måde at skildre på, hvordan det føltes at leve i en tid uden håb, uden fortællinger, uden muligheder for flugt. Langsomt frigjorde han sig fra den ikkeengagerede, upartiske holdning, som havde været en mulighed i Oran. Det var blevet uholdbart at være tilskuer.

Han ville gerne tage stilling, ikke længere til sig selv, men til menneskenes vilkår: Hvordan skaber man husly og bolig, hvordan plejer man venskabs- og kærlighedsforhold, og hvordan kan disse pludselig, uden varsel, blive ødelagt?

Over for døden og det onde var det vigtigste for Camus ikke spørgsmålet om, hvem der havde ret, men hvem der trøstede de lidende.

Faktisk fandtes der øjeblikke, hvor ord var overflødige. Man skulle blot sidde der ved sengen og holde det andet menneskes hånd, give det vand at drikke, skifte dets tøj, fjerne dets affald og hjælpe med at lindre dets lidelse. Det var den eneste trøst, der betød noget.

Václav Havel

Håb er bestemt ikke det samme som optimisme. Det er ikke overbevisningen om, at noget vil gå godt, men visheden om, at noget giver mening, uanset hvordan det går… Ansvarlighed skaber identitet, men vi er ikke ansvarlige på grund af vores identitet; derimod har vi en identitet, fordi vi er ansvarlige.

Om hospice

Hvad en ny generation af læger og sygeplejersker begyndte at forstå, var, at selv når yderligere behandling ikke var mulig, var der stadig håb – måske ikke om helbredelse, men så om at slutte fred med livet, forsone sig med børn, man var kommet på kant med, hele gamle sjælelige sår, bringe sine sager i orden og forlade tilværelsen med en fornemmelse af, at der var blevet taget hånd om alting. At dø var ikke slutningen på alt håb: Selv i dødens skygge var der ting, man kunne færdiggøre og ordne. Denne erkendelse indeholdt en mulighed for trøst og et potentiale for en institution, hvor det kunne foregå.

Det, de døende havde brug for, var at tale om deres liv, at finde mening i det, at tilgive sig selv og andre og forsone sig med afslutningen på det hele.

1. juni 2022

Bertel Nygaard: Grundloven

Det er en del af min forberedelse til søndag som foruden Pinsedag også er Grundlovsdag. Jeg skal besøge mine gamle sogne i Himmerland, hvor jeg skal holde grundlovstale. Det glæder jeg mig til. I 1982 havde vi det første grundlovsmøde i Hersom præstegårdshave, hvor Knud Sørensen fra Mors var den første gæst. Siden kom der mange andre. Ulla Sandbæk, som var født der. Steen Kaalø, Ejvind Larsen, Leif Hjernø, Ewald Krog og mange flere. Bertel Nygaards bog er en god baggrund for mig. Det er især den gennemsete grundlov, der betyder noget, altså grundlovsrevisionerne. Nygaard fortæller muntert, at der var mange, der var udelukkede fra valgretten, nemlig det man kaldte de syv F’er: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Det er spændende at tænke på den udvikling der har været i gang, indtil man ved grundlovsjubilæet i 1999 indførte en Børneparlamentsdag den 22. marts 1999, hvor 178 elever fra 60 danske grundskoler indtog Folketingssalen.

17. maj 2021

Niels Henrik Gregersen: Ind i fællesskabet

Jeg var så heldig, at jeg var med på Præstehøjskolen i Løgumkloster til den første session med Gregersen i 2013. Det var så inspirerende og jeg har levet højt på det arbejdspapir vi fik dengang, men har naturligvis ventet på bogen. Nu er den så kommet og jeg er så glad for at have læst den. Den blev meget anderledes end det papir vi arbejdede med dengang. Det var koncentreret og skarpt. Nu har han gennemskrevet det hele til en samtidsteologi - som stort set kan læses af alle. Han har gjort sig de største anstrengelser for at være forståelig. Det er den mest menneskelige dogmatik jeg endnu har læst. Og han formår virkelig at samle den kristne tros indhold så alle kan være med. Også alle andre religioner. En globaliseret teologi. Men uden at opgive det specifikt kristne. Undervejs i bogen var jeg så begejstret, at jeg var på nippet til at ringe til ham for at sige tak. Gudsbilledet er fornyet. Og medmenneskets evighed - givet af Gud - er blevet understreget med fine billeder af, hvordan forbindelsen fortsætter i evighed. Som gave og som opgave. Tusind tak for en fremragende samtidsteologi, hvor der ikke er grund til at krumme tæer.

Her kommer et par af min understregninger. Jeg har lavet så mange, at jeg vist overtræder et forbud mod kopiering, hvis jeg sætter dem alle ind. Så bare et lille udvalg:

Det er Gud, der lever i mig – og herigennem lader mig leve sammen med andre. I sidste ende er det fællesskabet, der er åndens bolig, og min krop og sjæl kan kun overleve ved at være en del heraf.

Du er derfor ikke bare, hvad du vælger og mener om dig selv. Du er, hvad du forbinder dig med, og hvad du er dybt forbundet med.

Men hvis Gud er kærligheden selv, sådan som kristendommen påstår det, lever Gud aldrig adskilt fra mig eller andre skabninger i en tidløs region.

Hvis Kristus er Guds evige Søn, og hvis Gud er kærlighedens evige fællesskab, så er Kristus lige så tæt på fortidens mennesker som på os i den kristne kultur, og Guds kærlighedsvilje den samme for den kinesiske bonde som for den kristne katolik.

Men hvis håbet er en livsytring, der bygger bro mellem skabelsestroen og troen på gudsriget, så kan man også gå over broen og se håbet som en dennesidig erfaring af gudsriget, der netop eksemplificerer, at Guds evighed har inkarneret sig midt i skabelsens dennesidighed.

Den gode begravelse er en fejring af det levede liv og samtidig en bekræftelse på, at vi hører sammen med hinanden på tværs af liv og død. “Vores vennekreds blandt de døde bliver stadigt større”, som Max Frisch har sagt det

Tabet af det andet menneske er tabet af en slags indre uendelighed – et elsket menneske jeg aldrig nåede at kende fuldt ud. Derfor må enhver tale om den afdøde samtidig fastholde sansen for den afdøde som en gåde med en egen hemmelighed, der aldrig er blevet talt helt ud. En person er altid mere, end det man ser.

Døden er ikke kun en afbrydelse af et fortløbende fællesskab på godt og ondt, men også en mulig vej ind i et andet slags fællesskab med den afdøde. Deres liv bliver derfor ved med at komme op i bevidstheden. Om man beder om det eller ej, så sker det igen og igen.

Vi kan derfor ikke gøre os færdige med de afdøde uden selv at tabe noget af vores egen menneskelighed. Fællesskab mellem levende og døde har noget blivende over sig. Og hvis det er rigtigt (hvad man end vil lægge i det religiøst), så viser det, at vi som mennesker er dybere forbundet med hinanden, end vi som regel er klar over. Vi bliver altid iltet og transformeret gennem vore relationer til andre.

Ud fra gudstroen ses verden derimod som en strømmende kilde til resonans, der vækker tro og tillid til verden omkring os. Samtidig lever den kristne tro på løftet om at blive gået i møde, selv hvor ingen resonanser kan høres.

Gud bor i troen, melder sig i håbet, og ytrer sig i kærligheden.

Troens vished er en bestemt indstilling til tilværelsen: Hér hvor jeg står, står jeg midt i tilværelsens under, hér er Gud allerede til stede for mig med evighedens befriende vægt.

Troens bevægelse ud af menneskets indre jeg-hus og ud i det åbne rum hører sammen med håbet om en fremtid ud over al rimelighed og forventning. På samme måde hører troens tillidsfulde bevægelse sammen med kærligheden til andre end én selv, netop sådan som de er. Man kan ikke tro på Gud og samtidig hade andre mennesker eller foragte naturens indbyggede båndbredde.

Troen er ikke noget man går rundt og “har”, men noget man får. Troen er heller ikke et lukket land, som man “ikke kan få”, men noget der åbnes for én hen ad vejen.

8. marts 2021

W.G. Sebald: Campo santo

Jeg er så glad for at jeg blev opmærksom på Sebald. Det er lige den forfatter jeg har haft brug for at læse - om hvordan tiden efter anden verdenskrig blev oplevet af en tysk forfatter. Der er 5 tilgængelige bøger på dansk af Sebald: Austerlitz, Campo Santo, De udvandrede, Luftkrig og litteratur og Saturns ringe. De øvrige er anmeldt under skønlitteratur. I alle bøgerne følger man smertesporene i sidste århundredes Europa. Og i Campo Santo er der svar på rigtig meget. Han skriver således:

"FØDT SOM JEG ER I 1944 I ALLGÄU, TOG DET NOGEN TID, før jeg fik om så blot en anelse om al den ødelæggelse, der fandt sted ved mit livs begyndelse. Som barn hørte jeg af og til de voksne tale om noget, de kaldte “omvæltningen”, men hvad denne omvæltning indebar, vidste jeg ikke. Den første anelse om vores frygtelige fortid fik jeg, tror jeg, en nat i slutningen af fyrrerne, hvor savmøllen i Plätt brændte, og alle løb ud af husene i udkanten af byen og stirrede ind i flammehavet, der strakte sig højt op i den sorte nat. Senere, i skolen, overskyggede Alexander den Stores og Napoleons felttog det, der dengang kun lå omtrent femten år tilbage. Og på universitetet lærte jeg så godt som intet om den nyere tyske historie. Germanistikken var i disse år en videnskab, der med vilje havde slået sig selv med blindhed, og som Hebel ville have sagt det, red den på en bleg hest. Et helt vintersemester på grundforløbet rørte vi rundt i Den gyldne gryde uden en eneste gang at tale om, hvilket forhold denne historie havde til de virkelige begivenheder, der havde fundet sted umiddelbart forud for dens tilblivelse, om ligene, som lå på markerne uden for Dresden, og om den sult og de epidemier, der dengang rasede i byen ved Elben. Først da jeg i 1965 rejste til Schweiz og året efter til England, begyndte der, fra denne afstand, i mit hoved at danne sig tanker om mit fædreland, og disse tanker er sidenhen, i de mere end tredive år jeg har levet udenlands, blevet stadig mere komplicerede."

Sebald brugte så sit forfatterskab til at udbedre det forhold ved sin stædige vilje til at erindre. Det er erindringslitteratur af højeste karakter.

Han skriver om litteraturen: "Det synoptiske blik, der i disse linjer svæver ind over grænsen til døden, formår trods sin formørkethed at mindes og illuminere dem, der led den største uret. Der er mange måder at skrive på; men i litteraturen gælder det om at nå ud over den blotte registrering af kendsgerninger og det blot videnskabelige. Det, der fordres, er et forsøg på restitution."

Der skal ikke kun mindes men genrejses i hukommelsen, uretten der blev begået. Det er et stort arbejde.

Bogen består mestendels af essays om store kunstnere, forfattere mest: Kafka, Hermann Kasack, Nossack,Heinrich Böll, Günther Grass, Peter Weiss, Jean Améry, Nabokov med flere.

Her kommer der citater, jeg gerne vil huske:

"Men netop derfor må erindringen og de objektive informationer, den rummer, varetages af nogen, der er villige til at leve med den risiko, det indebærer at have en erindring. Det risikable består, som den følgende lignelse af Nossack viser, i, at den, som påtager sig at erindre, samtidig pådrager sig de andres vrede, for de fleste magter kun at leve i glemsel. En nat sidder de overlevende omkring et bål: “Så begyndte én at tale i søvne. Ingen forstod, hvad han sagde. Men alle blev urolige, de rejste sig, gik bort fra bålet, de lyttede frygtsomt i det kolde mørke. Men så stødte de med foden til den sovende, så han vågnede. ‘Jeg har drømt,’ sagde han. ‘Jeg er nødt til at fortælle, hvad jeg har drømt. Jeg var ved det, der ligger bag os.’ Han sang en sang. Bålet var ved at gå ud. Kvinderne begyndte at græde. ‘Jeg siger jer, vi var mennesker!’ Så sagde mændene til hinanden: ‘Vi ville fryse ihjel, hvis det var det, han drømte. Lad os slå ham ihjel!’ Og så slog de ham ihjel. Og så varmede bålet dem igen, og alle var tilfredse.”

"Intet ligger Améry fjernere end den forestilling, at han skulle kunne “få skadeserstatning for det lidte”,194 selvom han samtidig ikke kan lade være med at forestille sig, at den flamske SS-mand Wajs, der slog ham i hovedet med en skovl, netop i det øjeblik, hvor han stod ansigt til ansigt med henrettelsespelotonen, må have indset den moralske sandhed om sine egne ugerninger. “I dette øjeblik var han med mig – og jeg var ikke længere alene med skovlen. Jeg ville gerne kunne tro, at han øjeblikket før sin henrettelse, nøjagtig som jeg, gerne ville have kunnet spole tiden tilbage og gøre det skete usket. Og at han, da man førte ham til retterstedet, fra at have været et mod-menneske igen var blevet til et medmenneske.”

28. februar 2021

Ebbe Kløvedal Reich: Fortællinger fra Dante

Den guddommelige komedie

For mange mange år siden forsøgte jeg at læse Den guddommelige komedie, men jeg løb sur i alle Dantes terziner. Og kom ikke langt. Det var dumt. Nu har jeg med hjælp af gode gamle Ebbe Kløvedal Reich fået en forestilling om dette vidunderlige kunstværk. Han genfortæller, så jeg kan forstå og citerer direkte fra Dante og sætter det ind i historisk tid. Og nu tror jeg har fået lyst til at læse originalen i nyeste oversættelse. Lige nu er tiden til at læse Den guddommelige komedie om dyder og laster og hvorledes vi kan komme til at leve med dem hinsides den dag vi ikke lever mere. Hans beskrivelser af de lastefuldes oplevelser i Helvede er vidunderlige.

"Her asede og masede de fordømte sjæle med store metalblokke og tunge sække fulde af kostbare smykker, guldbarrer og mængder af floriner. De gerrige skubbede deres sammensparede rigdomme rundt den ene vej. De ødsle skubbede den rigdom, de havde forødet, rundt den anden vej. Med mellemrum stødte de jo ind i hinanden. Så stod de og forbandede hinanden en tid.

Så vendte de om og asede og masede den anden vej. Indtil de igen stødte ind i hinanden…

Dante lagde mærke til, at der var overvældende mange gejstlige med tonsur. På begge hold."

"Pludselig kom en hovedløs krop gående. I hånden holdt den hovedet. Og det talte!

»Åh, ve mig!« klagede det. »Jeg er Bertran de Born, den berømteste sanger i hele Europa i min tid. Men jeg såede en blodig splid mellem den unge prins Henrik og hans far kong Henrik II af England. Nøjagtig ligesom den falske rådgiver Akitofel satte Absalom op imod sin far, kong David. Derfor har jeg fået hjernen, tanken og stemmen skilt fra min krop.«

Det er en grusom straf, især for en sanger og digter. Dante var målløs og hjemsøgt af tunge tanker, mens han fulgte sin romerske ven op på broen over slugten.

»Åh, broder,« sagde han nu. »Mester Franco Bolognese har illumineret meget skønnere, end jeg nogen sinde gjorde. Det havde jeg aldrig indrømmet, mens jeg levede, og det er derfor jeg går her nu. Hvor tom er dog ikke berømmelse og ære i menneskenes verden! Den blomstrer en enkelt dag og er væk den næste."

"Efter disse dystre spådomme opremsede den franske stamkonge eksempler på skadelig guldtørst og dens virkninger. Han begyndte med den græske kong Midas, der ønskede, at alt hvad han rørte ved skulle blive til guld. Og som døde af sult, da hans ønske blev opfyldt."

Det er lidt mere tamt at komme op i himlen, men det hele er guddommeligt.

9. august 2020

Sørine Gotfredsen: Som Sørine læser Bibelen

En god kollega fortalte med begejstring om den til mig. Nu fortæller jeg selv begejstret videre om den. Jeg læste den siddende i solen fra ende til anden og det var godt. Jeg fik til opgave af skrive en klumme til Lokalavisen i Favrskov. Så skrev jeg om den. Det kom til at lyde sådan her:

Som Sørine læser Bibelen

Drengepigen fra Hadsten

Af Karsten Erbs, emeritus i Værum.

Nu får jeg så lige en opringning fra provsten om jeg har tid til at skrive klummen til Lokalavisen i Favrskov. Jo tak siger jeg og så kan jeg bare ikke lade være med at skrive om de sidste to dages store fornøjelse i mit liv. Jeg har siddet i det fineste solskin og læst den bog der toppede bestsellerlisten i sidste uge, Sørine Gotfredsens: Som Sørine læser Bibelen. Bibelselskabets Forlag.

Det har simpelthen fyldt mig med energi og glæde at læse den bog. Hun skriver klummer i den avis jeg læser, så kender hende. Vi kender hende alle sammen som den skarpe debattør hun er. Men med bogens tekst får jeg endnu mere af personen Sørine end jeg havde regnet med, og jeg er nærmest taknemmelig for den bog. Jeg lader mig gerne belære at et levende menneske som hende. Hun skriver blandt andet om profeter. Hun er selv en profetinde. Hun har noget hjerte. Hun vil noget. Hun er ærlig og selvkritisk. Og fortæller også om sin egen historie. Også om dengang hun endelig fandt ud af, at hun altså var en pige og ikke en dreng i Hadsten. Og var glad for at der var noget der lå fast. Og som hun ikke skulle vælge.

Det er ikke mindst det vi kender hende for som debattør, at hun med arme og ben slås for at mennesket er noget i sig selv, at det har en værdighed og en værdi, som det ikke selv skal opfinde. Hun er uundværlig i debatten om køn, identitet, globalisering og kærlighed til fædrelandet, som præger hende rigtig meget.

”Jeg ønsker at ære min tid, for det er den eneste, jeg har, og jeg elsker mit land og mine landsmænd højt. Derfor lægger jeg så stor vægt på at prøve at minde alle om, at vi ikke må miste berøringen med kristendommen, for det er den, der giver det enkelte menneske styrke og gør os bedre i stand til at passe på hinanden” - skriver hun.

Gennem ti levende kapitler kommer hun hele sin eksistensen rundt og hele vejen gennem Bibelen. Og det sker på en personlig måde, hvor hun hele tiden tænker over, hvordan netop troen på Gud rammer hendes liv ind og giver nogle rammer, hvori hun kan forstå sig selv.

Jeg tror hun har siddet og skrevet hele bogen i maj måned ud i en lang køre. Der ikke mange vejrtrækninger undervejs. Og som læser er jeg med hele vejen for det er spændende. Hun inddrager en veninde, som er alt det, hun ikke selv er. For Sørine vedgår, at hun er konservativ. Så veninden er mærket af 68’generationen og er venstreorienteret. Det bliver til vidunderlige samtaler og diskussioner.

Men det allerbedste i bogen er når hun nærmer sig troens liv, så må jeg næsten rejse mig op og gå lidt rundt, fordi jeg synes det er godt, selvom jeg ikke ved, om jeg her helt enig med hende. Jeg vil godt lade mig belære, som sagt. Og bliver det! Sørine er ikke et øjeblik i tvivl om at evigheden findes, at der er slags opgørelse af ethvert liv (en dom), at opstandelsen findes. Kun når evigheden er med, kommer der alvor i livet. Vores liv er et guddommeligt drama, hvor det handler om at lære sig selv at kende, som den fortabte søn gjorde, da han gik i sig selv.

”For den, der vender hjem, bliver modtaget, mens den, der bliver ved med at fare omkring i det store selvbestaltede vildnis ikke igen vil blive forenet med sin Fader og skaber” – skriver hun.

Altså det er en vidunderlig bog. En guide til Bibelen, en guide til at tænke over sit liv og en guide til at tænke over efterlivet. Køb den og læs den! Der bør ligge i ethvert hjem.

Så vidt altså min klumme. Men jeg havde faktisk rigtig godt af at læse den. Teologisk. Efter en vinter og et forår med meget teologisk snak og skriveri med min kære fætter HP, så var det velgørende at få det hele repeteret og sat i sammenhæng. På mange måder er jeg måske nu mere enig med HP end før.

Her kopierer jeg nogle tekster ind, som jeg måske kan komme til at bruge:

Jeg er blevet skabt

Midt i disse tanker minder jeg mig selv om, at skabelsesberetningen udgør én lang fortælling om, hvordan livet er bestemt til at udkonkurrere døden. Selve dets opståen bryder med tomhedens herredømme, og der banes vej for den kraft, der er noget i modsætning til intet. Eftersom det er Guds livsplan, der udfolder sig, ligger det i kortene, at det ikke er meningen, at nogen eller noget skal antaste dette liv, og når det tilmed siges, at Gud skaber mennesket i sit eget billede, velsigner det og befaler det at befolke jorden, ligger det fast, at mennesket er blevet sat i livets tjeneste. Vi kender stadig ikke til Guds dybeste formål med at skabe liv, men det synes umuligt at forestille sig Gud som en magt, der handler vilkårligt og uden hensigt. Har man først sagt Gud, har man også sagt intention, og tror man på, at Gud frembragte det hele med et formål, giver det sig selv, at forestillingen om at man blot efter eget ønske kan afslutte det hele, hvis tingene udvikler sig skævt, strider mod alt. Man er bundet til den vilje, der besluttede, at der skal være noget fremfor intet, og hvert enkelt menneske skal leve, fordi det er nødvendigt, at det lever. Det er nødvendigt i forhold til ærefrygten over for Gud og i forhold til den taknemmelighed, der må følge af, at man har fået livet og skylder de andre mennesker, som man er sat i verden sammen med, at blive ved med at leve.

Jeg er faldet

Gradvist står det klart, at en del af vilkåret her på jorden virkelig er, at man kan falde dybt. Ud af generøsiteten og ned i selvoptagetheden, ud af trygheden og ned i bekymringens vemod, og ud af kærligheden og ned i selviskhedens lavland.

Ifølge den (arvesynden) bærer vi alle på det onde, uanset hvor meget eller hvor lidt kærlighed vi har modtaget. Det er en tilstand, vi arver, den findes også i det nyfødte barn, og hvis ordet ”ondskab” synes for provokerende, kan man i stedet tale om en iboende selviskhed. Så er vi nemlig tilbage ved den negative stemme, der kan komme til udtryk i alverdens følelser lige fra den dybeste misundelse til den til tider ret ynkelige forfængelighed, der kan få én til at ligge under for selvpromovering og billig smiger.

Det paradoksale ved læren om arvesynden er, at den på en vis måde forsyner os med værdighed. Den sætter os fri fra den evigt selviagttagende psykologiske kortlægning af sindet, der i længden kan føles udmattende og af og til fremstå en lille smule klynkende, og den meddeler, at en inderste kerne i os hverken kan forstås eller analyseres væk. Dermed forstår vi også, at der findes en absolut grænse for, hvor meget vi kan perfektionere os selv. Jeg vil ligefrem hævde, at læren om det onde som nedarvet virkelighed udgør én af de mest frisættende erkendelser for det menneske, der i dag slås så indædt med at fremstå som den, der stræber efter at nå frem til en bedre tilstand. Den såkaldt bedste udgave af mig selv. Det vigtige her i livet udgøres af noget andet. Nemlig af erkendelsen af, at man bærer på den negative stemme, og mens man skal forsøge at holde dens evige trang til at modsige det gode og kærlige i skak, finder man størst ro ved at forstå, at flosklen om at være den bedste udgave af mig selv grunder i en misforståelse. For lige nu har jeg nok at gøre med hver dag at opføre mig nogenlunde anstændigt, og hvis jeg på et tidspunkt skal være den bedste udgave af mig selv, vil jeg lade det være op til Gud at bestemme både hvordan og hvornår, forvandlingen skal foregå.

Derfor er der noget betryggende ved at vide, at man i sidste ende bare er endnu én i rækken af døtre og sønner, der oplever modgang, og en dag vil nogen måske tænke tilbage på mig og blive beroliget ved tanken om, at mens man på den ene side er et meget lille og afmægtigt individ i en stor verden, er man også et medlem af en slægt. Man er altid forbundet med andre.

Jeg har fået en lov

Derfor lærer jeg nu med fornyet kraft, hvordan arten af min tilstedeværelse hele tiden er med til at definere den andens oplevelse af lige nu at eksistere, og mens diskussioner om banksvindel og overholdelse af trafikregler er af moralsk art, er det etiske kendetegnet ved at handle om, hvordan vi i hinanden kan opretholde selve livsmodet. Intet mindre. Derfor er den etiske kraft grundet i en sammenhæng, der ifølge min livsanskuelse er knyttet til det guddommelige og troen på, at der findes en vilje bag livet, der kræver, at man altid har den andens bedste for øje. Den vilje, der i sidste ende er indbegrebet af Gud selv.

Således er det moralske og det etiske naturligvis forbundet med hinanden, og jeg vil hævde, at den, der er fortrolig med tanken om forholdet til Gud og den store etiske fordring om at ære livet og medmennesket, sandsynligvis er mere tilbøjelig til at respektere de moralske normer. For bevidstheden om Gud som livets myndighed forsyner den enkelte med en dybere sans for ansvarsfølelse og barmhjertighed og ikke mindst den selvbeherskelse, jeg har talt en del om.

Jeg tror

Derfor handler det ikke om at gå Det Nye Testamente igennem med ønsket om at få frasorteret de mest usandsynlige scenarier, såsom jomfrufødsel, helbredelser og vandring på søen, for slet ikke at tale om selve opstandelsen fra graven, så det hele bliver lidt nemmere at rumme. Det handler om at læse ordene og undervejs spørge sig selv, om man tror på, at Gud på et tidspunkt i historien trådte ind i verden som et menneske. Alt andet er detaljer.

Jeg boede dengang i min søsters lejlighed på Falkoner Allé på Frederiksberg og lå dér på hendes sofa og spiste kiks og arbejdede mig igennem Bibelen fra skabelsen til Johannes’ Åbenbaring og oplevede, hvordan de mange ord rummede en sandhed, der tog bolig i mig som en samlet meddelelse om, at livet er Guds vilje. Jeg besad naturligvis stadig min rationelle tænkeevne og vidste, at Bibelen er skrevet, redigeret og hist og her manipuleret af mennesker, men samtidig opstod denne overbevisning om, at dens grundlæggende og inderste budskab er givet af Gud.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er Gud, der sørger for, at troen er vores mulighed, men det er os selv, der skal tage beslutningen om at modtage den. Det er os selv, der stræber efter troen ved at lytte, læse, spekulere, bede og gå i kirke for at få noget til at ske. Jeg tror sjældent, at troen kommer til den passive. Den kommer til den, der er indstillet på selv at tage affære, og når nogen spørger mig, hvordan det føles at tro, svarer jeg, at det bedst kan beskrives som fornemmelsen af i et øjeblik kun at rumme liv. Ingen sorg, ingen bekymring, ingen tvivl, kun liv og en dyb følelse af ansvar i forhold til det. Jeg ved jo, at alt det dystre og opgivende også findes i mig, men i det øjeblik kan jeg ikke mærke det. Der findes i det øjeblik kun liv, evigt liv. Det er forunderligt.

Men at blive sig selv i forhold til Gud, det vil sige at tro på, at mens der findes en frelse efter døden, findes der også en etisk opgave her på jorden og dermed en betydningsfuldhed i mit liv, der rækker langt udover, hvad jeg nogensinde selv kan opfinde.

Jesus skal gå ud i verden og tale med mennesker og være iblandt dem og få dem til at forstå, at der er noget at tro på, som de ikke kendte til før. Jesus skal hjælpe enhver til at lære sig selv at kende, han skal åbenbare kærlighedens hele sande væsen, og han skal lære enhver at tilgive. Ja, han skal sige de afgørende ord til os, og mens det af alle mulige årsager kan være svært at være dén, der skal lytte, skal vi lære det. For det vil få os til at indse, at det er endnu mere vidunderligt og ansvarsfuldt at være et menneske, end vi før var klar over.

Jeg skal elske

Jeg tror nemlig på, at vi har mulighed for gennem lydighed at udrette meget godt i kærlighedens navn, og det afgørende er ikke blot, om mennesket kan elske af ren tilbøjelighed. Det afgørende er i mindst lige så høj grad, om det vil påtage sig at elske gennem kraften fra samvittigheden og pligtfølelsen, og derfor må vi hele tiden vende os til buddet om at elske – altså, næstekærlighedsbuddet.

Det er først gennem erkendelsen af selv at være del af den treenige relation, at man bliver vækket til at forstå, at man er noget mere end blot dette dødelige menneske, der en dag skal trække vejret for sidste gang. Man er dén skabning, der har sit ophav uden for tiden, fra før skabelsen, hvor man allerede var en del af Guds intention om at frembringe liv, hvormed man også er dén, der efter livet på jorden med Guds vilje kan blive taget tilbage til dette sted igen. Uden for tiden. Helligånden er Talsmanden, som den kaldes i Johannesevangeliet. Talsmanden, der hele tiden holder linjen åben mellem os og erkendelsen af at være ånd. Med denne levende bevidsthed om at stå i forhold til det evige kan man i sit liv mærke en saliggørende betydningsfuldhed ved overhovedet at være til. Livet er ikke ligegyldigt, for jeg er ånd, og der findes en mening med mig, som jeg ikke til fulde kender til endnu. Men det skal jeg komme til.

Jeg behøver tilgivelse

Han indstifter nadveren og dermed tilgivelsen som selve essensen af sit ærinde i verden, og han gør det med de ord, der både peger frem mod hans egen død og ind i vore hjerter som det løfte om hans troskab, som vi altid kan bære med os.

Det er ikke ligegyldigt for min frelse, hvilke valg jeg træffer i livet, og dermed har jeg jo også sagt, at det ikke er ligegyldigt, om et menneske overhovedet tror på, at der findes en Gud at angre over for i håbet om at blive tilgivet og få evigt liv. Med andre ord. Jeg tror på, at der findes en straf.

Det er min overbevisning, at alle uden undtagelse får troen tilbudt, når vi efter det levede liv står ansigt til ansigt med Jesus i det afgørende øjeblik, hvor alt skal gøres op, og man bliver ”kendt fuldt ud”, som Paulus formulerer det. I det øjeblik vil man erfare, at det kun er Gud, der kender én fuldt ud, og så er spørgsmålet, om man også selv oprigtigt ønsker at kende sit eget inderste fuldt ud. Om man vil kendes ved sig selv, eller om man vil afvise at se hele vejen ned i den indre afgrund, som enhver af os rummer.

Hvis man gerne vil kendes, kommer man i dette øjeblik til tro, fordi man omsider forstår, hvor meget man har brug for at blive tilgivet, og at der i virkeligheden kun findes én meningsfuld retning at bevæge sig i. Med dén erkendelse og dén tro, man dermed opfyldes af, bliver man modtaget i Guds rige, i Himmeriget, i evigheden, i det, jeg ikke kan beskrive mere præcist, hvilket i så fald også gælder for en mand som Judas, der endte med at angre så inderligt. For den, der vender hjem, bliver modtaget, mens den, der bliver ved med at fare omkring i det store selvbestaltede vildnis ikke igen vil blive forenet med sin Fader og skaber. Jeg tror ikke på den evige lidelse, men jeg tror på en tilstand, der er foruden salighed, en slags tom og hul tilstand mellem saligheden og lidelsen – et rum af ingenting – det er dét, der er straffen, og nærmere kan jeg ikke komme det. Jeg går ikke ind for vidtløftige beskrivelser af det hinsides i hverken den ene eller den anden forstand, for det er tilstrækkeligt at erkende, at det i sidste ende er ethvert menneskes eget valg, om det vil blive i sin egen stædige og forhærdede tilstand. Eller om det vil vende hjem og være den, der bliver taget imod.

Jesus rummer alt det, ethvert andet menneske rummer, på nær én ting, altså. For Jesus rummer ingen synd. Han er ikke faldet, for han er ikke skabt ind i historien af Gud på samme måde som os, men har været en del af Gud fra begyndelsen, og han eksisterer som en del af selve intentionen med alt liv. Derfor kom han til verden som skaberordet, der fik menneskeskikkelse, og når han til sidst udånder på korset, udlever han den definitive demonstration af, at Gud virkelig ønsker at bevare mennesket, selv om det helt til det sidste har givet så blodige prøver på sit til tider højest usympatiske sindelag. Jesus har allerede været udsat for så megen ondskab og uretfærdighed, at Gud med rette kunne have svaret tilbage med straf, men det gør han ikke. Han går i skikkelse af Sønnen frivilligt i døden, for menneskene ved ikke selv, hvad de gør, og de skal opleve den største tilgivelse for at blive bragt på sporet af den egentlige sandhed. De skal modsiges med kærlighed, og de skal se Guds søn dø på korset for at blive hjulpet frem til en erkendelse af, at det virkelig var det, han var. Guds søn.

Jeg tror mest på det sidste, for min Gud er almægtig. Han er ikke en følelsesstyret og påvirkelig instans, der med en vis forbløffelse må konstatere, at mennesket er mere syndigt, end han havde regnet med, hvorpå han skrider til handling. Han er magten bag alt liv – også den nedrige del af det – og forholdet til Sønnen og Ånden, den treenige relation, udgør selve den livskraft, der hele tiden har været kernen i værket.

Kærligheden følges af sin modstander, af det onde og det syndige, og Jesus var fra skabelsens morgen den del af det guddommelige, der skulle komme til verden og udleve modsigelsen af den modstander.

Jeg tror på evigheden

Uden opstandelsestroen kan den kristne tro ikke i længden undgå at udvikle sig til en menneskeligt tilpasset forestilling om en godhedens kraft, der nok synes overvældende stor, men som ikke bryder med rammerne for vores forstand. Ja, uden opstandelsestroen bliver kristendommen langsomt reduceret til et billede på almindelig idealisme, og vi mister føling med selve den klippegrund, som al menneskelig erkendelse skal ses i lyset af. Det er med andre ord troen på opstandelsen, der holder hele vores dybeste selvopfattelse og mest håbefulde livssyn på plads,

Heri findes min dybeste kilde til livskraft, graven var tom, fordi Jesus rejste sig og forlod den. Selv skal jeg også opstå, hvis Gud vil. Hvornår det sker, og i hvilken skikkelse det bliver, gør jeg mig ikke detaljerede tanker om. Det tilkommer hverken mig eller noget andet menneske at opfinde en række mere eller mindre fantasifulde gætterier angående alt dette. Opstandelsen er, hvad Gud ønsker, at den skal være, og mens menneskets stædige trang til håndgribelige forklaringer kan lede én ud i de vildeste forestillinger, bremser jeg mig selv ved min tro på, at evigheden findes. Det er dét, opstandelsen betyder – at menneskelivet forbliver i Guds varetægt, når det ikke længere er synligt på jorden.

Derfor falder det mig ind, at tiden mere end længe er til en slags besindelse på, hvordan vi omgås de store spørgsmål, for midt i frygt for de uforudsigelige kræfter fra en verdensomspændende virus, klimaforandringer og relativt ustyrlige globale mekanismer i det hele taget mærker vi en genopdagelse af, hvor lille og udsat man er, når det kommer til stykket. På ny lærer vi frygten at kende og forstår, at det vestlige menneske længe har levet i en tilstand af falsk tryghed, og at fornemmelsen af usårlighed og ret til evige cafébesøg omsider er ved at være forældet. Altid kan døden vise sig at være forbløffende tæt på, og det forgangne forår vil måske bidrage til, at nogle forfattere på en ny måde begynder at skrive i skæret fra gudstro og evighed snarere end i skæret fra den overvurderede seksualitet og ret til hævdelse af sin særlige identitet. Med udgangspunkt i en ganske anden både væsentlighed og ydmyghed, med andre ord.

Set i lyset af evigheden er alt på jorden relativt, og det gør ikke én mindre ansvarlig, mens man lever på den. Det gør én mindre forvirret og forfalden til det fanatiske, fordi man ved, at der eksisterer en større sandhed, der binder mig i ydmyghed til hver eneste konkrete dag, der går. Det lyder måske paradoksalt, men troen på evigheden forankrer med stor styrke et menneske i livet på jorden, og lad mig sige det på en anden måde. Jo mindre mennesket tror på evigheden, desto mere indædt vil det sansynligvis insistere på at erobre livet på jorden og gøre sig til herre over, hvad det kan tillade sig, og hvad tilværelsen handler om. Det vil nægte at blive gammelt, det vil overvurdere sin egen forstand, det vil på hektisk vis forgæves lede efter mening, det vil gøre travlhed til en latterlig dyd, det vil frygte kedsomhed mere end næsten noget andet, og det vil underlægge sig en så panisk angst for at dø, at det knap nok kan udtale ordet, men i stedet omtaler begivenheden som at ”gå bort” eller ”sove stille ind.”

Man kan beslutte sig for at værne sig mod den store flygtighed. Man kan opsøge stilhed og skabe mere ro til tanker om forholdet mellem hverdag og evighed, og man kan være sig bevidst, at man befinder sig i en tidsalder og en verdensdel, der med gevaldig kraft trækker individet væk fra troen på Gud. Det er menneskedyrkelsens, individualiseringens, velfærdens, medielarmens, naturvidenskabens, globaliseringens, identitetstænkningens og den åndelige dovenskabs kraft. Tilmed er det ironiens kraft, og med dén tænker jeg ikke blot på den drengerøvsdistance, der på en bund af en vis narcissisme kan skabe et næsten hånende skær om vores tilværelse. Nej, med ironiens kraft tænker jeg i særlig grad på den overleverede antagelse af, at vi står ved et punkt, hvor religiøsiteten er et overstået kapitel, hvilket gør os tilbøjelige til ofte at grine af den store alvor. Ikke nødvendigvis højt og larmende som i en dårlig komedie, men på stille vis i det indre som en automatisk afvisning af de dybeste tanker, og denne ironiske livsindstilling, der på så umærkelig vis kan blive til en vane, kan i længden føre til en følelse af tomhed. Mit gæt og mit håb – og jeg erkender, at det kan være svært helt klart at skelne mellem de to – er, at når menneskene begynder at føle sig tilstrækkeligt lede og kede af al den ironiske hulhed, vil de måske igen mærke længsel efter at kunne tro på, at der findes en dyb mening med tilværelsen. Og en alvor og en trøst, der overgår al forstand. Efter ethvert grin følger stilhed.

Jeg er den, der er blevet skabt af Gud, som er faldet væk fra den rene oprindelighed, og som kan bruge hele livet på at samle visdom og selvindsigt og stræbe efter at gøre det næstekærlige, mens jeg nærer tillid til, at Jesus er sendt til verden for at frelse mig fra døden og det onde. Jeg er den, der kan komme til at tro på evigheden, og med dén tro sker der noget helt forunderligt. Man kommer samtidig til at tro endnu mere på livet.

12. september 2019

Morten Albæk: Ét liv Én tid Ét menneske

Jeg lægger også den her bog for sig selv. Lige som Jordan B. Petersons. Det er jo ikke skønlitteratur, men jeg har været glad for at læse den her bog. Det har været en stor fornøjelse. Jeg synes han er et modigt menneske der på det store marked forsøger at fastholde meningsfuldhed. Det er det, der betyder noget. Det er meget enkelt. Det handler om at se forskel på lykke, tilfredshed og meningsfuldhed.

Her er en række citater, som jeg allerede har brugt noget af i en prædiken.

Forord

Begivenheden i Biersted Kirke og dagene, ugerne, månederne og årene derefter har givet mig især én essentiel indsigt i livet, som jeg først senere for alvor har forstået betydningen af. Måske jeg dengang var for ung, umoden og uerfaren til at forstå det.

Dette er det første ærinde med denne bog: at slå fast, at intet kan være vigtigere, end at vi hver især lever meningsfulde – og ikke kun momentant tilfredse eller lykkelige – liv.

Vi er ikke i vater eksistentielt set.

Forskellen på tilfredshed, lykke og meningsfuldhed

Mening er følelsen af, at dit liv er et værdigt og håbefuldt liv. At du med al den erkendelse, du har akkumuleret gennem tilværelsen, ser bagud, til siden og fremad med selvværd og selvrespekt. Derfor rummer meningsfuldhed også plads til de oplevelser og dele af livet, der ikke umiddelbart er lyse eller lystfulde. Sorgen kan ikke leve skulder om skulder med tilfredsheden. Det er utilfredsstillende at føle sorg. Du kan heller ikke være lykkelig og føle sorg. Men du kan føle sorg og mening på én og samme tid. De færreste vil sige, at det fylder dem med tilfredshed at begrave én af deres nærmeste. Endnu færre vil hævde, at det er en omstændighed, der bringer dem lykke. Men vi er mange, der har oplevet en sådan periode som ekstrem meningsfuld. Den har mindet os om en række erfaringer, har bragt os tættere på dem, vi elsker, og givet os perspektiv på vores eget fremtidige liv.

Men følelsen af mening med livet kan være prægnant til stede – både når du er utilfreds, når du er ked af det, og når du er ulykkelig.

Og sandsynligheden for, at det facit, når vi skal gøre livet op, er et, vi vil være bekendt og finde værdigt, må alt andet lige være meget større, hvis vi betragter livet som et sammenhængende hele og fokuserer på, om det overordnet set er eksistentielt i vater, før vi begynder at suboptimere enkelte dele og dimensioner af det.

De interviewede derfor 85 indsatte i et engelsk fængsel og bad dem evaluere sig selv på en række parametre. De skulle forholde sig til, i hvor høj grad de var moralske, troværdige, ærlige, pålidelige, empatiske, generøse, lovlydige, selvkontrollerede og venlige. Først blev de bedt om at vurdere sig selv i forhold til andre indsatte, sidenhen i forhold til den gennemsnitlige del af den øvrige befolkning. Knap så overraskende vurderede de sig selv til på ni ud af ni parametre at være bedre end gennemsnittet af de resterende indsatte. En bekræftelse af »The better than average-effect«. Hvad der til gengæld overraskede holdet af forskere, var, at de indsatte på otte ud af de ni parametre også vurderede sig selv bedre end gennemsnittet af den øvrige befolkning. De vurderede sig selv til at være mere moralske, mere troværdige, mere ærlige, mere pålidelige, mere empatiske, mere generøse, mere selvkontrollerede og mere venlige. Kun på ét punkt vurderede de, at de trods alt ikke kunne siges at ligge over den øvrige befolknings niveau: lovlydighed. Til gengæld vurderede de ikke sig selv til at ligge under den øvrige befolknings niveau. De vurderede, at de var på samme niveau, det vil sige akkurat lige så lovlydige som den del af befolkningen, der altså ikke sad bag tremmer. Her har vi altså en gruppe mennesker, der til trods for, at retssystemet officielt havde dømt dem som kriminelle, mener at være lige så lovlydige som den øvrige befolkning – og i øvrigt på ethvert andet karaktertræk mener at være i besiddelse af egenskaber, der gør dem til bedre mennesker end alle andre. Mennesker, der er suspenderet fra virkeligheden og berøvet deres frihed som konsekvens af deres egne handlinger, men som det til trods fortsat mener at være mere moralske, troværdige, ærlige, pålidelige, empatiske, generøse, selvkontrollerede og venlige end de mennesker, der ikke er dømt til at sidde bag tremmer.

I antikkens Grækenland opsøgte man oraklet i Apollontemplet i Delfi, når der var behov for råd og vejledning om vigtige beslutninger i livet. Men før man fik lov til at vende sig selv og sine kvaler på vrangen for oraklet, blev man konfronteret med ordene »kend dig selv«, der var hugget ind i templets marmorvægge. Apollon var fornuftens og lysets gud, og ordene var henvendt til ethvert opsøgende individ og opfordrede til forud for alt andet at kende sin egen person og sine egne evner og mangler. Først når man havde gjort sig umage for at opnå indsigt i sig selv og dermed vedkendt sig sine begrænsninger, sin menneskelighed og sin dødelighed, gav det mening at spørge oraklet og guderne til råds. Det var en dyd at vende blikket indad og blive klar over, hvem man var og ikke var, før andre blev bedt om at forholde sig til det.

Hvor mange af os kan egentlig hævde, at vi ved, hvem vi er? Med andre ord, kan vi svare præcist, logisk og sammenhængende på spørgsmålet »hvem er du?« De fleste af os svarer nærmest hypnotiseret ved vores profession, men at være ansvarlig for frugt og grønt i Føtex Hjørring siger mere om, »hvad« du er, end om »hvem« du er. Hvem vi er, er et dybt og grundlæggende spørgsmål, som handler om vores evner og begrænsninger, vores personlighed.

Vi har skabt en angst for at afsløre vores egne begrænsninger, fordi vi tror, at andre anser os for svage, hvis vi åbent erkender, hvad vi ikke ved og ikke kan.

Men besøger vi Apollontemplet eller et engelsk fængsel med en overdrevet positiv indstilling til os selv, så modtager vi jo rådgivning og leveråd derefter. Vi ankommer med andre ord med en stærk selvtillid, det vil sige tillid til, hvad vi evner, og tager derfra igen med en selvindsigt, der hovedsagelig bekræfter os i denne. Vi stopper fundamentalt set med at besøge oraklet for at få svar, men besøger det i stedet for at blive bekræftet i det, vi ved, vi kan. Der er derfor ingen grund til at læse skriften på tempelvæggen. Det er farligt, for i så fald omsættes vores selvindsigt aldrig nogensinde til selverkendelse. Den lever blot videre som selvovervurdering.

Men perfekte liv kan kun leves af perfekte mennesker, og det perfekte menneske har aldrig nogensinde eksisteret, al den stund at vi alle sammen fødes med begrænsninger, hvad enten de er fysiske, intellektuelle eller sociale, og al den stund, vi alle vil fejle før eller siden. Vi fødes uperfekte, og uperfekte mennesker kan per definition kun leve uperfekte liv. Det var dét, teksten på marmorvæggene i Apollontemplet skulle minde de ankomne om: at de var alt andet end guddommelige. Akkurat som ankomsten til fængslet burde minde om, at man er alt andet end retskaffen.

Vores selvindsigt, hvis den skal omsættes til en sund selverkendelse, må derfor bygges af både tilliden og tvivlen på selvet, det vil sige en viden om alle de positive egenskaber, vi rummer, sammen med en viden om alle de lidet flatterende egenskaber, vi unægtelig også indeholder.

Formår selvtilstrækkeligheden at udvikle sig til en selvcentrering, eller bevæger selvhadet sig over i en selvdestruktion, vil det i sidste ende medføre isolation. Og for hvert skridt vi går i den ene af de to retninger, bliver vejen tilbage til selvkendelsen kun længere og sværere. I så fald når vi aldrig det næste trin på selvrespektens stige: Efter selverkendelse kommer selvværd.

Det er derfor bydende nødvendigt at bringe andre ind i sit liv – andre, der på ærlig vis kan bidrage til selverkendelse og en sund balance mellem tilliden og tvivlen.

Udfordringen er, at selvtilliden ikke er bedre end den sidste handling. Selvtilliden er i sig selv hul, og uanset hvor meget af den vi akkumulerer gennem livet, så vil vi, i det øjeblik, vi bliver udfordret på vores evner og egenskaber, miste den igen.

Konsekvensen er den nulfejlskultur, der har slået rod i hele uddannelsessystemet, hvor vi i alt for høj grad har bundet vores selvværd op på vores bedrifter.

Men hvad hvis vi udskifter møntfoden, så det ikke længere er selvtillid, men selvværd, vi belønner? Så vil vi se en generation, der lige pludselig begynder at interessere sig lige så intenst og fokuseret om at kende sig selv, som de i dag er optaget af at lære algebra og grammatik. Første skridt på selvrespektens stige er selvindsigt.

Det hele starter med skriften på væggen i Apollontemplet i Delfi. Først når vi har tilstrækkelig indsigt i os selv, kan vi erkende, hvem vi er og ikke er. Med selverkendelsen kommer selvværdet. Når vi kender vores styrker og svagheder, tager vi magten fra både selvtilliden og selvforagten. Vores værdi er ikke hængt op på den seneste fejl eller succes, men på den samlede sum af vores væren.

Med andre ord, hvordan sikrer vi, at det liv og den karriere, vi på vores dødsleje eller i vores otium evaluerer, er ét, vi kigger tilbage på med stolthed? Her er det ikke nok med indsigt, erkendelse og værd. Det kræver, at vi hver dag tager den indsigt, erkendelse og det værd med os i vores handlinger ved at udøve en fundamental selvrespekt.

Selvindsigt skaber selverkendelse, der skaber selvværd, som skaber selvrespekt. Det er den stige, vi hver dag må træde op ad, hvis vi skal finde vej til en meningsfuld tilværelse.

Og hvis vi har erkendt, hvem vi er, og finder en værdighed i, hvem vi er, bør vi også til enhver tid respektere det så meget, at vi ikke finder os i at spilde mere end nødvendigt af det ene liv, vi har til rådighed – lige såvel som vi bør behandle ethvert andet liv, vi møder, med den samme respekt.

Den første sandhed er, at vi skal dø. Det taler vi en lille smule om, men ikke alt for ofte og gerne med en akavet kæk bemærkning om ikke at tage sorgerne alt for meget på forskud. Men når vi momentvis eller ved sygdom og ulykke tvinges til at erkende, at livet har et endeligt, giver det som regel perspektiv, retning og prioritet. Det minder os om, at livet forgår.

Vi kan dog hverken uddanne eller arbejde os ud af uforudsigeligheden. Den er et uomgængeligt vilkår, der nok kan reduceres, men som aldrig forsvinder helt. Så hvordan garderer man sig i et forgængeligt og uforudsigeligt liv? Og hvem er så bedst til at mestre livets tilfældigheder? Det er dem, der kender sig selv og respekterer sig selv. For selvom du ikke ved, hvad der kommer i morgen, så kender du dig selv godt nok til, at uanset hvad der møder dig rundt om hjørnet, så ved du, hvad du vil og ikke vil, hvad du kan og ikke kan.

Hvad der til gengæld ligger inden for vores kontrol, er den måde, vi tackler livets uforudsigelighed på. Og det er mening, der er det eksistentielle immunforsvar.

Selvindsigt skaber selverkendelse, der skaber selvværd, der skaber selvrespekt. Det er den stige, vi skal hjælpe os selv og hinanden op ad hver eneste dag. Og målet? Det er hverken tilfredshed eller lykke, da de som koordinater for vores civilisation ikke har bragt os derhen, hvor vi skal. Vi skal så ofte som muligt, hvis ikke altid, føle en dyb mening med det liv, vi lever og ser ind i.

Som professor i psykologi Jordan Peterson fremhæver, er der en anden lektie, vi kan lære af Jung. Det er nuancering af den ellers så indgroede »gyldne regel«. Det moralske princip, der tilsiger, at du bør »behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet«. For det første handler dette princip ikke primært om at være venlig, og for det andet er der ikke tale om en formaning, et påbud, men i stedet en dyd, hvis mål er ligevægt. Hvad enten det er over for en chef, kolleger, venner, familie eller kæreste, er man forpligtet til at tale lige så godt for sin egen sag, som de er for deres. Man er forpligtet til at bære sig selv med den samme selvrespekt og med en lige så stærk efterlevelse af sine dyder, som de er. Hvis man ikke lykkes med dette, ender man selv som slave og den anden som herre. Og det er ikke dydigt at lade sig blive et offer for en tyran, uanset hvilken skikkelse tyrannen dukker op i. Det gælder over for andre, og det gælder over for dig selv. Det handler om at rette ryggen og sige fra over for din egen selvforagt og samtidig bære dig med den nødvendige selvrespekt til at være en konstruktiv opposition, når andre søger at tilsidesætte dit (og organisationens) moralske kompas. Og jo tidligere i livet du vælger ikke at acceptere nogen form for undertrykkelse, jo større er sandsynligheden for, at du kommer til at leve et værdigt liv. Og værdighed er helt centralt for følelsen af mening.

Som arbejdende mennesker har vi al mulig grund til ikke at være ofre. Til ikke at være slaver. Du er fri, for pokker. Og er du endt i en situation, hvor du indser, at du ikke lever et liv, der er båret med selvrespekt og søgen efter mest mulig mening, er den sødeste poesi, der kan flyde fra dine læber, sætningen: »Jeg siger op.« Hav den nødvendige selvrespekt, og sig op. Sig fra. I det ene liv, du har.

Som nævnt er der er flere, som siger deres job op, fordi de gerne vil væk fra det, de er i, end fordi de vil noget andet. Der er altså i de fleste tilfælde tale om et fravalg af det eksisterende frem for et tilvalg af noget andet. Med andre ord er det som oftest tilfældet, at medarbejdere ikke har forsøgt, eller i hvert fald ikke formået, at skabe den nødvendige forandring i det eksisterende og derfor må forlade skibet.

Der er behov for nye og bedre målepunkter, og er det utænkeligt at lade disse være graden af mening? At lade meningsfuldhed være en ledende indikator for, hvor vi som samfund bør sætte ind? Og hvor godt står det til med Danmark, hvis vi ikke måler graden af lykke, men mening? Hvad ville det betyde, hvis vores kollektive mentale terræn ikke var beplantet med idéen om at leve et lykkeligt liv, men i stedet med et liv, der var meningsfuldt? Ville vi som individer i højere grad fremelske sammenhænge, som ikke bare handler om at være glade, men som kunne bidrage til en øget selverkendelse og derigennem et mere meningsfuldt liv?

Hvad ville det betyde for vores samfundsinstitutioner og vores virksomheder, at de blev holdt op på, hvor stor en grad af mening de var med til at skabe? At måle en uddannelse på graden af mening, den bidrager til, frem for om den gennemføres på normeret tid. Om sygeplejersken føler, at det kald, han grundlæggende traf sit valg af profession ud fra, også bliver besvaret i det daglige. Om det er grundlæggende meningsfuldt.

Forestil dig en virkelighed, hvor kampen, der kæmpes, ikke handler om at kravle op ad en lykkestige og stige til tops i en tilfældighedsbåret lykkemåling, men hvor der i stedet kæmpes om at opnå den størst mulige selverkendelse og grad af mening med livet. Forestil dig en virkelighed, hvor Danmark kunne bryste sig af ikke at være det lykkeligste folk på kloden, men det, som oplever mest mening.

Og heri kunne det tredje niveau af meningsfuldhedens ledelsesprincipper bestå: at hvert medlem af FN forpligtede sig til – med en præcist defineret metode og på præcist operationaliserede parametre – at dokumentere sine borgeres oplevelse af meningsfuldhed.

På mit spørgsmål om, hvorfor i alverden han mente, at en ansættelse hos mig kunne tilføre hans liv værdi, svarede han nemlig med den største selvfølge og den smukkeste klarhed, at han havde behov for, at der til grund for enhver aktivitet i hans liv lå en veldefineret etik, og at dette derfor også måtte gælde det arbejde, som han fik løn for.

3. januar 2020

Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen: Mellem frygt og håb

Som læser af Kristeligt Dagblad har jeg læst de fleste af de her artikler i bladet, hvor de imidlertid er væsentligt forkortede. Så det gav god mening for mig at læse dem igen. I forlængelse af hinanden. Her kommer de ting, som jeg godt kan lide og som jeg har understreget:

Ida Jessen

”Jeg har aldrig været interesseret i dagens strømninger, eller hvad der er moderne litterært set her og nu. I Telefon skriver jeg om tidens fylde og det, der viser sig. Og det, der viser sig, er det, man ikke afviser. Jeg sagde, at godhed er så nem at afvise, for den kan man ikke argumentere for, men i det øjeblik man klæder sig nøgen og ikke har andet for med folk end at lytte til dem, da viser noget sig. Og der skal være dette sted uden for nyttetænkningen, hvor man ikke læser af en bestemt grund, hvor påsken ikke skal bruges til noget bestemt, hvor man ikke skal løbetræne for at blive stærk igen, ikke gå på ferie for at blive stærk igen.”

"Der, hvor man er mindst sig selv, er man allermest fri. Det er en lettelse at slippe for at gå rundt og føle sig som sig selv.”

"Det er karakteristisk for Bibelens tekster, som jeg ser dem, at de selv lægger op til at lade sig nyfortolke, uden at man af den grund eliminerer tidligere fortolkninger.”

Hartmut Rosa

”Faktisk er jeg nogle gange fristet til at følge den franske filosof Bruno Latour, der, som jeg forstår ham, siger, at det slår troen eller religionen ihjel, hvis man tvinger den troende til at sige, hvad vedkommende tror på, altså at skære det ud i pap. Som jeg ser det, er den positive side ved religion nemlig ideen om at være i en lyttende, og svarende, tilstand til livet. Uden at forsøge at slå fast: ’Gud siger: …!’, som teologerne gør, eller at bruge den slags udsagn til som fundamentalist at konkludere: ’Gud har sagt – og derfor skal man gøre sådan og sådan!’ For mig at se er det problemet med religion.”

"Det mest værdifulde sker i livet, når man bliver overvældet af for eksempel skønheden i et landskab, i et stykke musik eller i en person. Ikke når man er i fuldstændig kontrol,” forklarer Hartmut Rosa, der som eksempler på områder, hvor vi ofte oplever resonans, nævner både kærligheden, religionen – især kristendommen – og kunsten. Men også demokratiet rummer et løfte om resonans, mener Rosa. ”For det bygger på løftet om, at alle skal have en stemme, og at den bliver hørt.”

Det gode liv forudsætter derfor ifølge Rosa, at vi ikke bare selv har en stemme, og at vi bliver hørt, men også, at vi lytter til andre, er i dialog med andre og møder verden og den anden med en tilgang, der ikke kun handler om at opnå et bestemt udbytte.

især kristendommen, giver os en følelse af, at der på bunden af vores eksistens ikke er et tavst eller fjendtligt univers, men én, der hører os, ser os og taler til os. Kristendommens billeder af dette er meget stærke. Der er en, der holder os i sin hånd, en, der gav os livets åndedræt.

”Min yndlingsmåde at tænke om det på er bønnen. For hvad er det, vi gør, når vi beder? Mange vil sige, at vi kun vender os indad, men jeg tror, vi vender os begge veje. At i bønnen er min indre stærkeste virkelighed og min ydre stærkeste virkelighed forbundet. Og bønnen er på den måde om noget en skabelse af et rum både for lytten og svaren. Selv om man véd, at der nok ikke kommer et klart svar, så er det et rum, hvor nogen hører mig. Gud er jo netop ’unverfügbar’. Jeg kan ikke kontrollere ham, besidde ham eller bestemme over ham. Det var også præcis sådan, den tyske teolog Rudolf Bultmann brugte ordet ’Unverfügbarkeit’, der er et kristent begreb. Men Gud er ’erreichbar’, mulig at nå, tilgængelig. Han vil lytte og på en måde være forbundet. Og den form for forbindelse er vital. Den negative teolog vil sige, at der slet ikke er nogen reaktion, men dét er ikke kristendom for mig. For mig er det netop den vertikale fornemmelse af resonans mellem mig selv og den ultimative virkelighed, eller hvad man nu kalder det. Og folk, der ikke er religiøse, kan have den samme fornemmelse, hvilket er meget interessant. Hvis man for eksempel står ved havet, hvilket jo ikke er så svært at komme til i Danmark, er det ofte det samme, der sker: Folk vender sig udad og lytter til havet, føler bølgerne rulle ind på stranden og siger så: Lige dér kan jeg føle mig selv, dér finder jeg mig selv.”

James Wood

Ved en begravelse inviteres man til at overskue et helt liv og tegne de linjer, der skildrer et liv fra vugge til grav. Vi kender ikke slutningen på vores egen historie, men kan ved begravelser for en stund overskue et andet menneskes.

”Spørgsmål som ’hvorfor er der lidelse’ og ’hvordan anerkender jeg den anden’ er moderne spørgsmål. Men de er også blandt de vigtigste politiske spørgsmål i vores tid – samtidig med, at de er blandt de vigtigste religiøse spørgsmål til alle tider. Så når kristne diskuterer ’hvem er min næste, hvem er den anden, hvordan behandler jeg ham?’, kan det ikke blive mere relevant for os alle. Vi tror måske i Europa, at vi kan have en diskussion om eksempelvis indvandring, der ikke er påvirket af kristen tankegang, men det er umuligt.”
”Vi er alle påvirket af kristendommen. Vi kan ikke undslippe den. Det finder jeg meget inspirerende.”

Patti Smith

”Til unge mennesker siger jeg altid: Pas på dig selv, og arbejd hårdt. Hold dig sund, så du kan arbejde. Jeg romantiserer ikke selvdestruktion. Man skal tage vare på sig selv. Uanset hvad du vælger, kræver det et vist mål af hårdt arbejde at blive dygtig, og det bør folk forstå. Der er ingen genveje.”

”Der er intet som at være entusiastisk omkring flere ting. Det er lige meget hvad. Man kan bage, dyrke haven, læse bøger om videnskab eller tage sig af andre mennesker, alt muligt. Intet holder os mere levende end dét: at være entusiastisk. Er man det, og gør man tingene helhjertet, vil det forlænge ens liv.”

For William Blake (1757-1827) var eksempelvis en tanke om nadverfælleskab med englene helt almindelig, men i moderne tid har vi mistet forbindelsen til det guddommelige.

Kristendom skal være bygget på barmhjertighed, som den var i begyndelsen. Barmhjertighed er nøglen.

Det lærer sorg os. Vi tager folk for givet, men når de så er væk, bliver deres bedste træk forstørret, og vi ser, hvem dette menneske var. Vi ser, hvad vi måske har glemt, og hvorfor vi elskede dem. De ting, der gjorde dem særlige, bliver forstørret. Så vi lærer dem næsten bedre at kende efter deres død.

”Jeg kan lide kirkegårde af forskellige grunde. Det er ikke kun et afgrænset område, hvor man kan være sammen med dem, der er døde, men også med dem, der har vist respekt for den døde før én selv. Man er en del af et fællesskab med både levende og døde, når man besøger en kirkegård. De fleste kirkegårde er også meget smukke. Træerne og skulpturerne er smukke. Der er kirkegårde, der virker ensomme, og andre, der er storslåede. Jeg finder dem interessante på mange niveauer, ikke kun åndeligt, men også æstetisk.”

”Vær et godt menneske. Vis medfølelse. Vær ærlig. Og gør ellers, hvad I må gøre. Vi formes jo af vores historie. Begge mine børn er musikere. De mistede deres far tidligt. Vi har været igennem meget og har et tæt forhold, hvor vi kommunikerer meget. Men helt enkelt: Vær god og ærlig.”

Slavoj Žižek

For yderligere at illustrere, hvad jeg mener om kristendommen, har jeg nogle gange fortalt denne berømte anekdote om dengang, Napoleon lod sig krone som kejser. Paven kom hen til ham med kronen, hvorefter Napoleon tog den ud af hans hænder og selv satte den på sit hoved, hvortil paven sagde: ’Jeg ved, hvad De ønsker at gøre, Deres Majestæt. De ønsker at ødelægge kristendommen. Men tro mig, det vil ikke lykkes for Dem. Vi, kirken, har forsøgt at gøre dette i 2000 år, og det er ikke lykkedes os.’

”I min læsning af Bibelen læner jeg mig blandt andet op ad den tyske filosof Hegel, der sagde, at det ikke var Guds repræsentant, der døde på korset, men Gud selv. I andre religioner har vi også hørt, at Gud dør. Men der sker det som i en slags evighedscirkel, hvor Gud dør og siden kommer tilbage. Men i kristendommen, med Hegels fine formulering, dør han dér på korset. Og derfor er kristendommens budskab ikke, at der er en gammel mand deroppe, som vil tage sig af os, og at vi derfor bare kan tage det roligt. Nej, vi er derimod dømt til vores frihed i dette lige og uhierarkiske fællesskab, hvor hverken familierelationer, blodets bånd eller social arv er det egentligt afgørende. Det er blandt andet noget af det, Paulus så smukt siger, når han understreger, at der ikke er tale om mænd, kvinder, jøder eller grækere – men kun Kristi tilhængere. Det er for mig at se det helt store budskab i kristendommen, og som udelukkende findes der.”

”Protestantismen rummer også den fine pointe omkring, hvad ’forudbestemmelse’ virkelig betyder. For det betyder jo, at på en eller anden frygtindgydende måde er Gud måske ikke ond, men i hvert fald temmelig ligeglad, og det er der noget frisættende i. For det er jo, hvad Kristus betyder: at man ikke skal lede efter frelse i Gud, men at det forholder sig, som den franske forfatter og katolik Paul Claudel formulerede det: ’Kristendommens hemmelige budskab er ikke, at Gud vil hjælpe dig, men at Gud er impotent, afmægtig, uden vores hjælp’. Gud har brug for vores hjælp. Gud stoler på os, har tillid til os og er kun i live, hvis vi tror på ham. Og et sådant trosforhold ser vi altså kun i kristendommen. Når folk for eksempel siger til mig, at det kan man også finde i buddhismen, så siger jeg: Skråt op – så vis mig det!”

Men jeg køber ikke denne idé om, at vi i Vesten kun kan reddes af en østlig tænkning. Af det orientale. Og at buddhismen er ikkevoldelig, som en modsætning til islam.

”Se bare på Sri Lanka, Bhutan og Thailand. Også i Japans historie spillede zenbuddhismen en rolle som ideologisk fundament for landets krigsførelse. Så jeg køber ikke den med, at islam er voldelig, og buddhisme ikke er. Det passer ikke. Forkast ideen om, at vi i Vesten kun kan reddes af østlig tænkning. Og det er i den forbindelse, at vi skal genfinde kristendommen og dens styrke. Men vel at mærke i en korrigeret version i forhold til den officielle udlægning, som nogle statsledere benytter. For eksempel Ungarns premierminister, Viktor Orbán, der hævder, at landet har brug for et kristent demokrati, samtidig med at hans familieværdier og politik over for flygtninge og immigranter er totalt ukristelig. Han er ikke en sand kristen. Jeg siger ikke, at det er uproblematisk med flygtninge og immigranter. Jeg idealiserer dem ikke. Men jeg forsøger at huske på en smuk tekst fra Det Gamle Testamente, hvor der står, at vi skal behandle flygtninge ordentligt – og altid huske på at vi også selv engang var flygtninge.”

Hos Žižek betyder denne betoning af gentagelsen hos Kierkegaard, at kristendommen påbyder os ”at genopfinde os selv på ny i ét og alt,” som han skriver i Om troen med reference til Kierkegaards pointer om gentagelsen.

Zygmunt Bauman

Baumans tænkning tager altid udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske; hvordan vi både kan præge og bliver præget af det samfund, vi lever i. Hvor vi er forbundet af en helt grundlæggende etisk præmis: at vi alle er medmennesker for hinanden, selvom det til tider kan være endda meget svært at se, at vi lever op til denne.

”Så jeg besluttede mig for at kigge nærmere på, hvad det er, der sker i disse år. Hvor folk, der kommer hertil, efter at de er flygtet fra krigens vold og brutalitet, bestemt ikke bliver mødt med åbne arme, men i stedet spreder frygt hos de nationale befolkninger i Europa. Hvor den almindelige anfægtelse over at se folk på flugt, mennesker, der drukner, og overfyldte flygtningelejre, er væk, og spørgsmålet om etik derfor også rejser sig,”

Hvor der før var utopister med forestillinger om en bedre fremtid, er Utopia i dag afløst af Retropia, hvor man gør sig forestillinger om en bedre fortid og ønsker sig tilbage. Det ser man for eksempel meget tydeligt i den politiske retorik i dag.

I sin bog fra 2016 skriver Zygmunt Bauman blandt andet, at ”menneskeheden er i krise – og der er ingen anden udgang på krisen end menneskelig solidaritet”.
Men i en tid, hvor individet føler sig truet på sin egen overlevelse og eksistens, har medmenneskeligheden, solidariteten og moralen svære kår.

”Det moralske menneske er et menneske, der altid er hjemsøgt af bevidstheden om, at det ikke er moralsk nok.”

Mario Vargas Llosa

”Vi ser desværre en renæssance for populismen og nationalismen. Disse fænomener er sygdomme i det demokratiske system, men er praktisk taget alle vegne nu. Det er meget bekymrende for eksempelvis den demokratiske proces i tredjeverdenslande, hvor korruptionen er udbredt. Kommunismen er forsvundet, og demokratiet har sejret, men desværre nu i en populistisk variant.”

Problemet er, at vi kan ødelægge den fortsatte styrkelse af Europa, det mest ambitiøse og positive projekt i verden. Det er meget vigtigt, at den vestlige verden er til stede i fremtiden. Verden kan ikke undvære os, for vi må aldrig glemme, at det er et privilegium for os at leve med frihed og lighed. De fleste lande i verden har aldrig oplevet så stor frihed, så ekspansionen af europæiske idéer må fortsætte.

Når borgere stopper med at læse, trues demokratiet. Hvis et demokrati skal være ægte, og borgerne skal deltage i det, er idéer og bøger essentielle. Billeder, derimod, skaber en overfladisk kultur, som meget nemt kan manipuleres af ondsindede kræfter.

”Jeg er ikke religiøs, men der er meget godt at sige om religionen. Til trods for at de værste krige har været religionskrige, må man i balancens navn sige, at religionen har været til langt større gavn end det modsatte. Utallige mennesker, som ellers ville have været desperate, har hentet trøst her. Men det vigtige er, at religionen ikke får forrang i et samfund. Man skal acceptere alle religioner, men ingen skal kunne tage magten. Det er inkompatibelt med demokrati.”

Charles Taylor

Mennesket selv er i moderniteten blevet det endelige referencepunkt på godt og på ondt.

Den sande Gud er i ofret, ikke i forfølgerne.

”Vi kan behandle hinanden som mennesker og arbejde sammen og løse problemer sammen. Uden at være nødt til at ofre nogen.”

Finn Skårderud

...”at det, mange af de unge, jeg møder, derimod mangler, er en oplevelse af retning eller mening. Vi savner også ro og overblik i en kompleks verden, hvor det mest stabile, man kan få øje på, er, at alting ændrer sig hele tiden.”

”Ideen om, at mennesket har en sjæl, afløses i den moderne og naturvidenskabeligt orienterede verden, som Freud befinder sig i, af det nye begreb ’sindet’. Et meget medicinsk udtryk, der fører til ord som ’sindslidelser’, som vi kan behandle, udtænke manualer og retningslinjer for. Men dermed åbner vi også for et nyt menneskesyn, hvor tingsliggørelsen sniger sig ind. Og den passer fint ind i den omsiggribende markedstænkning, der egentlig var forbeholdt det private erhvervsliv, men som langsomt internaliseres og med sin konkurrencelogik groft sagt gør os til varer og livet på en måde til en børs. Hvor alt bliver målt og vejet, og hvor der handles med social anerkendelse, selvværd, overskud og underskud. Hvor vi sætter pris på os selv og hinanden, og hvor vi diagnosticerer ’afvigelser’ i stedet for at være interesserede i dem. Rummet for normalitet bliver på den måde også trangere. På trods af vores idé om, at modernitet og frihed ’til at skabe sig selv’ ellers hænger sammen.”

Man kan også kalde sjælen eller det refleksive rum for nysgerrighed, undren, spiritualitet eller religiøsitet. Det er ikke så afgørende for mig, for det handler om det samme: at der findes et rum uden for den rigide instrumentelle fornuft.

David Grossman

”Jeg tænker på døden hver time af dagen. Den intensiverer mit liv. Døden bliver mere og mere konkret for mig, for jeg bliver ældre, og så bliver den mindre abstrakt. Døden sker! Det er ikke længere bare noget, man siger, men er virkelighed. Jeg skriver som en vanvittig for at nå det, jeg vil. Og jeg lever mere intenst – jeg vil mere ind i livet nu, hvor det snart er slut.”

’Tal altid sammen’. Samtale er massage af den modvillige sjæl.

At være i live er at udsætte sig selv for nuancer. Ikke at gemme sig bag klichéer.

Axel Honneth

”Faktisk vil jeg sige, at vi har en moralsk pligt til ikke at opgive håbet. Vi har ikke andre muligheder end at fortsætte.”

28. april 2020

Karl Ove Knausgård: I kyklopernes land

Om Skæbnen

”Forestillingen om et for os usynligt virkelighedsniveau er arkaisk, og i lige så høj grad som sproget, det der har gjort vores tilværelse radikalt anderledes end dyrenes, som uden det sprog og det det repræsenterer, på en helt anden måde er bundet til øjeblikket, lænket til kroppen, fanget i materien.” Et dyr har ingen skæbne. Skæbne har at gøre med at få liv og at miste liv, fordi fødslen og døden skaber vores tankeunivers og takket være vores ord, så får vi også sprog for det, som ikke er synligt.

Knausgaard fortæller om en drøm som forfølger ham da han vågner. Han drømmer at en tyr er rasende på ham, men er sunket med kroppen ned i jorden. Han hugger hovedet af tyren, men kroppen kæmper stadigvæk for at komme op og forfølge ham. Så vågner han og tænker, at nu kommer der til at ske noget forfærdeligt. En vil komme og beskylde ham for noget frygteligt. Så skriver han: ”På en eller anden måde må jeg alligevel have troet på varsler, for det var indlysende for mig at drømmen var et varsel om at noget skulle ske, noget der medførte at jeg på en eller anden måde troede på skæbnen, eftersom den eneste måde drømmen kunne sige noget om fremtiden på, var at det der ville ske i fremtiden, allerede var bestemt. At der allerede var noget på vej mod mig.”

Det kunne jo også bare være en hele tiden slumrende fornemmelse for, at jeg på en eller anden måde skulle blive afsløret i en ikke særlig velanset tilbøjelighed. Noget jeg tænker på, men som jeg ikke vil have afsløret. Det behøver ikke være noget bevis for at det står skrevet histoppe, men at det bare står skrevet inderst inde. Men det skriver han også lidt senere: ”Så er drømme et natligt udslip af visuel energi eller en underbevidst bearbejdelse af dagens indtryk, og hverken Gud eller det guddommelige er bogstavelige størrelser, men endepunktet for en higen efter det bedste i det menneskelige eller fornemmelsen af en samhørighed med altet.”

Det sidste synes jeg er spændende: en higen efter det bedste i det menneskelige eller samhørighed med altet. Det kan godt give grobund for dårlige tanker om os selv, når vi tænker noget umoralsk.

Der findes en viden, som vi kan lære i skolen. Og så findes der en viden, som vi ikke kan lære, men kun kredse omkring og måske drømme om. Han skriver: ”Men det at få et barn, som helt indtil det sker også er noget selvfølgeligt, eller det at have mistet en der står en nær og se hans eller hendes døde krop, som også er noget selvfølgeligt indtil man står der, foran afgrunden – dette intet som barnet kommer fra, og som den døde er forsvundet ind i, er en aflæring, for i disse zoner mellem liv og død har det selvfølgelige ingen magt, i dem er der ingen vished.” Underforstået at det selvfølgelige som vi lærer i skolen og som gør tilværelsen hjemlig, det slår ikke til, når vi møder fødslen og døden.

”Alle som har set et barn blive født, og alle som har set et menneske ligge dødt, har stået et sted hvor al viden og indsigt er ophævet. Det er stedet for begyndelsen af livet, det er stedet for slutningen af livet, det er livets grænseområde hvor ingen anden viden end den allerenkleste findes: Vi kommer alle herfra, og vi skal alle herhen, til dette hylster af kød som ligner os, men ikke længere er det. Er det muligt at stå foran det her, livet som kommer og livet som var, uden at tænke på skæbnen? Det tror jeg ikke. Når man står foran et dødt menneske, er dets liv afsluttet, intet kan tilstøde det længere, og spørgsmålet om hvorfor det blev som det blev, hvorfor det gik som det gik, hvad som førte det i netop den retning og ikke i den anden, er lige så nærliggende som det modsatte er når man står foran det nyfødte barn: Hvordan vil det gå med det, hvad vil der ske, hvordan vil dets liv blive?”

Det er en vigtig skelnen af viden og alt det, vi tænker om fortid og nutid og fremtid. Vi kan jo ikke vælge vores liv. Det vederfares os. Og det er noget som indebærer tanken om det vi ikke ved noget om, det hinsides.

Hvordan jeg ikke opdagede Amerika

Jeg citerer bare nogle linjer, som jeg overvejer med stor fornøjelse.

”Identiteten ligger ikke i landskabet, ikke i søen eller skoven eller fjeldet, den ligger i vores forestillinger om landskabet og findes i navnene, hvor forestillingerne ligger lag på lag. Hvorfor? Det handler om tilhørighed og om tryghed. Men også om at få en grå verden til at skinne.”

”For at kunne beskrive noget, måtte man på en eller anden måde være følelsesmæssigt knyttet til det, om end kun svagt. Det ydre må vække noget i det indre, intet betyder noget i sig selv, det er klangene det afgiver, i sjælen og i sproget, som gør den beskrevne verden meningsfuld.”

”Hjemme er en følelse. Den opstår af en masse usynlige bånd som man ikke kender til før man rejser væk og de ikke længere findes. Båndene skaber tilknytning, og tilknytning forvandler selv den yderste periferi til centrum, et midtpunkt, der hvor verden begynder.”

Ansigtets bagside

Det er et rigtig godt essay, som jeg læste med stor interesse. Her er det samlet i et citat, som er sigende for helheden: ”Urbilledet på den bøjede nakke og det sænkede blik findes i Bibelen, i historien om Kain og Abel, hvor der står om Kain at han ”gik med sænket hoved”. Jahve spørger hvorfor han sænkede hovedet og fortsætter: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.” Det rører ved selve kernen af det menneskelige, som jeg ser det, at det at være i sig selv er umenneskeligt, det menneskelige er altid noget der bliver til i noget andet, ja, det menneskelige er det andet, som vi bliver til og er i.”

I mange år sagde jeg i mine prædikener at Gud altid var i mellemrummene. For det er i mellemrummene imellem os at vi bliver til, bliver skabt. Jeg tror Knausgaard siger det samme med fortsættelsen af ovenstående citat: ”Det at være duknakket er at være duknakket over for noget, det at være stivnakket er at være stivnakket over for noget, det at give sig hen i tilbedelse er at give sig hen til noget, og også det at se ned, er at se ned fra noget. Denne relativitet, som er lige så kompleks som den er abstrakt og uhåndterlig, eftersom den foregår i mellemrummene…” Gud er det uhåndgribelige og det uhåndterlige, som vi alligevel ikke kan undgå, fordi vi hele tiden enten stivnakket vender os fra Gud eller giver os hen til Gud.

Jeg kan så godt lide Knausgaard når han ser. For han ser virkelig. Og får mig til at se. For eksempel når han refererer sit fjerde barns fødsel: ”Hidtil havde ingen og intet kunne nå hende der hvor hun lå omsluttet af vand inde i en anden krop, og i et par sekunder var hun også urørt i verden, da hun lå der som død, indelukket i sig selv, uden at trække vejret og med lukkede øjnene, men så blev hun rørt ved, og så trak hun vejret, ikke uden smerte, går jeg ud fra, og verden strømmede ind i hende. Jeg har aldrig set det så tydeligt før, hvordan et nyt menneske bogstavelig talt bliver løftet ind i fællesskabet med andre mennesker, at det er det der sker. Et nyfødt barn har ingen muskler i nakken, og sårbarheden og hjælpeløsheden i det er absolut, det kan ikke flytte sig og ikke engang holde hovedet oppe selv, men skal støttes af andres hænder, holdes op mod andres ansigter, som er det første hun ser når hun åbner øjnene. Med det træder hun ind i kredsen af ansigter hun skal leve resten af sit liv i.”

Han tænker virkelig sejt om Gud: ”I det jeg skriver, er der altid en længsel derud, til det egentlige, det som befinder sig uden for det sociale, samtidig med at jeg ved at det som er der, uden for ansigtets lys, som vi af og til kan få et glimt af via kunsten, gør alt til intet. At oplevelsen af det sublime er oplevelsen af intet. At Gud er intet, som vi lever på trods af.” Jeg ville nok være så venlig overfor mig selv og tænke, at en del af det urørlige og af det intet, der er Gud, også er at finde i ansigtets lys, som med den andens nærvær er med til at give mig liv.

Fra det sidste essay er det vigtigt at få det her med: "Det vi søger efter i kunst, er mening. Det meningsfulde er forpligtende. Det forpligtende har konsekvenser."

Det er også sådan jeg oplever det.

Pibekraver og Boglog